| Næste |
Opfordringen til at forberede en ny udgave af Det internationale generalråds adresse om "Borgerkrigen i Frankrig" og til at forsyne den med en indledning kom uventet for mig. Jeg kan derfor kun berøre de væsentligste punkter her.
Forud for det ovennævnte længere arbejde offentliggør jeg de to kortere henvendelser fra generalrådet om den fransk-tyske krig. For det første, fordi der i "Borgerkrigen" henvises til den anden, og den ikke forstås til bunds uden den første. Men dernæst fordi disse to henvendelser, der ligeledes er skrevet af Marx, i ikke mindre grad end "Borgerkrigen" er fremragende eksempler på den vidunderlige gave hos forfatteren, som han første gang aflagde bevis for i "Louis Bonapartes attende brumaire": klar forståelse af store historiske begivenheders karakter, rækkevidde og nødvendige følger på et tidspunkt, da disse begivenheder endnu udspilles for øjnene af os eller først lige er afsluttede. Og endelig, fordi vi i Tyskland endnu den dag i dag må lide under de konsekvenser, som Marx spåede ville følge af disse begivenheder.
Er det måske ikke gået sådan, som det hedder i den første henvendelse, at hvis Tysklands forsvarskrig mod Louis Bonaparte udartede til en erobringskrig mod det franske folk, så ville alle de ulykker, der kom over Tyskland efter de såkaldte frihedskrige, leve op igen med fornyet heftighed? Har vi ikke fået Bismarck-regimente i yderligere tyve år, undtagelsesloven og socialisthetzen i stedet for demagogforfølgelserne, og den samme politivilkårlighed, bogstavelig talt den samme hårrejsende lovfortolkning!
Og er den forudsigelse ikke bogstaveligt gået i opfyldelse, at anneksionen af Elsass-Lothringen ville "tvinge Frankrig over i Ruslands arme", og at Tyskland efter denne anneksion enten åbenlyst måtte blive Ruslands træl eller efter en kort pause ruste sig til en ny krig, nemlig "til en racekrig mod slavernes og romanernes forbundne racer"? Har anneksionen af de franske provinser ikke drevet Frankrig over i armene på Rusland? Har Bismarck ikke i samfulde tyve år forgæves bejlet til tsarens gunst, bejlet med tjenester, der var endnu mere fornedrende end dem, det lille Preussen, før det var blevet "Europas første stormagt", var vant til at lægge for det hellige Ruslands fødder? Og hænger en krigs Damokles-sværd ikke endnu den dag i dag over vort hoved, en krig, på hvis første dag alle højtidelige fyrsteforbund var splittet som avner for vinden, en krig, om hvilken man kun med sikkerhed ved, at dens afslutning er aldeles usikker, en racekrig, der udsletter hele Europa for at blive hærget af femten eller tyve millioner mand under våben, og hvis rasen kun af den grund undviges, at selv den stærkeste af de store militærstater viger tilbage for det endelige resultats fuldstændige uberegnelighed?
Så meget mere er det vor pligt at gøre disse halvglemte glimrende vidnesbyrd om den internationale arbejderpolitiks vidsyn i 1870 tilgængelige for de tyske arbejdere.
Hvad der gælder om disse to henvendelser, gælder også om "Borgerkrigen i Frankrig". Den 28. maj bukkede de sidste kommunekæmpere under for overmagten på Bellevilles skråninger, og allerede to dage senere, den 30., oplæste Marx i generalrådet det arbejde, i hvilket Pariserkommunens historiske betydning er fremstillet i korte, kraftige, men så skarpe og fremfor alt så sande træk, at dette aldrig siden er nået i hele den kolossale litteratur om dette emne.
Takket være Frankrigs økonomiske og politiske udvikling efter 1789 har situationen i Paris i de sidste 50 år været den, at der ikke kunne udbryde nogen revolution dér, uden at den fik en proletarisk karakter, idet prolerariatet, der havde købt sejren med sit blod, efter sejren fremsatte sine egne krav. Disse krav var mere eller mindre uklare, ja endog forvirrende, alt efter det niveau, pariserarbejderne på det pågældende tidspunkt stod på men i sidste instans gik de allesammen ud på at fjerne klassemodsætningen mellem kapitalister og arbejdere. Hvorledes dette skulle ske, vidste man ganske vist ikke. Men hvor ubestemt selve kravet end var formuleret, så indeholdt det alligevel en fare for den bestående samfundsorden; de arbejdere, der stillede det, var endnu bevæbnede; det første bud for bourgeoisiet, der sad ved statsroret, var derfor arbejdernes afvæbning. Derfor følger der efter hver revolution, som arbejderne fører frem til sejr, en ny kamp, der ender med arbejdernes nederlag.
Dette skete for første gang i 1848. De liberale bourgeois'er i den parlamentariske opposition afholdt reformbanketter for at få gennemført den valgreform, der skulle sikre deres parti herredømmet. Da de i kampen med regeringen mere og mere blev tvunget til at appellere til folket, måtte de efterhånden overlade førstepladsen til de radikale og republikanske lag af bourgeoisiet og småborgerskabet. Men bag disse stod de revolutionære arbejdere, og de havde siden 1830 tilegnet sig langt mere politisk selvstændighed, end bourgeois'erne og selv republikanerne anede. I det øjeblik, da det kom til en krise mellem regeringen og oppositionen, begyndte arbejderne gadekampen; Louis Philippe forsvandt og valgreformen med ham; og i deres sted opstod republikken, en republik, som de sejrende arbejdere selv betegnede som "social" republik. Hvad man skulle forstå ved denne sociale republik, det var der imidlertid ingen, der var klar over, heller ikke arbejderne selv. Men de havde nu våben og var en magt i staten. Så snart derfor bourgeiosrepublikanerne, der sad ved roret, følte nogenlunde fast bund under fødderne, var deres første mål at afvæbne arbejderne. Dette skete ved, at man under direkte løftebrud, med åben forhånelse og ved et forsøg på at forvise de arbejdsløse til en fjern provins, drev dem ud i oprøret i juni 1848. Regeringen havde sørget for at have en overvældende overmagt. Efter fem dages heroiske kampe bukkede arbejderne under. Og nu fulgte der et blodbad blandt de værgeløse fanger, som man ikke har set magen til siden de borgerkrige, der indledede den romerske republiks undergang. Det var første gang, bourgeoisiet viste, hvilken vanvittig hævngerrighed, det tirres til, så snart proletariatet vover at træde frem som særlig klasse med egne interesser og krav. Og så var 1848 den rene barneleg i sammenligning med bourgeoisiets rasen i 1871.
Straffen fulgte i hælene på dem. Kunne proletariatet endnu ikke regere Frankrig, så kunne bourgeoisiet det ikke længere. I hvert fald ikke dengang, da flertallet af det endnu var monarkisk indstillet, og det var splittet i tre dynastiske partier og et fjerde, republikansk parti. Deres indre stridigheder tillod eventyreren Louis Bonaparte at sætte sig i besiddelse af alle magtmidler - hæren, politiet, administrationsapparatet - og at sprænge bourgeoisiets sidste faste borg, nationalforsamlingen, den 2. december 1851. Nu begyndte det andet kejserdømme, en bande politiske og finansielle eventyreres udplyndringer af Frankrig, men samtidig også en industriel udvikling i et omfang, som aldrig havde været mulig under Louis Philippes snævre og ængstelige system, da den samlede magt alene lå hos en lille del af bourgeoisiet. Louis Bonaparte fratog kapitalisterne deres politiske magt under påskud af at ville beskytte dem, bourgeois'erne, mod arbejderne og omvendt arbejderne mod dem; men til gengæld begunstigede hans herredømme spekulationen og industrivirksomheden, kort sagt hele bourgeoisiets opsving og berigelse, i en hidtil uhørt grad. I endnu langt højere grad udvíklede sig ganske vist den korruption og det massetyveri, som grupperede sig omkring kejserhoffet, og som indkasserede en rigelig andel af denne berigelse.
Men det andet kejserdømme, det var appellen til den franske chauvinisme, det var kravet om tilbagegivelse af de grænser, det første kejserdømme havde tabt i 1814, eller i hvert fald om tilbagegivelse af den første republiks grænser. Et fransk kejserdømme indenfor det gamle monarkis grænser, ja selv indenfor de endnu mere beskårne grænser fra 1815 var i det lange løb umuligt. Derfor var krig og grænseudvidelser nu og da en nødvendighed. Men ingen grænseudvidelse blændede i den grad franske chauvinisters fantasi som udvidelsen til den tyske venstre Rhinbred. Een kvadratmil ved Rhinen gjaldt mere end ti i Alperne eller et andet sted. Når det andet kejserdømme var givet, var kravet om tilbagegivelse af venstre Rhinbred, på én gang eller stykkevis, kun et spørgsmål om tid. Denne tid kom med den preussisk-østrigske krig 1866; da Bonaparte var blevet snydt for den ventede "territoriale godtgørelse" takket være Bismarck og sin egen oversnedige tøvende politik, havde han ingen anden udvej end den krig, der udbrød i 1870 og drev ham til Sedan [2] og derfra til Wilhelmshöhe.
Den nødvendige følge var revolutionen i Paris den 4. september 1870. Kejserdømmet tamlede sammen som et korthus, republikken blev atter proklameret. Men fjenden stod foran portene; kejserdømmets hære var enten håbløst indesluttet i Metz eller fanget i Tyskland. I denne knibe tillod folket Paris' deputerede i den tidligere lovgivende forsamling at etablere sig som "den nationale forsvarsregering". Man tillod dette så meget hellere, som alle våbenduelige parisere nu af hensyn til forsvaret var trådt ind i nationalgarden og var bevæbnede, så at arbejderne nu udgjorde det store flertal. Men det varede ikke lange, før modsætningen kom frem mellem regeringen, der næsten kun bestod af borgerlige, og det væbnede proletariat. Den 31. oktober stormede arbejderbataljoner rådhuset og tog en del af regeringens medlemmer til fange; forræderi, direkte løftebrud fra regeringens side og nogle spidsborgerbataljoners mellemkomst befriede dem igen, og for ikke at få borgerkrigen til at blusse op i en af en fremmed hær belejret by, lod man den hidtidige regering blive siddende.
Endelig, den 28. januar 1871, kapitulerede det udsultede Paris. Men det skete med så stor ære, at det ikke hidtil var set i krigshistorien. Forterne blev rømmet, ringvolden desarmeret, linjens og mobilgardens våben blev udleveret, den selv betragtet som krigsfange. Men nationalgarden beholdt sine våben og kanoner og trådte kun i våbenstilstand med sejtherrerne. Og disse vovede ikke at drage ind i Paris i triumf. Kun et lille hjørne af Paris, som tilmed for en stor del bestod af offentlige parker, vovede de at besætte, og selv det kun et par dage. Og i den tid var de, der havde holdt Paris omringet i 131 dage, selv omringet af de bevæbnede pariser-arbejdere, der omhyggeligt vågede over, at ingen "preusser" overskred de snævre grænser, der var trukket omkring den krog, der var overladt de fremmede erobrere. En sådan respekt indgød pariserarbejderne den hær, som samtlige kejserdømmets hære havde strakt våben for; og de preussiske junkere, der var kommet for at tage hævn ved revolutionens arnested, måtte ærbødigt blive stående og salutere for netop denne bevæbnede revolution.
Under krigen havde pariserarbejderne indskrænket sig til at kræve kampens energiske fortsættelse. Men nu, da freden kom i stand efter Paris' kapitulation, nu måtte Thiers, regeringens nye overhoved, indse, at de besiddende klassers - godsejernes og kapitalisternes - herredømme svævede i stadig fare, så længe pariserarbejderne havde våben i hænde. Hans første handling var et forsøg på at afvæbne dem. Den 18. marts udsendte han linjetropper, der havde befaling til at røve de kanoner, der tilhørte nationalgarden, og som var blevet fremstillet under Paris' belejring og betalt ved offentlig indsamling. Forsøget glippede, Paris rustede sig som én mand til modværge, og krigen mellem Paris og den i Versailles siddende franske regering var erklæret. Den 26. marts blev Pariserkommunen valgt, og den 28. blev den proklameret. Nationalgardens centralkomité, der hidtil havde ført regeringen, overgav magten i dens hånd, efter at den først havde forordnet, at det skandaløse "sædelighedspoliti" i Paris skulle afskaffes. Den 30. afskaffede Kommunen tvangsrekrutteringen og den stående hær og erklærede nationalgarden, som alle våbenduelige borgere skulle tilhøre, for den eneste bevæbnede magt; den eftergav al husleje fra oktober 1870 til april, således at de beløb, der allerede var betalt, skulle gælde for den kommende tid, og den standsede ethvert salg af panter i det kommunale lånekontor. Samme dag fik de udlændinge, der var valgt ind i Kommunen, stadfæstet deres embede, da "Kommunens fane er verdensrepublikkens fane". - Den 1. april besluttede man, at den højeste løn, der kunne ydes Kommunens funktionærer, altså også dens medlemmer selv, ikke måtte overstige 6000 francs (4800 mark). Den følgende dag kom forordningen om kirkens adskillelse fra staten og afskaffelsen af alle statsudgifter til religiøse formål samt alle gejstlige godsers forvandling til nationalejendom; som følge heraf befalede man den 8. april, at alle religiøse symboler, billeder, dogmer, bønner, kort sagt "alt hvad der vedrører den enkeltes egen samvittighed", skulle fjernes fra skolerne, og dette blev efterhånden gennemført. - Den 5. blev der i betragtning af Versaillestroppernes daglige skydning af fangne kommunesoldater udsendt en forordning om fængsling af gidsler, men den blev aldrig fuldt gennemført. - Den 6. blev guillotinen taget frem af nationalgardens 137. bataljon og offentligt brændt under folkets højlydte jubel. - Den 12. besluttede Kommunen, at sejrssøjlen på Vendômepladsen, der efter krigen i 1803 på foranledning af Napoleon var blevet støbt af erobrede kanoner, skulle styrtes som et symbol på chauvinisme og nationalhad. Dette blev udført den 16. maj. - Den 16. april befalede Kommunen, at der skulle foretages en statistisk opgørelse over de fabrikker, der var lukket af fabrikanterne, og der skulle udarbejdes planer over, hvorledes disse fabrikker kunne drives af de arbejdere, der hidtil havde været beskæftiget i dem, og som skulle sammensluttes i produktionsforeninger, samt planer om at organisere disse foreninger i et stort forbund. - Den 20. afskaffede den bagernes natarbejde og arbejdsanvisningen, der siden det andet kejserdømme var blevet drevet som et monopol af subjekter - arbejderudbyttere af første rang -, der blev udnævnt af politiet; arbejdsanvisningen blev overdraget til kommunekontorerne i Paris' tyve arrondissementer. - Den 30. april befalede den, at lånekontorerne skulle ophæves, fordi de var en privat udbytning af arbejdet og stod i modstrid med arbejdernes ret til arbejdsredskabet og til kredit. - Den 5. maj besluttede man, at det bodskapel, der var opført for at sone Ludvig XVI's henrettelse, skulle nedrives.
Efter den 18. marts trådte altså pariserbevægelsens klassekarakter, der hidtil var blevet trængt i baggrunden af kampen mod den fremmede invasion, skarpt og rent frem. Ligesom der i Kommunen næsten kun sad arbejdere eller anerkendte arbejderrepræsentanter, således havde deres beslutninger en afgjort proletarisk karakter. Enten dekreterede de reformer, som det republikanske bourgeoisi kun havde undladt af fejhed, men som dannede et nødvendigt grundlag for arbejderklassens frie aktion, f.eks. gennemførelsen af sætningen om, at religionen er en privatsag over for staten; eller de udstedte forordninger direkte i arbejderklassens interesse, som delvis greb dybt ind i den gamle samfundsordning. I en belejret by kunne man imidlertid højt regnet kun begynde på at virkeliggøre alt dette. Og fra begyndelsen af maj lagde kampen mod Versaillesregeringens hærmasser, der samledes i stadigt større antal, beslag på alle kræfter.
Den 7. april havde Versailleshæren bemægtiget sig overgangen over Seinen ved Neuilly, på Paris' vestfront; derimod blev de den 11. under et angreb på sydfronten slået tilbage med brådne pander af general Eudes. Paris blev vedblivende bombarderet, og det af de samme folk, der havde brændemærket preussernes bombardement af den samme by som en helligbrøde. Netop disse folk tiggede nu den preussiske regering om hurtig tilbagesendelse af de franske soldater, der var taget til fange ved Sedan og Metz, og som skulle erobre Paris tilbage for dem. Efterhånden som disse tropper indtraf, fik Versailleshæren fra begyndelsen af maj den absolutte overvægt. Dette viste sig allerede, da Thiers den 23. april afbrød de forhandlinger, der var indledet, da Kommunen havde tilbudt at udveksle ærkebiskoppen af Paris og en hel række andre gejstlige, der blev holdt fængslet som gidsler i Paris, mod Blanqui alene, det var indvalgt i Kommunen to gange, men sad som fange i Clairvaux. Og endnu mere i Thiers' forandrede sprog. Mens han hidtil havde været henholdende og tvetunget, blev han nu pludselig fræk, truende, brutal. På sydfronten indtog Versailleshæren den 3. maj reduten ved ved Moulin Saquet, den 9. det fuldstændig sønderskudte fort Issy, den 14. Vanvesfortet. På vestfronten rykkede den efterhånden frem til selve hovedvolden, idet den erobrede talrige landsbyer og bygninger, der strakte sig helt hen til ringmuren; den 21. lykkedes det den som følge af de her opstillede nationalgardisters forræderi og forsømmelighed at trænge ind i byen. Preusserne, der holdt de nordlige og østlige forter besat, tillod Versailleshæren at trænge frem over terrænet nord for byen, hvilket ifølge våbenstilstanden var forbudt, så at den derved kunne gå frem til angreb over en lang front, som pariserne måtte tro var dækket ifølge våbenstilstanden, og som de derfor kun holdt svagt besat. Som følge heraf var modstanden i den vestlige halvdel af Paris, i den egentlige luksusby, kun svag; den blev heftigere og sejere, jo mere de fremtrængende tropper nærmede sig den østlige halvdel, den egentlig arbejderby. Først efter otte dages kamp bukkede Kommunens sidste forsvarere under på bakkerne ved Belleville og Menilmontant, og nu nåede mordene på værgeløse mænd, kvinder og børn, der hele ugen havde raset i stigende grad, sit højdepunkt. Bagladegeværet dræbte ikke mere hurtigt nok, i hundredvis blev de besejrede skudt ned med kuglesprøjter. "De fødereredes mur" på kirkegården Père Lachaise, hvor det sidste massemord blev fuldbyrdet, står den dag i dag som et stumt veltalende vidnesbyrd om, hvilket raseri den herskende klasse er i stand til, så snart proletariatet vover at træde i skranken for sin ret. Så fulgte massearrestationerne, da det viste sig umuligt at slagte alle, skydningen af slagtofre, der vilkårligt blev søgt ud af fangernes rækker, restens borttransportering til store lejre, hvor de ventede på at blive stillet for krigsretten. De preussiske tropper, der lå i lejr omkring den nordøstlige halvdel af Paris, havde befaling til ikke at lade flygtninge slippe igennem, men officererne så ofte gennem fingre med det, når soldaterne fulgte menneskelighedens love mere end overkommandoens. Men navnlig skal det sachsiske armékorps roses, fordi det gik meget humant frem og lod mange slippe igennem, hvis deltagelse på Kommunens side var indlysende.
Hvis vi nu, efter tyve års forløb, ser tilbage på Pariskommunen af 1871, på dens virksomhed og historiske betydning, så vil vi finde, at der må gøres nogle flere tilføjelser til den fremstilling, der er givet i "Borgerkrigen i Frankrig".
Kommunens medlemmer delte sig i en majoritet, blanquisterne, der også havde været fremherskende inden for nationalgardens centralkomité, og en minoritet: medlemmer af Den internationale arbejderassociation, der overvejende bestod af tilhængere af Proudhons socialistiske skole. Blanquisterne var dengang, hvad det store flertal angår, kun socialister udfra et revolutionært, proletarisk instinkt; kun få af dem var, under vejledning af Vaillant, der kendte den tyske videnskabelige socialisme, nået til større principiel klarhed. Derfor er det forståeligt, at man i økonomisk henseende undlod meget at det, Kommunen efter vor nuværende opfattelse burde have gjort. Det man har vanskeligst ved at forstå, er til visse den hellige respekt, med hvilken man ærbødigt blev stående foran Frankrigs banks porte. Det var også en alvorlig politisk fejl. Banken i Kommunens hånd - det var mere værd end ti tusind gidsler. Det betød hele det franske bourgeoisis tryk på Versaillesregeringen for at opnå en fred med Kommunen. Hvad der imidlertid er endnu mere forbavsende, det er alt det rigtige, Kommunen - sammensat som den var af blanquister og proudhonister - alligevel gjorde. Selvfølgelig er det i første linie proudhonisterne, der er ansvarlige for Kommunens økonomiske forordninger, både for dens berømmelige og for dens mindre berømmelige sider, ligesom blanquisterne er ansvarlige for dens politiske handlinger og undladelser. Og i begge tilfælde ville historiens ironi - som det plejer at ske, når doktrinære kommer til roret -, at de begge to gjorde det stik modsatte af dét, deres retnings doktrin foreskrev.
Proudhon - socialisten, således som småbonden og håndværksmesteren ville have ham - betragtede al sammenslutning med et positivt had. Han sagde om den, at den indeholdt mere ondt end godt; den var af naturen ufrugtbar, ja endog skadelig, fordi den var en lænke på arbejdernes frihed; den var et rent og skært dogme, uproduktiv og generende, i modstrid både med arbejderens frihed og med arbejdsbesparelse, og dens ulemper ville vokse hurtigere end dens fordele; i modsætning til den var konkurrence, arbejdsdeling og privatejendom økonomiske kræfter. Kun i undtagelsestilfælde - sådan kalder Proudhon det - som storindustri og store bedrifter, f.eks. jernbaner - var arbejdernes sammenslutning på sin plads (jfr. "Idée générale de la Révolution, 3. étude").
Omkring 1871 var storindustrien selv i Paris, kunsthåndværkets centrum, allerede i den grad holdt op med at være undtagelsestilfælde, at langt det vigtigste dekret fra Kommunens hånd bestemte, at der skulle indføres en organisation for storindustrien og endogså for manufakturen, en organisation, der ikke alene skulle hvile på arbejdernes sammenslutning i hver fabrik for sig, men som også skulle samle alle disse foreninger til ét stort forbund, kort sagt en organisation, der, som Marx ganske rigtigt siger i "Borgerkrigen", til syvende og sidst måtte føre til kommunismen, altså det stik modsatte af Proudhons lære. Og derfor var Kommunen også graven for Proudhons socialistiske skole. Denne skole er i vore dage forsvundet fra de franske arbejderkredse; her hersker Marx' teori nu ubestridt, hos possibilister [3] såvel som hos "marxister". Kun inden for det "radikale" bourgeoisi findes der endnu proudhonister.
Det gik ikke blanquisterne bedre. De var opdraget i sammensværgelsens skole, sammenholdt af den dertil svarende skrappe disciplin, og de gik derfor udfra den opfattelse, at et forholdsvis lille antal beslutsomme, velorganiserede mænd var stand til i et givet øjeblik ikke blot at gribe statens ror, men også ved udfoldelse af stor hensynsløs energi at holde det, indtil det lykkedes dem at rive folkets masse ind i revolutionen og gruppere den omkring deres lille førerskare. Dertil hørte frem for alt den strengeste, diktatoriske centralisering af al magt i den nye revolutionære regerings hånd. Og hvad gjorde Kommunen, der for flertallets vedkommende bestod netop af disse blanquister? I alle sine proklamationer til franskmændene i provinsen opfordrede den disse til at forene alle franske kommuner med Paris til en fri føderation, en national organisation, der for første gang virkelig skulle skabes af selve nationen. Netop den hidtidige centraliserede regerings undertrykkelsesmagt, hæren, det politiske politi og bureaukratiet, som Napoleon havde skabt i 1738, og som enhver ny regering siden da havde overtaget og udnyttet mod sine modstandere som et kærkomment redskab, netop denne magt skulle falde overalt, således som den allerede var faldet i Paris.
Kommunen måtte straks fra første færd anerkende, at arbejderklassen, når den først er kommet til magten, ikke kan arbejde videre med den gamle statsmaskine; at denne arbejderklasse, for ikke igen at miste sit nylig erobrede herredømme, på den ene side måtte fjerne hele det gamle undertrykkelsesmaskineri, der hidtil var blevet udnyttet mod den selv, men på den anden side måtte sikre sig imod sine egne deputerede og embedsmænd, idet den erklærede dem alle uden undtagelse for afsættelige til enhver tid. Hvad var den hidtidige stats karakteristiske egenskab? Samfundet havde oprindelig ved simpel arbejdsdeling skabt sine egne organer til at tage vare på sine fælles interesser. Men disse organer, der kronedes af statsmagten, havde med tiden, i deres egne særinteressers tjeneste, forvandlet sig fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer. Dette kan f.eks. ikke blot iagttages i det arvelige monarki, men lige såvel i den demokratiske republik. Intetsteds udgør "politikerne" en mere afsondret og mægtig afdeling af nationen end netop i Nordamerika. Her bliver hvert af de to store partier, der skiftevis kommer i besiddelse af magten, atter selv regeret af folk, der gør politik til forretning, der spekulerer på at få sæde i forbundets eller i enkeltstaternes lovgivende forsamlinger, eller som lever af at agitere for deres parti og efter sejren bliver belønnet med embeder. Det er en kendt sag, hvorledes amerikanerne nu i 30 år har forsøgt at ryste dette utålelige åg af sig, og hvorledes de alligevel synker stadig dybere ned i denne korruptionens sump. Netop i Amerika kan vi bedst se, hvorledes denne statsmagtens selvstændiggørelse foregår over for det samfund, som den oprindelig var bestemt til at være et rent redskab for. Her er ikke noget dynasti, ingen adel, ingen stående hær, bortset fra et par mand til at bevogte indianere, intet bureaukrati med fast ansættelse eller pensionsret. Og alligevel har vi her to store bander af politiske spekulanter, der skiftevis sætter sig i besiddelse af statsmagten og udbytter den med de mest korrupte midler og med de mest korrupte formål - og nationen er afmægtig over for disse to store karteller af politikere, der påstås at stå i dens tjeneste, men som i virkeligheden behersker og udplyndrer den.
Mod denne forvandling af staten og statsorganerne fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer - en forvandling, som har været uundgåelig i alle hidtidige stater - anvendte Kommunen to ufejlbarlige midler. For det første besatte den alle stillinger inden for administration, retsvæsen og undervisningsvæsen ved valg med almindelig valgret, og på en sådan måde, at de stemmeberettigede til enhver tid kunne kalde de valgte tilbage. Og for det andet betalte den for alle hverv, høje som lave, kun den løn, som andre arbejdere fik. Den højeste løn, som Kommunen overhovedet betalte, var 6000 francs. Dermed var der sat en stopper for jagten på embeder og karriere, også uden at man havde behøvet de bundne mandater, som til overflod blev indført for de delegerede til de repræsentative organer.
Denne sprængning af den hidtidige statsmagt og dens erstatning med en ny, virkelig demokratisk statsmagt, er indgående skildret i tredje afsnit af "Borgerkrigen". Det var imidlertid nødvendigt her endnu en gang kort at komme ind på nogle af disse træk, fordi den overtroiske tilbedelse af staten netop i Tyskland ~r blevet overført fra filosofien til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed. Ifølge den filosofiske opfattelse er staten "ideens virkeliggørelse" eller gudsriget på Jorden oversat til filosofisk sprogbrug, det område, hvor den evige sandhed og retfærdighed virkeliggøres, eller skal virkeliggøres. Og deraf følger så en overtroisk tilbedelse af staten og alt, hvad der hænger sammen med staten, og som så meget lettere indfinder sig, fordi man fra barnsben er vant til at indbilde sig, at de anliggender og interesser, der er fælles for hele samfundet, ikke kan udføres på anden måde, end de hidtil er blevet udført, nemlig af staten og dens velbestaltede øvrighed. Og man tror allerede at have gjort et umådelig dristigt skridt, når man frigør sig fra troen på det arvelige monarki og sværger til den demokratiske republik. Men i virkeligheden er staten ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet; og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste side det lige så lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig.
Den socialdemokratiske filister har for nylig igen fået sig en gavnlig forskrækkelse over ordet: proletariatets diktatur. Nuvel, mine herrer, vil I vide, hvordan dette diktatur ser ud! Se på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.
London, på Pariserkommunens tyveårsdag, den 18. marts 1831.
F. Engels
[1]: