Merværdiraten og merværdimængden

Ligesom hidtil forudsættes i dette kapitel, at arbejdskraftens værdi og derfor også den del af arbejdsdagen, der er nødvendig til reproduktion eller opretholdelse af denne arbejdskraft, er en given konstant størrelse. Under denne forudsætning er samtidig med merværdiraten også den mængde merværdi, som den enkelte arbejder leverer kapitalisten i løbet af et bestemt tidsrum, givet. Hvis det nødvendige arbejde f.eks. omfatter 6 timer daglig, udtrykt i en guldmængde på 3 sh. = 1 daler, så er daleren værdien af en dags arbejdskraft, dvs. værdien af den kapital, der er lagt ud til købet af en arbejdskraft. Er merværdiraten 100 pct., så producerer denne variable kapital på 1 daler en merværdimængde, der er lig med 1 daler, dvs. arbejderen yder dagligt en mængde merarbejde på 6 timer.

Men den variable kapital er pengeudtrykket for totalværdien af alle de arbejdskræfter, som kapitalisten beskæftiger på samme tid. Dens værdi er derfor lig med gennemsnitsværdien af en arbejdskraft multipliceret med antallet af beskæftigede arbejdskræfter. Er arbejdskraftens værdi givet, står størrelsen af den variable kapital i direkte forhold til antallet af de samtidigt beskæftigede arbejdere. Er værdien af en dags arbejdskraft = 1 daler, må der udlægges en kapital på 100 dalere for dagligt at udbytte 100 arbejdskræfter; på n dalere for dagligt at udbytte n arbejdskræfter.

Ligeså: Producerer en variabel kapital på 1 daler, dvs. værdien af en dags arbejdskraft, dagligt en merværdi på 1 daler, så vil en variabel kapital på 100 dalere producere en daglig merværdi på 100, og en på n dalere en daglig merværdi på 1 daler x n. Mængden af den producerede merværdi er følgelig lig med den merværdi, som den enkelte arbejders arbejdsdag frembringer multipliceret med antallet af ansatte arbejdere. Men da endvidere mængden af merværdi, som den enkelte arbejder producerer, er bestemt af merværdiraten, idet arbejdskraftens værdi er givet, følger denne første lov: Mængden af den producerede merværdi er lig med størrelsen af den udlagte variable kapital multipliceret med merværdiraten, dvs. den er bestemt ved det sammensatte forhold mellem antallet af arbejdskræfter, der på samme tid udbyttes af samme kapitalist og udbytningsgraden af den enkelte arbejdskraft.

Kalder vi merværdimængden M, merværdien som den enkelte arbejder gennemsnitligt leverer pr. dag m, den variable kapital, der dagligt lægges ud til købet af den enkelte arbejdskraft v, den variable kapitals totale værdi V, værdien af en gennemsnits-arbejdskraft k, dens udbytningsgrad a/a' * (merarbejde / nødvendigt arbejde ) og antallet af ansatte, så får vi:

       / m      
      | —-- X V
      |  v
 M =  |
      |       a'
      |  k x —-- X n
       \      a

Det forudsættes hele tiden ikke blot, at værdien af en gennemsnits-arbejdskraft er konstant, men også at de arbejdere, som en kapitalist beskæftiger, er reduceret til gennemsnits-arbejdere. Der gives undtagelsestilfælde, hvor den producerede merværdi ikke stiger i forhold til antallet af udbyttede arbejdere, men da er arbejdskraftens værdi heller ikke konstant.

I produktionen af en bestemt mængde merværdi kan formindskelsen af en faktor udlignes ved forøgelsen af en anden. Formindskes den variable kapital, og stiger merværdiraten samtidig i samme forhold, så forbliver mængden af den producerede merværdi uforandret. Må kapitalisten under de tidligere forudsætninger udlægge 100 dalere for dagligt at udbytte 100 arbejdere, og er merværdiraten 50 pct., så afkaster denne variable kapital på 100 en merværdi på 50 dalere dvs. på 100 x 3 arbejdstimer. Fordobles merværdiraten, eller bliver arbejdsdagen, i stedet for at være forlænget fra 6 til 9 timer, forlænget fra 6 til 12 timer, så vil en variabel kapital, der er formindsket til det halve (50 dalere), ligeledes afkaste en merværdi på 50 dalere dvs. på 50 x 6 arbejdstimer. Formindskelsen af den variable kapital kan altså udlignes ved en proportional stigning i arbejdskraftens udbytningsgrad; eller en nedsættelse af antallet af beskæftigede arbejdere kan udlignes ved en modsvarende forlængelse af arbejdsdagen. Inden for visse grænser er den arbejdstilførsel, som kapitalen kan udbytte, altså uafhængig af tilførslen af arbejdere. Omvendt vil en nedsættelse af merværdiraten ikke bevirke en ændring af den producerede merværdimængde, hvis den variable kapitals størrelse eller antallet af beskæftigede arbejdere forøges proportionalt hermed.

Men udligningen af et nedsat arbejderantal eller af den variable kapitals størrelse ved en forhøjet merværdirate eller ved forlængelse af arbejdsdagen har uoverstigelige skranker. Hvilken værdi arbejdskraften end må have, om den nødvendige arbejdstid for arbejderens underhold beløber sig til 2 eller 10 timer, er den totale værdi, som en arbejder kan producere dag ud og dag ind altid mindre end den værdi, der udtrykker 24 arbejdstimer, mindre end 12 sh. eller 4 dalere, hvis dette er pengeudtrykket for 24 timers udført arbejde. Under vor tidligere forudsætning, hvorefter der dagligt kræves 6 arbejdstimer for at reproducere arbejdskraften eller for at erstatte den kapital, der er lagt ud til dens køb, producerer en variabel kapital på 500 dalere, der beskæftiger 500 arbejdere til en merværdirate på 100 pct. eller med en arbejdsdag på 12 timer, daglig en merværdi på 500 dalere dvs. 6 X 500 arbejdstimer. En kapital på 100 dalere, der dagligt beskæftiger 100 arbejdere til merværdiraten 200 pct. eller med en 18-timers arbejdsdag, producerer kun en merværdi-mængde på 200 dalere dvs. 12 x 100 arbejdstimer. Og hele dens værdiprodukt, der er ækvivalent med den udlagte variable kapital plus merværdi, kan dag ud og dag ind aldrig nå summen 400 dalere dvs. 24 X 100 arbejdstimer. Den gennemsnitlige arbejdsdags absolutte grænse, der ifølge sin natur altid er mindre end 24 timer, sætter en absolut grænse for udligningen af en formindsket variabel kapital med en forhøjet merværdirate, eller af en nedsættelse af det udbyttede arbejderantal med en forhøjelse af arbejdskraftens udbytningsgrad. Denne håndgribelige anden lov er vigtig til forklaring af mange fænomener, der udspringer af kapitalens tendens, (som vi senere skal se på), til at nedsætte det arbejderantal, den beskæftiger, så meget som muligt, dvs. dens variable del, der er omsat i arbejdskraft, i modsætning til dens anden tendens til at producere den størst mulige mængde merværdi. Hvis omvendt mængden af beskæftigede arbejdskræfter eller den variable kapitals størrelse forøges, men ikke i forhold til nedgangen i merværdiraten, så aftager den producerede merværdimængde.

Ved at bestemme den producerede merværdimængde ved de to faktorer, merværdiraten og den udlagte variable kapitals størrelse, følger en tredje lov. Hvis merværdiraten eller arbejdskraftens udbytningsgrad, og arbejdskraftens værdi eller længden af den nødvendige arbejdstid er givet, er det indlysende, at jo større den variable kapital er, des større er mængden af den producerede værdi og merværdi. Er arbejdsdagens grænse givet og ligeså grænsen for dens nødvendige del, så er det klart, at den værdi- og merværdimængde, som en enkelt kapitalist producerer, udelukkende er afhængig af den mængde arbejde, som han sætter i gang. Men dette afhænger, under de givne antagelser, af arbejdskraftens mængde dvs. af det arbejderantal, han udbytter; og dette antal er på sin side bestemt ved størrelsen af den variable kapital, han har lagt ud. Er merværdiraten og arbejdskraftens værdi givet, forholder de producerede merværdimængder sig derfor direkte til størrelserne af den udlagte variable kapital. Men nu ved vi, at kapitalisten deler sin kapital i to portioner. Den ene del investerer han i produktionsmidler. Det er den konstante del af hans kapital. Den anden omsætter han i levende arbejdskraft. Det er hans variable kapital. Med samme produktionsmåde som grundlag er kapitalens deling i en konstant og variabel bestanddel forskellig i de forskellige produktionsgrene. Inden for samme produktionsgren veksler dette forhold med produktionsprocessens skiftende tekniske grundlag og sociale kombination. Men ligesom en given kapital altid kan deles i en konstant og en variabel del, hvad enten den sidste forholder sig til den første som 1 : 2, 1 : 10, eller 1 : x, bliver den netop opstillede lov ikke berørt deraf, da den konstante kapitals værdi, i overensstemmelse med vor tidligere analyse, ganske vist dukker op på ny i produktets værdi, men ikke indgår i det nye værdiprodukt. For at beskæftige 1000 spindere kræves der naturligvis en større mængde råmateriale, spindler osv. end for at beskæftige 100. Men værdien af disse ekstra tilføjede produktionsmidler kan stige, falde, forblive uændret, være stor eller lille, den får dog ingen indflydelse på værdiøgningsprocessen, som arbejdskræfterne udfører ved at forbruge dem. Den ovenfor konstaterede lov antager derfor formen: De af forskellige kapitaler producerede mængder af værdi og merværdi forholder sig ved arbejdskraftens givne værdi og lige store udbytningsgrad direkte som størrelserne af disse kapitalers variable dele, dvs. de bestanddele, der er omsat i levende arbejdskraft.

Denne lov strider klart imod al erfaring, der bygger på ukontrolleret iagttagelse. Enhver ved, at en bomuldsspinder, der, når hensyn tages til de procentuelle dele af hele kapitalen, anvender relativt megen konstant og kun lidt variabel kapital, af den grund ikke får en mindre fortjeneste eller merværdi end en bager, der sætter relativt megen variabel og kun lidt konstant kapital i gang. For at løse denne tilsyneladende modsigelse kræves der endnu mange mellemled, ligesom der, set fra den elementære algebras standpunkt, kræves mange mellemled for at forstå, at 0/0 (FIGUR) kan repræsentere en virkelig størrelse.

Skønt den klassiske økonomi aldrig har formuleret loven, holder den instinktmæssigt fast ved den, da den er en nødvendig konsekvens af den generelle værdilov. Den søger gennem vidtgående abstraktion at befri loven for de tilsyneladende modsigelser. Vi skal senere se, hvordan Ricardos skole snublede over denne anstødssten. Vulgærøkonomien, der »virkelig heller ikke har lært noget,« pukker her som overalt på det tilsyneladende i modsætning til den lov, som behersker fænomenerne. I modsætning til Spinoza tror den, at »uvidenheden er en tilstrækkelig grund.«

Det arbejde, som et samfunds totale kapital hver dag sætter i gang, kan betragtes som en eneste arbejdsdag. Er antallet af arbejdere f.eks. 1 million og den gennemsnitlige arbejdsdag for en arbejder 10 timer, så omfatter samfundets arbejdsdag 10 millioner timer. Ved en given længde af denne arbejdsdag, hvad enten dens grænser er trukket fysisk eller socialt, kan merværdimængden kun forøges ved en forøgelse af arbejderantallet, dvs. af arbejderbefolkningen. Befolkningens tilvækst sætter her den matematiske grænse for produktion af merværdi ved hjælp af samfundets totale kapital. Hvis det omvendt er befolkningstallet, der er givet, bliver grænsen sat af den mulige forlængelse af arbejdsdagen. Man vil i det følgende kapitel se, at denne lov kun gælder for den form for merværdi, der indtil nu er blevet behandlet.

Ud fra den hidtidige betragtning af produktionen af merværdien følger det, at ikke enhver vilkårlig penge eller værdisum kan forvandles til kapital; til denne forvandling forudsættes tværtimod et bestemt minimum af penge eller bytteværdi i den enkelte penge- eller varebesidders hånd. Den variable kapitals minimum er indkøbsprisen for en enkelt arbejdskraft, der hele året, dag ud og dag ind, bliver anvendt til vinding af merværdi. Hvis denne arbejder var i besiddelse af sine egne produktionsmidler, og hvis han lod sig nøje med at leve som arbejder, så ville den nødvendige arbejdstid til reproduktion af hans livsfornødenheder, f.eks. 8 timer, være tilstrækkelig for ham. Han ville derfor også kun have brug for produktionsmidler til 8 arbejdstimer. Kapitalisten derimod, der ud over disse 8 timer lader ham udrette f.eks. 4 timers merarbejde, behøver en ekstra pengesum til anskaffelse af de ekstra produktionsmidler. Efter vor antagelse måtte han imidlertid beskæftige to arbejdere for af den dagligt erhvervede merværdi at kunne leve på samme måde som en arbejder, dvs. for at kunne tilfredsstille sine nødvendige behov. At opretholde livet ville i dette tilfælde være det eneste formål med hans produktion, ikke at øge rigdommen, og det sidste forudsattes ved kapitalistisk produktion. For bare at leve dobbelt så godt som en almindelig arbejder og forvandle halvdelen af den producerede merværdi til kapital igen, måtte han samtidig med antallet af arbejdere forhøje minimumet for udlagt kapital med det ottedobbelte. Ganske vist kan han ligesom sin arbejder umiddelbart deltage i produktionsprocessen, men da er han også kun en mellemting mellem kapitalist og arbejder, en »lille mester«. En vis størrelse af den kapitalistiske produktion er en betingelse for, at kapitalisten kan anvende al den tid, han fungerer som kapitalist, dvs. som personificeret kapital, til tilegnelse og derfor kontrol af andres arbejde og til salg af dette arbejdes produkter. Middelalderens lavsvæsen søgte ved tvang at forhindre håndværksmesterens forvandling til kapitalist ved at begrænse det antal arbejdere, som en enkelt mester måtte beskæftige, til et meget lavt maksimum. Penge- og varebesidderen forvandler sig først rigtigt til en kapitalist, når minimumssummen, der skal lægges ud til produktionen, langt overskrider det middelalderlige maksimum. Her, som i naturvidenskaben, vises rigtigheden af den lov, som Hegel opdagede (i sin »Logik«), at rent kvantitative forandringer på et vist punkt slår over i kvalitative forskelle.

Det minimumsbeløb, som den enkelte penge- eller varebesidder må disponere over for at udvikle sig til fuldbefaren kapitalist, skifter med den kapitalistiske produktions forskellige udviklingstrin og er på et givet udviklingstrin forskellig i forskellige produktionssfærer, alt efter deres specielle og tekniske betingelser. Visse produktionssfærer kræver allerede ved den kapitalistiske produktions begyndelse et minimum af kapital, som man endnu ikke kan finde hos enkelte individer. Dette fører dels til statssubsidier til private personer, som i Frankrig på Colberts tid og som i mange tyske stater op til vor tid, dels til dannelsen af selskaber med lovfæstet monopol på driften af visse industri- og handelsgrene forløberne for de moderne aktieselskaber.

______________

Vi vil ikke opholde os ved detaljerne i de forandringer, som forholdet mellem kapitalist og lønarbejder undergik i løbet af produktionsprocessen, altså heller ikke ved de kendemærker, som selve kapitalen fik under denne proces. Kun nogle få hovedpunkter skal her fremhæves.

Inden for produktionsprocessen fik kapitalen kommandoen over arbejdet, dvs. over den fungerende arbejdskraft eller arbejderen. Den personificerede kapital, kapitalisten, overvåger, at arbejderen udfører sit arbejde ordentligt og med den behørige intensitet.

Kapitalen udviklede sig endvidere til et tvangsforhold, der nøder arbejderklassen til at udføre mere arbejde end den snævre kreds af dens livsfornødenheder byder. Og som producent af andres arbejdsomhed, som udsuger af merarbejde og udbytter af arbejdskraft overgår den med hensyn til energi, umådehold og effektivitet alle tidligere produktionssystemer, der hvilede på direkte tvangsarbejde.

Kapitalen underlægger sig arbejdet, i begyndelsen under de tekniske betingelser, som den forefinder det under. Kapitalen forandrer derfor ikke umiddelbart produktionsmåden. Produktionen af merværdi i den hidtil betragtede form, ved en simpel forlængelse af arbejdsdagen, viste sig at være uafhængig af enhver forandring af produktionsmåden. Den var i det gammeldags bageri ikke mindre effektiv end i det moderne bomuldsspinderi.

Betragter vi produktionsprocessen ud fra arbejdsprocessens synspunkt, så forholder arbejderen sig til produktionsmidlerne ikke som til kapital, men udelukkende som til midlet og materialet for hans formålsrettede produktive virke. I et garveri f.eks. behandler han ikke huderne som andet end arbejdsgenstand. Det er ikke kapitalisten, hvis hud han garver. Men det er anderledes, så snart vi betragter produktionsprocessen ud fra værdiøgningsprocessens synspunkt. Produktionsmidlerne forvandler sig straks til materiale, der kan opsuge andres arbejde. Det er ikke længere arbejderen, der forbruger produktionsmidlerne, men det er produktionsmidlerne, der forbruger arbejderen. I stedet for at blive forbrugt af ham som materielle elementer i hans produktive arbejde, forbruger de ham som ferment (enzym) i deres egen livsproces, og kapitalens livsproces består kun i dens bevægelse som værdi, der øger sin egen værdi. Smelteovne og arbejdsbygninger, der om natten står ubenyttet hen og ikke opsuger arbejde, er »et rent tab« (»mere loss«) for kapitalisten. Derfor gør smelteovne og arbejdsbygninger »krav på arbejdskræfternes natarbejde«. Alene forvandlingen af penge til produktionsprocessens materielle faktorer, til produktionsmidler, forvandler sidstnævnte til rets- og tvangskrav på fremmed arbejde og merarbejde. Hvorledes denne for den kapitalistiske produktion ejendommelige og karakteriserende fordrejelse, ja forrykkelse af forholdet mellem dødt og levende arbejde, mellem værdi og værdiskabende kraft, afspejler sig i kapitalisthovedernes bevidsthed, skal endelig illustreres med endnu et eksempel. Under den engelske fabrikantrevolte fra 1848-1850 skrev »chefen for et lærreds- og bomulds-

spinderi i Paisley, et af de ældste og mest respektable firmaer i Vestskotland, firmaet Carlile, Sønner og Co., der har eksisteret siden 1752 og er blevet videreført af samme familie fra generation til generation«, – denne yderst intelligente gentleman skrev i »Glasgow Daily Mail« d. 25. april 1849 et brev under overskriften »Relaissystemet«, hvori der bl.a. optræder følgende grotesk naive passage:

»Lad os nu betragte de onder, der ville opstå af arbejdstidens nedsættelse fra 12 til 10 timer ... De er ensbetydende med den alvorligste ødelæggelse af fabrikantens udsigter og ejendom. Hvis han før arbejdede« (dvs. hans »hænder«) »12 timer og begrænses til 10, så vil hver 12 maskiner eller spindler i hans virksomhed skrumpe ind til 10 (then every 12 machines or spinales, in his establishment, shrink to 10), og ville han sælge sin fabrik, ville de kun blive vurderet som 10. Således ville der blive trukket en sjettedel fra enhver fabriks værdi i hele landet. «

For denne bourgeoishjerne fra Vestskotland, der har arvet generationers kapitalistegenskaber flyder værdien af produktionsmidlerne, spindlerne osv. så meget sammen med deres egenskab som kapital til at øge deres egen værdi, eller til dagligt at nedsvælge en bestemt mængde fremmed arbejde gratis, at chefen for firmaet Carlile og Co. i virkeligheden indbilder sig, at hvis han solgte sin fabrik, ville man ikke blot betale ham værdien af spindlerne, men desuden øgningen af deres værdi; ikke blot det arbejde, de indeholder, og som er nødvendigt til produktion af spindler af samme slags, men også det merarbejde, som de daglig hjælper med til at udsuge af de brave vestskotter i Paisley, og netop derfor, mener han, at hvis arbejdsdagen blev nedsat med to timer, ville salgsprisen for hver 12 spindemaskiner skrumpe ind til prisen for 10.