4. Teorien om den permanente revolution

Monty Johnstone helliger ikke mindre end otte sider af sit værk (omkring en fjerdedel af det hele) til en »udlevering« af Trotskijs teori om den permanente revolution, som han sætter i modsætning til Lenins idé om »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur«. Disse teorier blev først fremført i 1904, og blev slående bekræftet af de revolutionære erfaringer fra 1905. Vi har allerede set vigtigheden af idéerne i debatterne inden for den russiske marxisme før 1914. Monty Johnstone ofrer ikke en eneste sætning på alt dette. Han mener åbenbart, at den gennemsnitlige ungkommunist »ikke er interesseret« i den ideologiske kamp, der foregik i de år, hvor bolsjevismen blev til. Vi er uenige med kammerat Johnstone i dette. Vi begrænser ikke vor analyse til »stærkt forudindtagede og sammenkogte« citater, som er revet ud af deres sammenhæng, fordi vi er sikre på, at alle alvorlige medlemmer af Ungkommunisterne og Kommunistpartiet og alle tænkende medlemmer af arbejderbevægelsen i almindelighed ønsker at kende sandheden om disse spørgsmål. Hvad præcis var det uenighederne drejede sig om?

Monty Johnstone fremstiller spørgsmålet som om den væsentlige uenighed var mellem Lenins og Trotskijs standpunkter. Han skøjter hurtigt hen over mensjevikkernes standpunkt, og sætter derved hele diskussionen i et fuldstændigt forkert lys. Lad os undersøge de tre standpunkter og se, i hvilket forhold de stod til hinanden.

Alle tre tendenser var enige om, at den kommende revolution ville være en borgerlig demokratisk revolution, dvs. en revolution fremkaldt af modsætningen mellem den fremvoksende kapitalistiske økonomi og zarvældets halvfeudale autokratiske stat. Men selve den generelle indrømmelse af den borgerlige natur af revolutionen kunne ikke besvare det konkrete spørgsmål om, hvilken klasse der ville komme til at lede den revolutionære kamp mod autokratiet. Mensjevikkerne antog ved analogi med fortidens store borgerlige revolutioner, at revolutionen ville blive anført af de borgerlige og småborgerlige demokrater, som arbejderbevægelsen ville komme til at støtte.

Lenin derimod kritiserede ubarmhjertigt mensjevikkerne for at holde arbejdernes uafhængige bevægelse tilbage og foragtede deres forsøg på at indsmigre sig hos det »progressive« borgerskab. Allerede i 1848 bemærkede Marx, at det tyske borgerlige »revolutionære demokrati« var ude af stand til at spille en revolutionær rolle i kampen mod feudalismen, som det foretrak at slå en handel af med af frygt for arbejdernes revolutionære bevægelse. Det var på dette tidspunkt, at Marx selv for første gang fremførte sloganet om »den permanente revolution«.

Lenin fulgte linien hos Marx, som havde beskrevet det borgerlige »demokratiske parti« som »langt mere farligt for arbejderne end de tidligere liberale«, idet Lenin forklarede, at det russiske borgerskab, i stedet for at være arbejdernes allierede, uundgåeligt ville være på kontrarevolutionens side. »Borgerskabets flertal«, skrev han i 1905, »vil uundgåeligt gå i retning af kontrarevolution, i retning af autokrati, imod revolutionen og imod folket, så snart det har fået opfyldt sine egne snævre, egoistiske interesser, så snart det ‘viger tilbage’ fra gennemført demokrati (og det er allerede i færd med at vige tilbage fra det!).« (LCW, bind 9, s. 98.)

Hvilken klasse kunne efter Lenins opfattelse lede den borgerligt demokratiske revolution?

»Tilbage står ’folket’, dvs. proletariatet og bønderne. Kun proletariatet kan man stole på vil fortsætte til enden, for det går langt ud over den demokratiske revolution. Det er derfor proletariatet kæmper i forreste linie for en republik og derfor foragteligt afviser dumme råd om at tage i betragtning muligheden af, at borgerskabet vil vige tilbage.« (ibid.)

Hvem er disse ord rettet imod? Trotskij og den permanente revolution? Lad os se, hvad Trotskij skrev på samme tid som Lenin:

»Dette resulterer i, at kampen for hele Ruslands interesser nu hviler på den eneste nuværende stærke klasse i landet, det industrielle proletariat. Af denne grund har det industrielle proletariat en uhyre politisk betydning, og af denne grund er kampen for Ruslands frigørelse fra enevældens mareridt, som lammer landet, blevet ændret til en tvekamp mellem enevælden og industriproletariatet - en tvekamp hvori bønderne kan yde betydelig støtte, men ikke kan spille en ledende rolle.« (L. Trotskij, Results and prospecsts, s. 198) 

Og igen:

»At bevæbne revolutionen vil i Rusland først fremmest sige at bevæbne arbejderne. De liberale ved dette og frygter det, og er derfor helt imod en milits. De overgiver endog deres stillinger til enevælden uden kamp, ligesom de borgerlige. Thiers overgav Paris og Frankrig til Bismarck, simpelthen for at undgå at bevæbne arbejderne.« (ibid., s. 193)

I spørgsmålet om holdningen til de borgerlige partier var (som vi allerede har set) Lenins og Trotskijs idéer helt i overensstemmelse, i modsætning til mensjevikkerne, som skjulte sig bag revolutionens borgerlige natur som en tilsløring af arbejderpartiets underkastelse under borgerskabet. Som argument mod klassesamarbejde forklarede både Lenin og Trotskij, at kun arbejderklassen, i alliance med bondemasserne, kunne gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions opgaver.

Fra den fuldstændigt forkerte fremstilling i Deutschers ‘Den bevæbnede profet’ gentager Monty Johnstone alt det gamle sludder, om at Trotskijs syn på den permanente revolution kommer fra Parvus, den berømte tyske socialdemokrat, hvis slogan, »ingen zar, men en arbejderregering«, blev kritiseret af Lenin ved flere lejligheder. På intet tidspunkt blev et sådant slogan fremført af Trotskij, som igen og igen, både før og efter 1905, understregede den borgerligt demokratiske natur af revolutionen.

Sagens kerne i debatterne i det russiske Socialdemokrati var ikke revolutionens natur (ingen var uenige herom), men hvilken klasse, der ville komme til at lede den. På dette spørgsmål udkrystalliserede der sig to klart definerede retninger i det russiske Socialdemokrati: På den ene side mensjevikkerne, som, mens de som et litani gentog at revolutionen var »borgerlig«, søgte at kompromittere den marxistiske bevægelse ved aftaler med de »liberale«; på den anden side de, som pegede på borgerskabets svaghed, fejhed og forræderi og krævede uafhængig handling af masserne under ledelse af den eneste gennemført revolutionære klasse, proletariatet - om nødvendigt mod borgerskabet. Disse var de berømte ‘Socialdemokratiets to taktikker’, som Lenin behandler i sin pjece, hvorfra Monty Johnstone citerer, og som han lemlæster til ukendelighed.

Johnstone skraber virkeligt bunden, når han gentager den gamle sladder, om at Trotskijs teori overså bøndernes rolle i revolutionen. Johnstone gentager Stalins fordrejninger, om at Trotskij i 1905:

»simpelthen glemte alt om bønderne som revolutionær kraft, og fremførte sloganet om ’Ingen zar, men en arbejderregering’. Det er sloganet for en revolution uden bønderne.« (Stalin, Works, bind 4, s. 382)

Stalin, og nu Monty Johnstone, »glemte simpelthen« alt om det slogan, som Trotskij virkeligt fremførte i 1905. Hverken zar eller Zemtsi (dvs. liberale), men folket! dvs. et slogan, som omfatter arbejderne og bønderne. Løbesedlen, hvorpå dette står, kan findes sammen med adskillige appeller til netop de bønder, som Trotskij »glemte« i Trotskijs ‘Collected Works’ (bind 2, s. 256), som blev trykt i Rusland efter oktoberrevolutionen.

Lenins internationalisme

Hvad var Lenins holdning til bønderne i revolutionen? Han argumenterede for, at bønderne skulle mobiliseres af arbejderne for at gennemføre de demokratiske, antifeudale opgaver. Så snart arbejderne begynder at gå fremad mod socialisme, begynder klassemodsætningerne at trænge sig på. Så ville de reaktionære bonapartistiske tendenser blandt bønderne, som Lenin gentagne gange advarede imod, blive vendt mod proletariatet. I et land, hvor det overvældende flertal af befolkningen bestod af bønder, ville kampen for socialisme møde den alvorligste og mest beslutsomme modstand fra de mere velhavende lag af bønderne. Og dog forestillede Lenin sig allerede i 1905, ifølge Monty Johnstone, »overgangen« af den demokratiske revolution i Rusland til socialisme:

»Mens Lenin i denne periode talte om, at begyndelsen af kampen for en socialistisk revolution ville følge efter en ’fuldstændig sejr’ for den demokratiske revolution, med ’opfyldelse af den nuværende bondestands krav’, og utvivlsomt [!] ikke forventede, at den socialistiske revolution ville komme otte måneder efter sin forløber, mente han, at den væsentlige faktor, der ville bestemme overgangen fra den ene revolution til den anden, var ’graden af vor styrke, styrken af det klassebevidste og organiserede proletariat’. Historien viste, at han gjorde ret i at afvise Trotskijs strategi, som i det væsentlige [?] forudså et spring [?] fra zarvældet til Oktober og sprang over Februar[!].« (Cogito s. 13)

Monty Johnstone vrider sig i ubehag på en snøre, som han selv har kastet ud for at fange Trotskij! Påstanden om, at teorien om den permanente revolution i det »væsentlige« består af et »spring« fra zarisme til den socialistiske revolution uden nogen mellemfase, er topmålet af sludder, som blot viser, at Monty Johnstone enten ikke har gidet læse Trotskij, eller at han er tilbage i sine gamle »objektive, videnskabelige« metoder. Vi kunne tænke os at spørge Monty Johnstone om, hvori revolutionens »permanente«, »uafbrudte« natur ligger, hvis alt hvad den drejer sig om er...et »spring« fra zarvældet til socialisme?

Monty Johnstone, som ikke har nok i sin forvridning af Trotskijs standpunkt i 1905, prøver også at gå i lag med Lenin! Han lader Lenin sige ting, der står i skrigende modsætning til Lenins egen analyse, og reducerer lederen af Oktober til en klovn. På den ene side gentager Johnstone til hudløshed, at Lenin betragtede revolutionen som borgerlig (til ingen nytte, da alle er enige om dette, bortset fra Lenins stalinistiske epigoner). På den anden side tillægger han Lenin den idé i 1905, at »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur« ville »gå over« i proletariatets diktatur! Lad os se, hvad Lenin faktisk sagde om spørgsmålet om klassenaturen af det »demokratiske diktatur«:

»Men naturligvis vil det være et demokratisk, og ikke et socialistisk diktatur. Det vil ikke være i stand til (uden en række mellemliggende trin af revolutionær udvikling) at rokke ved kapitalismens fundamenter. I bedste fald kan det gennemføre en radikal omfordeling af jordbesiddelserne til fordel for bønderne, skabe et sammenhængende og fuldt demokrati, herunder dannelsen af en republik, udrydde alt det undertrykkende ved asiatisk livegenskab...lægge grunden til en gennemført forbedring af forholdende for arbejderne og en vækst i deres levestandard, og sidst, men ikke mindst føre den revolutionære brand ind i Europa.« (LCW, bind 9, s. 57)

Lenins standpunkt er aldeles klart og utvetydigt: Den kommende revolution vil være en borgerlig revolution, anført af proletariatet i alliance med bondemasserne. Det bedste der kan forventes af den, er gennemførelsen af de borgerlig-demokratiske opgaver: fordeling af jorden til bønderne, en demokratisk republik osv. Dette følger nødvendigvis, eftersom ethvert forsøg på at »rokke ved kapitalismens fundamenter« nødvendigvis ville bringe proletariatet i konflikt med flertallet af de små gårdejere. Lenin slår det fast med syvtommersøm:

»Den demokratiske revolution er borgerlig af natur. Sloganet om en almindelig fordeling, eller ’jord og frihed’... er et borgerligt slogan.« (ibid., s. 112)

Og for Lenin var der ingen anden mulig udgang på basis af et tilbagestående, halvfeudalt land som Rusland. At tale om det demokratiske diktaturs »overgang« til den socialistiske revolution, er at forvrøvle hele Lenins analyse af klassesammenhængen af kræfterne i revolutionen.

I hvilken betydning henviste Lenin til muligheden for den socialistiske revolution i Rusland? I de ovenstående citater fra ‘To taktikker’ siger Lenin, at den russiske revolution ikke vil være i stand til at rokke ved kapitalismens fundamenter »uden en række af mellemtrin af revolutionær udvikling.« Monty Johnstone springer hurtigt ind for at udfylde det manglende led for Lenin; forudsætningen for den socialistiske revolution er: »Graden af vor styrke, styrken af det klassebevidste og organiserede proletariat«, og han tilføjer, at historien beviste, at Lenin havde ret. Historien viste ganske rigtigt, at Lenin havde ret, kammerat Johnstone, men ikke i noget, han ikke sagde. Lad os afstå fra at bruge Monty Johnstones fortolkertjeneste og lade Lenin tale for sig selv.

Lenin fortsætter det ovenstående citat som følger; den borgerligt demokratiske revolution vil:

»…sidst men ikke mindst føre den revolutionære brand ind i Europa. En sådan sejr vil endnu ikke på nogen måde forvandle vor borgerlige revolution til en socialistisk revolution. Den demokratiske revolution vil ikke straks overskride grænserne af de borgerlige sociale og økonomiske relationer. Ikke desto mindre vil betydningen af en sådan sejr være umådelig for den fremtidige udvikling af Rusland og for hele verden. Intet vil hæve verdensproletariatets revolutionære energi så meget, intet vil forkorte vejen, der fører til dens fuldstændige sejr, i en sådan grad som denne afgørende sejr, som nu er startet i Rusland.« (ibid., s. 57)

Lenins internationalisme står her klart frem i hver eneste linie. Det er internationalisme, ikke i ord, men i handling, milevidt fra dagens Labour og stalinistlederes ferietaler. For Lenin var den russiske revolution ikke en selvtilstrækkelig handling, en »russisk vej til socialisme!« Det var begyndelsen til den verdensproletariske revolution. Netop i denne kendsgerning lå den fremtidige mulighed for forvandlingen af den borgerligt demokratiske revolution til den socialistiske revolution i Rusland.

Hverken Lenin eller nogen anden marxist gik alvorligt ind for idéen om, at det var muligt at bygge »socialisme i et enkelt land«, så meget mindre i et tilbagestående, asiatisk bondeland som Rusland. Lenin forklarer et andet sted, hvilket er børnelærdom for enhver marxist, at betingelserne for en socialistisk forvandling af samfundet ikke var til stede i Rusland, skønt de var helt modne i Vesteuropa. I en polemik mod mensjevikkerne i ‘To taktikker’ gentager Lenin marxismens klassiske standpunkt angående den internationale betydning af den russiske revolution:

»Den grundlæggende idé er her den, der gentagne gange er formuleret af ‘Vperyod’ [dvs. Lenins avis], som har sagt, at vi ikke må være bange... for Socialdemokratiets fuldstændige sejr i en demokratisk revolution, dvs. for et revolutionært demokratisk diktatur af proletariatet og bønderne, for en sådan sejr vil gøre os i stand til at vække Europa. Efter at have afkastet borgerskabets åg vil det socialistiske proletariat i Europa dernæst hjælpe os med at gennemføre den socialistiske revolution.«(ibid. s. 82, vor kursivering)

Dette er kernen i Lenins forudsigelse for den kommende revolution i Rusland: Revolutionen kan kun være borgerligt demokratisk (ikke socialistisk), men på samme tid kan revolutionen, fordi borgerskabet er ude af stand til at spille en revolutionær rolle, kun gennemføres af arbejderklassen, anført af Socialdemokratiet, som vil vække bondemasserne til støtte for sig. Zarvældets omstyrtelse, fjernelsen af alle spor af feudalismen og dannelsen af en republik vil have en uhyre revolutionerende virkning på proletariatet i Vesteuropas udviklede lande. Men revolutionen i Vesten kan kun blive en socialistisk revolution på grund af den uhyre udvikling af produktivkræfterne, opbygget under selve kapitalismen, og den enorme styrke af arbejderklassen og arbejderbevægelsen i disse lande. Endelig vil den socialistiske revolution i Vesten fremkalde yderligere omvæltninger i Rusland, og med assistance fra Europas socialistiske proletariat vil de russiske arbejdere forvandle den demokratiske revolution, i hård kamp mod oppositionen fra borgerskabet og de kontrarevolutionære bønder, til en socialistisk revolution.

Kammerat Johnstone ryster vredt på hovedet. »Det er ikke leninisme, men trotskisme! I har fordrejet Lenins mening!« Overhovedet ikke, kammerat Johnstone. Meningen er ganske klar. Lad Lenin tale for sig selv:

»På dette trin (dvs. efter det »demokratiske diktaturs« endelige sejr) organiserer det liberale borgerskab og de velstående bønder plus dele af mellembønderne kontrarevolution. Det russiske proletariat plus det Europæiske proletariat organiserer revolution. »Under sådanne betingelser kan det russiske proletariat vinde endnu en sejr. Sagen er ikke længere håbløs. Den anden sejr vil være den socialistiske revolution i Europa.«

»De europæiske arbejdere vil så vise os, ’hvordan det skal gøres’, og så vil vi sammen med dem gennemføre den socialistiske revolution.« (LCW, bind 10, s. 92)

Her, og ved snesevis af andre lejligheder, udtrykte Lenin yderst klart, at sejren for »vor store borgerlige revolution... vil indvarsle den socialistiske revolutions æra i Vesten«. (‘Værker’, Bind 10, s.276, vor fremhævelse). Ligegyldigt hvor meget Monty Johnstone end vrider og vender sig og prøver at lægger ordene i Lenins mund, så kan han ikke ændre den kendsgerning, at Lenin i 1905 ikke blot afviste idéen om at »bygge socialisme i Rusland alene« (denne idé ville aldrig være opstået i hans hoved), men selv muligheden for at de russiske arbejdere skulle kunne etablere proletariatets diktatur før den socialistiske revolution i Vesten.

Lenin og Trotskij

Hvilke er forskellene mellem Lenins ideer og Trotskijs? Som vi har set, var de begge enige om revolutionens fundamentale spørgsmål: Borgerskabets kontrarevolutionære rolle; nødvendigheden af at arbejderne og bønderne gennemførte den demokratiske revolution; den internationale betydning af revolutionen, og så videre. Forskellene opstod med Lenins karakteristik af den revolutionært demokratiske regering, som ville gennemføre revolutionens opgaver, som det »demokratiske diktatur af proletariatet og bønderne«.

Trotskij kritiserede denne formulering for dens vaghed; at den ikke gjorde klart, hvilken klasse der ville udøve diktaturet. Lenins vaghed var bevidst. Han ville ikke sige på forhånd, hvilken form det revolutionære diktatur ville antage. Han udelukkede end ikke muligheden af, at bondeelementerne ville dominere i koalitionen. Formuleringen, »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur« indeholdt således bevidst lige fra starten en algebraisk karakter med et antal ukendte variable, som historien kunne indsætte. I ‘To taktikker’ forklarer Lenin:

»Der vil komme en tid, hvor kampen mod det russiske autokrati vil ende, og perioden med den demokratiske revolution vil være overstået i Rusland. Det vil da være tåbeligt bare at tale om proletariatets og bøndernes ’fælles vilje’, om et demokratisk diktatur osv. Når den tid kommer, må vi behandle spørgsmålet om proletariatets socialistiske diktatur og tale om det mere detaljeret.« (LCW, bind 9, s. 86)

Trotskij svarede på Lenins idé, at på intet tidspunkt i historien havde bønderne været i stand til at spille en selvstændig rolle. Den russiske revolutions skæbne ville blive afgjort af resultatet af kampen mellem borgerskabet og proletariatet om ledelsen af bondemasserne. Bønderne kunne enten blive brugt som et instrument for revolution eller for reaktion. Under alle omstændigheder ville det eneste mulige resultat af revolutionen enten være borgerskabets diktatur, som ville falde i hænderne på zar-reaktionen, eller proletariatets diktatur, i alliance med de fattige bønder.

En revolutionær regering, i hvilken arbejderne var fremherskende under marxismens banner, kunne ikke stoppe på halvvejen og begrænse sig til de borgerlige opgaver, men ville nødvendigvis gå videre fra den demokratiske revolutions opgaver, til den socialistiske. For at overleve måtte det revolutionære diktatur føre krig mod den hjemlige og den udenlandske reaktion. Derefter, og her var Trotskij enig med Lenin, ville sejren for den russiske revolution betyde en fantastisk inspiration for den socialistiske revolution i Vesten, som ville komme den russiske arbejderstat til hjælp og gennemføre den socialistiske omdannelse. Dette var altså den frygtelige forbrydelse Trotskij begik med sin teori om den permanente revolution i 1905! Det var altså dette, der i følge Monty Johnstone, satte ham »uden for partiet«... at forudsige hvad der rent faktisk skete i 1917: at forklare, at begivenhedernes logik uundgåeligt ville bringe arbejderklassen til magten! Som vi har set, var end ikke Lenin parat til at tage endelig stilling i dette spørgsmål i 1905. Af alle marxisterne var det alene Trotskij, der forudså proletariatets diktatur i Rusland før den socialistiske revolution i Vesten:

»Det er muligt«, skrev Trotskij i 1905, »for arbejderne at komme til magten i et økonomisk tilbagestående land tidligere end i et udviklet land...Efter vor mening vil den russiske revolution skabe betingelser, under hvilke magten kan komme i hænderne på arbejderne...og i tilfælde af sejr for revolutionen må den gøre dette...inden den borgerlige liberalismes politikere får lejlighed til at opvise til fulde deres talent for at regere.« (‘Resultater og udsigter’, s. 195)

Betød dette, som Monty Johnstone påstår, at Trotskij nægtede revolutionens borgerlige natur? Trotskij forklarer selv:

»I revolutionen i begyndelsen af det 20. århundrede, hvis direkte objektive opgaver også er borgerlige, fremstår der, som en nær udsigt, proletariatets uundgåelige, eller i det mindste sandsynlige, dominans. Proletariatet vil selv sørge for, at denne dominans ikke blot bliver en kortvarig ’episode’, som nogle realistiske spidsborgere håber. Men selv nu kan vi spørge os selv: Er det uundgåeligt, at det proletariske diktatur skulle blive knust mod den borgerlige revolution? Eller er det muligt, under de givne verdenshistoriske betingelser, at det vil opdage udsigten til at bryde igennem disse barrierer? Her bliver vi også konfronteret med spørgsmålet om taktik: Burde vi bevidst arbejde hen imod en arbejderklasseregering, efterhånden som udviklingen af revolutionen bringer dette trin nærmere, eller må vi på det tidspunkt betragte politisk magt som en ulykke, som den borgerlige revolution er parat til at kaste over på arbejderne, og som det ville være bedre at undgå?« (Results and Prospects, s. 199-200,vor kursivering)

Er disse linier af Trotskij virkelig rettet mod Lenin, kammerat Johnstone? Eller sigter de mod de »realistiske spidsborgere«, som Plekhanov, der frygtede konsekvenserne af arbejdernes selvstændige bevægelse? Og hvor er der her tale om »springet« fra zarvælde til den socialistiske revolution, som kammerat Johnstone forsikrer, udgør essensen af teorien om den permanente revolution?

Trotskijs prognose fra 1905 kan koges ned til følgende: De borgerlige i Rusland er ude af stand til at spille en revolutionær rolle. Udviklingen af revolutionen må uundgåeligt, på et eller andet stadium resultere i, at arbejderne griber magten støttet af dele af bønderne. Kun en arbejder- og bonderegering kan løse den borgerligt demokratiske revolutions historiske opgaver. Men når proletariatet først er kommet til magten, vil det ikke slippe den til borgerskabet eller småborgerskabet. Det må konsolidere sit greb om magten ved at gå videre fra de borgerligt demokratiske opgaver til socialistiske foranstaltninger. Med andre ord kunne den revolutionære regering, efter Trotskijs opfattelse, ikke tage nogen anden form end proletariatets diktatur. Den må først føre en ubarmhjertig kamp mod intern reaktion, og for at gøre dette, må den vække de socialistiske arbejdere i Vesten til støtte. Trotskij forsvarede ligesom Lenin den marxistiske internationalismes idéer mod mensjevikkernes snæversynede argumenter. Overfor den opportunistiske tese, at »betingelserne for socialisme ikke eksisterede i Rusland, og at revolutionen derfor skulle holdes inden for borgerlige grænser«, understregede Trotskij og Lenin, at betingelserne for socialisme var fuldt ud modne på verdensbasis. Begge disse store marxister opfattede den russiske revolution som bare det første led i den internationale socialistiske revolution.

Den permanente revolution i praksis (1)

Alle de teorier om den russiske revolutions natur, som var blevet fremsat af marxister før 1917, var nødvendigvis af en mere eller mindre generel og betinget natur. De var ikke fuldt færdige planer eller astrologiske forudsigelser, men prognoser, som havde til hensigt at give bevægelsen en vejledning til handling, et perspektiv, hvilket er den grundlæggende opgave for marxistisk teori.

Korrektheden eller det modsatte af disse teorier kan måles, ikke ved en granskning af polemikkerne i 1905, men kun i lyset af hvad der virkeligt skete. Engels holdt meget af ordsproget: »Beviset for buddingen ligger i spisningen af den«, mens Lenin ofte citerede Goethes ord: »Teori er grå, min ven, men livets træ er stedsegrønt«. For en marxist kan beviset for en revolutionær teori kun være erfaringerne fra revolutionen selv.

Erfaringerne fra 1917 var en slående bekræftelse på Lenins og Trotskijs prognose om borgerskabets feje, kontrarevolutionære rolle, som den viste sig i handlingerne hos den provisoriske regering, som kom til magten efter Februarrevolutionen. Det er karakteristisk for deres dybe forståelse af marxistisk metode, at både Lenin og Trotskij, uafhængigt af hinanden, øjeblikkeligt forstod, hvad Kerenskij-regimet stod for, og den holdning, arbejderne burde indtage over for det. Lenin, i Schweiz, og Trotskij, i New York, kom samtidigt til den samme konklusion, nemlig behovet for ubøjelig modstand mod den borgerlige provisoriske regering og for arbejderklassens omstyrtelse af den.

Hvilken indstilling havde de »gamle bolsjevikker«, som spillede sådan en »vigtig rolle« i året 1917? Hver eneste af dem anbefalede støtte til den provisoriske regering. Af alle bolsjevismens kadrer, som med Monty Johnstones ord havde »indpasset sig i rækkerne« og »underkastet sig den kollektive disciplin« i en hel periode, var der ikke en, der klarede begivenhedernes afgørende prøve. Vi kunne tænke os at spørge Monty Johnstone: Hvad kom der ud af alle forberedelserne i den forudgående periode? Til hvad nytte var Lenins kamp gennem »tretten eller fjorten år« for at bygge et ’stabilt, disciplineret marxistisk parti’, hvis alle de ’gamle bolsjevikker’ ikke var situationen voksen i det afgørende øjeblik?

Så tidligt som i 1909 skrev Trotskij:

»Mens mensjevikkerne ud fra abstraktionen, ’vor revolution er borgerlig’ når frem til idéen om, at tilpasse proletariatets hele taktik til det liberale borgerskabs adfærd før erobringen af statsmagten, så når bolsjevikkerne ud fra en lige så gold abstraktion,’et demokratisk, ikke et socialistisk, diktatur’, til idéen om en borgerligt demokratisk selvbegrænsning af proletariatet, i hvis hænder magten ligger. Det er sandt, at der er en meget vigtig forskel mellem dem i denne henseende: Mens de antirevolutionære sider af mensjevismen allerede nu fremstår med fuld styrke, så truer de antirevolutionære sider af bolsjevismen kun med enorm fare i tilfældet af en revolutionær sejr.« (Trotskij, ‘1905’ s. 285)

Monty Johnstone piller de to sidste linier af denne passage ud og prøver at bruge dem som yderligere bevis for Trotskijs fjendtlige indstilling til Lenins standpunkt. I virkeligheden forudså Trotskij i 1909 med disse ord den krise i Bolsjevikpartiets rækker i 1917, som fulgte direkte af de »gamle bolsjevikkers« antirevolutionære fortolkning af Lenins slogan »proletatiatets og bøndernes demokratiske diktatur«.

Da Lenin forelagde partiet sine berømte Aprilteser, i hvilke han opfordrede til omstyrtelse af den provisoriske regering, blev de publiceret i hans navn alene: Ikke en af partiets »ledere« var parat til at lægge navn til et standpunkt, som gik direkte imod alle de udtalelser, manifester, artikler og taler, som de havde udsendt siden Februarrevolutionen. Allerede dagen efter offentliggørelsen af Lenins teser skrev Kamenev en leder i Pravda under overskriften »Vore uenigheder«, i hvilken det blev understreget, at disse teser kun repræsenterede Lenins »personlige mening«. Artiklen sluttede med følgende ord:

»For så vidt angår Lenins generelle plan, så forekommer den uacceptabel, da den udgår fra den antagelse, at den borgerlige revolution er afsluttet og regner med den umiddelbare transformation af revolutionen til en socialistisk revolution.«

Læg mærke til disse ord, læser: Dette er ikke Lenin, der argumenterer mod Trotskijs teori om den permanente revolution, men den »gamle bolsjevik« Kamenev, der anklager Lenin for den frygtelige forbrydelse trotskisme! Kamenev og Co.’s argumenter i 1917 ligner en parodi på Plekhanovs ord på Stockholmkongressen i 1906: Proletariatet vil nødvendigvis tage magten i en proletarisk revolution, men revolutionen er borgerlig, og derfor er det vor pligt ikke at tage magten! Hjulet havde taget en hel omdrejning, og de »gamle bolsjevikkers« ’forvirring’ viste sig i 1917 som en tilbagevenden til mensjevikkernes rene reformistiske idéer. Lenins »algebraiske ligning« var åben for sådanne fejlfortolkninger, mens Trotskijs »aritmetiske« formel var ganske præcis.

Marx bemærkede for længe siden, at opportunisme ofte forsøger at gemme sig under en forklædning af udslidte revolutionære slogans. Slogans som har overlevet deres revolutionære nytte. Det var tilfældet i 1917 med de »gamle bolsjevikker«, som forsøgte at bruge sloganet om »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur« som en maske for at skjule deres opportunisme. Det var i denne sammenhæng, at Lenin skrev:

»…de bolsjevistiske slogans og idéer i almindelighed er blevet fuldstændigt bekræftet af historien. Men konkret er tingene forløbet forskelligt fra, hvad der kunne forudses (af nogen som helst): De er mere originale, mere konkrete, mere brogede...’Proletariatets og bøndernes diktatur’ er på en vis måde og i en vis udstrækning allerede blevet en realitet i den russiske revolution.« (citeret af Monty Johnstone, s. 11)

Uden at forklare sammenhængen gengiver Monty Johnstone denne passage for at bevise, at Lenin fortsatte med at forsvare idéen om det »demokratiske diktatur« i 1917. Men hele det værk, hvorfra citatet er taget ‘breve om taktikken’ er en polemik mod Kamenev og Co., beregnet på at vise præcis det modsatte! Monty Johnstones citat er upræcist. Han sammenføjer to idéer, som i originalen er adskilt af et helt afsnit, hvori der står følgende:

»Hvis vi havde glemt dette, så ville vi have lignet disse »gamle bolsjevikker«, som mere end en gang har spillet en sørgelig rolle i vort partis historie ved meningsløst at gentage en formel, der er lært udenad, i stedet for at studere den konkrete formel og nye sider af den aktuelle virkelighed.«

Dette lille afsnit, som Johnstone »tilfældigt« undlod at medtage i midten af sit citat, forklarer hele sagen i en nøddeskal. Lenin prøvede at forklare de »gamle bolsjevikker«, at sloganet om det »demokratiske diktatur« ikke var nogen »superhistorisk formel«, som skulle bruges som en besværgelse på et hvilket som helst tidspunkt, uden hensyn til den faktiske udvikling i klassekampen. Lenin understregede gentagne gange, at der ikke findes nogen abstrakt sandhed, men kun en konkret sandhed. At forsøge at finde frelse i gentagelsen af et slogan, som havde overlevet sin nytte, var at bryde med marxismens metode og gå tilbage fra revolutionens påtrængende opgaver til gold skolastik. Den konkrete virkeliggørelse af det »demokratiske diktatur«, som historien rent faktisk havde frembragt, var en kapitalistisk regering, som førte en imperialistisk krig med anneksioner (indlemmelser), ude af stand til at løse, eller blot alvorligt at fremføre, en eneste af den demokratiske revolutions grundlæggende opgaver. Den algebraiske formel om det »demokratiske diktatur« var af historien blevet fyldt med et negativt indhold.

Ved en række krumspring prøver Monty Johnstone at forklare, at Kerenskij-regeringen repræsenterede en virkeliggørelse af det borgerligt demokratiske diktatur som forudset af Lenin i 1905. Men lige et øjeblik, kammerat Johnstone! Hvad var det demokratiske diktaturs opgaver, beskrevet af Lenin i ‘To taktikker’? Først og fremmest en radikal løsning på jordspørgsmålet, baseret på nationalisering af jorden; for det andet, en demokratisk republik, baseret på almindelig stemmeret og en grundlovgivende forsamling; den stående hær erstattet af den bevæbnede befolkning. Under de fremherskende betingelser i 1917 må der til dette føjes den omgående afslutning af krigen. Er det ikke korrekt, kammerat Johnstone? Men hvis Kerenskij-regeringen virkelig var »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur« (dvs. den borgerligt demokratiske revolutions regering), hvordan kan det så være, at ikke en eneste af den borgerligt demokratiske revolutions opgaver blev løst af den, eller kunne løses af den?

Monty Johnstone slår knuder på sig selv og sine læsere for at argumentere for, at februarrevolutionen var den borgerligt demokratiske revolution (og at »Trotskij ikke forsøger at nægte dette»), men på samme tid at den ikke kunne løse en eneste af den borgerlige revolutions opgaver. Helt bestemt, kammerat Johnstone, Trotskij ville ikke forsøge at nægte dette. Både Lenin og Trotskij forstod, at Kerenskij-regeringen ikke alvorligt kunne takle disse problemer. Men det var netop, fordi det var borgerskabets regering, ikke arbejdernes og bøndernes regering. Kun proletariatets diktatur, i alliance med de fattige bønder, kunne begynde at løse opgaverne for den borgerligtdemokratiske revolution i Rusland.

Med en meget speciel tankegang (for at sige det mildt) argumenterer Monty Johnstone:

»…Februarrevolutionen i 1917 var ikke proletariatets kamp mod den borgerlige nation, som forudsagt af Trotskij, men derimod den omstyrtelse af zarvældet ved en borgerlig revolution, gennemført af arbejderne og bønderne, som Lenin havde forudset. Magten gled ikke over i en arbejderregerings hænder. Den blev delt mellem sovjetter [råd] af arbejder og soldaterdelegerede, som repræsenterede det demokratiske diktatur af proletariatet og bønderne [!] (de fleste af soldaterne var bønder) og den kapitalistiske provisoriske regering, til hvem det frivilligt [!!] overgav sit overherredømme.« (Cogito, s. 11)

Det her er virkelig fint! Februarrevolutionen var en borgerlig revolution, gennemført af arbejderne og bønderne, som dernæst ’frivilligt’ overlod deres herredømme til kapitalisterne. Men spørgsmålet er: Hvordan kom arbejderne og bønderne til ’frivilligt’ at overgive magten til borgerskabet, der, »som forudset af Lenin«, var bundet til at spille, og faktisk spillede, en kontrarevolutionær rolle? Svaret bliver givet af Lenin selv. Som svar til dem, der påstod, at proletariatet nødvendigvis måtte adlyde ’de historiske stadiers jernlov’, ikke kunne ’springe over Februar’, måtte ’gennemgå stadiet med den borgerlige revolution’, og som derved prøvede at dække over deres egen fejhed, forvirring og magtesløshed ved at henvise til ’objektive faktorer’, sagde Lenin med foragt:

»Hvorfor tager de ikke magten? Steklov siger: Af den ene og den anden grund. Det er noget sludder. Sagen er, at proletariatet ikke er organiseret og klassebevidst nok. Vi må indrømme dette: Den materielle styrke ligger i hænderne på proletariatet, men borgerskabet viste sig at være forberedt og klassebevidst. Dette er en frygtelig kendsgerning og den burde åbent og ærligt indrømmes, og det bør siges til folket, at det ikke tog magten, fordi det var uorganiseret og ikke bevidst nok.« (LCW, bind 36, s.437,vor kursivering)

Der var ingen objektiv grund til, at arbejderne, som havde magten i deres hænder, ikke kunne have skubbet borgerskabet til side i februar 1917, ingen anden grund end uforberedthed, mangel på organisation og mangel på bevidsthed. Men, som Lenin forklarede, var dette blot modstykket til alle de såkaldte arbejder og bondepartiers kolossale forræderi mod revolutionen. Uden mensjevikkernes og de Socialrevolutionæres meddelagtighed i sovjetterne kunne den provisoriske regering end ikke have varet en time. Det var derfor Lenin forbeholdt sine mest svidende angreb til de elementer i den bolsjevistiske ledelse, som havde fået Bolsjevikpartiet med på mensjevikkernes og SR’s vogn, som havde forvirret og desorienteret masserne og afledt dem fra vejen til magten.

I sit forsøg på at miskreditere Trotskijs standpunkt, som nu var det samme som Lenins, gentager Monty Johnstone blot alt det gamle sludder, som Kamenev og Co. brugte mod Lenin i 1917. Hans forsøg på at fastholde sloganet om det »demokratiske diktatur« som modsætning til den permanente revolution er så tydeligt uærligt, at det grænser til det komiske. Det skrift, hvorfra han prøver at skrabe citater sammen til forsvar for dette slogan ‘Breve fra det fjerne’ er netop det, hvor Lenin begraver det en gang for alle:

»Enhver der nu taler om et »proletariatets og bøndernes revolutionært demokratiske diktatur« er bagud for tiderne og er følgelig gået over til småborgerskabets side og er imod den proletariske klassekamp. Han fortjener at blive henvist til arkivet for ’bolsjevistiske’ prærevolutionære antikviteter (som kunne kaldes arkivet for ’gamle bolsjevikker’).« (Lenin, Letters on Tatics, Selected Works, bind 6, s. 34)

Angående arbejderklassens magt og den provisoriske regerings magtesløshed bemærkede Lenin:

»Denne kendsgerning passer ikke ind i det gamle system. Man må kunne forstå at tilpasse systemer til kendsgerningerne, snarere end at gentage ord om et ’proletariatets og bøndernes diktatur’... ord, der i almindelighed er blevet meningsløse.«

Og videre:

»Dækkes denne virkelighed af kammerat Kamenevs gammelbolsjevistiske formulering, som erklærer, at den ’borgerligt demokratiske revolution ikke er fuldført’?«

»Nej, den formulering er forældet. Den er værdiløs. Den er død. Og alle forsøg på at genoplive den vil være forgæves.« (ibid., s. 35 og 40)

Alle Monty Johnstones anstrengelser er forgæves. Lenin selv opgav fuldstændigt dette slogan om det »demokratiske diktatur« i april 1917. De, der klyngede sig til den, gjorde det ikke for at forsvare leninismen mod trotskismen, men for at dække over deres egen skammelige kapitulering til mensjevikisk reformisme. Og når Lenin i 1917 kunne skælde så meget ud på dem, der prøvede at genoplive den »døde meningsløse... forældede« formel om »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur«, hvad skal vi så sige om Monty Johnstone og lederne af de såkaldte kommunistiske partier, som halvtreds år senere fortsætter med at bruge og misbruge dette slogan for deres egne kyniske og antirevolutionære formål?

Den permanente revolution i praksis (2)

Hvis henvisningerne til teorien om den permanente revolution i Lenins værker før 1917 er få, så forekommer de overhovedet ikke derefter. Trotskijs bog om den permanente revolution blev publiceret i Rusland og oversat til mange sprog (også engelsk) af den Kommunistiske Internationale mens Lenin levede, uden nogen protest eller kritik fra Lenin eller fra det mytiske »Flertal i Centralkomitéen«. Men i Lenins ‘Samlede værker’, publiceret af den sovjetiske regering efter revolutionen, er der imidlertid en note om Trotskij, som indeholder følgende passage:

»Før revolutionen i 1905 fremsatte han sin egen originale og nu fuldstændig anerkendte teori om den permanente revolution, som hævdede, at den borgerlige revolution i 1905 ville gå direkte over i en socialistisk revolution, som ville vise sig at være den første i en række af nationale revolutioner.«(note til den første russiske udgave af LCW, Moscow, 1921, s. 14)

Her bliver teorien om den permanente revolution helt præcist beskrevet, uden de Johnstoneagtige krumspring. Den var »specielt anerkendt« efter oktoberrevolutionen, fordi den præcist på forhånd havde forudsagt begivenhederne i 1917.

Monty Johnstone prøver at miskreditere teorien om den permanente revolution med sin sædvanlige metode med »afbalancerede« stumper af citater:

»Mærkeligt nok findes der intetsteds i nogen af Lenins skrifter og taler i perioden fra april 1917 til hans død (de fylder 23 af de 50 bind af den nye russiske udgave) så meget som en antydning af, at Lenin var klar over sin ’omvendelse’ til Trotskijs synspunkt om den ’permanente revolution’, og Lenin var aldrig bange for at indrømme tidligere fejltagelser. På den anden side ser vi ved mere end en lejlighed Trotskij indrømme det modsatte. Således gengiver ‘1927-programmet for Venstreoppositionen’...Trotskijs og hans tilhængeres deklaration til den Kommunistiske Internationale den 15. december 1926: ’Trotskij har udtalt til Internationalen, at i de principspørgsmål, hvori han og Lenin var uenige, havde Lenin ret - og specielt i spørgsmålet om den permanente revolution og bønderne’. I et brev til det gamle medlem af ’Venstreoppositionen’, Preobrazhenskij, som ikke accepterede hans teori, indrømmede Trotskij: ’Indtil februar 1917 var sloganet om proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur historisk progressivt.’ Og selv i sin bog, ‘Læren af Oktober’, skrev han, at med denne formulering af proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur havde Lenin behandlet spørgsmålet om en fremrykning i retning af proletariatets socialistiske diktatur, støttet af bønderne ’med magt og på en helt igennem revolutionær måde’ - i fuldstændig modstrid med sin udtalelse fra 1909 om, at ’de antirevolutionære sider af bolsjevismen truer med blive en stor fare... i tilfælde af en sejr for revolutionen.« (Cogito s. 14-15)

Johnstones argument om de ikke-eksisterende kommentarer i Lenins værker efter 1917 til spørgsmålet om den permanente revolution falder tilbage på sig selv. Lenin var altid samvittighedsfuld i spørgsmål om teori. Han ville aldrig have tilladt, at et teoretisk spørgsmål i nogen vigtig sag forblev uløst. Hvis han ikke førte nogen polemik mod teorien om den permanente revolution efter 1917, hvis han tillod publicering af Trotskijs værker om dette spørgsmål uden kommentarer og godkendte en note i den officielle udgave af sine ‘Samlede værker’, som udtrykte enighed med denne teori, kunne det kun være, fordi han, efter at spørgsmålene var blevet afgjort af oktoberrevolutionen, stort set var enig med Trotskij i dette spørgsmål. Det var ikke et spørgsmål om, at Lenin skulle være blevet ’omvendt’ af Trotskij, som vi allerede har forklaret. Efter 1917 ophørte tidligere uenigheder mellem dem i vurderingen af den russiske revolution (uenigheder, som under alle omstændigheder var af sekundær natur) med at have nogen betydning, ud over den rent historiske. Hvad angår Trotskijs påståede ’fejltagelser’, var Trotskij altid parat, ikke bare til at indrømme sine fejl, men til at forklare dem (hvilket afgjort ikke kan siges om Kommunistpartiets ledere idag!). Vi har allerede vist, hvordan Trotskij forklarede sin fejltagelse i spørgsmålet om Bolsjevikpartiet. Men hvad angår teorien om den permanente revolution, var Trotskijs eneste »forbrydelse«, som stalinisterne aldrig vil tilgive ham, at hans teori så klart blev bekræftet af begivenhederne.

Det Monty Johnstone og de andre »teoretikere« i Kommunistpartiet i virkeligheden angriber, under dække af at kritisere teorien om den permanente revolution, er bolsjevismens egen revolutionære kerne og metode. I 1924 blev »trotskisme« kynisk opfundet af Kamenev, Zinoviev og Stalin for at tjene deres klikekamps interesser mod Trotskij. Herved opnåede de magtfuld støtte fra stats og partibureaukratiet, som i dette så en afslutning på revolutionens omvæltninger og begyndelsen til en periode med fred og »orden«, i hvilken de kunne nyde de privilegier, som de i al stilhed var ved at opnå. Stalins teori om socialisme i et enkelt land var noget, som Kamenev og Zinoviev, som var blevet opdraget i Lenins internationalistiske ånd, ikke kunne stå model til. De brød med Stalin, men skaden var allerede sket. Bureaukratiet hægtede sig endnu stærkere til Stalinfraktionen og til teorien om socialisme i et land. Deres vrede og ondskabsfulde angreb på »trotskisme« og »permanent revolution« var blot udtryk for deres afvisning af bolsjevismens revolutionære traditioner, som var i konflikt med deres egne materielle interesser.

Hvad angår citatet fra ‘Venstreoppositionens program’, så ved Johnstone, at dette dokument ikke var en personlig fremstilling af Trotskijs synspunkter, men hele Venstreoppositionens synspunkter, herunder Kamenevs og Zinovievs. Mens der var enighed om de fundamentale spørgsmål i kampen mod stalinismen industrialisering, kollektivisering, arbejderdemokrati, internationalisme osv. så havde Kamenev og Zinoviev stadig andre standpunkter i andre spørgsmål. Afsnittet om den permanente revolution, som Monty Johnstone citerer, er et af adskillige, som Trotskij var imod, men hvor han kom i mindretal overfor Kamenevs og Zinovievs opposition. Af hensyn til enheden om det grundlæggende program mod Stalin gik Trotskij med til dette. Hans egne skrifter giver et konsistent forsvar af teorien, som Kamenev og Zinoviev var uvillige til at acceptere, til dels på grund af den rolle, de havde spillet i oktober i spørgsmålet om »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur«.

Hvad angår citatet fra brevet til Preobrazhenskij, så vil læseren se, at der absolut ingen modstrid er mellem det standpunkt, der fremføres i dette brev, og teorien om den permanente revolution. Trotskij anså altid Lenins standpunkt for at være progressivt og tæt på sit eget, i modsætning til mensjevikkernes. Dette udtrykkes meget klart i ‘Læren af Oktober’: Monty Johnstone citerer (med sin sædvanlige ’kortfattethed’) fra denne bog, men han forklarer ikke, hvorfor den blev skrevet, hvornår den blev skrevet, eller hvad der står i den. Bogen blev skrevet i 1923, efter nederlaget for den revolutionære bevægelse i Tyskland, som for en stor del var forårsaget af forkludringer fra Stalins og Zinovievs side.

Trotskij forklarer i sin bog uundgåeligheden af en krise i ledelsen i en revolutionær situation på grund af det enorme pres fra borgerlig ’offentlig mening’, selv på den mest hærdede revolutionære ledelse. Engels havde forklaret, at det somme tider tager årtier for en opbygning af en revolutionær situation, hvorefter to eller tre årtier kan blive opsummeret på få dage. Hvis den revolutionære ledelse ikke drager fordel af situationen, så må den måske vente endnu ti eller tyve år, før en lignende situation opstår. Den nyere historie er fuld af sådanne eksempler, selv om man ikke skulle tro det ud fra Monty Johnstones værk eller traditionerne i kommunistpartierne, som endog opdagede og tilsluttede sig den ’mensjevikiske vej til socialismen’.

Trotskij forklarer adfærden af det tyske Kommunistpartis ledelse og Stalin-Zinoviev-ledelsen som en udskiftning af bolsjevisme med mensjevisme, efter modellen fra februar 1917. Og som i 1917 retfærdiggjorde opportunisterne deres standpunkt ved i ord at tilslutte sig forældede teorier herunder »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur«. Opportunister er aldrig i bekneb for en eller anden »teori« til at undskylde deres fejhed: Da Kommunistpartiets »teoretikere« således skulle bortforklare deres udsalg i Frankrig i maj 1968, faldt de tilbage på de fordrejninger af Engels ’Indledning til klassekampene i Frankrig’, som af de socialdemokratiske revisionister er blevet brugt til at miskreditere revolutionslæren i firs år!

For at sætte kammerat Johnstones frygtløse ’objektivitets’ imponerende fremtoning i skarpt relief, lad os da i sin helhed citere, hvad Trotskij siger i ‘Læren af Oktober’ om »proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur«:

»Selv før 1905 gav Lenin udtryk for den specielle karakter af den russiske revolution ved formlen, ’proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur’. Som den fremtidige udvikling viste, kunne denne formel i sig selv kun få mening som et trin på vejen til det socialistiske diktatur af proletariatet med støtte fra bønderne. Lenins formulering af problemet, revolutionær og dynamisk helt igennem, var i fuldstændig og kompromisløs modsætning til det mensjevikiske mønster, ifølge hvilket Rusland kun kunne gøre sig håb om en gentagelse af de udviklede nationers historie, med borgerskabet ved magten og socialdemokraterne i opposition. Imidlertid lagde visse kredse i vort parti vægten, ikke på proletariatets og bøndernes diktatur i Lenins formel, men på dets demokratiske karakter i modsætning til dets socialistiske karakter. Og igen kunne dette kun betyde, at i et tilbagestående land som Rusland kunne man kun forestille sig en demokratisk revolution. Den socialistiske revolution skulle begynde i Vesten. Vi kunne først slå ind på socialismens vej efter England, Frankrig og Tyskland. Men en sådan formulering af spørgsmålet gled uundgåeligt over i mensjevisme, og dette blev fuldstændig afsløret i 1917, da vi blev stillet over for revolutionens opgaver, ikke til prognose, men til aktiv handling.

»Når man, under de givne betingelser for revolution, indtog en holdning til støtte for demokratiet, en holdning der som sin logiske konsekvens betød modstand mod socialisme som ’værende forhastet’, så betød dette politisk et skift fra det proletariske til det småborgerlige standpunkt. Det betød en overgang til venstrefløjen af den nationale revolution.« (The Essential Trotskij, s. 122)

Hvad skete der i Rusland i 1917? Ifølge Monty Johnstone markerede Februarrevolutionen fuldførelsen af det borgerligt demokratiske stadium af revolutionen. Oktoberrevolutionen markerede det socialistiske stadium. Men for det første løste Februarrevolutionen ikke nogen af den borgerligt demokratiske fases opgaver. Og for det andet begyndte den socialistiske revolution i starten med de borgerligt demokratiske foranstaltninger, specielt jordrevolutionen. Monty Johnstone maskerer sin egen forvirring (og forøger derved sine læseres!), ved desperat at kaste sig over isolerede citater fra Lenin - ved tilfældigt og ganske ukorrekt at sidestille afhuggede stumper fra Lenins skrifter fra 1905 med hans polemik mod de ’gamle bolsjevikker’ i 1917! Vi vil gerne spørge kammerat Johnstone: Hvordan kan en borgerligt demokratisk revolution være fuldført, når den ikke har klaret de mest fundamentale spørgsmål, den er stillet overfor? Hvordan kunne bolsjevikkerne mobilisere støtte for den socialistiske revolution på basis af borgerligt demokratiske slogans (’Fred, Brød, Jord’)?

I ophidselse udbryder Monty Johnstone:

»Oktoberrevolutionen, som etablerede proletariatets diktatur, var nødvendigt for at gennemføre de borgerligt demokratiske opgaver, som ikke var blevet behandlet eller fuldført fra februar til oktober.« (Cogito, s. 12)

Netop kammerat Johnstone! Men det er jo præcis den afskyelige teori om den permanente revolution. I Oktoberrevolutionen løste proletariatet, i alliance med de fattige bønder, først de grundlæggende problemer for den borgerligt demokratiske revolution, og fortsatte derefter uden afbrydelser med at gennemføre socialistiske foranstaltninger. Deri ligger den ’permanente’, uafbrudte natur af den russiske revolution.

Vi kunne også spørge Monty Johnstone om, hvilke opgaver der var blevet ’behandlet eller fuldført fra februar til oktober’? Ikke fordeling af jord til bønderne. Ikke etableringen af en demokratisk fred. End ikke oprettelsen af en ægte demokratisk regeringsform! Afskaffelse af monarkiet? Selv den lod vente på sig: Det russiske ’demokratis’ helte havde oprindeligt tænkt sig konstitutionelt monarki.

Arbejderklassens borgerligt demokratiske allierede, hvis resultater Monty Johnstone næsegrust beundrer, blev gentagne gange flået af Lenin, som åbent hånede deres magtesløshed:

»Disse krystere, vrøvlehoveder, opblæste narcissister, der legede Hamlet, svingede deres træsværd - men ødelagde end ikke monarkiet! Vi udrensede det monarkistiske møg, som ingen har gjort det tidligere. Vi lod ikke en sten, ikke en mursten blive stående i den gamle bygning af det sociale rangsystem (selv de mest udviklede lande som England, Frankrig og Tyskland har ikke fuldstændigt elimineret resterne af dette system i dag!). Vi fjernede hver en stump af de dybtliggende rødder af det sociale rangsystem, nemlig res terne af feudalisme og livegenskab i godsejervældets system. ’Man kan diskutere’ (der er masser af penneslikkere, kadetter, mensjevikker og socialrevolutionære udenlands, der kan hengive sig til sådanne diskussioner), hvad der ’i det lange løb’ vil være udfaldet af jordreformen, der blev gennemført af den store oktoberrevolution. Vi har i øjeblikket ingen ønsker om at spilde tid på sådanne stridigheder, for vi afgør dette, såvel som en mængde andre stridsspørgsmål, ved kamp. Men den kendsgerning kan ikke benægtes, at de småborgerlige demokrater ’indgik kompromis’ med jordejerne, vogterne af livegenskabstraditionerne, i otte måneder, mens vi fuldstændigt fejede godsejerne og deres traditioner bort fra russisk jord på få uger.« (LCW, bind 33, s. 52-53)

De demokratiske rettigheder, som arbejderne vandt i 1917, var resultater af deres egen kamp, ikke ’gaver’ fra den borgerlige parlamentarismes »små Hamlet’er«! Rent faktisk dækkede reaktionen sig under den provisoriske regerings ’demokrati’ (præcis som de senere folkefrontsregeringer i Frankrig og Spanien), mens den gjorde forberedelser til et blodigt modangreb mod massernes bevægelse, som var gået ’for langt’. Kornilovs forsøg på et kontrarevolutionært kup i august-september 1917, med borgerskabets støtte og opmuntring, tilkendegav bankerotten af hele det borgerlige demokratis rådne system i Rusland. For at vinde afgørende over reaktionens kræfter og gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions opgaver, var det nødvendigt for arbejderne og bønderne at snuppe magtens tøjler fra de forræderiske og vægelsindede ’demokraters’ rystende hænder. Det er den lære, de ’kommunistiske’ ledere i dag stædigt nægter at tage til sig. Deres ’folkefronts’politik i Grækenland, i Spanien, i Frankrig og andre steder vil forberede vejen for nye og blodige nederlag for arbejderklassen, medmindre der sker et afgørende brud med det mensjevikiske klassesamarbejdes rådne politik.

I Februarrevolutionen var zarvældet netop blevet styrtet af arbejdernes bevægelse i byerne, med senere tilslutning fra bønderne i uniform. Hvad angår borgerskabet og dets ’liberaldemokratiske’ partier, så spillede det overhovedet ingen rolle. Den virkelige magt lå i hænderne på arbejder- og soldatersovjetterne. Den provisoriske regering hang midt i luften svævende, afskåret fra enhver fast støttebasis, udover den, som mensjevikkernes og SR’ernes feje ledelse var parat til ’frivilligt at overgive’ til den! Det der var nødvendigt, som Lenin og Trotskij klart forstod, var for arbejderne og bønderne at organiserere sig for at vende denne ’dobbeltmagt’ (en afvisning, som var resultat af mensjevikkernes og SR’ernes udsalg) til virkelig arbejdermagt.

Marx og Engels havde forklaret det tyske borgerskabs feje, kontrarevolutionære rolle i 1848 ud fra dets frygt for arbejderklassens bevægelse, som stod truende bag det i dets kamp mod feudalisme og autokrati. Tres år senere var det russiske borgerskab endnu mere ude af stand til at efterligne sine klassebrødres heroisme i 1789. I ‘Den russiske revolutions historie’ skriver Trotskij, at den sene kapitalistiske udvikling udelukkede muligheden af, at det russiske borgerskab kunne spille en revolutionær rolle. For det første havde den russiske industri draget fordel af teknikken, lært af den vestlige kapitalisme, og havde derfor en stærkt koncentreret karakter med mange arbejdere bragt sammen i stort antal under dårlige betingelser i de få byer. Dette truede borgerskabet med spøgelset af en ny Pariserkommune i tilfælde af en masserevolutionær omvæltning.

For det andet var det russiske borgerskab stærkt afhængigt af den internationale kapitalismes pengepung, hvad angik investeringer og kredit:

»Det russiske borgerskabs sociale karakter og dets politiske fremtræden var bestemt af den russiske industris struktur og startbetingelser. Alene den ekstreme koncentration af denne industri betød, at der mellem de kapitalistiske ledere og folkemasserne ikke fandtes noget hierarki af overgangslag. Vi må tilføje til dette, at ejerne af de største foretagender inden for industri, banker og transport, var udlændinge, som på deres investeringer ikke blot tjente profitterne fra Rusland, men også en politisk indflydelse i udenlandske parlamenter, og derfor ikke blot ikke fremmede kampen for russisk parlamentarisme, men ofte var imod den: Det er tilstrækkeligt at mindes den skammelige rolle, det officielle Frankrig spillede. Dette er de grundlæggende og uomgængelige årsager til det russiske borgerskabs politiske isolering og antifolkelige karakter. Mens det ved starten af sin historie var for umodent til at gennemføre en reformation, var det overmodent, da tidspunktet kom for at lede en revolution.« (L. Trotskij, History of the Russian Revolution, bind 1, s. 30)

Og disse træk er ikke noget specielt for det russiske borgerskab: med mindre variationer er de en præcis karakterisering af ethvert tilbagestående, halvkolonialt lands ’nationale’ borgerskab. Lenin hånede mensjevikkerne for deres politik med klassesamarbejde ’folkefront’ (for det var hvad den var, skønt mensjevikkerne ikke brugte det ord), deres forsøg på at indynde sig hos det såkaldte ’liberale, borgerlige demokratis’ partier under påskud af, at borgerskabet var en ’progressiv’ kraft i kampen mod autokratiet. Og hvad ville han sige, hvis han kunne være vidne til Kommunistpartiets endnu mere åbenlyse klassesamarbejde overalt i verden i dag: I Grækenland, i Spanien, i Indonesien, i Indien? Intetsteds har det ’demokratiske’ borgerskab spillet noget andet end den mest korrupte og kontrarevolutionære rolle. Og dog forfølger de kommunistiske ledelser intetsteds en uafhængig, leninistisk klassepolitik overfor det borgerlige demokratis politikere.

Den stalinistiske »teori« om »stadier«, som monotont er blevet istemt som en besværgelse af Kommunistpartiets »teoretikere«, Monty Johnstone inkluderet, er en grov og mekanisk karikatur af Lenins idéer. Hvad har Monty Johnstone at sige om den tyske revolution i 1918 eller de italienske besættelsesstrejker i 1920? I det første tilfælde tog de tyske arbejdere magten i en ublodig revolution blot for at blive solgt ud af deres socialdemokratiske »ledere«, som ved at gemme sig bag revolutionens »borgerligt demokratiske« natur »frivilligt overgav«(!) magten til borgerskabet! Var dette, som de socialdemokratiske ledere hævdede, den tyske revolutions »demokratiske stadium«, kammerat Johnstone? Hvis det var tilfældet, hvorfor fordømte Lenin så de socialdemokratiske ledere for at forråde den socialistiske revolution?

En lignende proces fandt sted i Italien i 1920, hvor den massive bølge af besættelsesstrejker skabte en revolutionær situation: Det, at de socialistiske ledere ikke klart viste den revolutionære vej frem, førte til de italienske arbejderes nederlag og direkte til Mussolinis magtovertagelse. Ligesom det tyske socialdemokratis ledelse undskyldte de sig med, at masserne ’ikke var rede’ til den socialistiske revolution. Men hvis Lenin bittert kunne angribe de italienske socialistiske ledere for ikke at fremføre det revolutionære program, hvad ville han så have sagt om det franske Kommunistpartis ’ledelse’ ved generalstrejken i maj 1968, som var uendeligt meget dybere og bredere end bevægelsen i Italien i 1920?

Opportunister af enhver afskygning har altid placeret ansvaret for nederlag hos masserne, som angiveligt ’ikke er rede’ til socialisme. Men de sidste halvtreds års historie viser igen og igen arbejderklassens vilje til at kæmpe og give heroiske ofre for at opnå en social transformation. »Hvorfor altid lægge skylden på lederne?« spørger Kommunistpartiets ’teoretikere’ i 1968, som et ekko af folk som Kautsky, Scheidemann og Serrati i 1918-20. Efter at have tabt al tiltro til arbejdende menneskers evne til at ændre samfundet, er den arrogante bureaukrat ude af stand til at forestille sig nogen forbindelse mellem sin parlamentære kretinisme og massernes manglende evne til, uden en bevidst revolutionær ledelse, at gennemføre deres bevægelse til en sejrrig afslutning.

Hvilken lære har Kommunistpartiets ledere draget af alt dette? Monty Johnstone bruger citater fra nogle af Lenins polemikker. Men han vælger ikke at citere fra Lenins mangfoldige polemikker mod mensjevikkerne, som prøvede at binde det russiske proletariat til det ’progressive’, ’liberale’ borgerskab. Hvorfor citerer han ikke Lenins utallige angreb på klassesamarbejdspolitikken, hans fastholdelse af de revolutionære arbejdere og bønder som de eneste klasser, der er i stand til at gennemføre den demokratiske revolution?

Åbenbart ser Monty Johnstone i alle Lenins skrifter kun en lang fordømmelse af den permanente revolutions kætteri. Han finder intet, der er relevant for Stalins tykhovede politik i Kina i 1925-27. Han ser ingen forbindelse til det cubanske Kommunistparti, som støttede Batista som en ’progressiv anti-amerikansk kraft’ i 30’erne, og som fordømte Castro som en ’småborgerlig eventyrer’, intet om det irakiske Kommunistparti, som hyldede Kassim som den store befrier, indtil han begyndte at skyde dem ned og tvinge dem under jorden! De sovjetiske kammerater fører en god nabopolitik overfor den ’progressive’ persiske Shah, hvilket omfatter overgivelse af politiske flygtninge til henrettelsespelotonen. De indonesiske kammerater med deres ’leninistiske’ politik i form af en blok mellem ’arbejdere, bønder, intellektuelle, det nationale borgerskab, progressive aristokrater og alle patriotiske elementer’, faldt på knæ for den ’progressive’ diktator, Sukarno, med det resultat, at en halv million kommunister blev myrdet uden modstand. Kina og Rusland kappedes om at lovprise den ’tapre antiimperialistiske forkæmper’, Ayub Khan, indtil han blev styrtet af de pakistanske arbejdere og bønder.

Dette er blot nogle få eksempler på den ’leninistiske’ orientering af »Kommunist«partiledelserne i dag. Under påskud af loyalitet mod sloganet om ’proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur’ fører de overalt en klassesamarbejdspolitik, som netop er, hvad Trotskij kaldte den en ’ondskabsfuld karikatur af mensjevismen’.

Mange kammerater i Kommunistpartiet og Ungkommunisterne vil være blevet forvirret af Monty Johnstones åndelige gymnastik om den permanente revolution. Vi håber, at nogle af punkterne er blevet klargjort her. Teorien om den permanente revolution er ikke det komplicerede, tørre teoretiske spørgsmål, som Johnstone får det til at være, men en teori, som opsummerer alle erfaringerne med Oktoberrevolutionens revolutionære bevægelse i Rusland. Uden en klar forståelse af disse spørgsmål vil ingen marxist være i stand til at finde sin kurs i den nuværende verdenssituation. Tragedierne i Indonesien, i Grækenland og i Pakistan vil blive gentaget. Det er op til alle alvorlige socialister at studere læren af disse begivenheder, for at de kan forberede sig til den fremtidige rolle, de må spille i Storbritannien og internationalt.