| Tilbage | Næste |
Anvendt arbejdskraft er arbejdet selv. Køberen af arbejdskraften benytter den ved at lade sælgeren af den arbejde. Ved at arbejde bliver sidstnævnte in actu [i virkeligheden], hvad han tidligere kun var in potentia [som mulighed], nemlig en arbejdskraft i aktion eller en arbejder. For at hans arbejde kan blive omsat til varer, må han først fremstille brugsværdier, dvs. ting der kan tjene til tilfredsstillelse af behov af en eller anden art. Det er altså en særlig brugsværdi, en bestemt artikel, som kapitalisten lader arbejderen fremstille. Produktionen af brugsværdier eller goder ændrer ikke sin almindelige karakter ved, at den bliver udført i kapitalistens interesse eller under hans kontrol. Arbejdsprocessen skal derfor i første omgang betragtes uafhængigt af den særlige form, den antager under givne sociale betingelser.
Arbejdet er i første instans en proces, hvori både mennesket og naturen deltager, en proces, hvor mennesket på eget initiativ iværksætter, regulerer og kontrollerer sit stofskifte med naturen. Han stiller sig som naturmagt op som modstykke til selve naturstoffet; han sætter de naturkræfter, han er udrustet med, nemlig arme, ben, hoved og hænder, i bevægelse for at tilegne sig naturprodukterne i en form, der er tillempet hans egne behov. Samtidig med at han gennem denne bevægelse indvirker på og ændrer naturen uden for ham selv, ændrer han sin egen natur. Han udvikler de kræfter, der slumrer i ham, og tvinger dem til lydigt at efterkomme hans magtbud. Det er ikke de primitive, dyrisk instinktmæssige former for arbejde, vi her har med at gøre. Den samfundstilstand, hvor arbejderen optræder på varemarkedet som sælger af sin arbejdskraft, ligger umådelig fjernt fra den tingenes tilstand i den præhistoriske tid, hvor det menneskelige arbejde endnu ikke havde mistet sin første instinktive form. Vi forudsætter arbejdet i en form, der udelukkende hører mennesket til. En edderkop udfører operationer, der ligner væverens, og en bi gør ved opbygningen af sine voksceller mangen en bygmester til skamme. Hvad der imidlertid på forhånd udmærker den dårligste bygmester frem for den bedste bi er, at han har bygget cellen op i tanken, før han bygger den i voks. Ved slutningen af arbejdsprocessen fremkommer et resultat, der allerede ved begyndelsen af processen eksisterede som en forestilling hos arbejderen, altså allerede ideelt var til stede. Han afstedkommer ikke blot en formændring af det materiale, han arbejder med, men samtidig virkeliggør han sit eget mål, der som en lov bestemmer hans handlemåde, og som hans vilje må underordne sig. Og denne underordning er ikke nogen forbigående akt. Under hele arbejdet kræver processen ikke blot en anstrengelse af de organer, der arbejder, men også at arbejderens vilje til stadighed er i samklang med hans mål. Dette betyder, at der kræves stor opmærksomhed. Jo mindre han føler sig tiltrukket af arbejdets natur og den måde, det udføres på, og jo mindre han derfor nyder det som en leg, under hvilken hans legemlige og åndelige kræfter udfolder sig, jo mere opmærksom er han nødt til at være.
Arbejdsprocessens elementære momenter er 1. den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv, 2. arbejdsgenstanden og 3. arbejdsmidlerne (arbejdsredskaberne).
Jorden (herunder økonomisk set også vandet), således som den oprindeligt forsyner menneskene med fornødenheder [1] , eksisterer uafhængigt af mennesket og er det menneskelige arbejdes almindelige genstand. Alle de ting, som arbejdet kan adskille fra deres umiddelbare sammenhæng med jorden, er arbejdsgenstande, der spontant leveres af naturen. Således forholder det sig med fisken, der fanges og adskilles fra sit livselement, vandet; træet, der bliver fældet i urskoven, og malmen, der bliver brudt løs fra sine årer. Er vor arbejdsgenstand derimod allerede så at sige filtreret gennem tidligere arbejde, så kalder Vi det råmateriale. F.eks. den allerede brudte malm, som nu bliver udvasket. Alt råmateriale er arbejdsgenstand, men ikke enhver arbejdsgenstand er råmateriale. Råmateriale bliver arbejdsgenstanden først, når den gennem arbejde har undergået en vis forandring.
Arbejdsmidlet (arbejdsredskabet) er en ting eller et kompleks af ting, som arbejderen skyder ind mellem sig og arbejdsgenstanden, og som tjener til at orientere ham i hans videre beskæftigelse med genstanden. Ved at udnytte tingenes mekaniske, fysiske og kemiske egenskaber får han dem til at indvirke på andre ting i overensstemmelse med sin vilje. [2] Bortset fra tilegnelsen af færdige livsfornødenheder, f.eks. frugter, hvor det udelukkende er hans egne lemmer, der tjener ham som arbejdsredskab, er den genstand, som arbejderen umiddelbart bemægtiger sig, ikke arbejdsgenstanden, men arbejdsredskabet. Således bliver naturen selv til organ for hans virksomhed, et organ, han føjer til sine lemmer, så han derved, på trods af Bibelen, forlænger sit legeme. Ligesom jorden oprindeligt er hans spisekammer, således er den også oprindeligt et lager for hans arbejdsredskaber. Den forsyner ham f.eks. med stenen, som han kaster, gnider, trykker, skærer med osv. Jorden selv er et arbejdsredskab, men for at den kan blive udnyttet som arbejdsredskab i agerbruget, forudsættes en hel række andre arbejdsredskaber og en relativ høj udvikling af arbejdskraften. [3] Så snart arbejdsprocessen har nået et vist udviklingstrin, kræves der særligt tilvirkede arbejdsredskaber. I de ældste menneskehuler finder vi stenværktøj og stenvåben. I begyndelsen af menneskehedens historie spillede det tæmmede, altså det gennem arbejde modificerede, opdrættede dyr, foruden forarbejdede sten, træ, knogler og muslingeskaller hovedrollen som arbejdsredskab. [4] Anvendelse og tilvirkning af arbejdsredskaber karakteriserer den specifikt menneskelige arbejdsproces, skønt dette træk findes i kimform hos visse dyrearter; Franklin definerer derfor mennesket som »a tool-making animal«, et værktøj-fabrikerende dyr. Levn af fordums arbejdsredskaber har samme betydning for studiet af svundne økonomiske samfundsformationer, som strukturen af knoglelevn af uddøde dyrearter har for erkendelsen af deres organisation. Det der skiller de økonomiske epoker, [5] er ikke, hvad der bliver lavet, men derimod hvorledes, og med hvilke arbejdsredskaber det bliver lavet. Arbejdsredskaberne er ikke blot målestok for udviklingen af den menneskelige arbejdskraft, men de fortæller også noget om de sociale betingelser, hvorunder der bliver arbejdet. Blandt arbejdsredskaberne viser de mekaniske arbejdsredskaber, hvis samlede mængde man kan kalde produktionens knogle- og muskelsystem, langt flere betydningsfulde karakteristika for en samfundsmæssig produktionsepoke, end de arbejdsredskaber, der kun tjener som beholdere for arbejdsgenstandene, og hvis samlede mængde man i al almindelighed kan kalde produktionens karsystem. f.eks. rør, kar, kurve, krukker osv. Først i den kemiske fabrikation spiller de en betydningsfuld rolle. [6]
Foruden de ting, der direkte bruges ved overførsel af arbejde til arbejdsgenstanden, og som derfor på den ene eller den anden måde tjener til at styre arbejdsvirksomheden, tæller arbejdsprocessen blandt sine redskaber i videre forstand alle objektive betingelser, der i det hele taget skal være opfyldt, for at processen kan finde sted. De indgår ikke direkte i processen, men uden dem kan den slet ikke eller kun på ufuldkommen måde finde sted. Det almindeligste arbejdsredskab af denne art er atter jorden, da den skaffer arbejderen et locus standi [ståsted] og et virkefelt for processen (field of employment). Til klassen af arbejdsmidler, der er resultat af tidligere arbejde, hører værksteder, kanaler, veje osv.
I arbejdsprocessen fremkalder menneskets virksomhed via arbejdsredskabet altså en fra begyndelsen tilsigtet ændring af arbejdsgenstanden. Processen ophører med produktet. Dens produkt er en brugsværdi, et naturstof, der gennem formændring er blevet tilpasset menneskelige behov. Arbejdet har forbundet sig med sin genstand. Arbejdet er legemliggjort, og genstanden er forvandlet. Hvad der hos arbejderen viste sig som bevægelse, viser sig nu i produktet som en fikseret egenskab uden bevægelse. Spinderen har spundet, og produktet er et spind.
Betragter man hele processen set ud fra resultatet eller produktet, så fremtræder arbejdsredskabet og arbejdsgenstande som produktionsmidler, [7] og arbejdet selv som produktivt arbejde. [8]
Når en brugsværdi som produkt kommer ud af arbejdsprocessen, indgår andre brugsværdier eller produkter fra tidligere arbejdsprocesser som produktionsmidler i den. Den brugsværdi, der er produktet af dette arbejde, er produktionsmiddel i et andet. Produkter er derfor ikke blot resultater, men på samme tid betingelser for arbejdsprocessen.
Med undtagelse af den ekstraktive industri, hvis arbejdsgenstand findes i naturen, såsom bjergværksdrift, jagt, fiskeri osv. (agerdyrkning kun, for så vidt den selv i første instans bryder den jomfruelige jord op), behandler alle industrigrene en genstand, råmaterialet, dvs. en arbejdsgenstand, der allerede selv er forarbejdet, eller et arbejdsprodukt. Således forholder det sig f.eks. med frø i agerbruget. Dyr og planter, som man plejer at betragte som naturprodukter, er i deres nuværende form ikke blot resultat af f.eks. sidste års arbejde, men de er resultat af en stadig forvandlingsproces, der har fundet sted gennem mange generationer under menneskelig kontrol og i kraft af menneskeligt arbejde. Hvad især arbejdsredskaberne angår, så viser de i de allerfleste tilfælde selv for den mest overfladiske iagttager spor af tidligere tiders arbejde.
Råmaterialet kan enten være grundsubstansen i et produkt, eller det kan blot indgå som hjælpestof i dannelsen af det. Hjælpestoffet forbruges af arbejdsredskaberne, således kul af dampmaskinen, olie af hjulet, hø af arbejdshesten, eller det bliver tilsat råmaterialet, for at fremkalde en stoflig ændring af det, såsom klor til ubleget lærred, kul til jern, farve til uld, eller det medvirker til udførelsen af arbejdet, som f.eks. stoffer, der anvendes til belysning og opvarmning af arbejdslokalet. Forskellen mellem hovedstof og hjælpestof forsvinder i den egentlige kemiske fabrikation, da ingen af de anvendte råmaterialer viser sig igen i deres oprindelige sammensætning i produktets substans. [9]
Da enhver ting har adskillige egenskaber og derfor kan anvendes til forskellige formål, kan det samme produkt være råmateriale i forskellige arbejdsprocesser. Korn f.eks. er råmateriale for mølleren, stivelsesfabrikanten, destillatøren, kvægopdrætteren osv. Det bliver råmateriale i sin egen produktion i form af sædekorn. Således træder kul ud af mineindustrien som produkt og ind i den som produktionsmiddel.
Det samme produkt kan tjene både som arbejdsredskab og som råmateriale i den samme arbejdsproces; f.eks. ved fodring af kvæg, hvor kvæget samtidig med at det er råmateriale også er redskab i gødningsfremstillingen.
Et produkt, der eksisterer i en sådan form, at det umiddelbart kan konsumeres, kan på ny blive råmateriale i et andet produkt, som når druer f.eks. er råmateriale for vin. Eller arbejdet giver os sit produkt i en sådan form, at det kun kan anvendes igen som råmateriale. Råmateriale i denne tilstand hedder halvfabrikata, men trinfabrikata ville være et bedre navn, som f.eks. bomuld, tråd, garn osv. Skønt det selv allerede er et produkt, kan et sådant råmateriale have en hel trinrække af processer at gennemløbe, hvor det i stadig ændret form hele tiden på ny optræder som råmateriale, indtil den sidste arbejdsproces afleverer det som færdigt konsumtionsmiddel eller som et færdigt arbejdsmiddel.
Heraf ser man følgende: om en brugsværdi opfattes som råmateriale, arbejdsmiddel eller produkt afhænger helt og holdent af dens funktion i arbejdsprocessen, af den plads, som den der indtager; og med ændringen af denne plads, ændres vor opfattelse af brugsværdien.
Ved deres indtræden som produktionsmidler i nye arbejdsprocesser mister produkterne derfor deres karakter af produkt. De fungerer efterhånden kun som tingslige faktorer i det levende arbejde. Spinderen behandler blot spindlen som et spinderedskab og hørren kun som det materiale, han spinder. Ganske vist kan han ikke spinde uden spindemateriale og spindel. Tilstedeværelsen af disse produkter er derfor forudsat, når spindevirksomheden begynder. Men i processen selv er det lige så ligegyldigt, at hørren og spindlen er produkter af et tidligere arbejde, som det er ligegyldigt for fordøjelsesprocessen, at brødet er et produkt af bondens, møllerens og bagerens arbejde osv. Tværtimod er det sådan, at hvis produktionsmidlerne i arbejdsprocessen gør deres karakter gældende som produkter af forgangent arbejde, er det på grund af deres mangler. En kniv, der ikke kan skære, garn, der bestandig går i stykker osv. får en til at tænke på knivsmed A og garnspinder E. I det fuldt færdige produkt er det arbejde, i kraft af hvilket det har fået sine nyttige egenskaber, ikke håndgribeligt og er tilsyneladende forsvundet.
En maskine, der ikke tager del i arbejdsprocessen, er unyttig. Desuden bliver den et bytte for det naturlige stofskiftes ødelæggende magt. Jernet ruster, og træet rådner op. Garn, der ikke bliver brugt til at væve eller strikke med, er ødet bomuld. Det levende arbejde må gøre brug af disse ting, vække dem fra de døde for at forvandle dem fra kun mulige til virkelige og virkende brugsværdier. Berørt af arbejdets ild, taget i besiddelse af arbejdets organer og vakt til live til deres begrebs- og fagmæssige funktioner i processen, går de ganske vist også til grunde, men med et bestemt sigte, idet de indgår som dannelseselementer af nye brugsværdier eller nye produkter, der er egnede til som subsistensmidler at indgå i det individuelle forbrug eller som produktionsmidler i en ny arbejdsproces.
Hvis på den ene side færdige produkter ikke blot er resultater, men også eksistensbetingelser for arbejdsprocessen, så er på den anden side deres indgåen i denne proces, altså deres kontakt med det levende arbejde, det eneste middel til at bevare og virkeliggøre disse produkter af forgangent arbejde som brugsværdier.
Arbejdet forbruger eller konsumerer sine materielle elementer, sine genstande og sine redskaber og er følgelig en konsumtionsproces. Denne produktive konsumtion adskiller sig fra den individuelle konsumtion ved, at sidstnævnte forbruger produkterne som subsistensmidler for det levende individ, medens førstnævnte forbruger dem som subsistensmidler for arbejdet eller det levende individs arbejdskraft. Den individuelle konsumtions produkt er derfor konsumenten selv, medens resultatet af den produktive konsumtion er et produkt, der er forskelligt fra konsumenten.
Såfremt arbejdets redskaber og genstande allerede selv er produkter, forbruger det produkter for at skabe produkter eller forbruger m.a.o. produkter som produktionsmidler til produktionen af nye produkter. Men ligesom arbejdsprocessen oprindelig kun foregik mellem mennesket og jorden, der eksisterer uafhængigt af ham, således anvender vi selv nu stadigvæk mange produktionsmidler, der er leveret direkte af naturen, og som ikke danner nogen kombination af naturstoffer og menneskeligt arbejde.
Arbejdsprocessen, sådan som vi her har fremstillet den i dens simple og abstrakte elementer, er en formålsrettet virksomhed med sigte på fremstilling af brugsværdier, tilegnelse af naturstof til opfyldelse af menneskelige behov; den er den generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskets eksistens, og derfor uafhængig af enhver form for dette liv, eller bedre udtrykt, er fælles for alle de sociale former, som menneskelivet antager. Det var derfor ikke nødvendigt for os at give en fremstilling af arbejderen i forhold til andre arbejdere; mennesket og dets arbejde på den ene side, naturen og dens materiale på den anden side var tilstrækkeligt. Lige så lidt som man kan smage på hveden, hvem der har avlet den, lige så lidt kan man af arbejdsprocessen se, under hvilke betingelser den foregår, om det er under slaveejerens brutale pisk eller under kapitalistens årvågne øje, om Cincinnatus udfører den ved at dyrke sine par jugera [morgen, ca. ½-1 td. land], eller den vilde udfører den ved med en sten at nedlægge et vildt dyr. [10]
Lad os nu vende tilbage til vor kapitalist in spe. Vi forlod ham, efter at han på varemarkedet havde købt alle de faktorer, der indgår i en arbejdsproces, de materielle faktorer eller produktionsmidlerne og den personlige faktor eller arbejdskraften. Med et snu kenderblik har han udvalgt de produktionsmidler og arbejdskræfter, der er bedst egnede i hans specielle bedrift, spinderi, støvleproduktion osv. Vor kapitalist tager altså den vare, han lige har købt, arbejdskraften, i brug, dvs. han lader bæreren af arbejdskraften, arbejderen, forbruge produktionsmidlerne under sit arbejde. Arbejdsprocessens generelle natur ændrer sig naturligvis ikke ved, at arbejderen udfører den for kapitalisten og ikke for sig selv. Men heller ikke de særlige metoder eller operationer, der anvendes, når man laver støvler eller spinder garn, ændrer sig foreløbigt ved kapitalistens mellemkomst. Han må begynde med at tage arbejdskraften, sådan som han forefinder den på markedet, og må følgelig også være tilfreds med et arbejde, som stammer fra en periode, hvor der endnu ingen kapitalister var. Den ændring af produktionsmåden, der finder sted ved, at arbejdet underordnes kapitalen, kan først indtræffe senere, og skal derfor først behandles i et senere kapitel.
Arbejdsprocessen som en proces, under hvilken kapitalisten konsumerer arbejdskraft, viser nu to karakteristiske træk.
Arbejderen arbejder under kapitalistens kontrol, og det er kapitalisten hans arbejde tilhører. Kapitalisten passer på, at arbejdet bliver udført på en ordentlig måde, og at produktionsmidlerne bliver anvendt formålstjenligt, at der altså ikke går mere råmateriale til spilde end højst nødvendigt, og at arbejdsredskabet skånes, dvs. at det kun bliver ødelagt i det omfang, som dets anvendelse i arbejdet nødvendiggør.
For det andet: Produktet er kapitalistens ejendom, ikke den umiddelbare producents eller arbejderens. Kapitalisten køber en dags arbejdskraft til dens værdi. Anvendelsen af den, som af enhver anden vare, f.eks. af en hest, han har lejet for en dag, tilhører altså ham for denne ene dag. Anvendelsen af varen tilhører køberen af varen, og ejeren af arbejdskraften afleverer i virkeligheden kun den af ham solgte brugsværdi, når han afleverer sit arbejde. Fra det øjeblik han trådte ind i kapitalistens værksted, tilhørte brugsværdien af hans arbejdskraft, altså dens anvendelse eller arbejdet, kapitalisten. Kapitalisten har ved køb af arbejdskraften indlemmet arbejdet som et levende gæringsstof i produktets døde dannelseselementer, der ligeledes tilhører ham. Set fra hans standpunkt er arbejdsprocessen kun konsumtion af den af ham købte vare, nemlig arbejdskraften, som han dog kun kan konsumere, når han føjer produktionsnudlerne til. Arbejdsprocessen er en proces mellem ting, som kapitalisten har købt, mellem ting der tilhører ham. Produktet af denne proces tilhører derfor ham i lige så høj grad som produktet af gæringsprocessen i hans vinkælder. [11]
Produktet, der er kapitalistens ejendom, er en brugsværdi, som f.eks. garn eller støvler. Men skønt støvler i en vis forstand er basis for det samfundsmæssige fremskridt, og vor kapitalist så afgjort er en fremskridtets mand, så fabrikerer han dog ikke støvlerne for deres egen skyld. I vareproduktionen er brugsværdien på ingen måde det »qu'on aime pour lui-même« [som man holder af for dets egen skyld]. Brugsværdier bliver kun produceret af kapitalisten, fordi og for så vidt de udgør det materielle substrat for bytteværdi, eller sagt med andre ord: er bærere af bytteværdi. Der er to ting vor kapitalist har for øje: For det første vil han producere en brugsværdi, der har bytteværdi, det vil sige en artikel, der er fremstillet med salg for øje, nemlig en vare; og for det andet vil han producere en vare, hvis værdi skal være højere end den samlede værdi af de varer, der medgår til dens produktion, dvs. produktionsmidlerne og arbejdskraften, som han købte på varemarkedet for sine gode penge. Han vil ikke blot producere en brugsværdi, men også en vare, ikke kun brugsværdi, men også værdi, og ikke blot værdi, men også merværdi.
Det må erindres, at det er vareproduktion, vi her beskæftiger os med, og at vi indtil nu åbenbart kun har betragtet en side af processen. Ligesom varen er en enhed af brugsværdi og værdi, må dens produktionsproces være en enhed af arbejdsproces og værdiskabende proces.
Lad os nu betragte produktionsprocessen som en værdiskabende proces.
Vi ved, at enhver vares værdi er bestemt af den mængde arbejde, der er materialiseret i dens brugsværdi, af den arbejdstid, der under givne sociale betingelser er nødvendig for dens produktion. Dette gælder også for det produkt, der tilfalder vor kapitalist som et resultat af arbejdsprocessen. Vi må altså begynde med at beregne den mængde arbejde, der er materialiseret i dette produkt.
Vi kan tage et eksempel som garn.
Til fremstilling af garn kræves der først og fremmest råmateriale, det kan f.eks. være 10 pund bomuld. Vi behøver ikke først at undersøge bomuldens værdi, da kapitalisten har købt den på markedet til dens fulde værdi, f.eks. til 10 sh. I denne pris er det arbejde, der kræves til produktionen af bomulden, allerede udtrykt som alment samfundsmæssigt arbejde. Under forarbejdningen af bomulden foregår der en vis slitage på spindlen, der i vort tilfælde repræsenterer alle anvendte arbejdsredskaber; denne slitage vil vi sætte til en værdi af 2 sh. Hvis der kræves 24 timers arbejde eller 2 dages arbejde for at producere en guldmængde til 12 sh., så følger nu, at der i garnet er materialiseret to dages arbejde.
Vi må ikke lade os vildlede af den omstændighed, at bomulden har ændret form, og spindlen delvis er slidt op. Ifølge den almindelige værdilov er f.eks. 10 pund garn ækvivalent med 10 pund bomuld og ¼ spindel, hvis værdien af 40 pund garn = værdien af 40 pund bomuld + værdien af en hel spindel, dvs. hvis der kræves samme arbejdstid til at producere begge sider af denne ligning. I dette tilfælde er den samme arbejdstid materialiseret i brugsværdien garn på den ene side, og i brugsværdierne bomuld og spindel på den anden side. Om værdien fremtræder i garn, spindel eller i bomuld, har altså ingen betydning for værdiens størrelse. I stedet for at ligge ubenyttet hen ved siden af hinanden medvirker spindlen og bomulden sammen i spindeprocessen; deres former ændres og de bliver forvandlet til garn; men denne kendsgerning har lige så ringe indflydelse på deres værdi, som hvis de simpelthen var blevet udvekslet med et ækvivalent i garn.
Den arbejdstid, der kræves til produktion af bomuld, garnets råmateriale, er en del af den arbejdstid, der kræves til produktion af garnet, og den er derfor indeholdt i garnet. På samme måde forholder det sig med den arbejdstid, der kræves til produktion af spindlen, som uden at slides eller forbruges ikke kan medvirke til, at der spindes bomuld. [12]
For at bestemme garnets værdi eller den arbejdstid, der kræves til dets fremstilling, kan alle de specielle arbejdsprocesser, der til forskellig tid er foregået på forskellige steder, og som er nødvendige, for det første for at producere bomulden og spindlen og dernæst for ved hjælp af bomulden og spindlen at frembringe garn, betragtes som forskellige og successive faser af en og samme arbejdsproces. Alt arbejde, der er indeholdt i garnet, er forgangent arbejde; og det er uden betydning, at det arbejde, der kræves til produktion af dets dannelseselementer, er udført i begyndelsen af processen og står i pluskvamperfektum, medens det arbejde, der foregår til slut i spindeprocessen, er nærmere nutiden og står i perfektum. Kræves der til opførelse af et hus en bestemt mængde arbejde, f.eks. 30 dages arbejde, så ændrer det intet ved den samlede mængde arbejde, der er inkorporeret i huset, at den 30. arbejdsdag indgik 29 dage senere i produktionen end den første. Man kan derfor betragte det arbejde, der er indeholdt i råmaterialet og arbejdsredskaberne, som var det arbejde, der var udført på et tidligere stadium i spindeprocessen, inden det arbejde, der til sidst blev tilført i form af spindearbejde.
Værdien af produktionsmidlerne, nemlig bomulden og spindlen, der er udtrykt i prisen 12 sh., indgår altså som en del af garnets værdi eller med andre ord af produktets værdi.
Der er dog to betingelser, der skal være opfyldt. For det første må bomulden og spindlen virkelig have medvirket til produktion af en brugsværdi. De må i vort tilfælde være blevet til garn. Det er uden betydning for værdien, hvilken brugsværdi der er bærer af den, men en brugsværdi må være dens bærer. For det andet forudsættes det, at der ikke bliver anvendt længere arbejdstid til produktionen end nødvendigt under de givne sociale produktionsbetingelser. Hvis det således er tilstrækkeligt med 1 pund bomuld for at kunne spinde 1 pund garn, så må der til produktionen af 1 pund garn kun forbruges i pund bomuld. På samme måde forholder det sig med spindlen. Har kapitalisten den fikse ide, at han vil anvende guldspindler i stedet for jernspindler, så er det desuagtet kun det arbejde, der er nødvendigt under de givne sociale betingelser, dvs. den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af jernspindler, der indgår i garnets værdi.
Vi ved nu, hvilken del af garnets værdi der hidrører fra produktionsmidlerne, dvs. bomulden og spindlen. Den er lig med 12 sh., eller værdien af to dages arbejde. Vi skal nu se nærmere på den del af værdien, der bliver tilført bomulden gennem spinderens arbejde.
Dette arbejde må vi betragte ud fra et ganske andet synspunkt, end vi gjorde under arbejdsprocessen. Der betragtede vi det som en formålsrettet aktivitet, der forvandler bomuld til garn. Jo mere formålsrettet arbejdet er, des bedre bliver garnet, forudsat alle andre omstændigheder er uforandrede. Under arbejdsprocessen blev spinderens arbejde betragtet som specifikt forskelligt fra andre produktive arbejder, og forskellen trådte frem såvel i de subjektive som objektive faktorer, i spindearbejdets særlige formål, dets specielle operationer, produktionsmidlernes særlige natur og produktets særlige brugsværdi. I spindearbejdet er bomuld og spindel uundværlige, men ved fremstilling af riflede kanonløb er de til ingen nytte. Såfremt spinderens arbejde derimod betragtes som værdiskabende, dvs. som værdikilde, adskiller det sig i ingen henseende fra kanonborerens arbejde, eller hvad der her ligger os nærmere, fra bomuldsplanterens og spindelmagerens arbejde, der er inkorporeret i garnets produktions-midler. Det er kun på grund af denne identitet, at bomuldsplantning, spindelfremstilling og spindearbejde kan indgå som blot kvantitativt forskellige dele af den samme totalværdi, nemlig garnets værdi. Vi beskæftiger os her ikke mere med arbejdets kvalitet, beskaffenhed og dets specifikke karakter, men udelukkende med arbejdets kvantitet. Og denne skal ganske simpelt beregnes. Vi antager, at spindearbejde er simpelt arbejde, gennemsnitsarbejde i et givet samfund. Vi vil senere se, at den modsatte antagelse ikke vil ændre noget ved sagen.
Under arbejdsprocessen ændrer arbejdet sig hele tiden; det går fra uroens form til stilstandens form, fra bevægelsens form til tingsform. Efter en times spindearbejde er der produceret en vis mængde garn, dvs. at der i bomulden er blevet materialiseret en bestemt mængde arbejde, nemlig en times arbejde. Vi siger en times arbejde, dvs. forbrug af spinderens livskraft i en time, og ikke en times spindearbejde. for spindearbejdet medregnes her kun, for så vidt det er forbrug af arbejdskraft, og ikke som det specifikke arbejde, spindearbejdet er.
Det er af afgørende betydning, at der under processen, dvs. under forvandlingen af bomuld til garn, ikke bliver anvendt længere arbejdstid, end der er nødvendig under de givne sociale betingelser. Hvis der under normale omstændigheder, dvs. gennemsnittet af de sociale produktionsbetingelser, skal fremstilles b pund garn af a pund bomuld i løbet af en arbejdstime, så tæller en dags arbejde ikke som 12 arbejdstimer, medmindre der af 12 X a pund bomuld er blevet fremstillet 12 X b pund garn. Det er nemlig kun den arbejdstid, der er nødvendig under de givne sociale betingelser, der tæller som værdiskabende.
Ikke blot arbejdet, men også råmaterialet og produktet fremtræder her i et ganske andet lys, end da vi betragtede dem under den egentlige arbejdsproces. Råmaterialet tæller her blot som et materiale, der opsuger en bestemt mængde arbejde. Under denne opsugning forvandles det i virkeligheden til garn, fordi der forbruges arbejdskraft i form af spindearbejde, der føjes til råmaterialet. Men produktet, garnet, er nu blot et mål for det arbejde, der er opsuget af bomulden. Hvis 1 2/3 pund bomuld i løbet af en time bliver spundet eller forvandlet til 1 2/3 pund garn, så angiver 10 pund garn, at der er opsuget 6 arbejdstimer. Bestemte og empirisk fastsatte mængder af et produkt repræsenterer nu ikke andet end en bestemt mængde arbejde, en bestemt mængde udkrystalliseret arbejdstid. De er ikke andet end materialisationen af en times, to timers eller en dags samfundsmæssigt arbejde.
At det arbejde, vi beskæftiger os med, netop er spindearbejde, dets materiale bomuld og dets produkt garn, er af lige så ringe betydning, som at arbejdsgenstanden selv allerede er et produkt, altså er råmateriale. Hvis arbejderen var beskæftiget i en kulgrube og ikke i et spinderi, så ville hans arbejdsgenstand, kullet, findes i naturen. Ikke desto mindre ville et bestemt kvantum af det brudte kul, f.eks. 1 centner (50 kg) repræsentere en bestemt mængde opsuget arbejde.
Da vi beskæftigede os med salg af arbejdskraft, antog vi, at værdien af en dags arbejdskraft = 3 sh., og at der heri indgik 6 timers arbejde; endvidere antog vi, at dette var den mængde arbejde, der var nødvendig for at producere den gennemsnitlige værdi af arbejderens daglige livsfornødenheder. Hvis vor spinder forvandler 1 2/3 pund bomuld til 1 2/3 pund garn i løbet af en arbejdstime, [13] så tager det 6 timer for ham at forvandle 10 pund bomuld til 10 pund garn. Under spindeprocessen opsuger bomulden altså 6 timers arbejde. Denne arbejdstid svarer til en guldmængde på 3 sh. Under spindeprocessen bliver der altså tilført bomulden en værdi på 3 sh.
Lad os nu betragte den samlede værdi af produktet, de 10 pund garn. Garnet har optaget 2 1/2 dags arbejde, hvoraf de 2 er indeholdt i bomulden og spindlen, og ½ dags arbejde er opsuget under spindeprocessen. Den samme arbejdstid repræsenteres af en guldmængde på 15 sh. Det følger heraf, at den adækvate pris for 10 pund garn beløber sig til 15 sh., eller til 1 sh. 6 d. for et pund garn.
Vor kapitalist studser. Produktets værdi er lig med værdien af den kapital, han har lagt ud. Den investerede værdi har ikke forrentet sig, har ikke frembragt nogen merværdi, og følgelig forvandler penge sig ikke til kapital. Prisen på 10 pund garn er 15 sh., og det var 15 sh., der på varemarkedet blev givet ud for produktets dannelseselementer eller, hvad der er det samme, for arbejdsprocessens faktorer: 10 sh. for bomulden, 2 sh. for den opslidte del af spindlen og 3 sh. for arbejdskraften. Garnets høje værdi hjælper ikke noget, for den er blot summen af de værdier, der tidligere var fordelt på bomuld, spindel og arbejdskraft, og ud fra en simpel addition af foreliggende værdier kan der aldrig nogensinde opstå merværdi. [14] Disse værdier er nu alle koncentreret i en ting, men det var de også i pengesummen på 15 sh., inden den blev fordelt på de tre vareindkøb.
I og for sig er der ikke noget underligt ved dette resultat. Værdien af et pund garn er 1 sh. 6 d., og for køb af 10 pund garn på varemarkedet skulle vor kapitalist derfor have betalt 15 sh. Det er ligegyldigt for værdiens størrelse, om kapitalisten køber sit hus færdigbygget, eller han selv lader det bygge; i ingen af tilfældene vil måden, han erhverver det på, forhøje det beløb, han giver ud for huset.
Kapitalisten, der er godt hjemme i vulgærøkonomien, siger måske, at han har lagt penge ud i den hensigt at få flere penge hjem. Vejen til helvede er imidlertid brolagt med gode forsætter, og han kunne lige så godt have fattet det forsæt at tjene penge uden at producere. [15] Han truer. Man skal ikke igen få lejlighed til at tage barn på sengen. For fremtiden vil han købe varen færdig på markedet i stedet for selv at fabrikere den. Men hvis alle hans kapitalistbrødre gør det samme, hvor skal han så finde varen på markedet? Og penge kan han ikke spise. Han forsøger med det gode. Man bør lægge mærke til hans afholdenhed. Han kunne have soldet sine 15 sh. op. I stedet har han anvendt dem på en produktiv måde og fået garn ud af det; og derfor er han nu i besiddelse af garn i stedet for dårlig samvittighed. Men han må endelig ikke falde tilbage i rollen som pengepuger; vi har tidligere set, hvad der kommer ud af askese. Desuden, hvor der intet er, der har selv kejseren mistet sin ret. Hvor fortjenstfuld hans afholdenhed end måtte være, så er der intet til at betale ekstra med for den, da produktets værdi kun er lig med totalværdien af de varer, der indgik i produktionsprocessen. Han må slå sig til tåls med, at dyden bærer lønnen i sig selv. Men i stedet bliver han pågående. Han har ikke selv brug for garnet. Han har produceret det med henblik på salg. Når det forholder sig sådan, så lad ham sælge det, eller endnu bedre, lad ham i fremtiden kun producere ting, han selv har brug for; det er for øvrigt en recept, som hans huslæge MacCulloch allerede har foreskrevet ham som et probat middel mod den epidemi, der hedder overproduktion. Han stiller sig nu på bagbenene. Mon arbejderen alene med sine arme og ben kunne skabe arbejdsprodukter eller producere varer ud af den blå luft? Gav han ham ikke det materiale, hvormed og hvori hans arbejde alene kan tage form? Og da størstedelen af samfundet består af sådanne fattiglus, har han så ikke gjort samfundet en uvurderlig tjeneste med sine produktionsmidler, sin bomuld og sine spindler, og ikke arbejderen selv at forglemme, som han oven i købet har forsynet med hans livsfornødenheder? Og skal han ikke beregne sig noget for denne tjeneste? Men har arbejderen da ikke ydet ham den tjeneste til gengæld at forvandle bomuld og spindel til garn? Desuden drejer det sig her ikke om tjenester. [16] En tjeneste er ikke andet end den nyttige virkning af en brugsværdi, hvad enten det er brugsværdien af en vare eller af et arbejde. [17] Men her er det bytteværdi, vi beskæftiger os med. Han betalte arbejderen en værdi af 3 sh., og arbejderen gav ham et eksakt ækvivalent tilbage i den værdi på 3 sh., der blev tilført bomulden; han gav ham værdi for værdi. Vor ven, der indtil nu har været så pengeglad, indtager pludselig sin egen arbejders fordringsløse holdning. Har han da ikke selv arbejdet? Har han ikke udført det arbejde at overvåge eller have overopsyn med spinderen? Skaber dette arbejde ikke også værdi? Alt imens hans egen overlooker (opsynsmand) og direktør trækker på skuldrene, har han dog med en munter latter allerede igen påtaget sit gamle fysiognomi. Han havde os til bedste med hele litaniet, som han ikke giver en døjt for. Disse og lignende dårlige udflugter overlader han til professorer i politisk økonomi, der får deres betaling for det. Han selv er en praktisk mand, der ganske vist ikke altid overvejer, hvad han siger uden for forretningen, men altid ved, hvad han gør i forretningen.
Lad os undersøge sagen lidt nøjere. Værdien af en dags arbejdskraft beløb sig til 3 sh., da der i arbejdskraften er materialiseret en halv arbejdsdag, dvs. fordi de livsfornødenheder, der dagligt er nødvendige til produktion af arbejdskraften, koster en halv arbejdsdag. Men det forgangne arbejde, der er indeholdt i arbejdskraften, og det levende arbejde, som den kan yde, dens daglige vedligeholdelsesomkostninger og dens daglige anvendelse, er to vidt forskellige størrelser. Den første bestemmer dens bytteværdi, den anden udgør dens brugsværdi. Den kendsgerning, at en halv arbejdsdag er nødvendig for at holde arbejderen i live i 24 timer, forhindrer på ingen måde arbejderen i at arbejde en hel dag. Værdien af arbejdskraften og den værdi, som arbejdskraften skaber under arbejdsprocessen er altså to forskellige størrelser. Det var denne difference, kapitalisten havde for øje, da han købte arbejdskraften. Den nyttige egenskab, som arbejdskraften besidder, nemlig at kunne lave garn eller støvler, var blot en conditio sine qua non [ufravigelig betingelse], da arbejdet, for at skabe værdi, må forbruges på en nyttig måde. Hvad der virkelig havde betydning for - ham var denne vares særlige brugsværdi, nemlig at den ikke blot er en kilde til værdi, men en kilde til mere værdi, end den selv har. Dette er den særlige tjeneste, som kapitalisten forventer af arbejdskraften; og i denne transaktion handler han i overensstemmelse med vareudvekslingens evige love. I virkeligheden realiserer sælgeren af arbejdskraften, ligesom sælgeren af enhver anden vare, dens bytteværdi og skiller sig af med dens brugsværdi. Han kan ikke modtage den ene uden at give den anden. Arbejdskraftens brugsværdi, nemlig arbejdet, tilhører lige så lidt dens sælger, som brugsværdien af den solgte olie tilhører olieforhandleren. Pengebesidderen har betalt værdien af en dags arbejdskraft; han har derfor ret til en dags anvendelse af den; den pågældende dags arbejde tilhører ham. Den omstændighed, at arbejdskraftens daglige underhold kun koster en halv dags arbejde, skønt arbejdskraften kan arbejde en hel dag, at den værdi, som dens anvendelse skaber i løbet af en dag, derfor er dobbelt så stor som dens egen dagsværdi er et særligt held for køberen, men så afgjort ikke nogen uretfærdighed mod sælgeren.
Vor kapitalist havde forudset denne situation, og det var grunden til hans latter. I værkstedet finder arbejderen derfor ikke blot de produktionsmidler, der er nødvendige for en arbejdsproces på seks timer, men for en på 12. Hvis 10 pund bomuld for at blive forvandlet til 10 pund garn opsuger 6 timers arbejde, så vil 20 pund bomuld ved at opsuge 12 timers arbejde blive forvandlet til 20 pund garn. Lad os nu se på produktet af denne udvidede arbejdsproces. I de 20 pund garn indgår der 5 arbejdsdage, 4 til bomulden og den opslidte del af spindlen, og 1 er opsuget af bomulden under spindeprocessen. Udtrykt i guld er 5 arbejdsdage lig med 30 sh. eller 1 pd. st. og 10 sh. Dette er følgelig prisen for 20 pund garn. Et pund garn koster nu som hidtil 1 sh. 6 d. Men totalværdien af de varer, der indgik i processen, beløb sig til 27 sh. Garnets værdi er 30 sh. Produktets værdi er 1/9 større end den værdi, der blev lagt ud til dets produktion. Således er 27 sh. blevet til 30 sh.; der er blevet dannet en merværdi på 3 sh. Kunststykket er endelig lykkedes. Penge har forvandlet sig til kapital.
Alle problemets betingelser er opfyldt, og heller ikke vareudvekslingens love er på nogen måde blevet krænket. Ækvivalent er blevet udvekslet med ækvivalent. Som køber betalte kapitalisten den fulde værdi for varerne, nemlig bomulden, spindlen og arbejdskraften. Derpå gjorde han, hvad enhver anden køber af varer gør; han konsumerede deres brugsværdi. Den proces, i hvilken arbejdskraften forbruges, og som er den samme proces som den, i hvilken varen produceres, gav sone resultat et produkt på 20 pund garn til en værdi af 30 sh. Kapitalisten, der tidligere var køber, vender nu tilbage til markedet og sælger varen. Han sælger et pund garn til 1 sh. 6 d., hvad der hverken er mere eller mindre end dets værdi. Og alligevel trækker han 3 sh. mere ud af cirkulationen, end han i sin tid indskød. Hele gangen i denne forvandling af penge til kapital foregår både inden for cirkulationssfæren og uden for den; inden for cirkulationen, fordi den er betinget af, at kapitalisten købte arbejdskraften på varemarkedet; og uden for cirkulationen, fordi denne blot indleder værdiøgningsprocessen, der finder sted i produktionssfæren. Og således er »tout pour le mieux dans le meilleur des morades possibles«.
Ved at forvandle sine penge til varer, der indgår som de materielle elementer i et nyt produkt eller som arbejdsprocessens faktorer, og ved at tilføre deres døde materiale levende arbejdskraft, forvandler kapitalisten samtidig værdi, dvs. forgangent, materialiseret og dødt arbejde, til kapital, til selvøgende værdi, et besjælet uhyre, der begynder at »arbejde«, som havde det elskov i kroppen. [Goethes »Faust«, 1. del, »Auerbachs kælder i Leipzig«].
Hvis vi nu sammenligner de to processer: den værdiskabende proces og værdiøgningsprocessen, viser det sig, at den sidstnævnte ikke er andet end en videreførelse af den første ud over et bestemt punkt. Hvis processen ikke fortsætter længere end til det punkt, hvor den værdi, som kapitalisten betalte for arbejdskraften, bliver erstattet al et nyt ækvivalent, så er det ganske enkelt en værdiskabende proces; men fortsætter processen ud over dette punkt, så udvikler den sig til en værdiøgningsproces.
Hvis vi går videre og sammenligner den værdiskabende proces med arbejdsprocessen, så består sidstnævnte af det nyttige arbejde at producere brugsværdier. Arbejdet bliver her betragtet under dets kvalitative aspekt, ud fra dets særlige art, formål og indhold. Betragtet som en værdiskabende proces præsenterer den samme arbejdsproces sig alene fra sin kvantitative side. Der er her kun tale om den tid, det tager for arbejderen at udføre sit hverv, eller om varigheden af det tidsrum, hvori arbejdskraften bliver forbrugt på en nyttig måde. Hvad varerne i arbejdsprocessen angår, så tæller de her ikke mere som de nødvendige, materielle faktorer for den formålsrettede virkende arbejdskraft. De tæller blot som bestemte mængder af materialiseret arbejde. Arbejdet tæller kun efter sin varighed, hvad enten det er indeholdt i produktions-midlerne eller tilført gennem arbejdskraften. Det beløber sig til så og så mange timer, dage osv.
Det tæller dog kun, såfremt den tid, der er anvendt til produktion af brugsværdien, virkelig er nødvendig under de givne sociale betingelser. Konsekvenserne al dette er forskellige. For det første skal arbejdet udføres under normale betingelser. Hvis spindemaskinen er det fremherskende arbejdsredskab til fremstilling af garn, så må der ikke udleveres en spinderok til arbejderen. I stedet for bomuld af normal kvalitet, må han ikke få udleveret noget stads, der hvert øjeblik brister. I begge tilfælde ville han bruge længere arbejdstid, end der er nødvendig under de sociale betingelser for fremstilling al et pund garn, og den overskydende tid ville hverken skabe værdi eller penge. De materielle arbejdsfaktorers normale kvalitet afhænger dog ikke af arbejderen, men udelukkende al kapitalisten. Endelig må der stilles den betingelse, at arbejdskraften selv er af normal kvalitet. Inden for det fag, hvor den anvendes, må den besidde det gængse gennemsnit af dygtighed, færdighed og hurtighed; og det var netop arbejdskraft af normal kvalitet, vor kapitalist købte på arbejdsmarkedet. Denne kraft skal bruges på det gennemsnitlige anstrengelsesstade og med den samfundsmæssigt gængse intensitetsgrad; dette er kapitalisten lige så omhyggelig med at overvåge som at sørge for, at der ikke går arbejdstid til spilde. Han har købt arbejdskraften for et bestemt tidsrum, og han holder på sine rettigheder. Han vil ikke bestjæles. Endelig – og til dette formål har den samme herre sin egen code penal (straffelovbog) – er al uhensigtsmæssig forbrug af råmateriale og arbejdsredskaber forbudt, for hvad der bortødsles på en sådan måde repræsenterer et ekstra forbrug af arbejde, og det tæller eller indgår derfor ikke i produktets værdi. [19]
Vi ser nu følgende: Den forskel, vi før opdagede ved vor analyse af varen, nemlig forskellen mellem den side af arbejdet, der skaber brugsværdi, og den side, der skaber værdi, fremtræder nu som en forskel mellem to aspekter af produktionsprocessen.
Produktionsprocessen, betragtet som en enhed af arbejdsproces og en værdiskabende proces, er en proces, hvor der produceres varer; betragtet som en enhed af arbejdsproces og en værdiøgningsproces er den en kapitalistisk produktionsproces, dvs. en kapitalistisk form for vareproduktion.
Som tidligere bemærket er det uden betydning for værdiøgningsprocessen, om det arbejde, som kapitalisten har tilegnet sig, er et simpelt gennemsnitsarbejde, eller det er et mere kompliceret arbejde og af en højere kvalitet. Alt arbejde af en højere og mere kompliceret karakter end gennemsnitsarbejdet, er forbrug af en arbejdskraft, der koster mere at uddanne, hvis produktion koster mere arbejdstid, og som derfor har større værdi end den simple arbejdskraft. Er værdien af denne kraft større, så forbruges den til gengæld også i arbejde af højere klasse og skaber derfor i samme tidsrum forholdsmæssigt højere værdier. Hvilken gradsforskel der end må være mellem spindearbejde og juvelerarbejde, så adskiller den portion arbejde, gennem hvilken juvelerarbejderen blot fornyer værdien af sin egen arbejdskraft, sig på ingen måde kvalitativt fra den yderligere arbejdsportion, gennem hvilken han skaber merværdi. Ligesom før opstår merværdi kun gennem et kvantitativt overskud af arbejde, gennem den forlængede varighed af den samme arbejdsproces, i det ene tilfælde en proces, hvor der produceres garn, i det andet tilfælde en proces, hvor der produceres juveler. [20]
På den anden side, i enhver værdiskabende proces må det højere arbejde altid reduceres til samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, f.eks. en dags højere arbejde til x dages simpelt arbejde. Vi slipper derfor for en overflødig operation og forenkler analysen ved at antage, at den arbejder, der anvendes af kapitalen, udfører simpelt gennemsnitsarbejde.
[1]: