Den optrækkende storm

I september marcherede general Kornilov mod Petrograd for at gøre sig til militær diktator over Rusland. Bag ham sås pludselig bourgeoisiets væbnede magt, dri­stigt sat ind for at knuse revolutionen. Nogle af de so­cialistiske ministre var implicerede, også Kerenskij var under mistankel. Savinkov fik en opfordring fra sit parti, de socialrevolutionære, til at give dem en forklaring, men afslog det og blev ekskluderet. Kornilov blev arre­steret of soldaterkomiteerne. Generaler blev afskediget, ministre suspenderet, og ministeriet faldt.

Kerenskij forsøgte at danne et nyt ministerium, ind­befattet de liberal-konservative kadetter, d.v.s. bour­geoisiets parti. Hans eget parti, de socialrevolutionære, gav ham ordre til at holde kadetterne ude. Kerenskij nægtede at adlyde og truede med at gå af, hvis sociali­sterne holdt fast ved deres standpunkt. Folkestemnin­gen var imidlertid så udtalt, at han i øjeblikket ikke vove­de at modsætte sig den, og et midlertidigt femmands­direktorat af gamle ministre med Kerenskij i spidsen overtog magten, indtil spørgsmalet kunne afgøres.

Kornilov-affæren drog alle socialistiske grupper sam­men, »moderate såvel som revolutionære, i et lidenskabeligt ført selvforsvar. Der matte ikke komme flere Kornilov'er. En ny regering måtte dannes, og den matte være ansvarlig over for alle elementer, der støttede re­volutionen. Derfor opfordrede TsIK (sovjetternes ho­vedledelse) de folkelige organisationer til at sende delegerede til en demokratisk konference, der skulle mødes i Petrograd i september.

Øjeblikkelig optrådte der tre fraktioner i TsIK. Bol­sjevikkerne forlangte, at sovjetternes landskongres skul­le indkaldes og overtage magten. De socialrevolutionæ­res midtergruppe, ledet af Tjernov, forenede sig med de venstre-socialrevolutionære, ledet af Kamkov og Spiri­donova, de mensjevikiske internationalister under Marton og mensjevikkernes midtergruppe repræsenteret af Bogdanov og Skobelev og forlangte, at der dannedes en rent socialistisk regering. Tsereteli, Dan og Lieber i spidsen for mensjevikkernes højrefløj og de højre-so­cialrevolutionære under Avksentjev og Gots holdt på, at de besiddende klasser måtte repræsenteres i den nye regering.

Næsten Øjeblikkeligt vandt bolsjevikkerne en majori­tet i Petrograd-sovjetten, og sovjetterne i Moskva, Kijev, Odessa og andre byer fulgte efter.

Dette alarmerede de mensjevikker og socialrevolu­tionære, der havde ledelsen af TsIK, de gjorde sig klart, at de i sidste instans var mindre bange for Kornilov end for Lenin. De ændrede planen for, hvordan grupperne skulle repræsenteres i den demokratiske konference-', således at der kom flere delegerede med fra de koopera­tive selskaber og andre konservative organer. Men selv denne "pakkede" forsamling stemte først for en koali­tionsregering uden kadetter. Kun Kerenskijs åbne trus­seI om at gå og de »moderate« socialisters alarmerende råb om, at ,,republikken er i fare,, overtalte konferen­cen til med et Lille flertal at udtale sig for en koalition med bourgeoisiet og at godkende oprettelsen af en slags rådgivende parlament uden nogen lovgivende myndig­hed under navnet den Russiske Republiks Provisoriske Råd. I det nye ministerium havde de besiddende klasser i praksis kontrollen, og i den Russiske Republiks Provi­soriske Rad besad de uforholdsmæssigt mange pladser.

Faktum er, at TsIK ikke længere repræsenterede sov­jetternes menige lag og ulovligt havde afslået at ind­kalde en ny landskongres for sovjetterne i september som oprindelig fastsat. TsIKs officielle organ Izvestija begyndte at klynke om, at sovjetternes funktioner snart var slut', og at de inden længe kunne opløses . . . På sam­me tid bekendtgjorde den nye regering, at den stilede efter at "få ophævet de uansvarlige organisationer" - d.v.s. sovjetterne.

Bolsjevikkerne svarede med at opfordre sovjetterne over hele Rusland til at mødes i Petrograd den 2. no­vember og overtage regeringen i landet. Samtidig trak de sig ud af den Russiske Republiks Provisoriske Råd med den begrundelse, at de ikke ville deltage i en "re­gering, der øver forræderi mod folket«'.

Bolsjevikkernes udtræden bragte imidlertid ikke det uheldige rad nogen ro. De besiddende klasser, som nu havde Meget magt, blev pågående. Kadetterne erklærede, at regeringen ikke havde nogen ret til at erklære Rus­land for republik. De forlangte strenge foranstaltninger i hæren og flåden for at knuse soldaternes og skibs­besætningernes komiteer og skældte ud pa sovjetterne. I den anden side af salen talte de mensjevikiske inter­nationalister og de venstre-socialrevolutionære for øje­blikkelig fredsslutning, jord til bønderne og arbejder­kontrol med industrien - praktisk talt det bolsjevikiske program.

Jeg hørte Martov svare kadetterne. Dødssyg, bøjet hen over talerstolen og med en stemme så hæs, at den knap kunne høres, rystede han sin pegefinger i retning af højrebænkene:

"I kalder os defaitister, men de virkelige defaitister er dem, der venter på et mere belejligt øjeblik og absolut vil udsætte fredsslutningen indtil senere, hvor der intet bliver tilbage af den russiske hær, hvor Rusland bliver en genstand, de forskellige imperialistiske grupper sjak­rer om ... I vil påtvinge det russiske folk en politik, der dikteres af bourgeoisiets interesser. Spørgsmålet om fred bør rejses uden opsættelse ... I vil i så fald få at se, at alle dem, som I kalder tyske agenter, disse Zimmer-waldister*), som i alle lande har forberedt de demokra­tiske massers vågnende bevidsthed, ikke har arbejdet forgæves..."

Mellem disse to grupper svingede mensjevikkerne og de socialrevolutionære, uimodståeligt presset til venstre af det tryk, som massernes stigende utilfredshed lagde på dem. Rådssalen var spaltet af dyb fjendtlighed mel­lem uforsonlige grupper.

Det var situationen, da den længe ventede indvarsling af den allierede konference i Paris rejste det brændende spørgsmål om udenrigspolitikken .. .

Teoretisk var alle socialistiske partier i Rusland til­hængere af den tidligst mulige fredsslutning på demo­kratiske betingelser. Helt tilbage i maj måned 1917 hav­de Petrograd-sovjetten proklameret de bet-Orate russiske fredsbetingelser, dengang med mensjevikker og social­revolutionære i spidsen for sovjetten. De havde forlangt, at de allierede skulle holde en konference for at disku­tere krigsmålene. Denne konference var blevet lovet til august, dernæst udsat til september og til oktober, og nu var den blevet fastsat til den 10. november.

Den provisoriske regering foreslog to repræsentanter -- general Aleksejev, en reaktionær militærmand, og Terestjenko, udenrigsministeren. Sovjetterne valgte Skobelev som deres talsmand og udarbejdede et mani­fest, den berømte nalcaz5, en instruks. Den provisoriske regering gjorde indsigelse mod Skobelev og hans nakaz, de allierede ambassadører protesterede, og endelig sva­rede Bonar Law i det britiske underhus køligt: ”Så vidt jeg ved, vil Paris-konferencen ikke diskutere krigsmål

overhovedet, men kun metoderne til krigens førelse ...” Dette fik den konservative presse i Rusland til at juble, og bolsjevikkerne råbte: Se, hvor mensjevikker­nes og de socialrevolutionmres kompromistaktik har ført dem hen!

Langs et par tusinde kilometer front rørte millioner af russiske soldater på sig, som et hav i begyndende op­rør, og overøste hovedstaden med hundreder af delega­tioner: Fred! Fred!

Jeg gik over floden til Cirque Modernes bygning, hvor der holdtes et af disse folkemøder, som aften efter aften fandt sted over hele byen. Det nøgne og dystre amfi­teater oplystes kun af fem små lygter ophængt i en tynd wire, men der var fuldt besat fra manegen til bageste række oppe under taget - soldater, søfolk, arbejdere, kvinder lyttede som gjaldt det livet. En soldat stod på ta­lerstolen, han talte for den 548. division, hvor den ski la:

”Kammerater”, råbte han, og der var virkelig lidelse i hans furede ansigt og fortvivlede armbevægelser, ”de oppe i toppen forlanger stadigvæk flere ofre af os, flere ofre, mens de, der ejer alt, ingen ting kommer af med. Vi er i krig med Tyskland. Ville vi opfordre tyske ge­neraler til at fungere som vore stabsofficerer? Vel, vi er også i krig med kapitalisterne, og alligevel inviterer vi dem ind i regeringen ... Soldaterne siger: Vis os hvad vi kæmper for. Er det Konstantinopel, eller er det et frit Rusland? Er det demokratiet eller er det de kapitalisti­ske spekulanter? Hvis I kan give os bevis for, at vi for­svarer revolutionen, så vil vi gå ud og kæmpe, uden dødsstraf til at tvinge os.

Når jorden kommer i bøndernes hånd og fabrikkerne i arbejdernes og magten i sovjetternes, så ved vi, at vi har noget at kæmpe for, og så vil vi kæmpe for det!

I kasernerne, fabrikkerne, på gadehjørnerne optrådte endeløse rækker af soldatertalere, alle med krav om at få ende på krigen. De erklærede, at hvis regeringen ikke gjorde sig energiske anstrengelser for at få en fred i stand, ville hæren forlade skyttegravene og tage hjem.

En talsmand for Ottende Hær:

»Vi er svage, vi har kun få mænd tilbage i hvert kom­pagni. Man må give os mad og støvler og forstærknin­ger, ellers vil der snart kun være tomme skyttegrave. Fred eller forsyninger ... enten må regeringen slutte krigen, eller også må den støtte hæren ...«

En talsmand for det 46. Sibiriske Artilleri:

»Officererne vil ikke samarbejde med vore komiteer, de forråder os til fjenden, de anvender dødsstraf mod vore agitatorer, og den kontrarevolutionære regering støtter dem. Vi troede, at revolutionen ville bringe fred. Men nu forbyder regeringen os at tale om sådanne ting,

og samtidig giver den os ikke mad nok til at leve af eller ammunition nok til at kæmpe med...«

Fra Europa kom der rygter om fred på Ruslands be­kostning .. .

Nyheder om, hvordan de russiske tropper i Frankrig blev behandlet, øgede utilfredsheden. Første Brigade i Frankrig havde forsøgt at erstatte sine officerer med soldaterkomiteer ligesom deres kammerater hjemme i Rusland gjorde, og havde afslået en ordre om at afgå til Saloniki; i stedet ville de hjem til Rusland. De var blevet omringet og udsultet og så bombarderet med ar­tilleri, og mange af dem var blevet dræbt...

Den 29. oktober gik jeg over til Mariinskij paladsets hvid-røde marmorsal, hvor Republikkens Råd holdt møde for at hore Terestjenko forelægge regeringens udenrigspolitik, en erklæring der var ventet med fryg­telig spænding af det fredstørstende og udmattede land.

En høj, ulasteligt klædt ung mand med glat ansigt og høje kindben ophoste med blød stemme sin tale, der ikke forpligtede til nogets. Ikke til noget som helst ... Kun de samme almindeligheder om at knuse den tyske militarisme med de allieredes hjælp - om »Ruslands statsinteresser« og den »forlegenhed«, som Skobelevs na­kaz(instruks)havde forvoldt. Han sluttede med en salut:

Rusland er en stormagt. Rusland vil forblive en stor­magt, hvad der end sker. Vi må alle forsvare vort land, vi må vise, at vi er forsvarere af et stort ideal, og børn af en stor magt.

Ingen var tilfredse. De reaktionære havde ønsket en »stærk« imperialistisk politik, de demokratiske partier ønskede en forsikring om, at regeringen vil presse på for at få fred...

Jeg aftrykker her en leder i bladet Arbejder og Sol­dat,, den bolsjevikiske Petrograd sovjets organ:

REGERINGENS SVAR TIL SKYTTEGRAVENE

Den tavseste af vore ministre, hr. Terestjenko, har faktisk sagt følgende til skyttegravene:

Vi er intimt forbundne med vore allierede. (Ikke med folkene, men med regeringerne).

Det er ingen nytte til, at demokratiet diskuterer mulig­heden eller umuligheden af at føre krig til vinter. Det vil blive afgjort af vore allieredes regeringer.

Første juli offensiven var gunstig og forløb meget heldigt. (Han omtalte ikke konsekvenserne).

Det er ikke sandt, at vore allierede ikke interesserer sig for os. Ministeren er i besiddelse af meget betydningsfulde erklæringer. (Erk1mringer? Hvordan med handlinger? Hvor­dan med den britiske flådes opførsel? Den britiske konges palaver med den kontrarevolutionære eksil-general Gurko? Det omtalte ministeren ikke).

Skobelevs nakaz er dårlig, de allierede synes ikke om den, og de russiske diplomater synes heller ikke om den. På den allierede konference må vi alle ”tale samme sprog”.

Og det er det hele? Det er det. Hvad er udvejen? Løsningen er at tro på de allierede og Terestjenko. Hvornår vil der blive fred? Nar de allierede tillader det.

Det er regeringens svar til skyttegravene angående fred!

Nu begyndte der i baggrunden af russisk politik at tone et taget omrids af en ulykkessvanger kraft frem kosakkerne. Gorkijs blad Nyt Liv gjorde opmærksom på deres aktivitet:

Ved begyndelsen af revolutionen nægtede kosakkerne at skyde på folket. Da Kornilov marcherede mod Petrograd næg­tede de at følge ham. Fra passiv loyalitet mod revolutionen er kosakkerne gået over til aktiv politisk offensiv (mod den). Fra revolutionens baggrund er de allerede rykket frem til dens forgrund .. .

Kaledin, Don-kosakkernes atarnan, var blevet afske­diget af den provisoriske regering, fordi han var med­delagtig i Kornilov-kuppet. Han afslog blankt at træde tilbage og lå ved Novotjerkassk, omgivet af tre vældige kosakkere, konspirerende og truende. Så stor var hans magt, at regeringen måtte lukke øjnene for hans opsætsighed. Ja, den blev nødt til regulært at anerkende Ko­sakhærenes Unionsråd og at erklære den nydannede so­vjetsektion ved sovjetterne for ulovlig .. .

I første halvdel af oktober opsøgte en kosakdelegation Kerenskij og forlangte arrogant, at beskyldningerne mod Kaledin skulle tages tilbage, og bebrejdede mini­sterpræsidenten, at han tog hensyn til sovjetterne. Ke­renskij gik med til at lade Kaledin være og skal have sagt: ”I sovjetledernes øjne er jeg en despot og tyran .. . Hvad den provisoriske regering angår, er den ikke alene ikke afhængig af sovjetterne, men finder det beklage­ligt, at de overhovedet eksisterer.”

På samme tid var der en anden kosak-mission, der op­søgte den britiske ambassadør og ugenert forhandlede med ham som repræsentanter for »det frie kosakfolk«.

I Don-området var noget, der meget lignede en kosak­republik, blevet oprettet. Kuban erklærede sig for en uafhængig kosakstat. Sovjetterne i Rostov ved Don og i Jekaterinburg blev jaget bort af væbnede kosakker og kulminearbejdernes fagforeningskontor i Harkov øde­lagt. Kosakbevægelsen var i alle sine udslag anti-socia­listisk og militaristisk. Dens ledere var adelsmænd og store godsejere som Kaledin, Kornilov, generalerne Du­tov, Karaulov og Bardisj, og den havde støtte i de mæg­tige købmænd og bankmænd i Moskva...

Det gamle Rusland var ved at blive udstykket. I Ukraine, i Finland, Polen, Hviderusland øgedes de na­tionalistiske bevægelsers styrke og dristighed. De lokale regeringer, der kontrolleredes af de besiddende klasser, forlangte selvstyre og nægtede at efterkomme ordrer fra Petrograd. I Helsingfors afslog det finske senat at låne penge til den provisoriske regering, erklærede Finland selvstyrende og forlangte de russiske tropper truk­ket tilbage. Den borgerlige rada (forsamling) i Kijev udvidede Ukraines grænser, indtil de omfattede alle de rigeste landbrugsområder i Sydrusland så langt som til Ural, og begyndte at opstille en national hær. Første­minister Vinnitjenko i Ukraine ymtede om en separat­fred med Tyskland - og den provisoriske regering var hjælpeløs. Sibirien og Kaukasus forlangte at få sær­skilte konstituerende (grundlovgivende) forsamlinger. Og i alle disse lande sås begyndelsen til en bitter kamp mellem myndighederne og de lokale sovjetter af arbej­der- og soldaterrepræsentanter...

Forholdene blev for hver dag mere kaotiske. Hun­dredtusinder af soldater deserterede fra fronten og be­gyndte at valte ud over de russiske vidder som tide­vandsbølger. Bønderne i Tambov- og Tver-guvernemen­terne blev trætte af at vente på jord og var desperate over regeringens repressalier, de begyndte at brænde godsbygninger og massakrere godsejerne. Umådelige strejker og lockouter rystede Moskva, Odessa og kulmi­nerne ved Don. Transportvæsenet lammedes, hæren sul­tede, og i de store byer var der ikke brød.

Regeringen blev halet frem og tilbage mellem de de­mokratiske og de reaktionære grupper og kunne ingen ting udrette; når den blev tvunget til at handle, støttede den altid de besiddende klassers interesser.

Kosakkerne blev sendt ud for at oprette ordenen blandt bønderne og bryde strejkerne. I Tasjkent blev sovjetten undertrykt af regeringsmyndighederne. I Petrograd var et økono­misk Råd blevet oprettet for at få samling på landets opsplittede økonomi, men blev lammet af kapitalens og arbejdets modsat rettede kræfter og blev derpå opløst af Kerenskij. Det gamle regimes militære ledere, der støttedes af kadetterne (liberal-konservative), forlangte at der skulle anvendes strenge foranstaltninger for at genoprette disciplinen i hæren og flåden. Forgæves på­pegede admiral Verderevskij, den mrvierdige marine-minister, og general Verhovskij, krigsministeren, at kun en ny, frivillig, demokratisk disciplin, baseret på sam­virke med soldater- og matroskomiteerne, kunne redde hæren og flåden. Deres råd blev ignoreret.

De reaktionære syntes besluttet på at provokere fol­kets harme. Retssagen mod Kornilov var nær foreståen­de. Den borgerlige presse forsvarede ham mere og mere åbent og omtalte ham som den store russiske patriot.. Burtsevs blad Fælles Sag udtalte ønske om et diktatur med Kornilov, Kaledin og Kerenskij i spidsen!

Jeg havde en dag en samtale med Burtsev i presse­logen i Republikkens Rad. Det var en lille, foroverbøjet skikkelse, med rynket ansigt, nærsynede øjne bag tykke glas, uredt hår og gråsprængt skæg.

»Mærk Dem mine ord, unge mand! Hvad Rusland trænger til, er en stærk mand. Vi bør holde op med at tænke på revolution og samle os om tyskerne. Kludre­mikler, kludremikler, at de slog Kornilov; og bag klud­remiklerne står de tyske agenter. Kornilov skulle have vundet ...

På yderste højrefløj talte de forskellige tydeligt mo­narkistiske blade, Purisjkevitjs Folkets Tribune, Nye Rusland, og Levende Ord, .åbent for en tilintetgørelse af det revolutionære demokrati .. .

Den 23. oktober stod der et søslag med en tysk eskadre i Rigabugten. Under påskud af, at Petrograd var i fare, udkastede regeringen planer for en evakuering af ho­vedstaden. Først skulle de store ammunitionsfabrikker flyttes og fordeles over Rusland, og så skulle regerin­gen selv tage til Moskva. Øjeblikkeligt begyndte bolsje­vikkerne at varsle, at regeringen ville forlade den Røde Hovedstad for at svække revolutionen. Riga var blevet solgt til tyskerne, nu var man ved at forråde Petrograd!

Den borgerlige presse var i glad stemning. »I Moskva, sagde kadetbladet Retj, »kan regeringen fortsætte sit arbejde i en rolig atmosfære, uden at blive forstyrret af anarkister. Rodsianko, lederen af kadetpartiets højre­fløj, erklærede i Ruslands Morgen, at det ville vwre en velsignelse, om tyskerne tog Petrograd, fordi det ville gøre det af med sovjetterne og skaffe den revolutionære baltiske flade ud af verden:

"Petrograd er i fare. Jeg siger til mig selv: Lad Vorherre tage sig af Petrograd. Man frygter, at hvis Petrograd går tabt, vil de centrale revolutionære organisationer blive knust. Vel, jeg ville juble, hvis alle disse organisationer blev ødelagt, for de vil ikke bringe Rusland andet end katastrofe... Tages Petrograd bliver den baltiske flåde også ødelagt... Men der er ingen grund til beklagelse, de fleste af krydserbesætnin­gerne er komplet demoraliserede..."

Eftersom den offentlige misbilligelse antog karakter af storm, blev planerne om evakuering opgivet.

Imidlertid lå, den forestående sovjetkongres over Rus­land som en tordensky med glimtende lyn her og der. Den blev mødt med modstand, ikke alene fra regerin­gen, men fra • alle *moderate« socialister. De centrale hær- og flådekomiteer, nogle af fagforbundenes hoved­bestyrelser og også bondesovjetternes ledelse, men først og fremmest TsIK (sovjetternes hovedledelse, opportu­nistisk ledet) sparede ingen møje for at forhindre dens sammentræden. Izvestija og Soldatens Røst, to blade der var grundlagt af Petrogradsovjetten, men nu var kom­met i hænderne på TsIK, rettede en voldsom kanonade mod den, ligesom hele den socialrevolutionære parti­presse, Folkets Sag og Folkets Vilje.

Sendebud turede rundt i landet, budskaber telegrafe­redes til lokale sovjetledelser og hærkomiteer og in­struerede dem om at bremse eller udsætte valgene til kongressen. Højtidelige offentlige resolutioner imod kongressen, erklæringer om, at alt demokrati var mod­stander af, at den skulle træde sammen så nær på den Konstituerende Forsamling, protester fra fronten, fra de lokale amtsråd (semstvo'er), fra Bondeunionen, fra Ko­sak-hærenes Union; fra Officersforeningen, fra Skt. Georgs ridderne, fra dødsbataillonerne ... Den Russiske Republiks Råd var en summen af modvilje. Hole det maskineri, som den russiske martsrevolution havde skabt, bevægede sig for at blokere sovjetkongressen .. .

På den anden side stod proletariatets formløse vilje, udtalt af arbejdere, menige soldater og fattige bønder. Mange lokale sovjetter var allerede blevet bolsjevikiske, og dertil kom industriarbejdernes bedriftsråd og de re­bellerende lawn- og fladeorganisationer. Nogle steder blev folk forhindret i at holde regulære valg af dele­gerede til sovjetkongressen, og man holdt så møder for sig selv og valgte en af sin midte til at rejse til Petrograd. Andre steder gjorde man op med de saboterende komiteer og dannede nye. En elementær jordrystelse brød den tyngende skorpe, der i alle disse måneder havde dannet sig over revolutionens kildespring. Kun denne spontane massebevægelse kunne gennemføre sovjetter­nes landskongres .. .

Dag after dag var bolsjevikiske talere rundt i kaser­nerne og fabrikkerne med voldsomme anklager mod »denne borgerkrigsregering«. En søndag tog jeg med en svær, dampdrevet sporvogn, der kløvede sig vej gennem oceaner af mudder, mellem grå fabrikker og enorme kirker, ud til Obuhov-fabrikken, en af regeringens am­munitionsfabrikker på Schliisselburg-boulevarden.

Mødet fandt sted mellem en ufærdig bygnings nøgne mure, hvor titusinde sortklædte mænd og kvinder stim­lede sammen om en tribune draperet i rødt, eller stod tæt på tommer- og murstensdyngerne eller sad på tvær­bjælkerne højt oppe, opmærksomt lyttende, med tord­nende tilråb. Af og til brød solen gennem de tunge skyer og belyste de opadvendte ansigter med et rødt skær.

Lunatjarskij, en slank, studenteragtig skikkelse med en kunstners følsomme ansigt, var ved at forklare, hvor­for magten matte lægges i sovjetternes hænder. Intet andet kunne skaffe revolutionen sikkerhed mod dens fjender, som med forset ruinerede landet og hæren og skabte muligheder for en ny Kornilov.

En soldat fra den rumænske front, tynd, tragisk og voldsom, rabte: »Kammerater! Vi sulter ved fronton, vi er stive af kulde. Vi dør uden noget formål. Jeg beder den amerikanske kammerat tage den besked med til Amerika, at russerne aldrig vil opgive deres revolution, men hellere dø. Vi vil holde ud med al vor styrke, lige til folkenes verden over rejser sig og hjælper os! Sig til de amerikanske arbejdere, at de skal_ rejse sig og slås for den sociale revolution!«

Så kom Petrovskij, slank, langsom i tale, fremad­drivende:

»Nu er tiden til handling kommet, nu er det ikke tiden til ord. Den økonomiske situation er dårlig, men vi må tage den, som den er. De forsøger på at sulte og fryse os bort. De forsøger på at provokere os. Men de skal vide, at de kan gå for vidt - at hvis de vover at lægge hånd på proletariatets organisationer, vil vi feje dem bort fra jordens overflade som skum!«

Den bolsjevikiske presse fik pludselig større udbredel­se. Der havde hidtil været to aviser, Arbejderens Vej og Soldaten, nu kom der et nyt blad for bønderne, Lands­byens Fattigfolk, i en halv million eksemplarer om da­gen, og den 17. oktober udkom Arbejder og Soldat.

Dens ledende artikel sammenfattede bolsjevikkernes standpunkt:

"Et fjerde krigsår vil betyde hærens og landets tilintet­gørelse ... Der er fare for Petrograd ... De kontrarevolutio­nære jubler over folkets ulykker . . . Bønderne er bragt til fortvivlelse og begynder på åben revolte. Godsejerne og rege­ringsmyndighederne massakrerer dem med straffeekspeditio­ner, fabrikker og miner lukker, arbejderne trues af sult . .

Bourgeoisiet og dets generaler agter at genindføre en blind disciplin i hæren ... Med bourgeoisiets støtte er Kornilov'erne åbenlyst ved at forberede en voldsakt mod den konstituerende forsamling.. .

Kerenskjis regering er imod folket. Han vil ødelægge lan­det . . . Dette blad virker for folket og ved folket - de fattige klasser, arbejderne, soldaterne og bønderne. Folket kan kun reddes ved, at revolutionen fuldføres ... og til dette formål må den fulde magt lægges i sovjetternes hænder.. .

Dette blad går ind for følgende:

Al magt til sovjetterne, både i hovedstaden og i provinsen. Ufortøvet våbenstilstand på alle fronter. En hæderlig fred mellem folkene.

Godsejernes jord overdrages uden erstatning til bønderne. Arbejderkontrol med industriproduktionen. En folketro og årligt valgt konstituerende forsamling."

Det er interessant her at bringe nogle sætninger fra det samme blad, som jo var organ for disse bolsjevikker,. der blev udskreget for verden som tyske agenter:

"Den tyske kejser, tilsølet af blodet af millioner af døde mennesker, agter at drive sin hær frem mod Petrograd. Lad os appellere til de tyske arbejdere, soldater og bønder, som ønsker fred, ligesom vi gør, om ... at rejse sig mod den for­bandede krig!

Dette kan kun gøres af en revolutionær regering, som vir­kelig kan være talsmand for arbejderne, soldaterne og bøn­derne i Rusland, og som hen over diplomaternes hoveder vil appellere direkte til de tyske tropper, fylde de tyske skytte­grave med proklamationer på tysk ... Vore flyvere vil sprede disse proklamationer inde over Tyskland ...«

I Republikkens Råd blev kløften mellem de to sider af salon dybere for liver dag.

»De besiddende klasser,« rabte Karelin fra de ven­stre-socialrevolutionmre, »ønsker at udnytte statens re­volutionære maskineri til at binde Rusland til de allie­redes krigsvogn! De revolutionære partier er absolut imod denne politik...«

Gamle Nikolaj Tjajkovskij fra Folkesocialisterne talte imod tanken om at give jorden til bønderne og tog sam­me stilling som kadetterne (de konservativ-liberale) :

»Vi må straks have en stærk disciplin i hæren . . . Siden krigens begyndelse har jeg stadigvæk holdt på, at det er en forbrydelse at foretage sociale og økonomiske reformer i krigstid. Vi er ved at begå denne forbrydelse, og alligevel er jeg ikke en fjende af disse reformer, idet jeg er socialist.«

Tilråb fra venstre: »Vi tror jer ikke!« - mægtigt bifald fra højre .. .

Adsjemov fra kadetterne erklærede, at man ikke be­høvede at fortælle hæren, hvad den kæmpede for, enhver soldat burde være klar over, at den første opgave var at fordrive fjenden fra russisk territorium.

Kerenskij selv kom to gange og bønfaldt lidenskabe­ligt om, at man bevarede den nationale enhed, en gang brød han til slut ud i taxer . . . Forsamlingen påhørte ham i ro, med enkelte ironiske bemærkninger.

Smolnyj-instituttet, hvor TsIK og Petrograd-sovjetten havde til huse, lå i byens udkant, flere kilometer fra centrum. Jeg tog derud med en sporvogn, der kravlede med sneglefart gennem de brolagte, men mudrede gader og var overfyldt af folk. Ved endestationen rejste sig de yndefulde røgblå kupler på Smolnyj-klostret sig med smukke gyldne linjer, og ved siden af lå Smolnyj-insti­tuttet med sin kaserneagtige facade, 200 meter lang, med tre etager, tsarrigets våben indhugget i sten hang stadig bydende over indgangsdøren ..

Under det gamle regime var instituttet en skole for russiske adelsdøtre, protegeret af tsarinaen selv, men nu var det overtaget af arbejdernes og soldaternes revolu­tionære organisationer. Det rummede over hundrede store rum, hvide og nøgne, på deres døre hang stadig emaillerede skilte med oplysninger til den besøgende, at indenfor var klasseværelse 4 eller lærerværelset; men ovenover hang andre, groft udførte plader med vidnes byrd om de nye tilstandes vitalitet: »Petrograd-sovjet­tens Centralkomite«, » TsIK« og »Udenrigskontor«, »So­cialistisk Soldaterunion«, »De faglige Landsorganisatio­ners Centralkomite«, »Bedriftsrådene«, »Den centrale Hærkomite« og de politiske partiers centralkontorer og forhandlingsværelser .. .

De lange, hvælvede korridorer, oplyst af nogle fa elektriske pærer, var stopfulde af soldaters og arbejde­res travlt passerende skikkelser, nogle bøjet under vægten af vældige pakker aviser, proklamationer, trykt pro­paganda af alle arter. Lyden af deres tunge støvler mod trægulvet var som en dyb og uophørlig torden . . . Skilte var sat op alle vegne ”Kammerater! For jeres helbreds skyld, sørg for rengøring!”. Lange borde stod oven for trappen på hver afsats, her solgtes pjecer og litteratur fra de forskellige politiske partier.

Det rummelige, lavloftede refektorium nedenunder var stadig spisesal. For to rubler købte jeg en bon på en middag og stod i række med et tusind andre, der ven­tede på at komme til ved de lange diske, hvor en snes mænd og kvinder øste kalvesuppe op fra vældige kedler, kødstykker, grødtallerkener og skiver af sort brød. Fem kopeker for to i blikkrus. Fra en kury greb man en fed­tet træske . . Bænkene langs træbordene var fuldt besat med sultne proletarer, der som ulve nedsvælgede deres mad, diskuterende, konspirerende, rede til en saftig spøg.

Ovenover var en anden spisesal, reserveret for TsIK, skønt alverden også kom der. Her kunne man få brød med tykt smør og endeløse mængder af to . .

I sydfløjen på anden etage lå den store mødesal, hvor instituttet tidligere havde holdt bailer. Det var et høj­loftet, hvidmalet rum, oplyst af lysekroner, hvor hvide glasstager bar hundreder af dekorerede elektriske pæ­rer, og delt af to rækker massive søjler; i den ene ende en forhøjning, flankeret af to store lysestager og en guld­ramme bagved, hvorfra tsarens portræt var blevet skå­ret bort. Her havde strålende militære og kirkelige uni­former dannet kreds om storhertuginder .. .

Over for mødesalen, på den anden side af hallen uden­for, havde sovjetkongressens mandatkommission kontor. Jeg stod der og så de nye delegerede komme ind - svær­e, skæggede soldater, arbejdere i blå bluser, nogle fra langhårede bønder. Pigen på kontoret - et medlem af Plekhanovs Jedinstvo-gruppe - smilede ringeagtende. ”De er meget forskellige fra de delegerede til den første kongres,« mente hun. »Se, hvor rå og udannede de ser ud! Det uvidende folk . .

Det var sandt, Rusland var kommet i bevægelse helt ned i de dybeste lag, og det var dem fra bunden, der nu kom op. Mandatkommissionen, som var udnævnt af den gamle TsIK, forkastede mandat på mandat under påskud af, at de ikke var blevet lovformeligt valgt. Ka­rahan, medlem af den bolsjevikiske centralkomite, lo bare. »Bryd jer ikke om det,« sagde han, »når tiden kom­mer, skal vi nok skaffe jer plads ... «

Arbejder og Soldat skrev:

"De delegerede til den ny landskongres er alarmeret over forsøg, som visse medlemmer af den organiserende komite gør på at forpurre kongressen ved at påstå, at den ikke vil blive afholdt, og at de delegerede lige så godt kan forlade Petrograd ... Bryd jer ikke om disse 1øgne . . . Store dage er i vente ..."

Det var øjensynligt, at en beslutningsdygtig forsam­ling ikke kunne være til stede den 2. november, og derfor blev kongressens åbning udsat til den 7. november. Men hele landet var nu på vagt, og da mensjevikkerne og de socialrevolutionære blev klar over, at de var sket, skiftede de pludselig taktik og begyndte hektisk at tele­grafere til deres provinsorganisationer, at de skulle væ1ge så mange »moderate« socialister som muligt. På samme tid udsendte bondesovjetternes hovedbestyrelse en mod-appel til afholdelse af en bondekongres, der skulle mødes den 13. december og annullere en hvilken som helst aktion, som arbejderne og soldaterne kunne tænkes at begynde på.

Hvad ville bolsjevikkerne gøre? Der gik rygter i byen om, at der skulle arrangeres en »demonstration«, en »aktion« fra arbejdernes og soldaternes side. Den bor­gerlige og reaktionære presse spåede opstand og trængte ind på regeringen, for at den skulle arrestere Petrograd­sovjetten eller i det mindste forhindre kongressens sammentræden. Sprøjter som Det Nye Rus opfordrede til en almindelig massakre på bolsjevikkerne.

Gorkijs blad, Nyt Liv, var enigt med bolsjevikkerne om, at de reaktionære ville forsøge at ødelægge revolu­tionen, og at man om nødvendigt matte anvende våben mod dam, men alle partierne inden for det revolutio­nære demokrati måtte udgøre en samlet front.

«Så længe demokratiet ikke har organiseret sine hovedstyrker, så længe modstanden mod dets indflydelse stadig er stærk, er der ingen fordel ved at gå over til angreb. Men hvis de fjendtlige elementer appellerer til våbnene, så må det revolutionære demokrati tage kam­pen op for at gribe magten, og det vil finde støtte hos folkets dybeste lag....

Gorkij påpegede, at, både reaktionære og regerings­blade udfordrede bolsjevikkerne til voldshandlinger. En opstand ville imidlertid bane vejen for en ny Korni­lov (et nyt militærkup). Han henstillede indtrængende til bolsjevikkerne at dementere rygterne. Potresov offentliggjorde i det mensjevikiske blad Dagen en sensationel historie med kort over en påstaet, hemmelig aktionsplan, som bolsjevikkerne ville sætte i værk.

Som på et trylleslag blev murene overklistret med advarsler, proklamationer, appeller, fra de »moderate« og konservative fraktioners centralkomiteer og fra TsIK (den opportunistisk ledede hovedledelse for so­vjetterne), med stærke ord mod enhver demonstration og bønner til arbejderne og soldaterne om ikke at lytte til agitatorer. Det var f. eks.

Denne fra de socialrevolu­tionæres militærsektion:

"Der verserer atter rygter i byen om en planlagt aktion. Hvor er kilden til disse rygter? Hvilken organisation star bag de agitatorer, der prædiker opstand? Bolsjevikkerne har på et spørgsmål stillet til dem i TsIK benægtet, at de har noget at gøre med det . . . Men disse rygter frembyder i sig selv en stor fare. Det kan let ske, at individuelle brushoveder uden hensyn til stemningen hos flertallet af arbejdere, soldater og bønder vil drage en del af arbejderne og soldaterne ud på gaderne og ophidse dem til oprør . . . I denne forfærdelige tid, som det revolutionære RusIand gennemlever, vil enhver opstand let blive til en borgerkrig, og den kan resultere i øde­læggelse af alle proletariatets organisationer, der er skabt med så megen møje. De kontrarevolutionære kupmagere regner med at drage fordel af en sådan opstand og udnytte den til at ødelægge revolutionen, åbne fronten for den tyske kejser og bringe den konstituerende forsamling til at strande ... Hold jer ufravigeligt på jeres poster! Ingen ubesindigheder på gaderne!“

Den 28. oktober talte jeg i Smolnyjs korridorer med Kamenev, en Lille mand med spidst rødligt skæg og gal­liske fagter. Han var slet ikke vis på, at der ville komme delegerede nok. ”Hvis der bliver en kongres,” sagde han, vil den repræsentere folkets overvældende stemning. Hvis flertallet bliver bolsjevikker, og det tror jeg, vil vi forlange, at magten overdrages til sovjetterne, og at den provisoriske regering går af ...

Volodarskij, en h¢j, bleg ung mand med briller og dårlig teint, var mere ligefrem. ”Samarbejdsfolk som Lieber og Dan og de andre er ved at sabotere kongres­sen. Hvis de får held til at forhindre dens sammentræden, godt, så er vi realistiske nok til ikke at lade os for­styrre af det!

Under datoen den 29. oktober finder jeg følgende ud­drag fra dagens aviser indført i min notesbog:

Moghilev (det store hovedkvarter). Her koncentreres loyale garderegimenter, den Vilde Division, kosakkerne og døds­bataljoner.

Eleverne fra officersskolerne i Pavlovsk, Tsarskoje Selo og Peterhof har af regeringen fået ordre til at holde sig rette til afrejse til Petrograd. Officerselever fra Oranienbaum kommer til byen.

Del af panservognsdivision fra Petrograd-garnisonen sta­tioneret i Vinterpaladset.

På ordrer, undertegnet af Trotskij, er flere tusind rifler fra regeringens våbenfabrik i Sestroretsk leveret til delegerede for Petrograds arbejdere.

Et møde af by-milits i Nedre Litejnyj-kvarteret vedtager en resolution, der forlanger al magt overdraget til sovjetterne.«

Dette er kun prøver på de forvirrede begivenheder i disse feberagtige dage, da gud og hvermand vidste, at noget skulle ske, men ingen vidste nøjagtig hvad.

På et møde i Petrograd-sovjetten i Smolnyj om af­tenen den 30. oktober stemplede Trotskij den borgerlige presses påstande om, at sovjetten overvejede en væbnet opstand, som et forsøg fra de reaktionære på at miskreditere og forpurre sovjetkongressen ... «Petrograd­sovjetten,« erklærede han, ”har ikke givet ordre til nogen aktion. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi gøre det, og vi vil få st¢tte af Petrograds garnison... Regeringen forbereder en kontrarevolution, og vi vil svare dem med en offensiv, der bliver skånselsløs og afgørende.«

Det er rigtigt, at Petrograd-sovjetten ikke havde givet ordre til en demonstration, men det bolsjevikiske partis centralkomite drøftede spørgsmålet om opstand. De holdt møde hele natten den 23. Til stede var alle par­tiets intellektuelle, lederne og delegerede fra Petrograds arbejdere og garnison. Lenin og Trotskij var de eneste intellektuelle, der gik ind for opstand. Selv de militære var modstandere. Man foretog en prøveafstemning. Op­standen blev stemt ned.

Så rejste sig en garvet arbejder med et ansigt fortruk­ket af vrede. ”Jeg taler for Petrograds proletariat”, sagde han hæst. »Vi går ind for opstand. Gør, som I vil, men jeg siger jer, at hvis I nu tillader sovjetterne at blive ødelagt, er vi færdige med jer!( Nogle soldater sluttede sig til ham . . . Og derefter vandt opstanden ved en ny afstemning).

Bolsjevikkernes højrefløj, anført af Rjazanov, Kame­nev og Sinovjev, fortsatte imidlertid deres felttog mod en væbnet rejsning. Om morgenen den 31. oktober brag­te Arbejderens Vej den første del af Lenins Brev til kammeraterne, et af de dristigste stykker politisk pro­paganda, verden nogen sinde har oplevet. Heri fremlag­de Lenin med stor omhu argumenterne til fordel for opstand og tog Kamenevs og Rjazanovs indvendinger som udgangstekst.

”Enten må vi opgive vor parole Al Magt til Sovjet­terne”, skrev han, ”eller også må vi gå til opstand. No­gen middelvej findes ikke ...”

Samme eftermiddag holdt Paul Miljukov, de liberal­konservative kadetters leder, en blandende, men bitter tale'2 i Republikkens Rad, hvor han stemplede Skobelevsnakaz som pro-tysk og erklærede, at det ”revolutionære demokrati” var i færd med at ødelægge Rusland, han snarrede ad udenrigsminister Terestjenko og udtalte lige ud, at han foretrak det tyske diplomati for det rus­siske . . . Bænkene til venstre var i brølende oprør fra først til sidst .. .

Regeringen kunne for sit vedkommende ikke lade hint om den succes, bolsjevikkernes propaganda havde. Den 29. lavede en fælleskommission fra regeringen og Republikkens Råd i en fart to lovforslag, et der hand­lede om midlertidig overdragelse af jorden til bønderne, et andet, der skulle fremme en energisk udenrigs- og fredspolitik. Næste dag suspenderede Kerenskij døds­straffen i hæren. Samme eftermiddag åbnedes med stor pomp den første samling af den nye »Kommission til styrkelse af det republikanske styre og bekæmpelse af anarki og kontrarevolution« - en kommission, historien ikke kan finde senere spor af ... Den f¢lgende morgen havde jeg og to andre korrespondenter et interview med Kerenskijn - det var sidste gang, han modtog jour­nalister.

”Det russiske folk,” sagde han bittert, »lider af øko­nomisk udmattelse og af skuffelse over de allierede! Verden tror, at den russiske revolution er ved at slutte. Tag ikke fejl. Den russiske revolution er først ved at begynde...« Det var mere profetiske ord, end han måske anede.

Det gik stormfuldt til på nattemødet i Petrograd-sov­jetten den 30. oktober, hvor jeg var til stede. De "mode-rate« socialistiske intellektuelle, officererne, medlem­merne af hærkomiteerne og TsIK var der fuldtalligt. Oppositionen mod Clem bestod af arbejdere, bonder og menige soldater, lidenskabelige og enkle.

En bonde fortalte om urolighederne i Tver, som han sagde blev sat i gang ved arrestationen af jordkomiteer­ne. »Denne Kerenskij er ikke andet end et skjold foran godsejerne,« råbte han. ”De ved, at når den Konstitue­rende Forsamling kommer, vil vi alligevel tage jorden, og derfor vil de forsøge at ødelægge den Konstituerende Forsamling!”

En mekaniker fra Putilov-vrkerne beskrev, hvordan afdelingscheferne lukkede det ene værksted efter det andet under påskud af, at der ikke var brændsel eller råmaterialer. Bedriftsrådet havde imidlertid fundet umådelige, skjulte lagre.

"Det er en provokation," sagde han. "De ønsker at ud­sulte os - eller drive os til voldshandlinger!"

Blandt soldaterne begyndte en taler således: ”Kamme­rater! Jeg bringer jer hilsener fra det seed, hvor mand graver deres egne grave og kalder dem skyttegrave! «

Så rejste sig en høj, skarp, ung soldat, med lynende øjne, hilst af et velkomstbrøl. Det var Tjudnovskij, som mange troede dræbt under julikampene, ligesom gen­opstået fra de døde.

”Soldatermasserne stoler ikke længere på deres offi­cerer. Også hærkomiteerne, som afslog at indkalde vor sovjet til møde, har forrådt os ... Soldatermasserne vil, at den Konstituerende Forsamling skal holdes nøjagtig på den tidligere fastsatte tid, og de, der fordrister sig til at udsætte den, vil blive forbandede - ikke med lutter platoniske eder, for hæren har også kanoner ...«

Han fortalte om den valgkampagne til den Konstitue­rende Forsamling, der nu rasede i 5. arme. »Officererne, især mensjevikkerne og de socialrevolutionære, forsøger ganske oplagt at chikanere bolsjevikkerne. Vore blade får ikke lov at cirkulere i skyttegravene. Vore talere bliver arresteret...«

»Hvorfor siger du ikke noget om brødmangelen?« hy­lede en anden soldat.

»Mennesket lever ikke of brød alene,« svarede Tjud­novskij alvorligt.

Efter ham kom en officer, delegeret fra Vitebsk-sov­ietten, en mensjevikisk krigsfortsætter. ”Det er ikke no-get sp¢rgsmal om, hvem der har magten. Skavankerne jigger ikke i en regering, men i f¢relsen af krigen ... og krigen ma vindes, før nogen forandring kan ske ...”

Her blev der pebet i fingrene og rat ironisk hør. »Disse bol­sjevikiske agitatorer er demagoger! « Salen væltede om af latter. »Lad os for en tid glemme klassekampen...« Men han kom ikke længere. En stemme skreg: »Ja, det kunne du lide! «

Petrograd frembød et mærkeligt skue i de dage. I fa­brikkerne var bedriftsrådenes lokaler fyldt med stabler af rifler, kurerer kom og gik, de røde arbejdergarder eksercerede ... I alle kaserner var der møde hver aften, og hele dage holdtes uendelige, hidsige diskussioner. På gaderne blev opløbene større hen imod aften og drev i langsomme, magelige tidevandsbølger op og ned ad strøggaderne, ivrigt ude efter nye aviser ... Holdop­tilfældene voksede i den grad, at det var farligt at gå i sidegaderne ... På Sadovaja så jeg en skare på flere hundrede mennesker prygle og trampe en soldat til døde, han var blevet grebet i tyveri ... Mystiske indi­vider kredsede omkring de skælvende kvinder, som i timevis stod i kø efter brød og mælk, og hviskede til dem, at jøderne havde opkøbt alle levnedsmidler, eller at sovjetlederne levede i sus og dus, mens folk sultede :. .

I Smolnyj var der strenge vagter ved indgangsdøren og de ydre porte, alle måtte vise pas. Komiteværelserne summede af virksomhed dag og nat, hundreder af sol­dater og arbejdere sov på gulvet, hvor som helst de kunne finde en plads. I den store hall oven for trappen samledes et tusind mennesker til Petrograd-sovjettens tumultødse møder .. .

Spillebuler fungerede hektisk fra mørket faldt på, til dagen gryede. Champagnen flød, indsatserne var 20.000 rubler. I byens midte vandrede prostituerede i juveler og dyre pelse op og ned ad fortovene og fyldte cafeerne.

Monarkistiske komplotter, tyske spioner, smuglere og spekulanter...

Og ude i regnen og den isnende kulde var den store tænderklaprende by under den grå himmel i rivende fart på vej mod - hvad?