| Tilbage | Næste |
Den anden forudsætning for den gradvise indførelse af socialismen er ifølge Ed. Bernstein statens udvikling til samfund. Det turde ligge fast, at denne stat er en klassestat. Dog burde efter vor opfattelse heller ikke denne tese - som alt hvad der angår det kapitalistiske samfund - opfattes som værende stivnet og absolut gyldig, men som værende i stadig bevægelig udvikling.
Ved bourgeoisiets politiske sejr blev staten til en kapitalistisk stat. Ganske vist ændrer selve den kapitalistiske udvikling statens natur væsentligt, idet den stadig udvider sine indflydelsessfærer, stadig tildeler staten nye funktioner, og nødvendiggør statslig indsigt og kontrol specielt i spørgsmålene om det økonomiske liv. For så vidt forberedes gradvis statens fremtidige sammensmeltning med samfundet, således at statsfunktionerne vender tilbage til samfundet. I den forstand kan man her også tale om den kapitalistiske stats udvikling til samfund, og i den henseende er arbejderbeskyttelsen uden tvivl, som Marx sagde, ,"samfundets" første bevidste indblanding i den sociale livsproces - også på denne tese støtter Bernstein sig.
På den anden side fuldbyrdes en anden forandring i statens væsen ved den samme kapitalistiske udvikling. Staten af i dag er først og fremmest den herskende kapitalistklasses organisation. Når staten i den samfundsmæssige udviklings interesse overtager forskellige funktioner af almen interesse, så sker det kun når og såfremt disse interesser og den samfundsmæssige udvikling falder sammen med den herskende klasses interesse. Arbejderbeskyttelsen er for eksempel i lige så høj grad i kapitalistens klasseinteresse, som i samfundets som helhed. Men denne harmoni varer kun til et bestemt tidspunkt i den kapitalistiske udvikling. Hvis udviklingen har nået et bestemt højdepunkt, så begynder bourgeoisiets klasseinteresser og økonomiske fremskridtsinteresser at fjerne sig fra hinanden også i kapitalistisk forstand. Vi tror, at denne fase allerede er indtruffet, og dette ytrer sig i de to vigtigste fænomener i det nuværende sociale liv: I toldpolitikken og i militarismen. Begge - toldpolitikken såvel som militarismen - har i kapitalismens historie spillet deres uundværlige og for så vidt fremskridtsvenlige og revolutionære rolle. Uden toldbeskyttelsen ville storindustriens opvækst i de enkelte lande næppe have været mulig. Men i dag ligger tingene anderledes.
[I alle de vigtigste lande og da netop i dem, der for det meste driver toldpolitik, er den kapitalistiske produktion nået nogenlunde samme gennemsnit.] [1]
Fra den kapitalistiske udviklings synsvinkel, dvs. fra verdensøkonomiens synsvinkel, er det i dag ganske ligegyldigt, om Tyskland udfører flere varer til England eller omvendt. Set fra denne udviklings synsvinkel havde moren altså gjort sin pligt og kunne gå. Ja, han skulle gå. Ved den nuværende gensidige afhængighed mellem forskellige industrigrene må beskyttelsestolden på lige meget hvilke varer fordyre produktionen af andre varer i indlandet, dvs. igen hæmme industrien. Men sådan er synspunktet ikke for kapitalistklassens interesser. Industrien behøver ikke toldbeskyttelsen til sin udvikling, men arbejdsgiverne behøver den til beskyttelse af deres afsætning.
Dvs. at tolden i dag ikke længere tjener som beskyttelsesmiddel for en ekspanderende kapitalistisk produktion mod en anden, mere udviklet produktion, men som kampmiddel imellem internationale kapitalistgrupper. Tolden er endvidere ikke mere nødvendig som beskyttelsesmiddel for industrien for at danne og erobre et hjemmemarked, men et nok så uundværligt middel til kartelisering af industrien dvs. i de kapitalistiske producenters kamp med det konsumerende samfund. Endelig er kendsgerningerne - hvilket på grelleste måde markerer den nuværende toldpolitiks karakter - at den udslaggivende rolle nu overalt spilles af landbruget og overhovedet ikke af industrien, dvs. at toldpolitikken egentlig er blevet et middel til at omskabe feudale interesser i kapitalistisk form og bringe dette til udtryk.
Den samme forvandling er sket med militarismen. Når vi betragter historien - ikke som den kunne eller skulle have været, - men som den i virkeligheden har været, så tvinges vi til at konstatere, at krigen udgør en uundværlig faktor i den kapitalistiske udvikling.
Amerikas forenede Stater og Tyskland, Italien og Balkanstaterne, Rusland og Polen kan alle takke krigene - sejr eller nederlag underordnet - for betingelser for eller impulserne til den kapitalistiske udvikling. Så længe der fandtes lande, der måtte overvinde deres indre splittelse eller deres af naturaløkonomien betingede isolation, spillede også militarismen en revolutionær rolle i kapitalistisk forstand. I dag ser også her tingene anderledes ud.
[Militarismen har ikke flere lande, der skal erobres for kapitalismen.] [2]
Når verdenspolitikken er blevet til teater for truende konflikter så drejer det sig om erobring af nye lande for kapitalismen eller om færdige europæiske modsætninger, der har forplantet sig til andre verdensdele, og dér er kommet til udbrud. Hvad der i dag står ansigt til ansigt med våben i hånd, lige meget om det er i Europa eller i andre verdensdele, er ikke på den ene side kapitalistiske og på den anden side naturaløkonomiske lande, men stater, der netop er drevet ud i konflikten på grund af ligheden i deres højkapitalistiske udvikling. For denne udvikling kan konflikten, når den bryder igennem, ganske vist under disse omstændigheder være af fatal betydning, idet den medfører de dybeste rystelser og omvæltninger i alle de kapitalistiske landes økonomiske liv. Men sagen tager sig anderledes ud for kapitalistklassen. For den er militarismen i dag blevet uundværlig i tredobbelt forstand: For det første som kampmiddel for konkurrerende "nationale" interesser mod andre nationale grupper, for det andet som det vigtigste investeringsobjekt for såvel finans- som industrikapitalen og for det tredje som klassens herrevælde i hjemlandet imod det arbejdende folk - alle sammen interesser, der for så vidt ikke har noget tilfælles med den kapitalistiske produktionsforms fremskridt. Og hvad der allerbedst forråder den nuværende militarismes specifikke karakter, er for det første den overalt væddeløbsagtige vækst, så at sige gennem en egen, indre, mekanisk drivkraft, en foreteelse, et fænomen som for et par årtier siden var helt ukendt, for det andet det uundgåelige, det fatale i den kommende eksplosion på grund af det umulige i samtidigt og fuldkomment at fastslå anledningen, de implicerede stater, stridens genstand og alle nærmere omstændigheder.
Fra at være en drivkraft for den kapitalistiske udvikling er også militarismen blevet til en kapitalistisk sygdom.
Ved den fremlagte spaltning mellem den samfundsmæssige udvikling og de herskende klasseinteresser stiller staten sig på de sidstes side. Den optræder i sin politik, ligesom bourgeoisiet, i modsætning til den samfundsmæssige udvikling, den mister således i stadig højere grad sin karakter af repræsentant for det samlede samfund og bliver i samme målestok stadig mere og mere en ren klassestat.
Eller for at sige det rigtigere, disse dens to egenskaber skiller sig fra hinanden og tilspidser sig til en modsætning inden for statens væsen. Og denne modsætning skærpes dag for dag.
På den ene side vokser den almene karakter af statens funktioner, dens indgriben i det samfundsmæssige liv, dens "kontrol" hermed, men på den anden side tvinger statens klassekarakter den til i stigende grad at forlægge tyngdepunktet for sin virksomhed og sine magtmidler til områder, der kun er nyttige for bourgeoisiets klasseinteresser og kun af negativ betydning for samfundet, militarismen, told- og kolonipolitikken. For det andet bliver den "samfundsmæssige kontrol" derved også mere og mere gennemsyret og behersket af klassekarakteren (se håndhævelsen af arbejderbeskyttelsen i alle lande).
Den omtalte forvandling i statens væsen modsiger ikke, men stemmer desto mere fuldkomment overens med demokratiets udvikling, i hvilken Bernstein netop ser midlet til socialismens gradvise indførelse.
Som Konrad Schmidt udtrykker det, skal opnåelse af socialdemokratisk flertal i parlamentet endog være den lige vej til denne trinvise socialisering af samfundet. Det politiske livs demokratiske former er nu uden tvivl et fænomen, der på klarest mulig måde udtrykker statens udvikling til samfund og for så vidt danner en etape i den socialistiske omvæltning. Men dobbeltheden i den kapitalistiske stats væsen, som vi har karakteriseret den, bringes endnu grellere for dagen i den moderne parlamentarisme. Efter sin form tjener parlamentarismen til at bringe alle samfundets interesser til udtryk i den statslige organisation. Men på den anden side er det dog kun det kapitalistiske samfund, dvs. et samfund, hvor de kapitalistiske interesser er udslaggivende, som staten giver udtryk for. De formelt set demokratiske institutioner bliver også i deres indhold til de herskende klasseinteressers værktøj. Dette bringes for dagen på endnu mere håndgribelig måde ved den kendsgerning, at demokratiet viser tendens til at fornægte klassekarakter og slå om i at være værktøj for folkets virkelige interesser, så bliver de demokratiske former selv offer for bourgeoisiet og dets statslige repræsentation. Ideen med socialdemokratisk parlamentsflertal synes, når man tager hensyn til dette, derfor at være en kalkulation, der - helt i den borgerlige liberalismes ånd - kun regner med demokratiets ene formelle side, mens den helt undlader at regne med dets anden side - det reelle indhold. Og hele parlamentarismen fremstår ikke som et umiddelbart socialistisk element, der gradvis gennemsyrer det kapitalistiske samfund, som Bernstein antager, men omvendt som den borgerlige klassestats specifikke middel til at bringe de kapitalistiske modsætninger til modning og udfoldelse.
l betragtning af statens objektive udvikling forvandles Bernsteins og Konrad Schmidts tese om den voksende "samfundsmæssige kontrol", der direkte fører socialismen med sig, til en frase, der for hver dag kommer mere i konflikt med virkeligheden.
Teorien om den trinvise indførelse af socialismen går ud på en gradvis reformering af den kapitalistiske ejendom og den kapitalistiske stat i socialistisk forstand. Begge udvikler sig dog i kraft af objektive processer i det nuværende samfund i lige modsat retning. Produktionsprocessen bliver stadig mere samfundspræget og statens indblanding i og kontrol med denne produktionsproces bliver stadig bredere. Men samtidig antager privatejendommen stadig mere form af en ubesmykket kapitalistisk udbytning af fremmed arbejdskraft, og den statslige kontrol bliver stadig mere gennemtrængt af deciderede klasseinteresser.
Idet således staten, dvs. den politiske organisation, og ejendomsforholdene, dvs. kapitalismens retslige organisation, bliver mere og mere kapitalistisk og ikke socialistisk i kraft af udviklingen, så stilles teorien om den gradvise indførelse af socialismen over for to uovervindelige vanskeligheder.
Fouriers idé om at forvandle al jordens havvand til limonade ved hjælp af phalanstere-systemet var yderst fantastisk. Men Bernsteins idé om at forvandle havet af kapitalistisk bitterhed til et socialistisk sodavandshav ved at tilsætte nogle flasker af socialreformistisk limonade er kun mere usmagelig, men ikke en smule mindre fantastisk.
Produktionsforholdene i det kapitalistiske samfund nærmer sig i stigende grad produktionsforholdene i det socialistiske, men de politiske og retslige forhold rejser derimod en stadig højere mur mellem det kapitalistiske og det socialistiske samfund. Denne mur bliver ikke gennemhullet af de sociale reformers og demokratiets udvikling, men bliver snarere gjort stærkere og stivere heraf. Hvad den kan nedrives af, er kun revolutionens hammerslag, dvs. proletariatets erobring af den politiske magt.
[1]: