| Tilbage |
Den 11 juni 1936 vedtog den centrale eksekutivkomite forslaget til en ny sovjetforfatning, som ifølge Stalins proklamation, der daglig gentoges af hele pressen, ville være "den mest demokratiske i hele verden". Den måde hvorpå forfatningen blev forberedt, kan imidlertid nok rejse tvivl herom. Hverken i pressen eller på noget møde blev der nogen sinde sagt et ord om denne store reform. Tilmed erklærede Stalin så tidligt som 1 marts 1936 til den amerikanske interviewer Roy Howard: "vi vil uden tvivl vedtage vor nye forfatning i slutningen af dette år." Stalin vidste altså fuldkommen nøje, når denne nye forfatning, hvorom folket på dette tidspunkt aldeles ikke vidste noget som helst, ville blive vedtaget. Man kan ikke få anden opfattelse, end at "den mest demokratiske forfatning i verden" blev udarbejdet og fremstillet på en ikke helt demokratisk måde. Ganske vist blev forslaget i juni henvist til "overvejelse" hos folket i Sovjetunionen. Det ville dog være forgæves at søge efter en eneste kommunist i hele denne sjettedel af jordkloden, som ville vove at kritisere noget, der var skabt af centralkomiteen, eller en partiløs borger, som ville stemme imod et forslag fra det herskende parti. Diskussionen indskrænkede sig til at sende taknemmelighedsresolutioner til Stalin for "det lykkelige liv". Indholdet og stilen i disse hilsner var helt igennem udarbejdet under den gamle forfatning.
Den første afdeling, med titlen "social opbygning", slutter med disse ord: "I Sovjetunionen er socialismens princip realiseret: fra enhver efter sin evne til enhver efter sit arbejde." Denne selvmodsigende, for ikke at sige vrøvlagtige formel, er, tro det om man vil, fra taler og journalistartikler nået ind i den grundlæggende statslovs omhyggeligt udarbejdede tekst. Dette bærer vidne om ikke bare et teoretisk lavmål hos lovgiverne, men også om den løgnagtighed hvormed den nye forfatning er gennemtrængt, helt og holdent som et spejlbillede af den herskende klike. Det er ikke vanskeligt at gætte sig til det nye "princips" oprindelse. Til at karakterisere det kommunistiske samfund anvendte Marx den berømte sætning: "fra enhver efter sin evne til enhver efter sit behov." De to dele i denne formel er uadskillelige. "Fra enhver efter sin evne", betyder efter kommunistisk, ikke kapitalistisk, opfattelse: arbejdet er nu ophørt med at være en forpligtelse, og er blevet til en personlig fornødenhed. Samfundet har ikke længere brug for tvang. Kun syge og abnorme personer vil nægte at arbejde. At arbejde "efter sin evne", det vil sige, efter deres psykiske og fysiske kræfter vil kommunens medlemmer, uden nogen voldsanvendelse over for dem, takket være en højtstående teknik i tilstrækkelig grad fylde samfundets lagerbeholdninger, så at samfundet gavmildt kan yde hver og en "efter deres behov", uden ydmygende kontrol. Denne tosidede, men udelelige kommunistiske formel forudsætter overflod, lighed, en alsidig udvikling af personligheden og en høj kulturel disciplin.
Sovjetstaten er i alle sine forhold langt nærmere en tilbagestående kapitalisme end en kommunisme. Den kan end ikke tænke sig at yde enhver "efter sit behov". Men af selve denne grund kan den ikke tillade sine borgere at arbejde "efter evne". Den finder sig nødsaget til at holde gående et system med akkordlønninger, hvor princippet er dette: "se at få ud af enhver så meget som du kan, og giv ham til gengæld så lidt som muligt." Ganske vist er der ikke nogen i Sovjetunionen, der arbejder over "evne" i ordets absolutte betydning, det vil sige udover sin fysiske og psykiske mulighed. Men det gælder også om kapitalismen. De mest brutale såvel som de mest forfinede udbytningsmetoder holder sig inden for naturens grænser. Selv et muldyr under pisken arbejder "efter sin evne", men deraf følger ikke, at pisken er et socialt princip for muldyr. Lønarbejde holder ikke op med at bære præg af slavearbejde, selv ikke under sovjetstyre. Betaling "efter arbejde", som i virkeligheden er betaling til fordel for "intellektuelt" arbejde på bekostning af fysisk og særlig ufaglært arbejde, er kilde til uretfærdighed, undertrykkelse og tvang over for flertallet, men privilegier og et "lykkeligt liv" for de få.
I stedet for frit at indrømme, at der i Sovjetunionen stadig består borgerlige regler for arbejde og fordeling, har forfatterne til forfatningen skåret dette udelelige kommunistiske princip over i to halvdele, udskudt den anden halvdel til en uvis fremtid, erklæret den første halvdel for allerede realiseret, mekanisk hængt sig fast ved den kapitalistiske regel om akkordlønninger og ovenpå dette falskneri oprejst deres forfatnings bygværk!
Størst praktisk betydning for det økonomiske område har uden tvivl artikel 10, som i modsætning til de fleste andre artikler er ganske klar og har til opgave at garantere borgernes personlige ejendom imod overgreb fra selve bureaukratiet, særlig inden for hjemmeøkonornien, det daglige forbrug og lejligheden selv. Med undtagelse af "hjemmeøkonomi", vil denne slags ejendom, når den da bliver renset for al den griskhed og misundelse, der klæber ved den, ikke bare blive bevaret under kommunismen, men vil udvikle sig i uhørt grad. Man kan nære tvivl om, hvorvidt en mand af høj kultur vil ønske at bebyrde sig med et overmål af luksus. Men han vil ikke give afkald på rigelig med bekvemmeligheder. Den første opgave for kommunismen er at garantere alle livets bekvemmeligheder. I Sovjetunionen tager spørgsmålet om personlig ejendom stadig et småborgerligt sigte og ikke et kommunistisk.
Bøndernes og de ikke velstående byfolks personlige ejendom er genstand for oprørende vilkårlige handlinger fra det lavere bureaukratis side, som hyppigt sikrer sit eget personlige velvære ved sådanne midler. En vækst i landets velstand gør det muligt nu at give afkald på denne griben-til-sig af personlig ejendom, og tilmed tilskynde regeringen til at begunstige personlig opsparing som en stimulans til at forøge arbejdsproduktiviteten. Samtidigt, og det er af ikke ringe vigtighed, betyder lovbeskyttelsen af kontoristens, arbejderens og husmandens private småkreaturer, bohave og bolig, at der også skabes lovlighed for bureaukratens lejlighed inde i byen, hans sommervilla, hans bil og for alle de andre "genstande for personligt forbrug og bekvemmeligheder", som han har tilegnet sig på grundlag af det "socialistiske" princip: "fra enhver efter hans evne, til enhver efter hans arbejde". Bureaukratens bil vil sikkert blive beskyttet af den nye grundlov mere virksomt end bondens arbejdsvogn.
På det politiske område er den nye forfatnings forskel fra den gamle dens tilbagevenden fra sovjetsystemet med valg efter klasser og industrigrupper til det borgerlige demokratiske system, der er baseret på en i utallige enkeltheder opspaltet befolknings såkaldte "almindelige, lige og direkte" stemmeret. Dette er kort og godt at likvidere proletariatets diktatur på juridisk maner. Hvor der ikke er kapitalister, er der heller ikke noget proletariat, siger skaberne af den nye forfatning, og som følge deraf bliver staten national efter at have været proletarisk. Dette argument er med al sin overfladiske lokkemad hverken nitten år forsinket eller mange år forud for sin tid. Ved at ekspropriere kapitalisterne gik proletariatet virkelig i gang med at likvidere sig selv som klasse. Men fra likvidation i princippet til dets reelle gåen op i samfundet er vejen des længere, jo mere den nye stat tvinges til at videreføre kapitalismens ufærdige værk. Sovjets industriproletariat består endnu som en klasse, der er dybt forskellig fra bondestanden, fra det tekniske personale og fra bureaukratiet, og tilmed som den eneste klasse, der er direkte interesseret i socialismens endelige sejr. Den nye forfatning ønsker at lade denne klasse opløse sig i "nationen" politisk, længe før den økonomisk er blevet opløst i samfundet.
Ganske vist bestemte reformatorerne sig, efter en del vaklen, til, ligesom hidtil, at kalde staten for Sovjet. Men det er bare en grov politisk list dikteret af de samme overvejelser, som førte til at Napoleons herredømme blev ved med at kaldes for en republik. Sovjetterne er i deres oprindelighed organer for klassestyre og kan ikke være noget andet. De demokratisk valgte institutioner inden for det lokale selvstyre er byråd, dumaer, zemstvoer og hvad man vil, men de er ikke sovjetter. En almindelig statslig "Lovgivende Forsamling" på grundlag af demokratiske regler er et forsinket parlarnent (eller snarere dets karikatur), men ikke under nogen omstændighed sovjetternes højeste organ. Ved at forsøge at dække sig med sovjetsysternets historiske autoritet, viser reforrnatorerne blot, at den fundamentalt nye administration, de er ved at give statslivet, endnu ikke vover at vise sig under sit eget navn.
I og for sig skulle en ligestillen af arbejdernes og bøndernes politiske rettigheder ikke kunne ødelægge statens sociale natur, hvis industriproletariatets indflydelse på landet blev tilstrækkelig sikret gennem økonomiens og kulturens almindelige tilstand. En udvikling af socialismen burde visselig gå i denne retning. Men hvis industriproletariatet, som vil blive ved med at være et mindretal af befolkningen, holder op med at have brug for et politisk overtag til at garantere den socialistiske kurs i det sociale liv, betyder det at selve behovet for statstvang reduceres til ingenting og erstattes af kulturdisciplin.
Før man afskaffede den ulige valgret burde man derfor sørge for en klar og tydelig afsvækkelse af statens tvangsfunktioner. Om det siges der imidlertid ikke et ord, hverken i den nye forfatning eller, hvad der er vigtigere, på andre af livets områder.
Ganske vist "garanterer" det nye frihedsdokument borgerne de såkaldte "friheder", tale-, trykke- og forsamlingsfrihed, samt ret til gadedemonstrationer. Men hver af disse garantier har et præg af enten en solid mundkurv eller af lænker om hænder og fødder. Pressefriheden betyder en fortsættelse af den stramme forhåndscensur, hvor lænkerne ligger i hænderne på sekretariatet for en centralkomite, som ikke er valgt af nogen. Der er naturligvis på denne måde "garanteret" fuld frihed til byzantinsk smigren. Lenins utallige artikler, taler og breve, der ender med hans "testamente", vil imidlertid under den nye forfatning fortsat blive låst inde, alene fordi de stryger de nye ledere mod hårene. Når det er tilfældet med Lenin, behøver man ikke at tale om andre forfattere. Den grove og uvidende kommanderen med videnskab, litteratur og kunst vil blive opretholdt i fuldt omfang. "Forsamlingsfrihed" vil betyde, ganske som hidtil, en forpligtelse for visse grupper af befolkningen til at vise sig ved møder, der sammenkaldes af autoriteterne for at vedtage resolutioner, der er lavet i forvejen. Under den nye forfatning vil, lige som under den gamle, hundredvis af udenlandske kommunister, der havde stolet på Sovjets "asylret", forblive i fængsler og koncentrationslejre for forbrydelser imod ufejlbarlighedsdogmet. Hvad "frihed" angår vil alt forblive som før.
Selv sovjetpressen forsøger ikke at sprede nogen illusion herom. Tværtimod, den nye forfatningsreforms hovedformål erklæres at være "yderligere styrkelse af diktaturet". Hvis diktatur og over hvem?
Som vi tidligere har hørt, blev grunden for politisk lighed ryddet ved afskaffelsen af klassemodsætninger. Der skal ikke længere være et klassediktatur, men et "folkets" diktatur. Men når udøveren af diktaturet bliver folket, der er befriet fra klassemodsætninger, kan det kun betyde diktaturets opløsning i et socialistisk samfund, og frem for alt likvideringen af bureaukratiet. Dette er en marxistisk læresætning. Måske er det blevet misforstået? Men selve forfatningens forfattere henviser, skønt meget forsigtigt, til partiets program, der blev skrevet af Lenin. Hvad dette program i virkeligheden siger, er følgende:
"... fratagelse af politiske rettigheder, og enhver anden begrænsning af friheden i det hele taget, er udelukkende nødvendigt som foreløbige forholdsregler ...... efterhånden som den virkelige mulighed for, at mennesket kan udbytte et andet menneske, forsvinder, vil også disse foreløbige forholdsregler forsvinde." At opgive "berøvelsen af politiske rettigheder" er således uadskillelig forbundet med opgivelsen af "al frihedsbegrænsning i det hele taget." Opnåelsen af et socialistisk samfund er ikke bare karakteriseret af den kendsgerning, at bønderne stilles lige med arbejderne, og at politiske rettigheder gengives til den lille procentdel borgere af bourgeoisioprindelse, men frem for alt af den kendsgerning, at virkelig frihed indføres for befolkningens fulde 100%. Med likvideringen af klasserne dør ikke bare bureaukratiet væk, og ikke bare diktaturet, men selve staten. Men lad bare en eller anden uforsigtig person forsøge at give den mindste antydning i denne retning: G.P.U. vil straks finde fyldestgørende grunde i den nye forfatning til at sende ham til en af de utallige koncentrationslejre. Man har afskaffet klasserne, og af sovjetterne er kun navnet tilbage. Men bureaukratiet er der stadig. Lige ret for arbejdere og bønder betyder i virkeligheden kun i lige grad mangel på rettigheder overfor bureaukratiet.
Ikke mindre betydningsfuldt er indførelsen af hemmelig afstemning. Hvis det skal stå til troende, at den nye politiske lighed svarer til en opnået social lighed, så rejser der sig et irriterende spørgsmål: hvorfor skal så afstemningen fra nu af beskyttes af hemmeligholdelse? Hvem er det som befolkningen i et socialistisk land behøver at være bange for, og hvad er det for angreb, den skal beskyttes imod? Den gamle sovjetforfatning så i den åbne afstemning, ligesom i begrænsningen af vælgernes rettigheder, et våben for den revolutionære klasse imod de borgerlige og småborgerlige fjender. Vi kan da ikke gå ud fra, at hemmelig afstemning nu er blevet indført som en bekvemmelighed for et kontrarevolutionært mindretal. Det, det drejer sig om, er klart nok at forsvare folkets rettigheder. Men hvem er bange for et socialistisk folk, der for nylig har styrtet en czar, en adelsklasse og et bourgeoisi? Sykofanterne (spytslikkerne) ikke så meget som skænker dette problem en tanke. Og dog er det af større rækkevidde end alt det som de herrer Barbusse, Louis Fischer, Duranty, Webbs og lignende skriver om.
I et kapitalistisk samfund er meningen med hemmelig afstemning at forsvare de udbyttede mod udbytternes terror. Når bourgeoisiet langt om længe vedtog en sådan reform, klart og tydeligt under massernes tryk, var det alene, fordi det blev interesseret i at beskytte sin stat, i det mindste delvis, mod den demoralisation, den selv havde indført. Men i et socialistisk samfund skulle man ikke synes, der kan være nogen terror fra udbytteres side. Mod hvem er det nødvendigt at forsvare Sovjets borgere? Svaret er klart: mod bureaukratiet. Stalin var oprigtig nok til at erkende dette. På spørgsmålet: hvorfor er hemmelige valg nødvendige? svarede han ordet: "fordi vi agter at give sovjetfolket fuld frihed til at stemme på dem, de ønsker at vælge." På den måde får menneskeheden fra en autoritativ kilde at vide, at i dag kan "sovjetfolket" endnu ikke stemme på dem, de ønsker at vælge. Det ville være lidt for hastigt heraf at slutte, at den nye forfatning virkelig vil give dem lejlighed hertil i fremtiden. Vi skal imidlertid netop her beskæftige os med en anden side af dette problem. Hvem er ret beset disse "vi", som kan give eller ikke give folket frie afstemninger? Det er ganske det samme bureaukrati, som det i hvis navn Stalin taler og handler. Denne hans blottelse passer til det herskende parti, som den passer til staten, for Stalin beklæder selv posten som generalsekretær for partiet ved hjælp af et system, som ikke tillader medlemmerne at vælge dem, de ønsker. Ordene "vi agter at give sovjetfolket" frihed til at stemme er uden sammenligning langt vigtigere end den gamle og den nye forfatning under et, for i denne uforsigtige sætning ligger Sovjetunionens virkelige forfatning, som den er blevet lagt an, ikke på papiret, men i den kamp der består mellem levende sociale kræfter.
Løftet om at give sovjetfolket frihed til at stemme "på dem de ønsker at vælge" er snarere en poetisk talemåde end en politisk regel. Sovjetfolket vil kun få ret til at vælge deres "repræsentative" forsamlinger imellem de kandidater, som de centrale og lokale ledere anviser dem under partiflaget. Det skal indrømmes, at under den første sovjetperiode anvendte det bolsjevikiske parti også et monopol. Men at identificere disse to fænomener ville være at antage det tilsyneladende for en realitet. Forbudet imod oppositionspartier var en foreløbig forholdsregel, dikteret af betingelser under borgerkrigen, blokade, intervention og hungersnød. Det herskende parti, der i denne periode repræsenterede en ægte organisation for den proletariske fortrop, kendte til et rigt indre liv. En strid mellem grupper og fraktioner erstattede til en vis grad striden mellem partier. Men nu da socialismen har sejret "endeligt og uigenkaldeligt", bliver dannelsen af fraktioner straffet med koncentrationslejre og nakkeskud. Forbud mod andre partier er fra at have været en foreløbig foranstaltning blevet ophøjet til et princip. Retten til at beskæftige sig med politiske spørgsmål er blevet frataget Kommunistisk Ungdom, og det i det samme øjeblik, den nye forfatning bliver offentliggjort. Og tilmed, mens borgere af begge køn nyder frihedsrettigheder fra det 18. år, er aldersgrænsen for den Kommunistiske Ungdom (23 år), der har bestået indtil 1936 nu helt ophævet. Politik er således engang for alle afgjort som et monopol for et bureaukrati, der er uden kontrol.
På et spørgsmål fra en amerikansk interviewer om partiets rolle i den nye forfatning, svarede Stalin: "Når der ikke mere er klasser, når skrankerne mellem klasserne forsvinder, ("der er ingen klasser, skrankerne mellem klasserne, som ikke findes, forsvinder" – L.T.) bliver der bare tilbage en ikke særlig fundamental forskel mellem visse små lagdelinger i det socialistiske samfund. Der kan ikke findes nogen nærende jordbund for skabelsen af stridende partier. Hvor der ikke er særskilte klasser, kan der ikke være særskilte partier, for et parti er en del af en klasse." Hvert eneste ord er en misforståelse og nogle af dem er to! Det fremgår af dette, at klasser er ensartede, er homogene, at klassernes grænser er trukket skarpt op og en gang for alle, at en klasses bevidsthed nøje svarer til dens plads i samfundet. Den marxistiske lære om partiets klassenatur. bliver på denne måde forvandlet til sin egen karikatur. Dynamikken i den politiske bevidsthed lukkes ude fra den historiske proces for at gavne administrationens interesser. I virkeligheden er klasser forskelligartede, heterogene, de slides af indre modsætningsforhold og når ikke til nogen løsning af fælles problemer uden gennem indre strid mellem strømninger, grupper og partier. Det er nok muligt, under visse forudsætninger, at indrømme, at "et parti er en del af en klasse". Men eftersom en klasse har mange "dele" – nogle ser fremad og nogle tilbage – må en og samme klasse skabe forskelligartede partier. Af samme grund kan eet parti støtte sig til dele af forskellige klasser. Man kan ikke i hele den politiske histories forløb finde noget eksempel på, at et enkelt parti svarer til en enkelt klasse – naturligvis forudsat, at man ikke antager det politisk tilsyneladende for en realitet.
I sin sociale struktur er industriproletariatet den mindst forskelligartede (heterogene) klasse i det kapitalistiske samfund. Alligevel er tilstedeværelsen af sådanne "små lag" som arbejderaristokratiet og arbejderbureaukratiet nok til at give anledning til dannelsen af opportunistiske partier, som i tidens løb forvandles til våben for bourgeoisiet. Om forskellen mellem arbejdernes aristokrati og de proletariske masser ifølge den stalinistiske sociologis standpunkt er "fundamental" eller bare "noget naturligt" er ganske uden betydning. Det er på grund af denne forskel, at det i sin tid blev nødvendigt at bryde med Socialdemokratiet og skabe den Tredje Internationale. Selv om der i sovjetsamfundet "ikke findes nogen klasser", er dette samfund alligevel uden sammenligning mere heterogent og sammensat end proletariatet i de kapitalistiske lande, og kan som følge deraf danne en passende grobund for adskillige partier. Ved at foretage denne uforsigtige udflugt på teoriens mark, beviste Stalin ikke så lidt mere, end han ønskede. Af hans ræsonnementer følger det, at der ikke bare ikke kan være forskellige partier i Sovjetunionen, men der kan end ikke være et enkelt parti. For hvor der ikke findes klasser, er der almindeligvis ingen plads for politik. Alligevel drager Stalin udfra denne lov en "sociologisk" følgeslutning til gunst for det parti, som han er generalsekretæren for.
Bukharin forsøger at nærme sig problemet fra en anden side. I Sovjetunionen, siger han, er spørgsmålet om, hvorhen man skal gå – om tilbage til kapitalisme eller frem mod socialisme – ikke længere genstand for diskussion. Derfor kan "tilhængere af de likviderede fjendtlige klasser ikke tillades at organisere sig i partier." For ikke at tale om, at i et land med en sejrrig socialisme ville tilhængere af kapitalisme bare være komiske Don Quixoter ude af stand til at skabe et parti og de eksisterende politiske meningsforskelle langt fra udtømt med alternativet: til socialisme eller til kapitalisme. Der er andre spørgsmål: hvordan gå over til socialisme, i hvilket tempo, osv. Valget af vejen er ikke mindre betydningsfuldt end valget af målet. Hvem skal vælge vejen? Hvis grobunden for politiske partier allerede er forsvunden, så er der ikke nogen grund til at forbyde dem. Tværtimod er det på tide, i henhold til partiprogrammet, at afskaffe "enhver som helst indskrænkning af friheden".
For at forsøge at sprede sin amerikanske interviewers naturlige tvivl, gik Stalin over til en ny betragtning: "Lister over opstillede vil blive udarbejdet, ikke blot af det kommunistiske parti, men også af alle slags sociale organisationer uden for partiet. Og dem har vi hundredvis af... hvert eneste af de små lag (i sovjetsamfundet) kan have sine særlige interesser og kan genspejle (udtrykke?) dem gennem de utallige bestående sociale organisationer." Denne bestikkende fejlslutning er ikke bedre end de andre. De sovjetiske "sociale" organisationer, fagforeninger, kooperative, kulturelle osv., repræsenterer ikke i mindste måde de forskellige "små lag"s interesser, for de har alle en og samme hierarkiske struktur. Selv i de tilfælde, hvor de tilsyneladende repræsenterer masseorganisationer, som i fagforeningerne og kooperativerne, er det udelukkende repræsentanter fra de øverste privilegerede grupper, der spiller den aktive rolle i dem, og det sidste ord forbliver hos "partiet" – og det er – bureaukratiet. Forfatningen overfører kun vælgeren fra Pontius til Pilatus.
Mekanikken heri udtrykkes med fuldkommen præcision i selve teksten til denne grundlov. Artikel 126, som er aksen for forfatningen som et politisk system, den "garanterer retten" for alle mandlige og kvindelige borgere til at gruppere sig i fagforeninger, kooperativer, ungdoms-, forsvars-, kulturelle, tekniske og videnskabelige organisationer. Ligesom med partiet – som er magtens koncentration – er der her ikke tale om retten i det hele taget, men om et privilegium for et mindretal. "... De mest aktive og bevidste (dvs. som man ovenfra betragter det – L.T.) borgere fra den arbejdende klasses rækker og fra andre lag i de arbejdende masser, er forenet i det kommunistiske parti..., som udgør den ledende kerne i alle organisationer, både sociale og administrative." Denne forbløffende oprigtige formel, indført i selve forfatningens tekst, afslører den hele forlorenhed i den politiske rolle, der er tildelt disse "sociale organisationer", underordnede brancher inden for det bureaukratiske firma.
Men hvis der ikke skal være strid mellem partier, kan de forskellige fraktioner inden for enepartiet måske give sig til kende inden for disse demokratiske valg? På et spørgsmål fra en fransk journalist om gruppedannelser i det herskende parti, svarede Molotov: "i partiet ... er der blevet gjort forsøg på at skabe specielle fraktioner ... men det er allerede mange år siden, at situationen vedrørende dette blev grundig ændret, og det kommunistiske parti er faktisk en enhed." Dette bevises bedst ved de vedvarende udrensninger og koncentrationslejrene. Efter Molotovs kommentar er demokratiets mekanik fuldstændig klar. "Hvad bliver der af oktoberrevolutionen," spørger Victor Serge, "når enhver arbejder, der tillader sig at rette en forespørgsel, eller udtrykke en kritisk mening, udsætter sig for fængsling? Når det er sådan, kan man indrette lige så mange hemmelige afstemninger, som man vil!" Lad os huske, at selv Hitler indskrænkede ikke den hemmelige afstemning.
Reformatorerne har lavet hårtrækkeri i den teoretiske argumentation om klassernes og partiernes gensidige afhængighedsforhold. Det er ikke et spørgsmål om sociologi, men om materielle interesser. Det herskende parti, som nyder et monopol i Sovjetunionen, er det politiske maskineri for bureaukratiet, som i virkeligheden har en del at tabe, og ikke mere at vinde. Det ønsker at bevare den "nærende jordbund" for sig selv alene.
I et land, hvor revolutionens lava endnu ikke er afkølet, brænder privilegier dem, der er i besiddelse af dem, som et stjålet guldur brænder en arnatørtyv. Den herskende sovjetklike har lært at frygte masserne med en ligefrem bourgeoisifrygt. Stalin giver de voksende privilegier for de øverste kredse en "teoretisk" juridisk begrundelse med hjælp fra Komintern og forsvarer sovjetaristokratiet mod folkelig misfornøjelse ved hjælp af koncentrationslejre. For at kunne holde denne mekanisme i arbejde er Stalin tvunget til fra tid til anden at holde med "folket" imod bureaukratiet, naturligvis med dettes stiltiende samtykke. Han finder det nyttigt at tage sin tilflugt til den hemmelige afstemning for i det mindste delvis at rense statsapparatet for den korruption, som er ved at ødelægge det.
Så tidligt som i 1928 skrev Rakovskij, da han diskuterede et antal tilfælde af bureaukratisk gangstervælde, der var kommet op til overfladen: "det mest karakteristiske og mest farlige ved denne omsiggribende bølge af skandaler er massernes passivitet, de kommunistiske masser endog mere end ikke-partimasserne... hvad enten det skyldes frygt for dem, der sidder med magten, eller ganske simpelt politisk ligegladhed, har de ladet disse forhold foregå uden protest eller har indskrænket sig til bare at knurre lidt." I de otte år, der er gået siden da, er situationen blevet meget værre. Det politiske maskineris forfald, der blotter sig ved hvert skridt, er begyndt at true selve statens eksistens, men nu ikke længere som et instrument for den socialistiske omformning af samfundet, men som en kilde til magt, indtægt og privilegier for den herskende klasse. Stalin var nødt til at lade os skimte lidt af dette motiv til reformen. "Vi har ikke så få institutioner, der arbejder dårligt," fortalte han Roy Howard, "den hemmelige afstemning i Sovjetunionen vil være en pisk i befolkningens hænder over for dårligt arbejdende magtorganer." En bemærkelsesværdig tilståelse! Efter at bureaukratiet har skabt et socialistisk samfund ved egen hjælp, føler det behovet for ... en pisk! Dette er et af motiverne for forfatningsreformen. Der er en anden, der ikke er mindre vigtig.
Ved at afskaffe sovjetterne lader den nye forfatning arbejderne forsvinde ind i folkets almindelige masse. Politisk havde sovjetterne for længe siden mistet deres betydning. Men sammen med væksten i nye sociale modsætningsforhold og med en ny generations opvågnen, vil de atter kunne leve op. Frem for alt er der naturligvis en fare for bysovjetterne med en øget deltagelse fra en frisk og krævende kommunistisk ungdom. I byerne er kontrasten mellem luksus og afsavn alt for let at få øje på. Sovjetaristokratiets første bekymring er at få skaffet sig af med arbejdersovjetterne og den Røde Hærs sovjetter. Det er meget lettere at komme om ved misfornøjelse hos den spredte landbefolkning. De kollektiviserede bønder kan endog med lidt held blive brugt imod byarbejderne. Det er så ikke første gang, at en bureaukratisk reaktion har sat sin lid til landet i sin kamp imod byen.
Alt det, der i den nye forfatning er principielt og betydningsfuldt, og som i virkeligheden hæver den højt over de mest demokratiske forfatninger i bourgeoisilandene, er blot udvandede omskrivninger af grundlæggende dokumenter fra oktoberrevolutionen. Alt det, der vedrører vurderingen af de økonomiske erobringer, fordrejer virkeligheden med falske perspektiver og pralerier. Og endelig så er alt det, der drejer sig om frihed og demokrati, helt igennem besjælet af en ånd af magtbegær og kynisme.
Da den nye forfatning faktisk repræsenterer et umådeligt tilbageskridt fra socialistiske til borgerlige principper, skåret og syet efter den herskende klasses mål, følger den det samme historiske forløb, som ligger i opgivelsen af verdensrevolutionen til fordel for Nationernes Forbund, nemlig ved genopbygning af den borgerlige familie, ved at erstatte militsen med den stående hær, ved genindførelsen af rang og dekorationer og ved væksten i uligheden. Ved på juridisk måde at forstærke enevoldstendenser hos en "overklasse" inden for bureaukratiet skaber den nye forfatning de politiske forudsætninger for en ny besiddende klasse.
| Tilbage |