6. Massestrejken og fagforeningerne

I denne sammenhæng får også spørgsmålet om organisationen i forhold til massestrejkerne i Tyskland et væsentligt andet udseende. Hos fagforeningslederne er spørgsmålet sædvanligvis udtømt med påstanden: "Vi er endnu ikke stærke nok til at risikere en så farlig kraftprøve som en massestrejke". Nu er dette standpunkt for så vidt uholdbart, fordi det er en uløselig opgave gennem en rolig talmæssig beregning at fastslå, hvornår proletariatet er "stærkt nok" til en eller anden kamp. For 30 år siden talte de tyske fagforeninger 50.000 medlemmer. Det var åbenbart et tal ud fra hvilket man efter den ovenstående målestok ikke kunne tænke på nogen massestrejke. Efter yderligere 15 år var fagforeningerne fire gange så stærke og talte 237.000 medlemmer. Hvis man imidlertid dengang havde spurgt dagens fagforeningsledere, om proletariatets organisation nu var modent til en massestrejke, havde de sikkert svaret, at dette langtfra var tilfældet, og at de fagligt organiserede først måtte kunne tælles i millioner. I dag er tallet på de organiserede fagforeningsmedlemmer allerede inde i den anden million, men ledernes anskuelser er præcis den samme, hvad der åbenbart kan fortsætte i det uendelige. Det bliver her stiltiende anset som en forudsætning, at Tysklands samlede arbejderklasse til sidste mand og kvinde må være optaget i organisationen, før man er "stærk nok" til at vove en masseaktion, som derefter, efter den gamle formel, sandsynligvis ville vise sig at være "overflødig". Denne teori er dog fuldstændig utopisk af den simple grund, at den lider af en indre modsigelse, som bevæger sig i en ond cirkel. Arbejderne skal før de indlader sig på at deltage i en eller anden direkte form for klassekamp være organiseret alle sammen. Men forholdene, betingelserne for den kapitalistiske udvikling og den borgerlige stat medfører imidlertid, at under tingenes "normale" forløb, hvor der ikke foregår nogen voldsomme klassekampe, kan bestemte lag - og det drejer sig netop om hovedmassen, de vigtigste, de som står længst nede, de mest undertrykte lag af proletariatet - netop ikke blive organiseret. Og vi kan endog selv i England se, at et halvt århundredes utrætteligt fagforeningsarbejde, uden nogen "forstyrrelser" når man lige ser bort fra begyndelsen af chartistbevægelsesperioden - uden nogen "revolutionsromantiske" forvirringer og fristelser, ikke har bragt det videre end til at organisere et mindretal af de bedrestillede lag inden for proletariatet.

På den anden side kan fagforeningerne, ligesom andre proletariske kamporganisationer, ikke i længden fortsætte uden kamp, og her tænkes ikke på de småkævlerier, der foregår i den borgerligt parlamentariske periodes brakvand, men på massekampens heftige revolutionære periode. Den stive mekanisk-bureaukratiske opfattelse vil kun se kampen som et produkt af organisation, der har nået en vis styrke. Den levende dialektiske udvikling lader omvendt organisationen opstå som et produkt af kampen. Vi har allerede set et storslået eksempel herpå i Rusland, hvor et så godt som fuldstændig uorganiseret proletariat i løbet af halvandet års stormfulde revolutionskampe skaffede sig et omfattende net af tilløb til organisation. Et andet eksempel af samme slags har vi i de tyske fagforeningers egen historie. I året 1878 udgjorde tallet af fagforeningsmedlemmer 50.000. Efter de nuværende faglige lederes teori var denne organisation som sagt langtfra "stærk nok" til at tage en heftig politisk kamp op. De tyske fagforeninger tog imidlertid, så svage de dengang end var, kampen op - nemlig kampen mod socialistloven, og de viste sig ikke alene at være "stærke nok" og at gå ud af kampen som sejrherre, men de femdoblede tilmed deres styrke i denne kamp, efter socialistlovens afskaffelse i 1891 omfattede de 277.659 medlemmer. Ganske vist svarede den metode, der førte til fagforeningernes sejr i kampen mod socialistloven, ikke til idealet om den fredelige myreflittige uafbrudte opbygning; de blev allerførst knust i kampen for derefter at svinge sig op på den næste bølge og blive født på ny. Men dette er netop den særlige vækstmetode, der er i overensstemmelse med de proletariske klasseorganisationer; at blive prøvet i kampen for derefter at gå genskabt ud af kampen.

Efter nærmere undersøgelse af de tyske forhold, og den situation forskellige lag og arbejdere befinder sig i, er det klart, at heller ikke den kommende periode med stormfulde politiske massekampe vil medføre den frygtede truende undergang for de tyske fagforeninger, men omvendt vil der åbne sig nye og uanede perspektiver for en hurtig springvis udvidelse af deres magtsfære. Men spørgsmålet har også en anden side. En plan om at sætte en massestrejke i gang som en alvorlig politisk klasseaktion udelukkende med organiserede er fuldstændig håbløs. Skal massestrejken, eller snarere: skal massestrejkerne, skal massekampen lykkes, må den blive til en virkelig folkebevægelse, d.v.s. trække proletariatets bredeste lag med ind i kampen. Selv i den parlamentariske form beror den proletariske klassekamps magt ikke på den lille organiserede kerne, men på den brede omliggende periferi af de revolutionært indstillede proletarer. Hvis socialdemokratiet ville udkæmpe valgslagene udelukkende med sine par hundredtusinde organiserede, ville de dømme sig til intet at betyde. Og selv om der også findes en tendens i socialdemokratiet, der går i retning af om muligt at optage næsten hele det samlede opbud af vælgere i partiorganisationerne, bliver dets vælgermasse ikke udvidet gennem partiorganisationens vækst - det viser socialdemokratiets 30-årige erfaringer, men derimod danner de friske lag af arbejdere, som hver gang erobres gennem en valgkamp, grobunden for den påfølgende organisation. Også her gælder det, at det ikke kun er organisationen som stiller kamptropper, men at kampen i endnu højere grad leverer rekrutteringstropper til organisationen. I langt højere grad end den parlamentariske kamp gælder det samme åbenbart den direkte politiske masseaktion. Selv om socialdemokratiet, som arbejderklassens organiserede kerne, er hele det arbejdende folks forenede fortrop, selv om den politiske klarhed, styrken og arbejderbevægelsens enhed har sit ud- spring i denne organisation, så må proletariatets klassebevægelse aldrig opfattes som det organiserede mindretals bevægelse. Enhver virkelig stor klassekamp må hvile på de bredeste massers støtte og medvirken, og en strategi for klassekampen, som ikke regner med denne medvirken og blot er tilpasset de smukt udførte marchøvelser af den lille veleksercerede del af proletariatet, er på forhånd dømt til en ynkelig fiasko.

Massestrejkerne, de politiske massekampe, kan altså i Tyskland umuligt bæres oppe af de organiserede alene, og umuligt planlægges af en regulær "ledelse" fra en particentral. I dette tilfælde kommer det imidlertid igen - ganske som i Rusland - ikke så meget an på "disciplin", "skoling" og på de mest omhyggelige forhåndsberegninger over spørgsmål som understøttelse og omkostninger, men langt snarere på en virkelig revolutionær beslutsom klasseaktion, som er i stand til at vinde og rive de bredeste kredse af de ikke organiserede med, der jo alligevel, når det drejer sig om holdning og stilling, udgør en del af de revolutionære proletarmasser.

Overvurderingen og den falske vurdering af organisationens rolle i proletariatets klassekamp bliver sædvanligvis suppleret med en undervurdering af den uorganiserede proletarmasse og deres politiske modenhed. Først i en revolutionær periode, i de store igangsættende klassekampe, viser hele den opdragende virkning af den hurtige kapitalistiske udvikling sig og den socialdemokratiske indflydelse på de bredeste folkelige lag - noget tallene over organisationer og selv valgstatistikker kun giver et ganske svagt begreb om i rolige perioder. Inden for de sidste par år har vi set i Rusland, hvordan der af den mindste partielle konflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere, af den mindste lokale brutalitet fra regeringsorganernes side straks kan opstå en stor generel proletarisk aktion. Alle og enhver ser det og finder det naturligt, fordi der nu engang er "revolution" i Rusland. Hvad betyder dette imidlertid? Det betyder, at klassebevidstheden, klasseinstinktet er i højeste grad levende hos det russiske proletariat, så at det umiddelbart opfatter enhver konkret sag i en hvilken som helst mindre arbejdergruppe som en almen sag, som et klasseanliggende og lynhurtigt reagerer på det som et hele. Mens selv de heftigste faglige konflikter i Tyskland, i Frankrig, i Italien, i Holland ikke fremkalder nogen almindelig aktion fra arbejderklassens side - havde det også bare været den organiserede del - så udløser selv den mindste foranledning en hel storm i Rusland. Det betyder imidlertid ikke andet end - hvor paradoksalt det end måtte lyde - at for øjeblikket er klassebevidstheden hos det unge uskolede svagt oplyste og endnu svagere organiserede russiske proletariat uendelig stærkere end hos de organiserede, skolede og oplyste arbejdere i Tyskland eller i noget andet europæisk land. Og dette har ikke noget at gøre med nogen bestemt dyd hos det "unge ubrugte østen" i sammenligning med det "rådne vesten", men det er ganske simpelt resultatet af den umiddelbare revolutionære masseaktion. Hos den tyske oplyste arbejder er den klassebevidsthed, som er indpodet i ham af socialdemokratiet teoretisk, latent: Under perioden med den borgerlige parlamentarismes herredømme kan det som regel ikke manifestere sig som direkte masseaktion; det er her den ideelle sum af de enkelte valgkredses firehundrede parallelaktioner under valgkampen, de mange økonomiske partielle kampe og tilsvarende ting. I revolutionen, hvor masserne selv dukker op på den politiske scene, bliver klassebevidstheden praktisk, aktiv. Derfor har et års revolution givet det russiske proletariat den "skoling" som 30 års parlamentarisk og faglig kamp ikke har kunnet give det tyske proletariat kunstigt. Ganske vist vil denne levende aktive klassefølelse hos proletariatet i Rusland også svinde ind i betydelig grad efter revolutionsperiodens afslutning og den borgerlig-parlamentariske retsstats oprettelse eller snarere slå om i en skjult, latent form. Men det er omvendt lige så sikkert, at i Tyskland i en periode med stærke politiske aktioner vil den levende handledygtige revolutionære klassefølelse gribe de bredeste lag af proletariatet, og det jo hurtigere og mægtigere, jo mere omfattende socialdemokratiets opdragende indsats har været. Denne indsats såvel som hele den nutidige tyske politiks ansporende og revolutionerende virkning vil vise sig i, at alle de skarer, som nu i tilsyneladende politisk stupiditet er uimodtagelige for socialdemokratiets og fagforeningernes organisationsforsøg - at de pludselig vil slutte op om socialdemokratiets fane. En revolutionær periode af seks måneders varighed vil, hvad skolingen af disse endnu uorganiserede masser angår, kunne fuldende, hvad ti års folkemøder og uddeling af flyveblade endnu ikke har været i stand til at fuldføre. Og når forholdene i Tyskland har udviklet sig frem til dette modenhedstrin, vil de lag, der i dag er uorganiserede og tilbagestående, nødvendigvis danne det mest radikale og pågående element i kampen. Det vil ikke være nogen, som må trækkes på slæb. Hvis det kommer til massestrejker i Tyskland, vil det sandsynligvis ikke være de bedst organiserede - sikkert ikke bogtrykkerne - men de dårligst organiserede eller de uorganiserede, bjergværksarbejderne, tekstilarbejderne, og måske også landarbejderne, der udvikler den største aktionsevne.

På denne måde når vi imidlertid også i Tyskland til den samme slutning, når det drejer sig om ledelsens egentlige opgaver og socialdemokratiets rolle overfor massestrejkerne, som i analysen af de russiske begivenheder. Lad os nemlig forlade det pedantiske skema for et organiseret mindretals demonstrative massestrejker, iværksat af parti og fagforening og vende os mod det levende billede af en virkelig folkebevægelse som med elementær kraft opstår af den yderste tilspidsning af klassemodsætningerne og den politiske situation, en bevægelse, som kommer til udtryk både i politiske og økonomiske stormende massekampe og massestrejker - i et sådant tilfælde kommer socialdemokratiets opgave åbenbart ikke til at bestå i den tekniske forberedelse og ledelse af massestrejkerne, men frem for alt i en politisk ledelse af hele bevægelsen.

Socialdemokratiet er proletariatets mest oplyste og klassebevidste fortrop, det kan og må ikke fatalistisk med kors- lagte arme vente på at den "revolutionære situation" skal indtræffe, vente på at den spontane folkebevægelse skal falde ned fra himlen. Det må tværtimod som altid være forud for tingenes udvikling, søge at fremskynde dem. Det kan det imidlertid ikke gøre ved blot i tide og utide pludselig helt ud i den blå luft at udsende "parolen" om en massestrejke, men det kan først og fremmest gøres ved over for de bredeste proletariske lag at klarlægge, hvordan denne revolutionære periode uundgåeligt må indtræffe og hvilke indre sociale momenter, der fører dertil samt de politiske konsekvenser. Hvis brede proletariske lag skal kunne vindes for socialdemokratiets politiske masseaktion, og hvis socialdemokratiet på den anden side omvendt skal gribe og beholde den virkelige ledelse, i politisk forstand blive herre over hele bevægelsen, så må det med fuld klarhed, konsekvens og beslutsomhed forstå at fastsætte taktikken og målene i den kommende kampperiode.