Reaktionære perioder som denne nøjes ikke med at nedbryde og svække arbejderklassen og dens avantgarde. De sænker også bevægelsens generelle ideologiske niveau og kaster den politiske tænkning tilbage til stadier, som vi gik igennem for lang tid siden. Under disse forhold består avantgardens vigtigste opgave i ikke at lade sig rive med af den bagstræberiske strømning: Den må svømme mod strømmen. Hvis et ufordelagtigt styrkeforhold forhindrer den i at holde de vundne positioner, må den i det mindste fastholde sine ideologiske positioner, for de udtrykker fortidens dyrt betalte erfaringer. Tåber vil kalde denne politik "sekterisk". I virkeligheden er den kun et middel til at forberede sig til et nyt stort skridt fremad med det kommende historiske tidevand.
Reaktionen mod marxisme og bolsjevisme
Store politiske nederlag fremprovokerer uundgåeligt en omvurdering af værdier, som generelt går i to retninger. På den ene side forsvarer den sande avantgarde, som har fået nederlagets erfaring, den revolutionære tankes arv med næb og kløer, og på dette grundlag prøver den at uddanne nye kadrer til fremtidens massekampe. På den anden side gør rutinisterne, centristerne og dilettanterne, som er blevet skræmt af deres nederlag, alt hvad de kan for at ødelægge den revolutionære traditions autoritet og gå baglæns i deres søgen efter det "nye ord".
Man kunne finde mange eksempler på ideologisk reaktion, der oftest udtrykker sig i knæfald. Alle skriverier fra Anden og Tredje Internationale og deres satellitter i London-bureauet består hovedsagelig af sådanne eksempler. Ikke en antydning af marxistisk analyse. Ikke et eneste seriøst forsøg på at forklare nederlagets årsager. Om fremtiden ikke ét nyt ord. Kun klicheer, konformitet, løgne og frem for alt omsorg for egen bureaukratisk selvopholdelse. Det er tilstrækkeligt at snuse til ti linier fra folk som Hilferding eller Otto Bauer for at kende denne råddenskab. Kominterns teoretikere er ikke engang værd at nævne. Den berømte Dimitroff er så uvidende og middelmådig som en kræmmer over et krus øl. Disse folk er for dovne i deres sind til at fordømme marxismen: de prostituerer den. Men det er ikke dem, der interesserer os nu. Lad os vende os mod "nyskaberne".
Den tidligere østrigske kommunist, Willi Schlamm, har viet en lille bog til Moskvaprocesseme med den udtryksfulde titel "løgnets diktatur". Schlamm er en begavet journalist, som hovedsagelig interesserer sig for aktuelle begivenheder. Hans kritik af Moskva-komplottet og hans blotlæggelse af de "frivillige tilståelsers" psykologiske mekanismer er glimrende. Men han nøjes ikke med dette: Han vil skabe en ny socialisme-teori, som skal sikre os mod nederlag og komplotter i fremtiden. Men fordi Schlamm på ingen måde er teoretiker og tilsyneladende ikke kender meget til socialismens udviklingshistorie, vender han fuldt og helt tilbage til før-marxistisk socialisme og navnlig til dens tyske, dvs. dens mest tilbagestående, sentimentale og sødladne variation. Schlamm fornægter dialektikken og klassekampen, for ikke at nævne proletariatets diktatur. Problemet med at ændre samfundet reduceres for ham til realiseringen af bestemte "eviggyldige" moralske sandheder, som han vil bibringe menneskeheden, selv under kapitalismen.
Willi Schlamms forsøg på at redde socialismen ved at indsætte en moralsk kirtel hilses med både fryd og stolthed i Kerenskijs tidsskrift "Novaja Rossia" (et gammelt provinsielt russisk tidsskrift, som nu publiceres i Frankrig). Som redaktionen retfærdigt nok konkluderer, er Schlamm endt ved den sande russiske socialismes principper, som for lang tid siden stillede de hellige principper om tillid, håb og velgørenhed op over for klassekampens barskhed og skarphed. De russiske "socialrevolutionæres" "nye" doktrin repræsenterer i sine "teoretiske" forudsætninger blot en tilbagevenden til den tyske socialisme før marts (1848!). Det ville dog være uretfærdigt at afkræve Kerenskij et nærmere kendskab til idehistorie end Schlamms. Langt vigtigere er det faktum, at Kerenskij, som er solidarisk med Schlamm, i sin tid som regeringschef beskyldte bolsjevikkerne for at være agenter for den tyske generalstab. Det vil sige: Han organiserede de samme komplotter, som Schlamm nu mobiliserer sine mølædte, metafysiske absolutter imod.
Den psykologiske mekanisme ved Schlamms og hans ligemænds ideologiske reaktion er slet ikke kompliceret. Et stykke tid tog disse mennesker del i en politisk bevægelse, der svor ved klassekampen og i ord, om end ikke i tanker, påberåbte sig den dialektiske materialisme. I både Østrig og Tyskland endte det hele i katastrofe. Schlamm drager en altomfattende konklusion: Dette er et resultat af dialektikken og klassekampen! Og fordi udvalget af åbenbaringer begrænses af historisk erfaring og personlig viden, støder vor reformator i sin søgen efter Ordet på en bunke gamle klude, som han tappert stiller op over for ikke blot bolsjevismen, men også marxismen.
Ved første øjekast synes Schlamms type af ideologisk reaktion at være for primitiv (fra Marx... til Kerenskij!) til at dvæle ved. Men den er faktisk meget lærerig. For præcis i kraft af sin primitivitet repræsenterer den fællesnævneren for alle andre typer af reaktion, især de typer, som udtrykkes ved en fuldstændig afvisning af bolsjevismen.
"Tilbage til marxismen"?
Marxismen har fundet sit højeste historiske udtryk i bolsjevismen. Under bolsjevismens banner sejrede proletariatet for første gang, og den første arbejderstat blev grundlagt. Intet kan slette disse kendsgerninger fra historien. Men fordi oktoberrevolutionen på sit nuværende stadium har ført til sejr for bureaukratiet, med dets undertrykkelse, udbytning og forfalskninger - til "løgnets diktatur", for nu at bruge Schlamms elegante udtryk - springer mange formalistiske og overfladiske sind til den summariske konklusion, at man ikke kan bekæmpe stalinismen uden at afvise bolsjevismen. Som vi allerede ved, går Schlamm videre: Bolsjevismen, som degenererede til stalinisme, voksede selv ud af marxismen. Derfor kan man ikke bekæmpe stalinismen og samtidig forblive marxist.
Der er andre, som er mindre konsistente, men til gengæld flere, som derimod siger: "Vi må gå fra bolsjevismen tilbage til marxismen". Hvordan? Til hvilken marxisme? Før marxismen gik "bankerot" i bolsjevismens form, var den allerede nedbrudt i socialdemokratismens form. Betyder parolen "tilbage til marxismen" da et spring over Anden og Tredje Internationales perioder tilbage til Første Internationale? Men denne brød også sammen i sin tid. Dermed er det i sidste ende et spørgsmål om at vende tilbage til Marx' og Engels' samlede værker. Man kan fuldføre dette heroiske spring i sit studerekammer og endda uden at afføre sig sine hjemmesko. Men hvordan skal vi gå videre fra vore klassikere (Marx døde i 1883, Engels i 1895) til vor egen tids opgaver og udelade flere årtiers teoretiske og politiske kampe, heriblandt bolsjevismen og oktoberrevolutionen? Ingen af dem, der foreslår at affærdige bolsjevismen som en historisk "bankerot" tendens, har anvist nogen anden vej. Så spørgsmålet reduceres til det enkle råd om at læse "Kapitalen". Vi kan dårligt protestere. Men bolsjevikkerne studerede også "Kapitalen", og det meget opmærksomt. Dette forhindrede dog ikke sovjetstatens degeneration og iværksættelsen af Moskvaprocesserne. Så hvad må der gøres?
Er bolsjevismen ansvarlig for stalinismen?
Passer det, at stalinismen er det retmæssige produkt af bolsjevismen, som alle reaktionære mener, som Stalin selv sværger på, og som mensjevikkerne, anarkisterne og visse venstredoktrinære, der betragter sig selv som marxister, tror? "Vi har altid forudsagt dette", siger de. "Fordi den startede med at forbyde de andre socialistiske partier, undertrykke anarkisterne og oprette bolsjevikisk diktatur i sovjetterne, kunne oktoberrevolutionen kun ende med bureaukratiets diktatur. Stalin er leninismens fortsættelse og fallit".
Fejlen i dette ræsonnement begynder ved den stiltiende sammenblanding af bolsjevismen, oktoberrevolutionen og Sovjetunionen. Den historiske proces af kampen mellem fjendtlige kræfter er erstattet af bolsjevismens udvikling i et tomrum. Bolsjevismen er imidlertid kun en politisk tendens, som er tæt sammensvejset med arbejderklassen, men ikke identisk med den. Og ud over arbejderklassen eksisterer der i Sovjetunionen hundrede millioner bønder, forskellige nationaliteter og en arv af undertrykkelse, elendighed og uvidenhed. Den stat, som bolsjevikkerne opbyggede, afspejler ikke kun bolsjevismens tanke og vilje, men også landets kulturelle niveau, befolkningens sociale sammensætning, presset fra en barbarisk fortid og en ikke mindre barbarisk verdensimperialisme. At fremstille degenerations-processen i sovjetstaten som udviklingen af bolsjevisme alene er at ignorere den sociale virkelighed ved kun at tale om et af dens elementer og isolere dette ved hjælp af formallogik. Man må kalde denne grundlæggende fejl ved dens rette navn for at blive af med ethvert spor af den.
I alle tilfælde betragtede bolsjevismen sig aldrig som et med oktoberrevolutionen eller den sovjetstat, som var resultatet af den. Bolsjevismen så sig selv som en af historiens faktorer, den "bevidste" faktor - en meget vigtig faktor, men ikke den afgørende. Vi begik aldrig den historiske subjektivismes fejl. Vi så den afgørende faktor - på produktivkræfternes eksisterende grundlag - i klassekampen, ikke på nationalt, men på internationalt plan.
Da bolsjevikkerne gav indrømmelser til bøndernes tendens til privatejendom, satte strenge regler for medlemskab af partiet, rensede partiet for fremmedelementer, forbød andre partier, indførte NEP, tillod virksomheder eller indgik diplomatiske aftaler med imperialistiske regeringer, drog de delkonklusioner af den grundlæggende sandhed, som teoretisk havde stået dem klart fra begyndelsen: At magtovertagelsen, hvor vigtig den end måtte være i sig selv, på ingen måde gør partiet til en suveræn hersker over den historiske proces. Når partiet har erobret staten, er det helt afgjort i stand til at påvirke samfundets udvikling på en måde, som før var uopnåelig for det; men samtidig underlægger det sig en ti gange større indflydelse fra alle andre elementer i samfundet. Ved et direkte angreb fra fjendtlige kræfter kan det sættes fra magten. Med et mere tøvende udviklingstempo kan det degenerere internt, mens det holder sig ved magten. Det er præcis denne dialektik i den historiske proces, som ikke står klart for disse sekteriske logikere, der prøver at bruge det stalinistiske bureaukratis forfald som et knusende argument mod bolsjevismen.
Egentlig siger disse herrer: Det revolutionære parti, som ikke i sig selv indeholder nogen garanti mod sin egen degeneration, er dårligt. Med dette kriterium er bolsjevismen naturligvis dømt - det har ingen talisman. Men selve kriteriet er forkert. Videnskabelig tænkning kræver en konkret analyse: Hvordan og hvorfor degenererede partiet? Ingen andre end bolsjevikkerne selv har indtil nu lavet sådan en analyse. For at gøre dette skulle de ikke bryde med bolsjevismen. Tværtimod fandt de i dens arsenal alt, hvad de behøvede for at gøre sig dens skæbne klart. De drog denne konklusion: Stalinismen "udsprang" ganske givet af bolsjevismen, dog ikke logisk, men dialektisk; ikke som en revolutionær bekræftelse, men som en thermidoriansk negation. Det er på ingen måde det samme.
Bolsjevismens fundamentale prognose
Bolsjevikkerne behøvede imidlertid ikke vente på Moskvaprocesserne for at forklare desintegrationen af det regerende parti i USSR. For lang tid siden forudså og omtalte de denne udviklings teoretiske mulighed. Lad os erindre bolsjevikkernes prognose, ikke kun i tiden op til oktoberrevolutionen, men i årevis før. Det nøjagtige styrkeforhold på nationalt og internationalt niveau kan gøre proletariatet i stand til at tage magten først i et tilbagestående land som Rusland. Men det samme styrkeforhold viser på forhånd, at arbejderregeringen i Rusland ikke vil kunne overleve uden en mere eller mindre hurtig sejr for proletariatet i de avancerede lande. Hvis sovjetstyret overlades til sig selv, vil det enten styrte sammen eller degenerere. Eller rettere: Det vil først degenerere og dernæst styrte sammen. Fra 1905 og fremefter har jeg selv skrevet om dette adskillige gange. I min bog "Den russiske revolutions historie" (se "Appendix" til sidste bind: "Socialisme i et land") er samlet alt, hvad de bolsjevikiske ledere sagde om dette spørgsmål fra 1918 til 1923. Det fører altsammen til en konklusion: Uden en revolution i Vesten vil bolsjevismen blive likvideret, enten af intern kontrarevolution eller af ekstern intervention, eller af en kombination af begge. Lenin fremhævede igen og igen, at bureaukratiseringen af sovjetregimet ikke var et teknisk eller organisatorisk spørgsmål, men den potentielle begyndelse på en degeneration af arbejderstaten.
Ved den ellevte partikongres i marts 1922 talte Lenin om den støtte, som Sovjetrusland fik under NEP-tiden fra bestemte borgerlige politikere, især den liberale professor Ustrjalov. "Jeg er for støtte til sovjetmagten i Rusland", sagde Ustrjalov, selv om han var Kadet, borgerlig og støttede intervention - "for på sin nuværende kurs er den på vej tilbage til almindelig borgerlig magt".
Lenin foretrækker fjendens kyniske stemme frem for "sukkersød kommunistisk plapren". Han advarer sobert og barskt partiet om faren: "Det må siges åbent: Hvad Ustrjalov siger er muligt. Historien kender til ændringer af alle slags; i politik er det absolut useriøst at sætte sin lid til overbevisning, hengivelse og andre fremragende moralske kvaliteter. Kun et lille antal mennesker har fremragende moralske kvaliteter. Det historiske resultat afgøres af de gigantiske masser, som, hvis de ikke er tilfredse med dette lille antal mennesker, ikke vil behandle dem alt for høfligt". Kort sagt er partiet ikke udviklingens eneste faktor og i -større historisk målestok er det ikke den altafgørende.
"En nation erobrer en anden", fortsatte Lenin ved samme kongres, den sidste, han deltog i… "dette er temmelig simpelt og forståeligt for enhver. Men hvad med disse nationers kultur? Det er ikke så enkelt. Hvis den sejrende nation har en højere kultur end den besejrede, påtvinger den sin kultur på sidstnævnte. Men hvis det modsatte er tilfældet, så påtvinger den besejrede nation sin kultur på sejrherren. Skete noget sådant ikke i RSFSR's hovedstad, og var det ikke på denne måde, at 4700 kommunister (næsten en hel division, og alle den bedste slags) blev underlagt en fremmed kultur?"
Dette blev sagt i begyndelsen af 1922, og det var ikke første gang. Historien skabes ikke af nogle få mennesker, ikke engang "de bedste"; og ydermere: Disse "bedste" kan degenerere i en fremmed, dvs. borgerlig, kulturs ånd. Ikke alene kan sovjetstaten opgive socialismens vej, men Bolsjevikpartiet kan under ugunstige historiske forhold miste sin bolsjevisme.
Venstreoppositionen, som blev endeligt dannet i 1923, udsprang af en klar forståelse af denne fare. Idet den dag for dag dokumenterede degenerationens symptomer, prøvede den i kampen mod Thenuidor at modstille den proletariske avantgardes bevidste vilje. Denne subjektive faktor viste sig dog at være utilstrækkelig. De "gigantiske masser", som ifølge Lenin afgør kampens resultat, blev trætte af interne afsavn og af at vente for længe på verdensrevolutionen. Massernes stemning dalede. Bureaukratiet fik overtaget. Det underkuede den revolutionære avantgarde, trådte marxismen under fode og prostituerede Bolsjevikpartiet. Stalinismen sejrede. I form af Venstreoppositionen brød bolsjevismen med Sovjetbureaukratiet og dets Komintern. Dette var udviklingens virkelige kurs.
Ganske vist udsprang stalinismen i formel forstand af bolsjevismen. Selv i dag fortsætter Moskvabureaukratiet med at kalde sig Bolsjevikpartiet. Det benytter ganske enkelt den gamle betegnelse "bolsjevisme" for bedre at kunne narre masserne. Så meget mere ynkelige er de teoretikere, som forveksler skallen med kernen og udseendet med virkeligheden. I deres sidestilling af bolsjevisme og stalinisme giver de thermidorianerne den bedst mulige hjælp og spiller dermed en klart reaktionær rolle.
Efter udryddelsen af alle andre partier fra den politiske arena finder de forskellige befolkningslags antagonistiske interesser og tendenser i større eller mindre målestok deres udtryk i det regerende parti. I den udstrækning, det politiske tyngdepunkt er skiftet fra den proletariske avantgarde til bureaukratiet, har partiet ændret sig i sin sociale struktur og i sin ideologi.
På grund af udviklingens voldsomme kurs har Bolsjevikpartiet i løbet af de sidste femten år lidt under en langt mere radikal degeneration, end socialdemokratiet gjorde på et halvt århundrede. Den nuværende udrensning trækker ikke blot en blodig linie mellem bolsjevisme og stalinisme, men en hel flod af blod. Tilintetgørelsen af hele den gamle generation af bolsjevikker, en vigtig del af den mellemgeneration, som deltog i borgerkrigen og den del af ungdommen, som tog de bolsjevikiske traditioner alvorligt, viser ikke blot en politisk, men en gennemført fysisk uforenelighed mellem bolsjevisme og stalinisme. Hvordan kan man se bort fra dette?
Stalinisme og "statssocialisme"
Hvad anarkisterne angår, forsøger de at se stalinismen som det organiske produkt af ikke kun bolsjevismen og marxismen, men "statssocialismen" generelt. De er villige til at erstatte Bakunins patriarkalske "føderation af frie fællesskaber" med den mere moderne føderation af frie sovjetter. Men de er, som tidligere, imod centraliseret statsmagt. Faktisk blev en type "statsmarxisme", socialdemokratiet, efter at være kommet til magten til en åben agent for kapitalismen. Den anden type affødte en ny privilegeret kaste. Det er åbenlyst, at ondets rod ligger i staten.
Set fra et generelt historisk synspunkt er der en kerne af sandhed i dette ræsonnement. Staten som et apparat for tvang er uden tvivl en kilde til politisk og moralsk infektion. Som erfaringerne har vist, gælder dette også for arbejderstaten. Derfor kan det siges, at stalinismen er et produkt af en samfundstilstand, hvor samfundet stadig ikke kunne rive sig løs af statens spændetrøje. Men denne situation, som ikke indeholder noget til evalueringen af bolsjevisme eller marxisme, karakteriserer kun menneskehedens generelle kulturelle niveau, og først og fremmest magtrelationerne mellem proletariatet og borgerskabet.
Efter at have erklæret os enige med anarkisterne i, at staten, selv arbejderstaten, er et produkt af klassebarbari, og at al menneskelig historie vil begynde med statens afskaffelse, har vi stadig foran os og ved fuld kraft spørgsmålet: Hvilke midler og metoder vil endeligt føre til statens afskaffelse? Nylige erfaringer beviser, at det bestemt ikke er anarkismens metoder.
Lederne af CNT, den eneste betydelige anarkistiske organisation i verden, blev i ellevte time til borgerlige ministre. De forklarede deres åbne forræderi mod den anarkistiske teori med presset fra "usædvanlige omstændigheder". Men brugte det tyske socialdemokrati i sin tid ikke den samme undskyldning? Naturligvis er borgerkrig ikke en fredelig og almindelig tilstand, men en "usædvanlig omstændighed". Enhver seriøs revolutionær organisation forbereder sig imidlertid på lige netop "usædvanlige omstændigheder".
Erfaringerne fra Spanien har endnu en gang vist, at staten kan "fornægtes" i bøger, som udgives under "normale omstændigheder" med den borgerlige stats tilladelse, men at revolutionære tilstande ikke giver plads til "fornægtelse" af staten; de kræver tværtimod erobring af staten. Vi har ikke det mindste ønske om at anklage anarkisterne for ikke at have likvideret staten ved et blot og bart pennestrøg. Et revolutionært parti er, selv efter det har erobret magten (hvad de anarkistiske ledere var ude af stand til, på trods af de anarkistiske arbejderes heltemodighed), stadig ikke samfundets suveræne hersker. Men vi anklager på det kraftigste den anarkistiske teori, som syntes at passe glimrende i fredstid, men som måtte droppes hurtigt så snart de "usædvanlige omstændigheder" - revolutionen - var begyndt. I gamle dage var der visse generaler - og de findes sikkert stadigvæk - som mente, at det mest skadelige for en hær var krig. I samme kategori fordeles de revolutionære, som hævder, at deres doktrin ødelægges rrevolutionen.
Marxisterne er fuldstændig enige med anarkisterne om det endelige mål: statens afskaffelse. Marxister "dyrker" kun staten i den udstrækning, den ikke afskaffes blot ved at blive ignoreret. De erfaringer, stalinismen har givet os, modbeviser ikke marxismen, men bekræfter den fra den negative side.
Den revolutionære doktrin, som lærer proletariatet at orientere sig korrekt i situationer og at profitere aktivt af dem, indeholder selvfølgelig ingen automatisk garanti for sejr. Men sejr er kun mulig gennem tilegnelsen af denne doktrin. Derudover må sejren ikke ses som en enkeltbegivenhed. Den må vurderes i en historisk epokes perspektiv. Den første arbejderstat - på et skrøbeligt økonomisk grundlag og omringet af imperialismen - blev forvandlet til stalinismens gendarmeri. Men den ægte bolsjevisme indledte en kamp på liv og død mod det gendarmeri. For at opretholde sig selv var stalinismen nu nødt til at føre en direkte borgerkrig mod bolsjevismen under betegnelsen "trotskisme", ikke blot i Sovjetunionen, men også i Spanien. Det gamle Bolsjevikparti er dødt, men bolsjevismen rejser sig overalt.
At udlede stalinismen fra bolsjevismen eller fra marxismen er det samme som i bredere forstand at udlede kontrarevolution fra revolution. Liberal-konservativ og siden hen reformistisk tænkning har altid været karakteriseret ved denne kliche. På grund af samfundets klassestruktur har revolutioner altid produceret kontrarevolutioner. Tyder det ikke på, spørger logikeren, at der findes en indre fejl i den revolutionære metode? Imidlertid har hverken de liberale eller reformisterne endnu haft held til at opfinde en mere "økonomisk" metode.
Men hvis det ikke er let at rationalisere den levende historiske proces, så er det ikke så svært endda at give en rationel fortolkning af dens bølgers omskiftelighed, og dermed ved hjælp af formallogik udlede stalinismen fra "statssocialismen", fascismen fra marxismen, reaktion fra revolution, kort sagt: antitesen fra tesen. På dette, såvel som på mange andre områder, er den anarkistiske tankegang holdt som fange af den liberale rationalisme. Virkelig revolutionær tænkning er umulig uden dialektik.
Bolsjevismens politiske "synder" som kilden til stalinisme
Rationalisternes argumenter indtager somme tider, i det mindste i deres ydre form, en mere konkret karakter. De udleder ikke stalinismen fra bolsjevismen som helhed, men fra dens politiske synder.[1] Ifølge Gorter, Pannekoek, visse tyske "spartakister" og andre, erstattede bolsjevikkerne proletariatets diktatur med partiets diktatur; Stalin erstattede partiets diktatur med bureaukratiets diktatur. Bolsjevikkerne knuste alle andre partier end deres eget; Stalin kvalte Bolsjevikpartiet i en bonapartistisk klikes interesser. Bolsjevikkerne indgik kompromiser med borgerskabet; Stalin blev dets allierede og støtte. Bolsjevikkerne prædikede nødvendigheden af at deltage i de gamle fagforeninger og i det borgerlige parlament; Stalin blev ven med fagforeningsbureaukratiet og det borgerlige demokrati. Man kan lave sådanne sammenligninger efter behag. Trods al deres tilsyneladende effektivitet er de fuldstændig tomme.
Proletariatet kan kun tage magten gennem sin avantgarde. Statsmagtens nødvendighed i sig selv kommer af massernes utilstrækkelige kulturelle niveau og af deres uensartethed. Massernes ønske om at opnå frihed er krystalliseret i den revolutionære avantgarde, som er organiseret i et parti. Uden klassens tillid og støtte til avantgarden kan man ikke tale om erobring af magten. I denne forstand er den proletariske revolution og det proletariske diktatur hele klassens værk, men kun under avantgardens ledelse. Sovjetterne er blot den organiserede form for forbindelsen mellem avantgarden og klassen. Denne form kan kun få et revolutionært indhold af partiet. Dette bevises af oktoberrevolutionens positive erfaring og af den negative erfaring fra andre lande (Tyskland, Østrig, Spanien). Ingen har i praksis vist eller på papir tydeligt forklaret, hvordan proletariatet kan tage magten uden politisk ledelse af et parti, der ved hvad det vil. At dette parti politisk underordner sovjetterne under deres ledere har ikke i sig selv afskaffet sovjetsystemet mere end det konservative flertals overherredømme har afskaffet det britiske parlamentariske system.
Hvad angår forbudet mod de andre sovjetpartier, så udsprang det ikke af nogen bolsjevikisk "teori", men var et af diktaturets forsvarsmidler i et tilbagestående og hærget land, som var omringet af fjender. For bolsjevikkerne stod det klart fra begyndelsen, at dette skridt, som senere blev fuldendt af forbudet mod fraktioner inden for selve det regerende parti, signalerede en enorm fare. Grunden til faren lå imidlertid ikke i doktrinen eller i taktikken, men i diktaturets materielle svaghed, i vanskelighederne i dets interne og internationale situation.
Hvis revolutionen havde sejret, om så blot i Tyskland, ville behovet for forbud mod de andre sovjetpartier være forsvundet med det samme. Det er absolut ubestrideligt, at et enkelt partis dominans var det juridiske udgangspunkt for det stalinistiske totalitære system. Men grunden til denne udvikling ligger hverken i bolsjevismen eller i forbudet mod andre partier som en midlertidig foranstaltning i krigssituationen, men i antallet af proletariatets nederlag i Europa og Asien. Det samme gælder kampen med anarkismen. I revolutionens heroiske periode gik bolsjevikkerne hånd i hånd med de virkeligt revolutionære anarkister. Mange af dem blev trukket ind i partiets rækker. Forfatteren til disse linier diskuterede flere gange med Lenin muligheden af at tildele anarkisterne bestemte områder, hvor de - med lokalbefolkningens samtykke - kunne fuldføre deres statsløse eksperiment. Men borgerkrigen, blokaden og sulten gav ingen plads til sådanne planer. Kronstadt-oprøret? Men den revolutionære regering kunne naturligvis ikke "give" de oprørske matroser den fæstning, der beskyttede hovedstaden, blot fordi det reaktionære bonde-soldateroprør vandt tilslutning hos nogle få tvivlsomme anarkister. En konkret historisk analyse af begivenhederne giver ikke den mindste plads til legender om Kronstadt, Makhno og andre af revolutionens episoder, som er bygget op af uvidenhed og sentimentalitet. Tilbage står kun den kendsgerning, at bolsjevikkerne fra starten anvendte ikke blot overbevisning, men også tvang, ofte i en meget brutal udstrækning. Det er også ubestrideligt, at det bureaukrati, som voksede ud af revolutionen, senere monopoliserede tvangssystemet til eget brug. Ethvert udviklingstrin, selv så afgørende som revolution og kontrarevolution, udspringer af det foregående trin, har sine rødder i det, og påtager sig nogle af dets træk. Liberale, såsom ægteparret Webb, har altid fastholdt, at det bolsjevikiske diktatur blot var en ny version af zarismen. De lukker øjnene for "detaljer" som monarkiets og adelens afskaffelse, overdragelsen af jord til bønderne, ekspropriering af kapitalen, indførelse af planøkonomi, ateistisk undervisning osv. På samme måde lukker den liberal-anarkistiske tankegang øjnene for det faktum, at den bolsjevistiske revolution, med al sin undertrykkelse, betød en omvæltning af de sociale relationer i massernes interesse, hvorimod den stalinistiske, thermidorianske omvæltning ledsager ændringen af sovjetsamfundet i et privilegeret mindretals interesse. Det står klart, at der i sidestillingen af stalinisme og bolsjevisme ikke er antydningen af socialistisk kriterium.
Spørgsmål om teori
Et af de mest fremragende træk ved bolsjevismen er dens strenge, præcise, endda stridslystne holdning til spørgsmål om doktrin. De 27 bind med Lenins værker vil forblive et eksempel på den højeste teoretiske pligtopfyldenhed. Uden denne fundamentale kvalitet ville bolsjevismen aldrig have kunnet opfylde sin historiske rolle. I denne forstand ligger stalinismen - simpel, uvidende og helt igennem empirisk - på den modsatte pol.
I sit program erklærede Oppositionen for over ti år siden: "Efter Lenins død er der blevet skabt et helt nyt sæt teorier, hvis eneste formål er at retfærdiggøre stalinisternes tilbageskred fra den internationale proletariske revolutions vej". For bare et par dage siden skrev en amerikansk forfatter, Liston M. Oak, som har deltaget i den spanske revolution: "Stalinisterne er i dag i virkeligheden de fremmeste revisionister af Marx og Lenin - Bernstein turde ikke gå halvt så langt som Stalin i sin revision af Marx". Dette er absolut sandt. Man behøver kun tilføje, at Bernstein faktisk følte visse teoretiske behov. Han forsøgte pligtopfyldende at fastslå forholdet mellem socialdemokratiets reformistiske praksis og dets program. Derimod har det stalinistiske bureaukrati intet til fælles med marxismen, og er generelt fremmed for enhver doktrin og enhver lære overhovedet. Dets "ideologi" er fuldstændig gennemsyret af subjektivisme, dets praksis er den grove volds empirisme. I overensstemmelse med sine hovedinteresser er snylterkasten fjendtligt indstillet over for enhver teori. Den kan hverken forklare sin sociale rolle for sig selv eller for nogen som helst andre. Stalin reviderer ikke Marx og Lenin med teoretikerens pen, men med GPU's støvlehæl.
Spørgsmål om moral
Klagerne over bolsjevismens "umoralitet" kommer især fra de brovtende ubetydeligheder, hvis billige masker bolsjevismen har revet væk. I småborgerlige, intellektuelle, demokratiske, "socialistiske", litterære, parlamentariske og andre kredse, hersker konventionelle værdier eller et konventionelt sprog for at dække over deres mangel på værdier. Dette store og brogede selskab til gensidig beskyttelse - "lev og lad leve" - kan ikke klare berøringen af den marxistiske knivsæg på sin følsomme hud.
Idet de tøver mellem forskellige lejre, mente og mener teoretikerne, skriverkarlene og moralisterne fortsat, at bolsjevikkerne ondsindet overdriver forskellene, er ude af stand til "loyalt" samarbejde og gennem deres "intriger" spolerer arbejderbevægelsens enhed. Desuden har den følsomme og snerpede centrist altid ment, at bolsjevikkerne "bagtalte" ham - simpelthen fordi de fulgte hans halvt udviklede tanker til dørs for ham. Han var aldrig selv i stand til det. Men det faktum står tilbage, at kun en kompromisløs holdning til alle udflugter og undvigelser kan uddanne et revolutionært parti, som ikke vil blive taget på sengen af "usædvanlige omstændigheder".
Ethvert partis moralske kvaliteter udspringer i sidste ende af de historiske interesser, som det står for. Bolsjevismens moralske kvaliteter, selvopofrelse, ligegyldighed og dristighed og foragt for enhver form for glimmer og falskhed - den menneskelige naturs fineste kvaliteter! - udspringer af revolutionær uforsonlighed i de undertryktes tjeneste. Også på dette område imiterer det stalinistiske bureaukrati bolsjevismens ord og fagter. Men når kendetegnene "uforsonlighed" og "ubøjelighed" tilegnes af et overvågningsapparat i et privilegeret mindretals tjeneste, bliver de en kilde til demoralisering og gangstervæsen. Man kan kun føle foragt for disse herrer, som identificerer bolsjevikkernes revolutionære heroisme med thermidorianernes bureaukratiske kynisme. Selv nu, på trods af den senere tids dramatiske begivenheder, foretrækker gennemsnitsfilistren at tro, at kampen mellem bolsjevisme ("trotskisme") og stalinisme dybest set er et sammenstød mellem personlige ambitioner, eller i bedste fald en konflikt mellem to "afskygninger" af bolsjevismen. Det groveste udtryk for dette standpunkt kommer fra Norman Thomas, leder af det amerikanske Socialist Party. Han skriver (i Socialist Review september 1937, side 6): "Der er ringe grund til at tro, at vi hvis Trotskij havde vundet (!) i stedet for Stalin ville have set en ende på intriger, komplotter og frygtens hersken i Rusland". Og denne mand betragter sig selv som marxist! Man kunne med samme ret sige: "Der er ringe grund til at tro, at hvis pavestolen i stedet for Pius XI var blevet besat af Nonnan I, så ville den katolske kirke være blevet forvandlet til et bolværk for socialismen". Thomas forstår ikke, at det ikke er et spørgsmål om en kappestrid mellem Stalin og Trotskij, men om en modsætning mellem bureaukratiet og proletariatet.
Ganske vist er Sovjetunionens herskende lag selv nu tvunget til at tilpasse sig til den endnu ikke helt likviderede revolutionære arv, mens det samtidig gennem direkte borgerkrig (blodig "udrensning" - masseudryddelse af de utilfredse) forbereder et skift i det sociale regime. Men i Spanien optræder den stalinistiske klike allerede åbent som et bolværk for den borgerlige orden mod socialismen.
Mens vi ser på det, bliver kampen mod det bonapartistiske bureaukrati til klassekamp: to verdener, to programmer, to moralsæt. Hvis Thomas tror, at det socialistiske proletariats sejr over den berygtede, undertrykkende kaste ikke ville regenerere sovjetstyret moralsk og politisk, viser han kun, at han på trods af alle sine forbehold, sin tøven og sine fromme suk er langt tættere på det stalinistiske bureaukrati end på arbejderne. Ligesom andre, der vil "afsløre" bolsjevismens "umoralitet", er Thomas simpelthen ikke den revolutionære moral voksen.
Bolsjevismens traditioner og Fjerde Internationale
De "venstreorienterede", som forsøgte at springe over bolsjevismen i deres "tilbagevenden" til marxismen nøjedes almindeligvis med isolerede patentløsninger: boykot af de gamle fagforeninger, boykot af parlamentet, oprettelsen af "ægte" sovjetter. Alt dette kunne stadig synes yderst dybsindigt i den rørte tid lige efter krigen. Men nu, i lyset af senere erfaringer, har sådanne "børnesygdomme" ikke længere interesse, ikke engang som kuriositeter. Hollænderne Gorter og Pannekoek, de tyske "spartakister" og de italienske bordigister viste kun deres uafhængighed af bolsjevismen ved kunstigt at oppuste et af dens træk og stille det i modsætning til resten. Men hverken i teori eller praksis er der noget tilbage af disse "venstrefløjstendenser", et indirekte, men vigtigt bevis for, at bolsjevismen er den eneste mulige form for marxisme i denne epoke.
Bolsjevikpartiet viste i handling en kombination af den højeste revolutionære dristighed med politisk realisme. Det etablerede for første gang det eneste forhold mellem avantgarden og klassen, som kan sikre sejren. Det har gennem erfaring vist, at alliancen mellem proletariatet og de undertrykte masser i småborgerskabet på landet og i byerne kun er mulig gennem den politiske omstyrtelse af de traditionelle småborgerlige partier. Bolsjevikpartiet har vist hele verden, hvordan væbnet oprør og magtovertagelse udføres. De, der modstiller sovjetternes abstraktion til partidiktatur, bør forstå, at det kun var takket være bolsjevikkernes ledelse, at sovjetterne kunne hæve sig op fra den reformistiske sump og opnå proletariatets statsform. Bolsjevikpartiet opnåede i borgerkrigen den korrekte kombination af militærkunst og marxistisk politik.
Selv hvis det skulle lykkes det stalinistiske bureaukrati at ødelægge det nye samfunds økonomiske grundlag, vil erfaringen om planøkonomi under Bolsjevikpartiets ledelse være indtrådt i historien til alle tider som et af menneskehedens største lærestykker. Dette kan kun ignoreres af stødte og fornærmede sekterikere, som har vendt den historiske proces ryggen.
Desuden kunne Bolsjevikpartiet kun udføre sit enestående "praktiske" arbejde, fordi det belyste alle sine skridt med teorien. Bolsjevismen skabte ikke denne teori. Den blev fremsat af marxismen. Men marxismen er teori om bevægelse, ikke stagnation. Kun begivenheder i en enorm historisk målestok kunne berige selve teorien.
Bolsjevismen gav et uvurderligt bidrag til marxismen i sin analyse af den imperialistiske epoke som en epoke med krige og revolutioner; af det borgerlige demokrati i den hensygnende kapitalismes æra; af det indbyrdes forhold mellem generalstrejken og oprøret; af partiets, sovjetternes og fagforeningernes rolle i den proletariske revolutions periode; i sin teori om sovjetstaten, om overgangsøkonomien, om fascismen og bonapartismen i epoken med kapitalismens forfald; og endelig i sin analyse af degerationen af selve Bolsjevikpartiet og af sovjetstaten.
Nævn en hvilken som helst anden tendens, der har tilføjet noget væsentligt til bolsjevismens konklusioner og generaliseringer. Vandervelde, De Brouckere, Hilferding, Otto Bauer, Leon Blum, Zyromsky, for ikke at nævne major Attlee og Norman Thomas. De lever alle teoretisk og politisk på fortidens forsømte levninger. Kominterns degeneration udtrykkes grellest i det faktum, at den er faldet ned til Anden Internationales teoretiske niveau. Alle varianterne af mellemledsgrupper (Storbritanniens Independent Labour Party, POUM og lignende) tilegner sig hver uge nye vilkårlige fragmenter af Marx og Lenin til deres aktuelle behov. De kan ikke lære arbejderne noget.
Kun Fjerde Internationales grundlæggere, som har gjort hele Marx' og Lenins tradition til deres egen, har en seriøs holdning til teori. Filistrene kan vrænge, at de revolutionære tyve år efter oktoberrevolutionen er kastet tilbage til beskeden propagandistisk forberedelse. De store kapitalister er på dette spørgsmål, ligesom på mange andre, langt mere skarpsindige end de småborgere, der ser sig selv som "socialister" eller "kommunister". Det er ikke noget tilfælde, at emnet Fjerde Internationale ikke forlader verdenspressens spalter. Det brændende historiske behov for revolutionært lederskab lover Fjerde Internationale et enestående hurtigt væksttempo. Den største garanti for dens videre succes ligger i, at den ikke er opstået isoleret fra den store historiske vej, men er et organisk afkom af bolsjevismen.