2. Fra bolsjevismens historie (første del)

»Når trotskisterne fremstiller Trotskij som Lenins våbenfælle og den virkelige forsvarer af leninismen efter hans død, så er det vigtigt at gøre sig klart, at Trotskij faktisk kun arbejdede med Lenin i Bolsjevikpartiet i seks år (191723).« (Cogito s. 4)

Aritmetikken i Johnstones argument synes ulastelig. Men lad os også se på, hvad disse seks år repræsenterede. Perioden omfatter Oktoberrevolutionen, i hvilken Trotskij »var nummer to efter Lenin«, borgerkrigen, hvor Trotskij var kommissær for krig (en post som han havde til 1925) og hvor han var ansvarlig for at skabe den Røde Hær af næsten ingenting, opbygningen af den 3. Internationale, for hvis første fem kongresser Trotskij skrev manifesterne og mange af de vigtigste politiske resolutioner; perioden med økonomisk genopbygning, hvor Trotskij reorganiserede de ødelagte jernbanesystemer i USSR. Disse er bare nogle få af de ubetydelige jobs, som Trotskij gennemførte under sit korte besøg i Bolsjevikpartiet.

Monty Johnstone er imidlertid ganske uforstyrret af sådanne trivialiteter. Han foretrækker at dvæle ved den meget mere interessante periode fra 1903-1917 (intet mindre end tretten eller fjorten år....), hvor Trotskij (»ikke tilfældigt«.....) befandt sig uden for Bolsjevikpartiet. Hvad Monty Johnstone ikke gør klart er, at Bolsjevikpartiet selv ikke blev dannet i 1903, men i 1912. Indtil dette tidspunkt betragtede både bolsjevikkerne og mensjevikkerne sig som to fløje af et parti - det russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Ved tvetydig formulering og udeladelse af datoer fra diverse citater giver Johnstone indtryk af, at Bolsjevikpartiet i 1903 sprang fuldt færdigt og bevæbnet ind på den historiske scene, som Minerva fra Zeus’ hovede.

På side 6 i sin artikel taler kammerat Johnstone om splittelsen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne i 1912, da »bolsjevikkerne endeligt splittede fra mensjevikkerne og dannede deres eget uafhængige parti«. På den foregående side skriver han imidlertid, at:

»I 1904 forlod han (Trotskij) mensjevikkerne og forblev, skønt han fortsatte med at skrive i deres aviser og endog havde lejlighed til at handle i udlandet på deres vegne, fra da af og indtil 1917 formelt uden for begge partier.« (Cogito s. 5, vores kursivering)

Læseren klør sig forvirret i nakken. Hvordan kunne Trotskij være »formelt uden for begge partier« fra 1904 til 1912. Vi vil behandle denne periode senere og vise grundene til kammerat Johnstones forunderlige fåmælthed.

»Grundlaget for denne modsætning var Trotskijs voldsomme opposition mod Lenins kamp for at bygge et stabilt, centraliseret og disciplineret marxistisk parti. Da der ved den 2. kongres af det russiske Socialdemokratiske Arbejderparti skete en splittelse mellem bolsjevikkerne.., som gik ind for et sådant parti, og mensjevikkerne.., som ønskede en meget løsere form for organisation, tog Trotskij parti for de sidstnævnte...« (Cogito s. 5)

Denne formulering hos Johnstone er en grov forvridning af bolsjevismens historie. Splittelsen ved London-kongressen i 1903 fandt ikke sted, som Johnstone påstår, på spørgsmålet om et »stabilt, centraliseret og disciplineret marxistisk parti«, men på spørgsmålet om sammensætningen af partiets centrale organer og om en paragraf i partilovene. Uenighederne viste sig først i den 22. samling. Forud for denne var der i hvert eneste politisk og taktisk spørgsmål ingen uenighed mellem Lenin og Martovs »mindretal«.

Johnstones fremstilling af uenighederne som en klar splittelse mellem bolsjevikiske »centraliseringstilhængere« og mensjevikiske »anticentraliseringstilhængere« er rent opspind, som har sin oprindelse i den bagvaskelse, som mensjevikkerne førte mod bolsjevikkerne efter kongressen. Om den berømte paragraf i partilovene bemærkede Lenin selv:

»Jeg ville gladelig imødekomme denne opfordring (dvs. til enighed med »mensjevikkerne»), for jeg anser på ingen måde vore uenigheder som så vigtige, at de skulle være et spørgsmål om liv eller død for partiet. Vi vil bestemt ikke omkomme på grund af en uheldig paragraf i lovene!« (Vtoroy S’yezd R.S.D.R.P. Protokoly, s.275.)

Efter kongressen, da Martov og hans tilhængere nægtede at deltage i ‘Iskras’ redaktionskomité, skrev Lenin:

»Når vi ser på martovitternes opførsel siden kongressen, deres afvisning af samarbejde i det centrale organ... deres afvisning af at samarbejde i Centralkomitéen, og desuden deres propaganda for boykot så er alt hvad jeg kan sige, at dette er et tåbeligt forsøg, uværdigt for partimedlemmer, på at splitte partiet og hvorfor? Kun fordi de er utilfredse med sammensætningen af de centrale organer; for objektivt var det kun over dette, at vore veje skiltes...« (Lenin, Colleted Works, oversat fra engelsk udgavve (herefter LCW), bind 7 s. 34)

Igen og igen understregede Lenin, at der mellem ham og det martov’ske »mindretal« ikke var nogen principiel uenighed, nogen uenighed vigtig nok til at forårsage en splittelse. Da Plekhanov således gik over til Martov, skrev Lenin:

»Lad mig først og fremmest sige, at jeg synes at forfatteren til artiklen (Plekhanov) har fuldstændig ret, når han siger, at det er afgørende at sikre partiets enhed og undgå nye splittelser særligt på grund af uenigheder, som ikke kan siges at være vigtige. At appellere til fredsommelighed, mildhed og vilje til at gøre indrømmelser er altid prisværdigt hos en leder, og særligt på det nuværende tidspunkt.« (ibid., s. 115).

Og Lenin taler derefter imod eksklusioner af grupper af partiet, anbefaler at åbne partipressen for luftning af uenigheder:

»… for at tillade disse grupperinger at fremlægge deres sag og give hele partiet lejlighed til at afveje vigtigheden eller uvæsentligheden af disse uenigheder og afgøre, præcist hvor, hvordan og fra hvis side der bliver udvist selvmodsigelser. (ibid s. 116)

Sådan var Lenins indstilling altid til spørgsmålet om uenigheder inden for partiet: en beredvillighed til at diskutere, fleksibilitet, tolerance og frem for alt samvittighedsfuld hæderlighed overfor sine modstandere. Det samme kan desværre næppe siges om lederne af »kommunist«-partiet i dag!

Monty Johnstone forsøger bevidst at skabe et forkert indtryk af splittelsen mellem de to fløje af det russiske Socialdemokrati ved den 2. kongres. For at opnå dette, tager han citater fra Lenins ‘Udvalgte værker’ (den gamle stalinistiske tolv-binds-udgave), som udelader det meste af materialet om dette og andre spørgsmål. Hvorfor referer Monty Johnstone ikke fra den komplette Moskva-udgave? Overgår det King Streets ressourcer? Eller var det bare for at imponere den gennemsnitlige ungkommunist, som måske ikke har tid eller lejlighed til at checke originalerne? Kammerat Johnstone har her og andre steder i sit arbejde vist sig som en utrættelig forsker, når det drejer sig om at udplukke isolerede sætninger fra ‘Et skridt frem og to tilbage’. Men et hurtigt blik igennem de relevante bind af Lenins ‘Samlede værker’ afslører, hvor falsk Monty Johnstones fremstilling er. På side 474 i LCW (bind 7), kan vi således læse:

»Kammerat Luxemburg siger… at min bog (dvs. ‘Et skridt frem og to tilbage’) er et klart og detaljeret udtryk for synspunktet »kompromisløs centralisme«. Kammerat Luxemburg antager således, at jeg forsvarer den ene organisationsform frem for den anden. Men faktisk forholder det sig ikke sådan. Fra den første til den sidste side i min bog forsvarer jeg de elementære principper i enhver tænkelig form for partiorganisering. Min bog drejer sig ikke om forskellene mellem den ene eller den anden organisationsform, men om hvordan en hvilken som helst organisationsform skal opretholdes, kritiseres, og rettes på en måde, som er i overensstemmelse med partiets idé.«

I virkeligheden var uenighederne mellem bolsjevismen og mensjevismen overhovedet ikke klare i 1903, selv om diskussionen afslørede visse kompromissøgende tendenser hos mensjevikkerne, eller de »bløde«, som de blev kaldt. De to tendenser krystalliserede sig først senere under indtryk af begivenhederne, og selv da nåede de ikke et endeligt brud før 1912. Bolsjevismens historie var, helt op til 1912, en lang række gentagne forsøg på at forene partiet på et velfunderet grundlag, og havde altså ikke meget at gøre med Monty Johnstones berømte periode på »tretten eller fjorten år« med en klar adskillelse mellem to politiske partier. Desuden var uenighederne mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne ikke begrænset til spørgsmålet om partiorganisering, sådan som man ville antage ved at læse Monty Johnstone, men omfattede ethvert grundlæggende politisk spørgsmål, som opstod af analysen af den russiske revolutions natur.

Monty Johnstone kommer helt til kort i sit forsøg på at påvise uenigheder. Med en forbløffende selvsikkerhed bebrejder han Trotskij hans kritik af den idé, som er udtrykt i Lenins ‘Hvad bør der gøres?’, at arbejderklassen overladt til sig selv kun ville være i stand til at frembringe »fagforeningsbevidsthed«, dvs. bevidsthed om behovet for økonomiske krav under kapitalismen. I lighed med Kommunistpartiets ledere er Monty Johnstone tilsyneladende ikke klar over, at Lenin selv senere tog afstand fra denne formulering. Den var fremkommet som en overdrivelse i forbindelse med hans polemik mod økonomisterne, som var en tendens, der ønskede at begrænse arbejdernes kamp til rene økonomiske krav. Herom forklarede Lenin, at »økonomisterne bøjede staven til den ene side. For at rette den ud var det nødvendigt at bøje den til den anden side«. Lenin var langt fra det synspunkt, man finder blandt stalinisterne, at arbejderklassen er lavet at ler, som den »intellektuelle« ledelse kan forme efter forgodtbefindende.

Hvad er formålet med Monty Johnstones forvridning af bolsjevismens historie? Svaret fremgår klart af den øvrige del af hans arbejde. Johnstone ønsker at forevige den stalinistiske myte om det helstøbte Bolsjevikparti med selvstændig eksistens lige siden starten i 1903. Efter at have fastslået dette, kan han så med overbevisning placere Trotskij »uden for« partiet som en udisciplineret, omend talentfuld, intellektuel. Scenen er så gjort klar til at gå i gang med den væsentligste forvanskning - at få »trotskisme« gjort til en fremmedartet og veldefineret politisk ideologi, som står i modsætning til leninismen.

Det er rigtigt, at Trotskij ved kongressen i 1903 befandt sig i Lenins modstanderes lejr. Det er også rigtigt, at Plekanov, den fremtidige socialpatriot, stod sammen med Lenin. Sagen var, at uenighederne kom som en overraskelse for alle, også for Lenin, som i første omgang ikke forstod betydningen af dem. Sagens virkelige kerne ved den 2. kongres var overgangen fra en lille propagandasekt til et virkeligt parti, og i dette spørgsmål havde Lenin uden tvivl et korrekt standpunkt. Senere indrømmede Trotskij, som altid var ærlig i forbindelse med sine fejltagelser, uforbeholdent sin fejltagelse, og erklærede, at Lenin altid havde haft ret i dette spørgsmål. Monty Johnstone citerer Trotskijs indrømmelse, samtidig med at han et andet sted erklærer, at Trotskij altid var uvillig til at indrømme sine tidligere fejl!

Men Monty Johnstone begår en dobbelt fejl, når han fremstiller sagen, som om kun Trotskij misforstod Lenins standpunkt. I virkeligheden blev splittelsen i 1903, og endog senere, i brede kredse af partiaktivister opfattet som emigrantskænderier uden praktisk betydning, eller for at citere Stalins uforlignelige udtryk »en storm i et glas vand«. Lad os citere en typisk passage fra et værk, som kammerat Johnstone også er glad for at citere, nemlig Lunarcharskys ‘Revolutionære silhuetter’:

»Nyheden om splittelsen ved den 2. kongres kom som et lyn fra en klar himmel. Vi vidste, at den 2. kongres skulle komme til at opleve de afsluttende udspil i kampen med ‘Arbejdersagen’ (økonomisterne), men at splittelsen skulle få et udfald, der skulle føre Martov og Lenin over i modstående lejre, og at Plekhanov skulle »skille ud« midt imellem de to - intet af dette var overhovedet faldet os ind.

»Partilovenes paragraf 1...... var det virkelig noget, der kunne retfærdiggøre en splittelse? En omfordeling af arbejdet i redaktionskomitéen - hvad er der galt med de mennesker i udlandet, er de blevet skøre?« (Lunacharsky, Revolutionary Silhouettes, s. 36)

Lenins korrespondance fra denne periode antyder, at flertallet i partiet ikke forstod splittelsen og var imod den. Kun Monty Johnstone kan se hele sagen krystalklart 65 år senere. I spørgsmålet om den 2. kongres er han ikke bare Lenins ligemand, men overgår ham ligefrem! I 2. Bind af sine ‘Udvalgte værker’ afsiger Monty Johnstone en knusende dom over Trotskij, som »med et kunstgreb... ændrede tidspunktet for bolsjevismens og mensjevismens opståen som selvstændige tendenser fra 1903 til 1904 for at kunne få det til at fremstå som om han aldrig havde tilhørt mensjevikkerne, og tilføjede, at hans indstilling ‘i alt væsentligt havde været i overensstemmelse’ med Lenins«. (Cogito s. 5)

Først og fremmest må læseren bemærke, at i sætningen ved siden af siger Johnstone, at Trotskij fra 1904 til 1917 »forblev..... formelt uden for begge partier«, og dermed, »med et kunstgreb«, ændrede tidspunktet for bolsjevismens start, ikke som tendens men som et parti, fra 1912 til 1904!

Hvad er betydningen af Trotskijs udtalelse om, at hans indstilling havde været i overensstemmelse med Lenins i alle væsentlige spørgsmål? Læseren af Monty Johnstones »meget forudindtagede og sammenkogte historiefremstilling« af bolsjevismen må blive noget forvirret af en sådan udtalelse. Imidlertid kan hans forvirring ikke skyldes Trotskij, men Monty Johnstone, som bevidst citerer løsrevet fra sammenhængen for derved at antyde, at Trotskijs fremstilling af sit forhold til Lenin er fordrejet. Fordrejningen ligger helt hos Monty Johnstone, som, hvilket vi senere skal vise, skjuler de virkelige politiske forskelle mellem bolsjevismen og mensjevismen, som Trotskij henviser til i citatet ovenfor, for læseren.

Vi har allerede påvist, at Monty Johnstones fremstilling af Londonkongressen i 1903 er helt værdiløs. Hans påstand om, at bolsjevismen og mensjevismen fremstod som adskilte tendenser i politisk forstand i 1903, er uden grundlag. Hvis det er sandt, så gjorde selv Lenin sig skyldig i den ærketrotskistiske synd, der består i samlingsforsøg, ved sine gentagne forsøg i mange måneder efter kongressen på at få mensjevikkerne til at deltage i partiets drift. Først i slutningen af 1904 erkendte Lenin eksistensen af to partier i partiet og oprettede et bureau for flertals(bolsjevik)komitéer.

Den grundlæggende forskel mellem bolsjevismens og mensjevismens holdning til det liberale borgerskab kom først i forgrunden i 1904. Det var dette politiske spørgsmål, og ikke noget skænderi om partilove, som afgjorde udviklingen af de tendenser i retning af et uigenkaldeligt brud, og som førte til mensjevismens endelige overgang til de Hvide Hæres side i 1918. Det var netop på dette spørgsmål, at Trotskij brød med mensjevikkerne i 1904. Men kammerat Johnstone er tavs på dette punkt. Vi skal senere se grunden til hans tavshed.