Forord, indledning og noter

FORORD

Det er med den største interesse og usvækket opmærksomhed, jeg har læst John Reeds bog ”Ti dage, der rystede verden”. Jeg anbefaler den uforbeholdent til arbejderne i hele verden. Her er en bog, som jeg gerne ville se udgivet i millioner af eksemplarer og oversat til alle sprog. Den giver en sandfærdig og overordentlig levende fremstilling af begivenheder, der er betyd­ningsfulde for forståelsen af, hvad den proletariske revolution og proletariatets diktatur virkelig er. Disse problemer diskuteres vidt og bredt, men før man kan godkende eller forkaste disse ideer, må man forstå den fulde betydning af dem. John Reeds bog vil utvivlsomt bidrage til at klarlægge dette problem, som er funda­mentalt for den internationale arbejderbevægelse.

Slutningen af 1919 Nikolaj Lenin (Vladimir Iljitj Uljanov)

INDLEDNING

Denne bog er en skive intens historie, som jeg op­levede den. Bogen foregiver ikke at være andet end en detaljeret redegørelse for Novemberrevolutionen, da bolsjevikkerne i spidsen for arbejderne og soldaterne greb statsmagten i Rusland og lagde den i hænderne på sovjetterne.

Naturligvis handler den mest om det røde Petro­grad, hovedstaden, opstandens hjerte. Men læseren må forestille sig, at hvad der skete i Petrograd, blev gen­taget på næsten samme måde, med større eller mindre intensitet, til forskellige tidspunkter, over hele Rusland.

I denne bog, den første af flere, jeg arbejder på, må jeg begrænse mig til en skildring dels af de begiven­heder, jeg selv iagttog og oplevede, dels af andre, der støttes på tilforladelige kilder, idet der forudskikkes to kapitler med et kort rids af Novemberrevolutionens baggrund og årsager. Jeg er klar over, at disse to ka­pitler kan være vanskelige at læse, men de er væsent­lige for en forståelse af det, der følger.

Mange spørgsmål vil melde sig under læsningen. Hvad er bolsjevisme? Hvad slags statsapparat har bol­sjevikkerne oprettet? Når bolsjevikkerne gik ind for en konstituerende (grundlovgivende) forsamling før No­vemberrevolutionen, hvorfor opløste de den så bagefter med våbenmagt? Og når bourgeoisiet vendte sig mod den konstituerende forsamling, indtil bolsjevismens fare blev åbenbar, hvorfor gik de så bagefter ind for den?

Disse og mange andre spørgsmål kan ikke besvares her. I et andet bind, ”Fra Kornilov til Brest-Litovsk”, vil jeg følge revolutionens forløb indtil og indbefattet freden med Tyskland. Der vil jeg forklare de revolutionære organisationers oprindelse og funktioner, folke­stemningens udvikling, opløsningen af den konstituerende forsamling, sovjetstatens struktur og Brest-Litovsk forhandlingernes gang og udgang...

Ved en betragtning af bolsjevikkernes fremgang må man forstå, at opløsningen i Ruslands i økonomiske liv og i den russiske hær var det logiske resultat af en proces, der begyndte så langt tilbage som 1915. De kor­rupte reaktionære, der kontrollerede tsarens hof, var i færd med forsætligt at ødelægge Rusland for at lave en separatfred med Tyskland. Den mangel på våben ved fronten, der forårsagede tilbagetoget i sommeren 1915, mangelen på mad i hæren og de store byer, standsnin­gerne i produktionen og transporten i 1916 - alt dette var, som vi nu ved, dele af en vældig sabotagekampagne. Den blev standset i tide af martsrevolutionen.

I det nye styres første måneder blev både den inden­rigske situation og hærens kampevne virkelig forbedret, på trods af den forvirring, der følger med en stor revo­lution, hvor 160 millioner af verdens mest undertrykte mennesker pludselig vinder friheden.

Men »hvedebrødsdagene« var korte. De besiddende klasser ønskede blot en politisk revolution, som skulle tage magten fra tsaren og give den til dem. De ønskede, at Rusland skulle være en konstitutionel republik lige­som Frankrig eller USA, eller et konstitutionelt monar­ki som England. På den anden side ønskede folkemas­serne et virkeligt industrielt og agrarisk demokrati. William English Walling giver i sin bog, »Ruslands budskab«, der handler om revolutionen i 1905, en udmærket beskrivelse af de russiske arbejderes sinds­tilstand, de arbejdere, der senere skulle støtte bolsje­vismen næsten enstemmigt:

De (det arbejdende folk) så, at det var muligt, at de selv under en fri regering stadig skulle fortsætte sultetilværelsen, hvis denne regering faldt i hænderne på andre samfunds­klasser. Den russiske arbejder er revolutionær, men hverken vold­som, dogmatisk eller uintelligent. Han er villig til at gå på barrikaderne, men han har studeret dem, og han er den eneste blandt alle verdens arbejdere, der kender dem af egen erfa­ring. Han er rede og villig til at bekæmpe sine undertrykkere, kapitalistklassen, lige til afgørelsen. Men han ignorerer ikke eksistensen af andre klasser. Han anmoder blot om, at de andre Masser tager parti på den ene eller anden side, i den bitre konflikt, der trækker op.

De (arbejderne) er enige om, at vore (amerikanske) politiske institutioner er at foretrække for deres egne, men de var ikke meget ivrige efter at bytte en despot med en anden (d.v.s. kapitalistklasse). Arbejderne i Rusland, som blev skudt ned og henrettet i hundredvis i Moskva, Riga og Odessa eller indespærret i tusindvis i ethvert russisk fængsel eller forvist til ørkener og arktiske områder, bragte ikke disse ofre for at vinde de tvivl­somme privilegier arbejderne i amerikanske guldminer har.

Og derfor udvikledes der i Rusland, midt under en krig, som ikke kom russerne ved, en social revolution på toppen af den politiske revolution, kulminerende i bolsjevismens triumf. Mr. A. J. Sack, som i dette Land (USA) er chef lire 7tiussisk informationsbureau, der er vendt mod sovjet­regeringen, har følgende at sige i sin bog »Det russiske demokratis fødsel«: "Bolsjevikkerne organiserede deres eget ministerium med Ilikolaj Lenin som premierminister og Leo Trotskij som udenrigsminister. At de uundgåeligt ville komme til magten blev øjensynligt næsten lige efter rnartsrevolutionen. Bolsjevik­kernes historie efter revolutionen er historien om deres sta­dige vækst..."

Udlændinge, og amerikanere i særdeleshed, under­streger ofte de russiske arbejderes ”uvidenhed”. Det er sandt, at de savnede den politiske erfaring, som fol­kene i vesten besidder, men de var udmærket trænet i frivillig organisering. 1 1917 var der over 12 millioner medlemmer i de russiske brugsforeninger, og sovjetterne selv er en vidunderlig demonstration af deres organisationstalent. Desuden er der vel knap et folk i verden, der er så godt opdraget med socialistisk teori og dets praktiske anvendelse.

William E. Walling karakteriserer dem således:

»De russiske arbejdere er for de flestes vedkommende i stand til at læse og skrive. I mange år har landet været i en så forstyrret tilstand, at de har kunnet nyde godt af at leder­skab, som rekrutteredes ikke alene blandt de intelligente mennesker af deres egen midte, men også blandt en stor del af den ligeledes revolutionære dannede klasse, der har vendt sig til folket med deres ideer om Ruslands politiske og sociale genskabelse... Mange forfattere forklarer deres fjendtlighed over for sovjetregeringen med den påstand, at den russiske revolutions sidste fase simpelt hen var de ”respektable elementers kamp mod bolsjevismens brutale angreb”. Det var imidlertid de besiddende klasser, der, da de blev klar over, hvor stærkt de folkelige revolutionære orga­nisationers magt voksede, satte sig for at ødelægge dem og at sætte en stopper for revolutionen. For at gennem­føre dette tog de besiddende klasser slutteligt desperate midler i anvendelse. For at ødelægge Kerenskij-ministeriet og sovjetterne blev transportvæsenet desorganiseret og indenrigske vanskeligheder fremkaldt; for at knuse bedriftsrådene blev virksomheder lukket og brændsel og råmaterialer sendt andetsteds hen; for at splitte komiteerne i hæren ved fronten blev der genindført dødsstraf og fremkaldt militære nederlag.

Dette var fortrinligt brændsel til det bolsjevikiske bal. Bolsjevikkerne svarede med at prædike klassekrig og fastholde sovjetternes overhøjhed. Mellem disse to yderpunkter, hvortil andre grupper hel- eller halvhjertet sluttede sig, stod de såkaldte »mo­derate« socialister, nemlig mensjevikkerne og de social­revolutionære og adskillige mindre partier. Disse grup­per blev også angrebet af de besiddende klasser, men deres modstandskraft var lammet af deres egne teorier.

Groft taget mente mensjevikkerne og de socialrevo­lutionære ikke, at Rusland var økonomisk modent til en social revolution - de mente, at kun en politisk revolution var mulig. Ifølge deres udlægning var de russiske masser endnu ikke tilstrækkeligt oplyste til at overtage magten; ethvert forsøg på at gøre det ville uvægerligt bevirke en reaktion, hvorved nogle hensyns-1¢se chanceryttere kunne genrejse det gamle regime. Og deraf fulgte, at da de »moderate« socialister blev nødt til at overtage magten, var de bange for at bruge den.

De troede, at Rusland måtte passere de politiske og økonomiske udviklingsstadier, man kendte i Vesteuropa, og slutteligt sammen med den øvrige verden komme frem til en renlivet socialisme. Derfor var de naturligvis enige med de besiddende klasser om, at Rusland først måtte blive en parlamentarisk stat, - om end med visse forbedringer i forhold til de vestlige demokratier. Fø1-geligt insisterede de på, at de besiddende klasser skulle deltage i regeringen. Herfra og til at støtte dem var der kun et kort skridt. De D moderate. socialister havde brug for bourgeoisiet, men bourgeoisiet havde ikke brug for de »moderate« socialister. Følgen var; at de socialistiske ministre lidt efter lidt gav køb på hele deres program, mens de be­siddende klasser blev mere og mere krævende. Og da bolsjevikkerne endelig væltede hele det hule kompromis, opdagede mensjevikkerne og de socialrevo­lutionære, at de kæmpede side om side med de besid­dende klasser... I næsten ethvert land i vore dages verden kan det samme fænomen iagttages. Mens man ofte betragter bolsjevikkerne som en de­struktiv kraft, forekommer det mig, at de var det eneste parti i Rusland, der havde et konstruktivt program og magt til at bringe det til anvendelse i landet. Hvis de ikke var kommet i regeringen, da de kom det, er der for mig kun ringe tvivl om, at det kejserlige Tysklands armeer ville have været i Petrograd og Moskva i de­cember måned, og at Rusland igen ville være kommet under en tsars regiments...

I dag, efter et helt års sovjetstyre, er det stadig på mode at tale om den bolsjevikiske opstand som et eventyr. Eventyr var det, og et af de mest vidunder­lige menneskeheden nogen sinde har indladt sig på, dette at marchere ind i historien i spidsen for de arbejdende masser og at basere alt på deres enorme og enkle krav. Der fandtes allerede et maskineri, der kunne bruges til at fordele godsernes jord til bønderne. Bedriftsrådene og fagforeningerne var der til at sætte arbejdernes kon­trol med industrien i gang. I enhver landsby, by, storstad, i hvert distrikt og hver provins var der sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, parate til at overtage den lokale administration.

Hvad man end mener om bolsjevismen, er det ubestri­deligt, at den russiske revolution er en af de store be­givenheder i menneskets historie, og bolsjevikkernes opstigning er et fænomen af verdensbetydning. Ligesom historikerne søger i dokumenterne efter de mindste enkeltheder om Pariserkommunens historie, vil de ønske at vide, hvad der skete i Petrograd i november 1917, kende den ånd, der besjælede folket, vide hvorledes le­derne så ud, talte og handlede. Det er med dette for øje, at jeg har skrevet denne bog. Under kampen var mine sympatier ikke neutrale. Men under fremstillingen af de store dages forløb har jeg prøvet på at se begivenhederne med en samvittighedsfuld reporters ¢je, for at få sandheden slået fast.

New York, 1. januar 1919. John Reed.

NOTER OG FORKLARINGER

For den almindelige læser vil mangfoldigheden af rus­siske organisationer, politiske grupper, komiteer og cen­tralkomiteer, sovjetter, dumaer, fagforbund og sammen­slutninger forekomme yderst forvirrende. Derfor giver jeg her nogle korte definitioner og forklaringer.

Politiske partier

Ved valgene til den Konstituerende Forsamling var der sytten partier at stemme på i Petrograd, og i nogle pro­vinsbyer helt op til fyrre, men den følgende sammenfat­ning af de politiske partiers mål og sammenslutning er begrænset til grupper og fraktioner, der er omtalt i denne bog. Kun det væsentlige i deres program og den almindelige karakter af deres vælgertilslutning kan omtales. Monarkisterne, af forskellig afskygning, oktobri­sterne etc. Disse fordums mægtige grupper eksisterede ikke længere åbenlyst, enten arbejdede de under jorden, eller deres medlemmer sluttede sig til kadetterne, efter­som kadetterne efterhånden gik ind for deres politiske program. Af monarkister nævnes i denne bog Rodzjanko og Sjulgin.

Kadetterne

Udtrykket stammer fra forbogstaverne i partiets navn Konstitutionelle Demokrater. Dets offi­cielle navn var imidlertid noget tredie: "FolkefrihedensParti.." Under tsaren havde det tilslutning fra liberale fra de besiddende klasser og var det store parti for po­litiske reformer, der groft svarede til det Progressive Parti i Amerika. Da revolutionen udbrød i marts 1917, dannede. Kadetterne den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i april, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske krigsmål, deriblandt også tsarregeringens imperialistiske mål. Efterhånden som revolutionen mere og mere blev en social, økono­misk revolution, blev kadetterne mere og mere konser­vative. Af kadetter nævnes i denne bog Miljukov, Vi­naver og Sjatskij.

2 a. Gruppen af offentlige personligheder.

Efter at ka­detterne var blevet upopulære, fordi de havde forbin­delse med Kornilovs kontrarevolution, blev »gruppen af offentlige personligheder« dannet i Moskva. Repræsen­tanter fra denne gruppe havde poster i Kerenskijs sidste regering. Gruppen erklærede sig for upolitisk, skønt dens intellektuelle ledere var mænd som Rodzjanko og Sjul­gin. Den havde tilslutning fra de mest » moderne« bank-folk, forretningsfolk og fabrikanter, som var intelligente nok til at indse, at sovjetterne måtte bekæmpes med de­res eget våben - med økonomisk organisation. Typisk for denne gruppe er Ljanozov og Konovalov.

3. Folkesocialisterne, eller Trudovikkerne.

Talmæssigt et lille parti, sammensat af forsigtige intellektuelle, le­dere af kooperative selskaber og konservative bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede folkeso­cialisterne i realiteten sine borgeres, kontorfolks og små­handlendes interesser. De havde direkte arvet traditio­nen for kompromisser fra arbejdergruppen i den fjerde rigsduma, en gruppe, som i hovedsagen var sammensat af bønder. Kerenskij var leder af Trudovikkerne i rigs­dumaen, da martsrevolutionen i 1917 udbrød. Folkeso­cialisterne er et nationalistisk parti. I denne bog er deres repræsentanter Pesjehonov og Tjajkovskij.

4. Ruslands socialdemokratiske arbejderparti.

Fra før­ste færd marxistiske socialister. På en partikongres i 1903 spaltede partiet på spørgsmålet om taktik i to grupper, flertallet (bolsjinstvo) og mindretallet (men­sjinstvo). Herfra stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig ”Ruslands social­demokratiske arbejderparti” og begge bekendte sig til marxismen. Efter revolutionen i 1905 havde bolsjevik­kerne faktisk været mindretallet, men blev igen fler­tallet i september 1917.

Mensjevikkerne.

Dette parti rummer alle afskyg­ninger af socialister, der mener, at samfundet må frem­ad gennem en naturlig evolution hen imod socialismen, og at arbejderklassen først må erobre den politiske magt. Altså et nationalistisk parti. Dette var et parti for socia­listiske intellektuelle, for eftersom alle opdragelsesmid­ler havde været i hænderne på de besiddende klasser, var de intellektuelle instinktivt blevet påvirket af deres uddannelse og stillede sig på de besiddende klassers side. Blandt deres repræsentanter i denne bog er Dan, Lieber og Tsereteli.

De mensjevikiske internationalister.

En radikal fløj af mensjevikker, internationalister og modstandere af enhver koalition med de besiddende klasser, om end de ikke vil bryde med de konservative mensjevikker og er modstandere af arbejderklassens diktatur, som bolsje­vikkerne går ind for. Trotskij var lange medlem af denne gruppe. Blandt lederne er Martov og Martynov.

Bolsjevikkerne.

Nu kalder de sig Kommunistisk Parti, for at understrege deres fuldstændige adskillelse fra den »moderate« eller »parlamentariske« socialismes tradition, som dominerer mensjevikkerne og de såkaldte flertalssocialister i alle lande. Bolsjevikkerne foreslog a. øjeblikkelig proletarisk opstand og overtagelse af rege­ringsmagten for at fremskynde socialismens komme med magtmidler, således at man derved kunne overtage in­dustrien, jorden, de naturlige ressourcer og pengeinsti­tutterne. Dette parti er hovedsagelig talerør for industri­arbejderne, men også for en stor del af de fattige bønder. Navnet bolsjevik kan ikke oversættes til, maksi­malist. Maksimalisterne er en særskilt gruppe. Se 5 b. Blandt bolsjevikkernes ledere er Lenin, Trotskij og Lu­natjarskij.

De forenede socialdemokratiske internationalister, også kaldet Novaja Zjizn, Nyt Liv-gruppen, med et meget indflydelsesrigt blad af samme navn. En lille gruppe intellektuelle med meget ringe tilslutning i arbejder­klassen, når man ser bort fra direkte venner af Maksim Gorkij, som er gruppens leder. De er intellektuelle, som har næsten samme program som de mensjevikiske in­ternationalister, bortset fra at Nyt Liv-gruppen ikke vil slutte sig til nogen af de to store fraktioner. De er mod­standere af bolsjevikkernes taktik, men forblev i sovjet­regeringen. Andre repræsentanter i denne bog er Avilov og Kramarov. Jedinstvo. En meget Lille og svindende gruppe, der næsten helt består af Plekhanovs personlige venner. Ple hanov var en af pionererne i den russiske socialdemo­kratiske bevægelse i 1880’erne og dens største teoretiker. Nu er han en gammel mand, yderst patriotisk, for konservativ selv for mensjevikkerne. Efter bolsjevikkernes opstand forsvandt Jedinstvo.

5. Det socialrevolutionære parti. Kaldet Es-er fra begyndelsesbogstaverne i social-revolutionær. Oprinde­lig var det bøndernes revolutionære parti, de kæmpende terroristiske organisationers parti. Efter martsrevolutio­nen fik det tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Samtidig gik det ind for, at kun privat­ejendomsret til jorden skulle afskaffes, og ejerne skulle have erstatning. Til slut tvang bøndernes voksende revolutionære indstilling Es-er'erne til at opgive erstat­ningsbestemmelsen, og de yngre og mere fyrige intellek­tuelle brød med hovedpartiet i efteraret 1917 og dannede et nyt parti, det venstre-socialrevolutionære parti. Se­nere kaldte de radikale grupper altid Es-er'erne for højre socialrevolutionære. De antog mensjevikkernes politik og arbejdede sammen med dem. Sluttelig kom de til at repræsentere de mere bemidlede bønder, de intellek­tuelle og de politisk lidet oplyste befolkningslag i fjerne landlige egne. De rummede imidlertid flere politiske og økonomiske afskygninger end mensjevikkerne. Blandt deres ledere nævnes i denne bog: Avksentjev, Gots, Ke­renskij, Tjernov og »Babusjka« (Bedstemor) Bresjkov­skaja.

De venstre-socialrevolutionære. Selv om de teoretisk hævdede det bolsjevikiske program for arbejder­klassens diktatur, var de i begyndelsen uvillige til at følge den hensynsløse bolsjevikiske taktik. De venstre-socialrevolutionære forblev imidlertid i regeringen og havde navnlig landbrugsministerposten. De trak sig flere gange tilbage fra regeringen, men vendte altid til­bage. Efterhanden som bønderne i stigende tal forlod Es-er'erne, sluttede de sig til det venstre-socialrevolutionære parti; som blev det store bondeparti, der støt­tede sovjetregeringen, gik ind for konfiskation af de store godser uden erstatning og bøndernes overtagelse af dem. Blandt lederne er Spiridonova, Karelin, Kam­kov, Kolegajev.

Maksimalisterne. En gren af det socialrevolutionære parti, dannet i revolutionsdagene 1905, da det var en be­tydelig bondebevægelse, som forlangte umiddelbar vir­keliggørelse af det socialistiske maksimalprogram. Nu en ubetydelig gruppe af bonde-anarkister.

Mødeteknik Russiske møder og kongresser er organiseret som i Europa. Den første handling er som regel at vælge di­rigenter eller præsidium. Præsidiet udgør en komite, bestående af repræsentan­ter for grupper og politiske fraktioner, valgt i forsam­lingen efter forholdstalsvalg. Præsidiet tager sig af for­retningsordenen, og dets medlemmer kan skifte som di­rigenter. Hvert punkt på dagsordenen behandles i et hovedind­læg og diskuteres derpå, og ved debattens slutning fo­relægger de forskellige fraktioner resolutioner, som sæt­tes under særskilt afstemning. Forretningsordenen bliver som regel sat ud af kraft i løbet af en halv time. Under henvisning til, at ”noget er hastesag”, hvad de for­samlede næsten altid går med til, kan enhver tilhører stå op og sige noget om hvad som helst. Tilhørerne be­hersker mødet, dirigentens eneste funktion er næsten kun at ringe med en lille klokke for at skaffe ro, og at meddele talernes navne. Så at sige alt virkeligt arbejde under mødet gøres i udvalgsmøder eller gruppemøder af de forskellige politiske fraktioner, som næsten altid stemmer en blok og repræsenteres af ordførere. Resul­tatet er imidlertid, at når et vigtigt nyt moment kom­mer op, afbrydes mødet for at give de forskellige grup­per og politiske fraktioner mulighed for at samles. Forsamlingen er overordentlig støjende, den hylder taleren eller hujer ad ham og kuldkaster præsidiets pla­ner. Blandt de gængse tilråb er: Fortsæt! Hør! Rigtigt! Hold op! Ned med ham! Fy! Stille! Må vi fa ro!

Folkelige sammenslutninger Sovjet. Ordet sovjet betyder råd. Under tsaren var der et kejserligt rigsråd, en statssovjet. Efter revolutio­nen er ordet sovjet imidlertid blevet knyttet til en bestemt type folkeforsamling, der vælges af arbejderklas­sen og befolkningens økonomiske organisationer - so­vjetter af arbejder- eller soldater- eller bonderepræsen­tanter. Jeg benytter derfor kun ordet om disse organer. Ved siden af de lokale sovjetter, der væ1ges i hver enkelt storstad, by og landsby i Rusland og i storby­erne også rayonsovjetter, bykvarter-sovjetter - er der også distriktssovjetter og guvernements- (provins-) so­vjetter, og i hovedstaden findes centraleksekutivkomi­teen, landsledelsen for alle Ruslands sovjetter, som ef­ter sine russiske forbogstaver kaldes TsIK. (Se neden­for under Centralkomiteer).

Næsten alle vegne sluttede arbejderrepræsentanternes og soldaterrepræsentanternes sovjetter sig sammen snart efter martsrevolutionen. I særlige sager vedrørende de­res særinteresser fortsatte arbejdersektionerne og sol­datersektionerne at holde separate møder. Sovjetterne af bonderepræsentanter sluttede sig ikke til de to andre før efter bolsjevikkernes opstand. De var organiseret på samme made som arbejderne og soldaterne, med en ek­sekutivkomite i hovedstaden for alle rigets bondesovjet­ter.

Fagforbundene. Skønt de russiske arbejderforenin­ger hovedsagelig var industrielle i formen, blev de sta­dig kaldt fagforeninger, og på den bolsjevikiske revolu­tions tid havde de 3-4 millioner medlemmer. Disse fag­foreninger var også samlet i en landsorganisation, som havde sin centraleksekutivkomite i hovedstaden.

Bedriftsrådene. Disse var spontant dannede organer i virksomhederne, oprettet af arbejderne som et forsøg på at kontrollere industrien ved at udnytte det admini­strative sammenbrud, der fulgte med martsrevolutionen. Deres funktion var ved revolutionær aktion at overtage og drive virksomhederne. Bedriftsrådene havde også de­res landsorganisation, med en centralkomite i Petrograd, som samarbejdede med fagforbundene.

Dumaerne. Ordet duma betyder sådan noget som »forhandlende organ«. Den gamle rigsduma, som i en demokratiseret form holdt ud i 6 måneder efter marts­revolutionen, døde en naturlig død i september 1917. By­dumaen, som der henvisestil i denne bog, var den reor­ganiserede byduma, der ofte kaldtes byens selvstyre. Den var valgt ved direkte og hemmelige valg, og den eneste grund til, at den ikke magtede at holde igen på masserne under den bolsjevikiske revolution, var, at alle rent politiske organer generelt tabte deres myndighed i samme takt, som organisationer baseret på økonomiske grupper vandt indflydelse.

Zemstvoerne. Kan ret oversættes ved ”amtsråd”. Under tsaren var de halvpolitiske, halvsociale organer med meget ringe administrativ beføjelse, udviklet og kontrolleret af intellektuelle liberale blandt de jord ej­ende klasser. Deres vigtigste opgave var skolesager og socialt arbejde blandt bønderne. Under krigen overtog zemstvoerne gradvis al forsyning af den russiske har med fødevarer og beklædning samt indkøb deraf fra fremmede lande. Blandt soldaterne ved fronten arbej­dede de i almindelighed ligesom det amerikanske KFUM. Etter martsrevolutionen blev zemstvoerne de­mokratiseret, med det formål at gøre dem til lokale re­geringsorganer i landdistrikterne. Men ligesom byduma­erne kunne de ikke hamle op med sovjetterne.

De kooperative selskaber. Det drejer sig om brugs­foreninger blandt arbejdere og bønder. De havde adskil­lige millioner medlemmer over hele Rusland før revo­lutionen. De var grundlagt af liberale og »moderate« socialister og blev ikke støttet af de revolutionære so­cialistiske grupper, fordi de var en erstatning for den fuldstændige overførelse af produktionsmidlerne og for­delingen til arbejderne. Efter martsrevolutionen bredte de kooperative selskaber sig stærkt; de blev domineret af folkesocialisterne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære og virkede indtil den bolsjevikiske revolution som en konservativ politisk kraft. Det var imidlertid disse kooperative selskaber, der forsynede Rusland, da det gamle handels- og transportsystem brød sammen.

Hærkomiteerne. Hærkomiteerne blev dannet af sol­daterne ved fronten for at bekæmpe den reaktionære indflydelse, som det gamle regimes officerer udøvede. Hvert kompagni og regiment, hver brigade og division, hvert korps havde sin komite, og over dem alle blev der valgt en armekomite. Den centrale hærkomite samarbej­dede med generalstaben. Det administrative sammen­brud i haren ovenpå martsrevolutionen betød, at hoved­parten af intendanturens arbejde og i nogle tilfælde også kommandoen blev lagt over til hærkomiteerne.

Flåddekomiteerne. Organer i flåden svarende til hær komiteerne.

Centralkommiteer I foråret og sommeren 1917 blev der holdt alle mulige landskongresser i Petrograd. Der var landskongresser af arbejder-, soldater- og bondesovjetter, af fagforbund og bedriftsråd, af hær- og flådekomiteer - foruden kon­gresser af de enkelte våbenarter i haren og fladen, kooperative selskaber, nationaliteter etc. Hver af disse kongresser valgte en centralkomite, eller en centralekse­kutivkomite, som skulle varetage dens særlige interes­ser i regeringsbyen. Da den provisoriske regering blev svagere, var disse centralkomiteer nødsaget til at antage mere og mere administrativ myndighed. De vigtigste centralkomiteer, der navnes i denne bog, er:

Forbundenes Forbund. Under 1905-revolutionen dan­nede professor Miljukov og andre liberale forbund af studerede erhverv - lager, sagførere etc. De blev sam­let i en centralorganisation, Forbundenes Forbund. I 1905 handlede Forbundenes Forbund i forståelse med det revolutionære demokrati; i 1917 modsatte Forbun­denes Forbund sig imidlertid bolsjevikkernes opstand og organiserede de regeringstjenestemænd, der gik i strejke imod sovjetternes autoritet.

TsIK. Den Centrale Eksekutivkomite for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Således kaldet ef­ter forbogstaverne i navnet.

Tsentroflot. Den centrale flådekomite.

Vikzjel. Centralkomiteen for jernbanefolkenes for­bund. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.

Andre organisationer

De Røde Garder, de væbnede bedriftsarbejdere i Rus­land. De Røde Garder blev først dannet under revolu­tionen 1905 og dukkede op igen i martsdagene 1917, da der behøvedes en styrke til at holde orden i byen. På den tid var de bevæbnede, og alle den provisoriske re­gerings anstrengelser for at afvæbne dem var mere el­ler mindre frugtesløse. Ved hver eneste stor krise un­der revolutionen viste den Røde Garde sig på gaderne, utrænet og udisciplineret, men fuld af revolutionær glød.

De Hvide Garder. Borgerlige frivillige, som dukkede op i revolutionens seneste stadier for at forsvare privat­ejendommen mod bolsjevikkernes fors¢g pa at afskaffe den. Mange of dem var universitetsstudenter.

Tehinerne. De udgjorde den sakaldte DVilde Division« i hren og var muhamedanske stammefolk fra Cen­tralasien. De nmrede stor hengivenhed for general Kor- nilovs person. Tehinerne var kendt for deres blinde ly­dighed og dyriske grusomhed i krig.

Dødsbataljonerne. Eller stødbataljoner. Kvindebataljonen er blevet kendt som dødsbataljonen, men der var mange dødsbataljoner bestående af mmnd. De blev dannet i sommeren 1917 af Kerenskij, med det formal ved deres heroiske eksempel at styrke disciplinen og kamp­kraften i hærren. Dødsbataljonerne bestod mest af glødende unge patrioter. De kom hovedsagelig fra de be­siddende klasser.

Officersforbundet. En organisation dannet blandt de reaktionære officerer i hæren for politisk at bekæmpe hærkomiteernes voksende magt.

St. Georgsridderne. St. Georgskorset blev tildelt for tapperhed i kamp. Dets besidder blev automatisk St. Georgsridder. I denne organisation var militaristiske ideer stærkt fremherskende.

Bondeforbundet. I 1905 var bondeforbundet en revo­lutionær organisation. I 1917 var det imidlertid blevet det politiske udtryk for de mere velstående bønder og skulle bekæmpe bonderepræsentanternes sovjetter, der havde revolutionære formal og n¢d en voksende magt.

Tidsangivelser og stavemåde Jeg bar i denne bog helt igennem anvendt vor kalen­der, i stedet for den gamle russiske kalender, der var 13 dage bagud for vor. Ved stavningen af russiske navne og ord har jeg ikke gjort noget forsøg på at følge videnskabelige regler for overførelsen, men har forsøgt at angive en stavemåde, der kan give læseren en simpel tilnærmelse til udtalen.

Kilder Meget af materialet i denne bog stammer fra mine egne notater. Jeg har imidlertid ogsa støttet mig til en noget uensartet samling af adskillige hundrede udvalgte russiske aviser, som dækker næsten hver dag i det be­skrevne tidsrum, på samlinger af det engelske blad (Russian Daily News) og på de to franske blade (Jour­nal de Russie og Entente). Men langt værdifuldere end disse er den Bulletin de la Presse, som dagligt blev ud­sendt af det franske informationskontor i Petrograd, og som rapporterer alle vigtige begivenheder, taler og kom­mentarer fra den russiske presse. Heraf har jeg en næsten komplet samling fra foraret 1917 til slutningen af januar 1918. Ud over dette har jeg i min besiddelse næsten hver eneste proklamation, dekret eller bekendtgørelse, der har været opsat på Petrograds mure fra midten of sep­tember 1917 til slutningen of januar 1918, og yderligere den officielle publikation med de hemmelige traktater og andre dokumenter, som blev opdaget i udenrigsmini­steriet, da bolsjevikkerne overtog det.