Vi kan med fuld vished forudsige, at en opadgående vending i den økonomiske cyklus vil sætte vældig fart i arbejderklassens aktivitet, som i øjeblikket er i tilbagegang. I det øjeblik, hvor fabrikkerne holder op med at afskedige gamle arbejdere og ansætter nye, vil arbejdernes selvtillid styrkes; de er atter nødvendige. De sammenpressede spiraler begynder at strække sig ud endnu en gang. Arbejdere går altid lettere i kamp for at genvinde tabte positioner end for at erobre nye. Hverken nødrets-dekreter eller brugen af Reichswehr vil være i stand til at smadre massestrejker, der udvikler sig i en opsvingsbølge. Det bonapartistiske regime, der kun er i stand til at holde sig ved magten gennem den "sociale våbenstilstand", vil blive det første offer for opsvinget i den økonomiske cyklus.
En vækst i strejkekampe kan allerede observeres i forskellige lande (Belgien, England, Polen, delvis i USA, men ikke i Tyskland). En vurdering af de igangværende massestrejker, i lyset af den verdensomspændende økonomiske cyklus, er ingen let opgave. Statistikkerne afslører svingninger i den økonomiske cyklus med uundgåelig forsinkelse. Genoplivelsen må være en kendsgerning, før den kan registreres. Arbejderne fornemmer som regel genoplivelsen af det økonomiske liv før statistikkerne. Nye ordrer eller blot forventningen om nye ordrer, reorganiseringen af virksomhederne til udvidelse af produktionen eller i det mindste stop for afskedigelsen af arbejdere øger øjeblikkeligt modstandens styrke og arbejdernes krav. Den defensive strejke blandt tekstilarbejdere i Lancashire var ubestrideligt fremkaldt af et vist opsving i tekstilindustrien. Hvad angår strejken i Belgien, finder den tydeligvis sted i en situation, hvor krisen i kulmineindustrien bliver stadigt dybere. Den nuværende del af den verdensøkonomiske cyklus er i en afgørende overgangsfase, som svarer til den mangfoldighed af økonomiske impulser, som er grundlaget for de allerseneste strejker. Men generelt tenderer væksten i massebevægelsen nærmest til at indikere en opadgående vending, der er ved at blive mærkbar. Under alle omstændigheder vil en reel genoplivning af økonomisk aktivitet, selv i dens første faser, fremkalde et bredt opsving i massekampen.
De herskende klasser i alle lande forventer mirakler fra det industrielle opsving; den børsspekulation, der allerede er brudt ud, er bevis på dette. Hvis kapitalismen virkelig var ved at gå ind i en fase med ny velstand, eller blot en gradvis, men vedvarende fremgang, ville dette naturligvis betyde en stabilisering af kapitalismen og samtidigt en styrkelse af reformismen. Men der er ikke den mindste grund til at håbe eller frygte, at den økonomiske genoplivning, der i sig selv er uundgåelig, vil være i stand til at overvinde de generelle tendenser til opløsning i verdensøkonomien og i den europæiske økonomi i særdeleshed. Hvis førkrigskapitalismen udviklede sig under formlen udvidet produktion af varer, repræsenterer dagens kapitalisme, med alle dens cykliske svingninger, en udvidet produktion af elendighed og af katastrofer. Den nye økonomiske cyklus vil fuldbyrde den uundgåelig omrokering af styrkerne inden for de enkelte lande, såvel som inden for den kapitalistiske lejr som helhed, overvejende i retning mod Amerika og væk fra Europa. Men i løbet af meget kort tid vil den stille den kapitalistiske verden over for uløselige modsætninger og udsætte den for nye og frygteligere rystelser.
Uden at risikere at tage fejl kan vi opstille følgende forudsigelse: Den økonomiske genoplivning vil være tilstrækkelig til at styrke arbejdernes selvtillid og sætte ny fart i deres kamp; men den vil på ingen måde være tilstrækkelig til at give kapitalismen, og slet ikke europæisk kapitalisme, muligheden for en genfødelse.
De praktiske sejre, som det nye cykliske opsving i den forfaldende kapitalisme vil åbne for arbejderbevægelsen, vil nødvendigvis være af en højst begrænset karakter. Vil tysk kapitalisme på toppen af den nye genoplivning af den økonomiske aktivitet være i stand til at give arbejderklassen de livsbetingelser tilbage, der eksisterede før den nuværende krise? Alt tvinger os til på forhånd at besvare dette spørgsmål med et "nej". Så meget desto hurtigere vil den genopvågnede massebevægelse være nødt til at kæmpe videre ad politikkens vej.
Selv de allerførste trin i den industrielle genoplivning vil være højst farlige for Socialdemokratiet. Arbejderne vil kaste sig ind i kampen for at vinde det tilbage, de har mistet. Lederne af Socialdemokratiet vil atter basere deres håb på genoprettelsen af "normale tilstande". Deres vigtigste overvejelse vil være genoprettelsen af deres egnethed til at deltage i en koalitionsregering. Ledere og masser vil trække i modsatte retninger. For at kunne udnytte reformismens nye krise til det yderste, behøver kommunisterne en korrekt orientering i de cykliske forandringer, og de må i tilstrækkelig god tid forberede et praktisk handlingsprogram, som først og fremmest begynder med de tab, som arbejderne led under kriseårene. Overgangen fra økonomiske til politiske kampe vil være et særdeles velegnet situation til at styrke det revolutionære proletariske partis magt og indflydelse.