| Tilbage | Næste |
Bernstein begyndte sin revision af det socialdemokratiske program med at opgive teorien om det kapitalistiske sammenbrud. Men da det borgerlige samfunds sammenbrud er en hjørnesten i den videnskabelige socialisme, så må fjernelsen af denne hjørnesten logisk føre til sammenbruddet af hele Bernsteins socialistiske opfattelse. I debattens løb prisgiver han for at opretholde sin første påstand den ene af socialismens positioner efter den anden.
Uden kapitalismens sammenbrud er det umuligt at ekspropriere kapitalistklassen – Bernstein giver afkald på ekspropriationen og stiller den gradvise gennemførelse af "kooperationsprincippet" op som arbejderbevægelsens mål.
Men kooperationen lader sig ikke gennemføre midt i den kapitalistiske produktion – Bernstein giver afkald på socialisering af produktionen og kommer frem til at reformere handelen til konsumentforeningerne.
Men samfundets forandring gennem konsumentforeninger og fagforeninger stemmer ikke med det kapitalistiske samfunds virkelige materielle udvikling – Bernstein opgiver den materialistiske historieopfattelse.
Men hans opfattelse af den økonomiske udviklings forløb stemmer ikke med Marx' merværdilov – Bernstein opgiver merværdi- og værdiloven og dermed Karl Marx' hele økonomiske teori.
Men uden et bestemt slutmål og uden økonomisk grundlag i det nuværende samfund kan den proletariske klassekamp ikke føres – Bernstein opgiver klassekampen og forkynder forsoning med den borgerlige liberalisme.
Men i et klassesamfund er klassekampen et helt naturligt og uundgåeligt fænomen – Bernstein bestrider i videre konsekvens, at der overhovedet består klasser i vort samfund: arbejderklassen er for ham kun en hoben ikke bare politisk og åndeligt, men også økonomisk splittede individer. Og bourgeoisiet bliver ifølge Bernstein holdt sammen politisk ikke af indre økonomiske interesser, men blot p.g.a. et ydre tryk både fra oven og fra neden.
Men når der ikke findes noget økonomisk grundlag for klassekampen og i grunden heller ikke klasser, så synes ikke blot proletariatets fremtidige, men også den nuværende kamp mod bourgeoisiet umulig, så synes selve socialdemokratiet med sine landvindinger ubegribeligt. Eller også bliver det kun begribeligt, hvis man ser det som resultat af det politiske regeringstryk, og ikke som den historiske udviklings lovmæssige resultat, men som et overskudsprodukt af hohenzollernes politiske kurs, ikke som det kapitalistiske systems legitime barn, men som reaktionens bastard. Og således fører Bernstein os med tvingende logik fra den materialistiske historieopfattelse til "Frankfurter Zeitung" og "Vossische Zeitung".
Efter at man har afsværget hele den socialistiske kritik af det kapitalistiske samfund bliver der nu kun tilovers at finde det bestående i hvert fald i det store og hele beroligende. Og heller ikke det viger Bernstein tilbage for: han finder nu ikke reaktionen i Tyskland så stærk, "i de vesteuropæiske stater mærkes nu ikke meget til den politiske reaktion", og i næsten alle de vestlige lande er "de borgerlige klassers holdning til den socialistiske bevægelse højst i defensiven og ikke af undertrykkende art" ("Vorwärts" d. 26.3.1899). Arbejderne er ikke forarmede, men tværtimod stadig mere velstillede, bourgeoisiet er politisk fremskridtsvenligt og endda moralsk sundt, man ser intet til reaktion eller undertrykkelse. Og alt går på bedste beskub i denne den bedste af alle verdener ...
Og således kommer Bernstein som følge heraf logisk fra A til X. Han er begyndt med at ville opgive endemålet for bevægelsens skyld. Men da der i virkeligheden slet ikke kan findes en socialdemokratisk bevægelse uden det socialistiske endemål, så ender han nødvendigvis med at opgive bevægelsen selv.
Hele Bernsteins socialistiske opfattelse er hermed brudt sammen. Af hele det marxistiske systems stolte, symmetriske, vidunderlige bygningsværk er der hos ham kun blevet en stor ruinhob, hvori skår fra alle systemer, tankestumper fra alle store og små ånder har fundet sammen i en fælles grøft. Marx og Proudhon, Leo von Buch og Franz Oppenheimer, Friedrich Albert Lange og Kant, Herr Prokopovitsch og dr. Ritter von Neupauer, Herkner og Schulze-Gävernitz, Lasalle og prof. Julius Wolf – alle har de båret en lille skærv til det bernsteinske system, hos alle er han gået i lære. Og intet under! Ved at forlade klassesynspunktet har han mistet det politiske kompas, og ved at opgive den videnskabelige socialisme mistede han det åndelige, krystalklare fundament, hvorom de enkelte kendsgerninger grupperer sig til en konsekvent verdensanskuelses organiske helhed.
Denne sammensmelten af teorier uden skelen til forskellighederne af alle mulige systembrokker synes ved første blik at være ganske fordomsfri. Bernstein vil hverken høre om en ,,partividenskab" eller mere korrekt om en klassevidenskab, og ligeså lidt om en klasseliberalisme eller en klassemoral. Han mener at repræsentere en almen menneskelig, abstrakt videnskab, en abstrakt liberalisme, en abstrakt moral. Men da det virkelige samfund består af klasser med diametralt modsatte interesser, bestræbelser og opfattelser, så er en almenmenneskelig social videnskab, en abstrakt liberalisme, en abstrakt moral foreløbig en fantasi, et selvbedrag. Hvad Bernstein betragter som sin almenmenneskelige videnskab, sit demokrati og sin moral, er blot den herskende, dvs. den borgerlige videnskab, det borgerlige demokrati og den borgerlige moral.
Og hvad gør Bernstein så i virkeligheden, når han afsværger Marx' økonomiske system for i stedet at forskrive sig til Brentanos, Böhm-Jevons, Says og Julius Wolfs lære? Hvad gør han andet end at ombytte det videnskabelige grundlag for arbejderklassens frigørelse med bourgeoisiets apologi (forherligelse)? Når han taler om liberalismens alment menneskelige karakter og gør en afart af socialismen, dens klassekarakter, dvs. dens historiske indhold, hvilket igen vil sige ethvert indhold og dermed omvendt at gøre liberalismens historiske repræsentant, bourgeoisiet, til repræsentant for de alment menneskelige interesser?
Og når han i socialdemokratiet drager i felten mod "ophøjelsen af de materielle faktorer til udviklingens omnipotente (almægtige) kræfter", mod "foragt for idealerne", når han taler om idealisme og moral, men samtidig ivrer mod den eneste kilde, der findes til proletariatets moralske genfødelse, nemlig den revolutionære klassekamp, hvad gør han så i grunden andet end at prædike kvintessensen af bourgeoisiets moral for arbejderklassen: nemlig at den skal forsone sig med den bestående samfundsorden og overføre forhåbningerne til den moralske forestillingsverden hinsides?
Og når han så endelig retter sine mest spidse pile mod dialektikken, hvad gør han så andet end at kæmpe mod det opadstræbende klassebevidste proletariats tænkemåde? Han kæmper altså mod det sværd, med hvilket proletariatet har hugget sin historiske fremtid ud af mørket, mod det åndelige våben, hvormed det – materielt endnu under åget – har besejret bourgeoisiet og fuldbyrdet revolutionen i tankens rige, fordi det har bevist bourgeoisiets forgængelighed og den revolutionære sejrs uundgåelighed! Når Bernstein tager afsked med dialektikken og hopper på den tankegynge, der snart hedder: på den ene – og på den anden side, ganske vist – men, skønt – dog, mere eller mindre, så falder han uundgåeligt for det nedadgående bourgeoisis historisk betingede tænkemåde, en tænkemåde, der er en tro, åndelig kopi af dets samfundsmæssige eksistens og politiske adfærd (Caprivi-Hohenlohe, Berlepsch – Posadowsky, Februarkundgørelser – tugthusforlag). Det nuværende bourgeoisis politiske på den ene og på den anden side, hvis-og, ser nøjagtig ud som Bernsteins tænkemåde, og den bernsteinske tænkemåde og det fineste og sikreste symptom på hans borgerlige verdensanskuelse.
Men for Bernstein er ordet "borgerlig" heller ikke mere noget klasseudtryk, men et alment-samfundsmæssigt begreb. Dette betyder bare, at Bernstein – konsekvent til fingerspidserne – har ombyttet proletariatets historiske sprog med bourgeoisiets, samtidig med at han ombyttede videnskaben, politikken, moralen og tænkemåden. Når Bernstein med ordet "borger" uden forskel forstår bourgeois og proletar, altså simpelthen mennesker, så er for ham mennesker faktisk blevet til borgere og det borgerlige samfund er blevet identisk med det menneskelige samfund overhovedet. [Den, der i begyndelsen under diskussionerne med Bernstein havde håbet, at kunne overbevise ham med argumenter fra socialdemokratiets videnskabelige våbenarsenal og genvinde ham for bevægelsen, må lade denne forhåbning falde fuldstændigt. Thi nu er ordene ophørt at definere de samme begreber på begge sider, de samme begreber er ophørt at definere de samme sociale kendsgerninger. Diskussionen med Bernstein er blevet til et opgør mellem to verdensanskuelser, to klasser, to samfundsformer. Bernstein og socialdemokratiet står nu på hver sit grundlag]. [1]
[1]: