| Næste |
Næsten alle hidtidige skrifter og udtalelser fra den internationale socialismes side om problemet massestrejke skriver sig fra tiden før den russiske revolution, det første historiske eksperiment med dette kampmiddel i større målestok Det betyder samtidig, at de for det meste er forældede. De står i deres opfattelse stort set på samme standpunkt som Friedrich Engels, der i 1873 i sin kritik af det bakunistiske revolutionsmageri i Spanien skrev:
"Ifølge Bakunins program er storstrejken den løftestang, der tages i brug for at indlede den sociale revolution. En skønne morgen nedlægger alle arbejderne inden for alle fag i hele landet eller endog i hele verden arbejdet og tvinger på denne måde i løbet af højest fire uger de besiddende klasser enten til at krybe til korset eller til at slå løs på arbejderne, så at disse dermed får ret til at forsvare sig og ved denne lejlighed vende op og ned på hele samfundet. Forslaget er langtfra nyt; franske og efter dem belgiske socialister har siden 1848 flittigt redet denne paradehest, som imidlertid oprindelig er af engelsk race. Under den hurtige og voldsomme udvikling af chartismen blandt engelske arbejdere efter krisen i 1837 blev der allerede i 1839 forkyndt en "hellig måned" - en arbejdsnedlæggelse i nationalt omfang (Se Engels: "Lage der arbeitenden Klasse", 2. oplag, side 234), og det vandt sådan genklang at fabriksarbejderne i Nordengland i juli 1842 forsøgte at gennemføre forehavendet. Også på Alliancekongressen i Genève den 1. september 1873 spillede storstrejken en vigtig rolle; det blev blot fra alle sider indrømmet, at hertil krævedes en gennemgribende organisering af arbejderklassen og en fuld kasse. Og det er netop hagen ved den. På den ene side vil regeringen, særlig hvis man opmuntrer den ved politisk tilbageholdenhed, hverken lade organisationen eller arbejdernes kasse komme så vidt, og på den anden side vil de politiske begivenheder og de herskende klassers overgreb føre til arbejdernes befrielse længe før proletariatet når så langt, som til at skabe denne ideale organisation og denne kolossale reservefond. Havde det imidlertid det, så behøvede det ikke at benytte omvejen over storstrejken for at nå målet."
Vi har her den argumentation, som var afgørende for det internationale socialdemokratis stillingtagen i de følgende årtier. Den er skåret fuldstændig til efter den anarkistiske teori om generalstrejken, d.v.s. den bygger på den teori, der går ud på, at generalstrejken er et middel, der indleder den sociale revolution, i modsætning til arbejderklassens daglige politiske kamp, og den munder ud i følgende enkle dilemma: Enten er det samlede proletariat endnu ikke i besiddelse af mægtige organisationer og kassebeholdninger, og kan derfor ikke gennemføre generalstrejken, eller også er det allerede tilstrækkelig solidt organiseret, og så har det ikke brug for nogen generalstrejke. Denne form for argumentation er ganske vist så enkel og ved første blik slet ikke til at rokke ved, at den i et kvart århundrede har tjent den moderne arbejderbevægelse udmærket som et logisk våben mod hjernespind og som hjælpemiddel til at bringe ideen om den politiske kamp ud i de bredeste arbejderkredse. De storartede fremskridt, som arbejderbevægelsen har gjort i alle moderne lande i løbet af de sidste 25 år, er et glimrende bevis på den taktik for den politiske kamp som Marx og Engels gik ind for i modsætning til Bakunin. Og det tyske socialdemokrati med dets nuværende magt, med dets stilling som den samlede internationale arbejderbevægelses fortrop, er ikke mindst et direkte produkt af den konsekvente og energiske anvendelse af denne taktik.
Men nu har den russiske revolution foretaget en grundig revision af ovenstående argumentation. Den har for første gang i klassekampenes historie på storslået vis virkeliggjort massestrejkens idé og som vi skal anføre nærmere nedenfor - også selve generalstrejken; og dermed er en ny epoke i arbejderbevægelsens udvikling åbnet. Det betyder ganske vist ikke, som man skulle tro, at den af Marx og Engels anbefalede taktik for den politiske kamp eller deres kritik af anarkismen var falsk. Det er tværtimod de samme tankegange, den samme metode, som lå til grund for den Marx-Engelske taktik og også for det tyske socialdemokratis hidtidige praksis, som nu har frembragt helt nye momenter og betingelser for klassekampen i den russiske revolution. Denne revolution, som er den første historiske prøve på massestrejkens eksempel, betyder ikke blot, at anarkismen ikke har fået nogen æresoprejsning, men det betyder rent ud en historisk likvidation af anarkismen. Den triste tilværelse, som denne åndsretning var dømt til på grund af socialdemokratiets mægtige udvikling i Tyskland i de sidste årtier, kunne til dels forklares med den parlamentariske periodes lange varighed og dominans. En "revolutionær" retning som helt var indrettet på at "slå løs", på "direkte aktion" på jævn høtyvemanér måtte nu engang for en tid sygne hen i den parlamentariske hverdags vindstille, og først live op igen og udfolde sin indre kraft, når en direkte åben kampperiode atter blev en realitet, ved en gaderevolution. Især syntes Rusland egnet til at blive et område for eksperimenter for anarkismens heltegerninger. Et land, hvor proletariatet overhovedet ikke havde nogen politiske rettigheder og en yderst svag organisation med en broget skare af forskellige folkegrupper med meget forskelligartede interesser, der skar hinanden på kryds og tværs, med dårlig uddannelse i befolkningsmasserne og desuden stor grusomhed fra det herskende regimes side i dets magtanvendelse - alt dette syntes som skabt til at hæve anarkismen op til en pludselig, omend måske også kortlivet magt. Og endelig var Rusland det historiske fødested for anarkismen. Men Bakunins fædreland skulle altså blive gravstedet for hans lære. Ikke blot stod og står anarkismen i Rusland ikke i spidsen for massestrejkebevægelsen, men hele den politiske ledelse af den revolutionære aktion og også af massestrejken ligger i hænderne på de socialdemokratiske organisationer, som bliver bittert bekæmpet fra de russiske anarkisters side som et "borgerligt parti". Den bliver også delvist ledet af andre socialistiske organisationer, der er mere eller mindre influeret af socialdemokratiet eller står det nær, som det terroristiske parti, de "socialrevolutionære" [1] . Anarkisterne eksisterer derimod overhovedet ikke i den russiske revolution som en alvorlig politisk retning. Kun i en mindre litauisk by, Bialystok, med specielt vanskelige forhold – med brogede nationale blandede grupperinger blandt arbejderne, en dominerende atomisering i småbedrifter, og et meget underudviklet proletariat – findes der også mellem en syv, otte forskellige revolutionære grupper en lille flok halvvoksne "anarkister", som af alle kræfter medvirker til at skabe forvirring og forstyrrelse hos arbejderne; og for nylig har også en lille flok af denne slags gjort sig bemærket i Moskva og måske i endnu en to, tre byer. Men hvilken rolle spiller anarkismen nu i øvrigt bortset fra disse par "revolutionære" grupper i den russiske revolution? Den er blevet et udhængsskab for gemene tyve og røvere; privatpersoner står under firmanavnet "anarko-kommunisme" bag en god del af de utallige tyverier og plyndringer, der som en bølge dukker op i enhver depressionsperiode, hvor revolutionen momentant er i defensiven. Anarkismen er i den russiske revolution ikke det kæmpende proletariats teori, men er tværtimod blevet det kontrarevolutionære lumpenproletariats ideologiske varemærke, som følger i revolutionens kølvand som en flok hajer. Og dermed er anarkismens historiske løbebane vel tilendebragt.
På den anden side er massestrejken i Rusland blevet virkeliggjort, ikke som et middel til gennem et pludseligt teaterkup at springe ind i den sociale revolution og dermed omgå arbejderklassens politiske kamp og især parlamentarismen, nej, den er et middel til først at skabe betingelserne for den daglige politiske kamp for proletariatet og især for parlamentarismen. Den revolutionære kamp i Rusland, i hvilken massestrejken kommer til anvendelse som det vigtigste våben, bliver fra det arbejdende folks side – og i første række fra proletariatets, netop ført for at opnå præcis de samme politiske rettigheder og betingelser, hvis nødvendighed og betydning for arbejderklassens emancipationskamp Marx og Engels var de første til at påvise – noget de i modsætning til anarkisterne med al magt havde kæmpet for i Internationalen. Dermed har den historiske dialektik, den klippe som hele den marxistiske socialismes lære beror på, ført til, at anarkismen, som ideen om massestrejken var uadskilleligt forbundet med, i dag selv er kommet i modsætning til denne massestrejkens praksis, mens omvendt massestrejken, som har været bekæmpet som noget, der stod i modsætning til proletariatets politiske virksomhed, i dag viser sig at være det mægtigste våben i den politiske kamp for politiske rettigheder. Når altså den russiske revolution nødvendiggør en grundig revision af marxismens standpunkt til massestrejken, så er det endnu engang kun marxismen som med sine almene metoder og synspunkter i ny skikkelse går af med sejren. Morens elskede kan kun dø for morens egen hånd.
[1]: