| Tilbage | Næste |
Man har set, hvorledes penge forvandler sig til kapital, hvorledes der af kapital skabes merværdi og af merværdi mer kapital. Imidlertid forudsætter akkumulation af kapital merværdien, merværdien den kapitalistiske produktion, men denne igen, at der står større mængder af kapital og arbejdskraft til vareproducenternes disposition. Hele denne bevægelse synes altså at køre rundt i en ond cirkel, som vi kun kommer ud af ved at forudsætte en »oprindelig« akkumulation, der går forud for den kapitalistiske (»previous accumulation«, hedder det hos Adam Smith). En akkumulation, der ikke er den kapitalistiske produktionsmådes resultat, men dens udgangspunkt.
Denne oprindelige akkumulation spiller nogenlunde samme rolle i den politiske økonomi som syndefaldet i teologien. Adam tog en bid af æblet, og så kom synden over menneskeslægten. Syndens oprindelse forklares, idet den fortælles som en anekdote fra fortiden. I længst forsvundne tider fandtes der på den ene side en flittig, intelligent og fremfor alt sparsommelig elite og på den anden nogle dovendidrikker, der soldede alt op, hvad de havde og mere til. Legenden om det teologiske syndefald fortæller os jo, hvorledes mennesket blev fordømt til at æde sit brød i sit ansigts sved; historien om det økonomiske syndefald afslører på den anden side for os, hvordan det kan være, at der findes folk, der på ingen måde har dette nødigt. Men lige meget med det. Således gik det til, at de første akkumulerede rigdom, mens de andre til sidst ikke havde andet at sælge end deres eget skind. Og fra dette syndefald daterer den store masses armod sig, der stadigvæk til trods for alt sit arbejde ikke har andet at sælge end sig selv, og herfra daterer sig de få's rigdom, der stadigvæk vokser, selv om de forlængst er holdt opmed at arbejde. Den slags flove barnagtigheder tygger hr. Thiers f.eks. fortsat avet om med hele en statsmands højtidelige alvor til forsvar for la propriété (ejendommen), til benefice for franskmændene, der engang var så fulde af esprit. Men lige så snart det er spørgsmålet om ejendommen, der står på spil, bliver det til en hellig pligt at fastholde standpunktet fra ABC'en som det eneste rette for alle aldersklasser og udviklingstrin. I den reale historie spiller som bekendt erobring, undertrykkelse, rovmord, kort sagt, vold den store rolle. I den blide politiske økonomi herskede for stedse idyl. Ret og »arbejde« var fra tidernes morgen det eneste middel til at berige sig, hver gang naturligvis med undtagelse af »dette år«. I realiteten er den oprindelige akkumulations metoder alt andet end netop idylliske.
Penge og varer er ikke på forhånd kapital, lige så lidt som produktionsmidler og midler til livets opretholdelse er det. De må forvandles til kapital. Selve denne forvandling kan imidlertid kun foregå under bestemte omstændigheder, der koncentrerer sig om følgende: To slags meget forskellige varebesiddere må konfronteres og træde i kontakt med hinanden, på den ene side ejere af penge, produktionsmidler og midler til livets opretholdelse, for hvem det drejer sig om at øge værdien af den værdisum, de er i besiddelse af, gennem indkøb af fremmed arbejdskraft; på den anden side af frie arbejdere, sælgere af deres egen arbejdskraft og derfor sælgere af arbejde. Frie arbejdere i den dobbelte betydning, at de selv hverken hører umiddelbart til produktionsmidlerne, som slaver, livegne osv. eller, at produktionsmidlerne tilhører dem, som bonden, der arbejder med egne produktionsmidler osv., men arbejdere der derimod er frie og ledige på torvet. Med denne polarisering af varemarkedet er grundbetingelserne for den kapitalistiske produktion givet. Kapitalrelationen forudsætter, at arbejderne adskilles fra ejet af betingelserne for virkeliggørelse af arbejdet. Når den kapitalistiske produktion først står på egne ben, opretholder den ikke blot denne adskillelse, men reproducerer den i stadigt voksende målestok. Den
proces, der skaber kapitalrelationen, kan altså ikke være andet end den proces, der adskiller arbejderen fra ejet af sine arbejdsbetingelser, en proces, der på den ene side forvandler de samfundsmæssige midler til livets opretholdelse og produktion til kapital, på den anden side de umiddelbare producenter til lønarbejdere. Den såkaldte oprindelige akkumulation er således intet andet end den historiske proces, der adskiller producent og produktionsmidler. Den fremtræder som »oprindelig«, fordi den udgør kapitalens forhistorie og forhistorien til den produktionsmåde, der svarer til kapitalen.
Det kapitalistiske samfunds økonomiske struktur er opstået af det feudale samfunds økonomiske struktur. Opløsningen af sidstnævnte har frigjort det førstes elementer.
Den umiddelbare producent, arbejderen, kunne først råde over sin person, når han ikke længere var stavnsbundet til jorden og var en andens livegen eller hovpligtige. For at kunne blive en fri sælger af arbejdskraft, der bringer sin vare hen overalt, hvor den finder et marked, måtte han endvidere have unddraget sig lavenes herredømme, deres lærlinge- og svendeordninger og hæmmende arbejdsforskrifter. På denne måde fremtræder den historiske bevægelse, der forvandler producenterne til lønarbejdere, på den ene side som befrielse af dem fra tjenesteskyldighed og lavstvang; og det er kun denne side, der eksisterer for vore borgerlige historieskrivere. På den anden side bliver disse nyligt løsladte først til sælgere af sig selv, efter at man har berøvet dem alle deres produktionsmidler og alle de garantier for deres eksistens, der rummedes i de gamle feudale institutioner. Og historien om denne deres ekspropriation er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild.
De industrielle kapitalister, disse nye potentater, måtte for deres vedkommende ikke blot fortrænge lavshåndværksmestrene, men også feudalherrerne, der var i besiddelse af rigdomskilderne. Set fra dette synspunkt fremstår deres opstigning som resultatet af en sejrrig kamp mod feudalmagten og dens oprørende privilegier, såvel som mod lavene og de lænker, disse lægger på den frieudvikling af produktionen og det ene menneskes frie udbytning af det andet. Industriens riddere formåede imidlertid kun at fortrænge ridderne med kårde og kappe ved at udnytte begivenheder, de selv var helt uden skyld i. De har svunget sig i vejret med midler, der var lige så gemene som dem, hvormed de romerske frigivne slaver engang gjorde sig til herrer over deres patronus.
Udgangspunktet for den udvikling, der frembringer såvel lønarbejderen som kapitalisten, var arbejderens trældom. Fremgangen bestod i en vending i denne trældoms form, i den feudale udbytnings forvandling til en kapitalistisk. For at forstå gangen heri, behøver vi ikke gå så særligt langt tilbage. Selv om de første spirer til kapitalistisk produktion sporadisk træder os i møde allerede i det 14. og 15. århundrede i nogle byer ved Middelhavet, daterer den kapitalistiske æra sig først fra det 16. årh. De steder, hvor den optræder, er livegenskabet forlænget ophævet, og middelalderens lysende højdepunkt, eksistensen af suveræne byer, var allerede længe ved at blegne og miste sin glans.
Historisk epokegørende i den oprindelige akkumulations historie er alle de omvæltninger, der som løftestang tjener den klasse af kapitalister, der er ved at danne sig; frem for alt de momenter, hvor store menneskemasser pludseligt og med vold rives løs fra deres subsistensmidler og bliver slynget ud på arbejdsmarkedet som rets- og ejendomsløse proletarer. Ekspropriationen af producenterne ude på landet, ekspropriationen af bondens jord og hjem udgør grundlaget for hele processen. Denne ekspropriations historie antager forskellige aspekter i forskellige lande og gennemløber de forskellige faser i forskellig rækkefølge og i forskellige historiske epoker. Kun i England, som vi her tager som eksempel, har den klassisk form.
I England var livegenskabet faktisk forsvundet i den sidste del af det 14. årh. Befolkningens uhyre flertal bestod på den tid og i endnu højere grad i det 15. årh. af frie bønder, der arbejdede med egne produktionsmidler, uanset det feudale udhængsskilt, under hvilket deres ejendom måtte være skjult. På de større herskabelige godser var den gamle bailiff (underforvalter), der selv var en serf (engelsk modstykke til tysk »horig«), blevet fortrængt af den frie farmer. Landbrugets lønarbejdere bestod dels af bønder, der anvendte deres ledige stunder til arbejde hos de store jordbesiddere, dels af en selvstændig, relativ og absolut lidet talrig klasse af egentlige lønarbejdere. Også de sidstnævnte var faktisk samtidig bønder med egne produktionsmidler, idet de foruden deres løn fik anvist agerjord i en størrelse af 4 eller flere acres foruden cottages. Sammen med de egentlige bønder havde de brugsretten til fællederne og anden jord i jordfællesskab, hvor deres kvæg græssede og som samtidig gav dem midler til opvarmning, træ, tørv osv. I alle Europas lande er den feudale produktion kendetegnet ved jordens opdeling blandt så mange personer i feudalt underordningsforhold som muligt. Feudalherrens magt, som magten hos enhver der byder over andre i et suverænitetsforhold, beroede ikke på længden af fortegnelsen over dem, der var ham forpagtningsafgift skyldig, men på antallet af hans undersåtter, og dette antal afhang så igen af antallet af bønder med egne produktionsmid ler. Skønt Englands jord derfor efter den normanniske erobring var blevet fordelt i kæmpemæssige baronier, hvor nogle ofte omfattede 900 af de gamle angelsaksiske lordships (domæner), var de oversået med små bondebrug, som kun her og der blev brudt af større herremænds godser. Sådanne forhold, i forbindelse med byer nes blomstring, som udmærker det 15. århundrede, gjorde denne folkets rigdom mulig, som kansler Fortescue så veltalende skildrer i sin »Laudibus Legum Angliae« men de udelukkede kapitalrigdommen.
Forspillet til den omvæltning, der skabte grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde, opføres i sidste tredjedel af det 15. og de første årtier af det 16. århundrede. En mængde proletarer, frie som fugle, uden ret og ejerdom, blev kastet ud på arbejdsmarkedet ved afskaffelsers af de følger af krigsmænd, der, som Sir James Steuart rigtigt bemærker, »alle vegne fyldte hus og borg til ingen nytte«. Skønt kongemagten, der selv var et produkt af den borgerlige udvikling, i sin stræben efter enevoldsstyre med magt fremmede opløsningen af disse følger, var d-res opløsning på ingen måde den eneste årsag. I den mest heftige modsætning til kongemagt og parlament var det snarere den store feudalherre, der skabte et langt større proletariat ved med magt at forjage bønderne fra deres jord, som de havde den samme feudale retsadkomst til som han selv, og ved at feudalherren ulovligt tilegnede sig fællederne og den øvrige jord under fælleseje. I England var det især opblomstringen af uldmanufakturen i Flandern og den dermed følgende stigning i priserne på uld, der gav den umiddelbare tilskyndelse hertil. De store feudalkrige havde fortæret den gamle feudaladel, den nye var et barn af sin tid, for hvem penge var magten over alle magter. Forvandling af pløjejord til græsgange for fårene blev derfor dens parole. Harrison beskriver i sin »Description of England, Prefixed to Holinshed's Chronicles«, hvorledes ekspropriationen af småbønderne ødelægger landet. »What care our great incroachers«! (»Hvad bryder vore store lovbrydere sig herom! «). Bøndernes boliger og arbejdernes cottages blev revet ned med magt eller overladt til at gå i forfald.
»Hvis man,« siger Harrison, »søger i de gamle riddergodsfortegnelser (records of euerie manour) ... vil man snart finde, at på nogle godser er sytten, atten eller tyve huse svundet bort ...; at England aldrig var mindre rustet med folk end nu ...; at købstæder og landsbyer enten er helt forfaldne eller formindskede med mere end en fjerdedel eller halvdel, selv om en og anden er øget lidt; at byer og landsbyer er revet ned for at skaffe græsgange til får, og kun herskabshusene er blevet stående ...; om dette kunne jeg sige adskilligt.«
Klagerne i disse gamle årbøger er altid overdrevne, men de giver os et nøje billede af det indtryk, omvæltningen i produktionsrelationerne gjorde på de samtidige. En sammenligning mellem kansler Fortescue ' s og Thomas More ' s (Morus) skrifter anskueliggør kløften mellem det 15. og det 16. århundrede. Som Thornton rigtigt siger, faldt den engelske arbejderklasse uden overgange lige ud af sin guldalder ind i en jerntid.
Stillet over for denne omvæltning blev lovgivningen forskrækket. Man var endnu ikke på den civilisationens højde, hvor »Wealth of the Nation« (»Nationens rigdom « , henvisning til Adam Smiths værk »An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations«), dvs. kapitaldannelse og hensynsløs udbytning og forarmelse af befolkningens store masser gælder som ultima Thule (yderste grænse) for al statskløgt. I sin Henrik VII's historie siger Francis Bacon:
»Inclosures (indhegninger) begyndte på denne tid (1489) at blive mere hyppige, hvorved pløjejord (der ikke kunne gødes uden folk og familier) blev forvandlet til græsgange« (til fåreavl osv.), »der let kunne passes af nogle få hyrder; og fæste på åremål, livstid eller opsigelse (hvorpå en stor del af the yeoman (selvejerbonde) levede) blev forvandlet til domænejord (demesnes). Dette skabte menneskeligt forfald og (som følge heraf) forfald i byer, landsbyer, kirker, tiender og lignende ... I at bøde på disse ulemper var kongens klogskab beundringsværdig og ligeledes parlamentets på dette tidspunkt ... de greb til forholdsregler mod den voldelige tilegnelse af de affolkende indhegninger (depopulating inclosures) og affolkende græsmarksbrug (depopulating pasturage).«
En lov udstedt af Henrik VII 1489, kap.19 forbød ødelæggelse af alle bondehuse (»houses of husbandry«) til hvilke der hørte mindst 20 acres jord. I en kundgørelse, Act 25 Henry VIII, bliver den samme lov fornyet. Det hedder bl.a., at »mange farme og store mængder af dyr og kvæg, især får, er samlet på nogle få hænder, hvorved jordrenten er vokset meget og jordens dyrkning (tillage) bragt meget i forfald, kirker og huse revet ned og uhyre mange (marvellous numbers) blevet berøvet midlerne til at forsørge sig selv og deres familier.«
Denne lov forordner derfor genopbygning af alle de gårde, der er kommet i forfald, bestemmer forholdet mellem jord til korndyrkning og jord til græsning osv. En akt fra 1533 klager over, at mange ejere er i besiddelse af 24.000 får og indskrænker tallet til 2000. Hverken befolkningens klage eller den lovgivning, der siden Henrik VII gennem 150 år havde været rettet mod ekspropriationen af de små forpagtere og bønder, bar frugt. Hemmeligheden ved deres mangel på resultater plumper Bacon ud med uden selv at vide det.
»Henrik VII ' s anordning,« siger han i sine »Essays, civil and moral«, essay 29, »var dyb og beundringsværdig, idet den skabte farme og bondegårde af en vis normalstørrelse (of a standard), dvs. fastholdt et sådant jordtilliggende for dem, der satte dem i stand til at avle og skaffe rimeligt underhold til undersåtter uden tjeners stilling og til at fastholde ploven i ejernes og ikke rene lejesvendes hånd« (to keep the plough in the hand of the owners and not mere hirelings).
Det kapitalistiske system krævede tværtimod, at folkets masser fik kår som trælle, at de selv forvandledes til lejesvende og deres arbejdsmidler til kapital. Under denne overgangsperiode forsøgte lovgivningen også at bevare de 4 acres land ved lønarbejderens cottage på landet og forbød ham at tage lejere i sin cottage. Så sent som i 1627, under Karl I, blev Roger Crocker fra Fontmill dømt for at have bygget en cottage ved Fontmill Manor uden de 4 acres jord som bestandigt tilliggende til denne, og endnu i 1638, under Karl I, blev der udnævnt en kgl. kommission, der skulle gennemtvinge gennemførelsen af de gamle love, specielt også den om de 4 acres jord. Helt frem til den første halvdel af det 18. århundrede finder vi klager over, at landarbejdernes cottages ikke har et tilliggende på 1-2 acres. I dag er de lykkelige, hvis husene er udrustet med en stump have eller hvis de langt borte fra deres cottage kan leje et par roods (1 rood = 1011,67 m 2 eller 1/4 acre) jord.
»Landlords og farmere arbejder her hånd i hånd,« siger dr. Hunter. »Nogle få acres til arbejderens cottage ville gøre ham for uafhængig.«
I det 16. århundrede fik den voldelige ekspropriationsproces af befolkningens brede masser en ny og frygtelig impuls igennem reformationen og det kolossale ran af kirkegodser, der fulgte i dens kølvand. På det tidspunkt, da reformationen indtrådte, var den katolske kirke feudalbesidder af en stor del af Englands jord. Klostrenes opløsning osv. kastede deres beboere ud i proletariatet. Kirkegodserne selv blev for største partens vedkommende skænket bort til rovlystne kongelige yndlinge eller solgt til spotpriser til spekulanter blandt far, merne og byernes borgere, der forjog de gamle arveligt undergivne i massemålestok og lagde deres brug sammen. Den andel i kirketiende, loven garanterede land, boere, der var kommet i armod, blev stiltiende konfiskeret. »Pauper ubique facet« udbrød dronning Elisabeth efter en rejse rundt i England. I hendes regerings 43. år blev man endelig tvunget til at anerkende pauperismen officielt ved at indføre en fattigskat.
»Forfatterne til denne lov synes at have skammet sig ved at formulere dens årsager, thi [i modsætning til hvad der traditionelt er brug] har den ingen indledende motivering (preamble)«.
Gennem 16.Car.I.,4 blev den erklæret stedsevarende og fik i realiteten først i 1834 en ny og hårdere form. Disse umiddelbare virkninger af reformationen var ikke den mest vedholdende. Kirkegodserne udgjorde det religiøse bolværk for de gamle og traditionelle jordbesiddelsesrelationer. Da dette bolværk faldt, var de ikke længere mulige at opretholde.
Endnu i de sidste årtier af det 17. årh. var the yeomanry, en uafhængig bondestand, talrigere end forpagternes klasse. De havde udgjort Cromwell's hovedstyrke og stod, selv ifølge Macaulay, i fordelagtig modsætning til de fordrukne landjunkere og deres tjenere, landsbyprsterne, der måtte føre nådigherrens »yndlingstjeneste: pige« til alters. Endnu var selv lønarbejderne på landet medejere i fællederne mv. Ca. 1750 var the yeomanry forsvundet og i de sidste decennier af det 18. årh. også de sidste spor af landbrugernes jordfællesskab. Her ser vi bort fra de rent økonomiske drivfjedre til omvæltningen i landbruget. Vi spørger efter dens voldelige løfte. stænger.
Under restaurationen og Stuarternes genindsættelse gennemførte jordbesidderne ad lovens vej en magttilranelse, der fuldbyrdedes overalt på kontinentet også uden juridiske vidtløftigheder. De ophævede jordens feudalforfatning, dvs. frigjorde sig fra de ydelsesforpligtelser til staten, der påhvilede jorden, holdt staten »skadesløs» gennem skatter på bønderne og de øvrige brede lag af befolkningen, vindicerede moderne privatejendom til godser, hvortil de kun besad feudaladkomst, og endeligt oktrojerede de de bosætningslove (laws of settelement), som mutatis mutandis (med fornødne ændringer) virkede på de engelske landbrugere som tataren Boris Godunov's edikt på de russiske bønder.
The »glorious Revolution« (den glorværdige revolution) bragte med Vilhelm III af Oranien de jordbesiddende og kapitalistiske profitmagere til magten. De indviede den nye æra ved i kæmpemålestok at udøve det tyveri af statsdomænerne, der hidtil kun var bedrevet i beskedent omfang. Disse domæner blev givet bort, solgt til spotpriser eller, direkte i strid med loven, annekteret til private godser. Alt dette skete uden den ringeste iagttagelse af legal etikette. Dette så fraudolent (svigagtigt) tilegnede statsgods samt kirkerovet udgør, for så vidt det ikke var bortkommet under den republikanske revolution, grundlaget for det engelske oligarkis fyrstelige domæner i dag. De borgerlige kapitalister begunstigede operationen, bl.a. for at forvandle jorden til en ren handelsvare, udvide området for stordriften i landbruget, forøge deres tilførsel af frie, rets- og ejendomsløse proletarer fra landet osv. Desuden var det nye jordaristokrati den naturlige forbundsfælle for det nye bankokrati, den netop udrugede højfinans og for de store manufakturister, der dengang støttede sig på beskyttelsestold. Det engelske bourgeoisi stillede lige så korrekt sine handlinger i sine interessers tjeneste som de svenske købstadsborgere, der omvendt, hånd i hånd med deres økonomiske bolværk, bønderne, understøttede kongerne i den med magt gennemførte »reduktion«, dvs, den voldelige inddragelse af krongodset fra oligarkiet (siden 1604, senere under Karl X og Karl XI).
Jordfællesskabet – helt forskelligt fra den statsejendom, vi netop har betragtet.– var en oldgermansk institution, der levede videre under feudalismens dække. Vi har set, hvorledes den voldelige, retsstridige tilegnelse af denne fællesejendom, for det meste ledsaget af forvandlingen af pløjejord til græsjord, begynder ved slutningen af det 15. årh. og fortsætter i det 16. årh. Men på det tidspunkt foregik processen som en individuel voldshandling, som lovgivningen i 150 år forgæves kæmper imod. Det 18. århundredes fremskridt kommer for dagen derved, at det nu er selve loven, der bliver til vehikel (»befordringsmiddel«) for tyveriet af folkets jord, selv om de store farmere også derudover anvender deres små uafhængige privatmetoder. Røveriets parlamentariske form er »Bills for Inclosures of Commons« (Love om indhegning af fælleder), med andre ord dekreter, hvorved de store jordbesiddere skænker folkets jord som privatejendom til sig selv, dekreter om ekspropriation af folket. Sir F.M. Eden gendriver selv sin udspekulerede advokatplædoyer (forsvarstale), hvori han søger at fremstille jorden i jordfællesskab som privatejendom for de store jordbesiddere, der er trådt i de feudales sted, idet han forlanger »en generel parlamentslov for indhegning af the commons«, altså indrømmer at et parlamentarisk statskup er nødvendigt for at forvandle fællederne til privatejendom, men på den anden side kræver »skadeserstatning« for de eksproprierede fattige af Legislaturen (den lovgivende forsamling).
Mens de uafhængige yeomen blev afløst af tenants-at-will, småfæstere på 1-års opsigelse, en servil og af landlordens vilkårlighed afhængig bande, bidrog især det systematisk drevne tyveri af fællederne og anden jord i fælleseje, foruden røveriet af statsdomænerne, til at få de store farme til at svulme i vejret, som man i det 18. årh. kaldte kapitalfarme eller købmandsfarme, og til at »frigøre« landbefolkningen som proletariat for industrien.
Det 18. århundrede forstod dog ikke i samme grad som det 19. identiteten mellem nationens rigdom og folkets armod. Deraf den voldsomste polemik i tidens økonomiske litteratur om »the inclosure of commons». Jeg skal af det vældige materiale, der foreligger for mig, citere nogle få steder, eftersom disse levende anskueliggør tilstandene.
»I flere sogne i Hertfordshire«, skriver en indigneret pen, »er 24 farme, der i gennemsnit tæller en 50-150 acres, blevet slået sammen til tre farme. « »I Northamptonshire og Leicestershire er indhegningen af common lands sket i meget stor målestok, og de fleste af de nye lordskaber (lordships), der er opstået af indhegningen, er blevet forvandlet til græsgangsjord, som følge af hvilket mange lordskaber nu ikke engang har 50 acres under plov årligt, hvor der tidligere blev pløjet 1500. Ruinerne af tidligere beboelseshuse, lader, stalde osv« er de eneste spor af de tidligere beboere. »Godt hundrede huse og familier er i nogle ikke-indhegnede landsbyer (open field villages) svundet ind til otte eller ti ... Jordbesidderne i de fleste sogne, hvor indhegninger er foretaget i blot 15-20 år, er meget få i sammenligning med det antal, der beboede dem, da markerne var åbne. Det er ingen ualmindelig ting for 4 eller 5 rige kvægopfedere at lægge beslag på et stort indhegnet lordship, der tidligere var i hænderne på 20-30 farmere og lige så mange mindre fæstere og jordejere. Alle disse er herved kastet ud af det sted, hvor de boede og skaffede sig føden med deres familier med samt mange andre familier, »der væsentligst blev beskæftiget og underholdt af dem«,
Det var ikke blot jord, der lå brak, men også ofte jord, der blev dyrket i fællesskab, eller som blev dyrket af en eller flere mod en afgift til de øvrige i landsbyfællesskabet, der blev annekteret af den tilgrænsende landlord under påskud af indhegning.
»Jeg taler her om indhegning af åbne marker og jorder, der allerede er under dyrkning. Det anerkendes af selv de forfattere, der går ind for indhegning, at disse formindskede landsbyer forøger farmernes monopol, øger prisen på levnedsmidler og fremkalder affolkning ... og selv indhegning af ødejord (som det nu sker) rammer de fattige ved at berøve dem en del af deres subsistens og bidrager til at få farme, der allerede er for store til at vokse.« »Når,« siger dr. Price, »denne jord kommer i hænderne på nogle få store farmere, må følgen blive, at de små farmere« (som han tidligere har betegnet som »en mængde små besiddere og fæstere, der ernærer sig selv og deres familier gennem produktet af den jord, de dyrker, gennem får, der sendes ud på fællederne, ved hjælp af fjerkræ, svin osv., og som derfor har liden anledning til at købe subsistensmidler af nogen art«) »vil blive forvandlet til mennesker, der tjener til deres underhold ved at arbejde for andre, og som vil blive nødt til at gå til markedet for at skaffe sig alt det, de behøver ... Det er muligt, at der vil blive udført mere arbejde, eftersom der vil blive mere, som tvinger hertil... Byer og manufakturer vil vokse, fordi flere vil blive forjaget til dem under deres søgen efter pladser og beskæftigelse. Det er den naturlige måde, som forøgelsen af farmernes størrelse virker på. Og det er den måde, dette faktisk har virket på i en lang årrække i dette kongerige. «
Han resumerer totalvirkningen af the inclosures (indhegningerne) således:
»Som helhed er de lavere folkeklassers kår ændret til det værre i næsten enhver henseende. Fra at have været små jordbesiddere og fæstere (little occupiers of land) er de blevet trykket ned til at blive daglejere og tyende og samtidigt er det blevet mere vanskeligt for dem at skaffe sig brødet under disse kår. «
Faktisk havde den illegale tilegnelse af fællederne og den øvrige fællesjord og den omvæltning i landbruget , som ledsagede den, en så akut virkning på landbrugets arbejdere, at deres løn, selv ifølge Eden, mellem 1765 og 1780 begyndte at falde under minimum og blive suppleret gennem officiel fattigunderstøttelse. Deres løn, siger han, »dækkede kun lige de absolutte livsfornødenheder« .
Lad os endnu en gang høre en, der forsvarer the enclosures og som er modstander af dr. Price.
»Ej heller er det en logisk følge, at der må ske affolkning, fordi man ikke ser mennesker øde deres arbejde på den åbne mark ... Hvis der frembringes mere arbejde ved, at man forvandler de små farmere til en gruppe mennesker, der må arbejde for andre, så er dette en fordel, som nationen »(til hvilken de forvandlede naturligvis ikke hører) »skulle ønske ... Eftersom produktet er større, når deres kombinerede arbejde anvendes på en farm, vil der blive et overskud for manufakturerne, og herigennem vil manufakturer, en af nationens guldgruber, vokse i forhold til den mængde korn, der produceres.«
Den stoiske sjælsro, hvormed den politiske økonom betragter den mest forvorpne voldtægt af »den hellige ejendomsret« og de groveste voldshandlinger mod personer, når denne vold er nødvendig for at skabe grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde, viser os bl.a. Sir F.M.Eden, der yderligere er »filantropisk« og præget af sin tory-tendens. Alle de røverier, rædsler, trængsler for folket, der ledsager den voldelige ekspropriation af befolkningen fra den sidste tredjedel af det 15. indtil slutningen af det 18. århundrede, fører ham kun til denne »komfortable« overvejelse som konklusion:
»Det var nødvendigt at etablere det rette (due) forhold mellem pløjejord og jord til græsning. Igennem hele det 14. og størsteparten af det 15. århundrede var der 1 acre græsningsjord pr. 2, 3, ja selv 4 acres pløjejord. Omkring midten af det 16. årh. blev forholdet forandret til 2 acres græsning til 2, senere 2 acres græsning til 1 acre pløjejord, indtil man til sidst nåede det rigtige forhold med 3 acres græsning til 1 acre pløjejord.«
I det 19. årh. forsvandt naturligvis selv mindet om sammenhænget mellem landbruger og fællesejendom. For slet ikke at tale om endnu nyere tider. Hvor mange småskillinger fik landbefolkningen i erstatning for de 3.511.770 acres fælleder og fællesjord, der blev frastjålet den mellem 1810 og 1831 og ad parlamentarisk vej skænket til landlords af landlords?
Den sidste store proces, hvorigennem landbrugerne eksproprieres fra deres hus og jord, er så den såkaldte Clearing of Estates (rensning af godserne, i realiteten fejes mennesker ud af dem). Alle de hidtil betragtede engelske metoder kulminerede i »rensning«. Som det fremgik af beskrivelsen i forrige afsnit af tilstanden, som den er i dag, går det nu, hvor der ikke er flere uafhængige bønder at feje bort, så vidt, at man »udrenser« cottages, så at landbrugsarbejderen ikke længere finder det nødvendige sted at bo på den jord, han selv dyrker. Men hvad »Clearing of Estates« i egentlig forstand betyder, det lærer vi kun at kende i den moderne romanlitteraturs forjættede land, Skotlands højlande. Der udmærker processen sig ved sin systematiske karakter, størrelsen af den målestok, hvormed den med et slag gennemføres (i Irland har jordbesiddere præsteret at feje adskillige landsbyer bort på en gang; i de skotske højlande drejer det sig om arealer på størrelse med tyske hertugdømmer) – og endelig igennem den specielle form for den bedragerisk tilegnede jordejendom.
Kelterne i de skotske højlande bestod af elans, der hver især var ejer af den jord, de beboede. Klanens repræsentant, dens høvding eller »great man« var kun ejer af denne jord af navn, på ganske samme måde som Englands dronning er ejer af navn af landets samlede areal. Da det var lykkedes for den engelske regering at undertrykke de indbyrdes krige mellem disse »store mænd« og deres stadige invasioner af det skotske lavland, opgav klanhøvdingene på ingen måde deres gamle røverhåndtering; de forandrede kun dens form. Af egen magtfuldkommenhed forvandlede de deres ejendomsret af navn til privatejendomsret, og da de mødte modstand hos klanens folk, besluttede de åbenlyst at fordrive folket med magt.
»En konge af England kunne med samme ret gøre krav på at forjage sine undersåtter ud i havet,«
siger professor Newman. Denne omvæltning, der begyndte i Skotland efter Prætendentens sidste opstandsforsøg kan man følge i dens første faser hos Sir James Steuart og James Anderson. I det 18. århundrede forbød man samtidig de gælere (den keltiske betegnelse for «kelter« jfr. gælisk sprog), der blev forjaget fra deres jord at udvandre, for med magt at tvinge dem til Glasgow og andre fabriksbyer. Som eksempel på den i det 19. årh. herskende metode er det her nok at anføre hertuginden af Sutherland's »udrensninger«. Denne økonomisk veluddannede person besluttede straks da hun tiltrådte sit styre at gennemføre en økonomisk hestekur og forvandle hele dette grevskab til en fårefold, et grevskab, hvis indbyggerantal allerede var skrumpet sammen til 15.000 gennem lignende, tidligere processer. Fra 1814 til 1820 blev disse 15.000 indbyggere, ca. 3000 familier systematisk forjaget og ryddet væk. Alle deres landsbyer blev ødelagt og brændt ned, alle deres marker forvandlet til græsgange. Britiske soldater blev kommanderet til at foretage tvangsudsættelsen, og det kom til slagsmål med de indfødte. En gammel kvinde brændte ihjel i en hytte, der var sat i brand og som hun nægtede at forlade. På denne måde tilegnede denne højværdige frue sig 794.000 acres land, der i umindelige tider havde tilhørt klanen. De fordrevne indfødte fik anvist ca. 6000 acres ude ved kysten, 2 acres pr. familie. De 6000 acres havde indtil da ligget hen som ødeland uden at give ejerne nogen indtægt. Hertuginden, grebet af sine ædle følelser, gik så vidt som at forpagte jorden for 2 sh. 6 d, pr. acre i gennemsnit til de klanfolk, der i århundreder havde udgydt deres blod for hendes familie. Hele den røvede klanjord blev inddelt i 29 store fårefarme, hvor der kun boede en enkelt familie på hver, for det meste engelske gårdskarle. 1825 var de 15.000 gælere allerede erstattet af 131.000 får. Den del af the aborigines (»indfødte«), der var drevet ud til kysten, søgte at ernære sig ved at fange fisk. De blev til amfibier og levede, som en engelsk forfatter udtrykker det, halvt på landet og halvt på vandet og trods det kun halvt af begge.
Men de brave gælere skulle komme til at sone deres bjergromantiske afgudsdyrkelse af klanens »store mænd« på endnu hårdere vis. Fiskelugten kildrede de store mænds næser. De vejrede noget bag, der kunne give profit og forpagtede kysten til de store fiskehandlere i London. Gælerne blev forjaget for anden gang.
Og endelig bliver en del af fåregræsgangene atter gjort til vildtbaner. Som bekendt findes der ingen egentlige skove i England. Vildtet i stormændenes parker er konstitutionelt tamkvæg, fedt som en London alderman (rådmand). Skotland er derfor det sidste tilflugtssted for den »ædle lidenskab«.
»I de skotske højlande,« siger Somers i 1848, »skyder nye skove op af jorden som svampe. Her, på den ene side af Gaick, er der den nye Glenfeshire-skov, og derovre, på den anden side, er der den nye Ardverilde-skov. I samme retning er der Bleak-Mount, en uhyre øde strækning, der først for nylig er opstået. Fra øst til vest — fra omegnen af Aberdeen til Obans klipper — er der nu en uafbrudt linje af skove; mens man i andre dele af det skotske højland finder de nye skove ved Loch Archaig, Glengarry, Glenmoriston osv. Man indførte får i fjelddale, hvor fællesskaber af småbønder havde haft deres bolig, og bønderne blev tvunget til at finde føden på jordstrækninger, der var tungere at dyrke og mere ufrugtbare. Nu er vildtet ved at fortrænge fårene, og fårene er nok en gang ved at fordrive småfæsterne, der nødvendigvis vil blive tvunget ned på en jord, der giver endnu mere slid, og til endnu mere nagende armod. Vildtskove og mennesker kan ikke sameksistere. En af den må vige pladsen for den anden. Lad skovene vokse i antal og omfang i det næste kvarte århundrede, som de har gjort det i det forløbne, og gælerne vil uddø på deres egen jord ... Denne bevægelse blandt jordbesidderne i de skotske højlande er for nogles vedkommende et spørgsmål om ærgerrighed for andres kærlighed til jagt og sport ... mens andre, der af en mere praktisk lægning, følger vildthandelen kun med profit for øje. For det er en kendsgerning, at et stykke bjergland, der er lagt ud til skov, i mange tilfælde giver ejeren et større udbytte end forpagtet ud som græsgang til får ... Den jæger, der ønsket en vildtskov, begrænser ikke sit tilbud ud fra andre overvejelser end tykkelsen af sin tegnebog ... Lidelser, der kun er en ringe smule mindre hårde end dem, der blev forvoldt af normannerkongernes fremfærd, har ramt højlandene. Store bjergområder er overladt til vildtet, mens menneskene er blevet jaget sammen i en stadig snævrere og snævrere kreds ... En efter en har folket set sig berøvet sine friheder ... Og undertrykkelsen vokser dagligt ... Rensning og spredning af mennesker er noget, jordens ejere følger som et fast princip, som en landbrugsmæssig nødvendighed, på samme måde som træer og kratskov ryddes væk fra Amerikas eller Australiens uopdyrkede jord; og det hele går for sig på en rolig, forretningsmæssig måde, osv.«
Ranet af kirkens godser, den bedrageriske afhændelse af statsdomænerne, tyveriet af fælleder og jord i jordfællesskab, den ulovlige, med vold og hensynsløs terror gennemførte forvandling af feudal- og klanejendom til mo derne privatejendom, dette er lige så mange af den oprindelige akkumulations idylliske metoder. De erobrede slagmarken for det kapitalistiske landbrug, indlemmede jorden i kapitalen og skaffede industrien i byerne den nødvendige tilførsel af rets- og ejendomsløse, »frie«, proletarer.
De, der var blevet forjaget gennem opløsningen af de feudale grupper af følgesvende og den stødvise, voldelige ekspropriation fra jord og hjem, dette rets- og ejendomsløse, »frie« proletariat, kunne umuligt blive opsuget af den fremvoksende manufaktur i samme takt, som det kom til verden. På den anden side kunne de, der pludseligt var blevet slynget ud af deres vante livsbane, ikke lige så pludseligt finde ind i den nye tilstands disciplin. I massemålestok forvandledes de til tiggere, røvere, vagabonder, til dels af tilbøjelighed, i de fleste tilfælde under omstændighedernes tvang. Fra slutningen af det 15. og under hele det 16. århundrede var der derfor i hele Vesteuropa en blodtørstig lovgivning mod vagabondering. Den nuværende arbejderklasses fædre blev først tugtet, fordi man havde forvandlet dem til vagabonder og paupere. Lovgivningen behandlede dem som »frivillige« forbrydere og forudsatte, at det afhang af deres gode vilje at arbejde videre under de gamle forhold, der ikke længere eksisterede.
I England begyndte denne lovgivning under Henrik VII.
Henrik VIII., 1530: Gamle og arbejdsudygtige tiggere får lov til at betle. Derimod en omgang pisk og indespærring til arbejdsføre vagabonder. De skal bindes bag en kærre og slås med svøber, indtil blodet strømmer fra deres krop, derpå aflægge ed på, at de vil vende tilbage til deres fødested eller hvor de har opholdt sig i de sidste tre år og »gå i gang med arbejde« (to put himself to labour). Hvilken grusom ironi! Henrik VIII gentager den forrige bestemmelse, men skærpet ved nye tilføjelser . Når vedkommende gribes for anden gang i vagabondering, skal piskningen gentages og det halve øre skæres af, ved det tredje tilbagefald skal han som alvorlig forbryder og fjende af samfundet henrettes.
Edvard VI: En lov fra hans første regeringsår, 1547, bestemmer, at hvis nogen nægter at arbejde, skal han tildeles den person som slave, der har angivet ham som lediggænger. Herren skal føde sin slave med vand og brød, svage drikke og kødrester, han finder passende. Herren har ret til at tvinge ham til at gøre ethvert også nok så modbydeligt arbejde ved at piske ham eller lægge ham i lænker. Hvis slaven bortfjerner sig 14 dage, er han dømt til slaveri for livstid og skal brændemærkes med bogstavet S på pande eller kinder; hvis han løber bort for tredje gang, skal han henrettes som statsforræder. Hans herre kan sælge, testamentere ham væk, leje ham ud, ganske som andet løsøre og kvæg. Foretager slaverne sig noget mod deres herskab, skal de ligeledes henrettes. Fredsdommere skal, efter meddelte oplysninger, efterspore kumpanerne. Konstateres det, at en omstrejfer har lusket omkring i tre dage, skal han bringes til det sted, hvor han er født, brændemærkes med et rødglødende jern på brystet med tegnet V og der, lagt i lænker, anvendes til vejarbejde eller til lignende arbejde. Hvis vagabonden opgiver et falsk fødested, skal han til straf blive dette steds, dets indbyggeres eller sammenslutnings livsslave og brændemærkes med et S. Alle har ret til at fratage vagabonderne deres børn og beholde børnene som lærlinge, drengene indtil det 24., pigerne indtil det 20. år. Løber de væk, skal de indtil denne alder være slaver af læremestrene, der kan lægge dem i lænker, piske dem osv. efter forgodtbefindende. Enhver slaves herre har ret til at lægge en jernring om sin slaves hals, arme eller ben, så at han bedre kan kende ham og være mere sikker på ham. Den sidste del af denne lov forudser, at visse fattige skal beskæftiges af den kommune eller de personer, der giver dem at spise og drikke og ønsker at finde arbejde til dem. Denne art sogneslaver har holdt sig i England til langt ind i det 19. århundrede under betegnelsen roundsmen (»den, der går på omgang«).
Elisabeth, 1572: Betlere uden tilladelse og over 14 år skal piskes svært og brændemærkes på venstre øreflip, såfremt ingen vil tage dem i tjeneste for to år; i gentagelsestilfælde skal de, hvis de er over 18 år – henrettes, hvis ingen vil tage dem i tjeneste for to år, ved tredje tilbagefald skal de uden nåde henrettes som statsforrædere. Lignende love: 18 Elisabeth c.13 og 1597.
Jakob I.: En omvandrende og betlende person erklæres for en landstryger og vagabond. Fredsdommerne i Petty Sessions (egt. små retsmøder, dvs. fredsdommernes retsforhandling, der behandler de mindre tilfælde under en simplificeret procedure) er befuldmægtiget til at lade dem offentligt kagstryge og første gang de gribes lade dem indespærre 6 måneder, anden gang 2 år i fængsel. Under fængslingen skal de piskes så ofte og så meget, som fredsdommeren finder rigtigt ... De uforbederlige og farlige landstrygere skal brændemærkes med et R på den venstre skulder og sættes i tvangsarbejde, og hvis de på ny gribes i tiggeri, henrettes uden nåde. Disse forordninger, der var gældende lov indtil den første tid af det 18. årh. blev først ophævet ved 12 Anna c.23.
Lignende love i Frankrig, hvor der i midten af det 17. årh. havde etableret sig et vagabondkongerige (royaume des treands) med hjemsted i Paris. Endnu under Ludvig XVI's første tid (ordonnans af 13.juli 1777) skulle ethvert sundt bygget menneske på 16 til 60 år sendes til galejslaveriet, når han var uden eksistensmidler og ikke udøvede sit fag. Lignende forholdsregler foreskrives af Karl V's statut for Nederlandene af oktober 1537, det første edikt fra Hollands stater og stæder af 19. marts 1614, De forenede Provinsers plakat af 25. juni 1649 osv.
Således blev den landbefolkning, der med vold var blevet eksproprieret fra jord og hjem, forjaget og gjort til vagabonder, nu pisket, brændemærket og martret ind i en disciplin, nødvendig for lønarbejdets system, ved hjælp af grotesk-terroristiske love.
Det er ikke nok, at arbejdsbetingelserne ved den ene pol fremtræder som kapital og ved den anden pol som mennesker, der ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft. Det er heller ikke nok at tvinge dem til at sælge sig frivilligt. Som den kapitalistiske produktion skrider frem, udvikler der sig en arbejderklasse, der på grund af opdragelse, tradition og vane anerkender denne produktionsmådes krav som selvfølgelige naturlove. Den udviklede kapitalistiske produktionsproces' organisation bryder enhver modstand, den stadige produktion af en relativ overbefolkning holder loven om tilførsel af og efterspørgsel efter arbejde og dermed arbejdslønnen i et spor, der er overensstemmende med kapitalens værdiøgningsbehov. De økonomiske forholds stumme tvang besegler kapitalistens herredømme over arbejderen. Ikke-økonomisk, umiddelbar vold bliver ganske vist stadigvæk anvendt, men kun i undtagelsestilfælde. Hvad tingenes vanlige forløb angår, kan man overlade arbejderen til »produktionens naturlove«, dvs. til denne hans afhængighed af kapitalen, der udspringer af selve produktionsbetingelserne, garanteres af dem og af dem gøres permanente. Anderledes forholder det sig under den kapitalistiske produktions historiske genesis. Det fremvoksende bourgeoisi har brug for og anvender statsmagten for at »regulere« arbejdslønnen, dvs. tvinge den til at holde sig inden for grænser, der passer profitmageriet, til at for-længe arbejdsdagen og til at holde arbejderen selv i normal afhængighed af kapitalen. Dette er et væsentligt moment i den såkaldte oprindelige akkumulation.
Den klasse lønarbejdere, der opstod i den sidste halvdel af det 14. årh., udgjorde dengang og i det følgende århundrede kun en meget lille bestanddel af befolkningen, der var stærkt beskyttet i sin stilling gennem den selvstændige bondehusholdning på landet og lavsorganisationerne i byen. På landet og i byen stod mester og arbejder hinanden socialt nær. Arbejdets underordning under kapitalen var kun formelt, dvs. selve produktionsmåden havde endnu ikke en specifik kapitalistisk karakter. Kapitalens variable element var i høj grad fremherskende i forhold til dens konstante element. Efterspørgslen efter lønarbejde voksede derfor hurtigt med enhver akkumulation af kapital, mens tilbudet af lønarbejde kun fulgte langsomt efter. En stor del af nationalproduktet , der senere blev forvandlet til kapitalens akkumulationsfonds, indgik på dette tidspunkt endnu i arbejderens forbrugsfond.
Lovgivningen om lønarbejdet, fra sin oprindelse møn-tet på at udbytte arbejderen og i sit videre forløb stadig lige fjendtlig mod ham, bliver i England indledt med Edward III ' s Statute of Labourers (lov om arbejdere) fra 1349. Til den svarer i Frankrig ordonnansen af 1350, udstedt i kong Johans navn. Den engelske og franske lovgivning løber parallelt og er identisk mht. deres indhold. For så vidt arbejderstatutterne forsøger at gennemtvinge en forlængelse af arbejdsdagen, skal jeg ikke igen komme ind på dem, idet dette punkt allerede er behandlet tidligere (8.kap.,5).)
The Statute of Labourers blev udstedt på indtrængende klage fra Underhuset.
»Tidligere,« siger en tory naivt, »krævede de fattige så høje lønninger, at det truede industri og rigdom. Nu er deres lønninger så lave, at det også truer industri og rigdom, men på en anden måde, og måske farligere end dengang.«
En lovbestemt løntarif blev fastsat for by og land, for stykbetaling og dagværk. Arbejderne på landet skal lade sig fæste på år, de i byerne på »det åbne marked«. Det bliver under fængselsstraf forbudt at betale en løn, der er højere end den i statutten fastsatte, men det straffes hårdere at modtage højere løn end at betale den. På samme måde bliver der endnu i sect.18 og 19 af Elisabeths lærlingestatut fastsat ti dages fængsel for den, der betaler den højere løn, derimod 21 dage for den, der modtager den. En statut fra 1360 skærpede straffene og bemyndigede endog mestrene til gennem korporlig tvang at afpresse arbejde til lovens løntarif. Alle kombinationer, overenskomster, edsaflæggelser osv., hvorigennem murere og tømrersvende indbyrdes bandt hinanden, blev erklæret for ugyldige og ikke-eksisterende. Arbejderkoalition bliver behandlet som en alvorlig forbrydelse fra det 14. årh. indtil 1825, det år, hvor man afskaffede Antikoalitionslovene. Den ånd, der prægede arbejderstatutten af 1349 og dens senere efterkommere, fremgår yderst klart af det forhold, at staten ganske vist dikterer et maksimum for arbejdslønnen, men sandelig ikke noget minimum.
I det 16. årh. var arbejdernes kår, som det vil vides, blevet stærkt forringet. Pengelønnen steg, men ikke i forhold til pengenes værdiforringelse og den dertil svarende stigning i varepriserne. I realiteten skete der altså et fald i lønnen. Ikke desto mindre fortsatte de love, der var beregnet på at presse lønnen ned, samtidig med at man skar ører af og brændemærkede dem »som ingen ville tage i tjeneste.« Ved lærlingestatutten 5 Elisabeth c.3 blev fredsdommerne bemyndiget til at fastsætte visse lønninger og ændre dem ifølge årstider og varepriser. Jakob I udvidede denne arbejdsregulering til vævere, spindere og alle mulige arbejdskategorier; Georg II udvidede lovene mod arbejderkoalition til alle manufakturer.
I den egentlige manufakturperiode havde den kapitalistiske produktionsmåde opnået tilstrækkelig styrke til, at en regulering af arbejdslønnen ad lovens vej var blevet ligeså overflødig som umulig at gennemføre. Men skulle det komme til at knibe, ville man for alle tilfældes skyld ikke stå og mangle det gamle arsenals våben. Endnu 8 George II forbyder for skræddersvende i London og omegn en dagløn på mere end 2 sh. og 7 ½ d., bortset fra tilfælde af landesorg; 13 Georg III c.68 overdrager det endnu til fredsdommerne at regulere silkearbejdernes løn; så sent som i 1796 skulle der to domsargørelser fra de højere domstole til for at afgøre, om fredsdommerbefalinger mht. arbejdsløn også var gyldige for ikke-landbrugsarbejdere; endnu i 1799 fastslog en parlamentslov, at grubearbejdernes løn i Skotland var reguleret igennem en statut fra Elisabeth og to skotske love fra 1661 og 1671. Hvor meget forholdene i mellemtiden havde forandret sig viste en i det engelske Underhus uhørt tildragelse. Her, hvor man i mere end 400 år havde fabrikeret love om det maksimum, arbejdslønnen absolut ikke måtte overstige, foreslog Whitbread 1796 et lovbestemt lønnimum for landbrugsdaglejeres vedkommende. Pitt gik imod, men indrømmede, at »de fattige har grusomme (cruel) kår«. Omsider, 1813, afskaffede man lovene om regulering af lønnen. De var blevet en latterlig anomali, efter at kapitalisten nu regulerede fabrikken gennem sin privatlovgivning og ved hjælp af fattigskatten lod landarbejderens løn supplere op til det nødvendige minimum. Arbejderstatuttens bestemmelser om kontrakter mellem mester og lønarbejder, om opsigelsesfrister osv., der kun tillader et civilt søgsmål mod den mester, der bryder kontrakten, men en kriminalsag mod arbejderen, der gør det samme, står fortsat i fuldt flor, mens dette skrives.
De meget hårde love mod koalitionerne faldt i 1825, stillet over for proletariatets truende holdning. Alligevel faldt de kun delvist. Nogle kønne rester af den gamle statut kom først væk i 1859. Endelig gjorde parlamentsloven afaf 29. juni 1871 krav på at fjerne de sidste spor af denne klasselovgivning gennem lovfæstet anerkendelse af the Trades' Unions (fagforeninger). Men en parlamentslov af samme dato (An act to amend the criminal law relating to violence, threats and molestation (En lov til ændring af straffeloven angående vold, trusler og forulempelse)) genoprettede rent faktisk den tidligere tilstand i ny form. Gennem denne parlamentariske eskamotage (taskenspilleri) blev de midler, som arbejderne ville kunne betjene sig af ved en strejke eller lock-out (strejke udført af sammensluttede fabrikanter ved samtidig lukning af deres fabrikker) unddraget den sædvanlige lovgivning og lagt ind under en undtagelsesstraffelovgivning, som det faldt i fabrikanternes lod, i deres egenskab af fredsdommere, selv at fortolke. To år tidligere havde det samme Underhus og den samme hr. Gladstone på den bekendte ærlige måde fremsat et lovforslag til at afskaffe alle undtagelsesstraffelove mod arbejderklassen. Men længere end til anden behandling lod man aldrig forslaget komme, så trak man sagen i langdrag, indtil omsider det »store, liberale parti« gennem en alliance med torierne fik mod til resolut at vende sig imod det samme proletariat, der havde bragt de liberale til magten. Som om dette forræderi ikke var nok, tillod det »store, liberale parti« de engelske dommere, der altid har logret for herskende klasser, at grave de forældede love om »konspirationer« frem på ny og anvende dem på arbejderkoalitioner. Det ses, at det kun var modvilligt og under massernes tryk, at det engelske parlament gav afkald på lovene mod strejker og Trades' Unions, efter at det selv, igennem fem århundreder, med skamløs egoisme havde hævdet stillingen som en permanent fagforening for kapitalisterne, rettet mod arbejderne.
Straks ved begyndelsen af revolutionsuvejret vovede det franske bourgeoisi på ny at fratage arbejderne den ret til association (foreningsfrihed), der netop da var erobret for første gang. Gennem dekret af 14.juni 1791 erklærede det alle arbejderkoalitioner for »et attentat mod friheden og menneskerettighedserklæringen«, strafbar med 500 livres foruden 1-årig fratagelse af de aktive borgerrettigheder. Denne lov, der med statens tvangsmidler tvinger konkurrencekampen mellem kapital og arbejde ind i rammer, der passer kapitalen, overlevede revolutioner og skiftende dynastier. Selv terroren rørte den ikke. Det er først for ganske nylig, at man har strøget den af Code Penal (den franske straffelov). Intet kan være mere betegnende end påskudet for dette borgerlige kup. »Skønt det ville være ønskeligt,« siger Le Chapelier, ordføreren, »at arbejdslønnen steg til mere, end hvad den nu er, således at den, der modtager lønnen, måtte komme ud af den gennem mangel på de nødvendige livsfornødenheder betingede absolutte afhængighed, der næsten er en slaveriets afhængighed.« Skønt det er således, skal arbejderne dog ikke have lov at blive enige om deres interesser, handle i fællesskab og derigennem mildne deres »absolutte afhængighed, der næsten er slaveri,« fordi de netop herigennem krænker »deres cidevant maîtres' (tidligere mestres), deres nuværende arbejdsgiveres frihed« (friheden til at holde arbejderne i slaveri), og fordi en koalition mod det despoti, der udøves af de tidligere korporationsmestre er — ja, gæt engang! – en genoprettelse af de ved den franske forfatning afskaffede korporationer!
Efter at vi har set, hvorledes de rets- og ejendomstøse »frie« proletarer er blevet til gennem voldsanvendelse, efter at vi har set den blodige disciplin, der forvandler dem til lønarbejdere, den smudsige Haupt- og Statsaktion (skuespil med tomme effekter og hult ordskvalder), der ved at øge arbejdets udbytningsgrad ved hjælp af statens tvangsmidler øger kapitalens akkumulation, opstår spørgsmålet, hvor kommer så kapitalisterne oprindeligt fra? Thi ekspropriationen af landbefolkningen skaber umiddelbart kun store jordbesiddere. Hvad forpagterens genesis (tilblivelseshistorie) angår, kan vi så at sige tage og føle på den, fordi den er en langsom proces, der strækker sig over mange århundreder. De livegne, såvel som også de frie små jordejere, befandt sig i yderst forskellige besiddelsesrelationer og blev derfor også emanciperet under yderst forskellige økonomiske betingelser.
I England er forpagterens første form bailiff'en, der selv er serf (livegen). Hans stilling ligner en villicus' i antikkens Rom, blot inden for en snævrere virksomhedsranune. I løbet af den sidste halvdel af det 14. årh. bliver han erstattet med en forpagter, som landlorden (den store feudalherre) forsyner med udsæd, kvæg og landbrugsredskaber. Hans kår er ikke meget forskellige fra bondens. Kun udbytter han mere lønarbejde. Han bliver snart metayer, halvforpagter (metayer = fransk forpagtningskategori). Han leverer en del af landbrugskapitalen, landlorden den øvrige. Begge deler totalproduktet i proportioner, bestemt ved kontrakt. Denne form forsvinder hurtigt i England for at give plads for den egentlige forpagter (farmer), der forøger værdien af sin egen kapital ved at anvende lønarbejdere, og som betaler en del af merproduktet, i penge eller in natura, til landlorden som jordrente.
Så længe, i løbet af det 15. århundrede, den uafhængige bonde og landbrugskarlen, der foruden at arbejde for løn også havde sit eget brug, berigede sig selv gennem deres eget arbejde, forblev forpagterens kår og hans produktionsområde lige middelmådige. Revolutionen i landbruget i den sidste tredjedel af det 15. årh., der fortsætter i løbet af næsten hele det 16. årh. (dog med undtagelse af århundredets sidste årtier), beriger ham i et tempo, der er lige så hurtigt som det, hvormed revolutionen i landbruget forarmer landbefolkningen. Den uretmæssige tilegnelse af fællederne osv. gør det muligt for ham at foretage en stor forøgelse af sit kvæghold næsten uden udgifter, samtidig med at kvæget leverer ham gødning i mere rigelig mængde til jordens dyrkning.
I det 16. årh. kommer hertil et moment af afgørende betydning. Dengang var forpagtningskontrakterne lange, ofte løb de over 99 år. Det vedvarende fald i de ædle metallers og dermed i pengenes værdi skænkede forpagterne gyldne frugter. Idet vi ser bort fra de tidligere omtalte omstændigheder, sænkede det frem for alt arbejdslønnen. Et stykke af denne blev lagt til forpagterprofitten. Den fortsatte prisstigning på korn, uld, kød, kort sagt samtlige landbrugsprodukter, fik forpagterens pengekapital til at svulme, uden at han behøvede at gøre noget herfor, samtidig med, at han betalte jordrente, da pengene havde deres gamle værdi efter aftaler, der var indgået. På denne måde berigede han sig samtidigt på sine lønarbejderes og sin landlords bekostning. Der var altså intet mærkeligt i, at England ved slutningen af det 16. årh. besad en klasse af, efter de daværende forhold, rige »kapitalforpagtere«
5. Landbrugsrevolutionens tilbagevirkning på industrien. Etablering af det indre marked for den industrielle kapital
Den stødvise og hele tiden fornyede ekspropriation og fordrivelse af landbefolkning leverede, som vi har set, industrien i byerne stadig nye og nye masser af proletarer, der helt stod uden for lavsrelationerne, en viselig omstændighed, der får den gamle A. Anderson (ikke at forveksle med James Anderson) i sin handelshistorie til at tro på forsynets direkte indgriben. Vi er nødt til at opholde os endnu et øjeblik ved dette element i den oprindelige akkumulation. Til udtyndingen af den uafhæn gige landbefolkning, der drev egne brug, svarede ikke blot fortætningen af det industrielle proletariat, som Geoffroy Saint-Hilaire forklarer verdensmateriens fortætning et sted ved, at den udtyndes et andet.
Til trods for, at der var færre, der dyrkede jorden, gav den et produkt, der var lige så stort eller større end før, eftersom revolutionen i jordejendomsrelationerne var ledsaget af forbedrede dyrkningsmetoder, større kooperation, koncentration af produktionsmidlerne osv., og eftersom lønarbejderne på landet ikke blot blev tvunget til at arbejde mere intensivt, men også fordi det produktionsområde, hvor de arbejdede for sig selv, skrumpede mere og mere ind. Med den frigjorte del af landbefolkningen bliver også dens tidligere subsistensmidler gjort fri. De forvandler sig nu til den variable kapitals stoflige element. Den bonde, der var blevet kastet ud af sit hjem og jaget væk fra sin jord, måtte tilkøbe sig disse subsistensmidlers værdi i form af arbejdsløn hos sin nye herre, den industrielle kapitalist. Som det forholdt sig med livsfornødenhederne, således gik det også med industriens hjemlige landbrugsråstof. De forvandlede sig til et element af den konstante kapital.
Man kan f.eks. tænke sig, at en del af de westfalske bønder, der alle på Frederik II.'s tid (Friedrich II af Preussen) spandt hør, omend ikke guld, bliver eksproprieret med magt og forjaget fra hjem og jord, mens derimod den del, der bliver tilbage, forvandles til daglejere hos store forpagtere. Samtidigt rejser der sig store hørspinderier og væverier, hvor de »frigjorte« nu arbejder for løn. Hørren ser ud præcis som før. Ikke en fiber ved den er ændret, men en ny social sjæl er faret den i kroppen. Den udgør nu en del af manufakturherrens konstante kapital. Tidligere var den fordelt blandt en uhyre mængde små producenter, der selv dyrkede den og spandt den i små portioner sammen med deres familier; nu er den koncentreret hos en kapitalist, der lader andre spinde og væve for sig. Det ekstraarbejde, der blev anvendt ved hørspinderiet realiserede sig tidligere som ekstraindkomst for talløse bondefamilier eller også, på Frederik II.'s tid, som skatter pour le roi de Prusse (til Preussens konge - hentydning til Friedrich II. af Preussens forsøg på at give sit preussiske despoti en fransk fernis). Dette ekstraarbejde realiserer sig nu som profit hos nogle få kapitalister. Spindler, tene og vævestole, der tidligere var fordelt ud over landet, er nu rykket sammen i nogle få store arbejdskaserner, ligesom også arbejderne og råmaterialet. Og spindler og vævestole og råmateriale er fra at være midler til uafhængig eksistens for spindere og vævere fra nu af forvandlet til midler til at kommandere dem og udsuge dem for ubetalt arbejde. På de store manufakturer, som på de store forpagtergårde, ser man ikke, at de er slået sammen af mange små produktionssteder og er opstået ved ekspropriation af mange små, uafhængige producenter. Alligevel lader den uhildede betragtning sig ikke bringe i forvirring. På Mirabeaus, revolutionsløvens, tid hed de store manufakturer endnu manufactures réunies, sammenlagte værksteder, ligesom man taler om marker, der er lagt sammen.
»Man ser nu«, siger Mirabeau, »de store manufakturer, hvor hundreder af mennesker arbejder under en leder og som man sædvanligvis kalder forenede manufakturer (manufactures réunies). De derimod, hvor et meget stort antal arbejdere arbejder hver for sig og for egen regning, værdiges knapt et blik. Dem stiller man helt i baggrunden. Dette er en meget stor fejl, thi de alene udgør en virkelig vigtig bestanddel af folkets rigdom ... Den forenede fabrik (fabrique réunie) vil berige en eller to fabriksdrivende enormt, men arbejderne er kun bedre eller dårligere betalte daglejere og har i ingen henseende andel i fabriksherrens velstand. I den delte fabrik (fabrique séparée) er der derimod ingen, der bliver rig, men en mængde arbejdere er velstående ... Antallet af flittige og økonomiske arbejdere vil vokse, fordi de i klog livsførelse, i virksomhed ser et middel til væsentligt at forbedre deres kår i stedet for at opnå en ringe lønforbedring, der aldrig kan have vigtige følger for fremtiden, men højst sætter folk i stand til at leve lidt bedre fra hånden i munden. De adskilte, individuelle manufakturer, ofte forbundet med smålandbrug, er de frie.«
Ekspropriation og fordrivelse af en del af landbefolkningen frigør tillige med arbejderne ikke blot deres livsfornødenheder og arbejdsmateriale til den industrielle kapitals brug, det skaber også det indre marked.
Faktisk forholder det sig således, at de begivenheder, der forvandler småbønderne til lønarbejdere og deres livs- og arbejdsmidler til kapitalens stoflige elementer på samme tid skaber kapitalens indre marked. Tidligere frembragte og bearbejdede bondefamilien de livsfornødenheder og råstoffer, som de derpå selv for største delens vedkommende fortærede. Disse råstoffer og livsfornødenheder er nu blevet varer; storforpagterne sælger dem, i manufakturerne finder lian sit marked. Garn, lærred, grove uldtøjer, ting, hvis råstoffer fandtes inden for enhver bondefamilies rækkevidde, og som den spandt og vævede til eget forbrug – forvandler sig nu til manufakturartikler, hvis afsætningsmarked netop udgøres af landdistrikterne. Den talrige, spredte kundekreds, hidtil betinget af en mængde små producenter, der arbejder for egen regning, koncentrerer sig nu til et stort marked, der forsynes af den industrielle kapital.
Hånd i hånd med ekspropriationen af tidligere selvstændige bønder og deres adskillelse fra deres produktionsmidler går således tilintetgørelsen af den landlige bi-industri, den proces, hvorved manufaktur og landbrug adskilles. Og kun tilintetgørelsen af den landlige hjemmeproduktion kan give et lands indre marked den udstrækning og faste beståen, den kapitalistiske produktionsmåde har brug for.
Den egentlige manufakturperiode formår dog ikke at gennemføre en radikal omdannelse. Man vil huske, at den kun yderst stykkevis bemægtiger sig den nationale produktion og altid hviler på byernes håndværk og bi-industrien i hjemmene og på landet som bred baggrund. Tilintetgør den på visse punkter denne bi-industri i en form, i specielle erhvervsgrene, fremkalder den denne bi-industri på ny på andre, eftersom manufakturen til en vis grad har brug for denne bi-industri til at bearbejde råmaterialet. Manufakturperioden producerer derfor en ny klasse af småfolk på landet, der har jordens dyrkning som bi-erhverv og det industrielle arbejde med henblik på salg af produktet til manufakturen - direkte eller ad købmandens omvej - som deres hovederhverv. Dette er årsagen, selv om det ikke er hovedårsagen, til et fænomen, der i første omgang forvirrer den, der studerer Englands historie. Fra den sidste tredjedel af det 15. århundrede og derefter finder han fortløbende klager, der kun afbrydes i visse intervaller, over den tiltagende kapitalhusholdning på landet og den fremadskridende ødelæggelse af bønderne. På den anden side finder han hele tiden på ny disse bønder, omend i formindsket antal og under en stadig forværret tilværelsesform. Hovedgrunden er den: England er snart fortrinsvis korndyrker, snart kvægavler, i skiftende perioder, og med dette svinger omfanget af bøndernes drift. Det er først storindustrien, som med maskiner leverer det konstante grundlag for det kapitalistiske landbrug, der radikalt eksproprierer det store flertal af landbefolkningen og fuldfører adskillelsen mellem landbrug og industrien i hjemmene og på landet, - spinderi og vævning - som den rykker op med rode. Derfor er det også først storindustrien, der erobrer hele det indre marked for industrikapitalen.
Den industrielle kapitalists genesis foregik ikke på samme gradvise måde som forpagterens. Utvivlsomt forvandlede temmelig mange små lavsmestre og endnu flere selvstændige småhåndværkere eller endog lønarbejdere sig til små kapitalister og gennem en udnyttelse af lønarbejde, der lidt efter lidt blev stadig mere udstrakt og en hertil svarende akkumulation, til kapitalister sans phrase (slet og ret). Under den kapitalistiske produktions barndom gik det ofte til som under den middelalderlige byordnings barndom, hvor spørgsmålet om, hvem af de bortløbne livegne der skulle være mester og hvem tjener for største delens vedkommende afgjordes ved, hvem der først var stukket af. Imidlertid svarede sneglefarten denne metode på ingen måde til handelsbehovene på det nye verdensmarked, der var blevet skabt gennem de store opdagelser i slutningen af det 15. årh. Men middelalderen havde ladet to forskellige former for kapital gå i arv, der modner i de forskelligste økonomiske samfundsformationer og som, inden den kapitalistiske produktionsmådes æra, gælder som kapital quand meme (alligevel) – ågerkapitalen og købmandskapitalen.
»Nu om stunder kommer hele samfundets rigdom først i kapitalistens besiddelse ... han betaler jordbesidderen hans rente, arbejderen hans løn, skatte- og tiendeopkræveren deres krav og beholder en stor, ja, den største og en uafbrudt voksende del af arbejdets årlige produkt for sig selv. Kapitalisten kan nu siges at være den første ejer af hele samfundets rigdom, selv om ingen lov har givet ham retten til denne ejendom ... denne forandring er sket ved at tage renter af kapital ... og det er ikke så lidt mærkeligt, at alle Europas lovgivere bestræbte sig på at forhindre dette ved at give love, nemlig love imod åger ... Kapitalistens magt over hele landets rigdom er en fuldstændig revolution af ejendomsretten, og gennem hvilken lov eller række af love fremkaldtes denne revolution?«
Forfatteren burde have kunnet sige sig selv, at revolutioner ikke gennemføres ved love.
Den pengekapital, der var dannet gennem åger og handel, blev forhindret i at forvandle sig til industriel kapital p.gr.a. feudalforfatningen på landet og lavsforfatningen i byerne.
Disse skranker faldt med opløsningen af de feudale tropper af følgesvende, med landbefolkningens ekspropriation og delvise forjagning. Den nye manufaktur blev oprettet i eksporthavne ved havet eller på steder ude på landet, der lå uden for den gamle byordnings og dens lavsvæsens kontrol. Heraf i England den forbitrede kamp, som the corporate town førte mod disse nye industrielle planteskoler.
Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation. Hak i hæl herpå følger handelskrigen mellem de europæiske nationer med hele jordkloden som skueplads. Den åbnes gennem Nederlandenes frafald fra Spanien, antager kæmpeomfang i Englands Antijakobinerkrig, fortsætter stadig i opiumskrigene mod Kina osv.
De forskellige momenter i den oprindelige akkumulation fordeler sig nu, mer eller mindre i tidsmæssig række-følge, især på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de ved slutningen af det 17. århundrede på systematisk vis i kolonisystem, statsgældssystem, moderne skattesystem og protektionssystem. Disse metoder hviler til dels på den mest brutale vold, f.eks. kolonisystemet. Men alle bruger de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, for kunstigt at fremme den proces, der forvandler den feudale produktionsmåde til den kapitalistiske og for at forkorte overgangene. Vold er fødselshjælper for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt. Vold er selv en økonomisk kraft.
Om det kristelige kolonisystem siger en mand, der har gjort sig til specialist i kristendom, W. Howitt:
»De barbariske og desperate voldshandlinger, den såkaldte kristne race har foretaget i enhver del af verden og mod ethvert folk, de har kunnet undertrykke, er uden sidestykke hos nogen anden race, den være sig nok så vild og uvidende, nok så meget uden medlidenhed eller skamfølelse, på noget tidspunkt af jordens historie.«
Den hollandske koloniadministrations historie og Holland var det 17. århundredes kapitalistiske mønsternation – »opruller et uovertruffent billede af forræderi, bestikkelse, massakre og nederdrægtighed«. Intet er mere karakteristisk end det hollandske mennesketyverisystem på Celebes med det mål at få slaver til Java. Mennesketyvene blev afrettede til dette formål. Tyven, tolken og sælgeren var hovedagenterne i denne handel, indfødte fyrster hovedsælgere. De bortstjålne unge blev skjult i hemmelige fængsler på Celebes, indtil de var modne til at ekspederes af sted på slaveskibene. En officiel beretning siger:
»Denne ene by, Makassar f.eks. er fuld af hemmelige fængsler, det ene mere rædselsvækkende end det andet, stoppende fulde af arme mennesker, ofre for havesyge og tyranni, bundet med lænker, med vold revet bort fra deres familier.«
For at bemægtige sig Malakka bestak hollænderne den portugisiske guvernør. Han lod dem slippe ind i byen i 1641. De skyndte sig straks til det hus, hvor han boede, og snigmyrdede ham for at kunne »afstå« fra at betale bestikkelsen, der beløb sig til en sum af 21.875 pd.st. Hvorhen de vendte sig, fulgte ødelæggelse og affolkning i deres spor. Banjuwangi, en provins talte 1750 over 80.000, 1811 blot 8 000. Det er den doux commerce (blide handel)!
Det engelske Ostindiske Kompagni opnåede som bekendt, foruden det politiske herredømme i Ostindien, eksklusivt monopol på tehandelen som på den kinesiske handel i det hele taget og på godstransporten fra og til Europa. Men kystskibsfarten på Indien og mellem øerne så vel som handelen i Indiens indre blev monopol for kompagniets højere funktionærer. Monopolerne på salt, opium, betel og andre varer var uudtømmelige rigdomskilder. Funktionærerne fastsatte selv priserne og flåede den ulykkelige hindu efter forgodtbefindende. Generalguvernøren tog del i denne privathandel. Hans yndlinge fik kontrakter på betingelser, hvorunder de, klogere end alkymisterne, gjorde guld af intet. Store formuer voksede frem som ved et trylleslag, den oprindelige akkumulation gik for sig uden, at der blev lagt en shilling ud. Retssagen
omkring Warren Hastings 242b vrimler af sådanne eksempler. Her er et tilfælde. En opiumskontrakt bliver tildelt en vis Sullivan, i det øjeblik, hvor han rejser bort – i et officielt ærinde – til en del af Indien, der ligger fuldstændigt fjernt fra opiumsdistrikterne. Sullivan sælger sin kontrakt for 40.000 pd.st. til en vis Binn. Binn sælger den samme dag for 60.000 pd.st. og den endelige køber, som udfører kontrakten, erklærer, at han derpå yderligere fik en uhyre profit ud af den. Ifølge en fortegnelse, forelagt Parlamentet, lod kompagniet og dets embedsmænd mellem 1757 og 1766 inderne forære dem 6 millioner pr.st. 1769-1770 fabrikerede englænderne en hungersnød ved at opkøbe al ris og nægte at sælge den videre undtagen til fantasipriser.
Behandlingen af de indfødte gik naturligvis mest over gevind i de plantager, der kun var bestemt til eksporthandel, som i Vestindien, og i de rige og tætbefolkede lande, der som Mexico og Ostindien var prisgivet rovmord. Dog heller ikke i de egentlige kolonier fornægtede den oprindelige akkumulation sit sande kristelige væsen. Disse nøgterne virtuoser i protestantisme, New Englands puritanere, fastsatte 1703 gennem beslutninger i deres assembly en præmie på 40 pd.st. på hver indiansk skalp og for hver fangen rødhud, 1720 en præmie på 100 pd.st. for hver skalp, 1744, efter at Massachusetts-Bay havde erklæret en vis stamme for oprørsmænd, følgende priser: for mandlig skalp, 12 år og derover 100 pd.st. i ny mønt, for mandlige fanger 105 pd.st., for fangne kvinder og børn 50 pd.st., for skalpe af kvinder og børn 50 pd.st.! Nogle årtier senere hævnede kolonisystemet sig på efterkommerne af de fromme pilgrim fathers (de første engelske udvandrere til Nordamerika, 1620), der i mellemtiden var gået hen og blevet oprørsk indstillede. Gennem engelsk tilskyndelse og i engelsk sold blev de tomahawkede. Det engelske parlament erklærede, at blodhunde og skalperen var »midler, Gud og naturen havde givet i dets hænder. «
Kolonisystemet fremskyndede kunstigt modningen af handel og skibsfart. »Selskaberne Monopolia« (Luther) var uhyre løftestænger for kapitalkoncentrationen. Kolonierne sikrede de fremvoksende manufakturer afsætningsmarked og en akkumulation, der forstærkedes gennem markedsmonopolet. De skatte, der uden for Europa var blevet gjort til bytte ved at plyndre, gøre mennesker til slaver og gennem rovmord, flød nu tilbage til moderlandet og forvandlede sig her til kapital. Holland, der var der første land, der fuldt udviklede kolonisystemet, stod allerede i 1.648 i brændpunktet af sin bane som handelsstormagt. Holland havde »næsten monopol på den ostindiske handel og forbindelsen mellem Sydvesteuropa og Nordøsteuropa. Hollands fiskeri, skibsvæsen, manufakturer overgik ethvert andet lands. Republikkens kapitaler var måske større end det øvrige Europas tilsammen.«
Gulich glemmer at tilføje: De brede lag i befolkningen i Holland var allerede 1648 mere opslidt af arbejde, forarmet og mere brutalt undertrykt end det øvrige Europas tilsammen.
I dag medfører industrielt supremati (overherredømme) handelssupremati. I den egentlige manufakturperiode er det derimod handelssupremati, der giver den industrielle fremhersken. Deraf den overvejende rolle, kolonisystemet dengang spillede. Kolonisystemet var »den fremmede gud,« der stillede sig ved siden af Europas gamle guder på alteret og så en skønne dag med et skub og et bums væltede dem alle over ende. Kolonisystemet proklamerer profitmageriet som menneskehedens endelige og eneste mål.
Det offentlige kreditsystem, dvs. statsgælden, hvis oprindelse vi allerede kan finde i Genova og Venezia i middelalderen, bredte sig til hele Europa under manufakturperioden. Kolonisystemet med dets søhandel og dets handelskrige fungerede som drivhus for dette system. Således etableredes det først i Holland. Statsgælden, dvs. afhændelse af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – sætter sit stempel på den kapitalistiske æra. Den eneste del af den såkaldte nationalrigdom, der virkeligt indgår i de moderne folks totaleje er – deres statsgæld.
Derfor er den moderne doktrin, at et folk bliver desto rigere, jo mere gæld det stifter, helt konsekvent. Den offentlige kredit bliver til kapitalens credo. Og med statsgældsstiftelsen træder i stedet for en synd mod den Helligånd, for hvilken der ikke gives forladelse, krænkelse af tilliden til statsgælden.
Det offentliges gæld bliver en af de mest energisk virkende løftestænger for den oprindelige akkumulation. Som ved berøring med en ønskekvist udruster den de uproduktive penge med avlekraft og forvandler dem på denne måde til kapital, uden at det var nødvendigt for dem at skulle udsætte sig for de ulemper og farer, der er uadskilleligt forbundet med at anbringe dem industrielt og endog i åger. Statens kreditorer yder i virkeligheden intet, thi den udlånte sum bliver forvandlet til offentlige gældsbeviser, der er særdeles lette at omsætte, og som fortsætter at fungere hos kreditorerne ganske som var de kontante penge til samme beløb. Men også selv om vi ser bort fra den klasse af ledigtgående rentierer, der på denne måde skabes, og ligeledes fra den improviserede rigdom hos financiers, der spiller mellemmænd mellem regering og nation – såvel som fra skatteforpagterne, købmændene og privatfabrikanterne, for hvem et godt stykke af ethvert statslån fungerer som en kapital, der er dumpet ned fra himlen – selv om vi ser bort fra dette, har statsgælden fremmet aktieselskaberne, handelen med negotiable effekter af enhver art, agiotagen (spekulation i papirers kurssvingninger), kort sagt: børsspekulationen og det moderne bankokrati.
Fra begyndelsen af var de store banker, der er stadset op med nationale betegnelser, kun selskaber af privatspekulanter, der stillede sig til regeringernes disposition og som, takket være de opnåede privilegier, var i stand til at låne regeringerne penge. Derfor kan der ikke findes et mere ufejlbarligt instrument til at måle statsgældens akkumulering end den successive stigning i kursen på aktierne i disse banker, hvis fulde udfoldelse daterer sig fra grundlæggelsen af Bank of England (1694). Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 pct.; samtidigt blev banken af Parlamentet bemyndiget til at mønte penge af den samme kapital, idet banken endnu en gang lånte pengene ud til publikum i form af banknoter. Banken kunne med disse noter diskontere veksler, belåne varer og købe ædle metaller. Det varede ikke længe, så blev disse af banken selv fabrikerede kreditpenge til den mønt, hvormed Bank of England ydede staten lån og hvormed den for statens regning betalte renterne på den offentlige gæld. Ikke nok med, at den gav med den ene hånd, for at tage mere tilbage med den anden; den forblev også, mens den tog imod, nationens evige kreditor lige til den sidste hvid. Lidt efter lidt blev banken til det uundgåelige opbevaringssted for landets metalbeholdning og tyngdepunktet for den samlede handelskredit. På samme tid, hvor man i England holdt op med at brænde hekse, begyndte man sammesteds at hænge dem, der forfalskede banknoter. Hvilken virkning den pludselige fremdukken af denne yngel af bankokrater, financiers, rentierer, mæglere, stockjobbers (børsspekulanter) og børshajer gjorde på samtiden kan man se af den tids skrifter f.eks. Bolingbrokes.
Med statsgælden opstod et internationalt kreditsystem, der ofte skjuler en af kilderne til den oprindelige akkumulation hos dette eller hint folk. Således udgør det venezianske rovsystems gemenheder et sådant skjult grundlag for rigdommen på kapital i Holland, som Venezia, der var ved at gå i forfald, lånte store pengesummer. Mellem Holland og England er der et lignende forhold. Allerede i begyndelsen af det 18. århundrede er Hollands manufakturer langt overfløjet, og Holland er ikke længere en herskende handels- og industrination. Et af Hollands hovederhverv 1701-1776 er derfor at låne uhyre kapitaler ud, specielt til landets mægtige konkurrent, England. Noget lignende gælder i dag England og USA imellem. Mangen kapital, der i dag optræder i USA uden fødselsattest, er børneblod, der først i går blev kapitaliseret i England.
Eftersom statsgælden har sit rygstød i statsindkomsterne, der skal dække de årlige rente- osv.- betalinger, blev det moderne skattesystem den nødvendige udvidelse og supplement til systemet med statslån. Lånene satte regeringen i stand til at bestride ekstraordinære udgifter, uden at skatteyderen kommer til at mærke det med det samme, men de kræver dog i det videre forløb at skatterne forhøjes. På den anden side tvinger den forhøjelse af skatterne, der skyldes ophobningen af successivt indgåede gældsforpligtelser, regeringen til stadig at optage nye lån ved nye ekstraordinære udgifter. Den moderne finans- og skattepolitik, hvis drejningsakse er skatterne på de mest nødvendige livsfornødenheder (dvs. fordyrelsen af dem), bærer derfor i sig selv kimen til en automatisk progression. Overbeskatning er intet kedeligt intermezzo, men snarere, et princip. I Holland, hvor man først indviede dette system, har den store patriot de Witt derfor hyldet det i sine maksimer som det bedste system til at gøre lønarbejderen underdanig, sparsommelig, flittig og ... overlæsset med arbejde. Den ødelæggende indflydelse, det øver på lønarbejderens kår, beskæftiger os dog i denne forbindelse mindre end den voldelige ekspropriation af bonden, håndværkeren, kort sagt af alle bestanddele af den fattigere del af middelklassen, dette sy stem betinger. Herom hersker der ikke to meninger, end ikke hos de borgerlige økonomer. Systemets eksproprierierende virkning bliver yderligere forstærket gennem protektionssystemet, der udgør en integrerende del af det.
Den store andel i rigdommens kapitalisering og massernes ekspropriation, der falder på det offentliges gæld og det skatte- og finanssystem, der svarer hertil, har derfor fået en lang række forfattere som Cobbett, Doubleday og andre til med urette i protektionssystemet at se den grundlæggende årsag til de moderne folks elendighed.
Protektionssystemet var et kunstigt middel til at fabrikere fabrikanter med, til at ekspropriere uafhængige arbejdere, til at kapitalisere nationens produktions- og subsistensmidler, til med magt at forkorte overgangen fra den gamle til den moderne produktionsmåde. De europæiske stater sloges om at tage patent på denne opfindelse, og da de først var trådt i profitmagernes tjeneste, brandskattede de i dette øjemed ikke blot deres eget folk, indirekte igennem beskyttelsestold, direkte gennem eksportpræmier osv. I de afhængige bilande blev al industri udryddet med magt, som f.eks. England gjorde med den irske uldmanufaktur. På det europæiske fastland blev processen, efter Colberts mønster, yderligere stærkt forenklet. De industrielles oprindelige kapital stammer her til dels direkte fra statskassen.
»Hvorfor«, udbryder Mirabeau, »gå så langt for at søge Sachsens succes i manufakturen inden krigen? 180 millioner gæld, stiftet af statsoverhovederne!«
Kolonisystem, statsgæld, skattetryk, protektion, handelskrige osv., disse aflæggere af den egentlige manufakturperiode, svulmer til enorm størrelse under storindustriens barndom. Storindustriens fødsel blev fejret med det store børnedrab på Herodes maner. Ligesom kongens flåde henter fabrikkerne deres rekrutter ved hjælp af pressgangs. Så blasert Sir F. M. Eden end forholder sig til den gru og elendighed, der er forbundet med landbefolkningens ekspropriation fra hjem og jord i perioden fra den sidste tredjedel af det 15. årh. og lige til hans egen tid, slutningen af det 18. årh., og så selvbehagelig han gratulerer til denne proces, »nødvendig« for det kapitalistiske landbrug og »for at etablere det rigtige forhold mellem pløjejord og græsgangsjord«, giver han derimod ikke prøve på den samme økonomiske indsigt i nødvendigheden af barnerov og børneslaveri for at forvandle manufakturdriften til fabriksdrift og etablere det rigtige forhold mellem kapital og arbejdskraft. Han siger:
»Det kan måske være publikums opmærksomhed værd at overveje, om nogen manufaktur for at kunne virke med held, kræver at cottages og workhouses skal gennemsøges og plyndres for stakkels børn; at de skal beskæftiges i skift gennem størstedelen af natten og berøves den hvile, som, uundværlig for alle, kræves mest af de unge, og at mængder at begge køn, af forskellig alder og anlæg, skulle samles sammen på en sådan måde, at eksemplets smitte kun kan føre til ryggesløshed og udsvævelser – overveje om en sådan manufaktur vil forøge individets eller nationens lykke?« »I Derbyshire, Nottinghamshire og især Lancashire«, siger Fielden, »blev de nyligt opfundne maskiner anvendt i store fabrikker, der lå langs vandløb og floder, som kunne dreje vandhjulet. Der blev pludselig brug for tusinder af arbejdere disse steder, som lå langt fra byerne; og Lancashire især, der indtil da havde været forholdsvis tyndt befolket og ufrugtbart, alt det, man behøvede nu, var en befolkning. Da små børns små og flinke fingre var langt de mest efterspurgte, opstod straks den skik at hente lærlinge (!) fra de forskellige workhouses i sognene i London, Birmingham og andetsteds. Mange, mange tusinder af disse små, ulykkelige skabninger blev sendt nordpå, i alderen fra 7 til 13-14 år. Sædvanen var, at læremesteren« (dvs. børnetyven) »skulle klæde sine lærlinge og sørge for deres føde og huse dem i et »lærlingehus«, nær ved fabrikken; opsynsmænd blev udpeget for at overvåge arbejdet. Det var i disse opsynsmænds interesse at få børnene til at arbejde til deres yderste, eftersom opsynsmændenes egen løn stod i forhold til den mængde arbejde, de formåede at tvinge ud af børnene. Grusomhed var selvsagt følgen ... I mange fabriksdistrikter, men især, frygter jeg, i det skyldige grevskab, hvor jeg hører hjemme« (Lancashire), »blev den mest hjerteskærende og grusomme hårdhed anvendt mod disse harmløse og frændeløse skabninger, der på denne måde blev betroet til læremesterfabrikanternes omsorg; de blev jaget til dødens rand gennem det alt for meget arbejde ... blev pisket, lænket og pint med grusomhedens mest udsøgte raffinement ... de blev i mange tilfælde sultet til det rene skind og ben, samtidig med at pisken holdt dem til arbejdet ... og i nogle tilfælde endog ... drevet til at begå selvmord ... De skønne og romantiske dale i Derbyshire, Nottinghamshire og Lancashire, skærmet fra offentlighedens øjne, blev til elendige ødestrækninger af pinsel og mangt et mord. Fabrikanternes profit var uhyre; men det skærpede kun deres varulvehunger, og derfor tog fabrikanterne deres tilflugt til en udvej, der syntes at sikre dem denne profit uden mulighed for begrænsning; de begyndte at praktisere, hvad der kaldes »natarbejde«, dvs. efter at man havde udmattet et hold arbejdere ved at lade dem arbejde hele dagen igennem, havde fabrikanterne et andet hold parat, der kunne fortsætte arbejdet hele natten; imens gik dagholdet til ro i de senge, natholdet just havde forladt, og når det blev deres tur gik natholdet i de senge, dagholdet forlod om morgenen. Det hedder almindeligt i Lancashire, at sengene aldrig bliver kolde«.
Efterhånden som den kapitalistiske produktion udviklede sig under manufakturperioden, havde den offentlige mening i Europa sat de sidste rester af skamfølelse og samvittighed over styr. Nationerne brystede sig kynisk med enhver infami, der var middel til kapitalakkumulation. Læs f.eks. de naive handelsannaler af spidsborgeren A. Anderson. Her bliver det udbasuneret som en triumf for engelsk statskløgt, at England ved freden i Utrecht gennem Asiento-aftalen gennemtrumfede det privilegium, at den negerhandel, som England hidtil kun havde drevet mellem Afrika og engelsk Vestindien, nu også måtte drives mellem Afrika og det spanske Amerika. England fik den ret, at det indtil 1743 måtte forsyne det spanske Amerika med 4.800 negre om året. Det gav samtidigt et officielt skalkeskjul for de britiske smuglerier. Liverpool voksede sig stor på grundlag af slavehandelen. Det var dens metode til oprindelig akkumulation. Og indtil den dag i dag forblev den liverpoolske »respektabilitet« slavehandelens Pindar, som – smgl. dr. Aikins citerede skrift fra 1795 – »lader den handelsmæssige foretagsomhed vokse til lidenskab, skaber berømte søfolk og indbringer uhyre pengesummer.« Liverpool beskæftigede 1730 15 skibe med slavehandel, 1751: 53, 1760: 74, 1770: 96 og 1792: 132.
Mens bomuldsindustrien indførte børneslaveriet i England, gav den samtidigt impuls til at forvandle den tidligere mer eller mindre patriarkalske slavedrift i De forenede Stater til et kommercielt udbytningssystem. I det hele taget havde lønarbejdernes tilslørede slaveri i Europa som piedestal brug for slaveriet sans phrase (slet og ret) i den nye verden.
Tantae molis erat (Sådan møje krævedes der) for at forløse den kapitalistiske produktionsmådes »evige naturlove«, fuldbyrde den proces, der adskiller arbejderen og arbejdsbetingelserne, ved den ene pol forvandler de samfundsmæssige produktions- og subsistensmidler til kapital, ved den modsatte pol folkets masser til lønarbejdere, til frie »arbejdende fattige«, dette den moderne histories kunstprodukt. Hvis pengene, med et udtryk af Augier, »kommer til verden med naturlige blodstænk på den ene kind«, så driver kapitalen af blod og snavs, fra top til tå, ud af alle porer.
Hvad fører så kapitalens oprindelige akkumulation, dvs. dens historiske genesis til? For så vidt den ikke er umiddelbar forvandling af slaver og livegne til lønarbejdere, dvs. rent formskifte, betyder den kun ekspropriation af de umiddelbare producenter, dvs. opløsning af den privatejendom, der hviler på eget arbejde.
Privatejendom, som modsætning til samfundsmæssig, kollektiv ejendom, består kun der, hvor arbejdsmidlerne og arbejdets ydre betingelser tilhører privatpersoner. Men alt efter som disse privatpersoner er arbejdere eller ikke-arbejdere, har også privatejendommen en anden karakter. De uendelige nuancer, der møder en ved første blik, afspejler kun de mellemtilstande, der ligger mellem disse to yderpunkter.
Arbejderens privateje af sine produktionsmidler er grundlaget for smådriften, smådriften er nødvendig betingelse for udviklingen af den samfundsmæssige produktion og arbejderens egen frie individualitet. Rigtignok eksisterer denne produktionsmåde også under slaveri, livegenskab og andre afhængighedsrelationer. Men den blomstrer kun, slipper kun hele sin energi løs, erobrer den adækvate klassiske form kun der, hvor arbejderen er fri privatejendomsbesidder af sine egne og af ham selv brugte arbejdsbetingelser, bonden af marken, han dyrker, håndværkeren af redskabet, som han spiller på som virtuos.
Denne produktionsmåde forudsætter opsplitning af jorden og de øvrige produktionsmidler. Den udelukker koncentration af de sidstnævnte, såvel som kooperation, arbejdsdeling inden for den samme produktionsproces, samfundsmæssig beherskelse og regulering af naturen, fri udvikling af de samfundsmæssige produktivkræfter. Den er kun forenelig med snævre, spontant fremvoksende grænser for produktionen og samfundet. At ville gøre den permanent ville betyde, som Pecqueur med rette siger, »at dekretere den almindelige middelmådighed.« Når den har nået en vis højde, bringer den de materielle midler til sin egen tilintetgørelse til verden. Fra det øjeblik rører der sig kræfter og lidenskaber i samfundets skød, der føler sig bundet af denne produktionsmåde. Den må tilintetgøres, den bliver tilintetgjort. Dens tilintetgørelse, forvandlingen af de individuelle og opsplittede produktionsmidler til samfundsmæssigt koncentrerede, og deraf forvandlingen af manges dværgagtige ejendom til fås masseagtige ejendom, og heraf ekspropriationen af folkets store masser fra hjem og jord, livsfornødenheder og arbejdsredskaber. Denne frygtelige og vanskelige ekspropriation af folkets masser udgør kapitalens forhistorie. Den omfatter en række voldsmetoder, hvoraf vi kun har ladet de epokegørende passere revy som metoder for kapitalens oprindelige akkumulation. Ekspropriationen af de umiddelbare producenter gennemføres med den mest skånselsløse vandalisme og drevet af de mest infame, mest smudsige, mest småligt ondskabsfulde lidenskaber. Den gennem eget arbejde erhvervede privatejendom, der beror på så at sige det enkelte, uafhængige arbejdsindivids sammenvoksning med sine arbejdsbetingelser, bliver fortrængt af den kapitalistiske privatejendom, der hviler på udbytning af fremmed, men formelt frit arbejde.
Såsnart denne transformationsproces i tilstrækkelig dybde og omfang har opløst det gamle samfund, så snart arbejderne er forvandlet til proletarer, deres arbejdsbetingelser til kapital, så snart den kapitalistiske produktionsmåde står på egne ben, opnår den yderligere socialisering af arbejdet og yderligere forvandling af jorden og andre produktionsmidler til samfundsmæssigt udnyttede, dvs. fælles produktionsmidler, og dermed den yderligere ekspropriation af privatejendomsbesidderne, en ny form. Hvad der nu skal eksproprieres, er ikke længere arbejderen, der selv driver sin bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere.
Denne ekspropriation sker gennem den kapitalistiske produktions egne immanente loves spil, gennem kapitalernes centralisation. En kapitalist slår altid mange ihjel. Hånd i hånd med denne centralisation, dvs. med nogle få kapitalisters ekspropriation af mange, udvikler arbejdsprocessens kooperative form sig i en stadigt voksende målestok, den bevidste tekniske anvendelse af videnskaben, den planmæssige udnyttelse af jorden, arbejdsmidlernes forvandling til arbejdsmidler, der kun kan anvendes i fællesskab, økonomiseringen med alle produktionsmidler ved at de anvendes som produktionsmidler i kombineret, samfundsmæssigt arbejde. I stadigt højere grad opsluges alle folk af verdensmarkedets net og dermed udvikles det kapitalistiske regimes internationale karakter. Med det stadigt faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, degeneration, udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig og rivende vækst og som gennem selve den kapitalistiske produktionsproces' mekanisme er blevet skolet, forenet og organiseret. Kapitalmonopolet bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dets herredømme. Produktionsmidlernes centralisering og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres.
Den kapitalistiske tilegnelsesmåde – og dermed den kapitalistiske privatejendom – der fremgår af den kapitalistiske produktionsmåde, er den første negation af den individuelle, på eget arbejde begrundede privatejendom. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces' nødvendighed sin egen negation. Det er negationens negation. Denne reetablerer ikke privatejendommen, men derimod den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske æra's landvindinger: kooperationen og fællesejet til jorden og til de gennem selve arbejdet producerede produktionsmidler.
Forvandlingen af den opsplittede privatejendom, der hviler på individernes eget arbejde, til kapitalistisk privatejendom er naturligvis en proces, der uden sammenligning er mere langvarig, hård og vanskelig end forvandlingen af den kapitalistiske ejendom, der i realiteten allerede hviler på samfundsmæssig produktionsdrift, til samfundsejendom. I det første tilfælde drejede det sig om, at nogle få usurpatorer eksproprierede folkets masser, her drejer det sig om at folkets masser eksproprierer nogle få usurpatorer.
| Tilbage | Næste |