| Tilbage |
De reaktionære tendenser inden for det totalitære styre er den senile kapitalismes forsvarsrefleks over for den opgave som historien stiller den, den nemlig at befri økonomien fra privatejendommens og nationalstatens lænker og at organisere den planmæssigt jorden over.
I Lenins "Erklæringen om det arbejdende og udbyttede folks rettigheder," der af Folkekommisærernes Råd blev tilstillet den Grundlovgivende Forsamling til godkendelse, i det korte tidsrum den eksisterede, var det nye styres "grundlæggende opgave" defineret således: "oprettelsen af en socialistisk organisation for samfundet og socialismens sejr i alle lande." Revolutionens internationale karakter blev således indskrevet i det nye styres hoveddokument. Der var ikke nogen, der på den tid ville have vovet at fremstille problemet anderledes! I april 1924, tre måneder efter Lenins død, skrev Stalin i en pjece, der var et uddrag af mange forskellige ting, og som hed "Om Leninismens grundlag": "Til at omstyrte bourgeoisiet er eet lands anstrengelser tilstrækkelige, det bærer vor egen revolutions historie vidne om. For socialismens endelig sejr, for organiseringen af socialistisk produktion, er bestræbelserne i eet land, navnlig et bondeland som vores, ikke nok, dertil må vi have proletarernes anstrengelser i adskillige fremskredne lande." Disse linjer behøver ingen kommentar. Den udgave af pjecen, hvori de er trykt, er imidlertid blevet trukket ud af cirkulationen.
De storstilede nederlag som det europæiske proletariat led, og Sovjetunionens første meget beskedne økonomiske successer indgav Stalin, i efteråret 1924, den ide, at sovjetbureaukratiets historiske mission var at bygge socialismen op i et enkelt land. Rundt om dette problem udviklede der sig en diskussion, som for mange overfladiske sind syntes akademisk og spidsfindig, men som i virkeligheden genspejlede den begyndende degeneration i Tredje Internationale og forberedte vejen for Fjerde Internationale.
Petrov, den tidligere kommunist og nu en "hvid" emigrant, som vi allerede tidligere har citeret, fortæller i sine erindringer, hvor kækt den yngre generation af administratorer imødegik doktrinen om Sovjetunionens afhængighed af den internationale revolution. "Hvordan kan det være muligt, at vi i vores eget land ikke kan finde ud af at opbygge et lykkeligt liv?" Hvis Marx var af en anden mening, så betyder det, at "vi ikke er marxister, vi er russiske bolsheviker - det er det hele!" Til disse minder om diskussioner i midten af tyverne, føjer Petrov: "den dag i dag kan jeg ikke lade være med at tro, at teorien om at bygge socialismen i eet land ikke bare var en stalinsk opfindelse." Fuldstændigt rigtigt! Den udtrykte ufejlbarligt stemningen inden for bureaukratiet. Når det talte om socialismens sejr, mente de deres egen sejr.
For at retfærdiggøre dette brud med den marxistiske tradition om internationalisme, var Stalin uforsigtig nok til at bemærke, at Marx og Engels ikke havde kendt loven om kapitalismens ujævne forløb, der formentlig var opdaget af Lenin. I et katalog over intellektuelle mærkværdigheder, burde denne bemærkning i virkeligheden indtage en fremtrædende plads. Ujævnhed i forløbet gennemtrænger hele menneskeslægtens historie, og særlig kapitalismens historie. En yngre russisk historiker og økonom, Solntsev, en mand af høj begavelse og af fremragende moralsk kvalitet og dræbt under tortur i sovjetbureaukratiets fængsler på grund af medlemsskab af venstreoppositionen, udgav i 1926 en fremragende teoretisk studie over loven om ujævn udvikling hos Marx. Den kunne naturligvis ikke blive trykt i Sovjetunionen. Også bandlyst, skønt af helt modsatte grunde, er et værk af den forlængst afdøde og forglemte tyske socialdemokrat Vollmar, der så tidligt som i 1878 udviklede perspektivet for en "isoleret socialistisk stat" - ikke for Rusland, men for Tyskland, indeholdende henvisninger til denne "lov" om ujævn udvikling, som formodes at have været ukendt indtil Lenins tid.
"Socialisme forudsætter ubetinget økonomisk udviklede forhold," skrev Georg Vollinar, "og hvis problemet alene var begrænset til dem, burde socialisene være stærkest, hvor den økonomiske udvikling var højest. Men sådan forholder det sig slet ikke. England er uden tvivl det mest udviklede land i økonomisk henseende, og alligevel ser vi, at socialisme der spiller en meget underordnet rolle, mens socialismen i det økonomisk mindre udviklede Tyskland allerede har en sådan magt, at hele det gamle samfund ikke længere føler sig stabilt." Og ved at henvise til den mangfoldighed af historiske faktorer, der bestemmer begivenhedernes forløb, fortsatte Vollmar: "det er klart, at med et samspil af så utallige kræfter vil udviklingen af en hvilken som helst almindelig menneskelig bevægelse ikke kunne blive ensartet i to lande hvad tid og form angår, for slet ikke at tale om alle lande, Socialismen adlyder samme lov ... At antage at socialismen samtidigt vil sejre i alle kultiverede lande er fuldstændig udelukket, ligesom det også, og af de samme grunde, er udelukket at antage at hele resten af de civiliserede stater øjeblikkelig og uundgåeligt vil efterligne eksemplet fra en socialistisk organiseret stat ... På den måde," slutter Vollmar, "når vi til den isolerede socialistisk stat, og om den mener jeg at have bevist, at den er, om end ikke den eneste mulighed, så i det mindste den der har den største sandsynlighed." I dette værk, der blev skrevet, da Lenin var otte år gammel, får loven om den ujævne udvikling en langt mere korrekt fortolkning end hos de sovjetiske epigoner, den som begyndte i efteråret 1924. Vi må her i forbigående bemærke, at Vollmar, der kun var en andenhånds teoretiker, i denne del af sin undersøgelse bare gengiver tanker af Engels, som angivelig ikke "havde kendt" loven om ujævnheden i den kapitalistiske udvikling.
"Den isolerede socialistiske stat" har for længe siden holdt op med at være en historisk hypotese og er bleven en kendsgerning - i Rusland, ikke i Tyskland. Men selve denne kendsgerning om isolation er altså et præcist udtryk for den relative styrke i verdenskapitalismen og den relative svaghed i socialismen. Fra en isoleret "socialistisk" stat til et socialistisk samfund, der en gang for alle har frigjort sig fra staten, består der en lang historisk vej, og denne vej falder nøje. sammen med vejen til den internationale revolution.
Beatrice og Sidney Webb forsikrer os for deres vedkommende, at Marx og Engels ikke troede på muligheden af at opbygge et isoleret socialistisk samfund, alene derfor at ingen af dem "nogensinde havde drømt" om sådan et magtfuldt våben som udenrigshandelens monopol. Man kan vanskeligt læse disse linjer fra de bedagede forfattere uden forlegenhed. Statens overtagelse af banker og handelskompagnier, jernbaner og handelsflåden er ligeså nødvendig en forholdsregel for den socialistiske revolution som nationaliseringen af produktionsmidlerne, indbefattet de midler der anvendes i industriens eksportgrene. Monopolet af udenrigshandelen er ikke andet end en koncentration af eksportens og importens materielle redskaber i statens hænder. At sige at Marx og Engels "aldrig drømte" om et monopol på udenrigshandel er, at de aldrig kunne drømme om en socialistisk revolution. For at fuldende billedet skal vi notere, at i det ovenfor citerede værk af Vollmar betegnes udenrigshandelen, helt rigtigt, som et af den "isolerede socialistisk stats" vigtigste instrumenter. Marx og Engels må så have lært noget om denne hemmelighed af Vollmar, hvis ikke han tidligere havde lært det af dem.
"Teorien" om socialisme i eet land - en "teori" der forresten aldrig er fortolket eller begrundet af Stalin selv - hidrører fra den temmelig ufrugtbare og uhistoriske ide, at et socialistisk samfund kan opbygges inden for Sovjetunionens geografiske rammer, takket være landets naturlige rigdomme. Med samme resultat kunne man påstå, at socialismen kunne triumfere, hvis jordens befolkning var en tolvtedel af hvad den er. I virkeligheden var hensigten med denne nye teori at bibringe den sociale bevidsthed et langt mere konkret system af nye ideer, det nemlig at revolutionen i et og alt var fuldbyrdet, at de sociale modsætninger stadig vil mildnes, at kulakken gradvis vil vokse ind i socialismen, at udviklingen som helhed, uden hensyn til begivenhederne ude i verden, vil beholde en fredelig og planmæssig karakter. Bukharin forsøgte at give teorien en slags begrundelse og erklærede, at det var urokkelig bevist, at "vi skal ikke gå under på grund af klasseforskelle i vort land, eller af teknisk tilbageståenhed, men at vi kan opbygge socialismen selv på dette fattige tekniske fundament, og at denne socialismens vækst vil blive mange gange langsommere, og at vi skal kravle frem med sneglefart, men at vi alligevel vil bygge denne socialisme op, og vi vil blive ved med det." Læg mærke til sætningen: "bygge socialismen op, selv på et fattigt teknisk fundament," og tænk så på den så langt mere geniale intuition hos den unge Marx: på et lavt teknisk fundament vil vi kun almindeliggøre manglen og med manglen vil kampen for det allernødvendigste begynde igen, og hele det gamle virvar opstå på ny.
I april 1926 foreslog venstreoppositionen i centralkomiteen følgende ændringsforslag til teorien om sneglefarten: "det ville være en fundamental fejltagelse at tro, at vi med kapitalistiske omgivelser vil kunne gå frem mod socialisme i et hvilket som helst tempo. Vor yderligere fremmarch. mod socialismen kan kun sikres på den betingelse, at den afstand der skiller vor industri fra den fremskredne kapitalistiske industri, ikke bare ikke må forøges, men klart og mærkbart mindskes." Stalin erklærede, med god grund, at dette ændringsforslag var et "maskeret" angreb på teorien om socialisme i eet land, og modsatte sig bestemt enhver tilbøjelighed til at sætte tempoet i den hjemlige opbygning i noget forhold til betingelserne for den internationale udvikling. Her er ordret hvad han ifølge det stenografiske referat fra mødet sagde: "den der her drager en international faktor med ind, forstår ikke selve problemets form. Enten er han forvirret med hensyn til det sagen drejer sig om, fordi han ikke forstår det, eller også forsøger han bevidst at bringe forvirring i problemet." Oppositionens ændringsforslag forkastedes.
Men illusionen om en socialisme der kunne bygges op i snegletempo, på et fattigt grundlag, omgivet af mægtige fjender, modstod ikke længe kritikers slag. I november samme år blev det på den 15. partikonference, uden et eneste forberedende ord i pressen derom, bekendtgjort, at det ville blive nødvendigt "i en relativt (?) minimal historisk periode at indhente og siden overgå den industrielle udvikling i de fremskredne kapitalistiske lande." Venstreoppositionen blev her i enhver henseende "overgået". Men ved at fremsætte dette slagord - indhente og overgå hele verden "i en minimal periode" - var gårsdagens teoretikere med snegletempoet netop gået ind for de samme internationale faktorer, som sovjetbureaukratiet havde sådan en overtroisk frygt for. Sådan blev i løbet af otte måneder den første og reneste udgave af den stalinistiske teori likvideret.
Socialismen må uundgåeligt "overgå" kapitalismen på alle områder, skrev venstreoppositionen i et dokument, der illegalt blev omdelt i marts 1927: "men for tiden er spørgsmålet ikke om socialismens forhold til kapitalismen i almindelighed, men om Sovjetunionens økonomiske udvikling i forhold til Tyskland, England og De Forenede Stater. Hvad skal der underforstås ved sætningen "minimal historisk periode?" En hel række fremtidige femårsplaner vil lade os langt bagefter Vestens fremskredne landes niveau. Hvad vil der ske i de kapitalistiske lande i det tidsrum? ... Hvis man antager muligheden for en ny opblomstring i en menneskealder, så vil snakken om socialisme i vort tilbagestående land være noget ynkværdigt pjat. Vi vil så blive nødt til at sige, at vi tog fejl i vor vurdering af hele tidsalderen som en tidsalder med kapitalistisk forfald. Så vil sovjetrepublikken vise sig at have været det andet eksperiment med proletariatets diktatur siden pariserkommunen, bredere og mere frugtbringende, men kun et eksperiment ... Er der imidlertid nogen alvorlig grund til sådan revision af vore anskuelser om hele vor tidsalder, og af oktoberrevolutionens betydning som led i en international revolution? Nej ... mens de kapitalistiske lande er ved at se en ende på deres (efter krigen) mere eller mindre fuldkomne genopbygningsperiode, befinder de sig nu i en endnu mere tilspidset situation, med alle de gamle hjemlige og internationale modsætningsforhold fra før krigen. Det er det der er basis for den proletariske revolution. Det er en kendsgerning, at vi bygger socialismen op. En større dåd vil det imidlertid være, og ikke en ringere, eftersom helheden er større end en del af den, at forberede en europæisk revolution og en verdensrevolution. Delen kan kun sejre sammen med helheden ... det europæiske proletariat behøver en langt kortere periode til sin overtagelse af magten, end vi behøver for teknisk at hamle op med Europa og Amerika ... vi må i mellemtiden systematisk indsnævre den afstand, der adskiller vor arbejdsproduktivitet fra den øvrige verdens. Jo mere vi går fremad, des mindre fare er der for en mulig intervention ved hjælp af lave priser, og som en konsekvens heraf ved hjælp af hære ... jo højere vi hæver levestandarden for arbejdere og bønder, des sikrere vil vi fremskynde den proletariske revolution i Europa, og des hurtigere vil denne revolution berige os med en verdensteknik og des mere sikker og gedigen bliver vor socialistiske opbygning som en del af Europas og af hele verdensopbygningen." Dette dokument forblev, ligesom de andre, uden svar, med mindre man skal betragte eksklusioner af partiet og fængslinger for svar derpå.
Efter at ideen om sneglefarten var forladt, blev det nødvendigt at give slip på den tanke, at kulakken ville vokse ind i socialismen. Da administrationen udslettede begrebet kulak, gav det anledning til at teorien om socialisme i eet land fik ny næring. Når klasserne en gang for alle er "fundamentalt" afskaffet, må det betyde, at socialisme er "fundamentalt" opnået, (1931) . Naturligvis fornyede denne formulering opfattelsen af et socialistisk samfund bygget på en "fattig basis". Det var, så vidt vi husker, på den tid, at en journalist forklarede, at manglen på mælk til småbørn skyldtes mangel på køer, og ikke det socialistiske systems ufuldkommenhed.
Bekymringen for arbejdsproduktiviteten forhindrede imidlertid, at man ret længe opholdt sig ved disse beroligende formuleringer fra 1931, som skulle tjene som en moralsk erstatning for de ødelæggelser, som bevirkedes af den fuldstændige kollektivisering. "Der er nogle mennesker," forkyndte Stalin uventet, i forbindelse med stakhanovbevægelsen, "der mener at socialismen kan styrkes ved hjælp af en vis ligestillethed af befolkningen på basis af et fattigt liv. Det gælder ikke ... socialismen kan i virkeligheden kun vinde sejr på basis af en høj arbejdsproduktivitet, højere end under kapitalismen." Fuldstændigt rigtigt! Det var imidlertid på selv samme tid at Kommunistisk Ungdoms nye program, vedtaget i april 1936, på samme kongres som berøvede samme ungdom den sidste rest af politisk rettighed, definerede Sovjetunionens socialistiske karakter i følgende udtryk: "landets hele nationale økonomi er blevet socialistisk." Der var ikke nogen, der påtog sig at forlige disse opfattelser, der modsiger hinanden. De er begge sat i omløb efter øjeblikkets behov, og der er ikke nogen der vover at rejse kritik.
Den der optrådte som talsmand på kongressen, forklarede selve nødvendigheden af det nye program for Kommunistisk Ungdom i følgende ord: "det gamle program indeholder en meget alvorlig misforstået antileninistisk påstand om, at Rusland "kun kan nå til socialisme gennem en proletarisk verdensrevolution", og dette programpunkt er afgørende forkert. Det gengiver trotskijsynspunkter", de samme synspunkter som Stalin endnu i april 1924 forsvarede. Bortset fra det, er det ikke let at forklare, hvordan et program, skrevet i 1921 af Bukharin og omhyggeligt gennemgået af politibureauet, med deltagelse af Lenin, 15 år efter kan drejes om til at blive "trotskistisk" og nødvendigvis må revideres, så det får lige nøjagtig den modsatte virkning! Men logiske beviser er magtesløse, når det drejer sig om interesser. Bureaukratiet, der har tilkæmpet sig uafhængighed af proletariatet i dets eget land, kan ikke anerkende, at Sovjet skal være afhængig af verdensproletariatet. Loven om ujævn udvikling medførte, at modsætningen mellem kapitalismens teknik og dens ejendomsforhold sprængte det svageste led i verdenskæden. Den tilbagestående russiske kapitalisme var den første der måtte betale for verdenskapitalismens fallit. Loven om ujævn udvikling er gennem hele verdenshistoriens forløb blevet suppleret med loven om kombineret udvikling. Det russiske bourgeoisis sammenbrud førte til proletariatets diktatur, det vil sige, til at et tilbagestående land sprang frem foran de fremskredne lande. Imidlertid kom etableringen af socialistiske ejendomsformer i et tilbagestående land i modsætningsforhold til den mangelfulde teknik og kultur. Mens oktoberrevolutionen selv fødtes af modsætningerne mellem stærke produktionskræfter i verdensformat og kapitalistiske ejendomsformer, så frembragte den selv en modsætning mellem svage produktivkræfter i hjemlandet og socialistiske ejendomsformer.
Indrømmes må det dog, at Sovjetunionens isolation ikke fik de umiddelbart farlige følger, som man kunne have befrygtet. Den kapitalistiske verden var altfor forstyrret og lammet til at kunne udfolde hele sin virkelige kraft i fuld udstrækning. "Pusterummets holdt længere ved, end selv en kritisk optimisme havde turdet håbe. Imidlertid medførte isolationen og umuligheden af at udnytte verdensøkonomiens hjælpekilder, selv på en kapitalistisk basis, (beløbet for udenrigshandelen var siden 1913 forøget til det 4-5 dobbelte) sammen med enorme omkostninger til det militære forsvar, en yderst ufordelagtig anvendelse af produktivkræfterne og en meget langsom hævning af massernes levestandard. Men et mere ondartet produkt af isolation og tilbageståenhed var dog bureaukratismens svøbe.
De juridiske og politiske mønstre som revolutionen skabte, øvede en progressiv indflydelse på den tilbagestående økonomi, men på den anden side følte disse selv trykket af denne tilbageståenhed. Jo længere Sovjetunionen forbliver i kapitalistiske omgivelser, des dybere trænger degenerationen ned i de sociale væv. En langvarig isolation vil uundgåeligt ende med ikke en national kommunisme, men med en genindførelse af kapitalismen.
Ligesom et bourgeoisi ikke på fredelig vis kan vokse ind i et socialistisk demokrati, er det lige så sikkert, at en socialistisk stat ikke fredeligt kan smelte sammen med et verdenskapitalistisk system. På historiens dagsorden står ikke en fredelig socialistisk udvikling i "eet land", men en lang række af uroligheder og forstyrrelser verden over: krige og revolutioner.
Men forstyrrelser er også uundgåelige i Sovjetunionens hjemlige forhold. Som bureaukratiet var nødt til at afkulakisere kulakken, vil den arbejdende klasse, i sin kamp for socialismen, blive nødt til at afbureaukratisere bureaukratiet. På dettes gravsten vil der komme til at stå: "Her hviler teorien om socialisme i eet land."
For første gang er der en mægtig regering der sender sin enorme propaganda ud over det ganske udland, ikke til den respektable højrepresse, men til den venstre og til den yderste venstre. Sympatierne for den store revolution blandt folkemasserne bliver meget dygtigt inddæmmet og ledet gennem kanaler, der fører til sovjetbureaukratiets mølle. Den "sympatiserende" vestlige presse mister umærkeligt retten til at offentliggøre noget som helst, der kan krænke Sovjetunionens herskende klasse. Bøger der er uønskede i Kreml bliver konsekvent tiet ihjel. Kedsommelige og middelmådige forsvar for dem bliver offentliggjort på mange sprog. Vi har i denne bog undgået at citere disse officielle "venners" særegne produkter og har foretrukket de plumpe originaler fremfor de fintpudsede udenlandske omskrivninger. Imidlertid udgør "vennernes" litteratur, indbefattet den fra Komintern, den mest banale og mest vulgære del af den, målt i kubikmetre en betragtelig størrelse og spiller en ikke ringe rolle i politikken. Vi må ofre den nogle få afsluttende linjer.
I øjeblikket bliver Webb's bog "Sovjetkommunisme" erklæret for at være et tankens skatkammer. I stedet for at fortælle om, hvad der er blevet opnået og i hvilken retning det opnåede udvikler sig, giver forfatterne på 1200 sider en fremstilling af, hvad der er overvejet og antydet i kontorerne eller fortolket i lovene. Deres konklusion er: når projekterne, planerne og lovene bliver sat i gang, så vil kommunismen blive virkeliggjort i Sovjetunionen.
Det er det indtryk man får af denne forstemmende bog, som opkoger rapporten fra moskvakontorerne og moskvapressens årsoversigter.
Venskab med sovjetbureaukratiet er ikke venskab med den proletariske revolution, men tværtimod, en assurance imod den. De to Webb'er er nok rede til at anerkende, at det kommunistiske system på et eller andet tidspunkt vil brede sig til den øvrige verden. "Men hvordan, hvornår, hvor, med hvilke modifikationer, og om gennem voldelig revolution eller ved fredelig indtrængen, eller mulig ved bevidst efterligning, det kan vi ikke svare på." Denne diplomatiske undladen at svare, eller dette i virkeligheden utvetydige svar, er i højeste grad karakteristisk for "vennerne", og fortæller hvor meget deres venskab faktisk er værd. Hvis alle havde givet det svar på spørgsmålet om revolution i 1917, da det var uendeligt vanskeligere at svare, ville der ikke være blevet noget af en sovjetstat, og de engelske "venner" havde måtte ofre deres overflod af venlige følelser på andre.
Webb'erne taler, som noget ganske selvfølgeligt, om det forfængelige i at håbe på en europæisk revolution i en nær fremtid, og de finder deri et trøsterigt bevis på rigtigheden af teorien om socialisme i eet land. Med den autoritet som folk har, for hvem oktoberrevolutionen var en fuldstændig og tilmed en ubehagelig overraskelse, giver de en lektie i nødvendigheden af at bygge et socialistisk samfund inden for Sovjetunionens grænser uden at tage andre perspektiver i betragtning. Det er ikke let at lade være med lidt uhøfligt at trække på skuldrene! Men i virkeligheden drejer vor strid med Webb'erne sig ikke så meget om nødvendigheden af at bygge fabriker i Sovjetunionen og anvende gødningsstoffer på kolkhoserne, som om hvorvidt det er nødvendigt at forberede en revolution i England, og hvordan den skal gribes an. Til dette spørgsmål svarer de lærde sociologer: "det ved vi ikke." De anser naturligvis selve spørgsmålet for at være i strid med videnskaben.
Lenin var lidenskabeligt fjendtlig over for den konservative bourgeois, som bilder sig ind at han er socialist, og særlig over for de engelske fabianfolk. Af de biografiske noter, der er føjet til hans "Værker", er det ikke vanskeligt at finde ud af, at hans holdning overfor Webb'erne i hele hans aktive liv blev ved med at være yderst fjendtligt. I 1907 beskrev han første gang Webb'erne som "afstumpede lovtalere over engelsk småborgerlighed, som forsøger at fremstille chartismen, den engelske arbejderbevægelses revolutionære epoke, som noget barnligt noget". Uden chartismen ville der imidlertid ikke have været nogen pariserkommune. Uden dem begge ville der ikke have været nogen oktoberrevolution. Webb'erne fandt i Sovjetunionen kun en administrationsmaskine og en bureaukratisk planlægning. De fandt hverken chartisme eller kommunisme eller oktoberrevolution. En revolution forbliver for dem den dag i dag, som før, noget fremmed og fjendtligt, om ikke "den rene barnagtighed".
I sin polemik imod opportunisterne tog Lenin som bekendt ingen særlige hensyn til salontonen. Men hans grove ukvemsord ("bourgeoisiets lakajer", "forrædere", "spytslikkersjæle") udtrykte gennem mange år en omhyggelig vurdering af Webb'erne som evangelister for fabianismen, det vil sige for traditionel agtværdighed og for ærbødighed overfor det bestående.
Man kan ikke tale om nogen pludselig ændring i Webbernes synspunkter i de senere år. Disse samme mennesker der under krigen støttede deres bourgeoisi, og som senere af kongen modtog titlen Lord Passfield, har ikke afsværget noget som helst, og aldeles ikke skiftet sind, ved at nærme sig til kommunismen i et enkelt, og tilmed et fremmed land. Sidney Webb var koloniminister, dvs. den britiske imperialismes øverste fangevogter, netop i den periode i sit liv, hvor han nærmede sig sovjetbureaukratiet og modtog materiale fra dets kontorer og på det grundlag udarbejdede dette tobinds samleværk.
Så sent som i 1923 så Webb'erne ikke nogen stor forskel mellem bolshevisme og czarisme (se for eksempel Forfaldet i den kapitalistiske civilisation, 1923). Nu har de imidlertid fuldstændigt anerkendt "demokratiet" i Stalins styre. Det er nytteløst at søge efter nogen selvmodsigelse heri. Fabianerne var fortørnede, da det revolutionære proletariat berøvede "dannede" folk deres aktionsfrihed, men de anser det for helt i sin orden, når et bureaukrati berøver proletariatet dets aktionsfrihed. Har dette ikke altid været bureaukratiets funktion inden for Labour Party? Webb'erne aflægger ed på, at for eksempel kritikken er fuldstændig fri i Sovjetunionen. Sans for humor kan man ikke forvente hos disse mennesker. De henviser i fuld alvor til den berygtede "selvkritik" som nu er en slags hoveriarbejde, og hvor den retning den skal bevæge sig i, ligesom grænserne for den, er noget der altid nøje kan forudsiges.
Naivitet? Hverken Engels eller Lenin anså Sidney Webb for naiv. Snarere en agtværdighed. Når alt kommer til alt drejer det sig om et styre, der nu engang er etableret og om gæstfri værtsfolk. Webb'erne er yderst afvisende overfor en marxistisk kritik af noget der består. De anser sig endog for kaldede til at sikre oktoberrevolutionens arv imod venstreoppositionen. For en fuldstændigheds skyld, skal vi lige bemærke, at på den tid da Labour Party havde regeringsmagten, hvor Lord Passfield (Sidney Webb) havde en ministerportefølje, nægtede han forfatteren af denne bog indrejsetilladelse til England. Sådan kan Sidney Webb, som i de dage udarbejdede sit værk om Sovjetunionen, teoretisk forsvare Sovjet imod underminering, mens han i praksis forsvarer Hans Majestæts Imperium. Man kan med fuld ret sige, at han i begge tilfælde bliver sig selv lig.
For mange af småborgerskabet som hverken mestrer pen eller pensel, bliver et officielt indregistreret "venskab" med Sovjetunionen en slags attest for højere åndelige interesser. Medlemsskat i frimurerloger eller fredsforeninger har meget til fælles med medlemsskat i "Sovjetunionens venner", for det gør det muligt at leve to slags liv på een gang: et hverdagsliv i en omgangskreds med almindelige interesser og et ferieliv der er opløftende for sjælen. Fra tid til anden besøger vennerne Moskva. De noterer i deres erindring traktorer, vuggestuer, pionerer, parader, faldskærmspiger, med et ord, alt muligt undtagen det nye aristokrati. De bedste af dem lukker øjnene for det af en følelse af fjendtlighed over for kapitalistiske reaktioner. André Gide tilstår dette ganske åben: "de stupide og uhæderlige angreb på Sovjetunionen har medført, at vi nu med en vis hårdnakkethed forsvarer den." Men stupiditeten og uhæderligheden hos ens fjender giver ikke en selv ret til at være blind. De arbejdende masser har i hvert tilfælde behov for klartseende venner.
De borgerlige radikales og de socialistiske borgerliges almindelige sympati for Sovjetunionens herskende kredse har sine årsager, som ikke er uden betydning. I kredsen af professionelle politikere er der, trods alle forskelle i deres programmer, altid en overvægt af dem, der er venlig stemt overfor den slags "fremskridt", der allerede er opnået eller som let kan opnås. Der er bestemt flere reformister end revolutionære i verden, flere moderate end uforsonlige. Kun i historiske undtagelsestilfælde, når masserne kommer i bevægelse, dykker de revolutionære frem fra deres isolation, og reformisterne bliver som fisk, der er trukket op af vandet.
Inden for det nuværende sovjetbureaukrati var der før april 1917, ja selv meget senere, ikke en eneste, der ikke anså tanken om et proletariatets diktatur i Rusland for fantasi. (På den tid blev denne "fantasi" kaldt for trotskijsme). Den ældre generation af de udenlandske "venner" betragtede gennem en menneskealder de russiske mensheviker for realpolitikere, som gik ind for en "folkefront" sammen med de liberale og modsatte sig tanken om diktaturet som topmålt galskab. At anerkende et diktatur, når det allerede er foreliggende, og tilmed er bureaukratisk forfusket, det er noget helt andet. Det er noget der lige passer for disse "venner". De yder nu sovjetstaten ikke bare al mulig anerkendelse, men forsvarer den over for dens fjender, tilmed ikke så meget overfor dem, der længes efter fortiden, men over for dem der forbereder fremtiden. Hvor disse venner er aktive patrioter, som tilfældet er med reformisterne i Frankrig, Belgien og England og andre steder, er det belejligt for dem at skjule deres solidaritet med bourgeoisiet med deres omsorg for forsvaret af Sovjetunionen. Hvor de på den anden side mod deres vilje er bleven defaitister, som tilfældet er med vore dages tyske og østrigske socialpatrioter, så håber de, at alliancen mellem Frankrig og Sovjetunionen skal kunne hjælpe dem over for Hitler og Schussnigg. Leon Blum der var en fjende af bolshevismen i dennes heroiske epoke og som i Le Populaire åbnede spalterne i den udtrykkelige hensigt offentlig at ophidse mod oktoberrevolutionen, vil nu ikke trykke en linie, der oplyser om sovjetbureaukratiet virkelige forbrydelser. Ligesom biblens Moses, der tørstede efter at skue Jehovas åsyn, kun fik lov til at bøje sig mod den hellige anatomis bageste del, således er de hæderværdige reformister, som tilbedere af fuldbyrdede kendsgerninger, i en revolution kun i stand til at fatte og anerkende dens bureaukratiske kødfulde bagdel.
De nuværende kommunistiske "ledere" tilhører i virkeligheden samme type. Efter en lang række krumspring og grimasser har de pludselig opdaget de uhyre fordele som opportunismen byder dem, og de har grebet den med den oplagthed, der passer så godt til den uvidenhed, der altid har udmærket dem. Deres slaviske og ikke altid uegennyttige smigren for de øverste cirkler i Kreml er nok til at gøre dem absolut ude af stand til noget revolutionært initiativ. De besvarer ikke kritiske argumenter på anden måde end med mundhuggeri og nedrakning, og de logrer bare mere med halen, når deres herre svinger pisken over deres hoveder. Denne så utiltalende sammenløbne masse, der i farens stund vil spredes for alle vinde, betragter os som afskyelige "kontrarevolutionære". Hvad skal man sige om det? At historien trods dens alvorstunge karakter ikke kan ske fyldest uden med en farce nu og da.
De mere hæderlige eller klarsynede af "vennerne" indrømmer, i det mindste når man har dem på tomandshånd, at der er pletter på sovjetsolen. Men ved at erstatte en dialektisk analyse med en fatalistisk trøster de sig med den tanke, at "en vis" bureaukratisk udartning er historisk uundgåelig under de givne betingelser. Lad gå! Men så er modstanden mod denne udartning vel heller ikke faldet ned fra himlen. En nødvendighed har to formål: et reaktionær og et progressivt. Historien lærer os, at personer og partier der trækker i hver sin ende af nødvendigheden, i det lange løb kommer på hver sin side af barrikaden.
"Vennernes" slutargument er, at de reaktionære vil benytte sig af enhver kritik af Sovjetunionen. Dette er utvivlsomt rigtigt. Vi antager, at de også vil forsøge at skaffe sig lidt fordel af denne bog. Har det nogen sinde været anderledes? Det Kommunistiske Manifest talte med foragt om den kendsgerning, at den feudale reaktion forsøgte at benytte de pile som socialistisk kritik rettede mod liberalismen. Det forhindrede ikke den revolutionære socialisme i at følge sin egen vej. Det skal heller ikke forhindre os. Kominterns presse går endog så vidt, at den påstår at vor kritik forbereder militær intervention imod sovjetterne. Dette skal åbenbart betyde, at de kapitalistiske regeringer, der af vore værker har lært om sovjetbureaukratiets udartning, straks vil udruste en straffeekspedition for at hævne nedtrampningen af oktobers principper! Polemikerne fra Komintern er ikke bevæbnet med kårder, men med knipler, eller med endnu mindre skarpe våben. I virkeligheden kan en marxistisk kritik, der kalder tingene ved deres rigtige navn, i bourgeoisiets øjne kun øge den konservative tillid til sovjetdiplomatiet. Det er anderledes med arbejderklassen og dens oprigtige medkæmpere indenfor de intellektuelle. Der vil vort arbejde virkelig forårsage tvivl og fremkalde mistillid, ikke til revolutionen, men til dem der misbruger den. Men det er netop det mål vi har sat os. Thi det er sandheden og ikke løgnen, der er fremskridtets drivende kraft.
| Tilbage |