Kapitalismens nedgang er endnu mere stormfuld, dramatisk og blodig end dens opgangsperiode. Tysk kapitalisme vil ganske sikkert ikke være nogen undtagelse. Den er allerede blevet strakt ud for længe, og fejlen ligger – vi må sige sandheden – hos proletariatets partier.
Tysk kapitalisme kom sent ind på scenen og var frataget den førstefødtes privilegier. Ruslands udvikling placerede det et sted mellem Indien og England; i sådan et skema ville Tyskland indtage pladsen mellem England og Rusland, men uden Englands enorme oversøiske kolonier og uden det russiske tsardømmes ”interne kolonier”. Tyskland, presset ind i hjertet af Europa, stod – på et tidspunkt hvor verden allerede var blevet opdelt – over for nødvendigheden af at erobre fremmede markeder og genopdele de kolonier, der allerede var blevet opdelt.
Tysk kapitalisme var ikke bestemt til at svømme med strømmen, at give sig hen til kræfternes frie spil. Kun Storbritannien havde råd til denne luksus, og kun i en begrænset historisk periode, som vi for nylig har set enden på. Tysk kapitalisme havde ikke engang råd til den franske kapitalismes ”mådehold”, som den er befæstet inde for sine grænser og desuden er udstyret med rige koloniale besiddelse som reserve.
Det tyske bourgeoisi, helt igennem opportunistisk i sin indenrigspolitik, var nødt til at hæve sig dristigt og hurtigt til økonomiens og verdenspolitikkens højder; det måtte udvide sin produktion umådeligt for at følge med de ældre nationer, det måtte rasle med sablen og kaste sig ind i krigen. Den tyske industris ekstreme rationalisering efter krigen var ligeledes et resultat af nødvendigheden af at komme over de ufavorable forhold, der udsprang af historisk forsinkelse, geografisk situation og militært nederlag.
Hvis de økonomiske onder i vores epoke i sidste ende stammer fra den kendsgerning at menneskehedens produktivkræfter er uforenelige med den private ejendomsret til produktionsmidlerne og de nationale grænser, så går tysk kapitalisme gennem de største krampetrækninger netop fordi det er den mest moderne, mest fremskredne og mest dynamiske kapitalisme på det europæiske kontinent.
Den tyske kapitalismes læger er delt op i tre skoler: liberalisme, planøkonomi og selvforsyning.
Liberalismen ønsker at genskabe markedets ”naturlige” love. Men liberalismens usle skæbne afspejler blot at den tyske kapitalisme aldrig kunne basere sig på Manchesterisme men gik gennem protektionisme til truster og monopoler. Den tyske økonomi kan ikke bringes tilbage til en ”sund” fortid, der aldrig har eksisteret.
”Nationalsocialismen [1] ” lover at revidere Versailles’ værk på sin egen måde, dvs. at fremføre Hohenzoller-imperialismens [2] offensiv. Samtidig ønsker den at gøre Tyskland selvforsynende, dvs. at føre det ind på provinsialismens og den frivillige tilbageholdenheds vej. Løvebrølet gemmer i dette tilfælde den piskede hunds psykologi. At tilpasse tysk kapitalisme til dens nationale grænser er omtrent det samme som at kurere en syg mand ved at skære hans højre hånd, venstre fod og en del af hans kranium bort.
At helbrede kapitalismen ved hjælp af planlagt økonomi ville betyde at udrydde konkurrence. I sådan et tilfælde må vi starte med afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. De bureakratisk-professorale reformister tør end ikke tænke herpå. Tysk økonomi er mindst af alt rent tysk: den er en integreret del af verdensøkonomien. En tysk plan er kun mulig i et perspektiv om en international økonomisk plan. Et planlagt system inden for lukkede nationale grænser ville betyde at give afkald på verdensøkonomien, dvs. et forsøg på at gå tilbage til det selvforsynende system.
Disse tre systemer, med deres indbyrdes stridigheder, ligner i virkeligheden hinanden på den måde, at de alle er lukket inde i den reaktionære utopis magiske cirkel. Det der må reddes er ikke tysk kapitalisme, men Tyskland – fra dets kapitalisme.
I krisens år har det tyske bourgeoisi, eller i det mindste dets teoretikere, holdt angrende taler – ja, de har gennemført en alt for risikabel politik, de har alt for let tyet til hjælp fra udenlandsk kredit, har for hurtigt fremskyndet moderniseringen af fabrikkernes udstyr osv. I fremtiden må man være mere forsigtig! I virkeligheden hælder det tyske bourgeoisi imidlertid mere end nogensinde til økonomisk eventyrpolitik, som Papens [3] program og finanskapitalens standpunkt har vist.
Ved de første tegn på økonomisk opsving vil tysk kapitalisme vise sig at være det, dens historiske fortid har gjort den til, og ikke hvad de liberale moralister ønsker at gøre den til. Driftsherrerne vil igen, sultne efter profitter, øge damptrykket uden at se på trykmåleren. Jagten på udenlandsk kredit vil igen antage feberagtig karakter. Er mulighederne for ekspansion ringe? Desto større er nødvendigheden af at monopolisere dem for sig selv. Den skrækslagne verden vil igen se den foregående periodes billede, men i form af endnu voldsommere krampetrækninger. Samtidig vil genopbyggelsen af tysk militarisme gå fremad som årene 1914-1918 aldrig har fundet sted. Det tyske bourgeoisi sætter igen baronerne øst for Elben i spidsen for nationen. Under bonapartistisk [4] beskyttelse hælder de endnu mere imod at sætte nationens hoved på spil end under det legitime monarki.
I deres lysende øjeblikke må lederne af det tyske Socialdemokrati spørge sig selv om, ved hvilket mirakel deres parti, efter al skade det har gjort, stadig leder millioner af arbejdere. Der må lægges stor vægt på den instinktive konservatisme i enhver masseorganisation. Adskillige af proletariatets generationer er gået gennem Socialdemokratiet som politisk skole; dette har skabt en stor tradition. Men det er ikke hovedårsagen til reformismens levedygtighed. Arbejderne kan simpelthen ikke blot forlade Socialdemokratiet på trods af alle partiets forbrydelser – de må være i stand til at erstatte det med et andet parti. Samtidig har det tyske Kommunistparti, i skikkelse af dets ledere, de sidste ni år gjort alt i dets magt for at frastøde masserne, eller i det mindste holdt dem fra at samles om Kommunistpartiet.
Stalin-Brandlers politik med kapitulation i 1923; den ultravenstre zig-zag politik begået af Maslow-Ruth Fisccher-Thälmann [5] i 1924-1925; den opportunistiske kravlen foran Socialdemokratiet i 1926-1928; eventyrpolitikken i den ”tredje periode” i 1928-1930; teorien og praksis bag ”socialfascisme” og ”national befrielse” i 1930-1932 – dette er punkterne på regningen. Den samlede sum: Hindenburg-Papen-Schleicher & Co.
På den kapitalistiske vej er der intet for det tyske folk. Deri ligger Kommunistpartiets vigtigste kilde til styrke. Sovjetunionens eksempel viser ved erfaring, at der er en udgang ad socialismens vej. Deri ligger den anden kilde til styrke for Kommunistpartiet.
Men takket være udviklingens forhold for den isolerede proletariske stat er der kommet et nationalt opportunistisk bureaukrati til magten i Sovjetunionen. Det tror ikke på verdensrevolutionen, forsvarer sin uafhængighed af verdensrevolutionen og fastholder samtidig en ubegrænset dominans over den Kommunistiske Internationale. Og det er på nuværende tidspunkt det tyske og internationale proletariats største ulykke.
Situationen i Tyskland er som den var skabt med vilje for at gøre det muligt for Kommunistpartiet at vinde flertallet af arbejdere på kort tid. Blot må kommunistpartiet forstå at det stadig i dag repræsenterer et mindretal af proletariatet og fast må træde på enhedsfrontens vej. I stedet for dette har Kommunistpartiet lavet sin egen taktik, som kan udtrykkes i følgende ord: ikke at give de tyske arbejdere mulighed for at føre økonomiske kampe eller tilbyde modstand mod fascismen eller bruge generalstrejkens våben eller skabe sovjetter – før hele proletariatet på forhånd anerkender Kommunistpartiets ledelse. Den politiske opgave bliver omformet til et ultimatum.
Hvorfra kan denne ødelæggende metode stamme? Svaret er Sovjetunionens stalinistiske fraktions politik. Der har apparatet omformet politisk ledelse til administrativ kommando. I sin afvisning af at tillade arbejderne at diskutere, kritisere eller stemme, taler det stalinistiske bureaukrati til dem i intet andet end ultimatummets sprog. Thälmanns politik er et forsøg på at oversætte stalinismen til dårligt tysk. Men forskellen består i den kendsgerning, at det sovjetiske bureaukrati har statsmagten, som den tog ud af hænderne på oktoberrevolutionen, til rådighed for sin kommandopolitik. Thälmann har til støtte for sit ultimatum kun Sovjetunionens formelle autoritet. Dette er en stor kilde til moralsk hjælp, men under de givne forhold tjener det kun til at lukke munden på de kommunistiske arbejdere, ikke til at vinde de socialdemokratiske arbejdere. Men den tyske revolutions problem er nu reduceret til denne sidstnævnte opgave.
Den herværende pamflet fortsætter forfatterens arbejde om det tyske proletariats politik og forsøger at undersøge den tyske revolutionære politiks spørgsmål på et nyt stadie.
Lad os forsøge kort at analysere hvad der har fundet sted, og hvor vi står.
Takket være Socialdemokratiet har Brüning-regeringen parlamentets støtte til rådighed til at regere ved hjælp af nøddekreter. De socialdemokratiske ledere sagde: ”På denne måde skal vi forhindre, at fascismen kommer til magten.” Det stalinistiske bureaukrati sagde: ”Nej, fascismen har allerede triumferet; Brüning-regimet er fascisme.” Begge er forkerte. Socialdemokraterne udgav et passivt tilbagetog foran fascismen for at være en kamp imod fascismen. Stalinisterne fremstillede sagen, som fascismens sejr allerede var bag dem. Proletariatets kampkraft blev undergravet af begge sider, og fjendens sejr blev lettet og bragt nærmere.
I sin tid betegnede vi Brünings regering som bonapartisme (”en karikatur af bonapartisme”), det vil sige et regime af militært politidiktatur. Så snart kampen mellem to sociale lag – besidderne og de besiddelsesløse, udbytterne og de udbyttede – når sin højeste spænding, bliver forholdene for bureaukratiets, politiets og militærets dominans etableret. Regeringen bliver ”uafhængig” af samfundet. Lad os endnu en gang huske på: hvis to gafler bliver stukket symmetrisk i en korkprop kan den balancere på et knappenålshoved. Det er præcis bonapartismens skema. Ganske vist ophører sådan en regering ikke at være besiddernes fuldmægtige. Men alligevel sidder den fuldmægtige på chefens ryg og tøver ikke med at sætte sine støvler i hans ansigt fra tid til anden.
Det kunne være blevet antaget, at Brüning ville holde fast indtil den endelige løsning. Men i begivenhedernes forløb meldte en anden forbindelse sig: Papen-regeringen. Hvis vi skal være præcise burde vi gøre en rettelse til vores gamle betegnelse: Brünings regering var en før-bonapartistisk regering. Brüning var kun forløberen. Bonapartismen trådte ind på scenen i perfekt form med Papen-Schleicher regeringen.
Hvori ligger forskellen? Brüning kundgjorde, at han ikke kendte nogen større lykke end at ”tjene” Hindenburg og Paragraf 48. Hitler ”støttede” Brünings højre flanke med sin knytnæve. Men med sin venstre albue hvilede Brüning på Wels’ skulder. I Rigsdagen fandt Brüning et flertal, der lettede ham fra nødvendigheden af at gøre op med Rigsdagen.
Jo mere Brünings uafhængighed fra parlamentet voksede, desto mere uafhængig følte bureaukratiet sig fra Brüning og de politiske grupper, der stod bag ham. Der manglede blot at blive brudt endeligt med Rigsdagen. Papen-regeringen opstod fra en ubesmittet bureaukratisk undfangelse. Med den højre albue hviler den på Hitlers skulder. Med politiets knytnæve værger den sig imod proletariatet til venstre. Deri ligger hemmeligheden bag dens ”stabilitet”, dvs. bag kendsgerningen, at den ikke kollapsede i fødselsøjeblikket.
Brüning-regeringen havde en klerikal-bureaukratisk-politimæssig karakter. Reichswehr forblev i reserve. ”Jernfronten” tjente som en direkte støtte for ordenen. Kernen i Hindenburg-Papen statskuppet lå præcis i at eliminere afhængigheden af jernfronten. Generalerne flyttede automatisk op til førstepladsen.
De socialdemokratiske ledere viste sig at være aldeles bedraget. Og det er ikke andet end passende for dem i perioder med social krise. De småborgerlige intrigemagere ser kun ud til at være kloge unde forhold, hvor klogskab ikke er nødvendigt. Nu dækker de deres hoveder i natten, sveder og håber på et mirakel: måske kan vi endnu være i stand til at redde ikke blot vores hoveder, men også de overpolstrede møbler og de små, uskyldige opsparinger. Men der vil ikke komme flere mirakler.
Uheldigvis er Kommunistpartiet også blevet aldeles overrasket af begivenhederne. Det stalinistiske bureaukrati var ude af stand til at forudse en eneste ting. I dag taler Thälmann, Remmele og andre ved hver lejlighed om ”statskuppet den 20. juli.” Hvad er dette? Først hævdede de, at fascismen allerede var ankommet, og kun ”kontrarevolutionære trotskister” kunne tale om det som noget i fremtiden. Nu viser det sig, at for at bevæge sig fra Brüning til Papen – i øjeblikket ikke til Hitler, men kun til Papen – var det nødvendigt med et ”statskup”. Og dog er klasseindholdet hos Severing, Brüning og Hitler, fortæller disse vismænd os, ”et og det samme”. Så hvorfra og hvorfor statskuppet?
Men forvirringen slutter ikke her. Selv om forskellen mellem bonapartisme og fascisme nu er blevet afsløret tilstrækkeligt tydeligt, taler Thälmann, Remmele og andre om det fascistiske statskup den 20. juli. Samtidig advarer de arbejderne imod den truende fare fra den hitleristiske, det vil sige lige så fascistiske, omvæltning. Sluttelig bliver Socialdemokratiet udpeget lige som før som socialfascistisk. Begivenhederne bliver på denne måde reduceret til dette, at forskellige slags fascisme tager magten fra hinanden ved hjælp af ”fascistiske” statskup. Er det ikke klart, at hele den stalinistiske teori kun blev skabt med det formål at få den menneskelige hjerne til at gå i stå?
Des mindre forberedte arbejderne var, jo mere måtte Papen-regeringens komme give et indtryk af styrke: komplet tilsidesættelse af partierne, nye dekreter, opløsning af Rigsdagen, repressalier, belejringstilstand i hovedstaden, afskaffelse af det prøjsiske ”demokrati”. Og med hvilken lethed! En løve dræber man med et skud, loppen knuser man mellem fingerneglene; socialdemokratiske ministre bliver fjernet med et knips.
Imidlertid er Papen-regeringen som sådan, på trods af synligheden af de koncentrerede kræfter, endnu svagere end sin forgænger. Det bonapartistiske regime kan kun antage en forholdsvis stabil og varig karakter når den bringer en revolutionær epoke til ende; når styrkeforholdet allerede er blevet afprøvet i slag; når de revolutionære klasser er opbrugt, men de besiddende klasser ikke endnu har frigjort sig fra frygten: vil ikke i morgen bringe nye krampetrækninger? Uden denne basale forudsætning, det vil sige uden en forudgående udmattelse af massernes energi i slag, kan det bonapartistiske regime ikke udvikle sig.
Gennem Papen-regeringen har baronerne, kapitalmagnaterne og bankmændene gjort et forsøg på at beskytte deres interesser ved hjælp af politiet og den regulære hær. Ideen om at opgive al magt til Hitler, som støtter sig på småborgerskabets grådige og tøjlesløse skarer er langt fra behagelig for dem. De tvivler naturligvis ikke på, at Hitler i det lange løb vil være et lydigt redskab for deres dominans. Men dette er forbundet med krampetrækninger med risiko for en lang og udmattende borgerkrig og mange udgifter. Fascisme fører, som det italienske eksempel viser, til et militært bureaukratisk diktatur af den bonapartistiske type. Men til dette kræver den en række år, selv i tilfælde af komplet sejr: en længere årrække i Tyskland end i Italien. Det er klart, at de besiddende klasser ville foretrække en mere økonomisk vej, det vil sige Schleichers og ikke Hitlers vej – for slet ikke at tale om, at Schleicher selv foretrækker denne vej.
Den kendsgerning, at grundlaget for Papen-regeringens eksistens grunder i neutraliseringen af de to uforsonlige lejre betyder naturligvis ikke, at styrken hos de revolutionære proletariat og hos det reaktionære småborgerskab vejer det samme på historiens vægt. Hele spørgsmålet skifter her til politik. Gennem jernfrontens mekanisme lammer Socialdemokratiet proletariatet. Ved sin hovedløse ultimatumpolitik blokerer det stalinistiske bureaukrati for en revolutionær udvej for arbejderne. Med en korrekt ledelse for proletariatet ville fascismen blive udryddet uden besvær, og ingen sprække ville være åben for bonapartisme. Desværre er dette ikke situationen. Proletariatets lammede styrke har antaget den bedrageriske form af ”styrke” hos den bonapartistiske klike. Deri ligger den politiske opskrift på i dag.
Papen-regeringen er de store historiske kræfters uinteressante gadekryds. Dens uafhængige vægt er tæt på nul. Derfor kan den ikke gøre andet end at blive forskrækket over sine egne bevægelser og blive sløv af det tomrum, der omgiver den. På denne måde, og kun på denne måde, kan det forklares at regeringens handlinger indtil nu har bestået af to dele kujoneri og én del dristighed. I Prøjsen spillede regeringen et sikkert spil med Socialdemokratiet: den vidste at disse herrer ikke ville yde modstand. Men efter den havde opløst Rigsdagen, bekendtgjorde den nyvalg og turde ikke udskyde det. Efter at have erklæret undtagelsestilstand skyndte den sig at forklare: dette er kun for at lette kapitulationen uden en kamp fra de socialdemokratiske lederes side.
Er der imidlertid ikke et Reichswehr? Vi bør ikke glemme det. Engels definerede staten som bevæbnede grupper af mænd med materielt tilbehør som fængsler osv. I forhold til den nuværende regeringsmagt kan det siges, at kun Reichswehr virkelig eksisterer. Men Reichswehr ser aldeles ikke ud til at være et pålideligt og lydigt instrument i hænderne på de folk, som Papen står i spidsen for. Faktisk er regeringen snarere en art politisk kommission unde Reichswehr.
Men på trods af sin overlegenhed over regeringen kan Reichswehr ikke gøre krav på en uafhængig politisk rolle. Hundrede tusinde soldater, uanset hvor sammenhængende og hærdede de er (hvilket stadig mangler at blive afprøvet), er ude af stand til at regere en nation af 65 millioner, der er splittet i de mest grundlæggende modsætninger. Reichswehr repræsenterer kun et element i kræfternes samspil, og ikke det afgørende.
På sin egen måde afspejler det nye Reichswehr ganske godt den politiske situation i landet, der har ført til det bonapartistiske eksperiment. Parlamentet uden et flertal, med uforsonlige fløje, giver et åbenlyst og uafviseligt argument til fordel for diktaturet. Endnu en gang fremstår demokratiets begrænsninger i al indlysende tydelighed. Når det er et spørgsmål om selve samfundets fundament er det ikke parlamentarisk aritmetik, der bestemmer. Det er kampen, der er det afgørende.
Vi vil ikke forsøge på afstand at råde om, hvilken vej forsøgene på at danne en regering vil tage i de kommende dage. Vores hypotese ville under alle omstændigheder komme for sent, og desuden er det ikke de mulige overgangsformer og kombinationer, der afgør spørgsmålet. En blok med højrefløjen og centrum ville betyde ”legalisering” af nationalsocialisternes magtovertagelse, det vil sige det mest passende påskud for et fascistisk statskup. Hvilket forhold der ville udvikle sig mellem Hitler, Schleicher og centrumlederne er vigtigere for dem end for det tyske folk. Politisk vil alle tænkelige kombinationer med Hitler betyde opløsningen af bureaukratiet, domstolene, politiet og hæren i fascismen.
Hvis det antages, at centrum ikke vil gå med til en koalition, hvori den ville være nødt til at betale for rollen som bremse på Hitlers lokomotiv i form af brud med sine egne arbejdere – så er der i dette tilfælde kun den åbent udenomsparlamentariske vej tilbage. En kombination uden centrum ville lettere og hurtigere sikre nationalsocialisternes dominans. Hvis disse ikke øjeblikkeligt forener sig med Papen og samtidig heller ikke går over til øjeblikkeligt angreb, så vil regeringens bonapartistiske karakter være nødt til at fremtræde skarpere: Schleicher vil få sine ”hundrede dage” uden de forudgående napoleonske år.
Hundrede dage – nej vi giver for høje tal. Reichswehr bestemmer ikke. Schleicher slår ikke til. Junkernes og finanskapitalens magnaters udenomsparlamentariske diktatur kan kun sikres ved en udmattende og ubenhørlig borgerkrig. Vil Hitler være i stand til at udføre denne opgave? Det afhænger ikke kun af fascismens vilje, men også af proletariatets revolutionære vilje.
Enhver seriøs analyse af den politiske situation må tage de indbyrdes forhold mellem de tre klasser: borgerskabet, småborgerskabet (herunder bønderne) og proletariatet som udgangspunkt.
Det økonomisk mægtige storborgerskab udgør i sig selv in umådelig lille minoritet i nationen. For at udøve sin dominans må den sikre et bestemt forhold til småborgerskabet og, ved dettes mellemkomst, til proletariatet.
For at forstå disse forholds dialektik må vi skelne mellem tre historiske stadier: den kapitalistiske udviklings morgengry, da bourgeoisiet havde brug for revolutionære metoder til at løse dets opgaver; perioden med opblomstring og modning af det kapitalistiske regime, da bourgeoisiet udstyrede sin dominans med ordentlige, beroligende, konservative, demokratiske former; og sluttelig kapitalismens forfald, da bourgeoisiet er tvunget til at ty til borgerkrigens midler imod proletariatet for at beskytte sin ret til udbytning.
De politiske programmers karakteristika i disse tre stadier, jakobinisme [6] , reformistisk demokrati (herunder Socialdemokratiet) og fascisme er grundlæggende set småborgerlige strømningers program. Denne kendsgerning alene, mere end noget andet, viser hvilken enorm – eller rettere, afgørende – rolle de småborgerlige massers selvbestemmelse har for det borgerlige samfund.
Ikke desto mindre hviler forholdet mellem bourgeoisiet og dens grundlæggende sociale støtte, småborgerskabet, ikke på gensidig tillid og fredeligt samarbejde. Som helhed er småborgerskabet en udbyttet og undertrykt klasse. Det ser med misundelse og ofte med had på bourgeoisiet. Bourgeoisiet, på den anden side, mistror småborgerskabet samtidig med at det gør brug af småborgerskabets støtte, for bourgeoisiet frygter med god grund småborgerskabets tendens til at bryde de barrierer, der er pålagt det fra oven.
Mens de banede vejen for borgerlig udvikling, stødte jakobinerne ved hvert eneste skridt sammen med bourgeoisiet. De tjente det i uforsonlig kamp imod det. Efter de havde fuldført deres begrænsede historiske rolle faldt jakobinerne, for kapitalens styre var forudbestemt.
I en række stadier forsvarede bourgeoisiet sin magt under det parlamentariske demokrati. [8] form. Men igen, ikke fredeligt og ikke frivilligt. Bourgeoisiet var dødelig angst for almindelig valgret. Men i det lange løb lykkedes det, med en kombination af undertrykkelse og indrømmelser, truslen om sult sammen med reformtiltag, at underordne ikke blot det gamle småborgerskab, men i betragtelig grad også proletariatet indenfor rammerne af formelt demokrati, ved hjælp af det nye småborgerskab – arbejderbevægelsens bureaukrati. I august 1914 var det imperialistiske bourgeoisi i stand til, ved hjælp af parlamentarisk demokrati, at føre millioner af arbejdere og bønder til slagtebænken.
Men det er præcis med krigen, at forfaldet i kapitalismen, og frem for alt i dens demokratiske form for dominans, begynder. Det er nu ikke længere et spørgsmål om reformer og almisser, men om at skære ned og afskaffe de gamle. Dermed kom bourgeoisiet ikke blot i konflikt med det proletariske demokrati. [8] institutioner (fagforeningerne og de politiske partier), men også med parlamentarisk demokrati, i hvis ramme arbejdernes organisationer rejste sig. Dette er grunden til kampagnen imod ”marxisme” på den ene side og imod demokratisk parlamentarisme på den anden.
Men lige som det liberale bourgeoisis forsamlinger i sin tid var ude af stand til, ved egen kraft, at blive feudalismen, monarkiet og kirken kvit, så er finanskapitalens magnater ude af stand til, ved egen kraft alene, at klare proletariatet. De har brug for støtte fra småborgerskabet. Til dette formål må småborgerskabet oppiskes, mobiliseres og bevæbnes. Men denne metode har sine farer. Mens det gør brug af fascisme, frygter bourgeoisiet det ikke desto mindre. Pilsudski var i 1926 tvunget til at redde de borgerlige samfund ved et statskup rettet imod det polske bourgeoisis traditionelle partier. Det kom endda så vidt, at det polske Kommunistpartis officielle leder, Warski, som gik fra Rosa Luxemburg og, ikke til Lenin, men til Stalin, antog statskuppet for at være en vej til det ”revolutionære demokratiske diktatur” og opfordrede arbejderne til at støtte Pilsudski.
Ved mødet for den polske kommission for Kominterns Eksekutivkomité den 2. juli 1926 sagde forfatteren til disse linjer følgende om begivenhederne i Polen:
”… bevægelsen han (Pilsudski) stod i spidsen for, var småborgerlig, et ’plebejisk’ middel til at løse det kapitalistiske samfunds problemer i en periode med nedgang og ødelæggelse. Her er der en direkte parallel til italiensk fascisme…
”Disse to strømninger har utvivlsomt fælles træk: deres stødtropper er rekrutteret fra småborgerskabet; både Pilsudski og Mussolini virkede ved udenomsparlamentariske, nøgne voldelige midler, ved borgerkrigens metoder; begge sigtede ikke på at omstyrte det borgerlige samfund, men på at redde det. Efter at have rejst de småborgerlige masser, stødte de åbenlyst imod storborgerskabet efter at være kommet til magten. Her falder en historisk generalisering ufrivilligt lige for: lad os huske på Marx’ definition af jakobinisme som en plebejisk metode til at tage sig af bourgeoisiets feudale fjender. Det var i bourgeoisiets opgangsperiode. Det må siges, at nu, i perioden med det borgerlige samfunds forfald, har bourgeoisiet igen brug for et ’plebejisk’ middel til at løse dets problemer – hvilket ikke længere er progressivt, men helt igennem reaktionært. I denne forstand indeholder fascismen en reaktionær karikatur af jakobinismen…
”Bourgeoisiet i forfald er ude af stand til at holde sig ved magten med de metoder og midler, det selv har skabt – den parlamentariske stat. Det har brug for fascisme som et våben til selvforsvar, i det mindste i de mest kritiske stunder. Bourgeoisiet bryder sig ikke om den ’plebejiske’ måde at løse problemerne på. Det havde en ekstremt fjendtlig indstilling over for jakobinerne, der banede vejen med blod for udviklingen af det borgerlige samfund. Fascisterne er umådeligt tættere på bourgeoisiet i forfald end jakobinerne var på bourgeoisiet i opgangsperioden. Men det etablerede bourgeoisi bryder sig heller ikke om de fascistiske måder at løse problemerne på; for alle rystelserne og forstyrrelserne, selv om de er i det borgerlige samfunds interesse, indebærer også farer for det. Det er kilden til antagonismen [7] mellem fascisme og bourgeoisiets traditionelle partier…
”Storborgerskabet kan ikke lide denne metode, ligesom en person med hævet kæbe ikke bryder sig om at få sin tand trukket ud. Det borgerlige samfunds respektable kredse så med had på tandlægen Pilsudskis gerninger, men til slut gav de op over for det uundgåelig, ganske vist med løfter om modstand og megen tingen om prisen. Og se, småborgerskabets idol af i går er blevet forvandlet til kapitalens gendarm!”
I modsætning til dette forsøg på at definere fascismens historiske placering som Socialdemokratiets politiske afløser blev teorien om socialfascisme sat. Først kunne den se ud som en prætentiøs, buldrende men harmløs dumhed. Senere begivenheder har vist, hvor skadelig indflydelse denne stalinistiske teori faktisk har øvet på hele den Kommunistiske Internationales udvikling.
Følger det fra jakobinismens historiske rolle, fra demokratiet og fra fascismen, at småborgerskabet er dømt til at forblive et redskab for kapitalen til evig tid? Hvis det var således, så ville proletariatets diktatur være en umulighed i de mange lande, hvor småborgerskabet udgør flertallet af nationen; og mere endnu, det ville være ekstremt vanskeligt i de lande, hvor småborgerskabet udgør en vigtig minoritet. Heldigvis er det ikke således. Pariserkommunen viste for første gang, i det mindste inden for en enkelt by, som Oktoberrevolutionen har vist det på en langt større skala og i en meget længere periode, at alliancen mellem småborgerskabet og bourgeoisiet ikke er uforgængelig. Siden småborgerskabet er ude af stand til at føre en uafhængig politik (det er også grunden til at det småborgerlige ”demokratiske diktatur” er uladsiggørligt) er der intet andet valg for småborgerskabet end valget mellem bourgeoisiet og proletariatet.
I kapitalismens opgangsperiode og blomstringstid marcherede småborgerskabet, på trods af akutte udbrud af utilfredshed, generelt lydigt med det kapitalistiske seletøj på. Og det kunne heller ikke gøre andet. Men under forhold med kapitalistisk opløsning og tilbagegang i den økonomiske situation stræber småborgerskabet efter at rive sig løs fra de gamle herrer og samfundslederes forhindringer. Det er ganske i stand til at forbinde sin skæbne med proletariatets ditto. Hertil er der kun brug for én ting: småborgerskabet må få tiltro til proletariatets evne til at føre samfundet ud på en ny vej. Proletariatet kan kun inspirere denne tiltro ved sin styrke, sine handlingers fasthed og en behændig offensiv imod fjenden, ved sin revolutionære politiks succes.
Men ve, hvis det revolutionære parti ikke står mål med situationen! Proletariatets daglige kamp skærper de borgerlige samfunds ustabilitet. Strejkerne og de politiske forstyrrelser forværrer landets økonomiske situation. Småborgerskabet kunne midlertidigt forlige sig med mangel på de mest basale fornødenheder, hvis det gennem erfaring kom til den overbevisning, at proletariatet er i en position til at lede det ad en ny vej. Men hvis det revolutionære parti, på trodsaf en klassekamp, der bliver mere og mere tydelig, igen og igen viser sig at være ude af stand til at forene arbejderklassen bag sig, hvis det vakler, bliver forvirret, modsiger sig selv, så mister småborgerskabet tålmodigheden og begynder at se på de revolutionære arbejdere som om de er ansvarlige for småborgerskabets egen elendighed. Alle de borgerlige partier, herunder Socialdemokratiet, retter sine tanker i denne retning. Når den sociale krise bliver utålelig akut, opstår der et bestemt parti på scenen med det direkte mål at agitere småborgerskabet hvidglødende og rette dets had og fortvivlelse imod det tyske proletariat – denne historiske rolle bliver udfyldt af nationalsocialismen, en bred strømning, hvis ideologi er sammensat af alle det rådnende borgerlige samfunds modbydelige dunster.
Hovedansvaret for fascismens vækst hviler naturligvis på Socialdemokratiet. Lige siden den imperialistiske krig har dette partis indsats været begrænset til at rive ideen om en uafhængig politik ud af proletariatets bevidsthed og indsætte troen på kapitalismens evige beståen og tvinge klassen på knæ igen og igen foran det dekadente bourgeoisi. Småborgerskabet kan kun følge arbejderen, hvis han i denne ser en ny leder. Socialdemokratiet lærer arbejderen at være lakaj. Småborgerskabet vil ikke følge en lakaj. Reformismens politik fratager proletariatet dets mulighed for at lede småborgerskabets plebejiske masser og forvandler dermed sidstnævnte til fascismens kanonføde.
Det politiske spørgsmål er imidlertid ikke afgjort for os med Socialdemokratiets ansvar. Siden krigens begyndelse har vi fordømt partiet som det imperialistiske bourgeoisis agent i proletariatets rækker. Ud af denne nye orientering for de revolutionære marxister rejste Tredje Internationale sig. Dens opgave bestod i at forene proletariatet under revolutionens banner og dermed sikre den ledende indflydelse på småborgerskabets undertrykte masser i byerne og på landet.
Efterkrigsperioden var, i Tyskland mere end andre steder, en epoke med økonomisk håbløshed og borgerkrig. De internationale så vel som de interne forhold skubbede bydende landet på vej mod socialisme. Hvert af Socialdemokratiets skridt afslørede dets dekadens og afmagt, den reaktionære import af dets politik, dets lederes bestikkelighed. Hvilke andre forhold er nødvendige for udviklingen af Kommunistpartiet? Og alligevel, efter de første års betydelige succes, gik tysk kommunisme ned af en vej med vaklen, zig-zag politik, skift mellem opportunisme og eventyrpolitik. Det centristiske bureaukrati har systematisk svækket den proletariske fortrop og forhindret den i at bringe klassen under sin ledelse. Dermed har det berøvet proletariatet hele muligheden for at anføre småborgerskabets undertrykte masser. Det stalinistiske bureaukrati bærer det direkte og øjeblikkelige ansvar for fascismens vækst over for proletariatets fortrop.
At forstå det indbyrdes forhold mellem klasserne i form af et skema, fastlagt en gang for alle, er forholdsvist simpelt. Vurderingen af de konkrete forhold mellem klasserne i hver given situation er umådeligt sværere.
Det tyske storborgerskab vakler på nuværende tidspunkt – en situation som storborgerskabet generelt set sjældent oplever. En del er afgjort blevet overbevist om uundgåeligheden af den fascistiske vej og ønsker at accelerere processen. Den anden del ønsker at blive herre over situationen ved hjælp af et bonapartistisk militærdiktatur. Ingen i denne lejr ønsker en tilbagevenden til Weimar ”demokratiet”.
Småborgerskabet er delt. Nationalsocialismen [1] , der har forenet størstedelen af mellemklasserne under sit banner, ønsker at tage al magten i sine egne hænder. Småborgerskabets demokratiske fløj, som stadig har millioner af arbejdere bag sig, ønsker en tilbagevenden til det Ebert’ske demokrati. [8] I mellemtiden er de klar til at støtte et bonapartistisk diktatur, i det mindste passivt. Socialdemokratiet ræsonnerer følgende: under nazisternes pres vil Papen-Schleicher regeringen være tvunget til at skabe balance ved at styrke sin venstrefløj; samtidig vil krisen måske lægge sig; småborgerskabet vil måske besinde sig; kapitalismen vil måske nedsætte sit afsindige pres på arbejderklassen – og med Guds hjælp vil alt igen falde på plads.
Den bonapartistiske klike ønsker faktisk ikke fascismens komplette sejr. Den vil ikke ved alle midler være imod at udnytte Socialdemokratiets støtte inden for visse grænser. Men til dette formål vil den være nødt til at ”tolerere” arbejdernes organisationer, hvilket kun kan lade sig gøre, hvis Kommunistpartiet tillades, i det mindste i en vis grad. Desuden ville Socialdemokratiets støtte til militærdiktatur uomtvisteligt presse arbejderne ind i kommunismens rækker. Ved at søge midler til støtte imod den brune djævel ville regeringen ganske snart komme til at modtage slag fra den røde Beelzebub.
Den officielle kommunistiske presse erklærer, at Socialdemokratiets fordragelighed over for Brüning beredte vejen for Papen, og at semi-fordrageligheden over for Papen vil accelerere Hitlers ankomst. Det er helt korrekt. Inden for disse grænser er der ingen meningsforskelle mellem os og stalinisterne. Men lige præcis dette tilkendegiver, at i perioder med social krise vender reformismens politik sig ikke længere mod masserne, men vender sig imod sig selv. I denne proces er det kritiske øjeblik netop indtrådt.
Hitler tolererer Schleicher. Socialdemokratiet går ikke imod Papen. Hvis denne situation virkelig kunne sikres i en længere periode, så ville Socialdemokratiet blive forvandlet til bonapartismens venstrefløj, og overlade det til fascismen at være dens højrefløj. Teoretisk er det naturligvis ikke udelukket at den nuværende krise i tysk kapitalisme ikke vil nå en afgørende løsning, dvs. hverken vil ende med proletariatets sejr eller den fascistiske kontrarevolutions triumf. Hvis Kommunistpartiet fortsætter sin stupide ultimatum-politik og dermed redder Socialdemokratiet fra uundgåeligt kollaps; hvis Hitler ikke i den nære fremtid beslutter sig for et statskup og dermed foregriber den uundgåelige opløsning i sine egne rækker; hvis den økonomiske konjunktur går opad før Schleicher falder – så kunne den bonapartistiske kombination af paragraf 48 [9] i Weimarforfatningen, Reichswehr, det semi-oppositionelle Socialdemokrati og den semi-oppositionelle fascisme muligvis opretholde sig selv (indtil et nyt socialt udbrud, som i alle fald kan forventes).
Som sidebemærkning er vi stadig langt fra virkeliggørelsen af de betingelser, der udgør de socialdemokratiske dagdrømme. De er langt fra sikre. Selv stalinisterne tror dårligt nok på Papen-Schleicher regimets modstandskraft og levedygtighed. Alle tegn peger på en opsplitning af Wels [10] -Schleicher-Hitler trekanten før den overhovedet er begyndt at tage form.
Men måske vil den blive erstattet af en Hitler-Wels kombination? Ifølge Stalin er de ”tvillinger, ikke modsætninger.” Lad os antage, at Socialdemokratiet, uden at frygte sine egne arbejdere, ville sælge sin fordragelighed til Hitler. Men Hitler har ikke brug for denne vare: han har ikke brug for Socialdemokratiets fordragelighed, men for dets afskaffelse. Hitler-regeringen kan kun opnå dette ved at bryde proletariatets modstand og fjerne alle mulige organer for dets modstand. Deri ligger fascismens historiske rolle.
Stalinisterne begrænser sig til en rent psykologisk, eller rettere, rent moralsk, vurdering af disse kujonagtige og griske småborgere, der anfører Socialdemokratiet. Kan vi overhovedet antage, at disse forhærdede forrædere ville adskille sig fra bourgeoisiet og gå imod det? Sådan en idealistisk metode har meget lidt til fælles med marxisme, som ikke tager udgangspunkt i, hvad folk tænker om sig selv eller hvad de ønsker, men i de forhold, de står i, og de ændringer disse forhold vil gennemgå.
Socialdemokratiet støtter det borgerlige regime, ikke af hensyn til kul- stål- og andre magnaters profitter, men af hensyn til de goder, det selv kan opnå som parti i skikkelse af dets numerisk stærke og mægtige apparat. Fascismen truer på ingen måde det borgerlige regime, til hvis forsvar Socialdemokratiet eksisterer. Men fascismen truer den rolle, som Socialdemokratiet udfylder i det borgerlige regime og den indkomst, som Socialdemokratiet opnår for at spille sin rolle. Selv om stalinisterne glemmer denne side af sagen, mister Socialdemokratiet ikke på et eneste tidspunkt den dødelige fare af syne, som en triumf for fascismen udgør for det – ikke bourgeoisiet, men det – Socialdemokratiet.
For omtrent tre år siden pegede vi på, at den kommende politiske krises udgangspunkt i Østrig og Tyskland efter al sandsynlighed ville være sikret af Socialdemokratiets og fascismens uforenlighed; da vi på dette grundlag afviste teorien om socialfascisme, som ikke afslørede, men skjulte den kommende konflikt, da vi gjorde opmærksom på muligheden af, at Socialdemokratiet, og med det en stor del af dets apparat, ville blive tvunget til en kamp imod fascismen og at dette ville være et gunstigt udgangspunkt for Kommunistpartiet til et yderligere angreb, så anklagede en god portion kommunister – ikke kun ansatte funktionærer, men endda ærlige revolutionære – os for at ”idealisere” Socialdemokratiet. Der var intet andet at gøre end at ryste på hovedet. Det er svært at diskutere med folk, hvis tanker stopper, hvor spørgsmålet begynder for en marxist.
I samtaler har jeg ofte gengivet følgende eksempel: det jødiske bourgeoisi i det tsaristiske Rusland repræsenterede en ekstremt skræmt og demoraliseret del af hele det russiske bourgeoisi. Og alligevel, i den udstrækning at De Sorte Hundreders pogromer, der hovedsageligt var rettet imod de fattige jøder, også ramte bourgeoisiet, var dette tvunget til at forsvare sig selv. Ganske vist udviste det heller ikke på dette felt meget mod. Men på grund af den fare, der hang over deres hoveder, indsamlede det liberale jødiske bourgeoisi for eksempel betragtelige summer til bevæbning af revolutionære arbejdere og studenter. På denne måde blev der opnået en midlertidig praktisk aftale mellem de mest revolutionære arbejdere, som var klar til at kæmpe med våben i hånd, og den mest skræmte del af bourgeoisiet, der var kommet i knibe.
Sidste år skrev jeg, at i kampen mod fascismen har kommunisterne pligt til at indgå praktiske aftaler, ikke kun med fanden og hans bedstemor, men selv med Grzesinski [11] . Denne sætning er blevet trykt i hele den stalinistiske verdenspresse. Hvilket bedre bevis for Venstreoppositionens ”socialfascisme” kunne der være? Mange kammerater advarede mig på forhånd: ”De vil dvæle ved denne sætning.” Jeg svarede dem: ”Den er blevet skrevet, så de vil dvæle ved den. Lad dem blot dvæle ved dette varme jern og brænde fingrene. Tykpanderne må lære deres lektie.”
Kampens forløb har ført til, at Papen har gjort Grzesinski bekendt med indersiden af et fængsel. Fulgte denne episode fra socialfascismens teori og det stalinistiske bureaukratis prognoser? Nej, det fandt sted i komplet modsætning til disse. Vores vurdering af situationen tog imidlertid sådan en mulighed i betragtning og tilskrev en plads til den.
Men, vil stalinisterne protestere, Socialdemokratiet undveg også kampen på dette tidspunkt. Ja, det undveg den. Den, der forventede, at Socialdemokratiet ville gå videre end sine lederes påbud og selv tage kampen op uafhængigt, og dette under forhold, hvor selv Kommunistpartiet viste sig ude af stand til at kæmpe, ville naturligvis blive skuffet. Vi forventede ikke sådanne mirakler. Derfor blottede vi ikke os selv for nogle ”skuffelser” over Socialdemokratiet.
Grzesinski er ikke blevet omdannet til en revolutionær tiger; det medgiver vi gerne. Men ikke desto mindre er der en ganske stor forskel på en situation, hvor Grzesinski sidder i sin fæstning og udsender forordninger til beskyttelse af ”demokratiet” imod revolutionære arbejdere, og en situation hvor kapitalismens bonapartistiske redningsmand sætter Grzesinski selv i fængsel, er der ikke? Og bør vi ikke tage denne forskel i politisk betragtning, og bør vi ikke drage fordel af den?
Lad os vende tilbage til det eksempel, der er nævnt ovenfor: det er ikke svært at forstå forskellen mellem en jødisk fabrikant, der betaler tsarens politimand for at slå ned på strejkende, og den samme fabrikant der giver penge til gårsdagens strejkende for at få våben imod pogromerne. Bourgeois’en forbliver den samme. Men fra en ændring i situationen opstår der en ændring i forholdene. Bolsjevikkerne gennemførte strejker imod fabrikanten. Senere modtog de penge fra den samme fabrikant til kampen imod pogromerne. Det forhindrede naturligvis ikke arbejderne i, da deres tid var kommet, at vende våbnene imod bourgeoisiet.
Betyder alt dette, at Socialdemokratiet som helhed vil kæmpe imod fascismen? Hertil svarer vi: dele af de socialdemokratiske funktionærer vil utvivlsomt gå over til fascisterne; en betragtelig del vil gemme sig under deres senge i farens stund. De arbejdende masser vil ikke kæmpe i sin helhed. På forhånd at gætte, hvilke dele af de socialdemokratiske arbejdere, der vil blive draget ind i kampen, og hvornår, og hvilken del af apparatet, de vil tage med sig, er aldeles umuligt. Det afhænger af mange betingelser, blandt dem Kommunistpartiets standpunkt. Enhedsfrontens politik har som formål at skille dem, der ønsker at kæmpe fra de, der ikke ønsker det; at skubbe til de, der vakler; og sluttelig at kompromittere de kapitulationistiske ledere i arbejdernes øjne og konsolidere arbejdernes kampevne.
Hvor megen tid er blevet spildt – uden mål, bevidstløst, skamfuldt! Hvor meget kunne ikke være opnået, blot i de seneste to år alene! Var det ikke på forhånd klart, at monopolkapitalen og dens fascistiske hær med knytnæver og totenschlægere ville drive Socialdemokratiet ud på oppositionens og selvforsvarets vej? Denne prognose burde have været fremstillet for hele arbejderklassen, der skulle have været taget initiativ til en enhedsfront, og dette initiativ burde fast blive holdt i vore hænder på hvert nyt stadie. Det var ikke nødvendigt at råbe eller skrige; det var muligt at spille roligt med en sikker hånd. Det ville have rakt, klart at formulere uundgåeligheden af hvert af fjendens nye skridt og opsætte et praktisk program for en enhedsfront uden overdrivelser og tingen, men også uden svaghed og indrømmelser. Hvor højt ville Kommunistpartiet ikke stå i dag, hvis det havde tilegnet sig den leninistiske politiks ABC og udført den med den nødvendige udholdenhed!
I midten af juli fremkom der en pamflet med Thälmanns svar på 21 spørgsmål fra socialdemokratiske arbejdere om, hvordan den ”røde enhedsfront” kan blive dannet. Pamfletten begynder med ordene: ”Mægtigt stormer den antifascistiske enhedsfront fremad!” Appellen fik ingen respons. På den måde blev den tragiske afgrund mellem bureaukratisk retorik og politisk virkelighed afsløret på fem dage.
Partiet fik 5,3 millioner stemmer ved valget den 31. juli. Ved at fremhæve dette resultat som en storslået sejr viste partiet, i hvor høj grad nederlagene har reduceret dets mål og håb. I første valgrunde af præsidentvalget, den 13. marts, fik partiet næsten 5 millioner stemmer. I løbet af fire og en halv måneder – og hvilke måneder! – steg antallet kun med 300.000 stemmer. Den kommunistiske presse gentog hundredvis af gange i marts, at stemmetallet ville have været umådeligt højere havde det været et Rigsdagsvalg: i et præsidentvalg anså hundrede tusinder af sympatisører det for overflødigt at spilde tid på en ”platonisk” demonstration. Hvis denne kommentar fra marts skal tages med i betragtning – og den fortjener at blive taget i betragtning – følger det, at partiet praktisk talt overhovedet ikke er vokset i løbet af de sidste fire og en halv måneder.
I april valgte Socialdemokratiet Hindenburg, som derefter udførte et statskup direkte imod partiet. Man skulle tro, at denne kendsgerning alene var tilstrækkelig til at ryste reformismen i sin grundvold. Læg dertil den yderligere forværring af krisen med alle dens skrækkelige konsekvenser. Sluttelig, den 20. juli, elleve dage før valget, stak Socialdemokratiet ynkeligt halen mellem benene over for statskuppet, der blev udført af den præsident, de havde valgt. I sådanne perioder vokser revolutionære partier eksplosivt. Hvad end Socialdemokratiet, som sidder fast løst i en skruetvinge, gør, vil det skubbe arbejderne væk fra sig og mod venstre. Men i stedet for at gå fremad med syvmileskridt, vakler kommunismen, står i stampe, er på tilbagetog og tager et halvt skridt bagud efter hvert skridt frem. At juble over en sejr, blot fordi Kommunistpartiet ikke tabte stemmer den 31. juli, er at fuldstændig miste realitetssansen.
For at kunne forstå hvorfor og hvordan det revolutionære parti dømmer sig til nedværdigende afmagt under særdeles gunstige politiske forhold, må man læse Thälmanns svar til de socialdemokratiske arbejdere. En trættende og ubehagelig gerning, men det kan oplyse en om, hvad der foregår i de stalinistiske lederes hoveder.
Til spørgsmålet ”hvorledes vurderer kommunisterne Papen-regeringens karakter?” giver Thälmann adskillige indbyrdes modstridende svar. Han begynder med en henvisning til ”faren for den omgående indførelse af det fascistiske diktatur.” Deraf følger, at det ikke eksisterer endnu? Han taler med aldeles præcision om regeringsmedlemmerne som ”repræsentanter for trust-kapitalisme, generalerne og junkerne.” Et minut senere siger han om den samme regering: ”dette fascistiske kabinet” og slutter sit svar med antagelsen om, at ”Papen-regeringen … har sat sig et mål om øjeblikkelig indførelse af det fascistiske diktatur.”
Ved at tilsidesætte de sociale og politiske forskelle mellem bonapartisme, det vil sige et regime med ”indre fred”, der hviler på militærdiktatur, og fascisme, det vil sige et regime med åben borgerkrig imod proletariatet, fralægger Thälmann sig på forhånd muligheden af at forstå, hvad der sker foran hans egne øjne. Hvis Papens kabinet er et fascistisk kabinet, hvilken fascistisk ”fare” taler han da om? Hvis arbejderne tror Thälmann, når han siger, at Papen har sat sig det mål (!) at inføre det fascistiske diktatur, så vil den sandsynlige konflikt mellem Hitler og Papen-Schleicherkomme som en overraskelse for partiet, ligesom konflikten mellem Papen og Otto Braun gjorde i sin tid.
På spørgsmålet ”er Kommunistpartiet oprigtige omkring enhedsfronten?” svarer Thälmann naturligvis bekræftende, og som bevis henviser han til, at kommunisterne ikke går med hatten i hånden til Hindenburg og Papen. ”Nej, vi fremsætter spørgsmålet om kamp, om kampen imod hele systemet, imod kapitalismen. Og heri ligger kernen i vores oprigtighed om enhedsfronten.”
Thälmann demonstrerer, at han ikke forstår, hvad det drejer sig om. De socialdemokratiske arbejdere forbliver socialdemokrater netop fordi de stadig tror på den gradvise, reformistiske vej til omdannelsen af kapitalisme til socialisme. Siden de ved, at kommunisterne står for den revolutionære omstyrtelse af kapitalismen spørger de socialdemokratiske arbejdere: ”Foreslår i oprigtigt enhedsfronten for os?” Til dette svarer Thälmann: ”Naturligvis, helt oprigtigt, for med os er det et spørgsmål om at omstyrte hele det kapitalistiske system.”
Selvfølgelig kunne vi ikke drømme om at skjule noget for de socialdemokratiske arbejdere. Ikke desto mindre må man kende tingenes størrelse og bevare de politiske proportioner. En dygtig propagandist skulle have svaret på følgende måde: ”I sætter jeres håb til demokratiet; vi mener, at den eneste udvej ligger i revolutionen. Men vi kan ikke og ønsker ikke at lave revolutionen uden jer. Hitler er vores fælles fjende. Efter sejren over ham vil vi afstemme tingene med jer og se, hvor vejen frem faktisk ligger.”
Thälmann-pamflettens publikum, hvor sært det end ser ud ved første øjekast, lytter ikke blot tålmodigt til taleren, men er endog enige med ham mange gange. Hemmeligheden bag deres tålmodighed er imidlertid, at Thälmanns samtalepartnere ikke blot tilhører ”Antifascistisk Aktion”, men også opfordrer til at stemme på Kommunistpartiet. De er tidligere socialdemokrater, der er gået over til kommunismen. Sådanne rekrutter kan kun bydes varmt velkomne. Men det skuffende ved hele affæren er, at en samtale med arbejdere, der har brudt med Socialdemokratiet bliver udgivet for at være en dialog med de socialdemokratiske masser. Denne billige maskerade er højst karakteristisk for hele Thälmann og Co.’s politik i dag!
Under alle omstændigheder fremsætter de tidligere socialdemokrater spørgsmål, som faktisk foruroliger de socialdemokratiske masser. ”Er den Antifascistiske Aktion en frontorganisation for Kommunistpartiet?” spørger de. Thälmann svarer: ”Nej!” Beviset? Den Antifascistiske Aktion ”er ingen organisation, men en massebevægelse.” Som om det ikke netop var Kommunistpartiets opgave at organisere massebevægelsen. Det andet argument er endnu bedre: den Antifascistiske Aktion er ikke partipolitisk, for (!) den retter sig imod den kapitalistiske stat: ”Karl Marx satte allerede, da han beskæftigede sig med læren af Pariserkommunen, spørgsmålet om at sønderknuse det borgerlige statsapparat i forgrunden i al sin skarphed.” O ulykkelige citat! For det, som socialdemokraterne, uanset Marx, ønsker, er at udvikle den borgerlige stat, ikke at sønderknuse den. De er ikke kommunister men reformister. På trods af sine hensigter beviser Thälmann netop det, han forsøger at afvise – den Antifascistiske Aktions partikarakter.
Kommunistpartiets officielle leder forstår åbenbart hverken situationen eller de socialdemokratiske arbejderes politiske tanker. Han forstår ikke, hvilket formål enhedsfronten tjener. Med hver eneste af sine sætninger leverer han våben til de reformistiske ledere og driver de socialdemokratiske arbejdere over til dem.
Umuligheden af nogen slags fælles fodslag med Socialdemokratiet bliver demonstreret af Thälmann på følgende måde: ”I denne forbindelse må vi (?) klart anerkende, at Socialdemokratiet, selv når det i dag foregiver en imiteret opposition, på intet tidspunkt vil opgive sine faktiske tanker om koalition og overenskomst med det fascistiske bourgeoisi.” Selv hvis dette var rigtigt ville opgaven med at bevise det over for de socialdemokratiske arbejdere gennem erfaring stadig stå tilbage. Imidlertid er indholdet også forkert. Hvis de socialdemokratiske ledere ikke ønsker at opgive overenskomster med bourgeoisiet, så opgiver det fascistiske bourgeoisi dog alligevel overenskomster med Socialdemokratiet. Og denne kendsgerning kan blive afgørende for Socialdemokratiets skæbne. I magtoverdragelsen fra Papen til Hitler vil bourgeoisiet på ingen måde være i stand til at skåne Socialdemokratiet. Borgerkrigen har sine egne love. Den fascistiske terrors regime vil o kan kun betyde opløsning af Socialdemokratiet. Mussolini begyndte netop med dette for endnu mere ubehersket at kunne knuse de revolutionære arbejdere. Under alle omstændigheder værdsætter ”socialfascisten” sit skind. Den kommunistiske enhedsfrontspolitik må på nuværende tidspunkt tage udgangspunkt i Socialdemokratiets bekymring for sit skind. Det vil være den mest realistiske politik og på samme tid den mest revolutionære i sine konsekvenser.
Men hvis Socialdemokratiet ”på intet tidspunkt” vil adskille sig fra det fascistiske bourgeoisi (selv om Matteoti [12] ”adskilte” sig fra Mussolini), skal de socialdemokratiske arbejdere, der ønsker at deltage i den Antifascistiske Aktion, så ikke forlade deres parti? Sådan lyder et spørgsmål. Hertil svarer Thälmann: ”For os kommunister er det selvfølgelig er det selvfølgelig et spørgsmål, om socialdemokratiske eller Regichsbanner-arbejdere [13] kan tage del i den Antifascistiske Aktion uden at skulle forlade deres parti.” For at vise sig fri fra sekterisme tilføjer Thälmann: ”Hvis I strømmede ind i den i millionvis i en tæt sluttet front ville vi hilse jer med glæde selv om der stadig, efter vores mening, er mangel på klarhed i jeres tanker omkring visse spørgsmål omkring bedømmelsen af Tysklands Socialdemokratiske Parti.” Gyldne ord! Vi anser jeres parti for fascistisk, I anser det for demokratisk, men lad os ikke strides over småting. Det er tilstrækkeligt at i kommer til os ”i millionvis” uden at forlade jeres fascistiske parti. ”Mangel på klarhed omkring visse spørgsmål” kan ikke være en hindring. Men desværre udgør manglen på klarhed i de almægtige bureaukraters hoveder en forhindring på hvert eneste trin.
For at give spørgsmålet dybde fortsætter Thälmann med at sige: ”Vi opsætter ikke spørgsmålet mellem partier, men på et klassegrundlag.” Ligesom Seydewitz [14] er Thälmann klar til at fornægte partiets interesser i klassens interesse. Ulykken består i, at der for en marxist ikke kan være en sådan modsætning. Var dets program ikke den videnskabelige formulering af arbejderklassens interesser ville partiet ikke være en øre værd.
Sammen med den grove principielle fejl indeholder Thälmanns ord også en praktisk absurditet. Hvorledes er det muligt ikke at stille spørgsmålet om forhold mellem partier, når det netop er her, spørgsmålets kerne ligger? Millioner af arbejdere følger Socialdemokratiet. Andre millioner – Kommunistpartiet. Til den socialdemokratiske arbejder, der spørger, hvordan vi i dag skal opnå fælles handling mellem jeres parti og vores imod fascismen, svarer Thälmann: ”På et klassegrundlag, ikke på grundlag af partier,” strøm til os i millionvis. Er dette ikke den mest usle svulstighed?
”Vi kommunister,” fortsætter Thälmann, ”ønsker ikke enhed for enhver pris. Vi kan ikke, af hensyn til enheden med Socialdemokratiet, fornægte vores politiks klasseindhold … og fordømme strejker, de arbejdsløses kampe, lejernes aktioner og revolutionært masseforsvar.” Enigheden om bestemte praktiske handlinger bliver mistydet som en absurd enhed med Socialdemokratiet. Ud fra uundværligheden af morgendagens endelige revolutionære angreb deduceres utilladelighedn af fælles strejker og selvforsvarsaktioner i dag. Den der kan finde fornuft eller forstand i Thälmanns tanker fortjener en præmie.
Thälmanns publikum insisterer: ”Er en alliance mellem KPD og SPD mulig i kampen imod Papen-regeringen og mod fascismen?” Thälmann nævner to eller tre kendsgerninger som bevis for at Socialdemokratiet ikke ønsker at kæmpe imod fascismen og konkluderer: ”Hver SPD-kammerat vil sige, vi har ret, når vi siger, at en alliance mellem KPD og SPD er umulig på grundlag af disse kendsgerninger og af principielle årsager(!).” Bureaukraten antager igen det, der skal bevises. Ultimatumpolitik antager en særlig naragtig karakter så snart Thälmann svarer på spørgsmålet om enhedsfronten med organisationer, der omfatter millioner af arbejdere. Socialdemokraterne må indse, at en enighed med deres parti er umulig fordi det er fascistisk. Kan Wels og Leipart modtage en bedre tjeneste?
”Vi kommunister, som afviser enhver overensstemmelse med SPD-lederne … erklærer på ny, at vi til alle tider er klar til den antifascistiske kamp med militante socialdemokratiske og Reichsbanner-kammerater og med de lavere (?) militante organisationer.” Hvor stopper de lavere organisationer? Og hvad må der gøres, hvis de lavere organisationer underkaster sig de øvre organisationers disciplin og foreslår, at forhandlingerne skal starte med sidstnævnte? Endelig, mellem de lavere og de øvre er der mellemliggende etager. Og kan man forudsige, hvor skillelinjen vil gå mellem de, som ønsker at kæmpe og de, der snor sig udenom kampen? Dette kan kun blive bestemt i handling og ikke ved forhåndsvurderinger. Hvad fornuft er der i at binde sig selv på hænder og fødder?
I Die Rote Fahne fra 29. juli, i en rapport fra et Reichsbanner møde, bliver der nævnt bemærkelsesværdige ord fra en socialdemokratisk kompagnichef: ”Viljen til en antifascistisk ehedsfront eksisterer hos masserne. Hvis lederne ikke tager højde for dette vil jeg gå til enhedsfronten over deres hoveder.” Den kommunistiske avis gengiver disse ord uden kommentar. Og dog indeholder de nøglen til hele enhedsfrontens taktik. Socialdemokraten ønsker at bekæmpe fascisterne sammen med kommunisterne. Han er allerede i tvivl om ledernes gode vilje. Hvis lederne nægter, siger han, vil jeg gå over deres hoveder. Socialdemokrater med en lignende indstilling kan tælles i dusiner, hundreder, tusinder, millioner. Det er Kommunistpartiets opgave virkelig at vise dem, om de socialdemokratiske ledere ønsker at kæmpe eller ej. Dette kan kun demonstreres gennem erfaring, gennem en ny frisk erfaring i en ny situation. Denne erfaring vil ikke blive vundet med et slag. De socialdemokratiske ledere må underkastes en prøve: på fabrikken og i værkstedet, i by og land, i hele nationen i dag og i morgen. Vi må gentage vores forslag i en ny form, fra en ny vinkel, tilpasset den nye situation.
Men Thälmann vil ikke vide af dette. På grundlag af ”de principielle forskelle der har vist sig at eksistere mellem KPD og SPD nægter vi forhandlinger med SPD.” Dette rystende argument bliver gentaget af Thälmann mange gange. Men hvis der ikke var ”principielle modsætninger” ville der ikke være to partier. Og hvis der ikke var to partier ville der ikke være noget spørgsmål om enhedsfronten. Thälmann prøver at bevise alt for meget. Mindre ville være bedre.
Men betød dannelsen af RGO [15] , spørger arbejderne, ikke ”en splittelse af den organiserede arbejderklasse?” Nej, svarer Thälmann, og som bevis citerer han Engels’ brev fra 1895 imod de æstetisk-sentimentale filantroper. Hvem rækker forræderisk Thälmann sådanne citater? RGO er skabt i enhedens og ikke splittelsens ånd. Desuden skal arbejderen ingenlunde forlade sin faglige organisation for at gå med i RGO. Tværtimod er det bedre, hvis RGO-medlemmer forbliver i fagforeningerne for at udføre oppositionelt arbejde. Thälmanns ord lyder muligvis overbevisende over for kommunister, der har sat sig selv det mål at kæmpe imod den socialdemokratiske ledelse. Men som svar til socialdemokratiske arbejdere, som tænker på enheden i fagbevægelsen, lyder Thälmanns ord hånlige.
”Hvorfor har I forladt vore fagforeninger og organiseret jer separat?” spørger de socialdemokratiske arbejdere.
”Hvis I ønsker at gå med i vores særskilte organisation for at kæmpe imod den socialdemokratiske ledelse forlanger vi ikke, at I forlader fagforeningerne,” svarer Thälmann. Et passende svar, der slår hovedet på sømmet!
”Er der demokrati inden for KPD?” spørger arbejderne og går over til et andet emne. Thälmann svarer bekræftende. Absolut! Men han tilføjer omgående og uventet: ”I legalitet så vel som i illegalitet, særligt i det sidste tilfælde, må partiet være på vagt over for spioner, provokatører og politiagenter.” Denne indskydelse er ikke tilfældig. Den seneste doktrin, der er blevet meddelt til verden gennem en mystisk Büchners brochure, forsvarer kvælning af demokratiet i kampen mod spioner. Hvem der end protesterer over det stalinistiske bureaukratis enevælde bliver som minimum udråbt som mistænkelige personer. Politiagenterne og provokatørerne i hvert land fryder sig entusiastisk over denne teori. De vil jage oppositionstilhængere mere højlydt end nogle andre: dette kan fjerne opmærksomheden fra dem selv og gøre dem i stand til at fiske i rørte vande.
Demokratiets trivsel er også demonstreret, ifølge Thälmann, ved den kendsgerning, at ”problemerne bliver behandlet på verdenskongresserne og konferencerne for Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité.” Taleren meddeler ikke, hvornår den sidste verdenskongres fandt sted. Vi vil gerne minde om det: i juli 1928, for over fire år siden! Tilsyneladende er der ikke opstået nogle nævneværdige spørgsmål siden. Hvorfor, kan vi spørge i forbifarten, sammenkalder Thälmann ikke en ekstraordinær partikongres for at løse de spørgsmål, som det tyske proletariats skæbne afhænger af? Ganske sikkert ikke på grund af et overskud af partidemokrati.
Sådan forløber side efter side. Thälmann svarer på 21 spørgsmål. Hvert spørgsmål en fejltagelse. I alt 21 fejltagelser uden at tælle de små og sekundære med. Og disse er talrige.
Thälmann beretter, at bolsjevikkerne brød med mensjevikkerne i 1903. I virkeligheden fandt bruddet først sted i 1912. Men selv dette forhindrede ikke, at februarrevolutionen så forenede bolsjevikiske og mensjevikiske organisationer i en stor del af landet. Så sent som i begyndelsen af april talte Stalin for sammenlægning af bolsjevikkerne med Tseretellis [16] parti – ikke en enhedsfront men sammenlægning af partierne! Dette blev kun forhindret af Lenins ankomst.
Thälmann siger, at bolsjevikkerne opløste den Konstituerende Forsamling i 1917. I virkeligheden skete dette i begyndelsen af 1918. Thälmann er overhovedet ikke bekendt med den russiske revolution og bolsjevikpartiets historie.
Imidlertid er det langt værre, at han ikke forstår grundlaget for den bolsjevikiske taktik. I sine ”teoretiske” artikler vover han endda at anfægte den kendsgerning, at bolsjevikkerne indgik en overenskomst med mensjevikkerne og de socialrevolutionære imod Kornilov. [17] Som bevis fremviser han citater, som en anden ar skubbet under hans dør og som intet har at gøre med sagen. Men han glemmer at svare på spørgsmålene: var der komiteer til Forsvar for Folket over hele landet under Kornilov-kuppet? Ledte de kampen imod Kornilov? Hørte repræsentanter for bolsjevikkerne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære til disse komiteer? Ja, ja, ja. Var mensjevikkerne og de socialrevolutionære ved magten dengang? Forfulgte de bolsjevikkerne som agenter for den tyske generalstab? Var tusindvis af bolsjevikker låst inde i fængslerne? Skjulte Lenin sig i illegalitet? Ja, ja, ja. Hvilke citater kan afvise disse historiske kendsgerninger?
Lad Thälmann appellere så meget han lyster til Manuilskij, Lozovskij [18] og Stalin selv (hvis denne overhovedet åbner munden). Men han bør lade leninismen og den russiske revolutions historie være i fred: disse er bøger, der er lukket med syv segl for ham.
Til slut må man drage endnu et spørgsmål, som kan stå alene, frem igen: det har at gøre med Versailles. De socialdemokratiske arbejdere spørger om Kommunistpartiet ikke gør politiske indrømmelser til nationalsocialismen. I sit svar fortsætter Thälmann med at forsvare parolen om ”national befrielse” og sætte det på samme niveau som social befrielse. Krigsskadeerstatningerne – det der nu er tilbage af dem – er lige så vigtige for Thälmann som den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Man kunne sige, at denne politik alene er udtænkt for at aflede arbejdernes opmærksomhed fra det grundlæggende problem, at svække slaget imod kapitalismen og tvinge en til at søge hovedfjenden og kilden til fattigdom på den anden side af grænsen. Imidlertid: ”hovedfjenden er derhjemme!” – nu, mere end nogensinde før. Schleicher udtrykte endnu mere plumpt denne ide: før noget andet erkærede han i radioen den 26. juli, at ”vi må sætte en stopper for det beskidte svin derhjemme!” Denne soldats formulering er vældig god. Vi tager den op med glæde. Hver kommunist må fast tage den til sig som sin egen. Mens nazisterne afleder opmærksomheden mod Versailles må kommunisterne svare dem med Schleichers ord: nej, før alt andet må vi sætte en stopper for det beskidte svin derhjemme!
Taktik bliver afprøvet i de mest kritiske og afgørende øjeblikke. Bolsjevismens styrke hvilede på at dens paroler og metoder fandt deres højeste bekræftelse så snart begivenhedernes gang krævede dristige beslutninger. Hvilken værdi har principper, der må fraskrives så snart situationen antager en alvorlig karakter?
Realistisk politik baserer sig på klassekampens naturlige udvikling. Sekterisk politik forsøger at udskrive kunstige regulativer for klassekampen. Den revolutionære situation er klassekampens største fremhævning. Netop af denne årsag får marxismens realistiske politik en kraftig tiltrækningskraft på masserne i den revolutionære situation. Den sekteriske politik, derimod, bliver så meget desto svagere under begivenhedernes stød. Blanquisterne [19] og Prudonisterne [20] blev overraskede af begivenhederne i Pariserkommunen og gjorde det modsatte af det, der konstant havde prædiket. Under den russiske revolution blev anarkisterne tvunget til at anerkende sovjetterne, det vil sige magtens organer. Og så videre uden ende.
Komintern støtter sig på masserne, der tidligere blev vundet til marxismen og samlede sig ved oktoberrevolutionens autoritet. Men den nuværende ledende Stalin-fraktions politik søger at kommandere klassekampen i stedet for at forene den med et politisk udtryk. Dette er bureaukratismens vigtigste træk, og heri mødes den med sekterismen, som den adskiller sig skarpt fra på andre områder. Takket være det stærke apparat, Sovjetstatens materielle midler og oktoberrevolutionens autoritet har det stalinistiske bureaukrati været i stand til, i relativt stille perioder, i nogen tid at pålægge den proletariske fortrop nogle kunstige indskrænkninger. Men i den grad at klassekampen er fortættet til borgerkrig kommer de bureaukratiske udskrivninger i stigende grad i konflikt med den ubønhørlige virkelighed. Stillet over for skarpe vendinger i situationen lander det arrogante og oppustede bureaukrati let i roderi. Hvis det ikke kan kommandere, kapitulerer det. Thälmanns centralkomités politik i de seneste måneder vil en dag blive studeret som en model for den mest jammerlige og ynkelige tankeløshed.
Siden den ”tredje periode” har det været opfattet som utænkeligt at der kunne tales om aftaler med Socialdemokratiet. Det var ikke blot utilladeligt at antage initiativet i en enhedsfront, som den tredje og den fjerde verdenskongres havde lært – men selv forslag til fælles handling fra Socialdemokratiet måtte afvises. De reformistiske ledere er ”tilstrækkeligt udstillet”. Fortidens erfaring er tilstrækkelig. I stedet for at føre politik må masserne få historien fortalt. At vende sig mod reformisterne med forslag betyder at anerkende dem som i stand til at kæmpe. Det alene ville være socialfascisme, og så videre. Således var den øredøvende messen fra det ultra-venstre valsede organ i de seneste tre eller fire år. Men så: i den prøjsiske Landdag foreslog den kommunistiske fraktion den 22. juni, uventet af alle og af sig selv, en aftale med Socialdemokratiet og endda med Centrum. Det samme blev gentaget i Hessen. Over for faren for at Landdagens præsidium kunne falde i hænderne på nazisterne røg alle de hellige principper over bord. Er det ikke forbløffende? Og er det ikke ydmygende?
Det er imidlertid ikke så vanskeligt at forklare disse krumspring. Som det er kendt fortsætter mange overfladiske liberale og radikale med hele deres liv at gøre nar af religion himmelske magter, kun for at kalde på en præst når de står over for døden eller alvorlig sygdom. Således også i politik. Centrismens kendetegn er opportunisme. Under indflydelse fra ydre omstændigheder (tradition, massepres, politisk konkurrence) bliver centrismen til visse tider tvunget til at fremføre en radikal parade. Til dette formål må den overvinde sig selv, gøre vold mod sin politiske natur. Ved at presse sig selv fremad med al styrke ladner den ikke sjældent ved den formelle radikalismes yderste grænse. Men den alvorlige fares time slår knapt før centrismens sande natur bryder frem til overfladen. I et så delikat spørgsmål som forsvaret for Sovjetunionen bygger det stalinistiske bureaukrati altid langt mere på de borgerlige pacifister, britiske fagforeningsbureaukrater og franske radikale end på proletariatets revolutionære bevægelse. Knapt nærmede der sig en ydre fare før stalinisterne omgående ofrede ikke kun deres ultra-venstre fraser, men også den internationale revolutions vitale interesser – for det venskabelige forhold til usikre og falske ”venskaber” fra advokater, forfattere og simple salonhelte. Enhedsfront fra oven? Under ingen omstændigheder! Samtidig gik den øverste kommissær for omgivende anliggender, Münzenberg, i hælene på alle slags liberal plapren og radikale skriverkarle ”til forsvar for USSR.”
Det stalinistiske bureaukrati i Tyskland er, som i ethvert andet land – undtagen Sovjetunionen – enormt utilfreds med Barbusses kompromissøgende ledelse under anti-krigskongressen. [21] På dette felt foretrak Thälmann, Foster og andre at være radikale. Men i deres egne nationale affærer fortsætter hver af dem at følge samme model som myndighederne i Moskva: over for en alvorlig fare kaster de den oppustede og falske radikalisme fra sig for at afsløre deres sande, det vil sige deres opportunistiske, natur.
Var initiativet fra kommunisterne i Landdagen som sådan forkert og utilladeligt? Det mener vi ikke. Bolsjevikkerne opfordrede mere end en enkelt gang mensjevikkerne og de socialrevolutionære i 1917: ”Tag magten, vi vil støtte jer imod bourgeoisiet, hvis det skulle gøre modstand.” Kompromisser er tilladelige og, under visse forhold, nødvendige. Hele spørgsmålet ligger i, hvilket formål kompromisset skal tjene; hvordan det ser på masserne; hvad dets begrænsninger er. At begrænse kompromisset til Landdagen eller Rigsdagen og opfatte det som et selvstændigt mål om præsidenten er socialdemokrat eller katolsk demokrat i stedet for fascist, betyder at synke aldeles ned i parlamentarisk kretinisme. Situationen er komplet anderledes når partiet sætter sig selv målet om den systematiske og planlagte kamp for de socialdemokratiske arbejdere på grundlag af enhedsfrontpolitikken. En parlamentarisk aftale imod fascistisk dominans i præsidiet osv. ville i dette tilfælde blot være et element i den udenomsparlamentariske aftale om kamp imod fascismen. Naturligvis ville Kommunistpartiet foretrække at løse spørgsmålet ved et enkelt slag uden for parlamentet. Men det at foretrække er ikke tilstrækkeligt når kræfterne mangler. De socialdemokratiske arbejdere har demonstreret deres tro på afstemningen den 31. julis magiske kræfter. Det er her, vores udgangspunkt må være. De tidligere fejltagelser fra Kommunistpartiet (den prøjsiske afstemning og så videre) hjalp ganske glimrende de reformistiske lederes sabotage af enhedsfronten. En teknisk parlamentarisk aftale – eller blot forslag om en sådan aftale – vil hjælpe Kommunistpartiet fra anklagen om at det samarbejder med fascisterne imod Socialdemokratiet. Dette er ingen selvstændig handling, men blot beredelse af vejen til en enighed i kamp eller i det mindste til en enighed i kamp i masseorganisationerne.
Forskellen på de to linier er åbenlys. Den fælles kamp med de socialdemokratiske organisationer kan og må i sin udvikling antage en revolutionær karakter. Muligheden for en adgang til de socialdemokratiske masser kan og må under visse forhold betales for, selv med parlamentariske aftaler i toppen. Men for en bolsjevik er dette blot entréprisen. Det stalinistiske bureaukrati opfører sig modsat: ikke blot afviser det kampaftaler, men endnu værre; det ødelægger onsindet de aftaler, der opstår fra neden. Samtidig foreslår det en parlamentarisk aftale med de socialdemokratiske deputerede. Dette betyder, at det i farens stund erklærer sin egen ultra-venstre teori og praksis for værdiløs; men det erstatter det ikke med revolutionær marxistisk politik, men med en principløs parlamentarisk kombination i ”det mindst ondes” ånd.
Vi vil blive fortalt, at episoderne fra Prøjsen og Hessen var de deputeredes fejltagelser og at de vil blive rettet op af Centralkomiteen. I første omgang burde en så vigtig principiel beslutning ikke være blevet taget uden Centralkomiteen: fejltagelsen falder helt tilbage på denne; i anden omgang: hvordan kan man forklare at den ”stålsatte”, ”konsekvente”, ”bolsjevikiske” politik efter måneder med råben og skrigen, polemik, bagvaskelse og eksklusioner, med ét i det kritiske øjeblik viger for en opportunistisk ”fejltagelse”?
Men sagen er ikke begrænset til Landdagen. Thälmann-Remmele har absolut afvist sig selv og deres egen skole på langt vigtigere og kritiske spørgsmål. Den 20. juli vedtog Kommunistpartiets centralkomité følgende beslutning:
”Kommunistpartiet henvender sig til SPD, ADGB [22] og til AfA-forbundet med spørgsmålet om de er parat til, sammen med Kommunistpartiet, at gennemføre en generalstrejke for proletariske krav.”
Denne beslutning, så vigtig og uventet, blev offentliggjort af Centralkomiteen i en rundskrivelse den 26. juli uden nogen kommentar. Kan der fældes en mere knusende dom over hele den forudgående politik? At gå til de reformistiske organisationer med forslag om fælles handling blev dagen forinden erklæret socialfascistisk og kontrarevolutionært. På dette spørgsmål blev kommunister ekskluderet. På dette grundlag blev hele kampen imod ”trotskisme” ført. Hvordan var denne centralkomité pludselig i stand til, med et slag, om aftenen den 20. juli, at bøje sig for det, den dagen før havde bandlyst? Og hvilken tragisk tilstand havde bureaukratiet bragt partiet i, når Centralkomiteen kunne vove at fremkomme med sådan en forbløffende beslutning uden at forklare eller retfærdiggøre den!
Politikken bliver afprøvet af sådanne vendinger. I virkeligheden demonstrerede Tysklands Kommunistiske Partis centralkomité følgende over for verden den 20. juli: ”Op til dette tidspunkt var vores kurs intet værd.” En ufrivillig men aldeles korrekt indrømmelse. Uheldigvis kunne selv forslaget fra den 20. juli, som forkastede den tidligere politik, i intet tilfælde give et positivt resultat. En appel til organisationerne – uafhængigt af disse organisationers svar – kan kun få revolutionær betydning når den tidligere er blevet forberedt fra neden, det vil sige, når den er baseret på hele politikken i sin totalitet. Men det stalinistiske bureaukrati gentog dag ind og dag ud for de socialdemokratiske arbejdere: ”Vi kommunister afviser enhver forbindelse til SPD-lederne (se Thälmanns svar i det tidligere afsnit). Det uforberedte, uventede, umotiverede forslag fra 20. julitjente kun til at udstille den kommunistiske ledelse ved at afsløre dens inkonsekvens, mangel på seriøsitet, tendens til panik og eventyragtige spring.
Det centristiske bureaukratis politik hjælper modstanderen på hvert trin. Selv når begivenhedernes enorme pres driver hundrede tusinder af nye arbejdere under det kommunistiske banner sker det på trods af Stalin og Thälmanns politik. Netop af denne grund ar partiets fremtid på ingen måde sikret.
”Da den Kommunistiske Internationale lavede en enhedsfront med de socialdemokratiske ledere i 1926,” skrev det tjekkoslovakiske Kommunistpartis centralorgan Rude Pravo den 27. februar 1932, angiveligt underskrevet af en arbejderkorrespondent ’fra arbejdsbænken,’ ”gjorde den dette for at udstille dem for deres støtter hos masserne, og dengang var Trotskij frygteligt imod det. Nu, hvor Socialdemokratiet har miskrediteret sig ved sine utallige forræderier mod arbejdernes kampe, foreslår Trotskij en enhedsfront med dets ledere … Trotskij er i dag imod den engelsk-russiske komité [23] fra 1926 men for enhver art engelsk-russisk komité i 1932.”
Disse linier fører os lige til problemets kerne. I 1926 forsøgte Komintern at ”udstille” de reformistiske ledere ved hjælp af enhedsfrontspolitikken, og det var korrekt. Men siden da har Socialdemokratiet ”miskrediteret” sig selv. Over for hvem? Der er stadig flere arbejdere, der følger dem end Kommunistpartiet. Dette er sørgeligt men sandt. Problemet med at udstille de reformistiske ledere er således stadig uløst. Hvis metoden med enhedsfront var god i 1926, hvorfor skulle den så være dårlig i 1932?
”Trotskij er for en engelsk-russisk komité i 1932, imod den engelsk-russiske komité [23] fra 1926.” I 1926 blev enhedsfronten kun sluttet i toppen mellem lederne af de sovjetiske og de engelske fagforeninger, ikke som praktiske handlinger mellem masserne, der er adskilt af statsgrænser og sociale forhold, men på grundlag af en venlig diplomatisk pacifistisk-flygtig ”platform”. Under minearbejderstrejken og senere generalstrejken kunne den engelsk-russiske komité [23] ikke engang træde sammen fordi de ”allierede” trak i to modsatte retninger: de sovjetiske fagforeninger søgte at hjælpe de strejkende, de britiske fagforeningsfolk forsøgte at bryde strejken. De betragtelige bidrag, som de russiske arbejdere samlede ind, blev af Generalrådet afvist som ”forbandet russisk guld.” Først efter at strejken var blevet endelig forrådt og brudt trådte den engelsk-russiske komité [23] igen sammen til den planlagte banket for til en lille snak. På den måde tjente den engelsk-russiske komité [23] s politik til at dække over de reformistiske strejkebrydere for de arbejdende masser.
På nuværende tidspunkt snakker vi om noget helt andet. I Tyskland står de socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere på samme sted foran den samme fare. De blander sig med hinanden på fabrikker, i fagforeninger, på arbejdsløshedskontorerne osv. Det er ikke et spørgsmål om en verbal ”platform” for lederne, men om helt igennem konkrete opgaver, der kan trække masseorganisationerne direkte ind i kampen.
Enhedsfrontspolitikken på nationalt plan er ti gange sværere end på lokalt plan. Enhedsfrontspolitikken på et internationalt plan er hundrede gange sværere end på nationalt plan. At forene sig med de britiske reformister omkring en generel parole om ”forsvar af USSR” eller ”forsvar for den kinesiske revolution” er at tale det blå ud af himlen. I Tyskland er der derimod umiddelbar fare for ødelæggelse af arbejdernes organisationer, herunder de socialdemokratiske. At forvente, at Socialdemokratiet vil kæmpe for forsvar af Sovjetunionen imod det tyske bourgeoisi vil være en illusion. Men vi kan med sikkerhed forvente, at Socialdemokratiet vil kæmpe for at forsvare sine mandater, sine møder, aviser, partikasser og til slut sit eget hoved.
Blot taler vi i Tyskland på ingen måde for enhedsfront-fetichisme. En aftale forbliver en aftale så længe den tjener det praktiske mål, som den var dannet til. Hvis reformisterne begynder at forhindre eller sabotere bevægelsen, så må kommunisterne altid stille sig selv spørgsmålet: er det ikke på tide at rive aftalen i stykker og føre masserne videre under vort eget banner? Sådan en politik er ikke let. Men hvem har nogensinde hævdet, at det er en let opgave at lede proletariatet? Ved at stille året 1926 over for 1932 har Rude Pravo kun demonstreret sin mangel på forståelse af, hvad der skete for seks å siden lige så vel som hvad der sker i dag.
”Arbejder-korrespondenten” fra den imaginære arbejdsbænk vender også sin opmærksomhed mod det eksempel jeg gav om aftalen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne og de socialrevolutionære. ”Al den stund,” skriver han, ”at Kerenskij virkelig i nogen tid kæmpede imod Kornilov og samtidig hjalp proletariatet at smadre Kornilov. At Socialdemokratiet i dag ikke kæmper imod fascismen er tydeligt for ethvert lille barn.”
Thälmann, som på ingen måder minder om et ”lille barn” hævder at der aldrig eksisterede en aftale mellem de russiske bolsjevikker og mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Rude Pravo følger, som vi kan se, en anden kurs. Det benægter ikke aftalen, men ifølge dets opfattelse var aftalen retfærdiggjort af dette, at Kerenskij virkelig kæmpede imod Kornilov, i modsætning til Socialdemokratiet, der baner vejen til magten for fascismen. Idealiseringen af Kerenskij er forbløffende. Hvornår begyndte Kerenskij at kæmpe imod Kornilov? Netop på det tidspunkt, hvor han svang kosaksablen over Kerenskijs eget hoved, det vil sige 26. august 1917. Dagen forinden var Kerenskij stadig i direkte konspiration med Kornilov med målet om at knuse arbejderne og soldaterne i Petrograd. Hvis Kerenskij begyndte at ”kæmpe” imod Kornilov, eller rettere, for en tid at undlade at gøre modstand mod kampen imod Kornilov, så var det alene på grund af, at bolsjevikkerne ikke gav ham noget alternativ. At Kornilov og Kerenskij, begge konspiratorer, brød med hinanden og kom i åben konflikt, var til vis grad en overraskelse. At det ville komme til en kollision mellem den tyske fascisme og Socialdemokratiet kunne og skulle have været forudset, alene på grundlag af erfaringerne fra Italien og Polen. Hvorfor kunne der indgås en aftale med Kerenskij imod Kornilov og hvorfor er det forbudt at tale og kæmpe for og forberede en aftale med de socialdemokratiske masseorganisationer? Hvorfor må sådanne aftaler ødelægges hvor end de er blevet til? Det er imidlertid netop sådan, Thälmann og Co. går frem.
Rude Pravo slog naturligvis glubsk ned på mine ord om at en aftale om kamp kan indgås med fanden og hans oldemor, og selv med Noske og Grzesinskij. ”Se, kommunistiske arbejdere,” skriver avisen, ”I må komme til enighed med Grzesinskij, som allerede har skudt så mange af jeres kampfæller. Komme til enighed med ham, for han vil kæmpe sammen med jer imod fascisterne, som han fortroligt omgås i bestyrelserne for fabrikkerne og bankerne.” Hele spørgsmålet bliver her lagt om til falsk sentimentalitet. Sådan en indvending er en anarkist, en gammel russisk socialrevolutionær, en ”revolutionær pacifist” eller selve Münzenberg [24] værdig. Der er ikke en antydning af marxisme i den.
For det første: er det korrekt, at Grzesinskij er arbejdernes bøddel? Aldeles korrekt. Men var Kerenskij ikke arbejderne og bøndernes bøddel i langt større grad end Grzesinskij? Ikke desto mindre anerkender Rude Pravo den praktiske aftale med Kerenskij.
At støtte bøddelen i enhver handling rettet imod arbejderne er en forbrydelse, hvis ikke forræderi: dette er netop, hvad alliancen mellem Stalin og Chiang Kai-shek [25] bestod af. Men hvis den samme kinesiske bøddel i morgen skulle befinde sig i krig imod de japanske imperialister, så ville praktiske aftaler mellem de kinesiske arbejdere og bøddelen Chiang Kai-shek være ganske tilladelige, og endda en pligt.
Fraterniserede Grzesinskij med fascisterne til banketterne? Det ved jeg ikke, men jeg er ganske klar til at tro det. Grzesinskij blev senere sat i fængsel i Berlin, ganske vist ikke i socialismens navn, men blot fordi han ikke var villig til at opgive sit varme sæde til bonapartisterne og fascisterne. Hvis Kommunispartiet for et år siden åbent havde erklæret: vi er klar til at kæmpe sammen med selve Grzesinskij; havde det givet denne formulering en kæmpende karakter, udviklet den i taler og artikler, bragt den til massernes dyb – da ville Grzesinskij ikke have været i stand til over for masserne at forsvare sin kapitulation i juli med henvisninger til Kommunistpartiets sabotage. Han ville have været nødt til enten at tage det ene eller andet aktive skridt eller udstille sig i sine egne arbejderes øjne. Er det ikke klart?
Ganske vist ville Grzesinskij, selv his han blev draget ind i kampen af situationens logik og massernes pres, have været en ekstremt upålidelig og gennemført forræderisk allieret. Hans første tanke ville være at gå så hurtigt som muligt fra kamp eller semi-kamp til en aftale med kapitalisterne. Men masserne i bevægelse, selv de socialdemokratiske masser, stopper ikke så let som vrede politichefer. Tilnærmelsen mellem de socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere gennem kampen ville tilbyde de kommunistiske ledere en langt bredere mulighed for at påvirke de socialdemokratiske arbejdere, særligt over for en fælles fjende. Og dette er netop enhedsfrontens endemål.
At reducere hele proletariatets politik til aftaler med de reformistiske organisationer eller, endnu værre, til den abstrakte parole om ”enhed” er noget, som kun centrister uden rygrad af SAP-typen kan gøre. For marxisterne er enhedsfronten blot en af metoderne i klassekampen. Under visse forhold bliver denne metode komplet ubrugelig; det ville være absurd at indgå aftaler med reformisterne for at opnå den socialistiske opstand. Men der findes forhold, under hvilke en afvisning af enhedsfronten kan ødelægge det revolutionære parti i årtier fremover. Dette er situationen i Tyskland på nuværende tidspunkt.
Enhedsfrontspolitikken står på internationalt plan, som vi har sagt ovenfor, over for endnu større vanskeligheder og farer, for der er formuleringen af de praktiske opgaver og massernes organiserede kontrol sværere. Det passer især på spørgsmålet om kamp imod krig. Udsigterne ti fælles handling er langt mindre på dette område, mulighederne for bedrag og udflugter fra reformisterne og pacifisternes side er langt større. Hermed anfører vi naturligvis ikke, at en enhedsfront på dette felt er udelukket. Tværtimod krævede vi, at Komintern skulle henvende sig direkte til Anden Internationale og Amsterdam-Internationalen [26] med et forslag om en fælles antikrigskongres. Det ville da have været Kominterns opgave at udarbejde de mest muligt konkrete forpligtelser, der passer på de forskellige lande og forskellige omstændigheder. Hvis Socialdemokratiet var tvunget til at gå med til sådan en kongres, kunne krigens problem, såfremt der var en korrekt politik fra vores side, være blevet drevet ind i dets rækker som en skarp kile.
Den første betingelse for dette er den største klarhed, politisk så vel som organisatorisk. Det er en aftale mellem proletariske organisationer med millioner af medlemmer, som stadig i dag er delt af dybe principielle modsætninger. Ingen flertydige middelveje, ingen diplomatiske maskerader og hule pacifistiske formuleringer!
Komintern fandt det imidlertid passende på dette tidspunkt at gå imod marxismens ABC: samtidig med at det nægtede at indgå i åbne forhandlinger med de reformistiske internationaler påbegyndte det forhandlinger bag scenen med Friedrich Adler [27] gennem … den pacifistiske litterære gentleman og førsteklasses forvirrede hoved, Henri Barbusse. På grund af denne politik samlede Barbusse i Amsterdam halvskjulte kommunistiske eller ”beslægtede”, ”sympatiserende” organisationer og grupper sammen med de pacifistiske løsgængere fra alle lande. De mest ærlige blandt de sidstnævnte – og de er i mindretal – kan hver for sig sige ”Jeg og min forvirring”. Hvem havde brug for denne maskerade, denne basar af intellektuelt indbildskhed, dette Münzenbergeri, der viser sig at være direkte politisk fidusmageri?
Men lad os vende tilbage til Prag. Fem måneder efter den ovennævnte artikel fremkom, trykte samme blad en artikel af en af partilederne, Klement Gottwald, der har karakter af en appel til de tjekkoslovakiske arbejdere i forskellige tendenser om at indgå aktionsaftaler. Den fascistiske fare truer hele Centraleuropa: reaktionens fremstød kan kun slås tilbage af proletariatets enhed; ingen tid bør spildes, det er allerede ”fem minutter i midnat.” Appellen er skrevet meget lidenskabeligt. Imidlertid sværger Gottwald forgæves, at han ikke udøver partiets interesser men klassens interesser: sådan en kontrast er aldeles upassende i en marxists mund. Gottwald brændemærker de socialdemokratiske lederes sabotage. Det er unødvendigt at sige, at sandheden her aldeles er på hans side. Desværre siger forfatteren intet om det tyske Kommunistpartis Centralkomités politik. Han er tydeligvis ikke opsat på at forsvare den, men han tør endnu ikke kritisere den. Gottwald går ikke selv resolut ind i det smertefulde spørgsmål, men stadig ganske korrekt. Efter at han har opfordret arbejderne fra de forskellige tendenser til at indgå aftaler på fabrikkerne, skriver Gottwald: ”Mange af jer siger måske: foren jer ’i toppen’, så vil vi ’fra neden’ arbejde sammen ganske let. Vi tror,” skriver forfatteren, ”at det vigtigste for arbejderne er at enes ’fra neden’. Og hvad lederne angår, har vi allerede sagt, at vi vil samarbejde med fanden selv, hvis det blot er rettet imod herskerne og i arbejdernes interesse. Og vi siger åbent til jer, at hvis jeres ledere opgiver deres alliance med bourgeoisiet, selv blot i et enkelt øjeblik, i virkeligheden går imod de herskende blot på et enkelt spørgsmål, så vil vi byde det velkomment og støtte dem i det.”
Næsten alt, der skal siges, er sagt her, og næsten på den måde, det skal siges. Gottwald glemte endda ikke at nævne fanden, hvis navn redaktionen bag Rude Pravo trykte fem måneder forinden med gudfrygtig indignation. Gottwald forsømte ganske vist fandens oldemor. Men Gud være med hende; for enhedsfrontens skyld er vi klar til at ofre hende. Måske ville Gottwald for sin del være klar til at trøste den fornærmede gamle dame ved at give hende artiklen fra Rude Pravo fra den 27. februar sammen med ”arbejderkorrespondentens” blækhus.
Lad os håbe at Gottwalds politiske betragtninger ikke blot er anvendelige for Tjekkoslovakiet, men også for Tyskland. Og det er netop sådan, det bør siges. På den anden side kan partiledelsen hverken i Berlin eller Prag begrænse sig til en ubesmykket erklæring om at det er klar til en enhedsfront med Socialdemokratiet, men den må demonstrere denne beredvillighed gennem handling, foretagsomt på en bolsjevikisk manér ved hjælp af ganske bestemte praktiske forslag og handlinger. Dette er just hvad vi kræver.
Gottwalds artikel fandt øjeblikkeligt et ekko blandt de socialdemokratiske arbejdere på grund af, at den har en realistisk og ikke en ultimativ tone. Den 31. juli var der et brev i Rude Pravo, fra en arbejdsløs trykker, der for nylig var hjemvendt fra et besøg i Tyskland. Brevet gav indtryk af en arbejder-demokrat, der utvivlsomt er ramt af reformismens fordomme. Så meget desto vigtigere er det at lægge mærke til, hvordan Tysklands Kommunistiske Partis politik afspejler sig i hans bevidsthed. Trykkeren skriver: ”Da kammerat Breitscheid i foråret sidste år rettede en appel til Kommunistpartiet om fælles handling med Socialdemokratiet, blev han i Rote Fahne mødt med en veritabel storm af indignation. Så de socialdemokratiske arbejdere sagde til sig selv: ’Nu ser vi hvor ægte kommunisternes hensigter er om enhedsfronten.’”
Her har vi den ægte røst fra en arbejder. Sådan en stemme bidrager mere til løsningen af spørgsmålet end dusinvis af artikler af principløse penneslikkere. Faktisk foreslog Breitscheid ikke nogen enhedsfront. Han skræmte blot bourgeoisiet med muligheden for fælles handling med kommunisterne. Hvis Kommunistpartiets Centralkomité havde stillet spørgsmålet knivskarpt ville Socialdemokratiets ledelse være blevet skubbet over i en vanskelig position. Men Kommunistpartiets Centralkomité skyndte sig, som altid, at sætte sig selv i en vanskelig position.
I pjecen Hvad bliver det næste? Skrev jeg om Breitscheids tale: ”Er det ikke selvindlysende at Breitscheids diplomatiske og tvetydige tilbud skulle være grebet med begge hænder; og at fra vores egen side skulle man have fremført et konkret, nøje detaljeret og praktisk program for fælles kamp imod fascismen og forlangt fælles møder mellem de to partiers ledelser med deltagelse af de Frie Fagforeningers ledelses deltagelse? Samtidig burde man energisk have fremført dette program i alle lag af begge partier og blandt masserne.”
Ved hånligt at afvise de reformistiske lederes prøveballon forvandlede Kommunistpartiets Centralkomité Breitscheids tvetydige udtalelse til et direkte enhedsfrontsforslag i arbejdernes bevidsthed og drev de socialdemokratiske arbejdere til konklusionen: ”Vores folk ønsker fælles handling, men kommunisterne saboterer.” Kan man forestille sig en mere dum og upassende politik? Kunne Breitscheids manøvrer støttes bedre? Brevet fra Trykkeren i Prag demonstrerer med bemærkelsesværdig tydelighed, at ved Thälmanns hjælp opnåede Breitscheid aldeles sit mål.
Rude Pravo anstrenger sig for at sanse modsætninger og forvirring i den kendsgerning, at vi i et tilfælde afviser en aftale, men i et andet anerkender vi den og anser det for nødvendigt hver gang på ny at bestemme aftalens omfang, paroler og metoder. Rude Pravo forstår ikke, at i politik, som på andre alvorlige områder, må man vel forstå: hvad, hvornår, hvor og hvordan. Og det kan heller ikke skade at forstå: hvorfor.
I Tredje Internationale efter Lenin, skrevet for fire år siden, opsatte vi nogle få grundlæggende regler for politikken med enhedsfront. Det er værd at gentage dem her:
”Muligheden for forræderi er altid indeholdt i reformismen. Men det betyder ikke, at reformisme og forræderi er det samme i ethvert øjeblik. Ikke helt. Der kan indgås midlertidige aftaler med reformisterne når de tager et skridt fremad. Men at fastholde en blok med dem, når de, skræmt af en bevægelses udvikling, begår forræderi, svarer til en kriminel tolerance af forrædere og tilsløring af forræderi.” (The Third International After Lenin, side 129.)
”Den vigtigste og mest uforanderlige regel i enhver manøvre lyder: I må aldrig forsøge at blande, sammenlægge eller kombinere din egen partiorganisation med en fremmed, selv om denne er den mest ’sympatiske’ i dag. Tag ingen skridt, der direkte eller indirekte, åbent eller skjult, fører til at jeres parti bliver underlagt andre partier eller organisationer fra andre klasser, eller en begrænsning jeres egen agitations frihed eller at I, blot delvist, får ansvar for andre politiske partiers linje. I skal ikke blande fanerne, for ikke at tale om at knæle for andre faner.” (ibid, s. 140.)
I dag, efter erfaringen fra Barbusse kongressen, kan vi tilføje endnu en ragel:
”Aftaler bør kun indgås åbent foran massernes øjne fra parti til parti og fra organisation til organisation. I skal ikke benytte jer af usikre mellemmænd. I skal ikke udgive diplomatiske affærer med borgerlige pacifister for at være en proletarisk enhedsfront.”
Hvis vi insisterende har krævet, at der skelnes mellem fascisme og bonapartisme har det ikke været på grund af teoretisk pedanteri. Navne bliver brugt til at skelne mellem begreber; til gengæld tjener begreber i politik til at skelne mellem virkelige kræfter. Fascismens sønderknuselse ville ikke efterlade plads til bonapartisme og, må det håbes, ville betyde den direkte indførelse af den sociale revolution.
Blot er proletariatet ikke bevæbnet til revolutionen. De gensidige forhold mellem Socialdemokratiet og den bonapartistiske regering på den ene side, og mellem bonapartisme og fascisme på den anden – selv om de ikke afgør de grundlæggende spørgsmål – kendetegner de veje og den hast, med hvilken kampen mellem proletariatet og den fascistiske kontrarevolution vil blive forberedt. Modsætningerne mellem Schleicher, Hitler og Wels i den givne situation gør fascismens sejr vanskeligere og åbner for at Kommunistpartiet kan vinde tid.
”Fascismen vil komme til magten ved den kolde metode.” Det har vi hørt mere end en engelt gang fra de stalinistiske teoretikere. Denne formulering betyder, at fascisterne vil komme til magten legalt, fredeligt, gennem koalition – uden at have brug for en åben opstand. Begivenhederne har allerede afvist denne prognose. Papens regering kom til magten gennem et statskup og komplimenterede den ved et statskup i Prøjsen. Selv hvis vi antager, at en koalition mellem nazisterne og centrum ville vælte den bonapartistiske Papen-regering med ”konstitutionelle midler”, så for klarer dette i og for sig intet. Der er stadig lang vej til Hitlers fredelige magtovertagelse og en oprettelse af et fascistisk regime. En koalition ville blot lette statskupppet, men ikke erstatte det. Sammen med den endelige afskaffelse af Weimar-forfatningen ville den vigtigste opgave stadig være uløst – afskaffelse af organerne for proletarisk demokrati. Fra dette udgangspunkt, hvad betyder den ”kolde metode” så? Intet andet end manglende modstand fra arbejderne. Papens statskup forblev ustraffet. Vil Hitlers fascistiske opstand også forblive ustraffet? Gætterierne om ”den kolde metode” drejer sig netop om dette spørgsmål.
Hvis Kommunistpartiet repræsenterede en overvældende styrke og hvis proletariatet marcherede fremad mod den umiddelbare magtovertagelse, da ville alle modsætninger i de besiddende klassers lejr midlertidigt blive fejet bort – fascister, bonapartister og demokrater ville stå i samlet front mod den proletariske revolution. Men det er ikke tilfældet. Kommunistpartiets svaghed og splittelsen af proletariatet tillader de besiddende klasser og de partier, der tjener dem, at være åbne om deres modsætninger. Kun ved at støtte sig til disse modsætninger vil Kommunistpartiet være i stand til at styrke sig.
Men måske vil fascismen i det højt industrialiserede Tyskland vælge ikke at gøre virkelighed af sit krav om hele magten? Det tyske proletariat er utvivlsomt rigere i tal og potentielt stærkere end det italienske. Selv om fascismen i Tyskland repræsenterer en større og bedre organiseret lejr end i den tilsvarende periode i Italien må opgaven med at likvidere ”marxismen” fremstå både vanskelig og risikofyldt for de tyske fascister. Desuden er det ikke udelukket, at Hitlers politiske højdepunkt allerede er overstået. En alt for lang periode med venten og den nye forhindring på dens vej i form af bonapartisme, svækker utvivlsomt fascismen, intensiverer dens interne stridigheder og kan materielt svække dens pres. Men her går vi ind på et domæne med tendenser, der på nuværende tidspunkt ikke kan regnes ud på forhånd. Kun den levende kamp kan besvare spørgsmålene. Det ville være aldeles overfladisk på forhand at bygge på en antagelse om, at nationalsocialismen uundgåeligt vil stoppe på halvvejen.
Teorien om ”den kolde metode” er, når den tages til sin konklusion, ikke bedre end teorien om socialfascisme; mere præcist repræsenterer den denne teoris anden side. Modsætningerne mellem tendenserne i fjendens lejr bliver i begge tilfælde aldeles negligeret og processens forskellige stadier bliver sløret. Kommunistpartiet bliver efterladt på sidelinjen. Ikke for ingenting var ”den kolde metodes” teoretiker, Hirsch, samtidig socialfascismens teoretiker.
Den politiske krise i landet udvikler sig på grundlag af den økonomiske krise. Men økonomien er ikke ubevægelig. Hvis vi i går måtte sige, at den cykliske krise kun skærper den grundlæggende organiske krise i det kapitalistiske system, så må vi i dag huske på, at kapitalismens generelle nedgang ikke udelukker cykliske svingninger. Den nuværende krise vil ikke vare evigt. Den kapitalistiske verdens håb om en vending af krisen bliver overdrevet til det yderste, men er ikke grundløst. Spørgsmålet om politiske kræfters kamp må tages med i de økonomiske perspektiver. Papens program gør det desto mere umuligt at udsætte dette siden programmet tager udgangspunkt i en kommende økonomisk bedring.
Det industrielle opsving åbenbarer sig for alle så snart det udtrykker sig i form af øget varesalg, stigende produktion og en stigning i antallet af ansatte arbejdere. Men det begynder ikke på denne måde. Forud for opsvinget forløber en række processer i pengecirkulationen og kreditten. Kapitalen, der er investeret i ikke-profitable virksomheder og industrigrene må frigives og antage form af likvide penge, der søger investeringer. Markedet, frigjort fra sine fede opsparinger, vækster og sin svulmen, må udvise en virkelig efterspørgsel. Entreprenørerne må få ”tillid til markedet” og til hinanden. På den anden side må den ”tillid”, som verdenspressen taler så meget om, ikke blot anspores af økonomiske, men også politiske faktorer (krigsskadeerstatninger, krigsgæld, nedrustning, genoprustning osv.).
En stigning i varesalget, produktion og antallet af ansatte arbejdere kan endnu ikke ses nogle steder; tværtimod fortsætter nedgangen. Som en proces der forbereder en vending af krisen har de åbenlyst fuldbyrdet størstedelen af de opgaver, der var pålagt dem. Mange tegn tillader os at antage, at tidspunktet for en økonomisk vending er nært, hvis ikke lige foran os. Det er vurderingen på verdensplan.
Men vi må skelne mellem kreditornationerne (USA, Storbritannien, Frankrig) og debitornationerne, eller rettere de lande, der er gået fallit; førstepladsen i denne gruppe indtages af Tyskland. Tyskland har ingen likvid kapital. Dets økonomi kan kun få et skub fremad gennem tilstrømning af kapital udefra. Men et land, der ikke er i stand til at betale sin gamle gæld modtager ingen nye lån. I hvert tilfælde må kreditorerne blive overbevist om, at Tyskland igen er i stand til at eksportere mere end det har brug for at importere, og forskellen må tjene til at dække gælden, før de åbner for poserne med penge. Efterspørgslen efter tyske varer må primært forventes fra landbrugslandene, i første omgang Sydøsteuropa. Landbrugslandene afhænger for deres del af de industrialiserede landes efterspørgsel efter råmaterialer og fødevarer. Tyskland vil derfor blive tvunget til at vente; livets kilde skal først flyde gennem en række af dets kapitalistiske konkurrenter og dets landbrugspartnere før den kan påvirke Tysklands egen økonomiske formåen.
Men det tyske bourgeoisi kan ikke vente. Og den bonapartistiske klike kan vente endnu mindre. Samtidig med at det lover ikke at røre ved valutaens stabilitet indfører Papen-regeringen en materiel inflation. Sammen med talerne om den økonomiske liberalismes genfødsel antager den administrativ rådighed over den økonomiske cyklus; i det private initiativs navn underordner den skatteyderne direkte under de kapitalistiske entreprenører.
Den akse, hvorom regeringens program drejer, er en snarlig vending af krisen. Hvis dette ikke snart finder sted vil de to milliarder forsvinde som vanddråber på en rødglødende ovn. Papens plan har en umådelig mere hasarderet og spekulativ karakter end den opsvingsbevægelse, der for tiden finder sted på børsen i New York. I hvert tilfælde vil et kollaps i det bonapartistiske hasardspil være langt mere katastrofalt.
Det første og mest håndgribelige resultat af kløften mellem regeringens planer og markedets faktiske bevægelser vil være et fald i Marken. De sociale onder, som inflationen forstærker, vil antage en utålelig karakter. Papens økonomiske programs fallit vil kræve, at det bliver erstattet af et andet og mere effektivt program. Hvilket? Tydeligvis fascismens program. Når forsøget på at opnå en kur ved bonapartistisk terapi slår fejl, vil der blive forsøgt med fascistisk kirurgi. Socialdemokratiet vil i mellemtiden gestikulere til ”venstre” og falde sammen. Kommunistpartiet vil vokse, hvis det ikke sætter forhindringer op for sig selv. Alt i alt vil dette betyde en revolutionær situation. Spørgsmålet om udsigten til sejr under disse forhold er for tre fjerdedeles vedkommende et spørgsmål om kommunistisk strategi.
Men det revolutionære parti må også være klar til en anden mulighed – for en hurtigere vedning af krisen. Lad os antage, at Schleichen-Papen-regeringen klarede at sidde indtil begyndelsen af et opsving i handel og industri. Ville den dermed blive reddet? Nej, begyndelsen på et opadstigende udvikling i økonomien ville betyde bonapartismens sikre død og muligvis mere endnu.
Det tyske proletariats kræfter er ikke udtømte. Men de er blevet underminerede af ofre, nederlag og skuffelser fra 1914 og frem, Socialdemokratiets systematiske forræderier og af den miskredit, som Kommunistpartiet har lagt på sig selv. Seks eller syv millioner arbejdsløse er en stor vægt, der tynger proletariatets fødder. Brüning og Papens nøddekreter har ikke mødt modstand. Statskuppet den 20. juli er forblevet ustraffet.
Vi kan ganske sikkert forudsige, at et opsving i den økonomiske cyklus ville give et kraftigt skub fremad til proletariatets aktivitet, som nu er i nedgang. Når fabrikken stopper med at fyre arbejdere og ansætter nye, bliver arbejdernes selvtillid øget; de er igen nødvendige. De sammenpressede fjedre begynder at udvide sig igen. Arbejderne går altid lettere i kamp for at genvinde tabte positioner end for at erobre nye. Og de tyske arbejdere har tabt for meget. Hverken nøddekreter eller brug af Reichswehr vil være i stand til at likvidere massestrejker, der udvikler sig på opsvingets bølge. Det bonapartistiske regime, som kun er i stand til at blive siddende gennem den ”sociale våbenhvile” vil blive det første offer for det økonomiske opsving.
En vækst i strejker kan allerede ses i forskellige lande (Belgien, Storbritannien, Polen, til dels i USA, men ikke Tyskland). En evaluering af de massestrejker, der nu udvikler sig i lyset af den verdensomspændende økonomiske cyklus, er ikke en nem opgave. Statistik er for langsom til at afsløre svingninger i den økonomiske cyklus. Opsvinget må blive en kendsgerning før det kan registreres. Arbejderne fornemmer som regel et opsving i økonomien tidligere end statistikerne. Nye ordrer eller endda forventningen om nye ordrer, reorganisering af virksomheder til udvidelse af produktionen eller i det mindste en pause i afskedigelserne af arbejdere, øger øjeblikkeligt arbejdernes modstandskraft og deres krav. Tekstilarbejderne i Lancashires defensive strejke blev utvivlsomt til ved et vist opsving i tekstilindustrien. Hvad angår den belgiske strejke, finder den tydeligvis sted på grundlag af en stadig dybere krise i kulmineindustrien. Den nuværende fase i verdensøkonomiens kredsløbs kritiske overgangskarakter svarer til de forskellige økonomiske impulser, der er grundlaget for de seneste strejker. Men generelt indikerer massebevægelsens vækst snarere eksistensen af en opadstigende tendens, der snart vil blive synlig. I hvert tilfælde vil et opsving i den økonomiske aktivitet, selv i dets første stadier, fremkalde en bred og voldsom stigning i massekampen.
De herskende klasser i alle lande forventer mirakler af det industrielle opsving; spekulationen i aktier, der allerede er brudt ud, er et bevis på dette. Hvis kapitalismen virkelig skulle gå ind i en fase med velstand eller blot en moderat men vedvarende fremgang, ville dette naturligvis indebære en stabilisering af kapitalismen fulgt af en svækkelse af fascismen og en samtidig forstærkning af reformismen. Men der er ikke det mindste grundlag for håbet om at det økonomiske opsving, som i sig selv er uundgåeligt, vil være i stand til at få bugt med de generelle tendenser til forfald i verdensøkonomien og især i den europæiske økonomi. Hvis kapitalismen før krigen udviklede sig med udvidet vareproduktion, så repræsenterer kapitalismen i dag, med alle dens cykliske udsving, en udvidet produktion af elendighed og katastrofer. Den nye økonomiske cyklus vil bringe den uundgåelige nyordning af kræfterne i de enkelte lande så vel som i hele den kapitalistiske lejr, hovedsageligt væk fra Europa og imod Amerika. Men i løbet af meget kort tid vil den stille den kapitalistiske verden over for uløselige modsætninger og dømme den til nye og sadig mere skrækkelige rystelser.
Uden fare for at tage fejl kan vi lave følgende prognose: det økonomiske opsving vil række til at styrke arbejdernes selvtillid og dermed give en ny impuls til deres kamp, men det vil på ingen måde være tilstrækkeligt til at give kapitalismen, og især den europæiske kapitalisme, mulighed for en genfødsel.
De praktiske erobringer, som det nye cykliske opsving i den nedadgående kapitalisme vil åbne for arbejderbevægelsen vil nødvendigvis være af meget begrænset karakter. Vil tysk kapitalisme, på højdepunktet for det nye opsving i økonomisk aktivitet, være i stand til at genskabe de forhold for arbejderklassen, som fandtes før den nuværende krise? Alting tvinger os til at besvare dette spørgsmål på forhånd med et ”nej”. Desto hurtigere vil den vågnede massebevægelse være nødt til at gå ad den politiske vej.
Selv det første skridt i det økonomiske opsving vil være meget farligt for Socialdemokratiet. Arbejderne vil gå i kamp for at tilbagevinde det, de har tabt. Lederne af Socialdemokratiet vil igen basere deres håb på en genskabelse af den ”normale”samfundsorden. Deres største bekymring vil være at genskabe deres duelighed til at indgå i en koalitionsregering. Ledere og masser vil trække i modsatte retninger. For at udnytte reformismens nye krise til det yderste har kommunisterne brug for en korrekt orientering i de cykliske ændringer og at forberede et handlingsprogram, der først og fremmest begynder med de tab, som arbejderne har lidt i kriseårene, i god tid. Overgangen fra økonomiske kampe til politiske kampe vil være et særdeles passende tidspunkt for at styrke det revolutionære proletariske partis magt og indflydelse.
Men succes på dette område kan kun opnås på en betingelse – den korrekte anvendelse af enhedsfrontspolitikken. For Tysklands Kommunistiske Parti betyder dette før noget andet en afslutning af den nuværende politik med at sidde mellem to stole på det faglige område; en fast kurs imod de Frie Fagforeninger og at trække de nuværende kadrer i RGO ind i deres rækker; åbning af en systematisk kamp for indflydelse i fabriksrådene ved hjælp af fagforeningerne og forberedelse på en bred kampagne under parolen om arbejderkontrol med produktionen.
Kautsky og Hilferding har, blandt andre, erklæret flere gange i de seneste år, at de aldrig har været enige i teorien om kapitalismens kollaps, som revisionisterne en gang tilskrev marxisterne, og som kautskyanerne selv nu ofte tilskriver kommunisterne.
Bernsteinianerne [28] optegnede to perspektiver: et uvirkeligt, angiveligt ortodoks ”marxistisk”, som sagde, at i det lange løb, under indflydelse af kapitalismens interne modsætninger, ville den mekanisk kollapse; og det andet ”realistiske”, ifølge hvilket en gradvis evolution fra kapitalisme til socialisme ville blive fuldført. Selv om disse to skemaer ved første øjekast ser ud som hinandens modsætninger er de forenet ved et fælles træk: fraværet af den revolutionære faktor. Mens de afviste karikaturen om kapitalismens automatiske kollaps, der blev tillagt dem, demonstrerede marxisterne at under indflydelse af skærpet klassekamp ville proletariatet gennemføre revolutionen længe før kapitalismens objektive modsætninger kunne føre til dens automatiske kollaps.
Denne diskussion blev ført så langt tilbage som ved forrige århundredes afslutning. Det må imidlertid anerkendes, at den kapitalistiske virkelighed, siden krigen nærmede sig, i en vis forstand var langt tættere på den bernsteinianske karikatur af marxismen end nogen ville have troet – ikke mindst revisionisterne selv, siden de kun havde portrætteret kollapset for at vise dets uvirkelighed. Ikke desto mindre viser kapitalismen sig i praksis at være nærmere automatisk forfald desto mere forsinket proletariatets revolutionære indblanding er i samfundets skæbne.
Den vigtigste ingrediens i teorien om kollaps var teorien om forarmelse. Marxisterne fremførte, med nogen forsigtighed, at skærpelsen af sociale modsætninger ikke behøver at betyde et absolut fald i massernes levestandard. Men i virkeligheden er det præcis denne proces, der udspiller sig. Hvori kunne kapitalismens kollaps udtrykke sig mere akut end i kronisk arbejdsløshed og ødelæggelsen af social sikring, det vil sige den herskende ordens nej til at brødføde dens egne slaver?
De opportunistiske bremser i arbejderklassen har vist sig stærke nok til at tildele kapitalismens elementære kræfter yderligere liv i årtier. Resultatet er, at det ikke er den fredelige idyl med omdannelse af kapitalisme til socialisme, der har fundet sted, men en situation langt tættere på socialt forfald.
Reformisterne forsøgte i lang tid at føre ansvaret for den nuværende situation over på krigen. Men for det første skabte krigen ikke kapitalismens destruktive tendenser, men bragte dem blot op til overfladen og accelererede dem; for det andet ville krigen ikke have været i stand til at fuldføre sit ødelæggende arbejde uden reformismens politiske støtte; for det tredje forbereder kapitalismens håbløse modsætninger nye krige fra forskellige sider. Reformismen vil være ude af stand til at fralægge sig det historiske ansvar. Ved at lamme og tøjle proletariatets revolutionære energi giver det internationale Socialdemokrati den kapitalistiske sammenbrudsproces den mest tøjlesløse, katastrofale og blodige form.
Naturligvis kan man ikke tale om en virkeliggørelse af den revisionistiske karikatur af marxismen, kun med visse forbehold og i forhold til en given historisk periode. Vejen ud af kapitalismens forfald vil imidlertid blive fundet, selv med stor forsinkelse, ikke ad det automatiske sammenbruds vej, men ad den revolutionære vej.
Den nuværende krise har med et sidste sving med kosten fejet resterne af de reformistiske utopier bort. Opportunistisk praksis besidder på nuværende tidspunkt overhovedet intet teoretisk dække. For i det lange løb er det temmelig ligegyldigt for Wels, Hilferding, Grzesinskij og Noske hvor mange katastrofer, der vil hvirvle i hovederne på folkets masser, hvis blot deres egne interesser forbliver urørte. Blot er pointen, at det borgerlige regimes krise også rammer de reformistiske ledere.
”Staten må handle og intervenere!”, råbte Socialdemokratiet stadig for kort tid siden mens det gik tilbage over for fascismen. Og staten handlede: Otto Braun og Severing blev sparket ud på gaden. Nu må alle, skrev Vorwärts, anerkende fordelene ved demokrati frem for et regime med diktatur. Ja, demokrati har sine betydelige fordele, kunne Grzesinskij reflektere, mens han lærte fængslet at kende indefra.
Fra denne erfaring kom konklusionen: ”Det er på tide at gå til socialisering!” Tarnow, som i går stadig var kapitalismens læge, besluttede sig pludselig for at grave dens grav. Nu, hvor kapitalismen har gjort de reformistiske ministre, politichefer og underordnede hjælpere arbejdsløse, har den overlevet sig selv. Wels skriver en programmatisk artikel, ”Socialismens time er slået!” Der mangler blot, at Scleicher berøver de deputerede deres løn og de tidligere ministre deres pension – og Hilferding skriver et studium om generalstrejkens historiske rolle. De socialdemokratiske lederes ”venstresving” forbløffer en ved sin stupiditet og svigefuldhed. Dette betyder på ingen måde, at manøvren på forhånd er dømt til at slå fejl. Partiet, der er tynget af forbrydelser, står stadig i spidsen for millioner. Det vil ikke falde sammen af sig selv. Man må vide, hvordan man omstyrter det.
Kommunistpartiet vil erklære, at Wels-Tarnow kursen mod socialisme er en ny form for massebedrag, og det vil være korrekt. Det vil berette historien om de socialdemokratiske ”socialiseringer” gennem de seneste 14 år. Det vil være nyttigt. Men det er utilstrækkeligt: historie, selv den nyeste, kan ikke erstatte aktiv politik.
Tarnow forsøger at reducere spørgsmålet om den revolutionære eller reformistiske vej til socialisme til et simpelt spørgsmål om overgangens ”hastighed”. Dybere kan en teoretiker ikke synke. En socialistisk omdannelses hastighed afhænger i virkeligheden af landets produktivkræfters stadie, dets kultur, omfanget af faste udgifter til forsvar osv. Men socialistiske omdannelser, den hurtige såvel som den langsomme, er kun mulige, hvis en klasse, der er interesseret i socialisme, står i spidsen for samfundet, og der i spidsen for denne klasse står et parti, der ikke bedrager de udbyttede, og som altid er klar til at undertrykke udbytternes modstand. Vi må forklare arbejderne, at præcis heri består proletariatets diktatur.
Men selv dette rækker ikke. Når det er et spørgsmål om verdensproletariatets presserende problemer bør man ikke – som Komintern gør – glemme den kendsgerning, at Sovjetunionen eksisterer. Hvad angår Tyskland, så består opgaven i dag ikke i at begynde den socialistiske opbygning for første gang, men i at binde Tysklands produktivkræfter, dets kultur, dets tekniske og organisatoriske geni sammen med den socialistiske opbygning, der allerede finder sted i Sovjetunionen.
Det tyske Kommunistparti begrænser sig til blot at gentage de sovjetiske succeser og laver i den forbindelse store og farlige overdrivelser. Men det er komplet ude af stand til at forbinde den socialistiske opbygning i USSR, dets enorme erfaringer og værdifulde resultater, med den proletariske revolutions opgaver i Tyskland. Det stalinistiske bureaukrati for sin del er mindst af alt i en position til at tilbyde Tysklands Kommunistparti nogen hjælp i denne alvorlige sag: dets perspektiver er begrænset til et enkelt land.
Socialdemokratiets usammenhængende og kujonagtige statskapitalistiske projekter må modgås med en generel plan for en fælles socialistisk opbygning af USSR og Tyskland. Ingen forlanger, at en detaljeret plan skal udarbejdes omgående. Et indledende råudkast rækker. Det er nødvendigt med grundsten. Denne plan må gøres til genstand for handling så hurtigt som muligt i alle den tyske arbejderklasses organisationer, først og fremmest fagforeningerne.
De progressive kræfter blandt de tyske teknikere, statistikere og økonomer må drages med i denne handling. Diskussionerne om planøkonomi, der er så udspredt i Tyskland og afspejler den tyske kapitalismes håbløshed, er fortsat rent akademiske, bureaukratiske, livløse og pedantiske. Alene den kommunistiske fortrop er i stand til at løfte behandlingen af dette spørgsmål ud af den onde cirkel.
Socialistisk opbygning skrider allerede fremad – for at fortsætte dette arbejde må der drages en bro over staternes grænser. Her er den første plan: studér den, gør den bedre og gør den konkret! Arbejdere, vælg særlige planlægningskommissioner og få dem til at indgå i fri forbindelse med fagforeningerne og sovjetternes økonomiske organer. Skab en central planlægningsinstitution, på grundlag af de tyske fagforeninger, fabriksråd og andre arbejderorganisationer, der har til opgave at gå i forbindelse med USSR’s Gosplan. [29] Inddrag tyske ingeniører, organisatorer og økonomer i dette arbejde!
Dette er den eneste korrekte tilgang til spørgsmålet om planøkonomi i dag, i 1932, efter femten år med sovjetterne, efter fjorten år med rystelser i den tyske kapitalistiske republik.
Intet er lettere end at latterliggøre det socialdemokratiske bureaukrati, og man kan begynde med Wels, som har opslået en Højsang [30] for socialismen. Men det må ikke glemmes, at de reformistiske arbejdere har en helt igennem seriøs holdning til spørgsmålet om socialisme. Man må have en seriøs holdning til de reformistiske arbejdere. Her rejser enhedsfrontens problem sig igen i fuld skikkelse.
Hvis Socialdemokratiet sætter sig selv et mål om (kun i ord, ved vi) ikke at redde kapitalismen, men at opbygge socialisme, så må det søge en aftale med Kommunisterne i stedet for midten. Vil Kommunistpartiet afvise en sådan aftale? Aldeles ikke. Tværtimod vil det selv foreslå en sådan aftale, forlange den foran masserne som en indfrielse af den nyligt skrevne lovning på socialisme.
Kommunistpartiets angreb på Socialdemokratiet må på nuværende tidspunkt foregå langs tre linjer. Opgaven med at knuse fascismen bevarer al sin presserende betydning. Proletariatets afgørende slag imod fascismen vil betyde den samtidige kollision med det bonapartistiske statsapparat. Det gør generalstrejken til et uundværligt kampredskab. Den må forberedes. En særlig plan for generalstrejken må udarbejdes, det vil sige en plan for at mobilisere de kræfter, der kan gennemføre den. Med udgangspunkt i denne plan må en massekampagne gennemføres, og på dette grundlag må en aftale om at gennemføre generalstrejken på veldefinerede politiske betingelser foreslås over for Socialdemokratiet. Gentaget og konkretiseret på hvert nyt stadie vil dette forslag føre til en proces med udvikling af sovjetter som enhedsfrontens højeste organer.
At Papens økonomiske plan, der nu er blevet lov, bringer det tyske proletariat hidtil uset fattigdom er i ord også anerkendt af lederne af Socialdemokratiet og fagforeningerne. I pressen udtrykte de sig med en voldsomhed, de ikke har brugt i lang tid. Mellem deres ord og handlinger er der en afgrund; dette ved vi ganske godt – men vi må forstå, hvordan vi holder dem fast på deres ord. Der må udarbejdes et system med fælles kampmidler imod nøddekreterne og bonapartismen. Denne kamp, der er påtvunget proletariatet af hele situationen, kan ifølge sin natur ikke udføres inden for demokratiets rammer. En situation, hvor Hitler råder over en hær på 400.000, Papen-Schleicher har, udover Reichswehr, den semiprivate Stahlhelm-hær på 200.000, det borgerlige demokrati har den halv-tolererede Reichsbanner-hær, Kommunistpartiet har den fredløse Røde Front-hær – sådan en situation i sig selv blotlægger problemet om staten som et problem om magten. En bedre revolutionær skole kan man ikke forestille sig!
Kommunistpartiet må sige til arbejderklassen: Schleicher vil ikke blive væltet ved et parlamentarisk spil. Hvis Socialdemokratiet ønsker at gå i gang med at vælte den bonapartistiske regering med andre midler, så er Kommunistpartiet rede til at hjælpe Socialdemokratiet med al sin styrke. Samtidig forpligter kommunisterne sig på forhånd til ikke at bruge voldelige metoder imod en socialdemokratisk regering så længe denne baserer sig på arbejderklassens flertal og så længe den garanterer Kommunistpartiets frihed til agitation og organisation. Sådan en måde at stille spørgsmålet på vil være forståeligt for enhver socialdemokratisk arbejder og enhver arbejder uden for partierne.
Den tredje linje, sluttelig, er kampen for socialisme. Også her må jernet smedes, mens det er varmt og Socialdemokratiet er presset mod muren med en konkret plan for samarbejde med USSR. Hvad der er nødvendigt på dette punkt er sagt ovenfor.
Naturligvis er disse udsnit af kampen, som er af varierende betydning i det overordnede strategiske perspektiv, ikke adskilt fra hinanden, men overlapper og hænger sammen med hinanden. Samfundets politiske krise kræver at man kombinerer delspørgsmålene med de generelle spørgsmål: præcis heri ligger kernen i den revolutionære situation.
Kan det forventes, at Tysklands Kommunistiske Partis centralkomité uafhængigt vil gennemføre en vending til den rette vej? Hele dets fortid demonstrerer, at den er ude af stand til at gøre dette.
Partiet var knapt begyndt at korrigere sin politik sig før apparatet så perspektivet om ”trotskisme” foran sig. Hvis Thälmann selv ikke fattede det øjeblikkeligt, så fik han fra Moskva fortalt, at ”delen” må ofres for ”helheden”, det vil sige, at den tyske revolutions interesser må ofres for det stalinistiske apparats interesser. De skamfulde forsøg på at ændre politikken blev endnu en gang trukket tilbage. Den bureaukratiske reaktion triumferede igen over hele linjen.
Det er naturligvis ikke et spørgsmål om Thälmann. Hvis det nuværende Komintern gav sine sektioner mulighed for at leve, tænke og udvikle sig selv, så ville de for længe siden i løbet af de seneste 15 år have været i stand til at vælge deres egne ledende kadrer. Men bureaukratiet rejste i stedet et system med udpegede ledere og støtte til dem ved hjælp af et kunstigt reklamebrøl. Thälmann er et produkt af dette system, og samtidig dets offer.
Kadrerne, der er lammet i deres udvikling, svækker partiet. De supplerer deres utilstrækkelighed med repression. Partiets vaklen og usikkerhed bliver ubønhørligt overført til klassen som helhed. Masserne kan ikke samles til dristig handling når partiet selv er berøvet revolutionær beslutsomhed.
Selv hvis Thälmann i morgen skulle modtage et telegram fra Manuilskij om nødvendigheden af en vending til enhedsfrontens vej ville den nye zigzag i toppen kun bringe lidt godt med sig. Ledelsen er for kompromitteret. En korrekt politik kræver et sundt regime. Partidemokrati, som på nuværende tidspunkt er bureaukratiets legetøj, må igen blive virkelighed. Partiet må blive et parti; da vil masserne tro på det. Praktisk vil dette sætte en ekstraordinær partikongres og en ekstraordinær kongres i Komintern på dagsordenen.
Partikongressen må naturligvis forberedes af en gennemgående diskussion. Alle apparatets barrierer må fjernes. Enhver partiorganisation, enhver kerne, har ret til at indkalde sine møder og lytte til enhver kommunist, medlem af partiet eller ekskluderet fra det, hvis det anser det for nødvendigt for at danne sig sin mening. Pressen må sættes til rådighed for diskussionen; der må dagligt afsættes den fornødne plads til kritiske artikler i hver af partiets aviser. Særlige pressekommissioner, valgt på massemøder med partimedlemmer, må sørge for at aviserne tjener partiet og ikke bureaukratiet.
Det er sandt, at diskussionen vil kræve ikke så lidt tid og energi. Apparatet vil indvende: hvordan kan partiet tillade sig ”diskussionens luksus” i en så kritisk periode? De bureaukratiske frelsere tror, at under vanskelige forhold må partiet tie stille. Marxisterne, derimod, tror, at jo sværere situationen er, des vigtigere er partiets uafhængige rolle.
Ledelsen for bolsjevikpartiet nød i 1917 meget stor anseelse. Uagtet dette foregik der gennem hele året dybdegående diskussioner i partiet. Kort før magtovertagelsen i oktober debatterede hele partiet lidenskabeligt om, hvilken af de to dele af centralkomiteen, der havde ret: flertallet, der var for opstanden, eller mindretallet, der var imod opstanden. Eksklusioner og undertrykkelse generelt kunne ingen steder ses på trods af meningsforskellene. De ikke-partiorganiserede masser blev inddraget i denne diskussion. I Petrograd afsendte et møde med ikke-partiorganiserede kvindelige arbejdere en delegation til centralkomiteen for at støtte flertallet i denne. Ganske vist krævede diskussionerne tid. Men til gengæld voksede der ud af en åben diskussion frem, uden trusler, løgne og falsknerier, en generel, ukuelig vished om politikkens korrekthed, det vil sige det, som alene gør sejren mulig.
Hvilken retning vil tingene tage i Tyskland? Vil den lille opposition have held med at dreje partiets store rat i tide? Det er sådan, spørgsmålet står nu. Pessimistiske røster bliver ofte luftet. I de forskellige kommunistiske grupper er der ikke så få elementer, der siger til sig selv: på hvert vigtigt spørgsmål har Venstreoppositionen et korrekt standpunkt. Men den er svag. Dens kadrer er få og politisk uerfarne. Kan sådan en organisation, med en lille ugeavis (Die Permanente Revolution) have held med at sætte sig op imod den mægtige Komintern-maskine?
Lærdommene fra begivenhederne er stærkere end det stalinistiske bureaukrati. Vi ønsker at være fortolkerne af disse begivenheder over for de kommunistiske masser. Deri ligger vores historiske rolle som fraktion. Vi kræver ikke, som Seydewitz og co., at det revolutionære proletariat skal tro på os på forhånd. Vi giver os selv en mere beskeden rolle: vi tilbyder vores hjælp til den kommunistiske fortrop i udarbejdelsen af den korrekte linje. Til dette formål samler og træner vi vore egne kadrer. Dette forberedende stadie kan ikke springes over. Hvert nyt stadie i kampen vil skubbe de i proletariatet, der reflekterer mest og er mest kritiske, over til vores side.
Det revolutionære parti begynder med en ide, et program, som er rettet mod klassesamfundets mægtige apparat. Det er ikke kadren, der skaber ideen, men ideen, der skaber kadren. Frygt for apparatets magt er et af de mest iøjnefaldende træk ved den særlige form for opportunisme, som det stalinistiske bureaukrati dyrker. Marxistisk kritik er stærkere end ethvert apparat.
De organisatoriske former, som Venstreoppositionens videre udvikling vil antage, afhænger af mange betingelser: di historiske slags hastighed, Stalin-bureaukratiets grad af modstandskraft, aktiviteten hos almindelige kommunister, oppositionens egen energi. Men de principper og metoder, vi kæmper for er blevet afprøvet af verdenshistoriens største begivenheder, af sejre såvel som af nederlag. De vil bane sig vej.
Oppositionens succes i hvert land, herunder Tyskland, er indiskutabel og klar. Men de udvikler sig langsommere end mange af os havde forventet. Vi kan beklage dette, men behøver ikke at være overraskede over det. Enhver kommunist, der begynder at lytte til Venstreoppositionen bliver af bureaukratiet kynisk givet valget: enten at gå med i kampagnen imod ”trotskisme” eller blive sparket ud af Kominterns rækker. For partifunktionæren er det et spørgsmål om position og løn: det stalinistiske apparat spiller denne tone til perfektion. Men umådeligt vigtigere er de tusinder af almindelige kommunister, der er splittet mellem deres hengivenhed til kommunismens ideer og den truende eksklusion fra Kominterns rækker. Det er grunden til, at der i det officielle Kommunistparti er et stort antal delvise, skræmte eller tilslørede oppositionsfolk.
Denne usædvanlige kombination af historiske betingelser er tilstrækkelig til at forklare Venstreoppositionens langsomme organisatoriske vækst. Samtidig, på trods af denne langsommelighed, drejer Kominterns åndelige liv sig i dag mere end nogensinde om kampen imod ”trotskisme”. SUKP’s teoretiske magasiner og teoretiske avisartikler, så vel som Kominterns andre dele, er først og fremmest helliget kampen imod Venstreoppositionen, nu åbent, nu maskeret. Endnu mere symptomatisk i betydning er den vanvittige organisatoriske hidsighed, med hvilken apparatet forfølger oppositionen: ødelæggelse af dens møder med voldelige metoder; anvendelse af alle andre slags fysisk vold; aftaler bag kulisserne med borgerlige pacifister, franske radikale og frimurere imod ”trotskisterne”, udbredelse af ondsindet bagvaskelse fra det stalinistiske center osv. osv.
Stalinisterne forstår meget mere direkte og ved bedre end oppositionsfolkene, i hvilken grad vores ideer underminerer deres apparats fundament. Den stalinistiske fraktions metoder til selvforsvar har imidlertid en tveægget karakter. Op til et vist punkt har de en truende effekt. Men samtidig forbereder de en massereaktion imod systemet med falsknerier og vold.
I juli 1917 stemplede regeringen med mensjevikkerne og de socialrevolutionære bolsjevikkerne som agenter for den tyske generalstab, og dette foragtelige træk fik først stor indflydelse på soldaterne, bønderne og de tilbagestående lag af arbejderne. Men da alle de videre begivenheder klart bekræftede, at bolsjevikkerne havde ret, begyndte masserne at sige til sig selv: så de bagvaskede leninisterne med vilje, de ophidsede ondsindet imod dem, blot fordi de havde ret? Og følelsen af mistro over for bolsjevikkerne blev ændret til en følelse af varm hengivenhed og kærlighed til dem. Selv om det er andre forhold, finder denne meget komplekse proces også sted nu. Ved hjælp af en monstrøs mængde af bagvaskelse og undertrykkelse er det unægteligt lykkedes for det stalinistiske bureaukrati i en periode at true de almindelige partimedlemmer; samtidig forbereder de en enorm rehabilitering for bolsjevik-leninisterne i de revolutionære massers øjne. Og på nuværende tidspunkt kan der ikke længere være den mindste tvivl om dette regnskab.
Ja, i dag er vi stadig svage. Kommunistpartiet har stadig masserne, men det har hverken en doktrin eller en strategisk orientering. Venstreoppositionen har allerede udarbejdet sin marxistiske orientering, men den har endnu ingen masser. Resten af grupperne på ”venstrefløjen” har hverken det ene eller det andet. Håbløst sygner Leninbund hen og tænker på at sætte Urbahns’ individuelle fantasier og drømme i stedet for en seriøs principiel politik. Brandleristerne går nedaf skridt for skridt på trods af deres apparat-kadrer. SAP har fremsat sit kandidatur til revolutionær ledelse for proletariatet. Grundløs fordring! Selv de mest seriøse repræsentanter for dette ”parti” overskrider ikke, som Fritz Sternbergs seneste bog viser, grænserne for venstrecentrisme. Des mere ihærdigt de forsøger at skabe en ”uafhængig” doktrin, jo mere afslører de sig selv som Thalheimers diciple. Men denne skole er lige så håbløs som et lig.
Et nyt historisk parti kan ikke opstå blot fordi et antal gamle socialdemokrater har overbevist sig selv, meget forsinket, om Ebert-Wels’ politiks reaktionære karakter. Et nyt parti kan lige så lidt blive improviseret af en gruppe kommunister, der endnu intet har gjort for at retfærdiggøre deres krav til proletarisk ledelse. For at et nyt parti kan opstå er det på den ene side nødvendigt med store historiske begivenheder, der knækker ryggen på de gamle partier, og på den anden side en principielt udarbejdet position og kadrer, der er afprøvet af begivenhederne.
Mens vi kæmper med al vores styrke for Kominterns genfødsel og en fortsættelse af dens videre udvikling, er vi mindst af alt tilbøjelige til en fetichisme hvad angår form. Den proletariske verdensrevolutions skæbne står for os over Kominterns organisatoriske skæbne. Skulle den værste mulighed materialisere sig; skulle de nuværende officielle partier, på trods af al vores indsats, blive ført til sammenbrud af det stalinistiske bureaukrati, skulle det betyde i en vis forstand at begynde forfra igen, da vil den nye internationale trække sin stamtavle fra den kommunistiske Venstreoppostions ideer og kadrer.
Og det er grunden til, at kortsigtet ”pessimisme” og ”optimisme” ikke passer til det arbejde, vi udfører. Det står over de forskellige stadier, delvise nederlag og sejre. Vores politik er en langsigtet politik.
Den foreliggende brochure, hvis forskellige dele er skrevet på forskellige tidspunkter, var allerede færdiggjort da der kom et telegram fra Berlin med nyheden om konflikten mellem det overvældende flertal i Rigsdagen og Papen-regeringen og dermed med Rigets præsident. Vi forventer at følge op på den konkrete udvikling og videre begivenheder i artikler i Permanente Revolution. Her ønsker vi blot at fremhæve nogle generelle konklusioner, der så ud til at være genstand for kritik, da vi påbegyndte brochuren og som, takket været kendsgerningernes vidnesbyrd, siden er blevet ubestridelige.
1. Sleichen-Papen-regeringens bonapartistiske karakter er blevet fuldstændig afsløret af dens isolerede position i Rigsdagen. De agrar-kapitalistiske kredse, der står direkte bag præsidentens regering udgør en endnu mindre procentdel af den tyske nation end antallet af stemmer for Papen i Rigsdagen.
2. Modsætningerne mellem Papen og Hitler er modsætningen mellem den argar-kapitalistiske ledelse og det reaktionære småborgerskab. Ligesom det liberale bourgeoisi brugte småborgerskabets revolutionære bevægelse, men brugte alle midler for at forhindre, at det tog magten, så er monomolbourgeoisiet klar til at belønne Hitler som dets lakaj, men ikke som dets herre. Det vil ikke afgive hele magten til fascismen med mindre det er tvingende nødvendigt.
3. Den kendsgerning at de forskellige fraktioner af stor- middel- og småborgerskabet udkæmper en åben kamp om magten uden at undgå en særdeles farlig konflikt viser, at bourgeoisiet ikke ser sig selv som ummidlebart truet af proletariatet. Ikke blot nazisterne og midten, men også lederne af Socialdemokratiet, har kun vovet at gå ind i en kamp om forfatningen i den faste overbevisning, at den ikke vil blive til en revolutionær kamp.
4. Det eneste parti, hvis stemme imod Papen var dikteret af revolutionære formål, er Kommunistpartiet. Men der er lang vej fra revolutionære formål til revolutionære resultater.
5. Begivenhedernes logik gør, at kampen for ”parlamentet” og for ”demokrati” for hver socialdemokratisk arbejder bliver et spørgsmål om magt. Deri ligger hele konfliktens hovedindhold fra revolutionens standpunkt. Spørgsmålet om magten er spørgsmålet om proletariatets revolutionære enhed i handling. Enhedsfrontens politik imod Socialdemokratiet må forberedes i den meget nære fremtid for, på grundlag af proletarisk demokratisk repræsentation, at gøre det muligt at oprette klasseorganer til kamp, det vil sige arbejdersovjetter.
6. I lyset af gaverne til kapitalisterne og de monstrøse angreb på proletariatets levestandard må Kommunistpartiet fremsætte parolen om arbejderkontrol med produktionen.
7. De besiddende klassers fraktioner har råd til at strides blandt hinanden alene fordi det revolutionære parti er svagt. Det revolutionære parti kunne blive umådeligt stærkere hvis det korrekt ville udnytte stridighederne mellem de besiddende klasser. Hertil er det nødvendigt at vide, hvordan man skelner imellem de forskellige fraktioner i forhold til deres sociale sammensætning, men ikke at kaste dem alle i samme stak. Teorien om ”socialfascisme”, som komplet og endeligt er falleret, må smides ud som værdiløst affald.
[1]: