Oversætterens forord

Trotskijs betydning som en af verdenshistoriens store politiske personligheder beror ikke alene på, at han i rette tid greb fat i historiens hjul og gav det fart og retning. Det væsentlige her er nu kendt i vide kredse. Hans virksomhed i revolutionen 1905, da han som kun 26-årig præsident for den nystiftede Petersburg-sovjet omformer denne til et revolutionært politisk instrument, er kendt. Sovjetten – denne russiske indsats i revolutionen, der skulle få verdensry – den blev skabt af ham. 12 år senere sidder Trotskij atter som præsident for sovjetten i Petrograd, og denne gang for at føre den til sejr. Han er nu indflydelsesrigt medlem af den bolsjevikiske centralkomite, og det bliver ham, der på sovjettens vegne kommer til at gennemføre den militære erobring af magten og derved sikre novemberrevolutionen 1917. Der er ikke noget mærkeligt i, at Lenin ønskede ham som statsminister for den nye socialistiske republik, noget som Trotskij dog afslog. De unge intellektuelle, der i slutningen af det forrige århundrede sprang lige fra gymnasiet ind i den politiske kamp for socialismen, med hele den revolutionære udvikling og træning gennem fængsler, forvisning og emigration, blev af situationen, da revolutionerne stod for døren, bestemt til at overtage ledelsen. Mange af dem på det politiske område, nogle på det teoretiske, det litterære, eller organisatoriske. Enkelte måtte træde til som diplomater og administratorer. Trotskij var en af dem, men for ham gjaldt det, at han efterhånden blev ledende på alle disse felter.

Han blev udenrigsminister i en vanskelig periode, og førte fredsforhandlingerne med tyskerne. Han fik hvervet som krigsminister, da landet stod i våde, og her måtte han fra bar bund skabe den berømte Røde Hær, hvormed han knuste kontrarevolutionen og trængte alle de kapitalistiske magters hære ud af landet. Mindre kendt er det vel, at han som medlem af folkekommissærernes råd gennem år afgørende prægede administrationen, at det var ham, der som den første fremkom med udkast til de senere berømte 5-årsplaner for produktionen og til landbrugets kollektivisering. På dette tidspunkt var Stalin dog ved at lægge ham på is, og hans ideer blev kendt interesseløse, men da oppositionen, og dermed også Trotskij, endelig var blevet likvideret, de fleste ganske bogstaveligt, blev ideerne taget op af Stalin som hans egne og gennemført med bravour.

Efter Lenins død danner venstreoppositionen en fast fraktion under Trotskijs ledelse – endnu besad han en så stor folkeyndest og autoritet, at Stalin i en række år ikke vovede at slå ham ned – og denne opposition arbejdede bl.a. på at få genindført partidemokrati og en række andre gamle socialistiske foranstaltninger, ikke mindst mere indflydelse til arbejdernes organisationer, de gamle sovjetter.

Det var Lenins store bekymring under hans sygdom at få slået bom for bureaukratiets voksende magt og få skaffet kontrol med partiapparatet. Her samarbejdede han intimt med Trotskij, men partimaskinen var da udbygget til beherskelse af både parti og folk, med det kendte resultat. Da Trotskij så efterhånden blev berøvet alle sine embeder i regering og udstødt af partiet, og endelig forvist til Asien, og senere til Tyrkiet, Frankrig, Norge og Mexico, nødtes han til at videreføre sin kamp som en våbenløs.

Men Trotskij lever foruden i aktion også i sine værker, selv om de er så godt som ukendte herhjemme. Modstanden mod kommunismen i almindelighed har afholdt store dele af befolkningen fra at stifte bekendtskab dermed, og på den anden side har Stalins styre, og dermed den officielle hjemlige kommunisme gennem sine konsekvente forfalskninger og forvrængninger af Trotskijs liv og virke, holdt andre kredse i uvidenhed om ham.

Bogen Revolutionen forrådt, der her forelægges læseverdenen, blev skrevet under landflygtigheden i Frankrig 1936, lige inden de berygtede "store processer" tog deres begyndelse. Den giver et stærkt billede af både Trotskijs person og hele hans blændende stil, men den giver tillige både en skarp kritik af Stalins styre og en dybtgående analyse af samfundet i Sovjetunionen i de år, da Stalin blev eksponent for den kommunistiske udartning. Trotskij viser her årsagerne til, at denne udvikling kunne finde sted, navnlig de sociale kår, fattigdommen, folkets træthed efter revolutioner, krige og kaos, og borgerkrige, hvor de bedste var faldet og nye sluppet ind i bureaukratiet, uden den gamle bolsjevikiske glød. Desuden den tunge arv fra czartiden, uvidenheden, manglen på demokratiske traditioner og bondestandens træge modvilje mod reformer og uvilje mod solidaritet med byernes arbejdere. Afsnittene om bureaukratiets opståen og degeneration og især det om partidisciplinens udartning til partiterror har ved deres grundighed bud til alle politisk interesserede, også på vore egne breddegrader.

Georg Moltved.