| Tilbage | Næste |
Den borgerlige verden har fra første færd forsøgt at se bort fra de økonomiske succeser, som Sovjetunionen har opnået, dvs. de eksperimentelle beviser for, at de socialistiske metoder lader sig gennemføre i praksis. Stillet overfor det i verdenshistorien hidtil uhørte tempo i den industrielle udvikling, forsøger kapitalens lærde økonomer endnu den dag i dag ofte at hylle sig i dyb tavshed eller indskrænker sig til en henvisning til den voldsomme "udbytning af bønderne". De går dog herved glip af en udmærket anledning til at forklare, hvorfor den brutale udbytning af bønderne f.eks. i Kina, Japan eller Indien aldrig har givet anledning til en udvikling af industrien, der bare tilnærmelsesvis kunne måle sig med tempoet i Sovjetunionen.
Kendsgerningerne sejrer dog til sidst. I dag er bogmarkedet i alle civiliserede lande fyldt med bøger om Sovjetunionen. Og det er ikke mærkeligt, for sådanne mirakler møder man ikke ofte. Den litteratur, der er dikteret af det blinde reaktionære had, er svindende. En betydelig del af de nyere værker om Sovjetunionen anslår en stadig mere sympatisk, ja ofte begejstret, tone. Man kan kun hilse den nye strøm af sovjetvenlig litteratur velkommen som et tegn på en stigning i den nyskabte stats internationale anseelse. Endelig er det da også langt mere prisværdigt at idealisere USSR end det fascistiske Italien.
Men en læser af denne litteratur vil forgæves søge efter en videnskabelig vurdering af det, der virkeligt sker i oktoberrevolutionens land. De publikationer der udsendes af "Sovjetunionens venner" falder i tre kategorier. Den første er en dilettantisk journalistik i den beskrivende genre med et mere eller mindre udtalt "venstre"præg. De fleste artikler og bøger er af denne slags. Ved siden af dem har vi, med større prætentioner, en række med den humanitære, pacifistiske og lyriske "kommunisme". Tredjepladsen indtages af den økonomiske skematisering i den gammel-tyske socialismes ånd. Louis Fischer og Duranty er tilstrækkelig kendte forfattere af den første type. Den afdøde Barbusse og Romain Rolland svarer bedst til typen på de "humanistiske" venner. Det er ikke tilfældigt, at den ene skrev en levnedsskildring af Kristus, før han tog sig af Stalin, og den anden en biografi af Gandhi. Og endelig så fandt den konservative, pedantiske socialisme sine fremtrædende fortolkere i det utrættelige ægtepar Webb fra Fabian Society.
Det der trods alle forskelle forener disse tre kategorier er deres bøjen sig for fuldbyrdede kendsgerninger og deres forkærlighed for beroligende generalisationer. Ingen af dem drømmer om at revoltere imod deres egen kapitalisme. Desto villigere er de derfor til at støtte en fremmed revolution, der allerede er ved at ebbe ud. Før oktoberrevolutionen og endnu flere år efter har ikke en eneste af disse folk eller deres åndelige fædre alvorligt tænkt over, på hvilken måde socialismen ville komme til verden. Så meget lettere falder det dem at godtage det, der foreligger i Sovjetunionen, som socialisme. Det forlener dem ikke bare med et præg af fremskridtsmænd, der følger med tiden, men også med en vis moralsk fasthed, uden at de derved forpligter sig til noget som helst. Denne slags roligt beskuende, optimistiske, ikke spor skadelige litteratur, der ser alt det ubehagelige henlagt til fortiden, den virker meget beroligende på læsernes nerver og finder derved en velvillig modtagelse. På den måde danner der sig umærkeligt en international skole, som man kunne kalde for Bolshevisme for det oplyste borgerskab, eller mere præcist Socialisme for radikale turister.
Vi tænker ikke på at ville polemisere med denne skoles produkter, da de ikke giver os alvorlig anledning til polemik. Problemerne er for dem afsluttet der, hvor de i virkeligheden begynder. Formålet med denne foreliggende undersøgelse er korrekt at bedømme det der er, for bedre at kunne forstå det der vil ske. Vi vil kun dvæle ved fortiden, for så vidt den kan hjælpe os til bedre at forudse det, der vil ske i morgen. Vor fremstilling vil blive kritisk. Enhver, der med ærefrygt bøjer sig for det, der er sket, er ude af stand til at forberede fremtiden.
Den økonomiske og kulturelle udviklingsproces i USSR har allerede gennemløbet mange stadier, men er endnu langt fra indre ligevægt. Hvis man betragter det som socialismens opgave at skabe et klasseløst samfund, grundet på solidaritet og på en harmonisk tilfredsstillelse af alle behov, så er der i denne grundbetydning endnu meget lidt af socialisme i USSR. Ganske vist er modsætningerne inden for Sovjetunionen efter deres natur dybt forskellige fra dem i kapitalismen, men de er ikke desto mindre meget skarpe. De ytrer sig i materiel og kulturel ulighed, i statslig undertrykkelse, i politiske grupperinger og i fraktionskampe inden for partiet. Polititerror neddæmper og deformerer den politiske kamp, men skaffer den ikke ud af verden. De forbudte ideer øver deres indflydelse på regeringens politik ved hvert skridt den foretager, befrugter den og modarbejder den. Under disse omstændigheder er en analyse af udviklingen i Sovjetunionen ikke et eneste øjeblik til at skille fra de ideer og paroler, hvorunder der i landet udspilles en kneblet, men lidenskabelig politisk kamp. Historien smelter her sammen med den levende politik.
De velmenende "venstre" småborgerlige ynder at betone, at ved en kritik af Sovjetunionen bør man udvise den yderste skånsomhed, for at den socialistiske opbygning ikke skal lide skade. Vi på vor side anser ikke Sovjetstaten for at være så sart. USSR's fjender er langt bedre underrettet om den end dens virkelige venner, dvs. arbejderne i alle lande. I de imperialistiske staters generalstabe bliver der ført nøjagtig bog over Sovjetunionens aktiver og passiver, og det ikke bare på grundlag af offentlige beretninger. Fjenderne kan desværre nok gøre sig arbejderstatens svage sider til gode, men de kan slet ikke til egen gavn udnytte kritikken af de tendenser, som de selv anser for positive træk. Modstanden mod kritik hos det store flertal af de officielle "venner" dækker i virkeligheden ikke så meget over en frygt for Unionens skrøbelighed, som over skrøbeligheden i deres egen sympati for den. Vi vil roligt se bort fra disse former for frygt og advarsler. Det er kendsgerninger og ikke illusioner, der bliver afgørende. Vi vil vise et ansigt og ikke en maske.
D. 4. august 1936.
Leo Trotskij.
P.S. Denne bog blev afsluttet og sendt til forlæggeren allerede før der kom bekendtgørelse om "terrorist"processerne i Moskva, der altså ikke har kunnet kommenteres. Desto vigtigere er det at betone, at dette arbejde forud har fortolket processen imod "terroristerne" og afsløret dens mystik som en mystifikation.
Sept. 1936.
| Tilbage | Næste |