| Tilbage |
Bernsteins bog har haft en stor historisk betydning for både den tyske og den internationale arbejderbevægelse: Den var det første forsøg på at give de opportunistiske stramninger i socialdemokratiet et teoretisk grundlag.
De opportunistiske strømninger i vor bevægelse daterer sig langt tilbage, når man også tager dens sporadiske ytringer i betragtning, som f.eks. i det kendte spørgsmål om dampskibssubventionerne. Men en udtalt enig stramning daterer sig først til begyndelsen af 90'erne fra socialistlovens bortfald og generobringen af det lovlige grundlag. Vollmars statssocialisme, den bayerske budgetafstemning, den sydtyske agrarsocialisme, Heines kompensationsforslag, Schippels standpunkt i told- og militærspørgsmål, det er milepæle for udviklingen af den opportunistiske praksis.
Hvad er de ydre kendetegn? Fjendtligheden overfor "teorien". Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor "teori" dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer af for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra "teorien" at gøre sig uafhængig af den. Men den samme teori giver dem én over nakken ved hvert praktisk forsøg: statssocialismen, agrarsocialismen, kompensationspolitikken, og militærspørgsmålene er lige så meget nederlag for opportunismen. Og det er klart, at denne strømning, hvis den ville stå sig imod vore principper, må drage den slutning, at den må vove sig ind på teorien, på selve principperne, i stedet for at ignorere den må søge at få den til at vakle, og at stille sin egen teori på benene.
Bernsteins teori var netop et forsøg herpå, og derfor så vi på kongressen i Stuttgart så hurtigt alle de opportunistiske elementer samles om det bernsteinske banner. Hvis på den ene side de opportunistiske strømninger i praksis er et ganske naturligt fænomen, der kan forklares med betingelserne for vor kamp og dens vækst, så er på den anden side den bernsteinske teori et ikke mindre selvfølgeligt forsøg på at sammenfatte disse stramninger og give dem et alment teoretisk udtryk, et forsøg på at finde ud af egne teoretiske forudsætninger og afregne med den videnskabelige socialisme. Den bernsteinske teori var derfor fra begyndelsen opportunismens teoretiske ilddåb, dens første videnskabelige legitimation.
Hvordan er dette forsøg så faldet ud? Vi har set det. Opportunismen er ikke i stand til at opstille en positiv teori, der blot nogenlunde holder for kritik. Alt hvad den kan er følgende: Bekæmpe den marxistiske lære først i forskellige enkelte grundprincipper og til sidst - da denne lære fremstiller en fast sammentømret bygning - at ødelægge hele systemet fra kælder til kvist. Dermed er det bevist, at den opportunistiske praksis i sit væsen, i sit grundlag er uforenelig med det marxistiske system.
Men dermed er yderligere bevist, at opportunismen også er uforenelig med socialismen overhovedet, eftersom dens inderste tendens går ud på at trænge arbejderbevægelsen over i borgerlige baner, dvs. fuldstændigt at lamme den proletariske klassekamp. Ganske vist er proletarisk klassekamp - historisk set - ikke identisk med det marxistiske system. Også før Marx og uafhængigt af ham fandtes en arbejderbevægelse og forskellige socialistiske systemer, der hver på deres måde var et til tidsforholdene svarende teoretisk udtryk for arbejderklassens frigørelsesbestræbelser. Socialismen baseret på moralske retfærdighedsbegreber, kampen mod fordelingsmåden i stedet for mod produktionsformen, opfattelsen af klassemodsætningerne som modsætningen mellem fattig og rig, bestræbelserne på at proppe "kooperation" ind i den kapitalistiske økonomi, alt det, som vi finder i det bernsteinske system, har allerede været der før. Og disse teorier var i deres tid med al deres utilstrækkelighed virkelig teorier for den proletariske klassekamp - de var de kæmpemæssige børnesko, hvori proletariatet lærte at marchere på historiens scene.
Men efter at udviklingen af selve klassekampen og dens samfundsmæssige betingelser førte til afskaffelse af disse teorier og til formulering af den videnskabelige socialismes grundsætninger, kan der ikke mere - i det mindste ikke i Tyskland - findes nogen socialisme uden den marxistiske, og ingen socialistisk klassekamp uden om socialdemokratiet. Mere end nogensinde er socialisme og marxisme, proletarisk frigørelse og socialdemokratiet identiske. Tilbagefald til socialismens førmarxistiske teorier betyder derfor i dag ikke engang tilbagefald til proletariatets solide børnesko, men nej, det er et tilbagefald til bourgeoisiets bittesmå udtrådte hjemmesko.
Den bernsteinske teori var det første, men samtidig også det sidste forsøg på at give opportunismen et teoretisk grundlag. Vi siger det sidste, fordi den i det bernsteinske system er gået så langt både negativt og positivt, så der ikke er mere tilbage for den at gøre, negativt m.h.t. at afsværge sig den videnskabelige socialisme, positivt ved sammenrodningen af alle disponible teoretiske konfusioner. I Bernsteins bog har opportunismen fuldendt sin udvikling i teorien [som den gjorde det i praksis ved Schippels stillingtagen til militarismen] [1] og dermed draget sine sidste konsekvenser.
Og den marxistiske lære er ikke kun i stand til at gendrive opportunismen, men den alene er det, som i den nuværende situation kan forklare opportunismen som et historisk fænomen i partiets løbebane. Proletariatets verdenshistoriske fremmarch mod sejr er i virkeligheden "ikke nogen enkelt sag". Hele denne bevægelses særegenhed ligger deri, at folkemasserne her for første gang i historien sætter deres vilje igennem mod alle herskende klasser, men også deri, at denne vilje må række ud over det nuværende samfund. Denne massernes vilje kan imidlertid kun udvikles i bestandig kamp med den bestående samfundsform og kun inden for dens rammer. De store folkemassers forening med et mål, der går ud over hele den bestående orden, foreningen af den daglige kamp med den store verdensreform, det er den socialdemokratiske bevægelses store problem.
I sit udviklingsforløb arbejder socialdemokratiet sig også som en følge heraf frem mellem de to klippeskær: mellem opgivelsen af massekarakteren og opgivelse af endemålet, mellem sekteriske tilbagefald og hensygnen i en borgerlig reformbevægelse, mellem anarkisme og opportunisme.
Den marxistiske lære har ganske vist allerede for et halvt århundrede siden med sit teoretiske våbenarsenal leveret ødelæggende våben både mod den ene og den anden form for ekstremisme. Men da vor bevægelse netop er en massebevægelse, og da farerne, der truer den, udspringer ikke fra menneskelige hjerner, men af de samfundsmæssige betingelser, så kan de anarkistiske og opportunistiske sidespring ikke én gang for alle på forhånd være forebygget af den marxistiske teori: de må, først efter at de i praksis har taget skikkelse, overvindes af bevægelsen selv, men ved hjælp af de af Marx leverede våben. Den mindre fare, det anarkistiske mæslingeanfald, har socialdemokratiet allerede overvundet, da det besejrede "uafhængighedsbevægelsen". Den større fare - den opportunistiske vattersot overvinder det for øjeblikket.
Når man tager bevægelsens enorme vækst i bredde de sidste år i betragtning og de komplicerede betingelser, der er for opgavernes løsning, og hvorunder kampen må føres, så må det øjeblik komme, hvor dels skepticismen i bevægelsen med hensyn til opnåelse af det store slutmål og dels vaklen med hensyn til bevægelsens ideelle element vil gøre sig gældende. Således og ikke anderledes kan og skal den store proletariske bevægelse forløbe, og vankelmodets og ængstelsens øjeblikke er langtfra en overraskelse for den marxistiske lære, men tværtimod forlængst forudset og forudsagt af Marx. "Borgerlige revolutioner", skrev Marx for et halvt århundrede siden i "18. Brumaire", "som det attende århundredes, stormer rask fra succes til succes, de dramatiske effekter overgår hinanden, mennesker og ting synes indfattet i ildbrillanter, ekstasen er hverdagskost: men de er kortlivede, de når snart deres højdepunkt, og tømmermændene plager samfundet, før det har lært nøgternt at tilegne sig resultaterne af Sturm und Drang-perioden. Derimod kritiserer proletariske revolutioner, som vi har set dem i det 19. århundrede, bestandig sig selv, afbryder stadigt deres eget løb, vender tilbage til det øjensynligt fuldbragte, for igen at begynde på det fra begyndelsen, håner grusomt og grundigt halvheder, svagheder og ynkeligheder ved deres første forsøg, synes at slå sin modstander ned, så han kan suge ny kraft af jorden og igen kæmpemæssigere rejse sig mod dem, viger stadig påny tilbage fra den ubestemmelige uhyrlighed i deres egne mål, til den situation er skabt, der gør ethvert forsøg på et vende om umulig, den situation, hvor forholdene selv råber "Hic Rhodus, hic salta! Her er Rhodos, her skal springes".
Dette er forblevet sandt også efter at den videnskabelige socialismes lære er bygget op. Den proletariske bevægelse er ikke dermed på en gang blevet socialdemokratisk - heller ikke i Tyskland. Men den bliver for hver dag stadig mere socialdemokratisk, den bliver det også under og imens den fortløbende overvinder de ekstreme sidespring i anarkistisk og opportunistisk retning - begge dele kun bevægelsesmomenter i den socialdemokratiske proces, i den proces som er socialdemokratiet.
Derfor er ikke fremkomsten af en opportunistisk bevægelse overraskende, kun dens svaghed er det. Så længe den kun kom til udbrud i partipraksis som enkelttilfælde, kunne man endnu formode, at der var et eller andet alvorligt teoretisk grundlag bag den. Men nu hvor den er kommet til fuldt udtryk i Bernsteins bog, må enhver forundret råbe: er det alt, hvad I har at sige? Ikke så meget som en stump af en ny tanke. Ikke en ny tanke, der ikke allerede for årtier siden er trådt ned, leet ud og forvandlet til intet af marxismen!
Det var nok, at opportunismen åbnede munden for at vise, at den intet havde at sige. Og deri ligger den egentlige partihistoriske betydning af Bernsteins bog.
Og så kan Bernstein endnu ved afskeden med det revolutionære proletariats tænkemåde, med dialektikken og den materialistiske historieopfattelse takke dem for de formildende omstændigheder, der er tilstået ham ved hans forvandling. Thi kun dialektikken og den materialistiske historieopfattelse er storsindede nok til at lade ham fremstå som det kaldede, men ubevidste værktøj, hvormed det fremadstormende proletariat har bragt sit øjeblikkelige vankelmod til udtryk, for højtleende og hovedrystende at kaste det langt væk fra sig, når det har set det ved lys.
[Vi har sagt: bevægelsen bliver socialdemokratisk imens den under nødvendighedens lov overvinder de sidespring i anarkistisk og opportunistisk retning, der er betinget af dets vækst. Men at overvinde betyder ikke med fred i sjælen at lade alt gå, som gud vil. At overvinde den nuværende opportunistiske strømning, det vil sige at vise den fra sig.
Bernstein lader sin bog munde ud i det råd til partiet, at det skal vove at vise sig, som det er: et demokratisk-socialistisk reformparti. Partiet, dvs. dets Øverste organ, kongressen, må efter vor mening kvittere for dette råd ved at formå Bernstein til på sin side også formelt at fremtræde som det han er: en småborgerlig demokratisk fremskridtsmand.] [2]
[1]: