I sin indledning til Marx' Klassekampene i Frankrig 1848/50 skrev Engels:
"Ved bedømmelsen af aktuelle begivenheder og begivenhedesrækker vil man aldrig være i stand til at gå helt tilbage til de sidste økonomiske årsager. Selv nutildags, hvor den specielle fagpresse giver så rigeligt stof, vil det endog i England fortsat være umuligt dag for dag at følge industriens og handelens gang på verdensmarkedet og de indtrædende ændringer i produktitionsmetoderne på en sådan måde, at man for et hvilket som helst tidspunkt kan uddrage det almindelige facit af disse på mange måder indviklede og stadig skiftende faktorer, af hvilke de vigtigste oven i købet for det meste virker lang tid idet skjulte, før de pludselig med kraft bryder frem på overfladen. Det klare overblik over en given periodes økonomiske historie kan aldrig vindes samtidig med begivenhederne, men først senere, efter at stoffet er samlet og sigtet. Statistikken er her et nødvendigt hjælpemiddel, og den halter altid bagefter. Hvad den løbende tidshistorie angår, vil man derfor alt for ofte være nødsaget til at behandle denne den mest afgørende faktor som konstant, at behandle den økonomiske situation, man forefinder ved begyndelsen af en periode, som givet og uforanderlig for hele perioden, eller kun at tage hensyn til sådanne forandringer i denne tilstand, som udspringer af de åbent foreliggende begivenheder og derfor ligeledes er umiddelbart iøjnefaldende. Den materialistiske metode må derfor her kun alt for ofte indskrænke sig til at føre de politiske konflikter tilbage til interessekampe mellem de forhåndenværende samfundsklasser og klassefraktioner, der er skabt af den økonomiske udvikling, og at demonstrere de enkelte politiske partier som det mere eller mindre nøjagtige udtryk for disse klasser og klassefraktioner. Engels:
Det siger sig selv, at denne uundgåelige forsømmelse af de samtidige forandringer i den økonomiske situation, den egentlige basis for alle de foreteelser, som skal undersøges, må være en fejlkilde." (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 113, Fremhævelse af L.T.) Engels:
Disse tanker, som Engels formulerede kort før sin død, blev ikke videreudviklet af nogen efter ham. Så vidt jeg ved, citeres de sjældent - meget sjældnere end de burde. Ydermere synes deres betydning at være undsluppet mange marxister. Dette forklares endnu engang af de årsager, som Engels selv peger på, når han bekæmper enhver form for afsluttet tolkning af den samtidige historie. Det er en meget svær opgave - umulig at løse fuldt ud - at bestemme de underliggende impulser, som økonomien overfører til den aktuelle politik; og alligevel kan man ikke vente med at forklare de politiske fænomener, fordi kampen ikke kan vente. Heraf følger nødvendigheden af i den daglige politiske virksomhed at gribe til forklaringer, som er så almene, at de gennem lang tids brug er blevet forvandlet til banaliteter.
Så længe politikken foregår inden for én og samme ramme og med samme hastighed, dvs. så længe ophobningen af økonomisk kvantitet ikke er slået om i politisk kvalitet, tjener denne type af forklarende abstraktioner ("borgerskabets interesser", "imperialismen", "fascismen") endnu er mere eller mindre deres hensigt; ikke at tolke en politisk kendsgerning i alle dens konkrete former, men at reducere den til en velkendt social kategori, hvilket naturligvis er meget vigtigt.
Men når der sker en alvorlig forandring i situationen – og endnu mere ved et kraftigt omsving - viser sådanne almene forklaringer deres fuldstændige utilstrækkelighed og omdannes til tomme banaliteter. I sådanne tilfælde er det nødvendigt analytisk at trænge dybere for at bestemme det kvalitative aspekt og om muligt også kvantitativt at måle økonomiens indvirkninger på politikken. Disse "indvirkninger" er den dialektiske form af de "opgaver", der udspringer af den dynamiske basis, men kun finder sin løsning i overbygningen.
Forandringen i den økonomiske konjunktur (højkonjunktur, depression, krise) indeholder allerede disse periodiske indvirkninger, der giver anledning til snart kvantitative og snart kvalitative forandringer og til nyskabelser på det politiske område. De herskende klassers profitter, statsbudgettet, lønningerne, arbejdsløsheden, udenrigshandelens andel osv., er nært forbundet med de økonomiske konjunkturer og udøver på sin side en direkte indflydelse på politikken. Allerede dette er tilstrækkeligt for at forstå, hvor vigtigt og frugtbart det er skridt for skridt at følge de politiske partiers og statsinstitutionernes historie og udvikling i forhold til den kapitalistiske udviklings cykluser. Med dette mener vi ikke, at disse cykluser forklarer alting. Dette er udelukket allerede af den enkle grund, at cykluserne ikke selv er primære, men kun økonomiske fænomener af anden rang. De er et produkt af produktivkræfternes udvikling under markedsforholdenes vilkår. Men cykluserne forklarer en hel del, eftersom de gennem deres automatiske pulsering skaber uundgåelige dialektiske spring i det kapitalistiske samfunds mekanismer. Vendepunktet i handels- og industrikonjunkturerne gør, at vi kommer nærmere de kritiske knuder i vævet i de politiske strømninger, lovgivningen og de ideologiske former.
Men kapitalismen kendetegnes ikke blot af cyklusernes periodiske fremkomst, for i så fald skulle vi se en stadig gentagelse og ikke en dynamisk udvikling. Handels- og industricykluserne har forskellig karakter i forskellige perioder. Den vigtigste forskel mellem dem bestemmes af den kvantitative vekselvirkning mellem krise- og højkonjunkturperioden inden for hver cyklus. Hvis højkonjunkturperioden erstattet ødelæggelserne og indskrænkningerne fra den foregående krise med overflod, så går den kapitalistiske udvikling som helhed fremad. Hvis krisen indebærer, at produktivkræfterne ødelægges eller blot svækkes kraftigt, og hvis den i sin intensitet overgår modsvarende opgange, så bliver resultatet en nedgang i økonomien. Hvis endelig krisen og højkonjunkturen er lige stærke, har vi en midlertidig og stagnerende ligevægt i økonomien.
Dette er skemaet i grove træk. Vi kan i historien se, at ensartede cykluser grupperer sig i serier. Der findes hele epoker i den kapitalistiske udvikling, hvor cyklerne karakteriseres af skarpt markerede opgange og svage kortvarige kriser. Resultatet er en skarpt stigende bevægelse i den kapitalistiske udviklings grundlæggende kurve.
Der findes stagnationsperioder, hvor denne kurve - trods delvise cykliske forandringer - forbliver på omtrent samme niveau i årtier. Og sluttelig går den grundlæggende kurve i visse historiske perioder nedad som helhed, samtidig med at den dog altid gennemgår cykliske svingninger. Dette markerer produktivkræfternes nedgang.
Det er allerede muligt på forhånd at hævde, at epoker med hurtig kapitalistiske udvikling må have træk - hvad angår politik, lovgivning, filosofi og poesi - som skarpt adskiller sig fra stagnationsperioder eller en periode med økonomisk nedgang. Endvidere må overgangen fra en epoke til en helt anden naturligvis skabe de største omvæltninger i forholdene mellem klasserne og staterne. På Kominterns 3. kongres blev vi nødt til at understrege dette punkt særligt - i kampen mod det rent mekaniske syn på det kapitalistiske forfald, som vi nu er vidne til. Hvis en periodisk vekslen mellem "normale" opgange og "normale" kriser genspejles inden for alle samfundslivets områder, da må overgangen fra en hel opgangsperiode til en nedgangsperiode, eller omvendt, skabe de største historiske forstyrrelser. Og det er ikke svært at vise, at revolutioner og krige i mange tilfælde står med et ben på hver side af grænsen mellem to epoker i den økonomiske udvikling, dvs. knudepunkter mellem to forskellige enheder i den kapitalistiske kurve. At analysere hele den moderne historie fra denne synsvinkel er givetvis en af de taknemmeligste opgaver for den dialektiske materialisme.
Efter Kominterns 3. kongres undersøgte professor Kondratjev dette problem - som sædvanlig ved omhyggeligt at undgå den formulering, som spørgsmålet fik på kongressen - og søgte ved siden af den "lille cyklus", som dækkede en periode på 10 år, at udvikle en "lang cyklus", som omfattede cirka 50 år. Ifølge denne symmetriske konstruktion består en lang økonomisk cyklus af fem mindre, og desuden har halvdelen af dem karakter af opgang, mens den anden halvdel består af en krise med alle de nødvendige overgangsstadier. Den statistiske bestemmelse af de store cykluser, som Kondratjev har foretaget, bør undersøges nøje og ikke alt for godtroende, både hvad angår enkelte lande og verdensmarkedet som helhed. Det er allerede muligt i forvejen at afvise Kondratjevs forsøg på at give de epoker, som han kalder for lange cykluser, samme "strengt lovbundne rytme", som man kan se for de mindre cyklusers vedkommende; det er en åbenlyst forkert generalisering på grundlag af en formel analogi.
De små cyklusers periodiske tilbagekomst betinges af de kapitalistiske kræfters indre dynamik, og de udtrykkes altid og overalt, hvor der findes et marked. Hvad angår de store afsnit af den kapitalistiske udviklingskurve (50 år), som professor Kondratjev uforsigtigt nok også foreslår, at man skal kalde for cykler, bestemmes deres karakter og stabilitet ikke af de kapitalistiske kræfters indre samvirken, men af de ydre faktorer, hvis kanaler den kapitalistiske udvikling flyder igennem. Kapitalismens erobring af nye lande og kontinenter, dens opdagelse af nye naturressourcer og - i disses kølvand - vigtige faktorer i "overbygningen" såsom krige og revolutioner, bestemmer karakteren af de vekslende opadstigende og stagnerende epoker i den kapitalistiske udvikling.
Ad hvilke veje bør undersøgelsen da gå videre?
At fastslå den kapitalistiske udviklingskurve i dens ikke-periodiske (grundlæggende) og periodiske (sekundære) faser, samt brydningspunkterne i forskellige lande, som har interesse for os i forhold til hele verdensmarkedet - dette er den største del af opgaven. Når vi har bestemt kurven (metoden til dens bestemmelse er naturligvis et specielt og langt fra enkelt spørgsmål, men det angår snarere den økonomiske/statistiske teknik), kan vi nedbryde den i perioder afhængigt af op- og nedgangsvinklen i forhold til den lodrette akse (se ill.). Således får vi en grafisk fremstilling af den økonomiske udvikling, dvs. en karakterisering af "den egentlige basis for alle de foreteelser, som skal undersøges" (Engels).
Afhængig af, hvor konkret og detaljeret, vores undersøgelse er, kan vi have brug for flere skemaer af denne type: et skema for landbruget, et andet for sværindustri osv. Med dette skema som udgangspunkt, måtte vi herefter få det til at passe med de politiske begivenheder (i bredeste forstand). vi kan da lede, ikke bare efter forbindelser - eller rettere: samspillet mellem bestemt afgrænsede epoker i samfundslivet og skarpt aftegnede afsnit i den kapitalistiske udviklingskurve - men også efter de direkte underliggende impulser, der udløser de enkelte begivenheder. På denne vej er det selvsagt let at havne i en meget vulgær skematisering og frem for alt at ignorere de virkelige indre betingelser og den indre udvikling i de ideologiske processer og glemme, at økonomien kun er bestemmende i sidste instans. Der er virkelig ingen mangel på karikaturagtige udgaver af den marxske metode. Men af den grund at afvise den formulering, vi har gjort ovenfor af spørgsmål ("det lugter jo af økonomisme"), det ville være at afsløre en fuldstændigt manglende evne til at forstå marxismens væsen, som ser på forandringer i overbygningen som afhængige af forandringer i den økonomiske basis og ikke af noget andet.
Med risiko for at blive udsat for teoretiske vredesudbrud fra "økonomismens" modstandere (og delvis med den hensigt at fremkalde deres forargelse) fremstiller vi her en skematisk tegning, som vilkårligt beskriver den kapitalistiske udviklingskurve over en periode på 90 år ud fra de nævnte linjer. Den almindelige retning for den grundlæggende kurve bestemmes af karakteren af de delmæssige konjunkturelle kurver, som udgør dens bestanddele. I skemaet kan vi tydeligt se tre perioder aftegne sig: 20 år med meget retlinjet kapitalistisk udvikling (afsnit A-B), 40 år med energisk opsving (afsnit B-C) og 30 år med udtalt krise og nedgang (afsnit C-D). Hvis vi i dette diagram indføjer de vigtigste historiske begivenheder i den tilsvarende periode, så er denne grafiske sammenligning mellem vigtige historiske begivenheder og kurvens variationer tilstrækkelig til at vise, hvor uvurderlig den historiske materialisme er som udgangspunkt for en undersøgelse. Overensstemmelsen mellem de politiske begivenheder og de økonomiske forandringer er selvfølgelig meget relativ. Som tommelfingerregel kan man sige, at "overbygningen" i almindelighed først registrerer og afspejler nyskabelser inden for økonomien med stor forsinkelse. Men denne lov måtte opdages gennem en konkret undersøgelse af de komplicerede samspilsprocesser, som vi her blot kan antyde.
I rapporten til 3. verdenskongres illustrerede vi vores tankegang med visse historiske eksempler fra revolutionsepoken 1848, den første russiske revolution (1905) og den periode, som vi nu gennemlever (1920-21). Vi henviser læseren til disse eksempler. De udgør ikke noget færdigt og afsluttet, men de viser tilstrækkelig tydeligt, hvor vigtigt det er at undersøge spørgsmålet, således som vi har gjort. - frem for alt at forstå historiens kritiske spring: krigen og revolutionerne. Hvis vi i dette brev udnytter en rent vilkårlig grafisk fremstilling uden at tage en bestemt periode i historien som udgangspunkt. Vi har gjort dette af den enkle grund, at ethvert forsøg i denne retning ville være en kluntet foregribelse af de resultater, som man først kan nå frem til gennem en kompliceret og besværlig undersøgelse, som endnu ikke var udført.
For nuværende er det naturligvis umuligt i nogen bestemt grad at forudsige, hvilke dele af historiens felt, som skal belyses og hvor meget lys en materialistisk undersøgelse kan sprede ved et konkret studium af den kapitalistiske kurve og samspillet mellem denne og alle samfundslivets aspekter. De fremskridt, der kan gøres på dette område, kan kun bestemmes som resultat af selve undersøgelsen. Den må være mere systematisk og mere metodisk end de historisk-materialistiske udflugter, der hidtil er blevet foretaget. I så fald kan en sådan indfaldsvinkel til den moderne historie berige den historiske materialismes teori med erobringer, som er betragteligt mere værdifulde end den meget tvivlsomme spekulative jongleren med den materialistiske metodes begreber og termer, som nogle af vores marxister har beskæftiget sig med. De har ført formalismens metode ind på den materialistiske dialektiks område. Det har bevirket, at de har reduceret det at skabe mere præcise og klassificerede definitioner til et spørgsmål om at dele tomme abstraktioner op i fire ligeså tomme dele; kort fortalt har de forvansket marxismen på de kantianske epigoners nøgne, men elegante måde. Det er tåbeligt i en uendelighed at hvæsse et redskab, at slibe det marxistiske stål væk, når opgaven i stedet er at anvende redskabet i arbejdet med råmaterialet!
Efter vores opfattelse kunne dette tema udgøre emnet for et meget frugtbart stykke historisk-materialistisk arbejde fra vores marxistiske seminarers side. Selvstændige undersøgelser inden for dette område ville uden tvivl kaste nyt eller i al fald mere lys på isolerede historiske begivenheder og hele epoker. Endelig ville anvendelsen af de tidligere nævnte kategorier gøre det betragteligt lettere at orientere sig orientering i den nuværende epoke - en epoke, som tydeligere end de foregående viser forbindelsen mellem en kapitalistisk økonomi, som har nået sit højeste punkt, og en kapitalistisk politik, som er blevet fuldstændig tøjlesløs.
Jeg lovede for længe siden at udvikle dette tema for Vestnik Sotsialistisjeskoj Akademij. Hidtil har forskellige omstændigheder hindret mig i at holde dette løfte. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil kunne holde det i den nærmeste fremtid. Af den grund må jeg indtil videre nøjes med dette brev.