| Tilbage | Næste |
Udviklingslinjen i sovjetøkonomien danner langt fra en uafbrudt og tilmed stigende kurve. I de første atten år under det nye styre kan man klart skelne adskillige trin, der kendetegnes af svære kriser. En kort oversigt over Sovjetunionens økonomiske historie i forbindelse med regeringens politik er absolut nødvendig både for diagnosen og prognosen.
De første tre år efter revolutionen var en periode med åben og grusom borgerkrig. Det økonomiske liv blev helt underlagt frontens behov. Det kulturelle liv holdt sig gemt i krogene og var præget af dristige, skabende tanker på et højt niveau, frem for alt af Lenins personlige tænkning, understøttet af yderst sparsomme materielle midler. Det var den periode, der kaldes "krigskommunismen" (1918-21), som danner en heroisk parallel til "krigssocialismen" i de kapitalistiske lande. Sovjetregeringens økonomiske problemer gik i disse år væsentlig ud på at hjælpe krigsindustrierne og udnytte fortidens sparsomme lagre til militære formål og på at holde bybefolkningen i live. Krigskommunismen var i virkeligheden en systematisk regulering af forbruget i en belejret fæstning.
Man må nødvendigvis indrømme, at i sin oprindelige udformning tog den et bredere sigte. Sovjetregeringen håbede på og stræbte efter at kunne udvikle disse reguleringsmetoder mere direkte til et planøkonomisystem, med fordeling såvel som med produktion. Den håbede med andre ord, at man lidt efter lidt kunne gå over fra "krigskommunisme" til en ægte kommunisme, men uden at få ødelagt systemet. Bolshevikpartiets program fra marts 1919 indeholdt nemlig følgende: "inden for fordelingsområdet er det sovjetregeringens nærmeste opgave, uden vaklen at fortsætte med på en planmæssig, organiseret og statsomfattende måde at erstatte handel med en fordeling af produkterne."
Virkeligheden kom imidlertid i en stigende konflikt med "krigskommunismens" program. Produktionen faldt uafbrudt, og det ikke bare på grund af krigens ødelæggende handlinger, men også fordi stimulansen til producenternes personlige interesse sygnede hen. Byen forlangte korn og råmaterialer fra landdistrikterne uden at give noget i bytte derfor, undtagen forskelligfarvet stykker papir, der efter en gammel erindring kaldtes for penge. Og mushiken gravede sine forråd i jorden. Regeringen sendte bevæbnede arbejderregimenter ud efter korn. Mushiken formindskede sin udsæd. Industriproduktionen beløb sig i 1921, lige efter borgerkrigens slutning, i det højeste til en femtedel af førkrigstidens. Produktionen af stål faldt fra 4,2 millioner tons til 183,000 tons – det vil sige til 1/23 af hvad den havde været. Den samlede kornhøst faldt fra 801 millioner centner til 503 millioner i 1922. Det var et forfærdeligt hungersnødsår. Udenrigshandelen styrtede ned fra 2,9 milliard rubler til 30 millioner. Produktivkræfternes sammenbrud overgik alt hvad historien nogensinde har kendt til. Landet, og regeringen med det, var på selve afgrundens rand.
Krigskommunismens utopiske forhåbninger kom senere hen ud for en grusom, og i mange henseender, berettiget kritik. Det herskende partis teoretiske fejltagelse forbliver imidlertid kun uforståelig, hvis man lader den kendsgerning ude af betragtning, at på den tid var alle beregninger bygget op på håbet om en snarlig sejr for revolutionen i vesten. Det blev betragtet som selvindlysende, at det sejrrige tyske proletariat ville forsyne Sovjetrusland, ikke bare med maskiner og fabriksvarer, men også med titusinder af højt kvalificerede arbejdere, ingeniører og organisatorer, for til gengæld i fremtiden at levere levnedsmidler og råvarer. Og der er ingen tvivl om, at hvis den proletariske revolution havde sejret i Tyskland – det som ene og alene blev forhindret af socialdemokraterne -ville den økonomiske udvikling i Sovjetunionen lige så vel som i Tyskland være skredet frem med så kæmpemæssige skridt, at Europas og hele verdens skæbne i dag ville have tegnet sig så langt, langt mere strålende. Man kan dog med sikkerhed sige, at selv med et så lykkeligt udfald ville det alligevel have været nødvendigt at give afkald på den direkte statsfordeling til fordel for handelsmetoderne.
Lenin forklarede nødvendigheden af at genopbygge handelsmarkedet ved at henvise til, at der i landet fandtes millioner af isolerede bondebedrifter, der ikke var vant til at tilpasse deres økonomiske forhold til omverdenen uden gennem handel. Handelsomsætningen ville skabe en "sammensmeltning", som man kaldte det, af bonden og de nationaliserede industrier. Det teoretiske grundlag for denne "sammensmeltning" er såre simpel: industrien skulle forsyne landdistrikterne med nødvendige varer til sådanne priser, som ville kunne sætte staten i stand til at give afkald på en tvangsmæssig beslaglæggelse af produkterne fra bondearbejdet.
At råde bod på de økonomiske forbindelser med landdistrikterne var ganske vist den mest kritiske og påtrængende opgave for NEP. Efter et kort eksperiment viste det sig imidlertid, at industrien, trods sin socialistiske karakter, selv havde brug for metoder med pengebetaling i den form, der var udarbejdet af kapitalismen. En planøkonomi kan ikke udelukkende støtte sig til teoretiske overvejelser. Spillet mellem tilbud og efterspørgsel vil i en lang periode vedblive med at være den nødvendige materielle basis og et uomgængeligt reguleringsmiddel.
Det handelsmarked, der fik lovkraft gennem NEP, begyndte sin virksomhed efter at der var bragt orden i pengesystemet. Så tidligt som i 1923 begyndte industrien at leve op, takket være en begyndende stimulans fra landdistrikterne, og nåede meget snart et rask tempo. Det er nok at sige, at produktionen fordobledes i 1922 og 1923, og i 1926 allerede havde nået førkrigshøjde – det vil sige, at den siden 1921 var femdoblet. På samme tid forøgedes høstudbyttet, men i et langt mere beskedent tempo. I det kritiske år 1923 begyndte de uoverensstemmelser inden for det herskende parti, der allerede tidligere var kommen til syne vedrørende forholdene mellem industrien og landbruget, at antage en skarpere form. I et land, der fuldstændigt har udtømt sine lagre og reserver, kan industrien ikke udvikle sig uden ved at låne korn og råstoffer fra bønderne. Imidlertid ville altfor "tvangsmæssige lån" af produkter ødelægge stimulansen til arbejde. Da bønderne ikke troede på en fremtidig lykketilværelse, agtede de at svare på kornekspeditionerne indefra byen med tilsåningsstrejke. Og på den anden side truede altfor skånsomme indkrævninger med stilstand. Når bønderne ikke modtog industriprodukter, ville de selv lægge sig efter den slags industri, der kunne tilfredsstille deres eget behov, og genopfriske det gamle hjemmehåndværk. Uenigheden inden for partiet begyndte med spørgsmålet om, hvor meget man skulle tage fra landsbyerne til industrien, for at kunne fremskynde en periode med en dynamisk ligevægt mellem dem. Diskussionen blev med det samme gjort mere indviklet ved problemet om selve den sociale struktur i landsbyen.
I foråret 1923 var der på en partikongres en delegeret fra "Venstreoppositionen" – dette navn var dog endnu ikke i brug – der demonstrerede forskellene på industripriser og landbrugspriser i form af et ildevarslende diagram. Dette fænomen blev da for første gang kaldt for "saksen", et udtryk der siden er bleven næsten internationalt. Hvis industrien vedbliver med at komme bagefter – sagde taleren vil saksen fortsætte med at lukke sig op og så vil et brud mellem by og land være uundgåeligt.
Bønderne skelnede skarpt mellem den demokratiske og agrariske revolution, som det bolshevikiske parti havde gennemført, og så den politik der direkte sigtede på at lægge et grundlag for socialismen. Ekspropriationen af godsejernes og af statens jord bragte bønderne en indtægt på henimod 1/2 milliard guldrubler om året. Men gennem priserne på statens produkter kom bønderne imidlertid af med et meget større beløb. Så længe resultatet af de to revolutioner, den demokratiske og den socialistiske, fast knyttet sammen med oktoberknuden, gav bønderne et økonomisk tab på flere hundrede millioner rubler årligt, blev en sammensmeltning af de to klasser problematisk.
Den spredte og udstykningsagtige karakter som landbruget havde arvet fra fortiden, forøgedes ved resultaterne fra oktoberrevolutionen. Antallet af selvstændige ejendomme steg i den følgende tidsperiode fra 16 til 25 millioner, hvad naturligvis forstærkede flertallet af bøndergårdenes rent forbrugsagtige, selvforsynende karakter. Dette var en af grundene til at der blev mangel på landbrugsprodukter.
En lille vareøkonomi frembringer uundgåeligt udbyttere. I samme grad som landsbyerne kom til kræfter, begyndte også differentieringen indenfor masserne at gøre sig gældende. Udviklingen forløb ad de gamle fasttrådte stier. Kulakken berigede sig i langt højere grad end landbruget som helhed. Regeringens politik blev under slagordet "ansigtet mod landsbyen" i virkeligheden en orientering henimod kulakken. Landbrugsskatter faldt tungere på de fattige end på de velhavende, der tilmed skummede fløden af statskreditterne. Overskudskornet, der hovedsageligt lå hos landsbyens velhavende, blev anvendt til at slavebinde de fattige og til spekulationssalg til byens småborgerskab. Bukharin, der var den herskende klikes førende teoretiker på det tidspunkt, tilråbte bønderne sit bekendte slagord: "berig jer". I det teoretiske sprog skulle det betyde, at kulakkerne gradvis skulle vokse ind i socialismen. Rent praktisk betød det, at et mindretal berigede sig på bekostning af det overvældende flertal.
Fanget af sin egen politik så regeringen sig tvungen til skridt for skridt at vige tilbage for kravene fra et småbourgeoisi ude på landet. I 1925 fik landbruget ved lov vedtaget anvendelse af lønnet arbejdskraft og forpagtning af jorden. Bondestanden var ved at komme i et spændingsforhold mellem småkapitalisten på den ene side og lønarbejderen på den anden. Samtidig var staten blevet lukket ude fra landbrugsmarkedet, fordi den manglede industrivarer. Mellem kulakken og den lille håndværker dukkede der nu en mellemhandler op, ligesom skudt op af jorden. Selv statsforetagender blev i deres søgen efter råstoffer mere og mere tvunget til at handle med private handlende. Kapitalismens stigende bølge var mærkbar overalt. Enhver der tænkte over sagerne indså klart, at alene en revolution af ejendomsformerne ikke løser socialismens problem, men bare stiller det op.
I 1925, da kursen henimod kulakken var i fuldt sving, begyndte Stalin at forberede en afnationalisering af jorden. På et spørgsmål der på hans egen anmodning blev stillet ham af en sovjetisk journalist: "Ville det ikke være i landbrugets interesse at tildele hver bonde for en tiårsperiode et stykke jord, som han kunne dyrke?" svarede Stalin: "Ja, endog i 40 år." Landbrugsministeren for Georgien fremsatte på Stalins eget initiativ et lovforslag om at afnationalisere jorden. Formålet var at give landmanden tillid til sin egen fremtid. Mens dette gik for sig i foråret 1926 var omtrent 60% af det korn, der var bestemt til salg, i hænderne på 6% af bondebrugene! Staten manglede korn ikke bare til udenlandshandlen, men tillige til det hjemlige forbrug. Eksportens ringe omfang gjorde det nødvendigt at give afkald på indførsel af færdigvarer, og indskrænke importen af maskiner, og råvarer til det mindst mulige.
Ved at sinke industrialiseringen og ved at forfordele bøndernes store masse og sætte sin lid til de velhavende bønder afslørede denne politik inden for 2 år utvetydigt sine politiske konsekvenser. Den medførte en overordentlig forøget selvfølelse hos småborgerskabet både i by og på land, og dette satte sig fast i mange af de lavere sovjetter, den stimulerede bureaukratiets magt og selvsikkerhed, den medførte et voksende tryk på arbejderne og en fuldstændig undertrykkelse af parti- og sovjetdemokratiet. Kulakkernes magt forskrækkede to fremtrædende medlemmer af den herskende klike, Zinoviev og Kamenev, som var – og det var ikke noget tilfældigt – præsidenter for sovjetterne i de to vigtige proletariske centrer, Leningrad og Moskva. Men provinsen, og endnu mere bureaukratiet, stod fast på Stalins side. Kursen til gunst for de velhavende bønder vandt sejr. I 1926 sluttede Zinoviev og Kamenev samt deres tilhængere sig til oppositionen fra 1923 ("trotskisterne").
Det siger sig selv, at "principielt" tog den herskende gruppe heller ikke dengang afstand fra landbrugets kollektivisering. Man anviste det bare en plads i deres perspektiv en menneskealder længere fremme. Den senere landbrugsminister Jakovlev skrev i 1927, at skønt den socialistiske opbygning af bondebruget kun kan ske gennem kollektivisering, "kan dette sikkert ikke ske på et-to-tre år, ja ikke engang i løbet af en tiårsperiode." "De kollektive brug og kommuner," fortsatte han, "... vil nu og i lang tid uden tvivl kun vedblive med at være små øer på de private bondebrugs hav." Og sandt nok, så befandt kun 8% af bondefamilierne sig på dette tidspunkt inden for kolkhoserne.
Striden inden for partiet om den såkaldte "generallinje", der nåede op på overfladen i 1923, blev særlig spændt og lidenskabelig i løbet af 1926. Venstreoppositionen skrev i sit omfangsrige program, der omfattede alle industriens og økonomiens problemer: "Partiet bør modsætte sig og gøre op med alle de tendenser der er rettet imod at afskaffe og underminere nationaliseringen af jorden, en af grundpillerne for proletariatets diktatur." På dette spørgsmål vandt oppositionen sejr. Direkte anslag imod nationaliseringen blev lagt til side. Men naturligvis drejede problemet sig ikke udelukkende om formerne for ejendomsretten til jorden.
"Over for forøgelsen af det private bondebrug ud over landet," hedder det i oppositionens program, "må vi sætte en hurtigere forøgelse af kollektivbrugene. Det er nødvendigt systematisk år efter år at anvende en betydelig sum som hjælp til at få de fattige bønder organiseret i kollektivbrug. Hele arbejdet med kooperationsproblemerne må gå ud på at forvandle småproduktionen til en uhyre kollektivproduktion." Men dette bredt anlagte kollektiviseringsprogram blev i de følgende år hårdnakket betragtet som utopisk. Under forberedelserne til den 15. partikongres, hvis opgave var at udelukke venstreoppositionen, sagde den senere præsident for Folkekommissærernes Råd, Molotov, atter og atter: "vi må ikke berede (!) de fattige bønder nogen illusion om en kollektivisering af de brede bondemasser. Det vil ikke være muligt under de nuværende omstændigheder." Ifølge kalenderen var det i slutningen af 1927. Så langt var den herskende klike på den tid fra sin egen fremtidige politik vedrørende bønderne!
Disse år (1923-28) hengik med, at den herskende koalition, Stalin, Molotov, Rykov, Tomskij og Bukharin (Zinoviev og Kamenev gik over til oppositionen i begyndelsen af 1926) bekæmpede forsvarerne for "over-industrialiseringen" og planøkonomien. De fremtidige historikere vil med ikke ringe overraskelse blive stillet over for den socialistiske stats hadske mistillid til et dristigt økonomisk initiativ. En forøgelse i industrialiseringens tempo fandt sted rent praktisk, under impulser udefra, med en brutal tilsidesættelse af alle beregninger, hvad der bevirkede forøgelse af omkostningerne. Kravet om en femårsplan, der blev fremsat af oppositionen i 1923, blev mødt med spot, som det passer sig for en småborger, der er bange for "et spring ind i det ukendte". Så sent som i april 1927 forsikrede Stalin på et plenarmøde i Centralkomiteen, at et forsøg på at bygge Dnjeprostroj vandkraftværket for os ville være det samme som det ville være for en mushik at købe en grammofon i stedet for en ko. Dette bevingede ord var ligesom et helt program. Det er værd at erindre om, at i disse år gentog den borgerlige presse og den socialdemokratiske efter den, fuld af sympati, de officielle anklager mod "Venstreoppositionen" for industriromantik.
Midt i partidiskussionernes larm besvarede bønderne mangelen på industrivarer med en mere og mere hårdnakket strejke. De ville ikke bringe deres korn på markedet, heller ikke øge deres såninger. Højrefløjen (Rykov, Tomskij og Bukharin) der var toneangivende i denne periode, krævede større spillerum for kapitalistiske strømninger ude i landsbyen, ved at hæve prisen for korn, selv på bekostning af et lavere tempo i industrien. Den eneste mulige udvej under en sådan politik ville have været at importere færdigvarer mod en eksport af landbrugsprodukter. Men dette ville have betydet en "sammensvejsning" ikke af bondeøkonomien og den socialistiske industri, men af kulakkerne og verdenskapitalismen. Og det var der ikke nogen grund til at have lavet oktoberrevolutionen for.
"En forøgelse af industrialiseringen", svarede repræsentanter for oppositionen på partikongressen i 1926, "særlig ved en forhøjet skat på kulakken, vil fremskaffe en stor mængde varer og lavere markedspriser, og dette vil være en fordel både for arbejderen og for flertallet af bønderne... ansigtet mod landsbyen betyder ikke at vende ryggen til industrien, men gennem industrien til landsbyen. Thi man kan ikke komme ud til landsbyen med "statens" ansigt, hvis det ikke har industrien med."
Som svar tordnede Stalin imod oppositionens "fantastiske planer". Industrien måtte ikke vove sig for langt i forvejen, lade landbruget i stikken og se bort fra "akkumulationstempoet i vort land". Partiets beslutninger blev ved med at gentage disse forskrifter om at tilpasse sig landbrugets mere velhavende kredse. Den 15. partikongres der holdtes i dec. 1927 for en gang for alle at få knust "over-industrialisererne", advarede mod "faren ved for stor indsats af statskapital i sværindustrien". Den herskende fraktion nægtede på dette tidspunkt stadig at se nogen anden fare.
I året 1927-28 endte den såkaldte genopbygningsperiode, hvor industrien hovedsagelig arbejdede med førrevolutionært maskineri og landbruget med gamle redskaber. Videre fremskridt krævede en selvstændig industri på en bred basis. Det ville være umuligt at fortsætte med en famlende og planløs ledelse.
De muligheder man kunne tænke sig for en socialistisk industrialisering var blevet analyseret af oppositionen så tidligt som i 1923-25. De almindelige slutninger deraf var, at Sovjetunionen ville være i stand til, efter at have opbrugt det udstyr, det havde arvet fra bourgeoisiet, på basis af en sosialistisk akkumulation at opnå et tempo i sin vækst, som ville have været fuldstændig umulig under kapitalismen. Lederne af den herskende fraktion latterliggjorde åbent vore koefficienter, der forsigtigt beregnet lå i nærheden af 15-18%, som fantastisk fremtidsmusik. Heri sammenfattedes dengang det væsentligste i kampen imod "trotskismen".
Det første officielle udkast til femårsplanen, der så lyset i slutningen af 1927, var præget af småligt udsyn. Væksten i den industrielle produktion var således beregnet til at skulle synke år for år fra 9 til 4%. Forbruget pro persona skulle i de fem år vokse med 12%! Med hvilken utrolig forsagthed de gennemtænkte denne første plan fremgår klart af den kendsgerning, at statsbudgettet ved forløbet af de fem år kun skulle andrage 16% af nationalindkomsten, mens budgettet i det czaristiske Rusland, der ikke påtænkte at opbygge et socialistisk Rusland, gabede over 18% af skatterne! Det er måske værd at notere, at de ingeniører og økonomer der opstillede denne plan, nogle år senere blev dømt og alvorligt straffet efter loven som bevidste sabotører, der havde handlet efter anvisning fra fremmede magter. De anklagede kunne have svaret, hvis de havde turdet, at deres planlægningsarbejde svarede nøjagtigt til Politbureaus "generallinje" på den tid og blev udført efter dets forskrifter.
Kampen om tendenserne blev nu oversat til et talsprog. "På tærskelen til oktoberrevolutionens 10-årsdag", siger oppositionens program, "betyder sådan en pedantisk og helt igennem pessimistisk plan i virkeligheden at modarbejde socialismen." Et år senere vedtog Politbureau en ny femårsplan med en gennemsnitsforøgelse af årsproduktionen på 9%. Den virkelige udviklingsgang afslørede imidlertid en fast tendens til at nærme sig de koefficienter, som de "overindustrialiserende" var kommet til. Endnu et år senere, da regeringens politik havde ændret sig radikalt, udarbejdede statens planlægningskommission en tredje femårsplan, hvor væksttempoet, langt mere end nogen kunne have ventet, nærmede sig til oppositionens hypotetiske forudsigelse i 1925.
Den virkelige historie om Sovjetunionens økonomiske politik er således, som vi har set, meget forskellig fra den officielle legende. Desværre tager fromme forskere som Webb'erne ikke det ringeste hensyn til dette.
Ubeslutsomhed over for de private bondebrug, mistro til storstilede planer, forsvar for et minimaltempo, undervurdering af de internationale problemer – alt dette tilsammen udgør det væsentlige af teorien om "socialisme i eet land", der første gang blev opstillet af Stalin i efteråret 1924 efter proletariatets nederlag i Tyskland. Ingen hast med industrialiseringen, ingen vrøvl med mushiken, ikke regne med verdensrevolutionen, og frem for alt beskytte partibureaukratiets magtstilling mod kritik! Klassedelingen inden for bondestanden blev afvist som en opfindelse af oppositionen. Den ovennævnte Jakovlev afskedigede det Centrale Statistiske Bureaus folk, da de i deres tabeller gav kulaken en større plads end der passede autoriteterne, mens lederne ganske roligt forsikrede, at varehungeren var overstået, at "man stod over for et roligt tempo i den økonomiske udvikling", at indsamlingerne af korn i fremtiden ville gå for sig mere "ligeligt", o.s.v. Den styrkede kulak vandt middelbonden for sig og påførte byen en kornblokade. I januar 1928 stod arbejderklassen ansigt til ansigt med skyggen af en truende hungersnød. Historien forstår sig godt på at lave ondskabsfulde vittigheder. I selve den måned da kulakken sprang i struben på revolutionen, blev venstreoppositionens repræsentanter kastet i fængsel eller forvist til forskellige dele af Sibirien som straf for udbredelse af "panik" over for kulakspøgelset.
Regeringen forsøgte at påstå, at kornstrejken var forårsaget af den usminkede fjendtlighed hos kulakken (hvor kom han nu pludselig fra?) over for den socialistiske stat – det vil sige af ganske almindelige politiske motiver. Men kulakken er meget lidt tilbøjelig til den slags "idealisme". Når han skjulte sit korn, så var det fordi han syntes, at det var ufordelagtigt for ham at sælge det. Af samme grund lykkedes det ham at bringe store kredse af landsbyen ind under sin indflydelse. Blotte repressalier over for kulakkens sabotage var øjensynligt uhensigtsmæssig. Det var nødvendigt at ændre politik. Alligevel blev der spildt ikke så lidt tid med nølen.
Rykov bebudede i juli 1928, da han endnu stod i spidsen for regeringen: "det er partiets hovedopgave at udvikle de private bondebrug..." Og Stalin hjalp ham: "der er mennesker der tror, at de private bondebrug har overlevet sig selv, og at vi ikke skal hjælpe dem ... Sådanne folk har ikke noget tilfælles med partilinjen." Der gik ikke et år, før partiets linje ikke havde noget som helst til fælles med disse ord. Den "fuldstændige kollektivisering"s morgenrødme dæmrede i horisonten.
Den nye kurs var et resultat af forholdsregler der var lige så famlende og empiriske som den foregående og fremkom efter en skjult kamp inden for regeringsblokken. "Grupperne til højre og i centrum er forenet af almindelig fjendtlighed mod oppositionen" – det var hvad der havde stået i venstreoppositionens program et år i forvejen – "og eksklusionen af venstreoppositionen vil så uundgåeligt fremskynde den endelige kamp mellem dem selv". Og det gjorde det. Lederne af regeringsblokken, der var i færd med at opløse sig, ville naturligvis ikke for alt i verden tillade, at denne venstrefløjens forudsigelse, som så mange andre, var gået i opfyldelse. Så sent som den 19. oktober 1928 erklærede Stalin offentligt: "det er på tide at få stoppet al den sladder om at der består en højreafvigelse og en forsonende holdning over for den i vor centralkomites politbureau." Begge grupper følte på denne tid partimaskinen på pulsen. Det kneblede parti levede af dunkle rygter og af gætninger. Men bare et par måneder senere meddelte den officielle presse, med sædvanlig frækhed, at regeringens chef, Rykov, "havde spekuleret i sovjetmagtens økonomiske vanskeligheder," og at chefen for Den Kommunistiske Internationale, Bukharin, havde vist sig at være agent for "bourgeois-liberale indflydelser", og at Tomskij, præsident for fagforeningernes alrussiske centralkomite, ikke var andet end en elendig "trade-unionist". Alle tre, Rykov, Bukharin og Tomskij var medlemmer af Politbureau. Når hele den forudgående kamp imod venstreoppositionen havde anvendt våben taget fra højregrupperne, så var Bukharin nu i stand til, uden at synde mod sandheden, at beskylde Stalin for i sin kamp mod højre at benytte en del af den fordømte venstreoppositions program.
Hvordan det end var gået til – en forandring var sket. Slagordet "bliv rige!", blev nu fordømt tillige med teorien om kulakkens gradvise voksen-ind-i socialismen, noget forsinket, ganske vist, men meget bestemt. Industrialiseringen blev sat på dagsordenen. Den selvtilfredse fred og ro blev nu erstattet af en hastværkspanik. Lenins halvglemte slagord: "indhente og overhale" blev udfyldt med ordene "i den kortest mulige tid". Den af en partikongres allerede i principet vedtagne minimums-femårsplan gav plads for en ny plan, hvis grundlæggende træk helt og fuldt var lånt fra den udslettede venstreoppositions program. Dnjeprostroj, der i går blev sammenlignet med en grammofon, var i dag midtpunktet for opmærksomheden.
Straks efter de første nye resultater kom slagordet: "femårsplanen skal fuldendes på fire år". De forbløffede kvaksalvere bestemte nu, at alt var muligt. Som det ofte sker i historien, vendte opportunismen sig om til sin modsætning, til fantasteriet. Mens Politbureau fra 1923 til 1928 var rede til at affinde sig med Bukharins filosofi om "snegletempoet", så sprang det nu med lethed fra 20 til 30% i den årlige tilvækst, og man forsøgte at omsætte ethvert delvis- eller øjebliksresultat til noget normalt og mistede overblikket over vekselvirkningerne mellem industriens forskellige grene. De finansielle huller i planen blev stoppet med trykt papir. I årene under den første femårsplan steg antallet af banknoter i omløb fra 1,7 milliard til 5,5, og ved begyndelsen af den anden femårsplan var de nået til 8,4 milliard rubler. Bureaukratiet havde ikke bare befriet sig fra massernes politiske kontrol, dem som den tvungne industrialisering pålagde utålelige byrder, men også fra den automatiske kontrol gennem Tjernovetsen (russisk mønt, da c. 100 kr.). Det pengesystem der ved begyndelsen af N.E.P. var blevet konsolideret, blev nu igen til bunds rystet.
Hovedfaren, og det ikke bare for opfyldelsen af planen, men for selve styret, viste sig imidlertid fra bøndernes side.
Den 15. februar 1928 erfarede landbefolkningen, gennem en artikel i Pravda, ikke uden overraskelse, at det ude på landet slet ikke så sådan ud, som magthaverne hidtil havde skildret det, men tværtimod langt snarere sådan som den ekskluderede venstreopposition havde givet udtryk for. Pressen som i går bogstavelig havde nægtet eksistensen af kulakker, opdagede i dag, på et vink fra oven, at de befandt sig ikke bare i landsbyerne, men i selve partiet. Man afslørede, at kommunistiske afdelinger hyppigt blev behersket af rige bønder, der ejede rigt materielt udstyr og som anvendte lejet arbejdskraft, og som over for staten skjulte hundreder og tusinder kilo korn og optrådte uforsonligt over for den "trotskistiske" politik. Aviserne kappedes om at trykke sensationelle afsløringer om, hvordan kulakkerne i deres egenskab af sekretærer i de lokale komiteer formente fattige bønder og landarbejdere adgang til partiet. Alle de gamle begreber var vendt på hovedet. Minus og plus byttede plads.
For at brødføde byerne var det nødvendigt hurtigst muligt at hente det daglige brød hos kulakken. Og det kunne kun ske ved magtanvendelse. Ekspropriationen af kornbeholdninger, og det ikke kun hos kulakken men også hos middelbonden, hed i det officielle sprog "ekstraordinære forholdsregler". Det skulle betyde, at i morgen ville alt vende tilbage i den gamle skure. Men bønderne stolede ikke på de smukke ord, og det gjorde de ret i. Tvangsbeslaglæggelserne af kornet berøvede de velhavende bønder lysten til at udvide tilsåningerne. De fattige bønder og landarbejderne blev arbejdsløse. Landbruget kom igen ind i en blindgyde, og dermed også staten. Koste hvad det ville, "generallinjen" måtte revideres.
Stalin og Molotov tildelte ganske vist nu som tidligere det private brug førstepladsen, men begyndte at understrege nødvendigheden af en raskere udvidelse af sovkhoser og kolkhoser. Men eftersom den hårde levnedsmiddelknaphed ikke tillod at høre op med militærekspeditionerne til landsbyerne, så hang programmet for ophjælpning af det private brug i luften. Det blev nødvendigt at lirke sig igennem til kollektiviseringen. De foreløbige "ekstraordinære forholdsregler" til kornbeslaglæggelse forvandlede sig på en ikke forudset måde til et program for "likvidering af kulakkerne som klasse". Af de byger af modsætningsfyldte anvisninger, der var mere fyldige end brødrationerne, fremgik det tydeligt, at regeringen over for bondeproblemet ikke havde nogen femårsplan, end ikke en femmåneds-.
Ifølge den nye plan, der var udarbejdet under levnedsmiddelkrisens svøbe, skulle kolkhoserne ved slutningen af femåret have optaget henved 20% af bondebrugene. Dette program, hvis storslåethed bliver tydelig, når man betænker, at i de ti foregående år var ikke engang 1% af landbruget inddraget i kollektiviseringen, blev dog allerede i periodens midte langt overfløjet. I november 1929 tog Stalin afsked med sin tøven og proklamerede en ende på det private landbrug. "Bønderne," sagde han, "går nu over til kolkhoser med hele landsbyer, sogne og amter." Jakovlev som to år i forvejen havde påstået, at kolkhoserne mange år ud i tiden kun ville være som " en ø i et hav af bondebrug", modtog nu ordre fra landbrugsministeriet om at "likvidere kulakkerne som klasse" og oprette en gennemført kollektivisering "på den kortest mulige tid". I året 1929 steg procenttallet kolkhoser fra 1,7 til 3,9, i 1930 steg det til 23,6, i 1931 til 52,7 og i 1932 til 61,5.
I vore dage er der vel ikke mere nogen, der vil være tåbelig nok til at gentage det pjat fra liberal side, at kollektiviseringen som helhed er en frugt af den nøgne magt. I tidligere historiske tider har bønderne i deres kamp om jorden somme tider rejst sig i oprør mod godsejerne, og til andre sendt en strøm af kolonister ud til uopdyrkede egne, mens de undertiden har styrtet sig ind i alle mulige religiøse sekter, som lovede mushiken de himmelske enge som belønning for hans jordiske mangel. Efter ekspropriationen af de store godser og den yderliggående udstykning af jorden var en forening af alle disse smålodder til udstrakte storområder blevet et spørgsmål om liv og død for landbruget og for samfundet som helhed.
Problemet er imidlertid langtfra løst ved disse almindelige historiske betragtninger. De reelle muligheder for kollektivisering bliver ikke bestemt af dyrkernes udsigtsløse situation, og heller ikke af regeringens administrative energi, men først og fremmest af de hjælpekilder produktionen råder over – nemlig industriens evne til at forsyne det storstilede landbrug med det nødvendige maskineri. Disse materielle betingelser var ikke til stede. Kollektivbrugene var oprettet med et udstyr, der for det meste kun passede til smådrift. Under disse forhold fik en overdreven hurtig kollektivisering karakteren af et økonomisk eventyr.
Regeringen blev overrumplet af radikalismen i sin egen politiske vending og hverken forstod eller formåede at foretage selv den mest elementære politiske forberedelse til den nye kurs. Ikke bare bondemasserne, men selv de lokale magtorganer vidste ikke, hvad man ville forlange af dem. Bønderne var hvidglødende ved rygterne om, at deres kvæg og ejendele skulle fratages dem af staten. Og tilmed var disse rygter ikke langt fra sandheden. Nu blev den karikatur til virkelighed, som man tidligere havde lavet af venstreoppositionen: bureaukratiet "plyndrede landsbyerne". Kollektiviseringen forekom bønderne først og fremmest som en ekspropriation af alt hvad de ejede. De kollektiviserede ikke bare heste, køer, får og svin, men endog nyfødte kyllinger. De "afkulakiserede", som en udenlandsk iagttager skrev, "ned til filtstøvlerne, som de trak af småbørnenes fødder". Resultatet blev, at det greb om sig som en epidemi at sælge kvæget for en slik, eller at slagte det for at få kød og huder.
På en Moskvakongres i januar 1930 tegnede et medlem af centralkomitten, Andrejev, følgende billede af kollektiviseringen: på den ene side hævdede han, at kollektivbevægelsen med voldsomhed bredte sig udover det hele land, "og nu ødelægger enhver hindring på sin vej." På den anden side sælger bønderne ud af deres egne redskaber, besætning og endog såsæd til røverpriser, før de træder ind i kollektivet, og "det er ved at antage truende former."
Hvor modsigende end disse to generaliseringer kan være, viser de dog, set fra to modsatte sider, ret nøje kollektiviseringens epidemiske karakter af en fortvivlelsens forholdsregel. "Fuldstændig kollektivisering," skrev den samme udenlandske kritiker, "styrtede landets økonomi i en tilstand af ruin, næsten uden fortilfælde, som om en treårskrig havde hærget landet."
25 millioner isolerede bondeegoismer, som i går havde været den eneste drivende kraft i landbruget – svag ganske vist som en gammel bondekrikke, men alligevel kræfter – dem forsøgte bureaukratiet med et pennestrøg at erstatte med befalinger fra 200 kolkhosers administration, der savnede teknisk udrustning, landbrugsvidenskabelige kundskaber og hjælp fra bønderne selv. De sørgelige følger af dette eventyr viste sig snart, og de holdt sig i årevis. Det samlede høstudbytte, som i 1930 var steget til 835 millioner centner, faldt i løbet af de næste to år til mindre end 700 millioner. Forskellen synes i og for sig ikke katastrofal, men det betyder et tab af netop den mængde korn, der var nødvendig for at holde byerne lige op over deres sædvanlige sultegrænse. For de tekniske afgrøder var resultatet endnu værre. Før kollektiviseringen var sukkerproduktionen nået op på næsten 109 millioner pund og på kollektiviseringens højdepunkt, på grund af mangel på roer, faldt det til 48 millioner – det er til halvdelen af hvad det havde været. Men den mest ødelæggende orkan ramte landets dyrebestand. Hestebestanden faldt med 55% – fra 34,6 millioner i 1920 til 16,6 i 1934. Antallet af hornkvæg faldt fra 30,7 millioner til 19,5 – d.v.s. 40%. Svineantallet 55%, får 66%. Ødelæggelse af befolkningen – ved sult, kulde, epidemier og tvangsforholdsregler – er desværre mindre nøjagtigt bogført end nedslagtninger af besætninger, men det beløber sig til millioner. Skammen for alle disse ofre skal ikke lægges på kollektiviseringen, men på de blinde, voldsomme hasardmetoder, hvormed den blev gennemført. Bureaukratiet forudså ikke noget. Selv vedtægterne for kolkhoserne, der skulle gøre et forsøg på at knytte bøndernes personlige interesser sammen med brugets trivsel, blev ikke offentliggjort før de ulykkelige landsbyer allerede var molesteret så grusomt.
Denne tvangskarakter i den nye kurs opstod af nødvendigheden af at redde sig ud af følgerne af politiken i 1923-28. Men alligevel kunne og burde kollektiviseringen have antaget et mere fornuftigt tempo og mere betænksomme former. Da bureaukratiet både havde magten og industrien i sine hænder, kunne det have reguleret processen uden at bringe nationen til randen af en katastrofe. Man kunne og burde have anvendt et tempo, der bedre svarede til landets materielle og moralske hjælpemidler. "Under gunstige, indre og ydre omstændigheder," skrev "Venstreoppositionens" emigrantorgan i 1930, "vil de materielle og tekniske betingelser i landbruget i løbet af 10-15 år kunne omformes fra grunden af og skaffe et produktionsgrundlag for kollektiviseringen. I de mellemliggende år er der mulighed for at Sovjetunionen kan blive styrtet mere end een gang."
Denne advarsel var ikke overdreven. Aldrig før havde oktoberrevolutionens territorium været så direkte berørt af dødens åndepust som i årene under den fuldstændige kollektivisering. Misfornøjelse, mistro og bitterhed sønderrev landet. Forstyrrelse i pengesystemet, de på hinanden følgende skiftende priser, dels de af staten fastsatte, de "sædvanlige" og så det frie markeds, overgangen fra en "skinhandel" mellem staten og bønderne til en korn-, kød- og mælkeudskrivning, kampen på liv og død mod masseplyndringerne af den kollektive ejendom og med hengemmen i den store stil af disse masseplyndringer, den rent militære mobilisering af partiet i kampen imod kulaksabotagen (efter at kulakkerne var likvideret som klasse!) sammen hermed en tilbagevenden til rationeringskort og sulterationer, og til sidst en genindførelse af tvangspas til indenlandsrejser – alle disse forholdsregler genoplivede atmosfæren over det ganske land fra den for længst endte borgerkrig.
Fabrikkernes forsyning med levnedsmidler og råstoffer blev værre og værre fra kvartal til kvartal. Utålelige arbejdsforhold førte til arbejdskraftens flakken om, til skulken, forsømmelser, uheld med maskinerne, en høj procent af ubrugelige produkter og i almindelighed en lav kvalitet. Den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet faldt med 11,7% i 1931. Ifølge en tilfældig bemærkning af Molotov, men trykt i hele sovjetpressen, steg industriproduktionen i 1932 kun med 8,5% i stedet for de 36%, der var beregnet i årsplanen. Ganske vist fik hele verden noget senere at vide, at femårsplanen var bleven opfyldt på fire år og tre måneder. Men det betyder kun, at bureaukratiets kynisme med at lave kunster med statistik og med den offentlige mening er uden grænse. Det er dog ikke det vigtigste. Det der stod på spil var ikke femårsplanen, men styret.
Men styret overlevede, og det er dets egen fortjeneste, fordi det havde slået dybe rødder i folkets jordbund. Men i ikke ringere grad skyldes det gunstige ydre omstændigheder. I de år da der var økonomisk kaos og borgerkrig ude på landet, var Sovjetunionen praktisk talt lammet lige over for den ydre fjende. Bondestandens utilfredshed havde gennemtrængt hæren. Usikkerhed og zigzagkurs demoraliserede det bureaukratiske maskineri, og de kommanderende kredse. Et slag enten fra øst eller vest kunne have fået katastrofale følger.
Heldigvis havde de første kriseår i handelen og industrien over hele den kapitalistiske verden skabt en stemning med rådvild afventen. Der var ikke nogen, der var rede til krig. Der var ikke nogen, der vovede det. Og tilmed var der ikke i nogen af de fjendtlige lande en tilstrækkelig klar opfattelse af hele alvoren i disse sociale krampetrækninger, der rystede sovjetlandet, mens den officielle musik larmede til ære for "generallinjen".
– – –
Trods al sin kortfattethed håber vi, at vor historiske oversigt vil kunne vise, hvor langt arbejderstatens virkelige udvikling er fjernet fra det idylliske billede af en gradvis og uophørlig opstabling af succeser. Fra fortidens kriser skal vi senere hen drage vigtige slutninger om fremtiden. Men foruden det synes et historisk blik på sovjetregeringens økonomiske politik og dens zigzagbevægelser nødvendig for at få ødelagt den kunstigt indprentede individualistiske fetichdyrkelse, som finder kilden til succeser, både de virkelige og de påståede, i lederskabets usædvanlige egenskaber og ikke i de af revolutionen skabte betingelser for socialiseret ejendom.
Den nye samfundsordnings objektive overlegenhed afslører sig naturligvis også i ledelsens metoder. Men disse metoder afspejler i lige grad landets økonomiske og kulturelle tilbageståenhed og de småborgerlige, provinsielle betingelser, som de herskende kadrer er støbt i.
Det ville dog være en meget grov misforståelse heraf at slutte, at sovjetledelsens politik er af tredjerangs betydning. Der er ikke nogen regering i verden, i hvis hænder et helt lands skæbne i den grad er samlet. Succeser og fejlgreb hos en privat kapitalist afhænger, naturligvis ikke helt, men i meget betydelig og undertiden afgørende grad af hans personlige egenskaber. Mutatis mutandis (med al mulig forbehold) så indtager Sovjetregeringen i forhold til hele det økonomiske system den stilling som en kapitalist indtager i forhold til et enkelt foretagende: Nationaløkonomiens centraliserede karakter gør statsmagten til en faktor af uhyre betydning. Men netop af denne grund må regeringens politik dømmes, ikke af nøgne statistiske data, men efter den særlige rolle som bevidst forudseenhed og planlagt ledelse har spillet for opnåelsen af disse resultater.
Regeringskursens zigzagretning gengav ikke bare de objektive modsætninger i den givne situation, men også ledernes utilstrækkelige evne til rettidig at forstå disse modsætninger og at reagere forebyggende på dem. Det er ikke let at udtrykke ledelsens fejlgreb i bogholderimæssige størrelser, men vor skematiske fremstilling af denne zigzagkurs' historie tillader den slutning, at den har pålagt sovjetøkonomien en umådelig byrde af urimelige omkostninger.
Det bliver naturligvis ufatteligt – i det mindste når man nærmer sig historien med et rationalistisk syn – hvorledes og hvorfor en fraktion, der mindst af alle er rig på ideer, og mest bebyrdet med fejlgreb, har haft held med sig til at vinde over alle andre grupper og til at få samlet ubegrænset magt i sine hænder. Vi skal i en senere analyse give nøglen til løsning også af dette problem. Vi skal se, hvorledes en autokratisk ledelses bureaukratiske metoder samtidig geråder i skarpere og skarpere konflikt med økonomiens og kulturens krav, og derved rejser der sig med uomgåelig nødvendighed nye kriser og forstyrrelser i Sovjetunionens udvikling.
Vi må imidlertid, før vi behandler det "socialistiske" bureaukratis dobbelte rolle besvare det spørgsmål: hvad er det tydelige resultat af de forudgående succeser? Er der virkelig skabt socialisme i Sovjetunionen? Eller, lidt mere forsigtigt: kan de nuværende økonomiske og kulturelle resultater yde en garanti imod faren for en kapitalistisk genopståen – netop som bourgeoisisamfundet på et vist trin i sin udvikling gennem sine egne succeser blev sikret imod en genopståen af slaveri og feudalisme?
[1]: