| Tilbage | Næste |
Den første revision, som følger af begivenhederne i Rusland, hvad angår spørgsmålet om massestrejken, drejer sig om den almindelige opfattelse af problemet. Indtil nu står både de ivrige talsmænd for et "forsøg med massestrejken" i Tyskland (folk som Bernstein, [1] Eisner o.s.v.) og de konsekvente modstandere af et sådant forsøg, som man kan finde det i fagforeningskredse (f.eks. repræsenteret af Bömelburg), i virkeligheden på den samme platform - og det er faktisk den anarkistiske opfattelse. De tilsyneladende modpoler udelukker ikke bare gensidigt hinanden, men som altid betinger og supplerer de hinanden. For den anarkistiske måde at tænke på er spekulationerne over det "store brag" over den sociale revolution kun et ydre og uvæsentligt kendetegn. Hvad der derimod er væsentligt er hele det abstrakte og uhistoriske syn på massestrejken og i det hele taget på betingelserne for den proletariske kamp. Når det drejer sig om de materielle forudsætninger for anarkisternes "revolutionære" spekulationer, eksisterer der kun to ting: først og fremmest den blå luft og så den gode vilje og modet, der skal til for at redde menneskeheden ud af vor tids kapitalistiske jammerdal. Af dette ræsonnement ud i den blå luft fulgte allerede for 60 år siden, at massestrejken er det korteste, sikreste og letteste middel til at udføre springet over i den bedre sociale hinsidighed. Spekulationerne ud i den blå luft gav siden som resultat, at den faglige kamp er den eneste "direkte masseaktion" og den eneste revolutionære kamp - som bekendt de franske og italienske "syndikalisters" nyeste påfund. Det fatale for anarkismen har hele tiden været, at de metoder, som blev improviseret ud i den blå luft ikke blot gjorde regning uden vært, d.v.s. var den rene utopi, men at de, fordi de overhovedet ikke regnede med den foragtede elendige virkelighed, i den selv samme elendige virkelighed stort set kom for skade at optræde som reaktionens hjælpetjeneste gennem deres revolutionære spekulationer.
Samme abstrakte, uhistoriske betragtningsmåde præger imidlertid også i dag dem, der efter en styrelsesvedtagelse med det første vil igangsætte en massestrejke i Tyskland på en bestemt dato. Og det samme gælder dem, der ligesom deltagerne i fagforeningskongressen i Köln [2] ville bringe problemet massestrejke ud af verden gennem et "propagandaforbud". Begge retninger går ud fra den samme rent anarkistiske forestilling om, at massestrejken blot er et teknisk kampmiddel, som kan "besluttes" og "forbydes" efter forgodtbefindende, en slags lommekniv, man "for alle tilfældes skyld" kan have klar i lommen og folde ud og bruge, når man beslutter sig til det. Ganske vist er det netop modstanderne af massestrejken, som gør krav på at have æren for at tage den historiske baggrund og de materielle betingelser for den nuværende situation i Tyskland i betragtning i modsætning til revolutionsromantikerne, som svæver i luften og overhovedet ikke vil regne med den hårde virkelighed og dens muligheder og umuligheder. "Kendsgerninger og tal, tal og kendsgerninger!" råber de, som dr. Gradgrind i Dickens' bog "Hårde tider". Hvad modstanderne af massestrejken blandt fagforeningsfolk forstår ved "historisk baggrund" og "materielle betingelser" er to faktorer: På den ene side proletariatets svaghed, på den anden den preussisk-tyske militarismes styrke. De utilstrækkelige arbejderorganisationer og kassebeholdninger og de imponerende preussiske bajonetter, dette er de "kendsgerninger og tal" på hvilke disse fagforeningsledere i givet fald baserer deres praktiske politik. Nu er fagforeningskasser og preussiske bajonetter utvivlsomt yderst materielle og også meget historiske foreteelser; men en opfattelse baseret på dette grundlag, er ingen historisk materialisme i den Marxske betydning, men en politimæssig materialisme, i Puttkamers [3] ånd. Også repræsentanterne for den kapitalistiske politistat regner meget - og tilmed udelukkende - med det organiserede proletariats eksisterende magt, såvel som med bajonetternes materielle magt, og ud fra det sammenlignende eksempel, der stilles op på grundlag af disse to talrækker, bliver der stadigvæk draget den beroligende slutning: Den revolutionære arbejderbevægelse bliver fostret af enkelte agitatorer og hetzmagere, altså har vi i fængslerne og bajonetterne et tilstrækkeligt middel til at blive herre over denne ubehagelige "forbigående foreteelse".
De klassebevidste tyske arbejdere har forlængst begrebet det humoristiske ved denne politimæssige teori, der går ud på, at hele den moderne arbejderbevægelse er et kunstigt og vilkårligt produkt af en håndfuld samvittighedsløse "agitatorer og hetzmagere". Men det er akkurat den samme opfattelse, der kommer til udtryk, når et par udmærkede kammerater slår sig sammen til en frivillig nattevagtpatrulje for at advare de tyske arbejdere mod det farlige som bedrives af nogle "revolutionsromantikere" med deres "propaganda for massestrejke" eller når på den anden side en ynkelig og opbragt kampagne bliver sat i scene af dem, der tror, de er blevet ført bag lyset gennem en eller anden "fortrolig" ordning mellem partiledelsen og fagorganisationens topledelse i forbindelse med en massestrejkes udbrud i Tyskland. Skulle det være kommet an på revolutionsromantikernes fængende "propaganda" eller på partiledelsernes fortrolige eller offentlige beslutninger, så havde vi ikke haft én eneste massestrejke i Rusland indtil i dag. I intet land tænkte man - som jeg allerede har fremhævet det i marts 1905 i "Sächsische Arbeiter-Zeitung" - så lidt på at drive "propaganda" for eller på at "diskutere" den som i Rusland. Og de enkelte eksempler på beslutninger og afgørelser taget af den russiske partiledelse, som virkelig skulle proklamere massestrejken, som f.eks. det sidste forsøg i august i år efter opløsningen af dumaen, er næsten fuldstændig mislykket. Når den russiske revolution altså lærer os noget, er det frem for alt, at massestrejken ikke bliver "lavet" kunstigt, ikke bliver "besluttet" på må og få, ikke bliver til gennem "propaganda", men at den er en historisk foreteelse, der på et vist tidspunkt med historisk nødvendighed opstår af de sociale forhold.
Problemet kan ikke forstås hvis man kun giver sig af med abstrakte spekulationer over massestrejkens mulighed eller umulighed, dens nytte eller skade, men kun gennem udforskning af de faktorer og de sociale forhold, som massestrejken på et givet tidspunkt af klassekampen vokser frem af. Problemet kan med andre ord alene forstås og diskuteres ikke gennem en subjektiv vurdering af massestrejken med udgangspunkt i det ønskelige, men gennem en objektiv undersøgelse af massestrejkens kilder med udgangspunkt i den historiske nødvendighed.
I den abstrakte logiske analyses rene luft lader massestrejkens absolutte umulighed og sikre nederlag såvel som dens fuldkomne mulighed og dens utvivlsomme sejr bevise med nøjagtig samme styrke. Og derfor er bevisførelsens værdi den samme i begge tilfælde; nemlig lig nul. Derfor er også specielt frygten for "propaganda" til fordel for massestrejken, der sågar har ført til formelige bandlysninger af de påståede skyldige i disse forbrydelser, udelukkende et produkt af komiske misforståelser. Det er lige så umuligt at drive "propaganda" for massestrejken som abstrakt kampmiddel, som det er at propagandere for "revolutionen". "Revolution" såvel som "massestrejke" er begreber som i sig selv blot er klassekampens ydre form, og som kun har indhold og mening i sammenhæng med ganske bestemte politiske situationer.
Hvis en eller anden skulle finde på at gøre massestrejken som form for proletarisk aktion til genstand for regelret agitation og gå ud for at falbyde denne "idé" for at vinde arbejderne for den lidt efter lidt, så ville det være en lige så ørkesløs som gold og flov beskæftigelse, på samme måde som hvis nogen ville gøre ideen om revolutionen eller barrikadekampen til genstand for en særlig agitation. Massestrejken er nu kommet i centrum for den tyske og den internationale arbejderbevægelses levende interesse, fordi den er en ny kampform og som sådan er et sikkert symptom på en dybtgående indre forskydning i klasseforholdene og i klassekampens vilkår. Det vidner om den tyske proletarmasses sunde revolutionære instinkt og levende intelligens at de - på trods af hårdnakket modstand fra deres fagforeningsledere - viser det nye problem en så varm interesse. Men denne interesse, denne sande intellektuelle tørst og revolutionære virkelyst hos arbejderne kan man ikke imødekomme ved at traktere med abstrakt hjernegymnastik over muligheden eller umuligheden af massestrejken. Man må derimod klarlægge hele udviklingen af den russiske revolution for dem, påpege denne revolutions internationale betydning, klassemodsætningernes skærpelse i Vesteuropa, de videre politiske perspektiver for klassekampen i Tyskland, og massernes rolle og opgaver i de kommende kampe. Kun i denne form vil diskussionen over massestrejken føre til, at proletariatets åndelige horisont udvides, dets klassebevidsthed skærpes, dets måde at tænke på uddybes, og dets handlekraft hærdes.
Men holder man fast ved dette standpunkt, vil man også opleve, hvor latterlig den straffeproces er, som modstanderne af "revolutionsromantikken" har sat i gang, fordi man ved behandlingen af problemet ikke har holdt sig nøjagtigt til Jena-resolutionens ordlyd [4] . Med denne resolution slår de "praktiske politikere" sig til nød til ro, fordi den hovedsagelig kobler massestrejken sammen med den almindelige valgrets skæbne, og dermed tror de, de kan drage følgende to slutninger: for det første, at massestrejken bevarer en rent defensiv karakter, og for andet, at massestrejken er underordnet parlamentarismen, er blevet forvandlet til et blot og bart appendiks til parlamentarismen. Men den virkelige kerne i Jena-resolutionen er i denne forbindelse, at i den nuværende situation i Tyskland vil et attentat i rigsdagen mod rigsdagsvalgretten fra den herskende reaktion højst sandsynligt kunne blive den udløsende faktor og signalet til en periode med stormende politiske kampe, i hvilken massestrejken for første gang vil komme i anvendelse i Tyskland som kampmiddel. Men at ville begrænse og kunstigt beskære den sociale rækkevidde og det historiske råderum for massestrejken som foreteelse og problem i klassekampen gennem en ordlyd i en partiresolution er et forehavende, som hvad kortsigtethed angår kan måle sig med det diskussionsforbud som fagforeningskongressen i Köln vedtog. I resolutionen fra partikongressen i Jena har det tyske socialdemokrati officielt rettet sin opmærksomhed mod den dybtgående forandring i den proletariske klassekamps internationale betingelser udsprunget af den russiske revolution, og det har bevidnet sin revolutionære udviklingsevne, sin tilpasningsevne overfor de nye krav i den kommende fase i klassekampen. Deri ligger Jena-resolutionens betydning. Hvad den praktiske anvendelse af massestrejken i Tyskland angår, vil historien træffe afgørelsen, ligesom den har gjort det i Rusland - historien i hvilken socialdemokratiet med sine beslutninger rigtignok er en vigtig faktor, men kun en faktor blandt mange andre.
[1]: