| Næste |
Udgivelsen af den danske version af Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for kunne næppe komme på et mere passende tidspunkt. I år er det 90 årsdagen for den bolsjevikiske revolution, som fra et marxistisk synspunkt, var den største enkeltstående begivenhed i verdenshistorien. Hvorfor? Fordi her overvandt masserne for første gang det gamle regime, hvis vi ser bort fra den heroiske, men tragiske, episode med Pariserkommunen, og begyndte den store opgave med den socialistiske omdannelse af samfundet.
2007 markerer også en anden årsdag, og det én med særlig betydning for Danmark. Det er 75 året for Trotskijs berømte Københavnertale, da den store leder af den russiske revolution (ved siden af Lenin) blev inviteret af de socialdemokratiske studenter til at holde tale om Oktoberrevolutionen. Dette var en særlig betydningsfuld begivenhed for Trotskij. Efter at være blevet ekskluderet fra det kommunistiske parti i Rusland i 1927 - resultatet af Stalin og hans bureaukratiske apparats komplot - blev Trotskij senere sendt i eksil (1929) i det afsides beliggende Tyrkiet. Med sådanne bureaukratiske midler troede Stalin og hans håndlangere, at de kunne bringe bolsjevik-leninisterne (Venstreoppositionen) til tavshed. Men de tog fejl.
Trotskij ville ikke bringes til tavshed. Fra sit eksil på øen Prinkipo organiserede han et modangreb fra de ægte bolsjevik-leninistiske styrker. Han oprettede den internationale venstreopposition, som begyndte at omgruppere alle de som forblev loyale mod Lenins, Bolsjevikpartiets og Oktoberrevolutionens ideer. På trods af, at han formelt var ekskluderet fra kommunistpartiet og den kommunistiske internationale (Komintern), betragtede Trotskij og hans tilhængere sig stadig som del af den kommunistiske bevægelse, som kæmpede for genoptagelse i og for reformering af de kommunistiske partier, den kommunistiske internationale og USSR.
Ude af stand til at svare på Trotskijs politiske argumenter, svarede Stalin og bureaukratiet med undertrykkelse. Venstreoppositionen i Rusland blev undertrykt med tvang og dens medlemmer fyret fra deres jobs, chikaneret og senere arresteret og sat i fængsel. Som personlig hævn fratog Stalin i 1932 Trotskij og alle hans familiemedlemmer deres sovjetiske statsborgerskab. Hans datter Zinaida, som sammen med sin søn Seva var taget til Prinkipo for at være sammen med sin far, var nu forhindret i at vende tilbage til Sovjetunionen og begik derfor, afskåret fra sin mand og datter, selvmord i Berlin det efterfølgende år. Det var begyndelsen på en systematisk forfølgelse, som indebar mord på samtlige af Trotskijs børn, venner og kammerater, og som til sidst endte med snigmordet på Trotskij i Mexico i august 1940.
I alle historiens annaler vil vi næppe finde en lignende sag, hvor alle ressourcer fra et gigantisk statsapparat blev mobiliseret for at destruere én mand. Forgæves søgte Trotskij efter et sted at komme i eksil. Alle de såkaldte vestlige demokratier lukkede døren for ham, i hvad den franske surrealistiske poet Andre Breton beskrev som »planeten uden visum«. Så da Trotskij modtag invitationen til at tale i København fra de danske socialdemokratiske studenter, greb han ivrigt muligheden.
Trotskij takkede varmt mødets arrangører og genkaldte sine minder fra sit første besøg i København:
»Jeg var for første gang i København til den internationale socialistiske kongres og tog med mig de bedste erindringer om jeres by. Men det ligger allerede næsten et kvart århundrede tilbage. I Øresund og i fjordene har vandet siden da skiftet mange gange. Men ikke alene vandet. Krigen har knækket rygsøjlen på det gamle europæiske kontinent. Europas floder og have har skyllet ikke så lidt menneskeblod med sig. Menneskeheden, især dens europæiske del, har gennemgået svære prøvelser og er blevet mere dyster og brutal. Alle kampens former er blevet mere forbitrede. Verden er trådt ind i en epoke med store forandringer. Dens ekstreme udtryk er krig og revolution.
Før jeg går over til temaet for mit foredrag – revolutionen – anser jeg det for min pligt at udtrykke min tak til arrangørerne af mødet, de socialdemokratiske studenters københavnske organisation. Jeg gør dette som politisk modstander. Mit foredrag forfølger ganske vist videnskabeligt-historiske opgaver og ikke politiske. Jeg understreger dette straks fra begyndelsen. Det er imidlertid umuligt at tale om en revolution, som den sovjetrepublikken er udgået af, uden at inddrage en politisk stilling. I min egenskab af foredragsholder står jeg under den samme fane, som jeg stod under som deltager i de revolutionære begivenheder.« (L. Trotskij, In Defence of October)
Ud af disse linier ser vi to ting: den danske arbejderbevægelses demokratiske natur, som i fortiden ikke var bange for at give en platform til kommunisten Leon Trotskij, og den revolutionære ærlighed fra Lenins våbenfælle, som til enhver tid åbent forsvarede hans ideer og principper.
Trotskijs idéers succes
I dag er Leon Trotskijs idéer mere relevante end nogensinde før. De vinder større og større lydhørhed blandt medlemmerne af arbejderbevægelsen i alle lande. Selv blandt kommunistpartiets medlemmer, hvor Trotskijs idéer før blev forhånet, ser medlemmerne til dem med voksende interesse og sympati som den eneste virkelige marxistiske forklaring på USSR’s degenerering og kollaps. Jeg var for nylig til stede på bogfestivalen i Havanna, hvor bøger af Trotskij på spansk blev solgt i betragtelige mængder til et ivrigt publikum, som ikke før havde haft mulighed for at læse dem.
Selvfølgelig hilses den revolutionære marxismes succes ikke velkommen af alle. Reformisterne og bureaukraterne frygter dette som djævlen frygter vievand. Dette gælder også (til en hvis grad endnu mere) for visse »venstrefløjsaktivister«, der gemmer sig bag radikale fraser, men som i virkeligheden kun repræsenterer den venstre flanke af en konservativ bureaukratisk tendens i arbejderbevægelsen. Deres had til »trotskisme« er til dels drevet af frygt for deres egne positioner, jobs og lønninger, og dels af manglende evne til at svare den marxistiske tendens med politiske argumenter. Som altid hader en person med forvirrede idéer en person med klare ideer.
Det er ironisk, at disse »venstre« herrer og damer, som altid taler om »demokrati«, aldrig kan acceptere demokrati blandt medlemmerne af deres egne organisationer. Som glødende beundrere af borgerligt demokrati (og uforsonlige modstandere af bolsjevikisk arbejderdemokrati), kopierer de borgerskabets diktatoriske metoder inde i arbejderbevægelsen, der, gemt bag et figenblad af formel parlamentarisk demokrati, udøver storkapitalens diktatur. Medlemmerne har lov til at tale om ethvert emne de kan komme på, så længe at ingen seriøst truer »venstre« bureaukraternes dominans over partiapparatet.
Så snart de føler, at deres dominans over apparatet er truet, tyer de til diktatoriske og udemokratiske metoder: sladder, bagvaskelse, eksklusion og forbud. Dette er en fuldstændig gentagelse af de metoder, stalinister brugte mod trotskister før i tiden. De er fuldstændig fremmede for den danske arbejderklasses demokratiske traditioner og instinkter. De fejlede dengang, og de vil fejle nu af en meget god grund. Det er umuligt at besejre en idé, hvis tid er kommet. Og det er umuligt at adskille marxisterne fra arbejderbevægelsen med organisatoriske og bureaukratiske metoder.
Ideologisk modangreb
Siden Sovjetunionens fald har der været en syndflod af bøger, som påstår at »afsløre« oktoberrevolutionen og dens vigtigste ledere Lenin og Trotskij.
Formålet bag dette er klart: at miskreditere den bolsjevikiske revolution for den nye generation. Hovedmidlet til dette er at sammenkæde bolsjevisme og stalinisme. Men dette er en monstrøs forfalskning. Enhver med det mindste kendskab til bolsjevismens og den russiske revolutions historie vil vide, at Bolsjevikpartiet var det mest demokratiske parti, der nogensinde har eksisteret, og at Oktoberrevolutionen var historiens mest demokratiske revolution, i hvilken masserne var hovedaktører.
De som påstår, at bolsjevisme og stalinisme »ikke er modpoler men tvillinger«, må forklare hvorfor Stalin, for at konsolidere hans bureaukratiske diktatur, først måtte udslette Lenins gamle garde fysisk.
Men det er ikke kun borgerskabet og dets ideologiske talsmænd og kvinder (inklusive højrefløjssocialdemokraterne og nogle såkaldte venstresocialister), som har en klar interesse i fejlagtigt at identificere bolsjevisme med stalinisme. I årtier har stalinisterne bibeholdt denne groteske fordrejning, og det var dem, der opfandt løgnen om »trotskismen« som en separat politisk tendens forskellig fra og fjendtlig overfor leninismen. Det var for at ødelægge denne usandhed, at Ted Grant og jeg skrev Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for tilbage i 1969.
I vores bog viser vi afgørende, hvordan Lenin og Trotskij, selvom de følger forskellige stier, til sidst drager de samme konklusioner. Vi lod Lenin og Trotskij tale for sig selv ved at gengive lange citater fra deres værker. Denne metode gør det ikke nødvendigvis lettere at læse, men det har den fordel, at det lader den uforudindtagede læser danne sit eget syn på deres idéer og den virkelige relation mellem dem. Vi påpegede, at uenighederne mellem Lenin og Trotskij før 1917 var blevet stærkt overdrevet af stalinisterne, at Lenins holdning til den russiske revolutions natur var langt tættere på Trotskijs end mensjevikkernes, og at han i 1917 tog et standpunkt, der i praksis var identisk med Trotskijs teori om den permanente revolution. Fra dette tidspunkt var der med Lenins ord »ikke nogen bedre bolsjevik end Trotskij«.
Lenin og Trotskij kan på ingen måde gøres ansvarlige for degenereringen af den russiske revolution. De samarbejdede i kampen mod Stalin, som Lenin i sit testamente insisterede på, at partiet fjernede fra sin post som generalsekretær, fordi han havde »akkumuleret enorm magt i sine hænder« og, som Lenin udtrykte det, »jeg er ikke sikker på at han ved hvordan den skal bruges«. I sin sidste desperate kamp mod Stalin og bureaukratiet, kunne Lenin kun vende sig til én mand i hele ledelsen – Trotskij.
Den egentlige grund til den bureaukratiske degenerering af den russiske revolution var ikke bolsjevismens »arvesynd«, men revolutionens isolation under tilstande med skrækkelig materiel og kulturel tilbageståenhed. Og dette var resultatet af forræderiet fra ledelserne af de europæiske socialdemokrater.
Lenin og Trotskij så aldrig den russiske revolution som en selvstændig begivenhed, men som udgangspunktet for den europæiske revolution og verdensrevolutionen. Det havde en enorm indflydelse på den europæiske arbejderklasse og førte med det samme til Novemberrevolutionen i Tyskland i 1918. Dette blev fulgt af en række revolutionære opstande i landet, som først sluttede i 1923. Ét år senere, i 1919, var der revolution i Ungarn. Samme år blev en sovjetrepublik udråbt i Bayern.
Den europæiske arbejderklasses revolutionære bevægelse var stærk nok til at forhindre militærintervention mod Sovjetunionen, men var lammet af den reformistiske ledelse. Revolutionen overlevede, men gennemgik en forfærdelig bureaukratisk deformering. Den nationaliserede planlagte økonomi tillod USSR at tage kæmpe skridt fremad og ændre en tidligere tilbagestående økonomi til en førende industrialiseret nation med en kultiveret befolkning. Det var dette, der sikrede, at USSR kunne holde stand mod Hitlers armeer under 2. verdenskrig og besejre dem næsten på egen hånd.
Men den bemærkelsesværdige økonomiske succes i USSR betød ikke, som stalinisterne ellers pralede med, at »socialismen var blevet indført«. Tværtimod bevægede USSR, under styret af en privilegeret bureaukratisk kaste, sig væk fra socialisme. I sidste ende underminerede bureaukratiet fuldstændigt den nationaliserede planøkonomi og brolagde vejen for kapitalistisk genopbygning. Allerede i 1936 advarede Trotskij i Revolutionen Forrådt om, at bureaukratiet ikke ville være tilfredse med dets legale og illegale privilegier, men at det ville stræbe efter at omdanne sig til ejerne af produktionsmidlerne gennem en kapitalistisk kontrarevolution. På trods af en forsinkelse på årtier, var det præcis, hvad der skete. Før 2.verdenskrig advarede Trotskij:
»At socialiseringen af de kapitalistisk skabte produktionsmidler er til stor økonomisk gavn, er i dag muligt at fremvise, ikke bare i teorien, men også gennem USSR’s eksperiment, til trods for dette eksperiments begrænsninger. Sandt nok bruger kapitalistiske reaktionære, ikke uden list, Stalins regime som et fugleskræmsel mod de socialistiske ideer. Rent faktisk sagde Marx aldrig, at socialisme kunne opnås i et enkeltstående land og dertil slet ikke et tilbagestående land. Den fortsatte mangel på de elementære livsfornødenheder for masserne i USSR, den privilegerede kastes almagt, en kaste, som har hævet sig selv over nationen og dens elendighed, og til sidst bureaukratiets omsiggribende næveret, er ikke konsekvenser af den socialistiske økonomiske metode, men af den isolation og tilbageståenhed USSR befinder sig i, fanget i en cirkel af kapitalistisk omkransning. Det bemærkelsesværdige er, at planøkonomien, under så ekstremt ugunstige betingelser, har været i stand til at bevise sine overvældende fordele.« (L. Trotskij, Introduction to The Living Thoughts of Karl Marx)
Stalinismens sammenbrud
Dette er ikke stedet til at gå i dybden med årsagerne til stalinismens sammenbrud. Det er blevet gjort andetsteds (Se Ted Grants Russia, from Revolution to Counterrevolution). Det er tilstrækkeligt at sige, at det der slog fejl i USSR ikke var socialisme, som det blev fremstillet af Marx og Lenin, men stalinisme - en enorm bureaukratisk og totalitær karikatur af socialisme. Stalinisme og socialisme (eller kommunisme), der er så langt fra at være identiske, hvilket socialismens borgerlige fjender ellers argumenterer for, udelukker hinanden. Regimerne i USSR og dets østeuropæiske satellitter var på mange måder det modsatte af socialisme. De havde absolut intet at gøre med styret af arbejderdemokrati (sovjetdemokratiet), der blev grundlagt af bolsjevikkerne i 1917.
Som Trotskij forklarede, behøver en nationaliseret planøkonomi demokrati, som menneskekroppen behøver ilt. Uden demokratisk kontrol og administration udført af arbejderklassen, vil et regime med nationalisering og planlægning uundgåeligt brænde sammen på et givent tidspunkt - specielt i en moderne, avanceret og kompleks økonomi. Efter planøkonomiens enestående succeser, afspejles dette faktum grafisk med Sovjetunionens faldende vækstrater fra starten af 1970’erne og frem.
Stalinismens sammenbrud kom ikke som en overraskelse for marxisterne, der havde forudset det på forhånd. Faktisk analyserede Leon Trotskij allerede det bureaukratiske regime i Sovjetunionen i 1930’erne og forklarede, ved brug af den marxistiske metode, uundgåeligheden af dets kollaps. Det de vestlige kritikere af marxismen derimod ikke vil offentliggøre er, at bevægelsen mod en kapitalistisk markedsøkonomi i det tidligere Sovjetunionen, langt fra at have forbedret situationen, har medført en fuldstændig social og økonomisk katastrofe.
Under planøkonomien havde Sovjetunionens befolkning en levealder, uddannelse og et helbred på niveau med de mest udviklede kapitalistiske lande, hvis ikke højere. Forsøget på at påtvinge befolkningen i det tidligere Sovjetunionen markedsøkonomi, har vist sig at være opskriften på ødelæggelsen af alle fremskridt fra de sidste 70 år. Levestandarten er forværret, og samfundet styrter som helhed mod afgrunden.
Indvirkningen på befolkningen, der hurtigt er havnet i fuldstændig elendighed, illustreres bedst i den pludselige forværring af levealderen. Det store flertal af befolkningen lever under ekstremt miserable forhold, mens en håndfuld gangstere har beriget sig selv. Selvfølgelig forsikrer kapitalens talspersoner os om, at alt dette kun er midlertidigt, og at »i det lange løb« vil markedet skabe betingelser for øget velstand. Til det kan vi svare med Keynes ord: »I det lange løb, er vi alle døde«.
Historiens slutning?
Berlin-murens fald og sammenbruddet af de stalinistiske regimer i Rusland og Østeuropa fremprovokerede en bølge af eufori i Vesten. Stalinismens død blev forkyndt som »enden på socialismen«. »Det frie markeds« endelige sejr blev udbasuneret på siderne i de lærde aviser fra Tokyo til New York. Kapitalens strateger var triumferende. Francis Fukuyama gik endog så langt som til at erklære »enden på historien.« Fra nu af ville klassekampen ikke længere eksisterer. Alt ville være for det bedste i den bedste af alle kapitalistiske verdner. Men kun få år senere ligger alle disse drømme fra borgerskabet og reformisterne i ruiner.
På tærsklen til det 21. århundrede er hele den menneskelige eksistens truet af udplyndringen af kloden i profittens navn: massearbejdsløshed, som selvsikkert var erklæret for en ting der hørte fortiden til, er dukket op på ny i førende kapitalistiske lande, for ikke at tale om fattigdommens mareridt, uvidenhed, krige og epidemier som konstant hjemsøger to tredjedele af menneskeheden i den såkaldte »tredje verden.« Der er krig efter krig, og terrorisme spredes som en mørk skamplet over planeten. Alle vegne er der pessimisme og en dyb følelse af bange anelser om fremtiden, blandet sammen med irrationelle og mystiske tendenser.
Det 21. århundredes sygdom er velkendt af de, som studerer historien. Vi kan observere de samme symptomer i hver periode af forfald, når et givent socioøkonomisk system har udtømt dets potentiale og er blevet en forhindring for menneskets udvikling. Kapitalismen har for længst nået dens grænser. Den er ikke længere i stand til at udvikle produktionsmidlerne, som den engang kunne. Den er ikke længere i stand til at tilbyde meningsfulde reformer. Faktisk er den ikke længere i stand til at tolerere fortsættelsen af de reformer, som har tilvejebragt nogle elementer af en semiciviliseret eksistens i lande som Danmark. Nu er alle de gevinster, som arbejderklassen før så smertefuldt har vundet, truet. Men arbejderne og ungdommen i Danmark og andre lande vil ikke opgive deres erobringer uden kamp. Scenen er sat til en ikke før set eksplosion i klassekampen.
Stalinismens sammenbrud var ikke enden på historien, men bare første akt i et drama, som må ende i en generel krise i verdenskapitalismen. Den ideologiske offensiv uden fortilfælde imod marxismens idéer har nu nået sin grænse. Som i klassisk mekanik er det sandt, at hver handling i samfundet har en tilsvarende og en modsat reaktion. Og en generel reaktion imod kapitalistisk barbarisme er begyndt.
Over hele verden er en ny generation begyndt at røre på sig. Den leder efter et banner, et program og en idé. Den er frastødt af bureaukratiet og de socialdemokratiske lederes klassesamarbejdspolitik og har i stigende grad en revolutionær livsanskuelse. For denne nye generation tilbyder Marx, Engels, Lenin og Trotskijs idéer en guide og et kompas som de vil have brug for til at finde den vej, der fører til socialisme – den revolutionære vej. Det er til denne nye generation af kæmpere, og først og fremmest til kammeraterne fra Socialistisk Standpunkt, at jeg dedikerer den danske oversættelse af denne bog.
| Næste |