Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

5. Trotskij og brest-litovsk

»Selvom Trotskij havde støttet Lenin imod Kamenev og Zinoviev på spørgsmålet om behovet for at organisere en opstand i oktober 1917, skulle han finde sig selv dybt uenig med ham i begyndelsen af 1918, på spørgsmålet om underskrivelsen af en fredstraktat med Tyskland. Den måde han opførte sig på fremhæver både hans styrker og svagheder.« (Cogito, s. 17)

Dette er den første og den sidste reference i Johnstones artikel om Lenins kamp imod de »gamle bolsjevikker« i 1917. At det kommer som en bisætning, er en indikation om hvilken plads det optager i Monty Johnstones verdensorden. Selvfølgelig havde Trotskij »tilfældigvis« den samme holdning som Lenin på det lille spørgsmål om Oktoberrevolutionen, stillet over for opposition fra Kamenev, Stalin og Zinoviev, men på andre »fundamentale spørgsmål«, var han igen i opposition til »den korrekte linie«.

Monty Johnstone forsøger sig igen med det samme trick, som han benyttede i afsnittet om »den permanente revolution«. I det afsnit overdriver han ude af proportioner, forskellen mellem Lenin og Trotskij ved at »glemme« mensjevikkernes holdning. I forbindelse med Brest-Litovsk, kender Johnstone kun to holdninger: Lenins (dvs. for øjeblikkelig accept af Tysklands krav) og Trotskijs (som han karakteriserer som »hverken fred eller krig»). Men Monty Johnstone er udmærket klar over, at der på dette spørgsmål ikke bare var to holdninger, men tre: Lenin og Trotskijs holdninger, og Bukharins holdning, som ikke bare stod for en afvisning af Tysklands betingelser, men for en revolutionær krig imod Tyskland. Han glemmer også at nævne at Bukharins holdning oprindeligt var størstedelen af partiets holdning på tidspunktet for Brest-Litovsk forhandlingerne.

Hvad var bolsjevikkernes holdning til krig? I 1915 skrev Lenin en artikel i hans blad ‘Sotsial-Democrat’under overskriften ‘Nogle Teser’, hvor han overvejede muligheden for at bolsjevikkerne kunne tage magten i Rusland:

»På spørgsmålet om hvad proletariatets parti vil gøre, hvis revolutionen giver det magten under den nuværende krig, svarer vi: Vi vil foreslå fred til alle de krigsførende magter på betingelse af koloniernes frigørelse og alle afhængige og undertrykte folk, som ikke nyder fulde rettigheder. Hverken Tyskland eller England eller Frankrig ville under deres nuværende regeringer acceptere denne betingelse. Derfor må vi forberede os på at føre en revolutionær krig, dvs., at vi ikke blot bør føre vort minimumsprogram fuldt ud ved de mest beslutsomme metoder, men at vi også bør opildne alle de folkeslag, som nu undertrykkes af Storrusland, systematisk til opstand, alle kolonier og afhængige af Asien (Indien, Kina, Persien, etc.) og også, først og fremmest, opildne det europæiske proletariat til opstand imod sine egne regeringer til trods for sine social-chauvinister« (LCW, bind 21, s. 403)

Således var den brede, revolutionære strategi udarbejdet af Lenin på forhånd, inden den russiske revolution. Den har intet til fælles med den forlorne pacifisme som kommunistpartiernes sognepræster prædiker i dag, og som de forsøger at hænge op på lederen af Oktober. Lenin og bolsjevikkerne, før 1917, stod for revolutionær krig: En krig rettet fra revolutionen imod imperialismen, som ville kombinere den røde hærs væbnede kamp med arbejdernes i Europas og folkeslagene i de undertrykte nationers opstande.

I perioden med agitation og forberedelse før Oktober, understregede bolsjevikkerne gentagne gange, at de stod for »fred uden anneksioner eller krigsskadeerstatninger«, at de ville tilbyde sådan en fred til imperialisterne, og i tilfælde af deres afslag ville bolsjevikkerne indlede en revolutionær krig imod dem. Således skrev Lenin i september, 1917:

»Hvis det mest utænkelige skulle ske, dvs., hvis ingen krigsførende nation, accepterer selv en våbenstilstand, så ville krigen på vores side blive en virkelig nødvendig, virkelig retfærdig og defensiv krig. Det bare faktum at proletariatet og den fattigste del af bondestanden vil være bevidste om dette, vil gøre Rusland mange gange stærkere i militær henseende, især efter et komplet brud med kapitalisterne, som berøver folket, for ikke at nævne at krigen, så på vores side, ikke i ord men i virkelighed, vil være en krig i alliance med de undertrykte folkeslag i hele verden« (LCW, bind 26, s. 63)

Ideen om revolutionær krig blev accepteret uden tøven som en del af partiets basale strategi. Så da Kamenev og Zinoviev skrev deres åbne brev, hvor de modsatte sig Oktoberrevolutionen, var et af deres nøgleargumenter udsigten til en revolutionær krig, som de forsøgte at skræmme arbejderne med:

»Massen af soldater støtter os fordi vi fremsætter et slogan, ikke for krig, men for fred…Hvis vi overtager magten alene nu og hvis vi føler os tvunget af hele verdenssituationen til at indlede en revolutionær krig, vil massen af soldater vige tilbage fra os«.

Dette var et godt argument for at underskrive Brest-Litovsk freden måneder i forvejen. Men det var et bevis, ikke for Kamenev og Zinovievs historiske forudseenhed, men kun for deres rystende nerver og opportunistiske vaklen. Deres senere støtte til underskrivelsen af traktaten var blot den omvendte side af deres modstand imod Oktoberrevolutionen: De to ting kan ikke adskilles. For en marxist, er det ikke bare hvad der siges der er vigtigt, men også hvem der siger det og hvorfor.

Hvad var bolsjevikkernes holdning til Brest-Litovsk traktaten? Den hær som de havde arvet fra zarismen, var komplet desintegreret; flere enheder havde hjemsendt sig selv, disciplinen var blevet nedbrudt, officererne var gået over til reaktionen. Det var denne konkrete situation, og ikke nogen fundamental teoretisk overvejelse, som bestemte bolsjevikkernes handlinger. At fremstille uenighederne som andet end taktiske uenigheder er et vrængbillede af sandheden. Under andre omstændigheder, hvis for eksempel de havde haft tid til at opbygge den røde hær, ville spørgsmålet være blevet stillet på en helt anden måde, præcis som den polske krig demonstrerede det i 1920.

Bolsjevikkernes første politik var at forlænge forhandlingerne så længe som muligt, i håbet om at den revolutionære bevægelse i vest ville komme revolutionen til undsætning. Den ide som »realistiske« spidsborgere i dag karakteriserer som »trotskisme«, blev udtrykt ved dusinvis af anledninger, ikke bare af Trotskij, men også af alle de bolsjevikiske ledere, inklusiv Lenin. Kamenev for eksempel, som senere støttede Lenins standpunkt for underskrivelse af traktaten, sagde om propagandaen som blev udført ved Brest-Litovsk, at »vore ord vil nå det tyske folk over hovederne på de tyske generaler, således at vore ord vil slå imod de tyske generaler med det våben, som de bruger til at narre folket«. Begivenhederne udfoldede sig anderledes end Kamenev havde regnet med, men på dette tidspunkt talte han på hele Bolsjevikpartiets vegne.

Hovedæren for udførelsen af den succesfulde propaganda ved Brest-Litovsk var Trotskijs. Han gjorde konferencen til en platform for redegørelse af revolutionens ideer til Europas krigs-udmattede arbejdere. Trotskijs taler blev senere samlet sammen og udgivet i adskillige oplag og i mange sprog af den Kommunistiske Internationale, under Lenins levetid. Først efter 1924 opdagede stalinisterne pludselig den »revolutionære frase«, hvilket berettigede at de blev forbudt og tilbageholdt.

Forsinkelsen af revolutionen i vest og den russiske revolutions militære svaghed forårsagede en uenighed i partiets ledelse, en uenighed hvor Lenin var i mindretal. Første gang uenighederne blev udtrykt var den 21. januar 1918, da forhandlingerne nærmest nåede et klimaks. Da han frygtede en ny offensiv, hvis bolsjevikkerne afslog det tyske ultimatum, foreslog Lenin en øjeblikkelig underskrivelse af freden, selv på de katastrofale betingelser som tyskerne tilbød. Trotskij var enig i at der ikke var mulighed for at fortsætte krigen, men mente at forhandlingerne skulle afbrydes og at bolsjevikkerne kun skulle kapitulere i tilfælde af en ny fremtrængen. Bukharin krævede igangsættelse af en revolutionær krig.

Langt fra det billede som stalinisterne præsenterede efter 1924 og fremførte, om at Lenin og bolsjevikkerne blev trodset af en udisciplineret og ultravenstre Trotskij, udgjorde Lenin og Trotskij rent faktisk det »moderate« mindretal i ledelsen på dette spørgsmål. Og hvad sandt var om ledelsen var dobbelt så sandt for de menige medlemmer og arbejdere. Det overvældende flertal af arbejdere gik imod underskrivelse af traktaten. Da ledelsen inviterede sovjetterne til at fremføre deres synspunkter om Brest-Litovsk, svarede mere end to hundrede: Kun to store sovjetter (Petrograd og Sevastopol – den sidste med reservationer) støttede fred. Alle de andre store arbejdercentre, Moskva, Ekaterinburg, Kharkov, Ekaterinoslav, Ivanovo-Vozuesensk, Kronstadt, etc, stemte med overvældende flertal for at afbryde forhandlingerne.

Ved Centralkomitémødet den 24. januar, 1918, blev den endelige beslutning taget, om hvilken linje Trotskij skulle indtage ved Brest-Litovsk. Før mødet, nedskrev Trotskij en samtale med Lenin, hvor han tilsluttede sig Trotskijs plan om at nægte at underskrive traktaten men at erklære fjendtlighederne afsluttet, på den betingelse at skulle tyskerne angribe igen, ville Trotskij støtte en øjeblikkelig underskrivelse af traktaten og i intet tilfælde støtte forslaget om en »revolutionær krig«. På dette punkt var Trotskij enig(her mangler reference,). Her fremførte Lenin ikke sit krav om øjeblikkelig underskrivelse af traktaten, men fremførte blot en resolution, som blev vedtaget, der forpligtede Trotskij til at trække forhandlingerne ud så længe som muligt. En afstemning blev dernæst taget om Trotskijs forslag om at stoppe krigen men nægte at underskrive traktaten, hvilket også blev vedtaget.

Ifølge Monty Johnstone, »da han blev stillet overfor tyskernes barske betingelser, overskyggede en overvurdering af de øjeblikkelige revolutionære perspektiver hans [Trotskijs] forståelse af virkeligheden, og ledte ham til at afslå underskrivelse af traktaten« (Cogito, s. 17)

Vi har allerede set, hvad der »ledte Trotskij til at afslå underskrivelse af traktaten« i den ovenstående skildring af uenighederne i partiet. Monty Johnstone, her som alle andre steder, begrænser sin »analyse« til et par stumper af citater, som ikke omhandler de fundamentale spørgsmål, men kun de diplomatiske svar fra deltagerne, og som skaber det indtryk, at Trotskijs holdning var hans personlige og ikke partiets opfattelse. Johnstone fortsætter:

»På den anden side understregede Lenin, at tyskerne havde mest styrke og at de krigsudmattede, dårligt udstyrede og sultne russiske tropper ikke kunne holde ud imod deres magtfulde militærmaskine. [!] Han tilskyndede derfor [!] accept af de tyske betingelser, ydmygende som han anså dem for at være, så snart tyskerne præsenterede et ultimatum, imens han advarede om at alternativet ville være, at tyskerne ville fortsætte deres fremtog ind i sovjetisk territorium og påtvinge endnu være betingelser (Cogito, s. 17).

Monty Johnstone fremstiller det hele som en strid imellem Trotskij og Lenin. Han er fast besluttet på at levere billedet af Lenin som en selvtilfreds »realistisk« spidsborger, der går imod Trotskijs revolutionære »drømme«. Han citerer isolerede fraser fra Lenin om at Verdensrevolutionen er »et godt eventyr«, uden at forklare de begrundelser Lenin gav for sit standpunkt på spørgsmålet om Brest-Litovsk, begrundelser som udsprang af en uforsonlig revolutionær socialistisk internationalisme.

I løbet af diskussionen blev Lenin »støttet« af Zinoviev og Stalin. Stalin udtalte, at »der er ingen revolutionær bevægelse i vest, ingen fakta om det, kun en mulighed«. Zinoviev erklærede, at selvom vi »ved at lave fred, skal styrke chauvinismen i Tyskland og i et vist stykke tid svække bevægelsen i vest«, var dette langt bedre end »den socialistiske republiks ruin«. Lenin var nød til at afvise støtte baseret på sådanne argumenter fra disse »realister«, hvis spidsborgerlighed Monty Johnstone nu forsøger at hænge op på ham.

I sit svar til Zinoviev svarede Lenin kategorisk, at hvis »den tyske bevægelse pludselig er i stand til at udvikle sig imens fredsforhandlingerne foregår…er vi nød til at ofre os selv, fordi den tyske revolution vil være langt mere magtfuld end vores«. Præcis for at beskytte sit renomme imod sådan opportunisme, understregede Lenin gentagne gange dette:

»Det er uden for enhver tvivl, at den endelige sejr for vores revolution, hvis den skulle forblive alene, hvis der ikke var nogen revolutionær bevægelse i andre lande, ville være håbløs…Vores frelse fra alle disse besværligheder, jeg gentager, er en al-europæisk revolution.« (LCW, bind 27, s. 95)

Efter 1924 blev legenden opfundet om at Trotskij stædigt modsagde Lenin og ledelsen ved at afvise underskrivelse af den fred, som alle inderligt længtes efter. Den 14. februar, efter Trotskij havde rapporteret tilbage til Den Centrale Sovjetiske Eksekutivkomité om den handling han havde udført, fremsatte Sverdlov en resolution på vegne af den bolsjevikiske fraktion: »Efter at have hørt og overvejet rapporten fra fredsdelegationen, godkender den centrale eksekutivkomité fuldt ud dens repræsentanters handlinger ved Brest-Litovsk.« Så sent som marts 1918 sagde Zinoviev ved partikongressen, at »Trotskij har ret, når han siger, at han handlede i overensstemmelse med flertallet af Centralkomitéens beslutning«. Ingen forsøgte at benægte det.

Trotskij var ikke i højere grad end Lenin under den illusion, at de »krigsudmattede, dårligt udstyrede og sultne russiske tropper« kunne holde ud imod et nyt angreb, og da slet ikke at igangsætte en revolutionær krig. Men på den ene side var stemningen iblandt arbejderne og flertallet af partiledelsen imod at acceptere traktatens betingelser, som ikke blot var »ydmygende« men en komplet katastrofe for den unge sovjetstat.

På den anden side ville en ny tysk offensiv overbevise masserne i Vesteuropa om, at bolsjevikkerne kun tilsluttede sig en anneksionsfred under tvang. Dette var et vigtigt politisk motiv, set i lyset af den ondsindede sladderkampagne, som de »allierede regeringer« (England og Frankrig) havde igangsat, om at bolsjevikkerne var tyske agenter, betalt af kejseren for at tage Rusland ud af krigen. Der var en stærk følelse i Rusland af, at dette udgjorde optakten til forhandlingerne med Tyskland om en fredsaftale på Ruslands bekostning. (Historien har senere bevist, at sådan en politik blev overvejet af kredse i Englands og Frankrigs regeringer).

Efter fornyelsen af det tyske ultimatum argumenterede Lenin igen for en øjeblikkelig underskrivelse af freden, men tabte ved en tæt afstemning i Centralkomitéen. Trotskij stemte stadig imod siden offensiven ikke var begyndt endnu. Lenin omformulerede da spørgsmålet som følger: »Hvis den tyske offensiv begynder, og ingen revolutionær omvæltning finder sted i Tyskland, skal vi så underskrive traktaten?«. På dette spørgsmål afstod »de venstreorienterede« (Bukharin og de der støttede revolutionær krig) fra at stemme. Trotskij stemte for resolutionen, hvilket stemte overens med den enighed han tidligere havde nået med Lenin. Da bolsjevikkerne næste dag modtog beviser for tyskernes fremmarch, skiftede Trotskij over til Lenins linje og gav ham derved flertal i Centralkomitéen.

Den 21. februar blev nye og hårdere betingelser proklameret af general Hoffman, med den klare intention at gøre underskrivelse af freden umulig. Den tyske generalstab iværksatte en provokation i Finland, hvor de smadrede den finske arbejderbevægelse. Dette bekræftede igen bolsjevikkernes frygt for, at de allierede var kommet frem til en aftale med tysk imperialisme om at smadre den sovjetiske republik. Der var en reel mulighed for, at selvom bolsjevikkerne underskrev traktaten, ville tyskerne fortsætte deres fremmarch. Trotskij havde i starten denne holdning, men da Lenin fastholdt hans holdning, og i lyset af fornyet modstand fra de »venstreorienterede«, gik Trotskij ikke over på fortalerne for revolutionær krigs side, men afstod fra at stemme, og gav derved Lenin et flertal.

Det virker sært, at en person så forblindet af den »revolutionære frase« på to afgørende tidspunkter skulle stemme i Centralkomitéen for at give Lenin flertal! Men siden vi behandler emnet om den »revolutionære frase«, så lad os tage et kig på Lenins pjece af netop det navn, som Johnstone citerer så rigeligt.

‘Den revolutionære frase’ blev udgivet af Lenin som en artikel i ‘Pravda’ den 21. februar 1918, som en indledning til en offentlig kampagne for underskrivelse af freden. Johnstone citerer denne artikel flere gange, som om den var rettet imod Trotskij. I virkeligheden er Trotskij ikke nævnt en eneste gang i artiklen. Hvem var den rettet imod? Svaret findes i den allerførste linje:

»Da jeg sagde ved et partimøde at den revolutionære frase om en revolutionær krig muligvis kan ødelægge vores revolution, blev jeg bebrejdet for skarpheden af min polemik«. (LCW, bind 27, s. 19, vor kursivering).

Enhver, som læser artiklen, kan se ret tydeligt, at den er rettet imod de, som talte for en revolutionær krig imod Tyskland på trods af sovjetrepublikkens militære svaghed, dvs. imod Bukharins »venstre«-kommunistgruppe. Det er derfor, at Lenin i alle sine polemikker retter 99 % af dem imod Bukharins gruppe, og Trotskij, hvis han overhovedet er nævnt, kun bliver taget op på forbivejen, og på en relativ mild måde. Fordrejelsen fremstår endnu mere tykhovedet og klodset, når vi husker på, at Lenins artikel blev udgivet den 21. februar, tre dage efter at Trotskij havde stemt for Lenins forslag på Centralkomitémødet. Det er lutter uærlighed fra Johnstones side, at trykke ord, som Lenin rettede imod den ultravenstre Bukharin på en sådan måde, som indikerer, at de skulle være tiltænkt Trotskij. Forvrængningen bliver muliggjort af det faktum, at Johnstone ikke nævner Bukharin overhovedet og derved skaber en komplet overdreven, falsk og uhæderlig fremstilling af uenighederne imellem Lenin og Trotskij.

E. H. Carr, den berømte borgerlige historiker, som Monty Johnstone næppe kan anklage for at være hverken trotskist eller »uhistorisk«, kommenterer på uenighederne imellem Lenin og Trotskij i forbindelse med Brest-Litovsk således:

»Lenins uenigheder med Trotskij over Brest-Litovsk var mindre dybe end dem, som adskilte ham fra Bukharins tilhængere. Trotskijs stærke personlighed og hans dramatiske rolle i Brest-Litovskhistorien gav dem en stærkere praktisk betydning og en større fremtrædenhed i øjnene på både samtidige og efterkommere. Men det udbredte billede af Trotskij, fortaleren for verdensrevolution, der kolliderer med Lenin, forkæmperen for national sikkerhed og socialisme i et land, er så forsimplet så det næsten er komplet falskt. (E. H. Carr, op. cit., bind 3, s. 54, vor kursivvering)

At dømme ud fra Monty Johnstones »yderst selektive, sammenkogte historie« var hele bolsjevismens og sovjetmagtens historie (med et par få undtagelser, som f.eks. »episoden« med Oktoberrevolutionen, som Johnstone venligsindet vier en notits til) en kamp imellem Lenin og Trotskij! Sådan er det beundringsværdigt »balancerede«, »objektive« værk, som kammerat Johnstone lovede os i hans introduktion.

Det vil ikke være af vejen at illustrere Johnstones ubetinget ensidige »objektivitet«, ved at anføre to andre hændelser vedrørende forholdet imellem Sovjetrepublikken og den kapitalistiske verden og Lenin og Trotskijs holdninger. Umiddelbart efter Brest-Litovskpolemikken røg Trotskij i totterne på en vigtig del af ledelsen på spørgsmålet om accept af bistand fra England og Frankrig. Motivationen for at acceptere hjælpen blev motiveret af Trotskij, og blev afvist af Bukharin og »de venstreorienterede«, sammen med Sverdlov. Lenin var ikke til stede på mødet, men referatet indeholder en note fra ham som siger således: »Jeg anmoder om at I tilføjer min stemme til fordel for at modtage kartofler og ammunition fra de anglo-franske imperialistiske røvere.«

To år efter Brest-Litovsk brød en lignende splittelse ud i ledelsen på spørgsmålet om krigen med Polen. Trotskij modsatte sig ethvert forsøg på at føre krig imod Polen så snart Pilsudskis angreb var blevet drevet tilbage af militære og politiske årsager. Lenin foretrak en offensiv med den begrundelse, at arbejderne i Warszawa og andre store byer ville blive opmuntret af en revolutionær krig til at rejse sig imod Pilsudski og gennemføre en revolution. Den røde hær blev besejret ved indgangene til Warszawa efter en storslået fremtog og drevet tilbage hen over Curzon-linjen, til en position bagved den linje de havde besat ved fjendtlighedernes udbrud. I den traktat som fulgte efter, blev bolsjevikkerne nød til at afstå et stort område af Hviderusland, som adskilte Tyskland og Litauen fra sovjetrepublikken.

Var Lenin i 1920 forblændet af den »revolutionære frase«? Var han skyldig i at hengive sig til »eventyret« om verdensrevolution og »ønsketænkning«? Kun en spidsborger ville vove at sige sådan noget. Lenin var revolutionær og en internationalist. Hans handlinger blev dikteret først og fremmest af den verdensproletariske revolutions interesser.

Lenin talte ikke for fred ved Brest-Litovsk som andet end et pusterum, for at genopbygge Ruslands sønderknuste hær, til at opbygge en rød hær for forsvar og angreb, som et middel til at assistere revolutionen i vest: I det selv samme åndedrag som han argumenterede for underskrivelse af freden, tilføjede Lenin at det var »nødvendigt for at kunne forberede en revolutionær krig«.

Lenins egen karakteristik af hans standpunkt i sagen om Brest-Litovsk er et godt modargument imod pacifismens gift, »fredelig sameksistens«, og social patriotisme, som stalinisterne har prøvet at læse ud af det:

»Ved Brest-Litovsk-freden blev vi nødt til at trodse patriotismen. Vi sagde: Hvis du er socialist, er du nødt til at ofre dine patriotiske følelser i den internationale revolutions navn, som er på vej, som ikke er kommet endnu, men som du må sætte din lid til, hvis du er en internationalist.«

Lenin var den ultimative politiske realist. Han baserede altid sine handlinger på en utvetydig vurdering af alle de elementer, som udgjorde de internationale styrkeforhold imellem klasserne. Men der er ingen garanti for succes i revolution. At tro det er at tilslutte sig de »objektive« spidsborgeres rækker og deres særlige talent er altid at have ret efter begivenhederne. Men årsagerne til at Lenin var for underskrivelse af Brest-Litovsk-freden havde intet tilfælles med de årsager, som Johnstone og kommunistpartiets ledere fremfører, som er beregnet til, ikke at kaste lys over Lenins holdning til Brest-Litovsk, men til at dække ovver deres egen anti-leninistiske politisk, som de fortsætter med at føre i dag.


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere