| Tilbage | Næste |
Vi har forsøgt at undersøge sovjetstyret under statens synspunkt. Vi kan foretage en lignende undersøgelse under pengecirkulationens synspunkt. Begge disse problemer, stat og penge, har en række fælles træk, fordi de i sidste instans begge munder ud i alle problemernes problem: udbyttet af arbejdet. Den statslige tvang er ligesom pengenes tvang en arv fra klassesamfundet, der ikke kan bestemme menneskenes indbyrdes forhold på enden måde end ved hjælp af fetischer, religiøse eller verdslige ,og som til beskyttelse af dem har indsat den frygteligste af alle fetischer, staten, med en stor kniv mellem tænderne. I det kommunistiske samfund vil stat og penge være forsvundet. Deres gradvise hensygnen må altså allerede begynde under det socialistiske styre. Om socialismens virkelige sejr vil man først kunne tale i det historiske øjeblik, da staten kun halvt er en stat, og pengene begynder at miste deres magiske magt. Det vil betyde, at med socialismen, der har befriet sig for de kapitalistiske fetischer, vil der mellem menneskene begynde at råde mere gennemskuelige, mere frie og mere værdige forhold.
De for anarkismen karakteristiske krav om »afskaffelsen« af pengene, »afskaffelsen af arbejdsløn« eller »ophævelse« af staten og familien, kan kun gøre krav på interesse som eksempler på mekanistisk tænkemåde. Pengene er ikke noget man vilkårligt kan »afskaffe«, og staten og den gamle familie heller ikke »ophæve«. De må opfylde deres historiske mission, visne og forsvinde. Pengefetischen vil først modtage dødsstødet, når en uafbrudt vækst af den samfundsmæssige rigdom får befriet de tobenede fra deres stræben efter endnu et par minutters merarbejde og fra deres ydmygende ængstelse for, at deres rationer ikke skal være store nok. Ved at miste sin evne til at bringe menneskene lykke og til også at kaste dem ned i støvet, reduceres pengene til simpel bogføring, passende for statistik og planlægning. Endnu senere hen behøves der ikke engang sådanne kvitteringer. Men disse bekymringer kan vi trygt overlade til vore efterkommere, der vil være klogere end vi.
Ved nationaliseringen af produktionsmidlerne og af kreditten, ved at ordne handelen gennem andelsvirksomhed eller gennem statsforetagender, med monopol for udenrigshandelen, ved kollektivisering af landbruget og ved en arvelovgivning, vil der blive sat snævre grænser for den personlige pengeopsamling og vil man vanskeliggøre pengenes forvandling til privatkapital (pengeudlån, til handel og industri). Denne pengenes funktion, som er nøje knyttet til udbytningen, er endnu ved den proletariske revolutions begyndelse ikke likvideret, men går i en omformet skikkelse over til staten, forretningsmanden, bankmanden og industrimanden. Samtidig vil pengenes elementære funktioner som værdimåler, bytte- og betalingsmiddel ikke bare blive opretholdt, men vil få et langt bredere virkefelt end under kapitalismen.
Planlægningsadministrationen har tilstrækkeligt bevist sin styrke, men tillige også grænserne for sin styrke. En planøkonomi der tilrettelægges forud er – tilmed i et tilbagestående land med en befolkning på 170 millioner og med dybe modsætninger mellem by og land – ikke noget urokkeligt dogme, men et udkast, en arbejdshypotese, der under gennemførelsen undergår kritik og ændringer. Man kan ligefrem opstille som regel: jo »strammere« den administrative opgave bliver opfyldt, desto værre står det til med den økonomiske ledelse. To løftestænger må tjene til at regulere og tilpasse planerne: en politisk, der dannes af selve de interesserede massers deltagelse i ledelsen, hvad der ikke kan tænkes uden sovjetdemokrati, og en finansiel, fremkommen ved en effektiv forudgående beregning af kalkulerne med hjælp af en almindelig værdimåler, hvad der er utænkeligt uden et stabilt pengesystem.
Pengenes rolle i sovjetøkonomien er endnu ikke alene langt fra at have udspillet sin rolle, men skal som allerede sagt først rigtigt til at udfolde sig. Overgangstiden mellem kapitalisme og socialisme betyder som helhed betragtet ikke nogen formindskelse, men lige omvendt, en stærk forøgelse af handelen. Alle industrigrene ændres og vokser. Der opstår stadigt nye, og de ser sig alle nødsaget til at træffe afgørelser om deres gensidige forhold, både kvalitativt og kvantitativt. Den samtidige opløsning af den gamle bondeøkonomi og af det i sig selv hvilende familiesamfund betyder, at man går over i det samfundsmæssige samkvem og dermed til den almindelige pengeomsætning, der hidtil havde holdt sig indenfor bondegårdens skel eller stuehusets vægge. For første gang i historien begynder man at udveksle alle slags produkter og tjenesteydelser.
På den anden side er en resultatsrig socialistisk opbygning utænkelig uden at inddrage den umiddelbare personlige interesse hos producenten og forbrugeren i planlægningen, dvs. deres egoisme, som på sin side kun kan virke befrugtende, når den til sin rådighed får det tilvante, sikre og smidige middel: pengene.
Det er umuligt at forøge arbejdsydelserne og forbedre produktionskvaliteten uden at lade et måleapparat trænge ind i alle porer i det økonomiske liv, dvs. uden en stabil møntfod. Det fremgår heraf, at under den økonomiske overgangsperiode, ligesom under kapitalismen, er den eneste rigtige mønt den,, der baserer sig på guld. Alle andre slags penge er kun erstatninger. Ganske vist er sovjetstaten herre over både varemasserne og over de institutioner der forestår pengeudstedelsen. Men i virkeligheden ændrer dette ikke noget. Administrative manipulationer med varepriserne hverken skaber eller supplerer på nogen måde en stabil møntfod, og det gælder både i den indenlandske, og endnu mere i den udenlandske handel.
Uden en selvstændig basis, dvs. en guldbasis, vil pengesystemet i Sovjetunionen, ganske ligesom i de forskellige kapitalistiske lande, nødtvungent få en lukket karakter, dvs. rublen vil ikke eksistere for verdensmarkedet. Når Sovjetunionen meget lettere end Tyskland eller Italien kan tåle de misforhold, et sådant system medfører, så skyldes det for en del monopolet på udenrigshandelen, men dog mest landets naturlige rigdomme.
Kun disse forhold gør det muligt for det ikke at blive kvalt i selvforsyningspolitikkens skruestik. Den historiske opgave består dog ikke i at undgå at blive kvalt, men lige overfor verdensmarkedets mægtige præstationer at kunne fremskaffe, en økonomi, der både er stærk og helt igennem rationel, og som kan sikre den størst mulige tidsøkonomi og som følge deraf give den højeste kulturudfoldelse.
Netop den dynamiske sovjetøkonomi, der ustandselig gennemløber tekniske revolutioner og opnår de største erfaringer, har mere end andre brug for en konstant efterprøvning ved hjælp af en stabil værdimåler. Teoretisk kan der ikke være den ringeste tvivl om, at havde U.S.S.R.'s økonomi rådet over en guldrubel, ville femårsplanernes resultater have været uendeligt fordelagtigere, end de nu er. Men lad os ikke dømme om det, der ikke er. Men derfor skal man ikke gøre en dyd af nødvendighed, thi det vil bare føre til nye økonomiske fejltagelser og tab.
Historien om det sovjetiske pengesystem er ikke blot historien om de økonomiske vanskeligheder, succeser og fiaskoer, men også en historie om zigzagkursen i den bureaukratiske måde at tænke på.
Genindførelsen af rublen i årene 1922–1924 var under overgangen til NEP uadskillelig fra genindførelsen af »borgerlige retsregler« ved fordelingen af forbrugsvarer. Tsjervonets’en havde regeringens bevågenhed, så længe man orienterede sig hen imod bønderne. Derimod blev i den første femårsplans periode alle sluser åbnet for inflationen. Fra 0,7 milliarder rubler i begyndelsen af 1925 steg pengeudstedelsens samlede beløb indtil begyndelsen af 1928 til den forholdsmæssigt beskedne sum af 1,7 milliard, hvormed den omtrent nåede højden af papirpengeomløbet i det zaristiske Rusland kort før krigen, selvfølgelig uden den tidligere metalbasis. I det videre forløb viser inflationen fra år til år følgende feberkurve: 2,0 – 2,8 – 4,3 – 5,5 – 8,4! Det sidste tal, 8,4 milliarder rubler blev. nået i begyndelsen af 1933. Derefter følger besindelsens og tilbagetogets år: 6,9 – 7,7 – 7,9 milliarder (1935).
Rublen fra 1924, der officielt blev noteret med 13 franske francs, var i november 1935 sunket til 3 francs, dvs. til en fjerdedel, næsten lige så meget som den franske franc som følge af krigen. Begge noteringer, den gamle som den nye, skal tages med et vist forbehold: rublens købekraft på verdensmarkedet når næppe op på mere end 1 franc. Dog viser omfanget af devalueringen alligevel, med hvilken hals-brækkende hastighed sovjetvalutaen rutsjede nedad indtil 1934.
Da Stalin stod på toppunktet af sin økonomiske eventyrpolitik, lovede han at jage NEP, dvs. det frie marked, »ad helvede til«. Hele pressen skrev ligesom i 1918, at nu skulle alt køb og salg endeligt erstattes af »den umiddelbare socialistiske fordeling«, som rationeringskortet så blev det synlige tegn på. Samtidigt benægtede man kategorisk inflationen, som noget for sovjetsystemet helt fremmed.
»Sovjetvalutaens stabilitet,« sagde Stalin i januar 1933, »er frem for alt garanteret ved de enorme varemængder, der er i statens besiddelse, og som bliver sat i omløb til faste priser.« Skønt denne gådefulde strøtanke hverken blev nærmere udviklet eller forklaret (til dels af denne grund), blev den gjort til grundlov for den sovjetiske pengeteori, nøjere sagt, for den benægtede inflation. Tschervonets'en var fra nu af ikke mere den almindelige værdimåler, men kun en almindelig skygge af »en vældig varemængde« hvorved den fik alle skyggers ret til at forlænge sig og forkorte sig. Om denne trøsterige læresætning havde nogen som helst mening, så måtte det være denne: sovjetpengene holder op med at være penge, de tjener ikke længere til at være værdimåler, »de faste priser« skulle fastsættes af statsmagten. Tschervonets'en var ikke længere andet end et papirudtryk for planøkonomien, dvs. et almindeligt fordelingskort: med andre ord, socialismen havde sejret »afgørende - og uigenkaldeligt«.
De mest utopiske ideer fra krigskommunismens tid opstod igen, tilmed på et nyt, noget højere, men desværre for en likvidering af pengeomløbet, endnu højst utilstrækkeligt økonomisk grundlag. I de regerende kredse var den mening fremherskende, at i en planøkonomi var en inflation ikke noget slemt. Det var omtrent det samme som at sige, at hvis man bare har et kompas om bord, så er en læk ikke noget at være bange for. I virkeligheden fører pengeinflationen, som uundgåeligt fremkalder en kreditinflation, til en ombytning af reelle værdier med opdigtede, og fortærer derved planøkonomien indvendig fra.
Man behøver ikke at sige, at inflationen for de arbejdende masser var en frygtelig beskatning. Hvad angår dens påståede fordele for socialismen, så er de mere end tvivlsomme. Vel voksede produktionsapparatet hastigt videre, men den økonomiske effektivitet af de storslåede bygningsværker lod sig kun statistisk, men ikke økonomisk vurdere. Ved at kommandere med rublen, dvs. ved at give den vilkårlig, forskellig købekraft overfor forskellige befolkningslag og forskellige grene af økonomien, berøvede bureaukratiet sig et uundværligt instrument til objektivt at måle egne succeser og fiaskoer. Manglen af en eksakt regnskabsføring, noget der blev tilsløret på papiret ved kombinationer med »den vedtagne rubel«, førte i virkeligheden til, at den personlige interesse holdt op, til sænkning af produktion og til endnu ringere varekvalitet.
Dette onde tog et betydeligt omfang allerede under den første femårsplan. I juli 1933 opstillede Stalin de kendte »seks betingelser«, hvis hovedopgave det var at sænke produktionsomkostningerne. Disse »betingelser«, (løn efter individuel arbejdsydelse, beregning af produktionsomkostningerne osv.) indeholder ikke noget nyt: »de borgerlige rettigheder« blev proklameret i begyndelsen af NEP-perioden og blev fastlagt på den 12. partikongres i begyndelsen af 1923. Stalin tilsluttede sig dem dog først i 1931, under indflydelse af den faldende effektivitet i de industrielle anlæg. I de følgende to år så man næsten ikke en eneste artikel i sovjetpressen uden henvisning. til den styrkende kraft, der lå i »betingelserne«. Men den sygdom, der stammede fra inflationen, åd sig dybere ind og var utilgængelig for helbredelse.
Strenge forholdsregler overfor sabotører og ondsindede personer gav kun ringe resultater.
Det forekommer os i dag næsten usandsynligt, at bureaukratiet kunne sende NEP »ad helvede til«, dvs. selve vurderingen af varernes pengeværdi og af arbejdskraften, samtidig med at den erklærede krig mod »ligemageriet« dvs. det anonyme »gennemsnitsarbejde« og den for alle lige »gennemsnitsløn«.
Den genindførte med den ene hånd de »borgerlige normer«, og med den anden ødelagde den deres eneste brugbare redskab. Ved at erstatte et frit handelssamkvem med »lukkede fordelingssteder« og ved et fuldstændigt kaos på prisområdet forsvandt uundgåeligt ethvert rimeligt forhold mellem personligt arbejde og personlig arbejdsløn, og arbejdernes personlige interesse var dermed dræbt.
De strengeste forskrifter vedrørende økonomiske beregninger, kvalitet, produktionsomkostninger og ydelse blev hængende i luften. Det hindrede ikke i ringeste måde førerne i at erklære enhver økonomisk fiasko for et resultat af ikke at have rettet sig efter de seks stalinske recepter. Selv den forsigtigste hentydning til inflation blev anset for statsforbrydelse. Med samme frimodighed var det, at magthaverne beskyldte skolelærerne for forsømmelse overfor de hygiejniske forskrifter, når de samtidigt forbød dem at henvise til sæbemanglen.
Spørgsmålet om Tschervonets'ens skæbne stod i forgrunden for fraktionskampene indenfor det bolsjevikiske parti. Oppositionens program forlangte (1927) : »Sikring af en ubetinget stabilitet af møntfoden«. Dette krav blev et ledemotiv i de følgende år. »Stands inflationsprocessen med jernhånd,« skrev oppositionens organ i udlandet i året 1932, »og genindfør en stabil møntfod«, selv om det skal betales med en »dristig indskrænkning af de industrielle investeringer.«.
De der var forsvarere for »snegletempoet« og de der var overindustrialister syntes foreløbig at have byttet roller. Som svar på praleriet med at ville jage det åbne marked »ad helvede til«, anbefalede oppositionen planøkonomiens embedsmænd at lade plakater med indskriften: »Inflation er syflis for planøkonomien« ophænge i deres kontorer.
Indenfor landbruget forvoldte inflationen ikke ringere skade.
I den periode hvor bondepolitikken endnu orienterede sig henimod enkeltbonden antog man, at den socialistiske omformning af landbruget, på grundlag af NEP, ville fuldbyrdes igennem andelsbevægelsen i løbet af nogle årtier. Andelsvæsenet skulle efterhånden omfatte indkøb, afsætning og kredit og til sidst også socialisere produktionen. Det hele blev kaldt. for »Lenins andelsplan«. Den virkelige udvikling gik som bekendt en hel anden, snarest den modsatte, vej – den med tvangsekspropriationerne og den fuldstændige kollektivisering. Om en gradvis socialisering af de enkelte økonomiske funktioner efterhånden som de materielle og kulturelle betingelser derfor var modne til det, var der ikke længere tale. Kollektiviseringen fremmedes på en måde som om det drejede sig om hurtigst muligt at etablere et kommunistisk styre i landbruget.
Den umiddelbare følge var ikke bare en destruktion af mere end halvdelen af kreaturbestanden, men, hvad der var endnu vigtigere, en fuldstændig ligegyldighed fra kolkhos-bøndernes side overfor den socialiserede ejendom og overfor resultaterne af deres eget arbejde. Regeringen tiltrådte et uordnet tilbagetog. Bønderne fik igen høns, svin, får og køer til deres personlige udnyttelse. Det ved huset liggende jordstykke blev overladt dem. Filmen om kollektiviseringen rullede baglæns.
Ved at genskabe små privatbrug indgik staten et kompromis; den betalte en tribut til bondestandens individualistiske tendenser. Kolkhoserne blev opretholdt. Ved første øjekast måtte tilbagetoget forekomme uvæsentligt. Men i virkeligheden kan man dårligt overvurdere dets betydning. Bortset fra kolkhosaristokratiet inddækker gennemsnitsbonden for en stor del sit daglige behov ved arbejde »for sig selv«, mere end ved sin kolkhosbeskæftigelse. Indtægterne fra deres privatbrug kan løbe op til det 2–3 dobbelte af disse bønders erhvervsmæssige indtægt fra arbejdet på kolkhosen, og særlig når det drejer sig om tekniske afgrøder, gartneri eller kvægbrug. Denne selv af sovjetpressen indrømmede kendsgerning afslører på den ene side tydeligt det barbariske sløseri med. millioner af menneskers, særlig af kvinders kræfter i dværgbrug, og på den anden side de endnu ualmindeligt lave arbejdsydelser i kolkhoserne.
For at hæve det kollektive storlandbrug op på et højere plan, gjaldt det om at komme på talefod med bønderne, dvs. at vende tilbage fra naturalskatten til handel og genskabe det frie marked, med andre ord, kræve den til helvede for tidligt forviste NEP tilbage. Men en uafviselig betingelse for en yderligere udvikling af landbruget måtte være overgangen til en mere eller mindre stabil møntfod.
Visdommens ugle flyver som bekendt ud efter solnedgang. På samme måde udfolder teorien om det »socialistiske« pengesystem sig heller ikke før tusmørket har lagt sig over inflationsillusionerne. Det var lykkedes lydige professorer over Stalins gådefulde ord at opbygge en hel teori om, at sovjetpriserne, i modsætning til markedspriserne, udelukkende bestemtes efter plan og direktiv, dvs. ikke efter en økonomisk teori, men efter en administrativ, for des bedre at kunne tjene til en ny fordeling af nationalindtægten i' socialismens interesse. Professorerne glemte at fortælle, hvordan man kunne »fastlægge« priserne uden at kende de virkelige omkostninger, og hvordan man skulle udregne de virkelige omkostninger, når alle priser giver udtryk for bureaukratiets vilje og ikke for det nødvendige samfundsmæssige arbejdes kvantitet. Til en nyfordeling af nationalindkomsten råder regeringen i virkeligheden allerede over så mægtige løftestænger som skatterne, statsbudgettet og kreditsystemet. Efter udgiftsbudgettet for 1936 skal mere end 37,6 milliarder umiddelbart og mange milliarder indirekte anvendes til finansiering af økonomiens forskellige grene. Budget- og kreditmekanismen er mere end tilstrækkelig til at fordele nationalindkomsten planmæssigt. Hvad priserne angår, så vil de desto bedre kunne tjene socialismens sag, jo ærligere de giver udtryk for de økonomiske forhold i dagliglivet.
Erfaringerne har herom allerede sagt sit afgørende ord. Den »dirigerede« pris har i livet ikke gjort så virkningsfuldt et indtryk som i lærebøgerne. En og samme vare var ansat til forskellige priser indenfor de forskellige kategorier. I de brede revner mellem disse kategorier indsneg sig med lethed al slags spekulation, begunstigelse, snylten og lignende dårligdom, og det var snarere regelen end undtagelsen. Tillige blev tschervonets'en, der skulle være den stabile pris’s faste skygge, i virkeligheden til sin egen skygge.
På ny gjaldt det om brat at skifte kurs, denne gang som følge af de vanskeligheder, der var vokset frem af de økonomiske resultater. Året 1935 begyndte med afskaffelsen af brødkortene, i oktober blev kortene for de andre fødemidler afskaffet, og i januar 1936 forsvandt også kortene for de industrielle masseforbrugsartikler. De økonomiske forbindelser mellem staten og de arbejdende i by og på land, såvel som mellem arbejdernes indbyrdes, blev oversat til et pengesprog. Med rublen som et redskab arbejder befolkningen med på de økonomiske planer, til at begynde med ved forbrugsartiklernes mængde og kvalitet. Sovjetunionens økonomiske liv lader sig ikke rationalisere på anden måde.
Præsidenten for statens planlægningskommission erklærede i december 1935: »Det nuværende system for vekselvirkning mellem bankerne og økonomien må revideres, og bankerne må igennem rublen komme til at udøve en virkelig kontrol«. På den måde brød overtroen på den administrative dirigeren og illusionerne om de administrativt fastlagte priser sammen. Hvis socialismens komme indenfor pengeområdet betød, at rublen nærmede sig rationeringskortet, så måtte man følgelig betragte reformen fra 1935 som en fjernelse fra socialismen. Men en sådan betragtning ville i virkeligheden være en grov fejltagelse. At opgive rationeringskortene og erstatte dem med rublen betyder bare opgivelse af en fiktion og en åben erkendelse af, hvad der var nødvendigt, nemlig at skaffe forudsætninger for socialismen ved at vende tilbage til de borgerlige fordelingsmetoder.
Ved mødet i den sovjetiske centraleksekutivkomite i januar 1936 forkyndte folkekommissæren for finanserne: »Sovjetrublen er lige så stabil som nogen anden valuta i verden«. Det ville være urigtigt at opfatte denne erklæring som bare tomt praleri. U.S.S.R.’s statsbudget slutter hvert år med et overskud af indtægter over udgifter. Udenrigshandelen, der ganske vist i og for sig er ubetydelig, viser en aktiv balance. Statsbankens guldbeholdning, der i 1926 androg hele 164 millioner rubler, overstiger nu milliarden. Guldudvindingen i landet er i rask stigning. Man regner med, at den i 1936 vil vise sig her at indtage førstepladsen i verden. Vareomsætningen er siden genåbningen af markedshandelen steget voldsomt. Praktisk talt er papirpengeinflationen siden 1934 bragt til ro. Der foreligger grundlag for en vis stabilisering af rublen. Alligevel må man i høj grad tage finansministerens erklæring. som en inflation i optimisme. Selvom sovjetrublen får en kraftig støtte fra det almindelige opsving i økonomien, så er dens akilleshæl de utåleligt høje produktionsomkostninger. Rublen vil først blive den mest stabile valuta i verden i det øjeblik, den sovjetiske arbejdsproduktivitet overgår den øvrige verdens, og det vil sige, når sovjetrublen selv kan lægge sig til at dø.
Fra et pengeteknisk standpunkt kan rublen endnu mindre gøre krav på at have forrangen. Med en guldbeholdning på mere end en milliard cirkulerer der i landet papirpenge for rundt regnet 8 milliarder. Dækningen er således kun 12,5 %. Guldet i statsbanken er i dette øjeblik snarere en urørlig reserve i tilfælde af krig end en basis for pengesystemet. Teoretisk er det ikke udelukket, at sovjetmagten kan gå over til en guldmøntfod, når der er opnået et højere udviklingstrin, for at præcisere den hjemlige planøkonomi og for at forenkle de økonomiske forbindelser med udlandet. Før pengesystemet opgiver ånden kan det altså endnu engang opnå at stråle med det rene guld. Men det er i hvert fald ikke noget aktuelt problem.
Om en overgang til guldparitet kan der i den nærmeste periode endnu ikke blive tale. Men for så vidt regeringen opsamler en guldreserve og bestræber sig på at forhøje den procentvise dækning, selv om det kun bliver rent teoretisk, og for så vidt udstedelsen af papirpenge sker indenfor rimelige grænser og ikke efter bureaukratiets forgodtbefindende, vil sovjetrublen kunne opnå en relativ stabilitet. Allerede det ville frembyde kolossale fordele. Ved en fast afståen fra inflation i fremtiden kan pengesystemet, selv om det er berøvet fordelene ved en guldparitet, uden tvivl bidrage til at få mange af de dybe sår helet, som den bureaukratiske subjektivisme i de forløbne år har tilføjet den økonomiske organisme.
»Hele det økonomiske problem,« siger Marx, »går i virkeligheden ud på at spare tid,« dvs. det gælder den menneskelige kamp med naturen på alle civilisationens trin. I sin begyndelse er historien ikke andet end en jagt efter. at spare arbejdstid. Socialismen ville ikke kunne retfærdiggøre sig alene ved at få ophævet udbytningen. Den skal, i sammenligning med kapitalismen, yde samfundet en større tidsbesparelse i arbejdet. Uden at opfylde denne betingelse ville selv afskaffelsen af udbytningen kun være en dramatisk episode uden fremtid. Den første erfaring i historien om anvendelsen af socialistiske metoder har vist hvilke store muligheder de rummer. Men sovjetøkonomien er endnu langt fra at have lært, hvordan man skal udnytte tiden, dette kulturens kostbareste råstof. Den importerede teknik, det vigtigste middel til at spare tid, har i Sovjetunionen endnu ikke givet de resultater, der er det normale i dens kapitalistiske hjemlande. I denne for civilisationen afgørende betydning har socialismen endnu ikke sejret.
Den har bevist, at den kan og må sejre. Men endnu har den ikke sejret. Alle modsatte påstande er frugt af uvidenhed eller svindel.
Molotov der - den retfærdighed må man yde ham - tit har vist sig noget friere overfor de rituelle fraser end de andre sovjetledere, erklærede i januar 1936 i et møde i centralkomiteen: »gennemsnitsniveauet for arbejdsydelser står hos os endnu langt tilbage for det amerikanske eller det engelske.« Det kunne nok gøres behov at præcisere disse ord lidt nøjere, for eksempel: 3-5, ja undertiden 10 gange lavere end i Europa og Amerika, og svarende dertil er vore produktionsomkostninger betydelig højere. I samme tale gjorde Molotov denne almindelige indrømmelse: »Vore arbejderes almindelige kulturniveau står tilbage for det tilsvarende niveau hos arbejderne i flere kapitalistiske lande.« Han kunne godt have tilføjet: det er det samme med det almindelige leveniveau. Man behøver ikke at komme med nogen forklaring på, hvor ubarmhjertigt disse tilfældigt udtalte ord står i modsætning til de pralende fremstillinger hos talrige officielle autoriteter og til de vamle udgydelser fra de udenlandske »venner«.
Kampen om en forøgelse af arbejdsydelserne danner ved siden af omsorgen for forsvaret hovedindholdet i sovjet-regeringens aktivitet. På de forskellige stadier i udviklingen antog denne kamp forskellige former. I årene under den første femårsplan, og i begyndelsen af den anden, blev der anvendt metoder med »stødbrigader«, der var grundet på agitation, det personlige eksempel, administrativt tryk, gruppeopmuntringer og gruppeprivilegier af enhver art. De forsøg der blev gjort, på grundlag af de »seks betingelser« fra 1931, med at indføre akkordaflønning, mislykkedes på grund af den upålidelige valuta og de mange forskellige slags priser. Systemet med den statslige fordeling af produkterne erstattede en smidig, differentieret aflønning af arbejdet med nogle såkaldte »præmier«, som i virkeligheden betød ren bureaukratisk vilkårlighed. Under jagten efter store privilegier trængte der ind i stødbrigaderne et stigende antal durkdrevne lømler, der havde skaffet sig protektion. Til sidst kom hele systemet i et klart modsætningsforhold til det mål, det havde stillet sig.
Det var først afskaffelsen af rationeringskortene, den begyndende stabilisering af rublen og ensartethed i priserne, der skabte betingelser for anvendelsen af akkorder. Under disse omstændigheder træder så stakhanovbevægelsen ind i stedet for stødbrigaderne. På jagt efter rublen, der nu har fået en mere reel betydning, begynder arbejderne at tage sig mere af deres maskiner og at udnytte arbejdstiden bedre. Stakhanovbevægelsen beror i stor udstrækning på en intensivering af arbejdet og tillige på en forlængelse af arbejdstiden. I den såkaldte »hviletid« bringer stakhanovarbejderne deres arbejdspladser og værktøj i orden, gørråstofferne klare, og brigadeførerne giver brigaderne anvisninger osv. Af syvtimersdagen bliver ofte kun navnet tilbage.
Hemmeligheden ved akkordsystemet er det ikke sovjetadministrationen, der har opdaget. Dette system hvorved man slæber sig en pukkel til uden synlig ydre tvang, anså Marx for »svarende bedst til den kapitalistiske produktionsform«. Arbejderne mødte denne nyskabelse ikke bare uden sympati, men direkte fjendtligt. Det ville være unaturligt at vente sig andet af dem. Dog kan man ikke bestride, at der blandt stakhanovarbejderne fandtes mange, der var begejstrede socialister. Hvorvidt de i antal overgik de rene stræbere og bluffmagere, særligt indenfor administrationen, er svært at sige. Men størstedelen af arbejderne ser hen til den nye aflønning ud fra et rubelsynspunkt, og ofte må de erkende at den er skrumpet ind.
Skønt det ved første øjekast kan se ud som om Sovjetunionens tilbagevenden til akkordarbejdet, efter »socialismens endelige og uigenkaldelige sejr«, er et tilbageskridt mod kapitalistiske forhold, så er det nødvendigt igen at slå fast, hvad vi tidligere har sagt om rublens rehabilitering: det drejer sig ikke om et afkald på socialismen, men om en likvidering af nogle grove illusioner. Arbejdsaflønningens form er kun blevet bedre tilpasset landets muligheder. »Retten kan aldrig løfte sig op over den økonomiske struktur.«
Men det herskende lag i Sovjetunionen kan ikke mere undvære den sociale sminke. Under aflæggelsen af beretningen på mødet i den centrale eksekutivkomite i januar 1936, forkyndte formanden Meshlauk: »Rublen er »det eneste og sande middel« til at virkeliggøre det socialistiske(!) princip for arbejdsaflønningen«. Når man i de gamle monarkier erklærede alt, lige til pissoirerne, for kongelige, så følger dog deraf ikke, at alt i en arbejderstat ganske af sig selv bliver socialistisk. Rublen er det »eneste og sande middel« til at virkeliggøre arbejdsaflønningens kapitalistiske princip, endog på grundlag af socialistiske ejendomsformer. En sådan selvmodsigelse er os velkendt. Til begrundelse for den nye myte om »den socialistiske« akkordløn, tilføjer Meshlauk: »Socialismens grundprincip består deri, at enhver arbejder efter sin evne og bliver betalt efter sit ydede arbejde«. Ikke sandt, disse herrer tager ikke tungt på teorien! Når arbejdstempoet skal bestemmes efter jagten på rublen, så arbejder folk ikke »efter deres evner«, dvs. ikke efter deres muskler og nerver, men de gør sig en kraftanstrengelse. Denne metode kan man kun meget betinget retfærdiggøre ved en henvisning til den hårde nødvendighed. Men at gøre den til et »grundprincip for socialismen« det betyder kynisk at træde ideen om den nye højere kultur ned i kapitalismens sædvanlige snavs.
Stalin gik endnu et skridt videre på denne vej, idet han fremstillede stakhanovbevægelsen som en »forberedelse af betingelserne for overgangen fra socialisme til kommunisme«. Læseren vil nu kunne indse, hvor vigtigt det var at give en videnskabelig definition af de begreber, hvoraf man betjener sig i Sovjetunionen, eftersom det passer administrationen. Socialismen, eller kommunismens nedre trin, kræver ganske vist endnu en streng kontrol med udmålingen af arbejde og udmålingen af forbrug, men forudsætter i hvert fald menneskeligere kontrolformer end dem kapitalismens udbytningsgenius har fundet på. Imidlertid finder man i U.S.S.R. i vor tid et tilbagestående menneskemateriale, der med ubarmhjertig hårdhed spændes for den fra kapitalismen lånte teknik. I kampen for at opnå de europæiske og amerikanske normer bliver der anvendt klassiske udbytningsmetoder som akkordløn i en så utilsløret og grov form, at selv reformistiske fagforeninger i de borgerlige lande ikke ville tillade det. Den indvending at arbejderne i U.S.S.R arbejder »for sig selv«, er kun rigtigt i det historiske perspektiv, og under den betingelse - for at sige det på forhånd - at de ikke lader sig underkue af et mægtigt bureaukrati. I hvert fald kan statsejendomsretten til produktionsmidlerne ikke forvandle møg til guld, og den hænger ikke en helgenglorie om halsen på the sweeting system – der driver rovdrift med produktionens vigtigste drivkraft, med mennesket. Hvad angår forberedelsen til »overgangen« fra socialisme til kommunisme, så begynder den netop i den modsatte ende, dvs. ikke ved at indføre akkorder, men ved at afskaffe dem som en arv fra barbariet.
Endnu er det for tidligt at opgøre resultaterne af stakhanovbevægelsen. Derimod er det allerede muligt at erkende de træk, der er karakteristiske ikke blot for denne bevægelse, men for styret i det hele taget. Visse ydelser fra enkelte arbejdere er utvivlsomt af stor interesse, da de viser de muligheder, der alene ligger i socialismen. Men fra disse muligheder til deres udfoldelse indenfor hele økonomien bliver der alligevel et stort spiring. Da der består et snævert afhængighedsforhold mellem de forskellige produktionsprocesser, kan en uafbrudt høj arbejdsydelse ikke bero på individuelle bestræbelser alene. En forøgelse af gennemsnitsydelserne er ikke mulig uden en reorganisation af produktionen i selve fabrikken, ligesom en reorganisation af forbindelserne mellem virksomhederne indbyrdes. Det er uendeligt vanskeligere at hæve den tekniske duelighed hos millioner bare nogle få grader end at anspore nogle hundrede, der står på et fremskredet stade.
Selv lederne klager undertiden over, at sovjetarbejderen mangler arbejdskultur. Og dog er det kun den halve sandhed, og endda den mindre del. Den russiske arbejder er intelligent, snarrådig og begavet. Tag nogle hundrede tilfældige sovjetarbejdere og giv dem de samme betingelser som i den amerikanske industri, og de vil sandsynligvis efter et par måneder, ja måske kun uger, ikke stå tilbage for de amerikanske arbejdere indenfor de samme brancher. Det vanskelige består i den almindelige organisering af arbejdet. Det sovjetiske administrationspersonale er lige overfor de moderne produktionsopgaver i reglen endnu mere tilbagestående end arbejderne.
Med den nye teknik må akkordlønnen uundgåelig medføre en systematisk hævning af den for tiden ualmindelig lave arbejdsydelse. Men skabelsen af de dertil nødvendige elementære forudsætninger kræver tillige en hævning af niveauet hos administrationen, fra værkførerne til lederne i Kreml. Stakhanovbevægelsen opfylder kun i ringe udstrækning dette krav. Bureaukratiet føler sig på en skæbnesvanger måde fristet til at springe de vanskeligheder over, som de ikke kan klare. Da akkordlønnen af sig selv ikke giver de ventede mirakler, kommer et administrativt tryk den til hjælp, præmier og reklame på den ene side og straffe på den anden.
I bevægelsens første tid forekom der en række repressalier overfor ingeniører, teknisk personale og arbejdere, hvem man anklagede for modstand, sabotage, i nogle tilfælde også for mord på stakhanovfolk. Repressaliernes hårdhed vidnede om styrken i modstanden. Øvrigheden forklarede den såkaldte »sabotage« som politisk opposition. I virkeligheden stammede den for det meste fra tekniske, økonomiske og kulturelle vanskeligheder, hvoraf en hel del måtte tilskrives bureaukratiet. »Sabotagen« blev øjensynlig hurtig standset. De utilfredse blev bange, de klartseende tav stille. Det regnede så med telegrammer om uhørte succeser. I virkeligheden drejede det sig om enkelte pionerer, som den lokale forvaltning, der villigt lystrede befalingerne, indrettede arbejde til med den største forekommenhed, selv om det skete på bekostning af de andre arbejdere på holdet, eller af fabrikken. Men så snart der meldte sig hundreder eller tusinder af stakhanovfolk, kom fabriksledelsen i en slem forlegenhed. Da denne hverken forstår sig på, eller har de objektive muligheder for, indenfor en kort frist at bringe produktionsstyret i orden, forsøger den at øve vold på arbejdskraften og på teknikken. Nå urets mekanisme går i stå, roder man med et søm i de små hjul. Resultatet af de »stakhanov«dage og »stakhanov«uger, man proklamerede i en del virksomheder, førte kun til fuldstændig kaos. Derfor får man også en naturlig forklaring på, hvad der ved første øjekast synes forbløffende, at væksten i stakhanovist-tallene hyppigt ikke ledsages af en forøgelse, men af en sænkning af den almindelige ydelse indenfor de pågældende bedrifter.
I dag er den »heroiske« periode i denne bevægelse tydeligt forbi. Hverdagen er begyndt. Nu gælder det om at lære. Særligt har de meget at lære, der skal lære fra sig til andre. Men netop disse har tit mindst lyst til at lære. Den samfundsmæssige afdeling der sinker og lammer de andre afdelinger i sovjetøkonomien hedder: bureaukrati.
| Tilbage | Næste |