| Tilbage | Næste |
Det er lettere at skrive fordrejninger end at svare på dem. I nærværende værk har vi kun berørt de mest afsindige forfalskninger og forvrængninger. Men i virkeligheden er hele metoden i Monty Johnstones ‘Cogito’-artikel fremmed for marxismen. Den er ikke designet til at klargøre Trotskijs position for at besvare den. Den forfalsker Trotskijs idéer for at underkaste dem fuldstændig latterliggørelse. Sådan en metode har intet at gøre med den metode, som Marx, Engels, Lenin og Trotskij brugte, som altid gav en ærlig og klar fremstilling af deres modstanderes idéer for så at svare på dem.
Men Monty Johnstones positions endelige bankerot bliver afsløret ved en frase, som næsten ubemærket stryger ud af hans kuglepen:
»En grundlæggende marxistisk kritik af stalinismen«, skriver han på side 33, »som stadig mangler at blive lavet, vil ikke komme fra Trotskijs præmisser«
Så her har vi det altså! Seksten år efter Stalins død, tretten år efter den tyvende kongres, og Monty Johnstone mangler stadig at lave sin »grundlæggende kritik af stalinismen«!
Således er den utrolige konklusion, som medlemmer af Ungkommunisterne og Kommunistpartiet får af deres »teoretikere« for bevægelsen. Trotskijs »model« er »grundlæggende forkert«, men hvad angår vores model, tja… den mangler vi stadig at lave!
Fra vores side inviterer vi medlemmer af Kommunistpartiet og Ungkommunisterne til at drage deres egne konklusioner fra Monty Johnstones lamme undskyldninger. Stil dette spørgsmål til ledelsen: Hvorfor kan I ikke tilbyde os en analyse af og en forklaring på stalinismen? Hvorfor laver sovjetlederne ikke en analyse? Men ak og ve! Ingen analyse er på vej! På dette tidspunkt er de sovjetiske »kammerater« travlt i færd med at genoplive Stalin og tage selv de magre indrømmelser tilbage, som blev revet løs fra dem i halvtredserne. Selvfølgelig vil Bresjnev blive fordrevet i morgen, og en eller anden »progressiv« bureaukrat vil give nogle indrømmelser for at hindre, at arbejderne bevæger sig ind i kamp. I virkeligheden vil bureaukratiet gøre alt for arbejderne, alt undtagen at stoppe undertrykkelsen!
Det er klart, at den nuværende diskussion ikke blev modtaget med åbne arme af ledelsen i Kommunistpartiet. De forsøgte at støde den væk så længe som muligt. Men med deres nye »uafhængige«, »demokratiske«, »respektable« billede på spil turde de ikke fortsætte med at forbyde den. De begivenheder, som har rystet verdensstalinismen i de senere år, har åbnet op for bredde diskussioner i kommunistpartiernes rækker. Ethvert forsøg på, fra bureaukratiets side, at stoppe diskussionen om f.eks. Tjekkoslovakiet, ville have ført til et sammenbrud á la 1956. De er blevet tvunget af begivenhederne.
Det stalinistiske lederskabs forræderi overfor de franske arbejderes bevægelse gav næring til en vidtrækkende debat og opposition iblandt de menige medlemmer i Kommunistpartiet, som i modsætning til deres ledere ikke har tabt deres klassebevidsthed og vilje til at ændre samfundet. På samme måde i Storbritannien, hvor begivenhederne i Frankrig og Tjekkoslovakiet har fået de mest bevidste medlemmer af Ungkommunisterne og Kommunistpartiet til at tænke over de fundamentale spørgsmål, som bevægelsen står overfor. Lignende udviklinger finder uden tvivl sted i det italienske og andre kommunistpartier.
I går blev stalinismen rystet af begivenhederne i Ungarn og Tjekkoslovakiet, af Frankrig og sino-sovjetsplittelsen. Hvad vil der ske i morgen? Den kommende periode åbner op for udsigten til nye og forfærdelige sammenstød mellem klasserne på internationalt plan. Under støvet fra efterkrigstidens opsving er nye og friske kræfter ved at blive beredt upåvirket af den gamle generations fortvivlelse og kynisme. De italienske og franske arbejders storslåede kampe giver et tegn om, hvad der vil ske. Spørgsmålet er nu blot, hvad der vil komme først – den socialistiske revolution i Vesten, eller den politiske revolution i Østen?
I denne hvidglødende hede af begivenheder vil revolutionens nye kræfter blive formet og testet. En stor del af disse kræfter, især i Frankrig og Italien, men også i Storbritannien, vil komme fra Kommunistpartiet og Ungkommunisterne. Det er alle kammeraterne i disse organisationers pligt at forberede sig teoretisk på de store opgaver, vi står over for. Teori er ikke noget, som de intellektuelle i Partiet rækker ned til os på en tallerken. Alle rigtige marxister må kæmpe for at træne og uddanne sig selv i marxismens basale ideer, metoder og traditioner. Skrifterne af Marx, Engels, Lenin og Trotskij er ikke tørre, akademiske og irrelevante, men indeholder arbejderbevægelsens levende erfaringer fra alle lande de sidste 150 år. Hvis medlemmer af Kommunistpartiet og Ungkommunisterne ønsker at spille nogen rolle i opbyggelsen af bevægelsen, der vil ændre samfundet på socialistiske linjer, må de tage denne opgave alvorligt.
På grundlag af begivenheder, og opbyggelsen af marxistiske, bolsjevikiske kadrer, der deltager i arbejderklassens uundgåelige bevægelser i Storbritannien og internationalt, er sejr i sidste ende sikret i kampen for en forenet, harmonisk socialistisk verdensføderation. Stalinismens og kapitalismens mareridt vil blive til dårlige minder fra fortiden, og opblomstringen af planetens produktivkræfter, integreret under et system af demokratisk planlægning og kontrol vil gøre det muligt for kunst, kultur og videnskab at rejse sig til usete højder. For første gang i historien vil mennesket blive i stand til at trække sig op til sin virkelige højde, fri for krige, fattigdom og undertrykkelse.
August/Oktober 1969
| Tilbage | Næste |