Begivenhederne i Tyskland 1923 er et vendepunkt, der indvarslede en ny, post-leninistisk periode i Kominternes udvikling. De franske troppers besættelse af Ruhr tidligt i 1923 betød Europas tilbagefald til krigens kaos. Selv om denne sygdoms andet angreb var uendeligt svagere end det første, kunne der imidlertid fra starten forventes revolutionære konsekvenser, siden den havde angrebet Tysklands allerede komplet svækkede krop. Kominterns ledelse tog ikke dette med i overvejelserne i tide. Det tyske kommunistparti fortsatte med at følge sin ensidige fortolkning af den 3. kongres’ parole, som allerede havde draget det væk fra det truende statskup. Vi har tidligere sagt, at den største udfordring for en revolutionær ledelse i vores epoke med pludselige ændringer er at være i stand til at føle den politiske situations puls på det rette tidspunkt, opfange de pludselige vendinger og dreje roret i tide. Sådanne kvaliteter hos en revolutionær ledelse opnås ikke ved blot at sværge troskab mod Kominterns seneste bulletin. De kan opnås, hvis de nødvendige teoretiske forudsætninger er til stede, gennem personlig opnået erfaring og ægte selvkritik. Det var ikke let at opnå det skarpe skift fra taktikken fra martsdagene i 1921 til systematisk revolutionær aktivitet i pressen, møder, fagforeninger og parlamentet. Efter denne vendings krise blev overvundet opstod faren for udviklingen af en ny ensidig afvigelse af en direkte modsat karakter. Den daglige kamp for masserne tiltrækker al opmærksomhed, skaber sin egen taktiske rutine, og trækker opmærksomheden væk fra de strategiske opgaver, der udspringer af ændringerne i den objektive situation.
I sommeren 1923 antog den interne situation i Tyskland, særligt i forbindelse med kollapset i taktikken med passiv modstand, en katastrofeagtig karakter. Det blev ganske klart, at det tyske borgerskab kun kunne komme ud af den ”håbløse” situation, hvis kommunistpartiet ikke i tide var i stand til at forstå, at borgerskabets situation var ”håbløs”, og hvis partiet ikke var i stand til at drage alle de nødvendige revolutionære konklusioner. Men det var præcis kommunistpartiet, der holdt nøglen i dets hænder, som åbnede døren for borgerskabet med denne nøgle.
Hvorfor førte den tyske revolution ikke til sejr? Årsagerne til dette skal alle findes i taktikken, ikke i de eksisterende forhold. Her har vi et klassisk eksempel på en forpasset revolutionær situation. Efter alt, som det tyske proletariat var gået igennem de seneste år, kunne det kun føres til en afgørende kamp, hvis det var overbevist om, at spørgsmålet denne gang ville blive afgjort én gang for alle, og at kommunistpartiet var klar til kampen og i stand til at opnå sejren. Men kommunistpartiet udførte vendingen meget tøvende og med meget stor forsinkelse. Ikke kun højrefløjen, men også venstrefløjen, på trods af at de tidligere havde kæmpet bittert indbyrdes, så temmelig fatalistisk på den revolutionære udviklings proces op til september-oktober 1923.
Kun en pedant og ikke en revolutionær ville nu, efter begivenheden, undersøge i hvor høj grad erobringen af magten kunne have været ”sikret”, hvis der havde været en korrekt politik. Vi begrænser os her til at citere et bemærkelsesværdigt udsagn fra Pravda, som er aldeles tilfældigt og enestående, fordi det er i modstrid med alle de andre udsagn fra dette organ:
”Hvis det i maj 1928, da marken var relativt stabiliseret og borgerskabet havde opnået en vis grad af konsolidering, efter middelklassen og småborgerskabet gik over til nationalisterne, efter en dyb krise i partiet og efter et stort nederlag til arbejderklassen, hvis kommunisterne efter alt dette er i stand til at samle 3.700.000 stemmer, så er det klart, at i oktober 1923, under den uhørt dybe økonomiske krise, under middelklassernes fuldstændige opløsning, under en skrækkelig forvirring i socialdemokratiets rækker, der stammede fra de stærke og skarpe modsætninger i borgerskabet selv, og en uhørt militant stemning blandt de proletariske masser i de industrielle centre, kommunistpartiet havde flertallet af befolkningen på sin side; så kunne og skulle det have kæmpet og havde alle chancer for succes.” (Pravda, 25. maj 1924.)
Og her er ordene fra en tysk delegeret (navnet ukendt) ved den 5. verdenskongres:
”Der er ikke en eneste klassebevidst arbejde i Tyskland, som ikke er klar over, at partiet burde have gået i kamp og ikke have lagt den til side.
Lederne af KPD glemte alt om partiets uafhængige rolle; dette var en af de vigtigste årsager til nederlaget i oktober.” (Pravda, 26. juni 1929.)
Der er allerede blevet sagt meget i diskussionerne om, hvad der fandt sted i det tyske partis øverste ledelse og Komintern i 1923, særligt i den sidste del af året, selv om mange af de ting, der er sagt, ikke passer med det, der virkelig fandt sted. Især Kuusinen har bragt megen forvirring omkring disse spørgsmål; den samme Kuusinen, hvis arbejde fra 1924 til 1926 bestod i at bevise, at frelsen kun fandtes i Zinovievs ledelse, på samme måde han fra en vis dato i 1926 pålagde sig selv at bevise, at Zinovievs ledelse var ødelæggende. Den nødvendige autoritet til at foretage så ansvarlige ræsonnementer er formentlig blevet tildelt Kuusinen ved at han i 1918 gjorde alt, der var i hans beskedne magt for at dømme det finske proletariats revolution til undergang.
Der har, efter begivenhederne, været adskillige forsøg på at tillægge mig en solidaritet med Brandlers linje. I Sovjetunionen var disse forsøg tilslørede, fordi for mange kendte til kendsgerningerne. I Tyskland blev det gjort åbent, fordi ingen vidste noget der. Tilfældigvis har jeg et trykt brudstykke af den ideologiske kamp om spørgsmålet om den tyske revolution, der dengang fandt sted i vores centralkomité. I dokumenterne fra konferencen i januar 1928 bliver jeg direkte anklaget af det politiske bureau for en fjendtlig og mistroisk holdning over for den tyske centralkomité i perioden før dens kapitulation. Her er, hvad der står:
”… Kammerat Trotskij holdt, før han forlod centralkomiteens møde (plenarmødet i september 1923), en tale, som rystede alle medlemmerne af centralkomiteen, og hvori han hævdede, at det tyske kommunistpartis ledelse var ubrugeligt, og at centralkomiteen for det tyske kommunistparti var gennemsyret af fatalisme, syvsoveri osv. Kammerat Trotskij erklærede da, at den tyske revolution var dømt til nederlag. Denne tale havde en deprimerende påvirkning på alle de tilstedeværende. Men det store flertal af kammeraterne var af den mening, at denne spidsborgerlighed var fremkaldt af en episode (?!), der på ingen måde havde forbindelse til den tyske revolution, som fandt sted under centralkomiteens plenarmøde, og at denne tale ikke svarede til de objektive forhold.” (Dokumenter fra SUKP’s konference, januar 1929, s. 14.)
Uanset hvordan centralkomiteens medlemmer har forsøgt at forklare min advarsel, der ikke var den første, var den alene dikteret af bekymring over den tyske revolutions skæbne. Desværre bekræftede begivenhederne til fulde mit standpunkt; til dels fordi flertallet af det ledende partis centralkomité, ifølge deres egen indrømmelse, ikke i tide forstod, at min advarsel til fulde ”svarede til de objektive forhold.” Naturligvis foreslog jeg ikke en hastig udskiftning af Brandlers centralkomité med en anden (lige før afgørende begivenheder ville sådan en ændring have været ren eventyrpolitik), men jeg foreslog fra sommeren 1923, at der måtte tages en meget mere tidssvarende og resolut position på spørgsmålet om forberedelsen til væbnet opstand og den nødvendige mobilisering af kræfter til støtte for den tyske centralkomité.
De senere forsøg på at tilskrive mig en solidaritet med Brandlers centralkomité, hvis fejltagelser blot var en afspejling af Kominterns ledelses generelle fejltagelser, skyldtes hovedsageligt, at efter det tyske partis kapitulation var jeg imod at gøre Brandler til syndebuk., selv om, eller rettere fordi jeg anså det tyske nederlag for at være meget mere alvorligt, end flertallet af centralkomiteen gjorde. I denne sag, som i andre, kæmpede jeg imod det utilladelige system, der kun søger at fastholde den centrale ledelses ufejlbarlighed gennem periodisk at fjerne de nationale ledelser og udsætte dem for svære forfølgelser og endda eksklusioner fra partiet.
I Læren af Oktober, skrevet af mig under indflydelse fra den tyske centralkomités kapitulation, udviklede jeg ideen om, at under den nuværende epokes forhold kan en revolutionær situation tabes i årevis i løbet af få dage. Det er måske svært at tro, men dette blev stemplet som ”sortlistet” og ”individualisme.” De utallige artikler, der er skrevet imod Læren af oktober viser, hvor fuldstændigt erfaringerne fra oktoberrevolutionen er blevet glemt, og hvor lidt dens lære er trængt ind i bevidstheden. Det er et typisk mensjevikisk krumspring at skyde skylden for ledernes fejltagelser på ”masserne”, eller at underspille betydningen af ledelse generelt, for dermed at mindske dens skyld. Det stammer fra en total manglende evne til at komme til den dialektiske forståelse af ”overbygningen” generelt, af klassens overbygning, som er partiet, og partiets overbygning, som er ledelsen. Der er perioder, hvor selv Marx og Engels ikke kunne drive den historiske udvikling fremad en eneste tomme; og der er perioder, hvor mennesker af meget mindre kaliber ved roret kan styre den internationale revolutions udvikling i årevis.
De nylige forsøg på at præsentere emnet som om, jeg har afvist Læren af Oktober er helt igennem absurde. Jeg har ganske vist ”indrømmet” en ”fejltagelse” af sekundær betydning. Da jeg skrev min Læren af Oktober, altså i sommeren 1924, så det for mig ud til, at Stalin stod længere til venstre (d.v.s. venstre-centristisk) end Zinoviev i efteråret 1923. Jeg var ikke helt bekendt med det indre liv i den gruppe, der spillede rollen som det hemmelige centrum for flertalsfraktionens apparat. Dokumenterne, der blev offentliggjort efter denne fraktionelle gruppes splittelse, særligt de aldeles brandleristiske breve fra Stalin til Zinoviev og Bukharin, overbeviste mig om, at min bedømmelse af disse personlige grupperinger var forkert, hvilket imidlertid ikke har noget at gøre med kernen i de omtalte problemer. Men selv denne fejlbedømmelse af personer er ikke en stor fejl. Centrisme er ganske i stand til, det er sandt, at foretage zig-zag til venstre, men som Zinovievs ”udvikling” endnu en gang har demonstreret, er den aldeles ude af stand til at udføre en revolutionær linje, i hvert fald systematisk.
De ideer, som jeg udviklede i Læren af Oktober, bibeholder deres fulde kraft i dag. Desuden er de blevet bekræftet igen og igen siden 1928.
Blandt de talrige vanskeligheder i en proletarisk revolution er der en særlig, konkret og specifik vanskelighed. Den kommer fra den revolutionære partiledelses position og opgaver under en skarp vending i begivenhederne. Selv de mest revolutionære partier løber en risiko for at halte efter begivenhederne og sætte gårsdagens paroler og metoder op imod de nye opgaver og de nye tvingende nødvendigheder. Og der kan generelt ikke være en skarpere vending end den, der skaber behovet for proletariatets væbnede opstand. Det er her, faren ligger for at partiledelsen og partiets politik som helhed ikke passer til klassens opførsel og situationens nødvendigheder. Under en relativ sløv politisk periode bliver der rådet bod på sådanne uoverensstemmelser, endda med tab, men uden en katastrofe. Men i perioder med akut revolutionær krise er det lige præcis tid¸ der mangler for at komme over uoverensstemmelsen og genoprette fronten, som var den under beskydning. Perioderne med den maksimale skærpelse af revolutionær krise er i selve deres natur flygtige. Uoverensstemmelse mellem en revolutionær ledelse (tøvende opførsel, vaklen og nølen før borgerskabets rasende angreb) og de objektive opgaver kan i løbet af få uger og selv dage føre til en katastrofe og tab af, hvad der tog årevis af arbejde at forberede.
Naturligvis kan uoverensstemmelsen mellem ledelsen og partiet eller mellem partiet og klassen også være af den modsatte karakter, det vil sige i sager, hvor ledelsen løber foran revolutionens udvikling og forveksler graviditetens femte måned med den niende. Det klareste eksempel på sådan en uoverensstemmelse kunne ses i Tyskland i 1921. Der havde vi i partiet det ekstreme udtryk for ”venstrekommunismens børnesygdom”, og som en konsekvens af dette – kuppolitik (revolutionær eventyrpolitik). Denne fare er også ganske aktuel for fremtiden. Det er derfor, Kominterns tredje kongres’ lære bibeholder sin fulde kraft. Men den tyske erfaring fra 1923 bragte den modsatte fare foran os i skarp virkelighed: situationen er rede, og ledelsen halter bagefter. Når ledelsen endelig får tilpasset sig situationen er denne allerede ændret; masserne er på tilbagetog, og styrkeforholdet bliver brat værre.
I det tyske nederlag i 1923 var der naturligvis mange nationale særegenheder, men der var også grundlæggende typiske træk, som indikerer en generel fare. Denne fare kan kaldes den revolutionære ledelses krise på tærskelen til overgangen til væbnet opstand. Det proletariske partis medlemmer er i selve deres natur meget mindre modtagelige over for presset fra den borgerlige offentlige mening. Men visse elementer i partitoppen og i partiets mellemlag vil utvivlsomt bukke under i større eller mindre grad under borgerskabets materielle og ideologiske terror i det afgørende øjeblik. At afvise faren er ikke at klare den. Der er ingen kur, der dur i alle tilfælde. Men det første nødvendige skridt for at bekæmpe en sygdom er at forstå dens kilde og dens natur. Den uundgåelige fremkomst eller udvikling af højrefløjsgrupper i ethvert kommunistparti under ”før-oktober” perioden afspejler på den ene side de store objektive vanskeligheder og farer, der ligger i dette ”spring”, og på den anden side det nådesløse pres fra den borgerlige offentlige mening.
Heri ligger højrefløjsgruppernes kerne og betegnelse. Og det er præcis derfor, at tøven og vaklen uundgåeligt opstår i de kommunistiske partier på selve det tidspunkt, hvor det er farligst. I vores parti blev kun et mindretal i toppen ramt af vaklen i 1917, og de blev overvundet takket været Lenins utrættelige energi. I Tyskland vaklede hele ledelsen, og denne ubeslutsomhed blev overført til partiet og gennem det til klassen. Den revolutionære situation blev dermed tabt. I Kina, hvor arbejderne og de fattige bønder kæmpede for erobringen af magten, arbejdede den centrale ledelse imod denne kamp. Alle disse er naturligvis ikke de sidste kriser hos ledelsen i de mest afgørende historiske øjeblikke. At reducere disse uundgåelige kriser til et minimum er en af de vigtigste opgaver for hvert kommunistparti og Kominterne som helhed. Dette kan ikke opnås med mindre man opnår en komplet forståelse af erfaringerne fra oktober 1917 og det politiske indhold i den da højredrejede opposition i vores parti, i modsætning til erfaringerne fra det tyske parti i 1923.
Præcis heri ligger kernen i Læren af oktober.