| Tilbage | Næste |
Som vi har set er demokratiets skæbne bundet til arbejderbevægelsens skæbne. Men gør demokratiets udvikling da i heldigste tilfælde en proletarisk revolution i betydningen erobring af statsmagten, erobringen af den politiske magt overflødig eller umulig?
Bernstein afgør dette spørgsmål ved at veje de ved lov gennemførte reformers og revolutionens gode og dårlige sider mod hinanden, og han gør det med et velbehag, der minder om afvejning af kanel og peber i en brugsforening. I udviklingens gennem love bestemte gang ser han virkningen af intellektet, i den revolutionære udvikling virkningen af følelser, i reformarbejdet en langsom og ved revolutionen en hurtig metode til historiske fremskridt, i lovgivningen en planmæssig, i omstyrtelsen en elementær magt.
Det er nu en gammel historie at den småborgerlige reformator ser "en god" og "en dårlig" side ved alting i denne verden og plukker lidt hist og her i alle blomsterbede. Men en lige så gammel historie er det, at tingenes virkelige gang bekymrer sig meget lidt om småborgerlige kombinationer, og at omhyggeligt sammenslæbte bunker af "gode sider" ved alle mulige ting i verden ved en næsestyver springer i luften. Faktisk ser vi i historien de ved lov gennemførte reformer og revolutionens funktioner ved denne eller hin landvinding efter langt mere dybtliggende årsager end fordele og ulemper.
I det borgerlige samfunds historie tjente de ved lov gennemførte reformer til gradvis styrkelse af den opadstræbende klasse, til den følte sig moden nok til at gribe den politiske magt og omstyrte hele det bestående retssystem for at opbygge et nyt. Bernstein, der tordner mod erobringen af den politiske magt som en blanquistisk magtteori, undergår den ulykke, at han regner det, der i århundreder har været den menneskelige histories hovedpunkt og drivkraft for en blanquistisk regnefejl.
Så længe der har eksisteret klassesamfund med klassekampen som det væsentlige indhold i deres historie, lige så længe har erobringen af den politiske magt været målet for alle fremadstræbende klasser og udgangspunkt – og endemål for hver historisk periode. Dette ser vi eksempler på i den lange kamp mellem bondestanden og pengekapitalen og adelen i det gamle Rom, i patriciernes kamp mod biskopperne og håndværkernes med patricierne i de middelalderlige byer og i bourgeoisiets kampe med feudalismen i den nyere tid.
De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.
Og den på et vist tidspunkt givne lovlige forfatning er jo blot et produkt af revolutionen. Mens revolutionen er klassehistoriens politiske skabelsesakt, er lovgivningen samfundets politiske vegeteren. De ved lovgivning gennemførte reformer har netop ingen egen af revolutionen uafhængig drivkraft, de bevæger sig i hver historisk periode kun i lige linje og kun sålænge som de drives frem af den sidste omvæltnings spark eller for at tale konkret kun inden for rammerne af den samfundsform, der kom til verden ved den sidste omvæltning. Det er netop sagens kernepunkt.
Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.
Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform. Således når man med hensyn til revisionismens politiske anskuelser til samme slutning som ved dens økonomiske teorier: nemlig at de i grunden slet ikke stiler imod virkeliggørelsen af en socialistisk samfundsorden, men blot mod en reformering af den kapitalistiske, ikke mod en ophævelse af lønsystemet, men mod mere eller mindre udbytning, med andre ord mod fjernelse af kapitalistiske gevækster og ikke af selve kapitalismen.
Men måske har ovenstående udtalelser om den lovgivne reforms og revolutionens funktion deres rigtighed, hvad angår de tidligere klassekampe? Måske anviser fra nu af – takket være det borgerlige retssystems udvikling – den lovgivne reform vejen for overføring af samfundet fra én historisk fase til en anden, og måske er erobring af statsmagten gennem proletariatet "blevet til en indholdsløs frase", som Bernstein siger i sit skrift på side 183.
Det forholder sig lige stik modsat. Hvad kendetegner det borgerlige samfund fra tidligere klassesamfund – det antikke og det middelalderlige? Netop den forskel, at klasseherredømmet nu ikke hviler på "velerhvervede rettigheder", men på reelle økonomiske forhold, at lønsystemet ikke er et retsforhold, men et rent økonomisk forhold. Man kan ikke i vort retssystem finde nogen juridisk formel for det nuværende klasseherredømme. Hvis der findes spor af sådanne, så er det netop overleveringer fra de feudale forhold som tyendeordningen.
Hvordan skal man altså trinvis ophæve lønslaveriet "på lovlig måde", når det slet ikke kommer til udtryk i lovgivningen. Bernstein der vil gøre det som reformarbejde ad lovgivningens vej, for på denne måde at få ende på kapitalismen, geråder i samme situation som den russiske politibetjent hos Uspienski fortæller i sit eventyr: ... "Hurtigt tog jeg fyren i kraven og hvad opdagede jeg? At den fordømte fyr slet ingen krave havde!" ... Der ligger nemlig hunden begravet.
"Alle hidtidige samfund har bygget på modsætningen mellem undertrykkede og undertrykkende klasser" (Det kommunistiske Manifest, s. 27). Men i det moderne samfunds forudgående faser var denne modsætning udtrykt i bestemte retslige forhold og kunne derfor til en vis grad inden for rammerne af det gamles grænser netop give indrømmelser til nye forhold, der opstod. "Den livegne har i sit livegenskab arbejdet sig frem til medlemskab af kommunen" (Det kommunistiske Manifest, s. 27). Hvordan? Ved at man inden for byområdet gradvis har ophævet alle de rettigheder [1] [*] der tilsammen udgjorde livegenskabet.
Ligeledes arbejdede "småborgeren sig frem til bourgeois under den feudalistiske absolutisme" (samme sted, s. 27). På hvilken måde? Ved delvis formel ophævelse eller reel virkelig løsning af lavslænkerne, ved gradvis omdannelse af forvaltningen, finans- og forsvarsvæsenet i allernødvendigste omfang.
Hvis man således vil behandle spørgsmålet abstrakt og ikke historisk, så lader en ren lovmæssig-reformistisk overgang fra det feudale til det borgerlige samfund sig i hvert fald tænke for de tidligere klasseforholds vedkommende. Men hvad ser vi i virkeligheden?
At de ad lovens vej skabte reformer heller ikke dér tjente til at gøre borgerskabets politiske magtovertagelse overflødigt, men omvendt, at de forberedte og førte frem til denne magtovertagelse. En faktisk politisk-social omvæltning var uundgåelig, såvel for ophævelse af livegenskabet som for afskaffelse af feudalismen.
Helt anderledes ligger det imidlertid nu. Proletaren bliver ikke tvunget til at underkaste sig kapitalens åg af nogen lov, men af nøden, af mangelen på produktionsmidler. Men ingen lov i verden kan skaffe ham disse midler inden for rammerne af det borgerlige samfund, fordi han er berøvet dem ikke gennem lov, men gennem den økonomiske udvikling.
Endvidere hviler udbytningen inden for lønforholdene ligeledes ikke på love, thi lønnens højde bliver ikke bestemt ad lovgivningsvej, men af økonomiske faktorer. Og selve udbytningen hviler ikke på en lovbestemmelse, men på den rent økonomiske kendsgerning, at arbejdskraften optræder som en vare, der bl. a. har den behagelige egenskab at den reproducerer værdi og stadig mere værdi, end den selv fortærer i levnedsmidler til arbejderen.
Kort sagt, alle de grundlæggende forhold i det kapitalistiske klasseherredømme lader sig derfor ikke forandre gennem lovhjemlede reformer på borgerlig basis, fordi de hverken er gennemført ved borgerlig lovgivning eller har fået deres form gennem sådanne love. Bernstein ved det ikke, når han planlægger en socialistisk "reform", men hvad han ikke ved, det siger han, idet han på side 10 i sin bog skriver, at "det økonomiske motiv i dag træder frit frem, hvor det tidligere var forklædt på alle mulige måder gennem herskerrelationer og ideologier".
Men endnu en faktor kommer til. Det er den anden besynderlighed, det andet særpræg ved den kapitalistiske ordning, at alle elementerne i det fremtidige samfund fremkommer her, men antager en form, der ikke nærmer dem til socialismen, men tværtimod fjerner dem derfra.
Produktionen får en stadig mere samfundsmæssig karakter. Men i hvilken form? I form af storvirksomheder, aktieselskaber og karteller, hvor de kapitalistiske modsætninger, udbytningen, arbejdskraftens underkuelse stiger til sin højeste grad.
For forsvarsvæsenets vedkommende medfører udviklingen udvidelse af den almindelige værnepligt og en forkortelse af tjenestetiden, altså materielt set en tilnærmelse til folkehæren. Men dog i den moderne militarismes form, hvor militærstatens beherskelse af folket og statens klassekarakter kommer til det grelleste udtryk.
I de politiske forhold fører demokratiets udvikling, for så vidt det har et gunstigt grundlag, til at alle befolkningslag får del i det politiske liv, altså på en vis måde til "folkestaten". Men dette sker i den borgerlige parlamentarismes form, hvor klassemodsætningerne, klasseherredømmet ikke er ophævet, men tværtimod udfoldes og blotlægges. I og med hele den kapitalistiske udvikling bevæger sig imellem modsætninger, så må man allerede af denne grund gribe til proletariatets magtovertagelse og hele det kapitalistiske systems ophævelse, for at kunne få den socialistiske kerne ud af kapitalismens skal.
Bernstein drager ganske vist andre slutninger deraf: Fører demokratiets udvikling til skærpelse og ikke til svækkelse af de kapitalistiske modsætninger, så "må socialdemokratiet", svarer han os, "stræbe efter i videst muligt omfang at tilintetgøre de sociale reformer og udvidelsen af de demokratiske institutioner for ikke at gøre arbejdet for svært for sig selv" (d. 71).
Dette ville være rigtigt, hvis socialdemokratiet efter småborgerligt forbillede befandt sig ved den ørkesløse opgave at udvælge alle historiens gode sider og forkaste alle de dårlige. Heraf måtte dog sluttes, at man også "måtte stræbe efter at tilintetgøre" selve kapitalismen, thi den er dog ubestrideligt hovedfjenden, der vil stille alle hindringer i vejen for socialismen. I virkeligheden skaber kapitalismen ved siden af og samtidig med forhindringerne også den eneste mulighed for at virkeliggøre det socialistiske program Men dette gælder også fuldstændigt, hvad angår demokratiet.
Hvis demokratiet dels er blevet overflødigt og dels til hinder for bourgeoisiet, så er det blevet nødvendigt og uundværligt for arbejderklassen. Det er først og fremmest nødvendigt, fordi det skaber politiske former (selvstyre, valgret o. lign.), der kan tjene som svage begyndelser og støttepunkter for proletariatet, når det skal omdanne det borgerlige samfund. Men det er for det andet også uundværligt, fordi det kun er ved hjælp heraf – i kampen for demokratiet, ved udøvelse af dets rettigheder – at proletariatet kan komme til at danne sig bevidstheden om dets klasseinteresser og dets historiske opgaver.
Kort sagt, demokratiet er uundværligt, ikke fordi det gør proletariatets erobring af den politiske magt overflødig, men omvendt fordi det gør denne magtovertagelse ikke bare mulig, men også nødvendig. Når Engels i sit forord til "Klassekampen i Frankrig" reviderede den nuværende arbejderbevægelses taktik og stillede kampen ved barrikaden over for den lovgivningsmæssige kamp, så behandlede han – hvad klart fremgår af forordet – ikke spørgsmålet om den endelige erobring af den politiske magt, men den nuværende daglige kamp – ikke proletariatets holdning til den kapitalistiske stat i det øjeblik statsmagten gribes, men dets holdning inden for rammerne af den kapitalistiske stat. Engels gav med andre ord rettesnoren for det underkuede og ikke for det sejrrige proletariat.
Omvendt forholder det sig med Marx' bekendte udtalelse om jordspørgsmålene i England, som Bernstein ligeledes påberåber sig: "Det billigste vil antagelig være at købe jordejerne ud" altså ikke ved proletariatets holdning før sejren, men efter sejren. Thi om at "købe" de herskende klasser ud kan der da åbenbart kun være tale, når arbejderklassen er ved roret. Hvad Marx altså hermed tog under overvejelse som muligt, er den fredelige udøvelse af proletariatets diktatur, og ikke diktaturets erstatning med kapitalistiske socialreformer.
Nødvendigheden af, at proletariatet selv griber den politiske magt var til enhver tid uden for al tvivl både hos Marx og Engels. Og det bliver forbeholdt Bernstein at regne den borgerlige parlamentarismes hønsegård for det organ, hvorigennem den mægtigste verdenshistoriske omvæltning, nemlig samfundets overgang fra kapitalistiske til socialistiske former skal fuldendes.
Men Bernstein har jo blot begyndt sin teori med at udtrykke frygt for og advare imod, at proletariatet for tidligt skulle komme til roret! Resultatet ville være at proletariatet måtte lade de borgerlige tilstande være som de er og selv lide et frygteligt nederlag. Hvad der først og fremmest fremgår af denne frygt er, at Bernsteins teori kun har én praktisk anvisning til proletariatet, hvis det af forholdene blev bragt til roret: "At lægge sig til at sove". Men dermed stempler denne anvisning uden videre sig selv som en opfattelse, der dømmer proletariatet til tivirksomhed, dvs. til passivt forræderi mod dets egen sag i kampens vigtigste faser.
Faktisk ville vort program være en elendig lap papir, hvis det ikke var i stand til at tjene os ved alle eventualiteter og i alle kampens faser, og hvis det ikke var i stand til at tjene os ved praktisk anvendelse og ikke ved at være uanvendeligt. Hvis vort program virkelig i sine grundtræk indeholder formuleringen af samfundets historiske udvikling fra kapitalisme til socialisme, så må det også helt tydeligt formulere alle overgangsfaserne i denne udvikling, altså også kunne give proletariatet forholdsregler på hvert stadium mod socialismen. Deraf følger også, at der ikke findes noget øjeblik, hvor proletariatet vil være tvunget til at lade programmet i stikken, eller hvor programmet lader proletariatet i stikken. Praktisk ytrer dette sig i den kendsgerning, at der ikke kan tænkes et øjeblik, hvor proletariatet – ved omstændighedernes forløb bragt til magten – ikke vil være i stand til og forpligtet til at træffe visse forholdsregler for at virkeliggøre sit program, visse overgangsforholdsregler i socialismens interesse. Bag den påstand, at det socialistiske program i et hvilket som helst øjeblik skulle kunne svigte proletariatets politiske herredømme og end ikke give anvisninger på sin egen virkeliggørelse, stikker ubevidst den anden påstand: det socialistiske program er i det hele taget og til enhver tid umuligt at realisere.
Og hvis overgangsforholdsreglerne er forhastede? Dette spørgsmål skjuler en hel dynge misforståelser m. h. t. den sociale omvæltnings virkelige forløb.
Proletariatets erobring af statsmagten dvs. en stor folkeklasses erobring af statsmagten lader sig først og fremmest ikke gennemføre kunstigt. Det forudsætter en bestemt modenhedsgrad i de økonomisk-politiske forhold, bortset fra enkelte tilfælde som Pariserkommunen, hvor herredømmet faldt i proletariatets skød ikke som resultat af dets målbevidste kamp, men undtagelsesvis som herreløst gods, forladt af alle. Her ligger hovedforskellen mellem "et sluttet mindretals" blanquistiske statskup, der altid kommer som skudt ud af en kanon, og derfor netop altid ubelejligt, og så den store og klassebevidste folkemasses erobring af statsmagten, hermed menes den klassebevidste folkemasse, der kun kan være produktet af det borgerlige samfunds begyndende sammenbrud og derfor i sig selv bærer den økonomisk-politiske legitimation for sammenbruddets indtræden.
Med udgangspunkt i de samfundsmæssige forudsætninger kan arbejderklassens erobring af den politiske magt, således ikke ske "for tidligt" men det er på den anden side uundgåeligt, at denne magtovertagelse med hensyn til den politiske effekt: fastholdelsen af magten, finder sted "for tidligt". Den forhastede revolution, der gør Bernstein søvnløs, truer os som et Damoklessværd, og her hjælper hverken trusler eller bønner, hverken suk eller klage. Og dette gælder af to helt enkle grunde.
For det første er en så mægtig omvæltning som samfundets overgang fra den kapitalistiske til den socialistiske ordning, helt utænkelig med ét slag, gennem ét sejrrigt kup fra proletariatets side. At tro dette muligt, er igen at lægge en ægte blanquistisk opfattelse for dagen. Den socialistiske omvæltning forudsætter en lang og hårdnakket kamp, hvorved proletariatet efter al sandsynlighed mere end en gang bliver slået tilbage, så at det første gang og set fra det ønskede slutmåls synsvinkel nødvendigvis må siges at være kommet til magten "for tidligt".
Men for det andet er denne "forhastede" magterobring heller ikke til at undgå, fordi proletariatets "forhastede" angreb netop selv er en faktor – og en særdeles vigtig faktor i skabelsen af den endelige sejrs politiske betingelser, idet proletariatet først i løbet af hver politisk krise, der ledsager dets magterobring, først når det er i ilden under disse lange og hårdnakkede kampe, kan nå den politiske modenhed, der er nødvendig for at nå til den endelige store omvæltning. Således udgør proletariatets "forhastede" angreb på den politiske statsmagt selv vigtige historiske momenter, der bidrager til at bedømme tidspunktet for den endelige sejr. Fra denne synsvinkel fremtræder forestillingen om det arbejdende folks "forhastede" erobring af den politiske magt som en politisk urimelighed, der hidrører fra en mekanisk udvikling af samfundet og forudsætter et bestemt tidspunkt for klassekampens sejre uden for og uafhængigt af klassekampen selv.
Men da proletariatet slet ikke er i stand til andet end at erobre statsmagten "for tidligt" eller for at sige det med andre ord, da det ubetinget en eller flere gange må erobre den "for tidligt" for til slut endeligt at have overtaget den, så er en opposition mod den "forhastede" magtovertagelse intet andet end en opposition mod selv proletariatets bestræbelse på at bemægtige sig statsmagten.
Følgen er, at vi også fra denne side – ligesom alle veje fører til Rom – når til det resultat, at revisionismens forslag om at give afkald på det socialistiske endemål i virkeligheden indebærer afkaldet på hele den socialistiske bevægelse [at revisionismens råd til socialdemokratiet om ved en evt. magtovertagelse "at lægge sig til at sove" er identisk med "i det hele taget at lægge sig til at sove" dvs. at give afkald på klassekampen.] [2]
[1]: