Vedrørende en forbedring af vort statsapparat bør arbejder- og bondeinspektionen efter min mening ikke jage efter kvantiteten og ikke forhaste sig. Vi har hidtil i så ringe grad kunnet nære omtanke og omsorg for vort statsapparats kvalitet, at det vil være rimeligt, om man sørger for en særlig grundig forberedelse af en sådan forbedring og i arbejder- og bondeinspektionen koncentrerer et menneskemateriale af virkelig tidssvarende kvalitet, dvs. ikke ringere end de bedste vesteuropæiske eksempler. Denne betingelse er naturligvis alt for beskeden for en socialistisk republik. Men de første fem år har så vist i rigeligt mål indgydt os mistro og skepticisme. Uvilkårligt er vi tilbøjelige til at lade denne indstilling præge os over for den, der alt for gerne udbreder sig vidt og bredt om f.eks. "proletarisk" kultur; det ville til en begyndelse være os nok, om vi havde virkelig borgerlig kultur, vi skulle gerne fra begyndelsen undgå de særlig udprægede før-borgerlige kulturtyper, dvs. embedsmandskultur eller feudalkultur osv. I kulturspørgsmål er hastværk og overdrivelse det skadeligste af alt. Det skulle mange af vore unge litterater og kommunister bide godt mærke i.
Vedrørende statsapparatet må vi nemlig nu drage den slutning af den hidtidige erfaring, at det hellere må gå lidt langsommere.
Det står så sørgeligt, for ikke at sige fælt, til med vort statsapparats anliggender, at vi først skal tænke grundigt over, på hvilken måde man kan bekæmpe dets mangler, idet vi må huske, at disse mangler bunder i fortiden, som nok er undergået en omvæltning, men ikke er overstået, ikke er forsvundet som et for længst tilbagelagt kulturstadium. Det er netop kulturen, jeg her vil fremdrage, fordi man i disse sager kun kan anse det, som er blevet led i kulturen, i tilværelsen, i livsvanerne, for en sikker erhvervelse. Men hos os er det i højeste grad sådan, kan man sige, at det gode i den sociale ordning ikke er gennemtænkt, ikke forstået, ikke inderligt følt, det er hovedkulds arrangeret, ikke prøvet, ikke afprøvet, ikke underbygget med erfaringer, ikke konsolideret osv. Anderledes kunne det naturligvis heller ikke være i en revolutionær epoke, hvor udviklingen har taget en så svimlende fart, at vi på fem år er kommet fra tsarismen til sovjetsystemet.
Man må besinde sig i tide. Man må lade sig gennemsyre af sund mistillid til al hovedkulds jagen fremad, til alt storskryderi osv. Man må tænke på, hvordan man skal efterprøve de skridt fremad, vi hver time forkynder og hvert minut er i færd med, og hvis ustabilitet, usoliditet og uovervejethed vi så hvert sekund afgiver beviser på. Skadeligere end noget andet ville det være at forhaste sig her. Skadeligere end noget andet ville det være at forlade sig på, at vi dog har indsigt i et og andet, eller at vi dog har en ret betydelig mængde elementer til opbygning af et virkeligt nyt apparat, som virkelig kunne fortjene navn af socialistisk, sovjetisk osv.
Nej, et sådant apparat eller blot elementer til det har vi latterligt lidt af, og vi må holde os for øje, at hvad dets opbygning angår, må man ikke være karrig med tiden, man må bruge mange, mange, mange år til det.
Hvilke elementer findes her i landet til opbygning af dette apparat? Kun to. For det første arbejderne, der drages af kampen for socialismen. Disse elementer er utilstrækkeligt oplyste. De vil gerne give os det bedste apparat. Men de ved ikke, hvordan det skal gøres. De formår ikke at gøre dette. De har endnu ikke arbejdet sig frem til den personlige udvikling, den kultur, som er nødvendig til det. Og der kræves netop kultur til dette. Her kan man ikke udrette noget med pågåenhed eller snuptag, med raskhed eller energi, eller overhovedet med nogen nok så god menneskelig egenskab. For det andet de elementer, der sidder inde med viden, oplysning, øvelse, og af hvilke vi har så latterlig få i sammenligning med alle andre stater.
Her må man heller ikke glemme, at vi endnu er alt for tilbøjelige til at erstatte (eller tro, at man kan erstatte) disse kundskaber med ivrighed, hastværksarbejde osv.
For at forny vort statsapparat må vi for enhver pris stille os den opgave for det første at lære, for det andet at lære, for det tredje at lære og derefter kontrollere, at videnskaben ikke bliver et dødt bogstav eller en modefrase hos os (og det skal ikke skjules, at det særdeles ofte går sådan her i landet), men at videnskaben virkelig går os i blodet og fuldt og helt bliver en bestanddel af tilværelsen. Kort sagt, vi må ikke stille de fordringer, Vesteuropas bourgeoisi stiller, men dem, der passer sig og sømmer sig for et land, som stiler efter at udvikle sig til et socialistisk land.
Af det anførte følger: vi skal gøre arbejder- og bondeinspektionen, dette redskab til forbedring af vort apparat, til en virkelig mønsterinstitution.
For at den kan nå op på den nødvendige højde, må man holde sig til regelen: tag mål syv gange, skær til en gang.
Hertil kræves, at det absolut bedste, der findes i vor sociale ordning, med største forsigtighed, omtanke og sagkundskab anvendes til at opbygge det nye folkekommissariat.
Hertil kræves, at de bedste elementer, der findes i vor sociale ordning – nemlig for det første de fremskredne arbejdere og for det andet de virkelig oplyste elementer, for hvis vedkommende man kan garantere, at de ikke vil godkende noget ubeset og ikke vil sige noget mod bedre vidende – ikke er bange for at se nogen vanskelighed i øjnene og ikke viger tilbage for nogen kamp for at nå det mål, de oprigtigt har sat sig.
Vi har nu i fem år været emsige med at forbedre vort statsapparat, men det var netop bare emsighed, som i disse fem år kun har bevist sin uegnethed eller endda unyttighed eller ligefrem skadelighed. Som emsighed gav den os udseende af at bestille noget, mens den i realiteten bevirkede en forstoppelse i vore institutioner og hjerner.
Det må herefter blive anderledes.
Man må gøre sig det til en regel: hellere en mindre mængde og en højere kvalitet. Man må holde sig til regelen: hellere et resultat på to eller endda tre år end hastværk uden noget håb om at få et solidt menneskemateriale.
Jeg ved, at det vil blive svært at overholde denne regel og anvende den på vor virkelighed. Jeg ved, at den modsatte regel vil skaffe sig indpas blandt os gennem tusinde revner. Jeg ved, at det bliver nødvendigt at yde gigantisk modstand, at det bliver nødvendigt at vise djævelsk udholdenhed, at arbejdet her i hvert fald de første år bliver forbandet utaknemmeligt, og alligevel er jeg overbevist om, at kun ved et sådant arbejde vil vi kunne nå vort mål, og kun hvis vi når dette mål, kan vi skabe en republik, der virkelig er værdig til at kaldes sovjetisk, socialistisk osv., osv.
Sandsynligvis har mange læsere fundet de tal, jeg anførte til illustration i min første artikel, for små. Jeg er sikker på, at man kan anføre mange beregninger til bevis for utilstrækkeligheden af disse tal. Men jeg tror, at højere end alle mulige beregninger må vi sætte dette ene: interessen for virkelig mønsterkvalitet.
Jeg mener, at for vort statsapparats vedkommende er netop nu den tid endelig kommet, hvor vi skal arbejde på det, som det sig hør og bør, med al samvittighedsfuldhed, og hvor hastværk vil være så temmelig det skadeligste ved et sådant arbejde. Derfor vil jeg gerne advare stærkt imod at forhøje disse tal. Tværtimod bør man her være særlig kneben med talstørrelser. Lad os tale rent ud. Folkekommissariatet for arbejder- og bondeinspektionen har ikke skygge af autoritet for tiden. Alle ved jo, at værre end i vor arbejder- og bondeinspektion står det ikke til i nogen institution, og at man intet kan forlange af dette folkekommissariat under de nuværende forhold. Det må vi lægge os fast på sinde, hvis vi virkelig vil sætte os til mål på nogle år at udforme en institution, der for det første skal være mønsterværdig, for det andet skal indgyde alle ubetinget tillid, og for det tredje skal give alle og enhver bevis på, at vi virkelig har retfærdiggjort det arbejde, der udføres af en så højt stillet institution som den centrale kontrolkommission. Alle gængse normer for antallet af funktionærer bør man efter min mening forkaste straks og definitivt. Vi må udvælge arbejder- og bondeinspektionens funktionærer på en ganske særlig måde og kun på basis af en meget streng prøve. Hvorfor skulle vi egentlig danne et folkekommissariat, hvis arbejde kun gik så nogenlunde og stadig ikke skabte den ringeste tillid omkring sig, og hvis ord nød uendelig ringe autoritet? At undgå dette ser jeg som vor hovedopgave under den slags omlægning, vi nu har for øje.
De arbejdere, vi vil benytte som medlemmer af den centrale kontrolkommission, må være udadlelige som kommunister, og jeg tror, at man må arbejde endnu længere med dem for at oplære dem i deres arbejdsmetoder og arbejdsopgaver. Endvidere bør der være en vis stab af sekretærpersonale som medhjælpere i dette arbejde, og af dette personale må man kræve en tredobbelt prøve før dets ansættelse i tjenesten. Endelig må de betroede personer, som vi undtagelsesvis bestemmer os til straks at ansætte som funktionærer i arbejder- og bondeinspektionen, opfylde følgende betingelser:
for det første må de være anbefalet af flere kommunister;
for det andet må de bestå en prøve i kendskab til vort statsapparat;
for det tredje må de bestå en prøve i kendskab til det teoretiske grundlag for vort statsapparat, i kendskab til grundlaget for forvaltningsvidenskab, forretningsgang osv.;
for det fjerde må de etablere et samarbejde med medlemmerne af den centrale kontrolkommission og deres sekretariat på en sådan måde, at vi kan garantere for hele dette apparats arbejde som helhed.
Jeg ved, at disse fordringer forudsætter særdeles store kvalifikationer, og jeg er meget tilbøjelig til at nære frygt for, at de fleste "praktikere" i arbejder- og bondeinspektionen vil erklære disse fordringer for uopfyldelige eller med foragt vil gøre sig lystig over dem. Men jeg spørger hvem som helst af arbejder- og bondeinspektionens nuværende ledere eller af personer, der har berøring med den, om han ærligt kan sige mig, hvilket behov et folkekommissariat som arbejder- og bondeinspektionen i praksis skal opfylde? Jeg tror, at dette spørgsmål vil hjælpe ham til at finde de rette mål. Enten er det ikke umagen værd at beskæftige sig med nogen af de reorganiseringer, vi har oplevet så mange af i en så håbløs affære som arbejder- og bondeinspektionen, eller også må man virkelig sætte sig for ved et langsomt, besværligt, usædvanligt arbejde og talrige prøver at skabe noget virkelig mønsterværdigt, som hver og en kan få agtelse for og det ikke blot, fordi titler og rang kræver det sådan.
Hvis man ikke væbner sig med tålmodighed, hvis man ikke vil anvende en årrække på denne sag, er det bedre slet ikke at tage den op.
Blandt vore nybagte institutioner som de højere institutter for arbejdsorganisation og lignende skal man efter min mening udvælge et minimum, sikre sig, at de er tilrettelagt med største samvittighedsfuldhed, og kun fortsætte arbejdet sådan, at det virkelig er på højde med moderne videnskab og giver os alle dennes goder. Så vil det ikke være utopisk at håbe, at vi om nogle år kan få en institution, som bliver i stand til at udfylde sin plads, nemlig at arbejde systematisk og støt på at forbedre vort statsapparat, således at den under arbejdet mødes med tillid af arbejderklassen, Ruslands kommunistiske parti og hele den brede befolkning i vor republik.
Forarbejdet hertil kunne man godt begynde på allerede nu. Hvis folkekommissariatet for arbejder- og bondeinspektionen godkender en plan til en virkelig omdannelse, kan det straks tage de forberedende skridt og systematisk fortsætte med at fuldende foranstaltningerne, uden at forhaste sig og uden at afslå at lave om på noget allerede udført.
Alle halve beslutninger ville her være til det yderste skadelige. Alle normer for arbejder- og bondeinspektionens funktionærantal ud fra ligegyldigt hvilke overvejelser ville sagligt set bygge på de gamle embedsmandsbetragtninger, på de gamle fordomme, på noget allerede forkastet og almindelig forhånet osv.
Sagligt set står spørgsmålet her således:
Enten må vi nu demonstrere, at vi for alvor har lært en del vedrørende statsopbygning (det er ingen skam at have lært en del på kun fem år), eller også har vi ikke erhvervet den fornødne modenhed, og så lønner det sig ikke at tage sagen op.
Jeg tror, at med det menneskemateriale, vi råder over, vil det ikke være ubeskedent at forudsætte, at vi allerede har lært nok til systematisk og fra nyt at opbygge i hvert fald et folkekommissariat. Ganske vist skal dette ene folkekommissariat være retningsgivende for vort statsapparat som helhed.
Der må med det samme udskrives en konkurrence om affattelsen af to eller flere lærebøger i arbejdsorganisation i almindelighed og i forvaltningsarbejde i særdeleshed. Til grund kan man lægge den allerede foreliggende bog af Jermanskij, skønt han i parentes bemærket jo udmærker sig ved åbenbar sympati for mensjevismen og er ubrugelig ved affattelsen af en lærebog, der passer for sovjetmagten. Dernæst kan man lægge Kersjentsevs nylig udkomne bog til grund, og endelig kan man yderligere drage nytte af en del af de forhåndenværende specielle vejledninger.
Der må sendes nogle skolede og samvittighedsfulde folk til Tyskland eller England for at samle litteratur og studere dette spørgsmål. England nævner jeg for det tilfælde, at rejser til Amerika eller Canada skulle vise sig umulige.
Der må udpeges en kommission til opstilling af et primært eksamensprogram for kandidater til funktionærposter i arbejder- og bondeinspektionen; ligeledes for kandidater til medlemskab i den centrale kontrolkommission.
Disse og lignende arbejder vil selvfølgelig ikke berede hverken folkekommissæren eller arbejder- og bondeinspektionens kollegiemedlemmer eller den centrale kontrolkommissions præsidium vanskeligheder.
Parallelt hermed må der udpeges en forberedende kommission til at udsøge kandidater til medlemskab i den centrale kontrolkommission. Jeg håber, at der nu findes mere end nok kandidater hos os til denne post såvel blandt de erfarne medarbejdere i alle forvaltningsgrene som blandt studenterne i vore sovjetiske skoler. Det vil næppe være rigtigt på forhånd at udelukke den ene eller den anden kategori. Sandsynligvis må man foretrække en mangeartet sammensætning af denne institution, i hvilken vi må søge at forene mange egenskaber og uensartede fortrin, og man kommer altså her til at arbejde en del med opstillingen af kandidatlisten. F.eks. ville det især være uheldigt, om det nye folkekommissariat blev sammensat efter en enkelt skabelon, lad os sige af folk med embedsmandspræg, eller med udelukkelse af folk med agitatorpræg, eller med udelukkelse af folk, hvis fremherskende egenskab er evne til at omgås mennesker eller evne til at komme ind i kredse, hvor den slags funktionærer ikke er særlig vant til at komme osv.
Jeg tror, at jeg bedst kan udtrykke min tanke ved at sammenligne min plan med institutioner af akademisk type. Den centrale kontrolkommissions medlemmer kommer til, under ledelse af deres præsidium, at arbejde systematisk med en gennemgang af alle papirer og dokumenter fra politbureauet. Samtidig kommer de til at dele deres tid rigtigt mellem de enkelte beskæftigelser med at afprøve forretningsgangen i vore institutioner, lige fra de mindste og mest specielle til de højeste statsinstitutioner. Endelig vil deres arbejdsområde omfatte beskæftigelse med teorien, dvs. teorien vedrørende organiseringen af det arbejde, de agter at hellige sig, samt praktiske øvelser under ledelse af gamle kammerater eller lærere fra de højere institutter for arbejdsorganisation.
Men jeg tror ikke, at de på nogen måde får lejlighed til at begrænse sig til den slags akademisk arbejde. Ved siden af dette kommer de til at uddanne sig til arbejder, som jeg ikke ville genere mig for at kalde uddannelse i at fange, jeg vil ikke sige svindlere, men dog noget i den retning, og i at udtænke specielle kneb for at tilsløre sine togter, metoder osv.
Mens sådanne forslag ville vække uhørt mishag, moralsk forargelse osv. i vesteuropæiske institutioner, så håber jeg, at vi ikke er blevet bureaukratiserede nok til at præstere noget sådant. NEP har endnu ikke formået at skabe så megen respekt om sig her i landet, at man bliver krænket ved tanken om, at man her kunne fange en og anden. Vor sovjetrepublik er oprettet så nylig, og der er hobet så meget skrammel sammen, at det næppe falder nogen ind at blive fornærmet over den tanke, at man kunne foretage udgravninger i dette skrammel og betjene sig af forskellige kneb og sonderinger, som undertiden kunne sigte på ret fjerne kilder eller følge ret krogede veje, og hvis det falder nogen ind at blive fornærmet, kan man være sikker på, at vi alle ville more os hjerteligt over vedkommende.
Vor nye arbejder- og bondeinspektion vil forhåbentlig kaste vrag på den egenskab, franskmændene kalder pruderie; vi kan kalde den latterlig sippethed eller latterligt vigtigpeteri, og den hælder i højeste grad vand på hele vort bureaukratis mølle, både i sovjetorganerne og i partiet. I parentes bemærket træffer vi på bureaukrati ikke alene i sovjetinstitutionerne, men også i partiorganerne.
Når jeg ovenfor har skrevet om, at vi bør lære og lære i institutterne for højere arbejdsorganisation osv., betyder det langtfra, at jeg opfatter denne "lærdom" skolemæssigt, eller at jeg ville begrænse mig til tanken om et rent skolemæssigt studium. Jeg håber ikke, at nogen virkelig revolutionær vil mistænke mig for, at jeg i dette tilfælde ville afstå fra at opfatte "lærdom" som et eller andet halvt spøgefuldt puds, et eller andet kneb, en eller anden finte eller noget i den stil. Jeg ved, at i en vesteuropæisk anstændig og alvorlig stat ville denne tanke virkelig vække rædsel, og ingen ordentlig embedsmand ville gå med til, at man så meget som drøftede den. Men jeg håber, at vi endnu ikke er blevet så bureaukratiserede, og at en drøftelse af denne tanke hos os ikke vækker andre følelser end munterhed.
For hvorfor skulle man ikke forene det behagelige og det nyttige? Hvorfor skulle man ikke betjene sig af et eller andet spøgefuldt eller halvt spøgefuldt puds for at komme bag på noget latterligt, noget skadeligt, noget delvis latterligt, delvis skadeligt osv.?
Så vidt jeg kan se, vil vor arbejder- og bondeinspektion vinde en hel del ved at tage disse betragtninger op til behandling, og listen over de lejligheder, ved hvilke vor centrale kontrolkommission eller dens kolleger i arbejderog bondeinspektionen har vundet nogle af deres mest strålende sejre, vil blive beriget med ikke så få oplevelser, som vore fremtidige "rabkrinister" og "tsekakister" [1] vil få i lokaliteter, det ikke er helt passende at anføre i anstændige og snerpede lærebøger.
Hvordan er det muligt at forene partiinstitutioner med sovjetinstitutioner? Er der ikke noget utilladeligt i det?
Jeg stiller ikke dette spørgsmål for mig selv, men for dem, jeg ovenfor hentydede til, da jeg sagde, at vi har bureaukrater ikke alene i sovjetinstitutionerne, men også i partiinstitutionerne.
Hvorfor skulle vi dog ikke forene begge dele, hvis sagens interesse kræver det? Har man måske ikke nu og da bemærket, at en lignende forening har været særdeles gavnlig og brugt fra første færd i et folkekommissariat som det for udenrigske anliggender? Er det måske ikke sådan, at politbureauet ud fra et partimæssigt synspunkt drøfter mange små og store spørgsmål vedrørende "modtræk" fra vor side som svar på "modtræk" fra fremmede magter, for at forebygge deres, nå, lad os sige fif, for ikke at udtrykke sig mindre pænt? Er denne smidige forening af sovjetarbejde med partiarbejde ikke en enestående kraftkilde i vor politik? Jeg tror, at det, som har hævdet sig og slået rod i vor udenrigspolitik og allerede er blevet så tilvant, at det ikke vækker nogen tvivl på dette område, vil være mindst lige så velanbragt (og jeg tænker, det vil være langt mere velanbragt), hvor det drejer sig om hele vort statsapparat. For arbejder- og bondeinspektionen er jo viet hele vort statsapparat, og dens virksomhed skal berøre alle slags statsinstitutioner uden undtagelse, lokale og centrale, kommercielle og rent administrative, læreanstalter, arkiver, teatre osv. – kort sagt, alle uden mindste undtagelse.
Når det altså drejer sig om en så vidtfavnende institution, hvor de forskellige virkeformer desuden må benyttes med overordentlig stor smidighed – hvorfor skulle man så ikke for dens vedkommende tillade en egenartet sammensmeltning af en partimæssig kontrolinstitution med en sovjetisk kontrolinstitution?
Det kan jeg ikke se noget til hinder for. Ja, jeg tror endda, at en sådan forening er den eneste garanti for et vellykket arbejde. Jeg tror, at al tvivl herom kommer snigende fra de mest støvede kroge i vort statsapparat, og at de kun fortjener et svar – hånlatter.
En anden betænkelighed: er det på sin plads at forene studiearbejde og embedsvirksomhed? Efter min mening er det ikke alene på sin plads, men også påkrævet. Hvor revolutionært vi end stiller os til vesteuropæiske statsforhold, er det dog i almindelighed sådan, at vi har ladet dem smitte os med en hel række meget skadelige og meget latterlige fordomme, og til dels er det vore kære bureaukrater, der med vilje har smittet os dermed, og ikke uden en vis bagtanke, idet de regner med, at det mangen gang vil lykkes dem at fiske i sådanne fordommes plumrede vande; og de har efterhånden også fisket så meget i disse plumrede vande, at kun stærblinde blandt os ikke har opdaget, hvor vidt dette fiskeri er drevet.
I alle sociale, økonomiske og politiske forhold er vi "forfærdelig" revolutionære. Men hvor det drejer sig om embeders værdighed og overholdelse af forretningsgangens formaliteter og ceremoniel, afløses vor "revolutionarisme" tit og ofte af den mest mugne trummerum. Her kan man hyppigt iagttage det meget interessante fænomen, at det største spring fremad i samfundslivet forenes med en uhyrlig forsagthed over for selv de ringeste forandringer.
Det er også forståeligt, for de dristigste skridt fremad blev gjort på etområde, der fra gammel tid var teoriens domæne, et område, der hovedsagelig, ja næsten udelukkende blev dyrket teoretisk. Russeren tog revanche for den frastødende bureaukratiske virkelighed hjemme ved at opstille ekstraordinært dristige teoretiske konstruktioner, og derfor fik disse ekstraordinært dristige teoretiske konstruktioner en usædvanlig ensidig karakter her i landet. Her forenedes teoretisk dristighed i almene konstruktioner med forbløffende forsagthed, så snart det drejede sig om en eller anden ganske ubetydelig kontorreform. En storslået jordrevolution i verdensformat blev udarbejdet med en dristighed, der aldrig er set i andre stater, og samtidig skortede det på fantasi til at foretage en eller anden tienderangs kontorreform; det skortede på fantasi eller på tålmodighed til at behandle en sådan reform ud fra de samme almene grundsætninger, som gav så "strålende" resultater, når de anvendtes på almene problemer.
Og derfor forener vor nuværende tilværelse i forbløffende grad træk af dumdristighed med tankens forsagthed over for selv de ubetydeligste forandringer.
Jeg tror heller ikke, det har været anderledes under nogen virkelig stor revolution, eftersom virkelig store revolutioner fødes af modsigelserne mellem det gamle, mellem viljen til at arbejde videre på det gamle, og en ganske abstrakt stræben efter det nye, som til gengæld skal være så nyt, at det ikke indeholder et gran af den gamle tid.
Og jo brattere denne revolution sker, des længere vil den tid vare, hvor en hel række af sådanne modsigelser vil holde sig.
Et generelt træk i vor tilværelse er i dag følgende: vi har knust kapitalismen i industrien, vi har bestræbt os for at knuse de middelalderlige institutioner og afskaffe godsejernes jordbesiddelse til bunds, og på dette grundlag har vi skabt et lag af bønder med små og meget små, brug, som følger proletariatet i tillid til resultaterne af dets revolutionære arbejde. På denne tillid vil vi imidlertid vanskeligt kunne holde ud i den tid, der går, til den socialistiske revolutions sejr i de mere udviklede lande indtræder, idet de små og meget små bondebrugs arbejdsproduktivitet især under NEP ifølge den økonomiske nødvendighed holder sig på et yderst lavt niveau. Yderligere har den internationale situation bevirket, at Rusland nu er sat tilbage, at vort folks arbejde i det store og hele er en del mindre produktivt nu end før krigen. De vesteuropæiske kapitalistiske magter nu har dels bevidst, dels spontant gjort alt muligt for at sætte os tilbage og udnytte den russiske borgerkrigs elementer til at ruinere landet mest muligt. Netop et sådant udfald af den imperialistiske krig frembød naturligvis betydelige fordele: selv om vi ikke får væltet det revolutionære styre i Rusland, vil vi dog i hvert fald kunne besværliggøre dets udvikling henimod socialismen – sådan omtrent ræsonnerede disse magter, og fra deres standpunkt kunne de ikke ræsonnere anderledes. Sluttelig opnåede de en halvvejs løsning af deres opgave. De fik ikke styrtet det nye styre, som revolutionen havde skabt, men de gav det heller ikke mulighed for straks at tage et sådant skridt fremad, som kunne have retfærdiggjort socialisternes forudsigelser, og som kunne give dem mulighed for med stor fart at udvikle produktivkræfterne, at udvikle alle de muligheder, som kunne udformes til socialisme, at give alle og enhver et tydeligt, iøjnefaldende bevis på, at socialismen rummer gigantiske kræfter i sig, og at menneskeheden nu er trådt ind i et nyt udviklingsstadium, der frembyder usædvanlig strålende muligheder.
De internationale forbindelsers system formedes nu sådan, at en af staterne i Europa blev trælbundet af sejrherre-staterne, nemlig Tyskland. Endvidere blev en række stater, tilmed de ældste i Vesten, i kraft af sejren stillet således, at de kunne benytte denne sejr til at gøre deres undertrykte klasser en række uvæsentlige indrømmelser, men dog indrømmelser, der sinker den revolutionære bevægelse i disse lande og skaber en slags "social fred".
Samtidig er en hel række lande: Østen, Indien, Kina osv. netop som følge af den sidste imperialistiske krig definitivt slået ud af deres vante gænge. Deres udvikling er fuldt ud kommet ind i den almen-europæiske, kapitalistiske retning. Den samme gæring som i hele Europa er begyndt i disse lande. Og det står nu klart for hele verden, at de er draget ind i en udvikling, der kun kan føre til en krise for hele verdenskapitalismen.
Vi står altså i øjeblikket over for spørgsmålet: vil det lykkes os at holde ud med vore små og meget små brug, så forarmede som vi er, indtil de vesteuropæiske, kapitalistiske lande har fuldført deres udvikling henimod socialismen? Men de fuldfører den ikke sådan, som vi før har forventet det. De fuldfører den ikke ved en jævn "modning" af socialismen i disse lande, men ved at nogle stater udbytter andre, ved udbytning af den stat, der først besejredes under den imperialistiske krig, forbundet med udbytningen af hele Østen. Men på den anden side er Østen uigenkaldeligt kommet ind i den revolutionære bevægelse, netop i kraft af denne første imperialistiske krig, og er uigenkaldeligt trukket ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelses almindelige malstrøm.
Hvilken taktik foreskriver denne tingenes tilstand da for vort land? Åbenbart følgende: vi skal udvise den største forsigtighed for at bevare vor arbejdermagt og for at fastholde dens autoritet og ledelse i forholdet til vore små og meget små bønder. Vi kan notere det plus, at hele verden allerede nu er ved at komme ind i en bevægelse, som må afføde en socialistisk verdensrevolution. Vi kan derimod notere det minus, at det er lykkedes imperialisterne at spalte hele verden i to lejre, og denne spaltning er blevet mere kompliceret ved, at Tyskland – et land i virkelig fremskreden, kulturel, kapitalistisk udvikling – nu har yderst vanskeligt ved at komme på ret køl. Alle kapitalistiske magter i det såkaldte Vesten hakker på Tyskland og lader det ikke komme op. Og på den anden side er hele Østen med en arbejdende og udbyttet befolkning på hundreder af millioner, der er drevet ud i den værste menneskelige elendighed, sådan stillet, at områdets fysiske og materielle kræfter slet ikke står i noget forhold til de fysiske, materielle og militære kræfter, der disponeres over i en hvilken som helst af de langt mindre vesteuropæiske stater.
Kan vi holde os fri i det optrækkende sammenstød med disse imperialistiske stater? Kan vi nære håb om, at de indre modsigelser og konflikter mellem de ekspanderende imperialistiske stater i Vesten og de ekspanderende imperialistiske stater i Østen vil give os udsættelse endnu engang, ligesom de gjorde første gang, da den vesteuropæiske kontrarevolutions felttog til støtte for den russiske kontrarevolution brød sammen på grund af modsigelserne i Vestens og Østens kontrarevolutionæres lejr, i de østlige og de vestlige udbytteres lejr, i Japans og Amerikas lejr?
Dette spørgsmål bør efter min mening besvares sådan, at løsningen her afhænger af alt for mange omstændigheder, og at kampens udgang i det store og hele kun kan forudses, når man går ud fra, at det uhyre flertal af Jordens befolkning i sidste instans skoles og opdrages til kampen af kapitalismen selv.
Kampens udfald betinges til syvende og sidst af, at Rusland, Indien, Kina osv. udgør det gigantiske folkeflertal. Og netop dette folkeflertal er da også i de sidste år ved med usædvanlig fart at blive draget ind i kampen for sin frigørelse, således at der i den forstand ikke kan være den ringeste tvivl om, hvordan den endelige afslutning af verdenskampen vil falde ud. I den forstand er der fuld og ubetinget sikkerhed for socialismens endelige sejr.
Men det, der interesserer os, er ikke uundgåeligheden af socialismens endelige sejr. Det, der interesserer os, er den taktik, der skal følges af os, Ruslands kommunistiske parti, os, den russiske sovjetmagt, for at hindre Vesteuropas kontrarevolutionære stater i at knuse os. For at sikre vor eksistens indtil det næste militære sammenstød mellem det kontrarevolutionære imperialistiske Vesten og det revolutionære og nationalistiske Østen, mellem Vestens mest civiliserede stater og de orientalske tilbagestående stater, der imidlertid udgør flertallet – må det lykkes dette flertal at civilisere sig. Det skorter os ligeledes på civilisation til at foretage en direkte overgang til socialismen, skønt vi har de politiske forudsætninger for det. Vi må følge en sådan taktik, eller med andre ord slå ind på følgende politik for at redde os.
Vi må stræbe efter at opbygge en stat, hvor arbejderne bevarer førerskabet over bønderne, bevarer bøndernes tillid, og med den største sparsommelighed renser sine sociale forhold for alle spor af flothed, af hvad art de end måtte være.
Vi må indskrænke vort statsapparat således, at den størst mulige sparsommelighed råder. Vi må befri det for alle spor af de flotheder, der endnu i så stor målestok har holdt sig fra det tsaristiske Rusland, fra dettes bureaukratisk-kapitalistiske apparat.
Vil det ikke blive et rige, som bestemmes af bondens begrænsede horisont?
Nej. Når vi bevarer arbejderklassens ledelse af bønderne, vil vi ved at udvise den største, den allerstørste sparsommelighed i vor statsøkonomi kunne opnå, at enhver besparelse, selv den mindste, bevares for at udvikle vor maskinelle storindustri, elektrificeringen, den hydrauliske tørvefremstilling, bevares for at fuldføre kraftværksbyggeriet ved Volkhov osv.
På dette og kun på dette bygger vi vort håb. Kun da vil vi, for at udtrykke sig billedligt, være i stand til at sadle om fra en hest til en anden, nemlig fra bondens, musjikkens radmagre hest, en hest, der må leve med besparelser, som passer for et udmarvet bondeland – til den hest, som proletariatet vil og må skaffe sig: den maskinelle storindustri, elektrificeringen, Volkhov-byggeriet osv.
Sådan forbinder jeg i mine tanker vort arbejdes, vor politiks, vor taktiks, vor strategis almindelige plan med en reorganiseret arbejder- og bondeinspektions opgaver. Heri ligger for mig en retfærdiggørelse af den enestående omsorg, den enestående opmærksomhed, vi må vie arbejder- og bondeinspektionen, således at vi bringer den op på et enestående niveau, giver den en udsøgt kerne med centralkomite-rettigheder osv., osv.
Denne retfærdiggørelse består i, at vi kun ved en maksimal rensning af vort apparat, ved en maksimal nedskæring af alt, hvad der ikke er absolut nødvendigt i det, bliver i stand til med sikkerhed at hævde os. Tilmed bliver vi så i stand til at hævde os på et ganske andet niveau end småbondelandets, denne almene begrænsetheds niveau, det bliver et niveau, som støt hæver sig højere og højere opad til den maskinelle storindustri.
Det er de hæderfulde opgaver, jeg drømmer om for vor arbejder- og bondeinspektion. Det er grunden til, at jeg for dens skyld udkaster planen om en sammensmeltning af en særlig autoritativ, partimæssig top med et "almindeligt" folkekommissariat.
2. marts 1923
N. Lenin
[1]: