| Tilbage | Næste |
Spørgsmålet er nu, hvorvidt den lære, man kan drage ud af de russiske massestrejker, passer på Tyskland. De sociale og politiske forhold, historien og arbejderbevægelsens stilling er helt forskellige i Tyskland og i Rusland. Ved første øjekast kan de indre love for den russiske massestrejke, sådan som de er skitseret ovenfor, kun opfattes som et produkt af specifikt russiske forhold, som overhovedet ikke kan komme i betragtning for det tyske proletariat. Der består den tætteste indre sammenhæng mellem den politiske og økonomiske kamp i den russiske revolution og enheden imellem dem kommer til udtryk i perioden med massestrejker. Men er dette ikke en simpel følge af den russiske absolutisme? I en stat, hvor enhver form og enhver ytring fra arbejderbevægelsens side er forbudt, hvor den enkleste strejke er en politisk forbrydelse, må enhver økonomisk kamp logisk set blive til en politisk.
Når desuden omvendt allerede det første udbrud af den politiske revolution medførte en almindelig afregning mellem de russiske arbejdere og arbejdsgivere, så er dette igen en simpel følge af den omstændighed, at den russiske arbejder indtil da havde stået på det laveste trin, hvad levestandard angår og endnu aldrig havde ført en regelmæssig økonomisk kamp for at forbedre sin situation. Proletariatet i Rusland måtte på en vis måde arbejde sig ud af de mest elementære problemer, så det var ikke så mærkeligt, at det kastede sig ud i det med ungdommeligt vovemod, så snart revolutionen havde bragt det første friste pust ind i absolutismens kvælende luft. Og endelig forklares de russiske massestrejkers stormende revolutionære forløb såvel som deres overvejende spontane, elementære karakter på den ene side af Ruslands politiske tilbageståenhed, af nødvendigheden af først at styrte den orientalske despotisme og på den anden side af mangelen på organisation og skoling hos det russiske proletariat. I et land, hvor arbejderklassen har 30 års erfaring i det politiske liv, har et socialdemokrati, der støttes af 3 millioner og 1¼ million fagligt organiserede kernetropper, kan den politiske kamp - kan massestrejkerne - umuligt antage den samme stormfulde og elementære karakter som i en halvbarbarisk stat, der først nu tager springet fra middelalderen ind i den ny tids borgerlige orden. Dette er den gængse forestilling hos dem, der vil aflæse modningsgraden af et lands samfundsmæssige forhold af ordlyden i landets skrevne love.
Lad os undersøge spørgsmålene fra en ende af. For det første er det forkert først at datere begyndelsen på den økonomiske kamp i Rusland til udbruddet af revolutionen. Faktum er, at strejkerne, lønkampene i det egentlige Rusland siden begyndelsen af 1890erne og i Russisk-Polen endog siden 1880erne i stadig højere grad stod på dagsordenen, og faktisk til sidst havde erhvervet sig en form for borgerret. De førte rigtignok ofte brutale politimæssige overgreb med sig, men hørte ikke desto mindre til de dagligdags begivenheder. Der eksisterede f.eks. allerede i året 1891 en betydningsfuld almen strejkekasse i Warszawa og Lodz, og sværmeriet for fagforeningerne skabte i disse år i Polen endog for en kort tid de "økonomistiske" illusioner, som nogle år senere grasserede i Petersborg og i det øvrige Rusland. [1]
Tilsvarende ligger der en hel del overdrivelse i forestillingen om, at proletariatet i zarriget før revolutionen befandt sig på en levestandard præget af den rene fattigdom. Netop det lag af arbejdere i byernes storindustri, som nu har været det mest aktive og energiske både i den økonomiske såvel som i den politiske kamp, stod med hensyn til materiel levestandard næppe lavere end det tilsvarende lag i det tyske proletariat, og i mange fag kan man i Rusland finde tilsvarende, ja, her og der selv højere lønninger end i Tyskland. Også når det gælder arbejdstid vil forskellen mellem to storindustrielle bedrifter her og der næppe være særlig betydelig. Dermed er de forestillinger, der går ud på, at de russiske arbejdere formodentlig lever i materielle og kulturelle slavekår, grebet temmelig meget ud af den blå luft. Denne forestilling strider jo allerede ved en smule eftertanke med selve revolutionen og med proletariatets fremragende rolle under revolutionen. Man skaber ikke nogen revolution af en sådan politisk modenhed og tankeklarhed med fattiglemmer, og de industriarbejdere fra Petersborg og Warszawa, Moskva og Odessa, som stod i spidsen for kampen, står kulturelt og åndeligt den vesteuropæiske type meget nærmere, end det, de folk forestiller sig, der betragter den borgerlige parlamentarisme og den reglementerede fagforeningspraksis som proletariatets eneste og uundværlige kulturskole. Den moderne storindustrielle udvikling i Rusland og den åndelige påvirkning gennem halvandet årti gennem et socialdemokrati, som opmuntrede og ledede den økonomiske kamp, har ydet et godt stykke kulturarbejde også uden den borgerlige retsordens ydre garantier.
Kontrasten bliver imidlertid endnu mindre, når vi på den anden side ser mere grundigt på de tyske arbejderes virkelige levestandard. De store politiske massestrejker har i Rusland bragt proletariatets bredeste lag i bevægelse og styrtet dem ud i en omfattende økonomisk kamp. Men findes der ikke en hel del mørke kroge i arbejdernes eksistens i Tyskland, hvor fagforeningernes varmende lys indtil nu kun har formået at trænge sparsomt ind. Findes der ikke ganske brede lag som indtil nu overhovedet ikke - eller forgæves - har forsøgt at hæve sig op af det sociale slaveri gennem de faglige lønkampe? Lad os tage bjergværksarbejdernes elendighed. I den almindelige hverdag i den kolde atmosfære i Tysklands parlamentariske ensformighed kan bjergværksarbejdernes lønkamp fra tid til anden ytre sig i mægtige eruptioner, i massestrejker af typisk elementær karakter, sådan som det også sker i andre lande, selv i fagforeningernes Eldorado: England. Dette viser netop, at modsætningen mellem kapital og arbejde her er alt for skarp og mægtig til, at den lader sig nedbryde gennem fagforeningskampenes rolige planmæssige og partielle form. Denne elendighed hos bjergværksarbejderne, denne eruptive undergrund, som allerede i "normale" tider rummer enorme energier, ville i Tyskland ved enhver større politisk masseaktion fra arbejderklassens side, ved ethvert stærkere ryk, der forskubber den øjeblikkelige ligevægt i den sociale dagligdag, uundgåeligt straks udlades i en mægtig økonomisk-social kamp. Lad os dernæst tage tekstilarbejderelendigheden. Også her giver de forbitrede og for det meste resultatløse udbrud af lønkampe, som raser gennem Vogtland med et par års mellemrum, et svagt begreb om den voldsomhed med hvilken de store sammentrængte slavemasser under tekstilkapitalens karteller ville eksplodere ved en politisk rystelse, ved en kraftig og dristig masseaktion fra det tyske proletariats side. Lad os derefter tage hjemmearbejderelendigheden, konfektionsarbejderelendigheden, elektricitetsarbejderelendigheden - lutter stormcentre, hvor der ved enhver politisk atmosfærisk rystelse vil kunne udbryde mægtige økonomiske kampe i Tyskland. Sikkerheden for at dette sker, vil blive desto større jo sjældnere proletariatet ellers i rolige tider tager kampen op, og jo mere resultatløse de hver gang kæmper, jo mere brutalt de af kapitalen bliver tvunget til at vende tilbage til slaveåget.
Men vi kan også tage store kategorier af proletarer i betragtning, som under tingenes "normale" forløb i Tyskland overhovedet er udelukket fra enhver mulighed for at føre en rolig økonomisk kamp for at forbedre deres kår, og som er afskåret fra enhver brug af retten til at organisere sig. Først kan vi f.eks. tage jernbane- og postfunktionærernes åbenbare elendighed. Midt i den parlamentariske retsstat Tyskland består her faktisk russiske tilstande, vel og mærke russiske sådan som de eksisterede før revolutionen under absolutismens uforstyrrede herlighed. Allerede under den store oktoberstrejke i 1905 stod den russiske jernbanefunktionær i det endnu formelt absolutistiske Rusland himmelhøjt over den tyske, når det drejede sig om hans økonomiske og sociale bevægelsesfrihed. De russiske jernbanefunktionærer og postfunktionærer har faktisk erobret retten til at organisere sig med storm, og selv om det for tiden regner med retssag efter retssag og med den ene disciplinærstraf efter den anden er der ikke længere noget, der formår at tage det indre sammenhold fra dem. Men det ville være en fuldstændig psykologisk fejlregning, om man på linje med den tyske reaktion antager, at den tyske kadaverdisciplin hos de tyske jernbane- og postfunktionærer vil vare evigt, at det er en klippe, som ikke kan smuldre. Selv om også de tyske fagforeningsledere har vænnet sig til de bestående tilstande i så høj grad, at de uberørt af denne uhørte skændsel med en vis tilfredshed kan betragte fagforeningskampenes resultater i Tyskland, så vil de uniformerede statsslavers oplagrede forbitrelse uundgåeligt forsøge at skaffe sig luft under en almindelig industriarbejderrejsning. Og når industriproletariatets fortrop går i massestrejke for at tilkæmpe sig yderligere politiske rettigheder eller forsvare de gamle, så må hele den store styrke af jernbane- og postfunktionærer nødvendigvis besinde sig på den særlige skændsel, de er udsat for og endelig rejse sig for at befri sig for den ekstra portion af russisk absolutisme, som er indført i Tyskland specielt for deres skyld. Den pedantiske opfattelse, som vil afvikle store folkebevægelser efter skema og recept, ser retten til at organisere sig, når det drejer sig om jernbanefunktionærerne, som den nødvendige forudsætning for at man vil "kunne tænke" på en massestrejke. Begivenhedernes reelle og naturlige gang kan kun være omvendt: de tyske jernbane- og postfunktionærers ret til at organisere sig kan i virkeligheden kun fødes af en kraftig spontan massestrejkeaktion, og den opgave, som under de herskende forhold i Tyskland står som uløselig, kan under indtryk og tryk fra en generel politisk proletarisk masseaktion ganske pludseligt finde sine muligheder og løsning.
Og endelig det største og vigtigste: landarbejderelendigheden. Når de engelske fagforeninger udelukkende er tilpasset industriarbejderne, så udspringer dette af den engelske økonomis specifikke karakter, og landbrugets beskedne rolle i hele det økonomiske liv. I Tyskland vil en faglig organisation, den være sig nok så fortrinligt opbygget, kun give et svagt og mangelfuldt billede af proletariatets totale situation, hvis den udelukkende omfatter industriarbejdere og er utilgængelig for landarbejdernes store hær. Det ville imidlertid på den anden side være en skæbnesvanger illusion at tro, at forholdene på landet er uforanderlige og ubevægelige, at socialdemokratiets utrættelige oplysningsarbejde - og endda i højere grad hele Tysklands indre klassepolitik - ikke ustandselig undergraver landarbejdernes passivitet, og at landproletariatet ikke også vil rejse sig ved en hvilken som helst større klasseaktion fra det tyske industriproletariats side, uanset med hvilket formål den er sat i gang. Af helt naturlige grunde kan dette til at begynde med ikke ske på anden måde end ved en almindelig stormende økonomisk kamp ved vældige massestrejker fra landarbejdernes side.
Vi ser, hvorledes billedet af det tyske proletariats tilsyneladende økonomiske overlegenhed sammenlignet med det russiske forskyder sig ganske betydeligt, så snart vi flytter blikket fra tallene over de fagligt organiserede industri- og håndværksbrancher til de store grupper inden for proletariatet, som står fuldstændigt uden for fagforeningernes kamp eller hvis særlige økonomiske kamp ikke lader sig tvinge ind i de snævre rammer for fagforeningernes daglige småkrige. Vi får således øje på det ene mægtige område efter det andet, hvor tilspidsningen af modsætningerne har nået den yderste grænse, hvor eksplosivt stof har hobet sig op til overflod, hvor en hel del "russisk absolutisme" optræder ganske utilsløret, og hvor selv den mest elementære afregning med kapitalen på det økonomiske felt først skal til at finde sted.
Ved en almindelig politisk masseaktion fra proletariatets side ville alle disse gamle regninger uundgåeligt blive præsenteret for det herskende system. En kunstigt arrangeret engangsdemonstration fra byproletariatets side, en massedemonstration, som udelukkende blev gennemført på grundlag af disciplin og en partiledelses taktstok ville sikkert lade de brede folkemasser kølige og ligegyldige. Men en virkelig kampaktion fra industriproletariatets side - en kraftig og hensynsløs aktion født af en revolutionær situation, ville sikkert virke tilbage på de dybere lag og rive alle dem, som i normale og rolige tider står uden for den faglige dagskamp, med sig ind i en omfattende økonomisk kamp.
Hvis vi imidlertid vender tilbage til det tyske industriproletariats organiserede fortropper, samtidig med at vi holder os de mål, som de russiske arbejdere kæmper for i den økonomiske kamp for øje, så finder vi overhovedet ikke, at det drejer sig om bestræbelser, som de ældste tyske fagforeninger ville have nogen grund til at betragte som udtrådte børnesko. Således har siden den 22. januar 1905 det vigtigste generelle krav i de russiske strejker været 8-timersdagen, og det er sandelig ikke noget overstået standpunkt for det tyske proletariat; det er tværtimod i de allerfleste tilfælde et skønt fjernt ideal. Det samme gælder kampen mod "husbonderetten", kampen for at indføre arbejderkomiteer i alle fabrikker, afskaffelse af akkordarbejde, afskaffelse af hjemmearbejde inden for håndværk, en fuldstændig gennemførelse af søndagsfri, anerkendelse af retten til at organisere sig. Ja, ved nærmere eftersyn er samtlige økonomiske kampobjekter som det russiske proletariat har stillet op i den nuværende revolution også højst aktuelle for det tyske proletariat og berør alt sammen ømme punkter i arbejdernes tilværelse.
Konsekvensen af dette er frem for alt, at den rene politiske massestrejke, som man fortrinsvis opererer med, også når det drejer sig om Tyskland, er et fuldstændig dødt teoretisk skema. Skulle massestrejkerne på en naturlig måde og med udgangspunkt i en stærk revolutionær gæring udvikle sig til en beslutsom politisk kamp blandt arbejderklassen i byerne, så vil de lige så naturligt, præcis som i Rusland, slå over i en hel periode med elementære økonomiske kampe. Og den frygt, fagforeningslederne nærer, for at kampen for de økonomiske interesser i en periode med stormfulde politiske kampe, i en periode med massestrejker, ganske enkelt vil blive skubbet til side og undertrykt, hviler på en fritsvævende skolemesteragtig forestilling om tingenes forløb. En revolutionær periode ville tværtimod også i Tyskland ændre karakteren af de faglige kampe, og i den grad forstærke dem, så at fagforeningernes nuværende guerillakrig vil forekomme at være den rene barneleg. På den anden side ville også den politiske kamp få tilført stadig nye impulser og friske kræfter af dette elementære økonomiske uvejr med massestrejker. Vekselvirkningen mellem den økonomiske og politiske kamp, som samtidig danner den regulerende mekanisme i proletariatets revolutionære aktion, ville naturnødvendigt også i Tyskland opstå af forholdene.
[1]: