Tilbage
Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)
Næste

Tillæg

1

"Fangekolonnen gjorde holdt i Avenue Uhrich og blev stillet op på fortovet i fire eller fem geledder med front til gaden. Generalen, marquis de Galliffet, og hans stab steg af hestene og inspicerede linjen, idet de begyndte fra venstre fløj. Generalen gik langsomt frem og tog rækkerne i øjesyn; hist og her standsede han, rørte en mand ved skulderen eller vinkede ham frem fra de bageste rækker. De, der var blevet søgt ud på denne måde, blev, for det meste uden videre forhandling, stillet op midt på gaden, hvor de snart dannede en lille særkolonne ... Det var øjensynligt, at der herved i betydelig grad var mulighed for misgreb. En bereden officer gjorde generalen opmærksom på en mand og en kvinde på grund af en eller anden særlig misgerning. Kvinden styrtede frem af rækkerne, faldt på knæ og forsikrede med udstrakte arme lidenskabeligt, at hun var uskyldig. Generalen afventede en pause og sagde så med fuldstændig roligt ansigt og ubevægelig holdning: Madame, jeg har besøgt alle teatre i Paris, det er ikke umagen værd at spille komedie (il ne faut pas la peine de jouer la comédie) ... Det var på denne dag ikke godt for nogen at være synderlig større, mere snavset, renligere, ældre eller hæsligere end sine sidemænd. Jeg lagde særlig mærke til en mand, der vel kun havde sin knuste næse at takke for, at han så hurtigt blev udfriet fra denne jordiske jammerdal ... Over hundrede blev således søgt ud, en deling soldater kommanderet til at skyde dem og resten af kolonnen marcherede videre, mens de andre blev tilbage. Nogle minutter senere begyndte ilden bagved os, som – med korte afbrydelser – varede over et kvarter. Det var henrettelsen af disse summarisk dømte ulykkelige." – Pariserkorrespondent til "Daily News", 8. juni. – Denne Galliffet, "sin hustrus alfons, hende, der var så berygtet på grund af den skamløshed, med hvilken hun stillede sit legeme til skue ved det andet kejserdømmes orgier", var under krigen kendt under navnet den franske Fændrik Pistol.

"Le Temps [1] ", et besindigt og ingenlunde sensationslystent blad, fortæller en grufuld historie om folk, der blev skudt halvt ihjel og begravet før de var døde. Et stort antal blev begravet på pladsen ved St. Jacques-la-Bouchière, mange af dem kun let tildækket med jord. Om dagen overdøvede gadelarmen alt, men i nattestilheden blev beboerne i de omkringliggende huse vækket af en fjern stønnen, og om morgenen så man en knyttet næve rage op af jorden. Som følge heraf blev det givet befaling til, at ligene skulle graves op igen ... At mange sårede er blevet begravet levende, det kan jeg ikke i mindste måde tvivle om. Jeg kan selv stå inde for følgende tilfælde: Da Brunel og hans kæreste den 24. maj var blevet skudt i gården til et hus på Vendômepladsen, lod man dem ligge til om eftermiddagen den 27. Da man endelig kom for at fjerne ligene, fandt man, at kvinden endnu var i live, og bragte hende til et forbindingssted. Skønt hun var ramt af fire kugler, er hun nu uden for fare. ("Evening Standard"s Paris-korrespondent, 8. juni 1871).

2

Det følgende brev stod i London "Times" den 13. juni: [2]

"Til redaktøren af "Times":

Sir! – Den 6. juni 1871 har hr. Jules Favre udsendt et cirkulære til alle europæiske magter og opfordret dem til at undertrykke Den internationale arbejderassociation. Nogle få bemærkninger vil være nok til at karakterisere dette dokument.

I selve indledningen til vore statutter slås det fast, at Internationalen blev stiftet "den 28. september 1864 på et offentligt møde i St. Martin's Hall, Long Acre, London«. Af grunde, hr. Jules Favre selv bedst kender, har han flyttet stiftelsesåret tilbage til 1862.

For at skildre vore principper påstår han at citere "deres (Internationalens) flyveblad af 25. marts 1869". Og hvad citerer han så? Et flyveblad fra en forening, som ikke er Internationalen. Den slags manøvrer benyttede han allerede dengang, da han endnu var en temmelig ung sagfører og skulle forsvare bladet "National" mod Cabets injuriesøgsmål. Dengang foregav han at læse uddrag af Cabets pjecer, men det han læste, var egne tilføjelser – et trick, der blev afsløret under retssagen, og som ville have kostet Jules Favre sagførerbestallingen, hvis Cabet ikke havde varet så overbærende. Intet af de dokumenter, han citerer som Internationales, stammer fra Internationale. Han siger f.eks.: "Alliancen erklærer sig for ateistisk, siger generalrådet, der er dannet i London i juli 1869". Generalrådet har aldrig udsendt noget sådant dokument. Det har tværtimod udsendt et dokument, som erklærede "Alliancen"s originale statutter for ugyldige – den "Alliance de la Démocratie Socialiste", som Jules Favre netop citerer.

I hele dette cirkulære, der delvis skal gå for at være rettet mod kejserdømmet, har Jules Favre intet andet at pådutte Internationalen end de politipåfund, som Kejserdømmets offentlige anklagere benyttede sig af, og som brød ynkeligt sammen over for dette kejserdømmes domstole.

Det er en kendt sag, at Internationales generalråd i sine to adresser (af juli og september sidste år) om den nylige krig brændemærkede de preussiske erobringsplaner mod Frankrig. Senere henvendte hr. Reitlinger, Jules Favres privatsekretær, sig – det var ganske vist forgæves – til nogle medlemmer af generalrådet for at få rådet til at demonstrere mod Bismarck til fordel for Den nationale forsvarsregering; han bad dem udtrykkeligt om ikke at omtale republikken. Forberedelser til en demonstration med henblik på Jules Favres forventede ankomst til London blev truffet – sikkert med de bedste hensigter – på trods af generalrådet, som i sin adresse af 9. september udtrykkeligt havde advaret Paris' arbejdere mod Jules Favre og hans kolleger.

Hvad ville Jules Favre sige, hvis Internationale for sit vedkommende henvendte sig til alle regeringer i Europa og henledte deres særlige opmærksomhed på de dokumenter, der er offentliggjort i Paris af den afdøde Millière!

John Hales,
Sekretær for Den internationale Arbejderassociations generalråd

London, den 12. juni 1871.

I en artikel om "Den internationale organisation og dens formål" citerer den elendige stikker, Londonbladet "Spectator" (24. juni), blandt andre tricks af samme art, endnu udførligere end Jules Favre har gjort det, ovennævnte dokument fra "Alliancen", som om det var Internationales værk, og dét elleve dage efter at dementiet var blevet offentliggjort i "Times". Det undrer os ikke. Frederik den Store sagde ofte, at af alle jesuitter er protestanterne de værste.


Noter

[1]: