| Tilbage | Næste |
Tidligere så vi, hvorledes merværdien opstod af kapitalen; nu skal vi se, hvorledes kapitalen opstår af merværdien. Anvendelse af merværdi som kapital, dvs. forvandling af merværdi tilbage til kapital kaldes kapitalens akkumulation.
Lad os først betragte dette forløb ud fra den enkelte kapitalists synspunkt. En spinder har f.eks. lagt en kapital på 10.000 pd.st. ud, hvoraf 4/5 til bomuld, maskiner osv, den sidste 1/5 til arbejdsløn. Han producerer 240.000 lbs. garn om året til en værdi af 12 000 pd.st.. Med en merværdirate på 100 pct. findes merværdien i merproduktet eller nettoproduktet på 40.000 lbs. garn, 1/6 af bruttoproduktet, til en værdi af 2000 pd.st., der vil blive realiseret ved salg. En værdisum på 2000 pd.st. er en værdisum på 2000 pd.st.. Man hverken lugter eller ser på disse penge, at de er merværdi. En værdis egenskab af merværdi viser, hvorledes den kom til sin ejer, men ændrer intet ved værdiens eller pengenes natur.
For at forvandle den nytilkomne sum på 2000 pd.st. til kapital vil spinderen således, alt andet lige, give 4/5 ud til indkøb af bomuld osv. og 1/5 til indkøb af nye spindearbejdere, som på markedet vil finde de livsfornødenheder, hvis værdi han har udbetalt til dem. Så fungerer den nye kapital på 2000 pd.st. i spinderiet og indbringer for sit vedkommende en merværdi på 400 pd.st.
Kapitalværdien var oprindeligt lagt ud i pengeform; merværdien eksisterer derimod oprindeligt som værdi af en bestemt del af bruttoproduktet. Bliver denne del solgt, forvandlet til penge, genvinder kapitalværdien sin oprin delige form; merværdien derimod forvandler sin oprinde lige eksistensmåde. Fra dette øjeblik er imidlertid både kapitalværdi og merværdi pengesummer, og deres genfor vandling til kapital sker på selvsamme vis. Den ene som den anden investerer kapitalisten i indkøb af varer, der sætter ham i stand til på ny at begynde at fremstille sin artikel, og nu tilmed i større målestok. Men for at kunne købe disse varer, må han forefinde dem på markedet.
Hans eget garn cirkulerer kun, fordi han bringer sit årsprodukt på markedet på samme måde, som alle andre kapitalister gør med deres varer. Men inden de korn på markedet, havde de allerede befundet sig i det årlige produktionsfond, dvs. i totalmængden af de genstande af enhver art, hvortil totalsummen af enkeltkapitalerne, dvs. den samfundsmæssige totalkapital, forvandler sig i årets løb, og hvoraf den enkelte kapitalist kun har en alikvot del (brøkdel) i hænde. De processer, der finder sted på markedet, effektuerer kun omsætningen af de enkelte bestanddele af årsproduktionen, sender dem fra den ene hånd til den anden, men de kan hverken forøge den totale årsproduktion eller ændre de producerede genstandes natur. Hvilken brug der bliver gjort af det årlige totalprodukt afhænger af dets eget sammensætning og på ingen måde af cirkulationen.
Først og fremmest må årsproduktionen levere alle de genstande (brugsværdier), der skal erstatte de i årets løb forbrugte materielle bestanddele af kapitalen. Når disse er trukket fra, bliver det netto- eller merprodukt tilbage, hvori merværdien findes. Og hvad består så dette merprodukt af? Måske af ting, der er bestemt til at tilfredsstille kapitalistklassens behov og lyster, som altså indgår i deres forbrugsfond? Hvis det var det hele, ville merværdien blive soldet op til sidste hvid, og der ville kun ske simpel reproduktion.
For at akkumulere må man forvandle en del af merproduktet til kapital. Men hvis ikke man gør mirakler, k an man kun forvandle de ting til kapital, der er mulige at anvende i arbejdsprocessen, dvs. produktionsmidler og sådanne yderligere ting ved hjælp af hvilke arbejderen kan opretholde livet, dvs. livsfornødenheder. Følgelig må en del af det årlige merarbejde være blevet anvendt til at fremstille supplerende produktionsmidler og livsfornødenheder ud over den mængde, der var nødvendig for at erstatte den udlagte kapital. Kort sagt: Det er kun muligt at forvandle merværdien til kapital, fordi merproduktet, hvis værdi er merværdien, allerede indeholder de materielle bestanddele af en ny kapital.
For nu rent faktisk at lade disse bestanddele fungere som kapital har kapitalistklassen brug for et tilskud af arbejde. Hvis udbytningen af de allerede beskæftigede arbejdere ikke kan øges ekstensivt eller intensivt, må der skaffes supplerende arbejdskraft. Dette har den kapitalistiske produktions mekanisme ligeledes allerede draget omsorg for, idet den reproducerer arbejderklassen som en af arbejdslønnen afhængig klasse, hvis normale løn er tilstrækkelig til ikke blot at sikre klassens opretholdelse, men også dens forøgelse. Disse tilskudsarbejdskræfter, som arbejderklassen årligt leverer på forskellige alderstrin til kapitalen, behøver kapitalen så kun at indlemme i de tilskudsproduktionsmidler, der allerede findes i årsproduktionen, og merværdiens forvandling til kapital er afsluttet. Ser man konkret på sagen, opløser akkumulationen sig i kapitalens reproduktion i progressiv skala. Den simple reproduktions kredsløb forandrer og forvandler sig, som Simondi udtrykker sig, til en spiral.
Lad os nu vende tilbage til vort eksempel. Det er den gamle historie: Abraham avlede Isak, Isak avlede Jakob osv. Den oprindelige kapital på 10.000 pd.st. giver en merværdi på 2000 pd.st., der bliver kapitaliseret. Den ny kapital på 2000 pd.st. giver en merværdi på 400 pd.st., og denne, der så igen kapitaliseres, dvs. forvandles til en tillægskapital nr. 2, giver en ny merværdi på 80 pd.st. osv.
Vi ser her bort fra den del af merværdien, kapitalisten har opbrugt. Lige så lidt er vi i øjeblikket interesseret i, om tillægskapitalen bliver lagt til den oprindelige kapital eller bliver adskilt fra den til selvstændig værdiøgning; om den samme kapitalist, der har akkumuleret den, udnytter den eller om han overdrager den til andre. Blot må vi ikke glemme, at den oprindelige kapital fortsætter med at reproducere sig og producere merværdi ved siden af de nydannede kapitaler, og at det samme gælder mht. enhver akkumuleret kapital i dens forhold til den tillægskapital, den har frembragt.
Den oprindelige kapital blev dannet ved, at der blev givet 10.000 pd.st. ud. Hvor havde ejeren dem fra? Fra sit eget eller sine forfædres arbejde – svarer den politiske økonomis ordførere os med en røst, og deres opfattelse synes i virkeligheden at være den eneste, der er i overensstemmelse med vareproduktionens love.
Helt anderledes ligger det med tillægskapitalen på 2000 pd.st.. Den proces, som den er opstået igennem, kender vi helt nøjagtigt. Den er kapitaliseret merværdi. Helt fra begyndelsen indeholder den ikke et eneste værdiatom, som ikke stammer fra ubetalt fremmed arbejde. De produktionsmidler, tilskudsarbejdskraften indlemmes i, såvel som de livsfornødenheder, der sikrer denne arbejdskrafts fortsatte beståen, er intet andet end integrerende bestanddele af merproduktet, af den tribut, kapitalistklassen årligt fravrister arbejderklassen. Når kapitalistklassen med en del af arbejderklassens tribut køber ekstra arbejdskraft, så er det, selv om købet sker til den fulde pris, idet ækvivalent udveksles med ækvivalent – dog alligevel erobrerens gamle fremgangsmåde, der afkøber de besejrede varer med de besejredes egne penge, som erobreren har røvet.
Hvis tillægskapitalen beskæftiger den, der har produceret den, må vedkommende for det første fortsætte med at øge den oprindelige kapitals værdi, og desuden må han købe resultatet af sit tidligere arbejde tilbage med mere arbejde, end det har kostet. Betragtet som transaktion mellem kapitalistklassen og arbejderklassen ændrer det intet ved sagen, hvis der beskæftiges et tilskud af arbejdere ved hjælp af det ubetalte arbejde, der stammer fra de hidtil beskæftigede arbejdere. Det kan også ske, at kapitalisten forvandler tillægskapitalen til en maskine, der kaster den, der har produceret tillægskapitalen, på gaden og erstatter ham med et par børn. Men under alle omstændigheder hår arbejderklassen igennem det merarbejde, den har udført i år, skabt den kapital, der til næste år vil beskæftige et tilskud af arbejde. Og det er det, man kalder at avle kapital med kapital.
Forudsætningen for akkumulationen af tillægskapital nr. 1 på 2000 pd.st. var en værdisum på 10.000 pd.st., som kapitalisten havde lagt ud, og som tilhørte ham som følge af hans »oprindelige arbejde«. Forudsætningen for tillægskapital nr. 2 på 400 pd.st. er derimod kun den forudgående akkumulation af tillægskapital nr. 1, de 2000 pd.st., hvis kapitaliserede merværdi den er. Ejendom til forgangent ubetalt arbejde fremtræder nu som den eneste betingelse for aktuel tilegnelse af levende ubetalt arbejde i stadigt voksende omfang. Jo mere kapitalisten har akkumuleret, desto mere kan han akkumulere.
For så vidt den merværdi, tillægskapital nr. 1 består af, var resultat af indkøb af arbejdskraft ved hjælp af en del af originalkapitalen, et køb, der svarede til vareudvekslingens love og som, juridisk betragtet, kun forudsætter, at arbejderen for sit vedkommende kan råde frit over sine egne evner, og for penge- eller varebesidderens vedkommende, at denne kan råde frit over de værdier, der tilhører ham; for så vidt tillægskapital nr. 2 osv. kun er resultat af tillægskapital nr. 1, dvs. følge af det ovennævnte første forhold; for så vidt hver enkelt transaktion fortsat er i overensstemmelse med loven for vareudveksling, idet vi antager, at kapitalisten hele tiden køber arbejdskraften, arbejderen hele tiden sælger den, og tilmed til dens virkelige værdi, så er det åbenbart, at den lov for tilegnelse eller lov for privatejendom, der beror på vareproduktion og vareomsætning slår om i sin direkte modsætning gennem sin egen, indre, ubønhørlige dialektik. Den udveksling af ækvivalenter, der fremtrådte som den oprindelige operation, har drejet sig således, at der kun tilsyneladende finder en udveksling sted, idet, for det første, den del af kapitalen, der udveksles mod arbejdskraft, selv kun er en del af det fremmede arbejdsprodukt, der er tilegnet uden ækvivalent og, for det andet, må den ikke blot erstattes af den, som har fremstillet denne del, nemlig af arbejderen, men må erstattes med et nyt merprodukt. Udvekslingsrelationen mellem kapitalist og arbejder bliver således nu til et ydre skin, der er knyttet til cirkulationsprocessen, en ren form, der er fremmed for selve indholdet og kun mystificerer det. Det stadige køb og salg af arbejdskraften er formen. Indholdet er det, at kapitalisten uden ophør omsætter en del af det fremmede arbejde, der allerede er materialiseret, og som han uafbrudt tilegner sig uden ækvivalent, mod at få en stadig større mængde levende fremmed arbejde i stedet. Oprindeligt fremtrådte ejendomsretten for os som begrundet i eget arbejde. I det mindste måtte denne formodning gælde, eftersom kun ligeberettigede varebesiddere står over for hinanden, og det eneste middel til tilegnelse af en fremmed vare var at afhænde sin egen, og denne sidste vare kun kunne fremstilles ved arbejde. Ejendom fremtræder nu for kapitalistens vedkommende som retten til at tilegne sig fremmed, ubetalt arbejde eller dettes produkt og for arbejderens vedkommende som det umulige i at tilegne sig sit eget produkt. Adskillelsen af ejendom og arbejde bliver til den nødvendige følge af en lov, der tilsyneladende udgik fra deres identitet.
Hvor meget den kapitalistiske tilegnelsesmåde således end synes at trodse vareproduktionens oprindelige love, har dette dog på ingen måde sit udspring i, at disse love krænkes, men tværtimod i, at de anvendes. Et kort tilbageblik på rækkefølgen af de bevægelsesfaser, hvis sluttrin er den kapitalistiske akkumulation, vil endnu en gang gøre dette klart.
Vi har først set, at den oprindelige forvandling af en værdisum til kapital skete helt og holdent i overensstemmelse med lovene for udvekslingen. Den ene kontrahent sælger sin arbejdskraft, den anden køber den. Den første modtager sin vares værdi, hvis brugsværdi – arbejdet – dermed er afhændet til den anden. Denne sidste forvandler så produktionsmidler, han allerede er i besiddelse af, ved hjælp af arbejde, der ligeledes tilhører ham, til et nyt produkt, der ligeledes er hans ifølge lov og ret.
Dette produkts værdi rummer: for det første, værdien af de forbrugte produktionsmidler. Det nyttige arbejde kan ikke forbruge disse produktionsmidler uden at overføre deres værdi til det nye produkt, men skal arbejdskraften kunne sælges, må den være i stand til at levere nyttigt arbejde i den industrigren, hvor den skal anvendes.
Endvidere rummer det nye produkts værdi ækvivalentet til arbejdskraftens værdi og en merværdi. Og det skyldes, at arbejdskraften, der er købt for en bestemt tid, en dag, uge, osv., har mindre værdi, end den værdi, der skabes ved at bruge arbejdskraften den pågældende tid. Arbejderen har imidlertid fået bytteværdien af sin arbejdskraft betalt og har dermed afhændet dens brugsværdi – sådan som det er tilfældet ved ethvert køb og salg.
At denne specielle vare, arbejdskraft, har den særegne brugsværdi at levere arbejde, dvs. at skabe værdi, det kan ikke angå vareproduktionens generelle lov. Hvis altså den værdisum, der er lagt ud i form af arbejdsløn, ikke blot simpelthen genforefindes i produktet, men derimod forefindes forøget med en merværdi, skyldes dette ikke at sælgeren er blevet forfordelt, thi han har jo fået sin vares værdi, men skyldes kun, at køberen har forbrugt denne vare.
Udvekslingens lov betinger kun lighed af bytteværdierne af de varer, der bliver udvekslet med hinanden. Den betinger endog på forhånd, at deres brugsværdier er af forskellig karakter, og den har absolut intet at gøre med varernes forbrug, der først begynder efter, at handelen er afsluttet og fuldbyrdet.
Pengenes oprindelige forvandling til kapital sker således i den nøjeste samklang med vareproduktionens økonomiske love og den deraf afledede ejendomsret. Alligevel medfører den:
Den simple reproduktion er kun den periodiske gentagelse af denne første operation; hver gang bliver hele tiden penge på ny forvandlet til kapital. Loven brydes følgelig ikke, tværtimod; den får kun lejlighed til varigt at gøre sig gældende.
»Plusieurs échanges successifs n ' ont fait du dernier que le représentant du premier« (»Mange udvekslinger efter hinanden gør kun den sidste til repræsentant for den første«) (Sismondi, anf.værk s.70).
Og ikke desto mindre har vi set, at det er nok med den simple reproduktion for at give denne første operation et totalt forandret karakterpræg – for så vidt den tidligere betragtedes som en isoleret proces.
»Parmi ceux qui se partagent le revenu national, les uns« (arbejderne) »y acquiérent chaque annee un nouveau droit par un nouveau travail, les autres« (kapitalisterne) »y ont acquis antérieurernent un droit permanent par un travail primitif.« (»Blandt dem, der deler nationalindkomsten, erhverver nogle« (arbejderne) »hvert år en ny ret gennem et nyt arbejde, de andre« (kapitalisterne) »har allerede tidligere erhvervet en vedvarende ret gennem et oprindeligt arbejde.« (Sismondi anf.værk s.110, 111).
Som bekendt er arbejdet ikke det eneste område, hvor førstefødslen gør mirakler.
Det gør heller ingen forskel, hvis den simple reproduktion erstattes af reproduktion i udvidet målestok, af akkumulation. Ved den simple reproduktion formøbler kapitalisten hele merværdien, ved den udvidede reproduktion giver han bevis for sin borgerdyd ved kun at opbruge en del af den og forvandle resten til penge.
Merværdien er hans ejendom, den har aldrig tilhørt nogen anden. Lægger han den ud til produktion, foretager han udlæg af sin egen fond, ganske som den dag, hvor han for første gang betrådte markedet. At denne fond i det nuværende tilfælde stammer fra hans arbejderes ubetalte arbejde, gør hverken fra eller til. Hvis arbejder B bliver beskæftiget ved hjælp af den merværdi, arbejder A har produceret, har A, for det første, leveret denne merværdi, uden at han har fået en øre mindre i pris for sin vare, end han retteligt skulle, og for det andet angår denne sag overhovedet ikke B. Hvad B forlanger og hvad han har ret til at forlange er, at kapitalisten betaler ham værdien af hans arbejdskraft.
»Toos deux gagnaient encore; l'ouvrier parce qu'on lui avançait les fruits de son travail« (burde stå: du travail gratuit d'autres ouvriers) »avant qu'il fût fait;« (burde stå: avant que le sien ait porte du fruit) »le maitre, parce que le travail de cet ouvrier valait plus que le salaire«(burde stå: produisait plus de valeur que celle de son salaire). (»Begge har yderligere fordel heraf; arbejderen fordi man gav ham frugterne af hans arbejde« (burde stå: af andre arbejderes gratis arbejde) »inden det blev gjort;« (burde stå: inden hans arbejde havde båret frugt) »mesteren, fordi denne arbejders arbejde var mere værd end hans løn« (burde stå: frembragte mere værdi end hans løn) ). (Sismondi, anf.værk s.135).
Sagen ser ganske vist helt anderledes ud, når vi betragter den kapitalistiske produktion i dens fornyelses uafbrudte strøm og når vi, i stedet for på den enkelte kapitalist og den enkelte arbejder, fæstner blikket på totaliteten, kapitalistklassen og over for den, arbejderklassen. Men dermed ville vi anlægge en målestok, der er vareproduktionen fuldstændig fremmed.
I vareproduktionen står kun sælger og køber over for hinanden og som uafhængige af hinanden. Deres gensidige relationer er slut med forfaldsdagen for den aftale, der er afsluttet mellem dem. Gentager forretningen sig, så sker det ifølge en ny aftale, der intet har at gøre med den foregående, og hvor det kun er en tilfældighed, hvis den samme køber atter bringes sammen med den samme sælger.
Hvis derfor vareproduktionen eller en proces, der er knyttet til den, skal bedømmes ud fra dens egne økonomiske love, må vi betragte hver enkelt udvekslingsakt for sig, uden for ethvert sammenhæng med den udvekslingsakt, der gik forud eller som kommer efter. Og eftersom køb og salg kun kan afsluttes mellem enkelte individer, er det utilladeligt heri at søge relationer mellem hele samfundsklasser.
Rækken af de periodiske reproduktioner og akkumulationer på tidligere trin, som den i dag fungerende kapital har gennemløbet, kan være nok så lang, kapitalen bevarer dog sin oprindelige jomfruelighed. Så længe udvekslingens love respekteres ved den enkelte udvekslingsakt – taget hver for sig – kan der ske en total omvæltning af tilegnelsesmåden, uden at det på nogen som helst vis berører den med vareproduktionen overensstemmende ejendomsret. Det er den samme ret, der er i kraft, både ved begyndelsen, hvor produktet tilhører producenten, og hvor denne kun kan berige sig gennem eget arbejde, idet han udveksler ækvivalent med ækvivalent, og det er den samme ret, der er i kraft også i den kapitalistiske periode, hvor den samfundsmæssige rigdom i stadig stigende grad bliver ejendom for dem, der er i en situation, der gør dem i stand til stadig på ny at tilegne sig andres ubetalte arbejde.
Dette resultat bliver uundgåeligt, så snart arbejdskraften sælges frit som vare af arbejderen selv. Men det er også først fra det tidspunkt, at vareproduktionen generaliseres og bliver typisk produktionsform; først fra det tidspunkt fremstilles alle produkter på forhånd med salg for øje, og hele den producerede rigdom går igennem omsætningen. Først når lønarbejdet er blevet vareproduktionens grundlag, påtvinger den sig, men det er også først da, at vareproduktionen udfolder alle sine skjulte kræfter og muligheder. At sige, at lønarbejdets mellemkomst forfalsker vareproduktionen, er det samme som at sige, at vareproduktionen ikke må udvikle sig, hvis den vil forblive uforfalsket. I samme udstrækning som vareproduktionen ifølge sine egne immanente love udvikler sig til kapitalistisk produktion, slår disse ejendomslove for vareproduktionen om til at blive love for den kapitalistiske tilegnelse.
Vi har konstateret, at selv ved simpel reproduktion forvandler hele den udlagte kapital sig til akkumuleret kapital, dvs. kapitaliseret merværdi, uanset hvorledes den udlagte kapital oprindeligt var erhvervet. Men i produktionens strøm bliver al oprindeligt udlagt kapital til en forsvindende størrelse (rnagnitudo evanescens i matematisk forstand) i sammenligning med den direkte akkumulerede kapital, dvs. den merværdi eller det merprodukt, der atter er forvandlet til kapital, og det hvad enten den fungerer hos den, der har akkumuleret eller hos en anden. Den politiske økonomi fremstiller derfor i det hele taget kapitalen som »akkumuleret rigdom« (forvandlet merværdi eller revenu) »der på ny anvendes til produktion af merværdi« eller kapitalisten som »merproduktets ejer«. Det er kun en anden form for den samme betragtningsmåde, når det hedder, at al eksisterende kapital er akkumuleret eller kapitaliseret rente, thi renten er kun et brudstykke af merværdien.
Inden vi kommer ind på nogle nærmere bestemmelser af akkumulationen, dvs. merværdiens genforvandling til kapital, må vi fjerne en uklarhed, som den klassiske økonomi har udpønset.
Lige så lidt som de varer, kapitalisten køber med en del af merværdien til sit eget forbrug, tjener ham som produktions- eller værdiøgningsmidler, er det arbejde, han køber for at tilfredsstille sine naturlige og sociale behov, produktivt arbejde. Ved at købe disse varer og arbejde forvandler han ikke merværdien til kapital, men opbruger den eller giver den ud som revenu i stedet. Konfronteret med den gammeladelige indstilling, der, som Hegel træffende siger, »består i at opbruge det forhåndenværende« og især slå om sig med en luksus af personlige tjenesteydelser, var det for den borgerlige økonomi af afgørende vigtighed at forkynde kapitalens akkumulation som borgerens første pligt og utrætteligt at prædike: man kan ikke akkumulere, hvis man spiser hele sit revenu (indkomst) op i stedet for at bruge en god portion af den til at købe endnu flere produktive arbejdere, der giver mere i indtægt, end de koster. På den anden side måtte den polemisere imod den udbredte fordom i befolkningen, der forveksler den kapitalistiske produktion med ophobning af værdier, og derfor indbilder sig, at akkumuleret rigdom skulle være rigdom, der reddes fra at blive tilintetgjort i sin eksisterende naturalform, dvs. forbrugt eller unddrages omsætningen. At holde pengene uden for omsætningen ville være netop det modsatte af at øge deres værdi som kapital og vareakkumulation med ophobning af værdier for øje være den rene tåbelighed. Når der akkumuleres varer i store mængder skyldes det standsninger i omsætningen eller overproduktion. Ganske vist sker der i den folkelige opfattelse en vis sammenblanding af på den ene side billedet af de i de riges forbrugsforråd ophobede goder, der langsomt opbruges og på den anden side forrådsdannelsen, et fænomen, der findes ved alle produktionsmåder og som vi kort skal beskæftige os med under analysen af omsætnings- og cirkulationsprocessen.
For så vidt har den klassiske økonomi altså ret, når den som et karakteristisk moment ved akkumulationsprocessen fremhæver, at merproduktet forbruges af produktive arbejdere i stedet for af uproduktive. Men på dette punkt begynder også dens fejltagelser. Adam Smith har gjort det til mode at fremstille akkumulationen slet og ret som det forhold, at merproduktet forbruges af produktive arbejdere eller at fremstille merværdiens kapitalisering som drejede det sig udelukkende om, at merværdien bliver omsat til arbejdskraft. Lad os f.eks. høre, hvad Ricardo siger:
»Man må forstå, at et lands hele produktion bliver forbrugt; men det gør den størst tænkelige forskel, om den bliver forbrugt af dem, der reproducerer en anden værdi eller af dem, der ikke gør det. Når vi siger, at revenu (indkomst) opspares og lægges til kapitalen, mener vi, at den del af indkomsten, om hvilken det siges, at den lægges til kapitalen, bliver forbrugt af produktive arbejdere og ikke af uproduktive. Der findes ingen større fejltagelse end at formode, at kapitalen forøges gennem ikke-forbrug. «
Der findes ingen større fejltagelse end den, Ricardo og alle efterfølgende begår i deres eftersnak af Adam Smith, om at »den del af revenuet, om hvilken det siges, at den lægges til kapitalen, bliver forbrugt af produktive arbejdere.«
Efter denne opfattelse skulle al merværdi, der forvandles til kapital, blive til variabel kapital. Den deler sig tværtimod ganske som den værdi, der oprindeligt blev lagt ud, i konstant kapital og variabel kapital, i produktionsmidler og arbejdskraft. Arbejdskraften er den form, den variable kapital eksisterer i inden for produktionsprocessen. Under denne proces bliver arbejdskraften forbrugt af kapitalisten. Gennem sin funktion – arbejdet – forbruger den produktionsmidler. Samtidig forvandles de penge, der er betalt ved indkøb af arbejdskraft, til livsfornødenheder, der ikke forbruges af »det produktive arbejde« men af »den produktive arbejder«. Adam Smith kommer gennem en bundforkert analyse til det absurde resultat, at selv om den enkelte individuelle kapital deler sig i en konstant og en variabel bestanddel, opløser den samfundsmæssige kapital sig alene i variabel kapital, dvs. anvendes kun til at betale arbejdsløn med. En klæde fabrikant f.eks. forvandler 2000 pd.st. til kapital. En del af pengene bruger han til at indkøbe vævere for, den anden del går til uldgarn, maskiner til behandling af ulden osv. Men de mennesker, han køber garn og maskiner af, betaler så med en del af disse penge arbejde osv., indtil alle de 2000 pd.st., er anvendt til at betale arbejdsløn med, dvs. hele det produkt, de 2000 pd.st. repræsenterer, er forbrugt af produktive arbejdere. Det ses: Hele vægten i dette argument ligger i ordet »osv.«, der lader os rende fra Herodes til Pilatus. I virkeligheden afbryder Adam Smith analysen netop på det punkt, hvor det vanskelige i den begynder.
Så længe man kun betragter mængden af årets totalproduktion, er den årlige reproduktionsproces let at forstå. Men alle bestanddele af årsproduktionen må bringes på varemarkedet og så begynder vanskeligheden. Enkeltkapitalernes og de personlige revenuers bevægelser krydses, sammenblandes og fortaber sig i en almindelig skiften plads – den samfundsmæssige rigdoms cirkulation – der forvirrer blikket og giver analysen yderst komplicerede opgaver at løse. I tredje afsnit af 2. bog skal jeg give analysen af det reale sammenhæng. – Det er fysiokraternes store fortjeneste, at de som de første har gjort forsøget, i deres Tableau economique på at give et billede af årsproduktionen i den skikkelse, i hvilken den fremgår af cirkulationen.
I øvrigt siger det sig selv, at den politiske økonomi ikke har forsømt at udnytte Adam Smiths tese i kapitalistklassens interesser, dvs. hans tese om at hele den del af nettoproduktet, der er forvandlet til kapital, skulle blive konsumeret af arbejderklassen.
I det foregående kapitel betragtede vi merværdien, resp. merproduktet udelukkende som kapitalistens individuelle forbrugsfond; i dette kapitel har vi hidtil betragtet den kun som en akkumulationsfond. Merværdien er imidlertid hverken kun det ene eller det andet, men derimod begge dele på samme tid. En del af merværdien konsumeres af kapitalisten som revenu, en anden anvendes som kapital, dvs. akkumuleres.
Er merværdiens mængde givet, vil den ene af disse dele blive desto større, jo mindre den anden er. Alt andet lige bestemmer det forhold, hvori denne deling sker, akkumulationens størrelse. Men den, der foretager denne deling, er den, der ejer merværdien, dvs. kapitalisten. Delingen er altså hans viljeshandling. Om den akkumulerede del af den tribut, kapitalisten har opkrævet, siger man, at kapitalisten opsparer den, eftersom han ikke spiser den op, dvs. fordi han udøver sin funktion som kapitalist, nemlig den funktion at berige sig.
Kun i den udstrækning, kapitalisten er personificeret kapital, har han en historisk værdi og en historisk eksistensberettigelse af den art, der, som den spirituelle Lichnowski har udtrykt det, ikke er i besiddelse af ingen dato. Kun i den udstrækning beror hans egen transitoriske (forbigående) nødvendighed på den kapitalistiske produktionsmådes transitoriske nødvendighed. Men i den udstrækning er det heller ikke brugsværdi og nydelse, der er det motiv, der driver ham, men derimod bytteværdi og forøgelsen af denne. Som fanatisk tilhænger af værdiens værdiøgning tvinger han hensynsløst menneskeheden til at producere for produktionens egen skyld og dermed til at udvikle de samfundsmæssige produktivkræfter og til at skabe de materielle produktionsbetingelser, der alene kan udgøre den reale basis for en højere samfundsform, hvis grundprincip er ethvert individs fuldstændige og frie udvikling. Kun som personifikation af kapital er kapitalisten respektabel. Som sådan deler han med pengepugeren den absolutte berigelsestrang. Men det, der hos pengepugeren fremtræder som individuel mani, er hos kapitalisten virkning af den samfundsmæssige mekanisme, som han kun er et tandhjul i. Desuden gør den kapitalistiske produktions udvikling det til nødvendighed, at der sker en stadig forøgelse af den kapital, der er investeret i et industriforetagende og konkurrencen påtvinger den enkelte kapitalist uden undtagelse den kapitalistiske produktionsmådes immanente love som ydre tvangslove. Konkurrencen tvinger kapitalisten til hele tiden at udvide sin kapital for at bevare den, og han kan kun udvide den gennem progressiv (fremadskridende) akkumulation.
I den udstrækning kapitalistens gøren og laden kun er funktion af kapitalen, der i kapitalisten er blevet udrustet med vilje og bevidsthed, står hans eget privatforbrug for ham som en berøvelse af hans kapitals akkumulation, på samme måde som privatudgifter i dobbelt bogholderi figurerer på kapitalistens debetside i forhold til kapitalen. Akkumulation er at erobre den samfundsmæssige rigdoms verden. Akkumulationen udvider mængden af det udbyttede menneskemateriale og dermed kapitalistens direkte og indirekte herredømme.
Men arvesynden virker overalt. Der sker en udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde, akkumulationen og rigdommen, og med denne udvikling ophører kapitalisten med blot at være kapitalens inkarnation. Han føler en »medmenneskelig rørelse« for sin egen Adam og bliver så dannet, at han kan smile af sværmeriet for askese som en fordom hos pengepugeren, der gik bag af dansen. Den klassiske kapitalist brændemærker det individuelle forbrug som en synd mod sin funktion og en »undladelse« af at akkumulere; den moderniserede kapitalist derimod er i stand til at opfatte akkumulationen som et »afkald« på sin nydelsestrang.
»Zwei Seelen wohnen, ach! in seiner Brust, die eine will sich von der andren trennen« (»Ak, tvende sjæle huses i hans bryst, og ej de vandre vil ad samme bane«).
I den kapitalistiske produktionsmådes historiske morgengry – og individuelt gennemløber enhver kapitalistisk opkomling dette historiske trin – dominerer berigelsestrang, griskhed og gerrighed som absolutte lidenskaber. Men den kapitalistiske produktions fremskridt skaber ikke blot en nydelsernes verden. Med spekulationen og kreditvæsenet åbner den tusinder af kilder til pludselig at berige sig. På et vist udviklingstrin bliver en konventionel grad af ødselhed, der samtidig stiller rigdommen til skue og derfor er et kreditmiddel, endog til en forretningsnødvendighed for den »ulykkelige« kapitalist. Denne luksus indgår i kapitalens repræsentationsomkostninger. Desuden beriger kapitalisten sig ikke, sådan som det var tilfældet for pengepugerens vedkommende, i forhold til sit personlige arbejde og sit personlige ikke-forbrug, men derimod i forhold til, hvor meget fremmed arbejdskraft, han udsuger og den udstrækning, i hvilken han påtvinger arbejderen at give afkald på alle livsnydelser. Selv om kapitalistens ødselhed aldrig får den bonafide karakter (karakter af redelighed), som den flotte feudalherres har, og der altid snarere lurer den mest snavsede griskhed og ængsteligste beregning i dens baggrund, vokser kapitalistens ødselhed ikke desto mindre med hans akkumulation, uden at den ene behøver at gøre afbræk i den anden. Dermed udvikler der sig samtidigt en faustagtig konflikt mellem akkumulations- og nydelsestrang i kapitalindividets barm.
»Manchesters industri«, siger dr. Aikin i et skrift, han lod offentliggøre i 1795, »kan inddeles i fire perioder. I den første var fabrikanterne tvunget til at arbejde hårdt for at tjene til føden.«
Især berigede de sig ved at bestjæle de forældre, der sendte drenge til dem som apprentices (lærlinge) og derfor ordentligt måtte punge ud, mens lærlingene blev sultet. På den anden side var gennemsnitsprofitten lav og akkumulationen krævede stor sparsommelighed. De levede som pengepugere og var langt fra blot at bruge renterne af deres kapital.
»I den anden periode var de begyndt at erhverve små formuer, men arbejdede lige så hårdt som før,« thi den umiddelbare udbytning af arbejdet koster arbejde, som enhver slavedriver ved, »og levede på lige så jævn maner som før ... I den tredje, da overdådighed begyndte og industrien blev presset frem, blev der sendt beredne folk ud« (beredne Commis voyageurs (handelsrejsende)) »efter ordrer til hver eneste markedsby i kongeriget ... Det er sandsynligt, at kun få eller slet ingen kapitaler på 3000 til 4000 pd.st., erhvervet i industrien, fandtes her inden 1690. Men omkring denne tid eller lidt senere havde industriens folk fået samlet lidt penge (the traders had got money beforehand) og begyndte at bygge moderne murstenshuse i stedet for af pudset tømmer.«
»Endnu i de første årtier af det 18. årh. var det sådan, at stillede en Manchesterfabrikant en pint (ca. ½ l.) udenlandsk vin for sine gæster udsatte han sig for spydige bemærkninger og hovedrysten fra alle sine naboers side.«
Inden maskinerne kom frem, udgjorde fabrikanternes forbrug pr. aften i de værtshuse, hvor de mødtes, aldrig mere end 6 pence for et glas punch og 1 penny for en rulle tobak. Først 1758, og det vakte opsigt, så man »en i forretninger virkelig beskæftiget person med egen ekvipage!« »Den fjerde periode«, den sidste tredjedel af det 18. årh., »er den, hvor udgifter og overdådighed havde gjort store fremskridt og blev understøttet af en industri, der ved hjælp af beredne folk og kommissionærer var udstrakt til alle dele af Europa.« Hvad ville vel den gode dr. Aikin sige, hvis han rejste sig af graven i Manchester nu om stunder!
Akkumuler, akkumuler! Dette er Moses og profeterne! »Industrien leverer det materiale, opsparingen akkumulerer.« Derfor spar, spar, dvs. forvandl så stor en del af merværdien eller merproduktet som muligt tilbage til kapital! Akkumulation for akkumulationens skyld, produktion for produktionens skyld, i disse formler udtrykte den klassiske økonomi bourgeoisiperiodens historiske kald. Ikke et øjeblik gjorde den klassiske økonomi sig illusioner om rigdommens fødselsveer, men hvad nytter det at klage over den historiske nødvendighed? Er proletaren for den klassiske økonomi kun en maskine til fremstilling af merværdi, er kapitalisten imidlertid også ud fra dens standpunkt kun en maskine til at forvandle denne merværdi til merkapital. Den opfatter hans funktion i dødelig alvor. For at besværge og holde barmen ren for den fordærvelige konflikt mellem nydelsestrang og trang til berigelse forsvarer Malthus i begyndelsen af 20'erne i dette århundrede en arbejdsdeling, der tildeler de kapitalister, der realt deltager i produktionen, den opgave at akkumulere, mens de andre, der har del i merværdien, tandaristokratiet, præbendenyderne i stat og kirke osv., får anvist opgaven at ødsle. Det er af den allerstørste betydning, siger han, »at holde lidenskaben for at give ud og lidenskaben for at hobe op adskilt« (the passion for expenditure and the passion for accumulation). De herrer kapitalister, forlængst forvandlede til leve- og verdensmænd, protesterede højlydt. Hvad, udbrød en af deres ordførere, en tilhænger af Ricardo, hr. Malthus prædiker høj jordrente, høje skatter osv. for at påtvinge den industrielle en stadig spore i form af uproduktive forbrugere! Bevares produktion, produktion i stadig udvidet målestok, lyder løsnet, men »produktionen vil med en sådan fremgangsmåde i langt højere grad blive hæmmet end ansporet. Det er heller ikke helt fair at lade et antal personer leve i lediggang blot for at klemme andre, der, efter deres karakter at dømme, sandsynligvis (who are likely, from their characters) kan arbejde med godt resultat, hvis man kan tvinge dem til det.«
Lige så unfair han synes det er at anspore den industrielle kapitalist til at akkumulere ved at lade andre skumme fløden, lige så nødvendigt mener han det er så vidt mulig at begrænse arbejderen til minimallønnen »for at holde ham til arbejdet«. Heller ikke lægger han et eneste øjeblik skjul på, at profitmageriets hemmelighed består i at tilegne sig ubetalt arbejde.
»Forøget efterspørgsel fra arbejdernes side betyder blot at de er villige til at tage mindre af deres eget produkt for sig selv og overlade en større del af det til deres arbejdsgivere; og hvis man siger, at dette skaber »glut« (overfyldt marked, overproduktion) ved at forbruget »(arbejdernes)« formindskes, kan jeg kun svare, at glut er ensbetydende med stor profit.«
Det lærde skænderi om, hvorledes det bytte, der var pumpet ud af arbejderen, skulle fordeles mellem den industrielle kapitalist og lediggængeren, der ejede jord osv., således at det var mest fremmende for akkumulationen, forstummede ansigt til ansigt med Julirevolutionen. Kort tid efter lod byproletariatet stormklokken lyde i Lyon og landproletariatet lod den røde hane gale i England. På denne side af Kanalen grasserede Owenismen, på den modsatte side St.-Simonismen og Fourierismen. Vulgærøkonomiens stund var kommet. Nøjagtigt et år inden Nassau W. Senior af Manchester opdagede, at kapitalens profit (inkl. renter) er produktet af den ubetalte »sidste tolvte arbejdstime«, havde han bekendtgjort en anden opdagelse for verden. »Jeg«, sagde han med højtid i stemmen, »jeg erstatter ordet kapital, betragtet som et produktionsredskab, med ordet abstinens (afholdenhed).« Blandt vulgærøkonomiens »opdagelser« er dette et uovertruffent forbillede! Den erstatter en økonomisk kategori med en sykofantfrase (sykofant: angiver, bagvasker). Voila tout (Det er det hele). »Når den vilde,« docerer Senior, »fremstiller buer, driver han en industri, men han praktiserer ikke abstinens.« Dette forklarer os hvorfor og hvorledes der under tidligere samfundstilstande blev fremstillet arbejdsmidler »uden abstinens« fra kapitalistens side. »Jo flere fremskridt, samfundet gør, jo mere abstinens kræves der,« nemlig af dem, som driver den industri at tilegne sig andres industri og dens produkt. Alle arbejdsprocessens betingelser forvandler sig fra nu af til ligeså mange måder for kapitalisten at praktisere abstinens på. At der ikke blot bliver spist, men også sået korn, abstinens fra kapitalistens side! At vinen får tid til at gære færdig, abstinens fra kapitalistens side! Kapitalisten bestjæler sig selv, når han »udlåner(!) produktionsredskaberne til arbejderen,« hvilket vil sige det samme som, at han øger deres værdi som kapital ved at indlemme arbejdskraft i dem i stedet for at opspise dampmaskiner, bomuld, jernbaner, gødning, trækdyr eller, som vulgærøkonomen naivt forestiller sig det, solde »deres værdi« op i luksus og andre forbrugsartikler. Hvorledes kapitalistklassen skal bære sig ad med det, er en hemmelighed, vulgærøkonomien hidtil har bevaret med hårdnakkethed. Nok om det; at verden stadig er i live, skyldes alene denne selvtugtelse hos denne moderne Vishnu-tilbeder, kapitalisten. Ikke blot akkumulationen, men den simple »bevarelse af kapitalen kræver en bestandig anstrengelse for at modstå fristelsen til at forbruge den.« Det er helt klart, at simpel medmenneskelig følelse kræver, at man befrier kapitalisten fra martyrium og fristelse, på samme måde som slaveejerne i Georgia fornyligt gennem slaveriets ophævelse blev befriet fra det smertende dilemma, om de helt og holdent skulle solde det merprodukt op i champagne, som man havde pisket ud af negerslaven eller, om man også delvis atter skulle forvandle det til mere jord og neger.
I de mest forskellige økonomiske samfundsformationer sker der ikke blot simpel reproduktion men også udvidet reproduktion, omend i forskellig målestok. Lidt efter lidt bliver der produceret mere og forbrugt mere, følgelig også forvandlet mere produkt til produktionsmidler. Men denne proces fremtræder ikke som akkumulation af kapital og derfor heller ikke som en funktion af kapitalisten, så længe arbejderens produktionsmidler, og derfor heller ikke hans produkt og livsfornødenheder, ikke træder ham i møde i form af kapital. Den for nogle år siden afdøde Richard Jones, der var Malthus' efterfølger ved lærestolen i politisk økonomi ved Haileybury College (ostindiske studier), giver en god diskussion af dette på grundlag af to yderst vigtige kendsgerninger. Eftersom den største del af det indiske folk er bønder, som har en økonomi der er baseret på egenproduktion, eksisterer deres produkt, deres arbejdsmidler og livsfornødenheder heller aldrig »i form (in the shape) af et fond, opsparet fra revenu (saved from revenue), og som derfor har gennemløbet en tidligere akkumulationsproces« (a previous process of accumulation). På den anden side bliver de ikke-landbrugsmæssige arbejdere i de provinser, hvor det gamle system er blevet mindst opløst af det engelske herredømme, beskæftiget direkte af stormændene, der modtager en del af landbrugets merprodukt som tribut eller jordrente. En del af dette produkt bliver opbrugt af stormændene i naturalform, en anden del forvandles af arbejderne til luksus- og andre forbrugsmidler for stormændene, mens resten udgør løn til de arbejdere, der ejer deres arbejdsredskaber. Produktion og udvidet reproduktion går her deres gang uden mellemkomst af hin forunderlige helgen, hin ridder af den bedrøvelige skikkelse, den »abstinerende« kapitalist.
4. Omstændigheder, der uafhængigt af merværdiens proportionelle deling i kapital og revenu bestemmer akkumulationens omfang: Arbejdskraftens udbytningsgrad – Arbejdets produktivkraft – Voksende differens mellem anvendt og forbrugt kapital – Den udlagte kapitals størrelse.
Forudsætter vi, at det forhold er givet, hvori merværdien spalter sig i kapital og revenu, er det klart, at størrelsen af den akkumulerede kapital retter sig efter den absolutte størrelse af denne merværdi. Antager vi, at 80 pct. blev kapitaliseret og 20 pct. spist op, vil den akkumulerede kapital udgøre 2400 pd.st. eller 1200 pd.st., alt efter om den totale merværdi udgjorde 3000 eller 1500 pd.st.. Følgelig medvirker alle de omstændigheder, der bestemmer merværdiens mængde ved bestemmelsen af akkumulationens størrelse. Vi skal på dette sted resumere den endnu en gang, men kun for så vidt de frembyder nye synspunkter med hensyn til akkumulationen.
Man vil erindre, at merværdiraten først og fremmest afhænger af udbytningsgraden af arbejdskraften. Den politiske økonomi lægger så megen vægt herpå, at den lejlighedsvis identificerer den fremskyndelse af akkumulationen, der sker takket være forøgelse af arbejdets produktivkraft, med dens fremskyndelse som følge af forøget udbytning af arbejderen. I afsnittene om produktionen af merværdien var det hele tiden en forudsætning, at arbejdslønnen i det mindste var lig arbejdskraftens værdi. Den tvungne nedsættelse af arbejdslønnen under denne værdi spiller imidlertid en så vigtig rolle i den praktiske bevægelse, at vi ikke kan undlade at standse et øjeblik herved. Den forvandler faktisk, inden for visse grænser, arbejderens nødvendige forbrugsfond til en akkumulationsfond for kapital.
»Arbejdslønninger«, siger John Stuart Mill, »har ingen produktivkraft, de er prisen på en produktivkraft. Lønningerne bidrager ikke sammen med arbejdet til produktionen af varer, lige så lidt som prisen på redskaber og maskiner bidrager sammen med redskaberne og maskinerne selv. Kunne man få arbejde uden at skulle købe det, kunne man undvære arbejdsløn.«
Men hvis arbejderne kunne leve af luft, var de heller ikke til at købe for nogen pris. At arbejderne intet koster er således en grænse i matematisk forstand, bestandigt umulig at nå, bestandigt mulig at nærme sig. Det er kapitalens stadige tendens at trykke dem ned på dette nihilistiske standpunkt. En forfatter fra det 18. årh., som jeg ofte citerer, nemlig forfatteren til »Essay on Trade and Commerce« røber kun den engelske kapitals dybeste sjælshemmelighed, når han erklærer, at det er Englands historiske livsopgave at trykke den engelske arbejdsløn ned på det franske og hollandske niveau. Han siger bl.a. naivt:
»Men hvis vore fattige« (teknisk betegnelse for arbejdere) »ønsker at leve i overdådighed ... så må arbejde naturligvis blive kostbart ... Man kan blot se den dynge af overflødigheder (heap of superfluities) vor manufakturalmue forbruger, såsom brandy, gin, te, sukker, udenlandsk frugt, stærkt øl, kattun, snus, røgtobak osv. «
Han citerer et skrift af en fabrikant fra Northamptonshire, der med blikket mod himlen, jamrer:
»Arbejde er en tredjedel billigere i Frankrig end i England; thi deres fattige arbejder hårdt og lever hårdt, hvad deres mad og klædning angår. Deres vigtigste føde er brød, frugt, urter, rodfrugter og tørret fisk; thi det er yderst sjældent, at de spiser kød; og når hveden er dyr, spiser de yderst lidt brød.« »Hvortil kommer,« fortsætter essayets forfatter, »at deres drikkelse er enten vand eller andre svage væsker, så at de giver særdeles få penge ud ... Disse ting er meget vanskelige at bringe i stand, men det er ikke umuligt at gøre, eftersom de er blevet sat i værk både i Frankrig og i Holland.«
Tyve år senere forfulgte en amerikansk humbugmager, den baroniserede Yankee Benjamin Thompson (alias grev Rumford) den samme filantropilinie til stort velbehag for Gud og mennesker. Hans »essays« er en kogebog med opskrifter af alle slags for at kunne sætte surrogater i arbejderens dyre normalretters sted. En særlig vellykket opskrift fra denne forunderlige »filosof« er denne, som følger:
»5 lbs. bygmel, 7½ d.; 5 lbs. majs, 61/4 d.; for 3 d. røget sild, for 1 d. salt, 1 d. eddike, 2 d. pebber og krydderi – ialt 20 3/4 d.: tilberedes en suppe til 64 personer og med gennemsnitsprisen for byg og majs ... kan denne suppe skaffes til 1/4 d. pr.portion på 20 ounces.«
Vareforfalskningen har med den kapitalistiske produktions fremskridt gjort Thompsons idealer overflødige. I slutningen af det 18. århundrede og i løbet af de første årtier af det 19. århundrede gennemtvang de engelske forpagtere og godsejere det absolutte minimumssalær, idet de udbetalte daglejerne i landbruget mindre end minimum i form af arbejdsløn, mens resten udbetaltes i form af sognehjælp. Et eksempel på den spøgefulde vis, som de engelske »dogberries« (person hos Shakespeare, øgenavn for en indskrænket, altfor ivrig embedsmand) gik frem på ved deres »legale« fastsættelse af løntariffen:
»The squires (tandadelsmændene) i Norfolk havde spist til middag, siger hr. Burke, da de fastslog løntariffen; the squires ... mente åbenbart, at arbejderne ikke behøvede at gøre det samme, da de fastslog løntariffen i Speenhamland, 1795... Der afgjorde de, at »indkomsten (pr. uge) skulle være 3 sh. for en mand« når et gallon eller halfpeck brød på 8 lbs. 11 oz. stod i 1 sh. og vokse regelmæssigt indtil brødet står i 1 sh. 5 d.; når det er over dette beløb, skal lønnen regelmæssigt aftage, indtil det står i 2 sh., og så skulle mandens føde være 1/5 mindre.«
En vis A. Bennett, storfarmer, fredsdommer, fattighus-administrator (poor-law guardian) og lønningsadministrator (wage-regulator) får dette spørgsmål stillet i overværelse af House of Lords (Overhusets) undersøgelseskommission af 1814:
»Er nogen del af værdien af det daglige arbejde for arbejdernes vedkommende blevet erstattet gennem fattigunderstøttelsen?« Svar: »Ja. Den ugentlige indkomst for hver familie bringes op til et gallonbrød (8 lbs.11 oz.) og 3 d. pr. hoved! ... Et gallonbrød om ugen er, hvad vi går ud fra, det er tilstrækkeligt til underhold af alle i familien i ugens løb; og de 3 d. er til klæder, og hvis sognet finder det rigtigt selv at finde klæder, bliver de 3 d. trukket fra. Denne praksis bruges i hele den vestlige del af Wiltshire og jeg skulle tro rundtom i hele landet.« »I årevis,« udbryder en borgerlig forfatter fra tiden, »har de« (forpagterne) »nedværdiget en agtværdig klasse af deres landsmænd ved at tvinge dem til at tage deres tilflugt til arbejdshuset for de fattige (the workhouse) ... Mens farmeren øgede sin egen vinding, forhindrede han enhver akkumulation hos sine folk, der arbejdede for ham« (prevented any accumulation on the part is his labouring dependants).
Hvilken rolle den direkte plyndring af arbejderens nødvendige forbrugsfond nu om stunder spiller ved merværdiens dannelse og derigennem ved dannelsen af kapitalens akkumulationsfonds, det har f.eks. den såkaldte hjemmeindustri vist (se 15.kap., 8, c). Yderligere kendsgerninger i dette afsnit.
Selv om den del af den konstante kapital, der består af arbejdsmidler, inden for alle industrigrene må være tilstrækkelig for en vis mængde arbejdere, der bestemmes ved virksomhedens størrelse, behøver denne del dog på ingen måde altid at vokse i det samme forhold som den beskæftigede arbejdsmængde. Lad os sige, at 100 arbejdere i et fabriksanlæg yder 800 arbejdstimer med en 8-timers arbejdsdag. Ønsker kapitalisten at øge denne sum med 50 pct., kan han ansætte 50 nye arbejdere; men så må han også lægge en ny kapital ud, ikke blot til løn, men også til arbejdsmidler. Han kan imidlertid også lade de 100 arbejdere fra før arbejde 12 i stedet for 8 timer, og så vil de arbejdsmidler, der allerede findes, være nok; de bliver blot hurtigere slidt. På denne måde kan tillægsarbejde, der er skabt gennem en større anspændelse af arbejdskraften, øge merproduktet eller merværdien, akkumulationens substans, uden at den konstante del af kapitalen øges tilsvarende.
Inden for udvindingsindustrien, f.eks. bjergværkerne, er råstofferne ikke en del af den udlagte kapital. Arbejdsgenstanden er her ikke produkt af tidligere arbejde, men er skænket gratis af naturen. Således forholder det sig med malm, mineraler, stenkul, sten osv.. I disse tilfælde består den konstante kapital næsten udelukkende af arbejdsmidler, der særdeles vel kan forliges med en øget mængde arbejde (f.eks. dag- og natskift for arbejderne). Alt andet lige vil produktets mængde og værdi imidlertid stige direkte proportionalt med det anvendte arbejde. Som i produktionens morgen går de oprindelige produktskabere, menneske og natur, sammen og dermed også dem, der skaber kapitalens materielle elementer. Takket være arbejdskraftens elasticitet har akkumulationens område udvidet sig, uden at den konstante kapital er blevet forøget forinden.
Inden for landbruget kan man ikke udvide det dyrkede areal, uden at der lægges yderligere sædekorn og gødning ud. Men når dette er sket, øver selv den rent mekaniske bearbejdning af jorden en undergørende virkning på produktionens størrelse. En større mængde arbejde, ydet af det hidtidige antal arbejdere, øger således frugtbarheden, uden at det kræves, at der på ny lægges ud til arbejdsmidler. Det er atter menneskets direkte virkning på naturen, der bliver til den umiddelbare kilde til øget akkumulation, uden mellemkomst af en ny kapital.
Og til slut i den egentlige industri forudsætter ethvert yderligere arbejdsforbrug et tilsvarende tillægsforbrug af råstoffer, men ikke nødvendigvis af arbejdsmidler. Og da den ekstraktive industri (udvindingsindustrien) og landbruget leverer den fremstillende industri dens egne råstoffer og råstofferne til dens arbejdsmidler, kommer det produktionstilskud også den fremstillende industri til gode, som den ekstraktive industri og landbruget har frembragt uden ekstra kapitaltilskud.
Generelt resultat: Idet kapitalen indlemmer rigdommens to urskabere, arbejdskraft og jord, erhverver kapitalen en ekspansionskraft, der gør det muligt for den at udvide sin akkumulations elementer hinsides de grænser, der tilsyneladende var udstukket af dens egen størrelse, udstukket ved værdien og mængden af de allerede producerede produktionsmidler, som kapitalen eksisterer i.
En anden vigtig faktor i kapitalens akkumulation er graden af det samfundsmæssige arbejdes produktivitet.
Med arbejdets produktivkraft vokser den mængde produkter, hvori en bestemt værdi, altså også en merværdi af given størrelse, kommer til udtryk. Med uforandret og endog med faldende merværdirate, blot den falder langsommere end arbejdets produktivkraft stiger, vokser mængden af merproduktet. Med uforandret deling af merproduktet i revenu og tillægskapital kan kapitalistens forbrug derfor vokse uden at akkumulationsfonden aftager. Akkumulationsfondens proportionelle størrelse kan vokse endog på forbrugsfondens bekostning, samtidig med at billiggørelse af varerne sammenlignet med tidligere, stiller lige så mange eller flere nydelsesmidler til kapitalistens rådighed. Men, som vi har set: når arbejdets produktivitet vokser, bliver arbejderen billigere, dvs. merværdiraten vokser, selv når reallønnen stiger. Den stiger aldrig i forhold til arbejdets produktivitet. Den samme variable kapitalværdi sætter således mere arbejdskraft i bevægelse og derved også mere arbejde. Den samme konstante kapitalværdi kommer til udtryk i flere produktionsmidler, dvs. flere arbejdsmidler, mere arbejdsmateriale og flere hjælpestoffer, leverer følgelig såvel flere produktskabere som flere værdiskabere, dvs. midler til opsugning af arbejde. Trods uforandret og selv aftagende værdi af tillægskapitalen finder derfor øget akkumulation sted. Der sker ikke blot en udvidelse af reproduktionens målestok i materiel henseende; produktionen af merværdien vokser også hurtigere end værdien af tillægskapitalen.
Udviklingen af arbejdets produktivkraft virker også tilbage på originalkapitalen, dvs. den kapital, der allerede befinder sig i produktionsprocessen. En del af den fungerende konstante kapital består af arbejdsmidler, såsom maskiner osv., der kun forbruges over længere perioder og derfor kun reproduceres eller erstattes af nye eksemplarer af samme art. Men hvert år afgår en del af disse arbejdsmidler ved døden, dvs. når slutningen af deres produktive funktion. Denne del af den fungerende konstante kapital er derfor hvert eneste år i et stadium, hvor den periodisk reproduceres, eller et stadium, hvor den erstattes af nye eksemplarer af samme art. Hvis arbejdets produktivkraft er øget de steder, hvor disse arbejdsmidler kommer til verden, og arbejdets produktivkraft hele tiden udvikler sig gennem videnskabens og teknikkens uafbrudte strøm, så træder mere effektive og, når man tager deres øgede effektivitet i betragtning, ligeledes billigere maskiner, værktøj, apparater osv. i de gamles sted. Den gamle kapital bliver reproduceret i en mere produktiv form, bortset fra de stadige detailforandringer ved de allerede eksisterende arbejdsmidler. Den anden del af den konstante kapital, råmateriale og hjælpestoffer, bliver vedvarende reproduceret i løbet af året; den del, der stammer fra landbruget som regel en gang om året. Enhver indføring af bedre metoder osv. virker således i dette tilfælde næsten samtidig på tillægskapital og den kapital, der allerede er i funktion. Ethvert fremskridt inden for kemien betyder ikke blot en forøgelse af og variation i antallet af nyttige stoffer og i den praktiske anvendelse af de allerede kendte, der med kapitalens vækst derfor også udvider dens anlægssfærer. Disse fremskridt lærer samtidigt, hvorledes man skal slynge affaldsprodukterne fra produktions- og forbrugsprocessen tilbage i reproduktionsprocessens kredsløb og skaber med andre ord nyt kapitalmateriale uden forudgående kapitaludlæg. På samme måde som det er tilfældet med forøget udbytning af naturrigdommen gennem udelukkende højere anspændelse af arbejdskraften, udgør videnskab og teknik en kraft i den fungerende kapitals ekspansion, der er uafhængig af denne kapitals givne størrelse. Denne kraft virker samtidig tilbage på den del af originalkapitalen, der er trådt ind i sit fornyelsesstadium. I sin nye form indlemmer den gratis det samfundsmæssige fremskridt, der skete bagom den gamle form, uden at denne ænsede det. Denne udvikling af produktivkraften er ganske vist samtidig ledsaget af en delvis forringelse af den fungerende kapital. For så vidt denne forringelse gennem konkurrencen gør sig gældende på akut vis, påhviler hovedvægten heraf arbejderen, da kapitalisten søger at holde sig skadesløs gennem skærpet udbytning af arbejderen.
Arbejdet overfører til produktet værdien af de produktionsmidler, arbejdet har forbrugt. På den anden side vokser værdien og mængden af de produktionsmidler, der bliver sat i bevægelse gennem en givet mængde arbejde, i forhold til væksten i arbejdets produktivitet. Selv om den sum af ny værdi, den samme mængde arbejde føjer til produkterne, forbliver uforandret, så vokser dog den gamle kapitalværdi, som den samtidig overfører til dem, når arbejdets produktivitet er stigende.
En engelsk og en kinesisk spindearbejder kan f.eks. arbejde samme timetal med den samme intensitet, og de vil da begge frembringe den samme værdi i løbet af en uge. Men til trods for denne enshed består der en uhyre forskel mellem værdien af det ugeprodukt, der fremstilles af englænderen med en vældig automatmaskine og det, kineseren fremstiller med kun en spinderok til rådighed. I den samme tid, som kineseren spinder 1 pund bomuld, spinder englænderen flere hundrede pund. En sum af gammel værdi, der er flere hundrede gange større, får værdien af hans produkt til at svulme. I dette produkt bevares denne gamle værdi i ny og nyttig form og kan således på ny fungere som kapital. »1782«, oplyser F. Engels os, »lå hele den indhøstede uldmængde fra de foregående tre år« (i England)»endnu uforarbejdet hen af mangel på arbejdere, og således havde den måttet blive liggende, hvis ikke de netop opfundne maskiner var kommet til hjælp og havde fået den spundet.« Det arbejde, der havde materialiseret sig i form af maskiner, kunne naturligvis ikke umiddelbart stampe folk op af jorden. Men det gjorde det muligt for et beskedent antal arbejdere, der tilføjede relativt lidt levende arbejde, ikke blot at forbruge ulden produktivt og tilsætte den nyværdi, men tillod også at bevare dens gamle værdi i form af garn osv. Herved leverede dette arbejde midlerne til den udvidede reproduktion af uld og ansporede samtidigt hertil. Naturen har skænket det levende arbejde den gave, at det bevarer den gamle værdi, mens det skaber ny værdi. Arbejdet bevarer og foreviger i en stadig ny form en stadig voksende kapitalværdi ved, at dets produktionsmidler vokser i effektivitet, omfang og værdi, med andre ord gennem den akkumulation, der ledsager udviklingen af arbejdets produktivkraf. Denne naturkraft hos arbejdet fremtræder som kapitalens selvopholdelseskraft, i hvilken den er indlemmet, ganske som arbejdets samfundsmæssige produktivkræfter fremtræder som egenskaber ved kapitalen, og kapitalistens bestandige tilegnelse af merarbejdet optræder som kapitalens bestandige selvøgning af sin værdi. Alle arbejdets kræfter projiceres som kapitalens kræfter, ligesom alle varens værdiformer projiceres som pengeformer.
Med kapitalens vækst vokser differensen mellem anvendt og forbrugt kapital. Sagt på anden måde: Arbejdsmidlernes værdi- og materialemængde vokser, dvs. bygninger, maskiner, drænrør, kvæg, apparater af enhver art, der fungerer i en kortere eller længere periode i hele deres omfang i stadigt gentagne produktionsprocesser eller, som tjener til at opnå bestemte nyttevirkninger, vokser, mens de kun lidt efter lidt bliver slidt op og derfor kun stykkevis taber deres værdi, dvs. også kun stykkevist overfører den til produktet. I den udstrækning disse arbejdsmidler tjener som produktskabere uden at tilsætte produktet værdi, dvs. anvendes helt, men kun delvis forbruges, yder de, som vi tidligere har omtalt det, den samme gratistjeneste som naturkræfterne, såsom vand, damp, luft, elektricitet osv. Denne det forgangne arbejdes gratistjeneste akkumuleres med akkumulationens voksende målestok, når den gribes og fyldes med liv af det levende arbejde.
Da det forgangne arbejde altid forklæder sig som kapital, dvs. A, B, C osv'. arbejdes passiv tager form af ikke-arbejder X's aktiv, er borgere og politiske økonomer fulde af lovord om det forgangne arbejdes fortjenester, der ifølge det skotske geni MacCulloch endog burde have et eget vederlag (rente, profit osv.). Den stadigt øgede betydning af det forgangne arbejde, der medvirker i den levende arbejdsproces i form af produktionsmidler, tillægges altså den form for forgangent arbejde, i hvilken den som ubetalt arbejde er fremmedgjort fra arbejderen selv, dvs. i form af kapital. Den kapitalistiske produktions praktiske agenter og deres ideologiske vrøvlehoveder er i lige så høj grad ude af stand til at tænke produktionsmidlet adskilt fra den antagonistiske samfundsrnæssige typiske maske, der i dag klæber til det, som en slaveejer er ude af stand til at tænke selve arbejderen adskilt fra hans typiske tilstand som slave.
Er arbejdskraftens udbytningsgrad givet, bestemmes mængden af merværdi ved antallet af de samtidigt udbyttede arbejdere, og dette modsvarer, omend det sker i skiftende forhold, kapitalens størrelse. Jo mere kapitalen derfor vokser gennem en række akkumulationer efter hinanden, desto mere vokser også den værdisum, der spalter sig i forbrugsfond og akkumulationsfond. Kapitalisten kan derfor leve på større fod og samtidig »forsage« mere. Og endelig virker alle produktionens drivfjedre med desto større kraft, jo mere dens målestok udvides gennem mængden af den udlagte kapital.
I løbet af denne undersøgelse har det vist sig, at kapitalen ikke er en fast størrelse, men derimod en elastisk del af den samfundsmæssige rigdom, der hele tiden fluktuerer med merværdiens deling i revenu og tillægskapital. Det konstateredes yderligere, at selv når den fungerende kapitals størrelse er givet, danner den arbejdskraft, videnskab og jord (hvorved man fra økonomisk synspunkt forstår alle de arbejdsgenstande, der findes fra naturens hånd uden menneskelig bistand), som kapitalen har bemægtiget sig, elastiske kræfter hos kapitalen, der giver den et spillerum inden for visse grænser, uafhængigt af dens egen størrelse. I denne forbindelse så man bort fra alle de omstændigheder ved cirkulationsprocessen, der medfører yderst forskellige grader af effektivitet for den samme mængde kapital. Eftersom vi forudsatte den kapitalistiske produktions begrænsninger, dvs. den samfundsmæssige produktionsproces i en rent spontan skikkelse, så vi bort fra enhver mere rationel kombination, der umiddelbart og planmæssigt kunne frembringes med de eksisterende produktionsmidler og arbejdskræfter. Den klassiske økonomi har altid holdt af at opfatte den samfundsmæssige kapital som en fast størrelse med en fast grad af effektivitet. Men denne fordom stivnede først til dogme takket være ærkefilisteren Jeremias Bentham, dette nøgternt pedantiske, knirkende snakkesalige orakel for den jævne borgerforstand i det 19. årh. Blandt filosoffer er Bentham det, Martin Tupper er blandt digtere. For begge gælder, at det kun var muligt at fremstille dem i England. Ved hjælp af hans dogme bliver de mest almindelige foreteelser i produktionsprocessen, såsom dens pludselige ekspansioner og kontraktioner, ja selv akkumulationen helt umulige at begribe.
Dogmet blev anvendt både af Bentham selv og af Malthus, James Mill, MacCulloch osv. til apologetiske formål, især til at fremstille en del af kapitalen, nemlig den variable, dvs. den kapital, der kan omsættes til arbejdskraft, som en konstant størrelse. Den variable kapitals stoflige eksistens, dvs. den mængde livsfornødenheder, som den repræsenterer for arbejderen, eller den såkaldte arbejdsfond, blev omdigtet til en isoleret del af den samfundsmæssige rigdom, der var bestemt af naturen, og hvis grænse derfor var uoverstigelig. For at sætte den del af den samfundsmæssige rigdom i bevægelse, der skal fungere som konstant kapital eller, stofligt udtrykt, som produktionsmidler, kræves der en bestemt mængde levende arbejde. Denne mængde er teknologisk givet. Men givet er hverken det antal arbejdere, der kræves for at gøre denne mængde arbejde flydende – thi det varierer med udbytningsgraden af den individuelle arbejdskraft – eller prisen på denne arbejdskraft; givet er kun prisens minimumsgrænse, der tilmed er yderst elastisk. De kendsgerninger, der ligger til grund for dogmet, er følgende: På den ene side har arbejderen intet at skulle have sagt, når det gælder delingen af den samfundsmæssige rigdom i nydelsesmidler for ikke-arbejdere og i produktionsmidler. På den anden side kan arbejderen kun i gunstige undtagelsestilfælde udvide den såkaldte »arbejdsfond« på bekostning af den riges »reven« .
Hvilken tåbelig tautologi det medfører at digte den kapitalistiske grænse for arbejdsfonden om til en samfundsmæssig naturgrænse for fonden, viser bl.a. professor Fawcetts eksempel:
»Et lands cirkulerende kapital«, siger han, »er dets arbejdsfond. Hvis vi ønsker at beregne den gennemsnitlige pengeløn, den enkelte arbejder modtager, skal vi derfor blot dividere denne kapital med antallet af den arbejdende befolkning.
Med andre ord, først lægger vi de faktisk udbetalte individuelle arbejdslønninger sammen til en sum, derpå påstår vi, at denne addition udgør værdisummen af den af Gud og natur oktrojerede (privilegerede, godkendte) »arbejdsfond«. Slutteligt dividerer vi den således fremkomne sum med antallet af arbejdere, for så igen at opdage, hvor meget der tilkommer den enkelte arbejder individuelt i gennemsnit. En ualmindeligt snedig fremgangsmåde, tør man sige. Den forhindrer ikke hr. Fawcett i i samme åndedræt at sige:
»Den samlede rigdom, der årligt opspares i England, deles i to dele; den ene anvendes som kapital for at opretholde vor industri, den anden del bliver eksporteret til udlandet. Kun en del og muligvis ikke en stor del af den rigdom, der årligt opspares her i landet, bliver investeret i vor egen industri«.
Størsteparten af det årligt påløbende merprodukt, som fravristes den engelske arbejder uden ækvivalent, bliver altså kapitaliseret ikke i England, men i udlandet. Men sammen med den tillægskapital, der på denne måde eksporteres, eksporteres jo også en del af den af Gud og Bentham opfundne »arbejdsfond«.| Tilbage | Næste |