Tilbage | Næste |
Den værdiforandring af penge, som skal forvandle sig til kapital, kan ikke foregå i pengene selv, for som købemiddel og som betalingsmiddel realiserer de kun prisen på den vare, som de køber eller sælger, og som kontanter forstener de til en værdistørrelse, som ikke ændrer sig. Forandringen kan lige så lidt udspringe af den næste omsætningsakt, hvor varen atter sælges, for denne akt forvandler blot varen tilbage til pengeform fra dens naturalform. Forandringen må altså foregå med varen, som købes i den første akt P – V, men ikke med dens værdi, for der bliver udvekslet ækvivalenter, varen betales til dens værdi. Forandringen kan altså kun udspringe af dens brugsværdi som sådan. dvs. af forbruget af den. For at kunne udvinde værdi af forbruget af en vare, skal vor varebesidder være så heldig, at han i omsætningssfæren, på markedet, opdager en vare, hvis brugsværdi selv besidder den ejendommelige beskaffenhed, at den er kilde til værdi, en vare, hvis faktiske brug altså selv består i legemliggørelse af arbejde, dvs. i skabelse af værdi. Og pengebesidderen forefinder på markedet en sådan specifik vare – arbejdsevnen eller arbejdskraften.
Ved arbejdskraft eller arbejdsevne forstår vi indbegrebet af de fysiske og åndelige evner, som eksisterer i et menneskes organisme, i dets levende personlighed, og som det sætter i bevægelse, når det fremstiller brugsgenstande af en eller anden art.
For at pengebesidderen kan forefinde arbejdskraft som vare på markedet skal der imidlertid være visse betingelser til stede. Vareudveksling indbefatter i og for sig ingen andre afhængighedsforhold end dem, der udspringer af dens egen natur. Da det forholder sig således, kan arbejdskraften kun fremkomme som vare på markedet, for så vidt og fordi den bliver falbudt eller solgt som vare af sin egen besidder, af den person, hvis arbejdskraft den er. For al dens besidder kan sælge den som vare, må han kunne råde over den, altså være fri ejer af sin arbejdsevne, af sin person. Han og pengebesidderen mødes på markedet og optager kontakt med hinanden som jævnbyrdige varebesiddere, kun med den forskel, at den ene er køber, den anden sælger, begge altså juridisk ligestillede personer. Hvis dette forhold skal vare ved, kræver det, at arbejdskraftens ejer altid kun sælger den for en bestemt tid, for hvis han sælger rub og stub af den, en gang for alle, så sælger han sig selv, han forvandles fra fri mand til slave, fra varebesidder til vare. Som person må han bestandig behandle sin arbejdskraft som sin ejendom og dermed som sin egen vare, og det kan han kun, hvis han kun forbigående. kun for el bestemt tidsrum stiller den til rådighed for køberen, overlader ham den til brug, altså ikke giver afkald på sin ejendomsret til den, når han sælger den.
Den anden væsentlige betingelse for, at pengebesidderen forefinder arbejdskraft som vare på markedet, er, at dens besidder, i stedet for at kunne sælge varer, hvori hans arbejde er legemliggjort, tværtimod må falbyde selve sin arbejdskraft, der kun eksisterer i hans levende organisme, som vare.
For at nogen skal kunne sælge varer, der er andet end hans arbejdskraft, må han naturligvis besidde produktionsmidler, f.eks. råstoffer, arbejdsredskaber osv. Han kan ikke lave støvler uden læder. Han behøver desuden midler til livets opretholdelse. Ingen, ikke engang en fremtidsmusikant, kan tære på fremtidens produkter, altså heller ikke på brugsværdier, hvis fremstilling endnu er ufærdig, og mennesket må, som det har måttet fra sin første dag på Jorden, hver dag forbruge, før og mens det producerer. Hvis produkterne produceres som varer, skal de sælges, efter at de er produceret, og de kan først efter salget tilfredsstille producentens behov. Til produktionstiden må lægges den tid, der er nødvendig for at sælge varen.
For at forvandle penge til kapital må pengebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betydning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som sin vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft.
Det spørgsmål, hvorfor denne frie arbejder står over for ham i omsætningssfæren, interesserer ikke pengebesidderen, der forefinder arbejdsmarkedet som en særlig afdeling af varemarkedet. Og foreløbig interesserer det os lige så lidt. Vi fastholder kendsgerningen teoretisk, ligesom pengebesidderen gør det praktisk. Et er imidlertid klart. Naturen producerer ikke på den ene side penge- og varebesiddere og på den anden blotte besiddere af egen arbejdskraft. Dette forhold er ikke udsprunget af naturen og er heller ikke socialt et fænomen, der er fælles for alle historiske perioder. Det er åbenbart selv resultatet af en forudgående historisk udvikling, produktet af mange økonomiske omvæltninger, hvor en hel række ældre formationer af samfundsmæssig produktion er gået under.
Også de økonomiske kategorier, vi tidligere har betragtet, bærer spor af deres historie. I produktets status som vare ligger bestemte historiske betingelser gemt. For at blive vare må produktet ikke produceres som umiddelbar livsfornødenhed for producenten selv. Hvis vi havde forsket videre og spurgt, under hvilke omstændigheder alle eller blot flertallet af produkterne antager form af varer, så ville vi have fundet, at dette kun sker på basis af en helt specifik produktionsmåde, den kapitalistiske. En sådan undersøgelse lå dog uden for analysen af varen.
Vareproduktion og vareomsætning kan finde sted, skønt den langt overvejende produktmasse, umiddelbart bestemt til eget forbrug, ikke forvandles til varer, således at den samfundsmæssige produktionsproces altså endnu ikke på langt nær i hele sin bredde og dybde beherskes af bytteværdien. Fremstillingen af produktet som vare betinger en så vidtstrakt udvikling af arbejdsdelingen inden for samfundet, at adskillelsen mellem brugsværdi og bytteværdi, som i den umiddelbare byttehandel kun lige er begyndt, allerede er fuldbyrdet. Et sådant udviklingstrin er imidlertid fælles for historisk vidt forskellige økonomiske samfundsformationer.
Eller ser vi på pengene, så forudsætter de en vis højde af vareudvekslingen. De særlige pengeformer: blot vareækvivalent, eller omsætningsmiddel, eller betalingsmiddel, værdiopbevaringsmiddel og verdenspenge, peger alt efter den ene eller den anden funktions forskellige omfang og relative vægt på meget forskellige trin af den samfundsmæsige produktionsproces. Alligevel er en relativt svagt udviklet vareomsætning erfaringsmæssigt tilstrækkelig til dannelsen af alle disse former. Anderledes med kapitalen. Dens historiske eksistensbetingelser er ingenlunde til stede, blot fordi der er vare- og pengeomsætning. Den opstår kun, hvor besidderen af produktionsmidler og livsfornødenheder forefinder den frie arbejder som sælger af sin arbejdskraft på markedet, og denne ene historiske betingelse rummer en verdenshistorie. Kapitalen ind varsler derfor på forhånd en epoke i den samfundsmæssige produktionsproces.
Denne ejendommelige vare. arbejdskraften, skal nu undersøges nærmere. Ligesom alle andre varer besidder den en værdi. Hvorledes bestemmes den?
Arbejdskraftens værdi er ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen), af denne specifikke artikel. For så vidt arbejdskraften er værdi, repræsenterer den selv kun et bestemt kvantum af samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, som er legemliggjort i den. Arbejdskraften eksisterer kun som evne ved et levende individ. Produktionen af arbejdskraften forudsætter altså dettes eksistens. For et givet individ består produktionen af arbejdskraften i dets egen reproduktion eller opretholdelse. Til sin opretholdelse behøver det levende individ en vis mængde livsfornødenheder. Den arbejdstid, der er nødvendig til produktion af arbejdskraften, opløser sig altså i den arbejdstid, der er nødvendig til produktion af disse livsfornødenheder, dvs. at arbejdskraftens værdi er værdien af de livsfornødenheder, der er nødvendige til opretholdelsen af dens besidder. Arbejdskraften realiserer sig imidlertid kun gennem de udslag, den giver sig, den viser sig kun i arbejdet. Under anvendelsen af den, under arbejdet, forbruges en bestemt mængde menneskelig muskel, nerve, hjerne osv., som atter skal erstattes. Dette forøgede forbrug gør en forøget erstatning nødvendig. Når arbejdskraftens besidder har arbejdet i dag, må han kunne gentage den samme proces i morgen under de samme betingelser for kraft og sundhed. Mængden af livsfornødenheder må altså være tilstrækkelig til, at det arbejdende individ kan opretholdes som arbejdende individ i sin normale tilstand. Selve de naturlige behov, føde, klæder, varme, bolig osv. er forskellige alt efter de klimatiske forhold og andre naturlige omstændigheder i et land. På den anden side er omfanget af de såkaldte nødvendige behov ligesom måden at tilfredsstille behovene på selv et historisk produkt og afhænger derfor i høj grad af et lands kulturtrin, blandt andet også væsentligt af, under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet den har.
I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land i en bestemt periode er den gennemsnitlige mængde og sammensætning af de nødvendige livsfornødenheder imidlertid givet.
Arbejdskraftens besidder er dødelig. Hvis han til stadighed skal være til stede på markedet, sådan som den stadige forvandling af penge til kapital forudsætter, så må sælgeren af arbejdskraften forevige sig, »ethvert levende individ må forevige sig, ved forplantning.« De arbejdskræfter, der forsvinder fra markedet på grund af opslidning og død, må uophørligt erstattes af et mindst lige så stort antal nye arbejdskræfter. Den mængde livsfornødenheder, som er nødvendig til produktion af arbejdskraften, indbefatter altså livsfornødenhederne til erstatningsmandskabet, dvs. arbejdernes børn, således at denne race af ejendommelige varebesiddere foreviger sig på varemarkedet.
For at modificere den almenmenneskelige organisme sådan, at den opnår dygtighed og færdighed i en bestemt arbejdsgren og bliver en veludviklet arbejdskraft af en bestemt slags, behøves der en bestemt uddannelse eller opdragelse, som atter koster en større eller mindre mængde vareækvivalenter. Arbejdskraftens uddannelsesomkostninger er forskellige, alt efter dens mere eller mindre komplicerede karakter. Disse oplæringsomkostninger, som er forsvindende små for den almindelige arbejdskraft, indgår altså i kredsen af de værdier, der forbruges til produktionen af den.
Arbejdskraftens værdi opløser sig i værdien af en bestemt mængde livsfornødenheder. Den skifter derfor også med disse livsfornødenheders værdi, dvs. med størrelsen af den arbejdstid, der kræves til deres fremstilling. En del af livsfornødenhederne, f.eks. fødevarer, brændsel osv., bruges op dag for dag og skal dag for dag erstattes med nye. Andre livsfornødenheder, som tøj, møbler osv., bruges op over længere tidsrum og skal derfor erstattes med længere mellemrum. En slags varer skal købes eller betales hver dag, andre hver uge, hvert kvartal osv. Men hvordan summen af disse udgifter end fordeler sig over f.eks. et år, må den dækkes med en gennemsnitsindkomst dag for dag. Hvis mængden af de varer, der dagligt kræves til produktion af arbejdskraften er A, den mængde, der kræves ugentligt B, den mængde der kræves kvartalsvis C osv., så vil det daglige gennemsnit af disse vare være
365A + 52B + 4C + etc. |
365 |
Hvis man antager, at der i den varemængde, som er nødvendig til en gennemsnitsdag på 12 timer, er nedlagt 6 timers samfundsmæssigt arbejde, så er der i arbejdskraften hver dag legemliggjort en halv dags samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, eller en halv arbejdsdag er påkrævet til daglig produktion af arbejdskraften. Dette arbejdskvantum, som kræves for at producere den hver dag, udgør arbejdskraftens daglige værdi, værdien af den dagligt reproducerede arbejdskraft. Hvis endvidere en halv dags samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde svarer til en guldmængde på en daler, så er en daler den pris, der svarer til arbejdskraftens daglige værdi. Hvis arbejdskraftens besidder falbyder den for en daler om dagen, så er dens salgspris lig dens værdi, og vi forudsætter, at pengebesidderen, der er ivrig efter at forvandle sin daler til kapital, betaler denne værdi.
Minimalgrænsen for arbejdskraftens værdi er bestemt af værdien af den varemængde, som dagligt skal tilføres, for at arbejdskraftens bærer, mennesket, kan forny sin livsproces; den er altså bestemt af værdien af de fysisk uundværlige livsfornødenheder. Hvis arbejdskraftens pris falder til dette minimum, så falder den under sin værdi, for den kan på den måde kun opretholde sig og udvikle sig i misrøgtet form. Og enhver vares værdi er bestemt af den arbejdstid, der fordres for at levere den i normal kvalitet.
Det er en overordentlig billig sentimentalitet, hvis man finder denne bestemmelse af arbejdskraftens værdi, som følger af sagens natur, grov og f.eks. med Rossi lamenterer:
»At forestille sig arbejdsevnen (puissance de travail) og samtidig abstrahere fra arbejderens livsfornødenheder under produktionsprocessen, er det samme som at forestille sig et fantom (etre de raison). Den 'der siger arbejde, den der siger arbejdsevne, han siger på samme tid arbejder og livsfornødenheder, arbejder og 'arbejdsløn. «
Den der siger arbejdsevne siger ikke arbejde, lige så lidt som den der siger fordøjelsesevne siger fordøjelse. Til den sidstnævnte proces kræves som bekendt andet end en god mave. Den der siger arbejdsevne abstraherer ikke fra de livsfornødenheder, der er nødvendige til dens opretholdelse. Deres værdi er tværtimod udtrykt i arbejdsevnens værdi. Hvis den ikke bliver solgt, så nytter den ikke arbejderen noget, så føler han det tværtimod som en grusom naturnødvendighed, at hans arbejdsevne har krævet et bestemt kvantum subsistensmidler til sin produktion og gør det om og om igen for at kunne forny sig. Han opdager da med Sismondi, at »arbejdsevnen .. . intet er, hvis den ikke bliver solgt. «
Denne særegne vares, arbejdskraftens ejendommelige natur medfører, at når kontrakten er sluttet mellem køberen og sælgeren, er dens brugsværdi endnu ikke virkelig gået over i køberens hånd. Dens værdi blev ligesom værdien af enhver anden vare bestemt, før den indtrådte i omsætningen, idet et bestemt kvantum samfundsmæssigt arbejde blev forbrugt til produktionen af arbejdskraften, men dens brugsværdi ligger først i den følgende kraftudfoldelse. Salget af arbejdskraften falder således på et andet tidspunkt end den virkelige arbejdsydelse, dvs. anvendelsen af arbejdskraften som brugsværdi. Og når det drejer sig om varer, hvis formelle overdragelse til køberen gennem salget ikke sker på samme tidspunkt som den faktiske overladelse til ham, fungerer køberens penge for det meste som betalingsmiddel. I alle lande med kapitalistisk produktionsmåde bliver arbejdskraften først betalt, når den allerede har fungeret i den tid, som var fastsat i købekontrakten, dvs. ved slutningen af hver uge. Overalt yder arbejderen derfor et forskud til kapitalisten i form af arbejdskraftens brugsværdi; han lader køberen forbruge arbejdskraften, før han får udbetalt prisen for den; overalt yder arbejderen derfor kapitalisten kredit. At denne kreditydelse ikke er nogen tom indbildning, fremgår ikke blot af, at arbejderen lejlighedsvis mister sin krediterede løn, når kapitalisten går fallit, men også af en række mere varige virkninger. Det ændrer imidlertid ikke noget ved selve vareudvekslingens natur, om pengene fungerer som købemiddel eller som betalingsmiddel. Arbejdskraftens pris er kontraktligt fastsat, skønt den først realiseres senere, ligesom lejen af et hus. Arbejdskraften er solgt, skønt den først betales bagefter. For at behandle forholdet i sin renhed er det imidlertid nyttigt foreløbig at forudsætte, at arbejdskraftens besidder hver gang samtidig med salget også modtager den kontraktligt fastsatte pris.
Vi har nu set, hvordan den værdi bestemmes, som pengebesidderen betaler besidderen af denne ejendommelige vare, arbejdskraften. Den brugsværdi, som pengebesidderen får gennem udvekslingen, ytrer sig først, når arbejdskraften virkelig bruges og forbruges. Alle de ting, der er nødvendige til brugen af den, råmaterialer osv., køber pengebesidderen på varemarkedet og betaler dem til fuld pris. Den proces, hvor arbejdskraften forbruges, er samtidig den proces, hvor vare og merværdi produceres. Forbruget af arbejdskraften foregår ligesom forbruget af enhver anden vare uden for markedet, uden for omsætningssfæren. Denne larmende sfære, hvor alt er overflade og synligt for alle, forlader vi derfor nu sammen med pengebesidderen og arbejdskraftbesidderen for at følge efter dem begge ind i produktionens lønkammer, over hvis dør der står skrevet: No admittance except on business (Kun adgang i forretningsanliggender). Her vil det vise sig, ikke blot hvordan kapitalen. producerer, men også hvordan man selv producerer den, kapitalen. Hemmeligheden ved profitmageriet må endelig afsløre sig.
Omsætningens eller vareudvekslingens sfære, som danner rammen om køb og salg af arbejdskraft, er faktisk et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder. Her hersker intet andet end frihed, lighed, ejendom og Bentham. Frihed! For køberen og sælgeren af en vare, f.eks. af arbejdskraft, handler udelukkende efter deres frie vilje.
De slutter kontrakt som frie, retligt jævnbyrdige personer. Kontrakten er det slutresultat, hvori deres vilje giver sig et fælles retligt udtryk. Lighed! For de står kun over for hinanden som varebesiddere og udveksler ækvivalent for ækvivalent. Ejendom! For hver af dem disponerer kun over sit eget. Bentham! For hver af dem har kun sit eget bedste for øje. Den eneste magt, der bringer dem sammen og stiller dem i forhold til hinanden, er deres egennytte, deres særfordel, deres privatinteresser. Og netop fordi hver kun ser på sin egen fordel uden hensyn til den anden, realiserer alle, ifølge tingenes forud givne harmoni eller under et al-fiffigt forsyns auspicier, kun deres gensidige fordel, fællesnytten, fællesinteressen.
Når vi forlader denne sfære, den simple varecirkulation eller vareudveksling, hvorfra Frihandelsmand vulgaris henter anskuelser, forestillinger og målestokke for sin bedømmelse af kapitalens og lønarbejdets samfund, så lægger vi mærke til, at vore optrædende personer allerede i nogen grad begynder at ændre udseende. Pengebesidderen, som vi lærte at kende, skrider foran som kapitalist, arbejdskraftbesidderen følger efter ham som hans arbejder; den ene med et betydningsfuldt smil om munden, indstillet på forretning, den anden frygtsom og modstræbende, som en, der har båret sit eget skind til marked og nu ikke har andet i vente end at få det – garvet.
Tilbage | Næste |