| Tilbage | Næste |
Det spørgsmål vi tidligere har rejst i læserens navn: "hvordan kunne den herskende klike, med sine utallige fejltagelser, koncentrere ubegrænset magt i sine hænder?" – eller med andre ord: "hvordan forklare modsigelsen mellem termidorianernes intellektuelle fattigdom og deres materielle magt?" – det kan der nu gives et mere konkret og ubetinget svar på. Sovjetsamfundet er ikke fredeligt og harmonisk. Hvad der er synd for een klasse eller eet samfundslag er en dyd for et andet. Set ud fra et socialistisk samfundssyn bliver man slået af, hvor fyldt med modsætninger og inkonsekvenser bureaukratiets politik er. Men samme politik fremtræder meget konsekvent, når man ser den som udtryk for en styrkelse af magten hos det nye kommanderende samfundslag.
Statsunderstøttelsen til kulakerne (1923-28) indeholdt en dødelig fare for den socialistiske fremtid. Til gengæld lykkedes det for bureaukratiet ved hjælp fra småborgerskabet at binde den proletariske fortrop på hænder og fødder og at undertrykke den bolshevikiske opposition. Var dette en fejltagelse set fra et socialistisk synspunkt, så var det en ren gevinst set fra et bureaukratisk synspunkt. Da kulakerne så begyndte direkte at true selve bureaukratiet, vendte dette sine våben imod kulakerne. Den panik som angrebene imod kulaberne udløste, og som også kom til at gå ud over de mellemstore bønder, blev en ligeså bekostelig aktion for økonomien som en fremmed invasion. Men bureaukratiet havde sat sine stillinger i forsvarsstand. Ikke så snart var det lykkedes det at gøre det af med sine tidligere allierede, før det af al magt begyndte at udvikle et nyt aristokrati. Men var det da ikke at underminere socialismen? Jo naturligvis, men samtidigt styrkede det den herskende kaste. Sovjetbureaukratiet ligner alle andre herskende klasser deri, at det er rede til at lukke øjnene for sine lederes mest grusomme fejltagelser, når de blot til gengæld viser en ubetinget troskab overfor forsvaret af dets privilegier.
Jo mere foruroliget humøret bliver hos situationens nye herremennesker, des højere sætter de pris på hensynsløshed over for den ringeste trussel mod deres velerhvervede rettigheder. Det er ud fra et sådant synspunkt at denne kaste af opkomlinge vælger sine ledere. Det er heri hemmeligheden ved Stalins succes ligger.
Magt og uafhængighed i et bureaukrati kan imidlertid ikke vokse ubegrænset. Der er historiske faktorer som er stærkere end marskaller, ja selv end generalsekretærer. En rationalisering af økonomien er utænkelig uden nøjagtige regnskaber. Regnskabsvæsen lader sig ikke forene med et bureaukratis lunefuldhed. Omsorgen for at genskabe en stabil rubel, som betyder en rubel der er uafhængig af "lederne", pålægges bureaukratiet af den kendsgerning, at deres selvherskerregering er kommen i større og større modsætningsforhold til udviklingen af landets produktivkræfter, ligesom det enevældige monarki i sin tid viste sig uforeneligt med udviklingen af det borgerlige handelsmarked. Pengeregnskab kan imidlertid ikke undgå at give striden om nationalindkomstens fordeling mellem de forskellige samfundslag en mere åben karakter. Spørgsmålet om lønskalaerne, der var noget næsten ganske ligegyldigt, dengang da der var fødevarerationering, er nu noget afgørende for arbejderne, og dermed et spørgsmål om fagforeningerne. Udpegningen af fagforeningsfunktionærer ovenfra er egnet til at møde mere og mere modstand. Men mere end det er arbejderne under akkordsystemet direkte interesseret i en korrekt ordning af fabriksadministrationen. Stakhanoviterne beklager sig mere og mere højlydt over fejl i organiseringen af produktionen. Den demokratiske svogerpolitik ved udnævnelsen af direktører, ingeniører o.s.v., bliver mere og mere utålelig. Kooperativerne og statshandelen bliver langt mere end før afhængige af køberen. Kolkhoserne og de private landbrug lærer at oversætte deres forbindelser med staten til et prissprog. De bliver mere og mere uvillige til lydigt at finde sig i, at man fra oven udnævner ledere, hvis eneste fortjeneste er deres tilknytning til den lokale bureaukratiske klike. Og, ikke at forglemme, giver rublen et løfte om at kaste lys over den mest hemmelighedsfyldte af alle egne: bureaukratiets lovlige og ulovlige indtægter. I et land der er politisk kvalt, bliver pengeomsætningen en vigtig løftestang til mobiliseringen af oppositionelle kræfter og forudsiger begyndelsen til enden på den "oplyste" enevælde.
Mens industriens vækst og forsøget på at bringe landbruget ind på planlægningens område i høj grad komplicerer opgaverne for førerne ved at bringe problemet kvalitet i forgrunden, ødelægger bureaukratiet det skabende initiativ og ansvarsfølelsen, uden hvilken der ikke er eller kan blive nogen fremgang i kvalitet. Bureaukratismens onde sår er måske ikke så synlige inden for storindustrien, men de gnaver også på kooperativerne, letindustrien og fødevareproduktionen, og kolkhoserne og de små industrier, alle de grene inden for økonomien, der står folket nærmest.
Sovjetbureaukratiets progressive rolle falder sammen med den periode, hvor man helligede sig indførelsen af de vigtigste elementer i den kapitalistiske teknik til Sovjetunionen. Det grove arbejde med at låne, efterligne, overføre og indpode blev udført på den grundvold, som var lagt af revolutionen. Der var for så vidt ikke noget nyt problem på teknikkens, videnskabens eller kunstens område. Det er muligt at bygge kæmpemæssige fabriker efter en færdiglavet vestlig model på bureaukratisk kommando, skønt nok med tre gange så store omkostninger. Men jo længere man når frem, des mere nærmer økonomien sig kvalitetsproblemet, der som en skygge glider ud af bureaukratiets hænder. Sovjetprodukterne er ligesom stemplet med ligegyldighedens grå mærke. En rationaliseret økonomi vil forudsætte kvalitetdemokrati både hos producenter og hos forbrugere, samt frihed til kritik og initiativ, betingelser der er uforenelige med et totalitært regimente med frygt, løgn og smiger.
Bagved problemet om kvalitet står et mere indviklet og storslået problem, som kan sammenfattes i begrebet: uafhængig, teknisk og kulturel skaben. Det var en af oldtidens filosoffer der sagde, at kappestrid er altings fader. Der kan ikke skabes nye værdier, hvor en brydning mellem ideer er umulig. Ganske vist betyder et revolutionært diktatur i sig selv en streng begrænsning af friheden. Og af netop den grund har revolutionære epoker aldrig været gunstige for kulturel skaben: de har kun renset pladsen for den. Proletariatets diktatur åbner et videre spillerum for den menneskelige ånd, jo mere den ophører med at være et diktatur. Den socialistiske kultur vil blomstre i samme forhold som staten dør væk. I denne enkle og urokkelige historiske lov indeholdes dødsdommen over det nuværende politiske styre i Sovjetunionen. Sovjetdemokrati er ikke kravet om en abstrakt politik, endnu mindre om en abstrakt moral. Det er bleven en nødvendighed for landet, på liv og død.
Hvis den nye stat ikke havde andre interesser end samfundsinteresser, ville tvangsfunktionens bortdøen gradvis antage en smertefri karakter. Men staten er ikke bare ånd. Særlige funktioner har skabt særlige organer. Bureaukratiet som helhed er ikke så meget bekymret om sin funktion som om den tribut, som denne funktion indbringer. Den herskende kaste søger at befæste og vedligeholde tvangsorganerne. For at føle sig sikker i sin magt og indtægt skåner den ikke nogen eller noget. Jo mere udviklingen går den imod, des mere hensynsløs bliver den overfor de fremskridtsvenlige elementer i befolkningen. Ligesom den katolske kirke har den i sin forfaldsperiode fremholdt dogmet om ufejlbarlighed, men den har hævet det til en højde, som den romerske kirke aldrig har drømt om.
Den vedholdende og forøgede gudsdyrkelse af Stalin er, med alle sine træk af karikatur, en nødvendig bestanddel af styret. Bureaukratiet har brug for en ukrænkelig overdommer, en førstekonsul, om ikke en kejser, og den løfter på sine skuldre ham, der bedst svarer til dets krav på herredømme. Den "karakterstyrke" hos lederen, som i så høj grad henrykker Vestens litterære dilettanter, er i virkeligheden totalsummen af det kollektive tryk fra en kaste, der ikke vil lade sig standse af noget i sit forsvar for sin position. Hver eneste af dem tænker i sin stilling: l'état – c'est moi (staten, det er mig). I Stalin finder enhver let sig selv. Men Stalin finder også i hver eneste lille del af sin egen ånd. Stalin er personliggørelsen af bureaukratiet. Det er det væsentligste i hans politiske personlighed.
Cæsarismen eller dets borgerlige form, bonapartismen, træder ind på scenen på de tidspunkter i historien, hvor en hårdnakket kamp mellem to lejre så at sige løfter statsmagten op over nationen og tilsyneladende garanterer den en fuldstændig uafhængighed af klasserne, men i virkeligheden kun den nødvendige frihed til et forsvar for de priviligerede. Stalinstyret, der rejser sig op over et politisk spaltet samfund, og som hviler på et politi- og officerskorps, og som ikke tillader nogen som helst kontrol, er ganske åbenlyst en afart af bonapartisme, en bonapartisme af en ny type, som historien ikke før har set.
Cæsarisme opstod på basis af et slavesamfund, der var rystet af indre strid. Bonapartisme er et af de politiske våben, som det kapitalistiske styre anvender i sin kritiske periode. Stalinisme er en afart af det samme system, men på basis af en arbejderstat, der er ved at sønderslides af modsætningsforholdet mellem et organiseret og bevæbnet aristokrati og de ubevæbnede arbejdende masser.
Som historien viser går bonapartisme beundringsværdigt i spænd med en almindelig, ja endog hemmelig stemmeret. Bonapartismens demokratiske ritual er folkeafstemningen. Fra tid til anden bliver befolkningen stillet over for spørgsmålet: for eller imod lederen? Og vælgeren føler et revolverløb i nakken på sig. Efter Napoleon den tredjes tid – nu forekommer han os en provinsiel dilettant – har denne teknik nået en overordentlig udvikling. Den nye sovjetforfatning, der opretter bonapartisme på folkeafstemningens grundlag, sætter selv kronen på systemet.
En analyse viser endeligt, at den sovjetiske bonapartisme kun har kunnet opstå, fordi verdensrevolutionen er blevet forsinket. Men i de kapitalistiske lande har vi den samme grund til at fascismen har kunnet rejse sig. Vi når således til den slutning, som ved første øjekast ikke er ventet, men i virkeligheden er uundgåelig, at når sovjetdemokratiet er blevet knust af et almægtigt bureaukrati, og når det borgerlige demokrati er blevet udryddet af fascismen, er det sket af samme årsag: nemlig fordi verdensproletariatet nølede med at løse de problemer, som historien stillede det. Trods dyb forskel i sine sociale fundamenter er stalinisme og fascisme symmetriske fænomener. I mange af sine træk viser de en uheldsvarslende lighed. En sejrrig revolutionær bevægelse i Europa ville øjeblikkelig ryste ikke bare fascismen, men også sovjetbonapartismen. Ved at vende sig imod den internationale revolution handlede sovjetbureaukratiet, set fra sit eget synspunkt, helt rigtigt. Det lystrede blot selvopholdelsesstemmen.
Fra sovjetstyrets første dage lå modvægten mod bureaukratismen i partiet. Når bureaukratiet ordnede staten, var det alligevel partiet, der kontrollerede bureaukratiet. Ved at holde skarpt øje med selv den ringeste afvigelse fra det strengt nødvendige var partiet hele tiden i en tilstand af åben eller maskeret kamp imod bureaukratiet. Stalinfraktionens historiske rolle var at ødelægge denne dobbelthed, ved at lade partiet spille tjenerrollen for sig og ved at smelte det sammen med staten. På den måde blev det nuværende totalitære styre skabt. Det var ved at yde bureaukratiet denne ikke uvigtige tjeneste, at Stalins sejr blev sikret.
Under de første 10 års stridigheder forlod venstreoppositionen ikke det program, der tilsigtede en ideologisk erobring af partiet, i stedet for en erobring af partiet gennem magt. Dens slagord var: reform, ikke revolution. Bureaukratiet var imidlertid, selv på denne tid, rede til en hvilken som helst revolution for at forsvare sig imod en demokratisk reform. I 1927, da striden nåede et særlig forbitret stadium, erklærede Stalin på et møde i centralkomiteen i en henvendelse til oppositionen: "disse kadrer kan vi kun få fjernet ved en borgerkrig!" Hvad der i Stalins mund var en trussel, blev takket være en række nederlag for det europæiske proletariat, en historisk kendsgerning. Reformens vej blev vendt om til revolutionens vej.
De fortsatte udrensninger inden for partiet og sovjetorganisationerne har til hensigt at hindre de misfornøjede i masserne i at finde klare politiske udtryk. Men undertrykkelsen dræber ikke tanken, den driver den bare under jorden. Vide kredse af kommunister så vel som af borgere uden for partiet opretholder to tankesystemer, et officielt og et hemmeligt. Spionering og sladder virker på enhver måde opløsende på sociale forbindelser. Bureaukratiet fremstiller ufravigeligt sine fjender som socialismens fjender. Ved hjælp af juridiske falsknerier, som nu er helt normale foreteelser, beskylder det mennesker for enhver forbrydelse, det finder passende. Under trussel om nakkeskud, haler det tilståelser, som det selv har dikteret, frem fra de svage og bruger så disse tilståelser som grundlag for beskyldninger imod de mere hårdnakkede.
"Det ville være utilgiveligt dumt og forbryderisk," belærer Pravda fra 5 juni 36 os om, – i en kommentar til "den mest demokratiske forfatning i verden" – trods afskaffelsen af klasserne at antage at "kræfter inden for klasser, der er fjendtlige over for socialismen, har forsonet sig med deres nederlag... kampen går videre." Hvad er det for nogle fjendtlige klassekræfter"? Pravda svarer: "Rester af modrevolutionære grupper, Hvide Gardister af enhver farve, særligt Trotskij-Zinoviev folkene." Efter den uundgåelige henvisning til "spionarbejde, sammensværgelser og terroristvirksomhed" (af trotskijster og zinovievister!) afgiver stalinorganet dette løfte: "vi vil også i fremtiden med fast hånd slå ned på og udrydde folkets fjender, det trotskijstiske kryb og pak, lige meget hvor dygtigt de end forklæder sig." Sådanne trusler, der dag efter dag gentages i sovjetpressen, er bare akkompagnementer til G.P.U.s arbejde. En mand ved navn Petrov, partimedlem siden 1918, deltager i borgerkrigen og medlem af højreoppositionen, og som slap væk fra forvisningen i 1936, og nu er medarbejder ved en liberal emigrantavis, karakteriserer de såkaldte trotskijster med følgende ord: "Venstrefolkene? psykologisk set de sidste revolutionære, ægte og brændende. Ingen grå akkordering, ingen kompromiser. Højst beundringsværdige mennesker. Men tossede ideer... med verdensbrand og sådan noget fantasteri." Lad os se bort fra det med deres "ideer"." Denne moralske og politiske vurdering af venstreoppositionen fra dens fjender til højre taler for sig selv. Det er disse "sidste revolutionære, ægte og brændende", som G.P.U.s oberster og generaler sigter for... kontrarevolutionær aktivitet i imperialismens interesse.
Bureaukratiets hysteriske had til bolshevikoppositionen får en særlig skarp politisk mening i forbindelse med fjernelsen af de indskrænkninger, der bestod over for folk af borgerlig oprindelse. De forsoningsdekreter, der blev udstedt med henblik på deres beskæftigelse, arbejde og opdragelse, er baseret på den betragtning, at de tidligere herskende klassers modstand dør væk i det forhold stabiliteten i den nye samfundsordning bliver klar. "Det er nu ikke nødvendigt med disse begrænsninger," erklærede Molotov på et møde i centraleksekutivkomiteen i januar 1936. På samme tid blev det imidlertid røbet, at de mest ondskabsfulde "klassefjender" rekrutteres fra de lag, der hele deres liv har kæmpet for socialisme, begyndende med Lenins nærmeste medarbejdere, sådanne som Zinoviev og Kamenev. Til forskel fra bourgeoisiet bliver "trotskijsterne", ifølge Pravda, mere desperate "jo klarere omridsene af et klasseløst socialistisk samfund trækkes op." Den vanvittige karakter i denne filosofi, der stammer fra nødvendigheden af at dække over nye forbindelser med gamle formularer, kan naturligvis ikke skjule en reel forskydning inden for de sociale modsætninger. På den ene side åbner skabelsen af en "overklasse" vide muligheder for en løbebane for bourgeoisiets mere ærgerrige afkom: der er ingen risiko ved at give dem lige rettigheder. På den anden side skaber det samme fænomen en skarp og yderst farlig misfornøjelse i masserne, og særlig iblandt arbejderungdommen. Af den grund udryddelseskampagnen imod "pak og kryb". Diktaturets sværd der plejede at falde over dem, der ønskede at genindføre bourgeoisiets privilegier, rettes nu imod dem, der oprøres over bureaukratiets privilegier. Slagene falder ikke på proletariatets fjender, men på proletariatets fortrop. Svarende til denne grundlæggende ændring af det politiske politis opgaver, bliver dette politi, der tidligere blev rekrutteret fra særligt hengivne og offervillige bolsheviker, nu sammensat af den mest demoraliserede del af bureaukratiet.
I deres forfølgelse af de revolutionære, udøser termidorianerne al deres had over dem, der minder dem om fortiden og får dem til at frygte fremtiden. Fængslerne, Sibiriens og Centralasiens fjerneste kroge, de hastigt mangedoblede koncentrationslejre, rummer blomsten af det bolshevikiske parti, de mest standhaftige og ægte. Selv i de mest afsides fængsler i Sibirien bliver de oppositionelle stadig forfulgt med forhør, brevcensur og sult. I forvisningen bliver hustruer med magt skilt fra deres mænd, med det eneste formål: at bryde deres modstand og trække en tilståelse ud af dem. Men selv de der tilstår, er ikke sikre. Ved første mistanke eller antydning fra en eller anden angiver, underkastes de dobbelt afstraffelse. Hjælp ydet til forviste, selv af deres slægtninge, medfører tiltale for forbrydelse. Gensidig hjælp straffes som en sammensværgelse.
De eneste midler til selvforsvar er under disse forhold sultestrejke. G.P.U. besvarer dette med tvangsfodring eller med tilladelse til at dø frivilligt. I disse år er der hundrede af oppositionelle, både russiske og udenlandske, der er bleven skudt eller er døde under sultestrejke, eller har grebet til selvmord. I løbet af de sidste 12 år har autoriteterne snesevis af gange bebudet over for verden, at nu var oppositionen endelig udryddet. Men under "udrensningerne" i de sidste måneder af 1935 og i den første halvdel af 1936 er partimedlemmer i hundrede tusindvis igen bleven udstødt, og iblandt dem adskillige titusinder "trotskijster". De mest aktive blev øjeblikkelig arresterede og kastet i fængsel og sat i koncentrationslejre. Hvad resten angår, så rådede Stalin, gennem Pravda, de lokale organer til ikke at skaffe dem arbejde. I et land hvor den eneste arbejdsgiver er staten, betyder det døden gennem langsom udsultning. Det gamle princip: hvem der ikke arbejder, skal ikke have at spise, er bleven erstattet af et nyt: hvem der ikke lystrer, skal ikke have at spise. Det nøjagtige tal på de bolsheviker der er bleven udstødt, fængslet, forvist og udryddet siden 1923, da bonapartismens æra oprandt, vil vi først kunne få rede på, når Stalins politiske politis arkiver bliver gennemgået. Hvor mange af dem, der er forblevet under jorden, vil først blive bekendt, når bureaukratiets sammenbrud begynder.
Hvor stor betydning kan 20-30 tusinde oppositionelle have for et parti på 2 millioner? Over sådan et spørgsmål betyder en blot sammenstilling af tal ingen ting. Ti revolutionære i et regiment er nok til at føre det over på folkets side, når den politiske atmosfære er rødglødende. Det er ikke for ingen ting, at staten har en dødsens rædsel for ubetydelige underjordiske cirkler, eller selv for enkelte personer. Denne reaktionære frygt, som det stalinistiske bureaukrati er gennemtrængt af, forklarer den sindssyge karakter i dets forfølgelser og dets giftige bagvaskelser.
Victor Serge som har gennemgået alle trinene i undertrykkelsen, har bragt forbløffende nyheder frem til det vestlige Europa fra dem, der har været underkastet tortur for deres loyalitet mod revolutionen og for fjendtlighed mod dens undergravere. "Jeg overdriver ikke noget," skriver han, "jeg overvejer hvert eneste ord. Jeg kan underbygge hver eneste af mine beretninger med tragiske beviser og med navns nævnelse. Blandt disse masser af martyrer og protesterende, for det meste tavse, ligger et mindretal mig nærmere på hjerte end alle de andre, værdifuld for sin energi, sin udholdenhed, sin urokkelige ro og sin hengivenhed for bolshevismen i dens store tid. Tusinder af disse kommunister fra den første tid, kammerater af Lenin og Trotskij, dem der var med til at bygge sovjetrepublikken op, da der endnu eksisterede sovjetter, de sætter socialismens principer op mod det nuværende styres indre udartning, og de forsvarer så godt de formår (og alt det de kan er at bringe ofre) den arbejdende klasses rettigheder... jeg bringer jer nyheder om dem, som er låset inde der. De vil holde ud til det sidste, hvad der end skal kræves. Selv om de ikke skulle leve og se en ny revolutionær morgenrøde... vil Vestens revolutionære kunne stole på dem. Flammen vil blive holdt ved lige, selv om det kun bliver i fængslerne. På samme vis regner de med jer. I må – vi må – forsvare dem for at forsvare arbejderdemokratiet i verden, for at få genoplivet det befriende syn af proletariatets diktatur og en skønne dag gengive Sovjetunionen dens moralske højhed og arbejdernes tillid."
Under diskussionen om statens bortdøen skrev Lenin, at skik og brug med at overholde visse regler i det sociale liv kan miste al sin trang til tvang, "hvis der ikke er noget, der fremkalder harme, protest eller revolte og på den måde skaber grundlag for undertrykkelse." Det væsentlige ved. problemet ligger i dette hvis. Det nuværende styre i Sovjetunionen fremkalder protest ved hvert eneste skridt, en protest der bliver jo mere brændende des mere den undertrykkes. Bureaukratiet er ikke alene en tvangsmaskine, men også en evig kilde til provokation. Selve det, at der består en grisk, løgnagtig og kynisk herskerklasse, skaber uundgåelig en skjult harme. Forbedringen af arbejdernes materielle stilling forsoner dem ikke med autoriteterne, tværtimod, ved at forøge deres selvfølelse og ved at give deres tanker fri bane for almindelige politiske problemer, forbereder det vejen for en åben konflikt med bureaukratiet.
De uafsættelige "førere" elsker at sende udtalelser ud om nødvendigheden af at "studere", af at "tilegne sig teknik", "kulturel selvuddannelse" og andre fortræffelige ting. Men den herskende klike er selv uvidende og lidet kultiveret. Den studerer ikke noget med alvor, er illoyal og grov i sine sociale kontakter. Dens krav på at være formynder på alle det sociale livs områder, på at kommandere ikke bare med brugsforeningsbutikken, men med musikkomponister er mere end utåleligt. Den sovjetiske befolkning kan ikke løfte sig op til et højere kulturtrin uden at befri sig fra denne ydmygende underkastelse under en kaste af magtranere.
Vil bureaukratiet opæde arbejderstaten eller vil arbejderklassen rense bureaukratiet ud? Af en løsning af dette problem afhænger Sovjetunionens skæbne. Det uhyre flertal af Sovjets arbejdere er fra nu af fjendtlig indstillet over for bureaukratiet. Bondemasserne hader det med deres sunde plebejiske had. Når arbejderne i modsætning til bønderne næsten aldrig er gået i åben kamp, og har overladt de protesterende landsbyer til deres forvirring og afmagt, skyldes det ikke bare frygt for repressalier. Det arbejderne er bange for, er at de ved at styrte bureaukratiet vil åbne døren for kapitalismens tilbagevenden. De gensidige forbindelser mellem stat og klasse er meget mere komplicerede end de bliver fremstillet af vulgære "demokrater". Uden en planøkonomi ville Sovjetunionen blive sat en menneskealder tilbage. I den forstand vedbliver bureaukratiet at opfylde en nødvendig funktion. Men det opfylder den på sådan en måde, at den forbereder en eksplosion af hele systemet, som helt kan feje revolutionens resultater af vejen. Arbejderne er realister. Uden at lade sig vildlede med hensyn til den herskende klasse, i det mindste med hensyn til dens lavere rækker, der står dem nærmest, anser de selve denne klasse for vogteren af deres revolutionære erobringer. Men de vil selvfølgelig jage den uhæderlige, frække og upålidelige vogter væk, lige så snart de ser en mulighed til det. Derfor er det nødvendigt, at der både i Øst og i Vest oprinder en ny revolutionær morgenrøde.
Når en politisk kamp ikke mere finder sted, bliver det af Kremls venner og agenter fremstillet som en "stabilisering" af styret. I virkeligheden kendetegner det kun en forbigående stabilisering af bureaukratiet. Mens den folkelige misfornøjelse er gået under jorden, lider det yngre slægtled ganske særlig ved at mærke åget af denne "oplyste enevælde", hvori der findes meget mere enevælde end oplysning. Bureaukratiets tiltagende, ildevarslende vagtsomhed over for ethvert glimt af levende tænkning, og den utålelige overspændthed i de lovprisningshymner, der opsendes til et nådigt forsyn, personliggjort i "føreren", bærer i lige grad vidnesbyrd om en voksende adskillelse mellem stat og samfund. De vidner om en forstærkning af de indre modsætninger, om et tryk imod statens mure, der søger en udvej og uundgåeligt må finde sig en.
For en rigtig vurdering af situationen har de ikke sjældne terrorhandlinger imod statsmagtens repræsentanter en meget stor betydning. Det mest kendte af disse var mordet på Kirov, en dygtig og samvittighedsløs leningraddiktator, en typisk repræsentant for sin klike. I og for sig er terrorhandlinger mindst af alt egnet til at afkaste et bonapartistisk fåmandsvælde. Skønt den enkelte bureaukrat frygter revolveren, er bureaukratiet som helhed i stand til at udnytte terrorhandlingen til retfærdiggørelse af sine egne voldshandlinger, og til nu og da at finde på at myrde sine egne personlige fjender (affæren Zinoviev, Kamenev og andre). Individuel terror er utålmodige og fortvivlede individers våben, og hører mest hjemme blandt selve bureaukratiets yngre medlemmer. Men ligesom i czartiden er politiske mord umiskendelige tegn på en stormfuld atmosfære og forudsiger begyndelsen til en åben politisk krise.
Ved at indføre den nye forfatning viser bureaukratiet, at den mærker denne fare og tager sine forsigtighedsregler. Imidlertid er det hændt mere end een gang, at et bureaukratisk diktatur, der søger redning i "liberale" reformer, kun har svækket sig selv. Ved at lægge bonarpartismen blot skaber den nye forfatning på samme tid et halvtlegalt dække for kampen imod den. De forskellige bureaukratiske klikers rivaliseren ved valgene kan blive begyndelse til en bredere politisk kamp. Pisken over "de dårligt arbejdende magtorganer" kan blive vendt om til en pisk imod bonapartismen. Alle tegn tyder på, at det videre hændelsesforløb uundgåeligt må føre til et sammenstød mellem de kulturelt udviklede kræfter i folket og det bureaukratiske fåmandsvælde. Der er ikke nogen fredelig udgang på denne krise. Der er ikke nogen djævel, der frivilligt har skåret kløerne af sig. Sovjetbureaukratiet vil ikke opgive sine positioner uden kamp. Udviklingen fører øjensynligt hen mod revolutionsvejen.
Under et energisk tryk fra folkemasserne og den under sådanne omstændigheder uundgåelige opløsningsproces i regeringsapparatet vil modstanden hos magthaverne vise sig meget svagere end det nu synes. Men om dette kan vi kun have formodninger. I hvert fald kan bureaukratiet kun fjernes ved revolutionær magt. Og som altid vil der blive færre ofre, jo dristigere og mere afgørende angrebet føres. At forberede dette og til at stå i spidsen for masserne i en gunstig historisk situation, det er en opgave for 4. Internationales sovjetiske sektion. I dag er den stadig svag og jaget under jorden. Men et partis illegale eksistens er ikke det samme som dets ikke-eksistens. Det er kun en vanskelig eksistensform. Modforholdsregler kan vise sig fuldt effektive over for en klasse, der er ved at forsvinde fra skuepladsen – dette blev til fulde bevist ved det revolutionære diktatur fra 1917 til 1923 – men voldshandlinger over for en revolutionær fortrop kan ikke redde en kaste, som har overlevet sig selv, hvis Sovjetunionen da i det hele taget skal gå en videre udvikling i møde.
Den revolution som bureaukratiet forbereder imod sig selv vil ikke blive social som oktoberrevolutionen i 1917. Denne gang bliver det ikke et spørgsmål om at ændre samfundets økonomiske grundlag, om at erstatte visse ejendomsformer med andre. Historien har andre steder hidtil ikke alene kendt sociale revolutioner, som indførte et bourgeoisistyre i stedet for et feudalt, men også politiske revolutioner, som fejede et gammelt regimentes øvre lag af vejen (1830 og 1848 i Frankrig, februarrevolutionen i Rusland o.s.v.) uden at ødelægge samfundets økonomiske grundlag. Omstyrtningen af den bonapartiske kaste vil naturligvis få dybe sociale følgevirkninger, men i sig selv vil den blive begrænset af en politisk revolutions rammer.
Det er nu første gang i historien, at der har bestået en stat, der er fremgået af en arbejderrevolution. De trin som den må gennemgå, er ikke skrevet ned nogen steder.. Det er rigtigt, at Sovjetunionens teoretikere og skabere håbede, at det gennemskuelige og bøjelige sovjetsystem ville tillade staten at udforme sig, opløse sig og dø bort på fredelig vis, i overensstemmelse med samfundets økonomiske og kulturelle udviklingstrin. Men her viste livet sig atter mere indviklet end teorien forudså. Det blev proletariatet i et tilbagestående land, der fik den skæbne at gennemføre den første socialistiske revolution. Dette historiske privilegium kommer det efter al sandsynlighed til at betale med en anden, en supplerende revolution imod bureaukratisk enevælde. Programmet for den nye revolution afhænger for en stor del af det øjeblik den bryder ud, på den levestandard som landet på den tid har nået, og i høj grad på den internationale situation. Programmets grundlæggende elementer er allerede klare og er bleven klarlagt i denne bogs forudgående kapitler som objektive følgeslutninger, baseret på en analyse af modsætningsforholdene inden for sovjetstyret.
Det drejer sig ikke om at erstatte en herskende klike med en anden, men om at ændre selve administrationsmetoderne i økonomien og om at lede landets kulturelle liv. Bureaukratisk selvherskerstyre må give plads for sovjetdemokrati. En genoprettelse af retten til kritik og en uforfalsket frihed i alle valg er nødvendige betingelser for den videre udvikling af landet. Dette forudsætter, at der genopstår frihed til at danne sovjetpartier, begyndende med det bolshevikiske parti og en genrejsning af fagforeningerne. At bringe demokrati ind i industrien vil betyde en radikal revision af planlægningerne i de arbejdendes interesse. Fri diskussion om økonomiske problemer vil formindske de overdrevne omkostninger, som de bureaukratiske fejltagelser og zigzagkurs forvolder. Kostbart luksuslegetøj, sovjetpaladser, nye teatre, pralende undergrundsbane, vil blive fortrængt af arbejderboliger. "De borgerlige regler for fordeling" vil blive begrænset til det højst nødvendige og vil give plads for socialistisk lighed, efterhånden som den sociale velstand stiger.
Rang vil blive afskaffet med det samme. Al deres dekorationsflitterstads vil forsvinde i smeltediglen. Ungdommen vil få lejlighed til at ånde frit, til at kritisere, gøre fejltagelser og vokse op. Videnskab og kunst vil blive befriet for deres lænker. Og endelig, så vil udenrigspolitiken vende tilbage til den revolutionære internationalisme.
Mere end nogensinde er oktoberrevolutionens skæbne knyttet til Europas og hele verdens skæbne. Sovjetunionens problemer bliver nu afgjort på den spanske halvø, i Frankrig, i Belgien. I det øjeblik denne bog bliver udsendt vil situationen være langt mere overskuelig end i dag, da borgerkrigen udvikler sig lige under Madrids mure. Hvis sovjetbureaukratiet ved sin forræderiske "folkefrontspolitik" får held med sig til at sikre reaktionens sejr i Spanien og Frankrig – og Komintern gør alt hvad den kan i den retning – vil Sovjetunionen nærme sig afgrunden. En borgerlig kontrarevolution vil, snarere end en arbejdernes opstand imod bureaukratiet, stå på dagsordenen. Hvis det vestlige Europas proletariat finder vej til magten, trods reformisternes og "kommunist"-ledernes forenede sabotage, vil der åbne sig et nyt kapitel i Sovjetunionens historie. Den første sejr for en revolution i Europa ville gå som et elektrisk chok gennem sovjetmasserne, rette dem op, rejse deres uafhængighedsånd, vække traditionerne fra 1905 og 1917, underminere bonapartistbureaukratiets stilling og skaffe Fjerde Internationale ikke mindre betydning end oktoberrevolutionen skaffede Tredje. Kun på den måde kan den første arbejderstat bevares for en socialistisk fremtid.
| Tilbage | Næste |