Nationale forskelle i arbejdstiden

I 15. kapitel beskæftigede vi os med de mange og forskellige kombinationer, som en variation i størrelsen af arbejdskraftens absolutte eller relative værdi (dvs. dens værdi sammenlignet med merværdien) kan fremkalde, samtidig med at den mængde livsfornødenheder, som arbejdskraftens pris realiseres i, på den anden side kan gennemløbe bevægelser, der er uafhængige eller forskellige fra denne variation i prisen. Som allerede anført forvandles alle disse love til love for arbejdslønnens bevægelse, ved at arbejdskraftens værdi, resp. dens pris ganske enkelt oversættes til arbejdslønnens almenforståelige form. Hvad der inden for denne bevægelse kan fremtræde som skiftende kombinationer, kan for forskellige landes vedkommende fremtræde som samtidige forskelle i den nationale arbejdsløn. Når man sammenligner arbejdsløn i de enkelte lande, må man altså i sin betragtning medtage alle de momenter, der er bestemmende ved variationen af størrelsen af arbejdskraftens værdi, prisen på og omfanget af de naturlige og historisk udviklede primære livsbehov, arbejderens opdragelses- og uddannelsesomkostninger, kvinde- og børnearbejdets rolle, arbejdets produktivitet, arbejdets ekstensive og intensive størrelse. Selv den mest flygtige sammenligning kræver, at man først omregner gennemsnitsdaglønnen inden for de samme fag i de enkelte lande til arbejdsdage, der er lige store. Efter at man har foretaget denne udligning af daglønnen, må derpå timelønnen omsættes til stykbetaling eller akkordløn, da det kun er den sidste lønform, der kan fungere som målestok såvel for arbejdets produktivitet som for dets intensitet.

I hvert enkelt land gælder der en vis middelintensitet for arbejdet. Ligger arbejdet ved at fremstille en vare herunder, forbruges der mere tid end samfundsmæssigt nødvendigt, og arbejdet bliver i så fald ikke regnet som arbejde af normal kvalitet. Det er kun en intensitetsgrad, der ligger over det nationale gennemsnit, som ændrer værdimålet i et givet land gennem arbejdstidens blotte varighed. Anderledes forholder det sig på verdensmarkedet, som de enkelte lande er integrerende dele af. Arbejdets middelintensitet varierer fra land til land. Det ene sted er den større, det andet mindre. Disse nationale gennemsnit udgør således en skala, hvis måleenhed er det universelle arbejdes gennemsnitsenhed. Sammenlignet med det mindre intensive arbejde, producerer følgelig det mere intensive nationale arbejde mere værdi i løbet af den samme tid, hvilket kommer til udtryk i flere penge.

Værdiloven bliver imidlertid modificeret endnu mere, når den anvendes internationalt, ved det forhold, at på verdensmarkedet gælder det mere produktive nationale arbejde ligeledes som det mere intensive i alle de tilfælde, hvor den mere produktive nation ikke bliver tvunget gennem konkurrencen til at sænke salgsprisen på sine varer til varernes værdi.

I samme udstrækning som den kapitalistiske produktion er udviklet i et land, hæver arbejdets intensitet og produktivitet i landet sig også over det internationale niveau. De forskellige mængder af varer af samme art, der i forskellige lande produceres i løbet af den samme arbe j dstid, har altså forskellig international værdi, hvad der kommer til udtryk i forskellige priser dvs. i pengesummer, der varierer med de internationale værdier. Pengenes relative værdi vil altså være mindre hos den nation, der har en mere udviklet kapitalistisk produktionsmåde end hos den nation, hvor den er mindre udviklet. Der følger altså, at den nominelle arbejdsløn, arbejdskraftens ækvivalent udtrykt i penge, ligeledes vil være højere hos den første nation end hos den anden, hvilket på ingen måde vil sige, at dette også gælder for reallønnen dvs. de livsfornødenheder, arbejderen har til rådighed.

Men også bortset fra denne relative forskel på pengeværdien i de forskellige lande, vil man hyppigt konstatere, at dag-, uge- osv. løn er højere hos den første nation end hos den anden, mens den relative arbejdspris, dvs. arbejdsprisen i forhold til såvel merværdi som til produktets værdi, er højere hos den anden end hos den første nation.

J. W. Cowell, der var medlem af fabrikskommissionen af 1833, kom efter omhyggeligt at have undersøgt spinderierhvervet til det resultat, at

»i England er lønningerne i realiteten lavere for kapitalisten, selv om de er højere for arbejderen, end på det europæiske fastland.« (Ure, s. 314).

Den engelske fabriksinspektør Alexander Redgrave påviser i fabriksberetningen af 31. oktober 1866 gennem en statistisk sammenligning med landene på kontinentet, at det kontinentale arbejde til trods for lavere løn og langt længere arbejdstid er dyrere end det engelske i forhold til produktet. En engelsk direktør (manager) i en bomuldsfabrik i Oldenburg udtaler, at arbejdstiden der begynder 5,30 morgen og varer til 8 om aftenen, lørdage inkl., og at arbejderne under opsyn af engelske formænd i løbet af denne tid ikke leverer helt så meget som englænderne på 10 timer, og når de er under opsyn af tyske formænd langt mindre endnu. Lønnen ligger langt lavere end i England, i mange tilfælde 50 pct. lavere, men antallet af arbejdere i forhold til maskinerne er langt større, i forskellige værkstedsafdelinger i forholdet 5:3. Hr. Redgrave giver meget præcise enkeltheder om de russiske bomuldsfabrikker. Oplysningerne har han fra en engelsk manager, der endnu for nylig var ansat derovre. På denne russiske jord, der er så frugtbar, når det gælder skændsler af enhver art, står også de gamle rædsler fra de engelske fabrikkers barndomstid i fuldt flor. Lederne er naturligvis englændere, da den indfødte russiske kapitalist ikke duer til at have med fabrikker at gøre. Til trods for slid og overarbejde, uafbrudt dag- og natarbejde og den skammeligste underbetaling af arbejderne klarer de russiske produkter sig kun lige med nød og næppe og kun fordi man har forbudt de udenlandske. - Jeg skal til slut anføre endnu en sammenlignende oversigt, som hr. Redgrave har udarbejdet over det gennemsnitlige antal spindler pr. fabrik og pr. spinder i forskellige lande i Europa. Hr. Redgrave anfører selv, at det er nogle år siden, at han samlede disse tal, og at fabrikkerne i England er vokset i størrelse, og antallet af spindler pr. arbejder i England er øget siden den tid. Han forudsætter imidlertid fremskridt af samme størrelse i de opregnede lande på kontinentet, således at tallene skulle have bevaret deres værdi som sammenligningsgrundlag.

»Denne sammenligning«, siger hr. Redgrave, »er ugunstig for Storbritannien al endnu en grund, da der er et så stort antal fabrikker, hvor man udfører vævning ved dampkraft i forbindelse med spinding (i tabellen er væverne ikke trukket fra), mens fabrikkerne i udlandet alt overvejende er spinderier. Hvis det var muligt at sammenligne det ens med det ens i streng forstand, ville jeg kunne finde mange bomuldsfabrikker i mit distrikt, hvor mulespindere med 2200 spindler bliver passet af bare 1 mand (the minder) med 2 hjælpere, med et dagligt produkt på 220 lbs. garn, der er 400 miles langt« (»Report of Insp. of Fact., 31st Oct. 1866«, s.31-37 spredt).

Det er velkendt, at engelske selskaber har taget bygning af jernbaner i entreprise såvel i Østeuropa som i Asien og her anvender et vist antal engelske arbejdere sammen med de lokale. Tvunget af den praktiske nødvendighed har de således måttet tage hensyn til de nationale forskelle i arbejdets intensitet, og det har ikke skadet dem. Deres erfaringer viser, at selv om lønnens højde mer eller mindre svarer til arbejdets middelintensitet, bevæger den relative arbejdspris (i forhold til produktet) sig i reglen i den modsatte retning.

I »Essay on the Rate of Wages«, der er et af H. Careys første økonomiske skrifter, forsøger han at vise, at forskellen i arbejdslønnen i de enkelte lande står i direkte forhold til arbejdsdagens produktivitetsgrad i de pågældende lande, for så ud fra dette internationale forhold at drage den slutning, at arbejdslønnen i det hele taget stiger og falder med arbejdets produktivitet. Hele vor analyse af produktionen af merværdien viser, hvor plat denne konklusion er, selv hvis Carey havde bevist sine præmisser i stedet for, sin vane tro, at rode noget ukritisk og overfladisk sammenkradset statistisk materiale hulter til bulter mellem hinanden. Det bedste er, at han ikke påstår, at sagen forholder sig sådan i virkeligheden, som den skulle ifølge teorien. Statens indblanding har nemlig forfalsket sagernes naturlige økonomiske tilstand. Man skal derfor beregne arbejdslønnen i de enkelte lande som om den del af lønnen, der tilfalder staten i form af skatter, i virkeligheden tilfaldt arbejderen selv. Burde hr. Carey ikke fundere lidt mere over, om ikke også disse »statsudgifter« er »naturlige frugter« af den kapitalistiske udvikling? Ræsonnementet er helt den mand værdig, der først erklærer de kapitalistiske produktionsrelationer for evige natur- og fornuftslove, hvis frie harmoniske spil alene blev forstyrret ved, at staten blandede sig i det, for derpå at opdage, at Englands diabolske indflydelse på verdensmarkedet, – en indflydelse, som ikke skyldes, sådan ser det ud, den kapitalistiske produktions naturlove, – gør statsindgreb nødvendige, nemlig for at beskytte disse natur- og fornuftslove ved statens hjælp, hvad der også kaldes for protektionisme. Han opdagede yderligere, at Ricardos m.fl.s teoremer, i hvilke eksisterende samfundsmæssige modsætninger og modsigelser formuleres, ikke er det ideale produkt af den reale økonomiske bevægelse, men at derimod de reale modsætninger i den kapitalistiske produktion i England og andetsteds er resultatet af Ricardos m.fl.s teorier!

Endelig gjorde han den opdagelse, at til syvende og sidst er det handelen, der ødelægger hele den kapitalistiske produktionsmådes medfødte skønhed og harmoni. Blot et skridt til, og så opdager han måske, at det eneste misforhold ved den kapitalistiske produktion er selve kapitalen. Kun en mand med en så græsselig mangel på kritisk sans og lærdom de faux aloi (af falsk lødighed) fortjente, trods sine protektionistiske kætterier, at blive den forborgne kilde til den harmoniske visdom hos en Bastiat og alle de andre frihandelsoptimister i vore dage.