Forvandling af arbejdskraftens værdi resp. pris til arbejdsløn

På det borgerlige samfunds overflade fremtræder arbejderens løn som arbejdets pris, en bestemt mængde penge, der bliver betalt for en bestemt mængde arbejde. Man taler her om arbejdets værdi og kalder denne udtrykt i penge for arbejdets nødvendige eller naturlige pris. Man taler på den anden side om arbejdets markedspriser dvs. priser, der svinger over eller under arbejdets nødvendige pris.

Men hvad er værdien af en vare? Det ved produktion af varen forbrugte samfundsmæssige arbejde i tinglig form. Og hvorledes måler vi størrelsen af dens værdi? Ved hjælp af størrelsen af det arbejde, der rummes i den. Hvorledes skulle man da bestemme værdien af f.eks. en arbejdsdag på 12 timer? Ved hjælp af de 12 arbejdstimer, der rummes i en arbejdsdag på 12 timer, hvad der er en flov tautologi.

For at kunne sælges som vare på markedet, måtte arbejdet i al fald eksistere, inden det bliver solgt. Men hvis arbejderen var i stand til at give arbejdet selvstændig eksistens, ville han sælge en vare og ikke arbejde.

Bortset fra disse modsigelser, ville en direkte udveksling af penge, dvs. materialiseret arbejde, med levende arbejde, enten ophæve værdiloven, der først udvikler sig frit netop på grundlag af den kapitalistiske produktion, eller også ville den ophæve selve den kapitalistiske produktion, der netop beror på lønarbejde. Arbejdsdagen på 12 timer optræder f.eks. som en pengeværdi på 6 sh. Enten udveksles der ækvivalenter og så får arbejderen for 12 timers arbejde 6 sh. Prisen på hans arbejde ville da være lig prisen på det produkt, han har frembragt. I så fald ville han ingen merværdi producere for den, der køber hans arbejde; de 6 sh. ville ikke forvandle sig til kapital, grundlaget for den kapitalistiske produktion ville forsvinde, men det er netop på dette grundlag, at han sælger sit arbejde, og at hans arbejde er lønarbejde. Eller også får han for de 12 timers arbejde mindre end 6 sh. dvs. mindre end 12 timers arbejde. Tolv timers arbejde udveksles mod 10, 6 osv. timers arbejde. At sætte lighedstegn mellem ulige størrelser ophæver ikke blot værdibestemmelsen. En modsigelse, der ophæver sig selv på denne måde, kan overhovedet end ikke udtales eller formuleres som en lov.

Det hjælper ikke at forsøge at udlede udvekslingen af mere arbejde med mindre af den forskellige form eller af det forhold, at det i det ene tilfælde er materialiseret arbejde, i det andet levende arbejde. Dette er så meget mere meningsløst som værdien af en vare ikke bestemmes af den mængde levende arbejde, der rent faktisk er materialiseret i den, men af den mængde levende arbejde, der er nødvendig for at fremstille den. Lad os sige, at en vare repræsenterer 6 arbejdstimer. Bliver der så gjort opfindelser, der gør, at . den kan produceres på 3 timer, synker også værdien af den vare, der allerede er produceret, til det halve. Den udgør nu 3 timers nødvendigt samfundsmæssigt arbejde i stedet for som tidligere 6 timers. Det er altså den mængde, der kræves for at producere varen, der bestemmer størrelsen af dens værdi, og ikke den form, hvori arbejdet får genstandskarakter.

Det, som besidderen af penge bliver stillet direkte overfor på arbejdsmarkedet, er i realiteten ikke arbejdet, men arbejderen. Det, arbejderen sælger, er sin arbejdskraft. Så snart hans arbejde begynder reelt, er det holdt op med at tilhøre ham, og han kan følgelig heller ikke sælge det længere. Arbejdet er værdiens substans og immanente mål, men selv har det ingen værdi.

I udtrykket »arbejdets værdi« har man ikke blot fuldstændig udslettet værdibegrebet, men man har også fordrejet det til sin modsætning. Det er et imaginært udtryk som f.eks. jordens værdi. Disse imaginære udtryk har dog deres oprindelse i selve produktionsrelationerne. De er kategorier for væsentlige relationers fremtrædelsesformer. At tingene ofte fremtræder i fordrejet form er temmelig velkendt i alle videnskaber, undtagen i den politiske økonomi.

Den klassiske politiske økonomi lånte kategorien »arbejdets pris« fra hverdagslivet uden at underkaste den kritik og spurgte så først bagefter: hvorledes bliver denne pris bestemt? Man blev snart klar over, at ændringerne i arbejdets pris i forhold til tilbud og efterspørgsel ikke forklarer noget ud over denne ændring, dvs. svingninger i markedspriser over eller under en vis størrelse – præcis som det er tilfældet for enhver anden vare. Svarer efterspørgslen til tilbudet, hører prissvingningerne op, alt andet lige. Men så hører også efterspørgsel og tilbud op med at forklare noget som helst. Når efterspørgsel og tilbud dækker hinanden er arbejdets pris bestemt uafhængigt af dem, vi har arbejdets naturlige pris og her har man så fundet den genstand, der egentligt skulle analyseres. Eller man tog en længere periode af markedsprisens svingninger f.eks. et år, og man opdagede da, at deres op og ned udligner hinanden i en middel gennemsnitsstørrelse, en konstant størrelse. Den måtte naturligvis defineres på en anden måde end de afvigelser fra den selv, der kompenserede hinanden. Denne pris, den »nødvendige pris« (fysiokraterne) eller arbejdets »naturlige pris« (Adam Smith), der optræder som determinant (»bestemmer«) og regulator af arbejdets tilfældige markedspris, kan kun, sådan som det er tilfældet med andre varer, være arbejdets værdi udtrykt i penge. Det var på denne måde, at den politiske økonomi troede at kunne trænge frem til arbejdets værdi igennem dets tilfældige priser. Som det var tilfældet for de andre varers vedkommende, blev så denne værdi bestemt ved produktionsomkostningerne. Men hvad er produktionsomkostningerne ved – arbejderen, dvs. omkostningerne ved at producere eller reproducere arbejderen selv? Uden at man gjorde sig det klart, blev dette problem i den politiske økonomi sat i det oprindelige problems sted, fordi man gik i ring og ikke kom af stedet i sin søgen efter produktionsomkostninger ved arbejdet som sådant. Hvad den politiske økonomi derfor kalder arbejdets værdi (valne of labour) er i virkeligheden arbejdskraftens værdi, der eksisterer i form af arbejderens person og som er ligeså forskellig fra sin funktion, arbejdet, som maskinen er forskellig fra de operationer, den udfører. Optaget som man var af forskellen mellem arbejdets markedspriser og arbejdets såkaldte værdi, af forholdet mellem denne værdi og profitraten, af forholdet til de vareværdier, der blev produceret ved hjælp af arbejdet osv., fik man aldrig øje på, at analysen ikke blot havde ført fra arbejdets markedspriser til dets formentlige værdi, men havde medført, at selve denne arbejdets værdi i næste trin var blevet opløst i arbejdskraftens værdi. Den manglende bevidsthed i den klassiske politiske økonomi om det resultat, dens egen analyse havde ført til, den kritikløse accept af kategorierne »arbejdets værdi«, »arbejdets naturlige pris« osv, som det endelige, adækvate udtryk for det behandlede værdiforhold, indviklede den, som man senere skal se, i uløselige forviklinger og modsigelser, mens den gav vulgærøkonomien et sikkert arbejdsgrundlag for den plathed, som principielt kun hylder det ydre skin.

Lad os nu først se på, hvorledes arbejdskraftens værdi og pris fremstår i deres forvandlede form som arbejdsløn.

Det vil vides, at værdien af en dags arbejdskraft er beregnet på grundlag af, at arbejderen har en vis levetid, der modsvares af en vis længde af arbejdsdagen. Lad os nu antage, at den sædvanemæssigt bestemte arbejdsdag udgør 12 timer og værdien af en dags arbejdskraft 3 sh., hvilket er det pengemæssige udtryk for en værdi, der repræsenterer 6 arbejdstimer. Hvis arbejderen får 3 sh., får han værdien af sin arbejdskraft, der fungerer i 12 timer. Hvis nu denne værdi af en dags arbejdskraft bliver udtrykt som værdien af én dags arbejde, får vi formlen: De 12 timers arbejde har en værdi af 3 sh. På denne måde bestemmer arbejdskraftens værdi arbejdets værdi, eller udtrykt i penge, arbejdets nødvendige pris. Hvis derimod arbejdskraftens pris afviger fra dens værdi, så afviger ligeledes prisen på arbejdet fra dets såkaldte værdi.

Eftersom arbejdets værdi kun er et irrationelt udtryk for arbejdskraftens værdi, er det indlysende, at arbejdets værdi altid må være mindre end den værdi, det frembringer; thi kapitalisten lader altid arbejdskraften fungere længere, end hvad der er nødvendigt for at reproducere arbejdskraftens egen værdi. I førnævnte eksempel er værdien af den arbejdskraft, der fungerer i 12 timer, 3 shillings, en værdi, som arbejdskraften behøver 6 timer for at reproducere. Men den værdi, arbejdskraften frembringer, er imidlertid 6 sh., eftersom arbejdskraften jo er i funktion i 12 timer, og den værdi, den frembringer, ikke afhænger af arbejdskraftens egen værdi, men af længden af den tid, hvor den fungerer. Man kommer derfor til det ved første øjekast absurde resultat, at arbejde, der frembringer en værdi på 6 sh., er i besiddelse af en værdi på 3 sh.

Det fremgår videre: Værdien 3 sh., der udgør den betalte del af arbejdsdagen, dvs. 6 timers arbejde, fremtræder som værdien af eller prisen på den samlede arbejdsdag på 12 timer, der rummer 6 timer, som ikke er betalt. Arbejdslønnens form udsletter altså ethvert spor af arbejdsdagens deling i nødvendigt arbejde og merarbejde, i betalt og ubetalt arbejde. Alt arbejde fremtræder som betalt arbejde. Når der er tale om hoveriarbejde, er den hovpligtige bondes arbejde for sig selv og hans tvangsarbejde for jordbesidderen adskilt rumligt og tidsmæssigt; forskellen er til at tage og føle på i ordets bogstavelige forstand. For slavens vedkommende fremtræder selv den del af arbejdsdagen, hvor slaven kun erstatter værdien af midlerne til at opretholde sin egen eksistens, og hvor han altså i realiteten arbejder for sig selv, som arbejde for slavens herre. Hele slavens arbejde fremtræder som ubetalt arbejde. Når det drejer sig om lønarbejde, forholder det sig omvendt; selv merarbejdet, dvs. det ubetalte arbejde, fremtræder som var det betalt. I det ene tilfælde skjuler ejendomsforholdet det sagforhold, at slaven arbejder for sig selv, i det andet skjuler pengeforholdet det sagforhold, at lønarbejderen arbejder gratis.

Af dette fremgår den afgørende betydning af, at arbejdskraftens værdi og pris omformes til arbejdsløn eller til værdi og pris for selve arbejdet. Samtlige både arbejderens og kapitalistens retsforestillinger, alle den kapitalistiske produktionsmådes mystifikationer, alle dens frihedsillusioner og alle vulgærørkonomiens apologetiske flovser beror på denne fremtrædelsesform, der gør det virkelige forhold usynligt og viser netop det modsatte af dette forhold.

Hvis verdenshistorien har brug for megen tid for at komme bag om arbejdslønnens hemmelighed, er til gengæld intet lettere at forstå end denne fremtrædelsesforms nødvendighed eller raisons d'être (eksistensberettigelse).

For iagttagelsen optræder udvekslingen mellem kapital og arbejde til at begynde med helt på samme måde som køb og salg af alle andre varer. Køberen yder en vis pengesum, sælgeren en artikel, der er forskellig fra penge. Retsbevidstheden erkender her højest en materiel forskel, der kommer til udtryk i de retligt ækvivalente formler: Do ut des, do ut facias, facio ut des og facio ut facias.

Endvidere: Eftersom bytteværdi og brugsværdi i sig selv er inkommensurable størrelser, synes udtryk som »arbejdets værdi«, »arbejdets pris« ikke mere irrationelle end udtryk som »bomuldens værdi«, »bomuldens pris«. Hertil kommer, at arbejderen bliver betalt efter, at han har leveret sit arbejde. Men i sin funktion som betalingsmiddel realiserer pengene først bagefter den leverede artikels værdi eller pris, i det givne tilfælde altså det leverede arbejdes værdi eller pris. Sluttelig er den »brugsværdi«, som arbejderen leverer kapitalisten i virkeligheden ikke arbejdskraft, men arbejdskraftens funktion, et bestemt nyttigt arbejde, skrædderarbejde, skomagerarbejde, spindearbejde osv. At så det samme arbejde fra en anden synsvinkel er et generelt værdidannende element, en egenskab, der adskiller det fra alle andre varer, ligger hinsides den gængse bevidsthed.

Ser vi nu sagen fra den arbejders synspunkt, som for 12 timers arbejde får f.eks. værdiproduktet af 6 timers arbejde, lad os sige 3 sh., da er hans 12 timers arbejde i virkeligheden midlet til at købe de 3 sh. for. Værdien af hans arbejdskraft kan variere med værdien af hans sædvanebestemte livsfornødenheder, fra 3 til 4 sh. eller fra 3 til 2 sh. eller, uden at der sker ændringer i værdien af hans arbejdskraft, kan prisen på den stige til 4 eller falde til 2 sh. som følge af det skiftende forhold mellem efterspørgsel og tilbud – men hvad der end sker, arbejderen yder fortsat 12 timers arbejde. Enhver ændring i størrelsen af det ækvivalent, som han modtager, forekommer ham nødvendigvis, som om det var en ændring af værdien eller af prisen på hans 12 timers arbejde. Omvendt blev Adam Smith forledt af denne omstændighed til at påstå, at arbejdets værdi er konstant, eftersom han behandlede arbejdsdagen som en konstant størrelse, til trods for at værdien af livsfornødenhederne varierer og den samme arbejdsdag derfor repræsenterer flere eller færre penge for arbejderen.

Tager vi så på den anden side kapitalisten, vil han ganske vist søge at opnå så meget arbejde som muligt for så få penge som muligt. Praktisk interesserer han sig derfor kun for forskellen mellem arbejdskraftens pris og den værdi, som dens funktion skaber. Men han søger at købe alle varer så billigt som muligt og forklaringen på hans profit er for hans eget vedkommende overalt det simple snyderi, det at købe under og sælge over værdien. Derfor kommer han ikke til forståelse af, at hvis der virkelig skulle eksistere sådan noget som arbejdets værdi og han virkelig betalte denne værdi, ville der ikke eksistere nogen kapital, og hans penge ville ikke forvandle sig til kapital.

Samtidig har arbejdslønnens reelle bevægelse fænomener at opvise, der synes at bevise, at det ikke er arbejdskraftens værdi, men værdien af dens funktion, selve arbejdet, der betales. Disse fænomener kan vi føre tilbage på to store klasser. For det første: Variation af arbejdslønnen i forbindelse med arbejdsdag af varierende længde. Man kunne ligeså godt drage den slutning, at det ikke er maskinens værdi, der betales, men dens operationer, da det jo koster mere at leje en maskine for en uge end for én dag. For det andet: Den individuelle forskel i arbejdslønnen hos forskellige arbejdere, der udfører den samme funktion. Denne individuelle forskel finder man også i slavesystemet, hvor det imidlertid er selve arbejdskraften, man køber, frank og frit og uden falbelader, og hvor denne forskel derfor ikke giver anledning til illusioner. Blot er det sådan, at under slavesystemet er det slavejeeren, der får fordelen og ulempen ved en arbejdskraft, der ligger over eller under gennemsnittet, mens det under lønarbejdersystemet er arbejderen selv, der berøres af disse forhold, da det er arbejderen selv, der her sælger sin arbejdskraft, mens det under slavesystemet er tredjemand, der sælger den.

I øvrigt gælder for fremtrædelsesformen »arbejdets værdi og pris«, »arbejdsløn« til forskel fra væsensforholdet, arbejdskraftens værdi og pris, som er det, der fremtræder på denne måde, det samme, som gælder for alle fremtrædelsesformer og deres dulgte baggrund. Fremtrædelsesformerne reproducerer sig umiddelbart spontant som gængse tankeformer, væsensforholdene må derimod først afdækkes af videnskaben. Den klassiske politiske økonomi støder omtrentligt på det sande sagforhold, men uden dog at formulere det bevidst. Det er den ikke i stand til, så længe den ikke er gået ud af sit borgerlige skind.