| Tilbage | Næste |
Perioden, der dækker de følgende breve, strækker sig fra december 1922 til marts 1923, det vil sige de allersidste dage af Lenins politiske liv, da han kæmpede imod en smertefuld og pacificerende sygdom. Vanskelighederne under hvilke Lenin skrev, reflekteres i noternes overfladiskhed. De er ofte skrevet med lang tids mellemrum, hvor Lenins læger forbød ham at arbejde. Til trods for deres meget komprimerede karakter, bærer brevene vidne om Lenins fulde forståelse af situationen og udviklingen i staten og partiet. Sammen med hans sidste artikler (Pages from a Diary, On Co-operation, Our Revolution, How We Should Organise the Workers’ and Peasants’ Inspection og Better Fewer, But Better), udgør de et udviklet program for kampen mod bureaukratisk degeneration.
I den sidste aktive periode af hans liv var Lenin hovedsageligt opslugt af problemerne vedrørende den sovjetiske økonomi under den nye økonomiske politik (NEP). I 1921 under pres fra millioner af fattige bønder og småbesiddere, blev arbejderstaten tvunget til at trække sig tilbage fra den socialistiske planlægning og industrialisering, for at producere korn til de sultende arbejdere i byerne. Det gamle krav fra borgerkrigen om korn måtte afvises, for at formilde de fattige bønder, hvis støtte var en nødvendighed, hvis arbejderstaten ikke skulle bukke under for reaktionen. Et frit marked for korn var genetableret og indrømmelser blev givet de fattige bønder og småhandlende, mens de centrale dele af den økonomiske magt (nationaliserede banker, sværindustri, statsmonopol af udenlandshandel) forblev i arbejderstatens hænder.
Bolsjevikkerne tilbagetog skyldtes hovedsageligt forsinkelsen af de europæiske arbejderes tilkæmpelse af magten og assistance. Fra 1905 og fremefter havde Lenin gentagne gange proklameret, at uden assistance, ville de russiske arbejdere være ude af stand til at bevare statsmagten. På baggrund af Ruslands tilbageståenhed, analfabetisme, materielle og kulturelle fattigdom var bolsjevikkernes opgave ikke at skabe et socialistisk, klasseløst samfund, men at redde millioner fra at sulte til døde, at genopbygge den tilbagestående økonomi og tilvejebringe huse, skoler, det vil sige, at bringe Rusland ind i det tyvende århundrede.
Socialismens sejr kræver udvikling af produktionsmidlerne til et niveau, der overgår ethvert tidligere samfund. Kun når de grundlæggende menneskelige behov er stillet kan menneskehedens bevidsthed hæve sig over den daglige kamp for overlevelse. Betingelserne for en sådan transformation eksisterer allerede i verden i dag. For første gang i den menneskelige historie kan vi sandt sige, at det ikke længere er nødvendigt for nogen at sulte, være hjemløse eller analfabeter. Potentialet er der; i videnskaben, teknik og industri skabt af selve kapitalismens udvikling, som trækker på alle planetens ressourcer, om end det er en ufuldstændig, anarkistisk og ikke fuldtudviklet vej. Kun på basis af en integreret, harmonisk plan for produktionen kan potentialet blive realiseret. Men dette kan kun virkeliggøres på basis af fælleseje af produktionsmidlerne og en demokratisk socialistisk plan.
Disse elementære marxistiske sandheder blev taget for givet af Lenin og Bolsjevikkerne. De ledte ikke arbejderne til sejr i oktober 1917 med henblik på »opbygningen af socialismen« indenfor grænserne af zarens gamle imperium, men slog det første slag for den internationale socialistiske revolution:
»Vi er begyndt,« skrev Lenin på fireårsdagen for Oktoberrevolutionen. »Hvornår, hvilken dato og tidspunkt og hvilken nations proletariat der vil færdiggøre denne proces er ikke vigtigt. Hvad der er vigtigt er at isen er brudt; vejen står åben, vejen er vist«.
For Lenin var vigtigheden af den russiske revolution for det første det eksempel som den udgjorde overfor verdens arbejdere. Tilbageslaget af den revolutionære bølge, der gik gennem Europa i perioden 1918-21, var den afgørende faktor i den følgende udvikling. På basis af en sejrrig Europæisk revolution, Ruslands enorme potentielle mineralrigdom og dets umådelige arbejdsstyrke kunne have været forbundet med videnskaben, teknikken og industrien i Tyskland, England og Frankrig. En Europas Forenede Socialistiske Stater kunne have forandret livet for befolkningen i Europa og Asien og åbnet en mulighed for en Verdenssocialistisk Sammenslutning. I stedet, som resultat af arbejderledernes fejhed og tåbelighed måtte Europas arbejderklasse gennemgå årtiers hårde tider, med arbejdsløshed, fascisme og endnu en verdenskrig. På den anden side åbnede isoleringen af den eneste arbejderstat i verden, i et tilbagestående landbrugsland, døren for en bureaukratisk degeneration og stalinistisk reaktion.
Den tyske arbejderklasses nederlag i marts 1921 tvang Sovjetunionen til at se på sine egne ressourcer for at overleve. I en tale den 17. oktober 1921 forbandede Lenin konsekvenserne:
»I må huske at fattigdommen i vores sovjetiske land er overvundet efter mange års lidelser og uden nogle socialistiske naboer i Frankrig og England til at hjælp med deres højtudviklede teknik og industri. Hav dette i mente! Vi må huske, at nuværende tidspunkt er alt deres højteknologi og industri i hænderne på kapitalisterne som bekæmper os.«
For at overleve var det nødvendigt at imødekomme de fattige bønders, de småhandlendes og spekulanternes ønske om profit, selvom det var på bekostning af arbejderklassen og opbyggelsen af industrien – den eneste reelle basis for en socialistisk transformation.
Mod kapitalisme eller socialisme?
Indrømmelserne, der blev givet de fattige bønder, de småhandlende og spekulanterne (NEP-mændene) bortjog et økonomisk kollaps i 1921-22. Handlen mellem by og land blev genetableret, men til langt mindre favorable priser end tidligere. Reduktionen af de fattige bønders skatter skar ind i de nødvendige midler til investering i industrien. Sværindustrien stagnerede, mens meget af den lette industri var på private hænder. (I 1923 var 88 % af de industrielle virksomheder privatejede eller udlejede, men det var hovedsageligt små virksomheder). Selv genoplivningen af landbrugsproduktionen styrkede kapitalisterne og ikke de socialistiske elementer i det sovjetiske samfund. Kulakkerne skabte store profitter med de største og mest frugtbare landbrug og kapital til det nødvendige udstyr, heste og gødning. Faktisk blev det snart klart, at under NEP blev forskellene mellem rig og fattig i landsbyerne i alarmerende hastighed forøget. Kulakkerne lagrede kornet for at presse priserne op. De opkøbte endda korn af de fattige bønder, for senere at sælge det tilbage til dem når priserne var steget.
Lenin så på disse tendenser med bekymring. Han gentog advarende, nødvendigheden af at arbejderklassen holdt et fast tag i tøjlerne på økonomien. På den kommunistiske internationales fjerde kongres, i november 1922, udtrykte Lenin problemet i en nøddeskal:
»Ruslands frelse ligger ikke kun i en god høst i de fattige landbrug – dette er ikke nok; og ikke kun i de gode forhold i letindustrien, som forsyner de fattige bønder med forbrugsgoder – heller ikke dette, er nok; vi behøver også sværindustrien. Og det vil kræve flere års arbejde at bringe denne i god stand. Sværindustrien behøver statsstøtte. Hvis vi ikke er i stand til at yde dette, vil vi som civiliseret stat være dømt, ladt alene som socialistisk stat.«
I denne periode var Lenin optaget af problemet med elektrificeringen af Rusland som et muligt brud på den solide mur der skilte Rusland fra at træde ud af sin tilbageståenhed. Trotskij, var på den anden side stærkt optaget af den overordnede statsplanlægning af industrien, som praktisk talt havde været usynlig under NEP. Sideløbende betonede han nødvendigheden af at styrke Gosplan, statsplanlægnings agenturet, som et middel til at opmuntre en generel planlagt genkomst af industrien. Lenin var først mistroisk overfor ideen – ikke fordi den afviste planlægning, men for at forebygge bureaukratiseringen i de sovjetiske institutioner, hvilket han frygtede ville omdanne det udviklede og styrkede Gosplan til et papirspil.
Uanset hvor forskellige deres bidrag til dette spørgsmål var, var Lenin og Trotskij komplet enige om behovet for at styrke de socialistiske elementer i økonomien og for at stoppe tilbagefaldet mod »fattigbondekapitalismen«. Imidlertid var presset fra kulakinteresserne så stærkt, at selv sektioner af den bolsjevikiske ledelse begyndte at bøje af. Spørgsmålet om hvilken vej sovjetmagten ville gå blev pure afvist af polemikken omkring monopolet på udenlandshandlen, der brød ud i marts 1922.
Monopolet på udenlandshandlen
Monopolet på udenlandshandlen, der blev etableret i april 1918, var et vitalt mål for at sikre den socialistiske økonomi mod truslen om indtrængen og dominans af udenlandsk kapital. Under NEP blev monopolet endda et endnu vigtigere bolværk imod de voksende kapitalistiske tendenser. Tidligt i 1922, på Lenins anmodning, udarbejdede A. M. Lezhava udkastet til »Theses on foreign Trade«, som betonede nødvendigheden af at styrke monopolet og strengt kontrollere eksport og import. På trods af dette var centralkomiteen splittet. Stalin, Zinoviev and Kamenev modsagde Lenins forslag og advokerede for en opblødning af monopolet, mens Sokolnikov, Bukharin og Pytakov rent faktisk gik så langt som til at kræve dens afskaffelse. Den 15. maj skrev Lenin følgende brev til Stalin:
»Kammerat Stalin,
Set i lyset af dette, må jeg bede dig sende et direktiv gennem politbureauet for at indsamle medlemmernes stemmer, for at ’Centralkomiteen genbekræfter monopolet på udenlandshandel og beslutter, at et stop bliver indført overalt for at arbejde på spørgsmålet på at sammensmelte det Højeste Økonomiske Råd og Kommissariatet for Udenlandshandel’. Alle folkekommissærer skal underskrive fortroligt og sende tilbage til Stalin. Ingen kopier må laves.«
På samme tid skrev han til Stalin og til Frumkin (Repræsentant for folkenes kommiser for udenlandshandel) med betoning af »et formelt forbud mod al slags forhandling, kommissioner, og så videre, overvejende en opblødning af monopolet på udenlandshandlen«.
Stalins svar var undvigende:
»Jeg har ingen indvendinger imod et »formelt forbud« mod ønskerne om at opbløde monopolet på udenlandshandlen på nuværende tidspunkt. Ligeledes mener jeg, at en opblødning er ved at blive absolut nødvendig.«
Den 26. maj ramtes Lenin af det første voldsomme angreb fra sin sygdom, som pacificerede ham indtil september. Samtidig, på Lenins anmodning, blev spørgsmålet om opblødning rejst igen. Den 12. oktober, på et plenarmøde i centralkomiteen, rejste Sokolnikov forslag til en resolution for en opblødning af monopolet på udenlandshandlen. Lenin og Trotskij var fraværende ved mødet og resolutionen blev vedtaget med overvældende flertal.
Den 13. oktober skrev Lenin til centralkomiteen gennem Stalin, med hvem han allerede havde diskuteret sagen. Lenin protesterede imod beslutningen og krævede, at spørgsmålet skulle rejses igen under det næste plenarmøde i december. Efterfølgende skrev Stalin til centralkomiteen:
»Kammerat Lenins brev har ikke overbevist mig om, at centralkomiteens beslutning var forkert… Ikke desto mindre, i lyset af, Kammerat Lenins insisteren på at fuldbyrdelsen af CC’s plenummødes beslutning forsinkes, skal jeg stemme for en udsættelse så spørgsmålet muligvis igen vil blive rejst til diskussion på det næste plenummøde, som Kammerat Lenin vil deltage på.«
Den 16. oktober var der enighed om at udsætte sagen til det næste plenarmøde. Som dagen nærmede sig blev Lenin dog bekymret for om hans helbredsmæssige tilstand ville tillade ham at tale. Den 12. december skrev han sit første brev til Trotskij og bad ham påtage sig »forsvaret af deres fælles holdning om den betingelsesløse nødvendighed af at bevare og styrke monopolet på udenlandshandel.« Brevene skrevet af Lenin indikerer klart den politiske blok, der eksisterede mellem Lenin og Trotskij på denne tid. De demonstrerer Lenins implicitte tillid til Trotskijs politiske dømmekraft, en tillid født af et fælles arbejde i toppen af den sovjetiske stat. Og det er ingen tilfældighed, at Lenin på denne tid, gik til ingen andre end Trotskij for at få forsvaret sine synspunkter overfor centralkomiteen. Selv hans andre meningsfæller, Frumkin og Stomoniakov, var ikke medlemmer af centralkomiteen.
Da centralkomiteen blev bekendt med Lenins forberedelser til en kamp og hans blok med Trotskij bakkede den ud uden kamp. Den 18. december blev oktoberresolutionen betingelsesløst ophævet. Den første runde i kampen imod de pro-kulakiske elementer i partiets ledelse var vundet af den leninistiske fraktion. Efter Lenins død blev kampen fortsat af Trotskij og venstreoppositionen som alene holdt Lenins banner og program højt imod den stalinistiske politiske kontrarevolution.
Lenin imod bureaukratiet
Friedrich Engels forklarede for længe siden, at ethvert samfund i hvilket kunst, videnskab og regeringen er beskyttet af en minoritet, vil denne minoritet misbruge sin position i egen interesse. På grund af isoleringen af revolutionen i et tilbagestående land, var bolsjevikkerne nødsaget til at benytte sig af en del tidligere tsaristiske embedsmænd, for at holde staten og samfundet kørende. Disse elementer, som havde hold arbejderregeringen som gidsel under revolutionens første dage, indså gradvist at sovjetmagten ikke ville blive knust af væbnede styrker. Efter borgerkrigens farer havde passeret, begyndte mange tidligere fjender af bolsjevismen at infiltrere staten, fagforeningerne og endda partiet.
Den første »udrensning«, i 1921, havde intet at gøre med Stalins groteske skueprocesser, i hvilke hele det gamle bolsjevikiske lederskab blev myrdet. Ingen blev retsforfulgt, myrdet eller fængslet. Men specielle partikommissioner blev sat op for at ekskludere de tusinder af karrieremagere og borgerlige som havde tilsluttet sig partiet for at tjene deres egne interesser. De anklager som folk blev ekskluderet på var »bureaukratisme, karrieremageri, misbrug af partimedlemmernes status som parti- eller sovjetmedlemmer, kammerateri indenfor partiet, udbredelse af ubegrundede og udokumenterede rygter, insinuationer eller andre indberetninger der tale nedsættende om partiet eller individuelle medlemmer af det og ødelæggende handlinger for enheden og partiets autoritet.«
I forhold til at gennemføre en kamp imod bureaukratiet, advokerede Lenin for dannelsen af en »Arbejder og Bondeinspektion« (RABKRIN), som den højeste dommer og formynder af partimoral, og som et våben imod fremmede elementer i sovjetstaten. I centrum for RABKRIN placerede Lenin en mand, som han respekterede for hans organisatoriske evner og stærke karakter – Stalin.
Ved siden af andre vigtige funktioner, skulle RABKRIN holde et vågent øje med udvælgelser og forfremmelser af ansvarlige arbejdere i staten og partiet. Hvem end der havde magten til at forfremme nogle og holde andre nede, havde disse åbenlyst et våben i deres hænder, der kunne tjene deres egne interesser. Stalin havde ingen skrupler over at bruge det til sin egen fordel. RABKRIN vendte sig fra at være et våben imod bureaukratiet til at være et arnested for karrieremagere og intriger. Stalin brugte kynisk sin position i RABKRIN, og senere hans kontrol med partisekretariatet, til at samle en blok af »ja-mænd« – ubetydeligheder der kun var tro mod den mand som hjalp dem med at stige til komfortable positioner. Den højeste dommer af partimoral, RABKRIN, sank til den laveste bureaukratiske kynisme.
Trotskij noterede sig hvad det var der foregik før Lenin, hvis sygdom afholdt ham fra, tæt at kontrollere partiarbejdet. Trotskij påpegede at »de der arbejder i RABKRIN er hovedsageligt arbejdere der er kommet galt af sted på andre områder,« og drog opmærksomheden over på den »ekstreme udbredelse af intriger i RABKRINS organer, hvilke var blevet mundheld i hele landet.«
Lenin fortsatte med at forsvare RABKRIN imod Trotskijs kritik. Men i hans sidste skrifter kan vi se, at hans øjne var blevet åbnet for truslen fra bureaukratiet fra dette hjørne og Stalins rolle som ledte det. I hans artikel How We Should Reorganise the Workers and Peasants Inspectorate [Hvordan Vi Skal Reorganiserer Arbejder- Og Bondeinspektionen], forbinder Lenin spørgsmålet til den bureaukratiske deformation af arbejderstaten:
»Med undtagelse af folkekommissariatet for udenrigsanliggender er vort statsapparat i højeste grad et levn fra fortiden, det er i særdeles ringe grad undergået nogenlunde betydelige forandringer. Det er kun overstrøget med en let fernis, men på alle andre områder et ganske typisk levn fra vort gamle statsapparat.«
Imidlertid, i Better Fewer, But Better, Lenins sidste artikel, skrevet den 2. marts 1923, leverede han det mest svidende angreb på RABKRIN:
»Lad os tale rent ud. Folkekommissariatet for arbejder- og bondeinspektionen har ikke skyggen af autoritet for tiden. Alle ved jo, at værre end i vor arbejder- og bondeinspektion står det ikke til i nogen institution, og at man intet kan forlange af dette folkekommissariat under de nuværende forhold.«
I samme artikel, inkluderede Lenin en bemærkning rettet direkte mod Stalin:
»Lad det være sagt i parentes, at vi har bureaukrater i vores partikontorer såvel som i andre sovjetkontorer.«
At Lenin udpegede Stalin som den potentielle hovedmand i en bureaukratisk fraktion i partiet er et eksempel på hans fremsynethed. Netop på dette tidspunkt, var Stalins magt i »apparatet« usynlig for flertallet af partimedlemmer, mens de fleste ledende medlemmer ikke så ham i stand til at udnytte den, hans notorisk middelmådige greb om politik og teori. Selv efter Lenins død, var det ikke Stalin, men Zinoviev som førte an i »Troikaen« (Zinoviev, Kamenev, Stalin) som lede partiet de første skæbnesvangre skridt væk fra traditionerne fra Oktober under dække af et angreb på »trotskisme«.
Det var ingen tilfældighed at Lenins sidste råd til partiet, var en advarsel imod Stalins »illoyale« og »intolerante« magtmisbrug og en fortale for fjernelsen af ham fra posten som generalsekretær.
Kampen for internationalisme
Nederlaget for de europæiske arbejderes revolution, gjorde kun den kommunistiske internationales arbejde for en revolution for de trællebunde folk i øst, endnu vigtigere. Oktoberrevolutionen gav et skub til koloniernes kamp imod deres imperialistiske undertrykkere. Specielt sloganet om »nationernes ret til selvbestemmelse«, trykt på bolsjevismens banner gav håb til de undertrykte millioner i Asien og Afrika.
En af arbejderregeringens første handlinger var at vedkende sig selvstændigheden af Finland, samt at dette uundgåeligt betød en indrømmelse af uafhængighed til en fjendtligsindet kapitalistisk regering. Naturligvis står marxismen fast på en forening af alle verdens folk i en socialistisk verdensfederation. Men sådan en enhed kan ikke påtvinges med magt, men kun ved det frie samtykke fra arbejderne og de fattige bønder i de forskellige lande. Frem for alt; når arbejderne i en tidligere imperialistisk nation tager magten, er det deres bundne pligt at respektere befolkningerne i de tidligere koloniers ønsker – også selvom det er at løsrive sig. Genforening kan kommet på tale senere hen, på basis af eksempler og overtalelse.
I 1921, var den røde hær nød til at intervenere i Georgien, hvor regeringen konsekvent havde været intrigerende med den britiske og andre kapitalistiske magter imod sovjetstaten. Lenin var ekstremt bekymret at denne militære aktion ikke skulle blive set som en russisk anektion af Georgien, som ville identificere sovjetstaten med de tsaristiske undertrykkere. Han skrev brev efter brev instruerende at Orzhonikidze, repræsentanten for Georgiens Centralkomite, tilstræbte en »politik af indrømmelser i relation til den georgiske intelligentsia og småborgerskabet«, og for at advokere for dannelsen af »koalitionen med Jordania eller lignende georgiske mensjevikker. Den 10. marts, sendte han et telegram der indtrængende forklarede nødvendigheden af at »udvise respekt for de højeste georgiske institutioner; for at vise opmærksomhed og varsomhed, i respekt for den georgiske befolkning«.
På trods af dette, var Orzhonikidizes aktiviteter forbundet med Stalins klike i partiet. Stalin arbejdede på forslag om foreningen af Den Russiske Socialistiske Federation med de andre, ikke-russiske sovjetrepublikker. I august 1922, mens Lenin på grund af sin sygdom var ukampdygtig, blev en kommission, hvor Stalin var en ledende figur, nedsat for at udarbejde betingelserne for en forening.
Da Stalins teser udkom, blev de konsekvent afvist af det georgiske partis centralkomite. Den 22. september lod de georgiske bolsjevikker følgende forslag gå rundt:
»Foreningen, i form af de selvstyrende republikkers uafhængighed, foreslået på baggrund af Stalins teser, er forhastede. En forening af økonomiske bestræbelser og en fælles politik er nødvendig, men alle egenskaber af selvstændighed må bevares.«
Georgiernes protester gik upåagtede hen. Stalin var fast besluttet på at bulldoze sine forslag igennem. Kommissionen mødtes den 23. og 24. september, under ledelse af Stalins håndlanger Molotov. Den forkastede georgiernes forslag med én stemme imod (Mdivani, den georgiske repræsentant). Den 25. september, blev materialerne fra kommissionen sendt til Lenin, som var i bedring i Gorki. Uden at vente på Lenins synspunkter, endda uden en diskussion i politbureauet, sendte sekretariatet (Stalins center i partiet) kommissionens beslutninger ud til alle CC medlemmer som forberedelse for plenarmødet i oktober.
Den 26. september skrev Lenin til centralkomiteen, via Kamenev, han appellerede til at tage yderst forsigtigt på dette spørgsmål og advarede imod Stalins forsøg på at haste sagen igennem: »Stalin tenderer til at være noget overilet«. Lenin havde arrangeret et møde med ham den følgende dag. Han havde endnu ikke forventet, at Stalin ville gå så langt som til at tvinge en forening igennem. Men selv dette brev indikerer hans position til enhver krænkelse af små folks nationale aspirationer og på den måde styrke nationalismens greb:
»Det vigtige er ikke at tilvejebringe materiale for uafhængighed, eller at ødelægge deres uafhængighed, men at skabe en ny historie, en federation af lige republikker.«
Lenins ændringsforslag var ment til at formildne tonen i Stalins originale udkast, for at tage hensyn til tilhængerne af uafhængighed, som han anså for at tage fejl. Som svar på Lenins milde kommentarer skrev Stalin en række af abrupte og utvivlsomt duplikker til medlemmerne af politbureauet den 27. september, inkluderede følgende:
»Vedrørende paragraf fire, forhastede Kammerat Lenin sig, efter min mening, lidt.. Der er næsten ingen tvivl om at hans forhastelse vil styrke argumenterne for uafhængighed, til skade for Lenins nationale liberalisme.«
Stalins grove svar var et udtryk for hans skjulte irritation over, at Lenin »blandede sig«, i hvad han betragtede som sit private domæne, betonet af frygten for resultatet af Lenins intervention.
Stalins frygt var velbegrundet. Efter hans diskussion med Mdivani, blev Lenin sikker på at det georgiske spørgsmål var blevet håndteret dårligt af Stalin, og begyndte at udarbejde og indsamle beviser. Den 6. oktober, skrev Lenin et memo til politbureauet, On Combating Dominant National Chauvinism:
»Jeg erklærer krig til døden mod den fremherskende nationalchauvinisme. Jeg skal æde den med alle mine sunde tænder så snart jeg bliver af med denne nederdrægtige, dårlige tand.«
Lenins sidste kamp
Den fulde betydning af begivenhederne i Georgien havde endnu ikke nået Lenin. Han vidste ikke at Stalin, for at styrke sin magt, havde gennemført en udrensning af de fineste af den georgiske bolsjevismes kadrer, ved at erstatte den gamle centralkomite med nye og mere føjelige elementer.
Det han vidste, var nok til at vække Lenins mistanke. I den følgende uge begyndte han stille og roligt at indsamle information om den georgiske »affære« og fik centralkomiteen til at sende Rykov og Dzerzhinsky til Tbilisi for at undersøge de georgiske bolsjevikkers klager.
Den 23. og 24. december begyndte Lenin at diktere sine berømte breve til kongressen til sin sekretær. Han understregede at dette skulle være hemmeligt. Lenins arbejde fortsatte langsomt, pinefuldt og forstyrret af anfald af sygdom. Men igennem hele forløbet står det mere og mere klart at den centrale fjende ligger inde i statens og partiets bureaukratiske »apparat« og den mand der stod i spidsen for det; Stalin.
I The Real Situation in Russia noterer Trotskij den sidste samtale han havde med Lenin kort før hans andet slagtilfælde. Som svar på Lenins forslag om at Trotskij skulle deltage i et nyt udvalg for at kæmpe imod bureaukrati (se: »How to Reorganise the Workers and Peasants Inepectorate») svarer Trotskij således
»’Vladimir Ilyich, efter min overbevisning må vi, i forbindelse med den nuværende kamp med bureaukratisme i sovjetapparatet, ikke glemme at der, både i provinserne og i centeret, foregår en særlig udvælgelse af embedsmænd og specialister - parti-folk, ikke-parti-folk og halv-partifolk - omkring visse herskende parti personligheder og grupper i provinserne, i distrikterne, i de lokale parti organisationer - det vil sige central komiteen osv. Ved at angribe sovjetembedsmændene løber du direkte ind i lederen af partiet. Specialisten er et medlem af hans følge. Under sådanne forhold kunne jeg ikke påtage mig dette arbejde’
»Så tænkte Vladimir Ilyich i et øjeblik og - her citerer jeg ham praktisk taget ordret - så sagde han: ’Det vil altså sige, at jeg foreslår en kamp med sovjetbureaukratismen og til det vil du tilføje partiets Organisatoriske Bureaus bureaucratisme.’ Jeg lo ad det uventede i dette, for der var ikke en sådan færdiggjort formulering i mit hoved. Jeg svarede ’Det går jeg ud fra.’
»Så sagde Vladimir Ilyich: ’Godt så, jeg foreslår en blok.’ og jeg sagde: ’Jeg er altid klar til at danne blok med en god mand.’«
Denne samtale er vigtig på grund af det lys den kaster på indholdet af Lenins sidste værker, specielt det berømte »Testamente«, brevene om det nationale spørgsmål og Better Fewer, But Better. Uanset hvilke spørgsmål han behandler, er den centrale tanke den sammen – behovet for at bekæmpe presset fra fremmede klassekræfter i staten og partiet, udryddelsen af bureaukratiet, kampen imod storrussisk chauvinisme, kampen imod Stalins klike i partiet.
På trods at Lenins insisterende ønske om at hans noter blev holdt strengt hemmeligt, fandt den første del af »Testamentet« vej til Sekretariatets og Stalins hænder, som straks indså faren ved Lenins intervention og tog deres forbehold for at forhindre at det i at finde sted. Der blev lagt alvorligt pres på Lenins sekretariat for at forhindre Lenin i at opdage nyheder, som kunne »forstyrre« ham.
På trods af dette, fandt Lenin, ved hjælp af Dzerzhinsky, ud af at, blandt andre uantagelige hændelser begået af Stalin-fraktionen, Orzhonikidze var gået så langt som til at slå en af de georgiske modstandere. Det synes måske som en ubetydelig ting, når man sammenligner med den senere Stalinistiske terror, men det chokerede Lenin dybt. Lenins sekretær noterede i hendes dagbog fra d. 30. januar 1932 Lenins ord: »Lige før jeg blev syg fortalte Dzerzhinsky om kommissionens arbejde og om »hændelsen« og det havde en meget smertefuld indvirkning på mig.«
For at forstå denne forbrydelses enorme karakter, er det nødvendigt at vide noget om relationerne mellem de russiske (nærmere bestemt de storrussiske) nationaliteter og de nationale minoriteter, som under Zaren, blev behandlet med den samme foragt og den samme barbariske vilkårlighed, som de sorte og indianerne under det britiske imperium. Den historiske opgave for den russiske revolution, var at oprejse disse foragtede minoriteter, til hele menneskers statur, med deres egne rettigheder og værdighed. At en repræsentant for den storrussiske nation misbrugte eller slog en georgier var en forbrydelse mod den proletariske internationalisme, en zaristisk afskyelighed, som ville være blevet straffet på drastisk vis – med eksklusion fra partiet i sidste ende. Det er årsagen til at Lenin udøste sin vrede mod Stalin og Orzhonikidze og befalede »forbilledlig straf til de ansvarlige.« Stalin sørgede for enhver mulig hindring i at Lenin skulle modtage informationer om Georgien. En række passager fra Lenins sekretærs dagbog giver et klart billede på den bureaukratiske chikane.
»Tirsdag den 25. januar, spurgte han [Lenin] om materialerne [fra den georgiske komite] var blevet modtaget. Jeg svarede at Dzerzhinsky ikke ville ankomme før på lørdag. Derfor havde jeg ikke været i stand til at svare ham.
Lørdag spurgte jeg Dzerzhinsky, han sagde at Stalin havde materialerne. Jeg sendte et brev til Stalin, men han var udenbys. I går, den 29. januar, ringede Stalin og sagde at han ikke kunne udlevere materialerne uden Politbureauet. Han spurgte om jeg havde fortalt Vladimir Ilyich ting som han ikke skulle have at vide – hvorfor var han velinformeret om aktuelle anliggender? For eksempel viste hans artikel om WIP (RABKRIN) at visse omstændigheder var kendt at ham, jeg svarede at jeg ikke havde fortalt noget og ikke havde nogen grund til at tro at han var velinformeret om anliggender. I dag hidkaldte Vladimir Ilyich mig for at få svaret at vide og sagde at han ville kæmpe for at få materialerne. »(min fremhævning – AW)
Disse få linier viser tydeligt tyranniseringen og de bureaukratiske metoder, med hvilke Stalin ville forsvare sin position mod Lenin, som han dødeligt frygtede, selv på hans dødsleje. Der kan ikke findes nogen klarer illustration af Stalins »uforskammethed« og »illoyalitet« til hvilken Lenin referer i hans »Testamente«. Lenins mistroiske attitude til Dzerzhinskys kommission og Centralkomiteen reflekteres i hans instruktioner til hans sekretærer.
»1) Hvorfor blev den gamle centralkomite i kommunistpartiet i Georgien beskyldt for afvigelse?
»2) Hvilket brud på disciplin blev de beskyldt for?
»3) Hvorfor beskyldes den transkaukasiske komite for at undertrykke [supression] Centralkomiteen i kommunistpartiet i Georgien?
»4) De fysiske midler til undertrykkelse, »bio-mekanik [bio-mechanics].«
»5) Kommunistpartiets centralkomites (af RCP(B)) linier i Vladimir Ilyich’ fravær og tilstedeværelse.
»6) Kommunionens holdning. Undersøgte den kun beskyldningerne mod det georgiske kommunistpartis centralkomite eller også mod den transkaucasiske komite? Undersøgte den »bio-mekanik« – hændelsen [bio-mechanics incident]?
»7) Den nuværende situation (valgkampagnen, mensjevikkerne, undertrykkelse, national disharmoni).«
Men Lenins voksende opdagelse af de illoyale og uærlige metoder i partiledelsen gjorde ham også mistroisk overfor hans eget sekretariat. Blev også de kneblet af Stalin?
Den 24. januar sagde Vladimir Ilyich: »For det første omkring vores »hemmelige« arbejde. Jeg ved at I bedrager mig.« Til min egen sikkerhed, svarede han på den anden side, »Jeg har min egen mening herom.«
Med besværlighed, klarede den syge Lenin at finde ud af at Politbureauet havde accepteret Dzerzhinskys kommissions konklusioner. Det var på dette tidspunkt (2.-6. februar) at Lenin dikterede Better Fewer, But Better, det mest ligefremme angreb på Stalin og partibureaukratiet endnu. De georgiske begivenheder havde overbevist Lenin om at Statens rådne chauvinisme var en ekstremt farlig indikation på presset fra fremmede klasser:
»Vores statsapparat er så sørgeligt, for ikke at sige elendigt, at vi først må tænke meget grundigt over, hvordan vi kan overvinde dets defekter, og holde os i mente, at disse defekter har rødder i fortiden, som, selv om den er blevet væltet, endnu ikke er blevet overvundet…«
Ved hans sidste offentlige optræden ved en politisk samling, den elvte kongres for PCP(B), havde Lenin advaret om at statsmaskineriet undslap kommunisternes kontrol: Maskinen nægtede at adlyde hånden der styrede den. Det var som en bil der ikke reagerer på at blive styret, men som kører i den retning, som en anden ønsker, som blev den kørt af nogle mystiske, lovløse hænder – Gud ved hvis, måske en krigsspekulants, eller en privat kapitalists, eller begge dele. Være det som det må, bilen kører ikke helt i den retning som manden ved rattet forestiller sig og ofte kører den i en fuldkommen anden retning.«
Den nationalistiske gift, det mest karakteristiske træk ved alle former for stalinisme, havde sine rødder i småborgerskabets reaktion, kulakkerne, nep-mændene og de sovjetiske embedsmænd imod oktobers revolutionære internationalisme.
Lenin forslog at kæmpe imod denne reaktion på den forestående kongres, i alliance med Trotskij – det eneste medlem af centralkomiteen han kunne stole på til at holde fast i hans synspunkt.
Han foreslog personligt at behandle spørgsmålet om RABKRIN og forberedte »en bombe« til Stalin. Hans overbevisning om, at parti»apparatet« konspirerede for at holde ham ude for enhver pris, er illustreret ved hans sekretærs bemærkninger, at »tilsyneladende har Vladimir Ilyich ydermere det indtryk, at det ikke var lægerne, der gav instrukser til Centralkomiteen, men Centralkomiteen der gav instrukser til lægerne.«
Lenins mistanker var kun al for godt velfunderede. En af de ideer, der seriøst blev diskuteret i Centralkomiteen på dette tidspunkt, var trykningen af en særudgave af et enkelt nummer af Pravda, bestemt kun for Lenin, for at mislede ham om den georgiske affære!
Argumentet om, at al dette kun var for Lenins helbreds bedste, holder ikke vand. Som han selv forklarede, var der intet der ophidsede og chokerede ham mere end CK medlemmers illoyale handlinger, og det væv af løgne de blev kamufleret med. Stalins virkelige attitude til den døende Lenin blev afsløret i den virkelig uhyrlige episode med Krupskaja, Lenins kone – der på forsvaret sin syge mand, fra Stalins grove antastelser, blev belønnet med primitive skældsord fra »de loyale disciple«. Krupskaja beskriver episoden i et brev til Kamenev, dateret 23. december, 1922:
»Lev Borisovich,
»Omkring det korte brev skrevet af mig på Vladimir Ilyichs diktat med lægens tilladelse ringede Stalin til mig i går, og talte til mig på den groveste vis. Jeg har ikke bare været i partiet en dag. I alle de 30 år har jeg aldrig hørt et eneste groft ord fra nogen kammerater. Partiets interesser og Ilyich er ikke mindre dyrebart for mig end for Stalin. Nu har jeg brug for den maksimale selvkontrol. Jeg ved bedre end nogen læge, hvad der kan og ikke kan siges til Ilyich, fordi jeg ved, hvad der ophidser ham og hvad der ikke gør, i alle tilfælde bedre end Stalin.«
Krupskaja bad Kamenev, en personlig ven, om at beskytte hende »mod grov indblanding i mit personlige liv, uværdige spektakler og trusler,« og tilføjede at for så vidt Stalins trussel om at bringe hende for en kontrolkommission angik: »Jeg har ingen styrke og ingen tid at spilde på sådanne dumme spektakler. Jeg er også et menneske og mine nerver er spændt til bristepunktet.«
Lenins trussel om at afbryde alle kammeratlige relationer med Stalin og hans beskyldninger om »uforskammethed« i »Testamentet« bortforklares ofte med vage referencer til denne episode. Men for det første var det Stalin gjorde ikke et »personligt« spørgsmål men en grov politisk fornærmelse, der kunne straffes med eksklusion fra partiet. Fornærmelsen blev endnu større af det faktum, at Stalins position i partiet gjorde det til hans pligt at udrydde sådan opførsel ikke at forfægte den.
Men denne »lille episode« må ses i sin rigtige kontekst. Det er kun den mest modbydelige og åbenlyse manifestation af Stalins illoyalitet.
Lenins sidste aktive dage blev brugt på at organisere hans kamp mod Stalin fraktionen på kongressen. Han skrev et brev til Trotskij og bad ham om at påtage sig forsvaret af de georgiske kammerater, og til de georgiske ledere varmt at forpligte sig på deres sag. Det skal bemærkes at sådanne empatiske udtryk som »med hele mit hjerte« og »med de bedste kammeratlige hilsner« er meget sjældne i Lenins breve, der foretrak en mere behersket skrivestil. Det var et mål for hans hengivelse til kampen. Det skal også pointeres, at Lenins blok udgjorde en politisk fraktion – der senere blev kendt af stalinisterne som en »anti-parti blok«. Stalinisterne havde allerede organiseret deres fraktion, der kontrollerede partimaskinen.
Fotieva, Lenins sekretær, nedskrev Lenins sidste noter om det georgianske spørgsmål, åbenlyst forberedelse til en tale på kongressen:
»Vladimir Ilyich instrukser om at en antydning gives til Stotltz om at han [Lenin] var på den krænkede parts side. En eller anden fra det forurettede parti skulle lades forstå at han var på deres side. Tre momenter: 1) Man skal ikke kæmpe. 2) Indrømmelser bør gives. 3) Man kan ikke sammenligne en stor stat med en lille. Vidste Stalin det? Hvorfor reagerede han ikke? Navnet »afviger« for en afvigelse hen imod chauvinisme og mensjevisme beviser den same afvigelse som chauvinister fra den dominerende nation. Samlede trykte sager for Vladimir Ilyich.«
D. 9 marts blev Lenin ramt af sit tredje slagtilfælde, der efterlod ham paralyseret og hjælpeløs. Kampen mod den bureaukratiske degeneration overgik til Trotskij og Venstreoppositionen. Men Lenin lagde grunden for dannelsen af Oppositionens program, mod bureaukrati, imod Kulak-truslen, for industrialisering og socialistisk planlægning, for socialistisk internationalisme og arbejderdemokrati.
| Tilbage | Næste |