Bondekongressen

Det var den 18. november, sneen begyndte at falde. Om morgenen vågnede vi og så, at vinduesgesimsen var hvid, og at snefnuggene hvirvlede så tæt, at man ikke kunne se fem skridt frem. Mudderet var borte, på et, øjeblik var den dystre by blevet hvid og blændende. Droskerne med deres vatterede kuske afløstes af leaner, der i rasende fart hoppede hen over de ujævne gader, kuskenes skæg var stive og frosne ... Uanset al revolu­tion styrtede hele Rusland sig beruset ud i den ukendte og frygtelige fremtid, ellevilde over sneens komme. Alle smilede, folk løb rundt i gaderne og rakte leende armene op mod de bløde faldende fnug. Skjult var alt det grå, kun de gyldne og mangefarvede spir og kupler skinnede gennem den hvide sne med forstærket barbarisk glans.

Også solen kom frem om eftermiddagen, bleg og vandet. De regnfulde måneders forkølelser og rheumatisme forsvandt. Byers blev mere munter, og selve revolutio­nen forløb hurtigere...

Jeg sad en aften i en beværtning over for Smolnyjs port, det var et lavloftet, tilrøget sted, der hed »Onkel Toms Hytte», et yndet mødested for Røde Garder. Der var i øjeblikket overfyldt omkring de små horde med deres snavsede duge og enorme porcelænstepotter, ci­garetrøgen hang tykt over alt, mens tjenerne for rundt og råbte: Straks! Straks!

I et hjørne sad en mand i kaptajnsuniform, han talte til forsamlingen, som hvert øjeblik afbrød ham.
”I er ikke bedre end mordere!” råbte han. ”At skyde på jeres russiske brødre på gaderne!”
”Hvornår har vi gjort det?” spurgte en arbejder.
”Sidste søndag, dengang officerseleverne..”
»Skød de måske ikke på os?« En mand viste sin arm frem, den var bundet op. »Har jeg ikke fået en erindring af dem, de slyngler!«
Kaptajnen råbte højt. ”I skulle være neutrale! I skul­le være neutrale! Har I måske ret til at ødelægge den lovlige regering? Hvem er Lenin? En tysker
Hvem er du? En kontrarevolutionær! En provoka­tør!«, skrålede de imod ham.
Da han igen kunne få ørenlyd, rejste han sig op. »Hør nu!“ sagde han.
”I kalder jer for det russiske folk. Men I er ikke det russiske folk. Det er bønderne. Vent til bøn­derne…”
”Ja,” råbte de, ”vent til bønderne taler. Vi ved, hvad bønderne vil sige ... Er de ikke arbejdsfolk ligesom os?”,

I det lange løb afhang alt af bønderne. Bønderne hav­de nok været politisk tilbage, men de havde deres egne ideer, og de udgjorde over 80 procent af det russiske folk. Bolsjevikkerne havde relativt få tilhængere blandt bønderne, og et permanent diktatur i Rusland udøvet af industriarbejderne var utænkeligt ... Det traditionelle bondeparti var det socialrevolutionære parti; af alle partier, der nu støttede sovjetregeringen, var de venstre-socialrevolutionære de logiske arvtagere til førerskabet for bønderne - og de venstre-socialrevolutionære, som var prisgivet det organiserede byproletariat, havde ko­lossalt brug for bøndernes støtte...
I mellemtiden havde Smolnyj ikke forsømt bønderne. Efter dekretet om jorden havde en af den nye TsIK's første handlinger været at indkalde en bondekongres, hen over hovedet på bondesovjetternes landsledelse. Nogle få dage senere blev der udstedt detaljerede re­gulativer for de lokale jordkomiteer, fulgt af Lenins »Bondeinstruks«1, som i enkle vendinger forklarede den bolsjevikiske revolution og den nye regering, og den 16. november offentliggjorde Lenin og Miljutin »Instruks til provins-kommissærerne«, som sovjetregeringen i tu­sindtal sendte ud til landsbyerne.

1. Når emissæren kommer til den egn, han skal arbejde i, skal han sammenkalde et fællesmøde af de ledende organer i sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, som han skal give en redegørelse for landbrugslovene, og derpå skal han forlange, at et fællesmøde af selve sovjetterne bliver afholdt...
2. Han skal studere alle Sider af landbrugsproblemet på egnen.
Er godsejernes besiddelser blevet overtaget, og i så fald, i hvilke distrikter?
Hvem administrerer den konfiskerede jord, de tidligere ejere eller jordkomiteen?
Hvad er der sket med landbrugsmaskinerne og med be­sætningerne?
3. Har bønderne fået mere jord at dyrke?
4. Hvor meget og i hvilken henseende afviger arealet af dyrket jord nu fra det areal, regeringen har fastsat som det gennemsnitlige minimum?
5. Emissæren skal holde på, at når bønderne har fået jor­den, må de absolut forøge det dyrkede areal så hurtigt som muligt, at de bør fremskynde afsendelsen af korn til byerne hvilket er det eneste middel til at undgå hungersnød.
6. Hvilke foranstaltninger er påtænkt eller foretaget for at overføre jorden fra godsejerne til jordkomiteerne og lignende organer, der er udnævnt af sovjetterne?
7. Det er ønskeligt, at landbrugsejendom, der er i god stand og godt drevet, skal administreres af råd, sammensat af disse ejendommes personel, og under ledelse af kompetente land­brugsspecialister.

Gennem alle landsbyer løb en bølge af forandring, frembragt ikke blot af jorddekretets elektricerende virkning, men også af tusinder af revolutionært sindede bondesoldater, der vendte hjem fra fronten... Specielt disse mænd hilste indkaldelsen af bondekongressen vel­kommen.
Ligesom den gamle TsIK havde søgt at forhindre ind­kaldelsen af den anden kongres af arbejder- og soldater­sovjetter, således søgte bondesovjetternes landsledelse nu at forhindre Smolnyj i at indkalde en bondekongres. Og ligesom den gamle TsIK bar sig ad, da den så sin modstand blive forgæves, sådan sendte nu landsledelsen hektiske telegrammer, der gav besked om at vælge kon­servative delegerede. Der blev endda givet besked til bønderne, at kongressen skulle samles i Moghilev, og nogle delegerede rejste derhen, men den 23. november var der ca. fire hundrede samlet i Petrograd, og de se­parate partimøder begyndte .

Det første samlede møde fandt sted i dumaens Aleks­ander-sal, og afstemningen viste, at over halvdelen af de delegerede var venstre-socialrevolutionære, mens bolsjevikkerne knap kontrollerede en femtedel, de kon­servative socialrevolutionære en fjerdedel, og hele re­sten forenedes kun af deres opposition mod den gamle landsledelse, der domineredes af Avksentjev, Tjajkov­skij og Pesjehonov .. .
Den store sal var stuvende fuld af mennesker og genlød af ustandselig råben; dyb, hårdnakket bitterhed del­te de delegerede i vrede grupper. Til højre sås strålende officersepauletter og de æ1dre, mere velstående bønders patriarkalske, skæggede ansigter; i midten var der nogle bønder, underofficerer og nogle soldater; og til venstre bar næsten alle de delegerede menige soldaters unifor­mer. Disse sidste var den unge generation, der havde
gjort tjeneste i hæren ... Gallerierne var fyldt til træng­sel af arbejdere - der i Rusland stadig husker deres bondeoprindelse .. .

I modsætning til det gamle TsIK anerkendte landsle­delsen ved åbningen af samlingen ikke kongressen som officiel; den officielle kongres blev indkaldt til den 13. december; midt i en orkan af bifald og vrede råb erklæ­rede taleren, at denne forsamling blot var en »ekstraor­dinær konference« ... Men den »ekstraordinære konfe­rence« viste snart sin holdning til landsledelsen ved at vælge Maria Spiridonova, leder af de venstre-socialre­volutionære, til dirigent.

Det meste af den første dag optoges af en heftig debat om, hvorvidt volost-sovjetterne skulle være repræsenteret, eller kun delegerede fra provinsorganerne; og gan­ske som på arbejdernes og soldaternes kongres erklærede et overvældende flertal sig for den bredest mulige repræsentation. Hvorefter den gamle landsledelse forlod salen ...
Næsten øjeblikkeligt viste det sig klart, at de fleste af de delegerede var fjendtlige overfor folkekommissæ­rernes regering. Zinovjev, der forsøgte at tale for bolsje­vikkerne, blev hylet ud, og da han forlod talerstolen un­der almindelig latter, lød der råb: ”Der kan I se, hvor­dan en folkekommissær sidder i suppedasen!”
»Vi venstre-socialrevolutionere,« råbte Nazariev, en delegeret fra provinsen, »nægter at anerkende denne såkaldte arbejder- og bonderegering, indtil bønderne er repræsenteret i den. For øjeblikket er den ikke andet end et arbejdernes diktatur ... Vi insisterer på dannelse af en ny regering, der skal repræsentere hele demokra­tiet!«

De reaktionære delegerede nærede snedigt denne følelse ved mod protester fra bolsjevikkernes pladser at erklære, at Folkekommissærernes Råd enten agtede at bringe kongressen under sin kontrol eller opløse den med væbnet magt - en meddelelse, der modtoges af bønderne med raseri udbrud .:
På tredje dagen gik Lenin pludselig op på talerstolen; i ti minutter gik salen amok. ”Ned med ham!”, skreg de. ”Vi vil ikke høre på nogen af jer folkekommissærer! Vi anerkender ikke jeres regering!”

Lenin stod der ganske roligt, greb i pulten med begge hænder, mens hans små øjne tankefuldt betragtede tu­multen nedenfor. Endelig stilnede demonstrationen noget af, af sig selv undtagen i salens højre side.

”Jeg kommer ikke her som medlem af Folkekommis­særernes Råd,.” sagde Lenin og ventede igen på, at støjen skulle ligge sig, ”men som medlem af den bolsjevikiske gruppe, valgt lovformeligt til denne kongres.” Og han holdt sine akkreditiver frem, så alle kunne se dem.

”Imidlertid,” fortsatte han med uberørt rest, »ingen vil nægte, at Ruslands nuværende regering er blevet dannet af det bolsjevikiske parti - -« - han måtte vente et øjeblik »således at det alligevel er ganske det samme ...« Her brød højrebænkene ud i en øredøvende råben, men centrum og venstre var nysgerrige og gennemtvang stilhed.

Lenins argument var ligetil. »Sig mig lige ud, I bøn­der, hvem vi har givet godsejernes jord; Ønsker I nu at forhindre arbejderne i at få kontrol med industrien? Dette er klassekrig. Godsejerne modsætter sig natur­ligvis bønderne, og fabrikanterne modsætter sig arbej­derne. Vil I tillade, at proletariatets rækker splittes? På hvilken side vil I være?
Vi bolsjevikker er proletariatets parti, bondeproleta­riatets såvel som industriproletariatets. Vi bolsjevikker er sovjetternes beskyttere - bondesovjetternes såvel som arbejder- og soldatersovjetternes. Den nuværende regering er en sovjetternes regering; vi har ikke blot indbudt bondesovjetterne til at træde ind i regeringen, men vi har også indbudt repræsentanter for de venstre­socialrevolutionære til at indtræde i Folkekommissæ­rernes Råd .. .

Sovjetterne er de mest fuldkomne repræsentanter for folket, for arbejderne i fabrikkerne og minerne, for arbejderne på markerne. Enhver, der forsøger at ødelæg­ge sovjetterne, gør sig skyldig i en antidemokratisk og kontrarevolutionær handling. Og jeg skal her forkynde for jer, kammerater højre-socialrevolutionære og jer, mine herrer kadetter - at hvis den grundlovgivende forsamling forsøger at ødelægge sovjetterne, vil vi ikke tillade den grundlovgivende forsamling at gøre noget sådant!”

Om eftermiddagen den 25. november ankom Tjernov i største hast fra Moghilev, tilkaldt af landsledelsen. Han, der kun to måneder tidligere blev betragtet som en yderliggående revolutionær, blev nu tilkaldt for at standse kongressens farlige drift mod venstre. Ved sin ankomst blev Tjernov arresteret og ført til Smolnyj, hvor han blev løsladt efter en kort samtale.
Hans første handling var bittert at bebrejde landsle­delsen, at den havde forladt kongressen. De gik med til at vende tilbage, og Tjernov trådte ind i salen, hilst vel­kommen med stort bifald af flertallet og med bolsjevik­kernes hujen og hån.
”Kammerater! Jeg har været borte. Jeg deltog i den 12. hærs konference om spørgsmålet om at indkalde en kongres af alle bondedelegerede i hærene på vestfron­ten, og jeg kender meget lidt til den opstand, der har fundet sted her«

Zinovjev rejste sig fra sin plads og råbte: »Ja, du var borte - nogle få minutter! « Frygtelig tumult. Råb. Ned med bolsjevikkerne!

Tjernov fortsatte. »Anklagen om, at jeg hjalp med at lede en hær mod Petrograd er uden grundlag og er fuld­stændig falsk. Hvor kommer en sådan anklage fra? Vis mig kilden! «

Zinovjev: ”Izvestija og Folkets Sag - dit eget blad - der kommer det fra!”
Tjernovs brede ansigt med de små øjne, flagrende hår og grålige skæg blev rødt af forbitrelse, men han beher­skede sig og fortsatte. ”Jeg gentager, jeg ved praktisk taget intet om det, der er sket her, og jeg førte ingen hær, undtagen denne her (han pegede på bøndernes delegerede), som jeg er stærkt ansvarlig for at have bragt hertil!” Latter og bravoråb.
»Ved min tilbagekomst besøgte jeg Smolnyj... Der blev ikke rejst nogen sådan anklage mod mig der ... Efter en kort samtale gik jeg - og det er alt! Lad nogen som helst tilstedeværende rejse en sådan anklage!”

Der fulgte en larm, i hvilken bolsjevikkerne og nogle af de venstre-socialrevolutionære straks var på benene og truede med deres knyttede naver og skreg, og resten af forsamlingen prøvede på at hyle dem ud.

»Dette er en voldshandling, ikke et møde!, råbte Tjer­nov, og han forlod salen; mødet blev udsat på grund af støjen og uordenen ...

Imidlertid optog spørgsmålet om landsledelsens status alles tanker. Ved at erklære forsamlingen for en »eks­traordinær konference« havde den planlagt at spærre for nyvalg af landsledelsen. Men dette virkede i to ret­ninger: de venstre-socialrevolutionære besluttede, at hvis kongressen ikke havde nogen myndighed over landsledelsen, så havde landsledelsen ingen myndighed over kongressen. Den 25. november besluttede forsam­lingen, at landsledelsens myndighed overtoges af den ekstraordinære konference, i hvilken kun medlemmer af landsledelsen, der var blevet valgt som delegerede, kunne stemme .. .

Næste dag blev resolutionen trods bitter modstand fra bolsjevikkerne ændret, så der blev givet alle medlem­mer af landsledelsen, enten de var valgt som delegerede eller ikke, tale- og stemmeret i forsamlingen.

Den 27. foregik debatten om jordspørgsmålet, der af­slørede forskellene mellem bolsjevikkernes og de ven­stre-socialrevolutionære landbrugsprogrammer.

Koltjinskij opridsede på de venstre-socialrevolutionæres vegne jordspørgsmålets historie under revolutionen. Den første kongres af bondesovjetter, sagde han, havde vedtaget en præcis og regelret resolution til gunst for at lægge jordgodserne direkte i hænderne på jordkomiteerne. Men revolutionens ledere og de borgerlige i re­geringen havde fastholdt, at spørgsmålet ikke kunne løses, før den grundlovgivende forsamling mødtes ...

Re­volutionens anden periode, »kompromis'ets« periode, blev indvarslet med Tjernovs indtræden i kabinettet. Bønderne var overbevist om, at nu ville den praktiske løsning af jordspørgsmålet begynde; men på trods af den bestemte beslutning på den første bondekongres havde de reaktionære og kompromismagerne i landsledelsen forhindret enhver aktion. Denne politik fremkaldte en række af bondeuroligheder, der opstod som det natur­lige udtryk for utålmodighed og undertrykt energi fra bøndernes side. Bønderne forstod den nøjagtige mening med revolutionen - de forsøgte at omsætte ord til handling ...

”De seneste begivenheder”, sagde taleren, ”tyder ikke på simple optøjer eller et »bolsjevikisk eventyr«, men tværtimod en virkelig folkelig opstand, der er blevet hilst med sympati af hele landet ..”
I almindelighed indtog bolsjevikkerne en korrekt hold­ning til jordspørgsmålet; men ved at anbefale, at bønderne skulle tage jorden med magt, begik de en dyb fejl­tagelse ... Lige fra de første dage erklærede bolsjevik­kerne, at bønderne skulle overtage jorden »i revolutionær masseaktion«. Dette er ikke andet end anarki; jorden kan overtages på en organiseret måde . . . For bol­sjevikkerne var det vigtigt, at revolutionens problemer skulle løses på den hurtigst mulige måde, - men bol­sjevikkerne var ikke interesseret i, hvorledes disse spørgsmål skulle løses .. .

Jorddekretet fra sovjetternes kongres er i sine principper identisk med beslutningerne på den første bonde­kongres. Hvorfor fulgte den nye regering så ikke den taktik, der var opridset af kongressen? Fordi Folkekom­missærernes Råd ønskede at fremskynde afgørelsen af jordspørgsmålet, således at den grundlovgivende forsamling ikke ville have noget at bestille .. .

Men regeringen så også, at det var nødvendigt at vedtage praktiske foranstaltninger, derfor vedtog den uden yderligere overvejelse vedtægterne for jordkomiteerne og skabte således en mærkelig situation; for Folkekommissærernes Rad afskaffede privatejendomsretten til jorden, men vedtægterne, der er opstillet af jordkomiteerne, er baseret på privatejendommen ... Imidlertid er der ikke sket nogen skade ved det; for jordkomiteerne tager intet hensyn til sovjetdekreterne, men iværksætter deres egne praktiske beslutninger - beslutninger, ba­seret på det uhyre flertal af bønders vilje .. .

Disse jordkomiteer forsøger sig ikke med den lovgi­vende 1øsning af jordspørgsmålet, hvilket alene påhvi1er den grundlovgivende forsamling ... Men vil den grundlovgivende forsamling ønske at opfylde de russiske bønders vilje? Det kan vi ikke være sikre på ... Alt, hvad vi kan være sikre på, er, at bøndernes revolutionære beslutsomhed nu er vakt, og at den grundlovgi­vende forsamling vil blive tvunget til at løse jordspørgsmålet på den måde, bønderne ønsker det løst ... Den grundlovgivende forsamling vil ikke vove at bryde med folkets vilje ...«

Efter ham fulgte Lenin, som nu blev påhørt med ån­deløs intensitet. »I dette øjeblik er vi ikke blot ved at prøve at løse jordspørgsmålet, men spørgsmålet om den sociale revolution - ikke blot her i Rusland, men over hele verden. Jordspørgsmålet kan ikke 1¢ses uafhængigt af den sociale revolutions øvrige problemer ... For eksempel vil konfiskeringen af jordgodserne ikke blot fremkalde modstand hos de russiske jordbesiddere, men også hos den udenlandske kapital - med hvem de store land­ejendomme er forbundet gennem bankerne ...
Ejendomsretten til jorden i Rusland er grundlaget for uhyre undertrykkelse, og bøndernes konfiskering af jor­den er vor revolutions vigtigste skridt. Men det kan ikke adskilles fra de andre skridt, sådan som det klart de­monstreres af de stadier, revolutionen har måttet gå igennem. Det første stadium var tilintetgørelsen af selv­herskerdømmet og tilintetgørelsen af industrikapitalisternes og godsejernes magt, hvis interesser er snævert sammenknyttet. Det andet stadium var styrkelsen af so­vjetterne og det politiske kompromis med bourgeoisiet. De venstre-socialrevolutionæres fejl ligger i, at på den tid modsatte de sig ikke kompromispolitikken, fordi de hyldede den teori, at massernes bevidsthed endnu ikke var fuldt udviklet .. .
Hvis socialismen kun kan virkeliggøres, når hele fol­kets intellektuelle udvikling tillader det, da vil vi ikke opleve socialismen i det mindste i de næste fem hun­drede år ... Det socialistiske politiske parti - det er den arbejdende klasses fortrop; det må ikke tillade, at det holdes tilbage på grund af manglende opdragelse af gen­nemsnitsmasserne, men det må føre masserne, benytte sovjetterne som organer for revolutionært initiativ ... Men for at kunne føre de vaklende, må de venstre-so­cialrevolutionære kammerater selv holde op med at tøve...
I juli måned i år begyndte en række af åbne brud mellem folkemasserne og kompromisfolkene; men nu, i november, rækker de venstre-socialrevolutionære sta­digvæk hånden ud til Avksentjev, der trækker folket med sin lillefinger ... Hvis kompromis'et fortsætter, for­svinder revolutionen. Intet kompromis med bourgeoisiet er muligt; dets magt må knuses fuldstændigt .. .
Vi bolsjevikker har ikke ændret vort jordprogram; vi har ikke opgivet afskaffelsen af privatejendomsretten til jorden og vi agter ikke at gøre det. Vi vedtog vedtæg­terne for jordkomiteerne - der aldeles ikke er baseret på privatejendomsretten - fordi vi ønsker at opfylde folkeviljen på den måde, folket selv har besluttet at gøre det, for således at styrke koalitionen af alle de elemen­ter, der kæmper for den sociale revolution.

Vi indbyder de venstre-socialrevolutionære til at ind­træde i denne koalition, men insisterer på, at de holder op med at se bagud og at de bryder med »kompromis­magerne« i deres parti .. .

Hvad den grundlovgivende forsamling angår, er det
rigtigt, som den foregående taler sagde, at den grund­lovgivende forsamlings arbejde vil afhænge af masser­nes revolutionære beslutsomhed. Jeg siger: ”Regn med den revolutionære beslutsomhed, men glem ikke deres gevær!,””

Lenin oplæste derefter den bolsjevikiske resolution:

Bøndernes kongres, der fuldt ud støtter jorddekretet af 8. november ... godkender den russiske republiks provisoriske arbejder- og bonderegering, der er oprettet af den anden al­russiske kongres af arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter.
Bøndernes kongres ... indbyder alle bønder til enstemmigt at støtte denne lov og øjeblikkeligt selv at anvende den; og samtidig indbyder den bønderne til til ansvarlige poster og positioner kun at udpege personer, der ikke i ord men i handling har bevist deres fulde hengivenhed for de udbyttede bon­de-arbejderes interesser, deres ønske og evne til at forsvare disse interesser mod al modstand fra de store godsejeres, ka­pitalisternes, deres tilhængeres og medskyldiges side.
Bøndernes kongres udtrykker samtidig sin overbevisning om, at den fuldstændige gennemførelse af alle de foranstalt­ninger, der udgør jordreformen, kun kan lykkes ved arbej­dernes sociale revolutions sejr, der begyndte den 7. november 1917; for kun den sociale revolution kan gennemføre den en­delige overdragelse, uden mulighed for tilbagevenden, af jor­den til de arbejdende bønder, konfiskationen af mønsterbru­gene og deres overgivelse til bondekommunerne, konfiskatio­nen af landbrugsmaskinerne, der tilhører de store godsejere, sikringen af landbrugsarbejdernes interesser ved fuldkommen afskaffelse af lønslaveriet, den regulære og metodiske forde­ling af landbrugs- og industriprodukterne til alle Ruslands egne, og overtagelse af bankerne (uden hvilket hele folkets besiddelse af jorden ville være umulig, efter afskaffelsen af privatejendommen), og enhver form for bistand fra staten til arbejderne...

Af disse grunde støtter bøndernes kongres fuldt ud revolu­tionen af 7. november ... som en social revolution og udtryk­ker sin uforanderlige vilje til med sådanne modifikationer, som måtte være nødvendige, men uden tøven, at iværksætte den sociale omdannelse af den russiske republik.

De ufravigelige betingelser for den socialistiske revolutions sejr, der alene vil sikre varig succes og fuldstændig gennem­førelse af jorddekretet, er det snævre forbund mellem de ar­bejdende bønder og den industrielle arbejderklasse, med proletariatet i alle fremskredne lande. Fra nu af må i den russiske republik al organisation og administration af staten, fra øverst til nederst hvile på dette forbund. Kun dette forbund, der knuser alle forsøg, direkte eller indirekte, åbne eller for­klædte, på at vende tilbage til en politik af kompromis med bourgeoisiet - et kompromis, fordømt af erfaringen, med førerne for den borgerlige politik - kan sikre socialismens sejr verden over.



De reaktionære i landsledelsen vovede ikke længere at vise sig åbent. Tjernov talte imidlertid flere gange, med en beskeden og vindende upartiskhed. Han blev indbudt til at tage plads i præsidiet ... På kongressens anden aften raktes der en anonym seddel op til dirigen­ten med opfordring til at gøre Tjernov til ærespræsident. Ustinov læste sedlen højt, og øjeblikkelig sprang Zi­novjev op og råbte, at det var et nummer af den gamle landsledelse for at erobre mødet; i løbet af et øjeblik var salen en brølende masse med viftende arme og vrede ansigter, på begge sider ... Trods alt vedblev Tjernov at være meget populær.

I de stormende debatter om jordspørgsmålet og Le­nins resolution var bolsjevikkerne to gange lige ved at forlade forsamlingen, begge gange holdt tilbage af deres ledere. Det forekom mig, at kongressen var uhjælpe­ligt kørt fast.

Men ingen af os vidste, at en rmkke hemmelige kon­ferencer allerede var i gang mellem de venstre-social­revolutionære og bolsjevikkerne i Smolnyj. Til at be­gynde med havde de venstre-socialrevolutionære krævet, at der skulle være en regering sammensat af alle socialistiske partier i og udenfor sovjetterne, der skulle være ansvarlig overfor et folkeråd, der var sammensat af et lige antal delegerede fra arbejdernes og soldater­nes organisationer og bønderne og suppleret med repræsentanter for bydumaens og zemstvoerne; Lenin og Trotskij skulle fjernes og den militære revolutions­komite og andre undertrykkelsesorganer skulle opløses.

Onsdag morgen den 28. november nåedes efter en frygtelig dyst hele natten en overenskomst. TSIK, der var sammensat af 108 medlemmer, skulle udvides med 108 medlemmer valgt ved forholdstal fra bondekongres­sen; med 100 delegerede, valgt direkte fra hæren og flåden, og med 50 repræsentanter for fagforeningerne (35 fra de samvirkende fagforbund, 10 jernbanearbejdere og 5 for post- og telegrafarbejderne). Dumaerne og zem­stvoerne lod man falde. Lenin og Trotskij blev i regerin­gen og den militære revolutionskomite vedblev at fun­gere.

Kongressens møder var nu blevet flyttet til den kej­serlige juridiske skoles bygning, Fontanka 6, bondeso­vjetternes hovedkvarter. Der samledes de delegerede i den store mødesal onsdag eftermiddag. Den gamle landsledelse havde trukket sig tilbage og holdt sin egen kon­ference i et andet værelse i samme bygning med en lille hale bestående af delegerede, der var stukket af, og re­præsentanter for hærkomiteerne.

Tjernov gik fra det ene møde til det andet og holdt et vågent øje med forhandlingerne. Han vidste, at en over­enskomst med bolsjevikkerne blev drøftet, men han vid­ste ikke, at den var blevet afsluttet.

Han talte til halekonferencen. ”For nærværende, da alle går ind for at danne en al-socialistisk regering, glem­mer mange mennesker det første ministerium, som ikke var en koalitionsregering, og i hvilket der kun var een socialist - Kerenskij; en regering, der på sin tid var meget populær. Nu anklager folk Kerenskij; de glem­mer, at han blev båret til magten ikke blot af sovjet­terne, men også af folkemasserne ...
Hvorfor skiftede den offentlige mening overfor Ke­renskij? De vilde opstiller guder, som de beder til, og som de straffer, hvis en af deres banner ikke bliver hørt
Det er det, der sker i dette øjeblik ... I går Keren­skij, i dag Lenin og Trotskij, i morgen en anden .. .
Vi har foreslået både bolsjevikkerne og Kerenskij at trække sig tilbage fra magten. Kerenskij har accepteret - i dag meddelte han fra sit skjulested, at han er demissioneret som statsminister; men bolsjevikkerne ønsker at bevare magten, og de ved ikke, hvordan de skal bruge den ...
Om det lykkes for bolsjevikkerne eller ikke, Ruslands skæbne vil ikke blive forandret. De russiske landsbyer forstår fuldt ud, hvad de mangler, og de gennemfører nu deres egne foranstaltninger ... Landsbyerne vil redde os til syvende og sidst …”

Imidlertid havde Ustinov i den store sal givet med­delelse om overenskomsten mellem bondekongressen og Smolnyj, hvilket blev modtaget af de delegerede med den vildeste glæde. Pludselig dukkede Tjernov op og forlangte ordet.

”Jeg forstår”, begyndte han, »at en overenskomst er ved at blive sluttet mellem bondekongressen og Smol­nyj. En sådan overenskomst ville være ulovlig i betragt­ning af, at den virkelige kongres af bondesovjetter ikke træder sammen før i næste uge .. .
Desuden ønsker jeg at advare jer om, at bolsjevikker­ne aldrig vil acceptere jeres krav ...«
Han blev afbrudt af et stort latterudbrud; og han for­lod, da han havde forstået situationen, talerstolen og sa­len og tog sin popularitet med sig ..

Sent om eftermiddagen torsdag den 29. november mødtes kongressen til en ekstraordinær samling. Der var feriestemning i luften; der var smil på alles ansig­ter ... Resten af forsamlingens sager blev bragt fra hån­den i en fart, og den gamle Nathanson, den hvidskæg­gede nestor for de socialrevolutionæres venstrefløj, op­læste med skælvende røst og tårer i øjnene beretningen om ”brylluppet” mellem bondesovjetterne og arbejder- ­og soldatersovjetterne.

Hver gang ordet »samling« lød, var der ekstatisk bifald ... Til slut gav Ustinov med­delelse om, at en delegation var ankommet fra Smolnyj ledsaget af repræsentanter for den Røde Har, der hil­stes med stigende ovationer. Efter hinanden gik en ar­bejder, en soldat og en mariner op på talerstolen og bragte dem hilsener.

Derefter Boris Reinstein, delegeret for det amerikan­ske socialistiske arbejderparti: ”Den dag, da bondekon­gressen og arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter samledes, er en af revolutionens store dage. Den vil give tonende genlyd over hele verden - i Paris, i London og tværs over Atlanten - i New York. Denne samling vil fylde alle arbejdendes hjerter med lykke.

En stor ide har sejret. Vesten og Amerika ventede af Rusland, af det proletariske Rusland noget vældigt ... Verdensproletariatet venter på den russiske revolution, venter på de store ting, den udretter ...”

Sverdlov, præsident for TsIK, hilste dem. Og med råbet: ”Leve afslutningen af borgerkrigen! Leve det for­enede demokrati!” strømmede bønderne ud af bygnin­gen.
Det var allerede mørkt, og på den isdækkkede sne glit­rede månens og stjernernes blege Lys. Langs kanalens bred stod soldaterne fra Pavlovskij regimentet stillet op i fuld marchorden med deres orkester, der brød ud i Marseillaisen. Under soldaternes gjaldende råb af fuld hals, sluttede bønderne op i rækker og udfoldede de al­russiske bondesovjetters landsledelses store røde ban­ner, der nylig var broderet i guld, ”Leve de revolutio­nære og arbejdende massers enhed!” Andre bannere fulgte; fra distriktssovjetterne - fra Putilov-fabrikken med teksten:. ”Vi f¢lger dette flag for at skabe alle folks broderskab!”

Et eller andet sted fra dukkede der fakler op, der flammede med orangefarve i natten, tusind gange gen­spejlet i isens krystaller, sendende røg ud over mæng­den, mens den syngende bevægede sig ned Langs Fon­tanka-bredden mellem menneskemængder, der stod i forundret tavshed.
”Leve den revolutionære hær! Leve den Røde Garde! Leve bønderne!”
Således snoede den store procession sig gennem byen, mens den stadig voksede og udfoldede nye røde ban­nere med guldbogstaver. To gamle bønder, krogede af slid, spadserede hand i hand, deres ansigter stralede of barnlig lyksalighed.

”Nå,” sagde den ene, ”jeg kunne lide at se dem tage jorden fra os igen, nu!”

I nærheden af Smolnyj var den Røde Garde stillet op på begge sider af gaden, vilde af glæde. Den anden gamle bonde talte til sin kammerat: »Jeg er ikke træt,« sagde han. »Jeg har fløjet hele vejen!

På trinene til Smolnyj var omkring et hundrede ar­bejder- og soldaterdeputerede trængt sammen med de­res banner, mørk mod lysglansen, der strømmede ud mellem buerne. Som en bølge styrtede de ned, greb bønderne i deres arme og kyssede dem; og processionen strømmede ind gennem den store dør og op ad trapper­ne med en støj som torden .. .

I den uhyre hvide mødesal ventede TsIK sammen med hele Petrograd-sovjetten og et tusinde tilskuere, med den højtidelighed, der vises store bevidste øjeblikke i historien.

Zinovjev gav meddelelse om overenskomsten med bondekongressen midt i et bragende brøl, der rejste sig og brød ud i storm, da lyden af musik gjaldede gennem korridoren og spidsen af processionen kom ind. På tri­bunen rejste præsidiet sig og gjorde plads for bøndernes præsidium, idet de to omfavnede hinanden; bag dem flettedes de to bannere sammen mod den hvide væg, over den tomme ramme, hvorfra tsarens billede var ble­vet revet ned .. .

Så åbnedes »triumfsamlingen«. Efter et par velkomst­ord fra Sverdlov, gik Maria Spiridonova, mager, bleg, med briller og et fladt tilbagekammet hår og med en mine som en lærerinde fra New England, den mest el­skede og den mægtigste kvinde i hele Rusland, op på talerstolen.
»... Før arbejderne i Rusland åbner nye horisonter, som historien aldrig før har kendt ... Alle arbejdernes bevægelser i fortiden er blevet slået ned. Men den nu­værende bevægelse er international, og det er derfor, den er uovervindelig. Der er ingen magt i verden, der kan slukke revolutionens ild! Den gamle verden falder sammen, den ny verden begynder ...«

Så Trotskij, fuld af ild: »Jeg ønsker jer velkommen, kammerater bønder; I kommer ikke her som gæster, men som herrer i dette hus, der rummer den russiske revolutions hjerte. Millioner af arbejderes vilje er nu samlet i denne sal ... Der er nu kun éen herre over den russiske jord: forbundet af arbejdere, soldater og bøn­der...«

Med bidende sarkasme talte han derpå om de allie­rede diplomater, der indtil da havde afvist Ruslands ind­bydelse til en våbenhvile med foragt, mens den var ble­vet accepteret af centralmagterne.

”En ny menneskehed vil blive født af denne krig ... I denne sal sværger vi arbejderne i alle lande, at vi vil forblive på vor revolutionære post. Hvis vi bliver knust, da vil det være, mens vi forsvarer vort flag ...”

Krylenko fulgte efter ham, forklarede situationen ved fronten, hvor Duhonin beredte sig på at trodse Folke­kommissærernes Råd. »Lad Duhonin og hans lige grun­digt forstå, at vi ikke vil tage med fløjlshandsker på dem, der spærrer vejen til fred!«

Dybenko hilste forsamlingen på flådens vegne og Krusjinskij, medlem af Vikzjel sagde: ”Fra dette øjeblik, da alle virkelige socialisters samling er skabt, stil­ler hele hæren af jernbanearbejdere sig uden forbehold til rådighed for det revolutionære demokrati”
Og Lu­natjarskij, næsten grædende, og Prosjian for de ven­stre-socialrevolutionære og endelig Saharasjvili for de forenede socialdemokratiske internationalister, der var sammensat af Martovs og Gorkijs grupper, der erklæ­rede:
»Vi forlod TsIK på grund af bolsjevikkernes ubøjelige politik og for at tvinge dem til at gøre indrømmelser for at skabe samlingen af hele det revolutionære demokrati. Nu, da denne samling er skabt, anser vi det for en hel­lig pligt atter at indtage vore pladser i TsIK … Vi erklærer, at alle de, der har trukket sig tilbage fra TsIK nu bør vende tilbage.”

Statjkov, en værdig gammel bonde i bondekongres­sens præsidium, bukkede mod de fire hjørner af salen. »Jeg hilser jer med en ny russisk tilværelses og friheds dåb!«

Gronsky på det polske socialdemokratis vegne; Skrip­nik for bedriftskomiteerne; Tifonov for de russiske soldater ved Saloniki; og andre, uden ende, talte af fulde hjerter, med den lykkelige veltalenhed, opfyldte håb gi­ver...

Det blev sent ud på natten, før følgende resolution blev stillet op og enstemmigt vedtaget:

»TsIK, samlet til ekstraordinært møde med Petrograd­sovjetten og bondekongressen, bekræfter de af den anden kongres af arbejder- og soldaterdeputeredes sovjet­ter vedtagne jord- og fredsdekreter såvel som det af TsIK vedtagne dekret om arbejderkontrol.
TsIK og bondekongressens fælles møde udtrykker sin faste overbevisning om, at arbejdernes, soldaternes og bøndernes enhed, denne broderlige enhed af alle arbej­dere og udbyttede, vil konsolidere den af dem erobrede magt, at den vil træffe alle revolutionære foranstaltnin­ger for at fremskynde magtens overgang i arbejderklassens hænder i andre lande, og at den på denne made vil sikre den varige fuldførelse af en retfærdig fred og so­cialismens sejr.