Den almene formel for kapitalen

Vareomsætningen eller varecirkulationen er udgangspunktet for kapitalen. Vareproduktion og udviklet vareomsætning, handel, udgør de historiske forudsætninger, under hvilke den opstår. Verdenshandel og verdensmar­ked indleder i det 16. århundrede kapitalens moderne livshistorie.

Hvis vi ser bort fra det stoflige indhold i vareomsæt­ningen, fra udvekslingen af forskelligartede brugsværdier, og kun betragter de økonomiske former, som denne proces afføder, så finder vi som dens sidste produkt pengene. Dette sidste produkt af vareomsætningen er den første form, hvori kapitalen fremtræder.

Historisk set optræder kapitalen i sin begyndelse alle vegne over for jordejendommen i form af penge, som pengeformue, købmandskapital og ågerkapital. Man be­høver imidlertid ikke noget tilbageblik på kapitalens tilblivelseshistorie for at erkende, at pengene er dens første fremtrædelsesform. Den samme historie udspilles dagligt for øjnene af os. Enhver ny kapital træder stadigvæk i første omgang ind på scenen, dvs. markedet, varemarke­det, arbejdsmarkedet eller pengemarkedet, som penge, penge, der gennem bestemte processer skal forvandles til kapital.

Penge som penge og penge som kapital adskiller sig til at begynde med kun ved deres forskellige omsætningsform.

Vareomsætningens umiddelbare form er V - P - V, forvandling af vare til penge og forvandling af penge tilbage til vare, sælge for at købe. Ved siden af denne form finder vi imidlertid en anden, som er specifikt forskellig derfra, formen P - V - P, forvandling af penge til vare og forvandling af vare tilbage til penge, købe for at sælge. Penge, der cirkulerer på denne sidste måde, forvandler sig til kapital, de bliver kapital og er allerede forud be­stemt til at være kapital.

Lad os se nærmere på omsætningen P - V - P. Den gennemløber ligesom den simple vareomsætning to modsatte faser. I den første fase, P - V, købet, bliver pengene forvandlet til vare. I den anden fase, V - P, salget, bliver varen forvandlet tilbage til penge. De to fasers enhed udgør imidlertid en samlet bevægelse, som udveks­ler penge med vare og den samme vare atter med penge, en bevægelse, som køber varer for at sælge dem, dvs. - når man ser bort fra de formelle forskelle mellem køb og salg – køber varer med penge og penge med varer. Resultatet, som hele processen forsvinder i, er udveksling af penge med penge, P – P. Hvis jeg for 100 pd. st. køber 2000 pund bomuld og sælger de 2000 pund bomuld videre for 110 pd. st., så har jeg sluttelig udvekslet 100 pd. st. med 110 pd. st., penge med penge.

Det er indlysende, at omsætningsprocessen P - V - P ville være absurd og indholdsløs, hvis man ad denne omvej udvekslede den samme pengeværdi med den samme pengeværdi, altså f.eks. 100 pd. st. med 100 pd. st. Langt enklere og sikrere ville det være at gøre som pengepugeren, der holder fast på sine 100 pd. st. i stedet for at udsætte dem for omsætningens risiko. På den anden side, hvad enten købmanden videresælger den bomuld, han købte for 100 pd. st., for 110 pd. st., eller han må afhænde den til 100 pd. st. eller måske endda til 50 pd. st., har hans penge under alle omstændigheder beskrevet en karakteristisk og original bevægelse, af helt anden art end i den simple vareomsætning, hvor f.eks. bonden sælger korn og med de således erhvervede penge køber tøj. Det gælder altså først om at undersøge de ka­rakteristiske formforskelle mellem kredsløbene P – V – P og V – P – V. Ved at gøre det vil vi også finde den reelle forskel, der lurer bag disse formelle forskelle.

Lad os først se på, hvad der er fælles for de to former.

Begge kredsløb deler sig i de samme to modsatte faser, V – P, salg, og P – V, køb. I hver af de to faser står de samme to tingslige elementer over for hinanden, varer og penge – og to personer med de samme økonomiske karaktermasker, en køber og en sælger. Hver af de to kredsløb er enheden af de samme modsatte faser, og begge gange bliver denne enhed formidlet ved, at der optræder tre parter, hvoraf den ene kun sælger, den anden kun køber, mens den tredje skiftevis køber og sælger.

Det, der imidlertid på forhånd adskiller de to kredsløb V – P – V og P – V – P, er, at de to modsatte omsætningsfaser kommer i omvendt rækkefølge. Den simple vareomsætning begynder med salget og ender med købet, pengenes omsætning som kapital begynder med købet og ender med salget. Der danner varen, her pengene ud­gangspunktet og slutpunktet for bevægelsen. I den første form formidler pengene, i den anden omvendt varen hele forløbet.

I omsætningen V - P – V bliver pengene sluttelig for­vandlet til varer, der tjener som brugsværdi. Pengene er altså definitivt givet ud. I den omvendte form P – V – P giver køberen derimod pengene ud for som sælger at tage penge hjem. Han kaster ved købet af varen penge ind i omsætningen for på ny at trække dem ud gennem salget af den samme vare. Han slipper kun pengene med den skumle bagtanke at få fat i dem igen. De bliver derfor kun lagt ud.

I formen V – P – V skifter det samme pengestykke plads to gange. Sælgeren får det fra køberen og udbetaler det til en anden sælger. Den samlede proces, der begynder med modtagelsen af penge for varer, afsluttes med udbetaling af penge for varer. Omvendt i formen P – V – P. Her er det ikke det samme pengestykke, men den samme vare, der skifter plads to gange. Køberen får den fra sælgerens hånd og overgiver den til en anden købers hånd. I den simple vareomsætning resulterer det samme pengestykkes to pladsskifter i, at det definitivt går over fra en hånd til en anden, hvorimod den samme vares to pladsskifter resulterer i, at pengene vender tilbage til deres første udgangspunkt.

Pengenes tilbagevenden til deres udgangspunkt afhæn­ger ikke af, om varen bliver solgt dyrere end den blev købt. Denne omstændighed påvirker kun størrelsen af den tilbagevendende pengesum. Selve fænomenet, penge­nes tilbagevenden, finder sted, så snart den købte vare atter sælges, så snart altså kredsløbet P – V – P er fuldført. Dette er altså en håndgribelig forskel mellem penge­nes cirkulation som kapital og deres cirkulation som penge slet og ret.

Kredsløbet V – P – V er fuldført, så snart salget af en vare indbringer penge, som købet af en anden vare atter fjerner. Hvis pengene alligevel vender tilbage til deres udgangspunkt, kan dette kun indtræffe gennem en for­nyelse eller gentagelse af hele operationen. Hvis jeg sælger en tønde korn for 3 pd. st. og med disse 3 pd. st. køber tøj, er de 3 pd. st. for mig definitivt givet ud. Jeg har ikke mere med dem at gøre. De er tøjhandlerens. Hvis jeg nu sælger endnu en tønde korn, så vender der penge tilbage til mig, men ikke på grund af den første transaktion, kun på grund af dens gentagelse. De fjerner sig atter fra mig, så snart jeg fuldfører den anden transaktion og på ny køber noget. I omsætningen V – P – V har pengenes udgivelse altså intet at gøre med deres til­bagevenden. I omsætningen P – V – P derimod er pengenes tilbagevenden betinget af selve den måde de gives ud på. Uden denne tilbagevenden er operationen mislyk­ket eller processen afbrudt og endnu ikke færdig, fordi dens anden fase, salget, der kompletterer og kroner købet, mangler.

Kredsløbet V – P – V begynder med en vare som yderpunkt og slutter med en anden vare som yderpunkt, og denne vare udgår af omsætningen og indgår i forbru­get. Forbrug, tilfredsstillelse af behov, kort sagt brugsværdi er derfor dette kredsløbs endelige mål. Kredsløbet P – V – P derimod begynder med pengene som yderpunkt og vender sluttelig tilbage til det samme yderpunkt. Dets ledemotiv, dets bestemmende formål er derfor selve bytteværdien.

I den simple vareomsætning har de to yderpunkter den samme økonomiske form. De er begge to varer. De er også varer af samme værdistørrelse. Men de er kvalitativt forskellige brugsværdier, f.eks. korn og tøj. Produktudvekslingen, ombytningen af de forskellige stoffer, som det samfundsmæssige arbejde er udtrykt i, udgør her be­vægelsens indhold. Anderledes forholder det sig med omsætningen P – V – P. Den synes ved første øjekast indholdsløs, fordi den er tautologisk. De to yderpunkter har samme økonomiske form. De er begge to penge, altså ikke kvalitativt forskellige brugsværdier, for penge er netop varernes forvandlede form, hvori deres særlige brugsværdier er udslettet. Først at give 100 pd. st. for bomuld og så at udveksle denne bomuld med 100 pd. st, altså ad en omvej udveksle penge med penge, det samme med det samme, er en operation, der ser lige så hensigtsløs som absurd ud. En pengesum kan overhovedet kun adskille sig fra en anden pengesum ved sin størrelse. Processen P – V – P får altså ikke sit indhold på grund af nogen kvalitativ forskel mellem sine yderpunkter, for de er begge to penge, men kun på grund af deres kvanti­tative forskel. Til slut bliver der taget flere penge ud af omsætningen, end der først blev kastet ind i den. Den bomuld, der blev købt for 100 pd. st., bliver f.eks. vide­resolgt til 100 + 10 pd. st. eller 110 pd. st. Den fuldstæn­dige form for denne proces er derfor P – V – P', hvor P' = P + ∆P, dvs. lig den oprindeligt udlagte pengesum plus en tilvækst. Denne tilvækst, overskuddet ud over den oprindelige værdi, kalder jeg merværdi [surplus value]. Den oprindeligt udlagte værdi bliver derfor ikke blot be­varet under omsætningen, den ændrer imens sin værdistørrelse, lægger en merværdi til, forøger sin værdi [ver­wertet sich]. Og denne bevægelse forvandler den til ka­pital.

Det er ganske vist også muligt, at de to yderpunkter i V – P – V, f.eks. korn og tøj, er kvantitativt forskellige værdistørrelser. Bonden kan sælge sit korn til en pris, der ligger over dets værdi, eller købe tøj til en pris, der ligger under tøjets. Han kan på sin side blive snydt af tøjhand­leren. Den slags værdiforskellighed er imidlertid noget rent tilfældigt for selve denne omsætningsform. Den mister ikke sin fornuftige mening, når de to yderpunkter, f.eks. korn og tøj, er ækvivalenter, sådan som processen P – V – P gør det. Yderpunkternes lige store værdi er tværtimod her en betingelse for dens normale forløb.

Gentagelsen, fornyelsen af salget med efterfølgende køb, bliver lige som hele denne proces selv bestemt af et formål, der ligger uden for den: forbruget, tilfredsstillel­sen af bestemte behov. I købet med efterfølgende salg er derimod begyndelsen og slutningen den samme, penge, bytteværdi, og allerede derved er bevægelsen endeløs. Ganske vist er P blevet til P + ∆P, 100 pd. st. blevet til 100 + 10. Men rent kvalitativt er 110 pd. st. det samme som 100 pd. st., nemlig penge. Og kvantitativt er 110 pd. st. en begrænset værdisum ligesom 100 pd. st. Hvis de 110 pd. st. gives ud som penge, falder de ud af deres rolle. De hører op med at være kapital. Trækkes de ud af omsætningen, forstener de i en værdibeholdning [Schatz], og de formerer sig ikke med en skilling, om de så ligger der til dommedag. Så snart det altså drejer sig om at øge værdien [Verwertung des Velerts], har man det samme behov for at øge værdien af de 110 pd. st., som man havde for de 100 pd. st., da begge er begrænsede udtryk for bytteværdi, og begge altså har det samme kald: ved kvantitativ forøgelse at nærme sig rigdom slet og ret. Ganske vist er der et øjeblik en forskel mellem de oprindeligt udlagte 100 pd. st. og den merværdi på 10 pd. st., som kommer til under omsætningen, men denne forskel forsvinder straks igen. Det, der ved afslutningen af processen kommer ud, er ikke dels originalværdien 100 pd. st., dels merværdien på 10 pd. st. Det, der kommer ud, er en værdi på 110 pd. st., som befinder sig i ganske samme egnede form til at begynde værdiøg­ningsprocessen med som de oprindelige 100 pd. st. Penge kommer ved bevægelsens slutning ud i samme skikkelse som ved dens begyndelse. Slutningen af hvert enkelt kredsløb, hvor der foregår køb med efterfølgende salg, udgør derfor af sig selv begyndelsen til et nyt kredsløb. Den simple vareomsætning - salg med efterfølgende køb - tjener et formål, der ligger uden for omsætningen, nemlig anskaffelsen af brugsværdier, tilfredsstillelse af behov. Pengenes cirkulation som kapital er derimod et formål i sig selv, idet værdiøgningen kun foregår inden for denne bestandig fornyede bevægelse. Kapitalens bevægelse ken­der derfor ingen grænser.

Som bevidst bærer af denne bevægelse bliver pengebesidderen kapitalist. Hans person, eller rettere hans lomme, er det punkt, hvorfra pengene udgår, og hvortil de vender tilbage. Denne cirkulations objektive indhold - værdiøgningen - er hans subjektive formål, og kun for så vidt voksende tilegnelse af abstrakt rigdom er den eneste bevæggrund til hans operationer, fungerer han som kapi­talist eller personificeret kapital, der er begavet med vilje og bevidsthed. Brugsværdi skal altså aldrig behandles som kapitalistens umiddelbare mål. Heller ikke den enkelte gevinst, men kun uophørligt fornyet gevinst. Denne absolutte berigelsesdrift, denne lidenskabelige jagt efter værdi har kapitalisten til fælles med pengepuge­ren, men mens pengepugeren blot er en forrykt kapitalist, er kapitalisten en rationel pengepuger. Den aldrig ophørende forøgelse af værdien, som pengepugeren tilstræber, idet han søger at redde sine penge ud af omsætningen, opnår den klogere kapitalist, idet han atter og atter ka­ster dem ind i omsætningen).

De selvstændige former, pengeformerne, som varernes værdier antager i den simple omsætning, formidler kun vareudvekslingen og forsvinder i bevægelsens slutresultat. I omsætningen P – V – P fungerer derimod både vare og penge kun som forskellige eksistensmåder af selve værdien, pengene er værdiens generelle eksistensform, varen dens særlige, så at sige forklædte eksistensform. Den går bestandig over fra den ene form til den anden, uden at gå tabt i denne bevægelse, og forvandler sig på den måde til et automatisk aktivt element. Hvis man fæ­ster sig ved de særlige fremtrædelsesformer, som den selvforøgende værdi skiftevis antager under sit livs kredsløb, så får man disse udsagn: Kapital er penge, kapital er vare. Men i virkeligheden bliver værdien her det aktive element i en proces, hvori den under den bestandige skif­ten mellem formerne penge og vare selv forandrer sin størrelse, afkaster merværdi fra sin oprindelige værdi, forøger sin egen værdi. Thi den bevægelse, hvori den lægger merværdi til, er dens egen bevægelse, dens forøgelse er altså selvforøgelse. Den har fået den magiske egenskab at kunne lægge værdi til sig selv, fordi den er værdi. Den føder levende unger eller lægger i det mindste guldæg.

Værdien, det aktive element i en sådan proces, hvori den snart antager, snart aflægger pengeform og vareform, men i denne skiften opretholder og øger sig selv, behøver frem for alt en selvstændig form, hvorigennem dens iden­titet med sig selv bliver konstateret. Og denne form har den kun som penge. Disse udgør derfor udgangspunktet og slutpunktet for enhver proces, hvor værdien øger sig selv. Den var 100 pd. st., den er nu 110 pd. st. osv. Men pengene selv gælder her kun som en enkelt form for vær­dien, for den har to. Hvis pengene ikke antager va­reform, bliver de ikke til kapital. Pengene står altså ikke her i nogen kontrast til varerne, sådan som tilfældet er, hvis pengene blot lægges til side. Kapitalisten ved, at alle varer, hvor elendigt de end ser ud, eller hvor ilde de end lugter, i ånd og sandhed er penge, og tilmed undergø­rende midler, når man skal have penge til at yngle.

I den simple omsætning, V – P – V, antager varernes værdi til forskel fra deres brugsværdi i det højeste en selvstændig form som penge, men her, i kapitalens omsætning, P – V – P, præsenterer værdien sig pludselig som en processerende substans, der bevæger sig selv, og for hvilken både varer og penge er blotte former. Ja, mere end det. I stedet for at udtrykke forhold mellem varerne får værdien nu så at sige et privatforhold til sig selv. Den adskiller sig som oprindelig værdi fra sig selv som merværdi, ligesom Gud faderen adskiller sig fra sig selv som Gud sønnen, og begge er af samme alder og udgør faktisk kun en person, for kun gennem mervær­dien, 10 pd. st., bliver de udlagte 100 pd. st. kapital, og så snart de er blevet det, så snart sønnen er avlet og ved sønnen faderen avlet, forsvinder forskellen mellem dem igen og de er begge et, 110 pd. st.

Værdien bliver altså til processerende værdi, processe­rende penge og som sådan kapital. Den kommer fra omsætningen, går atter ind i den, opretholder og formerer sig i den, vender forøget tilbage fra den og begynder det samme kredsløb om og om igen. P – P', pengeav­lende penge – money which begets money – sådan blev kapitalen beskrevet af sine første fortolkere, merkantili­sterne.

Købe for at sælge, eller mere fuldstændigt, købe for at sælge dyrere, P – V – P', synes ganske vist kun at være betegnende for en enkelt art kapital, købmandskapitalen. Men også den industrielle kapital er penge, der forvandles til varer og gennem salget af varer atter forvandles til flere penge. Begivenheder, der udspilles f.eks. mellem købet og salget, uden for omsætningssfæren, ændrer intet ved denne form for bevægelse. Endelig, når det drejer sig om rentebærende kapital, fremtræder omsætningen P – V – P' i afkortet form, den fremtræder i sit resultat uden formidling, så at sige i lapidarstil, som P – P', penge, der er flere penge værd, værdi, der er større end sig selv.

I virkeligheden er altså P – V – P' kapitalens almene formel, sådan som den umiddelbart fremtræder i omsætningssfæren.