| Tilbage |
Udenrigspolitik er alle vegne og altid en fortsættelse af indenrigspolitik, for den føres af den samme herskende klasse og forfølger de samme historiske mål. Degenerationen af det herskende lag i Sovjetunionen måtte selvfølgelig ledsages af tilsvarende ændringer i metoder og målsætning indenfor sovjetdiplomatiet. »Teorien« om socialisme i ét land, der først blev forkyndt i 1924, gav allerede den gang et vink om at befri Sovjets udenrigspolitik fra programmet om en international revolution. Men bureaukratiet havde dog ikke dermed hensigten at afbryde forbindelsen med Komintern. Det ville have omdannet denne til en verdensomspændende organisation for en opposition, Med farlige konsekvenser for kraftforholdene indenfor Sovjetunionen. Tværtimod, jo mindre politik en i Kreml bevarede af sin tidligere internationalisme, des fastere greb den herskende klike med sine hænder om Kominterns ror. Under det gamle navn skulle det nu tjene nye formål. Men for de nye formål var nye folk nødvendige. Fra begyndelsen af 1928 er Kominterns historie en historie om en fuldstændig fornyelse af dens moskvatab, og af stabene indenfor alle de nationale sektioner, ved hjælp af paladsrevolutioner, udrensninger oven fra, eksklusioner osv. For tiden er Komintern et fuldstændigt underdanigt apparat i sovjetpolitikkens tjeneste, rede til zigzagkurs på et hvilket som helst tidspunkt.
Bureaukratiet har ikke bare brudt med fortiden, men hår berøvet sig selv evnen til at fatte de mest betydende erfaringer fra denne fortid. Den vigtigste lære var den, at sovjetmagten ikke kunne have holdt ud i 12 måneder uden direkte hjælp fra det internationale, og særlig det europæiske, proletariat og uden en revolutionær bevægelse blandt kolonifolkene. Den eneste grund til at de tysk-østrigske magter ikke førte deres angreb på Sovjetrusland igennem til enden var, at de bag deres ryg mærkede revolutionens hede ånde. I løbet af tre fjerdingår gjorde oprør i Tyskland og Østrig-Ungarn en ende på Brest-Litowsk-freden. De franske søfolks revolte i Sortehavet i april 1919 tvang den tredje republik til at give afkald på sine militære operationer på Sovjets sydfront. Den engelske regering trak i september 1919 sine troppestyrker bort fra Sovjets norddistrikter under direkte tryk fra sine egne arbejdere. Efter Den Røde Hærs tilbagetog fra Warszawas omegn i 1920. var det alene en magtfuld bølge af revolutionære protester, der hindrede Ententen i at komme Polen til hjælp og knuse Sovjet. Da lord Curzon afleverede sit truende ultimatum til Moskva i 1923, var hans hænder i det afgørende øjeblik bundet af modstand fra de engelske arbejderes organisationer. Disse klare episoder er ikke enestående. De afspejler hele karakteren af den første og vanskeligste periode i Sovjets tilværelse. Skønt revolutionen ikke sejrede noget steds. udenfor Ruslands grænser, var håbet om dens sejr langt fra frugtesløs.
I disse år afsluttede sovjetregeringen en række traktater med bourgeoisiregeringer: Brest-Litowsk freden i marts 1918, en traktat med Estland i 1920, Rigafreden med Polen i oktober 1920, Rapallotraktaten med Tyskland i april 1922, og andre mindre vigtige diplomatiske aftaler.
Dengang kunne det aldrig være faldet sovjetregeringen som helhed ind, eller bare enkelte af dens medlemmer, at fremstille sine bourgeoisimodparter som »fredsvenner«, og endnu mindre at opfordre Tysklands, Polens eller Estlands kommunistiske partier til med deres stemmer at understøtte de borgerlige regeringer, der havde undertegnet disse traktater. Det er nemlig dette problem der er afgørende for massernes revolutionære opdragelse. Sovjetterne kunne ikke undlade. at underskrive Brest-Litowskfreden, ganske som udmattede strejkende ikke kan undlade at skrive under på de hårdeste betingelser, som kapitalisterne pålægger dem. Men den stemme som de tyske socialdemokrater gav til fordel for freden i den hykleriske form af »stemmer ikke«, den blev af bolsjevikkerne stemplet som en hjælp til voldshandling og til stratenrøvere. Skønt Rapallopagten med det demokratiske Tyskland fire år senere blev underskrevet på formelt grundlag af »ligerettigheder« for begge parter, så ville ikke desto mindre det tyske kommunistiske parti omgående være bleven udstødt af Komintern, hvis det havde taget denne underskrift som et påskud til at udtrykke tillid til sit lands diplomati. Den grundlæggende linie for sovjetternes internationale politik hvilede på den kendsgerning, at ligegyldigt hvilken handelsmæssig, diplomatisk eller militær overenskomst sovjetregeringen traf med imperialisterne, skulle den ikke under nogen omstændigheder begrænse eller svække proletariatets kamp i det pågældende kapitalistland, for til syvende og sidst kunne arbejderstaten alene' garanteres af væksten i verdensrevolutionen. Da Tjitcherin under forberedelserne til genevekonferencen foreslog at indføre visse »demokratiske« ændringer i sovjetforfatningen, for at tækkes »den offentlige mening« i Amerika, anbefalede Lenin i en tjenstlig skrivelse af 23. januar 1923 kraftigt at sende Tjitcherin til et sanatorium. Hvis nogen på den tid havde vovet at foreslå, at vi skulle tækkes den »demokratiske« imperialisme ved at knytte os til den falske og hule kelloggpagt, eller ved at svække Kominterns politik, ville Lenin utvivlsomt have foreslået; at forslagsstilleren blev sendt til et sindssygehospital – og han ville næppe have mødt nogen modstand i Politibureau. '
Den tids ledere var i særlig grad uforsonlige overfor enhver form for pacifistiske illusioner – Nationernes Forbund, kollektiv sikkerhed, voldgiftsdomstole, nedrustning osv. - de så deri kun en metode til at dysse de arbejdende masser i søvn, for at kunne fange dem uforvarende, når en ny krig brød ud. I partiprogrammet, foreslået af Lenin og vedtaget af kongressen i 1919, finder man følgende utvetydige linjer herom: »Det voksende tryk fra proletariatet, og særlig dets sejre i enkelte lande, forstærkermodstanden hos udbytterne og tvinger kapitalisterne til nye former for internationalt samarbejde (Nationernes Forbund osv.), som ved at organisere den systematiske udbytning af alle jordens folkeslag efter en verdensmålestok dirigerer deres første bestræbelser hen i mod en øjeblikkelig undertrykkelse af proletariatets revolutionære bevægelser i alle lande. Alt dette fører uundgåeligt til en kombination af borgerkrige i de enkelte stater med revolutionære krige, både overfor de proletariske lande, der vil forsvare sig og hos de undertrykte folk imod de imperialistiske magters åg. Under disse betingelser er slagord som pacifisme, international nedrustning under kapitalismen, voldgiftsdomstole osv. ikke bare reaktionære utopier, men ligefrem bedrageri overfor de arbejdende masser, tjenlig til at afvæbne proletariatet og til at afholde det fra at afvæbne udbytterne.« Disse linjer fra det bolsjevikiske program indeholder en fremtidsvurdering og en temmelig knusende dom over det nuværende Sovjets og Kominterns udenrigspolitik, med alle dets pacifistiske »venner« i alle jordens egne.
Efter interventions- og blokadeperioden blev det økonomiske og militære tryk på Sovjetunionen fra den kapitalistiske verdens side ganske vist betydeligt svagere, end man skulle have befrygtet. Europa tænkte endnu kun på den forbigangne og ikke på den kommende krig. Og så kom den utrolig hårde økonomiske verdenskrise, der forvoldte bestyrtelse i de herskende klasser i hele verden. Det var alene takket være dette, at Sovjetunionen kunne overleve prøvelserne under den første femårsplan, da landet igen blev en skueplads for borgerkrig, sult og epidemier. De første år under den anden femårsplan, som havde medført en øjensynlig forbedring i de hjemlige forhold, traf sammen med begyndelsen til en økonomisk fremgang i den kapitalistiske verden, og en ny tidevandsbølge med forhåbninger, appetit, fortjenester og krigsforberedelser. Faren for et kombineret angreb på Sovjetunionen tager i vore øjne kun synlig form, fordi Sovjetternes land stadig er isoleret og fordi denne »tredjedel af jordens overflade« i betydelig udstrækning er en verden i primitiv tilbageståenhed, fordi arbejdsproduktiviteten trods nationaliseringen af produktionsmidlerne stadig er langt lavere end i de kapitalistiske lande, og endelig - hvad der for nærværende er vigtigst - fordi verdensproletariatets hovedtropper er slåede, uden selvtillid og uden en ledelse der er til at stole på. Oktoberrevolutionen som dens ledere kun regnede for et forspil til verdensrevolutionen, men som under begivenhedernes forløb har fået en midlertidig betydning for sig selv, afslører i dette nye historiske udviklingstrin sin dybe afhængighed af verdensudviklingen. Det bliver igen klart, at det historiske spørgsmål, hvem skal få overhånd? ikke kan afgøres indenfor de nationale grænser, og at indre fremgang og uheld kun skaffer mere eller mindre gunstige betingelser for afgørelsen på verdensskuepladsen.
Sovjetbureaukratiet - lad os yde det retfærdighed - har erhvervet en uhyre erfaring i at dirigere folkemasserne, i at lulle dem i søvn, dele dem og svække dem, eller narre dem for ligefrem at kunne herske ubegrænset over dem. Men netop af denne grund har det mistet ethvert spor af evne til en revolutionær opdragelse af masserne. Da det har kvalt selvstændighed og initiativ i folkets lavere rækker hjemme, kan det naturligvis ikke fremkalde kritisk tænkning og revolutionær dristighed på verdensarenaen. Tilmed værdsætter det som et herskende og privilegeret lag uendelig mere hjælp og venskab hos dem, som er beslægtet med det som social type i den vestlige verden, - borgerlige radikale, parlamentariske reformister, fagforeningsbureaukrater - end hos den menige arbejder, der er skilt fra dem ved en social afgrund. Det er ikke pladsen her til at fortælle historie om tredje Internationales forfald og degeneration, et emne hvortil forfatteren har bidraget med en række selvstændige undersøgelser, der er udgivet på næsten alle sprog i den civiliserede verden.
Det er en kendsgerning, at som leder af Komintern har det nationalt indskrænkede og konservative, uvidende og utilregnelige sovjetbureaukrati ikke bragt andet end ulykker over arbejderbevægelsen over hele verden. Næsten som en historisk gengældelse er Sovjetunionens nuværende internationale position i langt højere grad bestemt af følgerne af verdensproletariatets nederlag end af et isoleret socialistisk opbygnings succes. Det må være tilstrækkeligt at minde om at den kinesiske revolutions nederlag i 1925-27, som gav den japanske militarisme frie hænder i Østen, og det tyske proletariats sammenbrud, der førte til Hitlers sejr og til den tyske militarismes sindssyge vækst, i lige høj grad er frugterne af Kominterns politik.
Efter at have forrådt verdensrevolutionen, men med en følelse af selv at være forrådt af den, har termidorbureaukratiet rettet sine hovedbestræbelser mod at få »neutraliseret« bourgeoisiet. Derfor var det nødvendigt at se ud som et moderat, respektabelt og pålideligt ordensbolværk. Men for med held gennem længere tid at skulle se ud som noget, må man være det. Og det har den organiske udvikling indenfor det herskende lag sørget for. Ved således at vige skridt for skridt for konsekvenserne af sine egne fejltagelser er bureaukratiet nået til forestillingen om at skabe sikkerhed for Sovjetunionen ved at føje den ind i den europæisk-asiatiske status quo. Hvad kunne, når alt kommer til alt, være skønnere end en evig ikke-angrebspagt mellem socialisme og kapitalisme? Den nuværende officielle formel for udenrigspolitik, som vidt og bredt bekendtgøres ikke bare af sovjet-diplomatiet, som får lov til at tale i det sædvanlige professionelle sprog, men også af Komintern, som dog må formodes at tale revolutionens sprog, lyder således : »Vi ønsker ikke en tomme fremmed jord, men vi vil ikke slippe en tomme af vores egen.« Som om det bare var et spørgsmål om tvistigheder om en smule jord, og ikke om verdenskampen mellem to uforsonlige sociale systemer!
Da Sovjetunionen betragtede det som mere forstandigt at overlade Japan den østkinesiske jernbane, blev denne svaghedsakt, der var forberedt ved den kinesiske revolutions sammenbrud, fejret som en tilkendegivelse af selvbevidst magtfølelse i fredens tjeneste. I virkeligheden fremskyndede sovjetregeringen Japans videre greb om Nordkina og dets nuværende forsøg overfor Mongoliet ved at overlade fjenden en yderst vigtig strategisk hovedvej. Dette aftvungne offer betød ikke en »neutralisering« af faren, men i bedste fald et kort pusterum, og samtidig en mægtig stimulans for appetitten hos den herskende militærklike i Tokyo.
Spørgsmålet om Mongoliet er allerede et spørgsmål om de strategiske positioner, der skal okkuperes af Japan i en fremtidig krig mod Sovjetunionen. Sovjetregeringen fandt sig denne gang nødt til åbent at bebude, at den ville besvare japanske troppers indtrængen i Mongoliet med krig. Her er det dog ikke noget spørgsmål om øjeblikkeligt forsvar af »vores land«, for Mongoliet er en selvstændig stat. Et passivt forsvar af Sovjets grænser skulle kun synes tilstrækkeligt, når ingen for alvor truer dem. Den rigtige metode til forsvar for Sovjetunionen er at svække imperialismens positioner og styrke proletariatets og kolonifolkenes positioner over hele verden. Et ugunstigt forhold mellem styrkerne kunne tvinge os til at overgive mange »tommer« jord, sådan som vi gjorde det, da vi sluttede brest-litovskfreden, rigafreden og afleverede den østkinesiske jernbane. Samtidig pålægger kampen for en gunstig ændring i styrkeforholdet i verden arbejdernes stat en vedvarende forpligtelse til at komme frihedsbevægelserne i andre lande til hjælp. Men det er netop dette fundamentale arbejde, der strider absolut mod status quo's konservative politik.
Tilnærmelsen (»rapprochement«), til og den påfølgende direkte militærtraktat med Frankrig, hovedforsvareren af status quo – en politik der var resultatet af den tyske nationalsocialismes sejr – er uendelig mere gunstig for Frankrig end for Sovjet. Forpligtelsen til understøttelse fra Sovjets side er i følge traktaten ubetinget. Derimod er fransk hjælp betinget af en forudgående overenskomst med England og Italien, hvad der åbner en ubegrænset mark for fjendtlige intriger imod Sovjetunionen. Begivenhederne i forbindelse med Rhinlandet viste at Moskva med lidt mere realistisk opfattelse af situationen og med mere tilbageholdenhed kunne have fået bedre garantier af Frankrig – hvis i det hele taget traktater kan betragtes som »garantier« i en tid med bratte svingninger, vedvarende diplomatiske kriser, tilnærmelser og fjernelser. Men det er ikke første gang, at Sovjetbureaukratiet har sat langt mere ind på kampen imod sit eget lands fremskredne arbejdere, end i forhandlinger med bourgeoisiets diplomater.
Påstanden om at hjælp fra Sovjetunionens side er af ringe betydning som følge af, at det ikke har nogen fælles grænse med Tyskland, skal ikke tages alvorligt. I det tilfælde at Tyskland angriber Sovjetunionen, vil den fælles grænse åbenbart blive funden af den angribende. I tilfælde af at Tyskland angriber Østrig, Tjekkoslovakiet og Frankrig, kan Polen ikke forblive neutral en eneste dag. Hvis det anerkender sine forpligtelser som allieret med Frankrig, vil det uundgåelig åbne vejen for den Røde Hær, og hvis det bryder sin alliancetraktat, vil det øjeblikkelig blive Tysklands medhjælper. I sidste tilfælde vil Sovjetunionen ikke have nogen vanskelighed ved at finde en »fælles grænse«. Tilmed vil i en fremtidig krig sø- og luft-»grænserne« ikke spille nogen ringere rolle end dem på landjorden.
Sovjetunionens indtræden i Folkenes Forbund – præsenteret for den russiske befolkning ved hjælp af et scenearrangement, der var Goebbels værdig, som en sejr for socialismen og som resultat af »tryk« fra verdensproletariatet - blev i virkeligheden kun godtaget af bourgeoisiet som et resultat af en yderlig svækkelse af den revolutionære fare. Det var ikke en sejr for Sovjetunionen, men en kapitulation af termidorbureaukratiet overfor denne håbløst kompromitterede Geneve-institution, som i henhold til de ovenfor citerede ord fra det bolsjevikiske program »vil anvende sine bestræbelser til at undertrykke revolutionære bevægelser.« Hvad er det som så radikalt har ændret sig siden bolsjevismens Magna Charta: Folkenes Forbunds natur, pacifismens funktion i et kapitalistisk samfund, eller – sovjetternes politik? At stille spørgsmålet er at besvare det.
Erfaringerne skulle snart vise, at deltagelse i Folkenes Forbund – ikke gav os nogen praktisk fordel, som ikke lige så godt kunne være skaffet ved overenskomst med bourgeoisistaterne enkeltvis, tværtimod pålagde os alvorlige begrænsninger og forpligtelser. Dem opfylder Sovjetunionen med den pinligste nøjagtighed for at bevare sin endnu ikke tilvante konservative prestige. Nødvendigheden af indenfor Forbundet at tilpasse sig ikke bare Frankrig, men også dets allierede, tvang sovjetdiplomatiet til at indtage en yderst tvetydig stilling i den italiensk-abessinske konflikt. På selve det tidspunkt hvor Litvinov, som i Geneve ikke var andet end en skygge af Laval, udtrykte sin taknemmelighed overfor Frankrigs og Englands diplomater for deres bestræbelser »til gavn for freden«, bestræbelser der så lykkevarslende resulterede i Abessiniens erobring, blev der ved med at flyde olie fra Kaukasus til den italienske flåde. Selv om man kan forstå, at moskvaregeringen tøvede med åbent at bryde en handelstraktat, var fagforeningerne dog ikke forpligtet til at tage hensyn til hvad kommissariatet for udenrigshandel indlod sig på. En håndgribelig standsning af eksporten til Italien ved en beslutning fra de sovjetiske fagforeninger ville have fremkaldt en verdensomspændende boykot, der uden sammenligning ville være mere reel end de forræderiske »sanktioner«, der af diplomater og jurister på forhånd var tilpasset efter aftale med Mussolini. Og når de sovjetiske fagforeninger denne gang ikke løftede en finger, i modsætning til i 1926, da de åbenlyst samlede millioner af rubler ind til den engelske kulstrejke, er det alene fordi et sådant initiativ var forbudt af det herskende bureaukrati, væsentlig for at gøre sig lækker overfor Frankrig. I den kommende verdenskrig vil imidlertid ingen militære allierede kunne erstatte Sovjetunionen den tillid, den har tabt hos kolonifolkene og de arbejdende masser i almindelighed.
Kan man tænke sig, at dette ikke skulle blive forstået i Kremt? »Den tyske fascismes hovedmål« sådan svarer en officiel sovjetavis os – »er at isolere Sovjetunionen... Nå, og hvad så? Sovjetunionen har i dag flere venner i verden end nogen sinde før.« (Isvestia 17/9 35). Det italienske proletariat er i fascismens lænker, den kinesiske revolution brudt sammen, og Japan spiller herre i Kina, det tyske proletariat er i den grad knust, at Hitlers folkeafstemning ikke møder nogen som helst modstand. Østrigs proletariat er bundet på hånd og fod. De revolutionære partier på Balkan er trampet til jorden. I Frankrig, i Spanien marcherer arbejderne i halen på det radikale bourgeoisi. Trods alt dette har sovjetregeringen fra den dag den trådte ind i Folkenes Forbund haft »flere venner i verden end nogen sinde før!« Dette praleri har, så fantastisk det ved første øjekast ser ud, sin virkelige mening, når man anvender det, ikke på arbejdernes stat, men på den herskende gruppe. Var det i virkeligheden ikke verdensproletariatets grusomme nederlag der tillod sovjetbureaukratiet at tilrane sig magten hjemme og forskaffe sig en mere eller mindre gunstig »offentlig mening« i de kapitalistiske lande? Jo mindre Komintern er i stand til at true kapitalens positioner, des større politisk kredit gives der kremlregeringen fra fransk, tjekkoslovakisk og fra andre bourgeoisiers side. På den måde står bureaukratiets styrke, både det hjemliges og det internationales, i omvendt forhold til styrken i Sovjetunionen som en socialistisk stat og en kampbasis for den proletariske revolution. Det er imidlertid kun den ene side af medaljen. Der er også en anden.
Lloyd George, i hvis krumspring og sensationer der ofte er glimt af en hvas skarpsindighed, advarede i november 1934 Underhuset imod at fordømme det fascistiske Tyskland, der efter hans ord var bestemt til at være det pålideligste bolværk imod kommunismen i Europa. »Vi skal alligevel hilse den som vor ven!« Meget betydningsfulde ord! Den halvtbeskyttende, halvironiske ros, som verdensbourgeoisiet tildeler Kreml er ikke i sig selv på nogen som helst måde en garanti for fred, eller bare en simpel mildnelse af krigsfaren. Sovjetbureaukratiets udvikling er af interesse for verdensbourgeoisiet, når det ses i lyset af ændringer af ejendomsformerne. Napoleon d. 1., der radikalt forlod de jakobinske traditioner, satte kronen på sit hoved og genindførte den katolske kultus, forblev ikke desto mindre genstand for had fra hele det herskende halvfeudale Europas side, fordi han blev ved med at forsvare det nye ejendomssystem, som revolutionen havde skabt. Så længe udenrigshandelens monopol i Sovjet ikke er brudt og kapitalen derovre ikke igen er sat i højsædet, vil Sovjetunionen, trods alle de fortjenester dets herskende klike yder bourgeoisiet, alligevel i bourgeoisiets øjne hele verden over vedblive med at være en uforsonlig fjende, mens den tyske nationalsocialisme vil være en ven, om ikke i dag så i det mindste i morgen. Selv under Barthous og Lavals forhandlinger med Moskva afslog det franske storbourgeoisi hårdnakket at spille sovjetkortene, og det trods den kritiske fare der truede fra Hitlers side og trods det franske kommunistiske partis bratte omvendelse til patriotismen. Underskriveren af pagten med Sovjetunionen, Laval, blev af de franske venstregrupper beskyldt for i virkeligheden at have søgt en tilnærmelse til Berlin og Rom imod Moskva, mens han skræmte Berlin med Moskva. Denne mening var måske nok lidt forhastet, men under ingen omstændigheder i strid med begivenhedernes naturlige udvikling.
Hvordan man end vil dømme om fordelene eller vanskelighederne ved den fransk-sovjetiske pagt, vil dog ingen revolutionær statsmand kunne nægte sovjetstaten ret til at søge støtte for sin sikkerhed ved hjælp af tidsbegrænsede aftaler med den ene eller anden imperialistiske magt. Men man skal bare klart og tydeligt vise masserne den plads disse ensidige og taktiske overenskomster indtager i de historiske kræfters almindelige system. For at gøre særlig brug af modsætningerne mellem Frankrig og Tyskland, er der ikke ringeste grund til at idealisere den borgerlige allierede, eller den kombination af imperialister der for en tid skjuler sig bag Folkenes Forbunds skærmbrædt. Men det er ikke bare sovjet-diplomatiet, men også i hælene på det Komintern, der systematisk udmaler Moskvas midlertidige allierede som »fredens venner«, og skuffer arbejderne med slagord som »kollektiv sikkerhed« og »afrustning«, og på den måde i realiteten bliver politisk agent for imperialisterne iblandt de arbejdende klasser.
Det opsigtsvækkende interview som Stalin gav direktøren for Scripps-Howard pressen, Roy Howard d. 1. marts 1936 er et kosteligt dokument til karakterisering af den bureaukratiske blindhed overfor verdenspolitikkens store problemer og af den forløjethed, der udfolder sig mellem Sovjetunionens ledere og arbejderbevægelsen ud over verden. På spørgsmålet, Er krig uundgåelig? svarer Stalin: »jeg mener, at fredens venners position har vokset sig stærkere, fredens venner kan arbejde åbent, de stoler på styrken i den offentlige mening, de har til deres rådighed for eksempel sådanne redskaber som Folkenes Forbund.« I disse ord er der ikke gnist af realisme. Bourgeoisistaterne deler sig ikke op i »venner« og »fjender« af fred – i særdeleshed fordi »fred« som sådan ikke eksisterer. Alle imperialistiske lande er interesseret i at bevare deres egen fred, og des mere interesseret, ja mere utålelig denne fred er for deres modstandere. Den fælles formel for Stalin, Baldwin, Léon Blusm og andre, den nemlig, at »freden virkelig kunne sikres, hvis alle stater forenedes til forsvar for Folkenes Forbund,« betyder blot, at freden var sikret, hvis der ikke eksisterede nogen grund til at bryde den. De stormagter der som USA ikke er medlemmer af Forbundet vurderer åbenbart det at have frie hænder højere end den abstrakte »fred«. Og til hvilket formål de behøver disse frie hænder, det skal de nok vise, når tiden er inde. De stater der meldte sig ud af forbundet, som Japan og Tyskland, eller midlertidigt »tog afsked«, som Italien, har også rigelig med materielle grunde for hvad de gør. Deres brud med Forbundet ændrer blot formen for de bestående modsætninger, men ikke deres natur og heller ikke Forbundets karakter. Disse ædle nationer der sværger evigt troskab til Forbundet nøder sig selv til endnu mere beslutsomt at anvende det til støtte for deres fred. Men der er alligevel ingen enighed mellem dem. England er helt rede til at udvide fredsperioden, på bekostning af Frankrigs interesser i Europa eller i Afrika. Frankrig er på sin side rede til at ofre de engelske søvejes sikkerhed for understøttelse fra Italien. Men for at forsvare deres egne interesser er de begge rede til at tage deres tilflugt til krig, til den naturligvis mest retfærdige af alle krige. Og endelig vil alle de små stater, der i mangel af noget bedre søger ly i Forbundets skygge, i det lange løb holde hen til, ikke »fredens« side, men til den side, hvor den stærkeste kombination i krigen findes.
Forbundet er i sit forsvar for status quo ikke en »freds«-organisation, men en organisation for det imperialistiske mindretals magtmisbrug overfor menneskehedens overvældende flertal. Denne kan kun holdes ved lige ved hjælp af stadige krige, små og store, i dag i kolonierne, i morgen mellem de store magter. Imperialistisk loyalitet overfor status quo har altid en betinget, tidsbestemt og begrænset karakter. Italien forsvarede i går status quo i Europa, men ikke i Afrika. Hvad dets politik i Europa vil være i morgen, det er der ingen der ved. Men grænseændringerne i Afrika finder allerede sine dønninger i Europa. Hitler havde den frækhed at føre sine tropper ind i Rhinlandet, bare fordi Mussolini trængte ind i Abessinien. Man har svært ved at regne Italien til »fredens« venner. Alligevel vurderer Frankrig sit venskab med Italien uden sammenligning højere end sit venskab med Sovjetunionen, England på sin side søger venskab med Tyskland. Grupperingerne skifter, men appetitten består. Arbejdet for de såkaldte fortalere for status quo består i indenfor Forbundet at finde den heldigste sammensætning af de kræfter der kan arbejde for og dække over forberedelserne til en fremtidig krig. Hvem der vil begynde den og hvordan, det afhænger af omstændigheder af lavere rang. Der er en der må begynde den, fordi status quo er en kælder fyldt med sprængstof.
Et program for »afrustning«, mens de imperialistiske modsætninger består, er det farligste af alle påfund. Selv om det blev realiseret ved hjælp af almindelig overenskomst - en åbenbar fantastisk antagelse! - ville det ikke på nogen måde forhindre en ny krig. Imperialisterne fører ikke krig fordi der er rustninger, tværtimod smeder de våben fordi de skal kæmpe. Mulighederne for en ny, meget hurtig oprustning findes i nutidens teknik. Ligegyldigt hvilke overenskomster, begrænsninger og »afrustninger« der findes, bevarer våbendepoterne, ammunitionsfabrikkerne, laboratorierne og de kapitalistiske industrier som en helhed deres magt. Tyskland, der blev afvæbnet af sine besejrere under den mest omhyggelige kontrol (som for resten er den eneste virkelige form for »afrustning«!) er takket være sine mægtige industrier igen blevet den europæiske militarismes fæstning. Det agter på sin side at »afruste« visse af sine naboer. Tanken om en så kaldt »gradvis nedrustning« betyder bare et forsøg på at nedskære overdrevne militærudgifter i fredstid. Det er et spørgsmål om pengebeholdninger og ikke om fredskærlighed. Men også dette arbejde forbliver uden virkning. Som følge af forskelligheder i geografisk beliggenhed, økonomisk magt og beherskelse af kolonier, vil ethvert trin i nedrustning uundgåelig ændre kræfternes samspil, til fordel for nogle og til skade for andre. Derfor det frugtesløse i de forsøg, der blev gjort i Geneve. Næsten tyve års forhandlinger og samtaler om nedrustning har kun ført til en ny oprustningsbølge, som langt overgår alt hvad vi tidligere har set. At bygge proletariatets revolutionære politik på et afrustningsprogram betyder at bygge det ikke på sand, men på et militaristisk røgtæppe.
Neddæmpningen af klassekampen til fordel for uhindret fremgang for et imperialistisk blodbad kan kun sikres ved bistand fra lederne af arbejdernes masseorganisationer. De slagord hvorunder dette arbejde blev gennemført i 1914: »den sidste krig«, »krig imod den tyske militarisme«, »krig for demokratiet«, har fået en meget ilde klang i de to sidste årtiers historie. Nu hedder det »kollektiv sikkerhed« og »al-mindelig afrustning«. Under forklædning af støtte til Folkenes Forbund, forbereder lederne af de europæiske arbejderorganisationer en ny udgave af »den hellige enhed«, noget der er ligeså nødvendig for krig som tanks, flyvere og den »forbudte« giftgas.
Tredje Internationale, Komintern, blev født af harmfuld protest imod socialpatriotisme. Men den revolutionære ånd som oktoberrevolutionen førte ind i den er for længst visnet. Komintern står nu under kommando af Folkenes Forbund, ligesom Anden Internationale, kun med en friskere beholdning af kynisme. Da den engelske socialist Sir Stafford Cripps kaldte Folkenes Forbund for en international samling af røvere, hvad der var mere uhøfligt end uretfærdigt, spurgte Londonbladet Times ironisk: »hvis det er tilfældet, hvordan kan man så forklare, at Sovjetunionen har sluttet sig til Folkenes Forbund?« Det er ikke let at svare herpå. Det er den måde hvorpå moskvabureaukratiet giver sin mægtige støtte til den socialpatriotisme, som oktoberrevolutionen bibragte et knusende slag.
Roy Howard forsøgte også at få dette punkt belyst. »Hvordan stiller det sig med planer og hensigter med hensyn til verdensrevolutionen?« spurgte han Stalin. »Vi har aldrig haft sådanne planer eller hensigter... det må være en misforståelse.« Howard: »en tragisk misforståelse?« Stalin: »nej, komisk, eller hvis De synes, så tragi-komisk.« Det er ordret citat. »Hvilken fare,« fortsatte Stalin, »kan de omgivende stater se i sovjetfolkets ideer, hvis disse stater virkelig sidder fast i sadlen?« Ja, men lad os antage, at intervieweren ville have sagt, at de nu ikke sidder så fast? Hvad så? Hertil føjede Stalin et endnu mere beroligende argument: »tanken om at eksportere en revolution er vrøvl. Hvert land kan lave sin egen revolution, hvis det ønsker det, og gør det ikke det, så bliver der ikke nogen revolution. Sådan ønskede vores land at lave en revolution og lavede den...« Vi har igen citeret ordret. Udfra teorien om socialisme i et enkelt land, er det en naturlig overgang til revolution i et enkelt land. For hvilket formål eksisterer da Internationalen? --kunne intervieweren have spurgt. Stalins beroligende forklaringer, der er blevet læst ikke bare af kapitalister, men også af arbejdere, er fulde, af huller. Førend »vores« land ønskede at lave en revolution, importerede vi ideen om marxismen fra andre lande og gjorde brug af udenlandsk revolutionær erfaring. Gennem årtier havde vi vore emigranter i udlandet, og de ledede kampen i Rusland. Vi modtog moralsk og materiel hjælp fra arbejderorganisationer i Europa og Amerika. Efter vor sejr organiserede vi i 1919 den Kommunistiske Internationale, Komintern. Vi forkyndte mere end én gang forpligtelsen for de landes proletariater, hvor revolutionen havde sejret, til at komme de undertrykte og oprørske klasser til hjælp, og det ikke bare med ideer, men om muligt, med våben. Heller ikke indskrænkede vi os til erklæringer. Vi hjalp arbejderne i Finland, Letland, Estland og Georgien med væbnede styrker. Vi gjorde et forsøg på at bringe hjælp til det oprørske polske proletariat ved den Røde Hærs togt mod Warszawa. Vi sendte organisatorer og befalingsmænd til hjælp for den kinesiske revolution. I 1926 samlede vi millioner af rubler ind til hjælp for de engelske strejkende. For tiden synes alt dette at have været en misforståelse. En tragisk? Nej, en komisk. Det er ikke noget under, at Stalin har erklæret, at livet i Sovjetunionen er blevet »muntert«. Selv Komintern er skiftet om fra en alvorlig til en komisk figur.
Stalin ville have gjort et mere overbevisende indtryk på sin interviewer, hvis han, i stedet for at rakke ned på fortiden, åbent havde stillet termidorpolitikken op imod oktobers. »I Lenins øjne« kunne han have sagt, »var Folkenes Forbund et redskab til forberedelse af en ny imperialistisk krig. Vi ser et fredsinstrument i den. Lenin talte om revolutionære kriges uundgåelighed. Vi betragter ideen om at eksportere revolution som vrøvl: Lenin fordømte et forbund mellem proletariatet og det imperialistiske bourgeoisi som forræderi. Vi driver af al vor magt proletariatet hen ad denne vej. Lenin gjorde det af med slagordet om afrustning under kapitalismen som et bedrageri overfor arbejderne. Vi bygger hele vor politik på dette slagord. »Deres tragikomiske misforståelse,« kunne Stalin have sluttet, »ligger i at De antager os for fortsættere af bolsjevismen, mens vi i virkeligheden er dens graverkarle.«
Den gamle russiske soldat, der var opdraget under den landlige kommunes patriarkalske forhold, udmærkede sig frem for alt: ved et blindt flokinstinkt. Suvarov, Katarine d. 2's og Paul d. I's overgeneral, var en fremragende hersker over en hær af feudalslaver. Den store franske revolution hengemte for al fremtid det gamle Europas og zartidens. Ruslands gamle krigskunst. Riget vedblev ganske vist at øges ved kæmpemæssige territoriale erobringer, men det vandt ikke flere sejre over de civiliserede nationers hære. En række ydre nederlag og indre uroligheder var nødvendige for under ild at få omstøbt nationalkarakteren. Den Røde Hær kunne kun være blevet dannet på en ny social og psykologisk basis. Flokmentaliteten og en rådløs underkasten sig naturen blev i de yngre slægtled erstattet af en ånd fyldt med dristighed og med en dyrkelse af teknikken. Sammen med en opvågnen af personligheden gik en hastig rejsning af den kulturelle standard. Analfabetiske rekrutter blev færre og færre. Den Røde Hær lader ikke nogen forlade sine rækker, der ikke kan læse og skrive. Al slags gymnastik og sport udviklede sig med stormende fart i hæren og rundt omkring den. Mellem arbejdere, funktionærer og studenter nød udmærkelsestegn for skydning stor popularitet: Om vinteren gav skiløb regimenterne en hidtil ukendt bevægelighed. Forbløffende resultater blev opnået med faldskærm, udspring, svævning og flyvning. Flyvning i nordpolsegne og op i stratosfæren er kendte af alle. Sådanne fine resultater taler om en hel bjergkæde af bedrifter.
Det er unødvendigt at idealisere den Røde Hærs' standard vedrørende organisation eller operationer i borgerkrigens år. For den unge kommandostab var disse år imidlertid en ilddåb. Den zaristiske hærs menige soldater og underofficerer rummede talenter af organisatorer og militære ledere, og de fik hærdet deres viljer i en kamp med et højt perspektiv. Disse selvskabte mænd blev mere end én gang slået ud, men i det lange løb sejrede de; De bedste iblandt dem gav sig så ivrigt til at studere. Mellem de nuværende højeste chefer, som klarede sig igennem borgerkrigens skole, har det overvældende flertal taget eksamen fra akademier eller specialkursus. Blandt de ældre officerer har omtrent halvdelen modtaget en højere militær uddannelse, resten er en mellemuddannelse. Militær teori gav dem; den nødvendige tankedisciplin, men ødelagde ikke den dristighed, der var kaldt til live af borgerkrigens dramatiske operationer. Denne generation er nu omkring 40–50 år, en alder med ligevægt i de fysiske og åndelige kræfter, hvor et dristigt initiativ bygger på erfarenhed og endnu ikke er bremset af den.
Partiet, den kommunistiske ungdom, fagforeningerne; uden hensyn til hvordan de opfylder deres socialistiske mission, administrationen af de nationaliserede, industrier, andelsforetagenderne, kolkhoserne, sovkhoserne, selv uden hensyn hvordan de opfylder deres økonomiske hverv, optræner utallige kadrer af unge administratorer og vænnes til at operere med menneskemasser og med forbrugsgoder i massevis og til at identificere sig med staten. De er kommandostabenes naturlige reserver. De unge studerende får en grundig træning, inden de bliver soldater og danner en anden reserve. Studenterne er grupperet i specielle 'træningsbataljoner, som i tilfælde af mobilisering nemt kan omdannes til nødskoler for kommandostabene. For at vurdere omfanget af denne kilde er det tilstrækkeligt at pege på, at antallet af disse kandidater fra de højere læreanstalter nu har nået 80,000 om året, at antallet af universitetsstudenter nu udgør mere end en halv million, og at antallet af samtlige studerende ved alle højere skoler nærmer sig 28 millioner.
På økonomiens og særlig på industriens område har den sociale revolution forsynet det nationale forsvar med fordele, som det gamle Rusland ikke kunne drømme om. Planlægningsmetoder betyder ifølge sagens natur en vedvarende mobilisering af industrien i regeringens hænder og gør det muligt at tage hensyn til forsvaret interesser, når man bygger og udstyrer nye fabriker. Samarbejdet mellem de levende og de mekaniserede styrker i den Røde Hær må stort set antages at stå på højde med Verdens bedste hære. På artilleriets område blev der allerede i løbet af den første femårsplan foretaget ny udrustning med afgjort held. Umådelige summer er givet ud til fremstilling af lastbiler og panserbiler, tanks og flyvemaskiner. Der er for tiden omtrent en halv million traktorer i landet. I 1936 vil 160.000 blive sat i gang med en samlet hestekraft på. 8,5 millioner. Bygningen af tanks går efter en lignende skala. Mobiliseringsplanerne for den Røde Hærkræver 30-40 tanks pr. kilometer på den aktive front. Som et resultat af verdenskrigen blev flåden reduceret fra 548.000. tons i 1917 til 82.000 i 1928. Her måtte vi begynde næsten fra bunden af. I januar 1936 bebudede Tukhasjevskij ved et møde i centraleksekutivkomiteen: »vi er ved at skabe en mægtig flåde. Vi vil først og fremmest koncentrere vore styrker på udviklingen af en undervandsflåde.« Den japanske marinestab er antagelig vel informeret med hensyn til fremskridtene på dette felt. Ikke mindre opmærksomhed viser man nu Østersøen. I de nærmeste år kan flåden dog kun på tage sig en hjælperolle i forsvaret af kystfronten.
Men luftflåden er vokset mægtigt. For over to år siden var en delegation af franske flyveingeniører, med pressens ord, »forbavsede og opmuntrede ved fremskridtene på dette område.« De havde lejlighed til særligt at overbevise sig om at den Røde Hær bygger et stigende antal tunge bombemaskiner med en aktionsradius på 1200-1500 kilometer. I tilfælde af krig i det fjerne Østen, ville Japans politiske og militære centrer blivegenstand for angreb fra sovjetkysten ved Vladivostock.
Ifølge oplysninger fremkomne i pressen regnede femårsplanen for den Røde Hær for 1935 med 62 flyveregimenter i stand til på én gang at bringe 5000 flyvemaskiner frem i ildlinien. Der er næppe tvivl om, at planen blev opfyldt, og sandsynligvis mere end det.
Flyvning er nøje knyttet til en industrigren, der. næsten ikke eksisterede i det zaristiske Rusland, men som i den sidste tid er gået frem med kæmpeskridt, nemlig kemien. Det er ingen hemmelighed, at sovjetregeringen, som i øvrigt også de andre regeringer i verden - ikke, et øjeblik tror på de ofte gentagne »forbud« mod brugen af giftgas. Det arbejde som de italienske civilisatorer udførte i Abessinien har atter klart vist, hvad disse humanitære begrænsninger af international banditvæsen er værd. Vi må antage, at imod enhver katastrofal overraskelse, hvad enten det er på den militære kemis eller den militære bakteriologis område de allermest hemmelighedsfyldte og djævelske foretagender der vil den Røde Hær være lige så godt udrustet som Vestens hære. Hvad angår kvaliteten af artikler fra de militære fabrikker, der rejser der sig en berettiget tvivl. Vi har noteret os, at i Sovjetunionen bliver redskaber til brug i produktionen bedre udført end forbrugsvarer. Hvor købere er indflydelsesrige grupper indenfor det herskende bureaukrati hæver produktets kvalitet sig betydelig over middel, som stadig ligger lavt. Den mest indflydelsesrige klient er krigsministeriet. Det er derfor ikke underligt, at ødelæggelsesmaskineriet er af bedre kvalitet, ikke bare end forbrugsvarerne, men også end redskaber til produktion. Militærindustrien er imidlertid en del af den samlede industri og afspejler om end i mindre grad, dens utilstrækkelighed. Voroshilov og.: Tukhasjevskij lader ingen lejlighed gå fra sig til at minde industrifolkene om at: »vi ikke altid er fuldt tilfredse med kvaliteten. af de produkter, som i forsyner den Røde. Hær med.« Under private sammenkomster udrykker de militære ledere sig antagelig mere kategorisk. Forsyningerne til soldaterne er som almindelig regel af lavere kvalitet end ammunitionen. Skoene er uslere end maskingeværerne. Men også flyvemotorerne ligger stadig bagefter de bedste vestlige typer, trods utvivlsomme fremskridt. I spørgsmålet om militært udstyr i det hele taget, er den gamle opgave stadig: så hurtigt som muligt at nå den fremtidige. fjendes. standard.
Det står værre til med landbruget. I Moskva siger man tit, at siden indtægterne fra industrien allerede har overskredet landbrugets, har Sovjetunionen alene af den grund skiftet over fra et landbrugs-industriland til et industri-landbrugsland. I. virkeligheden bestemmes de nye forhold mellem indtægterne ikke så meget af væksten i industrien som af landbrugets overordentlige lave trin. Den usædvanlige mildhed fra sovjetdiplomatiets side for nogle år siden overfor Japan forårsagedes blandt andet af alvorlige vanskeligheder med forsyningen af fødevarer., De sidste tre år har imidlertid bragt betydelig lettelse og tilladt skabelsen af væsentlige militærdepoter i Fjernøsten for forsyningen af fødevarer.
Det mest sårbare punkt i hæren er, hvor paradoksalt det end kan lyde, hesten. Under den blæst, der: stod om den fuldstændige kollektivisering blev omtrent 55 % af landets heste dræbt. Og tilmed behøver en nutidshær, trods motoriseringen, ganske som på Napoleons tid én hest for hver tre soldater. I de senere år er der imidlertid sket en gunstig vending heri. Hesteantallet .er igen i stigning. Under alle omstændigheder vil, en stat med 170 millioner mennesker altid være i stand til at mobilisere nødvendige fødevarelagre og hesten til fronten, selvom en krig skulle bryde ud i løbet af et par måneder, naturligvis på bekostning af civilbefolkningen. Men folkemasserne i alle lande kan i almindelighed i tilfælde af krig ikke forvente andet end sult, giftgas og epidemier.
Den store franske revolution skabte sin hær ved at sammensmelte de nye formationer med de kongelige liniebataljoner. Oktoberrevolutionen opløste den zaristiske hær fuldstændigt, og uden at der blev spor tilbage. Den Røde Hær blev bygget op fra ny lige fra bunden. Som tvilling til sovjetstyret delte den skælme med det i stort og småt. Dens umådelige store overlegenhed over zarens hær skyldtes helt den store sociale revolution. Den er imidlertid ikke forblevet uberørt af sovjetstyrets tiltagende degeneration. Tværtimod har denne fundet sine mest fuldkomne udtryk i hæren. Før vi forsøger at beskrive den Røde Hærs mulige rolle i en. fremtidig militær katastrofe, er det nødvendigt at dvæle et øjeblik ved udviklingen af dens ledende ideer og dens struktur.
Dekretet fra Sovjets folkekommissærer af 12. januar 1918, som lagde grunden til de regulære væbnede styrker, definerede deres mål i følgende ord: »med overførelsen af magten til de arbejdende og udbyttede klasser, er der opstået den nødvendighed at skabe en ny hær som skal være et bolværk for sovjetmagten ... og tjene som en støtte til de kommende socialistiske revolutioner i Europa.« Ved på den 1. maj at gentage »den socialistiske ed« – stadig ved magt siden 1918 – forpligter den unge Røde Hærs soldat sig til »for øjnene af de arbejdende klasser i Rusland og i hele verden, i kampen for socialismens sag og for folkeslagenes broderskab, ikke at spare sin styrke og heller ikke sit liv.« Når Stalin nu beskriver revolutionens internationale karakter som en »komisk misforståelse« og vrøvl, udviser han, foruden al det andet, en mangelfuld respekt for sovjetmagtens grundlæggende dekreter, som endnu til dato ikke er ophævet.
Hæren var naturligvis opfødt med de samme ideer som partiet og staten. Dens trykte love, journalistik, mundtlige agitation, var i lige grad inspireret af den internationale revolution som en praktisk opgave. Indenfor krigsministeriets vægge antog programmet for revolutionær internationalisme hyppigt overdrevne udtryk. Den afdøde S. Gussev, der engang stod i spidsen for hærens politiske administration. og følgelig nær forbundet med Stalin, skrev i 1921, i den officielle militære avis: »Vi forbereder proletariatets klassehær ... ikke blot til forsvar imod bourgeoisi-godsejernes kontrarevolution, men også til revolutionære krige (både defensive og offensive). imod de imperialistiske magter.« Tilmed dadlede Gussev direkte chefen for krigsministeriet [1] , fordi han ikke tilstrækkeligt forberedte den Røde Hær til dens internationale opgaver. Disse linjers forfatter, der i pressen svarede Gussev, mindede ham om, at i en revolutionær proces spiller en fremmed stats militærstyrker ikke en fundamental men en hjælpende rolle. Kun under gunstige omstændigheder kan de fremskynde knudens løsning og lette sejren. »Militær intervention er ligesom lægens fødselstang. Anvendt i rette tid, kan den lette fødslens smerte, anvendes den for tidligt kan den kun bringe forstyrrelse.« (Dec. d. 5. 1921). Vi kan desværre ikke her med tilstrækkelig udførlighed fremstille historien om dette ikke uvigtige problem. Vi skal dog bemærke, at den nuværende marskal Tukhasjevskij i 1921 sendte Komintern et brev, hvori han foreslog at skabe en »international generalstab« under hans overledelse. Dette interessante brev blev offentliggjort af Tukhasjevskij i et bind af hans artikler under den betegnende titel: »klassernes krig«. Den talentfulde, men undertiden alt for fremfarende befalingsmand, burde gennem trykte oplysninger have vidst, at »en international generalstab kun kunne opstå på basis af adskillige proletarstaters nationale stabe. Så længe det er umuligt, ville en international stab uundgåelig blive til en karikatur.« [2] Om ikke Stalin selv, som i almindelighed undgik at tage afgørende stilling til principspørgsmål, særlig nye, så stod i det mindste mange af hans fremtidige nære medarbejdere i disse år til »venstre« for partiets og hærens ledelse. Der var en ikke ringe portion naiv overdrivelse, eller om man foretrækker, »komisk; misforståelse«, i deres ideer. Er en stor revolution mulig uden noget sådant? Vi måtte tage en kamp op imod disse internationalismens venstre »karikaturer«, længe før det blev nødvendigt at vende vore våben imod den ikke mindre yderliggående karikatur, der gemte sig i teorien om »socialisme i et enkelt land.«
I modsætning til hvad der senere er blevet sagt herom, var det intellektuelle liv indenfor bolsjevismen under borgerkrigens hårdeste periode sydende ligesom et kildespring. I alle partiets og statsapparatets korridorer gik der hede diskussioner om alt muligt, og særligt om militære problemer. Ledernes politik måtte stå for en fri og hyppigt voldsom kritik. Da der var sket visse overgreb fra den militære censurs side, skrev den daværende chef for krigsministeriet i den førende militære avis: [3] »jeg er villig til at anerkende, at censuren har gjort en masse fejltagelser, og jeg anser det for meget nødvendigt, at vise, at denne respektable person får en mere beskeden plads. Censoren har at passe på militære hemmeligheder og det er ikke hans arbejde at blande sig i noget som helst andet.« (Febr. 23., 1919).
Problemet en international generalstab var bare en lille episode i en intellektuel strid som, når den holdtes indenfor grænserne af handlingsdisciplin, bare førte til dannelsen af noget som efter sin natur var en oppositionel klike indenfor hæren, i det mindste indenfor de højere kredse. En skole for »proletarisk militær lære«, hvortil hørte eller sluttede sig Frunze, Tukhasjevskij, Gussev, Voroshilov og andre, gik ud fra den a priori overbevisning, at den Røde Hær ikke kunne have noget til fælles med de nationale hære fra de kapitalistiske lande, hverken i sine politiske mål eller i sin struktur, strategi og taktik. Den nye herskende klasse må i enhver henseende have et klart militært system; man skulle bare til at skabe det. Under borgerkrigen blev det naturligvis begrænset til hovedsagelig at protestere principielt imod at gøre brug af »generaler« – tidligere officerer, det vil sige, fra zarens hær og spænde ben for overkommandoen i dens kamp mod lokale improvisationer og de hyppige brud på disciplinen. De yderliggående apostle for det nye evangelium forsøgte i de strategiske princippers navn og også i »manøvreringens« og i »offensivismens«, når den førtes til sin yderste konsekvens, endog at fornægte en centraliseret organisation af hæren, hvad de anså for hæmmende for revolutionært initiativ på fremtidige internationale slagmarker. Efter sit væsen var dette et forsøg på at overføre guerillametoderne fra den første periode af borgerkrigen til et vedvarende og omfattende system. En hel del af de revolutionære militærledere gik så meget mere ind for de nye lærdomme, som de end ikke ønskede at studere de gamle. Arnestedet for disse strømninger var Tzaritzyn (nu Stalingrad), hvor Budjonny, Voroshilov og senere Stalin, begyndte deres militære virksomhed.
Først efter borgerkrigens slutning blev der gjort et mere systematisk forsøg på at udforme disse nyopfindelser i et afsluttet system. Ophavsmanden var en af de mest fremstående hærledere i borgerkrigen, den afdøde Frunze, en tidligere politisk fange fra en arbejdslejr, og han blev understøttet af Voroshilov, og til en vis udstrækning af Tukhasjevskij. I virkeligheden var denne proletariske militære læresætning helt svarende til den om »proletarkulturen«, og delte fuldt ud dennes metafysiske skematisme.
I de få arbejder som denne retnings tilhængere har efterladt sig, blev en og anden praktisk. forskrift, som i almindelighed ikke var noget nyt, udledt ved en slutning fra en klicheagtig karakterisering af proletariatet som en international og angribende klasse, dvs. udfra, stive psykologiske abstraktioner og ikke udfra reale betingelser indenfor tid og sted. Marxismen blev i realiteten erstattet af ren og skær idealisme, skønt man evig og altid påberåbte sig den. Ganske bortset fra alvoren i disse tankefantasier, er det ikke svært i dem at se spiren til den hastige udvikling af tendensen til indbildskhed hos et bureaukrati, der ønskede at tro og få andre til at tro, at det var i stand til uden speciel forberedelse og endog uden de materielle fornødenheder, på alle områder at fuldbyrde historiske mirakler.
Den daværende krigsminister [4] svarede i pressen Frunze: »heller ikke jeg tvivler på, at hvis et land med en udviklet socialistisk økonomi fandt sig tvunget til at gå i krig med et bourgeoisiland, ville billedet af det socialistiske lands strategi blive helt anderledes. Men dette giver ikke noget grundlag for et forsøg på i dag at få en ny »proletarisk« strategi ved bare at sutte på fingeren... Ved at udvikle en socialistisk økonomi, ved at hæve massernes kulturelle niveau, vil vi uden tvivl berige militærkunsten med ny metoder.« Men det er alligevel nødvendigt flittigt at lære af de fremskredne kapitalistiske lande og ikke forsøge at slutte sig til en ny strategi ud fra proletariatets revolutionære natur efter spekulative metoder.« (1. april 1922).
Arkimedes lovede at ville bevæge jorden, hvis man gav ham et sted at stå på. Det var ikke dårlig sagt. Det skulle imidlertid nok have vist sig, at hvis man havde skaffet ham det nødvendige ståsted, var det bleven til, at han hverken havde en løftestang eller magt til at bringe den i virksomhed. Den sejrrige revolution gav os et nyt ståsted, men for at kunne bevæge jorden, er det stadig nødvendigt at skaffe os løftestænger.
»Den proletariske militærteori« blev forkastet af partiet ligesom den ældre søster »teorien om proletarisk kultur«. I tidens løb kom deres veje imidlertid til at skilles, så vidt det kan ses. »Den proletariske kultur«s banner blev hejst af Stalin og Bukharin, ganske vist uden synlige resultater, i løbet af syvårsperioden, mellem proklamationen af »socialisme i ét land« og afskaffelsen af alle klasser (1924-31). »Den proletariske militærteori« fik derimod aldrig nogen hjælp til rejsning, til trods for, at dens tidligere talsmænd snart stod ved statens ror. Den ydre forskel på disse to så nøje forbundne teoriers skæbne er af dyb betydning for udviklingen af sovjetsamfundet. »Proletarisk kultur« vedrørte immaterielle tings og bureaukratiet var så meget mere gavmild med at yde dette moralske vederlag til proletariatet, som det på det groveste stødte proletariatet fra magten.
En militærteori går derimod lige til marven, ikke bare af forsvarsinteresse, men af den herskende klikes interesse. Her var ikke stedet til ideologiske narrestreger. De tidligere modstandere af »generalernes« udnævnelse var i mellemtiden selv blevet »generaler«. Dem der profeterede om en international generalstab havde bøjet hovedet under devisen om »det enkelte lands« generalstab. »Klassernes kamp« var erstattet af teorien om »kollektiv sikkerhed«. Perspektivet med verdensrevolution gav plads for en dyrkelse af status quo: For at inspirere tillid til mulige allierede og for ikke at. irritere fjenderne, gjaldt det nu om for enhver pris at adskille lig så lidt som muligt fra de kapitalistiske hære, men at ligne dem så meget som muligt. Bag disse ændringer i teorien og i oppudsningen af facaden fandt der sociale processer sted af historisk betydning. Året 1935 var for hæren en slags dobbelt statsrevolution, både vedrørende militssystemet og kommandostaben.
I hvor høj grad svarer Sovjets væbnede styrker ved slutningen af deres tilværelses andet tiår til den type, som det bolsjevikiske parti indskrev på sit banner?
Det proletariske diktaturs hær burde, ifølge sit program, have »en åbenlys klassekarakter«, det vil sige være sammensat udelukkende af proletariatet og af de halvproletariske lag blandt bønderne, der stod dem nær. Kun i tilknytning til afskaffelsen af klasserne vil sådan en klassehær kunne omskabe sig til en national socialistisk milits.« Skønt partiet udsatte hærens almindelige folkekarakter til et senere tidspunkt, afviste det på ingen måde militssystemet. Tværtimod, lyder en resolution fra den 8. kongres i marts 1919: »Vi arrangerer militsen på en klassebasis og omdanner den til en sovjetmilits.« Målet for den militære opgave blev defineret som den gradvise skabelse af en hær »så vidt muligt ved metoder hentet udenfor kaserner, det vil sige med en opbygning nær op til arbejderklassens arbejdsbetingelser.« I det lange løb skulle alle hærens divisioner territorialt falde sammen med fabrikkerne, minerne, landsbyerne, landbrugskommuner og andre organiske grupperinger, »med en lokal kommandostab, med lokale våbenforråd og alle forsyninger.« En regional, skolemæssig, industriel og sportslig samling af ungdommen skulle erstatte den korpsånd, der blev indpodet i kasernerne og forme bevidst disciplin uden at et professionelt officerskorps løftede sig op over hæren.
Men en milits kræver imidlertid en solid økonomisk basis, ligegyldigt hvor godt den svarer til et socialistisk samfunds natur. En regulær hær lever under kunstigt skabte betingelser. En hær der direkte er tilknyttet de forskellige landdistrikter afspejler derfor mere direkte landets virkelige tilstand. Jo lavere kulturtrinnet er og jo skarpere skellet er mellem land og by, des mere ufuldkommen og uensartet vil militsen være.
Manglen på jernbaner, landeveje og vandveje, sammen med knaphed på biler, dømmer territorialhæren til yderst langsomme bevægelser i de første af krigens kritiske uger eller måneder. For at sikre et forsvar af grænserne under mobilisering, strategiske overførsler og koncentrationer, er det foruden territorialtropperne nødvendigt også at have regulære tropper. Den Røde Hær var fra selve begyndelsen skabt som et. nødvendigt kompromis mellem de to systemer, med eftertryk på de regulære tropper.
I 1924 skrev hærens daværende chef: [5] »vi må altid have to omstændigheder for øje: om end selve muligheden for at gå over til militssystemet først skabtes ved oprettelse af sovjetstyret, blev dog tempoet i forandringen bestemt af de almindelige betingelser for landets kultur, teknik, befordringsmidler, læsefærdighed osv. De politiske forudsætninger for en milits ligger fast hos os, hvorimod de økonomiske og kulturelle er langt bagefter.«
Hvis de nødvendige materielle betingelser fandtes, ville territorialhæren ikke bare ikke stå tilbage for den regulære hær, men langt overgå den. Sovjetunionen må betale dyrt for sit forsvar, fordi den ikke er tilstrækkelig rig til det billigere militssystem. Det er ikke noget at undre sig over. Det er netop på grund af sin fattigdom, at sovjetsamfundet har hængt det meget bekostelige bureaukrati om halsen på sig.
Det er hele tiden det samme problem, misforholdet mellem det økonomiske grundlag og den sociale overbygning der med mærkelig regelmæssighed viser sig på ethvert område i samfundslivet, på fabrikken, på kolkhosen, i familien, i litteraturen og i hæren. Grunden til alle disse forhold er modsætningen mellem produktivkræfternes lave niveau, lavt selv udfra et kapitalistisk standpunkt, og ejendomsformer der principielt er socialistiske. De nye sociale forhold hæver kulturen. Men den utilstrækkelige kultur trækker de sociale former nedad. Sovjetvirkeligheden er resultater af disse to tendenser. I hæren kan man måle denne med tilstrækkelig nøjagtige udtryk, takket være klarheden i dens opbygning. Forholdet mellem regulære tropper og milits kan bruges til at angive den virkelige bevægelse hen i mod socialismen.
Naturen og historien har forsynet sovjetstaten med åbne grænser, der ligger over 10.000 kilometer fra hinanden og med en ringe befolkningstæthed og dårlige veje. Mens den gamle militære ledelse sang på sit sidste vers, anmodede den d. 15. oktober 1924 landet om endelig ikke at glemme følgende: at i de nærmeste år måtte skabelsen af en milits nødvendigvis have en forberedende karakter. Hvert påfølgende skridt må først foretages efter en grundig undersøgelse af gavnligheden af det foregående. Men med 1925 begyndte et nyt tidehverv. De tidligere forkyndere af den proletariske militære teori kom til magten. I virkeligheden var territorial-hæren i den dybeste modsætning til ideen om »offensivismen« og »manøvrismen«, hvormed skolen havde åbnet sin løbebane. Men de havde begyndt at glemme verdensrevolutionen. De nye ledere håbede at undgå krig ved at »neutralisere« bourgeoisiet. I løbet af de nærmeste år var 74 % af hæren reorganiseret på militsbasis!
Så længe Tyskland forblev afvæbnet og tilmed »venligsindet«, blev moskvageneralstabens overslag over forsvaret af de vestlige grænser baseret på militærstyrkerne hos de umiddelbare naboer: Rumænien, Polen, Litauen, Letland, Estland, Finland, med sandsynlig materiel hjælp fra de stærkeste af fjenderne, hovedsagelig Frankrig. I denne fjerne epoke (som endte i 1933) blev Frankrig endnu ikke betragtet som en af forsynet sendt »fredsven«. Randstaterne kunne tilsammen sende omtrent 120 divisioner infanteri, tilnærmelsesvis 3.500.000 mand, i marken. Den Røde Hærs mobiliseringsplaner forsøgte at sikre sig på den vestlige grænse med en første klasses hær, der beløb sig til samme antal. I det fjerne Østen, som under alle betingelser ville blive krigsskueplads, ville det kun dreje sig om hundrede tusinder, og ikke millioner. Hver hundrede kæmpende behøver i løbet af et år tilnærmelsesvis 75 mand til at udfylde tabene. To års krig ville tappe landet for omtrent ti-tolv millioner mand, ikke medregnet dem der vender tilbage fra hospitalerne til aktiv tjeneste. Den Røde Hær talte i 1935 i alt 562.000 mand, med G.P.U. tropperne 620.000, med 40.000 officerer. Tilmed var i begyndelsen af 1935, som vi allerede har sagt, 74 % i de territoriale divisioner, og kun 26 % i den regulære hær. Kunne man finde et bedre bevis for, at den socialistiske milits havde sejret, om ikke med 100 %, så i det mindste med 74, og i enhver henseende »endeligt og uigenkaldeligt«?
Imidlertid blev alle disse beregninger, i sig selv ret betingede, hængende i luften, efter at Hitler var kommet til magten. Tyskland begyndte med feberagtig hast at ruste op og først og fremmest imod Sovjetunionen. Udsigten til et fredeligt samliv med kapitalismen visnede pludselig. Den militære fare der hastigt nærmede sig, tvang sovjetregeringen til radikalt at ændre den Røde Hærs struktur, og samtidig at bringe antallet af væbnede styrker op til 1.300.000. For tiden indeholder den 77 % regulære, eller såkaldte »kaldre«-divisioner, og kun 23 % territoriale! Denne sprængning af territorialhæren ligner lidt for meget en opgivelse af militssystemet, med mindre man glemmer, at en hær ikke behøves i fredstid, men lige netop på den tid, hvor der er militær fare. Hermed har den historiske erfaring, der giver sig af med et område der mindst af alle er sindet at tolerere spøg, hensynsløst afsløret, at kun så meget er vundet »endeligt og uigenkaldeligt«, som er garanteret af samfundets produktionsgrundlag.
Ikke desto mindre synes nedgangen fra 74 til 23 % kolossal. Vi kan ikke antage, at det er bragt i stand uden et »venligt« tryk fra den franske generalstab. Det er endnu mere sandsynligt, at bureaukratiet greb et belejligt påskud til dette skridt, der i høj grad var dikteret af politiske overvejelser. Militsens divisioner kommer ifølge selve deres karakter i direkte afhængighed af befolkningen. Dette er en hovedfordel ved systemet set fra et socialistisk synspunkt. Men det er også faren ved det set fra Kremts synspunkt. Det er netop på grund af denne hærens nøje tilknytning til folket, at militærautoriteterne i de fremskredne kapitalistiske lande, hvor det teknisk let lod sig løse, afviser militsen. Den stærke gæring indenfor den Røde Hær under den første femårsplan var uden tvivl et alvorligt motiv til afskaffelsen af de territoriale divisioner.
Vor fremstilling ville uimodsigelig kunne bekræftes ved et nøjagtigt diagram over den Røde Hær, forud for og efter modreformen. Vi har imidlertid ikke sådanne data, og selv om vi havde dem, ville vi anse det for umuligt at bruge dem. Men der er en kendsgerning, tilgængelig for enhver, der ikke tillader to fortolkninger: på den tid da sovjetregeringen reducerede militsens relative styrke i hæren til 51 %, genopbyggede den kosaktropperne, den eneste militsformation i zarens hær! Kavaleriet har altid været den privilegerede og mest konservative del af en hær. Kosakkerne har tilmed altid været den mest konservative del af kavaleriet. Under krigen og revolutionen tjente de som en politistyrke, først for zaren og så for Kerenskij. Under sovjetmagten forblev de hele tiden kontrarevolutionære som Vende-partisanerne i den franske revolution. Kollektiviseringen, der tilmed blev gennemført blandt kosakkerne under særlige voldsmetoder, har naturligvis endnu ikke ændret deres traditioner og mentalitet. Tilmed har kosakkerne ved en undtagelseslov generhvervet deres ret til at eje deres heste. Det har naturligvis heller ikke skortet på begunstigelser på andre områder. Kan man nære tvivl om, at disse ryttere fra stepperne igen er på de privilegeredes side imod de undertrykte? På baggrund af de uophørlige undertrykkelsesforanstaltninger mod arbejderungdommen, er genindførelsen af kosakdistinktioner og -frisyrer uden tvivl et af de klareste udtryk for termidor!
Et langt mere dræbende slag imod oktoberrevolutionens principper blev ført ved dekretet om at genindføre hele bourgeoisiets pragtudfoldelse indenfor officerskorpset. Den Røde Hærs kommandostab voksede med sine mangler, men også med sine uvisnelige fortjenester, ud af revolutionen og borgerkrigen. Ungdommen for hvem selvstændig politisk aktivitet er lukket land, forsyner uden tvivl den Røde Hær med et ikke ringe antal dygtige befalingsmænd. På den anden side kan den fremadskridende degeneration i statsapparatet på sin side ikke undgå at genspejle sig i brede kredse af kommandostaben. Da Voroshilov på en af de offentlige konferencer fremkom med nogle selvfølgeligheder om officerernes pligt til at være mønstre for deres folk, fandt han det nødvendigt netop i denne forbindelse at komme med denne tilståelse: »uheldigvis har jeg her ikke noget særligt at prale med, de menige rækker gør fremskridt, mens de kommanderende grader hinker bagefter.« »Officererne er ofte ude af stand til at svare på en passende måde«, o.v. En bitter tilståelse fra den i hvert formelt mest ansvarlige leder af hæren - en tilståelse egnet til at skabe uro, men ikke overraskelse.
Hvad Voroshilov siger om officererne, gælder alle bureaukrater. Naturligvis nærer taleren selv ikke nogen forestilling om, at de herskende øverste cirkler kunne blive regnet til dem der »hinker;. bagefter«. Det er ikke underligt, at de altid og alle steder råber højt op og vredladent stamper i jorden og giver ordrer til alle om at »gøre jeres bedste«. Der er simpelt hen denne ukontrollerede klike af »ledere«, som Voroshilov selv hører til, som er hovedårsagen til tilbageståenhed og rutine og til meget andet.
Hæren er en kopi af samfundet og lider af alle dets sygdomme, sædvanlig med højere temperatur. Krigens håndværk er alt for strengt til at det kan klares ved opdigtning og forfalskning. Hæren behøver kritikkens friske luft. Kommandostaben behøver demokratisk kontrol. Den Røde Hærs organisatorer var fra første færd klar over dette og anså det med det for øje for nødvendigt at få arrangeret valg af officererne. »Fremvæksten af en indre solidaritet indenfor afdelingerne, udviklingen af en kritisk holdning hos soldaten over for ham selv og hans officerer...« siger et grundlæggende partidekret om militære problemer, »vil skabe gunstige betingelser hvorunder princippet om valget af det kommanderende personel kan få videre og videre anvendelse.« Femten år efter at dette dekret var vedtaget - lang tid nok, skulle man synes, til at den indre solidaritet og selvkritikken kunne nå at modnes - har de herskende kredse vendt sig lige den modsatte vej.
I september 1935 hørte den civiliserede menneskehed, venner og fjender i samme grad med overraskelse, at den Røde Hær nu skulle krones med en officerskaste, begyndende med løjtnanten og endende med marskallen. Ifølge Tukhasjevskij, den virkelige chef for krigsministeriet, »vil indførelsen af militære titler fra regeringens side skabe en mere sikker basis for udviklingen af officerskadrer og tekniske kadrer«. Denne forklaring er bevidst tvetydig. Officerskadrene bliver frem for alt styrket ved soldaternes tillid. Det var netop af denne grund, at den Røde Hær begyndte med at likvidere officerskorpset. Genrejsningen af denne officerskaste er ikke i mindste måde krævet i de militære sagers interesse. Det er stillingen som kommanderende officer og ikke rangen der er vigtig. Ingeniører og læger har ingen rang, men samfundet finder alligevel midler til at anbringe enhver af dem på den plads, hvor der er brug for dem. Retten til en kommandopost garanteres af studium, anlæg, karakter og erfarenhed, og kræver vedvarende og tilmed individuel vurdering. En majorsrang føjer ikke noget til den der kommanderer en bataljon. Ophøjelsen af de 5 ældste hærchefer i den Røde Hær til marskaller, giver dem hverken nye talenter eller et tillæg af kraft. Det er ikke hæren, der således reelt modtager en »stabil basis«, men officerskorpset, og det må betales med dets fjernhed fra hæren. Reformen tilsigter et rent politisk formål: at give officererne en ny social betydning. Molotov har defineret dekretets mening udtømmende: »at fremhæve betydningen af vor hærs ledende kadrer«. Og dette er endda ikke alene begrænset til indførelsen af titlerne. Det ledsages af et fremskyndet boligbyggeri for kommandostabene. I 1936 skal der bygges 47,000 værelser og 57 % mere end i sidste år skal anvendes til lønninger. »At fremhæve betydningen af de ledende kadrer« betyder at binde officererne tættere sammen med de herskende kredse på bekostning af sammenholdet i hæren.
Det er værd at notere, at reformatorerne ikke anså det for nødvendigt at opfinde nye titler for de genophøjede rangs-personer. Tværtimod, de ønskede åbenlyst at holde trit med Vesten. Samtidig afslørede de deres achilleshæl ved ikke at turde genoplive generaltitlen, som hos det russiske folk havde en alt for ironisk klang. Ved at bebude de fem militære højheders ophøjelse til marskaller, - det skal lige bemærkes, at valget af de fem snarere skete udfra deres personlige loyalitet overfor Stalin, end for begavelse eller fortjenester - glemte pressen ikke at minde sine læsere om zarens hær, dens »krybende underdanighed overfor kaste og rang«. Hvorfor så sådan en slavisk efterligning af den? Ved at skabe nye privilegier anvender bureaukratiet ved hvert skridt de argumenter, der engang tjente til ødelæggelse af de gamle privilegier. Uforskammethed forener sig med fejhed, og dertil føjes i stigende grad hykleri.
Hvor overraskende det end ved første øjekast kan være at se den officielle genopståen af »krybende underdanighed overfor kaste og rang«, må vi indrømme, at regeringen havde ringe frihed til at vælge. Udnævnelse af officerer på grundlag af personlige kvalifikationer kan alene ske på betingelse af frit initiativ og kritik i hæren selv og kontrol over hæren gennem den offentlige mening i landet. Streng disciplin kan udmærket godt forenes med et bredt demokrati og vil ligefrem kunne sætte sin lid til det. Ingen hær kan imidlertid være mere demokratisk end det styre der opretholder den: Kilden til bureaukratismen med sin rutine og omstændelighed er ikke et specielt behov hos militæret, men et politisk behov hos den herskende klike. I hæren finder dette behov bare sit mest fuldendte udtryk. Officerskastens genopståen 18 år efter at den revolutionært blev afskaffet, vidner på samme måde om det svælg, der skiller herskerne fra de beherskede, om det tab af lederegenskaber indenfor sovjethæren, der gav den navnet »Den Røde«, og om den kynisme hvormed bureaukratiet udstyrer konsekvenserne af denne demoralisation med lovens ord.
Bourgeoisiets presse har rost denne modreform som den fortjener. Den franske officielle avis, Le Temps skrev 25 sept 1935: »Denne ydre omformning er et af tegnene på den dybtgående ændring, som nu finder sted over hele Sovjetunionen. Styret der nu er solidt befæstet, bliver gradvis stabiliseret. Revolutionære vaner og skikke giver inden for sovjetfamilien og sovjetsamfundet plads for følelser og skikke der stadig er fremherskende indenfor de såkaldte kapitalistiske lande. Sovjetterne bliver gjort borgerlige.« Man behøver ikke at tilføje et eneste ord til denne bedømmelse.
Militær fare er kun ét udtryk for Sovjetunionens afhængighed af den øvrige verden og følgelig et argument imod den utopiske ide om et isoleret socialistisk samfund. Men det er først nu at dette ildevarslende »argument« fremføres.
På forhånd at opregne alle de faktorer der indgår i det kommende blodige opgør mellem nationerne ville være en håbløs opgave. Selv om en sådan a priori beregning var mulig, vil interessekonflikten altid ende med et fredeligt forlig ved bogholderes hjælp. I krigens blodige ligning er der alt for mange ubekendte størrelser. Der er i hvert fald på Sovjetunionens side umådelige gunstige faktorer, både arvede fra fortiden og skabt af det nye styre. Erfaringen fra interventionen under borgerkrigen viste mere end én gang, at Ruslands største fordel var og, vedbliver at være dets store udstrækning. Udenlandske imperialister styrtede i løbet af få dage Sovjetungarn, selv om man ikke må glemme, at de fik hjælp fra den jammerlige Bela Kun-regering. Sovjetrusland kæmpede imod interventionen hele tre år, skønt den lige fra begyndelsen var afskåret fra omverdenen. På visse tider var revolutionsterritoriet reduceret til næsten kun det som udgjorde det gamle fyrstendømme Moskva. Men selv det viste sig tilstrækkeligt til at holde ud, og i det lange løb sejre.
Ruslands anden store fordel er dets reserver af mennesker. Med en tilvækst af 3 millioner årlig er folkemængden nu mere end 170 millioner. Rekruttering af en enkelt årgang beløber sig til 1.300.000 mand. Selv den strengeste udsortering, både fysisk og politisk, vil ikke ramme mere end 400.000. Reserverne, som teoretisk regnes fra 18–20 millioner, er praktisk talt ubegrænsede.
Men naturen og mennesket er kun krigens råmaterialer. Den såkaldte militære »potential« afhænger først og fremmest af statens økonomiske styrke. På dette område er Sovjetunionens fordele uhyre store i sammenligning med det gamle Rusland. Planøkonomien har hidtil, som vi har sagt, givet det de største fordele udfra et militært synspunkt. Industrialiseringen af de fjerntliggende egne, særlig Sibirien, har givet steppe- og skovdistrikterne fuldstændig nye værdier. Men alligevel er Sovjetunionen stadig et tilbagestående land. Den lave arbejdsproduktivitet, produkternes ujævne kvalitet, svagheder i transportmidlerne, bliver kun til en vis grad opvejet af landets omfang og af folketallet. I fredstid kan udjævningen mellem de to fjendtlige økonomistyrker stilles i bero, i lang tid, men under ingen omstændighed evigt – ved hjælp af politiske ordninger, frem for alt ved monopoliseringen af udenrigshandelen.. Under en krig foretages prøven direkte på slagmarken. Deraf faren.
Skønt militære nederlag sædvanligvis medfører store politiske forandringer, fører de ikke altid i og for sig til forstyrrelse af samfundets økonomiske grundlag. Et socialt styre der garanterer en højere udvikling af velfærd og kultur, kan ikke styres af bajonetter. Tværtimod vil sejrherrerne overtage de besejredes institutionel og skikke, hvis disse står på et højere udviklingstrin. Ejendomsformer kan kun omstyrtes ved militærmagt, når de står i et stærkt modsætningsforhold til landets økonomiske grundlag. Et nederlag for Tyskland i en krig med Sovjetunionen ville uundgåelig resultere i, at ikke bare Hitler blev knust, men også det kapitalistiske system. På den anden side kan man ikke betvivle, at et militært nederlag ville vise sig skæbnesvangert ikke bare for Sovjets herskende klike, men også for Sovjetunionens sociale fundamenter. Ustabiliteten i den nuværende struktur i Tyskland er i virkeligheden betinget af den kendsgerning, at dets produktive kræfter for længe siden er vokset fra det kapitalistiske ejendomsforhold. Ustabiliteten i Sovjetstyret skyldes tværtimod den kendsgerning, at dets produktivkræfter langt fra er vokset op til de socialistiske ejendomsformer. Et militært nederlag truer Sovjetunionens sociale grundlag af selve den grund, at dette grundlag under fredelige forhold kræver et bureaukrati og et monopol for udenlandshandel – det vil sige, på grund af dets svaghed.
Kan vi imidlertid forvente at Sovjetunionen kan slippe ud af den kommende krig uden nederlag? Overfor dette frejdigt stillede spørgsmål, vil vi lige så frejdigt svare: hvis krigen bare forbliver en krig, vil Sovjetunionens nederlag være uundgåeligt. I teknisk, økonomisk og militær forstand er imperialismen uden sammenligning stærkere. Hvis ikke imperialismen i Vesten lammes af revolution, vil den feje det regime væk, der fremstod af oktoberrevolutionen.
Man kan måske svare, at »imperialismen« er en abstraktion, fordi den er alt for splittet af modsætninger. Det er helt rigtigt, og var det ikke for disse modsætningers skyld, ville Sovjetunionen for længst være forsvundet fra skuepladsen. Sovjetunionens diplomatiske og militære overenskomster er til dels baseret herpå. Men det ville dog være en skæbnesvanger fejltagelse ikke at se at der er grænser, som disse modsætninger ikke kommer ud over. Lige som striden mellem bourgeoisiet og småbourgeoisiet, fra de mest reaktionære til socialdemokraterne, viger for den umiddelbare trussel fra en proletarisk revolution, sådan vil imperialistiske modsætningsforhold altid finde frem til et kompromis, når det gælder at sætte bom for Sovjetunionens militære sejr.
Diplomatiske overenskomster er, som en vis kansler med nogen ret bemærkede, kun »papirlapper«. Det står ikke skrevet noget steds, at de skal leve bare lige til krigens udbrud. Ikke en eneste af traktaterne med Sovjetunionen vil overleve den umiddelbare trussel om en social revolution noget steds i Europa. Lad den politiske krise i Spanien, for ikke at tale om Frankrig, gå ind i en revolutionær fase, og straks vil det håb som Lloyd George satte til Hitler som frelsermand, med uimodståelig kraft besætte alle bourgeoisiregeringer. På den anden side, vil der ikke blive spor tilbage af sovjettraktaterne, hvis den ustabile situation i Spanien, Frankrig, Belgien osv. skulle ende i en triumf for reaktionen. Og hvis endelig »papirlapperne« skulle kunne bevare deres gyldighed under den første periode af de militære operationer, er der ikke tvivl om, at kræfternes gruppering i krigens afgørende fase vil blive bestemt af faktorer, der vil være af umådeligt større betydning end diplomaternes ed, disse professionelle menedere.
Situationen ville naturligvis være radikalt anderledes, hvis de borgerlige allierede modtog materielle garantier for, at moskvaregeringen stod på deres side, ikke bare i krigens skyttegrave, men også i klassens skyttegrave. Ved at udnytte vanskelighederne i Sovjetunionen, som vil komme mellem dobbelt ild, vil de kapitalistiske »fredsvenner« naturligvis benytte alle midler til at bryde monopolet for udenrigshandel og Sovjets ejendomslovgivning. Den voksende »forsvars« bevægelse blandt de hvide emigranter i Frankrig og i Tjekkoslovakiet fylder sig helt med den slags forhåbninger. Og hvis man tænker sig, at verdens stridsproblemer kun vil blive spillet igennem på det militære plan, vil de allierede have en stor chance for at opnå deres mål. Uden at revolutionen blander sig ind i det, må. Sovjetunionens sociale grundlag blive knust, ikke bare i et tilfælde af nederlag, men også efter en sejr.
For mere end to år siden forkyndte en programudtalelse: »Fjerde Internationale og Krigen« dette perspektiv med følgende ord: »under indflydelse af statens trængende behov for de simpleste nødvendighedsartikler, vil de individualistiske tendenser inden for bondeøkonomien modtage en betydelig styrkelse, og de centrifugale kræfter indenfor kolkhoserne vil tage til for hver måned... I den ophedede atmosfære under en krig må vi forvente... en tiltrækning af allieret kapital, et sammenbrud for monopolet for udenrigshandel, en svækkelse af statskontrollen med trusterne, en skærpelse af konkurrencen mellem trusterne, konflikter mellem trusterne og arbejderne osv.... Med andre ord, hvis verdensproletariatet i tilfælde af en lang krig forholder sig passivt, vil de indre sociale modsætninger i Sovjetunionen ikke blot kunne, men de vil nødvendigvis føre, til en bourgeoisi-bonapartistisk modrevolution.« Begivenhederne i de sidste to år har fordoblet styrken i denne prognose.
De foranstående betragtninger fører aldeles ikke til såkaldte »pessimistiske« slutninger. Hvis vi ikke ønsker at lukke øjnene for den kapitalistiske verdens umådelige materielle overlegenhed, og heller ikke hverken for det uundgåelige bedrageri fra de imperialistiske »allieredes« side eller for sovjetstyrets indre modsætninger, er vi på den anden side ikke i nogen måde tilbøjelig til at overvurdere stabiliteten i det kapitalistiske system, hverken i fjendtlige eller allierede lande. Længe før en udmattelseskrig til bunds kan måle samspillet mellem de økonomiske kræfter, vil den have sat de forskellige styrers stabilitet på prøve. Alle der for alvor teoretiserer over fremtidige folkekrige regner alvorligt med mulighederne for, ja uundgåeligheden af en revolution. Den tanke man gang på gang hører i visse kredse, om små »professionelle« hære, afslører i selve sin fantasifuldhed frygten for realiteten, frygten for et bevæbnet folk, selv om tanken næppe er mere realistisk end tanken om heltetvekamp i stil med David og Goliath. Hitler forsømmer aldrig en lejlighed til at indskærpe sin »kærlighed til fred« samtidig med at hentyde til uundgåeligheden af en ny bolsjevikfremstormen i tilfælde af en krig i den vestlige verden. Den magt der for tiden holder igen overfor krigens vanvid, er ikke Nationernes Forbund, ikke de gensidige sikkerhedspagter, ikke pacifistafstemninger, men ene og alene de herskende klassers gavnlige frygt for revolutionen.
Sociale styrer må ligesom alle andre foreteelser vurderes i sammenligning med andre. Trods alle sine indre modsætninger har sovjetstyret, hvad stabilitet angår, umådelige fordele frem for sine sandsynlige modstanderes styrer. Selve muligheden af Nazis herredømme over det tyske folk skabtes af de utålelige sociale spændinger i Tyskland. Disse spændinger er ikke blevet fjernet, end ikke svækket, men bare undertrykt, ved fascismens åg. En krig vil bringe dem op på overfladen. Hitler har langt færre chancer end Wilhelm d. 2 til at føre en krig til sejr. Kun en revolution i rette tid kan ved at redde Tyskland fra krig, frelse det fra en ny tilintetgørelse.
Verdenspressen betegnede for nylig japanske officerers blodige anfald på japanske regeringsmedlemmer som en uklog manifestation af en alt for glødende patriotisme. I virkeligheden hører disse attentater, trods forskellen i ideologien til samme historiske type som de russiske nihilisters bomber imod det zaristiske bureaukrati. Japans befolkning kvæles under åget af kombinationen af den asiatiske jordpolitik og den højmoderne kapitalisme. Korea, Manshukuo og Kina vil rejse sig imod det japanske tyranni ved den første svækkelse af den militære knibtang. En krig vil bringe de største sociale katastrofer over mikadoens rige.
Situationen i Polen er ikke stort bedre. Pilsudskis styre der er det goldeste af alle regimer, har vist sig ude af stand til bare at mildne bøndernes landbrugsslaveri. Det vestlige. Ukraine (Galizien) lever under hård national undertrykkelse. Arbejderne ryster samfundet ved ustandselige strejker og tumulter. Det polske bourgeoisi søger at sikre sig ved et forbund med Frankrig og ved venskab med Tyskland, men er ved sine manøvrer ude af stand til at ordne noget som helst uden at fremskynde krigen og der finde en mere sikker død.
Krigsfaren og Sovjetunionens nederlag er en realitet, men revolutionen er også, en realitet. Hvis revolutionen ikke forhindrer krigen, så vil krigen hjælpe revolutionen. Andengangs fødsler er i almindelighed lettere end førstegangs. I den nye krig vil det ikke være nødvendigt at vente hele to et halvt år på den første opstand. Og éngang begyndt vil revolutionen tilmed denne gang ikke stoppe ved halvvejen. Sovjetunionens skæbne vil i det lange løb blive afgjort, ikke på generalstabenes kort, men på klassekampens kort. Kun det europæiske proletariat kan, når det uforsonlig har vendt sig mod bourgeoisiet, også når dette befinder sig i samme lejr som »fredsvennerne«, beskytte Sovjetunionen mod ødelæggelse eller fra et »allieret« dolkestød i ryggen. Selv et militært nederlag for Sovjetunionen ville kun blive en kort episode, i det tilfælde at proletariatet sejrer i andre lande. Men på den anden side er der ikke nogen sejr der kan redde arven fra oktoberrevolutionen, hvis imperialismen holder ud i resten af verden.
Sovjetbureaukratiets lakajer siger, at vi »undervurderer« Sovjetunionens indre styrke, den Røde Hær osv., ligesom de har sagt, at vi »nægter» muligheden af socialistisk opbygning i et enkelt land. Disse ræsonnementer ligger på så lavt et trin, at de end ikke tillader en frugtbar meningsudveksling. Uden den Røde Hær ville Sovjetunionen blive knust og sønderlemmet lige som Kina. Kun dens hårdnakkede og heroiske modstand mod den fremtidige kapitalistfjende kan skabe gunstige betingelser for udviklingen af klassekampen i den imperialistiske lejr. Den Røde Hær er således en faktor af umådelig betydning. Men dette betyder ikke, at den er den eneste historiske faktor. Det er tilstrækkeligt, at den giver en mægtig impuls til revolutionen. Men det er kun revolutionen der kan udføre hovedopgaven, dertil er den Røde Hær alene uskikket.
Der er ikke nogen der af sovjetregeringen vil forlange internationale eventyr, ufornuftige aktioner, forsøg på at tvinge verdensbegivenhederne igennem ved. vold. Tværtimod, hvor sådanne forsøg tidligere er bleven gjort af bureaukratiet (Bulgarien, Estland, Kanton osv.) er de kun bleven spillet i hænderne på reaktionen, og de er fra venstreoppositionens side i tide bleven fordømt. Det drejer sig om sovjet-statens almindelige holdning. Modsætningerne mellem dens udenrigspolitik og verdensproletariatets og kolonifolkenes interesser finder sit mest beklagelige udtryk i underkastelse under det konservative bureaukrati med dets nye uvirksomheds-religion.
Det skal nu ikke blive under status quo banneret, at de europæiske arbejdere og kolonifolkene vil rejse sig imod imperialismen og imod den krig som må bryde ud og vælte status quo næsten lige så uundgåeligt som et fuldbårent barn gør en ende på svangerskabet. Det arbejdende folk har ikke den ringeste interesse i at forsvare bestående grænser, særlig i Europa, hvad enten det er under kommando af deres bourgeoisier eller, endnu mindre, i en revolutionær opstand imod dem. Europas forfald forårsages af selve den kendsgerning, at det økonomisk er splittet mellem næsten fyrretyve stater, som med deres skikke, pas, møntsystemer og kæmpe hære til forsvar for deres nationale egenart, er bleven en kæmpemæssig hindring på vejen til menneskehedens økonomiske og kulturelle udvikling.
Det europæiske proletariats opgave er ikke bevaringen af grænser, men tværtimod afskaffelse af dem på revolutionær vej, ikke status quo, men et socialistisk Europas forenede stater!
[1]: