| Tilbage | Næste |
På grund af det russiske bourgeoisis ringe betydning kunne de demokratiske opgaver i Rusland – såsom ophævelse af monarkiet og af bøndernes halvfeudale slaveri – kun løses ved proletariatets diktatur. Men efter at have fået magten ved at stille sig i spidsen for bønderne, kunne proletariatet imidlertid ikke blive stående ved løsningen af de demokratiske opgaver. Den borgerlige revolution var direkte forbundet med de første stadier i en socialistisk revolution.
Det var ikke tilfældigt. Historien i den sidste menneskealder viser klart og tydeligt, at under kapitalismens forfald er de tilbagestående lande ude af stand til at nå det udviklingstrin, de gamle kapitalistiske lande har nået. De højt civiliserede nationer, der selv befinder sig i en blindgyde, spærrer vejen for de andre under civilisationsprocessen. Rusland slog ind på den proletariske revolutions vej, ikke fordi dens økonomi var den første, der var moden til en socialistisk omvæltning, men fordi den ikke kunne udvikle sig videre på kapitalistisk basis. En socialisering af produktionsmidlerne var blevet en nødvendig betingelse for at få bragt landet ud af barbariet. Det er loven om den kombinerede udvikling i de tilbagestående lande. Det tidligere czaristiske rige, der trådte ind i den socialistiske revolution som "det svageste led i den kapitalistiske kæde", (Lenin) står endnu i dag, nitten år efter revolutionen, over for at skulle "indhente og overhale" Europa og Amerika, naturligvis først indhente. Det må, kort sagt, løse de opgaver i teknik og produktion, som kapitalismen i de fremskredne lande for længst har løst.
Kunne det være anderledes? De gamle herskende klassers fald løste ikke opgaven at stige op fra barbari til kultur, men stillede den kun op. Ved på samme tid at koncentrere produktionsmidlerne i statens hænder gjorde revolutionen det muligt at anvende nye og langt mere effektive industrimetoder. Kun takket være en planmæssig ledelse var det muligt på så kort en tid at genopbygge, hvad der var blevet ødelagt i den imperialistiske krig og i borgerkrigen, at oprette kæmpemæssige nye fabriker, at skabe nye former for produktion og indføre helt nye industrigrene.
Den store langsommelighed i udviklingen af den internationale revolution, som de bolsjevikiske førere havde regnet med skulle yde dem øjeblikkelig hjælp, skabte umådelige vanskeligheder for Sovjetunionen, men åbenbarede også indre kræfter og hjælpekilder. Men, en korrekt bedømmelse af de opnåede resultater – deres størrelse såvel som deres utilstrækkelighed – er kun mulig ved hjælp af en international målestok. Vor metode skal være en historisk og sociologisk analyse af processen, ikke en opremsning af statistiske tabeller. Men det er alligevel nødvendigt for den videre fremstilling at fastslå visse talmæssige kendsgerninger.
Det store omfang industrialiseringen har taget i Sovjetunionen, navnlig set på baggrund af stagnationen og nedgangen i næsten hele den kapitalistiske verden, fremgår af følgende angivelser, der anføres i grove træk. Industriproduktionen i Tyskland er nu ved at nærme sig niveauet fra 1929, takket være oprustningsfeberen. Produktionen i England, der er beskyttet af toldmure, er gået 3-4% i vejret i de sidste seks år. Industriproduktionen i De Forenede Stater er gået næsten 25% tilbage. I Frankrig mere end 30%. På førstepladsen blandt de kapitalistiske lande ligger Japan, der ruster desperat og udplyndrer sine naboer. Dets produktion er steget næsten 40%. Men selv dette helt ekstraordinære tal blegner over for den dynamiske udvikling i Sovjetunionen. Dens industriproduktion er på samme tid øget næsten 3½ gange, eller 250%. Sværindustrien har øget sin produktion, fra 1925 til 1935 til mere end det tidobbelte. I den første femårsplans første år (1928-29) blev der investeret 5,4 milliard rubler. For 1936 anslås tallet til 32 milliarder.
Ser vi bort fra svingningerne i rublens værdi som måleenhed – uden hensyn til pengeværdien – så når vi til en anden enhed, der er uomtvistelig. I december 1913 blev der i Donbækkenet produceret 2.275.000 tons kul. I december 1935 7.125.000 tons. I de sidste tre år er jernproduktionen fordoblet. Produktionen fra valseværkerne og af stål er forøget næsten 2½ gange. Udvindingen af olie, kul og jern er 3 til 3½ gange større end førkrigstidens. I 1920 da der for første gang blev givet et udkast til elektrificering var der ti lokale elektricitetskraftstationer i landet med en samlet ydelse på 253.000 kilowatt. I 1935 var der allerede 95 sådanne kraftværker med en samlet ydelse på 4.345.000 kilowatt. I 1925 var Sovjetunionen nr. 11 med hensyn til produktion af elektrisk energi, i 1935 stod den kun tilbage for Tyskland og De Forenede Stater. I kulproduktion er Sovjetunionen gået frem fra tiende til fjerde pladsen. I stål fra sjette til tredje pladsen. I produktionen af traktorer til første pladsen i verden. Det samme med produktionen af sukker.
Kæmpemæssige resultater i industrien, uhyre lovende begyndelser i landbruget, en overordentlig vækst af de gamle industribyer og i bygningen af nye, en hastig forøgelse af antallet af arbejdere, en hævning af det kulturelle niveau og de kulturelle krav – det er oktoberrevolutionens uomtvistelige resultater, den som den gamle verdens profeter ville se som den menneskelige civilisations grav. Med de borgerlige økonomer har vi ikke længere noget at strides om. Socialismen har bevist sin ret til sejren, ikke på siderne i Das Kapital, men på et industriområde, der udgør en sjettedel af jordens overflade – ikke i dialektikkens sprog, men i det sprog der hedder stål, cement og elektricitet. Selv om Sovjetunionen, som et resultat af indre vanskeligheder, ydre slag og ledernes fejlgreb, skulle bukke under – hvad vi oprigtigt ønsker ikke skal ske – vil der som et pant på fremtiden blive tilbage den uudryddelige kendsgerning, at alene takket være en proletarisk revolution har et tilbagestående land i mindre end 10 år opnået succeser, der er uden sidestykke i historien.
Dermed er det også slut med striden med reformisterne i arbejderbevægelsen. Kan man et eneste øjeblik sammenligne deres museængstelige vimsen med det kæmpemæssige arbejde, der er fuldført af dette folk, der af en revolution blev vækket til et nyt liv?
Hvis de tyske socialdemokrater i 1918 havde brugt den magt, som arbejderne havde givet dem i hænde til en socialistisk revolution, og ikke til undsætning for kapitalismen, er det, med de russiske erfaringer som grundlag, let at se, hvilken uovervindelig økonomisk kraft, der i dag havde eksisteret i en central- og østeuropæisk socialistisk blok, sammen med en betydelig del af Asien. Verdens folkeslag vil med nye krige og revolutioner komme til at betale for denne reformismens historiske forbrydelse.
Sovjetindustriens dynamiske talopgivelser har ingen fortilfælde. Men de er langt fra de endelige. Sovjetunionen er ved at hæve sig op fra et forfærdende lavt niveau, mens de kapitalistiske lande er ved at glide ned fra et meget højt. Kræfternes sammenspil bestemmes for tiden ikke af det dynamiske i væksten, men ved at stille de to lejres samlede magtforhold op mod hinanden, alt det som kan udtrykkes i materielle forråd, i teknik, kultur og fremfor alt, det menneskelige arbejdes produktivitet. Når vi derfor nærmer os problemet fra dette statistiske synspunkt, ændres stillingen straks til ugunst for Sovjetunionen.
Det spørgsmål der blev formuleret af Lenin: Hvem vinder? – er et spørgsmål om kræfternes samarbejde mellem på den ene side Sovjetunionen og det revolutionære verdensproletariat, og på den anden side mellem den internationale kapital og de fjendtlige kræfter inden for Sovjetunionen. Dennes økonomiske succes har gjort det muligt for den at styrke sig, videreudvikle sig, opruste og – om nødvendigt – give efter og afvente – med andre ord – holde ud. Men det centrale i spørgsmålet: Hvem vinder? ikke bare i det militære, men endnu mere i det økonomiske, stilles i Sovjetunionen i verdensmålestok. Militær intervention er en farlig sag. Men interventionen af billige varer i en kapitalistisk hærs bagagevogne er langt farligere. Proletariatets sejr i et af de vestlige kapitalistiske lande ville naturligvis øjeblikkeligt og radikalt ændre magtforholdene. Men sålænge Sovjetunionen forbliver isoleret, og hvad værre er, sålænge det europæiske proletariat går fra nederlag til nederlag og bliver ved med at gå baglæns, vil styrken i sovjetstrukturen i sidste instans være at måle med arbejdets produktivitet. Og under en vareøkonomi giver det sig udtryk i omkostninger og priser. Forskellen mellem hjemlandets og verdensmarkedets priser er en af de vigtigste målestokke for magtforholdene. Det er imidlertid forbudt de sovjetiske statistikere at nærme sig dette problem. Og grunden er, at trods stagnation og råddenskab ligger kapitalismen endnu i spidsen med hensyn til teknik, organisation og dygtighed hos arbejderne.
Den traditionelle tilbageståenhed inden for landbruget i Sovjetunionen er kendt nok. Ikke på noget område er der her sket fremskridt, der bare tilnærmelsesvis kan tåle sammenligning med industriens fremgang. "Vi er stadig væk langt bagefter de kapitalistiske lande med vore foderroer," beklager for eksempel Molotov i 1935. "I 1934 høstede vi 82 centner på 1 hektar, i 1935 i Ukraine derimod med en usædvanlig god høst 131. I Tjekkoslovakiet og Tyskland høster de henimod 250 centner, i Frankrig over 300 pr. hektar." Molotovs beklagelse kunne godt brede sig til alle landbrugets grene, tekniske afgrøder så vel som korn, og ganske særligt kvægopdræt. Det rigtige sædskifte, frøavl, gødning, traktorer, kombinere, avlscentre – det er alt sammen noget, der bereder vej for en virkelig kæmpemæssig revolution i det socialiserede landbrug. Men det er netop på dette, det mest konservative af alle gebeter, at revolutionen kræver tid. I mellemtiden består problemet i, trods kollektiviseringen, at tillempe sig det kapitalistiske vestens metoder, der er mere udviklede, skønt de er handicappet af småbrugssystemet.
Kampen for at hæve arbejdsproduktiviteten i industrien går ad to veje: tilegnelsen af en mere fremskreden teknik og en bedre udnyttelse af arbejdskraften. Det der gjorde det muligt i løbet af få år at bygge kæmpefabrikker af den mest moderne type var på den ene side, at der i Vesten fandtes en høj kapitalistisk teknik, og på den anden, at vi hjemme anvendte planøkonomien. På dette felt tilegner vi os de fremmedes resultater. Den kendsgerning at sovjetindustrien – og det gælder også udrustningen af den Røde Hær – har udviklet sig i et rivende tempo, betyder enorme potentielle fordele. Industrien har ikke været nødt til at trækkes med et forældet udstyr som i England og Frankrig. Heller ikke hæren. Men denne feberagtige vækst har også sin negative side. Der er ikke noget harmonisk samarbejde mellem industriens forskellige grene. Folkene står tilbage for teknikken, ledelsen er ikke sine opgaver voksen. Alt dette giver sig udtryk i meget høje produktionsomkostninger og i produkter af ringe kvalitet.
"Vore fabriksanlæg," skriver lederen af olieindustrien, "ejer samme udrustning som de amerikanske, men det svigter med organiseringen af olieboringen, vore folk er ikke dygtige nok." De talrige uheld forklarer han som resultatet af "skødesløshed, mangel på dygtighed og mangel på teknisk opsyn." Molotov beklager videre: "Vi er i høj grad tilbage i organisationen af byggeindustrien ... i de fleste tilfælde sker det på gammeldags facon, og maskiner og værktøj misbruges."
Den slags tilståelser kan man finde overalt i sovjetpressen. Den moderne teknik er i Sovjetunionen langt fra at give de samme resultater som i dens kapitalistiske hjemland.
De samlede fremskridt inden for sværindustrien viser en kolossal erobring: det er alene på dette grundlag, at man kan bygge videre, men man må være klar over, at det er i udarbejdelsen af de fineste detaljer, at en moderne økonomi skal bestå sin prøve. På dette område er man i Sovjetunionen meget tilbagestående.
Det er i krigsindustrien, at man utvivlsomt har gjort de betydeligste fremskridt, ikke bare kvantitativt, men også kvalitativt. Hæren og flåden er de mest indflydelsesrige og de krævende kunder. Ikke desto mindre klager lederne af militærdepartementerne, deriblandt også Voroshilov, uophørligt i deres offentlige taler: "Vi er ikke altid helt tilfreds med kvaliteten af de produkter, I leverer os til Den Røde Hær." Det er ikke svært at gætte sig til den uro, der gemmer sig bag disse forsigtige ord.
"Maskinproduktionen," sagde sværindustriens leder, "skulle være af god kvalitet, men desværre er dette ikke tilfældet." ... Og længere henne: "maskinen er dyr hos os." Som altid undlader de indberettende at komme med talangivelser, der kan sammenlignes med verdensproduktionen.
Traktoren er sovjetindustriens stolthed. Men udnyttelseskoefficienten er meget ringe. I løbet af det sidste regnskabsår for økonomien måtte 81 % af traktorerne undergå en hovedreparation, og et ikke ringe antal af dem blev igen ubrugbare i landbrugets højsæson. Efter en del beregninger kan maskin- og traktorstationerne først blive rentable, når høstudbyttet har nået 20-22 centner korn pr. hektar. Men for tiden, hvor gennemsnitshøstudbyttet ikke engang når halvdelen, må staten dække underskuddet med milliarder.
Endnu værre står det til med biltransporten. I Amerika kører en lastbil 60-80.000, ja, indtil 100.000 kilometer om året. I Sovjetunionen kun 20.000, dvs. kun 1/3 eller 1/4 deraf. Ud af hundrede vogne er kun de 55 i drift, resten er til reparation eller venter på det. Omkostningerne ved reparationerne er det dobbelte af udgifterne til anskaffelsen af de nye vogne. Man undres derfor ikke over, at regeringens kontrolkommission bedømmer transporten ved biler som "en overordentlig hård belastning af vore produktionsomkostninger."
Forøgelsen af jernbanernes transportevne er ifølge præsidenten for folkekommissærernes råd ledsaget af "talrige sammenbrud og afsporinger." Den væsentligste årsag er stadig den samme: den fra fortiden nedarvede lave arbejdskultur. Kampen for at holde sporskifterne i orden bliver gjort til en slags heltegerning, som de præmierede sporskiftepiger aflægger rapport om i Kreml for de højeste af magtens spidser. Skibsfarten er til trods for de senere års fremskridt langt bagud for jernbanerne. Af og til kan man i aviserne læse indsendte beklagelser over "det sløsagtige arbejde indenfor søtransporten," over "det utroligt lave stade, som reparationerne af flåden indtager," osv.
Inden for letindustrien er forholdene endnu ugunstigere end i sværindustrien. For sovjetindustrien kan man formulere en speciel lov, der lyder: varerne er som regel dårligere, jo nærmere de er ved de store forbrugermasser. Inden for tekstilindustrien er der ifølge Pravda "en skammelig høj procent af udskudsvarer, stor mangel på udvalg, med overvejende dårlige kvaliteter." Beklagelser over den ringe kvalitet af de almindelige forbrugsvarer forekommer jævnligt i pressen. "Isenkramvarer er sjusket lavet, møblerne er grimme, dårligt samlet, jasket igennem, ordentlige knapper er ikke til at opdrive, indretningen med de offentlige bespisninger arbejder ganske utilfredsstillende," osv. i det uendelige.
At bedømme de industrielle resultater udelukkende efter en kvantitativ målestok, uden at tage hensyn til kvaliteten er næsten ligesom at ville bedømme et menneskes legemsbygning alene efter størrelsen, uden at tage hensyn til brystmålet. En rigtigere bedømmelse af sovjetøkonomiens dynamik kræver tillige, at man foruden at tage hensyn til kvaliteten, stedse har i tankerne, at raske fremskridt på visse felter kan være ledsaget af tilbageståenhed på andre.
Oprettelsen af kæmpemæssige automobilfabrikker sker på bekostning af nødvendig udbygning af vejnettet og på dettes vedligeholdelse. "Vanrøgten af vore veje er meget stor," skriver "Isvestia", "på en af vore vigtigste strækninger, Moskva-Jaroslavl, kan man med bil ikke køre hurtigere end 10 kilometer i timen." Formanden for planlægningskommissionen hævder, at landet endnu bevarer traditioner fra "de vejløse århundreder."
Den kommunale økonomi befinder sig i samme tilstand. Nye industricentre skyder i vejret og samtidigt forfalder dusinvis af andre. Hovedstæderne og industribyerne vokser og forskønnes, i landets forskellige dele bygges der dyre teatre og forsamlingshuse, mens bolignøden skærpes og lejlighederne ikke bliver repareret. "Vi bygger dårligt og dyrt, husene slides op og de vedligeholdes ikke, reparationerne er få og elendige." (Isvestia). Sådanne misforhold findes inden for hele samfundslivet. Inden for visse grænser er de uundgåelige, eftersom man jo må begynde med det vigtigste først. Men det kan ikke nægtes, at tilbageståenhed inden for visse grene i høj grad mindsker nytteværdien af arbejdet inden for andre. Forestiller man sig en planøkonomi, der ledes ideelt og som ikke går ud på at opnå et maksimaltempo inden for enkelte grene, men på at opnå det største resultat for den samlede økonomi, vil den statistiske tilvækstkoefficient i den første tid blive lavere, men den samlede økonomi, og særligt forbrugerne, vil vinde derved. I det lange løb også økonomiens almindelige dynamik.
I den officielle statistik bliver udgifterne til fabrikation og reparation af biler lagt sammen til en samlet omkostningssum for denne industri. Set fra den økonomiske effektivitets synspunkt ville det være rimeligere at trække reparationerne fra end at lægge dem til. Denne bemærkning gælder også for mange andre industrigrene. Det er derfor, at alle summariske angivelser i rubler kun er af relativ værdi: man ved ikke sikkert hvad en rubel faktisk er værd, og man ved ikke altid, hvad der skjuler gig derunder: fabrikationen af maskiner eller den for tidlige slitage af dem. Hvis for eksempel stigningen i den samlede produktion inden for sværindustrien, omregnet i "stabile" rubler, sammenlignet med førkrigstidens, beløber sig til det seksdobbelte, så er stigningen i udvindingen af olie, kul og jern kun det tre eller tre og en halvdobbelte, udregnet i tons. Den egentlige årsag til uoverensstemmelsen i disse tal er, at Sovjetunionen har skabt en række nye produktionsgrene, som var ukendt i czartidens Rusland. Men der er een grund til, og det er den tendentiøse behandling af statistikken. Som bekendt har ethvert bureaukrati en indre trang til at besmykke kendsgerningerne.
Den gennemsnitlige individuelle arbejdsydelse er i Sovjetunionen endnu meget lav. I den bedste metalfabrik er, efter hvad direktørerne indrømmer, støbejerns- og stålproduktionen pr. arbejder tre gange lavere end gennemsnitsydelsen i de amerikanske fabrikker. En sammenligning af gennemsnitstallene i begge lande ville sandsynligvis vise et forhold som en til fem, eller endnu lavere.
Når det er tilfældet, er en erklæring om, at højovnene i Sovjetunionen bliver "bedre" udnyttet end i de kapitalistiske lande foreløbig blottet for mening. Teknikkens opgave består i at økonomisere med det menneskelige arbejde, og ikke i noget andet. I træ- og bygningsindustrien står det endnu ugunstigere til end i metalindustrien. I De Forenede Stater regner man med 5.000 tons årlig pr. stenhugger, i Sovjetunionen 500 tons, dvs. en tiendedel. Et så skrigende misforhold beror ikke bare på utilstrækkelig duelighed hos arbejderne, men først og fremmest tillige på dårlig organisation af arbejdet. Bureaukratiet forsøger af alle kræfter at anspore arbejderne, men rigtigt at nytte arbejdskraften, det forstår det ikke. Hvad landbruget angår, står det naturligvis endnu ugunstigere til end i industrien. Til de lave arbejdsydelser svarer en lav nationalindtægt og dermed også en lav levestandard hos folkets brede masser.
Når man henviser til, at Sovjetunionen i 1936, med hensyn til omfanget af industriproduktion, vil indtage førstepladsen i Europa – i og for sig et enormt resultat – så ser man derved ikke bare bort fra kvaliteten og produktionsprisen, men tillige fra befolkningstallet. Et lands almindelige udviklingsniveau, og særlig massernes levestandard, lader sig, selv i grove træk, kun bestemme, når man dividerer produktionen med forbrugertallet. Lad os forsøge at gennemføre denne lille regneopgave.
Jernbanernes betydning for økonomi, kultur og krig behøver ingen påvisning. Sovjetunionen råder over 83.000 kilometer skinneveje, imod 58.000 i Tyskland, 63.000 i Frankrig og 417.000 i De Forende Stater. Det vil sige, at 10.000 mennesker har i Tyskland 8,9 kilometer skinnevej, i Frankrig 15,2, i De Forenede Stater 33,1 og i Sovjetunionen 5,0. Med hensyn til jernbaner står Sovjetunionen stadigvæk på et af de laveste trin i den civiliserede verden. Handelsflåden, der i løbet af de sidste fem år er tredoblet, befinder sig i øjeblikket kun på højde med den danske og den spanske flåde. Dertil kommer landevejenes ualmindeligt ringe tilstand. På hver 1.000 indbyggere i Sovjetunionen blev der i året 1935 fremstillet 0,6 biler, i Storbritannien ca. 8, i Frankrig ca. 4,5 og i De Forenede Stater 23 (imod 36,5 i 1928).
Og trods sin yderst tilbagestående tilstand med hensyn til jernbaner, vandveje og biltransportvæsen, overgår den ikke, hvad angår forholdstallet for heste (rundt regnet en hest for hver 10-11 indbyggere) hverken Frankrig eller De Forenede Stater, og står tilmed langt tilbage for disse med hensyn til hestebestandens kvalitet.
Også på sværindustriens område, hvor dog de betydeligste fremskridt har fundet sted, er sammenligningstallene stadig ugunstige. I Sovjetunionen udvandt man i året 1935 omtrent 0,7 tons kul pr. indbygger, i Storbritannien 5 tons, i De Forende Stater næsten 3 tons (imod 5,4 i året 1913), i Tyskland ca. 2 tons. Stål: i Sovjetunionen ca. 67 kilo pr. indbygger og i De Forende Stater ca. 250 kilo osv. Forholdet er omtrent det samme for støbe- og valsejern. Af elektrisk kraft frembragte Sovjetunionen 1935 pr. indbygger 153 kilowatttimer, Storbritannien (1934) 443, Frankrig 363 og Tyskland 472.
Inden for letindustrien er tallene pr. indbygger som regel endnu lavere. Af uldstoffer blev der i 1935 tilvirket mindre end en halv meter pr. indbygger, det er 8-10 gange mindre end i De Forenede Stater eller i Storbritannien. Tøj af uld kan kun de privilegerede sovjetborgere skaffe sig. De brede masser må nu som før, også om vinteren, gå med bomuldstøj, hvoraf der bliver fremstillet ca. 16 meter pr. indbygger. Skotøjsindustrien leverer i dag henimod ½ par sko årligt pro persona, i Tyskland mere end 1 par, i Frankrig 1½, i De Forenede Stater ca. 3 par for ikke at tale om kvalitetsmærker, som yderligere forrykker forholdet. Man kan med bestemthed sige, at i de borgerlige lande er procentdelen af dem, der har flere par fodtøj, betydeligt højere end i USSR Desværre indtager USSR endnu stadigvæk førstepladsen med hensyn til de barfodede.
Omtrent de samme forhold gør sig gældende, tildels dog endnu ugunstigere, når talen er om levnedsmiddelproduktionen, trods de ubestridelige fremskridt i de sidste år: konserves, pølser, ost, for ikke at tale om kager og konfekt, er stadig væk uopnåelige for befolkningens støre flertal. Dårligt står det også til med mælkeprodukterne. I Frankrig og i USA. findes der en ko for hver 5 indbyggere, i Tyskland for 6 og i Sovjetunionen for 8. Hvad mælkeproduktionen angår, må man dog her regne med ca. 2 køer for 1. Kun med hensyn til brødkorn, særlig rug, og ligeledes kartofler, overgår Sovjetunionen, omregnet i indbyggerantal, meget betydeligt de fleste europæiske lande og USA. Men rugbrød og kartofler som hovednæringsmiddel for en befolkning, det er de klassiske tegn på fattigdom.
Papirforbruget er et af de vigtigste kulturtegn. I 1935 blev der i Sovjetunionen tilvirket mindre end 4 kilo papir pr. indbygger, i USA mere end 34 kg (imod 48 kg i året 1928), i Tyskland mere end 47 kg. Når der i USA. frembringes 12 blyanter om året pr. indbygger, er der i USSR kun 4, og tilmed af så ringe kvalitet, at deres brugsværdi næppe når de andres ene, højst to. Aviserne beklager sig bestandig over, at manglen på ABC'er, papir og blyanter lammer skolearbejdet. Det er derfor ikke så underligt, at udryddelsen af analfabetismen, der allerede før oktoberrevolutionens 10-årsdag blev stillet i udsigt, endnu til dato ikke er nået.
Man kan også belyse det samme problem ud fra mere almindelige betragtninger. Nationalindkomsten er pr. indbygger i Sovjetunionen langt ringere end i Vesten. Og da kapitalinvesteringerne optager 25-30%, dvs. en langt betydeligere del af indkomsten end noget andet sted i verden, så må forbrugsandelen til folkemasserne nødvendigvis være betydeligt lavere end i de fremskredne kapitalistiske lande.
Det er rigtigt, at der i USSR ikke findes en besiddende klasse, hvis luksusforbrug skal udlignes ved et underforbrug af de store masser. Og dog bliver vægten af denne erkendelse mindre tung, end man ved første øjekast skulle synes. Hovedanken mod det kapitalistiske system er ikke de besiddende klassers ødselhed, hvor frastødende den end kan være, men at bourgeoisiet som garanti for dets ret til ødselhed opretholder privatejendomsretten til produktionsmidlerne, og på den måde giver samfundet til pris for anarki og opløsning. Hvad luksusvarer angår har bourgeoisiet naturligvis et monopol på forbruget. Men det er det overvejende flertal af de arbejdende masser, der er forbrugere af de livsnødvendige artikler.
Vi skal senere få at se, at selv om der i Sovjetunionen ikke findes nogen besiddende klasser i egentlig forstand, så består der alligevel et meget privilegeret, dirigerende lag, der under forbruget tilegner sig løvens part. Og når der i Sovjetunionen tilfalder mindre af livsvigtige varer pr. indbygger end i de fremskredne kapitalistiske lande, så betyder det netop, at levestandarden for sovjetmasserne er endnu lavere end det kapitalistiske niveau.
Det historiske ansvar for denne tilstand bærer naturligvis Ruslands samlede tunge og dystre fortid, med sin arv af mørke og fattigdom. Der fandtes ingen anden udvej til fremskridt end omstyrtningen af kapitalismen. For at overbevise sig herom behøver man bare at kaste et blik på de baltiske stater og Polen, der engang dannede de højst udviklede dele af czarriget, men som endnu ikke er kommet ud af elendigheden. Sovjetstyrets uforgængelige fortjeneste ligger i dets udholdende og stort set resultatrige kamp imod den tusindårige tilbageståenhed. Men en rigtig bedømmelse af resultaterne er den første betingelse for videre fremskridt.
Sovjetstyret gennemløber for øjnene af os et forberedelsens stadium, hvori det importerer Vestens tekniske og kulturelle erobringer, overtager dem og gør dem til sine egne. Forholdstallene for produktion og forbrug er vidnesbyrd om, at dette forberedelsesstadium endnu er langt fra at være afsluttet: selv under den lidet sandsynlige forudsætning af en videre fortsat kapitalistisk stilstand, ville dette vare en hel historisk periode. Det er den første, yderst vigtige, slutning, som vi i undersøgelsens videre forløb nok skal komme tilbage til.
| Tilbage | Næste |