Den krig, som USA er ved at forberede, er en grov aggression mod det irakiske folk. Den har ikke et eneste atom af progressivt indhold i sig. Alle de argumenter, der bliver brugt til at retfærdiggøre den, er helt igennem falske. Udsendelsen af våbeninspektørerne var kun en foranstaltning for at narre verden, mens amerikanerne fortsatte med at opbygge deres styrker i Golfen. Det har ikke noget som helst med masseødelæggelsesvåben at gøre. Lige meget hvad irakerne gør, vil de blive bombet og invaderet.
"Inspektions"-farcen er blevet afsløret som det, den er. Der er ikke blevet fundet et eneste pålideligt bevis. Det sidste hold af FN's våbeninspektører sagde, at de havde tilintetgjort 95% af Iraks masseødelæggelsesvåben. Kun meget lidt kan være blevet efterladt. Under alle omstændigheder er Iraks militære potentiale efter et årti med sanktioner kraftigt reduceret. Det kan ikke udgøre en seriøs trussel mod USA, som selv har kæmpe lagre af masseødelæggelsesvåben.
Der var allerede detaljerede planer for invasion og besættelse af Irak før jul - med andre ord, lang tid inden Blix og hans følge havde begyndt deres inspektioner. Det er derfor fuldstændig tydeligt, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben ikke har noget at gøre med USA's aggression mod Irak. Det grundlæggende spørgsmål har hele tiden været en udskiftning af styret - hvilket vil sige fjernelse af Saddam Hussein og indsættelse af en amerikansk marionet.
Blix og hans hold foregiver at være upartiske, men handler i virkeligheden som provokatører. Irakerne bliver konstant provokeret i håb om, at de vil svare voldeligt igen. Det ville med det samme blive brugt som et påskud til at begynde et angreb. Bagdad har beskyldt dem for at spionere, hvilket sikkert også har fundet sted. Deres virkelige formål er ikke at undgå en krig, men at finde en undskyldning for en. Forsøget på at få en krig mod Irak til at se ud som en del af "krigen mod terror" er ligeledes forkert. Der findes ikke det mindste bevis, der kan kæde Irak sammen med Al-Qaida. CIA's forsøg på at skabe en sammenhæng mellem Irak og Al-Qaida grænser til det latterlige. Den "Al-Qaida-celle", som de siger, at de har afsløret i det nordlige Irak, er ikke engang inden for det territorium, som Bagdad-regeringen kontrollerer. Dette er ikke overraskkende, da det irakiske styre er kendt for at være verdsligt og aldrig har været venlig stemt over for fundamentalisterne.
Halvandet år burde være nok til at finde beviser for Iraks involvering i begivenhederne d. 11. september. Men der er ikke kommet noget bevis frem. Der var ikke nogen irakere blandt de terrorister, der kaprede de fly, der angreb World Trade Center, til gengæld var der en hel del saudier. Alligevel forbereder de et angreb på Bagdad og ikke Riyadh!
Det andet argument for krigen - at det går ud på at genindføre demokrati - er også grundløst. Idéen om, at den amerikanske imperialisme vil bringe demokrati til Iraks folk, ville være komisk, hvis ikke følgerne var så alvorlige. Målet for Bush & co. er ikke at indføre et demokratisk styre i Bagdad, men en marionetregering - ligesom de har gjort i Afghanistan - en regering, som ville være afhængig af amerikanerne og derfor gøre, hvad de siger. Når angrebene på det irakiske diktatur kommer fra George W. Bush, er der tale om ekstremt hykleri.
Bush og Blair græder krokodilletårer på grund af Iraks manglende demokrati, men har tilsyneladende ikke lagt mærke til manglen på demokrati i Saudi Arabien, en af deres vigtigste allierede i regionen, hvor valg og talefrihed er ukendte begreber. Kvinder har end ikke lov til at køre i bil og bliver stenet ihjel for utroskab, mens tyveknægte får deres lemmer amputeret. Og hvad med USA's anden store allierede, Tyrkiet? Det tyrkiske borgerskab har det ikke just godt med menneskerettigheder. De har dræbt, tortureret og fængslet mange tusinder fagforeningsfolk, slagtet fanger i deres celler, og de har igennem årtier ført en blodig krig mod kurderne. Alligevel forbereder de nu at tage plads ved siden af USA og England i korstoget for demokrati og - kurdernes rettigheder! Denne lille detalje er i sig selv tilstrækkeligt vidnesbyrd om den moralske bankerot og det modbydelige hykleri, der kendetegner hele denne affære.
Argumentet om, at Saddam Hussein er en ondskabsfuld diktator, ville veje en del tungere, hvis det ikke var, fordi at USA og England altid har vidst dette og alligevel har fortsat med at støtte, finansiere og bevæbne Saddam Hussein, selv da de vidste, at han bombede kurderne med kemiske våben. Faktisk kom en stor del af hans våben fra USA og England, inklusiv forsyninger af dødelig gift.
Al historie viser, at USA ikke har nogen problemer med at støtte diktaturer, så længe de støtter USA's mål og interesser. Argumentet om demokrati har derfor ikke nogen gyldighed, når det kommer fra disse damer og herrer. Opgaven med at vælte Saddam Hussein tilhører det irakiske folk og ikke nogen andre.
Det irakiske folks interesser spiller ikke nogen rolle i krigsplanerne. Imperialisterne er ikke venner af noget folk. Men de bruger nogle gange de nationale bestræbelser hos folk som kurderne og de irakiske shiitter til egen fordel. Men disse folkeslag bør aldrig sætte deres lid til imperialisternes gode vilje, de er fuldstændig ligeglade med deres lidelser og interesser.
Lad os ikke glemme, at amerikanere og englænderne forblev tavse om brugen af kemiske våben mod kurdiske civile i Irak i 1980'erne, selvom dette var veldokumenteret i pressen på den tid. Deres lukrative våbenhandel med Saddam Hussein kom i første række, og de viste ikke den mindste interesse for kurdernes forhold på det tidspunkt.
I 1983 besøgte den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld Saddam i Bagdad, mens han igangsatte gasangreb mod iranske soldater. Så længe han dræbte iranere, blev han sanset for at være en trofast allieret. Amerikanerne og englænderne gav kredit til at købe våben, og han fik alle mulige former for anden militær hjælp. På samme måde som USA også støttede, bevæbnede og finansierede Bin Laden og Taliban - så længe de dræbte russere. De amerikanske imperialister er direkte ansvarlige for at skabe disse gale mænd, som de nu dæmoniserer som terrorister og "ondskabens akse".
Et år inden Golfkrigen sendte USA Saddam motorer til kommunikationshelikoptere, 21 sendinger med miltbrandsporer og hundredvis af tons af dødelig sarin-nervegas. De skaffede information fra deres saudiske AWAX-baser. Amerikanerne og englænderne kan ikke sige, at de var uvidende om, hvad der foregik. De vidste alt om diktaturets forbrydelser. Kort før Saddam knuste kurderne ved Halabja i 1988, sendte London en minister til Bagdad for at diskutere handel med ham. Efter at han havde dræbt 5.000 kurdere ved gasangreb, gav de ham yderligere 340 millioner pund i kredit til handelsaftaler, og amerikanerne gav ham en ekstra milliard dollars.
Sidste december konfiskerede USA's regering et 12.000 sider langt dokument fremlagt af Irak om deres våbenprogram. Undskyldningen var at det var "følsom information", som trængte til "lidt redigering". "Redigeringen" blev så omfattende, at de kun tillod, at en fjerdedel af det oprindelige dokument blev gjort tilgængeligt for ikke-permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd! Den virkelige årsag var, at de ville skjule, at ikke mindre end 150 selskaber (amerikanske, engelske og andre) havde forsynet Irak med kernekraft, kemi og missilteknologi, ofte gennem ulovlige transaktioner, som den engelske "super-gun"-skandale. De ville dække alle de spor, der kunne afsløre deres samarbejde med Saddam Husseins regime og hans våbenprogram, som havde fundet sted over en lang periode.
Så alle deres erklæringer om det irakiske diktaturs forbrydelser er udtrykt for den mest kyniske form for hykleri. Den planlagte invasion af Irak har ikke det mindste at gøre med demokrati eller humanisme. Det er udelukkende en kynisk øvelse i stormagtspolitik. Faktisk var det de engelske imperialister, der først fandt på den brutale politik med at bombe kurdiske landsbyer i 1920'erne, og det er almindeligt kendt, at det var Winston Churchill (dengang krigsminister), der foreslog brugen af sennepsgas mod det, han kaldte "uciviliserede stammer" (kurdiske civile). Dette var historiens første systematiske bombning af civile.
I 1991, efter Iraks nederlag, blev den shiitiske befolkning i det sydlige Irak opmuntret til at lave oprør mod centralmagten. Men efter pres fra Saudi Arabien, som frygtede en øget shiitisk (og iransk) indflydelse i Irak, trak de amerikanske tropper sig til side og lod Saddam Husseins tropper slagte shiitterne. Hvordan kan man påstå, at imperialisterne er det mindste bekymrede om de nationale mindretal i Irak?
En amerikansk ledet erobringskrig i Irak vil på ingen måde hjælpe de undertrykte minoriteter i landet. De vil blive manipuleret og udnyttet til at angribe de irakiske styrker på landjorden og på den måde spare amerikanerne for tab (det håber de i hvert fald.). Men bagefter vil de igen blive forladt og forrådt. Lad os gøre en ting helt klart: det er forræderi at fremstille denne aggressionskrig som en måde til at opnå kurdisk selvbestemmelse. Tyrkiet, USA's hovedallierede, ville aldrig tillade det. Det tyrkiske borgerskab vil ikke deltage i krigen for demokratiets skyld, og da slet ikke for kurdernes skyld! De har deres øjne rettet mod oliefelterne i Kirkuk og Mosul, som kurderne også ønsker. Ankara har gjort det klart, at hvis kurderne prøver at tage oliefelterne, vil den tyrkiske hær invadere og knuse dem, med amerikanerne som tilskuere.
Vi forsvarer kurdernes ret til at have deres eget land, men påpeger, at det kun er muligt ved en revolutionær omstyrtelse af de reaktionære regimer i Bagdad, Teheran og Ankara. På kapitalistisk grundlag kan der ikke komme nogen virkelig løsning på det kurdiske problem. Kurderne må forene sig med den tyrkiske, irakiske og iranske arbejderklasse i kampen for en arbejder- og bondemagt. På grundlag af en socialistisk føderation vil det være muligt at opnå en selvstændig kurdisk socialistisk republik, med uindskrænkede demokratiske og nationale rettigheder - inklusiv retten til at udtræde af føderationen, hvis de skulle ønske det.
Dem, som siger, at den eneste måde at opnå national selvbestemmelse på, er ved at støtte imperialismen mod Bagdad, bedrager folk. Det er en kriminel og reaktionær politik, som endnu engang vil lede kurderne og shiitterne ind i en blindgyde. Der er ikke nogen udvej for kurderne, shiitterne og andre folk på det grundlag.
Eftersom de amerikanske og engelske imperialister er blevet mødt med uventet voldsom modstand hjemme, prøver de nu at overbevise offentligheden om, at dette bare vil være et lille "kirurgisk indgreb", der udelukkende er rettet mod militære mål. Den civile befolkning vil ikke lide og vil skynde sig ud i gaderne for at byde deres udenlandske "befriere" velkommen med tårer i øjnene og bundter af blomster i deres hænder. Men, som altid, er forskellen mellem den officielle propaganda og virkeligheden afgrundsdyb. Selvom det ikke har været offentliggjort i pressen, har amerikanske og engelske fly vedvarende bombet Irak i mere end ti år. Alene sidste år brugte Storbritannien fire millioner pund om ugen på disse kriminelle aktiviteter. I den samme periode er over en million irakiske børn døde som følge af de grusomme sanktioner, der har forkrøblet økonomien og skubbet en engang blomstrende nation ud i fattigdom og fortvivlelse. Men Bush og Blair er ikke tilfredse med dette og forbereder et nyt og blodigt slagteri.
Amerikanerne er selvfølgelig interesserede i at minimere tabene: de amerikanske tab, selvsagt. Derfor vil de som sædvanlig begynde med en ødelæggende bombekampagne for at "blødgøre" (dvs. pulverisere) irakernes luftforsvar, kommunikation og hovedkvarterer, før de sender amerikanske og allierede styrker ind for at etablere fodfæste inde i Irak, som en del af en kampagne, som amerikanske strateger håber, vil "isolere" den irakiske ledelse i stadig mindre lommer. Planen taler om fire amerikanske divisioner plus en engelsk panserdivision, og planlæggerne arbejder med to angrebsdatoer, en tidligt i januar (næppe realistisk mere!) og en anden sent i februar. De engelske styrker vil omfatte den 7. panserbrigade - Ørkenrotterne - og op til 200 Challenger-tanks og også dele af SAS (engelsk special-enhed).
Den virkelige størrelse af de civile tab vil være betydeligt større end, hvad der er blevet foreslået. Alene i de første 48 timer vil 800 krydsermissiler, ifølge en lækket rapport fra Pentagon, regne ned over Irak. Det er mere end dobbelt så meget, som der blev affyret i hele den 40 dage lange kampagne i 1991. Al snakken omkring "intelligente bomber" er ikke andet end en måde til at snyde befolkningen til at tro, at der næsten ikke vil være civile tab. Dette er rent og skært sludder. Det er nu almindeligt kendt, at al propagandaen om de "intelligente bomber" i Jugoslavien var designet til at misinformere offentligheden. Angribernes virkelige mål blev afsløret af en talsmand fra Pentagon, der sagde, at de havde tænkt sig at tilintetgøre Irak både "fysisk, følelsesmæssigt og psykologisk". En militær strateg ved navn Harlan Ullman har udtalt: "Der vil ikke være noget sikkert sted i Bagdad. Størrelsen af det her er aldrig blevet set før (?) Man har denne simultane effekt nærmest ligesom atomvåbnene i Hiroshima - det tager ikke dage eller uger, men minutter". George Bush har også sagt, at han er parat til at bruge atomvåben i Irak, "hvis det bliver nødvendigt". Dette er det grimme og brutale ansigt bag ved det "humanitære demokratis" smilende maske.
Prisen i menneskeliv bliver højst sandsynligt forfærdelig. En fortrolig rapport fra FN's sundhedsorganisation, citeret af John Pilger i The Daily Mirror (29. januar 2003) forudser, at "så mange som 500.000 mennesker kommer til at skulle have behandling som følge af direkte og indirekte skader". Derudover vil antallet af døde og sårede være større end, hvad der bliver direkte dræbt i bombningerne. Efter den sidste Golfkrig efterlod amerikanerne og deres allierede imellem 300 og 800 tons uran-238 fra anti-tank-patroner og andre sprængstoffer på de irakiske slagmarker. Konsekvenserne for den irakiske befolkning har været forfærdelige. Dette uran forårsager kræft i blod, knogler og nyrer, og det udsendes som skyer af små radioaktive partikler, der kan optages i lungerne. Det er nærmest umuligt at ødelægge, og derfor er store dele af Irak permanent forurenet af radioaktivitet.
Børnelæger i Basra har rapporteret en forøgelse på op til 1200 procent i forekomsten af kræft og leukæmi hos børn siden den sidste krig. Antallet af abnorme fødsler er blevet fordoblet i de områder, hvor uranen blev brugt. Babyer bliver født uden øjne eller hjerne. Dette skete nærmest aldrig i tiden før 1991. På grund af de forfærdelige sanktioner, der blev pålagt Irak efter krigen, har det været umuligt for irakiske læger at få anti-radioaktivitetsmaskiner, antibiotika, kemoterapeutisk medicin eller andet udstyr, der er nødvendigt for at behandle disse børn.
Disse effekter er velkendte af amerikanske eksperter, eftersom de selv studerede dem før den sidste krig. Dette fortæller os alt, vi behøver at vide om de "humanitære" følelser, som lederne af vores vestlige civilisation har. Nu planlægger de at påføre indbyggerne i dette ulykkelige land nye rædsler.
I de foregående måneder har der været en stor stigning i bombningerne af irakiske mål - med en forøgelse af missioner i den nordlige og sydlige flyveforbudszone på 40%. Dette har allerede "blødgjort" antiluftskyts, antimissil-installationer og kommandoposter i en sådan grad, at tropper hurtigt kan tvinge sig vej dybt ind i Irak. For et stykke tid siden pointerede vi, at de seneste bombninger af irakiske mål repræsenterede de første skud i krigen mod Irak. Nu er dette blevet bekræftet. Al snakken om FN var ikke andet end et røgslør, som Washington kunne presse på med deres militære forberedelser bagved. I realiteten er krigen allerede begyndt.
I Romerrigets forfaldsperiode lå magten i hænderne på korrupte og lovløse kejsere, som opførte sig som ordinære banditter. Vore dages ledende politiske repræsentanter for USA's herskende klasse er en bande af bøller, svindlere og tyve, som har bragt deres egen slags moral med sig fra forretningsverden: den junglemoral, som vi så i Enron-skandalen, kan vi nu se på den verdenspolitiske arena.
Disse mennesker er uvidende opkomlinge - indskrænkede og grove som den klasse, de kommer fra. De mangler den stil, som tidligere tiders amerikanske ledere havde. Før i tiden gjorde folk som Roosevelt og Kennedy den samme slags ting som Bush, bare med større evner. Hos dem var knytnæven normalt gemt inden i diplomatiets fløjlshandske. Nu bliver den knyttede næve brutalt hamret i bordet og i folks ansigter. Dette har den fordel, at det viser imperialismens sande natur til alle, der har øjne i hovedet og hjerne nok til at forstå, hvad der foregår. Vore dages ledere er åbenlyst kapitalens mænd og kvinder - deres politiske visioner går ikke videre end til deres bankkonto, og deres forståelse for verdenspolitik går ikke videre end til brug af rå vold. Mere end én af dem burde være i fængsel på grund af magtmisbrug i erhvervslivet. I stedet er de i spidsen for den mest magtfulde nation på jorden. Det er sådan, verdenspolitikken ser ud i det første årti af det 21. århundrede.
Mafiakliken i det Hvide Hus opfører sig i betænkelig grad lige som middelalderens røverbaroner, men hvor de gamle røverbaroner var mere eller mindre indsnævrede i deres rækkevidde på grund af deres primitive våben og deres riges begrænsede størrelse, så er vore dages moderne "bandeledere" bevæbnet med det størst tænkelige arsenal af masseødelæggelsesvåben, som man nogensinde har set i verdenshistorien. Deres redskaber er kynisk magtpolitik, bakket op af kanonbådsdiplomati. De river traktater i stykker uden at løfte et øjenbryn. De erklærer uden videre krig mod fremmede lande. Det er den slags mænd og kvinder, som nu holder verdens skæbne i deres hænder!
Det er ikke nogen tilfældighed, at den ledende klike i Washington alle er oliemænd og -kvinder. George W. Bush er søn af oliemagnaten George Bush Senior, han startede olie-selskabet Arbusto, og han er tillige tidligere aktieejer i Spectrum 7 Energy, et andet olieselskab, og tidligere leder for Harken Oil and Gas. Hans vicepræsident Dick Cheney er tidligere bestyrelsesmedlem i Halliburton Industries og er involveret i Unocal, Exxon, Shell og Chevron - dette er nærmest en telefonbog over store olieselskaber. Og lad os nu ikke glemme Condoleeza Rice. Hun er tidligere leder af Chevron Oil og Caspian Oil. Hun er så intimt forbundet med olieindustrien, at en olietanker er opkaldt efter hende. Denne tætte forbindelse med de store olieselskaber spiller uden tvivl en meget vigtig rolle i disse menneskers overvejelser.
Disse imperialistiske røvere ledte bare efter en undskyldning for at angribe. Entreprenørerne og olieselskaberne er allerede i gang med forberedelserne til en total udplyndring af Irak. Hvis de er villige til at give mere tid og til at lege videre i FN, er det kun, fordi de har brug for mere tid til at organisere deres tropper. Selvfølgelig har enhver herskende klasse i historien haft brug for en ideologi til at retfærdiggøre deres handlinger. I slutningen af middelalderen fandt de skrupuløse herskeres handlinger for at tage magten og beholde den - snigmord med gift eller daggert, intriger, komplotter og løgne - en god retfærdiggørelse i Macchiavellis skrifter. Selvom hæren af rutinerede skribenter, spin-doctorer og propagandister - prostituerede for den herskende klasse i Washington og London - mangler den store florentiners dybde, har de arbejdet hårdt for at opdigte masser af "fornuftige" grunde, der skal retfærdiggøre Iraks totale ødelæggelse.
De amerikanske imperialister, som udviser total foragt for resten af verdens folks meninger, er - bortset fra England - isolerede, men de er mere eller mindre ligeglade med dette. De ved, at deres isolation vil være midlertidig, at deres tvivlende "allierede" kan vindes over ved en blanding af bestikkelse og trusler. Højtstående amerikanske embedsmænd har gjort det klart, at resolution 1441 har givet Washington et lovligt grundlag for at gå alene i krig, hvis Sikkerhedsrådet ikke kan blive enige om, hvordan det skal reagere på irakiske overtrædelser af resolutionen. Angrebet vil derfor sandsynligvis begynde før udgangen af marts, fordi den voldsomme hede i ørkenen vil skabe alvorlige problemer efter det tidspunkt.
I det foretagende, som den amerikanske imperialisme har givet sig i kast med, spiller den engelske regering en absolut ussel rolle. London har nu lovet 40.000 soldater - en tredjedel af den engelske hær. Tony Blair optræder som Washingtons puddel - klar til at gøre, hvad herren befaler. Den latterlige forestilling om, at England er en ligeværdig partner for USA, er der næppe nogen, der tror på, ikke engang Blair selv.
Tværtimod er denne slaviske følgen efter Washington en klar afspejling af Englands underordnede stilling i verden. Landet er blevet reduceret til en lakaj for den amerikanske imperialisme, uden en egen vilje.
Det er klart, at der er dybe splittelser og modsætninger mellem de forskellige imperialistiske magter. USA, Frankrig og Rusland er alle ude efter en god stilling i verden, og især i Mellemøsten. De skændes stadig om, præcist hvilket mandat, Sikkerhedsrådet har givet til at afvæbne Saddam. Men disse skænderier er dybest set ligegyldige. Tiden er løbet fra diplomatiske pænheder. Protesterne fra Paris og Berlin har ingen virkning. De vil stilne mere og mere af i de næste par uger. Russerne har allerede ændret deres indstilling, og franskmændene er ved at gøre det samme. Der har aldrig rigtig været noget, nogen af dem har kunnet gøre, medmindre de havde i sinde at gå i krig mod USA. Hvis USA går alene i aktion, vil det udstille Sikkerhedsrådets totale impotens og vise, at Paris og Moskva har bluffet. Stillet over for et "fait accompli" har russerne allerede indgået en aftale med Washington om, at de støtter en invasion af Irak til gengæld for kontrakter, penge og lidt "forståelse" for deres lille tjetjenske problem.
Russerne, der ellers har lavet meget larm, vender på den måde helt rundt, når sandhedens time nærmer sig. De har sikkert fået tilbudt nogle godbidder under bordet, som belønning for deres besvær. Franskmændene er lidt mere komplicerede. De ønsker at fremme deres egen rolle i verden og har interesser i Irak, som ikke passer med USA's planer. Men de vil også få at vide, at hvis de nedlægger veto mod Washingtons planer i Sikkerhedsrådet, vil amerikanerne og englænderne angribe Irak alligevel, og franskmændene stå tilbage - ydmygede (hvilket er slemt), og uden oliekontrakter (hvilket er værre). De forbereder også et kursskifte. Europæerne er ikke mere moralske og fredelige end amerikanerne, bare svagere. Deres iver efter fred og diplomati skyldes den kendsgerning, at de ikke har den militære styrke til at gennemtvinge deres vilje i amerikansk stil. USA maser sig frem gennem verden og skubber al modstand til side og gennemtvinger sine synspunkter vha. magt, trusler og bestikkelse. De opfører sig som en anden Godfather i den internationale politik.
Der er ikke nogen, der er så blind, som en, der ikke vil se. På trods af alle de beviser, som er frit tilgængelige for alle, er der mennesker, som stadig tror på noget, de kalder international lov. Disse velmenende mennesker er utroligt nok stadig villige til at appellere til FN om at forhindre krig. Mens højrereformister som Blair åbent støtter imperialismen, kræver venstrereformisterne, at hvis der skal bruges magt imod Saddam Hussein, så skal det godkendes af Sikkerhedsrådet. De siger ikke "nej til krigen", men "ingen krig uden FN-støtte". De samme mennesker hilste også resolution 1441 velkommen som en sejr for freden! De prøver at påstå, at resolution 1441 ikke taler om militær indgriben, kun "inspektion" og "afvæbning"! De opfordrede Saddam til at samarbejde med FN's ledende våbeninspektør Hans Blix. Og så videre og så videre.
Dem, der bad om FN-involvering i de sidste måneder, har fået, hvad de bad om. FN stemte for resolution 1441, som i praksis banede vejen for aggressiv militær indgriben over for Irak, og som forsynede USA med en behagelig undskyldning for fremtidige aggressioner. Blækket var næppe tørt på FN-resolutionen, før Bush og Blair - the terrible twins - begyndte en kampagne om, at man ikke kunne stole på Saddam. Få timer efter at resolutionen blev vedtaget enstemmigt, advarede Bush allerede Sikkerhedsrådet mod at "forfalde til uproduktive debatter om, hvorvidt specifikke tilfælde af manglende irakisk samarbejde er alvorlige". På hvilken måde dette har tjent fredens sag, er umuligt at sige. Straks efter at Bush havde fået FN's velsignelse af en hårdere linje over for Irak, satte han yderligere fart på planerne for et massivt militært angreb. Bush og Blair har gentagne gange gjort det klart, at ethvert brud fra Iraks side kan føre til øjeblikkelig militær indgriben uden en ny resolution fra Sikkerhedsrådet. Allerede før Sikkerhedsrådet stemte for at afvæbne Irak, havde Bush godkendt en plan om at fjerne Saddam Hussein fra magten.
Påberåbelse af FN er ikke bare naivt og kortsigtet, men decideret skadeligt. Afstemningen i Sikkerhedsrådet var bare et røgslør, og bagved fortsatte forberedelserne til krigen med uformindsket fart. Mens verdens opmærksomhed blev afledt af Sikkerhedsrådets krumspring, havde Bush og hans embedsmænd allerede godkendt udkastet til en plan, der involverede et angreb på Irak med over 200.000 soldater.
For længe siden kritiserede Lenin dem, der appellerede til Folkenes Forbund om at "stoppe krig". Han beskrev forbundet som en "røverrede". FN er ikke det mindste bedre en Folkenes Forbund. De steder, hvor FN har grebet ind, såsom i Korea og Congo, har det spillet en åbent kontrarevolutionær rolle. Det forholder sig ikke anderledes mht. Irak.
FN er ikke en neutral dommer, men bare et forum for kapitalistiske magter, som nogle gange kan komme frem til aftaler om mindre vigtige sager, men i de grundlæggende spørgsmål kan det ikke ændre noget. Kontrasten mellem FN's totale mangel på indsats i forhold til Palæstina og det åbenlyse forsvar for USA's aggression over for Irak er indlysende for enhver. FN står med foldede hænder, mens Sharon slagter ubevæbnede civile palæstinensere og lader hånt om FN's resolutioner. Og George Bush, som er så ivrig efter at opretholde FN's autoritet i forbindelse med Irak, nævner slet ikke den kendsgerning, at Israel har spyttet på FN i årtier. Tværtimod støtter han Sharon.
Alt dette viser endnu engang FN's komplet reaktionære natur, og hvor utopisk det er, når nogle "venstreorienterede" og pacifister appellerer til FN om at "forsvare freden". Men det er ikke utænkeligt, at USA gennem en blanding af bestikkelse og trusler kan få en ny resolution fra Sikkerhedsrådet, som vil gavne deres formål.
Læren er tydelig: Ligesom der ikke kan dømmes upartisk mellem klasserne, kan det heller ikke lade sig gøre mellem nationerne. Det er derfor helt utilladeligt for socialister at have illusioner til FN eller at appellere til det under nogen omstændigheder. Vi fordømmer alle forsøg på at gøre det irakiske folks skæbne afhængig af intrigerne i FN. Det ville kun forvirre sagerne og udgøre en mulig undskyldning for en krig. Vi er helt imod et angreb på Irak - med eller uden Sikkerhedsrådets velsignelse. Demokrati og imperialisme
Det nuværende stadie i imperialismen og monopolkapitalismen betyder uundgåeligt, at rigdommen og magten koncentreres på meget få hænder - en håndfuld gigantiske monopoler ejer og kontrollerer den overvældende del af produktionsmidlerne.
Hele verdenshandelen kontrolleres af højst 200 kæmpe selskaber, hvoraf størstedelen er amerikanske. Alle de vigtige beslutninger tages af disse store monopolers bestyrelser. Småbitte grupper af mænd og kvinder, der ikke er valgt af nogen og ikke står til ansvar over for nogen, bestemmer over hele lande. De beslutter, om millioner af mennesker skal have arbejde eller være arbejdsløse, om de kan få mad eller må sulte, leve eller dø.
Sammenlignet med dette er de valgte regeringers magt i virkeligheden ubetydelig. George W. Bush er præsident i den mest magtfulde nation på jorden, men i virkeligheden er han kun de store monopolers marionet, og han tjener deres interesser. Han gør det ganske villigt - om end ikke altid særlig intelligent - fordi han selv er medlem af den superrige klasse af oliebaroner, som udgør en vigtig del af den amerikanske herskende klasse. Hans seneste skattelettelser var tungt afvejet til fordel for de rige. Faktisk gik 45% af skattelettelserne til den rigeste 1% af befolkningen.
Al snakken om demokrati er tomme ord, som skjuler den amerikanske monopolkapitalismes og imperialismes grimme ansigt, mens de søger at dominere hele verden og tvinge alle lande til at gøre, som de siger. Når Bush og Blair taler om "demokrati", er det bare et andet ord for de store bankers og monopolers diktatur, "fred" betyder USA's militære dominans og afvæbning af deres fjender, og "humanitær indsats" er et figenblad, der skal retfærdiggøre den mest brutale form for militær intervention.
I imperialismens epoke har demokratiet ikke noget reelt indhold. De virkelig vigtige beslutninger tages uden for parlamentet - af bestyrelserne i de store virksomheder. I det engelske parlament er magten gået fra parlamentet til ministrene, og fra dem til en lille klike af ikke-valgte embedsmænd og rådgivere omkring Tony Blair. I USA er magten også koncentreret i en lille gruppe rundt om Bush. Det samme gælder alle de andre kapitalistiske lande, som påstår at være demokratiske. Der er ingen, der tager sig af, hvad folket mener. Kun det militær-industrielle kompleks og de store olieselskaber tæller. Men der er ved at ske en stor forandring i USA. Massedemonstrationerne i Washington og San Francisco, allerede før krigen er brudt ud, viser noget om, hvad der vil komme i fremtiden.
Alle steder angribes demokratiske rettigheder, og statsapparatet får nye undertrykkende beføjelser. Anti-terrorlove hastes igennem, uden at der stilles spørgsmål - love, som kan bruges mod arbejderbevægelsen senere hen. I "terrorkrigens" navn svækkes de demokratiske rettigheder, og enorme pengesummer gives til efterretningstjenesterne, som viste deres totale fallit den 11. september. Den forfærdende behandling af ubevæbnede fanger på den amerikanske Guantanamo-base viser de amerikanske imperialisters kolde, beregnende ondskab. Der er i realiteten tale om systematisk tortur, ydmygelse og dårlig behandling af ubevæbnede fanger, som ikke har været for retten. Alt dette accepteres af den "frie presse", fordi fangerne kaldes terrorister.
Vi må bekæmpe alle forsøg på at begrænse de demokratiske rettigheder, især retten til at strejke, protestere og demonstrere - rettigheder, som arbejderbevægelsen sloges for og vandt under hård modstand fra kapitalisterne, der nu poserer som "sande demokrater". I virkeligheden har den rige elite altid været fjender af demokrati, og de accepterede det kun i en begrænset og forvreden form i den udstrækning, de blev tvunget til det af massernes pres. Arbejderbevægelsen må aldrig gå med til nogen begrænsninger af vores demokratiske rettigheder i den såkaldte terrorkrigs navn. Vi er interesserede i den størst mulige udvidelse af de demokratiske rettigheder, fordi det giver arbejderklassen bedre forhold til at kæmpe for at ændre samfundet. Men vi forstår også, at ingen af disse rettigheder er sikre, så længe jorden, bankerne og de store selskaber er nogle få rige menneskers private monopoler.
Før enhver krig kommer der en sand syndflod af propaganda, der er beregnet på at forvirre offentligheden og retfærdiggøre aggressionen ved at dæmonisere fjenden og lægge skylden over på modparten. Det er nødvendigt at følge det internationale diplomatis intriger og opdage de manøvrer og interesser, der ligger bag alle de fine ord.
Der har givetvis aldrig før i historien været så stor en manipulation af nyhederne, som der er nu. Aldrig før har pressefriheden været så udhulet som nu. Massemedierne mobiliseres til at støtte krigen. I USA har pressen generelt set underkastet sig det Hvide Hus' manipulationer, som udsendes af et pressekorps, som udgør et formidabelt apparat. Når krigen går i gang, vil de tvivlende stemmer forstumme.
I imperialismens tidsalder er det håbløst at forvente, at pressen og resten af massemedierne kan opretholde deres uafhængighed. I en situation, hvor alle de store aviser ejes af en lille håndfuld mediebaroner, kan tanken om redaktionel frihed kun fremkalde et kynisk smil. De aviser, der tilbyder delvis modstand på mindre spørgsmål, gør det kun, indtil de i sandhedens time melder fuldt ud på kapitalismens og imperialismens side på de virkelig vigtige sager.
Det er de fremskredne arbejderes pligt at følge med i, hvordan diplomatiet vender og drejer sig, og at prøve at se de virkelige klasseinteresser, som deres egen regering forsvarer. Vi må hele tiden huske på, at den rigtige fjende er vores egen herskende klasse, og at vi under ingen omstændigheder må stole på, at "vores" kapitalistklasse vil sikre fred, frihed og demokrati noget som helst sted i verden.
Hvis vi accepterer kapitalistklassens ledelse i udenrigspolitikken, ender vi uvægerligt også med at acceptere kapitalens diktatur derhjemme. Udenrigspolitikken er kun en fortsættelse af indenrigspolitikken. Krig er kun en fortsættelse af den normale politik, bare med andre midler. Vi har ikke én politik til fredstid og en anden, helt anderledes politik til krigstid. Både i krig og fred er vi helt imod arbejdsgiverne og deres stat, og vi kæmper for at forsvare arbejderklassens og dens organisationers interesser og uafhængighed.
Reformisterne vil forsøge at overbevise os om, at det er nødvendigt at stoppe klassekampen i krigstid, "til landets bedste" og "for at støtte vores tropper". Det er et kynisk trick. Alle steder skærer regeringerne ned på velfærden, med den begrundelse, at der "ikke er nogen penge" til at betale for sygeplejersker, lærere, brandfolk osv., ingen penge til at bygge skoler, huse og hospitaler eller til at udbetale ordentlige pensioner. Men der er altid penge nok til at bygge bombefly og missiler og til at invadere Afghanistan eller Irak, ligesom der også altid er penge nok til at betale skandaløse pengesummer til snylterne i de store selskaber og bankerotte firmaers aktieejere.
Vi kan ikke have noget at gøre med klassesamarbejde, hverken i krig eller fred. Vi vil sige sandheden til arbejderklassen: denne krig er en krig, der kun er til gavn for oliebaronerne, det militær-industrielle kompleks og den amerikanske imperialisme. Den er i modstrid med arbejderklassens og verdens folks interesser.
Hvad angår soldaterne - så bliver de bedt om at udgyde deres blod til ære for olieselskabernes og våbenproducenternes profitter. Soldaternes interesser kan kun tjenes gennem en klar kamp imod imperialismen og militarismen. Det er topprioritet for arbejderbevægelsen lige nu.
Kun det arbejdende folk i alle lande har ingen interesse i krige og undertrykkelse af fremmede folkeslag. Kapitalismen skaber uundgåeligt imperialisme og kamp for fremmede markeder, råmaterialer, territorium og indflydelsesområder. Kapitalisme betyder krig. Kampen mod krigen er derfor uløseligt forbundet med kampen mod kapitalismen, og for den socialistiske omdannelse af samfundet.
Det er håbløst at gå imod krigen på et rent sentimentalt eller pacifistisk grundlag. Det ville være som en læge, der bare gav sig til at græde over patientens symptomer, i stedet for at lave en præcis diagnose og ordinere den korrekte medicin. Det kan godt være, at patienten ville være taknemmelig for denne medfølelse, men han ville næppe få særlig meget ud af det.
Hvis der skal føres en effektiv kamp mod krigen, må man først forstå årsagerne til krig, og det er kun muligt, hvis vi forstår, hvilke klasseinteresser, der er bag krigene. Lenin forklarede for længe siden, at kapitalisme betyder krig. I den nuværende kapitalistiske nedgangsperiode er dette mere sandt end nogensinde. Kapitalismens globale krise kommer til udtryk som generel ustabilitet - på det økonomiske, politiske og militære plan.
Krige kan ikke forhindres af FN eller ved pacifistiske appeller om fred. Krig kan kun forhindres gennem masseaktion og ved revolutionær kamp mod imperialisme og kapitalisme. På trods af alle Pentagons nøje lagte planer kan den nuværende konflikt meget vel skabe mange overraskelser. De amerikanske planlæggere vil gerne have, at krigen bliver hurtigt overstået. De regner med hurtigt at erobre landområder, som så skal bruges som baser, hvorfra de amerikanske styrker kan trænge dybere ind i landet.
Grunden til dette er klar. USA er under pres fra nabolandene, inklusiv Saudi Arabien, som ønsker, at krigen bliver så kort som muligt og forårsager færrest muligt civile ofre. Tilstedeværelsen af store antal amerikanske soldater i området skaber stor bekymring i de pro-vestlige arabiske regimer, som frygter massernes reaktion.
Amerikanske embedsmænd har snakket om noget, der er blevet kaldt en "direkte overgang" fra angreb til militær besættelse af dele af landet. De lader til at have stor selvtillid - sikkert alt for meget. Men krigens blodige ligning er fuld af ubekendte, og der er ingen, der kan forudsige resultatet med sikkerhed. Napoleon pointerede engang, at krig er den mest komplicerede af alle ligninger.
Det er umuligt på forhånd at bedømme den irakiske hærs og massernes kampånd. Det er ikke klart, i hvor høj grad det irakiske folk vil være villige til at kæmpe for det nuværende regime. Men irakerne vil udkæmpe en defensiv krig, ikke i Kuwait, men i deres eget land. Der er et had til den amerikanske imperialisme, som kan komme til udtryk i en kampvilje, som kan give erobrerne nogle ubehagelige overraskelser.
Det vil ikke blive en let sag at besætte et land som Irak. Det forstår de mere klarsynede medlemmer af den amerikanske generalstab også. CIA lader til at have alvorlige indvendinger mod hele foretagendet. Når amerikanerne ikke udnyttede deres fordel i 1991 og gik ind i Bagdad, så var det ikke af sentimentale årsager, men af frygt for følgerne. Dick Cheney mente f.eks. for 12 år siden, at det ville være for farligt at invadere Irak. Det kan han have ret i. Det er sandt, at den irakiske hær kollapsede hurtigt under Golfkrigen i 1991, men denne gang er tingene anderledes.
Der er allerede nogle amerikanske generaler, der advarer om, at hvis det kommer til kamp i gaderne i Bagdad, så kan de amerikanske tabstal blive meget høje. Irakerne vil komme til at udkæmpe en forsvarskrig i deres eget land. Hvad angår Saddam Hussein og den ledende klike, så kæmper de for deres overlevelse. Og selvom irakerne ikke har de mængder af masseødelæggelsesvåben, som Bush siger, så har de sikkert nok våben til at lave alvorlig skade.
Det betyder ikke, at USA vil lide nederlag. Deres kolossale overmagt mht. ildkraft turde være nok til at sikre sejren, selvom det ikke er klart, hvad prisen vil blive for den sejr. Der kan vente dem alle mulige slags ubehagelige overraskelser. Det så vi på en højst besynderlig måde i juli måned sidste år under en stor krigsøvelse, der blev kaldt Millenium Challenge - det største krigsspil nogensinde, som kostede hele 250 millioner dollars. Under denne øvelse, der handlede om en krig i Irak, blev den amerikanske hærs samlede styrke sat imod én mand - Paul Van Riper, en pensioneret generalløjtnant fra flåden. Resultatet blev, at den amerikanske hær led et voldsomt nederlag, med 15 "sænkede" skibe og tusindvis af "dræbte" soldater, før øvelsen i al hast blev afblæst igen.
Spørgsmålet om troppernes kampånd gælder ikke kun den ene side. Det er også et spørgsmål for de amerikanske og engelske soldater. Det her er ikke nogen populær krig, og nogle vestlige officerer har endda udtrykt deres tvivl om den. For nylig kom det frem, at 65% af de engelske kamppiloter var imod krigen. Hvis tabstallene bliver større end ventet (og det kan ikke udelukkes), vil det få alvorlige følger for de amerikanske troppers kampiver, og endnu vigtigere - hjemme i USA selv. Bush spiller højt spil, og det kan meget vel vise sig at have været en stor fejlberegning. Selv hvis USA vinder, vil det kun være begyndelsen på problemerne. Krige har ofte været fødselshjælpere for revolutioner, og det kan de blive igen. De voldsomme aggressioner, som den amerikanske imperialisme gennemfører, vil utvivlsomt få alvorlige konsekvenser, som imperialisterne ikke regner med. Ligegyldigt hvad der bliver resultatet af den umiddelbare militære konflikt (hvilket også er uforudsigeligt), så vil der opstå kaos.
Invasionen af Irak vil få vidtrækkende følger i hele Mellemøsten. De pro-vestlige arabiske regimer som Egypten, Jordan og Saudi Arabien er meget bange for, at en krig i Irak kan antænde en eksplosion i masserne på gaderne i Amman og Cairo og føre til, at disse rådne og korrupte regimer bliver væltet. Derfor håber de på, at der ikke kommer nogen krig. Men det er utopi.
Arbejderne og ungdommen i de arabiske lande er allerede ved at mobilisere imod imperialismen. Men det er ikke nok. I de sidste 50 år er Mellemøstens og Nordafrikas enorme potentiale blevet spildt af korrupte borgerlige regimer, der i virkeligheden kun er imperialisternes lokale medløbere. Alle massernes kolossale ofre i kampen for national frigørelse før i tiden har ikke ført til noget som helst. Den arabiske verden er mere afhængig af imperialismen i dag end på noget andet tidspunkt. Det er på tide at skifte kurs! Den anti-imperialistiske revolution kan kun lykkes, når den bliver til en anti-kapitalistisk kamp, hvor arbejdere og bønder styrter de arabiske herskere, godsejere og kapitalister.
Den enorme olierigdom og det store økonomiske potentiale i dette kæmpe område kan kun komme til rigtig udfoldelse i en socialistisk føderation af landene i Mellemøsten og Nordafrika. Opsplittelsen af den arabiske verden gør den svag og forsvarsløs over for imperialismen. Den socialistiske revolution vil feje de kunstige grænser væk, som adskiller millioner af mennesker med fælles sprog, historie og kultur, og skabe forudsætningerne for en blomstrende økonomi og kultur. Kun en socialistisk føderation kan løse de problemer, som palæstinensere, jøder, kurdere, koptere, drusere, armeniere, berbere og andre folkeslag lider under i området. Kapitalismen har svigtet alle Mellemøstens og Nordafrikas folk. Kun socialismen kan tilbyde en udvej.
Mens krigen kommer nærmere og nærmere, oplever verdens aktiemarkeder store fald. Oliepriserne stiger, og det vil de fortsætte med. Investorerne er nervøse. Arbejdsløsheden vil stige yderligere. Drømmen om en hurtig bedring i den kriseramte verdensøkonomi er blevet udskudt på ubestemt tid. Den økonomiske krise betyder, at skatteindtægterne falder, og at underskuddene stiger. De store udgifter til krigen vil derfor skulle betales med en ny omgang nedskæringer på velfærden, som vil komme til at ramme arbejderne og middelklassen.
Når vi beklager os, har de imperialistiske regeringer svar parat: "Det er hårde og svære tider. Vi må alle være klar til at ofre os for nationens interesser". Dermed mener de bankernes og de store selskabers interesser - dem der ejer og kontrollerer alle lande. Nationens rigdom, siger de, er ikke ubegrænset. Vi må tage nogle hårde valg, og vi må ikke vige tilbage for at gøre vores pligt. Men de riges profitter og bonusser er hellige: de må ikke røres! De hårde valg vil kun ramme de fattigste dele af samfundet. Med andre ord skal der bruges penge på krig, og ikke velfærd. De bruger terrortruslen som en belejlig undskyldning til at opruste helt vildt. De pengesummer, som er involveret i dette, er helt fantastiske. Så argumentet med, at der "ikke er råd" til de ting, folk gerne vil have, holder ikke.
Højrefløjen anklager marxisterne for at ville gøre landet forsvarsløst. Men det er slet ikke tilfældet. Vi er ikke pacifister og anerkender behovet for en hær. Men den slags hær, der er brug for til at forsvare vores interesser, behøver ikke at være det opsvulmede monster, som de fleste moderne lande har.
Den nuværende oprustning går ikke ud på at "forsvare fædrelandet", men er beregnet på imperialistisk udplyndring og prestige, og på at puste de kæmpemæssige våbenproducenters profitter op. Det fremkalder et oppustet og snyltende bureaukrati, der nu opsluger en enorm og stigende del af den rigdom, som arbejderklassen i alle lande producerer. Det er virkelig fantastisk, hvor mange penge, der spildes på våben.
Golfkrigen i 1991 kostede England mellem 2,5 og 3 milliarder pund i vore dages priser. Dengang kunne England sende det meste af regningen videre til andre allierede. Nu har Gordon Brown - den engelske finansminister - sat 1 milliard til side til at dække udgifterne til en kommende krig i Irak. Men eksperter har udregnet, at hvis konflikten trækker ud, kan det nå helt op på 5 milliarder pund. For at give en idé om hvad den slags penge kunne bruges til, så ville det f.eks. kunne forøge ressourcerne til den hårdt trængte engelske sundhedssektor med 7%.
Siden anden verdenskrig har USA brugt så meget som 19 billioner dollars på våben. Hvis man havde brugt 26 millioner dollars hver dag i 2000 år, ville det stadig være mindre, end amerikanerne har brugt på våben siden 1945. De penge, som USA har brugt på den måde, ville have været nok til fuldstændigt at forandre alle menneskers levestandard i hele verden. Denne lille detalje viser, hvor rådden og reaktionær kapitalismen er i sin senile forfaldsperiode.
Formålet med militæret er ikke at forsvare fædrelandet, men at skabe et enormt og undertrykkende apparat, der kan gå i krig med kapitalistiske rivaler. Det er en fast del af det kapitalistiske system. Arbejderne og middelklassen forventes at betale for dette oppustede apparat og generalernes dyre legetøj, uden at komme med indvendinger. Men denne enorme og omkostningsfulde maskine viste sig at være ekstremt ineffektiv den 11. september, og lige siden har den været involveret i aktiviteter, som langt fra vil mindske risikoen for terrorangreb, men tværtimod forøge den betragteligt.
Argumentet med "krig mod terror" giver ingen mening. Hvad skal en kæmpe hær med atombomber og hangarskibe nytte imod en lille gruppe fanatikere bevæbnet med hobbyknive?
Den uprovokerede aggression mod Irak har intet at gøre med "krig mod terror", men alt at gøre med USA's ambitioner om at opnå total global dominans og monopol på kontrollen med olierigdommen i hele Mellemøsten. Vores holdning til sådan en krig er helt klar: direkte og aktiv modstand!
Ikke en eneste øre, ikke en eneste soldat, ikke en eneste kugle til den imperialistiske krig i Golfen! Hold op med at spilde penge på våben. I stedet kræver vi: et omfattende program for offentlige arbejder. Flere penge til boliger, skoler, hospitaler og pensioner! Omgående nationalisering af våbenindustrien og inddragelse af våbenproducenternes profitter. For en nationaliseret planøkonomi under arbejderklassens egen demokratiske ledelse og kontrol.
Én ting er helt klar: denne krig er ikke til gavn for nogen som helst, bortset fra imperialisterne og de store olieselskaber, som står bag kliken i det Hvide Hus. Selv i USA vil tingene ikke blive så simple, som Bush går og tror. Hvis den amerikanske hær begynder at lide alvorlige tab, vil den eventuelle støtte, der måtte være til krigen, hurtigt fordampe. Bush's og hans republikaneres nylige valgsejre vil blive til det modsatte. Der er ikke nogen stor opbakning til den her krig i USA, men snarere en slags modvillig accept. Det er situationen, allerede før de første skud er blevet affyret. Efterhånden som tingene udvikler sig, vil modstanden vokse.
I andre lande er der en stor direkte modstand. I England er der meget lidt opbakning til krigen uden for Blairs lille klike, som er helt uden forbindelse til den rigtige stemning i landet. I de fleste europæiske lande er der åben modstand, som kan vokse til en seriøs anti-krigsbevægelse i de kommende måneder. Alle socialister, alle klassebevidste arbejdere og fagligt aktive, alle unge, der ønsker at kæmpe for en bedre verden, må gå med i den mest aktive kamp mod den uretfærdige imperialistiske krig. Det er nødvendigt at skabe den bredest mulige massebevægelse mod imperialismen og militarismen. Det er nødvendigt at gå imod den uhyrlige aggression mod Iraks folk med alle de midler, vi har til rådighed.
En vigtig prioritet er dannelsen af aktionskomitéer imod krigen i alle byer, som kan samle fagligt aktive, socialister, kommunister, ungdomsorganisationer, studerende, indvandrere og alle, der er villige til at føre en konsekvent og aktiv kamp.
Lad os gå sammen om at organisere en massiv kampagne imod krigen, med demonstrationer, blokader, løbesedler og massemøder på alle arbejdspladser, skoler og universiteter. Lad folkets stemme blive hørt! Vi må sige fra over for imperialisternes forsøg på at bruge faciliteter i forskellige lande til deres aggressive planer. Den belgiske kampagne for at afsløre brugen af havnene til krigsskibe er et godt eksempel på, hvad man kan gøre. Det må følges op i andre lande. Den spanske elevorganisations initiativ til at kalde elever og studerende i alle lande til fælles kamp mod krigen må støttes og fremmes alle steder. Frem for alt må vi slås for at vinde arbejderbevægelsen for anti-krigsbevægelsen. Der må vedtages resolutioner i alle fagforeninger og tillidsmandskomitéer med krav om, at fagforbundene går imod krigen.
Hvor det er muligt, må man rejse krav om strejker mod krigen. Spørgsmålet må sættes på dagsordenen og diskuteres på arbejdspladserne.
Hvis der vises initiativ, og sagen bliver lagt klart frem, vil arbejderklassen reagere. Vi har allerede set, hvordan togførere i England har nægtet at transportere materiel til krigen. Det er et vigtigt symptom på den stemning, der er ved at udvikle sig i klassen.
En kampagne inde i arbejderbevægelsen er særlig vigtig i England, hvor stemningen i befolkningen overvejende er imod krigen og Bush-pudlen Blairs krigspolitik. Blair & co.'s opførsel har vakt harme i arbejderbevægelsen. Allerede før krigen er gået rigtigt i gang, har 49 Labour-parlamentsmedlemmer stemt imod regeringen.
Vi må slås imod krigen, men vi må gøre det med de korrekte metoder, og den rigtige taktik og politik: arbejderbevægelsens taktik, og socialistisk og internationalistisk politik, der forbinder kampen mod verdensimperialismen med behovet for en socialistisk omdannelse af samfundet både her og i udlandet.
Nej til krigen! Ned med imperialismen og kapitalismen! Ingen krig - kun klassekrig!