Timelønnen

Selve arbejdslønnen antager så igen meget mangfoldige former, en omstændighed, der ikke just fremgår af de økonomiske lærebøger, som i deres brutale forkærlighed for den materielle side af sagen forbigår enhver forskel i formen. En fremstilling af alle disse former hører imidlertid hjemme i den specielle lære om lønarbejdet og altså ikke i dette arbejde. Derimod skal der her gives en kort fremstilling af de to dominerende grundformer.

Arbejdskraften sælges, som det vil huskes, altid for bestemte tidsperioder. Den forvandlede form, som arbejdskraftens værdi for en dag, en uge osv. umiddelbart fremtræder i, er derfor »timelønnen«, dvs. daglønnen osv.

Her bør det nu først noteres, at de love, der blev præsenteret i 15.kap. om variation i størrelsen af arbejdskraftens pris og i merværdien, gennem en simpel formændring forvandler sig til love for arbejdslønnen. På samme måde fremtræder forskellen mellem arbejdskraftens bytteværdi og den mængde livsfornødenheder, denne værdi omsætter sig i, nu som forskel mellem nominel arbejdsløn og realløn. Det ville ikke tjene noget nyttigt formål at gentage i fremtrædelsesformen, hvad der allerede er fremstillet for væsensformens vedkommende. Vi begrænser os derfor til nogle få punkter, der kendetegner timelønnen.

Den sum penge, som arbejderen modtager for sit arbejde i løbet af en dag, en uge osv. udgør beløbet af hans nominelle arbejdsløn, dvs. anslået efter værdi. Det er imidlertid klart, at alt efter arbejdsdagens længde, dvs. alt efter den mængde arbejde, han dagligt yder, kan den samme dagløn, ugeløn osv. repræsentere en meget forskellig arbejdspris, dvs. meget forskellige summer penge for den samme mængde arbejde. For den tidsbestemte løns vedkommende må man derfor yderligere sondre mellem totalbeløbet af arbejdslønnen, af daglønnen, af ugelønnen osv. og arbejdets pris. Hvordan skal man nu så finde denne pris, dvs. pengeværdien af en given mængde arbejde? Arbejdets gennemsnitspris fremkommer ved, at man dividerer den gennemsnitlige værdi af en dags arbejdskraft med den gennemsnitlige arbejdsdags antal timer. Hvis f.eks. værdien af en dags arbejdskraft er 3 sh., værdiproduktet af 6 arbejdstimer, og hvis arbejdsdagen har 12 timer, da er prisen på en arbejdstime = 12 sh. / 12 = 3 d. Prisen på en arbejdstime, der er fremkommet på denne måde, tjener som måleenhed for arbejdets pris.

Af dette følger, at daglønnen, ugelønnen osv. kan forblive uforandret, selv om arbejdets pris hele tiden falder. Hvis den sædvanebestemte arbejdsdag f.eks. var på 10 timer og værdien af en dags arbejdskraft var 3 sh., udgjorde prisen på én arbejdstime 3 3/5 d; den falder til 3 d., når arbejdstiden forlænges til 12 timer og til 2 2/5 d., når den forlænges til 15 timer. Til trods for dette forbliver dag- eller ugelønnen uforandret. Omvendt kan daglønnen eller ugelønnen stige, selv om arbejdets pris forbliver konstant eller endog falder. Hvis arbejdsdagen f.eks. var på 10 timer og værdien af én dags arbejdskraft var 3 sh., bliver prisen på en arbejdstime 3 3/5 d. Hvis arbejderen som følge af øget beskæftigelse arbejder 12 timer og arbejdets pris er uforandret, stiger hans dagløn nu til 3 sh. 7 1/5 d., uden at der sker en ændring i arbejdets pris. Det samme resultat ville kunne fremkomme, hvis det var arbejdets intensive og ikke dets ekstensive størrelse, der voksede. En vækst i den nominelle dag eller ugeløn kan derfor være ledsaget af en uforandret eller faldende pris på arbejdet. Det samme gælder for arbejderfamiliens indkomst, når den mængde arbejde, der ydes af familiens hovedforsørger, forøges gennem arbejde, der ydes af familiens medlemmer i øvrigt. Der findes således metoder til at nedsætte arbejdsprisen, der er uafhængige af forringelse af den nominelle dag- eller ugeløn.

Det følger imidlertid som en generel lov: Hvis mængden af dags-, uge- osv.- arbejdet er givet, afhænger dag eller ugelønnen af arbejdsprisen, der selv varierer, enten med arbejdskraftens værdi eller med de afvigelser, der findes mellem arbejdskraftens pris og dens værdi. Hvis derimod arbejdsprisen er givet, afhænger dag- eller uge-lønnen af dags- eller ugearbejdets mængde.

Tidslønnens måleenhed, prisen på en arbejdstime er den kvotient, der fremkommer, når værdien af en dags arbejdskraft divideres med den sædvanebestemte arbejdsdags antal timer. Lad os antage, at de udgør 12 timer, værdien af en dags arbejdskraft 3 sh., som er værdiproduktet af 6 arbejdstimer. Prisen på en arbejdstime er under disse betingelser 3 d., dens værdiprodukt 6 d. Hvis arbejderen nu bliver beskæftiget mindre end 12 timer om dagen (eller mindre end 6 dage om ugen) f.eks. kun 6 eller 8 timer om dagen, så får han med den nævnte arbejdspris, kun 1½ eller 2 sh. i dagløn. Eftersom han efter det forudsatte må arbejde gennemsnitligt 6 timer om dagen for blot at producere en dagløn, der svarer til værdien af hans arbejdskraft, eftersom han, ligeledes efter det forudsatte, af hver time kun arbejder en halv time for sig selv, men derimod den anden halve time for kapitalisten, så er det ligeledes klart, at han ikke kan få værdiproduktet på 6 timer ud af det, hvis han beskæftiges mindre end 12. Hvis vi tidligere har set de ødelæggende følger af at arbejde for meget, opdager man her årsagerne til de lidelser for arbejderen, som skyldes den omstændighed, at han er beskæftiget for lidt.

Hvis timelønnen bliver fastsat på den måde, at kapitalisten ikke forpligter sig til at betale en dag- eller ugeløn, men kun de arbejdstimer, som det behager ham at beskæftige arbejderen i, kan kapitalisten beskæftige arbejderen for en tidsperiode, der er kortere end den, der oprindeligt lå til grund ved ansættelsen af timelønnen, dvs. måleenheden for arbejdsprisen. Eftersom denne måleenhed er bestemt ved forholdet

værdien af en dags arbejdskraft
—————————————————————————————————-
arbejdsdag med givet timetal 

taber den naturligvis hele sin mening, når arbejdsdagen ikke længere udgør et bestemt antal timer. Sammenhænget mellem betalt og ubetalt arbejde ophæves. Kapitalisten kan nu få en bestemt mængde merarbejde ud af arbejderen uden at indrømme arbejderen den arbejdstid, der er nødvendig for arbejderens eget underhold. Kapitalisten kan tilintetgøre al regelmæssighed i beskæftigelsen og vilkårligt, helt som det passer hans øjeblikkelige interesser lade det uhyrligste overarbejde skifte med relativ eller fuldstændig arbejdsløshed. Under påskud af at betale »arbejdets normale pris« kan kapitalisten forlænge arbejdsdagen på anormal vis uden at give arbejderen nogen som helst passende kompensation herfor. Dette var årsagen til den helt igennem fornuftbegrundede revolte i 1860 blandt arbejderne i byggefagene i London mod kapitalisternes forsøg på at påtvinge en timeløn af denne art. Arbejdsdagens begrænsning ved lov gør en ende på den slags uvæsen, selv om den underbeskæftigelse, der skyldes konkurrence fra maskinernes side, ændring i de anvendte arbejderes kvalifikationer, par tielle og generelle kriser, naturligvis fortsætter.

Samtidig med at dag- eller ugelønnen vokser, kan arbejdsprisen forblive uforandret i nominel henseende og dog alligevel synke ned under sit normale niveau. Det sker altid, når arbejdsprisen, respektive prisen på en arbejdstime er konstant og arbejdsdagen så forlænges ud over sin sædvanebestemte varighed. Når nævneren i brøken

værdien af én dags arbejdskraft
—————————————————————————————————-
arbejdsdagen

endnu hurtigere. Arbejdskraftens værdi, der er afhængig af sliddet på den, vokser med varigheden af dens funktion og i hurtigere takt end tilvæksten i funktionsvarigheden. I mange industrigrene, hvor der ikke ved lov er sat grænser for arbejdstidens varighed og hvor timeløn er fremherskende, har der derfor rent spontant dannet sig den sædvane, at arbejdsdagen kun gælder som normal (»normal working day«, »the day's work«, »the regular hours of work«) indtil et vist punkt f.eks. til der er gået 10 timer. Kommer man ud over denne grænse, bliver arbejdstiden overtid (overtime) og bliver, med timen som måleenhed, betalt bedre (extra pay) selvom det ofte er i et latterligt lille forhoid. Den normale arbejdsdag eksisterer her som en brøkdel af den virkelige arbejdsdag og den virkelige arbejdsdag varer ofte hele året, længere end den normale. I forskellige britiske industrigrene er det ordnet på så vis, at den vækst, der sker i arbejdsprisen, når arbejdsdagen forlænges ud over en vis normalgrænse, tvinger arbejderen til at acceptere den bedre betalte overtid, hvis han overhovedet vil få en tilstrækkelig arbejdsløn ud af det, da arbejdet er så dårligt betalt under den såkaldte normaltid.

Begrænsning af arbejdsdagen ved lov gør en ende på den morskab.

Det er en kendsgerning, der er almindeligt kendt, at jo længere arbejdsdagen er i en industrigren, desto lavere er arbejdslønnen. Fabriksinspektør A. Redgrave illustrerer dette ved en sammenlignende oversigt for tyveårsperioden 1839–1859. Heraf fremgår det, at arbejdslønnen steg i de fabrikker, der var underkastet loven om 10-timers arbejdsdagen, mens den derimod faldt i de fabrikker, hvor der blev arbejdet 14–15 timer om dagen.

Af loven »Når arbejdets pris er givet, afhænger dag- eller ugelønnen af den mængde arbejde, der ydes« følger umiddelbart, at jo lavere prisen på arbejdet er, desto større må arbejdets mængde eller desto længere må arbejdsdagen være, for at arbejderen kan opnå en blot kummerlig gennemsnitsløn. Arbejdsprisens lave niveau virker her som en spore til at forlænge arbejdstiden.

Omvendt fremkalder forlængelse af arbejdstiden et fald i arbejdsprisen og dermed i dag- eller ugelønnen. Bestemmelsen af arbejdsprisen ved

værdien af én dags arbejdskraft
—————————————————————————————————-
arbejdsdag med givet timetal 

viser, at en simpel forlængelse af arbejdsdagen sænker arbejdsprisen, når der ikke indtræder nogen kompensation. Men de samme omstændigheder, der sætter kapitalisten i stand til at forlænge arbejdsdagen i det lange løb, sætter ham først i stand til og tvinger ham siden til at sænke arbejdsprisen også nominelt, indtil den samlede pris på det forøgede timetal, dvs. dag- eller ugelønnen, falder. Her må det være tilstrækkeligt at henvise til to omstændigheder. Hvis en mand udfører 1½ 2 eller 2 mands arbejde, øges tilførslen af arbejde, selv om tilførslen af de arbejdskræfter, der findes på markedet, er konstant. Den konkurrence, der på denne måde er blevet skabt blandt arbejderne, sætter kapitalisten i stand til at trykke arbejdsprisen ned, mens den faldende pris på arbejdet omvendt sætter ham i stand til at skrue arbejdstiden yderligere i vejret. Men snart bliver dog denne rådighed over anormale mængder af ubetalt arbejde, dvs. mængder, der overskrider det samfundsmæssige gennemsnitsniveau, til et konkurrencemiddel blandt kapitalisterne selv. En del af varens pris består af arbejdets pris. Den ikke-betalte del af arbejdsprisen behøver ikke at indgå i varens pris. Den kan man forære køberen. Det er det første skridt, konkurrencen medfører. Det næste skridt, som den tvinger til, er at udelukke, ligeledes fra varen's salgspris, i det mindste en del af den anormale merværdi, der er opstået gennem arbejdsdagens forlængelse. På denne måde opstår der først sporadisk en anormal lav salgspris for varen, som derpå lidt efter lidt fæstner sig og som så fra dette tidspunkt bliver til det konstante grundlag for en kummerlig arbejdsløn ved overdreven lang arbejdstid, mens den normalt lave salgspris oprindelig ikke var grundlag, men produkt af disse omstændigheder. Vi skal kun give en antydning af denne bevægelse; analysen af konkurrencen hører jo ikke til på dette sted. Men lad kapitalisten selv for et øjeblik få ordet.

»I Birmingham er der så megen konkurrence, den ene mester mod den anden, at mange er tvunget til at gøre ting som arbejdsgivere, de ellers ville skamme sig ved. Og alligevel kommer der ikke flere penge ud af det, det er kun publikum, der får fordelen.«

Man vil huske de to slags bagere i London. Den ene solgte brød til den fulde pris (the »fullpriced« bakers) og de andre under den normale pris (»the underpriced«, »the undersellers«). Stedet for den parlamentariske undersøgelseskommission retter bagerne med den »fulde pris« denne anklagetale mod deres konkurrenter:

»De eksisterer kun, fordi de for det første bedrager publikum og for det andet, fordi de får 18 timers arbejde ud af deres folk for 12 timers løn ... Folkenes gratis arbejde blev gjort ... til det middel, der gjorde konkurrencen mulig og sådan går det fortsat den dag i dag ... Konkurrencen mellem bagermestrene er årsagen til vanskelighederne ved at slippe af med nattearbejdet. En undersælger, der sælger sit brød lavere end omkostningsprisen ifølge prisen på mel, må få dette ind igen ved at få mere ud af sine folk ... Hvis jeg kun fik 12 timers arbejde ud af mine folk, og min nabo fik 18 eller 20, så kan det ikke undgås, at han slår mig, når det gælder salgsprisen. Hvis folkene havde mulighed for at holde fast ved, at de vil betales for overtidsarbejde, ville alt dette blive bragt i orden ... Mange af dem, der beskæftiges hos undersælgerne er udlændinge eller ganske unge, der er tvunget til at sige ja tak til næsten hvilken løn, det skal være. «

Denne jeremiade er også interessant af en anden grund, fordi den viser, hvorledes det kun er produktionsrelationernes ydre skin, der afspejler sig i kapitalisthjernen. Kapitalisten ved ikke, at også den normale arbejdspris rummer en bestemt mængde ubetalt arbejde, og at det netop er dette ubetalte arbejde, der er den normale kilde til hans profit. Kategorien merarbejdstid eksisterer overhovedet ikke for ham, thi den er indeholdt i den normale arbejdsdag, som han tror, at han betaler gennem daglønnen. Imidlertid kender han begrebet overtid, dvs. arbejdstidens forlængelse ud over den grænse, der svarer til den vante arbejdspris. Over for sine undersælgende konkurrenter holder han endog på ekstrabetaling (extra pay) for denne overtid. Han ved derimod ikke, at denne ekstrabetaling rummer ubetalt arbejde præcist som prisen på den sædvanlige arbejdstime. Hvis f.eks. prisen på en time af den 12-timers arbejdsdag er 3 d. og dette er værdiproduktet af ½ arbejdstime, mens prisen på en overarbejdstime er 4 d. og dette er værdiproduktet af 2/3 arbejdstime, tilegner kapitalisten sig i det første tilfælde halvdelen af en arbejdstime og i det andet 1/3 uden at betale.