Statsmagtens erobring

Deklaration om Ruslands Nationers Rettigheder!2

... Den første sovjetkongres, der afholdtes i juni dette år, proklamerede Ruslands nationers ret til selvbestemmelse. Den anden sovjetkongres, der afholdtes i november, bekræf­tede mere bestemt og definitivt Ruslands nationers umistelige ret.

Folkekommissærernes Rad udøver disse kongressers vilje og har besluttet at lægge følgende principper til grund for sin virksomhed i nationalitetsspørgsmålet:

Ruslands nationer nyder lighed og suverænitet.

Ruslands nationer har ret til fri selvbestemmelse, også til løsrivelse og dannelse af en uafhængig stat.

Alle nationale og nationalt-religiøse privilegier og be­grænsninger ophæves.

Fri udvikling af sine nationale mindretal og etniske grup­per på Ruslands territorium.

Dekreter vil blive udarbejdet, så snart der er dannet en na­tionalitetskommission.

På den Russiske Republiks vegne

Folkekommissær for nationaliteter

Josef Djugasjvili-Stalin.

Formand for Folkekommissrernes Rad

V. Uljanov (Lenin).

Centralradaen i Kijev erklærede øjeblikkelig Ukraine for en uafhængig republik, og det samme gjorde den finske regering gennem senatet i Helsingfors. Uaf­hængige »regeringer« dukkede op i Sibirien og i Kau­kasus. Den øverste polske militærkomite samlede hur­tigt de polske tropper i den russiske hær, afskaffede de­res komiteer og etablerede en jernhård disciplin ...

Alle disse »regeringer« og »bevægelser« havde to ting tilfælles: de blev kontrolleret af de besiddende klasser, og de frygtede og foragtede bolsjevismen...

Støt, midt i rystende forandringers kaos, tømrede Fol­kekommissærernes Råd stilladset til det nye socialisti­ske samfund. Dekret om socialforsikring, om arbejder­kontrol, Regulativ for jordkomiteerne, Afskaffelse af rang og titler, Afskaffelse af de gamle domstole og op­rettelse af folkedomstole ...

Foran Smolnyj så jeg en dag et pjaltet regiment, der kom lige fra skyttegravene. Tynde og grå i ansigterne stod soldaterne opstillet foran de store porte og så på bygningen, som om gud var derinde. Nogle pegede på tsarørnene over døren og lo ... Røde garder kom for at overtage vagten. Alle soldaterne drejede sig om for at se, nysgerrigt, som om de nok havde hørt om dem, men aldrig set dem. De lo godmodigt og smuttede ud af ræk­ken for at slå rødgarderne på skuldrene, med halvt spøgende, halvt beundrende bemærkninger.

Den provisoriske regering eksisterede ikke mere. Den 15. november holdt præsterne i alle hovedstadens kirker op at bede for den. Men som Lenin sagde til TsIK var dette kun ”begyndelsen til statsmagtens erobring”, Selv om oppositionen havde mistet våbnene, kontrollerede den stadig det økonomiske liv og gav sig til at organisere desorganisation, med hele det russiske talent for sam­arbejde - om at genere, lamme og kompromittere so­vjetterne.

Strejken blandt regeringstjenestemændene var godt organiseret, og den finansieredes af bankerne og forret­ningshusene. Hvert skridt, bolsjevikkerne gjorde for at overtage regeringsapparatet, mødte modstand.

Trotskij gik til udenrigsministeriet; embedsmændene afslog at anerkende ham og låste sig inde, og da dørene blev brudt op, tog de deres afsked. Han forlangte nøglerne til arkiverne, men først da han hentede arbejdere til at bryde låsene op, blev nøglerne udleveret. Så blev det konstateret, at Neratov, den tidligere vice-udenrigs­minister, var forsvundet med de hemmelige traktater .. .

Sjlapnikov forsøgte at sætte sig i besiddelse af arbejds­ministeriet. Det var bitterlig koldt, og der var ingen til at tænde op. Af alle de mange hundrede funktionærer, var der ikke én, der ville vise ham, hvor ministerens kontor var...

Aleksandra Kollontaj blev den 13. november udnævnt til socialminister, - departementet for forsorgshjem og godgørenhed. Hun blev budt velkommen med en strejke, hvori alle på nær fyrre af funktionærerne i ministeriet deltog. Øjeblikkelig blev de fattige i de store Byer og forsorgshjemmenes beboere styrtet ud i den ynkeligste nød: delegationer af sultende krøblinge og forældreløse med spidse blå ansigter belejrede bygningen. Med ta­rerne strømmede ned over ansigtet lod Kollontaj de strejkende arrestere, indtil de udleverede nøglerne til kontorerne og boksen, men da hun fik nøglerne, opda­gedes det, at den tidligere minister, grevinde Panina, var gået med alle pengene, som hun nægtede at udlevere, før hun fik en ordre dertil af den Konstituerende Forsamling4.

I landbrugsministeriet, i forsyningsministeriet, i fi­nansministeriet skete lignende ting. Og da tjenestemæn­dene fik valget imellem at vende tilbage eller miste de­res stillinger og deres pension, blev de enten borte eller gik over til sabotage ... Næsten alle intellektuelle var anti-bolsjevikiske, og der var ingen steder, hvor sovjet­regeringen kunne rekruttere nye folk.

De private banker holdt stædigt lukket, med bagdøren åben for spekulanter. Da de bolsjevikiske kommis­særer ankom, forlod kontoristerne deres pladser, gemte bøgerne og fjernede penge og fonds. Alle statsbankens funktionærer strejkede undtagen dem, der havde an­svaret for boksene og møntprægningen, som afslog alle krav fra Smolnyj, og som udbetalte vældige summer til Frelse-komiteen og til bydumaen.

To gange kom der med eskorte af rode garder en kommissær, som regelret forlangte store summer til re­geringsudgifter. Første gang var der et imponerende antal byduma-medlemmer og mensjevikiske og social­revolutionære ledere til stede, og de talte så alvorligt om konsekvenserne, at kommissæren blev forskrækket. Næste gang kom han med en rekvisition, og han gav sig til på behørig vis at læse den højt, men så var der en, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke var da­teret og stemplet, og den traditionelle russiske respekt for » dokumenter« tvang ham til at trække sig tilbage igen .. .

De ansatte i kreditafdelingen ødelagde deres bøger, og dermed gik alt bogholderi vedrørende Ruslands fi­nansielle forbindelser med udlandet tabt.

Forsyningskomiteerne og forvaltningerne af de kom­munale værker og tjenester arbejdede slet ikke eller drev sabotage. Og da bolsjevikkerne, tvunget af bybe­folkningens fortvivlede nød, forsøgte at hjælpe eller at få kontrol med de offentlige tjenester, gik alle funktio­nærer øjeblikkelig i strejke, og dumaen oversvømmede Rusland med telegrammer om, hvordan bolsjevikkerne ,, lovede vold mod det kommunale selvstyre«.

I de militære stabe og i krigs- og marineministeriets kontorer, hvor de gamle tjenestemænd havde samtyk­ket i at arbejde, blokerede hærkomiteerne og overkommandoen på enhver måde sovjetterne; de gik så vidt, at de endog underforsynede tropperne ved fronten. Jernbaneforbundets ledelse var fjendtligt indstillet og afslog at transportere sovjettropper, ethvert troppetog, der skulle køres bort fra Petrograd, måtte tages med magt, og jernbanefunktionærerne måtte arresteres hver gang - hvorpå forbundsledelsen truede med en øjeblikkelig generalstrejke, medmindre de blev 1¢s­ladt...

Smolnyj var oplagt magtesløs. Bladene fortalte, at alle fabrikker i Petrograd af mangel på brændsel måtte lukke i tre uger, jernbaneforbundet meddelte, at toge­ne matte ophøre at køre den 1. december, der var kun levnedsmidler til tre dage i Petrograd, og der ville ikke komme flere, og hæren ude ved fronten sultede... Frelse-komiteen og de forskellige gamle centralkomi­teer sendte bud ud over hele landet, at befolkningen ikke måtte rette sig efter regeringsdekreterne. Og de allierede ambassader var enten koldt ligegyldige eller åbenlyst fjendtlige .. .

Oppositionens blade, der blev standset den ene dag og næste dag udkom under nye navne, overøste det nye re­gime med bitter sarkasme5. Selv Nyt Liv karakterisere­de den som »en kombination af demagogi og magtesløs­hed«.

Fra dag til dag (sagde bladet) synker Folkekommissærernes Regering dybere og dybere ned i et overfladisk hastværks kvik­sand. Det var så let at erobre magten ... men bolsjevikkerne kan ikke gøre brug af den.

Ude af stand til at dirigere den eksisterende regeringsme­kanisme formål: de heller ikke at skabe nogen ny, som kunne arbejde let og frit i overensstemmelse med de sociale projekt­mageres teorier.

For kort tid siden havde bolsjevikkerne ikke folk nok til at køre deres eget voksende parti, - og det var et arbejde navn­lig for talere og skribenter; hvor skal de nu gå hen og finde øvede folk til at udføre de mangeartede og komplicerede regeringsforretninger?

Den nye regering handler og truer, den oversprøjter landet med dekreter, det ene mere radikalt og ”socialistisk” end det andet. Men i denne udstilling af socialisme pa papiret som mest sandsynligt kun bliver til forbavselse for vore efterkom­mere - synes der hverken at være ønske eller evne til at løse dagens øjeblikkelige problemer!

I mellemtiden holdt jernbaneforbundets konference om dannelse af en ny regering møde nat og dag. Begge parter havde allerede i princippet givet tilslutning til et regeringsgrundlag, sammensætningen af et folkeråd var under diskussion, ministeriet blev forsøgsvis sammen­sat, med Tjernov som statsminister, bolsjevikkerne fik et betydeligt mindretal af posterne, men Lenin og Trot­skij blev udelukket. Centralkomiteerne for det mensje­vikiske og det socialrevolutionære parti, og bondesovjet­ternes landsledelse besluttede, at skønt de uforanderligt var modstandere af bolsjevikkernes ”forbryderiske politik”, ville de, ”for at standse udgydelsen af broderblod” ikke modsætte sig deres optagelse i folkerådet.

Kerenskijs flugt og sovjetternes forbløffende succes alle vegne ændrede imidlertid situationen. Den 16. no­vember forlangte de venstresocialrevolutionære på et møde i TsIK, at bolsjevikkerne skulle danne en koalitions­regering sammen med de øvrige socialistiske partier, ellers ville de trække sig tilbage fra den militære revo­lutionskomite og fra TsIK. Malkin sagde: »Nyhederne fra Moskva, hvor vore kammerater dør på begge Sider af barrikaderne, foranlediger os til endnu en gang at fremdrage spørgsmålet om statsmagtens organisering, og det er ikke alene vor ret at gøre det, men det er også vor pligt ... Vi har vundet retten til at sidde sammen med bolsjevikkerne her inden for Smolnyj instituttets mure og til at tale fra denne tribune. Efter den bitre strid mellem partierne vil vi være nødt til, hvis I næg­ter at indgå på et kompromis, at gå over til åben kamp udenfor ... Vi må foreslå et acceptabelt kompromis over for demokratiet.”

Efter en afbrydelse for at drøfte dette ultimatum vendte bolsjevikkerne tilbage med en resolution, som Kamenev oplæste:

TsIK anser det for nødvendigt, at der i regeringen optages repræsentanter for Alle socialistiske partier, som deltager i So­vjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, og som anerkender 7. november-revolutionens erobringer, det vil sige oprettelsen af en sovjetregering; dekreterne om fred, jord og arbejderkontrol med industrien, og bevæbningen af arbej­derklassen. TsIK beslutter derfor at foreslå alle partier i So­vjetten forhandlinger om dannelse af en regering og fastholder følgende betingelser som grundlag:

Regeringen er ansvarlig over for TsIK. TsIK skal udvides til 150 medlemmer. Til disse 150 medlemmer af arbejder- og sol­daterrepræsentanternes sovjetter skal føjes 75 delegerede fra bondesovjetternes provinssovjetter, 80 delegerede fra hærens og flådens frontorganisationer, 40 fra fagforbundene (25 fra de forskellige landsforbund, i forhold til deres betydning, 10 fra jernbaneforbundet og 5 fra post- og telegrafforbundet) og 50 de­legerede fra de socialistiske grupper i Petrograds byduma. I ministeriet selv skal mindst halvdelen af posterne reserveres for bolsjevikkerne. Arbejds-, indenrigs- og udenrigsministeriet skal overdrages til bolsjevikkerne. Kommandoen over garniso­nerne i Petrograd og Moskva skal forblive hos delegerede fra sovjetterne i de to byer.

Regeringen påtager sig den systematiske bevæbning af arbej­derne i hele Rusland.

Det besluttes at fastholde kammeraterne Lenins og Trotskijs kandidatur.

Kamenev forklarede. »Det såkaldte folkeråd,« sagde han, som konferencen har foreslået, ville komme til at bestå af ca. 420 medlemmer, af hvilke ca. 150 ville blive bolsjevikker. Desuden ville der blive delegerede fra den kontrarevolutionære gamle TsIK, 100 medlemmer valgt af bydumaerne, allesammen reaktionære militarister, 100 delegerede fra bondesovjetterne, udpeget af Avksen­tjev og 80 fra de gamle hærkomiteer, som ikke længere repræsenterede soldatermasserne.«

”Vi kan ikke indlade os pa at medtage den gamle TsIK og heller ikke repræsentanter for bydumaerne. De dele­gerede fra bondesovjetterne skal vælges af bondekon­gressen, som vi har indkaldt, og som samtidig vil vælge en ny landsledelse. Forslaget om at udelukke Lenin og Trotskij er et forslag om at halshugge vort parti, og vi kan ikke acceptere det. Og endelig ser vi det hele taget ikke, at noget folkeråd er nødvendigt, sovjetterne star jo åbne for alle socialistiske partier, og TsIK repræsen­terer dem efter deres virkelige styrke blandt masser­ne...”

Karelin talte for de venstresocialrevolutionære og er­klærede, at hans parti ville stemme for den bolsjeviki­ske resolution, men forbeholdt sig ret til at ændre visse detaljer, for eksempel bøndernes repræsentation, og han forlangte, at landbrugsministeriet skulle overlades de venstresocialrevolutionære. Dette fik tilslutning .. .

Senere, på et møde i Petrograd-sovjetten besvarede Trotskij et spørgsmal om dannelse af en ny regering:

»Det ved jeg ikke noget om. Jeg tager ikke del i for­handlingerne ... Jeg tror imidlertid ikke, at de er af stor betydning ... «

Den aften var der stærk misstemning på konferencen. Bydumaens delegerede udvandrede.

Men i Smolnyj selv, i det bolsjevikiske partis rækker, var der ved at opstå en formidabel opposition mod Le­nins politik. Den 17. november om aftenen var den store sal stopfuld og ladet med spænding til TsIKs møde.

Larin, bolsjevik, erklærede, at det øjeblik nærmede sig, hvor valgene til den Konstituerende Forsamling skulle afholdes, og at det var på tide at ophøre med »politisk terrorisme«.

”De foranstaltninger, der tages mod pressens frihed, må ændres. De havde deres berettigelse under kampen, men nu er der ikke længere nogen undskyldning for dem. Pressen må være fri, når undtages opfordringer til uroligheder og opstand.”

Under en storm af piben og hyl fra hans eget parti stillede Larin følgende resolutionsforslag:

Dekretet fra Folkekommissærernes Råd om pressen tilbage­kaldes hermed:

Foranstaltninger til politisk undertrykkelse kan kun anven­des efter beslutning af et særligt tribunal, der vælges af TsIK efter partiernes størrelse, og dette tribunal skal også have ret til at nybehandle beslutninger om undertrykkelsesforanstalt­ninger, der allerede er taget.

Dette blev hilst med en bifaldsstorm, ikke alene fra de venstresocialrevolutionære, men også fra en del af bolsjevikkerne. I en fart foreslog Avanesov på lenin­isternes vegne, at pressespørgsmålet blev udsat, indtil et kompromis mellem de socialistiske partier var blevet nået. Dette blev med stor majoritet stemt ned.

”Den revolution,« fortsatte Avanesov, ”som nu er ved at blive fuldbyrdet, har ikke tøvet med at angribe pri­vatejendommen, og det er som privatejendom vi må behandle spørgsmålet om pressen ...”

Derpå oplæste han den officielle bolsjevikiske resolu­tion:

Undertrykkelsen af den borgerlige presse var dikteret ikke alene af rent militær nødvendighed under opstandens forløb og for at krydse kontrarevolutionens handlinger, men også som et overgangsskridt henimod etableringen af nye presseforhold, under hvilke kapitalistiske ejere af trykkerier og papir ikke kan være almægtige og eksklusive fabrikanter af offentlig mening.

Vi må endvidere skride til konfiskation af private trykke­rier og papirlagre, som må blive sovjetternes ejendom, både i hovedstaden og i provinsen, således at de politiske partier og grupper kan gøre brug af trykkemulighederne i forhold til den virkelige styrke af deres ideer - med andre ord i forhold til deres medlemstal.

Genindførelse af den såkaldte pressefrihed, den simple tilbagegivelse af trykkerier og papir til kapitalisterne, som for­gifter folkets sind, ville være en utilstedelig kapitulation over for kapitalens vilje, en opgivelse af en af revolutionens erob­ringer, med andre ord et skridt af umiskendelig kontrarevolu­tionær karakter.

Ud fra ovenstående afviser TsIK kategorisk alle forslag, der tilsigter genindførelse af de gamle presseforhold og støtter utvetydigt det synspunkt, Folkekommissmrernes Råd har anlagt i dette spørgsmål, imod krav og ultimata, der er dikteret af småborgerlige fordomme eller udspringer af oplagt kapitula­tion over for det kontrarevolutionære bourgeoisis interesser.

Oplæsningen af denne resolution var blevet afbrudt af ironiske hyl fra de venstresocialrevolutionære og vre­desudbrud fra de rebellerende blandt bolsjevikkerne. Karelin for op og protesterede. For tre uger siden var bolsjevikkerne de mest hårdkogte forsvarere af pressefri­heden ... Argumenterne i denne resolution rummer spe­cielt samme synspunkt som de gamle Sorte Hundreder eller tsarstyrets censorer - for de talte også om » folk, der forgifter folkets sind«.

Trotskij holdt en lang tale til forsvar for resolutionen. Han skelnede mellem pressen under borgerkrigen og pressen efter sejren. ”Under borgerkrigen tilhører ret­ten til magtanvendelse udelukkende de undertrykte...” (Tilråb: Hvem er de undertrykte nu? Din kannibal!).

”Sejren over vore modstandere er endnu ikke fuld­byrdet, og bladene er våben i deres hånd. Under disse omstændigheder er standsningen af bladene en beret­tiget forsvarsforanstaltning...” Trotskij gik over til spørgsmålet om pressen efter sejren og fortsatte:

»Socialisternes stilling til spørgsmålet om pressens frihed må være den samme som deres stilling til forret­ningslivets frihed... Det demokratiske styre, der er i færd med at opstå i Rusland, forlanger, at privatbesid­deres beherskelse af pressen afskaffes, ligesom privat­besidderes beherskelse af industrien... Sovjetternes statsmagt bør konfiskere alle trykkerier.« (Tilråb: Kon­fisker Pravdas trykkeri!).

”Bourgeoisiets pressemonopol må afskaffes. Ellers er det ikke umagen værd at tage magten! Enhver gruppe­ring af medborgere må have adgang til trykkerier og pa­pir.. Besiddelse af typemateriale og papir tilkommer først og fremmest arbejderne og bønderne, og kun der efter de borgerlige partier, som er i mindretal.. At magten er gået over til sovjetterne vil medføre en radi­kal forvandling af de væsentlige livsbetingelser, og denne forvandling må nødvendigvis afspejle sig i pressen... Hvis vi skal til at nationalisere bankerne, kan vi så tole­rere finansfolks tidsskrifter? Det gamle regime må dø, det må man en gang for alle forstå ...« Bifald og vrede tilråb.

Karelin erklærede, at TsIK ikke havde nogen ret til at træffe beslutning om dette vigtige spørgsmål, som burde overlades til en særlig komite. Han forlangte på ny med lidenskab i stemmen, at pressen skulle være fri.

Så kom Lenin, rolig, lidenskabsløs, med rynker i panden, mens han talte, langsomt, med velafvejede ord, hver sætning faldt som et hammerslag. »Borgerkrigen er endnu ikke endt, fjenden er stadig i vor nærhed, alt­så er det umuligt at afskaffe undertrykkelsesforanstalt­ninger mod pressen. Vi bolsjevikker har altid sagt, at når vi nåede frem til statsmagten, ville vi standse den borgerlige presse. At tolerere borgerlige blade ville være det samme som at ophøre at være socialist. Når man la­ver en revolution, kan man ikke marchere på stedet, man må altid gå fremad - eller gå tilbage. Den som nu taler om »pressefrihed« går tilbage og bremser vor fly­vende fart henimod socialismen.

Vi har afkastet kapitalismens åg, ligesom den første revolution afkastede tsardømmets åg. Hvis den første revolution havde ret til at undertrykke de monarkisti­ske blade, så har vi ret til at undertrykke den borger­lige presse. Det er umuligt at skille spørgsmålet om pres­sens frihed fra andre spørgsmål i klassekampen. Vi har lovet at standse disse blade, og vi vil gøre det. Folkets overvældende majoritet er med os!

”Nu da opstanden er ovre, har vi absolut ikke noget ønske om at undertrykke de andre socialistiske partiers blade, medmindre de opfordrer til væbnet opstand eller til ulydighed over for sovjetregeringen. Vi vil imidler­tid ikke under påskud af frihed for den socialistiske presse tillade den med hemmelig støtte af bourgeoisiet at skaffe sig et monopol på trykkerier, tryksværte og papir ... Disse væsentlige ting må blive sovjetregeringens ejendom og navnlig fordeles til de socialistiske partier i nøje forhold til deres vælgerstyrke...”

Derpå foretoges afstemningen. Larins og de venstre­socialrevolutionæres resolution blev afvist med 31 mod 22, Lenins forslag blev vedtaget med 34 mod 24. Blandt mindretallet var bolsjevikkerne Rjazanov og Lozovskij, som erklærede, at det var dem umuligt at stemme for nogen begrænsning af pressens frihed.

Herefter udtalte de venstresocialrevolutionære, at de ikke længere kunne være ansvarlige for, hvad der blev gjort, og trak sig tilbage fra den militære revolutions­komite og fra alle andre administrative ansvarlige poster.

Fem medlemmer - Nogin, Rykov, Miljutin, Teodoro­vitj og Sjlapnikov - gik ud af Folkekommissærernes Råd, idet de udtalte:

Vi går ind for en socialistisk regering sammensat af alle partier i sovjetten. Vi mener, at kun oprettelsen af en sådan rege­ring, kan give mulighed for at sikre resultaterne af arbejder­klassens og den revolutionære hærs heroiske tramp. Ellers er der kun en vej: dannelsen af en rent bolsjevikisk regering ved hjælp af politisk terrorisme. Det sidste er den vej, Folkekom­missærernes Rad har valgt. Vi kan ikke og vil ikke følge den. Vi ser, at dette leder direkte til mange proletariske organisa­tioners fjernelse fra det politiske liv, til oprettelsen af et uan­svarligt regime, og til ødelæggelsen af revolutionen og landet. Vi kan ikke tage ansvaret for en sådan politik, og vi frafalder derfor over for TsIK vore funktioner som folkekommissærer.

Andre kommissærer undertegnede erklæringen uden at forlade deres poster - Rjazanov, Derbysjev fra pres­seafdelingen, Arbuzov fra regeringstrykkeriet, Jurenjev fra de Røde Garder, Fjorodov fra arbejdsministeriet og Larin, der var sekretær for den afdeling, der udarbej­dede dekreterne.

Samtidig trådte Kamenev, Rykov, Miljutin, Zinovjev og Nogin ud af det bolsjevikiske partis centralkomite med følgende offentlige begrundelse:

Dannelsen af en sådan regering (sammensat af alle partier i sovjetten) er uomgængelig for at forhindre nye strømme af blod, en kommende hungersnød, ødelæggelse af revolutionen ved en offensiv fra Kaledin, for at sikre sammenkaldelsen af den Konstituerende Forsamling i rette tid og for effektivt at gennemføre det program, sovjetkongressen har vedtaget...

Vi kan ikke tage ansvaret for den katastrofale politik, cen­tralkomiteen fører, og som fortsættes imod det enorme flertal af proletariatet og soldaterne, der er ivrige efter at se en hur­tig afslutning på blodsudgydelserne mellem demokratiets for­skellige politiske partier... Vi opgiver vort hverv som medlemmer af centralkomiteen for at blive i stand til offentligt at sige vor mening til arbejder- og soldatermasserne..

Vi forlader centralkomiteen i selve sejrens øjeblik, vi kan ikke med sindsro være tilskuere, mens centralkomiteens ledere fører en politik, der driver henimod tabet af sejrens frugter og undertrykkelse af proletariatet ...

Arbejdermasserne og soldaterne i garnisonen rørte foruroliget på sig og sendte delegationer til Smolnyj, til Konferencen om Dannelse af en Ny Regering, hvor revnen i bolsjevikkernes rækker vakte løssluppen glæde.

Men leninisternes svar kom hurtigt og ubarmhjertigt. Sjlapnikov og Teodorovitj underkastede sig partidisci­plinen og vendte tilbage til deres poster. Kamenev blev berøvet sin myndighed som formand for TsIK, og i ste­det valgtes Sverdlov. Zinovjev blev afsat som formand for Petrograd-sovjetten. Om morgenen den 20. novem­ber indeholdt Pravda en voldsom proklamation til Rus­lands folk, skrevet af Lenin, og derpå trykt i hundred­tusinder af eksemplarer og slået op på murene alle veg­ne og uddelt over det vidtstrakte Rusland:

Den 2. alrussiske sovjetkongres gav bolsjevikkernes parti flertallet. Kun en regering, som dette parti har sammensat, er derfor en sovjetregering. Og alle ved, at centralkomiteen for bolsjevikkernes parti nogle timer før den nye regerings dan­nelse, og før listen over regeringsmedlemmerne blev forelagt den 2. alrussiske sovjetkongres, indbød tre af de fremtræden­de medlemmer af de venstresocialrevolutionæres gruppe, kam­meraterne Kamkov, Spiro og Karelin, til sit møde og foreslog dem at deltage i den nye regering. Vi beklager overordentligt, at kammeraterne fra de venstresocialrevolutionæres parti sagde nej; vi betragter deres afslag som utilladeligt for en revolutionær og en tilhænger af det arbejdende folk; vi er til enhver tid rede til at optage de venstresocia1revolutionære i re­geringen, men vi erklærer, at vi som det parti, der har fler­tallet på den 2. alrussiske sovjetkongres, har ret til og overfor folket er forpligtet til at danne regering .. .

Kammerater! Nogle medlemmer af vort partis centralkomite og Folkekommissærernes Råd, Kamenev, Zinovjev, Nogin, Rykov, Miljutin og nogle få andre er i går, den 17. november trådt ud af vort partis centralkomite og - de tre sidste - af Folkekommissærernes Råd.. .

De udtrådte kammerater har handlet som desertører, idet de ikke blot har forladt de poster, der var betroet dem, men også overtrådt vort partis centralkomites udtrykkelige beslut­ning om, at de skulle vente med at træde ud, i hvert fald ind­til Petrograds og Moskvas partiorganisationer havde taget stil­ling dertil. Vi fordømmer på det skarpeste denne desertering. Vi er af den faste overbevisning, at alle bevidste arbejdere, soldater og bønder, der tilhører vort parti eller sympatiserer med det, vil fordømme desertørernes optræden lige så skarpt.

Husk på, kammerater, at de to af desertørerne, Kamenev og Zinovjev, allerede før opstanden i Petrograd optrådte som de­sertører og skruebrækkere, thi ikke blot stemte de mod op­standen på centralkomiteens afgørende møde den 23. oktober 1917, men også efter at centralkomiteen havde truffet sin be­slutning drev de agitation blandt partifunktionærerne mod opstanden .. .

Massernes storslåede heltemod, som millioner af arbejdere, soldater og bønder viste i Petrograd og Moskva, ved fronton, i skyttegravene og i landsbyerne, skød desertørerne til side med samme lethed, som et jernbanetog fejer træspåner af skin­nerne.

Alle forsagte, alle vaklende, alle tvivlende, alle, der har la­det sig skræmme af bourgeoisiet eller af deres direkte eller indirekte håndlangeres skrål, må skamme sig. Der er ikke spor af vaklen blandt arbejder- og soldatermasserne i Petograd, Moskva eller andetsteds .. .

Vi vil ikke underkaste os noget som helst ultimatum fra grupper af intellektuelle, bag hvilke der ikke står masser, bag hvilke der i virkeligheden kun star Kornilov-folk, Savinkov­folk, officerselever etc....

Svaret kom fra hele Rusland som et glødende vind­pust. Rebellerne fik aldrig en chance til offentligt at sige deres mening til ”arbejder- og soldatermasserne”. TsIK blev overvældet af bradsøer af offentlig fordøm­melse af »desertørerne«. I dagevis var Smolnyj fuld af vrede delegationer og komiteer fra fronten, fra Volga, fra Petrograds fabrikker. ”Hvor turde de forlade rege­ringen? Er de betalt af bourgeoisiet for at ødelægge re­volutionen? De må vende tilbage og underkaste sig cen­tralkomiteens beslutninger!”

Kun i Petrograds garnison var der stadig usikkerhed. Et stort soldatermøde blev afholdt den 24. november, repræsentanter for alle politiske partier talte. Lenins politik fik et overvældende flertal, og de venstresocial­revolutionære fik besked om, at de måtte vende tilbage til regeringen .. .

Mensjevikkerne afleverede et definitivt ultimatum med krav om, at alle ministre og officerselever løslades, at alle blade skulle have fuld frihed, at den Røde Garde skulle afvæbnes og garnisonen stilles under kommando af dumaen. Hertil svarede Smolnyj, at alle socialistiske ministre og alle officerselever på nær ganske enkelte allerede var løsladt, at alle blade var frie undtagen den borgerlige presse, og at sovjetten ville bevare komman­doen over de væbnede styrker ... Den 19. november havde ”Konferencen om Dannelse af en ny Regering”. indstillet sine m¢der, og oppositionen smuttede en efter en vwk til Moghilev, hvor de under generalstabens be­skyttende vinger fortsatte at danne regering efter rege­ring, lige til enden . .

I mellemtiden havde bolsjevikkerne arbejdet på at underminere Viksjel, den reaktionære ledelse af jern­baneforbundet. En appel fra Petrograd-sovjetten til alle jernbanefolk opfordrede dem til at tvinge Viksjel til at stille sine mandater til rådighed. Den 15. november ind­kaldte TsIK en landskongres af jernbanefolk til den 1. december, i lighed med fremgangsmåden med hensyn til bønderne; Viksjel indkaldte øjeblikkelig sin egen kon­gres til afholdelse to uger senere. Den 16. november ind­tog Viksjels medlemmer deres pladser i TsIK. Om afte­nen den 2. december, da jernbanefolkenes landskongres åbnedes, tilbød TsIK officielt posten som kommissær for trafik og kommunikation til Viksjel - som acceptere­de...

Da regeringsspørgsmålet således var afgjort, vendte bolsjevikkerne deres opmærksomhed imod praktiske ad­ministrationsproblemer. Først og fremmest måtte byen, landet, hæren have mad. Grupper af matroser og Røde Garder gennemgik varehusene, godsbanegårdene, ja selv legterne i kanalerne, og konfiskerede tusinder af pud* madvarer, der var gemt af private spekulanter.

Sende­bud rejste til provinserne, hvor de med assistance af jordkomiteerne beslaglagde de store kornhandleres la­gerbeholdninger. Ekspeditioner af svært bevæbnede ma­troser blev i et antal af 5000 sendt til Syden og til Sibi­rien med elastiske fuldmagter til at erobre byer, der stadig holdtes af de Hvide Garder, oprette orden og skaffe mad. Passagertrafikken på den transsibiriske jernbane blev suspenderet i to uger, mens tretten tog, lastet med tøjruller og stangjern, der var samlet af be­driftsrådene, blev sendt østpå, hvert tog under kom­mando af en kommissær, for at blive udvekslet med korn og kartofler fra sibiriske bønder...

Da Kaledin var i besiddelse af Donetz' kulminer, blev brændselsproblemet akut. Smolnyj lukkede for det elek­triske lys i teatre, butikker og resturanter, nedskar an­tallet af sporvogne og konfiskerede brændselshandler­nes private lagre af brænde ... Og da Petrograds fabrik­ker var lige ved at standse på grund af brændselsman­gel, gav den baltiske flådes matroser arbejderne 200.000 pud fra krigsskibenes bunkers ...

Henimod slutningen af november indtraf vinpogro­merne7 - plyndringen af vinkæ1drene, begyndende med Vinterpaladsets kældre. I dagevis var der fulde sol­dater på gaderne... I alt dette sporedes de kontrarevo­lutionæres hånd, som tilstillede regimenterne planer, der viste, hvor spirituslagrene var beliggende. Smolnyjs kommissærer begyndte med at bønfalde og argumentere, hvilket ikke kunne standse de voksende uroligheder, der gik over i hidsige kampe mellem soldater og Røde Garder .. Endelig sendte den militære revolutionskomite matroskompagnier med maskingeværer ud, som ubarm­hjertigt fyrede på urostifterne og dræbte mange; og på officiel ordre blev vinkældrene brudt op af kommissio­ner, der smadrede flaskerne med hakker - eller knuste dem med en dynamitpatron.. .

Kompagnier af Røde Garder, disciplinerede og med ordentlig betaling, stod vagt ved bydels-sovjetterne dag og nat som afløsning af den gamle milits. I alle bykvar­terer blev små, valgte revolutionsdomstole oprettet, de bestod af arbejdere og soldater og skulle behandle små­forbrydelser .. .

De store hoteller, hvor spekulanterne stadig drev en blomstrende forretning, blev omringet af Røde Garder, og spekulanterne blev sat i fængsel8 .. .

Vågen og mistænksom dannede byens arbejderklasse uden videre et vældigt spionsystem, hvor tjenestefol­kene holdt øje med herskabelige husholdninger og rap­porterede alle oplysninger til den militære revolutions­komite, som uden tøven slog ned med jernhard hånd. På denne måde opdagedes et monarkistisk komplot an­ført af det fhv. dumamedlem Purisjkevitj og en gruppe adelige og officerer, der havde planlagt et officersoprør og havde skrevet et brev, der inviterede Kaledin til Pe­trograd° ... Således afsløredes en sammensværgelse blandt Petrograds officerselever, der sendte penge og rekrutter til Kaledin .. .

Neratov blev forskrækket over den eksplosion af fol­keharme, som hans flugt havde fremkaldt, han vendte tilbage og overgav de hemmelige traktater til Trotskij, som begyndte at offentliggøre dem i Pravda, hvor de blev en verdensskandale ...

Restriktionerne over for pressen blev forstærket ved et dekret10 der gjorde annoncer til et monopol for det officielle regeringsblad. Dette bevirkede, at alle andre blade i protest standsede udgivelsen, eller brød loven og blev beslaglagt ... F¢rst tre uger senere gav de en­delig efter.

Strejken i ministerierne fortsatte stadig, de gamle embedsmænd saboterede videre og det normale økono­miske liv var ophørt. Bag Smolnyj stod kun de vældige, uorganiserede folkemassers vilje, og det var dem, Folkekommissærernes Råd henvendte sig til, når den diri­gerede den revolutionære masseaktion imod sine fjen­der. I veltalende proklamationeri affattet i enkle ven­dinger og spredt ud over Rusland, forklarede Lenin revolutionen, ansporede folket til at tage magten i sin egen hånd, med magt at bryde de besiddende klassers modstand, med magt at overtage regeringsinstitutionerne. Revolutionær orden! Revolutionær disciplin! Streng regnskabsføring og kontrol! Ingen strejker! Ingen for­sømmelser!

Den 20. november udstedte den militære revolutions komite en advarsel.:

De rige klasser modsætter sig sovjetternes magt - arbejder­nes, soldaternes og bøndernes regering. Deres sympatiserende bremser regerings- og duma funktionærernes arbejde, ophid­ser til strejke i bankerne og forsøger at afbryde forbindelserne på jernbanerne, gennem postvæsenet og telegrafen .. .

Vi advarer dem, der leger med ilden. Landet og hæren er truet af hungersnød. For at bekæmpe den er det uomgænge­ligt, at alle tjenester fungerer regelmæssigt. Modstand mod disse foranstaltninger er en forbrydelse mod folket. Vi var­sler de rige klasser og deres sympatiserende om, at hvis de ikke ophører med deres sabotage og deres provokationer med det formal at standse levnedsmiddeltransporterne, vil de blive de første til at lide derunder. De vil blive berøvet retten til at skaffe sig levnedsmidler. Alle reserver i deres besiddelse vil blive rekvireret. Hovedforbrydernes ejendom vil blive konfi­skeret.

Vi har gjort vor pligt ved at advare dem, der leger med ilden.

Vi er overbevist om, at ifald energiske foranstaltninger bli­ver nødvendige, vil vi få massiv støtte af alle arbejdere, soldater og bønder.

Den 22. november blev der på byens mure opslået en plakat med titlen:

»Ekstraordinær bekendtgørelse:

Folkekommissærernes Råd har modtaget et eksprestelegram fra nordfrontens stab...:

”Der må ikke tolereres nogen forhaling, lad ikke hæren dø af sult, hærene på nordfronten har ikke fået en skorpe brød i adskillige dage, og om et par dage er der ikke flere af beskøj­terne, som indtil nu fordeles fra reserver, der ikke før har måttet røres... Der kommer allerede telegrammer fra alle dele af fronten, hvori der tales om, at en del af hæren nød­vendigvis må flyttes til baglandet, da der ellers om få dage vil indtræde en masseflugt af soldater, der er ved at dø af sult og er udtærede af tre år i skyttegravene, syge, uden tilstræk­kelig beklædning, barfodede, ude af sig selv efter umenneske­lig elendighed.”

Den militære revolutionskomite bringer dette til Petrograd­garnisonens og Petrograd-arbejdernes kendskab. Situationen ved fronten kræver de most omgående og energiske foranstalt­ninger ... Imidlertid er de højere funktionærer i regerings­institutionerne, bankerne, ved jernbanerne, post- og telegraf­vicesenet i strejke og hæmmer regeringens arbejde med at skaf­fe fronten forsyninger ... hver times forhaling kan koste tu­sinder af soldater livet. De kontrarevolutionære funktionærer er de skammeligste forbrydere mod deres sultende og døende brødre ved fronten .. .

Den militære revolutionskomite giver disse forbrydere en sidste advarsel. I tilfælde af den ringeste modstand eller opposition fra deres side, vil strenge foranstaltninger blive taget imod dam, og strengheden vil svare til deres forbrydelses al­vor...

Arbejder- og soldatermasserne reagerede med et voldsomt anfald af raseri, og dette fejede som en orkan ud over Rusland. I hovedstaden udsendte regerings- og bankfunktionærerne hundreder af proklamationer og appeller, som f. eks. denne:

TIL ALLE BORGERE

STATSBANKEN ER LUKKET!

HVORFOR?

Fordi bolsjevikkernes voldsfærd mod statsbanken har gjort det umuligt for os at arbejde. Folkekommissærernes første handling var at forlange 10 millioner rubler, og den 27. no­vember forlangte de 25 millioner rubler, uden nogen antydning af, hvad pengene skulle bruges til.

Vi funktionærer kan ikke tage del i plyndringen af fol­kets ejendom. Vi standsede arbejdet.

Borgere! Pengene i statsbanken er jeres, folkets penge, frem­bragt af jeres slid, jeres sved og blod. Borgere! Red folkets ejendom fra røverne og os fra overlast, og vi skal øjeblikkelig genoptage arbejdet.

Funktionærer i statsbanken.

Fra forsyningsministeriet, finansministeriet, den spe­cielle forsyningskomite kom der erkiseringer om, at den militsare revolutionskomite gjorde det umuligt for funk­tiona=_rerne at arbejde, og appeller til befolkningen om at st¢tte dem imod Smolnyj . . . Men den almindelige ar­bejder og soldat troede dem ikke, det var fast indgaet i den folkelige bevidsthed, at funktioniererne drev sabo­tage, udsultede harren, udsultede folket ... I de lange br¢dkder, der ligesom tidligere stod i de rakolde vinter­gader, var det ikke regeringen, der fik skylden, som det havde va?.ret under Kerenskij, men embedsmmndene, sa­bot¢rerne, for regeringen var deres regering, deres so­vjetter, og ministeriets funktionwrer var imod dem ...

Midtpunktet i al denne opposition var dumaen og dens kamporgan, Frelse-komiteen, som protesterede imod alle dekreter fra Folkekommissærernes Råd og atter og atter besluttede ikke at anerkende sovjetregeringen, men åbenlyst samarbejdede med de nye kontrarevolutionære ”regeringer”, der blev stillet på benene i Moghilev ... Den 17. november f. eks. henvendte Frelse-komiteen sig til alle kommunale styrelser, semstvoer og alle demo­kratiske og revolutionære organisationer af bønder, ar­bejdere, soldater og andre borgere« med disse ord:

”Anerkend ikke bolsjevikkernes regering, men bekæmp den. Dan lokale Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse, som vil forene alle demokratiske kræfter for at bistå den landsomfattende Frelse-komite med 1øsningen af de opgaver den har sat sig .. .

Imidlertid gav valgene til den Konstituerende For­samling i Petrograd'5 et enormt flertal for bolsjevikker­ne, således at selv de mensjevikiske internationalister påpegede, at dumaen burde nyvælges, eftersom den ikke længere repræsenterede den politiske sammensætning af Petrograds befolkning Samtidig kom der strømme af resolutioner til dumaen fra arbejderorganisationer, fra militære enheder, også fra bønderne i omegnen, hvor dumaen blev kaldt »kontrarevolutionær, et militært komplot« og opfordret til at opløse sig. Dumaens sidste dage var stormende, med bitre krav fra kommunalarbej­derne om ordentlige lønninger og trusler om strejke

Den 23. blev Frelse-komiteen opløst ved et officielt de­kret fra den militære revolutionskomite. Den 29. beor­drede Folkekommissærernes Rad. Petrograds byduma opløst og nyvalgt:

I betragtning af, at Petrograds duma, der blev valgt den 2. September ... definitivt har mistet retten til at repræsentere Petrograds befolkning, eftersom den er i komplet uoverens­stemmelse med dennes tanker og forhåbninger... og da du­maflertallets personate, på trods af, at det har mistet al poli­tisk tilslutning, stadig udnytter sit privilegium til på kontra­revolutionær vis at modsætte sig arbejdernes, soldaternes og bøndernes vilje, til at sabotere og forpurre regeringens normale arbejde - anser Folkekommissærernes Råd det for sin pligt at opfordre hovedstadens befolkning til at udtale sin dom over den politik, organet for byens selvstyre har ført.

Derfor beslutter Folkekommissærernes Råd:

at opløse bydumaen; opløsningen gælder fra 30. november 1917,

alle funktionærer, der er valgt eller udnævnt af den nuvæ­rende duma skal forblive på deres post og opfylde de plig­ter, der er pålagt dem, indtil deres plads kan indtages af repræsentanter for den nye duma,

alle kommunale funktionærer skal fortsætte deres gerning, de, der på egen hånd forlader tjenesten, skal betragtes som afskedigede,

de nye valg til Petrograds kommunale duma skal finde sted den 9. december 1917...

Petrograds kommunale duma skal træde sammen den 11. december 1917 kl. 2,

de, der overtræder dette dekret, og de, der med overlæg be­skadiger eller ødelægger kommunal ejendom, skal øjeblik­kelig arresteres og bringes for revolutionsdomstolen.. .

Dumaen trådte trodsigt sammen alligevel og vedtog resolutioner om, at den ville »forsvare sin position til sidste blodsdråbe« og appellerede desperat til befolknin­gen om at forsvare deres eget valgte bystyre«. Men befolkningen forblev fjendtlig eller indifferent. Den 31. blev borgmester Schreider og adskillige medlemmer ar­resteret, forhørt og atter 1øsladt. Den dag og den næste fortsatte dumaen sine møder, hyppigt afbrudt af Røde Garder og matroser, der høfligt opfordrede forsamlin­gen til at sprede sig. På mødet den 2. trådte en officer og nogle matroser ind i Nikolaj-salen, mens et medlem talte, og befalede medlemmerne at gå deres vej, i modsat fald ville der blive anvendt magt. De gjorde det, til det sidste under protest, men sluttelig ”veg de for volds­magtens”.

Den nye duma, der blev valgt ti dage senere, og som de »moderates socialister boykottede ved valget, var næsten helt igennem bolsjevikisk ...

Der var flere centrer tilbage, hvor der fandtes en far­lig opposition, f. eks. ”republikkernes Ukraine” og Fin-land, som viste klart antisovjetiske tendenser. Bade i Helsingfors og i Kijev var regeringerne ved at samle tropper, som de kunne stole på, begyndte felttog mod bolsjevismen og afvæbnede og udviste russiske tropper. Den Ukrainske Rada havde taget kommandoen over det sydlige Rusland og gav Kaledin forstærkninger og forsyninger. Både Finland og Ukraine var ved at begynde hemmelige forhandlinger med tyskerne og blev prompte anerkendt af de allierede regeringer, som lånte dem uhyre summer i et forsøg på sammen med de besidden­de klasser at skabe kontrarevolutionære angrebscentrer mod Sovjetrusland. Da bolsjevismen sluttelig sejrede i begge disse lande, kaldte det slagne bourgeoisi tyske tropper til hjælp for at komme til magten igen ...

Men den mest formidable trussel mod sovjetregeringen var den indenrigske, den tvehovedede: Kaledins bevægelse og staben i Moghilev, hvor general Duhonin havde kommandoen.

Den allestedsnærværende Muravjov blev udnævnt til chef for krigen mod kosakkerne, og en rød hær blev re­krutteret blandt industriarbejderne.

Hundreder af pro­pagandister blev sendt til Don. Folkekommissærernes

Rad udstedte en proklamation til kosakkerne'6, hvori det forklaredes, hvad sovjetregeringen var, hvordan de be­siddende klasser, embedsmændene, godsejerne, penge­mændene og deres allierede, kosakkernes høvdinge, godsejere og generaler ville ødelægge revolutionen og forhindre, at deres egne rigdomme blev konfiskeret af folket.

Den 27. november kom der en kosakkomite til Smolnyj for at tale med Trotskij og Lenin. De forlangte at få at vide, om det var sandt, at sovjetregeringen ikke agtede at opdele kosakkernes jord blandt Stor-Ruslands bønder? ”Nej,” svarede Trotskij. Kosakkerne forhand­lede indbyrdes et øjeblik. ”Godt,” spurgte de, »agter so­vjetregeringen at konfiskere vore store kosak-godseje­res jord og dele den op mellem de arbejdende kosak­ker?”

Herpå svarede Lenin. »Det er noget, I må sørge for. Vi vil støtte de arbejdende kosakker i alle deres handlinger ... Den bedste made at begynde på er at danne kosaksovjetter, I vil fa repræsentation i TsIK, og så vil TsIK også være jeres regering ...«

Kosakkerne tog afsked og tænkte hårdt. To uger se­nere modtog general Kaledin en deputation fra sine tropper. »Vil De,« spurgte man, »love at dele de store kosak-godsejores jord mellem de arbejdende kosakker'?, «

”Kun over mit lig,” svarede Kaledin. En måned se­nere, da hæren svandt ind for øjnene af ham, skød Ka­ledin sig en kugle for panden. Og kosak-bevægelsen op­hørte at eksistere ...

I Moghilev samledes i mellemtiden den gamle TsIK og de moderate socialistiske være - fra Avksentjev til Tjernov -, de aktive formænd for de gamle hærkomiteer, og de reaktionære officerer. Staben afslog bered­villigt at anerkende Folkekommissærernes Råd. Den havde samlet omkring sig dødsbataljonerne, St. Georgs­ridderne og kosakkerne ved fronton og var i nær og hemmelig kontakt med de allierede militærattacheer og med Kaledins bevægelse og den Ukrainske Rada .. .

De allierede regeringer afgav ikke noget svar på dekretet om freden af 8. november, hvor sovjetkongressen havde anmodet om en generel våbenhvile.

Den 20. november sendte Trotskij en note til de al­lieredes ambassadører:

Jeg har den ære at meddele Dem, hr. ambassadør, at sovjet­ternes landskongres ... den 8. november dannede en regering for den russiske republik, i form af Folkekommissærernes Råd. Formand for denne regering er Vladimir Iljitj Lenin. Ledelsen af de udenrigske anliggender er blevet betroet til mig som Folkekommissær for Udenrigske Anliggender .. .

Under henvisning til den tekst, som sovjetternes landskon­gres vedtog med forslag om våbenstilstand og en demokratisk fred uden anneksioner og skadeserstatninger, på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret, har jeg den ære at anmode Dem om at overveje dette dokument som at officielt forslag om øje­blikkelig våbenstilstand på alle fronter og om indledning af øjeblikkelige fredsforhandlinger, at forslag, som den bemyn­digede regering for den Russiske Republik samtidig retter til alle krigsførende nationer og deres regeringer.

Modtag, hr. ambassadør, en oprigtig forsikring om Sovjet­regeringens agtelse for Deres folk, som kun kan ønske fred, ligesom alle andre folk, der er udmattede og forarmede af dette eksempelløse slagteri .. .

Samme aften telegraferede Folkekommissærernes Råd til general Duhonin:

...Folkekommissærernes Råd betragter det som nødvendigt ufortøvet at rette et officielt forslag om våbenstilstand til alle magter, fjendemagter og allierede. En erklæring i overens­stemmelse med denne beslutning er af kommissæren for uden­rigske anliggender blevet tilstillet repræsentanterne for de al­lierede magter i Petrograd.

Folkekommissærernes Råd befaler Dem, borger general, ...at foreslå fjendens militære myndigheder øjeblikkeligt at indstille fjendtlighederne og indlede forhandlinger om fred. Samtidig med at betro Dem ledelsen af disse indledende for­handlinger befaler Folkekommissærernes Råd Dem:

Øjeblikkeligt og over direkte ledning at informere rådet om ethvert trin i forhandlingerne med fjendehærernes repræsentanter.

Ikke at undertegne vabenstilstandsaftalen, før den er ble­vet godkendt af Folkekommissærernes Råd.

De allierede ambassadører modtog Trotskijs note med foragtelig tayshed, ledsaget af anonyme interviews i bla­dene, fulde af nag og spot. Ordren til Duhonin blev åbent betegnet som forræderi.

Duhonin selv gav ikke livstegn fra sig. Om aftenen den 22. blev han kaldt til telefonen og spurgt, om han agtede at adlyde ordren. Duhonin svarede, at det kunne han ikke, medmindre den kom fra en »regering støttet af hæren og landet«.

Hans afskedigelse som ¢verstkommanderende skete te­legrafisk, og Krylenko blev udnævnt i hans sted. Ud fra sin sædvanlige taktik: at appellere til masserne, sendte Lenin et radiotelegram til alle regiments-, divisions- og korpskomiteer, til alle soldater og matroser i hæren og flåden og gjorde dem bekendt med Duhonins afslag og med ordre til, at »regimenterne ved fronten skal vælge delegerede, der kan begynde forhandlinger med fjendens enheder over for deres stillinger ...«

Den 23. opsøgte de allierede landes militærattacheer Duhonin og overrakte ham efter instruks fra deres re­geringer en note, hvori han højtideligt blev advaret imod at »bryde de traktatlige betingelser mellem ententemag­terne«. Noten fortsatte med, at hvis der blev sluttet en separat våbenstilstand med Tyskland, ville dette »få de mest alvorlige konsekvenser« for Rusland. Denne med­delelse sendte Duhonin straks ud til alle soldaterkomi­teer ...

Næste morgen foretog Trotskij en ny henvendelse til tropperne og karakteriserede de allieredes note som en flagrant indblanding i Ruslands indre anliggender og et utilsløret forsøg på »med trusler at tvinge den russiske hær og det russiske folk til at fortsætte krigen i kraft af de traktater, der var afsluttet med tsaren . .«

Fra Smolnyj kom der proklamation efter proklama­tion'9, med anklager mod Duhonin og de kontrarevolutionære officerer omkring ham, og anklager mod de re­aktionære politikere i Moghilev, hvorved millioner af vrede, mistænksomme soldater fra den ene ende af den tusind kilometer lange front til den anden kom i bevægelse. Og samtidig tog Krylenko med tre afdelinger fanatiske matroser af sted til hovedkvarteret omgivet af en hævnfyldt atmosfmre'0, alle vegne modtaget af sol­daterne med vældige ovationer, et triumftog. Den centrale hærkomite udstedte en erklæring til gunst for Duhonin, og titusind soldater satte sig omgående i bevægelse mod Moghilev ..

Den 2. december rejste Moghilev garnison sig og ar­resterede Duhonin og hærkomiteen. Soldaterne marche­rede med røde sejrsbannere ud for at modtage den nye øverstkommanderende. Krylenko kom til Moghilev næ­ste morgen, og han fandt en hylende mængde omkring den jernbanevogn, hvor Duhonin var blevet indespær­ret. Krylenko holdt en tale, i hvilken han bønfaldt sol­daterne om ikke at gøre Duhonin fortræd, eftersom han skulle bringes til Petrograd og dømmes af revolutions­domstolen. Da han var færdig, viste Duhonin sig plud­selig ved vinduet, som om han ville tale til mængden. Med et rasende brøl styrtede folk ind i vognen, over­faldt den gamle general, trak ham ud og slog ham ihjel på perronen .. .

Således endte hovedkvarterets revolte .. .

Sovjetregeringen blev umådelig styrket ved sammen­bruddet af den sidste vigtige modstandsrede for fjendtlig militærmagt i Rusland og begyndte tillidsfuldt organi­seringen af staten. Mange af de gamle funktionærer skarede sig nu omkring den, og mange medlemmer af andre partier indtrådte i statstjenesten. Stræbere blev imidlertid vist tilbage ved dekretet om regeringstjene­stemændenes løn, som satte folkekommissærernes løn - den højeste - til 500 rubler, ca. 50 dollars, om måneden.

Regeringstjenestemændenes strejke, der an­førtes af fagforbundenes Forbund, brød sammen, da den ikke længere fik støtte af de finansielle og kommercielle interesser, som hidtil havde stået bag den. Bank­funktionærerne vendte tilbage til deres pladser…

Dekretet om bankernes nationalisering og dannelsen af et øverste Råd for Folkehusholdningen, den praktiske iværksættelse af dekretet om jorden ude i landsbyerne, den demokratiske reorganisation af hæren og de påfaldende forandringer i alle grene af staten og tilvæ­relsen - alt dette, der kun blev effektivt i kraft af ar­bejder-, soldater- og bondemassernes vilje, indledte formningen af det proletariske Rusland, langsomt, med mange fejltagelser og uheld.

Ikke ved kompromis med de besiddende klasser el­ler med de andre politiske ledere, ikke ved at indrette sig efter den gamle regeringsmaskine vandt bolsjevik­kerne magten. Heller ikke ved en lille klikes organise­rede vold. Hvis masserne over hele Rusland ikke havde været villig til opstand, ville den være slået fejl. Den eneste grund til bolsjevikkernes succes lå i, at de imødekom vigtige og enkle krav hos folkets dybeste lag, at de opfordrede dem til at rive det gamle ned og ødelægge det og derpå i røgen fra de faldende ruiner at sam­virke med dem om at rejse skelettet til det nye...