Kammerater. Ifølge en plan, I har vedtaget, og som jeg har fået, er emnet for samtalen her i dag staten. Jeg ved ikke, hvor godt jeres kendskab allerede er til dette spørgsmål. Så vidt jeg ved, er jeres kurser lige begyndt, og det er således første gang, I systematisk tager fat på emnet. Hvis det er tilfældet, kan det meget vel ske, at jeg i den første forelæsning om dette vanskelige spørgsmål ikke formår at gøre min fremstilling tilstrækkelig klar og forståelig for alle mine tilhørere. Dersom dette skulle vise sig at være tilfældet, vil jeg bede jer om ikke af den grund at lade jer forvirre, for spørgsmålet om staten er uhyre indviklet og vanskeligt og er måske mere end noget andet spørgsmål blevet tilsløret af borgerlige lærde, forfattere og filosoffer. Derfor kan man ikke forvente at opnå fuld forståelse for dette emne i løbet af en kort samtale (under det første møde). Efter den første samtale om emnet bør I skrive de punkter ned, som I ikke har forstået, eller som er uklare for jer, og komme tilbage til dem en anden, en tredie og en fjerde gang, således at det, I ikke har forstået, kan blive videre suppleret og klarlagt senere, både ved læsning og ved forskellige forelæsninger og samtaler. Jeg håber, det skal lykkes os at mødes en gang til, således at vi kan udveksle meninger om alle spørgsmål, der trænger til at blive belyst, og se, hvad der fortsat er mest uklart. Jeg håber også, at I foruden til forelæsninger og samtaler vil afse tid til at læse i det mindste nogle af Marx' og Engels' vigtigste værker. Jeg er ikke i tvivl om, at disse vigtige værker er at finde i litteraturlisterne og i håndbøgerne på jeres bibliotek, som står til rådighed for eleverne på sovjet- og partiskolerne.
Jeg vil gentage, at selv om nogle af jer i begyndelsen kan blive skræmt af vanskelighederne i fremstillingen, må I ikke lade jer forvirre. Det, som er uklart efter første gennemlæsning, vil blive klart anden gang, eller når I senere nærmer jer spørgsmålet fra en anden synsvinkel. Så jeg gentager endnu en gang, at spørgsmålet er så indviklet og er blevet så forvrænget af borgerlige lærde og forfattere, at den, som ønsker at studere det alvorligt og tilegne sig det selvstændigt, må tage fat på det flere gange, vende tilbage til det gang på gang og undersøge det fra forskellige synsvinkler for at nå frem til en klar og ægte forståelse af det. Fordi det er et så fundamentalt, et så grundlæggende spørgsmål i al politik, og fordi I vil støde på det hver dag i enhver avis i forbindelse med ethvert økonomisk eller politisk spørgsmål, ikke bar i stormfulde og revolutionære tider som nu, men også i de mest fredelige tider, vil det blive så meget lettere at komme tilbage til spørgsmålet. Hver dag vil I i en eller anden sammenhæng støde på spørgsmålet: Hvad er staten, hvad er dens indhold, hvilken funktion har den og hvilken stilling tager vort parti, det kommunistiske parti, som kæmper for at styrte kapitalismen, hvilken stilling tager det til staten? Hovedsagen er, at I bør tilegne jer evnen til at tage dette spørgsmål selvstændigt op, som et resultat af læsning, et resultat af samtaler og forelæsninger om staten, fordi I vil møde det i de mest ubetydelige spørgsmål, i de mest uventede sammenhænge og i diskussioner og debatter med modstandere. Kun hvis I kan lære at orientere jer selvstændigt i dette spørgsmål, kan I hævde at være tilstrækkeligt funderede, og kun derved vil I være i stand til at forsvare jer med tilstrækkelig styrke over for hvem som helst, når som helst.
Efter disse korte indledende bemærkninger skal jeg gå videre til selve spørgsmålet - hvad er staten, hvordan opstod den og hvilken grundlæggende indstilling bør arbejderklassens parti have til staten, det parti, som kæmper for fuldstændigt at styrte kapitalismen - det kommunistiske parti?
Jeg har allerede sagt, at man vanskeligt vil kunne finde noget andet spørgsmål, som er blevet så tilsløret - bevidst eller ubevidst - af repræsentanter for den borgerlige videnskab, filosofi, jura, politisk økonomi og journalistisk som spørgsmålet om staten. Også i dag bliver det ofte blandet sammen med religiøse spørgsmål. Ikke blot religiøse mennesker (det er helt naturligt at vente det af dem), men også folk, som anser sig selv for at være fri for religiøse fordomme, blander meget ofte det særegne spørgsmål om staten sammen med spørgsmålet om religionen og prøver at opbygge en lære - ofte en indviklet lære med en ideologisk, filosofisk argumentation og tilnærmelsesmåde - som hævder, at staten er noget guddommeligt, noget overnaturligt, at den er en særegen kraft, som menneskeheden har lavet ved hjælp af, at den er en kraft af guddommeligt ophav, som tildeler eller kan tildele menneskene, eller som bringer noget med sig, som ikke er skabt af mennesket, men er givet det udefra. Og det må siges, at denne lære er nært knyttet til de herskende klassers interesser — jordbesiddernes og kapitalisternes — den tjener deres interesser, har trængt så dybt ind i alle vaner og synsmåder, så dybt ind i videnskaben og ind i hovederne på de mennesker, der repræsenterer borgerskabet, at I vil møde resterne af den over alt, til og med i det syn på staten, som mensjevikkerne og de socialrevolutionære fører frem og det til trods for, at de selv er overbevist om at have et nøgternt syn på staten og indigneret tilbageviser tanken om at være påvirket af religiøse fordomme. Dette spørgsmål er blevet tågelagt og gjort så indviklet, fordi det vedrører de herskende klassers interesser mere end noget andet spørgsmål (med undtagelse af den økonomiske videnskabs grundlag). Læren om staten tjener til at retfærdiggøre sociale privilegier, eksistensen af udbytning, kapitalismens eksistens — og dette er grunden til, at det ville være en stor fejl at vente en upartisk indstilling til dette spørgsmål, at tage fat på det i den tro, at folk, som hævder at være videnskabelige kan fremkomme med et helt upartisk syn på problemet. I spørgsmålet om staten, i læren om staten, i teorien om staten vil I, når I er blevet fortrolige med dette emne og har sat jer grundigt nok ind i det, altid opdage kampen mellem forskellige klasser, en kamp, som genspejles eller kommer til udtryk i en konflikt mellem forskellige opfattelser af staten, i vurderingen af statens rolle og betydning.
For at tage fat på dette spørgsmål på en så videnskabelig måde som muligt, må vi kaste et i det mindste flygtigt tilbageblik på statens historie, dens opståen og udvikling. Det, som er mest pålideligt og nødvendigt i et spørgsmål om samfundsvidenskab i bestræbelsen på virkelig at tilegne sig vanen med at gribe dette spørgsmål an på rigtig vis og ikke lade sig lede på vildspor af de mange detaljer og den vældige mængde af modstridende opfattelser, og det vigtigste for at gribe spørgsmålet an på en videnskabelig måde, er ikke at glemme den grundlæggende historiske sammenhæng, er at undersøge ethvert spørgsmål ud fra, hvordan den givne foreteelse opstod historisk, hvilke faser, der var de grundlæggende i udviklingen, og set ud fra denne udvikling at undersøge, hvad den er blevet til i dag.
Jeg håber, at I, når I studerer spørgsmålet om staten, vil sætte jer ind i Engels' bog »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«. Dette er et af de grundlæggende værker i den moderne socialisme. Vi kan tillidsfuldt stole på enhver sætning, stole på, at ingenting er sagt tilfældigt, men er baseret på et vældigt historisk og politisk materiale. Det er givet, at ikke alle dele af dette værk er fremstillet på en lige populær og letfattelig måde; enkelte dele forudsætter en læser, som allerede sidder inde med et vist kendskab til historie og økonomi. Men jeg gentager endnu en gang, at I ikke må lade jer forvirre af ikke at forstå bogen, første gang I læser den. Meget få gør det. Men vender I tilbage til den senere, når interessen er vakt, vil I være i stand til at forstå størsteparten, om ikke den hele. Jeg nævner denne bog, fordi den, i den forstand jeg lige har beskrevet, viser den rigtige metode at behandle spørgsmålet på. Den begynder med en historisk oversigt over statens oprindelse.
Dette spørgsmål - som ethvert andet - f.eks. kapitalismens oprindelse, mennesket udbytning af mennesket, socialisme, hvordan socialismen opstod, hvilke forhold der var dens grundlag - kan vi kun tage op på en sikker og betryggende måde, hvis vi kaster et blik tilbage på dets udviklingshistorie som helhed. I tilknytning til dette problem må vi først gøre os klart, at staten ikke har eksisteret til alle tider. Der var en tid, hvor der ikke fandtes nogen stat. Den opstår hvor og når samfundet bliver delt i klasser, når der opstår udbyttere og udbyttede.
Før den første form for menneskers udbytning af mennesker, den første form for opdeling i klasser - med slaveejere og slaver - opstod, finder vi den patriarkalske familie, eller som den af og til kaldes, klanfamilien. (Klan, dvs. generation, slægt; dengang folk levede sammen efter slægt eller generation). Temmelig tydelige spor fra disse primitive tider har holdt sig i mange primitive folks levevis; og hvis I går i gang medet hvilket som helst arbejde om primitive samfund, vil I altid støde på mere eller mindre klare skildringer, tegn og påmindelser om det faktum, at der har været en tid, som mere eller mindre ligner en primitiv form for kommunisme, hvor opdelingen af samfundet i slaveejere og slaver ikke eksisterede. På det tidspunkt var der ikke nogen stat, ikke noget specielt apparat til, ved systematisk brug af magt, at undertrykke folket. Et sådant apparat er staten.
I det primitive samfund, hvor folk levede i små familiegrupper og endnu var på det laveste udviklingsstadium, under forhold der nærmede sig den vilde tilstand - en tid, som moderne, civiliserede samfund har på flere tusinde års afstand - var der endnu ikke tendenser til nogen stat. Vi finder, at vaner, autoritet, respekt og magt udøvet af de ældste i slægten var fremherskende. Vi finder, at denne magt i nogle tilfælde er knyttet til kvinderne. Kvinden indtog ikke dengang den status af undertrykt, som hun gør i dag. Men ingen steder finder vi en speciel gruppe mennesker, som skiller sig ud og styrer andre, og som, for at udøve dette styre systematisk og permanent, har et specielt tvangsapparat, et voldsapparat på samme måde som det kommer til udtryk i vore dage med - som I ved - væbnede hærafdelinger, fængsler og andre midler til med magt at undertrykke andres vilje - altså med alt det, som udgør statens karakter.
Dersom vi ser bort fra alt det, vi kender som religiøs lære, subtiliteter, filosofiske konstruktioner og fra de forskellige meninger, som borgerlige lærde fører frem, dersom vi ser bort fra dette og forsøger at nå frem til sagens virkelige kerne, da vil vi finde, at staten virkelig er et sådant styringsapparat adskilt fra det menneskelige samfund. Når der opstår en sådan speciel gruppe, som udelukkende giver sig af med at styre, og som for at styre behøver et specielt tvangsapparat til med magt at undertrykke andres vilje - fængsler, specielle korps af mænd, hære osv. - da opstår staten.
Men der var et tidspunkt, hvor der ikke fandtes nogen stat, da sædvanlige bånd, samfundet selv, disciplin og arbejdsordning blev opretholdt af vanens og traditionens magt, af autoriteten til eller respekten for de ældre i klanen eller for kvinder, som dengang tit ikke blot var ligestillet med manden, men ofte havde en højere status, og der fandtes ikke en speciel gruppe med personer, som var specialister i at styre. Historien viser, at staten, som et specielt apparat til at tvinge folk, opstod da samfundet blev delt i klasser, dvs. en opdeling i grupper, hvoraf nogle permanent er i den situation, at de kan tilrane sig andres arbejde, hvor nogle mennesker udbytter andre. Opdelingen af samfundet i klasser må vi altid have klart for os som en grundlæggende kendsgerning i historien. I alle lande, uden undtagelse, afslører alle menneskesamfunds udvikling gennem tusinder af år en almen, lovmæssig, regelmæssig og sammenhængende udvikling; således at vi først havde et samfund uden klasser, det oprindelige patriarkalske, primitive samfund, hvor der ikke fandtes aristokrater; derefter havde vi et samfund, hvis grundlag var slaveri, et slaveejersamfund. Hele det moderne civiliserede Europa har gennemgået dette stadie, slaveriet rådede enevældigt for to tusind år siden. Det overvældende flertal af folkeslagene i de andre verdensdele har også gennemgået dette stadie. Rester af slaveriet findes den dag i dag blandt de mindst udviklede folkeslag. Man kan i vore dage finde slaveri som institution i f.eks. Afrika. Delingen i slaveejere og slaver var den første vigtige klassedeling. Den første gruppe ejede ikke blot alle produktionsmidlerne, jord og redskaber, uanset hvor enkle og primitive de må have været dengang, de ejede også mennesker. Denne gruppe blev kaldt slaveejere, mens de som arbejdede og leverede arbejde til andre blev kaldt slaver.
Denne samfundsform blev i historien afløst af en anden, nemlig feudalismen. I de allerfleste lande forvandlede slaveriet sig i sin udvikling til livegenskab. Den grundlæggende samfundsdeling gik nu mellem feudalherrer og livegne bønder. Formen for forholdet mellem mennesker blev ændret. Slaveejerne havde regnet slaverne for deres ejendom, loven havde stadfæstet dette og betragtede slaverne som ting, der fuldstændig tilhørte slaveejerne. Hvad angår de livegne bønder fortsatte klasseundertrykkelsen og klasseafhængigheden, feudalherren ejede dog ikke bønderne som ting, men havde ret til deres arbejde, ret til at de udførte faste pligttjenester. I praksis var livegenskab, som I ved, på ingen måde forskelligt fra slaveriet, dette gælder særlig Rusland, hvor livegenskabet holdt sig længst og fik de mest brutale former.
Efterhånden som handelen udvikledes, verdensmarkedet opstod og pengecirkulationen udvikledes, opstod kapitalistklassen som en ny klasse indenfor feudalsamfundet. Udfra varen, varebyttet og opkomsten af pengemagten opstod kapitalens magt. I løbet af det 18. århundrede, eller nærmere fra slutningen af det 18. århundrede og i løbet af det 19. århundrede, blev revolutioner gennemført over hele verden. Feudalismen blev afskaffet i alle vesteuropæiske lande. Rusland var det sidste land, hvor dette foregik. I 1861 blev der også i Rusland gennemført en radikal omvæltning, og som følge af dette blev en samfundsform erstattet med en anden. Feudalisme blev erstattet med kapitalisme, hvor såvel klasse-forskellene som rester af livegenskabet fortsat bestod, men hvor klasse-delingen i sit grundlag fik en ny form.
Kapitalejerne, jordejerne og fabriksejerne i alle kapitalistiske lande udgjorde og udgør stadigvæk et forsvindende mindretal i befolkningen. De har fuldstændig herredømmet over hele folkets arbejde og tvinger, undertrykker og udbytter følgelig hele massen af arbejdere, hvoraf flertallet er proletarer, lønarbejdere, som kun kan skaffe sig sit livsgrundlag i produktionsprocessen ved at sælge sin arbejdskraft. I og med overgangen til kapitalismen gik bønderne, som var blevet splittet og underkuet i feudaltiden, delvis over til at blive proletarer (flertallet), og delvis over til at blive rige bønder (mindretallet), som selv lejede arbejdere og som dannede et bondeborgerskab.
Samfundets overgang fra slaveriets primitive former til livegenskab og endelig kapitalisme må I altid have klart for jer som en grundlæggende kendsgerning. Kun ved at huske denne grundlæggende kendsgerning, kun ved at undersøge alle politiske erfaringer inden for denne grundlæggende ramme, vil I blive i stand til at vurdere disse erfaringer på en korrekt måde og forstå, hvad de indeholder. Hver af hovedperioderne i menneskehedens historie, slaveejerperioden, den feudale og den kapitalistiske periode, omfatter flere hundrede år og viser sig i mange politiske former, men en sådan variation af politiske doktriner, meninger og revolutioner, at vi kun kan forstå denne enestående mangfoldighed og disse vældige forskelle (særlig i samråd med politiske, filosofiske og andre doktriner fra de borgerlige lærde og politikere) ved at holde fast ved denne deling af samfundet i klasser og denne ændring i formerne for klasseherredømme som en ledetråd, og ud fra dette udgangspunkt undersøge alle sociale spørgsmål, det være sig økonomiske, politiske, åndelige, religiøse osv.
Hvis I undersøger staten med udgangspunkt i denne grundlæggende deling, vil I opdage, at før samfundet blev delt i klasser, fandtes der, som jeg allerede har sagt, ingen stat, men idet delingen af samfundet i klasser opstod og slog rod, idet klassesamfundet opstod, opstod også staten og slog rod. Menneskehedens historie kender dusinvis og hundredvis af lande, som har gennemgået eller stadig gennemgår slaveri, feudalisme og kapitalisme. Man vil - trods de enorme historiske forandringer, politiske omvæltninger og revolutioner, der har fundet sted i hvert af disse lande som følge af menneskehedens udvikling og som følge af overgangen fra slaveri over feudalisme til kapitalisme og til den nuværende verdensomspændende kamp imod kapitalismen - altid se tilstedeværelsen af staten. Den har altid været et specielt apparat, som stod uden for samfundet og altid været et specielt apparat, som var skilt fra samfundet, og som bestod af en gruppe personer, der udelukkende eller næsten udelukkende eller i hovedsagen var optaget med at styre. Menneskene er delt i de, som bliver styret, og de, som er specialister i at styre, de som hæver sig over samfundet og bliver kaldt herskere, statens repræsentanter. Dette apparat, denne gruppe som hersker over andre, har altid visse undertrykkelsesmidler, fysiske voldsmidler; uanset om denne vold mod mennesker udøves med den primitive kølle, med mere udviklede våbentyper i slavetiden, med de skydevåben som blev brugt i middelalderen eller med det 20. århundredes moderne våben, som er tekniske underværker og er fuldstændig grundet på de sidste resultater fra den moderne teknologi. Voldsmetoden blev forandret, men altid, når der fandtes en stat, fandtes der i hvert samfund en gruppe personer som styrede, som kommanderede, som rådede og som havde et fysisk undertrykkelsesapparat for at beholde magten, et voldsapparat udstyret med våben som tilsvarede det tekniske niveau i den givne periode. Ved at undersøge disse almene foreteelser, ved at spørge os selv, hvorfor der ikke var nogen stat, da der ikke fandtes nogle klasser, da der ikke fandtes nogen udbyttere og udbyttede, og hvorfor staten opstod, da klasserne opstod - kun på den måde kan vi finde et klart svar på spørgsmålet om statens karakter og betydning.
Staten er et apparat til at opretholde en klasses herredømme over en anden. Da der ikke fandtes klasser i samfundet, da folk før slavetiden, arbejdede under primitive forhold med større frihed, under forhold hvor arbejdsproduktiviteten stadig var på sit laveste niveau, og hvor det primitive menneske knapt kunne skaffe sig midler til den groveste og mest primitive eksistens, dengang hverken opstod eller kunne have opstået en speciel gruppe, som havde til opgave at styre og herske over resten af samfundet. Eksistensen af en stat blev først nødvendig, da delingen af samfundet i klasser opstod, da slaveriet opstod, ved at en særlig gruppe mennesker kunne producere et vist overskud ved at koncentrere sig om de hårdeste former for landbrugsarbejde - et overskud, som ikke var absolut nødvendigt for slavernes elendigste eksistens, og som derfor havnede i slaveejernes lommer. Da denne klasses eksistens var sikret, blev det således nødvendigt at staten opstod for at klassen kunne rodfæste sig.
Og slaveejerstaten opstod - et apparat som gav slaveejerne magt og satte dem i stand til at herske over slaverne. Både samfundet og staten var dengang meget mindre end nu, de havde uden sammenligning langt dårligere kommunikationsmidler; de moderne kommunikationsmidler eksisterede ikke. Bjerge, floder og have var uendelig meget større hindringer end de er nu, og staten tog form indenfor langt snævrere geografiske grænser. Et teknisk svagt statsapparat tjente en stat, som var afgrænset indenfor snævre grænser og et snævert virkefelt. Alligevel fandtes der et apparat, som tvang slaverne til at forblive slaver, som holdt en del af samfundet underkuet og undertrykt af en anden del. Det er umuligt at tvinge størstedelen af samfundet til at arbejde systematisk for den anden del af samfundet uden et permanent undertrykkelsesapparat. Så længe der ikke fandtes nogle klasser, fandtes der ikke noget sådant apparat. Da klasserne opstod, og delingen voksede og tog fastere former, opstod der overalt og altid en særlig institution, nemlig staten. Formerne, staten fik, var yderst forskellige. Så tidligt som i slavesamfundet finder vi forskellige statsformer i de på den tid mest fremskredne, kultiverede og civiliserede lande, som fuldtud byggede på slaveri - f.eks. det gamle Grækenland og Rom. Allerede dengang var der forskel på monarki og republik, på aristokrati og demokrati. Monarki betyder at en enkelt person har magten, republik betyder, at der ikke findes nogen ikke-valgt autoritet; aristokrati betyder, at en forholdsvis lille minoritet har magten; demokrati betyder, at folket har magten (demokrati betyder direkte oversat fra græsk: folkestyre). Alle disse forskellige former opstod i slavesamfundet. Trods forskellene var staten i slaveejersamfundet en slaveejerstat, uanset om den var af republikansk, aristokratisk eller demokratisk karakter.
Ved ethvert kursus om oldtidens historie, til enhver forelæsning om dette spørgsmål kommer I til at høre om kampen, som blev ført mellem monarkistiske og republikanske stater. Men det grundlæggende faktum er, at slaverne ikke blev regnet for mennesker. Den romerske lov behandlede dem som ting. Loven om mord, for ikke at tale om de andre love til værn om den personlige sikkerhed, gjaldt ikke for slaverne. Den forsvarede kun slaveejerne, som var de eneste, der blev regnet for borgere med fulde rettigheder. Men uanset om der var oprettet et monarki eller en republik, var det et slaveejer-monarki eller en slaveejer-republik. Slaveejerne havde rettigheder, mens slaverne var ting ifølge loven. Slaverne kunne ikke alene udsættes for en hvilken som helst form for vold, men det at dræbe en slave blev ovenikøbet ikke regnet for en forbrydelse. Slaveejerrepublikkerne havde forskellige former for indre organisering; der fandtes aristokratiske republikker og demokratiske republikker. I en aristokratisk republik deltog kun et lille antal personer i valgene. I en demokratisk republik deltog alle - men det var kun slave-ejerne, som betød noget, dvs. alle undtagen slaverne. Denne grundlæggende kendsgerning må vi have klart for øje, fordi den mere end noget andet afklarer spørgsmålet om staten og klart viser statens karakter.
Staten er et apparat for en klasses undertrykkelse af en anden, et apparat, der er nødvendigt for at få andre klasser til at underordne sig. Der findes forskellige former for et sådant apparat. Slaveejerstaten kunne være et monarki, en aristokratisk republik eller til og med en demokratisk republik. Styreformerne var i virkeligheden meget forskellige, men indholdsmæssigt var de ens: slaverne havde ingen rettigheder og udgjorde en undertrykt klasse; de blev ikke regnet som mennesker. Vi finder det samme forhold i feudalstaten.
Ændringer i udbytningsformerne forvandlede slaveejerstaten til feudalstat. Dette havde uhyre stor betydning. I slaveejerstaten var slaven fuldstændig retsløs og blev ikke regnet som menneske; i feudalsamfundet var bonden bundet til jorden. Det væsentligste kendetegn ved livegenskabet var, at bønderne (og på den tid var bønderne i flertal; bybefolkningen var endnu meget lille) var bundet til jorden - deraf selve begrebet livegenskab. Bonden kunne arbejde et bestemt antal dage for sig selv på det stykke jord, som jordejeren havde udpeget til ham; de andre dage arbejdede den livegne bonde for sin herre. Klassesamfundets karakter fortsatte med at bestå - samfundet var grundlagt på klasseudbytning. Kun jordejerne havde fulde rettigheder; bønderne havde ingen overhovedet. I praksis var der meget lidt forskel på deres forhold og slaveforholdene i slaveejerstaten. Alligevel var der åbnet en bredere vej for deres frigørelse, eftersom den livegne bonde ikke blev regnet for godsejerens direkte ejendom. Bonden kunne arbejde en del af tiden på sit eget stykke jord, han kunne tilhøre sig selv til en vis grad, så at sige. Med de større muligheder for udvikling af varebytte og handel gik det feudale system mere og mere i opløsning, og bøndernes frigørelse fik stadig større omfang. Feudalsamfundet var mere sammensat end slavesamfundet, der var en større udvikling af handel og industri, som allerede dengang førte til kapitalisme. I middelalderen rådede feudalismen, og også her skiftede statsformerne, også her finder vi både monarkiet og republikken, selvom den sidste kom meget svagere til udtryk. Men feudalherren blev altid regnet for den eneste hersker. De livegne bønder var fuldstændig udelukket fra alle politiske rettigheder.
Hverken under slaveriet eller feudalismen kunne et lille mindretal herske over det store flertal uden tvang. Historien er fuld af stadige forsøg fra de undertrykte klassers side på at gøre sig fri. Slaveriets historie fortæller om frigørelseskrige mod slaveriet, krige som varede i årtier. Navnet »spartakister« f.eks., som nu er taget af de tyske kommunister - det eneste tyske parti, som kæmper mod kapitalismens åg - tog de fordi Spartakus var en af de mest fremragende helte i et af de største slaveoprør, som fandt sted for to tusind år siden. I mange år blev det tilsyneladende almægtige Romerrige, som helt og holdent byggede på slaveri, udsat for rystelser og slag fra et vældigt væbnet oprør af slaver, som samlede sig i en vældig hær under ledelse af Spartakus. Til slut blev de slået, taget til fange og tortureret af slaveejerne. Så længe klassesamfundet har eksisteret, har dets historie været præget af sådanne borgerkrige. Jeg har her nævnt et eksempel på den største af disse borgerkrige i slavetiden. Ligeledes er feudaltiden præget af gentagne bondeoprør. I f.eks. Tyskland i middelalderen, fik kampen mellem de to klasser - godsejerne og de livegne - et vidt omfang og tog form af en bøndernes borgerkrig mod godsejerne. I kender alle lignende eksempler på gentagne bonde-oprør mod de feudale godsejere i Rusland.
For at opretholde sit herredømme og bevare sin magt måtte godsejerne have et apparat, som kunne gøre det muligt for dem at samle et uhyre stort antal mennesker under sit herredømme og underordne dem bestemte love og regler. Og alle disse love førte i hovedsagen til en ting - opretholdelsen af godsejernes magt over de livegne bønder. Og således var feudalstaten, som f.eks. i Rusland eller i de temmelig tilbagestående lande i Asien (hvor feudalismen også består i dag), forskellig i form. Den var enten monarkistisk eller republikansk. Når staten var et monarki, blev en persons herredømme godtaget; når den var republik, blev deltagelsen af valgte repræsentanter for godsejersamfundet godtaget på en eller anden måde - således var det i feudalsamfundet. Feudalsamfundet repræsenterede en klassedeling, hvor det overvejende flertal de livegne bønder - var fuldstændig underkastet et forsvindende lille mindretal - godsejerne som ejede jorden.
Udviklingen af handelen, udviklingen af varebyttet førte til, at der udskilte sig en ny klasse - kapitalisterne. Kapitalen opstod i slutningen af middelalderen, da verdenshandelen efter opdagelsen af Amerika udviklede sig enormt, da mængden af ædelt metal øgedes, da guld og sølv blev byttemidler, da pengecirkulationen gjorde det muligt for enkeltpersoner at besidde vældige rigdomme. Sølv og guld blev regnet for rigdom over hele verden. Godsejerklassens økonomiske magt gik tilbage og magten til den nye klasse - kapitalens repræsentanter - udviklede sig. Omformningen af samfundet foregik sådan, at alle borgere tilsyneladende var lige, at den gamle inddeling i slaveejere og slaver forsvandt, at alle blev regnet som lige for loven, uanset hvor stor en kapital den enkelte havde. Enten han ejede jord som privat ejendom, eller var en fattig stakkel, som ikke ejede andet end sin arbejdskraft - alle var lige for loven. Loven værner alle ens; den værner ejendommen for dem, som har ejendom mod angreb fra masserne, som ikke har nogen ejendom, som ikke ejer andet end deres egen arbejdskraft og som bliver stadig fattigere ruineres og forvandles til proletarer. Sådan er det kapitalistiske samfund.
Jeg kan ikke gå nærmere ind på dette. I vil komme tilbage til dette spørgsmål, når I skal diskutere partiets program - da vil I få en beskrivelse af det kapitalistiske samfund. Dette samfund fortrængte livegenskabet og det gamle feudalistiske samfund, under parolen om frihed. Men det var frihed for dem, der havde ejendom. Da feudalismen var udryddet, hvilket skete i slutningen af det 18. århundrede og i begyndelsen af det 19. århundrede - i Rusland skete det senere end i andre lande, i 1861 - blev feudalstaten fortrængt af kapitaliststaten, som proklamerer parolen frihed for hele folket, som erklærer, at den giver udtryk for hele folkets vilje og benægter, at den er en klassestat. Og her har der udviklet sig en kamp mellem socialisterne, som kæmper for frihed for hele folket, og den kapitalistiske stat, en kamp som har ført til oprettelsen af den socialistiske sovjetrepublik og som foregår over hele verden.
For at forstå den kamp, som er sat i gang mod verdenskapitalen, for at forstå den kapitalistiske stats karakter, må vi huske, at da den kapitalistiske stat gik frem mod feudalstaten, gik den ind i kampen under parolen om frihed. Afskaffelsen af feudalismen betød frihed for kapitaliststatens repræsentanter og tjente deres interesser, for så vidt som livegenskabet brød sammen og bønderne fik mulighed for at eje den jord, som fuld ejendom, de havde købt mod erstatning eller gradvis overtagelsesafgift. Dette brød staten sig ikke om; den beskyttede ejendommen, uanset hvordan den var opstået, fordi staten byggede på privatejendommen. Bønderne blev selvejere i alle moderne civiliserede stater. Selv når jordejerne overlod dele af deres jord til bønderne, beskyttede staten privatejendommen, gav jordejerne erstatning ved at lade dem tage penge for jorden. Staten erklærede faktisk, at den fuldt ud ville bevare den private ejendomsret og gav den al mulig støtte og værn. Staten anerkendte enhver købmands, industridrivendes eller fabrikants ejendomsrettigheder. Og dette samfund som er bygget på privatejendommen, på kapitalens magt, på den fuldstændige underkuelse af de ejendomsløse arbejdere og de arbejdende bondemasser, erklærede, at dens styre byggede på frihed. Da den kæmpede mod feudalismen erklærede den ejendomsfrihed og var særlig stolt over det faktum, at staten angiveligt var ophørt med at være en klassestat.
Alligevel fortsatte staten med at være en maskine, som hjalp kapitalisterne med at holde de fattige bønder og arbejderne nede. Men tilsyneladende var den fri. Den forkyndte almindelig stemmeret og erklærede gennem sine forkæmpere, prædikanter, videnskabsmænd og filosoffer, at den ikke var en klassestat. Men nu, hvor de socialistiske sovjetrepublikker er begyndt at kæmpe imod den, beskylder de os for at krænke friheden, og for at bygge en stat, som bygger på tvang, på at nogen undertrykker andre, mens de selv repræsenterer en folkelig, demokratisk stat. Og nu, hvor den socialistiske revolution er begyndt i hele verden, og netop mens revolutionen har haft fremgang i nogle lande, hvor kampen mod verdenskapitalen er blevet særlig akut, har spørgsmålet om staten fået den største betydning, og man kan sige, at det er blevet det mest brændende spørgsmål, brændpunktet for alle politiske spørgsmål og alle politiske stridigheder i vor tid. Vi ser, at næsten alle diskussioner, uoverensstemmelser og meninger i alle partier i Rusland eller i et hvilket som helst af de mere civiliserede lande, drejer sig om opfattelsen af staten. Er staten i et kapitalistisk land, i en demokratisk republik - specielt i en republik som Schweiz eller Amerika - i de frieste demokratiske republikker, et udtryk for folkeviljen summen af hele folkets beslutning, udtryk for nationens vilje osv., eller er staten en maskine, som gør det muligt for kapitalisterne i et givet land at opretholde deres herredømme over arbejderklassen og bønderne? Dette er det grundlæggende spørgsmål, som alle politiske diskussioner kredser om i hele verden i dag. Hvad siger de om bolsjevismen? Den borgerlige presse hetzer mod bolsjevikkerne. I vil ikke finde en eneste avis, som ikke gentager den forslidte anklage, at bolsjevikkerne krænker folkestyret. Hvis vore mensjevikker og socialrevolutionære i deres troskyldighed (måske er det ikke troskyldighed, eller måske er det den slags troskyldighed, som - ifølge ordsproget - er værre end tyveri) tror, at de har opdaget og opfundet anklagen om, at bolsjevikkerne har krænket friheden og folkestyret, så tager de latterligt fejl. I dag findes der ikke en eneste af de rigeste aviser i de rigeste lande, af de aviser, som bruger flere millioner på distribution og spredning af borgerlige løgne og imperialistisk politik i flere millioner eksemplarer, som ikke gentager disse grundlæggende argumenter og anklager imod bolsjevismen, nemlig at Amerika, England og Schweiz er fremskredne stater, som bygger på folkestyre, mens bolsjevikrepublikken er en bandit-stat, hvor frihed er ukendt, og at bolsjevikkerne har krænket folkestyrets ide og er gået så langt som til at opløse Den konstituerende Forsamling. Sådanne anklager mod bolsjevikkerne bliver gentaget over hele verden. Disse anklager fører os direkte til spørgsmålet - hvad er staten? For at forstå anklagerne, for at undersøge dem og indtage en helt bevidst holdning til dem og ikke behandle dem på grundlag af rygter, men have vor egen bestemte mening, må vi gøre os klart, hvad staten er. Der eksisterer kapitalistiske stater af alle slags, og der er før krigen lavet mange teorier til forsvar af dem. For at besvare spørgsmålet på bedste måde, må vi foretage en vurdering af alle disse teorier og synspunkter.
Jeg har allerede rådet jer til som en hjælp at bruge Engels' bog »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«. Denne bog påpeger, at enhver stat, hvor jorden og produktionsmidlerne er i privat eje, hvor kapitalen råder, er en kapitalistisk stat, hvor demokratisk den end er, en maskine, som kapitalisterne bruger til at holde arbejderne og de fattige bønder ned. Og almindelig stemmeret, konstituerende forsamling og parlament er bare en form, en slags veksel, som ikke forandrer sagens kerne.
Formerne for statens herredømme kan skifte; kapitalen viser sin magt på en måde, hvor den ene form foreligger, og på en anden måde, hvor den anden form foreligger. Men i virkeligheden ligger magten i hænderne på kapitalen, hvad enten stemmeretten er begrænset eller ikke, hvad enten republikken er demokratisk eller ikke, ja, jo mere demokratisk republikken er, des mere kynisk er kapitalismens herredømme. En af de mest demokratiske republikker i verden er Amerikas Forenede Stater, men ingen steder i verden (de, som har være i Amerika efter 1905, har antagelig en ide om det) er kapitalens magt, en håndfuld milliardærers magt over hele samfundet, så rå og så åbent korrupt som i Amerika. Når kapitalen først eksisterer, behersker den hele samfundet, og ingen demokratisk republik, ingen form for stemmeret kan forandre sagens kerne.
Den demokratiske republik og den almindelige stemmeret var et vældigt fremskridt sammenlignet med feudalismen; den har sat proletariatet i stand til at opnå sin nuværende enhed og solidaritet, til at danne disse faste og disciplinerede rækker, som fører en systematisk kamp mod kapitalen. Der var ikke engang noget, som tilnærmelsesvis lignede dette blandt de livegne bønder, for ikke at snakke om blandt slaverne. Slaverne gjorde, som vi ved, oprør, lavede optøjer og satte borgerkrige i gang, men de kunne aldrig skabe et klassebevidst flertal eller partier til at lede kampen, de kunne ikke klart se, hvilket mål de havde, og selv i historiens mest revolutionære øjeblikke var de altid brikker i hænderne på de herskende klasser. Den borgerlige republik, parlamentet, den almindelige stemmeret - alt dette er store fremskridt set ud fra samfundsudviklingen i verden. Menneskeheden bevægede sig hen imod kapitalismen, og det var kapitalismen alene, som takket være bykulturen, satte den undertrykte proletariske klasse i stand til at blive sig selv bevidst og skabe den verdensomspændende arbejderbevægelse; millioner af arbejdere er over hele verden organiseret i de socialistiske partier, som bevidst leder massernes kamp. Uden parlamentarismen, uden et valgsystem havde denne udvikling af arbejderklassen været umulig. Derfor er disse ting blevet så vigtige i de brede folkemassers øjne. Derfor synes en radikal ændring at være vanskelig. Det er ikke bare bevidste hyklere, videnskabsmænd og præster, som forsvarer den borgerlige løgn, at staten er fri og dens opgave er at forsvare alles interesser. Det samme gør en hel del mennesker, som oprigtigt holder fast ved de gamle fordomme, og som ikke kan forstå overgangen fra det gamle kapitalistiske samfund til socialismen. Ikke bare folk, som er direkte afhængige af kapitalen, ikke bare dem, som ligger under for kapitalismens åg eller er blevet bestukket af kapitalen (der findes en hel del af alle slags videnskabsmænd og præster osv. i kapitalens tjeneste), men til og med folk, som er under indflydelse af fordomme om den borgerlige frihed, har grebet til våben mod bolsjevismen over hele verden, fordi sovjetrepublikken, da den blev grundlagt, afviste disse borgerlige løgne og åbent erklærede: De siger, at deres stat er uafhængig, men så længe der findes privatejendom, er deres stat i virkeligheden, selvom den er en demokratisk republik, kun et apparat, kapitalisterne bruger til at undertrykke arbejderne med, og jo mere uafhængig staten er, jo mere kommer dette til udtryk. Eksempler på dette er Schweiz i Europa og Amerikas Forenede Stater. Ingen steder hersker kapitalen så kynisk og ubarmhjertig og ingen steder er dette så tydeligt som i disse lande, selvom de er demokratiske republikker, uanset hvor smukt de er ferniseret og trods al snak om arbejder-demokrati og lighed for alle indbyggere. Faktum er, at kapitalen hersker i Schweiz og i De forenede Stater, og ethvert forsøg fra arbejderne på at opnå den allermindste reelle forbedring af deres kår bliver øjeblikkeligt mødt med borgerkrig. Der er færre soldater, en mindre stående hær i disse lande - Schweiz har en milits og enhver schweizer har et gevær hjemme, mens Amerika var uden stående hær indtil for ganske nylig. Derfor er det sådan, at når en strejke bryder ud, væbner borgerskabet sig, lejer soldater og slår strejker ned, og denne undertrykkelse af arbejderbevægelsen bliver ingen steder gennemført med en så ubarmhjertig hårdhed som i Schweiz og Amerika, og intet steds er kapitalens indflydelse i parlamentet tydeligere end i disse lande. Kapitalens magt er alt, børsen er alt, mens parlament og valg er marionetter, nikkedukker .. . Men arbejdernes øjne åbnes mere og mere, og sovjetstyrets ide breder sig videre og videre, særlig efter det store blodbad, vi har oplevet fornyelig. Nødvendigheden af en uforsonlig krig mod kapitalisterne bliver tydeligere og tydeligere for arbejderklassen.
Uanset hvilke former en republik gemmer sig bag, uanset hvor demokratisk den er, hvis den er en borgerlig republik, hvis den opretholder den private ejendomsret til jorden og til bedrifter, og hvis privat-kapital holder hele samfundet i lønslaveri, dvs. hvis republikken ikke gennemfører det, som proklameres i vort partiprogram og i sovjetforfatningen, da er denne stat et apparat for nogle personers undertrykkelse af andre; og vi skal lægge dette apparat i hænderne på den klasse, som skal styrte kapitalens magt. Vi skal kaste alle de gamle fordomme fra os om, at staten betyder almindelig lighed - for det er løgn: Så længe der findes udbytning, kan der ikke findes lighed. Jordejeren kan ikke være ligestillet med arbejderen, den som er sulten kan ikke ligestilles med den som er mæt. Dette apparat, som kaldes staten, og som folk har bøjet sig for i ærefrygt, fordi de troede på dette gamle eventyr om at det betyder folkestyre, eventyr som proletariatet afslører som borgerlig løgn, dette apparat vil proletariatet knuse. Hidtil har vi frataget kapitalisterne dette apparat og overtaget det.
Vi skal bruge dette apparat, dette våben, til at fjerne al udbytning. Når mulighederne for udbytning ikke eksisterer længere noget sted i verden, når der ikke længere findes jordejere og fabriksejere, og når det ikke længere er sådan, at nogle frådser, mens andre sulter, først når disse muligheder ikke længere eksisterer, kan vi kaste dette apparat på møddingen. Da vil der ikke være nogen stat og ingen udbytning. Dette er vort kommunistiske partis standpunkt. Jeg håber, at vi kan komme tilbage til dette emne ved senere forelæsninger, og komme tilbage til det gang på gang.