Kooperation

Den kapitalistiske produktion begynder, som vi så, i virkeligheden først, hvor samme individuelle kapital beskæftiger et større antal arbejdere samtidig, når arbejdsprocessen altså udvider sit omfang og leverer produkter efter en større kvantitativ målestok. Et større antal arbejderes virke på samme tid, i samme lokale (eller, hvis man vil, på samme arbejdsmark), til produktion af samme varesort, under samme kapitalists kommando danner både historisk og begrebsmæssigt udgangspunkt for den kapitalistiske produktion. Med hensyn til produktionsmåden adskiller f.eks. manufakturen sig i begyndelsen næppe på anden måde fra den lavsmæssige håndværksindustri end ved det større antal arbejdere, der beskæftiges samtidig af samme kapital. Lavsmesterens værksted er blot udvidet.

I begyndelsen er forskellen altså blot kvantitativ. Vi har set, at den merværdimængde, som en given kapital producerer, er lig med den merværdi, som den enkelte arbejder leverer, multipliceret med antallet af samtidigt beskæftigede arbejdere. Dette antal ændrer i og for sig intet ved merværdiraten dvs. arbejdskraftens udbytningsgrad, og med hensyn til produktionen af vareværdi i det hele taget synes enhver kvalitativ forandring af arbejdsprocessen ligegyldig. Dette følger af værdiens natur. Er en tolvtimers arbejdsdag udtrykt i 6 sh., så er 1200 af den slags arbejdsdage udtrykt i 6 sh. X 1200. I det ene tilfælde er der inkorporeret 12 X 1200, i det andet 12 arbejdstimer i produkterne. I værdiproduktionen tæller mange altid kun som mange enkelte. For værdiproduktionen gør det altså ingen forskel, om 1200 arbejdere producerer enkeltvis eller forenet under samme kapitals kommando.

Ikke desto mindre finder der dog inden for visse grænser en modifikation sted. Arbejde, der er omsat i værdi, er arbejde af samfundsmæssig gennemsnitskvalitet og derfor udtryk for en gennemsnitlig arbejdskraft. Men en gennemsnitsstørrelse eksisterer kun som gennemsnittet af mange forskellige enkelte størrelser af samme art. I enhver industrigren afviger den individuelle arbejder, Per eller Poul, mere eller mindre fra gennemsnitsarbejderen. Disse individuelle afvigelser, der i matematikken hedder »fejl«, opvejer hinanden og forsvinder, så snart man samler et større antal arbejdere. Den berømte sofist og sykofant Edmund Burke vil endog ud fra sine praktiske erfaringer som farmer vide, at allerede »for en så ringe deling« som 5 landarbejdere forsvinder enhver individuel forskel i arbejdet; hvis man altså tager de første de bedste 5 engelske voksne landarbejdere, så vil de på den samme tid udrette nøjagtigt lige så meget arbejde som fem andre vilkårligt valgte engelske landarbejdere. Hvordan det end forholder sig, er det klart, at den kollektive arbejdsdag for et større antal af samtidigt beskæftigede arbejdere, divideret med antallet af arbejdere, i og for sig er en dag med samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde. Den enkelte arbejdsdag kan f.eks. være på tolv timer. Således bliver arbejdsdagen for 12 arbejdere, der er beskæftiget samtidig, til en kollektiv arbejdsdag på 144 timer; og skønt det arbejde, hver af de tolv udretter, afviger mere eller mindre fra det samfundsmæssige gennemsnitsarbejde, og den enkelte derfor må bruge mere eller mindre tid til samme beskæftigelse, har hver enkelts arbejdsdag som en tolvtedel af den kollektive arbejdsdag på 144 timer den samfundsmæssige gennemsnitskvalitet. Men for den kapitalist, der beskæftiger et dusin mand, eksisterer arbejdsdagen som dusinets kollektive arbejdsdag. Den enkeltes arbejdsdag eksisterer som en aliquot del (brøkdel) af den kollektive arbejdsdag, helt uafhængigt af, om de tolv hjælper hinanden, eller om sammenhængen mellem deres arbejde kun består i, at de arbejder for samme kapitalist. Hvis de tolv arbejdere derimod beskæftiges i grupper på 2 af små mestre, bliver det tilfældigt, om hver enkelt mester producerer samme værdi. mængde og derfor realiserer den almindelige merværdirate. Der ville forekomme individuelle afvigelser. Hvis en arbejder brugte betydeligt mere tid på produktionen af en vare, end det samfundsmæssigt var nødvendigt, ville hans individuelle nødvendige arbejdstid afvige betydeligt fra den samfundsmæssigt nødvendige dvs. fra den gennemsnitlige arbejdstid. Hans arbejde ville derfor ikke gælde som gennemsnitsarbejde, hans arbejdskraft ikke som gennemsnitlig arbejdskraft. Den ville slet ikke kunne sælges eller kun til en værdi, der lå under arbejdskraftens gennemsnitsværdi. Der forudsættes derfor et bestemt minimum af arbejdsfærdighed, og vi vil senere se, at den kapitalistiske produktion finder midler til at måle dette minimum. Ikke desto mindre afviger minimumet fra gennemsnittet, skønt det på den anden side er arbejdskraftens gennemsnitsværdi, der skal betales. Af de seks små mestre ville den ene derfor skaffe sig mere, den anden mindre end den gennemsnitlige merværdirate. Ulighederne ville blive udjævnet for samfundet, men ikke for den enkelte mester. Loven for værdiproduktion i det hele taget realiserer sig derfor først fuldstændigt for den enkelte producent, når han producerer som kapitalist og derfor beskæftiger mange arbejdere samtidig; når han altså sætter egentligt samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde i gang.

Endog ved uændret arbejdsmåde forårsager den samtidige anvendelse af et større antal arbejdere en revolution i arbejdsprocessens materielle betingelser. Bygninger, hvor mange arbejder, lagre til råmateriale osv., beholdere, instrumenter, apparater osv., der bruges af mange samtidig eller skiftevis, kort sagt, en del af produktionsmidlerne bliver nu konsumeret i fællesskab under arbejdsprocessen. På den ene side bliver bytteværdien for varer, altså også for produktionsmidler, ikke forhøjet ved en større udnyttelse af deres brugsværdi. På den anden side vokser omfanget af de i fællesskab benyttede produktionsmidler. Et lokale, hvor 20 vævere arbejder med deres 20 vævestole, må have en større udstrækning end lokalet hos en uafhængig væver med to svende. Men produktionen af et værksted til 20 personer koster mindre arbejde end produktionen af 10 værksteder, der hver er beregnet til to personer, og derfor stiger værdien af de produktionsmidler, der er koncentreret i store mængder til fælles brug, ikke i forhold til deres omfang og deres nyttevirkning. Produktionsmidler, der forbruges i fællesskab, afgiver en mindre værdidel til det enkelte produkt, dels fordi den samlede værdi, som de afgiver, fordeler sig på en større mængde produkter på samme tid, dels fordi de, i sammenligning med isolerede produktionsmidler, ganske vist træder ind i produktionsprocessen med absolut større, men ud fra deres virkekreds betragtet med relativ mindre værdi. Dermed falder en del af den konstante kapitals værdi og følgelig også totalværdien af varen proportionalt med denne værdidel. Virkningen er den samme, som hvis varens produktionsmidler blev produceret billigere. Denne økonomi i anvendelsen af produktionsmidlerne opstår kun som følge af, at de under arbejdsprocessen bliver forbrugt af mange i fællesskab. Og de får denne karakter af at være betingelser for samfundsmæssigt arbejde eller arbejdets samfundsmæssige betingelser til forskel fra de spredte og relativt dyre produktionsmidler hos isolerede selvstændige arbejdere eller små mestre, selv hvis de mange kun arbejder under samme tag, men ikke arbejder sammen. En del af arbejdsmidlerne får denne samfundsmæssige karakter, før arbejdsprocessen selv får den.

Økonomi i anvendelsen af produktionsnudlerne må i det hele taget betragtes ud fra to synspunkter. For det første for så vidt den billiggør varerne og derved sænker arbejdskraftens værdi. For det andet for så vidt den ændrer merværdiens forhold til den udlagte samlede kapital, dvs. til summen af dens konstante og variable dele. Det sidste punkt vil først blive behandlet i første afsnit af dette værks tredje bog, hvortil vi af hensyn til sammenhængen også henlægger adskilligt andet, der vedrører dette spørgsmål. Analysens gang påbyder denne splittelse af emnet, der tillige er i samklang med den kapitalistiske produktions ånd. Da arbejdsbetingelserne her er uafhængige af arbejderen, fremtræder deres økonomi også som en særlig operation, der ikke kommer ham ved og derfor ikke har nogen forbindelse med de metoder, der forøger hans personlige produktivitet.

Den form arbejdet antager, når mange arbejder planmæssigt side om side eller i fællesskab i samme produktionsproces eller i forskellige, men sammenhængende produktionsprocesser, hedder kooperation.

Ligesom en kavalerieskadrons angrebskraft eller et infanteriregiments modstandskraft er væsentlig forskellig fra summen af alle kavaleristers og infanteristers angrebs- og modstandskræfter, taget enkeltvis, således adskiller summen af de enkelte arbejderes mekaniske kræfter sig fra den samfundsmæssige kraft, der udvikler sig, når mange hænder virker sammen på samme tid i samme udelte operation f.eks. når en tung byrde skal løftes, et håndsving drejes eller en forhindring fjernes. Det kombinerede arbejdes virkning kunne her slet ikke opnås af enkelte personer eller kun i løbet af meget længere tidsrum eller efter en dværgmålestok. Det drejer sig her ikke kun om forøgelse af den individuelle produktivkraft ved kooperation, men om skabelsen af en produktivkraft, der nødvendigvis må være en kollektiv kraft.

Bortset fra den ny kraft, der opstår af mange kræfters sammensmeltning til en samlet kraft, udvikler den sociale kontakt alene ved de fleste produktive arbejder en kappestrid og en egenartet opildnen af livsånderne (animal spirits), der forhøjer den enkeltes individuelle ydeevne så meget, at tolv personer i løbet af en kollektiv arbejdsdag på 144 timer tilsammen leverer et langt større samlet produkt end tolv enkelte arbejdere, der hver arbejder 12 timer eller en arbejder, der arbejder 12 dage efter hinanden. Dette kommer af, at mennesket af naturen er, om ikke, som Aristoteles mener, et politisk så i al fald et socialt dyr.

Skønt mange samtidig udfører det samme eller noget ensartet i fællesskab, så kan den enkeltes individuelle arbejde som en del af det samlede arbejde alligevel repræsentere arbejdsprocessens forskellige faser, som arbejdsgenstanden gennemløber hurtigere som følge af kooperationen. Når murere f.eks. danner en række af hænder for at bringe bygningssten fra foden af et stillads til toppen, gør hver enkelt af dem det samme, men alligevel udgør de enkelte operationer kontinuerlige dele af en totaloperation, særlige faser, som enhver bygningssten må gennemgå under arbejdsprocessen, og hvorved totalarbejderens 24 hænder fremskynder den kraftigere, end hvis hver enkelt arbejder med sine to hænder skulle stige op og ned ad stilladset. Arbejdsgenstanden vandrer samme stykke vej på kortere tid. På den anden side kombineres der arbejde, når opførelsen af et hus f.eks. bliver påbegyndt fra flere sider på samme tid, skønt de koopererende arbejdere udfører samme eller ensartet arbejde. 12 arbejdere med en kombineret arbejdsdag på 144 timer, der kan tage arbejdsgenstanden under behandling fra mange sider på en gang, fordi totalarbejderen har øjne og hænder både fortil og bagtil og til en vis grad er allestedsnærværende, får det samlede produkt hurtigere fra hånden, end en eller flere isolerede arbejdere, der mere ensidigt må tage fat på deres arbejde, gør på 12 tolvtimers arbejdsdage. Forskellige dele af produktet opbygges på samme tid.

Vi har understreget, at de mange, der supplerer hinanden, udfører samme eller ensartet arbejde, fordi denne simpleste form for fælles arbejde også spiller en stor rolle i kooperationens mest udviklede skikkelse. Er arbejdsprocessen kompliceret, så tillader alene mængden af samarbejdende, at de forskellige operationer fordeles mellem forskellige hænder, og derfor udføres samtidig; derved forkortes den arbejdstid, der kræves til fremstillingen af det samlede produkt.

I mange produktionsgrene findes der kritiske øjeblikke, dvs. at der ud fra arbejdsprocessens natur er bestemte tidsrum, hvor der skal opnås bestemte arbejdsresultater. Skal en flok får f.eks. klippes eller en kornmark mejes og høstes, så er produktets kvantitet og kvalitet afhængigt af, at denne operation bliver påbegyndt og afsluttet på et bestemt tidspunkt. Den tid, som arbejdsprocessen må tage, er her foreskrevet som f.eks. ved sildefangst. Den enkelte kan ud af en dag skære en arbejdsdag på f.eks. 12 timer, men kooperationen af f.eks. 100 udvider en dag på 12 timer til en arbejdsdag på 1200 timer. Den korte arbejdsperiode bliver her forlænget ved mængden af arbejdere, der bliver kastet ud i produktionsfeltet i det afgørende øjeblik. Den rettidige virkning afhænger her af den samtidige anvendelse af mange kombinerede arbejdsdage, nyttevirkningens omfang af arbejderantallet, der altid vil være mindre end antallet af arbejdere, der enkeltvis skulle have udført samme arbejde i samme tidsrum. Det er mangelen på denne kooperation, der gør at der i De forenede Staters vestlige egne er en masse korn og i de dele af Ostindien, hvor engelsk herredømme har ødelagt det gamle fællesskab, en masse bomuld, der årligt går til spilde.

På den ene side tillader kooperationen, at arbejdet kan have en større udstrækning; til visse arbejdsprocesser kræves der derfor kooperation på grund af arbejdsgenstandens udstrækning, som ved dræning, inddæmning, overrisling, kanal-, gade- og jernbanearbejder osv. På den anden side muliggør den i forhold til produktionens stade en sammentrængning af produktionsområdet. Denne sammentrængning af produktionsområdet samtidig med udstrækningen af arbejdets virkningssfære, hvorved der bliver sparet en masse unyttige udgifter (faux frais), skyldes konglomeration af arbejderne, sammentrængning af forskellige arbejdsprocesser og koncentration af produktionsmidlerne.

Sammenlignet med et lige så stort antal isolerede, individuelle arbejdsdage, producerer den kombinerede arbejdsdag større mængder brugsværdi og formindsker derved den arbejdstid, der er nødvendig for produktionen af en bestemt nyttevirkning. Om den i det givne tilfælde erhverver denne øgede produktivitet ved enten at forøge arbejdets mekaniske kraft og ydedygtighed, udstrække dets virkningssfære, indsnævre produktionsområdet i forhold til produktionens stade, i det kritiske øjeblik gøre meget arbejde flydende på kort tid, anspore de enkelte til kappestrid og styrke deres livsånder, påtrykke manges ensartede arbejder kontinuitetens og mangesidighedens stempel, udrette forskellige operationer samtidig, økonomisere med produktionsmidlerne ved fælles brug af dem eller ved at give det individuelle arbejde karakteren af samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, – under alle omstændigheder er den kombinerede arbejdsdags specifikke produktivitet arbejdets samfundsmæssige produktivkraft eller det samfundsmæssige arbejdes produktivkraft. Denne kraft udspringer af kooperationen selv. I planmæssigt samvirke med andre stryger arbejderen sine individuelle bånd af og udvikler sine artsevner.

Da arbejdere i almindelighed ikke umiddelbart kan virke sammen uden at. være sammen, og da deres konglomeration på et bestemt sted derfor er en betingelse for deres kooperation, kan lønarbejdere ikke kooperere, uden at samme kapital, samme kapitalist, beskæftiger dem på samme tid, dvs. køber deres arbejdskræfter samtidig. Disse arbejdskræfters samlede værdi, dvs. summen af arbejdernes lønninger for en dag, en uge osv., må derfor være forenet i kapitalistens lomme, før arbejdskræfterne selv bliver forenet i produktionsprocessen. Betaling af 300 arbejdere på en gang, om også kun for en dag, betinger større kapitaludlæg end betaling af kun få arbejdere uge for uge i et helt år. Antallet af koopererende arbejdere eller kooperationens størrelse afhænger altså først og fremmest af størrelsen af den kapital, som den enkelte kapitalist kan lægge ud til køb af arbejdskraft, dvs. af det omfang, i hvilket en enkelt kapitalist råder over mange arbejderes livsfornødenheder.

Det forholder sig med den konstante kapital som med den variable. Udlægget til råmateriale er f.eks. 30 gange større for den kapitalist, der beskæftiger 300, end det er for hver af de 30 kapitalister, der hver beskæftiger 10 arbejdere. Værdien og mængden af de i fællesskab benyttede arbejdsmidler forøges dog ikke i samme grad som antallet af beskæftigede arbejdere, men de øges betragteligt. Koncentrationen af større mængder af produktionsmidler hos de enkelte kapitalister er en materiel betingelse for lønarbejdernes kooperation, og kooperationens omfang eller målestokken for produktionen afhænger af denne koncentrations omfang.

Vi har tidligere set, at den individuelle kapital skal have en vis minimal størrelse for at antallet af de samtidigt udbyttede arbejdere og dermed mængden af den producerede merværdi kan blive tilstrækkelig til at befri arbejdsgiveren for manuelt arbejde, til at lave en kapitalist ud af en lille mester og således formelt at etablere kapitalrelationen. Dette minimum fremtræder nu som materiel betingelse for forvandlingen af mange spredte og indbyrdes uafhængige individuelle arbejdsprocesser til en kombineret samfundsmæssig arbejdsproces.

Ligeså kunne kapitalens kommando over arbejdet i begyndelsen synes at være en formel følge af, at arbejderen, i stedet for at arbejde for sig selv, arbejder for kapitalisten og derfor under kapitalisten. Med mange lønarbejderes kooperation udvikler kapitalens kommando sig til et krav, der må opfyldes, for at arbejdsprocessen kan udføres, dvs. til en virkelig produktionsbetingelse. Kapitalistens kommando på produktionsfeltet bliver nu lige så uundværlig som generalens kommando på slagmarken.

Alt umiddelbart samfundsmæssigt eller fælles arbejde i større målestok behøver mere eller mindre en direktion, der formidler harmonien mellem de individuelle operationer og udfører de almindelige funktioner, der udspringer af bevægelsen hos det produktive totallegeme til forskel fra dets selvstændige organers bevægelse. En enkelt violinspiller dirigerer sig selv, et orkester behøver en dirigent. Denne ledelses- overvågnings- og formidlingsfunktion bliver kapitalens funktion, så snart det arbejde, der er underordnet den, bliver kooperativt. Som kapitalens specifikke funktion får ledelsesfunktionen specifikke karaktertræk.

Fra første færd er det herskende motiv og bestemmende formål for den kapitalistiske produktionsproces den størst mulige selv-værdiøgning af kapitalen dvs. den størst mulige produktion af merværdi, altså kapitalistens størst mulige udbytning af arbejdskraften. Med mængden af samtidigt beskæftigede arbejdere vokser deres modstand og dermed nødvendigvis trykket fra kapitalen for at overvinde denne modstand. Kapitalistens ledelse er ikke blot en funktion, der udspringer af den samfundsmæssige arbejdsproces' natur og derfor henhørende til og særegen for den; den er tillige en samfundsmæssig arbejdsproces' udbytningsfunktion, og den er derfor betinget af den uundgåelige antagonisme mellem udbytteren og råmaterialet for hans udbytning. På samme måde vokser med omfanget af de produktionsmidler, der som fremmed ejendom står over for lønarbejderen, nødvendigheden af at føre kontrol med den rette anvendelse af dem. Lønarbejdernes kooperation er endvidere blot en virkning af den kapital, der beskæftiger dem samtidigt. Sammenhængen mellem deres funktioner og deres enhed som et produktivt kombineret legeme ligger uden for dem, i kapitalen, der bringer dem sammen og holder dem sammen. Sammenhængen mellem deres arbejder træder dem derfor ideelt i møde som en af kapitalisten undfanget plan, praktisk som kapitalistens autoritet, som en fremmed viljes magt, en vilje, der stiller deres aktivitet i sit eget formåls tjeneste.

Hvis den kapitalistiske ledelse derfor efter sit væsen er dobbeltsidig på grund af dobbeltsidigheden af selve den produktionsproces, der skal ledes, en proces, der på den ene side er en samfundsmæssig arbejdsproces til fremstilling af et produkt, og på den anden side er kapitalens værdiøgende proces, så er denne ledelse efter sin form despotisk. Med kooperationens større omfang udvikler denne despotisme sine karakteristiske former. Ligesom kapitalisten først bliver fri for manuelt arbejde, når hans kapital har nået den minimale størrelse, som den egentlige kapitalistiske produktion begynder med, således overdrager han nu den funktion at føre direkte og konstant opsyn med de enkelte arbejdere og arbejdergruppen til en særlig slags lønarbejdere. En industriel hær af arbejdere, der samvirker under den samme kapitals kommando, har ligesom en militærarmé brug for officerer (driftsledere, managers) og underofficerer (sjakformænd, foremen, overlookers, contre-maitres), der under arbejdsprocessen kommanderer i kapitalens navn. Arbejdet med at have overopsyn bliver deres faste og eneste funktion. Ved at sammenligne produktionsmåden hos uafhængige bønder eller selvstændige håndværkere med plantageledelsens produktionsmåde, der er baseret på slaveri, tæller den politiske økonom dette overopsynsarbejde med til de faux frais de production (unødvendige produktionsomkostninger). Ved betragtning af den kapitalistiske produktionsmåde identificerer han derimod den ledelsesfunktion, der udspringer af den fælles arbejdsproces' natur, med den ledelsesfunktion, der betinges af denne proces' kapitalistiske og derfor antagonistiske karakter. Kapitalisten er ikke kapitalist, fordi han er industriel leder, men han bliver industriel befalingsmand, fordi han er kapitalist. Overkommandoen i industrien bliver kapitalens attribut, ligesom overkommandoen under krigen og ved retten i feudaltiden var den faste jordbesiddelses attribut.

Arbejderen er arbejdskraftens ejermand, så længe han som dens sælger tinger med kapitalisten, og han kan kun sælge det, han besidder, sin egen individuelle isolerede arbejdskraft. Dette forhold ændres på ingen måde ved, at kapitalisten køber 100 i stedet for en eller slutter kontrakt med hundrede arbejdere, der er uafhængige af hinanden, i stedet for med en enkelt. Han kan beskæftige de 100 arbejdere uden at lade dem kooperere. Kapitalisten betaler derfor værdien af 100 selvstændige arbejdskræfter, men han betaler ikke de hundredes kombinerede arbejdskraft. Da de er uafhængige af hinanden, indtræder arbejderne enkeltvis i et forhold til samme kapital, men ikke til hinanden. Deres kooperation begynder først i arbejdsprocessen, men i arbejdsprocessen er de allerede ophørt med at være deres egne herrer. Med deres indtræden i denne proces er de indlemmet i kapitalen. Som koopererende, som dele af en arbejdende organisme, er de selv kun en særlig eksistensform for kapitalen. Den produktivkraft, som arbejderen udvikler som samfundsmæssig arbejder, er derfor kapitalens produktivkraft. Arbejdets samfundsmæssige produktivkraft udvikler sig uden vederlag, så snart arbejderne er stillet under bestemte betingelser, og kapitalen stiller dem under disse betingelser. Da arbejdets samfundsmæssige produktivkraft ikke koster kapitalen noget, og da den på den anden side ikke bliver udviklet af arbejderen, før hans arbejde tilhører kapitalen, fremtræder den som en produktivkraft, der er kapitalen naturgivet, som kapitalens iboende produktivkraft.

Den kolossale virkning af den simple kooperation viser sig i de gamle asiaters, ægypteres, etruskeres osv. kæmpe-bygningsværker.

»Engang i fordums tid skete det, at disse asiatiske stater efter at have dækket omkostningerne ved deres civile og militære institutioner fandt sig i besiddelse af et overskud af livsfornødenheder, som de kunne anvende på pragtbygninger eller nyttige bygningsværker. Deres herredømme over næsten hele den ikke agerdyrkende befolkning og monarkens og præsteskabets fulde rådighed over nævnte overskud gav dem midler til at opføre hine mægtige monumenter, som de fyldte landet med... Til flytning af de kolossale statuer og af de enorme masser, hvis transport vækker forbavselse, blev der næsten udelukkende og ødselt anvendt menneskeligt arbejde. Antallet af arbejdere og koncentrationen af deres anstrengelser var tilstrækkelig. På samme måde ser vi mægtige koralrev stige op af oceanets dybder og danne fast land, skønt hver enkelt aflejring (depository) er ubetydelig, svag og kummerlig. De ikke agerdyrkende arbejdere i et asiatisk monarki har bortset fra deres individuelle legemlige kraftanstrengelser kun lidt at tilføre værket, men deres antal er deres kraft, og ledelsens magt over disse masser førte til hine kæmpebygningsværkers opståen. Det var koncentrationen af de revenuer, som arbejderne lever af, som samlet i én eller få hænder muliggjorde sådanne foretagender.«

Denne magt hos asiatiske og ægyptiske konger eller etruskiske teokrater osv. er i det moderne samfund overgået til kapitalisten, hvad enten han optræder som en isoleret kapitalist eller i aktieselskaber som kombineret kapitalist.

Kooperationen i arbejdsprocessen, sådan som vi finder den hos jægerfolk ved menneskekulturens begyndelse, eller som vi finder fremherskende i de indiske landsbysamfunds jordbrug, beror på den ene side på den fælles ejendomsret til produktionsbetingelserne og på den anden side på den omstændighed, at det enkelte individ lige så lidt har løsrevet sig fra stammens eller landsbysamfundets navlesnor, som den enkelte bi fra bistaden. Begge træk adskiller disse former for kooperation fra den kapitalistiske. Den sporadiske anvendelse af kooperation i stor målestok i den antikke verden, middelalderen og i de moderne kolonier er baseret på direkte beherskelses- og trældomsrelationer, for det meste på slaveri. Den kapitalistiske form forudsætter derimod fra første færd den frie lønarbejder, der sælger kapitalen sin arbejdskraft. Historisk udvikler den sig imidlertid i opposition til bondens landbrug og det uafhængige håndværk, hvad enten dette er tilsluttet et lav eller ej. Fra disses standpunkt fremtræder den kapitalistiske kooperation ikke som en særlig historisk form for kooperation, men kooperationen selv viser sig som en historisk form, der er ejendommelig for og som på specifik måde karakteriserer den kapitalistiske produktionsproces.

Ligesom arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, der er udviklet ved kooperation, fremtræder som kapitalens produktivkraft, sådan fremtræder kooperationen selv som en specifik form for den kapitalistiske produktionsproces i modsætning til produktionsprocessen hos isolerede uafhængige arbejdere og små mestre. Det er den første ændring, som den egentlige arbejdsproces undergår, når den bliver underordnet kapitalen. Denne ændring foregår spontant. Dens forudsætning: samtidig beskæftigelse af et større antal lønarbejdere i samme arbejdsproces, danner udgangspunkt for den kapitalistiske produktion. Dette falder sammen med kapitalens egen fødsel. Hvis den kapitalistiske produktionsmåde derfor på den ene side fremtræder som en historisk nødvendighed for arbejdsprocessens forvandling til en samfundsmæssig proces, så fremtræder denne samfundsmæssige form for arbejdsprocessen som en metode, kapitalen gennem forøgelse af arbejdets produktivkraft anvender til at udbytte den med større profit.

I den elementære form, som vi hidtil har betragtet, falder kooperation sammen med produktion i større målestok, men den antager ikke nogen fast form, der er karakteristisk for en særlig udviklingsepoke i den kapitalistiske produktionsmåde. Højst fremtræder den i en sådan form, og da kun tilnærmelsesvis, i manufakturens håndværksmæssige begyndelsesperiode og i den form for storlandbrug, der svarer til manufakturperioden, og som væsentligt adskiller sig fra bondens landbrug ved mængden af samtidigt anvendte arbejdere og ved omfanget af koncentrerede produktionsmidler. Den simple kooperation er stadigvæk den fremherskende form i de produktionsgrene, hvor kapitalen opererer i stor målestok, men hvor arbejdsdeling eller maskiner kun spiller en underordnet rolle.

Kooperationen forbliver grundformen for den kapitalistiske produktionsmåde, skønt dens simple form selv eksisterer som en særlig form side om side med dens videreudviklede former.