Frelse-komiteen

Fredag den 9. november....

Novotjerkassk, den 8. november.

I betragtning af bolsjevikkernes revolte og deres forsøg på at afsætte den provisoriske regering og gribe magten i Petrograd.... erklærer kosakregeringen, at den betragter disse handlinger som forbrydelser og absolut utilstedelige. Følgelig vil kosakkerne yde al mulig bistand til den provisoriske rege­ring, som er en koalitionsregering. På grund af disse omstæn­digheder, og indtil den provisoriske regering atter kommer til magten og ordenen genoprettes i Rusland, overtager jeg fra den 7. november al magt, forsåvidt angår Don-omradet.

Undertegnet, Ataman Kaledin,

Præsident for kosaktroppernes regering..

Befaling fra ministerpræsident Kerenskij, dateret i Gattjina:

Jeg, ministerpræsident for den provisoriske regering og øverstkommanderende over den russiske republiks samlede væbnede styrker, erklærer, at jeg står i spidsen for regi­menter fra fronton, som er forblevet loyale over for fædre­landet.

Jeg beordrer alle tropper i Petrograds militærdistrikt, der gennem fejltagelser eller dårskab har reageret på forrædernes appel til landet og revolutionen, til ufortøvet at vende tilbage til deres tjeneste.

Denne ordre skal oplæses i alle regimenter, bataljoner og kompagnier.

Undertegnet: Ministerpræsident for den provisoriske regering og ¢verstkomman­derende A. F. Kerenskij.

Telegram fra Kerenskij til den kommanderende _gene­ral på nordfronten:

»Byen Gattjina er blevet indtaget af loyale regimenter uden blodsudgydelse. Kronstadt-matroser og afdelinger af Semjo­nov- og Ismajlov-regimenterne afleverede deres våben uden modstand og sluttede sig til regeringstropperne.

Jeg beordrer alle udpegede enheder til at avancere så hur­tigt som muligt. Den militære revolutionskomite har beordret sine tropper til at trække sig tilbage

Gattjina, ca. 30 km i sydvest, var faldet om natten. Tropper fra de to omtalte regimenter - ikke matroser­ne - var faktisk blevet omringet af kosakker, mens de vandrede om i nabolaget uden officerer, og havde afle­veret deres våben, men det var ikke sandt, at de havde sluttet sig til regeringstropperne. Netop nu var de skare­vis nået frem til Smolnyj, forvirrede og skamfulde, og forsøgte at forklare. De havde ikke troet, at kosakker­ne var så nær.... De havde forsøgt at overtale kosak­kerne ...

Øjensynlig var der den vildeste forvirring langs den revolutionære front. Garnisonerne i alle småbyerne syd var håbløst revnet i to bittert stridende grupper: de højere officerer var på Kerenskijs side, da noget stær­kere ikke var at finde, og flertallet af de menige var med sovjetterne, resten svingede utilpas frem og tilbage.

I en fart fik den militære revolutionskomite udnævnt en officer til at lede Petrograds forsvar, det blev en ær­gerrig kaptajn fra hæren, Muravjov; den samme Mu­ravjov havde tidligere på sommeren organiseret døds bataljonerne, og man vidste om ham, at han engang havde givet regeringen følgende råd: »Regeringen er for overbærende mod bolsjevikkerne, de må udryddes.” En militært tænkende mand, der beundrede styrke og dri­stighed, måske oprigtigt .. .

Ved siden af min dør var der om morgenen, da jeg kom ned, opklæbet to nye ordrer fra den militære re­volutionskomite. De gik ud på, at alle butikker og lagre skulle holde åbent som sædvanlig, og at alle ubeboede værelser og lejligheder skulle stilles til disposition for komiteen

136 timer havde bolsjevikkerne nu været afskåret fra de russiske provinser og fra verden udenfor. Jernbane­mænd og telegrafister nægtede at sende deres budska­ber, postbudene ville ikke røre deres post. Kun regerin­gens radiostation i Tsarskoje Selo sendte hver halve time meddelelser og manifester til alle fire verdenshjør­ner. Smolnyjs kommissærer og bydumaens kommissærer kørte om kap på iltogene den halve jord rundt, og to flyvemaskiner ladet med propaganda skyndte sig til fronten .. .

Men opstandens spirende kim spredtes ud over Rus­land med en hastighed, der overgik nogen menneskelig indsats. Helsingfors' sovjet vedtog resolutioner om st¢tte, Kijevs bolsjevikker indtog arsenalet og telegrafsta­tionen, for så at blive drevet ud af kosakkongressen, der tilfældigvis holdt møde der; i Kazan arresterede en mi­litær revolutionskomite den lokale garnisonsstab og kommissæren for den provisoriske regering; fra det fjer­ne Krasnojarsk i Sibirien kom der nyheder om, at sovjet­terne havde kontrollen med de kommunale institutioner; i Moskva, hvor situationen blev yderligere tilspidset ved en storstrejke af læderarbejdere på den ene side og en trussel om generallockout fra den anden side, havde so­vjetterne med overvældende flertal vedtaget at støtte bolsjevikkernes aktion i Petrograd ... Der var allerede en militær revolutionskomite i funktion.

Alle vegne skete det samme. De menige soldater og industriarbejderne støttede med meget stort flertal so­vjetterne; officererne, officerseleverne og mellemklassen var i almindelighed på regeringens side - ligesom til­fældet var med de borgerlige konservative og de »mo­derate« socialistpartier. I alle disse byer opstod pludse­lig Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse og be­gyndte at væbne sig til borgerkrig .. .

Det uhyre Rusland var i en tilstand af opløsning. Så langt tilbage som i 1905 var denne proces begyndt, marts­revolutionen havde blot fremskyndet den, og ganske vist havde den avlet en slags forløber for den nye samfunds­orden, men den var endt i en simpel forevigelse af den hule struktur fra det gamle regime. Nu havde bolsjevik­kerne imidlertid på en nat sønderknust denne struktur, spredt den som man blæser røg bort. Det gamle Rusland eksisterede ikke mere; menneskesamfundet flød smeltet sammen i skabelsestilstandens hede, og fra det brølende flammehav udsprang klassekampen, hård og ubarmhjertig - og den nye, skrøbelige, langsomt afkølede skorpe af en ny planet blev synlig .. .

I Petrograd var 16 ministerier gået i strejke, ledet af arbejds- og forsyningsministerierne - de eneste to, der var blevet skabt af den fælles-socialistiske augustrege­ring.

Hvis mennesker nogen sinde har stået alene, så var det tilsyneladende denne »håndfuld bolsjevikker« den grå, isnende morgenstund, med alle storme fygende over sigl. Med ryggen mod muren slog den militære revolu­tionskomite igen - for sit liv. »De 1'audace, encore de 1'audace, et toujoure de 1'audace ...« (’Dristighed og atter dristighed og bestandig dristighed.’ - den franske revolutionsmand Dantons ord. - O. A.)

Klokken fem om morgenen trængte røde garder ind i byforvaltningens trykkeri, konfiskerede tusinder af eks­emplarer af dumaens appel og protest og standsede det officielle by-organ, »Det kommunale selvstyres bulletin«. Alle borgerlige blade blev revet ud af trykpresserne, også den gamle TsIK's blad Soldatens Røst - som imid­lertid forandrede sit navn til Soldaterøsten og udkom i en ny skikkelse i 100.000 eksemplarer, struttende af ra­seri og aggressivitet:

De mænd, som i nattens mørke indledte deres forræderkup, og som har standset aviserne, vil ikke ret længe kunne holde landet i uvidenhed. Landet vil få sandheden at vide! Det vil vurdere jer efter fortjeneste, I herrer bolsjevikker! Vi vil få noget andet at se!

Da vi kom gående ned ad Nevskij lilt over middag fandt vi hele gaden foran duma-bygningen fyldt med mennesker. Her og der stod der røde garder og matro­ser, deres geværer havde påsatte bajonetter, hver mand var omringet af snese af mænd og kvinder - kontori­ster, studenter, handlende, tjenestemænd - der truede med knyttede næver og skralede fornærmelser og trus­ler. På fortovene stod drengespejdere og officerer og for­delte eksemplarer af Soldaterrøsten. En arbejder med rødt armbind og revolver i hånden stod rystende af vrede og nervøsitet midt i en fjendtlig hob ved foden af indgangstrappen og forlangte, at de skulle vise deres pa­pirer frem ... Noget lignende tror jeg ikke er sket tid­ligere i historien. På den ene side en håndfuld arbejdere og menige soldater, med våben i hånd, repræsentanter for en sejrrig opstand - og elendigt til mode; på den anden side en hysterisk hob, dannet af folk hvis ideal snarest var at flanere på strøggaderne, snerrende, skæl­dende, hylende: »Forrædere! Provokatører! Terrorister!«

Dørene blev bevogtet af studenter og officerer med hvide armbind med guldbogstaver, »Komiteen for den Offentlige Sikkerheds Milits«, og en halv snes spejder­drenge kom og gik. Oppe i forhallen var alt i bevægelse. Kaptajn Gomberg kom netop ned ad trapperne. »De vil opløse dumaen,« sagde han. Den bolsjevikiske kommis­sær er i øjeblikket hos borgmesteren.« Da vi kom læn­gere frem, mødte vi Rjazanov på vej ud. Han var kom­met for at forlange, at dumaen skulle anerkende Folke­kommissærernes Råd, men borgmesteren havde blankt afslået det.

I kontorerne var der en stor skvaldrende skare, geskæf­tig, hylende, gestikulerende - regeringstjenestemænd, intellektuelle, journalister, fremmede korrespondenter, franske og britiske officerer ... Stadsingeniøren pegede triumferende på dem: »Ambassaderne betragter nu du­maen som den eneste statsmagt,« forklarede han. »Hvad angår disse bolsjevikiske mordere og røvere er det kun et spørgsmal om timer. Hele Rusland samler sig om os ...«

I Aleksander-salen holdtes der et kæmpemøde af Frel­se-komiteen.

Filippovskij var dirigent, Skobelev stod på talerstolen og berettede under væ1digt bifald om nye tilslutninger til komiteen: Bondesovjetternes landsledelse, den gamle TsIK, den centrale hærkomite, den centrale flådekomite, mensjevikiske, socialrevolutionære og frontgruppedele­gerede fra sovjetkongressen, de mensjevikiske, social­revolutionære og folkesocialistiske partiers hovedledelser, Jedinstvo-gruppen, Bondeunionen, kooperativer, distriktsråd, byråd, post- og telegraffagforbundet, jernbanefolkenes Forbund, den Russiske Republiks Råd, For­bundenes Forbund, arbejdsgiverforeningen ...

”Sovjetregeringen er ikke en demokratisk regering, men et diktatur, og ikke et diktatur af proletariatet, men mod proletariatet. Alle, der føler eller kan føle revolu­tionær entusiasme, må nu slutte op om revolutionens forsvar...”

Så øjeblikkets problem er ikke alene at gøre harmløse og uansvarlige demagoger uskadelige, men at bekæmpe kontrarevolutionen... Hvis rygterne taler sandt, at visse generaler i provinserne forsøger at udnytte situa­tionen og vil marchere mod Petrograd med andre planer, er det kun endnu et bevis på, at vi må have oprettet en solid basis, en demokratisk regering. Ellers vil kvaler fra højre følge ovenpå kvalerne fra venstre...”

Petrograds garnison kan ikke forblive ligegyldig, når man arresterer borgere, der køber Soldatens Røst, og avisdrenge, der sælger Arbejderbladet på gaderne ...

Resolutionernes tid er forbi... Lad dem, der ikke længere tror på revolutionen, trække sig tilbage ... For at etablere en forenet regeringsmagt, må vi genrejse re­volutionens prestige..

Lad os sværge, at enten bliver revolutionen reddet, eller vi vil gå i døden!”

Salen rejste sig, hurraråbende, med lysende øjne. Der var ikke en proletar i syne noget sted .. .

Så talte Weinstein:

”Vi må bevare roen og ikke handle, for den offentlige mening er fast grupperet til støtte for Frelse-komiteen - så kan vi gå fra forsvar til aktion!”

Jernbaneforbundets repræsentant meddelte, at hans organisation var ved at tage initiativ til dannelse af en ny regering, og at dets delegerede nu førte forhandlin­ger med Smolnyj derom ... Der fulgte en hidsig diskus­sion: Skulle bolsjevikkerne have pladser i den nye rege­ring? Martov talte for: Når alt kom til alt, sagde han, repræsenterede de et betydeligt politisk parti.. Menin­gerne herom var meget delte, mensjevikker og social­revolutionære fra højrefløj gik ligesom folkesocialister­ne, kooperationsfolkene og de borgerlige elementer meget forbitret imod .. .

»De har forrådt Rusland,« sagde en taler. ”De har på­begyndt en borgerkrig og åbnet fronten for tyskerne. Bolsjevikkerne må slås ned med hård hånd ...«

Skobelev var tilhænger af at udelukke bade bolsjevik­ker og konservative kadetter.

Vi kom i snak med en ung socialrevolutionær, der var udvandret fra den fordums »Demokratiske Konference« sammen med bolsjevikkerne, den nat da Tsereteli og de Øvrige ”kompromismagere” tvang det russiske demo­krati ind i koalitionen med kapitalisterne.

»De her?« sagde jeg til ham.

Hans Øjne lynede. »ja!« råbte han. ”Jeg forlod kon­gressen sammen med mit parti onsdag nat. Jeg har ikke gennem tyve år sat mit liv på spil for nu at bøje mig for de Uvidendes Tyranni. Deres metoder er utålelige. Men de har gjort regning uden bønderne... Når bønderne går til aktion, bliver der gjort kort proces med dem.”

”Men bønderne - vil de gå til aktion? Tilfredsstiller dekretet om jorden ikke bønderne? Hvad kan de ønske sig mere?«

»Åh, dekretet om jorden!« sagde han fnysende. »Ved De, hvad dekretet om jorden egentlig er? Det er vort dekret, det er det socialrevolutionære program, slet og ret! Mit parti har udformet den politik, efter meget om­hyggelig sammenstilling af bøndernes egne ønsker. Det er en hån ...«

»Men hvis det er jeres politik, hvorfor gør I så ind­vendinger? Hvis det er bøndernes ønsker, vil de så modsætte sig det?«

”Det forstår De ikke! Ser De ikke, at bønderne øjeblikkelig vil være klar over, at det er et trick, at disse voldsmænd har stjålet det socialrevolutionære program?”

Jeg spurgte, om det var rigtigt, at Kaledin var på march mod nord.

Han nikkede og gned sine hænder med en slags bitter tilfredshed..

”Ja. Nu ser De, hvad disse bolsjevikker har anrettet. De har rejst kontrarevolutionen imod os. Re­volutionen er fortabt. Revolutionen er fortabt.”

”Men vil De ikke forsvare revolutionen?”

”Naturligvis vil vi det, til vor sidste blodsdråbe. Men vi vil ikke på nogen måde samarbejde med bolsjevik­kerne....”

”Men hvis Kaledin kommer til Petrograd, og bolsje­vikkerne forsvarer byen - vil I så ikke gå sammen med dem?”

»Naturligvis ikke. Vi vil også forsvare byen, men vi vil ikke støtte bolsjevikkerne. Kaledin er revolutionens fjende, men bolsjevikkerne er det også.«

”Hvad foretrækker De - Kaledin eller bolsjevikker­ne?”

”Sådan kan man ikke stille spørgsmålet!« udbrød han utålmodigt. Jeg siger Dem, revolutionen er fortabt. Og det er bolsjevikkerne, der bærer skylden. Men hør hvorfor skal vi tale på den måde? Kerenskij kommer smart ... I overmorgen går vi til offensiv ... Smolnyj har allerede sendt delegerede med opfordring til os om at danne en ny regering. Men vi har dem i saksen nu - de er absolut hjælpeløse... Vi vil ikke samarbejde med dem ...”

Udenfor lød der et skud. Vi løb hen til vinduerne. En rødgarder var sluttelig blevet rasende over hobens skældsord og havde fyret ind i den og såret en lille pige i armen. Vi kunne se, at hun blev løftet ind i en droske, omgivet af en ophidset klynge mennesker, hvis sking­rende stemmer skar igennem til os. Mens vi stod og så på, viste der sig pludselig en panserbil på hjørnet af Mi­hajlovskij, med skydevåben svingende frem og tilbage. Hoben begyndte øjeblikkelig at løbe, sådan som Petro­grad-opløb plejer at gøre, eller at falde ned og ligge stille på gaden, klemt ind til fortovskanten, eller sammenpakkede bag telefonpæle. Vognen rullede op til du­maens trappe, og en mand stak hovedet ud af tårnet og forlangte at få stablen af Soldaterrøsten udleveret. Spej­derdrengene peb og smuttede ind i bygningen. Et øje­blik efter svingede bilen opgivende rundt op ad Nevskij, mens nogle hundrede mænd og kvinder samlede sig op og begyndte at banke støvet af deres tøj .. .

Indenfor var der en kaotisk løben rundt af folk med favnen fuld af Soldaterrøsten, på udkig efter gemmesteder ..

En journalist kom løbende ind i rummet og svingede med et stykke papir. ”Her er en proklamation fra Kras­nov!” råbte han. Alle stimlede sammen om ham. »Se at få den trykt, i en fart, og så rundt til kasernerne med

den!

»Efter befaling af den øverstkommanderende er jeg ud­nævnt til chef for tropperne omkring Petrograd.

Borgere, soldater, tapre kosakker fra Don, fra Kuban, fra Transbaikal, fra Amur, fra Jenissej, til alle jer, der er forblevet trofaste mod jeres ed, retter jeg denne appel; til alle jer, der har svoret at bevare jeres ed som kosakker uden plet og lyde - retter jeg den opfordring at redde Petrograd fra anarki, fra sult, fra tyranni, og at redde Rusland fra den uafvaskelige skam, som en håndfuld uvidende mænd, købt af kejser Wil­helms guld, forsøger at bringe over vort land.

Den provisoriske regering, som I svor troskab i de store martsdage, er ikke styrtet, men med vold tvunget bort fra den bygning, hvor den holdt sine møder. Regeringen, der støttes af frontarmeerne, som er tro mod deres pligt, af kosakkernes rid, som har forenet alle kosakker under sin kommando, og som ud fra sine rækkers høje moral og i overensstemmelse med det russiske folks vilje har svoret at tjene deres land som dets forfædre tjente landet i de mørke tider i 1612, da kosak­kerne fra Don befriede Moskva, der var truet af svenskere, polakkerne og litauere. Jeres regering består stadig....

Den aktive hær betragter disse forbrydelser med afsky og foragt. Deres hærværk og plyndring, deres forbrydelser, den tyske mentalitet, med hvilken de betragter Rusland - der er slået til jorden, men ilcice har overgivet sig - har fjernet dem fra hele folket.

Borgere, soldater, tapre kosakker fra Petrograds garrison, send jeres delegerede til mig, således at jeg kan vide, hvem der er forrædere mod deres land og hvem ikke, og således at der ikke bliver udgydt uskyldigt blod.”

Næsten i samme øjeblik gik der besked fra gruppe til gruppe, at bygningen var blevet omringet af røde garder. En officer kom ind, om hans ene arm var der rødt armbind, og han forlangte at få borgmesteren i tale. Nogle minutter efter forlod han bygningen, og gamle Schreider kom ud af sit kontor, skiftevis r¢d og bleg.

”Ekstraordinært møde i dumaen! Straks!” råbte han.

I den store sal blev forhandlingerne standset.

”Alle medlemmer af dumaen til ekstraordinært møde!”

”Hvad drejer det sig om?”

»Jeg ved det ikke - de vil arrestere os - de vil op­løse dumaen - de arresterer medlemmerne ved udgan­gen -,« sådan lød de ophidsede kommentarer.

I Nikolaj-salen var det svært at finde en ståplads. Borgmesteren meddelte, at tropper var opstillet ved alle døre, hvor de forhindrede indgang og udgang, og at en kommissær havde truet med at arrestere og opløse bydumaen. En flom af højstemte taler fra medlemmer­ne, ja selv fra tilhørergallerierne, var reaktionen. Den frit valgte byregering kunne ikke opløses af nogen myn­dighed, borgmesterens og medlemmernes personer var ukrænkelige, tyrannerne, provokatørerne, de tyske agen­ter ville aldrig blive anerkendt; og hvad truslerne om at opløse os angår; så lad dem bare prøve - kun over vore døde legemer vil de kunne betræde denne sal, hvor vi som fordum romerske senatorer med værdighed afven­ter barbarernes komme .. .

En resolution - for at informere dumaerne og amts­rådene i hele Rusland pr. telegraf. En resolution - at det var umuligt for borgmesteren eller dumaens for­mand at have forbindelse med repræsentanter for den militære revolutionskomite eller det såkaldte Folkekom­missærernes Råd. En resolution - for at rette endnu en appel til Petrograds befolkning om at gå til forsvar af deres valgte byregering. En resolution - om at forblive permanent samlede ..

I mellemtiden var der kommet et medlem ind med den oplysning, at han havde ringet til Smolnyj, og at den militære revolutionskomite sagde, at der ikke var udstedt nogen ordre til at omringe dumaen, og at trop­perne ville blive trukket tilbage .. .

Da vi gik ned ad trapperne, brasede Rjazanov ind gennem yderdøren, stærkt ophidset.

”Vil I nu opløse dumaen?” spurgte jeg.

”Vorherre bevares, nej,” svarede han. ”Det hele er en misforståelse. Jeg fortalte borgmesteren i morges, at du­maen ikke ville blive antastet ..”

Ude på Nevskij-boulevarden i det tiltagende tusmørke kom en lang dobbelt række cyklister kørende, med ge­værer over skuldrene. De standsede, og folkemængden pressede ind omkring dem og overøste dem med spørgsmål.

”Hvem er I? Hvor kommer I fra?” spurgte en fed gam­mel mand med cigar i munden.

»Tolvte armé. Fra fronten. Vi kommer for at støtte so­vjetterne mod det forbandede bourgeoisi!«

»Ahk lød de rasende udbrud. ”Bolsjevikiske gendar­mer! Bolsjevikiske kosakker!«

En line officer i læderjakke kom løbende ned ad trap­perne. »Garnisonen er ved at skifte Sind,« hviskede han i fred på mig. ”Det er begyndelsen til enden for bolsje­vikkerne. Vil De hen og se, hvordan flodbølgen vender? Så kom!” Han satte i småtravl op ad Mihajlovskij, og vi fulgte.

”Hvilket regiment er det?”

”Pansertropperne...” Det lød virkelig som om noget alvorligt var i gære. Pansertropperne havde nøglen til situationen, den der kontrollerede pansertropperne, kon­trollerede byen.

»Kommissærerne fra Frelse-komiteen og bydumaen har været henne og talt for dem. De holder møde nu for at tage stilling ...«

»Tage stilling til hvad? Hvilken side de vil slås på?”

»Nej, nej. Det er ikke den måde, det skal gøres på. De vil aldrig slås mod bolsjevikkerne. De vil stemme for at holde sig neutrale - og så vil officerseleverne og kosak­kerne ...«

Døren til den store Mihajlovskij rideskole gabede som et stort sort hul. To skildvagter prøvede at standse os, men vi fejede hastigt forbi dem, uden at ænse deres vrede karakteristik af os. Indenfor var der kun en en­kelt buelampe, der lyste svagt, højt oppe under loftet i den enorme hal, hvis højtsiddende pilastre og rækker af vinduer svandt bort i dunkelheden. Omkring os sås par­kerede panservogne, der lignede uklart tegnede uhyrer. En af dem stod for sig i midten af hallen, under buelam­pen, og omkring den var der samlet totusind soldater i lyse khaki-uniformer, de forsvandt næsten i den kejser­lige bygnings umådelighed. En halv snes mænd, office­rer, formænd for soldaterkomiteer og talere stod tæt klemt sammen på vognens tag, og fra tårnet midtpå talte en soldat. Det var Hanjunov, der havde været præsident for den forgangne sommers landskongres af pansertrop­per. Han var en velbygget, smuk mand i 1æderkappe med løjtnantsepauletter og talte dygtigt for neutralitet.

”Det er forfærdende,” sagde han, »hvis russere skal dræbe deres russiske brødre. Der må ikke komme bor­gerkrig mellem soldater, der har stået skulder ved skul­der mod tsaren og besejret fjenden i slag, der vil mindes i historien! Hvad har vi soldater at gøre med spektak­lerne mellem de politiske partier? Jeg vil ikke have jer til at tro, at den provisoriske regering var en demokra­tisk regering, vi ønsker ingen koalition med bourgeoisiet, - nej. Men vi må have en regering af det forenede de­mokrati, eller Rusland er fortabt! Med en sådan regering vil der ikke være nogen anledning til borgerkrig og til broderdrab!«

Det lød forstandigt - den store hal svarede med ek­koet af håndklap og tilråb.

En soldat klatrede op, hans ansigt var blegt og furet. ”Kammerater!” råbte, han. ”Jeg kommer fra den rumæn­ske front, for at indprente jer alle den ting, at der må sluttes fred! Fred med det samme! Hvem som helst, der

kan give os fred, bolsjevikkerne eller en ny regering, dem vil vi følge. Fred! Vi ved fronten kan ikke kæmpe længere. Vi kan ikke kæmpe, hverken mod tyskere el­ler mod russere ..”.

Dermed sprang han ned, og en uklar, forpint lyd udgik fra hele den bølgende masse, der blev grebet af noget, der lignede raseri, da den fø1gende taler, en mensjevikisk krigsfortsætter, forsøgte at sige, at krigen måtte fortsætte, indtil de allierede havde sejret.

”Du taler ligesom Kerenskij!” skreg en barsk røst.

En duma-delegeret kom op, - for neutralitet. Hans ord lyttede de til, men utilpas mumlende, han føltes ikke som en af deres egne. Aldrig har jeg set mænd, der prøvede så hårdt at finde ud af sagen, at bestemme sig. De rørte sig ikke af pletten, de stod og stirrede med en vis frygtelig opslugthed af taleren, deres bryn trak sig sam­men under tankeanstrengelsen, sveden stod dem på panden, kæmper af mænd med uskyldigt klare barneøjne og ansigter som krigere i heltesagn .. .

Nu var det en bolsjevik der talte, en af deres egne folk, voldsom, fyldt af had. De syntes ikke bedre om ham end om den anden. Det var ikke deres sindsstem­ning. I øjeblikket var de 1øftet ud over almindelige tan­kers almindelige 1øb, de tænkte i begreber som Rusland, socialisme, verden, som om det afhang af dem, om re­volutionen skulle leve eller dø ..

Taler fulgte på taler, diskuterende under spændt stil­hed, eller bifaldsbrøl, eller vredesudbrud: skal vi rykke ud eller lade være Hanjunov vendte tilbage, overtalen­de og medfølende. Men var han ikke selv officer, og krigsfortsætter, hvor meget han end talte om fred.

Så kom en arbejdsmand fra Vasilij-¢en, men ham hilste de med ordene: ”Kan du da give os fred, arbejdsmand?” Nær ved os dannede nogle mænd, mange af dem office­rer, en slags klakørkorps for at bakke fortalerne for neu­tralitet op. De blev ved at hyle: ”Hanjunov! Hanjunov!” og peb forarmende i fingrene, når en bolsjevik forsøgte at komme til orde.

Pludselig begyndte mændene og officererne på vog­nens tag at diskutere noget med iver og mange fagter. Tilhørerne begyndte at råbe for at få at vide, hvad der var løs, og hele den store masse svajede og drejede. En soldat, som en officer forsøgte at holde tilbage, vristede sig løs og 1øftede sin arm:

»Kammerater! « råbte han. »Kammerat Krylenko er her og vil gerne tale til os.« En eksplosion af hurraråb, piben og hyl mødte ham: »Ja kom med ham! Kom med ham! Ned med ham” og alt imens kravlede folkekom­missæren for militære anliggender op på siden af vog­nen hjulpet af hænder ovenover og bagved, skubbet og halet alle vegne fra. Da han rettede sig op, ventede han et øjeblik og gik så frem over køleren, satte hænderne i hoften og så sig smilende om, - en lavstammet, fir­skåren mand, barhovedet, uden kendetegn på uniformen.

Klakørerne nær mig blev ved med en ildevarslende hujen: »Hanjunov! Vi vil høre Hanjunov! Ned med ham! Hold kæft! Ned med forræderen!« Hele rummet sprut­tede og sydede. Så begyndte forsamlingen at røre på sig, som en Lavine med retning mod os brød store mørkt ud­seende mænd sig vej igennem.

”Hvem er det, der forstyrrer vores møde?” råbte de. »Hvem er det, der star her og hujer?”

Det var ikke fløjlshandsker klakørerne fik at file, de r¢g til alle sider og nåede ikke at samle sig igen.

»Kammerater soldater!« begyndte Krylenko, med en stemme hæs af udmattelse. ”Jeg kan ikke holde nogen god tale for jer, det er jeg ked af, men jeg har ikke været i seng de sidste fire nætter ... Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg er soldat. Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg vil have fred. Hvad jeg så kan sige er, at bolsjevikkernes parti, der har fået tilslutning i arbej­dernes og bøndernes revolution, ved hjælp fra jer og fra alle de andre brave kammerater, som for bestandig har omstyrtet det blodtørstige bourgeoisis magt, har lovet at foreslå alle nationer fred, og det er allerede blevet gjort - i dag! « Bifaldstumult.

»Nogen foreslår jer, at I skal stå neutrale mens of­ficerseleverne og dødsbataljonerne, som aldrig er neu­trale, skyder os ned ude på gaderne og henter Kerenskij tilbage til Petrograd - eller maske en anden fra den samme bande. Kaledin er på march fra Don. Kerenskij er på vej fra fronten. Kornilov er ved at rejse Tehinerne for at gøre kupforsøget fra august om. Alle de her men­sjevikker og socialrevolutionære, som nu beder jer for­hindre borgerkrig, den borgerkrig der har varet ved si­den juli, og hvor de konstant har stået på bourgeoisiets side, ligesom de gør nu - hvordan har de kunnet holde sig ved magten, på anden made end ved borgerkrig?

Hvordan kan jeg overtale jer, hvis I har bestemt jer? Spørgsmålet er meget simpelt. På den ene side star Ke­renskij, Kaledin, Kornilov, mensjevikkerne, de socialre­volutionære, de konservative, dumaen, officererne ... De fortæller os, at deres hensigter er de bedste. På den anden side star arbejderne, soldaterne og matroserne, og de fattigste bønder. Regeringen er i deres hænder. I er herrer over den. Det store Rusland tilhører jer. Vil I le­vere det tilbage?”

Mens han talte, holdt han sig med åbenbar viljean­spændelse oprejst, og i talens 1øb brød efterhånden den dybe oprigtige følelse bag ordene frem gennem den trætte røst. Henimod slutningen vaklede han, på nippet til at falde, hundrede hænder raktes op for at hjælpe ham ned, og hallens store dunkle rum sendte en brænding af lyd ned over ham.

Hanjunov forsøgte igen at tale, men blev overdøvet af råb: »Afstemning! Afstemning!« Til sidst gav han op og oplaste et resolutionsforslag: at pansertropperne skulle trække deres repræsentant tilbage fra den militære revolutionskomite og erklære sig neutrale i den nuvæ­rende borgerkrig. Alle ja-stemmer skulle stille sig op til højre, alle nej-stemmer til venstre.

Der blev et øjebliks tøven, en tavs afventen, og så begyndte skaren hurtigere og hurtigere og snublende over hinanden at strømme til venstre, hundreder af store soldater i kompakt masse stormede i det svage lys hen over cementgulvet .. .

Nær os strandede et halvt hundrede mand, stædige ja­stemmer, og da så taget højt oppe begyndte at ryste un­der chokket af sejrsbrølet gjorde de omkring og mar­cherede hurtigt ud af bygningen - og nogle af dem ud af revolutionen .. .

Man må forestille sig, at denne kamp blev repeteret i hver eneste kaserne i byen, distriktet, ved fronten, i hele Rusland. Man må forestille sig de søvnløse Krylenko'er med et opmærksomt øje på regimenterne, på færde fra sted til sted, argumenterende, truende, indladende. Og så må man forestille sig det samme i hver eneste lokal fagforening, i fabrikkerne, i landsbyerne, på krigsskibene i den vidtspredte russiske flåde, og tænke på de hundredtusinder af russere med blikket stift hæftet på ta­lerne ud over det vældige land, arbejdere, bønder, sol­dater, matroser, der forsøgte så ihærdigt at forstå og at træffe et valg, og som tænkte så intenst - og sluttelig bestemte sig så endrægtigt. Sådan var den russiske revolution ..

Inde i Smolnyj lå det nye Folkekommissærernes Råd ikke på den lade side. Det første dekret var allerede i trykpressen, det skulle samme nat spredes i tusindvis gennem byens gader og sendes i pakker med hvert tog mod syd og øst:

Som den Russiske Republiks regering, valgt af landskon­gressen af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter med deltagelse af bonderepræsentanter, udsteder Folkekom­missærernes Råd følgende dekret:

Valgene til den Konstituerencle Forsamling skal finde sted på den fastsatte dato, den 12. november.

Alle valgbestyrelser, lokale selvstyreorganer, sovjetter af arbejder-, soldater- og bondedeputerede og soldaterorganisa­tioner ved fronten skal gøre alt for at sikre frie og regulære valg på den fastsatte dato.

Som repræsentant for den Russiske Republiks regering:

Formanden for Folkekomissærernes Råd, Vladimir Uljanov Lenin.

Inde i sit palads var dumaen i fuld aktivitet. Et med­lem af Republikkens Råd stod og talte, da vi kom ind. Rådet - sagde han - betragtede sig aldeles ikke som opløst, men blot som ude af stand til at fortsætte sine an­strengelser indtil det fandt et nyt mødelokale, og i mel­lemtiden havde rådets Frelsekomite besluttet at ind­træde samlet i Frelse-komiteen ... I parentes bemærket er det den sidste gang historien omtaler den Russiske Republiks Råd.. .

Så fulgte den sædvanlige række af delegerede fra mi­nisterierne, fra jernbaneforbundet, fra post- og telegraf­forbundet, som for hundredeogtiende gang gentog deres faste vilje til ikke at arbejde for de bolsjevikiske kup­mænd. En officerselev, som havde været med i Vinter­paladset, fortalte en stærkt koloreret historie om sin egen og kammeraternes heltemod og om de røde garders skammelige opførsel - og forsamlingen slugte det hele. Nogen oplæste en beretning fra det socialrevolutionære blad Folket, som konstaterede, at skade for fem hun­drede millioner rubler var sket i Vinterpaladset, og med masser af detaljer om plyndring og hærværk.

Fra tid til anden kom der kurerer med telefonbesked om nyheder. De fire socialrevolutionnære ministre var blevet 1øsladt fra fængslet. Krylenko var taget til Peter-Paulsfæstningen for at fortælle admiral Verderevskij, at marineministeriet var forladt af personalet, og bede ham for Ruslands skyld genoptage arbejdet under le­delse af Folkekommissærernes Råd, og den gamle sø-mand havde samtykket ... Kerenskij var under frem­rykning nordpå fra Gattjina, de bolsjevikiske garnisoner trak sig tilbage foran ham. Smolnyj havde udstedt et nyt dekret, der gav bydumaen større myndighed til at ordne levnedsmiddelforsyningerne.

Denne sidste fornærmelse vakte et sandt raseri. Denne Lenin, kupmanden, tyrannen, hvis kommissærer havde beslaglagt byens garager og trængt sig ind i byens va­rehuse, han blandede sig nu i forsyningskomiteerne og levnedsmiddelfordelingen - han formastede sig til at

fastsætte grænser for den frie, uafhængige, autonome byregerings myndighed! Et medlem fægtede med sin knyttede næve og stillede forslag om at indstille føde­vareleverancerne fra byens lagre, hvis bolsjevikkerne vovede at blande sig i forsyningskomiteerne ... En anden, der repræsenterede den Specielle Forsyningskomite, rapporterede, at levnedsmiddelsituationen var meget al­vorlig, og forlangte, at der skulle sendes folk ud for at fremskynde levnedsmiddeltogenes ankomst.

Dedonenko forkyndte dramatisk, at garnisonen vak­lede. Semjonov-regimentet havde allerede besluttet at stile sig under kommando af det socialrevolutionære parti, og besætningerne på torpedobådene på Neva vid­ste ikke, hvad de ville. Syv medlemmer blev straks ud­peget til at fortsætte propagandaen .. .

Da trådte den gamle borgmester op på talerstolen: ”Kammerater og borgere! Jeg har netop erfaret, at fan­gerne i Peter-Paul er i fare. Fjorten officerselever fra Pavlovsk-skolen er blevet klædt af og underkastet tor­tur af de bolsjevikiske vogtere. En af dem er blevet sindssyg. De truer med at lynche ministrene!”

Der op­stod en hvirvelvind af indignation og rædsel, som kun blev voldsommere, da en Lille kvinde klædt i gråt for­langte ordet. Hendes metalliske stemme skar igennem. Det var Vera Slutskaja, en veteran blandt de revolu­tionære, og bolsjevikisk medlem af dumaen.

”Det er en løgn, en provokation!” sagde hun, uden at ænse flommen af skældsord. ”Arbejdernes og bøndernes regering, som har afskaffet dødsstraffen, kan ikke til­lade sådanne handlinger. Vi forlanger, at denne historie bliver undersøgt, med det samme, og hvis der er nogen som helst sandhed i den, vil regeringen træffe energiske foranstaltninger!”

En kommission sammensat af medlemmer fra alle partier blev øjeblikkelig nedsat, og sammen med borgme­steren blev den sendt til Peter-Paul for at undersøge sa­gen. Da vi fulgte dem ud, var dumaen ved at udpege endnu en kommission, der skulle mode Kerenskij - for at forsøge at undgå blodsudgydelse, nar han marcherede ind i hovedstaden.

Det var midnat, da vi bluffede os forbi vagterne ved fæstningsporten og gik fremad under det svage skær af elektriske lygter med stor afstand imellem, langs den kirke, hvor tsarernes grave ligger, under det slanke gyldne spir og klokkerne, som i måneder fortsatte at spille hymnen Gud bevare tsaren, hver middag ... ste­det var øde, i de fleste vinduer var der ikke lys. Af og til stødte vi sammen med en vatteret figur, der stumlede af sted i mørket og besvarede spørgsmål med det sæd­vanlige: ”Ja ne znaju, det ved jeg ikke.”

Til venstre ragede den lave mørke silhuet af Tru­betskoj-bastionen frem, den levende grav, hvor så mange af frihedens martyrer mistede deres liv eller deres forstand i tsarens dage, hvor den provisoriske regering derpå havde indespærret tsarens ministre, og hvor nu bolsjevikkerne havde indespærret den provisoriske re­gerings ministre.

En venlig matros førte os hen til kommandantens kon­tor, i et line hus nær Mønt-bygningen. Nogle rødgardere, matroser og soldater sad rundt ved alle vægge i et hedt værelse fyldt med røg, en samovar dampede livligt. De hilste på os med stor hjertelighed og bed på te. Kom­mandanten var ikke til stede, han var, sagde de, ved at ledsage en kommission af ”saboterer” fra by-dumaen, som påstod, at officerseleverne var blevet myrdet hele bundtet. Det syntes at more dem enormt. Ude til si­den sad en lille skaldet mand, hvis ansigt så ud til at være hærget af udsvævelser, han var i dyr pels og sad og bed sig i overskægget og stirrede rundt som en rotte i et hjørne. Han var lige blevet arresteret. Nogen sagde med et ligegyldigt sideblik, at han havde været minister eller sådan noget... Den lille mand syntes ikke at høre det, han var øjensynlig skrækslagen, skønt værelsets indvånere ikke viste nogen som helst fjendtlighed imod ham.

Jeg gik hen til ham og tiltalte ham på fransk. ”Grey Tolstoj,”« svarede han med et stift buk. ”Jeg forstar ikke, hvorfor jeg er blevet arresteret. Jeg var ved at krydse Troitskij-broen på vej hjem, da to af disse - disse her - personer standsede mig. Jeg var den provisoriske re­gerings kommissær ved generalstaben, men aldeles ikke medlem af regeringen ...”

»Lad ham ga,« sagde en matros. »Han gør ingen for­træd ...«

»Nej,« mente den soldat, der var kommet med fangen. Vi må spørge kommandanten.«

»Ah, kommandanten,« snerrede matrosen. »Hvad har du lavet en revolution for? For stadigvæk at rette dig efter officerer?«

En fænrik fra Pavlovsk-regimentet gav sig til at for­tælle, hvordan opstanden begyndte: »Regimentet gjorde tjeneste ved generalstaben natten til den 6. Nogle af kammeraterne og jeg havde vagt. Ivan Pavlovitj og en til - jeg husker ikke hans navn - vel, de skjulte sig bag gardinerne i det rum, hvor staben skulle holde møde, og der hørte de mange forskellige ting. F. eks. hørte de ordrer til at hente Gattjinas officerselever til Petrograd om natten, og en ordre til kosakkerne om at gøre klar til afmarch om morgenen ... De vigtigste punkter i byen skulle besættes før det blev lyst. Så var der det med at hæve broerne. Men da de begyndte at snakke om at om­ringe Smolnyj, kunne Ivan Pavlovitj ikke holde det ud længere. I det øjeblik var der mange der kom og gik, så han smuttede ud og kom ned til vagtlokalet og lod den anden kammerat om at opsnappe, hvad han kunne. Jeg var allerede mistænksom, noget var i gære. Biler fulde af officerer kom hele tiden, og alle ministrene var der. Ivan Pavlovitj fortalte mig, hvad han havde hørt. Det var ved halv tre-tiden om natten. Regimentskomiteens se­kretær var der, så vi fortalte ham det og spurgte, hvad vi skulle gøre.

”Arrester enhver der kommer og enhver der går!« si­ger han. Så begyndte vi at gøre det. I løbet af en times tid havde vi nogle officerer og et par ministre, som vi sendte direkte op til Smolnyj. Men den militære revolu­tionskomite var ikke parat, de vidste ikke, hvad de skulle gøre, og der kom snart en ordre tilbage til os, at vi skulle lade alle gå og ikke arrestere nogen. Vel, vi løb hele vejen til Smolnyj, og vi talte i en time, før de endelig indså, at det her var krig. Klokken var fem., da vi kom tilbage til staben, og da var de fleste væk. Men vi fik nogle stykker, og garnisonen var på march, alle mand ...”

En rødgarder fra Vasilij-øen beskrev meget detaille­ret, hvad der var sket i hans distrikt på opstandens store dag. »Vi havde ingen maskingeværer derovre,« sagde han leende, »og vi kunne ingen få fra Smolnyj. Kamme­rat Zalkind, som var medlem af kvarter-dumaens kon­tor, kom pludselig i tanker om, at der i et mødelokale lå et maskingevær, der var blevet erobret fra tyskerne. Han og jeg og en kammerat til gik derhen. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære holdt netop møde. Nå, vi åbnede døren og gik lige på dem, som de sad der rundt om bor­der - en tolv-femten stykker, og vi var tre. Da de så os, holdt de op at tale og stirrede bare. Vi gik tværs igen­nem værelset, fik maskingeværet løs, kammerat Zalkind tog en del, jeg en anden, vi lagde dem på skulderen og gik - og ikke en af dem sagde et ord!

»Ved De, hvordan Vinterpaladset blev taget?« spurgte en tredje, en matros. ”Hen ved ellevetiden fandt vi ud af, at der ikke var flere officerselever pa Neva-siden. Derfor sprængte vi dørene og søgte en efter en eller i små hold op ad trapperne. Da vi kom op oven for trappen, blev vi standset af officerselever, og de tog vores geværer fra os. Vores folk blev ved at komme, lidt efter lidt, indtil vi var de fleste. Så vendte vi bøtten og tog officerselevernes geværer ...«

I det øjeblik kom kommandanten ind - en frisk type, en ung underofficer, hans ene arm var bundet op, under øjnene var der dybe ringe af søvnløshed. Hans øjne faldt først på fangen, der straks begyndte at forklare.

”Nå, nå,” afbrød den anden, »De var en af dem i komi­teen, der ikke ville overgive staben til os onsdag efter­middag. Vi har alligevel ingen brug for Dem, Borger. Undskyld”. Han åbnede døren og viste med en hånd­bevægelse grev Tolstoj ud. Nogen af de andre, især rød­garderen, mumlede protesterende, men matrosen sagde stolt: »Sagde jeg det ikke nok?«

Kommandanten vendte sig nu til to soldater. De var af fæstningens garnison blev valgt til at fremsætte en protest. De sagde, at fangerne fik den samme mad som vagterne, og der var ikke nok til, at alle kunne blive mætte. ”Hvorfor skal kontrarevolutionere behandles så godt?«

»Vi er revolutionære, kammerater, ikke banditter,« svarede kommandanten. Han vendte sig imod os. Vi for­klarede, at der gik rygter om, at officerseleverne blev underkastet tortur, og at ministrenes liv var i fare. Kun­ne vi måske få adgang til fangerne, så at vi kunne for­tælle verden ... ?

”Nej,” sagde den unge soldat irriteret. »Nu vil jeg ikke forstyrre fangerne igen. Jeg har lige været nødt til at vække dem - de troede helt bestemt, at de skulle mas­sakreres ... De fleste af officerseleverne er faktisk løs­ladt, og resten vil blive det i morgen.« Han vendte sig om med et sæt.

”Kunne vi fa lejlighed til at tale med dumakommis­sionen?”

Kommandanten nikkede, mens han hældte te op i et glas. De er stadig ude i hallen, sagde han skødesløst.

Der stod de lige uden for døren og snakkede ivrigt i en gruppe omkring borgmesteren, i en petroleumslygtes svage skær.

”Hr. borgmester,” sagde jeg, »vi er amerikanske kor­respondenter. Har De noget imod officielt at fortælle os, hvad Deres undersøgelser har givet til resultat?”

Han vendte sig med værdig mine om imod os.

”Der er intet sandt i beretningerne,” sagde han lang­somt. ”Når man ser bort fra nogle optrin, dengang mini­strene blev bragt herhen, er de blevet behandlet med alt tænkeligt hensyn. Og ingen officerselev har lidt no­gen som helst overlast ...”

Op ad Nevskij marcherede en uendelig række soldater i det tomme mørke efter midnat, tavse, ud til kampen mod Kerenskij. I sidegader sås biler køre med slukkede lygter, og der var travlhed i huset Fontanka 6, hvor bondesovjetterne havde kontorer, dernæst i en vis lejlighed i en vældig bygning på Nevskij, og endelig i ingeniør­skolen, og dumabygningen var oplyst .. .

I Smolnyj-instituttet pustede den militære revolu­tionskomite til den omsiggribende brand, stønnende som en overbelastet dynamo.. .