Varen

1. Varens to faktorer: brugsværdi og værdi (værdisubstans, værdistørrelse)

I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en "uhyre vareophobning", og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen.

Varen er først og fremmest en ydre genstand, en ting, der ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov af en eller anden art. Hvilken natur disse behov har, om de f.eks. stammer fra maven eller fra fantasien, ændrer intet ved sagen. Det drejer sig her heller ikke om, hvordan varen tilfredsstiller det menneskelige behov, om det sker umiddelbart som livsfornødenhed, dvs. som forbrugsgenstand, eller ad omveje som produktionsmiddel.

Enhver nyttig ting som jern, papir osv. skal betragtes ud fra to synspunkter, efter kvalitet og kvantitet. Enhver sådan ting er en helhed af mange egenskaber og kan derfor være nyttig i forskellige henseender. Opdagelsen af disse forskellige sider og følgelig opdagelsen af de mangfoldige måder at bruge tingene på er historiens værk. Det samme gælder indførelsen af samfundsmæssige måleenheder for mængden af nyttige ting. Forskelligheden i måleenhederne udspringer dels af den naturlige forskel mellem de genstande, der skal måles, dels af konvention.

En tings nyttighed gør den til brugsværdi. Men denne nyttighed svæver ikke i luften. Den er betinget af varens materielle egenskaber og kan ikke løsrives fra dem. Selve varens materielle substans, såsom jern, hvede, diamant osv. er derfor en brugsværdi, et gode. Denne karakter af varen afhænger ikke af, om tilegnelsen af dens brugsegenskaber koster mennesket mere eller mindre arbejde. Når man betragter brugsværdier, forudsættes altid deres kvantitative bestemthed, som dusin ure, alen lærred, ton jern osv. Varernes brugsværdier leverer materialet til et særligt fag, varekundskab. Brugsværdien bliver kun virkelighed i brug eller konsumtion. Brugsværdier udgør det stoflige indhold i rigdommen, hvordan dens samfundsmæssige form end er. I den samfundsform, vi betragter, udgør den tillige den stoflige bærer af - bytteværdien.

Bytteværdien viser sig umiddelbart som det mængdeforhold, hvori brugsværdier af én art udveksles med brugsværdier af en anden art, et forhold, der hele tiden ændrer sig med tiden og stedet. Bytteværdien synes derfor at være noget tilfældigt og rent relativt, en bytteværdi. der er varen iboende, immanent (valeur intrinsèque), altså en contradictio in adjecto selvmodsigende udtryk. Lad os betragte sagen nærmere.

En bestemt vare, f.eks. en tønde hvede udveksles med x skosværte eller med y silke eller med z guld osv., kort sagt i de forskelligste forhold med andre varer. Hvede har altså flere slags bytteværdier og ikke én enkelt. Men da x skosværte, ligeså y silke, ligeså z guld osv. er bytteværdien af en tønde hvede, må x skosværte, y silke, z guld osv. være lige store bytteværdier, der kan træde i stedet for hverandre. Deraf følger for det første, at de gyldige bytteværdier for en given vare er ens. Men for det andet, at bytteværdien overhovedet kun kan være udtryksmåden, "fremtrædelsesformen" for et indhold, som er forskelligt derfra.

Lad os endvidere tage to varer, f.eks. hvede og jern. Hvad deres bytteforhold end er, kan det altid fremstilles i en ligning. hvori et givet kvantum hvede sættes lig med et eller andet kvantum jern, f.eks. en tønde hvede = x centner jern. Hvad siger denne ligning? At der i to forskellige ting, i 1 tønde hvede og ligeledes i x centner jern, eksisterer noget fælles af samme størrelse. Begge er altså lig med noget tredje, som i og for sig hverken er det ene eller det andet. Hver af de to må altså i sin egenskab af bytteværdi kunne reduceres til dette tredje.

Et simpelt geometrisk eksempel kan anskueliggøre dette. For at bestemme og sammenligne fladeindholdet af alle retlinjede figurer opløser man dem i trekanter. Trekanten selv reducerer man til et udtryk, som er ganske forskelligt fra dens synlige figur - det halve produkt af grundlinje og højde. På samme måde gælder det om at reducere varernes bytteværdier til noget fælles, hvoraf de udgør en større eller mindre del.

Dette fælles kan ikke være en geometrisk, fysisk, kemisk eller anden naturlig egenskab ved varerne. Deres materielle egenskaber kommer overhovedet kun i betragtning, for så vidt disse gør dem brugelige, altså til brugsværdier. På den anden side er det åbenbart netop abstraktionen fra deres brugsværdier, der karakteriserer varernes bytteforhold. Inden for dette gælder én brugsværdi for nøjagtigt lige så meget som enhver anden, hvis den blot er til stede i den rette proportion. Eller, som gamle Barbon siger:

"Den ene varesort er lige så god som den anden, hvis dens bytteværdi er lige så stor. Der er ingen forskel eller ulighed mellem ting af lige stor bytteværdi".

Som brugsværdier er varerne først og fremmest af forskellig kvalitet, som bytteværdier kan de kun være af forskellig kvantitet og indeholder altså ikke et atom brugsværdi.

Ser man nu bort fra varelegemernes brugsværdi, så bliver der kun én fælles egenskab tilbage, den at være arbejdsprodukter. Men derved forvandler også selve arbejdsproduktet sig for os. Når vi abstraherer fra dets brugsværdi, så abstraherer vi også fra de materielle bestanddele eller former, som gør det til brugsværdi. Det er ikke længere bord eller hus eller garn eller en anden nyttig ting. Alle dets sanselige kvaliteter er udslettet. Det er heller ikke længere produktet af snedkerarbejde eller byggearbejde eller spindearbejde eller andet bestemt produktivt arbejde. Med arbejdsprodukternes nyttekarakter forsvinder nyttekarakteren af de deri repræsenterede arbejder, altså forsvinder også de forskellige konkrete former for disse arbejder; de adskiller sig ikke længere fra hverandre, men er alle til hobe reduceret til samme menneskelige arbejde, til abstrakt menneskeligt arbejde.

Lad os nu se på, hvad der er tilbage af arbejdsprodukterne. Der er ikke blevet andet tilbage af dem end den samme spøgelsesagtige tingslige substans, en blot og bar gelé af forskelsløst menneskeligt arbejde, dvs. forbrugt menneskelig arbejdskraft uden hensyn til den måde, den blev brugt på. Disse ting repræsenterer nu kun det, at der er brugt menneskelig arbejdskraft til deres fremstilling, at menneskeligt arbejde er ophobet i dem. Som krystaller af denne samfundsmæssige substans, som er fælles for dem, er de værdier - vareværdier.

I selve varernes bytteforhold viste bytteværdien sig for os som noget, der er uafhængigt af deres brugsværdier. Hvis man nu virkelig abstraherer fra arbejdsprodukternes brugsværdi, står værdien tilbage, sådan som den netop blev bestemt. Det, som er fælles for varerne, og som viser sig i deres bytteforhold eller bytteværdi, er altså deres værdi. Den videre undersøgelse vil føre os tilbage til bytteværdien som den nødvendige udtryksmåde eller fremtrædelsesform for værdien, men først må værdien imidlertid betragtes uafhængigt af denne form.

En brugsværdi eller et gode har altså kun en værdi, fordi abstrakt menneskeligt arbejde er legemliggjort eller materialiseret i den. Hvordan skal man nu måle værdiens størrelse? Ved den mængde af "værdidannende substans", af arbejde, den indeholder. Selve arbejdets mængde måles ved dets varighed, og arbejdstiden har igen sin målestok i bestemte tidsenheder - timer, dage osv.

Når værdien af en vare er bestemt ved den mængde arbejde, der er brugt til dens fremstilling, kunne det se ud, som om en vare fik desto større værdi, jo dovnere og udueligere dens fremstiller var, fordi han bruger så meget mere tid til at lave den. Det arbejde, som udgør værdiens substans, er imidlertid ensartet menneskeligt arbejde, forbrug af den samme menneskelige arbejdskraft. Samfundets totale arbejdskraft, der giver sig udtryk i vareverdenens værdier, gælder her for én og samme menneskelige arbejdskraft, skønt den består af talløse individuelle arbejdskræfter. Hver af disse individuelle arbejdskræfter er den samme menneskelige arbejdskraft som de andre, for så vidt som den har karakter af en samfundsmæssig gennemsnitsarbejdskraft og virker som én samfundsmæssig gennemsnitsarbejdskraft, altså også kun bruger den gennemsnitligt nødvendige eller samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til fremstilling af en vare. Samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid er den arbejdstid, der kræves for at fremstille en brugsværdi under de foreliggende normale samfundsmæssige produktionsbetingelser og med samfundets gennemsnitsgrad af dygtighed og intensitet i arbejdet. Efter indførelsen af den dampdrevne vævestol i England f.eks. kunne man måske nøjes med halvt så meget arbejde som før for at forvandle et givet kvantum garn til tøj. Den engelske håndvæver brugte faktisk den samme arbejdstid som før til denne forvandling, men produktet af hans individuelle arbejdstime udgjorde nu kun en halv samfundsmæssig arbejdstime og faldt derfor til halvdelen af sin tidligere værdi.

Det er altså kun det kvantum samfundsmæssigt nødvendigt arbejde eller den til fremstillingen af en brugsværdi samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der bestemmer varens værdistørrelse. Den enkelte vare gælder her overhovedet som gennemsnitseksemplar af sin art. Varer, der indeholder lige store arbejdskvanta, eller som kan fremstilles på samme arbejdstid, har derfor samme værdistørrelse. Værdien af én vare forholder sig til værdien af enhver anden vare, ligesom den til produktionen af den ene nødvendige arbejdstid forholder sig til den for produktionen af den anden nødvendige arbejdstid. "Som værdier er alle varer kun bestemte mængder anvendt arbejdstid".

En vares værdistørrelse ville derfor være konstant, hvis den arbejdstid, som kræves til dens fremstilling, var konstant. Denne tid ændrer sig imidlertid med enhver ændring i arbejdets produktivitet. Arbejdets produktivitet er bestemt af flere forskellige omstændigheder, blandt andet af arbejdernes gennemsnitlige duelighedsniveau, videnskabens udviklingstrin og dens teknologiske anvendelighed, produktionsprocessens samfundsmæssige kombination, produktionsmidlernes omfang og effektivitet og af naturforhold. Det samme kvantum arbejde resulterer f.eks. med gunstige vejrforhold i 8 tønder hvede, med ugunstige kun i 4. Det samme kvantum arbejde leverer mere metal i righoldige miner end i fattige osv. Diamanter forekommer sjældent på jordens overflade, og det koster derfor i gennemsnit megen arbejdstid at finde dem. Følgelig repræsenterer de meget arbejde med et ringe rumindhold. Jacob betvivler, at guld nogensinde er blevet betalt med sin fulde værdi. Dette gælder endnu mere for diamanter. Ifølge Eschwege havde otte års samlet udbytte af de brasilianske diamantgruber i 1823 endnu ikke nået prisen på halvandet års gennemsnitsproduktion fra de brasilianske sukker- eller kaffeplantager, skønt det repræsenterede meget mere arbejde, altså en større værdi. Med mere righoldige gruber ville det samme arbejdskvantum resultere i flere diamanter og deres værdi falde. Lykkes det med ringe arbejde at forvandle kul til diamanter, så kan diamanters værdi blive lavere end murstens. Generelt: jo større arbejdets produktivitet er, jo mindre den arbejdstid, der kræves til en artikels fremstilling, jo mindre den deri krystalliserede arbejdsmængde, desto mindre er værdien. Omvendt, jo mindre arbejdets produktivitet er, jo større den til fremstillingen af en artikel nødvendige arbejdstid er, desto større er dens værdi. En vares værdistørrelse veksler altså direkte med mængden af det arbejde, der nedlægges i den, og i omvendt forhold til arbejdets produktivitet.

En ting kan være brugsværdi uden at være værdi. Det er tilfældet, når dens nytte for mennesket ikke skyldes arbejde. Dette gælder luft, jomfruelig jord, naturlige enge, vildtvoksende skov osv. En ting kan være nyttig og fremstillet ved menneskeligt arbejde, uden at være en vare. Den, der gennem sit produkt tilfredsstiller sit eget behov, skaber ganske vist brugsværdi, men ikke vare. For at producere en vare, skal man ikke blot producere brugsværdi, men brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi. [Og ikke kun for andre slet og ret. Middelalderens bonde avlede skattekorn til feudalherren og tiendekorn til præsten. Men hverken skattekorn eller tiendekorn blev vare ved, at det var produceret for andre. For at blive vare skal produktet overdrages til den anden, for hvem det udgør en brugsværdi, gennem udveksling]. Endelig kan ingen ting være værdi uden at være brugsgenstand. Er den nytteløs, så er også det arbejde, der er indeholdt i den, nytteløst, tæller ikke som arbejde og danner derfor ingen værdi.

2. Dobbeltkarakteren af det i varerne nedlagte arbejde

Oprindeligt fremtrådte varen for os som noget dobbeltsidet, brugsværdi og bytteværdi. Senere viste det sig, at også arbejdet, for så vidt som det kommer til udtryk i værdi, ikke længere besidder de samme kendetegn, der tilkommer det som frembringer af brugsværdier. Denne dobbeltsidede natur af det arbejde, der er nedlagt i varen, er først kritisk påvist af mig. Da dette er det springende punkt, hvorom al forståelse af den politiske økonomi drejer sig, skal det her belyses nærmere.

Lad os tage to varer, f.eks. en frakke og 10 alen lærred. Frakken er dobbelt så meget værd som lærredet, så når 10 alen lærred = v, er en frakke = 2v.

Frakken er en brugsværdi, som tilfredsstiller et særligt behov. For at fremstille den kræves der en bestemt slags produktiv virksomhed. Denne er bestemt ved sit formål, arbejdsmåden, genstanden, midlerne og resultatet. Det arbejde, hvis nyttighed således viser sig i produktets brugsværdi eller i, at dets produkt er en brugsværdi, kalder vi kort og godt nyttigt arbejde. Fra dette synspunkt bliver kun dets nyttevirkning taget i betragtning.

Ligesom frakke og lærred er kvalitativt forskellige brugsværdier, sådan er de arbejdsydelser, som har frembragt dem, kvalitativt forskellige - skrædderi og væveri. Hvis disse ting ikke var kvalitativt forskellige brugsværdier og derfor produkter af kvalitativt forskellige nyttige arbejdsydelser, så kunne de overhovedet ikke sammenlignes som varer. Frakke udveksles ikke med frakke, den samme brugsværdi ikke med den samme brugsværdi.

I den samlede mængde af forskelligartede brugsværdier eller varelegemer fremtræder en lige så stor mangfoldighed af nyttige arbejdsydelser, delt op efter slægt, art, familie, underart, varietet - en samfundsmæssig arbejdsdeling. Den er en eksistensbetingelse for vareproduktionen, skønt vareproduktionen ikke omvendt er eksistensbetingelse for den samfundsmæssige arbejdsdeling. I det gammelindiske landsbyfællesskab er arbejdet samfundsmæssigt delt, uden at produkterne bliver til varer. Eller, et mere nærliggende eksempel: i enhver fabrik er arbejdet systematisk opdelt, men denne deling fremkommer ikke ved, at arbejderne udveksler deres individuelle produkter. Kun produkter af selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder optræder som varer i forhold til hinanden.

Man har altså set: i enhver vares brugsværdi ligger der en produktiv virksomhed, et nyttigt arbejde af en bestemt art og med et bestemt formål. Brugsværdier kan ikke stå overfor hinanden som varer, hvis de nyttige arbejder, der er nedlagt i dem, ikke er af kvalitativt forskellig art. I et samfund, hvis produkter generelt antager form af varer, dvs. i et samfund af vareproducenter, udvikler denne kvalitative forskel mellem nyttige arbejder, som udføres uafhængigt af hinanden som selvstændige producenters private anliggender, sig til et vidt forgrenet system, til en samfundsmæssig arbejdsdeling.

For frakken er det i øvrigt ligegyldigt, om den bæres af skrædderen eller af en kunde hos skrædderen. I begge tilfælde fungerer den som brugsværdi. Lige så lidt er forholdet mellem frakken og det arbejde, der har fremstillet den, i og for sig ændret ved, at skrædderiet bliver en særlig profession, et selvstændigt led i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Hvor behovet for beklædning tvang mennesket til det, er der i årtusinder blevet lavet tøj, før der blev en skrædder ud af mennesket. Men eksistensen af frakke, af lærred, af ethvert ikke naturgivet element af den stoflige rigdom, måtte altid tilvejebringes ved en speciel, formålsbestemt produktiv virksomhed, som tilpasser de særlige naturstoffer til særlige menneskelige behov. Som frembringer af brugsværdier, af nyttigt arbejde, er arbejdet derfor en af alle samfundsformer uafhængig eksistensbetingelse for mennesket, en evig naturnødvendighed for at formidle stofskiftet mellem mennesket og naturen, altså det menneskelige liv.

Brugsværdierne frakke, lærred osv., kort sagt varelegemerne, er forbindelser af to elementer, naturstof og arbejde. Trækker man den samlede sum af alle de forskellige nyttige arbejder fra, som er nedlagt i frakke, lærred osv., bliver der altid et materielt substrat tilbage, som er til stede fra naturens hånd uden menneskets medvirken. Mennesket kan i sin produktion kun gå frem som naturen selv, dvs. kun ændre stoffernes former. Hvad mere er: i selve dette formningsarbejde bliver mennesket bestandigt støttet af naturkræfter. Arbejde er altså ikke den eneste kilde til de brugsværdier, den stoflige rigdom, det producerer. Arbejdet er dens fader, som William Petty siger, og jorden dens moder.

Lad os nu forlade varen som brugsgenstand og gå over til vareværdien.

Vi forudsatte, at frakkens værdi er dobbelt så stor som lærredets. Det er imidlertid kun en kvantitativ forskel, som endnu ikke interesserer os. Vi erindrer derfor om, at når værdien af en frakke er dobbelt så stor som værdien af 10 alen lærred, har 20 alen lærred samme værdistørrelse som en frakke. Som værdier er frakke og lærred ting af samme substans, objektive udtryk for ensartet arbejde. Men skrædderi og væveri er kvalitativt forskellige arbejder. Der findes imidlertid samfundstilstande, i hvilke den samme person skiftevis syr og væver, således at disse to forskellige arbejdsmåder derfor kun er modifikationer af det samme individs arbejde og endnu ikke er særlige faste funktioner af forskellige individer, ganske som den frakke, vor skrædder syr i dag, og de bukser han laver i morgen, kun forudsætter variationer af det samme individuelle arbejde. Videre kan det direkte ses, at en vis portion menneskeligt arbejde i vort kapitalistiske samfund alt efter den vekslende retning, efterspørgslen efter arbejdskraft tager, skiftevis tilføres i form af skrædderi eller i form af væveri. Denne vekslen af arbejde fra én form til en anden foregår måske ikke uden gnidning, men den må foregå. Ser man bort fra den produktive virksomheds særlige form og dermed fra arbejdets nyttekarakter, så bliver dét tilbage, at arbejde er forbrug af menneskelig arbejdskraft. Skrædderi og væveri er nok kvalitativt forskellige produktive beskæftigelser, men de er begge produktivt forbrug af menneskelig hjerne, muskel, nerve, hånd osv., og i denne forstand er de begge menneskeligt arbejde. Det er kun to forskellige former for brugen af menneskelig arbejdskraft. Ganske vist må den menneskelige arbejdskraft selv være mere eller mindre udviklet for at blive brugt i den ene eller den anden form. Varens værdi repræsenterer imidlertid menneskeligt arbejde slet og ret, forbrug af menneskeligt arbejde i almindelighed. Ligesom en general eller bankier i det borgerlige samfund spiller en stor rolle, mennesket slet og ret derimod en meget ussel rolle, sådan står det her også til med det menneskelige arbejde. Det er forbrug af simpel arbejdskraft, som ethvert almindeligt menneske uden særlig uddannelse i gennemsnit besidder i sin fysiske organisme. Det simple gennemsnitsarbejde selv skifter ganske vist karakter i forskellige lande og kulturepoker, men i et forhåndenværende samfund er det givet. Kompliceret arbejde gælder kun som potenseret eller snarere multipliceret simpelt arbejde, således at et mindre kvantum kompliceret arbejde er lig med et større kvantum simpelt arbejde. At denne reduktion foregår til stadighed viser erfaringen. En vare kan være produkt af det mest komplicerede arbejde, dens værdi sætter den lig med produktet af simpelt arbejde og repræsenterer derfor selv kun et bestemt kvantum simpelt arbejde. De forskellige proportioner, i hvilke forskellige slags arbejder reduceres til simpelt arbejde som måleenhed for dem, fastsættes gennem en samfundsmæssig proces bag ryggen af producenterne og forekommer dem derfor at være givet ved sædvane. For simpelhedens skyld vil vi i det følgende lade enhver slags arbejdskraft gælde for simpel arbejdskraft, således at ulejligheden med reduktionen spares.

Ligesom man altså i værdierne frakke og lærred ser bort fra forskellen mellem deres brugsværdier, sådan ser man i de arbejder, som er repræsenteret i disse værdier, bort fra forskellen mellem deres nyttige former, skrædderi og væveri. Ligesom brugsværdierne frakke og lærred er forbindelser af formålsbestemte produktive beskæftigelser med tøj og garn, mens værdierne frakke og lærred er blotte ensartede geléer af arbejde, sådan tæller de i disse værdier indeholdte arbejder ikke ved deres produktive forhold til tøj og garn, men kun som forbrugt menneskelig arbejdskraft. De elementer, der udgør brugsværdierne frakke og lærred, er skrædderi og væveri, netop fordi disse er af forskellig beskaffenhed; substans af frakkeværdien og lærredværdien er de kun, for så vidt der ses bort fra deres særlige beskaffenhed og begge er af samme beskaffenhed: beskaffenheden menneskeligt arbejde.

Frakke og lærred er imidlertid ikke blot værdier overhovedet. men værdier af en bestemt størrelse, og efter vor forudsætning er frakken dobbelt så meget værd som 10 alen lærred. Hvoraf kommer denne forskel i deres værdistørrelse? Den kommer af, at lærredet kun indeholder halvt så meget arbejde som frakken, således at der til fremstilling af denne forbruges arbejdskraft i dobbelt så lang tid som til fremstilling af lærredet.

Når det drejer sig om brugsværdien, er det altså kun beskaffenheden af det arbejde, der er indeholdt i varen, der er af betydning; for værdistørrelsen er det derimod kun mængden af det, der tæller, efter at det forud er reduceret til menneskeligt arbejde uden hensyn til beskaffenheden. I det første tilfælde drejer det sig om, hvordan der arbejdes, og hvad slags arbejde, i det andet tilfælde om, hvor meget der arbejdes, om arbejdets varighed. Da værdistørrelsen af en vare kun repræsenterer det kvantum arbejde, der er nedlagt i den, må varer i en vis proportion altid være lige store værdier.

Hvis produktiviteten af alle de arter af nyttigt arbejde, der kræves til fremstilling af en frakke, forbliver uændret, så stiger værdistørrelsen af frakkerne med antallet af dem. Hvis 1 frakke repræsenterer x arbejdsdage, udgør 2 frakker 2x arbejdsdage osv. Men lad os sige, at det arbejde, der er nødvendigt til fremstilling af en frakke, stiger til det dobbelte eller falder til det halve. I det første tilfælde får en frakke lige så stor værdi som tidligere to frakker, i det sidste tilfælde får to frakker kun den samme værdi som tidligere én, skønt en frakke i begge tilfælde yder den samme tjeneste og det i frakken nedlagte nyttige arbejde nu som før er af samme beskaffenhed. Men det arbejdskvantum, som er brugt til dens fremstilling, har ændret sig.

Et større kvantum brugsværdi udgør i og for sig større stoflig rigdom, to frakker er mere end én. Med to frakker kan man beklæde to mennesker, med én kun ét osv. Alligevel kan den stigende mængde af stoflig rigdom svare til et samtidigt fald i dens værdistørrelse. Denne modsatte bevægelse udspringer af arbejdets dobbeltsidede karakter. Produktivitet er naturligvis til stadighed produktivitet af nyttigt, konkret arbejde og bestemmer faktisk kun virkningsgraden af formålsbestemt produktiv virksomhed i et givet tidsrum. Det nyttige arbejde bliver derfor en rigere eller fattigere kilde til produkter i direkte forhold til stigen eller fald i dets produktivitet. Derimod rammer en ændring af produktiviteten i og for sig slet ikke det arbejde, der er repræsenteret i værdien. Da produktiviteten tilhører arbejdets konkrete, nyttige form, kan den naturligvis ikke længere komme arbejdet ved, så snart der ses bort fra dets konkrete nyttige form. Det samme arbejde giver derfor i de samme tidsrum bestandig den samme værdistørrelse, hvordan produktiviteten end ændrer sig. Men det leverer i ét og samme tidsrum forskellige kvanta brugsværdier, større, når produktiviteten stiger, mindre, når den falder. Den samme ændring af produktiviteten, der øger arbejdets frugtbarhed og dermed massen af de brugsværdier, det leverer, mindsker altså værdistørrelsen af denne forøgede totalmasse, når den afkorter summen af den arbejdstid, der er nødvendig til dens fremstilling. Og ligeledes omvendt.

Alt arbejde er på den ene side forbrug af menneskelig arbejdskraft i fysiologisk forstand, og i denne egenskab af ensartet menneskeligt eller abstrakt menneskeligt arbejde udgør det vareværdien. Alt arbejde er på den anden side forbrug af menneskelig arbejdskraft i særlig formålsbestemt form, og i denne egenskab af konkret nyttigt arbejde producerer det brugsværdier.

3. Værdiformen eller bytteværdien

Varer kommer til verden i form af brugsværdier eller materielle ting som jern, lærred. hvede osv. Dette er deres hjemmegjorte naturalform. De er imidlertid kun varer, fordi de er af dobbelt karakter: de er brugsgenstande og samtidig bærere af værdi. De fremtræder derfor kun som varer eller besidder kun vareform, hvis de besidder dobbeltform: naturalform og værdiform.

Varernes værdirealitet adskiller sig fra Mutter Rap (krokonen i Shakespeares Kong Henrik IV., 1. del, 3. akt, 3. scene) ved, at man ikke véd, hvor man skal få fat på den. Stik modsat varelegemernes grove håndgribelige realitet indgår der ikke ét atom naturstof som bestanddel af værdien. Man kan derfor vende og dreje den enkelte vare som man vil, den er umulig at få greje på som værditing. Når vi imidlertid erindrer, at varerne kun besidder værdirealitet for så vidt de er udtryk for samme samfundsmæssige enhed, menneskeligt arbejde, at deres værdirealitet altså er rent samfundsmæssig, så giver det også sig selv, at den kun kan komme til syne i den sociale relation mellem varer. Vi gik jo ud fra varernes bytteværdi eller udvekslingsforhold for at komme på sporet af den deri skjulte værdi. Vi skal nu vende tilbage til denne fremtrædelsesform for værdien.

Enhver ved i alt fald, selv om han ikke ved andet, at varerne besidder en fælles værdiform, pengeformen, som står i en højst påfaldende kontrast til deres brugsværdiers brogede naturalformer. Her gælder det imidlertid om at løse en opgave, som den borgerlige økonomi ikke engang forsøger at løse, nemlig at eftervise denne pengeforms tilblivelse, altså at følge udviklingen af det værdiudtryk, som ligger i varernes værdiforhold, fra dets simpleste og uanseligste skikkelse til den blændende pengeform. Dermed forsvinder tillige pengenes gåde.

Det simpleste værdiforhold er åbenbart en vares værdiforhold til én eneste derfra forskellig vare, ligegyldigt hvilken. Værdiforholdet mellem to varer leverer derfor en vares simpleste værdiudtryk.

A . Simpel, speciel eller tilfældig værdiform

x vare A = y vare B, eller: x vare A er y vare B værd. (20 alen lærred = 1 frakke, eller 20 alen lærred er 1 frakke værd.)

1. De to poler i værdiudtrykket: relativ værdiform og ækvivalentform

Hemmeligheden ved enhver værdiform er indeholdt i denne simple værdiform. Analysen af den frembyder derfor den egentlige vanskelighed.

To forskellige varer A og B, i vort eksempel lærred og frakke, spiller åbenbart her to forskellige roller. Lærredet udtrykker sin værdi i frakken, frakken tjener som materiale for dette værdiudtryk. Den første vare spiller en aktiv rolle, den anden en passiv. Værdien af den første vare er fremstillet som relativ værdi, eller befinder sig i relativ værdiform. Den anden vare fungerer som ækvivalent, eller befinder sig i ækvivalentform.

Relativ værdiform og ækvivalentform er momenter, som hører til hinanden, gensidigt betinger hinanden og er uadskillelige, men de er tillige yderpunkter, det ene udelukker det andet, de er modsatte poler i samme værdiudtryk; de fordeler sig bestandigt på de forskellige varer, som værdiudtrykket sætter i forhold til hinanden. Jeg kan f.eks. ikke udtrykke lærredets værdi i lærred. 20 alen lærred = 20 alen lærred er ikke noget værdiudtryk. Ligningen siger tværtimod: 20 alen lærred er ikke andet end 20 alen lærred, et bestemt kvantum af brugsgenstanden lærred. Lærredets værdi kan altså kun udtrykkes relativt, dvs. i en anden vare. Lærredets relative værdiform forudsætter derfor, at en anden vare befinder sig i ækvivalentform i forhold til det. På den anden side kan denne anden vare, der figurerer som ækvivalent, ikke samtidig befinde sig i relativ værdiform. Det er ikke den, der udtrykker sin værdi. Den leverer kun materialet til en anden vares værdiudtryk.

Ganske vist indeholder udtrykket: 20 alen lærred = 1 frakke, eller 20 alen lærred er 1 frakke værd, også det omvendte forhold: 1 frakke = 20 alen lærred eller 1 frakke er 20 alen lærred værd. Men så må jeg dog vende ligningen om for at udtrykke frakkens værdi relativt, og så snart jeg gør det, bliver lærredet ækvivalent i stedet for frakken. Den samme vare kan altså ikke optræde samtidigt i begge former i samme værdiudtryk. De to former udelukker hinanden som to modsatte poler.

Om en vare nu befinder sig i den relative værdiform eller i den modstående ækvivalentform, afhænger udelukkende af dens øjeblikkelige stilling i værdiudtrykket, dvs. af, om den er den vare, hvis værdi bliver udtrykt, eller den, hvori værdi udtrykkes.

2. Den relative værdiform

a) Indholdet i den relative værdiform

For at finde ud af, hvordan en vares simple værdiudtryk er indeholdt i værdiforholdet mellem to varer, må man først betragte dette forhold ganske uden hensyn til dets kvantitative side. Man bærer sig for det meste netop omvendt ad og ser i værdiforholdet kun den proportion, hvori bestemte kvanta af to varesorter sættes lig hinanden. Man overser, at størrelsen af forskellige ting først kan sammenlignes kvantitativt, når de reduceres til samme enhed. Kun når de udtrykkes i samme enhed, er de ensbenævnte og dermed kommensurable (sammenmålelige) størrelser.

Hvad enten 20 alen lærred = 1 frakke eller = 20 eller = x frakker, dvs., hvad enten et givet kvantum lærred er mange eller få frakker værd, så indbefatter enhver sådan proportion bestandig, at lærred og frakker som værdistørrelser er udtrykt i samme enhed, er ting af samme natur. Lærred = frakke er grundlaget for ligningen.

Men de to kvalitativt ligestillede varer spiller ikke den samme rolle. Kun lærredets værdi bliver udtrykt. Og hvordan? Ved at det sættes i forhold til frakken som dets "ækvivalent", som noget det kan "udveksles" med. I dette forhold gælder frakken som eksistensform for værdi, som værditing, for kun som sådan er den det samme som lærred. På den anden side kommer det frem, eller får et selvstændigt udtryk, at lærredet selv har værdi, for kun som værdi kan det sættes i forhold til frakken i dennes egenskab af vare, ligeværdig eller udvekslelig med lærredet. På lignende måde er smørsyre et stof, der er forskelligt fra propylformiat. Begge består imidlertid af de samme kemiske substanser - kulstof (C), brint (H) og ilt (O), og tilmed i samme procentuale forhold, nemlig C4H8O2. Hvis man nu satte smørsyre lig propylformiat, så ville propylformiat i denne sammenstilling for det første kun være opfattet som eksistensform for C4H8O2, og for det andet ville man dermed sige, at også smørsyre består af C4H8O2. Ved at sætte propylformiat lig med smørsyre ville man altså udtrykke deres kemiske substans til forskel fra deres stoflige fremtræden.

Når vi siger: som værdier er varerne blotte geléer af menneskeligt arbejde, så reducerer vor analyse varerne til værdiabstraktionen, men giver dem ikke nogen fra deres naturalformer forskellig værdiform. Anderledes i en vares værdiforhold til en anden. Her træder dens værdikarakter frem gennem dens eget forhold til den anden vare.

Idet f.eks. frakken som værditing sættes lig lærred, bliver det arbejde, der er nedlagt i frakken, sat lig det arbejde, der er nedlagt i lærredet. Nu er skrædderi, som fremstiller frakken, ganske vist et konkret arbejde, der er forskelligt fra væveri, som laver lærredet. Men når skrædderi sættes lig med væveri, reduceres skrædderi faktisk til det, som virkelig er ens i de to arbejder: deres fælles karakter af menneskeligt arbejde. Ad denne omvej bliver da sagt, at for så vidt væveri væver værdi, besidder heller ikke væveri noget kendetegn, der adskiller det fra skrædderi, at det altså er abstrakt menneskeligt arbejde. Kun forskelligartede varers ækvivalensudtryk bringer det værdidannende arbejdes specifikke karakter for dagen, idet udtrykket faktisk reducerer de forskelligartede arbejder, der er nedlagt i de forskelligartede varer, til det, der er fælles for dem, til menneskeligt arbejde overhovedet.

Det er imidlertid ikke nok at udtrykke den specifikke karakter af det arbejde, hvoraf lærredets værdi består. Menneskelig arbejdskraft i bevægelse, eller menneskeligt arbejde, skaber værdi, men er ikke værdi. Det er i stivnet tilstand, i form af en genstand, at det bliver værdi. For at udtrykke lærredværdien som gelé af menneskeligt arbejde, må den udtrykkes som en "legemlig realitet", der tingligt er forskelligt fra lærredet selv og samtidig er fælles for det og en anden vare. Denne opgave er allerede løst.

I lærredets værdiforhold gælder frakken som noget kvalitativt ensartet med det, en ting af samme natur, fordi den er en værdi. Den gælder derfor her som en ting, hvori værdi fremtræder, eller som i sin håndgribelige naturalform repræsenterer værdi. Nu er frakken, frakkevaren som materiel ting, ganske vist ikke andet end en brugsværdi. En frakke udtrykker lige så lidt værdi som det første det bedste stykke lærred. Dette beviser kun, at frakken inden for værdiforholdet til lærred betyder mere end uden for det, ligesom adskillige mennesker betyder mere inden for en uniformsfrakke end uden for den.

Til fremstillingen af frakken er der i form af skrædderi faktisk forbrugt menneskelig arbejdskraft. Der er altså ophobet menneskeligt arbejde i den. I denne henseende er frakken "bærer af værdi", skønt denne egenskab ved den ikke skinner igennem, hvor luvslidt den end bliver. Og i lærredets værdiforhold optræder den kun på denne måde, altså som legemliggjort værdi, som værdilegeme. Trods frakkens tilknappede udseende har lærredet dog i den genkendt en slægtning, den skønne værdisjæl. Frakken kan imidlertid ikke over for lærredet repræsentere værdi, uden at værdien for dette samtidig antager form af en frakke.

På samme måde kan individet A ikke betragte individet B som "Deres majestæt", uden at majestæten for A antager B's kropslige skikkelse, og uden at følgelig ansigtstræk, hår og adskilligt andet skifter med den øjeblikkelige landsfader.

I det værdiforhold, hvori frakken udgør ækvivalentet til lærred, spiller frakkeformen altså rollen som værdiform. Værdien af varen lærred bliver dermed udtrykt i varen frakkes legemlige skikkelse, værdien af en vare i en anden vares brugsværdi. Som brugsværdi er lærredet en fra frakken håndgribeligt forskellig ting, som værdi er det "frakke-ligt" og ser derfor ud som en frakke. På den måde får det en værdiform, som er forskellig fra dets naturalform. At det har værdi kommer frem i dets lighed med frakken, ligesom den kristnes fårenatur kommer frem i hans lighed med det Guds lam.

Man ser, at alt hvad analysen af vareværdien tidligere sagde os, det siger lærredet selv, så snart det plejer omgang med en anden vare, frakken. Kun forråder det sine tanker i det eneste sprog, det magter, varesproget. For at sige os, at dets egen værdi dannes af arbejde i dets abstrakte egenskab af menneskeligt arbejde, siger det, at frakken, for så vidt den er ækvivalent med lærredet, altså er værdi, består af det samme arbejde som lærredet. For at sige os, at dets sublime værdirealitet er forskellig fra dets stivlærreds krop, siger det, at værdien ser ud som en frakke, og at lærredet selv som værditing ligner frakken som det ene æg det andet. Sagt i forbifarten har varesproget foruden hebraisk også flere andre mere eller mindre korrekte tungemål. Det tyske Wertsein udtrykker f.eks. mindre slående end de romanske udsagnsord valere, valer, valoir, at ligestillingen af varen B med varen A er varen A's eget værdiudtryk. Paris vaut bien une messe!

Gennem værdiforholdet bliver altså varen B's naturalform til varen A's værdiform eller varen B's legeme til værdispejl for varen A. Idet varen A forholder sig til varen B som værdilegeme, som legemliggjort menneskeligt arbejde, gør det brugsværdien B til materiale for sit eget værdiudtryk. Værdien af varen A, på den måde udtrykt i brugsværdien af varen B, har form af relativ værdi.

b) Den relative værdiforms kvantitative bestemthed

Enhver vare, hvis værdi skal udtrykkes, er en brugsgenstand i et vist kvantum, 15 skæpper hvede, 100 pund kaffe osv. Dette givne varekvantum indeholder et bestemt kvantum menneskeligt arbejde. Værdiformen skal altså ikke kun udtrykke værdi i almindelighed, men en bestemt værdimængde, en værdistørrelse. I varen A's værdiforhold til varen B, lærredets værdiforhold til frakken, optræder varearten frakke derfor ikke kun som værdilegeme i almindelighed og sættes ikke kun i denne egenskab lig med lærred; derimod sættes et bestemt kvantum værdilegeme eller ækvivalent, f.eks. 1 frakke, lig med et bestemt kvantum lærred, f.eks. 20 alen lærred.

Ligningen "20 alen lærred = 1 frakke, eller: 20 alen lærred er 1 frakke værd" forudsætter, at 1 frakke indeholder netop lige så megen værdisubstans som 20 alen lærred, at de to varekvanta altså koster lige meget arbejde eller lige stor arbejdstid. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af 20 alen lærred eller 1 frakke, ændres imidlertid med enhver ændring af væveriets eller skrædderiets produktivitet. Sådanne ændringers indflydelse på det relative udtryk for værdistørrelsen skal nu undersøges nærmere.

I. Værdien af lærred kan ændre sig, mens frakkeværdien bliver konstant. Hvis den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, fordobles, f.eks. fordi hørarealerne bliver mere og mere ufrugtbare, så fordobler værdien sig. I stedet for 20 alen lærred = 1 frakke ville vi have, at 20 alen lærred = 2 frakker, da 1 frakke nu kun indeholder halvt så megen arbejdstid som 20 alen lærred. Hvis derimod den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, falder til det halve, f.eks. på grund af forbedrede vævestole, så falder værdien af lærred til det halve. Så bliver nu: 20 alen lærred = ½ frakke. Den relative værdi af varen A, dvs. dens værdi udtrykt i varen B, stiger og falder altså direkte med værdien af varen A, når værdien af varen B forbliver den samme.

II. Værdien af lærred kan forblive konstant, mens frakkeværdien ændrer sig. Hvis den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af frakken, under disse omstændigheder fordobles, f.eks. på grund af ugunstigt uldudbytte, så får vi i stedet for 20 alen lærred = 1 frakke nu: 20 alen lærred = ½ frakke. Hvis derimod frakkens værdi falder til det halve, så bliver 20 alen lærred = 2 frakker. Ved konstant værdi af varen A falder eller stiger derfor dens relative værdi, udtrykt i varen B, i omvendt forhold til værdiændringen af B.

Sammenligner man de forskellige tilfælde under I og II, viser det sig, at den samme størrelsesændring af den relative værdi kan udspringe af helt modsatte årsager. Således forandres ligningen 20 alen lærred = l frakke til: 1. ligningen 20 alen lærred = 2 frakker, enten fordi værdien af lærredet stiger til det dobbelte, eller fordi værdien af frakkerne falder til det halve, og 2. ligningen 20 alen lærred = ½ frakke, enten fordi værdien af lærredet falder til det halve, eller fordi frakkens værdi stiger til det dobbelte.

III. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred og frakke, kan samtidig ændre sig i samme retning og i samme proportion. I dette tilfælde bliver nu som før 20 alen lærred = 1 frakke, hvordan deres værdi end måtte ændre sig. Man opdager deres værdiændring, så snart man sammenligner dem med en tredje vare, hvis værdi forblev konstant. Hvis værdierne af alle varer steg eller faldt samtidigt og i samme proportion, så ville deres relative værdier forblive uændrede. Deres virkelige værdiændring ville man opdage ved, at der nu på samme arbejdstid generelt ville blive fremstillet et større eller mindre varekvantum end tidligere.

IV. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, hhv. frakke, og dermed deres værdier, kan ændre sig samtidig i samme retning, men i ulige grad, eller i modsat retning osv. Den indflydelse, alle mulige sådanne kombinationer kan få på en vares relative værdi, indser man let ved anvendelse af tilfældene I, II og III.

Værdistørrelsens virkelige ændringer afspejler sig altså hverken utvetydigt eller udtømmende i dens relative udtryk eller i størrelsen af den relative værdi. Den relative værdi af en vare kan ændre sig, skønt dens værdi forbliver konstant. Dens relative værdi kan forblive konstant, skønt dens værdi ændrer sig, og endelig behøver samtidige ændringer i dens værdistørrelse og i denne værdistørrelses relative udtryk ingenlunde at dække hinanden.

3. Ækvivalentformen

Man har set: Idet en vare A (lærred) udtrykker sin værdi i brugsværdien af en forskelligartet vare B (frakke), påtrykker A denne sidste en ejendommelig værdiform, ækvivalentformen. At varen lærred selv besidder værdi, giver den til kende ved, at frakken ækvivalerer med lærredet, uden at frakken antager nogen værdiform, som er forskellig fra dens legemlige form. At lærredet selv har værdi, udtrykker det altså faktisk ved, at frakken umiddelbart kan udveksles med det. En vares ækvivalentform viser følgelig, at den umiddelbart kan udveksles med en anden vare.

Når en vareart, som frakker, tjener som ækvivalent for en anden vareart, som lærred, og frakker dermed får den karakteristiske egenskab at befinde sig i en form, der er umiddelbart udvekslelig med lærred, så er dermed på ingen måde den proportion givet, i hvilken frakker og lærred kan udveksles. Da lærredets værdistørrelse er givet, afhænger proportionen af frakkernes værdistørrelse. Hvad enten frakken er udtrykt som ækvivalent og lærredet som relativ værdi, eller omvendt lærredet som ækvivalent og frakken som relativ værdi, så bliver dens værdistørrelse nu som før bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til dens fremstilling, altså uafhængigt af dens værdiform. Men så snart varearten frakke kommer til at stå på ækvivalentets sted i værdiudtrykket, får dens værdistørrelse intet udtryk som værdistørrelse. I værdiligningen figurerer den tværtimod kun som et bestemt kvantum af ting.

F.eks.: 40 alen lærred er "værd" - hvad? 2 frakker. Da varearten frakke her spiller rollen som ækvivalent, og brugsværdien frakke over for lærred gælder som værditing, så er også et bestemt kvantum frakker nok til at udtrykke et bestemt værdikvantum lærred. To frakker kan derfor udtrykke værdistørrelsen af 40 alen lærred, men de kan aldrig udtrykke deres egen værdistørrelse, værdistørrelsen af frakker. Den overfladiske opfattelse af det faktum, at ækvivalentet i værdiligningen altid kun har form af et simpelt kvantum af en ting, en brugsværdi, forledte Bailey ligesom mange af hans forgængere og efterfølgere til at betragte værdiudtrykket som et rent kvantitativt forhold. En vares ækvivalentform indeholder tværtimod ingen kvantitativ værdibestemmelse.

Den første ejendommelighed, som slår én ved betragtningen af ækvivalentformen, er denne: brugsværdien bliver her fremtrædelsesformen for sit modstykke, værdien.

Varens naturalform bliver til værdiform. Men, notabene, denne bytten form indtræder for en vare B (frakke eller hvede eller jern osv.) kun inden for det værdiforhold, som en hvilken som helst anden vare A (lærred etc.) indtager til den, kun inden for denne relation. Da ingen vare kan indtage pladsen som ækvivalent for sig selv, altså heller ikke gøre sin egen legemlige form til udtryk for sin egen værdi, må den tage en anden vare som ækvivalent, den må gøre en anden vares legemlige form til sin egen værdiform.

Dette kan vi anskueliggøre med et eksempel på en målestok, der tilhører varelegemerne som varelegemer, altså som brugsværdier. En sukkertop er tung og har vægt, fordi den er et legeme, men man kan ikke på nogen sukkertop se eller føle, hvad den vejer. Vi tager nu forskellige stykker jern, hvis vægt på forhånd er bestemt. Jernets legemlige form er i og for sig lige så lidt som sukkertoppens den form, hvori tyngden fremtræder. Alligevel, for at udtrykke sukkertoppen som tung genstand, sætter vi den i et vægtforhold til jernet. I dette forhold gælder jernet som et legeme, der ikke repræsenterer andet end tyngde. Jernkvanta tjener derfor som vægtmål for sukkeret og repræsenterer over for sukkerlegemet blot tyngdeform, dvs. er fremtrædelsesform for tyngde. Denne rolle spiller jernet kun inden for dette forhold, som sukker eller et andet legeme, hvis vægt skal findes, indtræder i til jernet. Hvis de to ting ikke var tunge, kunne de ikke stå i dette forhold til hinanden og den ene derfor ikke tjene som udtryk for den andens tyngde. Når vi lægger dem begge på vægtskålen, ser vi faktisk, at de, hvad tyngde angår, er ens og derfor i en bestemt proportion også har samme vægt. Ligesom jernlegemet som vægtmål for sukkertoppen kun er tyngde, sådan repræsenterer frakkelegemet i vort værdiudtryk kun værdi over for lærredet.

Her hører analogien imidlertid op. Jernet repræsenterer i sukkertoppens værdiudtryk en naturegenskab, som er fælles for de to legemer, deres tyngde - mens frakken i lærredets værdiudtryk repræsenterer en overnaturlig egenskab hos begge ting, der er noget rent samfundsmæssigt, nemlig deres værdi.

Idet en vares, f.eks. lærredets relative værdiform udtrykker dens besiddelse af værdi som noget, der er helt forskelligt fra dens legeme og dets egenskaber, f.eks. som "frakke-ligt", antyder dette udtryk selv, at det rummer en social relation. Omvendt med ækvivalentformen. Den består jo netop i, at et varelegeme, f.eks. frakken, denne ting ret og slet, udtrykker værdi, at det altså af naturen besidder værdiform. Ganske vist gælder dette kun inden for det værdiforhold, hvor varen lærred har fået frakken som ækvivalent. Men da en tings egenskaber ikke udspringer af dens forhold til andre ting, tværtimod kun ytrer sig i et sådant forhold, synes også frakken af naturen at besidde sin ækvivalentform, sin egenskab som umiddelbart udvekslelig, i lige så høj grad som sin egenskab at være tung og kunne holde varm. Deri ligger det gådefulde ved ækvivalentformen, det som allerførst falder den borgerligt primitive politiske økonom i øjnene, så snart denne form træder ham i møde i færdig skikkelse som penge. Så forsøger han at bortforklare den mystiske karakter af guld og sølv, idet han tillægger mindre blændende varer denne mystiske karakter og med fornøjelse atter og atter aflirer hele kataloget over gemene varer, der i tidens løb har spillet rollen som vareækvivalent. Han aner ikke, at allerede det simpleste værdiudtryk, f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke, stiller én overfor at skulle løse ækvivalentformens gåde.

Det varelegeme, der tjener som ækvivalent, gælder bestandig som legemliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde og er bestandig produktet af et bestemt nyttigt, konkret arbejde. Dette konkrete arbejde bliver altså til et udtryk for abstrakt menneskeligt arbejde. Hvis altså frakken gælder som den blotte virkeliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde, så gælder skrædderi, der håndgribeligt virkeliggør sig i den, som den blotte virkeliggørelsesform af abstrakt menneskeligt arbejde. I lærredets værdiudtryk består skrædderiets nyttighed ikke i, at det skaber klæder, altså også folk, men i, at det skaber et legeme, som man kan se på, at det er værdi, altså en gelé af arbejde, som ikke på nogen måde adskiller sig fra dét, der har fået realitet i lærredets værdi. For at skabe et sådant spejl for værdien må skrædderiet selv ikke genspejle andet end sin abstrakte egenskab: at være menneskeligt arbejde.

I form af skrædderi ligesom i form af væveri forbruges der menneskelig arbejdskraft. Begge beskæftigelser besidder derfor den almene egenskab at være menneskeligt arbejde og kan derfor i bestemte tilfælde, f.eks. ved produktionen af værdi, kun komme i betragtning under dette synspunkt. Alt dette er der ikke noget mærkeligt i. Men i varens værdiudtryk bliver sagen fordrejet. Når man f.eks. vil udtrykke, at vævearbejdet ikke i sin konkrete form frembringer lærredets værdi, men gør det i sin almene egenskab af menneskeligt arbejde, stiller man skrædderarbejdet. det konkrete arbejde, der fremstiller ækvivalentet til lærredet, over for vævearbejdet som den håndgribelige form, hvori abstrakt menneskeligt arbejde virkeliggøres.

Det er altså en anden ejendommelighed ved ækvivalentformen, at konkret arbejde bliver den form, hvori modstykket, det abstrakte menneskelige arbejde fremtræder.

Men idet dette konkrete arbejde, skrædderiet, gælder som det blotte udtryk for forskelsløst menneskeligt arbejde, besidder det en form, hvori det er lig med andet arbejde, med det arbejde, der er nedlagt i lærredet, og er derfor, skønt det ligesom ethvert andet vareproducerende arbejde er privatarbejde, alligevel arbejde i umiddelbart samfundsmæssig form. Netop derfor resulterer det i et produkt, som umiddelbart kan udveksles med en anden vare. Det er altså en tredje ejendommelighed ved ækvivalentformen, at privatarbejde bliver til form for sit modstykke, til arbejde i umiddelbar samfundsmæssig form.

De to sidst udviklede ejendommeligheder ved ækvivalentformen træder endnu klarere frem, når vi går tilbage til den store forsker, der først analyserede værdiformen og så mange andre tænkeformer, samfundsformer og naturformer. Det drejer sig om Aristoteles.

Først udtaler Aristoteles klart, at varens pengeform kun er den simple værdiform i mere udviklet skikkelse, dvs. et mere udviklet udtryk for værdien af en vare udtrykt i en hvilken som helst anden vare, for han siger:

"5 senge = 1 hus"

("Klinai pente anti oikias")

"adskiller sig ikke" fra:

"5 senge = så og så mange penge"

("Klinai pente anti ... hosou hai pente klinai").

Han indser endvidere, at det værdiforhold, som indeholder dette værdiudtryk, på sin side betinger, at huset sættes kvalitativt lig med sengene, og at disse håndgribeligt forskellige ting ikke uden en sådan væsenslighed ville kunne sættes i relation til hinanden som kommensurable (sammenmålelige) størreler. "Der ville ikke være udveksling uden lighed", siger han, "heller ikke lighed, hvis der ikke var kommensurabilitet" ("out' isotes me ouses summetrias"). Her studser han imidlertid og opgiver den videre analyse af værdiformen. "Men det er i sandhed umuligt ("tei men oun aletheiai adunaton"), at så forskelligartede ting kan være kommensurable", dvs. være kvalitativt ens. Det, at de sættes lig hinanden, kan kun være noget, der er fremmed for tingenes sande natur, altså kun en "nødhjælp til praktiske formål".

Aristoteles siger os altså selv, hvad der får en videre analyse til at strande for ham, nemlig mangelen på et værdibegreb. Hvad er det ensartede, dvs. den fælles substans, som tillader, at senges værdi udtrykkes ved et hus? Det er "i sandhed umuligt, at sådan noget kan eksistere", siger Aristoteles. Hvorfor? Huset repræsenterer med hensyn til sengen noget ensartet, for så vidt det repræsenterer det, der virkelig er ens i begge ting, i sengen og huset. Og det er - menneskeligt arbejde.

Men at alle slags arbejde i form af vareværdier udtrykkes som ens menneskeligt arbejde og derfor som ækvivalenter, kunne Aristoteles ikke udlæse af værdiformen selv, fordi det græske samfund beroede på slavearbejde og derfor havde menneskenes og deres arbejdskræfters ulighed som naturbasis. Værdiudtrykkets hemmelighed, at alle slags arbejde er ens og ækvivalente, fordi og for så vidt de er menneskeligt arbejde slet og ret, kan kun dechifreres, når begrebet menneskelig lighed har fået samme fasthed som en folkefordom. Det er imidlertid først muligt i et samfund, hvor vareformen er arbejdsproduktets almindelige form, og hvor det altså også socialt er regelen, at menneskene forholder sig til hinanden som varebesiddere. Aristoteles' strålende geni viser sig netop i, at han opdager et lighedsforhold i varernes værdiudtryk. Kun den historiske begrænsning, der betingede det samfund, han levede i, hindrede ham i at finde frem til, hvad dette lighedsforhold da "i sandhed" består i.

4. Den simple værdiform som helhed

En vares simple værdiform er indeholdt i dens værdiforhold til en forskelligartet vare eller i udvekslingsforholdet til denne. Værdien af varen A udtrykkes kvalitativt ved, at varen B umiddelbart kan udveksles med varen A. Den udtrykkes kvantitativt ved, at et bestemt kvantum af varen B kan udveksles med det givne kvantum af varen A. Med andre ord: værdien af en vare er selvstændigt udtrykt ved, at den præsenterer sig som "bytteværdi". Når det i dette kapitels begyndelse på den gængse manér hed: varen er brugsværdi og bytteværdi, så var dette egentlig talt urigtigt. Varen er brugsværdi eller brugsgenstand og "værdi". Den præsenterer sig som den dobbelthed, den er, så snart dens værdi besidder en form, der er forskellig fra naturalformen, nemlig bytteværdiens form, og den besidder aldrig denne form isoleret, men altid kun i værdi- eller udvekslingsforholdet til en anden, forskelligartet vare. Blot man véd dette, gør den pågældende sprogbrug ingen fortræd, men tjener kun til at gøre fremstillingen kortere.

Vor analyse beviste, at varens værdiform eller værdiudtryk udspringer af vareværdiens natur, og at ikke omvendt værdi og værdistørrelse udspringer af den måde de kommer til udtryk på som bytteværdi. Dette er imidlertid en vrangforestilling både hos merkantilisterne og deres moderne eftersnakkere som Ferrier, Ganilh [22] osv., og hos deres antipoder, de moderne frihandelsrepræsentanter som Bastiat og konsorter. Merkantilisterne lægger hovedvægten på den kvalitative side af værdiudtrykket, altså på varens ækvivalentform, der har sin færdige skikkelse i pengene - de moderne frihandelskræmmere derimod, som for enhver pris skal have deres varer afsat, lægger hovedvægten på den kvantitative side af den relative værdiform. For dem eksisterer følgelig hverken varens værdi eller dens værdistørrelse på anden måde end i det udtryk, der ligger i udvekslingsforholdet, altså kun som en rubrik i dagens prisliste. Skotten Macleod, som har den funktion at få Lombardstreet-vekselerernes smækforvirrede forestillinger til at tage sig så lærd ud som muligt, udgør en vellykket syntese af de overtroiske merkantilister og de oplyste frihandelskræmmere.

Den nøjere undersøgelse af det værdiudtryk for varen A, der er indeholdt i værdiforholdet til varen B, har vist, at inden for dette værdiudtryk gælder varen A's naturalform kun som brugsværdiens skikkelse, varen B's naturalform kun som værdiform, værdiskikkelse. Den indre modsætning mellem brugsværdi og værdi, som er indhyllet i varen, kommer altså her frem som en ydre modsætning, dvs. som et forhold mellem to varer, hvori den ene vare, den hvis værdi skal udtrykkes, umiddelbart kun gælder for brugsværdi, mens den anden vare, den hvori værdi bliver udtrykt, umiddelbart kun gælder for bytteværdi. En vares simple værdiform er altså den simple fremtrædelsesform for den modsætning mellem brugsværdi og værdi, som er indeholdt i den.

Arbejdsproduktet er i alle samfundstilstande en brugsgenstand, men kun en historisk bestemt udviklingsepoke gør arbejdsproduktet til en vare - nemlig den epoke, som lader det arbejde, der er nedlagt i fremstillingen af en brugsting, være en "reel" egenskab ved den, dvs. være dens værdi. Deraf følger, at varens simple værdiform tillige er arbejdsproduktets simple vareform, at altså også udviklingen af vareformen falder sammen med udviklingen af værdiformen.

Allerede et første blik viser det utilstrækkelige ved den simple værdiform, denne kimform, som gennem en række forvandlinger modnes til prisform.

Når varen A's værdi udtrykkes i en eller anden vare B, sættes der kun skel mellem dens værdi og dens egen brugsværdi, og den sættes derfor også kun i udvekslingsforhold til en eller anden enkelt vareart, som er forskellig fra den selv, hvorved der ikke udtrykkes en kvalitativ lighed og kvantitativ proportionalitet med alle andre varer. Til en vares simple, relative værdiform svarer en anden enkelt vares ækvivalentform. Således besidder frakken i det relative værdiudtryk for lærredet kun ækvivalentform eller umiddelbart udvekslelig form med hensyn til denne ene vareart, lærred.

Imidlertid går den enkeltstående værdiform af sig selv over i en mere fuldstændig form. Ved hjælp af den bliver en vare A's værdi ganske vist kun udtrykt i en enkelt vare af en anden art. Men af hvilken art denne anden vare er, om den er frakke, jern, hvede osv., er aldeles ligegyldigt. Alt efter om den indtræder i et værdiforhold til den ene eller den anden vareart, opstår der altså forskellige simple værdiudtryk for en og samme vare. Antallet af dens mulige værdiudtryk er kun begrænset ved antallet af varearter, der er forskellige fra den. Dens isolerede værdiudtryk forvandler sig dermed til en række forskellige simple værdiudtryk for den, en række der bestandig kan forlænges.

B. Total eller udfoldet værdiform

z vare A = u vare B eller = v vare C eller = w vare D eller = x vare E = etc.

(20 alen lærred = 1 frakke eller = 10 pund te eller = 40 pund kaffe eller = 1 tønde hvede eller = 2 unser guld eller = ½ ton jern eller = etc.)

1. Den udfoldede relative værdiform

Værdien af en vare, lærred f.eks., er nu udtrykt i talløse andre elementer fra vareverdenen. Ethvert andet varelegeme bliver til spejl for lærredets værdi. På den måde ytrer denne værdi sig først for alvor som en gelé af forskelsløst menneskeligt arbejde. For det arbejde, der danner værdien, præsenteres nu udtrykkeligt som arbejde, der ligestilles med ethvert andet menneskeligt arbejde, hvilken naturalform det end besidder, hvad enten det antager genstandsform i frakke eller hvede eller jern eller guld osv. Gennem sin værdiform står lærredet derfor nu også i en social relation til vareverdenen, ikke længere kun til en enkelt anden vareart. Som vare er den borger i denne verden. Det ligger tillige i den endeløse række af udtryk for den, at det er vareværdien ligegyldigt, hvilken særlig form for brugsværdi, den kommer til syne i.

I den første form: 20 alen lærred = 1 frakke kan det være et tilfældigt faktum, at disse to varer kan udveksles i et bestemt kvantitativt forhold. I den anden form skinner derimod straks en bestemmende baggrund igennem, som er væsensforskellig fra den tilfældige fremtrædelsesform. Værdien af lærred er og bliver lige stor, om den udtrykkes i frakke eller kaffe eller jern osv., i talløse forskellige varer, som tilhører forskellige ejere. Det tilfældige forhold mellem to individuelle vareejere falder bort. Det bliver åbenbart, at det ikke er udvekslingen, der regulerer værdistørrelsen af varen, men omvendt værdistørrelsen af varen, der regulerer dens udvekslingsforhold.

2. Den særlige ækvivalentform

Enhver vare: frakke, te, hvede, jern osv. gælder i lærredets værdiudtryk som ækvivalent og dermed som værdilegeme. Den bestemte naturalform, som hver af disse varer har, er nu en særlig ækvivalentform ved siden af mange andre. På samme måde gælder de mangfoldige bestemte, konkrete, nyttige slags arbejde, der er nedlagt i de forskellige varelegemer, nu som lige så mange særlige virkeliggørelses- eller fremtrædelsesformer for menneskeligt arbejde slet og ret.

3. Mangler ved den totale eller udfoldede værdiform

For det første er det relative værdiudtryk for en vare ufærdigt, fordi den række, der repræsenterer det, aldrig afsluttes. Den kæde, hvori den ene værdiligning føjer sig til den anden, lader sig bestandig forlænge med hver nytilkommen vareart, som leverer materiale til et nyt værdiudtryk. For det andet danner den en broget mosaik af opsplittede og uensartede værdiudtryk. Når så endelig, som det må ske, enhver vares relative værdi bliver udtrykt i denne udfoldede form, er det relative værdiudtryk for enhver vare i denne udfoldede form en endeløs række af værdiudtryk, der er forskellig fra enhver anden vares relative værdiform. - Manglerne ved den udfoldede relative værdiform genspejles i den tilsvarende ækvivalentform. Da hver enkelt varearts naturalform her er en særlig ækvivalentform ved siden af utallige andre særlige ækvivalentformer, eksisterer der overhovedet kun ufuldstændige ækvivalentformer, af hvilke hver enkelt udelukker de øvrige. Ligeledes er de bestemte, konkrete, nyttige slags arbejde, der er nedlagt i ethvert særligt vareækvivalent, kun en særlig, altså ikke udtømmende fremtrædelsesform for menneskeligt arbejde. Dette besidder ganske vist sin fuldstændige eller totale fremtrædelsesform i summen af disse særlige fremtrædelsesformer. Men en enkelt fælles fremtrædelsesform besidder det altså ikke.

Den udfoldede relative værdiform består dog kun af en sum af simple relative værdiudtryk eller ligninger af den første form, f.eks.:

20 alen lærred = 1 frakke

20 alen lærred = 10 pund te osv.

Hver af disse ligninger indeholder imidlertid omvendt også den identiske ligning:

1 frakke = 20 alen lærred

10 pund te = 20 alen lærred osv.

For når en mand udveksler sit lærred med mange andre varer og derfor udtrykker dets værdi i en række andre varer, så må nødvendigvis de mange andre varebesiddere udveksle deres varer med lærred og derfor udtrykke værdierne af deres forskellige varer i den samme tredje vare, i lærred. - Hvis vi altså vender rækken: 20 alen lærred = I frakke eller = 10 pund te eller = osv. om, dvs. hvis vi udtrykker det omvendte forhold, der ifølge sagens natur allerede er indeholdt i rækken, så får vi:

C. Almen værdiform

1. Værdiformens ændrede karakter

Varerne udtrykker nu deres værdier 1. simpelt, fordi de gør det i en enkelt vare, og 2. ensartet, fordi de gør det i den samme vare. Deres værdiform er simpel og fælles, derfor almen.

Formerne I < simpel værdiform > og II < udfoldet værdiform > kom ikke længere end til at udtrykke en vares værdi som noget, der er forskelligt fra dens egen brugsværdi eller dens varelegeme.

Den første form gav værdiligninger som: 1 frakke = 20 alen lærred, 10 pund te = ½ ton jern osv. Frakkeværdien udtrykkes som lærred-ligt, téværdien som jern-ligt osv., men lærred-ligt og jern-ligt, disse værdiudtryk for frakke og té, er lige så forskellige som lærred og jern. Denne form forekommer i praksis åbenbart kun i den første begyndelse, hvor arbejdsprodukterne bliver til varer gennem tilfældig og lejlighedsvis udveksling.

Den anden form skelner mere fuldstændigt end den første mellem værdien af en vare og dennes egen brugsværdi, for værdien af frakken f.eks. optræder nu i alle mulige former over for dens naturalform, som lærred-ligt, jern-ligt, té-ligt osv., som alt andet, blot ikke som frakke-ligt. På den anden side udelukkes her ethvert fælles værdiudtryk for varerne, for i den enkelte vares værdiudtryk optræder alle andre varer nu kun i form af ækvivalenter. Den udfoldede værdiform forekommer faktisk først, når et arbejdsprodukt, kvæg f.eks., ikke længere undtagelsesvis, men allerede sædvanemæssigt udveksles med forskellige andre varer.

Den nyvundne form udtrykker vareverdenens værdier i én og samme særskilte vareart, f.eks. i lærred, og fremstiller på den måde alle varers værdier gennem deres lighed med lærred. Som lærred-ligt er værdien af enhver vare nu ikke blot forskellig fra dens egen brugsværdi, men fra enhver brugsværdi, og dermed udtrykkes det, den har fælles med alle varer. Først denne form sætter derfor virkelig varerne i forhold til hinanden som værdier, eller lader dem stå over for hinanden som bytteværdier.

Begge de tidligere former udtrykker en vares værdi enten i en enkelt forskelligartet vare, eller i en lang række varer, som er forskellige fra den. I begge tilfælde er det så at sige den enkelte vares egen sag at give sig en værdiform, og den gør dette uden bistand fra de andre varer. Disse spiller kun en passiv rolle som ækvivalent for den. Den almene værdiform opstår derimod kun som vareverdenens fælles værk. En vare får kun et generelt værdiudtryk. fordi alle andre varer samtidig udtrykker deres værdi i det samme ækvivalent, og hver nytilkommen vareart må gøre det samme. Dette viser, at da varernes værdirealitet blot er disse tings "samfundsmæssige status", kan værdirealiteten også kun udtrykkes gennem den sociale relation, de alle har til hinanden, og deres værdiform må derfor være en samfundsmæssigt gyldig form.

Som lig med lærred fremtræder alle varer nu ikke blot som kvalitativt ens, som værdier overhovedet, men desuden som kvantitativt sammenlignelige værdistørrelser. Da de spejler deres værdistørrelser i ét og samme materiale, lærred, spejler disse værdistørrelser sig også i hinanden. F.eks. 10 pund te = 20 alen lærred, og 40 pund kaffe = 20 alen lærred. Altså 10 pund te = 40 pund kaffe. Eller: 1 pund kaffe indeholder kun ¼ så megen værdisubstans, arbejde, som 1 pund te.

Vareverdenens almene relative værdiform påtrykker den ækvivalentvare, lærredet, som udskilles fra den, karakteren af alment ækvivalent. Lærredets egen naturalform er vareverdenens fælles værdiskikkelse, lærredet er derfor umiddelbart udveksleligt med alle andre varer. Dets materielle form udgør derfor den synlige inkarnation af al slags menneskeligt arbejde, det generelle, samfundsmæssige hylster om det. Væveriet. det privatarbejde, der fremstiller lærred, har tillige fået almen samfundsmæssig form; det står lige med alle andre slags arbejde. Én for én af de talløse ligninger, som den almene værdiform består af, sætter det arbejde, der er nedlagt i lærredet, lig med det arbejde, der er indeholdt i en anden vare, og gør derigennem væveri til almen fremtrædelsesform for menneskeligt arbejde overhovedet. På den måde præsenteres det arbejde, der er legemliggjort i varens værdi, ikke blot negativt som et arbejde, hvor der ses bort fra alle konkrete former og nyttige egenskaber ved faktiske arbejder. Dets egen positive natur træder udtrykkeligt frem. Dets positive natur er reduktionen af al slags faktisk arbejde til dettes fælles karakter af menneskeligt arbejde, til forbrug af menneskelig arbejdskraft.

Den almene værdiform, der præsenterer arbejdsprodukterne som blotte geléer af forskelsløst menneskeligt arbejde, viser gennem sin egen struktur, at den er vareverdenens samfundsmæssige udtryk. Dermed åbenbarer den, at det inden for denne verden er arbejdets almene menneskelige karakter, der udgør dets specifikt samfundsmæssige karakter.

2. Den relative værdiforms og ækvivalentformens udviklingsforhold

Til den relative værdiforms udviklingsgrad svarer ækvivalentformens udviklingsgrad. Men man skal lægge vel mærke til, at ækvivalentformens udvikling kun er udtryk for og resultat af den relative værdiforms udvikling.

En vares simple eller isolerede relative værdiform gør en anden vare til et isoleret ækvivalent. Den relative værdi i sin udfoldede form, som udtrykker en vares værdi i alle andre varer, gør disse til forskelligartede, særlige ækvivalentformer. Endelig får en særskilt vareart almen ækvivalentform, fordi alle andre varer gør den til materiale for deres fælles almene værdiform.

Men i samme grad, som værdiformen overhovedet udvikler sig, udvikler sig også modsætningen mellem dens to poler, den relative værdiform og ækvivalentformen.

Allerede den første form - 20 alen lærred = 1 frakke - indeholder denne modsætning, men fikserer den ikke. Alt efter, om den samme ligning læses forlæns eller baglæns, befinder hver af de to yderpunkter af varer, lærred og frakke sig på samme måde snart i relativ værdiform, snart i ækvivalentform. Det koster her endnu umage at fastholde den polære modsætning.

I form II kan stadig kun én vareart ad gangen udfolde sin relative værdi totalt, og den besidder selv kun udfoldet relativ værdiform, fordi og for så vidt som alle varer står i ækvivalentform til den. Her kan man ikke længere vende om på de to sider af værdiligningen - f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke eller = 10 pund te eller = 1 tønde hvede osv. - uden at ændre dens hele karakter og omdanne den fra total værdiform til almen værdiform.

Endelig giver den sidste form, form III, vareverdenen almen og samfundsmæssig relativ værdiform, fordi og for så vidt som alle dens varer mod én eneste undtagelse er udelukket fra at være almen ækvivalentform. En enkelt vare, lærred, befinder sig derfor i den form, hvor den er umiddelbart udvekslelig med alle andre varer, eller i umiddelbar samfundsmæssig form, fordi og for så vidt som alle andre varer ikke befinder sig deri.

Omvendt er den vare, der figurerer som alment ækvivalent, udelukket fra vareverdenens fælles og derfor almene relative værdiform. Hvis lærred, dvs. en eller anden vare i almen ækvivalentform, samtidig skulle være med i den almene relative værdiform, måtte den fungere som ækvivalent for sig selv. Vi ville så få, at 20 alen lærred = 20 alen lærred, en tautologi < sammesigen > som ikke er udtryk for hverken værdi eller værdistørrelse. For at udtrykke den relative værdi af det almene ækvivalent, skal vi tværtimod vende form III om. Ækvivalentet har ikke nogen relativ værdiform fælles med de øvrige varer, dets værdi udtrykkes derimod relativt i den endeløse række af alle andre varelegemer. Dermed viser den udfoldede relative værdiform eller form II sig som ækvivalentvarens specifikke relative værdiform.

3. Overgang fra den almene værdiform til pengeformen

Den almene ækvivalentform er en form for værdi overhovedet. Den kan altså tillægges enhver vare. På den anden side befinder en vare sig kun i almen ækvivalentform (form III), fordi og for så vidt den som ækvivalent bliver udskilt fra alle andre varer. Og først fra det øjeblik, hvor denne udskillelse definitivt begrænses til en specifik vareart, har vareverdenens fælles relative værdiform fået objektiv fasthed og almen samfundsmæssig gyldighed.

Den specifikke vareart, hvis naturalform ækvivalentformen socialt vokser sammen med, bliver til pengevare eller fungerer som penge. Det bliver dens specifikke sociale funktion og derfor dens sociale monopol at spille rollen som alment ækvivalent inden for vareverdenen. Denne privilegerede plads blandt de varer, der i form II figurerer som særlige ækvivalenter for lærred, og i form III alle udtrykker deres værdi i lærred, har en bestemt vare, guld, erobret i historiens løb. Hvis vi derfor i form III sætter varen guld i stedet for varen lærred, får vi:

D. Pengeform

Der finder væsentlige ændringer sted ved overgangen fra form I til form II og fra form II til form III. Derimod adskiller form IV sig ikke på nogen måde fra form III, bortset fra, at det nu i stedet for lærred er guld, der besidder almen ækvivalentform. Guld er og bliver i form IV, hvad lærred var i form III - alment ækvivalent. Fremskridtet består kun i, at den umiddelbare almene udveksleligheds form eller den almene ækvivalentform nu definitivt gennem social sædvane er vokset sammen med varen gulds specifikke naturalform.

Over for de øvrige varer optræder guld kun som penge, fordi det allerede forud stod over for dem som vare. Ligesom alle andre varer fungerede det også som ækvivalent, enten det nu var som isoleret ækvivalent i isolerede udvekslingsakter, eller det var som særskilt ækvivalent ved siden af andre vareækvivalenter. Efterhånden fungerede det i snævrere eller videre kredse som alment ækvivalent. Så snart det har erobret monopol på denne plads i vareverdenens værdiudtryk, bliver det pengevare, og først fra det øjeblik, da det allerede er blevet pengevare, adskiller form IV sig fra form III; den almene værdiform har forvandlet sig til pengeform.

En vares, f.eks. lærreds simple relative værdiudtryk i en vare, der allerede fungerer som pengevare, f.eks. guld, er prisform. Lærreds "prisform" er derfor:

20 alen lærred = 2 unser guld

eller hvis 2 pund sterling er møntnavnet på 2 unser guld,

20 alen lærred = 2 pund sterling.

Vanskeligheden ved begrebet pengeform indskrænker sig til forståelse af den almene ækvivalentform, altså den almene værdiform overhovedet, form III. Form III opløser sig, når man går baglæns, i form II, den udfoldede værdiform, og det element, der danner den, er form I: 20 alen lærred = 1 frakke eller x vare A = y vare B. Den simple vareform er derfor kimen til pengeformen.

4. Varens fetichkarakter og dens hemmelighed

En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker. For så vidt som den er brugsværdi, er der intet mysteriøst ved den, hvad enten man betragter den under den synsvinkel. at den ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov, eller at den først får disse egenskaber som produkt af menneskeligt arbejde. Det siger sig selv, at mennesket gennem sin virksomhed ændrer naturstoffernes former på en måde, der er nyttig for mennesket selv. Træets form, f.eks., ændres når man laver et bord af det. Ikke desto mindre vedbliver bordet at være træ, en ordinær sanselig ting. Men så snart det optræder som vare, forvandler det sig til noget sanseligt-oversanseligt. Det står ikke blot med sine ben på gulvet, men i forhold til alle andre varer stiller det sig på hovedet og frembringer af sin træhjerne griller, der er langt mere forunderlige, end hvis det af sig selv begyndte at danse.

Varens mystiske karakter har altså ikke sit udspring i dens brugsværdi. Den udspringer lige så lidt af værdibestemmelsernes indhold. Thi, for det første: hvor forskellige de nyttige arbejder eller de produktive virksomheder end kan være, er det en fysiologisk sandhed, at de er funktioner af den menneskelige organisme, og at enhver sådan funktion, hvilket indhold eller hvilken form den end har, væsentlig er forbrug af menneskelig hjerne, menneskelige nerver, muskler, sanseorganer osv. For det andet, det som ligger til grund for bestemmelsen af værdistørrelsen: varigheden af dette forbrug, eller arbejdets kvantitet, er endda iøjnefaldende forskelligt fra arbejdets art. Under alle samfundstilstande måtte den arbejdstid, som produktionen af livsfornødenheder koster, interessere menneskene, omend ikke lige meget på de forskellige udviklingstrin. Og endelig: så snart menneskene på en eller anden måde arbejder for hinanden, får deres arbejde også en samfundsmæssig form.

Hvoraf udspringer da arbejdsproduktets gådefulde karakter, så snart det antager vareform? Åbenbart af denne form selv. Ensheden af de forskellige slags menneskeligt arbejde får det tinglige udtryk, at arbejdsprodukterne på ensartet måde er legemliggørelse af værdi; den forbrugte mængde menneskelig arbejdskraft, målt ved dette forbrugs varighed, antager form af arbejdsprodukternes værdistørrelse; og endelig: de relationer mellem producenterne, inden for hvilke de nævnte samfundsmæssige egenskaber ved deres forskellige slags arbejde er virksomme, antager form af en social relation mellem arbejdsprodukterne.

Det hemmelighedsfulde ved vareformen består altså simpelthen i, at den for menneskene genspejler deres eget arbejdes samfundsmæssige karakter som tingligt særpræg ved produkterne selv, som sociale naturegenskaber ved disse ting, og følgelig genspejler den også producenternes sociale relation til totalarbejdet som en social relation mellem genstande, og ikke som en social relation mellem dem selv. Ved denne quid pro quo < forbytning > bliver arbejdsprodukterne varer eller samfundsmæssige ting, hvis egenskaber både kan iagttages og ikke iagttages med sanserne. På samme måde opfatter vi ikke lyset fra en genstand som den subjektive pirring af vor synsnerve, men som den objektive form af en genstand uden for øjet selv. Men under synsakten bliver der virkelig kastet lys fra én ting, nemlig den ydre genstand, på en anden ting, øjet. Dette er et fysisk forhold mellem fysiske ting.

Derimod har vareformen og det værdiforhold mellem arbejdsprodukterne, i hvilket vareformen kommer til udtryk, absolut intet at gøre med deres fysiske natur og de deraf opstående relationer mellem tingene. Det er udelukkende den bestemte sociale relation mellem menneskene selv, som her i deres indbildning tager form af en relation mellem ting. For derfor at finde en analogi må vi søge den i den religiøse verdens tågesfære. Her synes produkter af den menneskelige hjerne at være selvstændige væsner, der er begavet med eget liv og har en relation til hinanden og til menneskene. Således er det i vareverdenen med produkterne af den menneskelige hånd. Dette kalder jeg den fetichisme, der klæber ved arbejdsprodukterne, så snart de produceres som varer, og som derfor er uadskillelig fra vareproduktionen.

Denne fetichkarakter af vareverdenen udspringer, som den foregående analyse allerede har vist, af den ejendommelige samfundsmæssige karakter, arbejdet har, når det producerer varer.

Overhovedet bliver brugsgenstande kun varer, fordi de er produkter af privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden. Tilsammen udgør disse privatarbejder det samfundsmæssige totalarbejde. Da producenterne først træder i samfundsmæssig kontakt med hinanden gennem udvekslingen af deres arbejdsprodukter, kommer de specifikt samfundsmæssige træk ved deres privatarbejder også først frem gennem denne udveksling. Med andre ord: de forskellige slags privatarbejder manifesterer sig faktisk først som led i det samfundsmæssige totalarbejde gennem de relationer, som udvekslingen tilvejebringer mellem arbejdsprodukterne og derved indirekte mellem producenterne. Disse opfatter derfor de sociale relationer mellem deres privatarbejder sådan som de fremtræder, dvs. ikke som direkte sociale relationer mellem personer i selve deres arbejder, men tværtimod som tinglige relationer mellem personer og sociale relationer mellem ting.

Det er først gennem udvekslingen, at arbejdsprodukterne får en samfundsmæssigt ensartet værdirealitet adskilt fra deres sanseligt forskelligartede brugsrealitet.

Denne spaltning af arbejdsproduktet i en nyttegenstand og en værdigenstand kommer i praksis kun frem, når produktudvekslingen allerede har fået en sådan udbredelse og betydning, at nyttegenstande produceres med henblik på udveksling, og når tingenes værdikarakter altså allerede kommer i betragtning under produktionen af dem. Fra dette øjeblik får de individuelle producenters forskellige arbejder faktisk en dobbelt samfundsmæssig karakter. De må på den ene side som bestemte nyttige arbejder tilfredsstille et bestemt samfundsmæssigt behov og på denne måde gøre sig gældende som led i totalarbejdet, led i den spontant opståede samfundsmæssige arbejdsdeling. De tilfredsstiller på den anden side kun deres egne producenters mangfoldige behov, for så vidt som ethvert særskilt nyttigt privatarbejde kan udveksles med enhver anden slags nyttigt privatarbejde, altså gælder lige så meget som det. Fuldstændig forskellige arbejders enshed kan kun bestå i en abstraktion fra deres faktiske forskellighed, i en reduktion til den fælles karakter, de har som forbrug af menneskelig arbejdskraft, som abstrakt menneskeligt arbejde. Privatproducenternes hjerne genspejler kun denne dobbelte samfundsmæssige karakter af deres privatarbejder i de former, som viser sig i det praktiske samkvem i produktudvekslingen; den genspejler altså den samfundsmæssigt nyttige karakter af deres privatarbejder i den form, at arbejdsproduktet må være nyttigt, nemlig nyttigt for andre, og den genspejler de forskelligartede arbejders samfundsmæssige karakter af indbyrdes enshed i form af disse materielt forskellige tings, arbejdsprodukternes fælles værdikarakter.

Menneskene bringer altså ikke deres arbejdsprodukter i relation til hinanden som værdier, fordi de regner disse ting for at være blotte tinglige hylstre om ensartet menneskeligt arbejde. Omvendt: Idet de i produktudvekslingen sætter deres forskelligartede produkter lig hinanden som værdier, sætter de deres forskellige arbejder lig hinanden som menneskeligt arbejde. De ved det ikke, men de gør det.Det står altså ikke skrevet uden på værdien, hvad den er. Værdien forvandler tværtimod ethvert arbejdsprodukt til en social hieroglyf. Senere forsøger menneskene at tyde hieroglyffen, at afsløre hemmeligheden ved deres eget samfundsmæssige produkt; for fastlæggelsen af brugsgenstandene som værdier er lige så vel som sproget menneskenes samfundsmæssige produkt. Den sene videnskabelige opdagelse, at arbejdsprodukter, for så vidt de er værdier, blot er tinglige udtryk for det menneskelige arbejde, som er forbrugt ved produktionen af dem, er skelsættende i menneskehedens udviklingshistorie, men den ophæver på ingen måde det skin, der får arbejdets samfundsmæssige karakter til at se ud som en egenskab ved produkterne selv. Det, som kun gælder for denne særlige produktionsform, vareproduktionen, at nemlig den speciifikt samfundsmæssige karakter af de af hinanden uafhængige privatarbejder består i deres enshed som menneskeligt arbejde og antager form af arbejdsprodukternes værdikarakter, fremtræder før som efter denne opdagelse for deltagerne i vareproduktionen som noget, der er lige så definitivt, som at luften bevarer sin fysiske tilstandsform efter den videnskabelige sønderdeling af den i dens bestanddele.

Det, som i praksis først og fremmest interesserer de personer, der udveksler produkter, er spørgsmålet om, hvor mange fremmede produkter de får for deres eget produkt, i hvilke proportioner de altså udveksles. Så snart disse proportioner har fået en vis sædvanemæssig fasthed, synes de at udspringe af arbejdsprodukternes natur, således at f.eks. 1 ton jern og 2 unser guld er lige meget værd, på lignende måde som 1 pund guld og 1 pund jern trods deres forskellige fysiske og kemiske egenskaber er lige tunge. I virkeligheden fæstnes arbejdsprodukternes værdikarakter først ved, at de realiseres som værdistørrelser. Disse værdistørrelser skifter bestandigt uafhængigt af de produktudvekslende personers vilje, forudseenhed og aktivitet. For producenterne har deres egen sociale aktivitet form af en aktivitet af ting, under hvis kontrol de står i stedet for at kontrollere dem. Det kræver en fuldstændig udviklet vareproduktion, før der af erfaringen selv opstår den videnskabelige indsigt, at de forskellige slags privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden, men er alsidigt afhængige af hinanden, idet de er spontant udviklede led i den sociale arbejdsdeling, til stadighed reduceres til deres samfundsmæssigt proportionelle mål, fordi den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der medgår til fremstillingen af produkterne, voldeligt sætter sig igennem som en regulerende naturlov midt i de tilfældige og stadigt skiftende udvekslingsforhold af produkterne, ligesom tyngdeloven sætter sig igennem, når et hus braser sammen over ens hoved. Bestemmelsen af værdistørrelsen ved arbejdstiden er derfor en hemmelighed, der tilsløres af de synlige bevægelser i varernes relative værdier. Afsløringen af denne hemmelighed ophæver den illusion, at bestemmelsen af arbejdsprodukternes værdistørrelser foregår rent tilfældigt, men ophæver på ingen måde værdistørrelsernes tinglige form.

Betragtninger anstillet over de former, menneskelivet har antaget, altså også den videnskabelige analyse af dem, følger overhovedet en vej, der er stik modsat den faktiske udvikling. Betragtningerne begynder post festum og derfor med de færdige resultater af udviklingsprocessen. De former, der stempler arbejdsprodukter som varer, og som følgelig er en forudsætning for varecirkulationen eller vareomsætningen, er allerede stivnede som samfundslivets naturformer, inden menneskene forsøger at gøre sig klart - ikke hvad der er den historiske karakter af disse former, som de tværtimod allerede anser for uforanderlige, men hvad der er deres indhold og mening. Det var således alene analysen af varepriserne, der førte til bestemmelse af værdistørrelsen, og alene varernes fælles pengeudtryk, der førte til konstateringen af deres værdikarakter. Det er imidlertid netop vareverdenens færdige form - pengeformen - der ved hjælp af tingene selv tilslører den sociale karakter af de forskellige slags privatarbejde og følgelig også de sociale relationer mellem de enkelte producenter i stedet for at afdække dem. Når jeg siger, at frakker, støvler osv. forholder sig til lærred som en almindelig legemliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde, så er dette udtryks forrykthed direkte iøjnefaldende. Men når producenterne af frakker, støvler osv. sætter disse varer i forhold til lærred - eller til guld og sølv, hvad der kommer ud på ét - som alment ækvivalent, så fremtræder forholdet mellem deres egne privatarbejder og samfundets totalarbejde for dem i netop denne forrykte form.

Den slags former udgør netop den borgerlige økonomis kategorier. Det drejer sig her om socialt gyldige, altså objektive tankeformer for produktionsrelationerne i denne historisk bestemte sociale produktionsmåde, vareproduktionen. Hele vareverdenens mystik, hele den trolddom og magi, der ligger som en tåge om arbejdsprodukterne, så længe vareproduktionen danner basis, forsvinder derfor straks, så snart vi søger over i andre produktionsformer.

Da den politiske økonomi elsker robinsonader, kan vi passende først kaste et blik på Robinson og hans ø. Skønt han af naturen er beskeden, har han dog forskellige behov, som må tilfredsstilles, og han må derfor forrette nyttigt arbejde af forskellig art, lave værktøj, fremstille møbler, tæmme lamaer, fiske, gå på jagt osv. Vi vil her ikke tale om hans bønner og den slags, da vor Robinson har sin fornøjelse deraf og betragter sådanne aktiviteter som rekreative. Trods spændvidden i hans produktive funktioner ved han, at de kun er forskellige former for samme Robinsons virksomhed, altså kun forskellige måder at udføre menneskeligt arbejde på. Nøden selv tvinger ham til at dele sin tid nøjagtigt mellem sine forskellige funktioner. Om den ene funktion indtager større, den anden mindre plads i hans totalvirksomhed, afhænger af, om en større eller mindre vanskelighed må overvindes for at opnå den tilsigtede nyttevirkning. Det er noget, erfaringen lærer ham, og vor Robinson, som har reddet ur, hovodbog, blæk og pen fra skibbruddet, begynder snart som god englænder at føre bog over sig selv. Hans inventarliste indeholder en fortegnelse over de brugsgenstande, som han besidder, over de forskellige operationer, som produktionen af dem kræver, og endelig over den arbejdstid, som forskellige mængder af disse forskellige produkter i gennemsnit koster ham. Alle relationer mellem Robinson og de ting, der udgør hans selvskabte rigdom, er her så simple og gennemsigtige, at selv hr. M. Wirth uden særlig åndsanstrengelse bør kunne forstå dem. Og dog indeholder disse relationer alle væsentlige bestemmelser af værdien.

Lad os nu flytte fra Robinsons solbeskinnede ø til den mørke europæiske middelalder. Her finder vi ikke den uafhængige mand; i stedet er alle afhængige - livegne og jordbesiddere, vasaller og lensherrer, lægfolk og klerikale. Personlig afhængighed karakteriserer i lige så høj grad den materielle produktions sociale relationer som de sfærer af tilværelsen, som er bygget op på dem. Men netop fordi personlige afhængighedsforhold danner den givne sociale basis, behøver arbejde og produkt ikke at antage en fra deres realitet forskellig fantastisk skikkelse. De indgår som naturaltjenester og naturalydelser i samfundets maskineri. Arbejdets naturlige og specielle form - ikke som under vareproduktionen dets almene, abstrakte form - er her dets umiddelbare samfundsmæssige form. Hoveriarbejde måles lige så vel som vareproducerende arbejde ved den anvendte tid, men enhver livegen ved, at det er et bestemt kvantum af hans personlige arbejdskraft, som han forbruger i sin herres tjeneste. Den tiende, som skal afleveres til præsten, er mere reel end præstens velsignelse. Hvad man end vil mene om de karaktermasker, som menneskene her bærer over for hinanden, så fremtræder de sociale relationer mellem personerne i deres arbejde her i hvert fald som deres egne personlige forhold og er ikke forklædt som sociale relationer mellem ting, mellem arbejdsprodukter.

Når vi vil betragte fællesarbejde, dvs. umiddelbart associeret arbejde, behøver vi ikke at gå tilbage til arbejdets spontant udviklede form, som vi finder på tærsklen til alle kulturfolks historie. Et mere nærliggende eksempel har man i den landlige patriarkalske virksomhed i en bondefamilie, der producerer korn, kvæg, garn, lærred, tøj osv. til eget forbrug. Disse forskellige ting er, set fra familiens synspunkt, forskellige produkter af deres familiearbejde, men de forholder sig ikke til hinanden som varer. De forskellige slags arbejde, som frembringer disse produkter: agerbrug, kvægavl, spinderi, vævning, skrædderi osv. er i deres naturalform sociale funktioner, fordi de er funktioner af en familie, der har sin egen spontant udviklede arbejdsdeling, lige så vel som vareproduktionen har det. Køns- og aldersforskelle og skiftende, sæsonbestemte naturbetingelser for arbejdet regulerer fordelingen af arbejdet i familien og de enkelte familiemedlemmers arbejdstid. Men de enkelte individers forbrug af arbejdskraft. som måles ved arbejdets varighed, fremtræder her som et på forhånd givet, socialt træk ved de forskellige arbejder selv, fordi de enkelte individers arbejdskraft på forhånd kun virker som organer for familiens fælles arbejdskraft.

Lad os endelig til afveksling forestille os en sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft. Alle træk ved Robinsons arbejde gentager sig her, blot samfundsmæssigt i stedet for individuelt. Alle Robinsons produkter var udelukkende resultat af hans personlige arbejde og derfor umiddelbart brugsgenstande for ham selv. Sammenslutningens totalprodukt er et samfundsmæssigt produkt. En del af dette produkt tjener igen som produktionsmiddel. Det forbliver samfundsmæssigt. Men en anden del konsumeres af sammenslutningens medlemmer som livsfornødenheder. Denne del må derfor fordeles mellem dem, og fordelingsmåden vil variere med den samfundsmæssige produktionsorganismes særlige art og med producenternes tilsvarende historiske udviklingstrin. Kun som parallel til vareproduktionen forudsætter vi, at enhver producents andel i livsfornødenhederne er bestemt af hans arbejdstid. Arbejdstiden vil altså komme til at spille en dobbelt rolle. Fordelingen af den efter en bestemt social plan regulerer den rette proportionelle fordeling af de forskellige arbejdsfunktioner til samfundets forskellige behov. På den anden side tjener arbejdstiden samtidig som målestok for producentens individuelle andel i det fælles arbejde og derfor også som målestok for hans andel i den del af fællesproduktet, der er bestemt til individuelt forbrug. Menneskenes sociale relationer til deres arbejder og deres arbejdsprodukter er her til stadighed simple og gennemskuelige, både i produktionen og fordelingen.

For et samfund af vareproducenter, hvis almindelige sociale produktionsrelation består i, at de betragter deres produkter som varer, altså som værdier, og som i denne tinglige form bringer deres individuelle arbejder i relation til andre producenters individuelle arbejde som ensartet menneskeligt arbejde - for et sådant samfund er kristendommen med sin kultus af det abstrakte menneske den mest adækvate religionsform, navnlig i sin borgerlige udvikling som protestantisme, deisme osv. I de oldasiatiske, antikke osv. produktionsmåder spiller forvandlingen af produktet til vare og følgelig menneskets eksistens som vareproducent en underordnet rolle. Denne rolle bliver dog desto mere betydningsfuld, jo mere disse fællesskaber nærmer sig deres opløsning. Egentlige handelsfolk eksisterer kun i den gamle verdens intermundier < mellemrum mellem himmellegemerne > ligesom Epikurs guder eller som jøderne i det polske samfunds porer. Disse gamle sociale produktionsorganismer er langt simplere og gennemsigtigere end det borgerlige samfunds produktionsorganisme, men de beror enten på den umodenhed, som ligger i, at det individuelle menneske endnu ikke har skåret den navlesnor over, der forbinder ham med stammefællerne, eller på direkte herre-slave forhold. De er betinget af et lavt udviklingstrin af arbejdets produktivkræfter og af menneskenes tilsvarende snævre forhold inden for deres materielle livs sfære og altså mellem menneskene indbyrdes og mellem mennesket og naturen. Denne faktiske snæverhed genspejles i de gamle natur- og folkereligioners idéverden. Den religiøse refleks af den virkelige verden kan overhovedet først forsvinde, når forholdene i det praktiske hverdagsliv dag ud og dag ind giver sig udtryk i gennemsigtige og fornuftige relationer mellem menneskenes indbyrdes og mellem menneskene og naturen. Den form, som den sociale livsproces, dvs. den materielle produktionsproces antager, afkaster ikke sit mystiske tågeslør, før den som produkt af frit associerede mennesker står under disses bevidste planmæssige kontrol. Dette kræver imidlertid en materiel basis for samfundet eller en række materielle eksistensbetingelser, som selv atter er det naturligt opståede produkt af en lang og kvalfuld udviklingshistorie.

Ganske vist har den politiske økonomi, omend ufuldkomment, analyseret værdi og værdistørrelse og afdækket det indhold, som er skjult i disse former. Den har aldrig så meget som stillet det spørgsmål, hvorfor dette indhold antager denne form, hvorfor arbejdet altså giver sig udtryk i arbejdsproduktets værdi, og arbejdet målt i dets tidsvarighed giver sig udtryk i arbejdsproduktets værdistørrelse? Formler, som tydeligt nok hører til en samfundsformation, hvor produktionsprocessen behersker menneskene, mennesket derimod endnu ikke produktionsprocessen, står for deres borgerlige bevidsthed som lige så selvindlysende naturnødvendigheder som det produktive arbejde selv. De former for en social produktionsorganisme, der gik forud for den borgerlige, behandler de derfor omtrent som kirkefædrene behandlede religioner, der gik forud for kristendommen.

I hvor høj grad nogle økonomer bliver vildledt af den fetichisme, der klæber ved vareverdenen, dvs. af at samfundsmæssige træk ved arbejdet tager sig ud som en egenskab ved genstande, beviser bl.a. den trivielle og kedsommelige strid om den rolle, naturen spiller ved dannelsen af bytteværdien. Da bytteværdi er et bestemt socialt udtryk for, at en vis mængde arbejde er anvendt på en ting, kan den ikke indeholde mere naturstof end f.eks. vekselkursen.

Da vareformen er den mest almene og mindst udviklede form i den borgerlige produktion, optræder den tidligt, men ganske vist ikke på en så dominerende, altså karakteristisk måde som i dag, og man kan derfor synes, at dens fetichkarakter endnu er relativt let at gennemskue. Når man kommer til mere konkrete former, forsvinder selv denne tilsyneladende simpelhed. Hvorfra stammer monetarsystemets illusioner? Dette system kunne ikke se på guld og sølv, at de som penge repræsenterer en social produktionsrelation, og at de gør det i form af naturting med mærkelige sociale egenskaber. Og den moderne økonomi, som hånligt ser ned på monetarsystemet, - bliver dens fetichisme ikke håndgribelig, så snart den behandler kapitalen? Hvor længe er det siden, at den fysiokratiske illusion forsvandt, at jordrenten vokser op af jorden, ikke af samfundet?

For ikke at foregribe noget, vil vi her nøjes med et eksempel, der vedrører vareformen selv. Hvis varerne kunne tale, så ville de sige: vor brugsværdi er en ting, der muligvis interesserer mennesket, men den er ikke en del af os som ting. Det, som imidlertid tilhører os som ting, er vor værdi. Vort eget samkvem som vareting beviser det. Det forhold, vi har til hinanden, har vi udelukkende som bytteværdier. Hør nu blot, hvorledes disse varer taler gennem økonomens mund:

"Værdi" (bytteværdi) "er en egenskab ved tingene, rigdom" (brugsværdi) "er en egenskab ved mennesket. Værdi forudsætter i denne betydning nødvendigvis udveksling eller bytte, rigdom ikke". "Rigdom er et attribut til mennesket, værdi et attribut til varerne. Et menneske eller et samfund er rigt, en perle eller en diamant er værdifuld ... En perle eller en diamant har værdi som perle eller diamant".

Hidtil har ingen kemiker opdaget nogen bytteværdi i en perle eller en diamant. De økonomiske opdagere af denne kemiske substans, som gør særligt krav på kritisk dybsindighed, finder imidlertid, at tingenes brugsværdi er uafhængig af deres tinglige egenskaber, mens deres værdi tilkommer dem som ting. Det, som bestyrker dem i denne opfattelse, er den særegne omstændighed, at tingenes brugsværdi for mennesket realiseres uden produktudveksling, altså i det umiddelbare forhold mellem ting og menneske, mens deres værdi omvendt kun realiseres i produktudvekslingen, dvs. i en social proces. Hvem erindrer ikke her den gode Dogberry, der belærer natvægteren Seacoal om, at det "at have et godt udvortes, det er en lykkens gave, men at læse og skrive, det har man af naturen.