| Tilbage | Næste |
Efter at have startet med en »socialistisk fordeling«, fandt sovjetmagten sig i 1921 tvungen til at vende tilbage til privathandelen. Men strækningen af de materielle forråd til det yderste i 5-årsplanens epoke førte igen til en statsfordeling, det vil sige, en gentagelse af »krigskommunismen«s eksperiment, på et højere plan. Men også dette plan viste sig utilstrækkeligt. I året 1935 veg systemet med planfordeling igen for handel. På den måde blev det for anden gang gjort klart, at praktiske metoder til fordeling afhænger mere af teknikkens stade og af de eksisterende materielle hjælpekilder end netop af ejendomsformen.
Stigningen i arbejdsproduktiviteten, særlig ved akkordbetaling, giver et fremtidsløfte om en forøgelse af varer til masseforbrug, en sænkning af priserne og følgelig en hævning af befolkningens levefod. Men det er bare den ene side af sagen, en side man også har set under kapitalismen i dens blomstringsperiode. Sociale forhold og processer må imidlertid ses i deres samspil og i deres gensidige påvirkninger. En stigning i arbejdsproduktiviteten på basis af varecirkulation betyder samtidigt en vækst i uligheden. Men velstanden hos de herskende lag begynder tillige at stige i langt højere grad end massernes levefod. Og i tråd med forøgelsen af statens rigdom går en ny social lagdelingsproces.
Som følge af dagliglivets betingelser er sovjetsamfundet allerede delt i et sikret og privilegeret mindretal og et flertal der må klare sig med afsavn. I sine yderpunkter antager tilmed denne ulighed karakter af skærende modsætninger. Produkter der er bestemt til fordeling i store kredse er som regel, trods deres høje priser, af lav kvalitet, og jo længere fra centrum des vanskeligere at få fat i. Ikke bare spekulation, men ligefrem tyveri af forbrugsvarer antager under disse omstændigheder en massekarakter. Og mens disse handlinger indtil for nylig kun supplerede fordelingssystemet, tjener de nu som et nødvendigt korrektiv til sovjethandelen.
Sovjetunionens »venner« har den vane at samle indtryk med lukkede øjne og vat i ørene. Dem kan vi ikke stole på. Og fjenderne bringer som regel ondsindet sladder. Lad os derfor gå til bureaukratiet selv. Eftersom det i det mindste ikke er fjendtligt overfor sig selv, fortjener dets officielle selvanklager, som altid er fremkaldt af en eller anden slags praktiske krav, altid mere tillid end dets mere hyppige og højrøstede selvros.
Industriplanen fra 1935 blev som almindelig kendt mere end fuldført. Men boligbyggeriet blev kun gennemført til 55,7 %. Og hvad værre er, opførelsen af huse til arbejderne skred frem langsomt, og yderst elendigt og skrabet. Og hvad medlemmerne af kolkhoserne ude på landet angår, så lever de som hidtil i de gamle hytter sammen med deres kalve og kakerlakker. På den anden side beklager de sovjetiske topfigurer sig i pressen over, at ikke alle de huse, der er bygget til dem, har værelser for »husarbejdere«, det vil sige for tjenestefolk. ' .
Ethvert styre har sit monumentale spejlbillede i sine bygninger og arkitektur. Karakteristisk for den nuværende sovjetepoke er de talrige huse og paladser for sovjetterne, rene templer for bureaukratiet, der somme tider koster op til 10 millioner rubler, kostbare teatre, huse til den røde hær, det vil, sige militære klubber hovedsagelig for officererne, luksuriøse undergrundstog for dem, der kan betale, og samtidig findes der det mest primitive og ensformige byggeri af boliger til arbejdere, endog af baraktyper.
Hvad statstransporten af jernbanegods angår, er der opnået tydelige fremskridt. Men den jævne sovjetborger har vundet meget lidt ved det. Utallige. forordninger fra lederne af kontorerne i vej- og transportvæsenet klager over de uhygiejniske tilstande i vognene og på jernbanestationerne og over den »utålelige« skødesløshed hos dem der skal betjene jernbanepassagererne, og »det store antal tyverier, misbrug og snyderier med jernbanebilletter ... spekulation i ledige siddepladser, bestikkelse ... røveri af bagage på stationerne og undervejs.« Sådanne forhold er »en skam for den socialistiske transport«. Naturligvis er der også kriminelle forbrydelser indenfor den kapitalistiske transport. Disse gentagne beklagelser fra den veltalende embedsmand bærer tydeligt vidne om den yderst mangelfulde tilstand i de transportmidler, der står til befolkningens rådighed, den stærke mangel på de produkter, som skal transporteres, og endelig, den kyniske foragt for almindelige dødelige fra jernbaneembedsmændenes side, ligesom fra alle andre personer med autoritet. Bureaukratiet er beundringsværdigt i stand til at skaffe sig selv service til lands og til vands og i luften, som vi kan se af det store antal salonvogne, særtog og særdampere, som nu mere og mere erstattes af de fineste biler og flyvemaskiner.
Under en karakterisering af sovjetindustriens succes lovede præsidenten for Leningrad centralkomite, Zhdanov, under bifald fra de interesserede tilhørere, at om et år »vil vore aktive arbejdere ankomme til konferencen, ikke i de nuværende tarvelige fordvogne, men i limousiner.« Sovjetteknikken synes, for så vidt den vender ansigtet ud imod mennesker, først og fremmest at gøre sig anstrengelser for at tilfredsstille et udvalgt mindretals krav på overklassegoder. Hvor der findes sporvogne, er de altid stuvet fulde, så folk er ved at kvæles. Når Mikojan som folkekommissær for fødevareindustrien praler med at de ringeste sorter af tøjvarer hurtigt bliver erstattet af bedre, og at »vore kvinder« forlanger fine parfumer, betyder det bare, at industrien ved overgangen til fri handel tilpasser sig til de velhavende forbrugere. Sådan er lovene for den frie handel, hvor sidstepladsen under ingen omstændigheder indtages af de højtstillede »hustruer«. Det er tillige kendt, at af 95 forbrugsforeninger, der åbnedes i Ukraine i 1935, havde 68 slet ikke tøjvarer, og at forespørgslen efter bagværk kun kunne tilfredsstille 15-20 %, og det tilmed kun med en meget ringe kvalitet. »Fabrikkerne arbejder,« jamrer Izvestia, »uden hensyn til forbrugernes ønsker.« Naturligvis, når forbrugerne ikke er i stand til at gøre sig gældende.
Professor Bakh, som kommer ind. på problemet fra den organiske kemis standpunkt, finder at »vort brød undertiden er yderst elendigt.« Den arbejdende mand og kvinde tænker nøjagtigt det samme, skønt de ikke er indviet i gæringsprocessernes mysterier. Men i modsætning til den ansete professor har de imidlertid ingen mulighed for at give deres tilslutning i pressens spalter.
I Moskva annoncerer beklædningsindustrien med forskellige moder for silkekjoler, tegnet af det specielle »modehus«. I provinserne, selv i de større industribyer, kan arbejderne ligesom før, ikke uden at stå i kø og underkaste sig andre fortrædeligheder, opnå at få en bomuldsskjorte. »Det er ikke nok« hedder det. Det er meget vanskeligere at forsyne mængden med nødvendighedsartikler end at forsyne de få med luksus. Hele historien vidner herom.
Ved at opregne sine bedrifter belærer Mikojan os om at »margarineindustrien er noget nyt.« Det er rigtigt nok, at denne industri ikke eksisterede under det gamle system. Men vi skulle dog ikke gerne drage den konklusion, at situationen er bleven værre end i zartiden. Heller ikke dengang så befolkningen smør. Men fremkomsten af en erstatning betyder i hvert fald, at der i Sovjetunionen er to forbrugerklasser: den ene foretrækker smør, den anden må klare sig med margarine. »Vi forsyner alle, der kan lide det, rigeligt med makhorka« praler samme Mikojan. Han glemmer bare at tilføje, at hverken Europa eller Amerika nogensinde har hørt om noget så elendigt tobak som makhorka.
Et af de meget tydelige, for ikke at sige udfordrende, udtryk for uligheden, er åbningen i Moskva og i andre store byer af særlige butikker med varer af fine kvaliteter under den meget slående men ikke særlig russiske betegnelse: »luksus«. Samtidig hører man uophørligt om beklagelser over røveri fra fødevarelagre i Moskva og i provinserne, hvad der viser, at der kun er tilstrækkeligt af fødevarer for et mindretal, skønt alle ville sætte pris på at få noget at spise. Arbejdermoderen har sit eget syn på det sociale styre, og hendes »forbruger«synspunkt, som partifunktionæren i forbigående, med henblik på sit eget forbrug, ringeagtende udtrykker det, er nok til sidst den afgørende analyse. I konflikten mellem arbejderkvinden og bureaukratiet, står Marx og Lenin, og vi med dem, på arbejderkvindens side. Vi går op imod bureaukratiet, som overdriver sine resultater, som dækker over modsigelserne deri, og som klemmer arbejderkvinden om struben, for at hun ikke skal vove at kritisere.
Lad så være, at makhorka og margarine for tiden er ubehagelige nødvendighedsartikler, men hold dog op med at prale og med at besmykke virkeligheden. Limousiner til »aktivister«, fine parfumer til »vore egne kvinder«, margarine til arbejderne, luksusbutikker til fornemme folk, et kig igennem delikatessebutikkernes ruder for menigmand - sådan en socialisme kan for masserne kun se ud som en make-up af kapitalismen, og deri tager de ikke helt fejl. På grund af »gennemgående fattigdom«, truer kampen for det daglige brød at kalde »hele det gamle roderi« til live igen, og den rejser sig skridt for skridt.
De nuværende markedsforhold afviger fra forholdene under NEP (1921–28) deri, at de antages at udvikle sig direkte uden mellemmand og privathandlende mellem statens kooperativforetagender og kolkhoser på den ene side og den private borger på den anden. Dette er imidlertid kun rigtigt i princippet. Den hastigt voksende overgang til detailhandel, både den statslige og den kooperative, skulle i 1936, ifølge udregninger, stige til 100 milliarder rubler. Kolkhoshandelen, som steg til 16 milliarder rubler i 1935, vil vokse betydeligt i indeværende år. Det er vanskeligt at forudse, hvilken plads – det bliver i hvert fald ikke nogen ubetydelig – der vil blive indtaget af den illegale og halvillegale mellemmand, både indenfor handelen og udenfor. Ikke bare den private bonde, men også kollektivet som helhed, og særlig de enkelte medlemmer af kolkhosen er meget tilbøjelige til at holde sig til mellemmanden. Det samme vil ske med hjemmeindustriens arbejdere og de lokale industrier, der handler med bønderne. Fra tid til anden kommer der forlydender om, at handelen med kød, smør eller æg over et stort distrikt er faldet i hænderne på spekulanter. Selv de mest nødvendige artikler i dagliglivet som salt, tændstikker, mel, petroleum, mangler af og til måneder igennem i de bureaukratiske landlige brugsforeninger, skønt de findes i tilstrækkelige mængder i statens varelagre. Det er klart, at bønderne søger de varer de mangler ad andre veje. Sovjetpressen taler ofte om spekulanten som noget, man har affundet sig med.
Hvad de andre former for privatforretning og investering angår, synes de at spille en mindre rolle. Selvstændige vognmænd, gæstgivere og småhåndværkere er, ligesom de selvstændige bønder, halvtolererede professioner. Selv i Moskva findes der et betydeligt antal private småforretninger og reparationsværksteder. Man lukker øjnene i for dem, fordi de udfylder vigtige huller i økonomien. Et ulige større antal privatforretninger arbejder imidlertid under dække af alle mulige slags karteller og andelsforetagender eller gemmer sig ligefrem oppe på kolkhosernes lofter. Og for at understrege, at der dog er revner i planøkonomien, fanger politiet i Moskva engang imellem nogle sultne kvinder, der på gaden sælger hjemmelavede huer eller bomuldsskjorter, som om de var forbryderiske spekulanter.
»Grundlaget for spekulation i vort land er fjernet,« bekendtgjorde Stalin i efteråret 1935. »Og hvis vi alligevel har spekulanter kan det alene forklares ved én kendsgerning: manglen af klasseårvågenhed og en liberal holdning overfor spekulanterne i forskellige dele af sovjetapparatet.« Det er vel nok bureaukratisk tænkning i renkultur. At den økonomiske basis for spekulation skulle være fjernet? Men så skulle det jo ikke være nødvendigt med nogen som helst årvågenhed. Hvis for eksempel staten kunne garantere befolkningen et tilstrækkeligt antal beskedne hovedtøjer, ville det ikke være nødvendigt at arrestere disse ulykkelige gadehandlere. Det er tilmed tvivlsomt, om sådan en nødvendighed eksisterer nu.
I sig selv er antallet af de ovennævnte handlende, ligesom kvantiteten af deres forretninger, ikke foruroligende. Man kan ikke alvorligt frygte et angreb fra bissekræmmere, fra folk der handler med huer eller fra æghandlere på statsmagtens befæstede stillinger. Men alligevel er problemet ikke løst ved simple aritmetiske forhold. Uhyre mange forskelligartede spekulanter kommer op til overfladen ved det mindste tegn på administrativ svaghed, ligesom udslet under feber, og det vidner om det evindelige pres fra småborgerlige strømninger. Hvor stor fare for den socialistiske fremtid der repræsenteres af spekulationsbacillen afhænger helt af den almindelige modstandskraft i landets økonomiske og politiske organisme. Stemning og optræden hos de menige arbejdere og hos kollektivbønderne, omtrent 90 % af befolkningen, er først og fremmest bestemt af ændringer i deres egen realløn. Men ikke mindre betydning må tilregnes forholdet mellem deres og de bedrestillede lags indkomster. Loven om relativitet gør sig gældende nok så direkte på forbrugets område.
Oversætter man de sociale relationer i bogholderisprog, vil det til bunds afsløre den reelle andel, som de forskellige samfundslag nyder af nationalindkomsten. Selv når vi forstår den historiske nødvendighed for uligheden over en udstrakt periode, står alligevel det spørgsmål åbent, om grænserne derfor er rimelige, og om de i hvert enkelt tilfælde er hensigtsmæssige. Den uundgåelige kamp for andel i nationalindkomsten forbliver nødvendigvis en politisk kamp. Spørgsmålet, om den nuværende samfundsstruktur er socialistisk eller ikke, vil blive afgjort, ikke af bureaukratiets fortolkninger, men af massernes stilling til det – det vil sige af industriarbejderne og kollektivbønderne.
Man skulle tro, at i en arbejderstat ville fakta vedrørende reallønnen blive studeret med særlig omhu, og at al indkomststatistik angående de forskellige kategorier af befolkningen selvfølgelig ville udmærke sig ved fuldstændig gennemskuelighed og tilgængelighed. Men det er en kendsgerning, at hele dette problem, der angår arbejderbefolkningens mest vitale interesser, er omgivet af et uigennemsigtigt slør. En arbejderfamilies budget i Sovjetunionen er, så utroligt det end kan lyde, en talstørrelse, som det for en undersøger er mere gådefuldt at tyde end i noget kapitalistisk land. Vi har forgæves forsøgt at tegne en kurve over reallønnen for forskellige kategorier indenfor arbejderklassen for den anden 5-årsplans periode. Kildernes og de pågældende autoriteters hårdnakkede tavshed herom er lige så talende som deres pralerier med intetsigende totalsummer.
Ifølge rapporten fra folkekommissæren for sværindustrien, Ordjonikidze, steg arbejdernes månedsproduktion i perioden. 1925-35 til det 3,2 dobbelte og månedslønnen til det 4,5 dobbelte. Hvor stor en del af dette sidste imponerende tal der er opslugt af specialister i arbejdernes øvre lag, og ikke mindst vigtigt, hvad denne nominelle sum betyder i reelle værdier, derom kan vi ikke finde noget i denne rapport eller i pressens kommentarer. På en kongres af sovjetungdom i april 1936, erklærede komsomolsekretæren, Kossarev: »fra januar 1931 til december 1935 steg ungdommens lønninger 340 %«. Men end ikke fra de omhyggeligt udvalgte og dekorerede unge, som han henvendte sig til, udløste dette praleri et eneste håndklap. Lytterne så vel som taleren vidste alt for godt, at den pludselige ændring i varepriserne havde sænket arbejdernes levefod.
»Middellønnen« pro persona, hvis man regner alt under et, direktøren og vaskerkonen, var omtrent 2300 rubler i 1925 og skulle i 1936 være 2500 rubler, det er 7500 franske francs, skønt i virkelig købekraft næppe mere end 3500–4000. Dette tal som i sig selv er meget beskedent, synker endnu længere ned, når man tager i betragtning, at lønstigningen i 1936 kun er delvis kompensation for afskaffelsen af en række særpriser på forbrugsartikler og for afskaffelsen af en række gratis ydelser. Men det vigtigste er, at 2500 rubler årlig, eller 208 rubler pr. måned, er gennemsnitslønnen, dvs. et taludtryk, hvis funktion er at tilsløre den virkelige og grusomme ulighed i betalingen for arbejde.
Der er ingen tvivl om, at stillingen for arbejdernes øverste lag, særligt de såkaldte stakhanoviter, er bedret betydeligt i løbet af det sidste år. Det er ikke uden grund at pressen er så ivrig efter at opremse den mængde tøj, sko, grammofoner, cykler eller konserves, som den ene og den anden af disse dekorerede arbejdere har købt sig. Og samtidigt bliver det. klart, hvor vanskeligt disse goder er opnåelige for den almindelige arbejder.
Ved en omtale af de drivende motiver i stakhanovbevægelsen, forklarede Stalin: »livet er blevet lettere, livet er blevet lykkeligere, og når livet er lykkeligt, så går arbejdet hurtigt.« I denne optimistiske belysning af akkordsystemet, der er så yderst karakteristisk for det herskende lag, er der den portion prosaiske sandhed, at dannelsen af et arbejderaristokrati kim har været mulig ved landets vedvarende økonomiske succes. Molotov berigtigede imidlertid Stalin ved at sige, at den drivende kraft hos stakhanoviterne ikke er en »lykkelig« stemning, men et ønske om at tjene flere penge. Og det er sandheden.
I løbet af få måneder har der rejst sig et helt lag af arbejdere, som man kalder »tusindmændene«, fordi deres fortjeneste ligger over 1000 rubler om måneden. Der er tilmed andre som tjener mere end 2000 rubler om måneden, mens arbejderne af de lavere kategorier som regel tjener under 100.
Man skulle synes, at disse forskelle i løn var nok til at frembringe tilstrækkelig afstand mellem de »rige« og de »ikke-rige« arbejdere. Men for bureaukratiet er det ikke nok. De dænger bogstavelig talt privilegier på stakhanoviterne. De giver dem nye lejligheder eller reparerer deres gamle. De sender dem efter tur ud på hvilehjem og sanatorier. De sender gratis lærere og læger til deres hjem. De giver dem fribilletter til biograferne. Somme steder betaler de også deres frisører. Mange af disse privilegier synes ligefrem beregnet på at krænke og såre den almindelige arbejder. Grunden til denne påfaldende velvilje fra autoriteternes side er, ved siden af hele stræbermentaliteten, en dårlig samvittighed. De lokale herskende grupper griber ivrigt lejligheden til at slippe ud af deres isolation ved at lade de øverste lag af arbejderne få del i deres privilegier. Resultatet er, at reallønnen hos stakhanoviterne ofte overstiger de lavere kategorier af arbejderes 20–30 gange. Og for særlig heldige specialister kan aflønningerne i mange tilfælde stige til 80–100 gange ufaglærte arbejderes. Med hensyn til ulighed i betaling for arbejde har Sovjetunionen ikke blot nået, men overgået de kapitalistiske lande.
De bedste af stakhanoviterne, dem der virkelig bevæges af socialistiske motiver, er ikke lykkelige ved deres privilegier, men ærgrer sig over dem. Det er ikke underligt. Deres individuelle nydelse af alle slags materielle goder, set på baggrund af den almindelige dyrtid, omgiver dem med en ring af misundelse og modvilje og forgifter deres tilværelse. Sådanne forhold er længere fra en socialistisk moral end forholdene på en kapitalistisk fabrik, hvor de dog forenes i kampen imod udbytning.
Alt i alt er hverdagslivet ikke let, selv for de dygtige arbejdere, særlig ikke i provinserne. Bortset fra den kendsgerning at syvtimers arbejdsdagen mere og mere ofres for en større produktion, er det ikke få timer der skal anvendes til at skaffe et tillæg til det daglige brød. Som et symptom på den særlige velstand hos landbrugets bedre stillede arbejdere, skal det bemærkes, at f. eks. traktorførere, kombinerførere osv. – i forvejen et anerkendt aristokrati – selv har egne køer og grise. Teorien om at socialisme uden mælk er bedre end mælk uden socialisme, er forladt. Nu er det anerkendt, at arbejderne i statens landbrugsvirksomheder, hvor det skulle synes at der ikke var mangel på hverken køer eller grise, er nødsaget til at skabe deres private lommeøkonomi for at garantere deres udkomme.
Ikke mindre slående er den triumferende forkyndelse, at i Kharkov har 96.000 arbejdere deres egne haver, og andre byer opfordres til at kappes med Kharkov. Hvilken frygtelig rovdrift på menneskeligt arbejde ligger der ikke i disse ord »hans egen ko« og »hans egen have«, og sikken en byrde med middelalderlig graven i jord og gødning lægger man ikke herved på arbejderne for ikke at tale om deres koner og børn.
Hvad de store masser angår, så har de naturligvis hverken køer eller haver, størstedelen ikke engang egne hjem. Ufaglærte arbejderes løn er 1200-1500 rubler om året og tit mindre, og det betyder under sovjetpriserne fattigliv. Livsvilkårene som er den mest pålidelige afspejling af den materielle og kulturelle standard, er yderst slette, ofte utålelige. Det overvældende flertal af arbejderne er stuvet sammen i fælleslejligheder, der i udstyr og vedligeholdelse er betydeligt værre end barakker. Når det skønnes nødvendigt at give en forklaring på industriens mangelfuldhed, på skulkning og på elendige produkter, lader administrationen gennem sine aviser give sådan et billede af livsvilkårene: »arbejderne sover på gulvet, fordi væggelus æder dem op i sengene. Stolene er i stykker, der er ingen krus til at drikke vand af osv.« »To familier bor i samme værelse. Taget utæt. Når det regner, må de bære vandet ud i spandevis.« »WC’erne er i en modbydelig forfatning.« Sådanne beskrivelser der hentes fra forskellige dele af landet, kan mangfoldiggøres efter behag. Som en følge af disse utålelige forhold, skriver lederen af olieindustrien, »har for eksempel arbejdernes omflakken nået et højdepunkt.« »Og af mangel på arbejdskraft er et stort antal boretårne helt forladt.« Der er visse særlig ugunstige egne, hvor kun de, der er straffet, eller som er afskediget fra andre virksomheder på grund af forskellig brud på disciplinen, affinder sig med arbejdet. På den måde samles der på bunden af proletariatet et lag af udstødte pariaer, der ikke ejer nogen rettighed, og hvem alligevel sådan en vigtig industrigren som olieproduktionen er tvungen til at gøre brug af.
Som et resultat af disse åbenbare lønforskelle, der fordobles ved vilkårlige privilegier, er det lykkedes bureaukratiet at skabe skarpe modsætningsforhold indenfor arbejderklassen. Beretninger fra stakhanovkampagnen giver os billedet af en lille borgerkrig. »At ødelægge maskindele og værktøj er yndlingsmetoden (!) imod stakhanovbevægelsen,« skrev for eksempel fagforeningernes organ. »Klassekampen,« læser vi videre, »lader sig mærke på hvert trin.« På denne »klasse«-kamp er arbejderne på den ene side, fagforeningerne på den anden. Stalin har for nylig rådet. til, at »give dem på snuden«, der var genstridige. Andre medlemmer af centralkomiteen har mere end en gang truet med at feje »den uforskammede fjende« væk fra jordens overflade. Erfaringerne fra stakhanovbevægelsen har gjort det særlig klart, at der består en dyb kløft mellem autoriteterne og proletariatet, og at bureaukratiet med raseri vedbliver at anvende slagordet: »del og hersk«, som ganske vist ikke er opfundet af det selv. Og tilmed, for at trøste arbejderne, bliver dette tvungne akkordarbejde kaldt »socialistisk kappestrid«. Navnet lyder som en hån.
Kappestrid, hvis rødder ligger i vor biologiske arv, vil utvivlsomt blive den vigtigste drivkraft for kulturen også under kommunismen, når den bliver renset for griskhed, misundelse og privilegier. Men i den nærmeste, forberedende epoke kan og skal den aktuelle udformning af et socialistisk samfund ikke opnås ved disse ydmygende forholdsregler, hentet fra en tilbagestående kapitalisme, som sovjetstyret efterligner, men ved metoder der er mere værdige for en befriet menneskehed – og frem for alt ikke under pisken fra et bureaukrati.
For det er netop denne pisk der er den modbydeligste arv fra den gamle verden. Man er nødt til at brække den i stykker og brænde den offentligt på bål, før man kan tale om socialisme uden at rødme af skam!
Hvis man kan tale om, at de store industriforetagender »i princippet« er socialistiske, så kan det samme ikke siges om kolkhoserne. De bygger ikke på staten, men på gruppeejendom. Dette er et stort skridt fremad i sammenligning med spredt særeje, men om de kollektive foretagender vil føre til socialisme afhænger af en hel række omstændigheder, som dels ligger indenfor kollektiverne, dels udenfor dem i sovjetsystemets almindelige betingelser, og endelig, en ikke ringe del, på verdenssituationen.
Striden mellem bønderne og staten er langt fra endt. Den nuværende stadig meget ustabile organisering af landbruget er ikke andet end et foreløbigt kompromis mellem de kæmpende lejre, en udløber af den forfærdelige borgerkrigstilstand.
Ganske vist er 90 % af bøndergårdene kollektiviserede og 94 % af hele landbrugsproduktionen fås fra kolkhoserne og selv om man må regne med en vis procent maskerede kollektiver, hvorunder der skjuler sig selvejende bønder, må man indrømme, at sejren over den individuelle økonomi er vundet i det mindste for de 9/10 deles vedkommende. Imidlertid er den virkelige kamp mellem kræfter og tendenser indenfor landdistrikterne langt fra begrænset til modsætningerne mellem selvejende og kollektive bønder.
Med det formål at pacificere bønderne har staten fundet sig tvunget til at gøre meget store indrømmelser til ejendomsfølelsen og til individualisttendenser i landsbyen, begyndende med den højtidelige overdragelse til kollektivet af deres jordlodder til »evig«-brug, - hvad i virkeligheden betyder at slå en streg over socialiseringen af jorden.
Mon det er en juridisk fiktion? Som hvilende på kræfternes samspil kunne det nemt vise sig at være en realitet og i en meget nær fremtid frembyde umådelige vanskeligheder for en planøkonomi på et højt statsniveau. Det er imidlertid langt mere vigtigt, at staten blev tvunget til at genoprette individuelle bondelandbrug med småparceller med deres egne køer, grise, får, småkræ osv. Som erstatning for dette brud på socialiseringen og begrænsningen af kollektiviseringen, er bonden, skønt uden større oplagthed, gået ind på at arbejde i kolkhoserne, der giver ham lejlighed til at opfylde sine forpligtelser overfor staten og samtidig at få noget i sine egne hænder. De nye forhold antager stadig så umodne former, at det ville være vanskeligt at måle dem i tal, selv om de sovjetiske statistiker bar mere ærlige. Der er imidlertid mange ting der tillader den slutning; at i bondens personlige tilværelse har hans egen småbedrift ikke ringere betydning end kollektivet. Det betyder, at kampen mellem de individualistiske og de kollektive strømninger stadig er fremherskende hos den samlede masse i landsbyerne, og at resultatet endnu ikke er gjort op. Hvilken vej vil bønderne gå? Selv ved de det endnu ikke nøje.
Landbrugsministeren sagde ved slutningen af 1935: »Lige til det sidste har vi mødt stor modstand fra kulakelementernes side med hensyn til opfyldelsen af statsplanen for kornforsyning.« Dette betyder med andre ord, at flertallet af kollektivbønder »lige til det sidste« (og også i dag?) betragtede aflevering af korn til staten som ufordelagtig for dem og stræbte efter privathandel. Det samme bekræftes på en anden måde ved drakoniske love til beskyttelse af kollektivejet imod plyndring fra selve kolkhosbøndernes side. Det er meget lærerigt, at kollektivernes ejendele er forsikret hos staten for 20 milliarder rubler, og kollektivbøndernes private ejendele for 21 milliarder. Dette betyder ikke nødvendigvis, at bønderne som individer er rigere end kolkhoserne, men det betyder i hvert fald, at de forsikrer deres private ejendele mere omhyggeligt end deres fælleseje.
Ikke mindre betegnende ud fra vort synspunkt er udviklingen af kreaturopdrættet. Mens hesteantallet vedblev at falde indtil 1935, og kun som følge af en række administrationsindgreb i det sidste år er begyndt at stige en smule, er forøgelsen af hornkvæg. i forrige år allerede steget med 4 millioner stykker. Planen for, heste blev i det gunstige år 1935 kun opfyldt med 94 %, mens det for hornkvæget blev betydelig overskredet. Betydningen af disse tal bliver klar, når man erindrer, at heste eksisterer kun som kollektivejendom, mens køer nu er blandt flertallet af kolkhosbøndernes personlige ejendele. Det skal lige tilføjes, at i steppeegnene, hvor kolkhosbønderne som en undtagelse har fået lov til at eje en hest, der går forøgelsen af hestene betydelig hurtigere for sig. end på kolkhoserne, som til gengæld er forud for statsbrugene. Af alt dette kan man ikke slutte, at privatbedrifterne er de socialiserede bedrifter overlegen, men at overgangen fra den ene til den anden, fra barbari til civilisation, rummer mange vanskeligheder, der ikke kan fjernes alene ved administrativ tvang.
»Loven kan aldrig nå højere end den økonomiske struktur og den kulturelle udvikling, der er betinget heraf.« Skønt bortforpagtning af jord er forbudt ved lov, praktiseres det alligevel viden om, og tilmed i sin mest skadelige form, ved betaling med andele af afgrøden. Jord bortforpagtes fra den ene kolkhos til den anden og undertiden til en der står udenfor kollektivet, og endelig undertiden til en af dets egne medlemmer. Og så utroligt det end kan lyde tager sovkhoserne, det er selve de »socialistiske« bedrifter, del i jordforpagtningen. Og hvad der er særlig bemærkelsesværdigt, det praktiseres af selve G.P.U.s egne sovkhoser! Under beskyttelse af denne høje institution, der står som lovens vogter, fastsætter lederen af sovkhosen forpagtningsafgifter, der så at sige er kopieret efter de gamle godsejeres daglejerkontrakter. Vi har på denne måde tilfælde med udbytning af bønderne fra bureaukratiets side, der ikke mere optræder som statens agenter, men som halvlegale godsejere.
Uden i mindste måde at overdrive virkningerne af sådanne uhyggelige fænomener, der naturligvis ikke kan gøres til genstand for statistiske beregninger, kan man ikke undgå at se deres uhyre symptomatiske betydning. De vidner umiskendelig om styrken i de borgerlige strømninger i denne yderst tilbagestående del af økonomien, der omfatter det overvældende flertal af befolkningen. Og alt imens øger markedsforholdene de individualistiske tendenser og uddyber de sociale forskelle i landsbyen, trods den nye struktur af ejendomsforholdene.
Gennemsnitlig er indtægten for hver kolkhoshusstand omkring 4000 rubler. Men hvad bønderne angår, er tallene endnu mere fejlagtige end angående arbejderne. Det blev Lex. i Kremt meddelt, at de kollektive fiskere i 1935 tjente dobbelt så meget som i 1934, eller hver 1919 rubler og det bifald der fulgte efter dette tal viste hvor betydeligt det hæver sig over flertallet af kolkhosernes fortjenester. På den anden side er der kolkhoser, hvor indkomsten når op til 30.000 rubler til hver husstand, deri ikke medregnet indtægt i penge og naturalier fra den private bedrift eller indtægt i naturalier fra hele virksomheden. I almindelighed er indkomsten hos hver eneste af disse store kolkhosbønder 10-15 gange så stor som lønnen hos en »gennemsnits«arbejder eller en almindelig kolkhosbonde.
Indtægtsgraderne er kun delvis bestemt af dygtighed og driftighed i arbejdet. Både kolkhoserne og bøndernes personlige jordlodder må nødvendigvis være placeret under meget ulige betingelser, afhængig af klima, jordbund, afgrøder og også afstand fra byer og industricentrer. Modsætningen mellem byen og landsbyen er slet ikke bleven mildnet under femårsplanen, men tværtimod i høj grad skærpet som resultat af den feberagtige vækst af byer og industriegne. Denne fundamentale modsætning indenfor Sovjetsamfundet skaber uundgåeligt tilsvarende modsætninger imellem kolkhoserne og indenfor kolkhoserne, væsentlig takket være varierende afgifter.
Bureaukratiets ubegrænsede magt er også et vigtigt tvangsmiddel i den sociale differentieringsproces. Den har i sin hånd sådanne løftestænger som lønninger, priser, skatter, budget og kredit. Den uforholdsmæssigt store indtægt i en række centralasiatiske bomuldskolkhoser afhænger langt mere af priser, der er fastsat af regeringen end af kollektivmedlemmernes arbejde. Udbytningen af visse samfundslag til fordel for andre er ikke forsvundet, men er bleven tilsløret. De første titusinder af »velhavende« kolkhoser er bleven begunstiget på bekostning af de tilbageblivende masser af kolkhoser og industriarbejdere. At hæve alle kolkhoser til et velstående niveau er et uforholdsmæssigt mere vanskeligt arbejde end at give privilegier til et mindretal på et flertals bekostning. I 1927 erklærede venstreoppositionen at »kulakkens indtægt er øget umådeligt meget mere end arbejdernes,« og dette forhold står stadig ved, magt, om end i ændret form. Indtægterne hos kolkhosernes overklasse er vokset umådeligt mere end den jævne bondes og arbejdermassernes. Forskellen i de materielle levevilkår er nu måske.endnu mere betydelig end lige før af-kulakkiseringen.
De forskelle, der finder sted indenfor kolkhoserne ytrer sig dels på det personlige forbrugs område, dels på selve de enkeltbrug, der er knyttet til kolkhoserne, eftersom selve kolkhosens produktionsmidler jo er socialiseret. Forskellene mellem kolkhoserne har allerede fået dybere følger, eftersom de rige kolkhoser har mulighed for at anvende mere gødning og flere maskiner og derved for hurtigere at blive rige. De heldige kolkhoser lejer ofte arbejdskraft fra de fattige, og autoriteterne lukker øjnene for det. Når der tilskødes jordlodder af ulige værdi til kolkhoserne fremmer det en videre differentiering mellem dem, og følgelig udkrystalliseres der en slags bourgeoisikolkhoser eller »millionærkolkhoser«, som de i den sidste tid bliver kaldt.
Naturligvis er statsmagten i stand til at optræde som en regulator i denne proces med forskelsudvikling indenfor bondestanden. Men i hvilken retning og indenfor hvilke grænser? At angribe kulakkolkhoserne og kolkhoskulakerne ville være at åbne en ny konflikt med de mere »progressive« lag af bondestanden, som lige nu, efter en pinefuld afbrydelse, begynder at føle en ualmindelig grådighed efter et »lykkeligt liv«. Men tilmed, og det er det vigtigste, bliver stats-magten selv mindre og mindre i stand til socialistisk kontrol.
I landbruget som i industrien søger den hjælp og venskab hos de stærke, de heldige, hos »stakhanoviter i arbejdsmarken«, hos kolkhosmillionærerne. Den starter med at bekymre sig om udviklingen af produktivkræfterne og ender ufravigelig med at bekymre sig om sig selv. Det er særlig i landbruget, hvor forbruget er så nøje knyttet til produktionen, at kollektiviseringen har åbnet de videste muligheder for bureaukratiets snyltervæsen og dermed for dets sammenvoksen med kolkhosernes spidser. Alle de lykønsknings»gaver« som kolkhosbønder præsenterer lederne for ved højtidelige sammenkomster i Kreml, er kun symbolske udtryk for en ikke-symbolsk ydelse, som de stiller til rådighed for magtens lokale repræsentanter.
På den måde kommer i landbruget, umådelig mere end i industrien, de lavere trin i produktionen i stadig konflikt med den socialistiske og endog med den kooperative kolkhosens ejendomsform. Det bureaukrati, som ifølge de sidste analyser er vokset frem af denne modsigelse, uddyber tilmed denne.
I den sovjetiske politiske litteratur møder man ofte bebrejdelser for »bureaukratisme« som en dårlig tankevane eller arbejdsmetode. (Bebrejdelsen rettes altid ovenfra nedad og er en metode til selvforsvar fra de øverste kredses side). Men hvad man ingen steder møder, det er en undersøgelse af bureaukratiet som herskende lag, dets antal og struktur, dets kød og blod, dets privilegier og begær, og den andel af den nationale indkomst, det opsluger. Ikke desto mindre eksisterer det. Og den kendsgerning at det så omhyggelig skjuler sit ansigt, beviser at det ejer den specielle bevidsthed hos en herskende klasse, deri hvert fald er langt fra at stole på sin ret til at herske.
Det er absolut umuligt at beskrive sovjetbureaukratiet med nøjagtige tal, og det af to grunde. For det første er det i et land, hvor staten næsten er den eneste arbejdsgiver, svært at sige, hvor embedsapparatet ender. For det andet bevarer de sovjetiske statistikere, økonomer og journalister, som vi allerede har sagt, en særlig kompakt tavshed angående dette spørgsmål. Og de efterlignes af deres »venner«. Vi kan i forbigående bemærke, at indenfor alle de 1200 sider af deres samleværk, har ægteparret Webb ikke en eneste omtale af sovjetbureaukratiet som en social klasse. Og ikke noget under, for de skrev, ifølge sagens natur, efter dets diktat!
Den centrale statsadministration talte den 1. november 1933, ifølge officielle tal, omkring 55.000 ledende personer. Men i dette tal, der er forøget overordentligt i de sidste år, er, på den ene side, ikke indbefattet de militære departementer, både til lands og til søs og G.P.U. og på den anden side, de kooperative centraler og hele rækken af såkaldte organisationer som Ossoviokhim (selskabet til forsvar af Sovjetunionen og til udvikling af dets flyveindustri og de kemiske industrier). Enhver af republikkerne har tilmed sit eget regeringsapparat.
Sideløbende med staten, fagforeningerne, kooperativerne og andre generalstabe, og til dels vævet sammen med dem, står den mægtige partistab. Man overdriver næppe ved at regne de kommanderende øverste kredse i Sovjetunionen og de enkelte republikker til 400.000 personer. Det er muligt, at dette antal på nærværende tidspunkt allerede er steget til den halve million. Deri er ikke indbefattet jævne funktionærer, men om vi må sige »rangspersoner«, »førere«, en herskende kaste i ordets egentlige betydning, men tillige på gejstlig-fyrstelig vis inddelt med meget vigtige horisontale afgrænsninger.
Denne halve million øverste kaste bæres af en tung administrationspyramide med et bredt og mangefacetteret fundament. Eksekutivkomiteerne i provinsbyen og distriktssovjetterne, tilligemed partiets ligeløbende organer, fagforeningerne, kommunistisk ungdom, de lokale transportorganer, hærens og flådens officerskorps og G.P.U.s agenturer, skal nok give et antal nærved 2 millioner. Og vi må ikke glemme formændene for sovjetterne i 600.000 byer og landsbyer. Den umiddelbare administration af industriforetagenderne var i 1933 (der findes ingen senere opgivelser) koncentreret i hænderne på 17.000 direktører og underdirektører. Hele det administrative og tekniske personale i butikker, fabriker og miner, medregnet lavere ned til og indbefattet formænd, beløb sig til 250.000 personer (endskønt. heraf var 54.000 specialister uden administrative funktioner i ordets egentlige betydning). Hertil må vi regne parti- og fagforeningsapparatet i fabrikkerne, hvor den egentlige administration som bekendt udføres af »trekanten«, (partiet, direktionen og fagforeningen).
Et tal på benved en halv million til administrationen af industriforetagender af national betydning vil næppe på nærværende tidspunkt være overdrevet. Og hertil må vi lægge administrationspersonalet fra foretagender i de særlige republikker og i de lokale sovjetter.
I en anden opstilling optegner de officielle statistiker for 1933 mere end 860.000 administratorer og specialister i hele sovjetøkonomien - i industrien over 480.000, ved transporten over 100.000, ved landbruget 93.000, ved handelen 25.000.. Heri er ganske vist indbefattet specialister uden administrativ magt, men på den anden side er hverken kolkhoser eller andelsforetagender medregnet. Tilmed er disse tal blevet Iangt overskredet i løbet af de sidste 2½ år.
Til 250.000 kolkhoser er der en halv million administratorer, hvis man kun regner formændene og partiorganisatorerne med. I virkeligheden er antallet meget, meget større. Hvis man så tilføjer sovkhoserne og traktor- og maskinstationerne overstiger det hele antal af ledere på det socialiserede landbrug en million.
Staten ejede i 1935 113.000 handelsafdelinger, andelsforetagenderne 200.000. Lederne af dem begge er i virkeligheden ikke handelsfagfolk, men statsfunktionærer, og tilmed fra statsmonopolerne. Selv sovjetpressen klager fra tid til anden over, »at andelslederne er ophørt med at betragte kolkhosmedlemmerne som deres vælgere«, som om mekanismen i andelsforetagender kvalitativt kunne adskille sig fra fagforeningerne, sovjetterne og partiet selv! Hele dette lag, der ikke direkte deltager i produktionsarbejdet, men administrerer, kommanderer, ordner, undskylder og straffer – lærere og studenter taler vi ikke om – kan anslås til 5-6 millioner. Dette totale tal, foregiver, ligeså lidt som enkelthederne, at være nøjagtigt, men det er tilstrækkeligt som en første tilnærmelse. Det er tilstrækkeligt til at overbevise om, at lederstabens »generallinje« ikke er ånd, løst fra sit legemlige hylster.
I de forskellige trin eller etager i dette kompleks af ledelser, fra neden af og opad, indtager kommunisterne fra 20 til 90 %. I hele den bureaukratiske masse danner kommunisterne sammen med den kommunistiske ungdom en blok på 1½ til 2 millioner – for tiden snarere mindre end mere, på grund af de fortsatte udrensninger. Og det er statsmagtens rygrad. Men de samme kommunistiske administratorer er partiets og den kommunistiske ungdoms rygrad. Det tidligere bolsjevikparti er ikke længere proletariatets fortrop, men bureaukratiets politiske organisation. De udenforstående medlemsmasser tjener alene som en kilde til dannelsen af dette »aktiv« – det vil sige en reserve for tilgang til bureaukratiet. Ikke-parti-»aktivitet« tjener samme formål. Tilnærmelsesvis vil vi antage, at arbejder- og kolkhosbondearistokratiet, stakhanoviterne, de aktive udenfor partiet, personer der er vist tillid, deres slægtninge og besvogrede nærmer sig det samme tal, som vi antog for bureaukratiet, nemlig 5-6 millioner. Med deres familier andrager disse to med hinanden infiltrende samfundslag lige så meget som 20-25 millioner. Vi regner med forholdsvis få medlemmer pr. familie, fordi ofte både mand og kone og undertiden også en søn og datter indtager en plads i apparatet. Og tilmed har den herskende gruppes kvinder lettere ved at begrænse familiens størrelse end arbejderkvinder og frem or alt bondekvinder. Den nuværende lovgivning imod kunstig abort' blev sat i gang af bureaukratiet, men anvendes ikke indenfor dette. 12 %, eller måske 15 % af befolkningen, det er den faktiske sociale basis for de selvherskende kredse.
Når eget værelse, tilstrækkelig føde og ordentlige klæder kun er opnåelig for et lille mindretal, så vil millioner af bureaukrater, store og små, først og fremmest søge at bruge deres magt til at sikre sig deres eget velvære. Derfra stammer dette samfundslags uhyre egoisme, dets faste indre solidaritet, dets frygt for massernes misfornøjelse, dets sygelige krav om at kvæle al kritik, og endelig dets skinhellige religiøse knæfald for »føreren«, som i sig legemliggør og forsvarer disse nye herrers magt og privilegier.
Bureaukratiet selv er langt mindre ensartet end proletariatet eller bondestanden. Det er et svælg mellem formanden for landsbysovjetten og herskeren i Kreml. De lavere funktionærer indenfor de forskellige kategorier lever stadig på en meget primitiv levefod, lavere end levefoden hos vestens faglærte arbejdere. Men alting er relativt, og levefoden hos den befolkning, de omgives af, er endnu lavere. Den skæbne der kan vente formanden for kolkhosen, eller en partiorganisator eller enhver på kooperationens lavere trin, ganske som pamperne højere oppe, afhænger ikke i mindste måde af de såkaldte »vælgere«. Enhver af disse funktionærer kan blive ofret hvad øjeblik det skal være af pampere, der er lidt over dem, bare for at få kvalt lidt misfornøjelse. Men på den anden side kan hver af dem ved given lejlighed hæve sig et trin højere. De er alle, i det mindste indtil de får deres første alvorlige chok, ved gensidige sikkerhedsgarantier knyttet sammen med Kreml.
I sine livsbetingelser omfatter det herskende lag alle grader, fra provinsens småbourgeoisi til hovedstædernes storbourgeoisi. Til disse materielle betingelser svarer vaner, interesser og tænkemåder. De nuværende ledere af Sovjets fagforeninger er som psykologisk type ikke meget, forskellig fra folk som Citrine, Jouhaux og Green. En anden tradition, et andet frasesprog, men den samme nedladende, beskyttende optræden overfor masserne, den samme samvittighedsløse snuhed i andenrangs manøvrer, den samme konservatisme, den samme indsnævrede horisont, den samme stærke omhu for deres egen fred, og endelig den samme dyrkelse af de mest banale former for bourgeoisikultur. Sovjets oberster og generaler er for flertallets vedkommende meget lidt forskellige fra oberster og generaler i den øvrige verden, og på alle måder gør de deres bedste for at ligne dem. Sovjets diplomater har fra Vestens diplomater tilegnet sig, ikke bare deres smokinger, men deres måde at tænke på. Sovjets journalister fordummer deres læsere ikke mindre end deres fremmede kolleger gør, om end på en særlig maner.
Hvis det er vanskeligt at udregne antallet af personer i bureaukratiet, så er det endnu sværere at bestemme deres indtægter. Så tidligt som i 1927 protesterede venstreoppositionen imod »at det oppustede og privilegerede regeringsapparat opsluger en meget betydelig del af merværdien.« Indenfor oppositionen regnede man med, at alene handelsapparatet »opsluger en uhyre andel af nationalindtægten, mere end en tiendedel af hele produktionen.« Hvorefter autoriteterne tog nødvendige skridt til at gøre sådanne beregninger umulige. Men netop af selve den grund er udgifterne ikke bleven skåret ned, men er vokset.
Det står ikke bedre til på fagenes område end på handelens. Det bevirkede, som Rakovskij skrev i 1930, en stående strid mellem partiet og fagforeningsbureaukratierne, som medførte, at befolkningen gennem pressen kunne finde frem til, at af fagforeningernes budget på 400 millioner rubler gik de 80 millioner til underhold af personalet. Og hertil må bemærkes, at her drejer det sig om det kontrollerede budget. Men udenfor dette modtager fagforeningsbureaukratiet fra industribureaukratiet som venskabstegn umådelige gaver i penge, lejligheder, transportmidler etc. »Hvor meget går der til underhold af parti, kooperativer, kolkhoser, sovkhoser, industri- og embedsapparat med alle deres forgreninger?« spurgte Rakovskij. Og han svarede: »vi besidder ikke engang en antydning af information.«
Fritagelse for kontrol medfører uundgåeligt embedsmisbrug, indbefattet pengeberigelse. Den 29. september 1935 nødtes regeringen til igen at rejse spørgsmålet om dårligt arbejde i andelsforetagerne, og det med Molotovs og Stalins underskrifter, og det var ikke første gang, at der noteredes»storstilede tyverier, ødselhed og arbejdstab i mange af de landlige forbrugerselskaber.« På et møde i centraleksekutivkomiteen i januar 1936 beklagede finansministeren sig over, at lokale eksekutivkomiteer tillod fuldstændig vilkårlige udbetalinger af statsmidlerne. Når ministeren tav stille om de centrale institutioner var det kun, fordi han selv hører til deres kreds.
Der er ingen mulighed for at beregne hvor stor en andel af nationalindtægten, bureaukratiet tilegner sig. Det er ikke bare fordi det omhyggelig hemmeligholder endog sine lovlige indkomster. Det er heller ikke fordi det gør en udstrakt brug af ukontrollable indkomster, når det befinder sig lige på grænsen til misbrug eller oftere er gået over den. Det er hovedsagelig fordi den hele fremgang i samfundslivet, de kommunale goder, almindelige bekvemmeligheder, kultur og kunst, fortrinsvis, om end ikke udelukkende, kommer denne privilegerede kreds til gode.
Med hensyn til bureaukratiet som forbruger kan vi, med visse korrektiver, gentage hvad vi har sagt om bourgeoisiet. Der er ingen grund til eller mening i at overdrive dets appetit på sager til personlig brug.
Men situationen ændres skarpt, så snart vi skal betragte dets næsten monopolistiske tilegnelse af civilisationens både gamle og nye erobringer. Formelt er disse goder naturligvis tilgængelige for hele befolkningen, eller i det mindste for bybefolkningen. Men i virkeligheden er de kun opnåelige i undtagelsestilfælde. Bureaukratiet derimod gør sig dem til nytte, når og i den udstrækning det ønsker det, som om det var dets personlige ejendom. Regner man ikke bare med lønninger og alle former af naturalydelser og enhver slags halvlegal supplerende indtægtskilde, men også medregner den andel, som bureaukratiet og sovjetaristokratiet råder over i teatre, hvilepaladser, hospitaler, sanatorier, sommerkursteder, museer, klubber, sportsinstitutioner osv. måtte man sandsynligt slutte, at 15 % eller lad os sige 20 % af befolkningen nyder hverken mere eller mindre af rigdommen end de resterende 80-85 % tilsammen.
Mon »vennerne« vil kunne betvivle vore tal? Lad dem i så fald give os andre, der er mere nøjagtige. Lad dem overtale bureaukratiet til at offentliggøre sovjetsamfundets indtægts- og udgiftsbog. Indtil de gør det, vil vi beholde vor mening. Fordelingen af denne jordens goder i Sovjetunionen er uden tvivl sammenligningsvis mere demokratisk, end den var i zarens Rusland, og selv i de mest demokratiske lande i Vesten. Men det har endnu ikke meget til fælles med socialisme.
| Tilbage | Næste |